Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet/3

←
Christus er Veien
Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet
Det er Aanden der levendegjør
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Bo og Arvinger, 1851
C. A. Reitzels Bo og Arvinger
Kjøbenhavn
1851
Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu
Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu/5
73-92
III.
Apostlernes Gjerninger,
2 Cap. V. 1—12.
Denne hellige Lectie skrives i Apostlernes Gjerninger
2 Cap. V. 1—12.
Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de
alle eendraegtigen tilsammen. Og der kom pludseligen
en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt
Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde. Og
der viste sig for dem Tunger, som af Ild, der fordeelte
sig, og satte sig paa enhver af dem. Og de bleve alle
opfyldte af den Hellig Aand, og begyndte at tale med
andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige.
Men der vare Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige
Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. Der denne
Lyd hørtes, kom Mængden tilsammen, og blev
bestyrtet; thi Enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal.
Men de forfærdedes alle, og forundrede sig, og sagde
til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale,
Galilæer? Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort
eget Maal, hvorudi vi ere fødte? Parther og Meder,
og Elamiter, og vi som boe i Mesopotamia, Judæa og
Cappadocia, Pontus og Asia, i Phrygia og
Pamphylia, Ægypten, og Lybiens Egne ved Cyrene, og vi her
boende Romere, Jøder og Proselyter, Creter og
Araber? vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med
vore Tungemaal.
Bøn.
Du Hellig-Aand, Du som gjør levende, velsign Du ogsaa
denne vor Forsamling, den Talende, den Hørende; frisk fra Hjertet
skal det, med Din Bistand, komme, Du lade det ogsaa gaae til
Hjerte!
A. T. Dersom Du vil agte, ikke paa den Tale, der føres
om Hellig-Dagene i vore Kirker, men paa den, der føres om
Hverdagene, og da forresten ogsaa om Søndagen udenfor
Kirken: Du vil neppe finde Nogen, som ikke troer paa —
f. Ex. paa „Tidens Aand”. Selv Den, der tog Afskeed med
det høiere lyksaliggjort i Middelmaadighed, ja selv Den, der
længst træller i Usselhedens Hensyn eller i slet Vindings
foragtelige Tjeneste, ogsaa han troer, og fuldt og fast, paa
Tidens Aand. Nu det forstaaer sig, noget Høit er det just
egentligen heller ikke han troer paa, thi Tidens Aand er vel
ikke høiere end Tiden, holder sig ved Jorden, saa den som
Aand nærmest kunde lignes med Mosens Taager; men han
troer dog paa Aand. Eller han troer paa „Verdens Aand”.
denne stærke Aand — ja, i Tillokkelser, denne kraftige Aand
— ja, i Vildfarelser, denne sindrige Aand — ja, i Bedrag,
denne Aand, som Christendommen kalder en ond — saa det
da forsaavidt ikke er noget meget Høit han troer paa, naar
han troer paa den Aand; men han troer dog paa Aand.
Eller han troer paa „Menneske-Aanden”, ikke Aanden i den
Enkelte, men Slægtens Aand, denne Aand, der, naar den er
gudforladt ved at have forladt Gud, atter efter
Christendommens Lære er en ond Aand — saa det da forsaavidt ikke er
noget meget Høit han troer paa, naar han troer paa den
Aand; men han troer dog paa Aand.
Derimod saasnart Talen bliver om en Hellig-Aand, om
at troe paa en Hellig-Aand: hvor Mange, mener Du, troe
paa den? Eller naar Talen bliver om en ond Aand, der
skal forsages: hvor Mange, mener Du, troe Sligt?
Hvoraf kan det komme? Er det maaskee, fordi Sagen
bliver for alvorlig, naar det er en Hellig-Aand? Thi
Tidens-Aand og Verdens-Aand og Deslige, det kan jeg tale om,
troe paa, og jeg behøver ikke just at tænke noget Bestemt
derved, det er saadan en Aand, men jeg er aldeles ikke
bunden ved hvad jeg siger; og det ikke at være bunden ved hvad
man siger, er Noget man sætter Priis paa, hvor ofte høres
det ikke: jeg vil nok sige Det og Det, men jeg vil ikke være
bunden ved mit Ord. Men om at der er en Hellig-Aand
og om at troe paa en Hellig-Aand, kan man ikke tale uden
at binde sig ved sit Ord, og dernæst ikke uden at binde sig
til denne Hellig-Aand i Forsagelse af den onde Aand: dette
er altfor alvorligt, at der baade er en Hellig-Aand — o,
Alvor! — og at der for at betrygge Alvoren er en ond Aand,
hvor alvorligt! En ond Aand! Ja, den der troer paa
Tidens-Aand, Verdens-Aand, han troer jo rigtignok, efter
Christendommens Mening, paa en ond Aand; men dette et ikke hans
Mening, og forsaavidt troer han ikke, at der er nogen ond
Aand. For ham er vel i dybere Forstand denne Modsætning
god og ond slet ikke til; løs, som han er, eller opløst,
tvivlende i sin Troen, ustadig i alle sine Veie, bøiende sig for
enhver Tidens Luftning, er hans Troes-Gjenstand af samme
Art: det Luftige, Tidens Aand; eller verdsliggjort som han
er i al sin Digten og Tragten, er hans Troes Gjenstand
ogsaa derefter: Verdens Aand.
Men Christendommen, der fordrer Forsagelse af en ond
Aand, lærer, at der er en Hellig Aand. Og det er idag
denne Hellig-Aands Fest i Kirken, Pintsefesten, til Erindring
om den Dag, da Aanden første Gang blev udgydt over
Apostlene. Om denne hellig-Aand skal der derfor tales idag, hvad
vi nu ville gjøre, idet vi tale over dette Ord:
det er Aanden der levendegjør.
M. T. Der er, i Forhold til Christendommen, Intet,
hvortil ethvert Menneske af Naturen er mere tilbøieligt, end
til at tage den forfængeligt. Der er ei heller nogetsomhelst
Christeligt, ikke en eneste christelig Bestemmelse, uden at den
ved at undergaae en lille Forandring, saa man borttager en
nærmere Mellembestemmelse, bliver noget ganske Andet, Noget,
om hvilket man maa sige „dette er opkommet i Menneskets
Hjerte” — og saa er den forfængeliggjort. Paa den anden
Side der er Intet, som Christendommen med større
Aarvaagenhed og Nidkjerhed har sikkret sig imod, end mod at blive
taget forfængeligt. Der er ingen, ingen Bestemmelse af
det Christelige, uden at Christendommen først anbringer som
Mellembestemmelse: Døden, det at afdøe — for derved at
sikkre det Christelige mod at blive taget forfængeligt. Man
siger „Christendommen er den milde Trøst, er denne de milde
Trøste-Grundes Lære” — ja, det lader sig ikke negte, naar
Du nemlig først vil døe, afdøe; men det er ikke saa mildt!
Man fremstiller Christus, man siger „hører hans Stemme,
hvor mildt indbydende han kalder Alle til sig, alle Lidende,
og lover at give dem Hvile for deres Sjele” — og, i
Sandhed, saa er det, Gud forbyde, at jeg skulde sige noget Andet;
men dog, dog, førend denne Hvile for Sjelen bliver Dig til
Deel, og for at den kan blive Dig til Deel, fordres (hvad
Indbyderen ogsaa siger, hvad hans hele Liv her paa Jorden
hver evige Dag og hver evige Time af Dagen udtrykte) at
Du først døer, afdøer: er dette saa indbydende?
Saaledes ogsaa med dette Christelige: det er Aanden,
som gjør levende. Ved hvilken Følelse hænger vel et
Menneske fastere end ved Livs-Følelsen, hvad begjerer han stærkere
og heftigere end ret at føle Livet i sig, hvad gyser han mere
for, end for at døe! Men her forkyndes jo en
levendegjørende Aand. Altsaa lader os gribe til, hvo vil betænke sig,
bring os Liv, mere Liv, at Livs-Følelsen maatte svulme i
mig, som var alt Liv samlet i mit Bryst!
Men skulde dette vel være Christendom, denne rædsomme
Vildfarelse? Nei, Nei! Denne Levendegjørelse i Aanden, den
er ikke en
ligefrem
Forhøielse af det naturlige Liv i et
Menneske i
umiddelbar
Fortsættelse af og Sammenhæng
med dette — o, Gudsbespottelse, o, rædsomt saaledes at tage
Christendommen forfængeligt! — den er et nyt Liv. Et nyt
Liv, ja, og dette er ingen Talemaade, saaledes som naar vi
bruge dette Ord baade om Dit og Dat, hver Gang noget
Nyt begynder at røre sig i os, nei, et nyt Liv, bogstaveligt
et nyt Liv — thi læg vel Mærke dertil, Døden gaaer
imellem, det at afdøe; og et Liv paa den anden Side Døden,
ja det er et nyt Liv.
Døden gaaer imellem, dette er Christendommens Lære,
Du skal afdøe, just den levendegjørende Aand er Den, der
dræber Dig, det er den første Yttring af den levendegjørende
Aand, at Du maa gaae i Døden, at Du maa afdøe —
saaledes er det, for at Du ikke skal tage Christendommen
forfængeligt. En levendegjørende Aand: det er Indbydelsen;
hvo skulde ikke gjerne gribe til! Men døe først: det er
Standsningen!
Det er Aanden, som levendegjør. Ja, den levendegjør
— gjennem Døden. Thi som der staaer i en gammel Psalme,
der vil trøste Efterlevende over Tabet af de Afdøde „med
Døden vi Livet begynde”: saaledes gjælder det aandelig
forstaaet, den levendegjørende Aands Meddelelse begynder i
Døden. Tænk paa Dagens Fest! Det var jo den Aand, som
gjør levende, der idag blev udgydt over Apostlene — og det
var sandeligen ogsaa en levendegjørende Aand, det beviste
deres Liv, deres Død, derom vidner den Kirkes Historie, som
blev til just derved, at den Aand, som levendegjør, meddeeltes
Apostlene. Men hvorledes var deres Tilstand i forveien? O,
hvo har maattet lære saaledes, hvad det er at afdøe fra
Verden og fra sig selv, som Apostlene! Thi hvo har næret saa
store Forventninger, som i en vis Forstand dog en Tid
Apostlene vare foranledigjede til at nære; og hvis Forventninger
ere saaledes blevne skuffede! Sandt nok, saa kom
Paaske-Morgen, og Christus stod op af Graven, og saa kom
Himmelfarten — men hvad saa videre? Ja, han var nu
optagen i Herlighed — men hvad saa videre? O, troer Du, at
noget menneskeligt, det dristigste menneskelige Haab end i
fjerneste Maade turde indlade sig med den Opgave, der var sat
Apostlene? Nei, her maa ethvert blot menneskeligt Haab
fortvivle. Saa kom Aanden, der gjør levende — Apostlene
vare jo ogsaa døde, afdøde fra ethvert blot jordisk Haab, fra
enhver menneskelig Tillid til egne Kræfter eller til menneskelig
Bistand.
Altsaa først Døden, først maa Du afdøe fra ethvert blot
jordisk Haab, enhver blot menneskelig Tillld, Du maa afdøe
fra Din Selviskhed, eller fra Verden; thi det er kun gjennem
Din Selviskhed, at Verden har Magt over Dig, er Du
afdød fra Din Selviskhed, er Du ogsaa afdød fra Verden.
Men der er, naturligviis, Intet et Menneske hænger saa fast
ved — ja, med hele sit Selv! — som ved sin Selviskhed!
O, naar i Dødens Stund Sjel og Legeme skilles, ikke er det
saa smerteligt, som at skulle skilles fra sin Sjel i levende Live!
Og ikke hænger et Menneske saa fast ved dette sandselige Liv,
som et Menneskes Selviskhed hænger fast ved hans
Selviskhed! Lad mig tage et Exempel, dannet efter hine gamle
Fortællinger om, hvad et Menneske i ældre Tider har
prøvet i inderlig Lidelse, hvad disse uforsøgte, kloge
Tider vel ville ansee som en Fabel, der høist har lidt digterisk
Værd — lad mig tage et Exempel, og lad mig dertil vælge,
hvad vi Mennesker saa ofte tale om, og hvad der saa meget
beskjeftiger os: Elskov; thi Elskov er just en af de stærkeste
og dybeste Yttringer af Selviskhed. Altsaa, tænk Dig en
Forelsket! Han saae Gjenstanden, det var derved at han blev
forelsket; og denne Gjenstand den blev ham hans Øies Lyst
og hans Hjertes Begjering! Og han greb efter den — det
var hans Øies Lyst og hans Hjertes Begjering! Og han
greb den, han holdt den i sin Haand — det var hans Øies
Lyst og hans Hjertes Begjering! Da udgik (saa er det i
hine gamle Fortællinger) Befaling til ham: „slip denne
Gjenstand!” — ak, og det var hans Øies Lyst og det var hans
Hjertes Begjering! M. T., lad os her passe paa, for ret at see,
hvor dybt der maa trænges ind, naar egentligen Selviskheden
skal dræbes. Thi i sin Elendighed raabte han: „nei, jeg
slipper ikke, og jeg kan ikke slippe denne Gjenstand, o, hav
Medlidenhed med mig, maa jeg ikke beholde den, nu saa dræb
mig, eller saa lad den dog idetmindste blive mig frataget!”
Du forstaaer ham vel; hans Selviskhed vilde blive dybt nok
saaret ved at berøves Gjenstanden, men han fornam ganske
rigtigt, at hans Selviskhed bliver endnu dybere saaret, naar
Fordringen er, at han skal berøve sig den selv. M. T., lad
os gaae videre, for at forfølge Lidelsen dybere ind, naar
Selviskheden endnu dybere skal dræbes; lad os tage
„Gjenstanden” med. Altsaa, denne Gjenstand, som han begjerede, som
han greb, som han er i Besiddelse af, hans Øies Lyst, hans
Hjertes Begjering, denne Gjenstand, som han skal slippe, ak
hans Øies Lyst, ak hans Hjertes Begjering, denne Gjenstand,
lad os antage det for stærkere at belyse Smerten ved at
afdøe, denne Gjenstand er af samme Mening som han, at det
var grusomt at skille dem ad — og det er ham, der skal
gjøre det! Han skal slippe, hvad ingen menneskelig Magt
tænker paa at berøve ham, hvad der nu er dobbelt vanskeligt
at slippe; thi, Du kan jo tænke det saaledes, Gjenstanden
bruger Taarer og Bønner, paakalder baade Levende og Døde,
baade Mennesker og Gud, for at forhindre ham — og det
er ham, der skal slippe denne Gjenstand! Her har Du (hvis
han ellers kommer om det skarpe Hjørne og ikke gaaer fra
Forstanden) et Exempel paa det at afdøe. Thi ikke at see sit
Ønske, sit Haab opfyldt, eller at berøves det Attraaede, det
Kjereste: det kan være smerteligt nok, Selviskheden saares,
men deraf følger ikke, at det er at afdøe; og selv at maatte
negte sig, om det saa var sit kjereste Ønske: det kan være
smerteligt nok, Selviskheden saares, men deraf følger ikke, at
det er at afdøe. Nei, men selv at skulle tilintetgjøre sit
opfyldte Ønske, selv at skulle berøve sig det Attraaede man er
i Besiddelse af: det er at saare Selviskheden ved Roden, som
den blev det i Abraham, da Gud fordrede, at Abraham selv,
selv — frygteligt! — med egen Haand — o, Vandvids
Rædsel! — skulde offre Isak, Isak, den saa længe og saa
længselsfuldt forventede Gave, men ogsaa fra Gud, for hvilken
Abraham derfor meente at skulle takke gjennem hele sit Liv, men
aldrig at kunne takke noksom, Isak, hans eneste, hans
Alderdoms, Forjættelsernes Barn! Troer Du Døden kan smerte
saaledes? Jeg troer det ikke. Og i ethvert Tilfælde, naar
det er Døden, saa er det ogsaa forbi; men med det at afdøe
er det ikke saaledes forbi, thi han døer jo ikke, der ligger
maaskee et langt Liv for ham, den Afdøde.
Dette var det at afdøe. Men førend den Aand kan
komme, som levendegjør, maa Du først afdøe. O, naar jeg
stundom en Dag, eller længere Tid, kan føle mig saa
uoplagt, saa træt, saa uduelig, saa — ja, saaledes sige vi det
jo vel — næsten som var jeg død, da har jeg ogsaa sukket
ved mig selv: o, bring Liv, Liv er det jeg behøver! Eller
naar jeg anstrenget maaskee over mine Kræfter mener at
opdage, at dette kan jeg ikke holde længere ud; eller naar det
en Tidlang har været som skulde da ogsaa alt mislykkes for
mig, og jeg sank i Mismod: da har jeg sukket ved mig selv
„Liv, bring Liv!” Men deraf følger endnu ikke, at
Christendommen er af den Mening, at det er det jeg behøver. Sæt
den var af en anden Mening og sagde: „nei, døe først ganske;
det er Din Ulykke, Du hænger dog selvisk ved Livet, ved det
Liv, som Du kalder en Plage, en Byrde, døe ganske!” Jeg
har seet et Menneske segne næsten fortvivlet, jeg har hørt
ogsaa ham raabe: „bring Liv, Liv, dette er værre end Døden,
som gjør Ende paa Livet, medens jeg er som død og dog
ikke død!” Ikke er jeg den Strenge; vidste jeg noget
lindrende Ord, jeg har været villig nok til at trøste og
opmuntre. Men dog, dog, det er godt muligt, at der egentligen
fattedes den Lidende noget Andet — at han behøvede
haardere Lidelser. Haardere Lidelser! Hvo er den Grusomme,
det vover at sige Sligt? Min Ven, det er Christendommen,
den Lære som udsælges under Navn af den milde Trøst,
medens den — ja, sandeligen! — den er Evighedens Trøst
og for evigt, men den maa rigtignok tage noget haardt.
Thi Christendommen er ikke, hvad vi Mennesker, baade Du
og jeg, kun altfor gjerne ville gjøre den til, den er ingen
Qvaksalver. En Qvaksalver, han er strax til Tjeneste og
anbringer strax Lægemidlet og forkluddrer Alt.
Christendommen venter, før den anbringer sit Lægemiddel, den helbreder
ikke ved Hjælp as Evigheden for ethvert skakket lille
Ildebefindende — dette er dog vel ogsaa en Umulighed, som det
er selvmodsigende! — den helbreder ved Hjælp af Evigheden
og for Evigheden, naar Sygdommen er saaledes, at
Evigheden kan anbringes, er dertil, det er, Du maa afdøe.
Derfor Christendommens Strenghed, for ikke selv (hvad vi
Mennesker kun altfor gjerne ville forvandle den til) at blive til Vrøvl,
og for ikke at bestyrke Dig i Vrøvl. Og Rigtigheden heraf
har Du dog vistnok ogsaa selv erfaret i mindre Forhold.
Har Du ikke selv erfaret — det har jeg —, at naar Du
maaskee begyndte at vaande Dig og allerede sagde „jeg kan
ikke længere”, og saa den følgende Dag, saa blev der taget
noget strengere endnu paa Dig, og hvad saa? saa kunde Du!
Naar Hestene stønne og puste, udasede som de mene, og at
derfor en Haandfuld Havre var hvad de behøvede — men
paa den anden Side, naar saa ogsaa blot ved et Øiebliks
Standsning den svært belæssede Vogn vilde løbe tilbage ned
ad Skrenten og maaskee rive Hest og Kudsk og Alt med sig
i Afgrunden: er det saa grusomt af Kudsken, at Slagene
falde frygtelige, frygtelige som han aldrig har nænt at slaae
især det Par Heste, der ere ham (Sligt kan jo vel være
sandt) kjere som hans Øiesteen — er det grusomt eller er
det kjerligt? Er det grusomt at være, om Du saa vil,
grusom, naar det ubetinget er det Eneste, der kan frelse fra
Undergangen og hjælpe igjennem? Saaledes med at afdøe.
M. T. Saa, saa — saa kommer den levendegjørende
Aand. Naar? Ja, naar dette er skeet, naar Du er afdød;
thi som det hedder „ere vi døde med Christo, skulle vi ogsaa
leve med ham”, saaledes kan det ogsaa siges: skulle vi leve
med ham, da maae vi døe med ham. Først Døden, saa
Livet. Men naar? Ja, naar dette Første er skeet; thi det er
med den levendegjørende Aands Komme som med „Trøsterens”,
hvilken Christus lover Diciplene. Naar kommer Trøsteren?
Han kommer, naar alt det Forfærdelige, som Christus har
forudsagt om sit Liv, er kommet først, og ligeledes det
Rædselsfulde, som han har forudsagt betræffende Disciplenes Liv:
saa kommer Trøsteren. Om han kommer just i samme
Øieblik, siges ikke; kun det siges, at det er, naar dette Første
er skeet, naar denne Døen er indtraadt. Saaledes med den
levendegjørende Aands Komme.
Men den kommer, den bedrager ikke ved at udeblive.
Kom den ikke til Apostlene, bedrog den dem? Kom den ikke
senere til de sande Troende, bedrog den dem og udeblev?
Nei, den kommer — og den bringer Aandens Gaver,
Liv og Aand.
Den bringer
Tro
. „Troen”, dette er nemlig først
egentligen i strengeste Forstand Tro, denne den Hellig-Aands Gave,
efterat Døden er gaaet imellem. Thi vi Mennesker tage det
ikke saa nøie med Ordene, vi tale ofte om Tro, hvor det ikke
i strengere christelig Forsiand er Tro. Der er, efter
Natur-Gaves Forskjellighed, en stærkere eller svagere Umiddelbarhed
ethvert Menneske medfødt; jo stærkere, jo livskraftigere den
er, jo længere kan den holde ud mod en Modstand. Og
denne Udholdenhed, denne livsfriske Tillid til sig selv, til
Verden, til Menneskene, blandt Andet ogsaa til Gud, kalde
vi saa Tro. Men det er ikke i streng christelig Forstand.
Tro er mod Forstand; Tro er paa den anden Side Døden.
Og da Du døde eller afdøde fra Dig selv, fra Verden, da
døde Du tillige fra al Umiddelbarhed i Dig selv, ogsaa fra
Din Forstand. Det er, naar al Tillid til Dig selv, eller til
menneskelig Bistand, ogsaa, umiddelbart, til Gud, naar
enhver Sandsynlighed er indsluttet, naar det er mørkt som i
den mørke Nat — det er jo ogsaa Døden vi beskrive: da
kommer den levendegjørende Aand og bringer Troen. Denne
Tro, den er stærkere end hele Verden, den har Evighedens
Kræfter, den er Aandens Gave fra Gud, den er Din Seier
over Verden, i hvilken Du mere end seirer.
Og Aanden bringer dernæst
Haabet
, i strengeste
christelige Forstand Haabet, dette Haab, der er Haab mod Haab.
Thi der er i ethvert Menneske umiddelbart et Haab; det kan
i den Ene være livsstærkere end i den Anden, men i Døden
(ɔ: naar Du afdøer) døer ethvert saadant Haab, og
forvandler sig til Haabløshed. I denne Haabløshedens Nat — det
er jo Døden vi beskrive — kommer saa den levendegjørende
Aand og bringer Haabet, Evighedens Haab. Det er mod
Haab, thi ifølge hiin blot naturlige Haaben var der intet
Haab mere, altsaa er dette Haab mod Haab. Forstanden
siger: „nei, der er intet Haab”; dog Du er jo afdød fra
Din Forstand, forsaavidt tier den vel, men kommer den
nogensinde til Orde igjen, den vil strax begynde, hvor den slap
„der er intet Haab” — og den vil vel spotte dette nye
Haab, Aandens Gave, som de paa Pintsefesten forsamlede
Kloge og Forstandige spottede Apostlene, og sagde: de ere
berusede af ung Viin, saaledes vil den spotte Dig og sige til
Dig „Du maa have været beruset den Gang Du kunde
falde paa Sligt, idetmindste maa Du have været fra
Forstanden” — der er ei heller Nogen nærmere til at vide det
end Forstanden, og det er overmaade forstandigt sagt af
Forstanden, thi at afdøe er ogsaa at afdøe fra Forstanden,
og den levendegjørende Aands Haab er mod Forstandens
Haab. „Det er til at fortvivle over, at der intet Haab er”,
siger Forstander, „dog det kan man endnu forstaae. Men at
der paa den anden Side af dette (at der intet Haab er)
skulde være et nyt Haab, ja Haabet: det er, saasandt jeg
hedder Forstanden, det er Galskab! Men Aanden, som gjør
levende, hvad „Forstanden” ikke gjør, siger og vidner:
„Haabet” er mod Haab. O, Du, som maaskee indtil Fortvivlelse
kæmper i Haabløshed, forgjeves, for at finde Haab, ikke sandt,
det er dette, Du ligesom trodser paa, at Du mener ubetinget
seierrigt at kunne gjøre det indlysende selv for et Barn, selv
for det dummeste Menneske, at for Dig er intet Haab; og det
er maaskee just dette, der forbittrer Dig, at man vil sige Dig
imod. Nu saa betro Dig til „Aanden”; thi den kan Du
tale med, den giver Dig strax Ret, den siger „det er ganske
rigtigt, der er intet Haab, og det er mig saare vigtigt, at
dette fastholdes, thi just deraf beviser jeg, Aanden, at der er
Haab: Haabet er mod Haab.” Kan Du forlange mere, kan
Du tænke Dig nogen Behandling mere betegnet just paa Din
Tilstand i Lidelsen: Du faaer Ret, der er intet Haab; Du
faaer Ret, det trængte Du til, og Du trængte til, hvad Du
ogsaa bliver, at forskaanes for alt dette Pjat, alle disse
ækle Trøstegrunde, Du faaer Lov til, hvad der gjør saa godt,
tilgavns at blive syg i Fred for alle Qvaksalverne, Du faaer
Lov til, hvad der ender Smerten og stiller Uroen, at lægge
Dig om paa den anden Side for at døe, fritagen fra Deres
usalige Lægebehandling, der ikke kunne bringe nyt Liv, men
piinagtigt stræbe at holde Dig i Live eller forhindre Dig i
at afdøe — og saa faaer Du ovenikjøbet „Haabet”, som er
mod Haab, Aandens Gave!
Endelig bringer Aanden ogsaa:
Kjerligheden
. Jeg
har paa andre Steder stræbt at vise hvad man ikke ofte nok
kan indskærpe og aldrig gjøre tydeligt nok, at hvad vi
Mennesker prise under Navn af Kjerlighed, at det er
Selvkjerlighed, og at, naar vi ikke passe paa dette, at da hele
Christendommen forvirrer sig for os.
Først naar Du er afdød fra Selviskheden i Dig og
derved fra Verden, saa Du ikke elsker Verden, ei heller de Ting
som ere i Verden, end ikke selvisk elsker et eneste Menneske —
naar Du i Kjerlighed til Gud har lært at hade Dig selv:
først da kan der være Tale om den Kjerlighed, som er den
christelige. Efter vore blot menneskelige Begreber hænger
Kjerligheden umiddelbart sammen med vort Væsen; vi finde det
derfor i sin Orden, at den er stærkest i de yngre Dage, da
Hjertet har hele sin umiddelbare Varme og Begeistring, i
Hengivenhed aabner sig for Andre, i Hengivenhed slutter sig
til Andre. Saa finde vi det, om ikke i sin Orden, dog at
være Tingenes sædvanlige Gang, at efterhaanden som et
Menneske bliver ældre, slutter hans Væsen sig mindre til
Andre, mere sammen, aabner sig ikke saaledes modtagende,
giver sig ikke saaledes aabent hen — hvilket vi ogsaa forklare
som en sørgelig Følge af sørgelige Erfaringer. Ak, thi dette,
saa sige vi, dette Ungdommens, ogsaa vor Ungdoms glade,
elskende, tillidsfuldt sig aabnende, ganske sig hengivende Hjerte
— hvis dette ellers ganske er saa — det blev skuffet, saa ofte,
saa bittert; jeg maatte i bittre Erfaringer lære Menneskene
at kjende fra en ganske anden Side, og derfor — alsaa det
er derfor! — sluttes saa ogsaa en Deel af Kjerligheden i
mit Bryst.
O, min Ven, hvorledes troer Du Apostlene havde lært
Menneskene at kjende, synes Dig fra den fordeelagtige Side?
Sandeligen dersom nogensinde Nogen — dog blandt dem,
der altid ere paa Farten i megen Talen om dette
Ungdommens varme, fulde, elskovsfulde, venskabsfulde Hjerte, findes
neppe nogen Saadan — har været berettiget til at sige „jeg
har lært Menneskene saaledes at kjende, at jeg veed, de
fortjene ikke at elskes”: da var det Christi Apostle! Og dette er
forbittrende; det er saa naturligt, at ønske at finde hos Menneskene,
hvad man kan elske, og det er dog billige Vilkaar, naar det
der søges ikke er de Andres, eller er, ene de Andres Vel. Intet
Saadant at sinde, at finde det Modsatte deraf, at finde det
efter den Maalestok som Apostlene: o, det er til at tage sin
Død over! Og det gjorde Apostlene ogsaa i en vis Forstand:
de døde, Alt blev mørkt omkring dem — det er jo Døden
vi tale om! — da de havde gjort den frygtelige Erfaring:
at Kjerligheden ikke elskes, at den hades, at den bespottes,
at den bespyttes, at den korsfæstes i denne Verden, og
korsfæstes, medens den dømmende Retfærdighed roligt vasker sine
Hænder, og medens Folkets Stemme er høirøstet for Røveren.
Saa svore de vel denne ukjerlige Verden evigt Fjendskab?
aa, ja, i en vis Forstand, thi Kjerlighed til Gud er Had
til Verden, men forresten nei, nei, ved at elske Gud, for at
de maatte blive i Kjerlighed, forenede de sig, saa at sige, med
Gud om at elske denne ukjerlige Verden — den
levendegjørende Aand bragte dem Kjerligheden. Og saa besluttede
Apostlene, i Lighed med Forbilledet, at elske, at lide, at
udholde Alt, at offres for at frelse den ukjerlige Verden. Og
dette er Kjerlighed.
Saadanne Gaver bragte den levendegjørende Aand
Apostlene paa Pintsedagen: o, at Aanden ogsaa vilde bringe
os saadanne Gaver, sandeligen det gjøres vel behov i disse
Tider.
M. T., jeg har endnu et Ord, jeg vilde sige; men jeg
vil indklæde det i en Fremstilling, som maaskee ved første
Øiekast vil synes Dig mindre høitidelig. Dog gjør jeg det
med Flid og velbetænkt, fordi jeg mener, at det maaskee just
saaledes vil gjøre et sandere Indtryk paa Dig.
Der var engang en Rigmand; han lod i Udlandet kjøbe
i dyre Domme et Par aldeles feilfrie og udmærkede Heste,
som han vilde have til sin egen Fornøielse og Fornøielsen af
selv at kjøre. Saa gik der vel omtrent et Aar eller to.
Dersom Nogen, som tidligere havde kjendt disse Heste, nu
saae ham kjøre dem, han vilde ikke kunde kjende dem igjen:
Øiet var blevet mat og døsigt, deres Gang uden Holdning
og Sluttethed, Intet kunde de taale, Intet udholde, neppe
kunde han kjøre en Miil uden at han maatte tage ind
underveis, stundom gik de istaa ligesom han allerbedst sad
og kjørte, derhos havde de faaet allehaande Nykker og Vaner,
og uagtet de naturligviis fik Foder i Overflod, skæmmede de
sig Dag for Dag. Da lod han Kongens Kudsk kalde. Han kjørte
dem i en Maaned: der var paa hele Egnen intet Par Heste,
der bar Hovedet saa stolt, hvis Blik var saa fyrigt, hvis
Holdning saa skjøn, intet Par Heste, der saaledes kunde holde
ud at løbe om det var syv Miil i eet Træk, uden at der
toges ind. Hvori stak det? Det er let at see: Eieren, der,
uden at være Kudsk, gav sig af med at være Kudsk, han
kjørte dem efter Hestenes Forstand paa hvad det er at kjøre;
den kongelige Kudsk kjørte dem efter Kudskens Forstand paa
hvad det er at kjøre.
Saaledes med os Mennesker. O, naar jeg tænker paa
mig selv og paa de Utallige, jeg har lært at kjende, da har
jeg ofte sagt med Veemod til mig selv: her er Evner og
Kræfter og Forudsætninger nok — men Kudsken mangler.
Gjennem længere Tid er fra Slægt til Slægt vi Mennesker
blevne, om jeg saa tør sige, kjørte (for at blive i Billedet)
efter Hestenes Forstand paa hvad det er at kjøre, vi ere
styrede, dannede, opdragne efter Menneskets Begreb om, hvad
det er at være Menneske. See, deraf hvad vi mangle:
Opløftelse, og hvad deraf følger igjen, at vi kun kunne
udholde saa lidet, utaalmodige bruge strax Øieblikkets Midler,
og utaalmodigen øieblikkeligt ville see Løn for vort Arbeide.
hvilket just derfor bliver derefter.
Engang var det anderledes. Der var en Gang, da det
behagede Guddommen selv, om jeg saa tør sige, at være
Kudsk; og han kjørte Hestene efter Kudskens Forstand paa
hvad det er at kjøre. O, hvad formaaede et Menneske ikke
den Gang!
Tænk paa Dagens Text! Der sidder tolv Mennesker, alle
tilhørende den Classe af Samfundet, som vi kalde den menige
Mand. De have seet Ham, de tilbad som Gud, deres Herre
og Mester korsfæstet; som aldrig nogensinde Nogen end i
fjerneste Maade kan siges det, kan de siges at have seet Alt
tabt. Det er sandt, han er derpaa seierrigt faret til Himlen
— men saa er han jo ogsaa borte: og nu sidde de og vente
paa, at Aanden skal meddeles dem, for saa, forbandede af
det lille Folk, de tilhøre, at forkynde en Lære, der vil reise
hele Verdens Had mod dem, det er Opgaven; disse tolv
Mennesker skulle omskabe Verden — og, efter den rædsomste
Maalestok, mod dens Villie. I Sandhed her staaer
Forstanden stille! Blot ved nu, saalænge efter, at gjøre sig en
svag Forestilling derom: Forstanden staaer stille — hvis man
da ellers har nogen; det er som skulde man gaae fra
Forstanden — hvis man da ellers har nogen Forstand at
gaae fra.
Det er Christendommen, der skal igjennem. Og disse
tolv Mennesker, de trak den igjennem. De vare i een
Forstand Mennesker som vi — men de vare godt kjørte, ja, de
vare godt kjørte!
Saa kom den næste Slægt. De trak Christendommen
igjennem. De vare Mennesker ganske som vi — men de
vare godt kjørte! Ja, sandeligen det vare de! Det var med
dem som med hiint Par Heste, da den kongelige Kudsk kjørte
dem. Aldrig har nogensinde et Menneske løftet sit Hoved
saa stolt i Opløftelse over Verden, som de første Christne
gjorde det i Ydmyghed for Gud! Og som hiint Par Heste
kunde løbe om det saa var syv Miil, uden at der blev gjort
Holdt for at puste: saaledes løb disse, de løb halvfjersindstyve
Aar i eet Træk uden at komme af Selerne, uden at der blev taget
ind nogetsteds, nei, stolte som de vare det i Ydmyghed for
Gud, sagde de: „det er ikke noget for os at ligge og nøle
paa Veien, vi gjøre først Holdt — ved Evigheden!” Det var
Christendommen, der skulde igjennem! de trak den ogsaa
igjennem, ja, det gjorde de; men de vare ogsaa godt kjørte,
ja det vare de!
O, Hellig-Aand — vi bede for os og for Alle — o,
Hellig-Aand, Du som gjør levende; her fattes jo ikke Evner,
ikke Dannelse, ikke Klogskab, snarere er her vel for meget
deraf; men hvad der fattes, er, at Du tager, det som er os til
Fordærvelse, Magten fra os, og at saa Du tager Magten
og giver Livet. Vistnok er det for et Menneske ikke uden
Gysen som Dødens, naar Du, for at blive Magten i ham,
tager Magten fra ham: o, men hvis selv Dyre-Skabninger
i et senere Øieblik forstaae, hvor godt det dog var dem, at
den kongelige Kudsk tog Tømmerne, hvad vistnok først indjog
dem en Gysen, og hvad deres Sind, men forgjeves, oprørte
sig mod — skulde da ikke et Menneske snart kunne forstaae,
hvilken Velgjerning det er mod et Menneske, at Du tager
Magten, og giver Livet!
