Google This is a digital copy of a book that was prcscrvod for generations on library shelves before it was carefully scanned by Google as part of a project to make the world's books discoverablc online. It has survived long enough for the copyright to expire and the book to enter the public domain. A public domain book is one that was never subject to copyright or whose legal copyright term has expired. Whether a book is in the public domain may vary country to country. Public domain books are our gateways to the past, representing a wealth of history, cultuie and knowledge that's often difficult to discover. Marks, notations and other maiginalia present in the original volume will appear in this file - a reminder of this book's long journey from the publisher to a library and fmally to you. Usage guidelines Google is proud to partner with libraries to digitize public domain materials and make them widely accessible. Public domain books belong to the public and we are merely their custodians. Nevertheless, this work is expensive, so in order to keep providing tliis resource, we liave taken steps to prevent abuse by commercial parties, including placing lechnical restrictions on automated querying. We also ask that you: + Make non-commercial use of the files We designed Google Book Search for use by individuals, and we request that you use these files for person al, non-commercial purposes. + Refrainfivm automated querying Do nol send automated queries of any sort to Google's system: If you are conducting research on machine translation, Optical character recognition or other areas where access to a laige amount of text is helpful, please contact us. We encourage the use of public domain materials for these purposes and may be able to help. + Maintain attributionTht GoogX'S "watermark" you see on each file is essential for informingpeopleabout this project and helping them find additional materials through Google Book Search. Please do not remove it. + Keep it legal Whatever your use, remember that you are lesponsible for ensuring that what you are doing is legal. Do not assume that just because we believe a book is in the public domain for users in the United States, that the work is also in the public domain for users in other countiies. Whether a book is still in copyright varies from country to country, and we can'l offer guidance on whether any specific use of any specific book is allowed. Please do not assume that a book's appearance in Google Book Search means it can be used in any manner anywhere in the world. Copyright infringement liabili^ can be quite severe. About Google Book Search Google's mission is to organize the world's information and to make it universally accessible and useful. Google Book Search helps rcaders discover the world's books while helping authors and publishers reach new audiences. You can search through the full icxi of ihis book on the web at |http: //books. google .com/l Google Dette er en digital kopi af en bog, der har været bevaret i generationer på bibliotekshylder, før den omhyggeligt er scannet af Google som del af et projekt, der går ud på at gøre verdens bøger tilgængelige online. Den har overlevet længe nok til, at ophavsretten er udløbet, og til at bogen er blevet offentlig ejendom. En offentligt ejet bog er en bog, der aldrig har været underlagt copyright, eller hvor de juridiske copyright vilkår er udløbet. Om en bog er offentlig ejendom varierer fra land til land. Bøger, der er offentlig ejendom, er vores indblik i fortiden og repræsenterer en rigdom af historie, kultur og viden, der ofte er vanskelig at opdage. Mærker, kommentarer og andre marginalnoter, der er vises i det oprindelige bind, vises i denne fil - en påmindelse om denne bogs lange rejse fra udgiver til et bibliotek og endelig til dig. Retningslinjer for anvendelse Google er stolte over at indgå partnerskaber med biblioteker om at digitalisere offentligt ejede materialer og gøre dem bredt tilgængelige. Offentligt ejede bøger tilhører alle og vi er blot deres vogtere. Selvom dette arbejde er kostbart, så har vi taget skridt i retning af at forhindre misbrug fra kommerciel side, herunder placering af tekniske begrænsninger på automatiserede forespørgsler for fortsat at kunne tilvejebringe denne kilde. Vi beder dig også om følgende: • Anvend kun disse filer til ikkc-konnnerdolt brug Vi designede Google Bogsøgning til enkeltpersoner, og vi beder dig om at bruge disse filer til personlige, ikke-kommercielle formål. • Undlad at bruge automatiserede forespørgsler Undlad at sende automatiserede søgninger af nogen som helst art til Googles system. Hvis du foretager undersøgelse af m;iskl- noversættelse, optisk tegngenkendelse eller andre områder, hvor adgangen til store mængder tekst er nyttig, bør du kontakte os. Vi opmuntrer til anvendelse af offentligt ejede materialer til disse formål, og kan måske hjælpe. • Bevar tilegnelse Det Google- "vandmærke" du ser på hver fil er en vigtig måde at fortælle mennesker om dette projekt og hjælpe dem med at finde yderligere materialer ved brug af Google Bogsøgning. Lad være med at fjerne det. • Overhold reglerne Uanset hvad du bruger, skal du huske, at du er ansvarlig for at sikre, at dot du gør er lovligt. Antag ikke, at bare fordi vi tror, at en bog er offentlig ejendom for brugere i USA, at værket også er offentlig ejendom for brugere i andre lande. Om en bog stadig er underlagt copyright varierer fra land til land, og vi kan ikke tilbyde vejledning i, om en bestemt anvendelse af en bog er tilladt. Antag ikke at en bogs tilstedeværelse i Google Bogsøgning betyder, at den kan bruges på enhver måde overalt i verden. Erstatningspligten for krænkelse af copyright kan være ganske alvorlig. Om Google Bogsøgning Det er Googles mission at organisere alverdens oplysninger for at gøre dem almindeligt tilgængelige og nyttige. Google Bogsøgning hja^lper læsere med at opdage alverdens bøger, samtidi g med at det hjælper forfatter e og udgivere med at nå nye målgrupper. Du kan søge gcnnom hele teksten i denne bog på interncttct på |http : //hooks . google ■ com| 4373 1844 lUf'É »^."^ FORORD. UDGIVET AF J. L. Heiberg. Til Grund for Texten er lagt Originaludgaven. Den er sam- menlignet med Manuskriptet ..Universitetsbibliotheket, S. K/s Papi- rer, Pakke 14;. I rfteu««MW^ r^ ^^•m^^ I FORORD MORSKABSLÆSNING FOR ENKELTE STÆNDER EFTER TID OG LEILIGHED AF NICOLAUS NOTABENE. KJØBENHAVN, 1844. FAAES HOS UNIVERSITETSBOGHANDLER C. A. ReITZEL. Trykt i Bianco Lcnos BoGTRTKKBai. lOAN STACIC Forord. D, 'et er en Erfaring, der ofte har bekræftet sig, at man ved en Ubetydelighed, en Smaating, en hensynsløs Yttring, et ubevogtet Udbrud, en tilfældig Mine, en uvilkaarlig Gestus har faaet Leilighed til at stjæle sig ind i et Menneske og opdage, hvad der havde unddraget sig den omhyggeligere Iagttagelse. For at imidlertid denne ubetydelige Bemærkning ikke skal vanarte og blive sig selv vigtig, forsager jeg øieblikkeligen at forfølge den videre, og haster mit Forehavende nærmere. En Fortale er i Forhold til en Bog en Ubetydelighed; og dog skulde man ikke ved et omhyggeligere, sammenlignende Studium af Fortaler for godt Kjøb kjøbe Iagttagel- sens Beleilighed! Der er i Videnskaben gjort saare Meget for at ordne Literaturen og anvise hver enkelt Forfatters Skrift sin Plads i Samtiden, og Samtidens i Slægtens; men Ingen tænker paa, hvad der var at vinde, hvis man kunde afrette en eller anden Literatus til blot at læse Fortaler, men gjøre det saa fuldstændigt, at han begyndte fra de tidligste Tider og foer fort gjennem alle Aarhun- dreder indtil vore Dage. Fortalerne bære Præget af det Tilfældige ligesom Dialekter, Idiomer, Provincialismer; de ere i en ganske anden Forstand end Skrifterne underkastede Modens Herredømme, de vexle ligesom Klædedragterne. Snart ere de lange, snart korte, snart dristige, snart blysomme, snart stive, snart skjødesløse, snart bekymrede næsten angrende, snart selvtillidsfulde næsten fripostige, snart ikke ganske uden Øie for Bogens Svagheder, snart slagne med Blindhed, snart anerkjendende disse bedre end nogen Anden; snart var Forordet Produktionens Fordraaber, snart en Eftersmag af den. Og alt dette er rent ceremonielt; selv en Forfatter, der i k sit Skrift trodser Tiden, lemper sig dog i det Ubetydelige efter Skik og Brug o: i Forordet, og forsøges derved i mangen for Iagt- tageren høist snurrig Collision om: hvorvidt og hvorledes. Jo mere jeg tænker derover, jo rigere et Udbytte synes mig et saa- dant Studium at love. Man tænke blot Modsætningen: den græske Naivetet, der vilde afgive et ypperligt Grundlag for Fremstillingen af Resultaterne. Dog jeg standser denne Tankes Flugt, der formo- dentlig blot vilde føre mig paa Vildspor, da jeg mangler Apparat. I den nyere Videnskab har Forordet faaet sit Banesaar. Fra dens Standpunkt seet kommer den ældre Forfatter let til at gjøre en bedrøvelig Skikkelse, som man ikke veed om man skal lee eller græde over, fordi hans Ubehjælpelighed i at komme til Sagen gjør ham comisk, og hans Naivetet, som var der Nogen, der brød sig om ham, gjør ham rørende. Nuomstunder kan en saadan Situa- tion ikke gjentage sig; thi naar man begynder Bogen med Sagen og Systemet med Intet, saa skjønnes der ikke at blive noget til- overs at sige i en Fortale. Denne Tingenes Orden har givet An- ledning til, at jeg er bleven opmærksom paa, at Forord er en ganske egen Art af literair Frembringelse, og da den puffes ud, er det paa den høie Tid at den emanciperer sig, ligesom alt Andet. Paa den Maade kan det endnu blive godt. Det Incommensurable, som man i ældre Tid nedlagde i Forordet til en Bog, kan nu finde sin Plads i et Forord, der ikke er Forord til nogen Bog. Saaledes troer jeg, at Striden er bilagt til gjensidig Contentement og For- nøielse; kan Forordet og Bogen ikke spændes med hinanden, saa lad den Ene give den Anden Skilsmissebrev. Den nyeste videnskabelige Methode har gjort mig opmærksom paa, at det maatte komme til et Brud; min Fortjeneste bliver det, at gjøre Alvor af det med Brudet; her nu blot et Phænomen, der tyder hen paa den dybere Grund. Enhver æsthetisk udviklet For- fatter har vist havt Øieblikke, hvori det ikke vilde lyste ham at skrive en Bog, men hvor han ret gad skrive et Forord til en Bog, ligegyldig om den var af ham selv eller af en Anden. Dette tyder paa, at Forordet er væsentlig forskjelligt fra Bogen, og at det at skrive et Forord er noget ganske Andet end at skrive en Bog; thi i modsat Fald vilde Trangen enten kun yttre sig, naar man havde skrevet en Bog, eller naar man tænkte sig at ville skrive den, saa- ledes som man overfladeligen tænker sig det, og derfor opkaster det Spørgsmaal, om man skal skrive Forordet først eller sidst. Saa- Systemet med Intet] som den Hegelske Philosophi. snart man imidlertid er i et af disse Tilfælde, saa har man enten havt en Sag, eller tænker sig at have den. Men naar man nu ogsaa uden dette kan være i Lysten efter at skrive et Forord, saa indsees let, at dette ikke maa handle om en Sag, thi i saa Fald bliver Forordet selv en Bog, og Spørgsmaalet om Forordet og Bogen skubbet tilbage. Forordet som saadant, det emanciperede Forord, maa da ingen Sag have at afhandle, men handle om Intet, og forsaavidt det synes at behandle Noget og handle om Noget, maa dette dog være en Tilsyneladelse og en fingeret Bevægelse. Hermed er Forordet bestemmet reent lyrisk og bestemmet efter sit Begreb, medens Forordet i vulgair og traditionel Forstand er en Ceremonie efter Tid og Sæd. Et Forord er Stemning. At skrive et Forord er ligesom at hvæsse Leen, ligesom at stemme Guitaren, ligesom at snakke med et Barn, ligesom at spytte ud af Vinduet. Man veed ikke, hvorledes det gaaer til, Lysten kommer paa Een, Lysten efter eventyrligen at zittre i Produktivitetens Stemning, Lysten efter at skrive et Forord, Lysten efter disse leves sub noctem susurri. At skrive et Forord er ligesom at ringe paa en Mands Dør for at gjække ham; ligesom at gaae en ung Piges Vindue forbi og see paa Brostenene, det er ligesom at slaae med sin Stok i Luften efter Vinden, ligesom at svinge med Hatten, uagtet man Ingen hilser. At skrive et Forord er ligesom at have gjort Noget, der berettiger til at fordre en vis Opmærksomhed; ligesom at have Noget paa Samvittigheden, der frister Fortrolig- heden; ligesom at inclinere i Dandsen, skjøndt man ikke bevæger sig, ligesom at lægge den venstre Schenkel flad an, stramme Tøm- men til Høire, høre Gangeren sige: Pst, og selv blæse hele Verden et Stykke, det er ligesom at være med uden at have den mindste Gene af, at man er med, ligesom at staae paa Valdbybakke og see efter Vildgæssene. At skrive et Forord er ligesom at være ankom- men med Dagvognen til den første Station, holde i det mørke Skuur, anende, hvad der skal vise sig, see Porten og dermed Him- len aabnet, skue for sig Landeveien, der bestandigen har mere foran sig, øine Skovens forventende Hemmelighed, Fodstiens for- føreriske Forsvinden; høre Posthornets Lyd og Echos vinkende Indbydelse, høre Kudskens vældige Smeld, og Skovens forvirrede Gj en tagelse, og de Reisendes muntre Samtaler. At skrive et Forord leoes sub noctem susurri] sagte Hvisken, naar Natten falder paa (om et Stævne- møde, Horats, Oder I 9, 19, hvor der dog staar lenes, ikke /ei;es). Sml. Efterl. Pap. 1833-43 S. 218. er ligesom at være ankommen, at stase i den hyggelige Stue, hilse paa Længselens forønskede Skikkelse, sidde i Lænestolen, stoppe Piben, tænde den — og have saa uendeligt Meget at tale med hin- anden om. At skrive et Forord er ligesom at mærke paa sig selv, at man er ifærd med at blive forelsket, Sjelen sødt uroliget, Gaaden opgiven, enhver Hændelse et Vink om Forklaringen. At skrive et Forord er ligesom at bøie Grenen tilside i Jasminhytten og see hende, der sidder i Løn: min Kjerlighed. Saaledes o! saaledes er det at skrive Forord; og hvorledes er Den, der skriver det? Han gaaer ud og ind mellem Menneskene som en Gjæk i Vinteren og en Nar om Sommeren, han er god Dag og Farvel i een Person, altid glad og sorgløs, fomøiet med sig. ret en letsindig Døgenicht, ja en umoralsk Person, thi han gaaer ikke paa Børsen for at skrabe Penge sammen, men gaaer kun derigjennem; han taler ikke paa Generalforsamlinger, fordi Luften er for indespærret; han ud- bringer ikke Skaater i noget Samfund, fordi man skal gjøre An- meldelse flere Dage iforveien; han render ikke Ærender for Syste- met; han afbetaler ikke Statsgjelden, ja ban bliver end ikke alvorlig derover; han gaaer gjennem Livet som en Skomagerdreng gaaer fløitende gjennem Gaden, selv om Den, der skal bruge Støvlerne, staaer og venter, saa maa han vente, saa længe der er en eneste Glidebane tilbage, eller det mindste Seeværdige at opdage. Saaledes. ja saaledes er Den, der skriver Forord. See alt Dette kan nu Enhver tænke over, som han vil, lige- som det falder ham ind og naar det falder ham ind. Med mig er det en anden Sag, thi mig binder et Løfte og en Forpligtelse til ene og alene at beskæftige mig med denne Art af Produktivitet. Hvorledes det hænger sammen hermed, skal jeg strax fortælle Læseren; thi del er netop her paa rette Sted, og ligesom Bagvad- skeise i et Kaffeselskab, Noget, der hører ret egentligen hjemme i et Forord. Skjøndt nemlig lykkelig gift som Faa, og maaskee ogsaa tak- nemmelig for min Lykke som Faa, er jeg dog i mit Ægteskab stødt paa Vanskeligheder, hvis Opdagelse skyldes min Kone, thi jeg anede Intet. Der var hengaaet nogle Maaneder efter Brylluppet, jeg var efterhaanden bleven nogenlunde indøvet i det ægteskabelige Samlivs Methode, da vaagnede lidt efter lidt igjen en Lyst hos mig, som jeg altid har næret, og som jeg i al Troskyldighed meente, at turde hengive mig ti): Beskæftigelsen med et eller andet ittass literairt Arbeide. Gjenstanden var valgt, hvad jeg selv eiede af Bøger i denne Retning fremlagt, enkelte Værker laante fra det kongelige Bibliothek, mine Excerpter ordnede for Overskueisen, min Pen saa at sige dyppet. Neppe har imidlertid min Kone fattet en Mistanke om, at noget Saadant var i Gjære, før hun om- hyggeligen iagttog mine Bevægelser. Leilighedsviis lod hun falde et forblommet Ord, anbragte en dunkel Hentydning til, at min Travlhed paa Studerekamret, min længere Forbliven der, mit lite- raire Hovedbrud ikke var ganske efter hendes Hoved. Jeg holdt imidlertid Ørene stive, lod som jeg ikke forstod hende, hvad jeg i Begyndelsen virkeligen heller ikke gjorde; da overrumpler hun mig en Dag og afnøder mig den officielle Tilstaaelse, at jeg var ifærd med at ville være Forfatter. Havde hendes Adfærd hidindtil mere været en Recognosceren, saa concentrerede hun sig nu bestemtere og bestemtere, indtil hun endeligen erklærede aabenbar Krig, et quidem saa aabenbar, at hun havde i Sinde at confiskere Alt, hvad jeg skrev, for at benytte det paa en bedre Maade som Underlag under hendes Broderie, til Krøller o. s. v. En Forfatters Stilling kan neppe være mere fortvivlet end min; thi selv Den, der staaer under speciel Censur, kan dog haabe, at faae sit Arbeide bragt dertil, at det »maa trykkes;« men min Frembringelse qvæles be- standig i Fødselen. Ogsaa paa en anden Maade blev det mig tydeligere og tydeligere, hvor fortvivlet min Stilling var; thi neppe havde jeg opdaget, at jeg var bleven Gjenstand for en Pressefor- følgelse, førend, som naturligt er, det blev mig klart, hvad tidligere aldeles ikke var faldet mig ind, at det vilde være til ubodelig Skade for Menneskeheden, om mine Skrifter ikke kom for Dagen. Hvad er nu herved at gjøre? Jeg har ikke som en censureret Forfatter Regres til Cancelliet, Stænderforsamlingen, det høistærede Publi- kum, eller til en Efterverdens Ihukommelse, jeg lever og døer, staaer og falder med min Kone. Nu er jeg vel af mine Samtidige anseet for en god og meget øvet Disputator, der nok kan plaidere min Sag, men denne Dygtighed kommer mig kun her lidet til Baade, thi om jeg end kan disputere med Fanden selv, med min Kone kan jeg ikke disputere. Hun har nemlig kun een Syllogisme, eller rettere ikke engang een. Hvad lærde Folk kalde Sophisterie, det kalder hun, der ikke befatter sig med at være lærd, Drillerie. Fremgangsmaaden er nu ganske simpel, at sige for Den, der veed et quidem] og det. »maa trykkes«] den officielle Form for Censors Til- ladelse til en Bogs Udgivelse. 10 at gaae rigtigt frem. Hver Gang j^ siger Noget, som ilclte behager hende, hvad enten del er i Syllogismens Form eller ikke. en lang Tale eller en kort BemærkoiDg, FormeD er ligegyldig, men naar det Udsagte ikke twhager hende, da seer hun paa mig med en Hine, der paa engang er elskværdig, indtagende, godmodig, fortryl- lende, men ogsaa triumpherende, tilintetgjørende og siger: det er bare Drillerie. Felgen heraf er. at al min Færdighed i at dispu- tere bliver en Luxus- Artikel, der slet ikke spørges i mit huslige Liv. Kan jeg, den øvede Dialektiker, nogenlunde repræsentere Rettens Gang, der, efter Digterens Ord, er saare lang, saa er min Kone ligesom det kongelige danske Cancellie kurz und biindig, kun er bun deri forskjellig fra hiint haie Collegium, at bun er meget elskværdig: U>i det er netop denne Elskværdighed, der hjemler hende en Myndighed, som hun hvert Øiehlik veed at hævde paa en fortryllende Maade. Saaiedes staaer Sagen. Jeg er aldrig kommen længere end til en Indlednings-Paragraph. Da denne var af almindelig Natur og i mine Tanker saa lykkelig affattet, at den vilde more hende, hvis jeg ikke var Forfatteren, faldt det mig ind, om j^ ikke skulde kunne vinde hende for Sagen ved at læse den for hende. J^ var fart>eredt paa, at hun vilde afvise mit Andragende, og benytte sig af den Fordeel, >at det vel nu endog skulde komme saa vidt, at jeg ikke blot gav mig af med at skrive, men hun skulde forpligtes til at høre Forelæsninger.« Ingenlunde. Hun tog saa venligt mod mit Forslag som muligt, bun hørte, bun loe, hun beundrede. Jeg troede Alt vundet. Hun traadte hen til Bordet, ved hvilket jeg sad, lagde fortroligen sin Arm om min Hals, bad mig, endnu en- gang at forelæse en Passus. Jeg begynder at læse, holder Manu- scriptet saa høit op, at hun med Øiet kunde følge mig. Ypper- ligt. J^ er ude af mig selv. men endnu ikke ganske ude af hiin Passus, da Manuscriptet pludselig staaer i lys Lue. Uden at jeg bemærkede det, havde hun skudt det ene Lys ind under Manu- scriptet. Ilden havde Overmagten, der var Intet at redde, min Indlednings-Paragraph gik i Luerne — under almindelig Jubel, thi min Kone jublede for os Begge; som et overgivent Barn klappede hun i Hænderne, og derpaa kastede hun sig om min Hals med en Lidenskab, som havde jeg været adskilt fra hende, ja tabt for 11 hende. Jeg kunde ikke faae et Ord indført. Hun bad mig om Tilgivelse, at hun saaledes havde kæmpet for sin Kjerlighed, bad med en Bevægethed, der næsten bragte mig selv til at troe, at jeg havde været ifærd med at blive den forlorne Ægtemand. Hun forklarede, at hun ikke kunde udholde, at jeg saaledes forandredes. »Din Tanke, sagde hun, tilhører mig, den maa tilhøre mig; Din Opmærksomhed er mit daglige Brød, Dit Bifald, Dit Smiil, Din Spøg er mit Liv, min Begeistring; tilstaae mig den, o! negt mig ikke, hvad der tilkommer mig med Rette; for min Skyld, for min Glædes Skyld, at jeg med Glæde maa kunne gjøre, hvad der er min eneste Glæde, at tænke paa Dig, og finde al min Tilfredsstil- lelse i at kunne Dag ud og Dag ind vedblive at beile til Dig, som Du engang beilede til mig.« Hvad berettiger nu en Kone til saadan Adfærd, en Kone, der ikke blot er elskværdig i alle Deres Øine, som kjende hende, men fremfor Alt elskelig i mine Øine, liflig saa lang Dagen er. Hendes Betragtning er in contento følgende: en Ægtemand, der er Forfatter, er ikke stort bedre end en Ægtemand, der hver Aften gaaer i Klubben, ja endogsaa værre; thi Den, der gaaer i Klubben, han maa dog selv tilstaae, at det er et Brud, men det at være Forfatter er en fornem Utroskab, der ikke kan vække Fortrydelse, om Føl- gerne end ere værre. Den, der gaaer i Klubben, han er dog kun fraværende saa længe han er fraværende, men en Forfatter — »ja Du veed det formodentlig ikke selv; men der er foregaaet en heel Forandring med Dig. Du spinder Dig ind i Tankefuldhed fra Morgen og til Aften, og især mærker man det ved Middagsbordet. Der sidder Du og seer hen for Dig som en Geist eller som Keiser Nebucadnezar, der læser den usynlige Skrift. Naar jeg da selv har tilberede! Kaffen til Dig, har sat den paa Bakken, kommer glad hen til Dig, staaer foran Dig, neier for Dig — saa, saa er jeg nær ved at tabe Bakken af Forskrækkelse, og fremfor Alt, saa har jeg tabt min Munterhed og min Glæde og kan ikke neie for Dig.« Som nu min Kone ved enhver Leilighed veed at faa anbragt sit catoniske præterea censeo, om hun end ikke gjør det saa kjede- ligt som Cato, saa maa ogsaa Alt tjene hende til Argument. Hendes Argumentation er ligesom en Naturbesværgelse. Hvis det hændte in contento efter sit Hovedindhold, i Uddrag. Keiser Nebucadnezar, der læser den usynlige Skrift] (bevidst) Sammenblanding af Nebucadnezars Drøm (Daniels Bog 4, 5) og Beltsazars Syn (smst. 5, 5—6). catoniske prae- terea censeoj den ældre Cato endte en Tid lang alle sine Taler i Senatet med : •desforuden stemmer jeg for« (at Carthago bor ødelægges). 12 mig ved en Disputats, at Modparten fremkom med lignende Argu- menter, da vilde jeg form oden tligen vende tiam Byggen, og sige om liam, livad Magisteren siger tios Holberg; en Ignorant, der ikke veed at distinguere mellem uhi prædicamentale og iibi Iran- Kcndenlale. Med min Kone er det en anden Sag, hendes Argu- mentation gaaer frisk væk fra Haanden — og til Hjertet, hvorfra den da egentligen kommer. Hun har i denne Henseende lært mig at forstaae, hvorledes en Katholik kan opbygges ved en latinsk Gudstjeneste; thi hendes Argumentation er, betragtet som saadan, hvad Latin er for Den, der ikke forstaaer det, og dog opbygger hun altid, bevæger og rører mig. • At være Forfatter, naar man er Ægtemand, siger hun, er aabenbar Utroskab, lige tvertimod hvad Præsten sagde; thi dette er Ægteskabets Gyldigbed, at Manden bolder hart ved sin Hustrue og saa ikke videre.« Svarer jeg dertil, at hun nok ikke har hørt rigtigt efter, hvad Præsten sagde, at man næsten skulde troe, hun var saa forsømt, at hun maalte gaae om igjen til Præsten; at Ægteskabet er en særlig Pligt, ja en >besynderlig< Pligt, samt at alle Pligter kunne inddeles i de almindelige og de besynderlige, og ere Pligter mod Gud, os selv og mod Næsten, saa kommer hun slet ikke i Forlegenhed. Det Hele bliver erklæret for Drillerie, og >forovrigt bar hun ikke glemt hvad der staaer i Lærebogen om Ægteskabet, at det er Mandens Pligt i Særdeleshed.! Forgjeves soger jeg at oplyse, at hun er i en sproglig Vildfarelse, at hun construerer bine Ord ulogisk, ugrammatikalsk, mod alle Fortolk- niugs-Principer, da der paa hiint Sted kun tales om Mandens Pligter i Særdeleshed med Hensyn til Ægteskabet, ligesom i den næste Paragraph om Konens i Særdeleshed. Forgjeves. Hun hen- ;rg) Jacob vod Tbyboe 3. Akt 5. SceDe. hvor der dog Ikke staar naj- ubl pnrdicamenlale og ubl IranictndtnlaltJ Kalegorien -Hvor* beslemt Sted og overfart paa del lomme Rum eller tænkte L'dlrjkkene er heotede Ira I.CEreliegerne i formel lj>gik. recognllH. Hafnlae lB(i6. S. 103 og Hunmes Leges disling- leST, S. 146 IT. tverliniod hvad Præslpn sagde) i >r Danmark. 18SD S. 263 foreikrives. ■naur Prædike-Tkneste F paa Sagne Dage.. Aaferelsea af Mallheeus 19. 3-T: derfor orlade Fader og Moder og blive fait hos sin Huslru oiv. g' Pligt osv.j i Balles Lærebog 6. Kap. behandles a) PUg- Ml at lelv, e) Imod N^leo; dercRer hedder det uoder d): ! Pligter .... gives der ogsaa nogle besynderlige Pligter. le Afsnit af disse handler om .»and og Hustru., og | 2 begynder: Manden I Særdeleshed elske sId Htistrue, } 3: Hustruen ber 1 Snrdelesbed elske sin rfjm nn »rt. brugt Steder r Verden se f. E I. Nuldil Logiet uendl. Franei Foron r-Bog fo holdes ved B udeviels skal e Menn ske forl lerne mod G Forud n de a mindeli 13 holder sig til sit Foregaaende, >at det at være Forfatter, naar man er Ægtemand, er den værste Art af Utroskab.« Nu er det endog bleven den »værste« Utroskab. Vil jeg da bringe hende i Erindring, at Manden ifølge alle guddommelige og menneskelige Love er den Herskende, at min Ansættelse i Livet i andet Fald bliver saare ringe, da jeg kun bliver et encliticon til hende, hvilket dog er at fordre for meget, saa bebreider hun mig min Ubillighed, »da jeg godt veed, at hun Intet fordrer, at hendes eneste Begjering er i Forhold til mig at være slet Intel.« Protesterer jeg herimod, fordi, naar jeg endelig kun skal være et encliticon, det bliver mig af Vigtighed, at hun bliver saa meget som muligt, at jeg ikke skal blive endnu mindre ved at være encliticon til Intet, saa seer hun paa mig og siger: bare Drillerie. Consequent er min Kone, fix i sin Idee. Jeg har søgt at smigre hende, at det dog var fornøieligt, at see mit, vort Navn berømmet; at hun er Musen, der begeistrer mig. Hun vil Intel høre. Det Første anseer hun for den største Ulykke og min fuldkomne For- tabelse, da hun af sit ganske Hjerte vilde ønske, at en eftertrykke- lig Critik viste mig hjem igjen. Det Sidste troer hun ikke, ønsker det endnu mindre, og beder af sin ganske Sjel Gud at forbyde, at hun saaledes selv skulde forskylde Tabet af sin ægteskabelige Lykke. Hun er utilgængelig, og summa summarum, »naar Alt er hørt,« bliver denne: »enten, siger hun, en ret Ægtemand — eller ogsaa ja saa er Resten ligegyldig.« Medens nu Læseren vel ligesom jeg vil finde hendes Argu- mentation noget svag, og at hun aldeles overseer alle de egentligen omqvæstionerede Problemer, Grændsestridighederne nemlig mellem det Ægteskabelige og det Individuelle, hvilke kunne give et ligesaa dybsindigt som skarpsindigt Hoved nok at bestille, saa har hun endnu et Argument in subsidio, hvilket Læseren maaskee vil give mere Vægt. Efterat vi en Dag havde gjennemkæmpet vort Mellem- værende, og Striden, som sædvanligen, forklaret sig i en redinte- gratio amoris, tog hun mig tilsidst fortroligen under Armen, saae saa indsmigrende paa mig som muligt og sagde: »Kjære! jeg har ikke villet sige Dig det ganske uforbeholdent, fordi jeg haabede paa anden Maade at faae Dig til at afstaae fra Dit Forehavende, encliticon] et Ord, der slutter sig saa oøje til det foregaaende Ord, at det mister sin selvstændige Betoning. »naar Alt er hørt*] Prædikerens Bog 12, 13: Enden paa Sagen (=^ summa summarum), naar Alting er hørt. in suhsidio i Reserve. redintegratio amoris Kjærligheds Fornyelse (»Elskendes Trætter er KJasrligheds Fornyelse«, Terents' Andria 555, hvor der staar amoris integratio). 14 og haabede at kunne spare Dig for en Krænkelse^ men da det ikke skal lykkes, saa vil jeg sige Dig det med al den Oprigtighed, Du kan fordre af Din Kone: jeg troer ikke. Du duer til at være For- fatter — men derimod, ja lee nu kun lidt ad mig, men derimod har Du Genie og Talent og overordentlig Begavelse til at blive min Mand saaledes, at jeg uafbrudt vilde beundre Dig, medens j^ selv glad følte min egen Ringhed og kun lod min Kjerlighed frem- komme for Dig med Taksigelse.« Argumentet indlod hun sig imidlertid ikke paa nærmere at udføre. Saasnart jeg her vilde indlade mig paa et om, hvorvidt, og hvorledes, da havde hun en anden Forklaring, >at det engang vilde fortryde mig, at have været hende utro ved at blive Forfatter, og da vilde jeg ikke due til at slaae Fortr>'delsen hen, men lide dens Bitterhed.« Og hvad blev saa Enden paa denne Strid; hvo seirede, min hostis domesticus eller Forfatteren? Det er vel ikke vanskeligt at gjette, om det end bliver Læseren et Øieblik vanskeligt, da han jo læser dette, og altsaa seer, at jeg blev Forfatter. Enden blev, at jeg lovede ikke at ville være Forfatter. Men som man ved lærde Disputatser, naar Autor har afvæbnet alle Eens Indvendinger, til- sidst fremkommer med en eller anden linguistisk Ubetydelighed for dog at faae Ret i Noget, og Autor høfligen giver Een Ret, for dog at give Een Ret i Noget, saaledes forbeholdt jeg mig Tilladelse til at turde skrive »Forord.« Jeg beraabte mig i denne Henseende paa Analogier, at Mænd, der havde lovet deres Koner aldrig at snuse Tobak mere, havde som Vederlag faaet Lov til at have saa mange Tobaksdaaser, som de vilde. Hun tog mod Forslaget, maa- skee i den Mening, at man ikke kunde skrive et Forord uden at skrive en Bog, hvilket jeg jo ikke tør: med mindre man er en be- rømt Forfatter, der efter Anmodning skriver et saadant, hvilket jo umuligen kunde blive mit Tilfælde. Dette angaaende mit Løfte og min Forpligtelse. Det Lidet eller de Smaating, som jeg herved udgiver, har jeg kunnet skrive salim conscieniia. Dog har jeg gjort det min Kone uafvidende, idet jeg har benyttet et Ophold paa Landet dertil. Min Bøn til Kri- tiken er, at den vil fare lempelig frem med mig; thi sæt den fandt, at det var som min Kone sagde, at jeg ikke duede til at være Forfatter; sæt den ubarm hjertigen gj en nem heglede mig, sæt min fremkomme for Dig med Taksigelse] sml. 1. Thessalon. 5, 18: Frem- bærer Taksigelse i aUe Ting. hostis domesticus Fjeode i ens eget Hus. saloa eonsdentia med frelst Samvitlighed. 15 Kone fik det at vide, saa vilde jeg nok forgjeves søge Opmuntring og Trøst hos mit Livs Ledsagerinde. Formodentlig vilde hun juble af Glæde over, at faae sin Krig frem, og over, at jeg saa- ledes var bleven tagen i Skole, finde sin Tro paa den retfærdige Styrelse bekræftet, sin Idee bestyrket, at det at være Forfatter, naar man er Ægtemand, er den værste Utroskab. I. Hvad det dog er for en Lyst dette er en daarlig og sværmerisk 1 dent høres og aldrig har Tidens Ste len under Arbeidet, at Hjertets Bank indre Menneskes Rødmen og Blegnen og Finden skulde være det Skjønnest lige, det Belønnende — og Bogens I efter. Hvad det er for en Lyst at hj skylder en uforklarlig indre Trang : uvidende om, hvorvidt den passer in< beskæmmet som en syndig Forelske Bog, der er Frugten af et Fornuflgift Publikum, skreven som Forlæggeren fordrer det, en Bog, hvis Tilblivelse I timelig Tillysning, en Bog, for hve Goldamme i Beredskab, en Bog, der til Gavn for Alle: for Forfatteren, Foi binderen. Anmelderen, Læseren Naar **"*- 17 Naar man vil udgive en Bog, da forvisser man sig dernæst om, at man vil gavne. Til den Ende spørger man en Forlægger, eller et philosophisk Hoved eller sin Barber eller en Forbigaaende om, hvad det er Tiden fordrer. I Mangel deraf hitter man selv paa Noget, hvorom man ikke glemmer at sige, at det er Det, som Tiden fordrer. Der er nemlig ikke givet Enhver Sj eisstyrke til at forstaae Tidens Fordring, saa meget mindre som det kan synes den Tvivlsomme, at Tidens Fordring er mangfoldig, og at Tiden, skjøndt een, har ligesom Maren Amme flere Røster. See alt Dette haver jeg gjort, og derfor overrækker jeg glad min i enhver Henseende særdeles elegante og nitide Nytaarsgave til et høistæret Publikum. Jeg har Intet forsømt for at turde smigre mig med, at den vil komme Læseverdenen og fornemlig en- hver Familie, der festligholder Jule- og Nytaarsaften, beleilig, da den i alle Maader vil kunne tjene som en smagfuld Præsent, der endog vil kunne anbringes paa Juletræet selv ved Hjælp af en Silkesløife, der er anbragt i det forgyldte Futteral. Dog, det er sandt, nær havde jeg glemt Noget. Saaledes gaaer det, stundom endnu værre, saa man glemmer det Allervigtigste. Det er i den literaire Verden Skik og Brug at aflægge et helligt Løfte. Cerimonien er mindre bestemt. I Oldtiden svor man som bekjendt ved Freirs Galt, Hamlet sværger ved en Ildtang, Jøderne skulle endog have gjort det paa en uanstændig Maade. Dog Ceri- monien er ligegyldig; Løftet er Hovedsagen. Altsaa, jeg sværger: snarest muligt at realisere en i 30 Aar paatænkt Plan, at udgive et logisk System, snarest muligt at indfrie mit for 10 Aar siden givne Løfte om et æsthetisk System, fremdeles lover jeg et ethisk og dogmatisk System, og endeligen Systemet. Saasnart dette er udkommet, vil Efterslægten end ikke behøve at lære at skrive, thi der vil Intet videre være at skrive, men kun at læse — Systemet. Maren Amme] Holberg, Barselstuen 3. Akt 5. Scene (om Ammen Sire: hun kan giøre sig to Røster paa eengang). Hamlet] 3. Akt 1. Scene: bey diesen beyden Diebeszangen (Schlegels Overs.). Jøderne] 1. Mosebog 24, 9: da lagde Svenden sin Haand under Abrahams sin Herres Lænd og tilsvor ham om denne Sag. en i 30 Aar paatænkt Plan osv.] Heibergs Persens. Nr. 2 (1838) begynder med »det første Bidrag til Udførelsen af en længe næret Plan«, de første 23 Paragrapher af »Det logiske System« med det »Formaal, ved nærvæ- rende Fremstilling og dens Fortsættelse at bane Veien for den Æsthetik. som det længe har været hans Ønske al levere«. Sml. Efterl. Pap. 1844—46 S. 50 f. V. 2 II. At være Forfatter i Danmark er noget nær ligesaa generende som at skulle leve paa en Præsenteer-Bakke, især er det seipinende for en lyrisk Forfatter, der, om han end som Menneske er lige det Modsatte, dog qua Forfatter stedse er lidt folkesky, flygter bort fra alt det Høirøstede ligemeget enten det er Roes eller Dadel og hengiver sig i Eensomhed til det vederq vægende, hyggelige^ søde Sværmerie, at der hist og her sidder en Læser i Løn, som ^ør Modtagelsen hjertelig, som, reent æsthetisk talt, lukker sin Dør og taler med Forfatteren i Løndom. Vil Nogen finde min første Sæt- ning overdreven, saa vil han dog maaskee have Taalmodighed til at oppebie min næste, at det at være Forfatter i Danmark for en stor Deel er identisk med at være Forfatter i Kjøbenhavn, hvilket noget nær er ligesaa generende som at skulle skjule sig paa en Tallerken. I Kjøbenhavn er Læseverdenens Kræfter concentrerede, uden dog at denne Concentration har Noget at betyde med Hen- syn til Styrken, men kun med Hensyn til Støien og Larmen og Spektaklet og den geskjcftige Travlhed i alle udenoms Bestræbelser. At en Bog udkommer, er da en Begivenhed, der strax sætter Læseverdenen i Bevægelse. I Almindelighed er der en Enkelt, som endogsaa veed det lidt iforveien. , En Saadan maa ansees for en Lykkelig. Han styrter ilsommere gjennem Gaderne end hiin Bar- beer, der satte Livet til for at være den Forste, der bragte Efter- qua i Egenskab af. hiin Barbe er] der tænkes paa den Barber, der ener Plutarch (Om Snakkesalighed 13) først bragte Rygtet om .Vthcnienscrncs Ne- derlag paa Sicilien til Athen og kom i Fortræd derfor, og paa den populaire Fabel om Loberen,' der faldt dud om, da han havde meldt Sejren ved Marathon. 19 retningen om Seiren ved Marathon. Hans Skrig vækker mere Sensation end naar Den, der først har bemærket et Blink ude i Søen, raaber høit over det ganske Fiskerleie: Sild! Et saadant Menneske er et Lykkens Barn, lykkeligere end Forfatteren, vel- kommen over Alt. Ved en Art Forprang oppebærer han noget af den Gunst, der er bestemt for Forfatteren. Udraaberen veed ikke videre Beskeed, veed blot noget Løst om, hvad Bogen hedder, hvorom den handler; men dette er netop det Allerkjæreste ved ham i Læseverdenens Øine, thi et Rygte begeistrer Læseverdenen som Musens Indskydelse Digteren, da det Lige bestandig virker paa det Lige. Bogen er udkommen. Læseverdenen samles i Synagogen til gjensidig Underholdning. »Har De læst Bogen?« — Nei! endnu ikke, men jeg har hørt, at det skal ikke være stort. »Har De læst Bogen?« Nei! men jeg bladrede lidt i den i Reitzels Boglade, naar jeg blot vidste, hvem Forfatteren er. »Har De læst Bogen?« Nei! men jeg længes efter at see den, og har allerede paa tre Steder faaet Løvte om at laane den. Disse og lignende Themata varieres, medens Støien og Larmen voxer; thi de tomme Tønder rumle raest, og Synagogen har ligesom Kirkeklokken — en Tunge og et tomt Hoved. Vil man gjøre anskueligt for Øiet, hvad her nærmest tilbyder sig for Øret, da seer man Læseverdenens Hob sammen- stimlet paa Allarmpladsen. I en fuldkommen Confusion løbe Alle mellem hinanden. Seer man nøiere til, da bemærker man nogle enkelte Skikkelser, der distinguere sig fra Mængden. Paa deres speidende Blik, deres urolige Øiekast, deres langstrakte Halse, deres spidsede Øren, kjender man dem let — det er Recensenterne. Maaskee troer Du, at en Recensent er at betragte som en Politie- Assistent i den gode Smags Tjeneste. Du tager feil. En Recen- sent er en Medsammensvoren, et værdigt Medlem af U-Maadeholden- heds-Selskabet. Naar han har hørt, hvad han vil, da iler han hjem, og medens endnu den tomme Passiar rumsterer i hans Hoved, skriver han en Anmeldelse. Fjorten Dage senere samles den synlige Læseverden (thi der er Forskjel som mellem den synlige og usynlige Kirke) igjen i Synagogen. Man begynder, hvor man slap. »Har De læst den fortræffelige Recension?« Nei. »Da maa De læse den. De maa endeligen læse den; den er aldeles som jeg selv kunde have skrevet den.« — »Mærkeligt nok, det Samme som den interessante den synlige og usynlige Kirke] de døbte og de troende. 2» 20 Recensent siger, var det jeg sagde, blot jeg havde bladret i Bogen inde hos Reitzel.« — »Jeg har endnu ikke læst den, men jeg har hørt fra en Ven paa Landet, der sku er et godt Hoved og Kj ender, at Bogen er forfeilet; om der end er ret skjønne Steder deri.« — Hermed hænger det saaledes sammen. Hiin Ven paa Landet har ikke læst Bogen, men faaet et Brev fra en Mand i Hovedstaden, der heller ei har læst Bogen, men læst Anmeldelsen, som Igjen var skrevet af en Mand, der ikke havde læst Bogen, men hørt, hvad hiin paalidelige Mand sagde, der havde bladret lidt i den hos Reitzel. Summa summarum det er ikke utænkeligt, at en Bog kunde udkomme, vække Sensation, foranledige en Recension, der blev læst, medens Bogen ligesaa godt kunde være uskrevet, eller i det Høieste ligesaa kort aft'attet som hiint første lilbuds Efterret- ning. Naar blot Snakken kan komme i Bevægelse, saa er alt godt. Og skulde den ikke kunne komme i Gang? Det maatte være en besynderlig Bog. Intet er saa galt, at det jo er godt for Nogen, og intet saa godt, at det jo er galt for Nogen. Ved at agte paa den synlige Læseverdens og de almindelige Recensenters Dom geraader man i den taabeligste Confusion. Jeg vil tillade mig at gjørc For\'irringen anskuelig i en Begivenhed af det daglige Liv. En Kjeldermand vilde leie en Kjclder af mig. Tiltrods for hans bekjendte Retskaffenhed o. s. v. befandtes han dog ikke paa en Verts Guldvægt at være en fuldvægtig Leier. Der blev da Spørgsmaal om Caution. I al Høflighed tillod jeg mig at forraade min Betænkelighed — men han saae smilende paa mig og sagde: »vær De uden Bekymring, jeg er F. g. m. god nok, thi jeg er selv Cautionist for en Kjeldermand i Strandstræde.« Jeg maatte holde mig ved en Stol, thi i samme Øicblik jeg søgte at gjennemtænke hvad han sagde, sortnede det for mine Øine. Saa- ledes cautionere de almindelige Recensenter for Læseverdenens Dom, og naar man vilde tage Recensenten som den Enkelte, da er han oftest saare langt fra at kunne indestaae for sig selv, medens han maaskee er villig nok til at trøste Den, der bekymret gjør opmærksom paa Vanskeligheden, ligesom hiin Kjeldermand trøstede mig. — Nu! kan det more Kjøbenhavnerne at lege denne Leeg, jeg siger Gluck zu, jo galere jo bedre; jeg holder ubeskriveligt meget af Menneskene, især naar de gjøre sig selv latterlige; thi jeg er en Menneskeven, men en endnu større Ven af Latteren. Og det er jo en moersom Spøg, som allerede en af de sj'v Vise har gjort en af de syv Vise] Anacharsis (Diogenes Laertios I, 103). 21 opmærksom paa, at det. ved Kamplegene er de Kunstforstandige, der stride, og de, som ikke forstaae sig paa Kunst, der be- dømme det Det Foregaaendes Mening er ingenlunde at bryde Staven over alle subjektive Domme. Spørgsmaalet er kun, hvorledes de frem- sættes. Naar en humoristisk Individualitet med al mulig Indolents afsiger en inappellabel Personlighedens og Stemningens Dom, da er han i sin Ret. Hvis en Mand saaiedes vilde sige: >jeg har kun slaaet Bogen op paa tre Steder og hver Gang stødte jeg paa det Ord sød, af denne Grund gider jeg ikke læse Bogen.« »Jeg saae kun paa Titelbladet, men der saae jeg, at han staver det Ord Indolents uden t. Dette er mig nok, thi deraf slutter jeg, at Forfatteren er affecteret.« »Idet jeg slog Bogen op, læste jeg disse Ord: man maa tvivle om Alt. Af denne Grund sendte jeg strax Bogen tilbage; thi denne Phrase er mig modbydelig, og ligesom en Uanstændighed, hvilken man blot har at antyde.« Hvis en Mand vilde yttre sig saaiedes, saa gjorde han kun sin Individualitet i al dens Tilfældig- hed gjeldende, hvilket er en ærlig Sag. Men en saadan Dom er høist forskjellig fra hiin Læseverdenens Dom. Derfor yndes i Al- mindelighed heller ei en saadan Particularist og hans Dom, fordi Vedkommende nok bemærke, at den bevidst eller ubevidst inde- holder en Satire over deres Dom. Læseverdenens Dom, skjøndt bygget paa ligesaa Lidet som hans, er vigtig og fuld af Præten- sion. Medens derfor en Forfatter i hine orthodoxe Udraabstegn har sine værste Fjender og Forrædere, har han ofte i en saadan Humorist en krypt Ven, der har læst Bogen med al Inderlighed, men kun søger paa denne Maade at frelse sin Sjel og Bogen ud af al Context med Passiaren. Endelig forbarmer da Skjebnen sig over Forfatteren; der kommer en ny Bog ud, og han vender tilbage til sig selv ligesaa fortumlet og ør i Hovedet som en Kat, der er bleven slagen af Tønden. Naar blot Læseverdenen kan faae Faslelavnsloier, saa blæse med Forfatteren. Men Fastelavnsløier maa der til. Er der ingen Forfatter, saa bemægtiger man sig en eller anden mistænke- lig, der »er ifærd med at skrive en Bog,« ind i Tønden med ham, og nu begynder Lystigheden. Fanden være Forfatter, naar man ikke veed at have sin private Glæde af en saadan Behandling og fremfor Alt veed at narre Læseverdenen, saa den vel har Noget i Tønden, men ikke Een selv, ikke Eens dybere Personlighed, men deooe Phrase] Udgangspunktet for Cartesius' philosophiske System. 22 eo FervjøUi^ied, nuiD seir grrer ben ligcH>ni det Bcm. Morten Vn^hkhfm lod HetiaKrdigbeden bebokie. da han selr forlod Arresten i iUje%kiUU: — Hvorfor skrirer Ingen en literair BjrselstDet I en futstAitn ybKT man Folk. der bare en frappant Lighed med Mada- m^Toe j hiin Comedie: Folk. der dræbe den UliiLkelige med Snak. mKandelige, %kddefroe Folk. der bare ranre Tange end hine Ma- dammer, og for at gjore Alt complet mangler der Tel sjeklent en Hf AU:, ^tft htdsX Um\ ug udføre af et Fmen timmer. ligesom der hos Holl^Krrg er en Fruentimmer-HoUe. der adføres af et Mandfolk. f>e. tUrr staae sig bedst red denne Tingenes Orden, ere Reæn- M;nf4rm^. tier paa mange Maader. som naturligt er. nndo^tøttede af Fublikum have faaet bragt den Misforstaaelse op. at Forholdet mell^mrj Forfatter o;;; Fubliknm er følgende. Forfatteren er en stakkels Stymper, der ingen Ting veed og Intet forstaaer. men med Ang»t r>g Oni venter paa den strænge Dommer, paa det høist- atrrede Publikums vise r>g indsigtsfulde Dom. .\t Publikum skolde kunne Uere Noget af en Forfatter, var jo ligesaa taabeligt. som at en Professor »kulde kunne lære Noget af den Student han exami- ntrrer Uvud Forfatteren skriver, er en ExamensstiiL, og selv om tn^n havde Udsigt til at staae sig nok saa godt Den er jo dog lidt gaL 4er underkaster sig den. da man allerede er langt videre ve'J at lade være at skrive: thi saa er man jo en integrerende Deel af det høistærede Publikum Recensenterne derimod ere det hetroede Haandlangere. dets Mund- skjsenke #>g Oeheimeraader. Saaledes er Alt ypperligt og fuldkom- ment i Galskab. Man l>ehøver blot at kaste et Blik i Blad li tera turen for at see. hvad rnan nuomstundcr forstaaer ved en Recension. Det var jo Synd og Skam. om Publikums Bysnak skulde spildes. Derfor leder ethvert Blad en Spilde- Vands Rende over sine Enemærker. Recen- senten er den fungerende Vandinspecteur, der sørger for. at Spilde- vandet lølHrr frit og uhindret. Hermed fuldkommes Alt i sig selv; Vandet kommer fra Publikum og lober tilbage i Publikum. At dette er saaledes, behøver vist intet Beviis. Forlangtes det, vilde jeg maaskee ikke finde det Umagen værd at fore det. Selv Morlrii Fr«- giede Mestertyv og Rasphuusfange Morten Frederiksens ftfiiidrifrdlge I^vnetshUtorie. Khhvn. u. Aar, S. 14. hos Holberg] Barsel- koiii'n »pf Ilede« oprindeligt af en Mand, ligesaa Arianke Grovsmeds i Den politiske KandmtMl>cr (4. Akt 9. Scene). - . a^J 23 Hr. Prof. Heiberg, der dog var Publikums afgjorte Yndling og saare langt fra at vise sig vranten eller urimelig mod det, selv han synes at desperere, at opgive Læseverdenens forlorne Sønner som forlorne. Hvad var Følgen heraf? Hvo tabte derved? Det gjorde netop Publikum, og i Særdeleshed blev det føleligt for de Uskyl- dige, der maatte lide med de Skyldige. Prof. H. vilde ikke mere være, hvad han var, hvad han altid kunde være: en fortræffelig Minister for det Indre, et afgjort Talent som Politie- og Justits- Minister in republica literaria. Flyvepostens uforglemmelige Red- akteur, der vidste, da man forrige Gang begyndte at lege: Tampen brænder, at finde Tampen og at bruge den ; den ligesaa meget ved Vittighed og Lune som ved lyrisk-musicalsk Inderlighed beundrede Vaudeville-Digter blev træt og søgte at vorde, hvad man kalder et andet Menneske. Og nu, nu da han igjen ret behøves, da vistnok baade de, der vare samtidige med hiin livsfriske Munterhed, og de Yngre, der atter og atter søge for sig at levendegjøre Mindet om hine lykkelige Tider, længes efter, igjen at see een af hans Herlig- heds Dage, nu synes han selv at ville være — ja det er ikke godt at sige, hvad han nu vil være. I Intelligensbladene undergaaer hans Forfatter-Skikkelse i Virkeligheden ligesaa mange Forvand- linger, som hiin Sky i Hamlet for Polonius's Øine, som det forven- tede Dyr i Recensenten og Dyret, idet Hr. Klatterup med høflig Tjenstvillighed accom moderer sig efter den ordførende »første Herres« Indfald. Hermed er jeg færdig. Jeg har Straamanden i Beredskab, som jeg behændigen kaster ind i Tønden, medens jeg selv staaer Læseverdenens forlorne Sønner] der sigtes til Heibergs Anmeldelse af Enten— Eller, som mest handler om, hvorledes Publikum vil behandle Bogen; se S. Kierkegaard's Bladartikler S. 135 ff. in republica literaria i Litteraturens Stat. at finde Tampen osv.] blandt de mange polemiske og satiriske Artik- ler i Kjøbenhavns flyvende Post. som Heiberg redigerede fra 1827—30 og 1834 —37 (Interimsblade) kan efter Sammenhængen nærmest tænkes paa saadanne som »Brewexling imellem Abonnenterne og Redactionen* (1827 Nr. 21. Prosaiske Skrifter 1861, X S. 507 ff.) eller .Forslag til et dramatisk Thermometer« (1827 Nr. 36, Pr. Skr. X S. 515 ff.). Intelligensbladenej I-IV, 1842-44. Deri begyndte Heibergs astronomiske Studier at sætte Spor (>At orientere sig« 1843 Xr. 32, Pr. Skr. IX S. 1 ff., »Stjernehimlen. 1842 Nr. 14, Pr. Skr. IX S. 25 ffj; og- saa politiske Emner behandles af og til (> Dansk og Tysk* 1843 Nr. 20, Pr. Skr. X S. 374 ff.). Afhandlingen »Om Principet for Historiens Begyndelse« (Nr. 35-36, 1843, Pr. Skr. H S. 375 ff.) spotter S. K. i en Anmærkning i Concepten til S. 20 (»hvoraf man ser, at H. ved, hvad enhver theologisk Student ved«). Hamlet] 3. Akt 1. Scene (Lembcke V S. 100). Recensenten og Dyret] 27. Scene (det er en Dame og »Anden Herre«, der fører Ordet). 24 udenfor og morer mig over Løierne. At standse disse Voldsom- heder staaer ikke i min Magt, jeg kunde i det Høieste foreslaae, at der blev nedsat en Comite for at tage under Overveielse, hvor- ledes man kunde afbryde den critiske Fremfærd. Det var allerede Noget, om man fik at vide, hvad en Critik bør være, (hvad en enkelt hæderlig Undtagelse langtfra tilstrækkeligen indskærper) at Critiken ikke bør være en Røver, der overfalder en udkommen Bog, ikke en Sludder-Mads, der klynger sig fast til et Skrift for at faae Plads og Gehør for sine Bemærkninger, ikke en hoffærdig Stodderkonge, der af en udkommen Bog »tager Anledning« til selv at sige Noget. En Recensent er og bør være, bør sætte sin Ære i at være en tjenende Aand. Vil han være dette, da skal han være til Gavn for Publikum, til Glæde for Forfatteren, som trøstigt overgiver sig i hans Hænder, medens det nu omstunder, hvis man virkelig skulde lægge sin Personlighed til, er ligesaa modbydeligt, at blive recenseret, som at lade en Barbersvend gramse sig med sine klamme Fingre i Ansigtet. Da skal en Recension være en Husvalelse, medens den nu, ligesom Condolencen, frabedes, da den kun forøger Smerten, eller rettere volder Smerten, volder Den Smerte, der ellers er glad og fornøiet, men dog ikke ønsker at nødsages til at tabe al illusorisk Tro paa Læseverdenen. »tager Anledniogt; i Urania 1844 S. 97 ff. anfører Heiberg nogle Steder af s. K.'s »Gjentagelsen« og knytter dertil nogle Bemærkninger om Gjentagelsen i Naturen. III. At et Oplag paa 1000 Excmplarer udsælges i to Maaneder, viser tilstrækkeligen, at min Nytaarsgave har vidst at gribe Tiden. Dette heldige Udfald smigrer og overrasker mig saa meget mere, som jeg deraf tør slutte, at den ogsaa er bleven kjøbt i det ny Aar og ikke blot indtil Nytaarsaften. Den Forfatter, der tilfreds- stiller Jule- og Nytaarstiden, han har ikke levet forgjeves, den Bog, der kjøbes ved Jule og Nytaarstid, er ikke skreven forgjeves, hvormeget mere da den Forfatter, der endog tilfredsstiller i Januar Maaned, og den Bog, der kjøbes i Januar Maaned. Dog tør jeg forsikkre et høistæret Publikum, at den udviste Velvillie og Op- mærksomhed ikke er bleven en Uværdig til Deel, der skulde vove at arrogere sig Noget, eller vove at være noget Andet end hvad Publikum forlanger. Min Tro til Nytaarstiden er urokket, og haaber jeg, næste Aar betimeligen i December Maaned at skulle have en Nytaarsgave færdig, der i Elegants og Smagfuldhed Intet skal lade tilbage at fordre. Dette benytter jeg allerede her Leilig- heden til at bekjendtgjøre, at de ærede Familier ikke skulde gaae hen og kjøbe nogen anden Nytaarsgave eller noget andet Legetøi til deres Juletræer. min Nytaarsgave] i Heibergs Intelligensblade IV S. 231 (»Eftertale til Urania«, 1. Febr. 1844) betegner Udgiveren sin »Urania« som >en Nytaarsgave, bestemt for det æsthetisk dannede Publicum«. Smst. S. 236 hedder det, at han ikke bør »slutte uden at udtrykke min ErkjendUighed for den gode Optagelse, som er bleven »Urania« tildeel hos vort læsende Publicum. Den næste Aargang skal, som jeg haaber, ikke staae tilbage for den første, men end mere retfærdig- gjøre den Velvillie, hvormed man har modtaget den nærværende«. 26 Dette andet Oplag er uforandret, og sælges for den billige Priis 3 Mk., eller en ottende Deel af Bogladeprisen paa første Oplag. Slutteligen maa jeg takke den meget ærede Recensent for hans høist interessante Anmeldelse, hvilken vel for en stor Deel den rivende Afsætning skyldes. Naar paa en saadan skjøn Maade Litteraturen og Journalistiken arbeide Haand i Haand, o! da vil Danmarks Fremtid staae lysende for os. IV. I December Maaned begynder som bekjendt det skrivende Forretningsfolks literaire Nytaarsjav. Flere særdeles elegante og nitide Bøger, bestemte for Børn og Juletræer, men især tjenlige til en smagfuld Præsent, jage hinanden forbi i Adresseavisen og andre Blade, for efterat have gjort furore i Qorten Dage, af en høflig Kritik at anvises Plads i en eller anden Exempelsamling som be- geistrende Forskrifter for alle æsthetiske Skjønskrivere; thi æsthe- tisk Skjønskrift er Løsnet, og æsthetisk Skjønskrift er en høist alvorlig Sag, og man uddanner sig i den ved at lade Idee og Tanke fare. — Ih! Du store chinesiske Gud! det vilde jeg have forsvoret, er ikke Prof. Heiberg iaar med om Hesten? Jo ganske rigtigt, det er Prof Heiberg. Ja naar man er saaledes udstyret, saa kan man sagtens vise sig for den undrende Mængde; end ikke Salomon Goldkalb i al sin Pragt var saaledes paaklædt; dette her er jo det bare Guld. Kjøber ingen anden denne Bog, saa kjøber Kunstkammeret den. Til enhver anden Aarstid kan man undflye at udstyres som en Haidukke, undgaae enhver forstyrrende Collision og Misfor- staaelse. Med det Fortrinlige kan man uheldigviis ikke forvexles, men derimod kan da heller ikke Skaaler, Bebudelser, Becompli- saaledes udstyret] >Urania. Anrbog for 1844, udgiven af Johan Ludvig Heiberg« er tr>'kt paa tylct Papir, hver Side indfattet af en sort Ramme, Bindet hvidt med Ornamenter i Guldtryk. Den indeholder en >Stjeme-Calender for 1844« og en Afhandling »Det astronomiske Aar« af Udgiveren, desuden Bidrag af Mar- tensen, Chr. Winther og Forf. til >En Hverdags-Historie«. Salomon Gold- kalb] Kong Salomon og Jorgen Hattemager, 13. Scene. i al sin Pragt osv.^ sml. Matthæus 6, 29. men derimod o: men paa den anden Side. 28 naeoteringer, SubscriptioDs-Vræl, gjentagne Forsikkringer om paa et andet Sted o. s. v., fjerne Skrig fra en Anachoret, der samler sig paa større Værker, Prophetier, Forjættelser, Apokalypser, alt Dette kan da umuligen komme nogen Præstation i Veien, eller af- stedkomme Forvexling, men kun forhjælpe Een til paa en under- fundigere Maade at komme Den for Øie, af hvem man ønsker at læses. Hvad mon »mane nu vil sige om denne Bog? Min kjære Læser, dersom Du ikke paa anden Maade skulde kunne faae det at vide, saa er nok vor literaire Telegraphbestyrer Prof. Heiberg saa god igjen at være Rodemester og tælle Stemmerne ligesom i sin Tid med Hensyn til »Enten— Ellert, og derpaa meddele det i Intelligensbladet. Og hvad mon Hr. Prof selv vil sige? Ja hvo formaaede vel at raade denne Mands Gaade, der i den sildigere Tid synes at stige dristigere og dristigere i det Gaadefulde. Dog Arbeid og Møie bør man ikke skye, naar kun Lønnen vinker; ikke bør man trættes ved at staae for\'entningsfuld paa Taaspidsen, naar kun LMsigten er der, at P'orklarelsens Time snart vil slaae, hvilket er mit Haab og min Længsel. Som jeg nemlig i en tid- ligere Tid, da jeg turde troe, at jeg kunne fatte Professoren, gjorde mig en Glæde af, efter Anstrengelsen, i hvilken jeg erhver\'ede For- staaelsen, at udhvile mig i Beundringens festlige Stemning, saaledes er i Forhold til hans Senere min Beundring ikke mindre, men en anden, en uforklaret, en sværmerisk, hvilken jeg vel deler med flere af mine Samtidige, der ligesom jeg med spændt Forventning imødesee Resultatet, om de end som jeg, beskedent til Mænd af Faget overlade Dommen om, hvor\'idt Hr. Prof* senere astrono- miske, astrologiske, chiromantiske, nekromantiske, horoskopiske, metoskopiske, chronologiske Studier ville blive til Gavn for Viden- skaben og Menneskeheden ; Dommen om, hvorvidt det skulde lykkes Hr. Professoren i alle disse Kunster og Videnskaber at helbrede >Tidens Tungsind«; Dommen om, hvorvidt Hr. Prof skal have Held til, efterat have fundet Menigheden, nu ogsaa at vende dens Blik op ad mod det Himmelske, idet han, liig hiin Menig- tælle stemmerne] i Intelligensblade Nr. 24 (1843) anstiller Heiberg nogle Betragtninger over, hvorledes >man< og »Enkelte« vil læse og bedømme Enten— Eller. Sml. S. Kierkegaard's Bladartikler S. 135 fT. chiromantiske osv.] %m\. Oldfux i Den Stundesløse 2. Akt 10. Scene. »Tidens Tungsind«] Ura- nia 1844 S. 122: >jeg mener kun, at den (Tidsaldren) er tungsindig.« I det fore« gaaende (fra S. 119) anbefales »Samliv med Naturen«, særligt Stjernehimlen, som Middel derimod. 29 hederne ikke ubekjendte Justitsraad, selv foregaaer med et priseligt Exempel. Dog Resultatet blive hvad det nu skal blive, allerede dette er herligt at anskue Hr. Prof., naar han staaer der og prophetisk stirrer hen for sig, indtil han øiner Systemet og Realisationen af længe paatænkte Planer; eller naar han, som i disse sidste Dage, fæster Øiet paa de himmelske Ting, tæller Stjernerne, beregner deres Løb, speider efter hine fjerne Kloders himmelske Beboere, glemmende Jorden og Jordlivet, Stater, Riger, Lande, Samfund, Individer over den mageløse Opdagelse, at ogsaa i astronomisk Henseende indtager Jorden en høist respectabel Plads paa Himlen. Dog Resultatet blive, hvorledes det nu bliver, dette Sidste er og bliver af yderste Betydning, at Prof. Heiberg har kastet sig paa Astronomien. Er dette ikke en Lykke, om ei for Astronomien saa dog for Theologien? Da Hr. Prof. for et Par Aar siden i sit apokalyptiske Digt afslørede Himlens Hemmeligheder, og en tjenst- villig Kritik samt en geskæftig Opinion ikke dunkelt just lod for- staae, at Prof. Heiberg nu var bleven Dante, begyndte jeg i al Stilhed at frygte. Den, der til hi in Tid lidt omhyggeligere agtede paa vore Forhold, vil vist ikke negte, at der stundom yttrede sig Phænomener, der syntes at tyde paa det Forfærdelige, at Prof. H., der tillige altid har været Philosoph, pludscligen skulde undergaae en ny Metamorphose, og træde frem som Den, der var kommen til Verden for at løse Theologiens Gaader. Dette vilde nu være blevet pudseerligt nok, men ønskeligt var det dog neppe. Nu har Prof. valgt og valgt Astronomien. Der er da ingen Fare mere; thi det vil være en let Sag fremtidigen at holde ham astronomisk beskæftiget. Fremgangsmaaden er ganske simpel, en lignende som den Pernille bruger mod Vielgeschrey i Holbergs Stundesløse. Justitsraad] hvad hermed sigtes til, har ikke kunnet oplyses; i Concepten staar: ikke ubekjendte himmelske Justitsraad. Sml. Eflerl. Pap. 1844—46 S. 20. længe paatænkte Planer] s. S. 17 Anm. himmelske Beboere] i UranJa 1844 S. 129 ff. behandler Heiberg Spørgsmaaiet, om Stjernerne er be- boede, indtager Jorden osv.] Urania S. 147: Saameget er vist, at vor Jord indtager en meget respectabel Stilling imellem dem (Planeterne). apokalyp- tiske Digt] En Sjæl efter Døden 1841. tjenstvillig Kritik] i Martensens Anmeldelse af En Sjæl efter Døden, Fædrelandet 1841 Nr. 398, forsvares Stykket med Dantes Exempel og kaldes (Sp. 3207) *en divina commedia i Miniatur«; Sp. 3209 ff. sammenlignes det med Dante. løse Theologiens Gaader] Persens Nr. 1 (1837) aabnes med en Anmeldelse af Dr. Rothes Treenigheds- og Forsonings- lære, hvori Heiberg betoner Nødvendigheden af at behandle Theologien philoso- phisk. Holbergs Stundesløse] 1. Akt 9. Scene (Naar jeg kun faaer Herren indviklet brav udi Forretninger . . .). 30 Man lader i et eller andet Blad indløbe astronomiske Forespørgseler til Hr. Prof.; i et udenlandsk Blad lader man ham afæske et astronomisk votum o. s. v. Skulde dette ikke findes tilstrækkeligt, saa vover man det Yderste. Man udklæder tvende Leietjenere som Udsendinge fra et fjernt stjernekyndigt Folk, der ere komne for at becomplimentere Hr. Prof. samt at forelægge ham en astronomisk Gaade, ved hvis Besvarelse det skal vise sig, at han er den af hiint Folk forventede Frelser. Til den Ende ere Leietj enerne saa- ledes instruerede: saasnart Hr. Prof. har svaret, ligegyldigt hvad, falde de paa Knæe og tilbede ham. I denne Stilling forkynde de Resten af deres Ærinde, at de ere komne for at afhente ham — jeg vedder Prof. H. skriver aldrig mere Vaudeviller, men forlader Fødeland og os Alle. See er delte ikke en Lykke for Theologien, og maa man dog ikke altid være Hr. Prof. H. taknemlig, i sin Tid, at han skrev Julespøg og Nytaarsløier, i disse Dage, at han gjør Spøg og Løier ved Nytaar og gjør det saa godt, at han selv troer det er Alvor. Min kjære Læser, dersom jeg ikke pleiede at skrive et Forord til alle mine Bøger, saa kunde jeg ligesaa godt ladet være at skrive dette; thi det angaaer slet ikke den Bog, der baade med og uden Forord, thi den er jo begge Dele, betroer sig ganske til Dig. i sin Tid] »Julespøg og Nytaarsløier« udkom 1817. V. At skrive er ikke at tale, at sidde ved Pulten og copiere det Sagte er kun en ond Møie i SammenligDing med at træde frem i Forsamlingen, at skue deres talrige Kreds, som alle begeistres af det Samme, og for det Samme; at lade Stilheden indtræde ligesom Bønnen før Slaget; at lade Ordet bryde frem som Kampens Torden ; at lade sig henrive af den Taushed, hvilken er Opmærksom- hedens; at høre den Hvisken, hvilken er Samtykkets, at for- nemme den Høirøstethed, hvilken er Overbeviisningens Amen. Ja i Sandhed kun en Generalforsamling begeistrer. Kun Lyden af Mængden virker paa Taleren som Krigsmusikken, som Buestrengens Hvinen paa den Stridende. Dog fordrer det Selskabs store For- maal, hvis Medlem jeg har den Ære at være, at jeg ogsaa ved Trykken søger at udbrede den Tale om Brændevinen, for hvilken jeg visseligen ikke fordrer nogen anden Løn end det Bifald, der blev mig til Deel hiin Aften, hiin uforglemmelige Aften, der stedse skal blive mig uforglemmelig; dog fordrer det Selskabs Interesse, hvem mit Liv tilhører med sit eneste Ønske, at være dets virk- somme Medlem, dette Selskabs Interesse fordrer, at jeg ved Ud- givelsen af denne Tale stræber at henlede Opmærksomheden paa vort Foretagende, at indbyde dem, der staae Qernere til at træde os nærmere; thi sandeligen Den, der blot engang bivaanede vor Forsamling, han vorder os tro for evigt. Total-Afholdenheds-Sel- skabet søger forgjeves sin Lige, og tør med stolt Selvtillid vide, at denne Søgen er forgjeves. Eller hvad Fynd er der vel i en partiel Afholdenhed, der hverken er kold eller varm og derfor kun værd hverken er kold osv.] Johannes' Aabenbaring 3, 16. 8. October 1843 stifledea efler Udstedelsen af et Opraab •Maadeholdsforeningen i Kjøbenhavn«, hvis Medlemmer forpligtede sig til Afholdenhed fra Brændevin og Mandehold i Nydel- 32 at udspytte! Eller hvad Mening er der vel i de mange Selskaber, der nu omstunder stiftes, idet den Trang, som først finder sin Til- fredsstillelse i Total-Afholdenheds-Selskabet, paa misforstaaet Maade forkynder sig? Man danner et Selskab, man vil virke, men Selskabets Virken skjønnes ikke at faae nogen Betydning for de Enkelte. Selv om det skandinaviske Samfund virkede det Forbausende, der maatte jo en mikroskopisk Iagttagelse til for at opdage, hvor megen Fordeel deraf tilfaldt den Enkelte. En saadan Selskabs-Virken er jo lige saa taabelig som det er en Daarskab, naar den Enkelte vil mene i at tilfredsstille sig selv. at have Løn nok for sin Møie. Hvilken Belønning er dog dette, at tabe sig selv over det Hele eller at blive eensom med sig selv ! Nei priset være vort Selskab, herlig er dets Løn ! Naar nemlig den Enkelte gjør, hvad der i Regelen endog er det Ligegyldige for den Enkelte, da bliver han derved, hvis han indtræder i vort Selskab, vigtig for det Hele. Er dette ikke som et Vidunder, er dette ikke et Beviis for Selskabets uhyre Betydning! At et Menneske af Hensyn til sin aandelige eller legemlige Helbred totalt afholder sig fra stærke Drikke, at han veed dette med sig selv, hvad Løn er vel dette; eller er det vel nogensinde faldet nogen Saadan ind at rose sig deraf? Men hvis han indtræder i vort Selskab, da faaer han ved det Samme uendelig Betydning for det Hele, hvad jo Enhver veed der er Medlem. At et Menne- ske, der engang har været hengivet til stærke Drikke, beseirer Lysten i total Afholdenhed, at han veed dette med sig selv, hvad Herlighed er der vel heri; eller er det vel falden nogen Saadan ind at rose sig deraf, da han tvertimod, selv om han seirede, dog ikke ganske beseirede en vis Beskæmmelse over, at han var saa svag, og vel var gladest, naar det lykkedes ham ad den lange og sørgelige Omvei at naae derhen til, at han var saaledes som Andre, kunde nyde, kunde undvære, uden at fristes ved at savne eller ved at smage. Hvis han derimod træder ind i vort Selskab, da bliver sen af Vin. »Fædrelandet« for 6. Jan. 1844 indeholder en bombasUsk Årtikel »Et Par Ord om Maadeholdssagens Modstandere. Aabent Brev til Maadeholds- og Af- holdenhedsforeningens Medlemmer* (ogsaa udkommet som Særtryk), hvori der tales om »vort Øjemed ved forenede Kræfter, ved Association, at ville indvirke paa Andre*, >vor høie Bestræbelse for muligen atter at give SamAindet og Familien en forvildet Ulykkelig, Gud og Dyden en tabt Sjæl tilbage«, »Associationsaandens store og yderst vigtige Indflydelse*, osv. det skandinaviske Samfund] der menes Det skandinaviske Selskab, der stiftedes 1843 som Afløser af det af Rege- ringen forbudte skandinaviske Samftind. da han tvertimod o: medens han tvertimod. m~^^2^^} 33 han uendelig vigtig for det Hele. Maaskee skal han tjene Selskabet med at lade sig forevise i Kjøbstæderne og saaledes endog opnaae Udmærkelse fremfor nogen Ånden. At det Betydelige er betydeligt, hvad Under er vel dette; men at gjøre det i og for sig Ubetydelige betydningsfuldere end det Betydningsfuldeste — dette er dog vel en Opgave. Og denne Op- gave er aldrig før bleven løst i Verden, med mindre det skulde være af hine moralsk fuldkomne Mennesker, Munke og Nonner, og vil aldrig blive saaledes løst, som naar Total-Afholdenheds-Selskabet coQseqvent udvider sig mere og mere. Thi at en Mand er sin Hustru tro, at han veed dette med sig selv og glad veed det med hende, hvilken Løn er vel dette? Men naar Total-Afholdenheds- Selskabet ogsaa optager denne Side af Livet: naar han da træder ind i vort Selskab, da skal han blive uendelig vigtig, ja er det ikke vidunderligt, uendelig vigtig ved at gjøre, hvad det bør sig enhver Ægtemand at gjøre, og hvad den store Mængde gjør, uden at vide, hvor uendelig vigtigt det er. Men saaledes er det overalt uden for Total-Afholdenheds-Selskabet, der gjælder endnu den gamle Sætning, at et Menneske, naar han gjør sin Pligt, er en unyttig Tjener; i Total-Afholdenheds-Selskabet er denne Sætning hævet. Hvorledes skulde ogsaa et Menneskes moralske Kraft styrkes og opmuntres, naar han altid skal mindes om, at han ikke kan gjøre mere end sin Pligt; men hvorledes skal ikke den moralske Kraft bringes langt ud over det Almene ja til at tage det Store med Vold, naar man blot ved at gjøre det Ligegyldige bliver uendelig vigtig! Dog er Lønnen end stor, saa vil jeg heller ei dølge, hvad der ikke kan være Selskabets Hensigt at dølge, at Faren ogsaa kan være mangfoldig; netop fordi det Ligegyldige, der ved Sel- skabets almægtige Ord er forvandlet til det uendelig Vigtige, har en fortsat Tilbøielighed til at gjøre Oprør. Desuden er Sel- skabet og hvert dets Medlem stridende, stridende mod hele den øvrige ufuldkomne ja forfaldne Menneskehed. Vil man da ikke ganske trække sig tilbage som Coenobiter, ikke forsage al Omgæn- gelse med Enhver, der drikker en Sopken eller et Glas Viin, hvad man ikke bør gjøre i Haab om at frelse Nogle, saa kan Collisionen blive forfærdelig nok. Dog gjælder det om at blive tro til det Yderste. Og om det var en elskelig Olding, der ønskede at for- skjønne et festligt Øieblik med Nydelsen af den Drik, der, som hvilken Løn er vel dette?] sml. Matthæus 5, 46—47, Lukas 6, 32—34. den gamle Sætning] Lukas 17, 10. Coenobiter en Klosterbroder. V. 3 34 man siger, fryder Menneskets Hjerte; og om han fremtog, hvad der havde været henlagt i mange Aar, gjémt for denne Time, og om han afviskede en Taare medens han aftørrede den gamle Romer, og om Alt var i skjøn og høitidelig Forstaaelse med Vinens festlige Nydelse, og om der end blot fordredes af mig, at jeg skulde bringe Glasset til Læberne — jeg vilde hellere forstyrre Alt end smage paa Vinen. Men da skulde Oldingen ogsaa med For- undring, ja maaskee uden ret at forstaae det, høre om hiint vid- underlige Selskab, der er stiftet i disse Dage, forbauses over den moralske Kraft, det veed at indgyde sine Tilhængere. — Eller om det var et lykkeligt ungt Menneske, om det var hans lykkeligste Øieblik, da han havde vundet Alt i Livet og vundet Glæden for sit hele Liv; og dersom han indbød mig til sig, og om hans Sjel begjerede og hans Stemning, hvad der forskjønnede hans Skikkelse, at see den Viin skumme, der ligesom Ungdommen, bryder sit Lukke, naar den blot fornemmer den mindste Luft, og om han blot forlangte af mig, hvad han selv ønskede, beruset i Lykke, beruset i utaalmodig Salighed at drikke sig ædru i den knapt, ja skuffende, kun eengang tilmaalte Skummen —jeg vilde hellere for- styrre Alt end smage det Forbudne. Men da skulde ogsaa hiint unge Menneske gribes af Beundring — maaskee skulde han endog af Glæde over mig indtræde i Total-Afholdenheds-Selskabet. Dog jeg afbryder mit Forord; Tanken om vort Selskab og dets Stræben river mig strax hen, mere end Bachus rev Digteren hen, thi dette bør sig ethvert Medlem at være ligesaa beruset som en drukken Mand, men, vel at mærke, beruset i Begeistring, hvilken jo er desto vidunderligere jo mindre det er, som fremkalder Be- ruselsen. som man siger] Davids Psalmer 104, 15. Romer] ^: Rømer, Pokal. Digteren] Horats, Oder III 25, 1: Hvorhen, Bacchus, river du mig fyldt af din Guddom? (Badens Oversættelse). VI. Et Opbyggelsesskrift for Dannede eier den danske Litteratur hidtil ikke, derimod har Savnet vistnok været almindeligen følt blandt de Dannede. Maatte denne Omstændighed bidrage til at undskylde Dens Dristighed, der her forsøger at løse den vanske- lige Opgave, maatte den bidrage til at skaffe Bogen Indgang og en skaansom Bedømmelse hos de Dannede, til hvilke den hen- vender sig! Hvad Skriftet selv angaaer, da vil den Dannede let opdage, at der igjennem de lire og tyve Prædikener, hvoraf Værket bestaaer, gaaer en Stræben, en fortløbende Tanke, en systematisk Tendents. Den enkelte Prædiken vil ikke staae for sig selv eller betyde noget for sig selv, men ved bestandigen at vise ud over sig selv lede Læseren hen til det Totale, hvori alene den Dannede kan opbygges. Det følger da af sig selv, at det maa læses, ligesom det er skrevet, paa en anden Maade end Opbyggelsesskrifter i Almindelighed skrives og læses. Hvis man saaledes til Sammenligning vil tage det vel hidtil mest udbredte Opbyggelsesskrift Biskop Mynsters Prædikener, da vil man i denne Samling forgjeves søge en saadan Tendents. Det er ikke vor Mening at miskjende et Værk, der har havt sin store og tildeels endnu har sin berettigede F'ortjeneste paa et underordnet Standpunkt, det er ikke vor Hensigt at vild- Mynsters Prædikener] Prædikener paa alle Søn- og Helligdage i Aaret af D**. J. P. Mynster, I— II, Kbhvn. 1823 Nr. I: Andagtstimemes Bestemmelse og Værd, Nr. LXVI: At vi ikke skulle forarges. I Fortalen nævnes som dem, Forf. helst ønsker sig som Læsere, »de, der jævnligen bruge saadanne Bøger til deres Opbyggelse«. 36 lede Nogens Dom om den høiærværdige Forfatter, der skjøndt frem- rykket i Aar dog endnu som den danske Kirkes Styrer og Leder staaer udmærket iblandt os, men Sandheden er os dog det Kjære- ste, at hiint Værk trods al sin Fortrinlighed ikke længer tilfreds- stiller — de Dannede. Samlingen afrunder sig ret smukt derved, at den begynder med en Prædiken om Andagtstimernes Bestemmelse og ender med en Prædiken mod Forargelse, men noget Videnskabe- ligt søger men forgjeves i dette Anlæg. Den høiærværdige For- fatter har leveret een Prædiken til hver Helligdag, og har nu nær- mest tænkt sig, at den Enkelte fremtog hans Bog paa Helligdagene, samlede sit Sind fra verdslig Adspredelse, mindede sig selv om, hvortil en Andagtstime er bestemmet, læste den anviste Prædiken høit for sig selv og maaskee for dem, der tilhørte ham nærmere, opbyggedes ved det Læste, glemte det ikke ganske i Ugens Løb, medens han derimod ogsaa efter at have læst sin Prædiken trø- stigen lukkede Bogen, ubekymret om, i hvilket Forhold denne Præ- diken stod til det Øvrige, til det Hele, uden at prøve og ved skarp Prøvelse at forvisse sig om, hvorvidt det var lykkedes Hr. Biskoppen at construere et Hele, eller hvorvidt det havde været Hr. Biskoppens Hensigt at ville construere det Hele. Det er ikke vor Agt at negte, at en saa indskrænket Læsning kan have sin Betydning, ja man vil endog have havt mange Exempler paa, at mindre Dannede gjennem et langt Liv have vedblevet Aar ud og Aar ind ligesom at oplægge dette Skrift paany, saa det blev for dem og deres Slægt som en Bog, der bestandigen udkommer i dette Aar, medens Bin- det synes at vidne derimod; men hvad følger deraf for den Dan- nede? Han kan ikke læse saaledes, ikke tilfredsstilles saa let, ikke opbygges paa denne Maade, skulde dette være det Rette, da maatte han jo først omdannes til at opbygges. Ogsaa paa en anden Maade stæber nærværende Opbyggelses- skrift ud fra det Totale og hen til det. Vi ville atter her tage et Hensyn til Biskop Mynsters Samling, der ved Modsætningen bedst synes at belyse det høiere Standpunkt, som den Dannede nu ind- tager. Hiin Samling vil vel nærmest vække og nære hos den En- kelte en alvorligere Selvprøvelse, en dybere Bekymring om sig fremrykket i Aar] Mynster var født 1775. nærmest tænkt sig osv.] i den første Præken taler Mynster om den »Pligt, at vi jævnligen skulle samle Sindet til Åndagt«, og om >den Drivt, der dog sikkert ofte tilskynded Enhver af os til frn Verdens Larm at søge Ro . . til stille Betragtning af det Hellige og Evige« (S. 4). 37 selv og for sig selv, sit Vel, sin Frelse, sin Salighed. Herpaa er Fremstillingen ogsaa beregnet, der ofte næsten gjør det umuligt for den Læsende at undflye den Tanke, at hvad han læser angaaer ham selv. For den mindre Dannede maa hermed ogsaa antages at være gjort tilstrækkeligt. Den Dannede derimod er det sande- ligen for lidet at have med et enkelt Menneske at gjøre, om dette Menneske saa var ham selv. Han vil ikke forstyrres naar han skal opbygges, ikke mindes om alt det Smaalige, de enkelte Men- nesker, sig selv; thi at glemme alt dette er netop Opbyggelsen. Menighedens Liv, Systemets storartede Bestemmelse, det rene Men- neskelige, hvilket Alt ikke frister den Enkelte til at tænke paa sig selv, eller til at ville fuldkomme Noget, men kun opbygger ham ved at han eftertænker det, er i nærværende Skrift Betragtningens Gjenstand. Det er atter her det Totale, hvortil det stræber; thi den Dannede søger Menigheden, for at jeg skal minde om et Ord af den Digter, hvem nærværende Opbyggelsesskrift skylder saa saare meget, hvem jeg gjør mig en Ære af at nævne som Auto- ritet og som de Dannedes udkaarne Sanger, den grublende Prof. Heiberg. Christeligt er tillige dette Opbyggelsesskrift; hvad der følger af sig selv, da det henvender sig til de Dannede^ thi den Dannede er uden videre Christen. Det, hvortil Christendommen gjennem atten Aarhundreder har stræbt, er netop at frembringe den Dannede, der er det christelige Livs skjønneste Blomst og rigeste Udfoldning. Det Christelige er nemlig ikke noget historisk Afsluttet, hvilket misundeligen skulde kunne bedømme, om den Dannede er christe- lig. Tvertimod den Dannede afgiver Maalestokken og bidrager derved til at forherlige den Lære, der vel begyndte med at være en Landsbysag (Paganisme) men nu ved den Dannede har faaet Indgang i de Kredse, hvor Tone, Levemaade, Elegantse, Vid, Aand er forligt med sin overvundne Modsætning. Men som det Christe- Herpaa er Fremstillingen osv.] i Mynsters Prækner anvendes ofte directe Tiltale til Læseren: >m(in) T(ilhører)«, >du siger« o. 1. Den Dannede derimod osv.] J. L. Heiberg. Om Philosophiens Betydning for den nuværende Tid (1833), Prosaiske Skrifter, 1861, I S. 396: >vi maae tilstaae os selv, at Reli- gionen i vor Tid for det meste kun er de Udannedes Sag, medens den for den dannede Verden hører til det Forbigangne, til det Tilbagelagte*. søger Me- nigheden] i En Sjæl efter Døden (J. L. Heibergs PoeUske Skrifter II S. 357) siger »Digteren«: Om ei min Vantro var saa stærk, ... da gjenlød ei mit Digter- værk ... af Sukket efter Menigheden. Paganisme] af pagus Landsby, bruges ellers netop til at betegne Hedenskabet i Modsætning til Christendommen, som først fik fast Fod i Byerne. 38 lige ikke er afsluttet i det Forbigangne, saa er det ei heller af- sluttet i det nærværende Øieblik, men har Fremtiden aaben, og kan endnu blive hvad det skal være. Først i denne Betragtning er Sandheden uendeliggjort i det Uendelige, medens man ellers opfatter Sandheden endeligt, som var der Noget, der stod fast til alle Tider. Nei ! den Dannede veed, at Alt bevæger sig; men han flygter derfor ikke feigt tilbage. Kjækt styrter han sig i Bevægelsen. Ethvert Standpunkt har sin Betydning, om det end overvindes af et nyt. Heraf denne uhørte Høimodighed, som ingen forbi- gangen Tid har kjendt Mage til. Ogsaa nærværende Skrift forfærdes ikke ved den Tanke, at dets Standpunkt snarligen maaskee skal fortrænges af et nyt Stand- punkt. Hvor skulde det frygte Sligt og vove at henvende sig til den Dannede! Nei! snarligen vil han være kommen ud derover, og da maaskee selv levere et nyt Værk, over hvilket nærværende Skrifts Forfatter da igjen vil komme ud. Derfor giver jeg heller ei dette Skrift hen i Stilhed, som havde jeg nu intet Videre at gjøre end lønhgen at bekymres eller glædes, om den Enkelte fandt Hvile eller Veiiedning deri. Kritiken imøde- seer det roligen, med ophøiet Selvfornegtelse. Den billige og kyn- dige Kritik vil opdage den totale Stræben i det. Vinder det end ikke Bifald, kan det end ikke udholde Kritikens Fordringer, blot det at have foranlediget en Discussion er ingen ufrugtbar Gjerning, medens Discussionen selv vil være til Opbyggelse for de Dannede. VII. At skrive en Bog er i vore Tider det Letteste af Alt, naar man efter Skik og Brug tager 1 ældre, der handle om den samme Materie, og derudaf sammenskriver en Ilte om den samme Materie. Paa denne Maade opnaaer man ligesaa nemt den Ære at være Forfatter, som efter Holbergs Raad den Værdighed at være practi- serende Læge og i Besiddelse af Medborgeres Penge, Tillid og Ag- telse, ved at anskaffe sig en ny sort Klædning og skrive paa sin Dør: »N. N. praktisirender Arzt«. Om nu end en saadan 1 1te Bog stundom bør, hvad den til andre Tider vel ogsaa i Forhold til sin Omhyggelighed blev, betragtes for et fortjenstfuldt Arbeide, saa vilde dog, hvis dens Værd ikke kunde anslaaes høiere, og den Løn, der var at høste, ikkun ansættes i Forhold hertil, Concurrencen om at skrive en Ilte Bog ikke være større i vor Tid end til en- hver anden. Da dette imidlertid er Tilfældet, saa følger deraf, at Betragtningen maa være bleven en anden, siden hvad der i og for sig er noget temmeligt Underordnet nu er blevet et begeistrende Maal, der vinker enhver Skriverkarl og forjætter ham, at denne Ilte Bog skal blive betydningsfuldere end alt Tidligere, betydnings- fuldere end de 10 foregaaende, der dog havde kostet deres respek- tive Forfattere adskilligt Hovedbrud, da de ikke skreve hinanden Dette Afsnit er en forkastet Fortale til et af S. K.'s Værker, rimeligvis »Be- grebet Angst«. Det er skrevet paa andet Papir end Resten og pagineret I— XII; paa førtte Side staar (overstreget): »Et almindeligere Forord«, og i Randen: »Dette bruges ikke, da det vilde være at [bortlede] Opmærksomheden fra Sagen. Derfor har jeg skrevet et lille Forord, der skal trykkes ....« Holbergs] Hexerie eller blind Allarm 3. Akt 3. Scene (»N. N. praktisirender Arzt« staar ikke hos Holberg). 40 ud, betydningsfuldere end de 10 tilsammen førend den vidunderlige Transsul)stantiation foregik, ved hvilken hiin Ilte kom for Dagen. >Er dette ikke som Hexerie; skulde maaskee den Ilte Bog ogsaa være blind Allarm?c Den, der spørger saaledes, ham vil jeg svare med Tidens dybe Stemme: »Ulyksalige, Du har ikke fattet Media- tionen; dens Betydning for Videnskaben — og for de trivielle Ho- veder.* Dersom Mediationen virkelig skulde være, hvad den udgives for, da er der formodentlig kun een Magt, der med Fynd og Efter- tryk veed at bruge den, det er den Magt, der styrer Alt; og kun eet Sprog, i hvilket den hører hjemme, det Sprog, der føres i hiint Guddommens Raad, til hvilket ligesaa lidet Philosopher som Huus- mænd sende Deputerede, fra hvilket ligesaa lidet Philosopher som Huusmænd modtage ordinaire Stafetter. Da imidlertid Forfatterne af den Ilte Bog vel mindst af Alle ere bekymrede for at lytte efter, hvad der kan foregaae i hiint Raad, saa følger det let, at Media- tionen betyder noget Andet, ja for at sige det bestemtere, at den betyder slet Intet, medens den dog nyder guddommelig Veneration og Tilbedelse og forskaffer Enhver den absolute Betydning, ja har den magiske og vidunderlige Kraft, som intet andet Ord i noget andet Sprog i Himlen eller paa Jorden har eller har havt eller skal have eller kan have : at den selv i den Dummestes Mund er og bliver den høieste Viisdom, uden at derfor den Dummeste be- høver endog blot at blive tarvelig klog til Husbehov. Den Ilte Bog, der er Mediationen, frembringer ingen ny Tanke, men er kun deri forskjellig fra de tidligere, at Ordet: Mediation forekommer flere Gange paa hver Side, samt at Forfatteren i Indgangen til hvert Afsnit med Salvelse aflæser den Ramse, at man ikke maa blive staaende ved de ti, men mediere. Da delte nu ikke skjønnes at være vanskeligere at lære at sige end at selv en stræbsom Pope- gøie kunde lære det, saa er med dette Ord Evangelium prædiket for alle trivielle Hoveder efter en Maalestok, som aldrig før i Ver- den, og dette Ord forkynder et Aflad, som aldrig nogen Pave har forkyndt det, da det paa samme Tid, som det forkynder Aflad fra Arbeide og Strafslidelse, forkynder sikkrere, end noget Lotterie, den store Gevinst. Den, der kommer mest i Forlegenhed ved denne Medieren, er naturligviis Læseren, hvem Forfatteren paalægger den svare Bj-rde og Pligt at tænke Noget ved hvad han siger, og hvem han ude- lukker fra den absolute Betydning og udødelige Fortjeneste, der opnaaes ved at sige: det maa medieres. Det er ofte gaaet mig ved Læs- ningen af en Ilte Bog, som det engang gik mig ude paa Dyrehavs- 41 bakken. I Følgeskab med nogle andre troskyldige Folk gik jeg hen for gjennem det lille Glas at titte ind i en Guckkasten, at mit Øie maatte frydes ved Synet, medens mit Øre opfangede Fore- viserens salvelsesfulde Forklaring. Forfatteren af den Ilte Bog, eller for at blive paa Dyrehavsbakken, Guckkastens Eier og dens Indholds uskatteerlige Fortolker frembragte ved Lirens Omdreining en sagte Musik, der satte Sjelen i Stemning. Ved et besynderligt Tilfælde udebliver derimod Billedet. I Kassen var Intet at see uden et tomt Rum, derimod aflirede Foreviseren Musikstykket og sin Forklaring paa en vistnok meget tilfredsstillende Maade — naar der blot havde været Noget at see. Saaledes: Mediationen ude- bliver og man hører bestandig blot Forfatterens melodramatiske Foredrag. Forfatteren af den Ilte Bog og Manden med Lirekassen kan dette jo være ligegyldigt, han skal ikke læse Bogen eller kige i Kassen; men Tilskueren og Læseren er det ikke ligegyldigt. Hvad er der da at gjøre for at raade Bod herpaa? Læseren maa see at komme i Fordelen ved selv at være Forfatter. Saaledes er da ogsaa denne Forskjel mellem Læser og Forfatter, som alle andre Modsætninger, hævet i en høiere Galenskab. Ved Hjælp af Mediationen er da Enhver istand til at faae absolut og udødelig Betydning i Forhold til den tilbagelagte Verdens- historie. Besynderligt derfor, at Ingen i Adresseavisen tilbyder sig i mindre end 3 Timer at perfectionere Enhver, der blot har nogen- lunde Forkundskaber, i Mediationens Idee, ved hvilken Enhver bliver det Afsluttende, hvortil hele den forbigangne Verdenshistorie tenderer. Har man saaledes forsikkret sig den fleretusindaarige Fortid, da staaer blot tilbage at perfectionere sig i Selskabs-Ideen, ved hvilken man erobrer hele den tilkommende Tid, saa bliver Enhver i vor Tid mere bifrontisk betydningsfuld end Noah var det. At efterkomme selv blot en eenfoldig Leveregel, kræver nogen Tid og Flid, erhverver ingenlunde den Enkelte Betydning for det Hele og for de seneste Slægter; men at stifte et Selskab, ja hvad der er en endnu mere begeistrende Stordaad, at faae en Comite nedsat, det er let — og en udødelig Fortjeneste; at deeltage i et Fest- raaaltid er ikke vanskeligt — og dog et opus operatum for det Al- mene og det Tilkommende. Idet jeg derfor skuede ud i Fremtiden, der endnu skjuler sig i det Tilkommendes Taageslør og skjuler Noah] som den sidste af den undergaaede Slægt og Stamfader tU den føl* gende. opus operatum] foretagen Handling. Saaledes betegnes hos Schola- stikerne Sacramenteme, hvor den blotte Handling at nyde dem antoges at medføre den dem iboende Naadevirkning. 42 Slægtens Bedrifl, da viste der sig for mit Blik et uhyre Tempel eller festlig Bygning, fra hvilken der udgik en forvirret Larm, hvil- ken dog stundom afbrødes, for atter at lyde end høiere, blandet med en Touche af Pauker og Trompeter, og over Indgangen til denne Bygning opdagede mit Øie med Forbauselse følgende Ind- skrift: her klinkes. Dog selv at skrive en Ilte Bog er endnu et Arbeide, og der- for allerede for besværlig en Opgave for Tidens lilsomhed og de Enkeltes Hasten efter absolut Betydning og udødelig Fortjeneste; thi dette maa man sige til Tidens Ære, det er et stort Maal, hvor- efter Enhver stræber, og til Ære for Tiden være det ogsaa sagt, at Enhver opnaaer det. Skulde man dog ikke kunne skyde en Gjenvei udenom den Ilte Bog? hvorfor ikke? Et Løfte om den Ilte Bog er endnu kortere, og dog endnu sikkrere, og paa enhver Maade gavnligere. Et Løfte har den fortræffelige Egenskab, at det ligesom Høflighed, koster Den Intet, der udsteder det, og dog kan han ugeneret lade det betyde et Værk, der er mærkværdigere end noget Verdens Underværk. Med Hensyn til Modtageren (Læsever- denen), da udøver det en formildende og beroligende Indflydelse, virker som et fordelende Middel til at adsprede enhver ængste- ligere Bekymring for at komme paa det Rene en eller anden Gjen- stand betræffende. Man føler stundom en flygtig Rørelse, at man dog ikke burde lade Sandheden staae hen i en tvivlende Skikkelse, man føler et Ansvar — da har man et Løfte at stole paa, og man er tr}'g i gemytlig Velbehagelighcd. Sagen vedkommer Een jo dog ikke videre, og nu har Hr. X. lovet afgj ørende for alle Tider at oplyse den som alt Andet; hvad Fare er der da paafærde? Et Løfte er meget transportabelt, og derfor er der Intet som tilbudene hellere løbe med, end Løfter og med Liimstangen. Et Løfte, uag- tet det betyder Alt, betyder dog tillige i sin høflige Skikkelse ikke mere end at det afgiver en ypperlig Ingredients i Theepassiaren, idet Løftet ligesom Punschkommercen i Visen gaaer hele Aftenen Bordet rundt, uden at den ene Lovende generer den Anden. Et Løfte er et Bruuspulver, hvormed den hele Menneskehed er uforlignelig vel tjent. i Visen] en Drikkevise af Alb. Thura, »gjort efter en god Vens Begjæring, ti] at bruge i et fornøyeligt Selskab ved et Glas Viin« (Adskillige Betænkninger og Indfald. Kbhvn. 1741, Nr. 32), har til Omkvæd: *Rund, Rund, Rund, saa sæde- ligt og glædeligt vi tar vort Glas for Mund.« Noget lignende synger Christoff i Holbergs Jacob von Tyboe 4. Akt 5. Scene. ■»T 43 Dette kan man ikke noksom gjøre sig Rede for, naar man ret vil forstaae at prise den philosophiske Optimisme, i hvilken vi allerede flere Aar befinde os overordentlig vel, ja salige. Posito jeg sætter, og naar jeg siger posito har jeg jo Lov at sætte det Usand- synlige, altsaa posito jeg sætter, at Hr. A. A., hvis Løfter formodent- lig ikke har angrebet ham, greb sig an og skrev Systemet. Posito jeg sætter, og naar jeg siger posito, har jeg jo Lov at sætte, hvad der er urimeligere end det Urimeligste, altsaa posito jeg sætter, at hvis Hr. A. A. ikke skrev Systemet, saa skrev Hr. B. B. det — hvad saa ? Lader os endnu et Øieblik dvæle ved denne Tanke, som vi vel alle i flere Aar ere fortrolige med: Tanken om Udsigten til Haabet om Systemet. Altsaa for at fatte mig ganske kort, posito jeg sætter, at Systemet kom til Syne her i Kjøbenhavn, hvad saa? Saa maatte man jo læse det, medmindre Hr. C. C. øieblikkelig skulde være saa god og menneske kjærlig at love en Oversigt over Systemet samt at sætte os paa Standpunktet ; thi da vare vi frelste igjen ved Løftet. Skete dette ikke, saa maatte man jo læse det. Hvilken Uleilighed, og hvo havde saa endelig Gavn deraf? Maaskee tilfredsstillede det ikke ganske, og det skulde da den ærede For- fatter have for al sin anvendte Flid, medens han ved et Løfle saa let kunde gavne sig selv og Andre mere endnu, end om han skrev et Vidunder af System. Det er dog simpelt og lavt at holde hvad man lover, derimod viser den sande Fornemhed sig netop som Virtuositet i at love, hvad Maleren i Schakspeares Ti mon siger: Vortrefflich! Versprechen ist die Sitte der Zeit, es offnet die Augen der Erwartung: Vollziehen erscheint um so dummer, wenn es ein- tritt, und die einfåltigen, geringen Leute ausgenommen, ist die Bethåtigung des Wortes vollig aus der Mode. Versprechen ist sehr hofman nisch und guter Ton. Vollziehen ist eine Art von Testament, das von gefårlicher Krankheit des Verstandes bei dem zeugt, der es macht. (Cfr. 5te Akt, 1ste Scene). Fremdeles, Posito sat, antaget (Udtryk hentet fra den formelle Logik). Hr. A. A.] her stod oprindeligt: •Prof. Heiberg«. Se S. 17 Anm. Hr. B. B.] her stod oprindeligt: »Prof. R. Nielsen«. Der sigtes til: Den speculative Logik i dens Grundtræk, af Lic. Rusmus Nielsen, 1.-4. Hæfte, Kbhvn. 1841—42, der i Fortalen betegnes som »Fragment af en philosophisk Methodologi«. Sml. S. Kierkegaard's Bladartikler S. 35. Hr. C. C .] her stod oprindeligt: »Hr. SUlling«. Magister P. M. Stilling udgav 1842 : Philosophiske Betragtninger over den speculaUve Logiks Betydning for Videnskaben, i Anledning af Professor R. Nielsens: >Den speculative Logik i dens Grundtræk« ; i Fortalen betegnes Bogen som >veiledende« og -introducerende« : sml. s. Kierkegaard's Bladartikler S. 37. Timon] i A. W. v. Schlegels og Tiecks Oversættelse VII S. 233 (Berlin 1832), hvor der staar: ist die That des Wortes osv. 44 naar Systemet blev læst, da skulde Læsningen maaskee tjene til at gjøre Forskjel raellem dem, der ansaaes for at forstaae det, og dem, der ansaaes for ikke at forstaae det, der skulde opkomme Tvedragt og Partier, medens nu den hele Slægt lever i Samdræg- tighed og Egalitet ligeoverfor Løftet, hvilket ethvert Menneske er lige nært. Nærværende Bog, som jeg herved skikker ud, er skreven, som jeg troer man i en ældre Tid skrev Bøger. Den, der har skrevet den, er Een, der har tænkt Adskilligt over den Sag, om hvilken han taler, og trocr som en Følge deraf, at vide lidt bedre Beskeed om den, end der i Almindelighed vides. Han er heller ei ganske ubekjendt med hvad tidligere er skrevet om den Sag, og bestræber sig for at lade Enhver vederfares Ret. I Mangel af den uhyre Opgave at forstaae alle Mennesker har han valgt, hvad man vel maaskee vil kalde born'eret og taabeligt, at forstaae sig selv, som nu strax, hvorfor han vil være Forfatter, om Driften i ham ikke er, hvad en Drift i Aand aldrig bor være, en udefter reflekteret, at han ikke med stor Vigtighed bestemmer sig til at skrive en Bog for at hjælpe Andre, da han dog veed, at væsentlig er ethvert Menneske lige klogt, og fremfor Alt, at væsentlig maa ethvert Menneske hjælpe sig selv. Er Driften derimod en indre og indefter reflek- teret, da skriver man en Bog som Fuglen synger sin Vise, som Træet skyder sin Krone, er der Nogen, der glæder sig derved, saa meget desto bedre. Dog ved saaledes at ville forstaae sig selv kommer man lang- sommere frem og tillige temmelig besværligt. Hvad man udfinder, det være glædeligt eller sørgeligt, assimilerer man sig strax in suc~ cum et sanguinem. Man udfinder saaledes ikke, for at tage et Exempel, at alle de Beviser for Sjelens Udødelighed, der hidtil ere blevne førte baade i og udenfor Christendommen, ere utilstrække- lige, da det sande Beviis først ligger i Mediationen af dem alle; men man søger et Beviis, der overbeviser Een selv, at det ikke skal ende med, at Beviset for Sjelens Udødelighed bliver det eneste Udødelige, hvilket man lader gaae tilveirs som Børnene deres Drage, uden engang at have saa meget som Børnene — en Snoer i den. Man bliver ikke i sin Viden ligegyldig som en Udraaber, der blot er bekymret for at udraabe, bekymret for at blive af med sin Vare, be- kymret for at faae den høieste Priis ved Auctionen; men man sætter in succum et sanguinem (over) i Saft(eme) og Blodet. Sml. Cicero, Breve til AUlcus IV 18, 2. 45 bestandig sit Liv ind, fordi man er forvisset om, at det at kunne avfifta&ritrm taig atr&BvBiatg ræv av&Qanav er det sande Erkjendelsens Princip, da Dispositionen til alt Menneskeligt ligger i ethvert Menneske, og desto tydeligere, jo dybere Menneske han er. Man er forvisset om, at uden Liden gives der ingen sand Viden, fordi Liden netop er Inderlighedens Bestemmelse, der erhverver Een den egne Viden, og sikkrer Een for, at kunne sige Sandheden paa samme Maade som Bileams Æsel. Man forstaaer derfor ikke ved Liden Hovedbrud og Natteflid paa Studerekammeret, men noget Andet, en Ære, fra hvilken end ikke det eenfoldigste Menneske er udelukket, fra hvem Videnskabens Dyrker kun er forskjellig, forsaavidt han lider, hvad han lider, tydeligere og bestemtere og under Bevidstheds Form. Man er høimodig nok til begeistret at troe, at Lidelse er den jor- diske Tilværelses guddommelige Hemmelighed, at kun i Lidelse er man i Pagt med Gud, og at derfor, hvis Nogen er udelukket fra Viisdommen, da er det kun den Lykkelige, hvem Lykken gjorde saa letsindig, at han slet Intet leed, hvilket den Alvorligere altid vil vogte sig for, selv om han ikke ved det Udvortes og ved Skjebner kom til at lide; thi han vil vide selv sympathetisk at er- hverve Lidelsen. Man ønsker ei at tabe den daglige Tale og Sprogbrug af Sigte, og komme, hvad der vel stundom hænder en Videnskabsmand, som en Taarnvægter fra Qerne ubekjendte Egne, hvilket har til Følge at han bestandig coUiderer med det Daglige, og, uden selv ret at være sig det bevidst, fornærmer Sprogets Ge- nius og de retmæssige Medinteressenter i Sprogets fælleds Eiendom. En saadan Adskillen er sørgelig og nærer kun den Illusion, at Vi- denskaben i sin utilgængelige Fjernhed er større end det Almene, medens den dog netop derved synker ned til at blive en endelig Magt i samme Forstand, som Skjønhed, Rigdom, hvis Besiddelse udelukker og adskiller, men ikke forsoner. Dette forstod den skjønne græske Videnskab, og derfor er det saa velgjørende at be- skæftige sig med den, fordi den ikke forlod Menneskene i den Hensigt at lyde som en Røst fra Skyerne, men blev paa Jorden, paa Torvet, hos Menneskenes Syssel, hvilket især hiin Mand for- avfiJta&iiOai talg aa99v§iaii twt dr&Qmncat] have Medlidenhed med Menneske- nes Skrøbeligheder, Hebræerbrevet 4, 15 (hvor der staar ^wt — vore — istedenfor tw atSgovttot). Bileams Æsel] 4. Mosebog 22. Kap. en Taarnvægter] der tænkes manske paa Berthold i Achim v. Arnim's Roman Berthold's erstes und zweites Leben (Berlin 1817). hiin Mand] Sokrates; i Manuscriptet henviser S. K. til Diogenes I^ertios II. 21, hvor disse Ord siges om ham. 46 stod, der opgav Kunsten, opgav Udgrundeisen af de physiske Tin og derpaa begyndte at philosophere i Værkstederne og paa Torve Medens derfor den græske Videnskab er saa opløftende, er der ti lige et tankefuldt Veemod udbredt over den, i hvilket den er foi sonet med det Jordiske. Den kjender fuldtvel sin ophøiede Hei komst, fornegter den heller ei, men har ingen forfængelig Glæd af Forskjelligheden og føier sig derfor ind i det Daglige. Den e som en Gud, der gaaer om i menneskelig Skikkelse, og hvert Øic blik gjør et Mirakel med det dagligdagse fattige Udtryk, meden han dog i Alt ligner et almindeligt Menneske, uden forsaavidt hiin Veemod snart som et let Anstrøg af Tungsind bøier hans Skikkels< snart forklarer sig som en guddommelig Spøg, der forynger han Skikkelse næsten til Overgivenhed. Videre har jeg ikke at tilføie, uden forsaavidt jeg her et Øic blik skulde sysselsætte mig med den Tanke, der kun latent o som uvedkommende var tilstede under Udførelsen, den Tanke, hvilket Forhold jeg mener at sætte mig til Læsere. Denne Ovei veielse anseer jeg for en Spøg, en letsindig lille Tidsfordriv, sor man kan anvende en halv Time paa, naar man er færdig, me heller ikke før. I vore Tider betragter man det anderledes o mener, at den taabelige Alvorlighed, med hvilken en Forfatte søger at skabe og at skaffe Læsere, førend han begynder at skrivi at den ungdommelige Letsindighed, med hvilken han udkaste Planer og indvier Menneskene deri, at dette virkelig er Alvor, de beviser den fuldvoxne Mands Modenhed. Den, der i sin Betragl ning af Livet og Livsforholdene ikke er kommen saa vidt, at ha veed, hvad der kan bære en alvorlig Prøvelse og hvad der sor en tynd lisskorpe kun kan bære en Skøiteløbers Hasten, han ka naturligviis aldrig naae Alvor i sig eller i sin Præstation. Kun si selv er ethvert Menneske anviist, og den, som passer paa at bliv her, han har en fast Grundvold at træde paa, der ikke skal beskæmm ham. Naar han da overveier med sig selv, hvad han vil, hvorvid han vil, naar han i Kraft af denne Overveielse begynder langsom og taust, da skal hans Alvor ikke beskæmmes. Naar det derimo- behager en Mand at blive alvorlig ved Tanken om hvad han v gjøre for Andre, da viser dette, at han fra Grunden af er en Nai hvis Liv er og bliver Spøg trods Miner og Gebærder og vældig Talemaader og bekymrede Theaterstillinger, hvis Existents Intc har at betyde uden forsaavidt der ved Ironiens Hjælp kan bliv lidt Moerskab ud af den. Om Een, der vil skrive en Bog, due dertil, skal Tiden lære ham. om han skal blive færdig med der ^»111 han ikke lU'top i saiiiinc Oichlik skul komme til Skade o^ vielle TJla^khornet over den. eller i'orhe^^^e Maniiseriplel, eller Bogtryk- keren skal kaste ham det bort, eller Huddet tabe det, eller Sætte- Tiet brænde af, eller Oplaget bedærves, eller det skal vise sig, at intet Menneske bryder sig om, hvad han skriver — alt Dette kan intet Menneske faae at vide forud, og den, der er klog nok til at iriUe forudsætte alt Dette i sin faveur, han er vel klog, men Gud veed, hvad han egentlig er klog paa, og Gud veed, hvorledes et fornuftigt Menneske skulde blive klogt paa ham. Det, En- hver kan vide, er, hvad han vil, hvad han kan, hvad han har gjort, hvilket Alt egner sig til en alvorlig Betragtning, der igjen skal gjenføde hans Sjel til ny Alvor. At ansee enhver Tidens Luftning for et Vink af Styrelsen, der har Betydning for hvad han skal gjøre, ligesom for Skrædersvenden, fordi Vindpustet var stærkt nok til at blæse ham ned af Bordet; at ville ride Sommer i By paa en Stilk Puurløg, man har opelsket i en Urtepotte; at ville erobre det hellige Land, uden engang at vide, hvor det ligger paa Landkaartet; at gjøre Anskrig i hele Menigheden, fordi man selv har taget feil og taget en Ko for en Veirmølle; at sammenkalde alle Skræddere for at forklare dem, at man maa slaae Knude paa Traaden; at gaae hele Dagen som Fodposten gjennem Gaderne og lioge Folk fra deres Arbeide for at byde dem en Subscriptions- Plan; at gjøre Middagsselskab paa en Spiseseddel, og bespise de Hangrige med Ideen til et Selskab, hvis Bestemmelse er at befordre sille Fattiges Opkomst — det er enten Spøg, og som saadan stundom i*et moersom, eller det er Alvor, og som saadan en fortvivlet Spøg Og desto mere fortvivlet, jo grundigere Galskaben er. Den, der altsaa skal være min Læser, han maa være enig t^ed mig i, at selv om Videnskaben i vor Tid er færdig med Alt, ^aa har den dog uheldigviis glemt Pointen i det Hele. At her Intet er at gjøre ved Actieselskaber eller ved Subscriptions-Planer ^ller ved en Kjededands om en eller anden literair Afgud, er netop l^ointen. Den, der er forvisset herom, at Enhver er anviist sig ^clv, og at dette er Hovedsagen, kun han er min Læser; men der- for kan jeg ikke vide med Bestemthed, om han ikke allerede er Aridere end jeg. Imidlertid troer jeg dog nok, at det paa een eller sonden Maade vil have Betydning for en Saadan at læse, hvad jeg skriver, medens, for atter at gjentage det, det naturligviis aldrig at sammenkalde alle Skræddere osv.] som Till Uglspil gjor. 48 kunde falde mig ind, at sætte mig hen og ind i den Vigtighed, at det for Andres Skyld var nødvendigt, at jeg skrev en Bog. Først aaar Driften og Trangen i mig har bestemmet mig til at skrive, først naar Jeg er bleven færdig, først da kan det falde mig ind, at tænke paa en Læser. Ved Hjælp af denne Betragtning er jeg da ogsaa fritagen for enhver utidig Bekymring Bogens Slgebne be- træffende. Formodentlig kommer nu nærværende Bog ud, med Bestemthed kan jeg ikke vide det; hvis den da træffer en Læser, som har nogen Gavn eller Glæde af den, da er det mig en uvis og uberegnet Indtægt, og hermed ere vi qvit til gjensidig Conteote- ment og FornoieEse. Hvad vore Systematikere og philosophiske Optimister angaaer, da ville disse vel snart forvisse sig om, at her Intet for dem er at gjøre; snart, siger jeg, ja ligesaa snart tænker jeg, som jeg siger det; thi for dem gaaer jo Alt trip, trap. Træsko. De ville let iod- see. at der ingen Tid er at spilde paa en Efternøler, der Intet har seet i Verden og kun har foretaget en Indenlandsreise indenfor sin egen Bevidsthed, og altsaa ingen Vel kommer, medens enhver Syste- matiker er ganske andericdens befaren og har været iFandea i Vold baade i Trapezunt og i R—'. De kunne umuligeo finde det Umagen værd, at gjøre nogen Ophævelse for en saadau Reisendes Skyld, saa meget mere formodentlig som de maae gjøre saa mange Ophævelser om >lntet<. Gud give Lykke og Held til, at dette maa skee, da seer jeg eet af mine kjæreste Ønsker opfyldt. Skulde dette derimod ikke skee, skulde de mod Forventning beslutte sig til at tage sig af mig, da beder jeg dem, at være ganske ugenerede; thi jeg er nu som altid j alle Maader til Tjeneste. Kun een Ben, een bønlig Begjæring; man gjøre med Bogen og med mig, hvad man vil, knn, jeg beder og besværger, kun bringe man mig ikke ved Hjælp af Mediationen ind med i den systematiske Kramkiste. Jeg har en Angest for Medtalionen; jeg kan ikke ^øre ved det Ordet virker, Ikke i og for sig, men ved den idelige eensformige Brug paa min Sjel, som naar Een Dag ud Dag ind filer en Sav, som den Lyd, hvilken Xantippe efter Socrates's Udsagn frem- bragte ved sin idelige Skjælden, Lyden afTridser. (Diogenes 2,&^6). Min Bygning, min Helbred, min hele Constitution egner sig ikke .) Holberg. Gen Weslphaler 7. Scene: Anden Chri- Ire Gange i Bordeus og Boven I Frankrig. Ja PandeD r Caltesund. 49 for Mediationen. At det er en Ufuldkommenhed, kan gjerne være, men naar jeg selv tilstaaer det, kunde man jo føie mig. Blot det Ord Mediation nævnes, bliver Alt saa storartet og grandiost, at jeg ikke befinder mig vel, men er beklemt og benauet Man have da Medlidenhed med mig blot i denne ene Henseende, man forskaane raig for Mediationen og for, hvad der er en Selvfølge, at blive den uskyldige Anledning, der foranledigede en eller anden philosophisk Ramser, at fortælle om igjen ligesom Skolebarnet i Chorsdøren, hvad jeg dog nok kjender, Historien om den nyere Philosophies Begynden med Cartesius, og det philosophiske Eventyr om, hvor- ledes Væren og Intet slog deres Deficit sammen, saa der kom Vorden ud af det, samt hvilke vidunderlige Ting der senere skete i Fortællingens Fortsættelse, der er meget livlig og bevæget, uagtet det ingen Fortælling er, men en reen logisk Bevægelse. Alt dette læser man paa Tydsk, og naar man læser det hos Hegel, saa læser man det saaledes, at man lærer Noget deraf og ofte vender med Ærbødighed tilbage til Mesteren. Men selv om hvad Hegel har sagt, var ligesaa vist, som at amo hedder af verbum: amavi ama- tum amare; selv om det var ligesaa evident som Beviset for den pythagoriskc Læresætning, saa bliver del dog lige taabeUgt, om en Ældre vilde blive sig selv vigtig ved at udgive en Bog herom, der ikke var bestemt for Yngre og aldeles Lærlinge, og det bliver dræbende kjedsommeligt for den, der skal modtage slig Underviis- ning, naar han dog, som Enhver anden, der har staaet Konfirma- tion ved et Universitet, kan, hvis et eller andet Livsforhold gjorde det nødvendigt, Lectien ligesaa godt, om han end ikke antager, at det er Noget at skrive. Skulde hvad jeg har skrevet paa en lignende Maade forholde sig til noget tidligere Værk, hvad enten der nu blev Sandsynlighed for, at jeg med Flid havde fortiet det, eller det havde sin Grund i en tilgivelig Uvidenhed, saa sige man det blot med lo Ord, uden al Mediation, jeg skal vel paaagte det. Det er ikke min Bekym- ring i Livet, at blive Forfatter, det er ikke min Attraae al franarre Folk deres Penge, derfor forpligter jeg mig til, hvis hiint paavises, at give Enhver Kjøber sine Penge tilbage; thi jeg siger med Historien om osv.] sml. Heiberg, Perseus, Nr. 1 (1837) S. 35 ff. amo (jeg elsker) bruges i den latinske Skolegrammatik som det første Exempel paa Verbernes Bøjning; »af verbum* 3: i Hovedtiderne (jeg elskede, for at elske, at elske). V. 4 50 HamaDQ: »aicht eine blosze ifiti soadern ein furor uleriniis hat mich zu den meisten AuTsåtzen gctrieben. Aostatl Geld zu nehmen. båtte icb lieber Geld gegeben, und das Wiederspiel von andera Schriflstellern getrieben.> (7,205 . Haniunn; j et Brev til Herder 6. Febr. Rolht. Berlin 1331 IT. Lgti\ (horniE] Drift. 3; ntsendt Trang lit al rode. VIII. Hvad jeg forudsiger, det vil enten skee, eller det vil ikke skee: thi Apollo har forundt mig Frophetiens Gave. TlHESlAS. § 1. Vanskeligheden i Almindelighed. At begynde et philosophisk Tidsskrift i Danmark, kan ikke blot synes at være, men er i Sandhed en betænkelig Sag; jeg selv har ikke undladt at gjørc, hvad vel endog den mod mig gunstigst stemte Læser vil fole sig opfordret til, at ryste paa Hovedet, adva- rende og bebreidende at tilraabe mig: »hvorledes gik det ikke«? . . . Mænd, der ved Genie, ved Talent, ved Kundskabs-Riigdom, ved Læseverdenens ubegrændsede Tillid staae udmærkede iblandt os, have begyndt derpaa, og efter kortere eller længere Tids For- leb atter opgivet det. Ja selv for Hr. Professor Heiberg er et saadant Foretagende ikke lykkedes efter Forventning. Af hans Persens, en Journal for den speculative Idee, udkom kun to Hefter. Og dog var vel han Manden, hvis ellers Nogen er det i Konge- riget. Idet han begyndte et saadant Værk, kunde han stole paa sin egen Magt, turde være sikker paa, at Medarbeidere vilde flokkes Tiresias] i Homts.s Satirer II, 5,50. »hvorledes gik det ikke« . . .] Holberg, Gert Wcstphaler (5-Akts Stykket) 1. Akt 3. Scene: (Gert) hvorledes gik det ikke Arius, der satte sig op imod sin Bisp? Ferseus] Persens, Journal for den speculative Idee. Udgiven nf Johan Ludvig Heiberg. Nr. 1 Juni 1837, Nr. 2 August 1838. Dl om ham, da enhver Ældre vilde indsee, at det var et Foretagende, der havde et kjært og uafviseligt Krav paa hans kraftige Bistand; enhver Yngre føle sig smigret ved den blotte Tanke om den lite- raire Distinction, at have den Ære at være Medarbeider i Prof Heibergs Journal, Noget, ingen Yngre bedre forstaaer end jeg, der endnu ofle mindes, hvorledes i sin Tid det ungdommelige Sind følte sig beruset ved at turde vide, at et Bidrag ikke blev forsmaaet, hvorledes ingen ung Cadet kunde see mere begeistret op til den berømte General, under hvis Fane han skal stride, end jeg til Flyvepostens uforglemmelige Redakteur. Desuagtet bestod dette Tidsskrift ikke længe, det blomstrede ikke ved et paafaldende Sub- seribent-Antal, Confluxen af Medarbeidere var, efter hvad man kan slutte af Indholdet, ingenlunde saaiedes. som Enhver maatte for- mode det. Men er dette skeet, hvilken Sandsynlighed da, uden det Urimeliges, for, at et lignende Foretagende vil lykkes mig; eller rettere hvor stor Sandsynlighed da for, at der vil times mig noget Værre! Har Tiden ladet Andre forstaae, at det ikke lod sig gjøre, saa tør jeg vel neppe vente en venlig Belærelse af Erfaringen, men snarere en skrap og eftertrykkelig Correction, der kan ind- skærpe mig og mine Lige ikke formastelig at ville vove, hvad selv de Udmærkede opgave. Vel er det sandt, at den philosophiske Interesse siden den Tid har udbredt sig videre og videre; vel er det sandt, at netop det, at Hr. Prof. Heiberg havde begyndt derpaa, kunde blive til stor Fordeel for mig, og man har jo oftere seet, at hvad den Stærkeste ikke formaaede, det slap den Svagere godt fra, at hvad den Rige ikke opnaaede, det vandt den Fattige, fordi han kom i det heldige Øieblik, da det var at høste, den Rige havde udsaaet; men des- uagtet føler jeg meget godt, at Sandsynligheden for at mit Fore- tagende vil lykkes, er saare meget mindre, end den i sin Tid var for Prof. Heiberg. At Svaghed kan have Held til at udføre hvad Kraften ikke mægtede, det siger man nemt nok bag efter; idet man skal begynde, finder man vist ikke Opmuntring deri; thi hvo kjender Tiden og Leiligheden? See her staaer jeg atter ved det samme Punkt; hvo kjender Tiden og Leiligheden? Det er der Bidrag ikke blev forsmaaet] S. K. skrev af og til i »Kjøbenhavns fly- vende Post« (sml. S. 23 Anm.), se S. Kierkegaards Bladartikler S 3-31. Sub- sc ri bent- An tal osv.] i 2. Hefte af Persens findes en Fortegnelse over de 133 Subscribenter, deriblandt S. K. De to (eneste) Hefter indeholdt 6 Artikler. 4 af Heiberg selv, 1 af Martensen. 1 af Carl Weis. 53 ingen Mand i Kongeriget, der gjør saaledes som Prof. Heiberg; og dog vilde det ikke gaae. Udsigterne ere da ikke de bedste; min Stilling ingenlunde for- deelagtig. Jeg er ikke Prof. Heiberg, ja jeg er endnu mindre end dette: ikke at være Prof. Heiberg; thi jeg er kun N. N. Den Ældre vil maaskee ansee mit Foretagende umodent, eller i det Høieste have Overbærelse nok til at see Tiden an, paa anden Dansk, han vil ikke understøtte mig, han vil dømme. Den Yngre vil vist ikke føle sig smigret ved den litteraire Exclusion at være min Med- arbeider, neppe lod han sig vel bevæge ved mine Bønner. Hvor- for opgiver jeg da ikke det Hele, hvorfor nærer jeg endog Haab om, at det vil lykkes mig? Fordi min Hensigt ikke blot er god, men tillige en ganske anden end deres, der hidtil have forsøgt at udgive et philosophisk Tidsskrift; fordi min Forventning ikke blot er skjøn, men tillige en ganske anden end deres, der hidtil liave begyndt derpaa. § 2. Hensigten med dette Tidsskrift. Hvor glædeligt det end er, at see Philosophien udbrede sig trindt i Landet, saa der snart intet Menneske mere findes, der ikke er berørt af dens Aande, indviet i dens Velsignelser, saa har denne Glæde hos mig dog ikke formaaet at beseire den Tvivl, om virke- ligen alle.de Mange, qui nomen philosophiæ dederunt, forstode, hvad der blev sagt, og hvad de selv sagde. Denne Tvivl ligger mig meget nær, da det ofte er gaaet mig selv saaledes, om end min sTioj^i^ har forhindret mig i at udgive mig for Philosoph. Ved enkelte Iagttagelser troede jeg engang at have forvisset mig om, at det ikke stod ganske rigtig til med adskillige af mine høistærede Samtidige. Da jeg nemlig trods al Anstrængelse ikke formaaede at hæve mig til den svimlende Tanke at tvivle om Alt, besluttede jeg, for dog ogsaa at tvivle om Noget, at samle min Sjæl paa den mere menneskelige Opgave at tvivle, om alle de Philosopherende for- stode, hvad de sagde og hvad der blev sagt. Denne Tvivl beseires qui nomen osv. som har meldt sig til Tjeaeste hos Philosophiea (ordret : som har givel deres Navn). ^^o/'l] (epoché) »retirerende Tvivl« Efterl. Pap. 1844—46 S. 129 med Henvisning til Diogenes fra Laerte (IX, 70 og 76, hvor det betegner de græske Skeptikeres Standpunkt), det at suspendere sin Dom over et- hvert Phænomen. 54 ikke i Systemet, men i Livet. Men er det saaledes, hvad hjælper det da, at Philosophien beseirer alle Tvivl, naar den bliver tilbage, om Menneskene virkelig forstaae Philosophien. Denne Tvivl kan heller ikke være hverken de Vedkommende eller Philosophien ligegyldig; de Vedkommende ikke; thi de ønske jo at forstaae Phi- losophien; Philosophien ikke; thi den ønsker jo at blive forstaaet. Videnskaben er ikke misundelig paa sin Viden, den vil meddele sig til Alle, den vil, at alle Mennesker skulle komme til Sand- heds Erkjendelse. Den gjør ikke store Fordringer, den viser sig i ydmyg Skikkelse, den udtrykker sig med Kjærlighedens Nedladen- hed. Er det ikke, for at tage et enkelt Exempel, atter og atter forkyndt af Philosophiens Præster, >at det i vor Tid er en Nød- vendighed for Theologen at være Philosoph, for at kunne tilfreds- stille Tidens Fordringer.« Men er det en Nødvendighed, saa maa det jo ogsaa være en Mulighed; thi det kan selv jeg indsee, al det vilde være meget uphilosophisk af Philosophien, at ansee det for nødvendigt, der er umuligt. Enhver Theolog kan da blive Philo- soph. Det Ord: Theologen kan nemlig ikke i denne Tale tages sensu eminentiori om en eller anden enkelt udmærket begavet Theolog; thi det kan endogsaa jeg indsee, at det vilde være uphilo- sophisk af Philosophien at mene at have sagt Noget ved at sige en Tautologie; at det vilde være meget uphilosophisk af Philoso- phien at bestemme den høieste Væren indenfor en bestemmet Væren saaledes, at det var en anden Væren. Det for enhver theo- logisk Candidat saa trøstelige Udsagn vinder i opbyggende Kraft, naar man betænker de følgende Ord: »for at kunne tilfredsstille Tidens Fordring.« At det Ord: Tiden her ikke kan forstaaes om et enkelt udmærket philosophisk begavet Individ, indsees let, da det jo vilde være uphilosophisk af Philosophien at sige, at del udmærkede Individ skulde søge hos en Anden eller fordre af en Anden, hvad det nærmest maatte søge hos og fordre af sig selv. Heller ikke kan dette Ord : Tiden forstaaes om Tidens Idee, en Personification af Tiden, da det jo vilde være uphilosophisk af Philosophien at distinguere realiter mellem Tidens Idee og hiin Theolog xot' 8^oxr{V, der jo vilde være Tidens Idee. See saa god er Philosophien i disse sidste Dage, saa forskjellig fra hiin gamle vil, at alle Mennesker osv.] sml. 1. Brev til Timotheus 2. 4. Phi> losophiens Præster] Heiberg, Perseus. Nr. 1 S. 11: En speculativ Theologie er den uundganelige Fordring. sensu eminentiori i højere Forstand, = xax iioxriv (kat' exochæn). distinguere realiter sætte en virkelig Forskjel. 55 kanige Gudinde, der kun vilde elskes og tilbedes af nogle Faa, aabe^are sig for Færre. Den gjør enhver Theolog til Philosoph og gjør det, for at han kan tilfredsstille Tidens Fordring, hvilken da maa være philosophisk, hvilket igjen forudsætter, at Tiden, det er Summen af Individer, er philosophisk. Hvilket skjønt Haab for enhrer theologisk Candidat! Naar nu blot ikke den Tvivl stod tilbage, om man dog virkelig forstod hvad man sagde, og hvad der blev sagt. Hvad Theologien saaledes forkynder, det Samme forkynder alle de andre Videnskaber, da de alle gravitere til Philosophien. Som et Tutti lyder det fra alle Munde: >Philosophie er Tidens Fordring.t Og Philosophien erkjender jo Tiden for det Fornuftige, dens Fordring altsaa for en fornuftig Fordring. Jeg troer gjerne det Bedste om mine Medmennesker, og derfor troer jeg gjerne om liver Enkelt, der taler, at han forstaaer hvad han siger; men des- uagtet bliver der for mig altid et Residuum af Tvivl. Det er denne resterende Tvivl, jeg ønskede udryddet; at opnaae dette, er Hensigten med nærværende Tidsskrift. Dersom der nu er flere end jeg, der ikke ganske forstaae det Meget, Philosophien siger i vor Tid især betrælFende Theologien. wa vide de godt at skjule det; de ere, hvis (posito) de ikke ere kloge paa Philosophien, i Mangel deraf kloge paa Verden. Denne Klogskab har jeg desto værre altid manglet. Philosophien kan det, som ovenfor bemærket, ikke være ligegyldigt, om den virkelig bliver forstaaet eller ikke; og dog kan den kun ved den Vedkom- mendes Dumhed faae det at vide; thi den, der er klog, lader sig ikke mærke dermed. Min Hensigt er da at tjene Philosophien; min Qualification dertil den, at jeg er dum nok til ikke at forstaae den, ja endnu dummere — dum nok til at forraade det. Og dog kan mit Fore- tagende kun gavne Philo.sophien ; thi den kan jo ingen Skade have tdj at selv den Dummeste bliver klog paa den; den vinder netop derved sin fuldkomneste Seicr og beviser Rigtigheden af, at gjøre alle til Philosopher. Er denne Hensigt ikke god, og er den ikke en anden end deres, der hidtil have forsøgt, at udgive et philosophisk Tidsskrift, om den end deri er eens med hines at ville tjene Philo.sophien? Dog Tjenesterne ere forskjellige, Een tjener den ved sin Viisdom, en Anden ved sin Dumhed. I Forhold til denne min Hensigt har jeg alvorlig prøvet mig selv, og ved denne Selvprøvelse befundet mig at være i Besiddelse af de fornødne Egenskaber. Dette tør jeg sige uden at gjøre noget 56 Brud paa Beskedenhed og Sørametigtied. De Egenskaber, der u fordres, ere: Dumhed og Resignation. At jeg er i Besiddelse den første, det vil vct Ingen være saa hellig al afdisputere ral Hvad den anden angaaer, da fører jeg jo ved at gjøre en Tilstå else betrælTende den første et Beviis for at være i Besiddelse den sidste. Desuden vil jeg ingenlunde rose mig af dco som en Dyd; thi den vil efter al Sandsynlighed betale sig godl. Ogs; en trofast Elsker kan jo faae del Indfald, at ville friste den E skede, ikke for at hun skal tabe Noget derved, men for al hi skal vise sig i forhøiet Skjoohed for hans forelskede Blik. Phil sophien elsker jeg, Philosophien har jeg elsket fra min tidli, Ungdom. At jeg føler for megen Ærbødighed for den til at tun tillade mig at friste den i samme Forstand, som hiin Elsker dt Elskede, behøver jeg vel ikke at forsikkre. Hvad han gjør vilkaa ligt, og deri ligger netop det Feilagtige om end for Elskoven T givelige, det gjør jeg, dreven af Nødvendighed. Resultalet kan di derfor gjerne blive det samme — at Philosophien vil aabenba sig for mit elskende Blik skjønnere og herligere end nogensind Skulde der da høre saa megen Resignation til al vedkjendc s sin Svaghed, naar man tør vente dette^ Naar Alt kommer til A hvo vilde da ikke, i Mangel af noget lløiere, med Gtæde være d taabelige Spørgsmaal, der gav en ung Pige Anledning til al rødn skjønnere end nogensinde; den næsten barnagtige Eenfoldighe der bragte Viismanden til at smile betydningsfuldere end noge sinde; den Dumhed, der gav Anledning til, al en Vittighed bh sagt; den Misforstaaelse, der gav Viisdommen Anledning til at fo klare sig fatteligere end nogensinde! Som hiin Elsker vil jeg ( ikke friste Philosophien; thi vel har jeg altid elsket den; men m Kjærlighed er ikke saa lykkelig, at jeg skulde vove dumdristi) Experimenter. Frister jeg den, da er det ved Bøn og Paakaldels Jeg hører ikke (il de Mægligc, der leve paa en fortrolig Fod b» Philosophien og omgaaes den som deres Lige; jeg er som en rln) Træl i det fyrstelige Pallads. der hver Dag seer den kongelii Majestæt, skjøndt et svælgende Dyb skiller mig fra ham. Dog h: jeg, som Trællen i Palnatoke, kun eet Ønske, at maatte see den sin hele Glands. Skulde det ikke skee? Philosophien gaaer ikl som Harald Blaatand i Mørke, den tager ikke feil, tager ikke Lii skjorten istedenfor Kroningsdragten. Skulde det ikke skeef Nai viser Philosophien sig herligere end naar den bliver begribel I. AkI {Ochlenichlagers TragOdicr 1841 tT. II S. 271—72). 57 selv for de Uforstandige! Men naar Ingen vil tilstaae, at han er det, saa kan Philosophien heller ei vise sig saaledes. Er denne min Hensigt ikke skjøn, er den ikke en anden end deres, der hidtil have forsøgt at udgive et Tidsskrift. § 3. Min Forventning. Da Læseren kjender min Hensigt, saa kjender han ogsaa min Forventning; thi min Forventning er, at min Hensigt maa blive opnaaet. Jeg forventer da et lykkeligt Udfald; men til et lykkeligt Udfald hører i nærværende Tilfælde tvende Ting; at mit Fore- tagende lykkes i udvortes og mercantilsk Forstand, og at det lykkes i indvortes og videnskabelig Forstand. I udvortes Henseende betræffer min Forventning S ub se ri- benter og Medarbeidere. Erfaring har lært, at et philosophisk Tidsskrift ikke tør vente et talrigt Følge. At jeg tiltrods for Erfaringen gjerne kunde ønske mit Tidsskrift en saadan Lykke, er klart; thi at ønske er en fri Kunst. At jeg tiltrods for Erfaringen venter et lykkeligt Udfald, kan vel trænge til en Forklaring. Her er den. Mit Tidsskrift er forskjelligt fra de tidligere, altsaa tør jeg ogsaa vente en forskjellig Skjebne, da Forskjelligheden netop er af den Art, at den gjør en heldig Skjebne sandsynlig. Den, der siger, at Menneskene ere tjenstvillige, han siger hverken noget Nyt, eller noget Usandt. De ville gjerne fremhjælpe ethvert gavnligt Foretagende, og fremfor Alt, staae de Betrængte bi; kun ønske de, at deres veldædige Virksomhed, deres udviste Tjeneste bliver klar og tydelig, ikke tvetydig og disputabel. Med at være Subscribent paa mit Tidsskrift er der nu ingen Mislighed forbunden. Dersom jeg var istand til, hvad de Andre, der have forsøgt at udgive et Tidsskrift, havde til Hensigt og formaaede, at belære eller at beseire, saa var det jo tænkeligt, at det, Subscri- benten fik af mig, var kosteligere end det, jeg modtog af ham, og at saaledes han, der troede at gjøre en Velgjerning mod mig, paa en underlig Maade blev min Skyldner; ja det blev saa langt fra, at han blev den ophøiede Velgjører, at han tvertimod ved at være Subscribent kunde synes at gjøre en høist betænkelig Concession med Hensyn til sig selv. Alene denne Omstændighed maatte gjøre ham tvivlsom, og en tvivlende Mand handler ikke gjerne. Naar 58 derimod min Subscriptions-Plan kommer Læseverdenen tilhænde, da siger maaskee den Enkelte til sig selv: »lad see hvad det er Forfatteren vil — Han vil belæres — Det er der Mening i, og der- som mine mange Forretninger ikke forhindrede mig deri, skulde jeg gjerne selv belære ham. — Hvad vil Forfatteren — han vil beseires — det kan jeg begribe, og hvis mit Embede ikke krævede al min Tid, skulde jeg med Glæde gjøre Kaal paa ham, jeg der allerede i flere Aar føler mig som et oprigtigt og værdigt trium- pherende Medlem af den triumpherende Menighed da jeg imid- lertid ikke har Leilighed til nogen af Delene, saa vil jeg dog gjøre Noget for ham — jeg vil subscribere.t Der er som sagt ingen Tvetydighed mulig. Min Subscribent bliver i enhver Forstand min sande Velgjører; jeg har Intet at byde ham uden en Qvittering og en hjertelig Taksigelse. Subscribenten behøver ikke at befrygte, at jeg paa en underfundig Mande skulde fraliste ham Fordringen paa at kaldes min Velgjører, han er og bliver det i alle Maader, jeg hans Skyldner, naar han betaler Qvitteringen, naar han læser Tids- skriftet og tænker paa mit Vel, og endnu mere, hvis han virkelig kommer mig til Hjælp med Belærelse. Ethvert følende Menneske, der i Sandhed ønsker at gjøre Vel, han kan neppe gjøre noget Bedre end at subscribere paa mit Tidsskrift. Men naar jeg siger: ethvert følende Menneske, da nævner jeg en talløs Skare — see I derfor forventer jeg mange Subscribenter. Tør jeg det ikke, tør jeg ikke vente Deeltagelse? Jean Paul siger etsteds: »Menneskene cre altid villige til at hjælpe Een at bære hans Kors, naar de veed, at det er det Kors, til hvilket man skal nagles.« Hvad Med^rbeidcre angaaer, da tør jeg, som ovenfor be- mærket, ikke vente nogen Bistand. Dog dette Uheld tjener kun til fra en anden Side at belyse det Heldige i min Stilling. Fik jeg mange Medarbeidere, da beviste denne Omstændighed jo, at det var gaaet Mange, ligesom mig, at de ikke havde forstaaet Philoso- phien. Men i samme Grad som dette var Tilfældet, i samme Grad blev det jo betænkeligere med Hensyn til min Hoved-Forventning, min videnskabelige Forventning, at blive beseiret. Hvis Mange ikke havde forstaaet den, da blev dette et farligt Argument imod enhver Philosophie, især mod den, der vil forstaaes af Alle. Naar jeg derimod ingen Medarbeidere faaer, ikke en eneste, saa vinder min den triumpherende Menighed] *den triumpherende Kirke« betegnede i ældre Theologi Fuldkommenhedstilstanden efter Christi Gjenkomst. 59 lidenskabelige Forventning i den Grad Sandsynlighed, at den Knæsten bliver til Vished. Min videnskabelige Forventning er, at jeg maa vorde be- seiret, maa vinde ved at tabe, eller for at udtrykke mig paa en fiiftaade, der ganske stemmer med mine Følelser, at det maa lykkes ^ode Mennesker at gjøre mig klog paa Philosophien. Dog siger maaskee Een: >Du er for ubetydelig, Philosophien Snder det ikke Umagen værd at beseire Dig.t Viig bort afskyelige Tanke! Skulde jeg vove at troe, at der var en Eneste i min phi- ^osophiske Samtid, der kunde raisonere saa uphilosophisk. Philo- sophien vil jo være populair, vil gjøre sig forstaaelig for Alle. Jeg Tære nu saa ubetydelig som jeg være vil; jeg finde ingen Plads i alle de Processioner i Tidens Strøm, der bære en concretere Be- nævnelse, under Rubrikken: Alle slipper jeg vel med ind. Kate- gorien: Alle gjør ingen smaalig Forskjel, den tager Alle med. Der- til kommer, Philosophien er jo ikke en endelig Magt, ikke en selvkjærlig Tyran, der vil stride, men en menneskekjærlig Genius, der vil bringe alle Mennesker til Sandheds Erkjendelsc. Jeg gjør intet Oprør, det vogter jeg mig vel for, jeg søger Belærelse. Jo mere ubetydelig jeg er, desto større Triumph for Philosophien. Til den Ende spare man intet Middel, man tage mig med det Onde eller med det Gode, alt eftersom det findes tjenligt; jeg vil taale Alt, lide Alt, gjøre Alt, naar det blot maa lykkes mig at blive indviet; kun tillade man mig, aldrig at sige ja til Noget, jeg ikke Torstaaer, kun fordre man ikke af mig, at jeg skal forklare Andre, livad jeg ikke selv fatter. Maaskee siger Een: »det, der fordres af Dig, er, at Du skal tie og blive ved at hore.« Ak Herre Gud! Tiden gaaer hen. Det er jo dog urimeligt af en Philosophie, der er saa klog paa Livet, al den ypperlig ved at spotte dem, der tie og vente noget Hin- sides, veed at forklare dem, at de ere narrede, det er jo urimeligt af en saadan Philosophie at gjøre Mine til at narre mig paa en lignende Maade, eller rettere paa en værre Maade; thi den, der engang for alle opgiver det Nærværende, han haaber, men mig narrer man ved bestandig at flytte Terminen ud. Hav dog Med- lidenhed! Hvad hjalp del, at jeg om 10 Aar fik at vide, hvad jeg skulde have gjort for 10 Aar siden, saa blev jeg jo reent confun- deret. Livet er kort, man gjøre mig dog ikke Konsten altfor lang, fremfor Alt ikke længere end Livet. Skulde det koste et heell Liv at forstaae Hegel, saa vilde denne Philosophie jo indeholde den dybeste Modsigelse. 60 Dog dette behøver jeg ikke at befrygte. N'aar jeg betænke Tiden, dens Kræfter, og at jeg ingen Medarbeider faaer, saa ska jeg visselig ikke forgjeves sege Belærelse. For at bestjrke mig denne Tanke, vil jeg nu med et Par Ord omtale Tidens philoso phiske Dygtighed. Den hegelske Philosophie har nu blomstret i flere Aar he hjemme. Naar nu denne Philosophie efter at have forklaret Alt gjør et Skridt videre og forklarer sig selv, hvilken skjon Udsigt .Maaskee er det ikke lykkedes mig. al udtrykke mig ganske klart Dette skal jeg bestræbe mig for, og troer mig ogsaa nogenlundi istand dertil; thi min Uforstandighed er ikke identisk med ei laaget Ahnen. Der er een Ting, jeg veed med temmelig Bestemt hed, det er, hvad jeg ikke forstaaer; der er een Ting, jeg begjære af min Samtid, det er en Forklaring. Jeg negter altsaa ikke, a Hegel har forklaret Alt, det overlader jeg til de stærke Aander der tillige forklare det Manglende. Jeg holder mig ved Jorden o| siger: jeg har ikke forstaaet Hegels Forklaring. Heraf gjor jei igjen ingen anden Slutning end den, at jeg ikke har forslaaet ham At slutte Mere overlader jeg til de Magthavere, der I deres Person lighed linde en Bemyndigelse dertil. Jeg holder mig ved Jorden jeg staaer over i en anden Tonearl, jeg beder, jeg heder om ei Forklaring; en Forklaring vel nt mærke, som jeg kan forstaae; th det hjalp mig lidet, om der kom en Forklaring, der forklarede Al i Hegel, men saalerles, at jeg ikke kunne forstaae det Man givi mig Forklaringen, jeg tager den å tout prix. man henkaste den ti mig med et Skuldertræk, jeg skal dog takke for den. Da vi ni have mange Philosopher her hjemme, der med Iver og Held hav< omfattet denne Philosophie, saa fremgaaer deraf en glædelig For ventning for mig om den forønskede Belærelse. Skulde der desuagtet blive en Vanskelighed tilbage, saa er de min Trøst, at der i mit Fødeland ogsaa er Philosopher, der en komne ud over Hegel. Saasnart disse ved en hlle telegraphisl Eflerrelning forklare, hvor de ere komne hen, saa staaer min Til lid urokkelig til dem. Dersom jeg maatte gjore en Bøn. da vildt jeg bede, at denne Efterretning bliver i Form af en kategorisl Bestemmelse, for at den om muligt kan blive forstaaelig for mig thi den almindelige Forklaring: jeg er kommen ud over Hegel ei meget for almindelig, til at jeg formaaer at knytte en Tanke ti den; og den nærmere Bestemmelse som et Familie- og Døbe-Navt indeholder, danner en saa forfærdelig Modsætning til hiin Almin delighed, at Alt forvirres for mig. Paa dette Punkt vil jeg stra> tilstaae, at der har været mig adskillige Phænomener aldeles ufor 61 larlige. Jeg har læst philosophiske Opsatser, i hvilke hver Tanke, vert Udtryk næsten var af Hegel. Efterat have læst dem igj en- em, har jeg tænkt: hvo er nu egentlig Forfatteren. Hegel, har 5g da sagt til mig selv, er Forfatteren, den, der har skrevet Op- atsen, er hans Referent og som saadan er han paalidelig og nøi- gtig. Dette kunde jeg forstaae. Dog see! saaledes forholdt det Lg ikke, Forfatteren var en Mand, der var kommen ud over Hegel. [er stod min Forstand stille. Forfatteren siger: jeg er kommen d over Hegel; hvis Artiklen kunde tale, saa vilde den formodent- g sige: hvilken Snak. — Hegel har vidst at redigere hele den yere Philosophie saaledes, at det seer ud som afsluttede han Alt, g alt Foregaaende tenderede til ham. En Anden giver nu en gnende Fremstilling, en Fremstilling der paa et Haar er uad- killelig fra Hegels, der altsaa paa ethvert Punkt er gjennemtrængt f denne finale Tanke, og derpaa tilføier man en Slutnings Para- raph, i hvilken man bevidner, at man er kommen ud over Hegel. ler staaer atter min Forsland stille, og dog hvad er det Hele, jeg ehøver? En Ubetydelighed; to Ord er nok, en lille bitte katego- isk Bestemmelse betræfTende Forholdet til Hegel. Min videnskabelige Forventning er da, at det maa lykkes mig rods min Dumhed at blive klog paa Philosophie. Skeer dette, da r der Ingen, der har Grund til Klage. Jeg ikke, jeg vil prise mig or det lykkeligste af alle Mennesker; thi jo længere man har 'æret fra at turde haabe, desto taknemligere vil man være, jeg kal aldrig glemme alle mine Velgjørere DHrr. Subscribenter og ille de ædle Mennesker, ved hvis Hjælp jeg drev det til en lykke- ig Opkomst i Philosophien. Philosophien kan heller ikke have irrund til Klage, den vil glæde sig ved, at blive forstaaeligere for Here og Flere. Dog der kan jo ogsaa skee noget Andet; jeg kan blive erklæ- ret for at være saa dum, at Philosophien ikke engang kan indlade ;ig med mig. »I saa Fald er jo Alt tabt. Tidsskriftet maae gaae nd.« Ingenlunde! Hvor dum jeg end er, kan jeg dog indsee, at let er umuligt for Philosophien at svare saa uphilosophisk. At ivare, at jeg er saa dum, at man ikke kan indlade sig med mig, er en Slutnings Paragraph] J.L.Heibergs Afhandling »Det logiske System« Persens Nr. 2, 1838) ender (S. 44) saaledes: § 23. Excursorisk kan endnu be- nærkes . . . ., hvorvidt den hidtil givne Fremstilling er forskjellig fra den he- Selske osv. S. 5 tales der om den Hegelskc Fremstillings »Ufuldkommenheder i Detaillen«, og Sibbern fremhæver i sin Anmeldelse af Persens Nr. 1 (Maanedsskrifl Tor Litteratur XIX, 1838. S. 292), at Heiberg begynder »at gaae ud over Hegelt. 62 at bestemme mig altfor ubestemt, til at det kan sømme sig for Philosophien. Kan Philosophien ikke bestemme mig nølere, da skjonner jeg ikke rettere end, at dens Stilling ikke bliver mindre ubehagelig end min, og at vi tiltrods for vor store Forskjellighed faae et Fælledsskab. Jeg er saa dum, at Philosophien ikke kan blive mig forstaaelig. Modsætningen hertil er, at Philosophien er saa klog, at den ikke kan fatte min Dumhed. Disse Modsætninger medieres i en høiere Eenhed o: i en fælleds Dumhed. Besynder- ligt nok, saa slipper jeg dog med. Eller er det ikke saaledes, lærer Philosophien ikke, at naar det Uendelige tænkes udenfor det Endelige, saa blive begge Endeligheder? Gjentages det ikke atter og atter: ueritos est index sui et falsi? Naar da Philosophien ude- lukker Noget, da endeliggjør den sig selv. For at forhindre dette, maa den vel være villig til at forklare sig lidt nølere om min Dumhed, hvori den bestaaer. At jeg hidtil ikke har forstaaet Phi- losophien, det kan jo dog ikke være til Hinder for at komme der- til, da det jo snarere vilde være en Hindring, dersom jeg havde forstaaet den. Min Dumhed maa da betegne, at jeg mangler Mu- lighed, eller være Udtryk for Umuligheden; thi ellers kunde jo min Dumhed være en uendelig fjern Approximations-Bestemmelse til Philosophien. Min Dumhed maa da være den Græudse, der begrændser mig og derved udelukker mig fra Philosophien. Anta- ges dette, da bliver der bestandig en Vanskelighed tilbage, idet man ved at bestemme min Grændse negativt, dog bestemmer mig 1 Conlinuitet med det Andet. Saa bliver jeg da en uendelig, uen- delig, uendelig lille Stykke af en Philosoph, men jeg kommer dog med. Jeg hører til den chaotiske Masse, i hvilken de >Dannede som Intelligcntspunkter og Sjæle« udøve deres organiserende Virk- ning, ved Hjælp af dem slipper jeg da med ind i Philosophien. Dette er nu let nok sagt, men ikke saa let at forstaae; idetmindste maa man hjælpe mig med en lille Mellembcstemmelse, om hvor- ledes den, der er for dum til at forstaae Philosophien, forholder sig til den Dannede, igjennem hvem han participerer 1 den almin- delige Forstaaen af Philosophien; om det er ved at forstaae den Dannede, eller ved at misforstaae ham; om han, idet han forstaaer den Dannede, forstaaer del Samme som den Dannede forstaaer, thi da forstaaer han jo selv Philosophien; eller han forstaaer veritas est osv.^ Snndhcden anf^iver sig selv og det falske. Sml. Spinoza« Ethices purs II propos. XLIII Schol.: sicut lux se ipsain et tenebras manifestat, sic veritns nornia sul et falsi est. 63 noget Andet, og da synes det ikke ganske rigtigt at sige om ham, at han ved den Dannede participerer i den almindelige For- staaen. Men maaskee har det en anden Grund, at Philosophien ikke kan indlade sig med mig, maaskee er Forklaringen af min Dumhed den samme, som Forklaringen om Philosophien, saaledes, at den, der ikke kan forstaae Philosophien, han kan heller ikke forstaae Forklaringen om, hvorfor han ikke kan forstaae den. Forholder dette sig saaledes, da maa jeg spørge, hvilken Indflydelse denne Dumhed har paa min menneskelige Existents som saadan; om jeg ved den ophører at være et Menneske; eller om jeg, uagtet den, endnu er i Besiddelse af det, der hører et Menneske væsentligt til for at være et Menneske, det hvorved han væsentlig er Menneske. Jeg maa fremdeles spørge, om jeg tiltrods for denne min Dumhed kan blive salig ligesom andre Mennesker. Hvis saa er, da spørges, hvorved jeg da tør haabe at blive det. Om det er ved Philoso- phien? Om den maaskee har den mærkværdige Egenskab, at den gjør Alle salige, baade dem, der forstaae den, og dem, der ikke forstaae den? Hvis dette benegtes; om det da er ved min Dum- hed? Dette synes ikke rimeligt, da den netop er min Usalighed. Hvorved tør jeg da haabe at blive salig? Naar her nu nævnes noget Andet, da sporges, om dette gjør mig salig efter min Tilfæl- dighed d: efter min Dumhed; thi denne var jo det Tilfældige hos mig og hører ikke Menneskenaturen væsentlig til. Bejaes dette, saa spørges, om jeg da ikke bliver salig saaledes som andre Men- nesker, men kun saaledes som dumme Mennesker blive det. Be- jaes dette, saa spørges, hvorledes jeg kan blive salig ved at blive salig efter min Tilfældighed, da jeg jo i saa Fald maa komme i Modsigelse med det Væsentlige i mig; men en saadan Modsigelse er jo Usalighed. Svares hertil, at min Dumhed er det Væsentlige i mig, saa har jeg ophørt at være et Menneske, hvilket blev be- negtet i det Foregaaende. Bliver jeg derimod salig efter det Væ- sentlige i mig, og delle igjen er det for Menneske-Naturen Væsent- lige, saa maa jo det Samme, som gjør mig salig, ogsaa kunne gjøre alle andre Mennesker salige, ja alene gjøre dem salige; thi kun den, der bliver salig efter det Væsentlige, kun han bliver salig. Maaskee er dette ikke mere hvad det var i gamle Dage; thi i gamle Dage var det godt Philosophie at sige : inter accidentia sola, inter accidentia osv.] mellem Accidenserne alene, men ikke mellem de sub- stantielle Former hos Individer af samme Art gives der et Mere og et Mindre — 64 non auieni inter formas substantiales individuorum ejusdem speciel plus et minus reperitur. Naar da Philosophen bliver salig ved sin Philosophie, saa er dette en tilfældig Salighed. Saa er der da noget Høiere end Philosophie. Det er høiere derved, at det tager mig og lignende Stympere med. Forholder det sig saaledes, saa spørges, om man da vil vedblive at kalde Philosophien det Abso- lute? Men er den ikke det Absolute, da maa den vide at gjøre Rede for sin Grændse. Hvis jeg vilde være Digter, da vilde vel Æsthetikeren belære mig om, hvilke Egenskaber der udfordres dertil. Jeg vilde da indsee, at jeg ikke var Digter og vide at finde mig i min Skjebne. Naar Poesien derimod vilde fordre at være det Absolute, saa tør den ikke udelukke mig; thi det Absolute kan ikke være Andet end hvad der er fælleds for Alle. Jeg skjønner da ikke, at det blev nødvendigt at lade mit Tids- skrift gaae ind. Jeg er desto værre noget tungnem, og her er Meget at lære. Mit Tidsskrift kunde da vel bestaae, om min For- ventning end ikke blev opfyldt ganske efter Ønske. Dog der kunde jo ogsaa skee noget Andet; jeg kunde blive erklæret for uskikket til, at man kunde indlade sig med mig, »dog ikke saa meget formedelst min Dumhed, som paa Grund af en borneret Trods. t »I saa Fald var jo Alt tabt. Subscribenterne vilde vel falde fra, da jeg befandtes at være en uværdig Træn- gende, Tidsskriftet maatte gaae ind.t Det var i Sandhed tungt, især naar jeg betænker den Tort, der vederfores mig. Imidlertid skjønner jeg dog ikke rettere, end at efter Sandsynlighed Subscri- benterne vilde have lidt Taalmodighed med mig, indtil Philoso- phien havde forklaret sig lidt nærmere. Philosophien eier jo Sandheden, men Sandheden er og bliver dog vel den stærkeste, hvorledes er det da muligt, at en borneret Trods skulde være istand til at staae den imod. Udfaldet vilde da være utvivlsomt, med mindre den Trodsige var i Besiddelse af en næsten dæmonisk Magt, og dette kan da vel ikke være Tilfældet med mig, eller han var klog nok til at skjule sin Trodsighed, klog nok til ikke at ud- sætte sig for at blive tilintetgjort af Sandheden. Dette er jeg saa langt fra, at jeg tvertiinod ønsker min Tilintetgjørelse, fordi jeg veed, at denne er Betingelsen for, >at jeg kan staae op til en fuld- en Sætning af den scholastiske Logik. Med andre Ord er den udtalt f. Ex. i Beckmanns Institutiones logicae (Jena 1672) S. 117. »at jeg kan staae op« osv.] i Manuscriptet er her tilføjet »cfr. Perseus's Fortale«, saa der maa sigtes Ul Persens Nr. 1 S. XIV: Vel betyder Persens paa Dansk: Ødelæggeren; men hans Ødelæggen var ikke Tidens og Dødens absolut negative, men den heroiske, hvoraf en ny og ædlere Tilstand fremgaaer. 65 kommen Existents.c Vilde man desuagtet vedbKve at give min bornerede Trods Skylden for, at man ikke kunde indlade sig med mig, saa maatte dog vel Philosophien, for at tale som det sømmer sig en Videnskab og ikke snakke som det kan ventes af en Spids- borger, nærmere bestemme BeskalTenheden af den bornerede Trods, der gjør Meddelelse umulig. Jeg maatte da spørge, om denne Trods er identisk med Dumhed, om Dumheden har sin Grund i Trodsen eller Trodsen i Dumheden? Ere de identiske, saa er Sagen ført tilbage paa det Punkt, vi nys forlod. Ere de forskjellige, saa maatte jeg spørge, hvorledes? og i hvilket Forhold? Tiltager Forskjelligheden i Forholdet efter Loven for Udviklingen, saaledes at i samme Grad som Dumheden forsvinder, i samme Grad op- hører Trodsen; eller staae de i et omvendt Forhold, saaledes, at naar Dumheden er bleven forvandlet til Viisdom, da har Trodsen potenseret sig til sit Høieste? Jeg maatte fremdeles spørge, om hvorledes de da paa dette Punkt forholdt sig til hinanden; om det er muligt for Trodsen at bevare sig eller den maa segne under Viisdommens Nødvendighed. Hvis det første er Tilfældet, da spør- ges, om jeg da tiltrods for min Trods kan naae Viisdom men; naar det andet er Tilfældet, saa spørges, om jeg tiltrods for min Viisdom kan vedblive at trodse. Er det første Tilfældet, saa maa det jo være en let Sag for Philosophien at bringe mig til Viis- dommen, idet det indsees, at Viisdommen har i sig en Nødvendig- hed, der er høiere end Villiens Trods. Er det Andet Tilfældet, saa er der jo en høiere Magt end Erkjendelsen, en høiere Magt end Erkjendelsens Nødvendighed. I saa Fald spørges, hvilken denne Magt er, og hvorledes den forholder sig til Erkjendelsen; der spørges, om denne Magt ikke kan blive Gjenstand for en videnskabelig Behandling; om hvad den Videnskab hedder, der be- handler denne Sag; om dens Forhold til Erkjendelsens Videnskab; om den ved at blive en Videnskab ikke bliver Gjenstanden for Erkjendelsen; om hvilket Forhold Erkjendelsen nu indtager i For- hold til denne Magt, der viste sig at være høiere end Erkjendelsen; om den selv maa være behjælpelig, for at Erkjendelsen skal kunne forstaae den; om det blot er i dette Tilfælde, at Erkjendelsen be- høver dens Assistance, eller det altid er saa; om der dog ikke gives en Undtagelse, og hvilken denne er; om det ikke er af Vig- tighed, at dette erkjendes, førend man begynder at erkjende noget Andet; hvad det er for en Undtagelse, og hvad der af denne Om- stændighed fremgaaer med Hensyn til hiin Erkjendens Beskaffen- hed; hvilken Erkjenden det da er, Trodsen ikke formaaer at gjøre Modstand; om al Erkjenden er nødvendig Erkjenden; eller om al V. 5 66 Erkjenden i lige Grad baade er fri og nødvendig; er dette Tilfæl- det, saa formaaer denne Magt at udelukke mig fra al Erkjenden, er det ikke Tilfældet, saa formaaer den kun at udelukke mig fra en vis Art af Erkjenden; om den Art af Erkjenden, fra hvilken den formaaer at udelukke mig, paa Grund heraf er høiere, eller om den anden Art af Erkjenden af den modsatte Grund er høiere; er dette Tilfældet, saa er Philosophien jo ikke det Høieste, men kun, selv paa sit Høieste nemlig i den sidste Art af Erkjenden, en Viden om det Høieste? Jeg skjønner ikke, at det blev nødvendigt at lade mit Tids- skrift gaae ind. Jeg er desto værre noget tungnem, og her er Meget at lære. Mit Tidsskrift kunde da vel bestaae, om min For- ventning end ikke blev opfyldt ganske efter Ønske. Dog endnu eet Tilfælde vil jeg tænke mig, at Philosophien selv nedlod sig til at tale til mig. Jeg veed ikke, om jeg skal forestille mig den som en Mand eller som en Qvinde, derfor troer jeg det er bedst, at tænke mig den som en usynlig Røst, der lyder til Een, som var det fra Eens Indre, uagtet det er fra Skyerne, som taler saa menneskeligt til Een, uagtet dens Tale er guddom- melig, saa mildt og venligt, at det er en Vellyst at høre paa den, thi Philosophien er altid venlig, det er kun Philosopherne, der ere > hose. c Omtrent saaledes talede den til mig: >Du er i en Misforstaa- else, Dig er det ikke forundt at forstaae mig; dog derfor bør Du ikke vredes paa mig, thi jeg er ikke den, som skaber Mennesket; Du formaaer ikke at fatte mig. Dette siger jeg ikke for at krænke Dig, selv om Du var det eneste Menneske, der var for indskrænket dertil, mit stille, fredelige, salige Liv krænker Ingen; men Du er ikke den Eneste; hvad der gjælder om Dig, det gj ælder om mange Andre, ja det gjælder om Mængden af Mennesker, hvilken Du til- hører. Jeg er kun for de Udvalgte, for dem, der tidlig bleve mærkede i deres Vugge; og for at disse skal tilhøre mig, fordres der Tid og Fhd og Leilighed, begeistrct Kjærlighed, Høimodighed til at vove at elske haabløst, Forsagelse af Meget, som andre Men- nesker ansee for skjønt, og som ogsaa saaledes er det. Den, hos hvem jeg finder dette, ham lønner jeg ogsaa med Ideens Kys, jeg gjør Begrebets Omfavnelse frugtbar for ham; jeg viser ham, hvad det jordiske Øie ønsker, at sce Græsset groe, det viser jeg ham i en langt høiere Verden, der lader jeg ham forstaae og see, hvor- ledes Tankerne groe i hinanden fyldigere og fyldigere; hvad der er adsplittet i Sprogenes Mangfoldighed, hvad der overalt er til- stede i den Eenfoldigstes som i den Kløgtigstes Tale, det er samlet her og voxer sin stille Væxt. For Dig kan jeg ikke vise mig, af 67 Dig kan jeg ikke elskes, troe ikke, at det er fordi jeg er for stolt, Nei! men mil Væsen fører det saaledes med sig. Farvel! Fordre ikke det Umulige; priis Guderne for, at jeg er til; thi om Du end ikke fatter mit Væsen, der er dog de, der fatte det; glæd Dig da over, at de Lykkelige blive lykkelige, gjør det og Du vil ikke for- tryde det.€ Saaledes fornam jeg dens Tale. Derpaa gjensvarede jeg, idet jeg af Ærbødighed for dens ophøiede Væsen søgte at føle mine Ord saa godt som muligt, saaledes: »Hvert Ord, Du haver talet, ophøiede Væsen, har jeg fuldeligen forstaaet, om jeg end til- lige med Smerte har fattet, at jeg ikke var blandt de Lykkeliges Tal. Hvert Ord i Din Formaning har trængt helbredende ind i min Sjæl, efter først at have udryddet min tidligere Taabelighed; idet Du talte, blev mit Hjerte, der havde været sygt og mismodigt, atter sundt og glad, og idet Du talte om Din Forstaaelse med de Elskende, da var det som jeg førtes bort fra Verdens Larm, som var jeg kommen til et eensomt Sted, hvorhen Du altid vinker Dine Dyrkere. Vel indseer jeg, at det var ikke Stedet for mig; men at det maatte være herligt, at kunne komme derhen, glædeligt at bi- drage til at frede om Philosophiens stille Bolig, at ikke Verdens Larm og Møie skulde naae forstyrrende derhen; at det maatte være en skjøn Belønning herfor at see de Udvalgte straule i Din Herligheds Afglands. Og dette tillod Du jo Enhver, ogsaa mig, at bidrage Sit til. Var det ikke saaledes? O! men hvis det er saa, hvorfor taaler Du da, hvad der er skeet i disse sidste Dage! Hvor- for udsender Du ikke en af Dine Elskere, der ikke blot har Tanker i Panden, men Vrede i hans Næsebor, til at fortære de hykkelske Tilbedere, der vanhellige Dit rene Væsen, der ængste os Svage, ved at ville gjøre det til en Nødvendighed for os at forstaae Dig; thi dette maa Du ikke troe om mig, at jeg af mig selv er falden paa Sligt; det var Andres Tale og Ekempel, der forførte mig. Da vil Forvirringen ophøre, de Udvalgte ville følge Dig, og vi Andre ikke for meget sørge over, at vi bleve udelukkede; thi ikke sandt, dette tør jeg troe, at Tilværelsens Forskjellighed har sin dybeste Grund i en Eenhed i det Absolute, at Muligheden af at lade denne Een- hed komme tilsyne ikke er negtet noget Menneske, at denne Til- værelse netop ved denne Mulighed tyder hen paa en fuldkomnere, hvor Eenheden vil fuldelig gjennemtrænge Enhver, og ikke som i denne Verden betinges ved Forskjelligheden ; thi vel indseer jeg Vrede i hans Næsebor] det hebraiske Ord, der f. Hx. i Jobs Hog 4, 9 (»Vredes Aand«) gjengives ved »Vrede«, betyder egenJigt »Næse«. 68 Forskj enighedens Fuldkommenhed eller Ufuldkommenhed, dette indseer jeg med Smerte, den Lykkelige med Glæde; men jeg fatter ikke, at Forskjelligheden er Tilværelsens Fuldkommenhed, jeg troer, og ikke sandt, jeg tør troe, at den fuldkomne Tilværelse vil gjøre Enhver til Alt og Alle til lige Meget. Dette vil Du jo ikke negte. Du, der skjøndt af guddommelig Oprindelse, dog er saa menneske- lig; og er det at være menneskelig noget Andet end at troe dette"? Dette vil Du jo ikke negte, for ikke at gjøre Menneskeheden ulyk- kelig: Dine Elskere derved, at de alene bleve lykkelige; os Andre derved, at vi ikke bleve Dine Elskere.« Dersom dette skete, dersom Philosophien i sin ophøiede Sim- pelhed tiltalte mig saaledes, da kunde det synes bedst for mig jo før jo hellere at høre op. At vedblive desuagtet at bestorme Phi- losophien med mine Bønner, det var umandigt; men uagtet jeg, som jeg allerede tidligere havde opgivet Prætensionen paa at være Philosoph, nu ogsaa havde opgivet Haabet om at blive det, saa blev der jo dog, da Fleertallet af Mennesker bleve udelukkede fra Philosophien, en Mangfoldighed af Overveielser, der maatte in- teressere dem. Mit Tidsskrift er betitlet: philosophiske Overveielser. Overveielser kunde jeg nu dog vel gjerne anstille uden at være Philosoph; maaskee kunde jeg endog desuagtet kalde dem: philo- sophiske Overveielser, da der jo bestandig maa blive et confinium mellem Philosophien og den Lære, i hvilken vi Andre søge Tilhold, og i denne Henseende kunde jo Philosophien være os behjælpelig, om ikke ved Andet, saa ved at støde fra. Om der nu i vor Tid er Sandsynlighed for, at Philosophien vil forklare sig paa den Maadc eller paa en, om end bedre, dog lignende Maade, det veed jeg ikke; den Tid den Sorg. Vedbliver den derimod at blive gaadefuldere og gaadefuldere, vanskeligere og vanskeligere i sit Udtryk, vedbliver den ad den Vei at ville opnaae sit skjønne Maal at blive forstaaelig for Alle, saa kan maaskee min skjønne Forventning blive opfyldt, mit pium desiderium, at vorde Philosoph. Jeg henvender mig da trøstig til min Samtid. Jeg har ikke tvivlet om Alt, jeg henvender mig til Mænd, der have tvivlet om Alt. Hvilket skjønt Haab! Have de fundet Vished om Alt? Jeg veed det ikke; men paa nogle Punkter maae de dog vel have fundet den. Lad der ogsaa være noget Overdrevent i den philosophiske Overveielser] et saadant Skrift (i Hefter) havde S. K. vir- keligt tænkt paa at udgive, se Efterl. Pap. 1833—43 S. 327, sml. 1844—46 S. 78 fT. confinium fælles Grænselioie. pium desiderium fix>mt Ønske. 69 megen Tale, der høres angaaende Systemet; at der slet ikke skulde være Noget om det, var for frygtelig en Modsigelse, til at mit svage Hoved skulde formaae at tænke den. Bare det nu bliver et oprindelig dansk System, et fuldkomment indenlandsk Produkt, og bare jeg kommer med; om jeg end ikke blev Andet end lilbud ved det danske System, jeg skal dog være glad og fornøiet. Saa vil jeg da indtil videre haabe; haabe, at min skjønne Forventning bliver opfyldt. Til den Ende er der endnu kun een Bøn, jeg har til de Mægtige og de gode Mennesker, ved hvis Hjælp det skal skee; at man nemlig viser lidt Skaansel og Overbærelse mod mig. Man misforstaae mig ikke. Ikke er det min Mening, at man skal lade være at tale striengt til mig, at straffe mig, at sætte mig i Skammekrogen. Man bruge ethvert Middel, naar det gjøres fornødent: et lille pereat, en lille Subscription af flere Studenter og Candidater, der føle sig opfordrede til at oprøres ved min Dumhed. — Det gyser i mig, men min Iver for at komme med er saa stor, at jeg vil udholde Alt. Hvad jeg derimod mener, er, at man forsmaae enhver tilfældig Seier, forskaane mig for enhver unødvendig Ydmygelse, begge Dele, fordi de ikke gavne mig i Hovedsagen. Man forfærde mig ikke med Auctoriteter; thi det gavner jo ikke mig, at Andre have sagt eller forstaaet, hvad jeg ikke kan forstaae. Man have mig ikke til Bedste. Jeg vil anføre et Exempel. For at forhjælpe mig til en bedre Indsigt, producerer Een af mine Velgjorere en Forklaring af Aristoteles. Det lykkes mig virkelig at forstaae den; jeg er allerede ganske glad derover; men see! en saadan Forklaring lindes slet ikke hos Aristoteles, min Velgjører vilde blot forsøge, om han kunde faae mig til at troe, at Aristoteles skulde have sagt noget Saadant. I og for sig er det nu vel aldeles ligegyldigt; thi .saafremt Forklaringen virkelig forklarer Noget, er det jo ligegyldigt, om den kommer fra Aristo- teles eller fra en Tjenestepige; men for Folkesnaks Skjid og for ikke at svække min Tillid til mine Veiledere, ønskede jeg dog, at man lod det være, naar det ikke gjordes ab.solut nødvendigt. Dog pereat (lad luiin oiiikoniniej ned med ham. eu Forklaring af Ari- stoteles] af Kfterl. Pap. 1844-16 S. 40 fsnil. S. 41) ses del, at der Iiemied sig- tes til Heibergs Udtalelse om -Gjentagelsen« i Urania 1844 S. 98 (Pros. Skr. IX S. 70 IT.), hvor det bebrejdes S. K., at han ikke har