Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet/2

←
Hvad der fordres for til sand Velsignelse at betragte sig i Ordets Speil?
Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet
Christus er Veien
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Bo og Arvinger, 1851
Det er Aanden der levendegjør
→
C. A. Reitzels Bo og Arvinger
Kjøbenhavn
1851
Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu
Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu/5
53-72
II.
Apostlernes Gjerninger,
1 Cap. V. 1—12.
Denne hellige Lectie skrives i Apostlernes Gjerninger
1 Cap. V. 1—12.
Den første Beretning skrev jeg, o Theophile! om alt
det, som Jesus foretog sig baade at gjøre og lære,
indtil den Dag, han blev optagen, efterat han havde
givet Apostlerne, hvilke han havde udvalgt, Befaling
ved den Hellig Aand; for hvilke han og, efterat han
havde liidt, fremstillede sig levende, med mange
Beviisninger, da han blev seet af dem i fyrretyve Dage,
og talede om det, som hører til Guds Rige. Og der
han havde forsamlet dem, befoel han dem, at de skulde
ikke vige fra Jerusalem, men oppebie Faderens
Forjættelse, hvilken, sagde han, I have hørt af mig. Thi
Johannes døbte vel med Vand, men I skulle døbes
med den Hellig Aand, om ikke mange Dage. Som de
nu vare forsamlede, spurgte de ham, og sagde: Herre,
vil du paa denne Tid oprette Israel Riget? Men han
sagde til dem: det tilkommer ikke Eder at vide Tid og
Stund, hvilke Faderen haver forbeholdt sin egen Magt.
Men I skulle annamme den Hellig Aands Kraft, som
skal komme over Eder; og I skulle være mine Vidner,
baade i Jerusalem og i det ganske Judæa og
Samaria, og indtil Jordens Ende. Og der han dette havde
sagt, blev han optagen i det de saae derpaa, og en
Sky tog ham bort for deres Øine. Og som de
stirrede op mod Himmelen, der han foer hen, see, da stode
to Mænd hos dem i hvide Klæder, hvilke og sagde:
I galilæiske Mænd, hvi staae I, og see op til
Himmelen? Denne Jesus, som er optagen fra Eder til
Himmelen, skal komme igjen saaledes, som I have seet
ham fare til Himmelen.
Bøn.
Herre Jesus Christus, Du som forudvidste Din Skjebne, og
dog ikke drog Dig tilbage; Du som saa lod Dig føde i Armod
og Ringhed, derpaa, i Armod og Ringhed, bar Verdens Synd,
en Lidende, indtil Du, forhadt, forladt, bespottet, bespyttet,
endeligen endog forladt af Gud bøiede Dit Hoved i den forsmædelige
Død: o, Du opløftede det dog igjen, Du evige Seierherre, Du der
vel ikke seirede over Dine Fjender i Livet, men i Døden seirede
endog over Døden; Du opløftede, for evig seierrig, igjen Dit
Hoved, Du Himmelfarne! At vi maatte følge Dig efter!
Christus er Veien.
Christus er Veien. Det er hans egne Ord, saa maa det
vel være Sandhed.
Og denne Vei er
trang
. Det er hans egne Ord, saa
maa det vel være Sandhed. Ja, om han end ikke havde
sagt det, det vilde dog være Sandhed. Her har Du Exemplet
paa, hvad det at „prædike” i høieste Forstand er. Thi om
Christus end aldrig havde sagt „den Port er snever, og den
Vei er trang, som fører til Livet”, see paa ham, og Du seer
strax: den Vei er trang. Men dette er jo en ganske
anderledes stadig og ganske anderledes indtrængende Forkyndelse
af, at Veien er trang, det, at hans Liv hver evige Dag,
hver Time, hvert Øieblik udtrykker: Veien er trang — end
hvis hans Liv ikke havde udtrykt det, og han da nogle Gange
havde forkyndt: Veien er trang. Du seer tillige her, at det
er den størst mulige Afstand fra den sande Christendoms
Forkyndelse, at en Mand, hvis Liv hver Dag, hver Time paa
Dagen, hvert Øieblik udtrykker det Modsatte, at han
forkynder i en halv Times Tid det Christelige. En saadan
Forkyndelse forvandler det Christelige til lige det Modsatte. I
hiin gamle Psalme („o store Gud vi love Dig”), som nævner
de forskjellige Ordets Forkyndelser, nævnes derfor heller ikke den
Art Forkyndelse, en Opfindelse fra en senere Tid — „da
Christendommen fuldkommen har seiret.” I Psalmen hedder
det „Propheterne kundgjorte Dig” (Gud); de vare de Første
i Tiden. Dernæst „Apostlerne forkyndte Dig.” Det er det
Overordentlige: Propheter og Apostle. Nu kommer der en
heel Skare, et Mylder af Mennesker — der kommer da baade
Du og jeg med kan jeg tænke — ja, hør nu „Og
Martyrskaren priste Dig i Dødens Stund høitidelig.” Og saa er
det forbi. Dette er den sande Forkyndelse af Læren om, at
Veien er trang; Forkynderen spotter ikke sig selv, som hvis
den Vei, han selv gik, var let, medens han dog (maaskee
rørt, overbevisende, maaskee ikke uden Taarer — dog maaskee
det ogsaa falder ham let at græde!) forkynder, at „Veien” er
trang, nemlig ikke den, han gaaer ad. Nei Forkynderens
Liv udtrykker Læren: Veien er trang; der er kun een Vei,
den ad hvilken Forkynderen gaaer, forkyndende, at „Veien” er
trang. Der er ikke to Veie, en let, banet, ad hvilken
Forkynderen gaaer, forkyndende, at „Veien” er trang, nemlig den
sande Vei, den Vei, som han ikke gaaer ad, saa hans
Forkyndelse indbyder Menneskene at følge Christum efter ad den
trange Vei, medens hans Liv, og det øver naturligviis en
langt større Magt, indbyder dem at følge Forkynderen efter
ad den lette, banede Vei. Er dette Christendom? Nei,
christeligt, skal Liv og Forkyndelse udtrykke det Samme, dette
Samme: „Veien” er trang.
Og denne Vei, som er Christus, denne trange Vei, den
er
trang i sin Begyndelse
.
Han fødes i Armod og Usselhed; næsten fristes man til
at tænke, at det ikke er et Menneske, der her fødes — han
fødes i en Stald, svøbes i Klude, lægges i en Krybbe,
forunderligt nok, dog allerede som Barn efterstræbt af
Magthaverne, saa de fattige Forældre maae flygte med ham. Det
er i Sandhed endog en sær trang Vei; thi, naar man fødes
i Høihed, f. Ex. som Thronarving, ja, saa kan det vel hænde,
at man bliver Gjenstand for de Mægtiges Efterstræbelser;
men at fødes i en Stald og svøbes i Klude — det er Armod
og Fattigdom, som kan være Trang nok; men saa pleier man
ogsaa at være fritagen for Efterstræbelser af de Mægtige.
Men som han ikke synes ved Fødselen bestemt til Høihed,
saa blev det ogsaa saaledes, omtrent som det var ved
Begyndelsen: han lever i Armod og Ringhed, har ikke Det,
hvortil han kan helde sit Hoved.
Dette vilde vel allerede omtrent være nok, for at der,
menneskelig talt, maatte siges om en Vei, at den er trang;
Og dog er dette vel det Letteste paa den trange Vei.
Veien er ganske anderledes trang, og lige fra
Begyndelsen. Thi hans Liv er lige fra Begyndelsen en
Fristelses-Historie; det er ikke blot et enkelt Afsnit af hans Liv, de
fyrgetyve Dage, der er Fristelsens Historie, nei hans Liv (som
det ogsaa er: Lidelses-Historien) er Fristelses-Historien. Han
er i ethvert Øieblik af sit Liv fristet — det vil sige, han har
denne Mulighed i sin Magt, at tage sit Kald, sin Opgave
forfængeligt. I Ørkenen er det Satan, der er Fristeren,
ellers er det Andre, som udføre Fristerens Rolle, snart
Folket, snart Disciplene, maaskee ogsaa engang, især i
Begyndelsen, de Mægtige have forsøgt sig deri, i at friste ham til at
verdsliggjøre sit Kald, sin Opgave — og saa var han, paa
den ene eller paa den anden Maade, blevet noget Stort i
Verden, Konge og Hersker, hans elskede Disciples eneste Ønske,
saa han jo kunde være fristet til for deres Skyld at give lidt
efter, istedetfor, menneskelig talt, at maatte gjøre dem saa
ulykkelige som muligt. Som da Andre med uhyre Anstrengelse
lige fra Begyndelsen kæmpe for at blive Konge, Hersker: med
en uendelig større Anstrengelse har han lige fra Begyndelsen
maattet værge sig imod, at man ikke gjorde ham til Konge
og Hersker. O, trange Vei! Trangt nok, naar Lidelsen er
den uundgaaelige, naar der ingen Udvei er: trangere Vei,
naar der i ethvert Lidelsens Øieblik (ak, og ethvert Øieblik
var Lidelse! er denne — frygtelige! — Mulighed, som
næsten paanødes ham, denne Mulighed, saa let at kunne
skaffe mere end Lindring, Seier og Alt hvad et jordisk Hjerte
kunde begjere! Trange Vei, hvilken dog saa mangen sand
Efterfølger har maattet tilbagelægge, om end efter en mindre
Maalestok! Det almindelige Menneskelige er, at hige efter at
blive anseet for noget Stort; og det almindelige Falskneri er
at udgive sig for noget mere end man er. Den religieuse
Lidelse begynder anderledes. Ved Forholdet til Gud føler
den Kaldede sig saaledes mægtig, at han ikke just fristes af
Higen efter at blive anseet for mere. Nei, men i samme
Øieblik gaaer der en Døds-Angest igjennem ham; thi han
forstaaer: den Art Begavethed pleier at være den visse
Undergang. Og saa er Fristelsen den, at sige mindre om sig
selv end hvad sandt er. Det vil Ingen, Ingen kunde vide
med ham, uden Gud; og gjør han det, saa venter Fryd og
Jubel og Herlighed ham, thi saa seirer han — han skal
altsaa just værge sig mod at seire. Trange Vei!
Veien er trang lige fra Begyndelsen; thi han veed lige
fra Begyndelsen forud sin Skjebne. O, frygtelige Vægt af
Lidelse ligefra Begyndelsen! Der var Mangen, Mangen, som
gik freidig, næsten jublende i Kampen med Verden; han
haabede paa, at han skulde seire. Dette skeete ikke
saaledes, Sagen fik en anden Vending; men selv i det
Øieblik, da det saae allermeest ud som den uundgaaelige
Undergang, selv i det Øieblik var der dog maaskee i ham en
menneskelig Haaben, at endnu kunde det vende sig til Seier,
eller en gudfrygtig Haaben, at endnu kunde det Alt vende
sig til Seier, da Alt er muligt for Gud. Men Christus
vidste sin Skjebne fra Begyndelsen, vidste at den var
uundgaaelig — han vilde den jo selv, han gik jo selv frit i
den! Frygtelige Viden lige fra Begyndelsen! Da Folket, i
Begyndelsen af hans Liv, jubler ham imøde, han veed i
det Øieblik, hvad det betyder: at det er dette Folk, der
vil raabe „korsfæst!” „Hvorfor vil han da indlade sig med
Folket?” Formastelige, vover Du at tale saaledes til
Menneskeslægtens Frelser! Nu gjør han atter en
Kjerlighedens Gjerning mod dette Folk (og Andet var da hans
hele Liv ikke), men han veed i samme Øieblik, hvad det
betyder, at ogsaa denne Kjerlighedens Gjerning hører med
for at bringe ham paa Korset; havde han her elsket sig
selv og ladet være at gjøre Kjerlighedens Gjerning, saa
var maaskee hans Korsfæstelse blevet tvivlsom. „Men saa
kunde han jo ladet den Gjerning være!” Formastelige,
vover Du at tale saaledes til Verdens Frelser! O, trange
Vei! Trange Vei, hvilken dog mangen sand Efterfølger har
maattet tilbagelægge, om end efter en mindre Maalestok!
Det er for et menneskeligt Hjerte en glædelig
Fornemmelse, at forvisse sig om, hvilke Kræfter der ere ham
forundte. Saa er der et Øieblik i Begyndelsen da „den
Kaldede” ligesom løfter paa sine Kræfter, glad og
taknemmelig som et Barn for hvad ham forundtes. Og som et
Barn begjerer han maaskee endnu mere, dog ydmygt; og det
indrømmes ham. Og endnu mere, som indrømmes. Han
overvældes næsten selv, han siger „nei, nu begjerer jeg ikke
mere.” Men det er som var der en Stemme, der sagde til
ham „o, min Ven, det er kun en ringe Deel af hvad Dig
er forundt.” Da blegner han, den Kaldede, han synker
næsten afmægtig sammen, han siger „o, min Gud, jeg
forstaaer det; saa er da min Skjebne allerede afgjort, mit Liv
indviet til Lidelse, offret. Og det skal jeg allerede nu kunne
forstaae!” Trange Vei!
Ja, Veien er trang lige fra Begyndelsen; thi han veed
ligefra Begyndelsen , at hans Arbeiden er at modarbeide sig
selv. O, trang kan den vel være den Vei, hvor Du dog
faaer Lov at bruge alle Dine Kræfter for at trænge igjennem,
saa Modstanden er udenfor Dig; men naar Du skal bruge
Dine Kræfter til at modarbeide Dig selv: det er som
var det uendelig for Lidet sagt, at sige den Vei er trang,
den er jo snarere ufremkommelig, spærret, umulig, afsindig!
Og dog er den Vei, om hvilken det gjælder, at Christus er
Veien, den er just saaledes trang. Thi det Sande, det
Gode, hvilket han vil — dersom han ikke slipper det, dersom
han arbeider for det af al sin Evne, saa arbeider han sig i
den visse Undergang. Og paa den anden Side, dersom han
for hurtigt sætter hele Sandheden ind, saa vil hans
Undergang komme for tidligt; han maa altsaa, modarbeidende sig
selv, en Tidlang synes at gaae ind i Sandsebedragene for
desto dybere at sikkre Undergangen. Trange Vei! At gaae
ad den Vei det er strax ved Begyndelsen som det at døe!
Almægtigt ligesom at løfte paa Almagts-Kræfter; at være
Menneske, og saaledes egnet til at kunne gjennemlide alle
menneskelige Lidelser: og saa at skulle bruge disse
Almagts-Kræfter for at modarbeide sig selv, at vide det lige fra
Begyndelsen — o, lige fra Begyndelsen trange Vei!
Og denne Vei, som er Christus, denne trange
Vei bliver saa i sin Fremgang trangere og
trangere indtil det Sidste, indtil Døden.
Den bliver trangere; altsaa, den bliver ikke lidt efter
lidt lettere. Nei, en Vei, der lidt efter lidt bliver lettere,
om den gjælder det ikke, at Christus er Veien. En saadan
Vei er den, ad hvilken den menneskelige Klogskab og Forstand
gaaer. Een har maaskee mere Klogskab, større Forstand end
en Anden, formaaer derfor at vove og holde længere ud,
men bestandigt gjælder, at Forstanden og Klogskaben kan
beregne, at naar der saa den længere eller kortere Tid er
udholdt Lidelse og Anstrengelse, saa bliver Veien lettere, og
man seirer endnu i Livet. Derimod, en Vei, som bliver
trangere og trangere indtil det Sidste: ad denne Vei gaaer
Klogskab og Forstand aldrig — „det var jo Galskab.”
Dog hvad enten det nu er Galskab eller Klogskab, det
er saaledes: den trange Vei bliver trangere.
„Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde
jeg, at den var optændt allerede!” Det er et Suk — Veien
er trang. Et Suk! Hvad er et Suk? Et Suk betyder, at
der er Noget indespærret derinde, Noget, som vil ud, men
som dog ikke kan, eller ikke maa komme ud, Noget som vil
have Luft; saa sukker et Menneske og giver sig Luft (for ikke
at omkomme) idet han tager efter Luft for ikke at omkomme.
Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg,
at den var optændt allerede! Hvorledes skal jeg beskrive denne
Lidelse! Lad mig forsøge det; men lad mig strax forud
tilbagekalde Forsøget og sige, det er kun et afmægtigt Intet,
hvis det skulde beskrive Lidelsen. Tænk Dig da et Skib,
men Du kan jo tænke det uendelig større end noget, der er
seet i Virkeligheden, tænk Dig, for dog at sige Noget, at det
kunde rumme hundrede tusinde Mennesker. Det er i Krigstid, i
Slaget — og Krigens Plan fordrer: det maa sprænges i
Luften. Tænk Dig den Styrende, som skal antænde denne
Ild! Og dette er dog kun et usselt, intetsigende Billede. Thi
hvad er hundrede tusinde Mennesker mod Slægten, og hvad er
det samdrægteligen at sprænges i Luften mod Rædselen ved
den Ild, som Christus skulde antænde, der, sprængende, skulde
splidagtiggjøre Fader og Søn, Søn og Fader, Moder og
Datter, Datter og Moder, Mandens Moder og Sønnens
Hustru, Sønnens Hustru og Mandens Moder — og hvor
Faren ikke er Dødens, men en evig Saligheds Fortabelse!
„Ild er jeg kommen at kaste paa Jorden, og hvor vilde jeg,
at den var optændt allerede!” Dog Øieblikket er der endnu
ikke, det forfærdelige, medens det dog er det ikke mindre
Forfærdelige, det Øieblik forud, hvor man sukker: o, gid det
var skeet!
„O, Du vantroe Slægt! hvor længe skal jeg være hos
Eder? hvor længe skal jeg taale Eder? Det er et Suk.
Det er som naar den Syge, ikke paa Syge- men paa
Dødsleiet — thi det er ingen let Sygdom, han er opgivet! —
reiser sig en Smule op, løftende Hovedet fra Puden og siger:
hvad er Klokken? — Døden er det Visse, Spørgsmaalet er
kun: hvor længe der er til? Hvad er Klokken? Dog
Øieblikket er endnu ikke kommet, det forfærdelige, medens det
dog er det ikke mindre Forfærdelige, Øieblikket forud, hvor
den Lidende sukker: hvor længe har jeg endnu at holde ud?
Saa er han da for sidste Gang saaledes samlet med
sine Apostle ved det Maaltid, efter hvilket han inderligen
havde længtes, at æde med dem, inden han døer. Værgeløs
er han som altid. Værgeløs. Ja, thi han kunde jo dog i
een Henseende have værget sig. Han kunde — og det var
en Mildhed, som vi Mennesker allerede uendeligt maatte have
beundret — han kunde have sagt til Judas: bliv borte, kom
ikke til dette Maaltid, Synet af Dig berører mig smerteligt.
Eller han kunde have bedet en af Apostlene — uden dog at
sige ham, hvad han vidste om Judas — at sige til ham, at
han ikke skulde komme. Men nei! De ere Alle samlede. Da
siger han til Judas: „hvad Du gjør, det gjør snart!” Det
er et Suk. Blot snart! Selv det Frygteligste er mindre
frygteligt: blot snart! Et Suk, der dybt og langsomt trækker
Veiret: blot snart! Det er som naar Den, der har en uhyre
Opgave at løfte; anstrenget næsten over sine Kræfter,
føler han dog, at han endnu har for det næste Øieblik Kraft
tilbage — „et Øieblik længere, maaskee er jeg svækket, ikke
mere mig selv” — og derfor: blot snart! Hvad Du gjør,
gjør det snart!
Saa reiser han sig fra Bordet og gaaer ud i
Gethsemane Have; der segner han: o, at det snart var skeet! Han
segner, dødsens, ja, var han vel egentligen mere en Døende
paa Korset end i Gethsemane! Var paa Korset Lidelsen en
Døds-Kamp: o, denne Kamp i Bønnen, den var ogsaa paa
Livet, ei heller uden Blod, thi hans Sveed faldt som
Bloddraaber til Jorden.
Saa reiser han sig styrket: skee Din Villie, Fader i
Himlene!
Saa kysser han Judas — har Du hørt Mage! — saa
bliver han grebet, anklaget, dømt! Det var en ordentlig
Rettergang, det var menneskelig Retfærdighed! Der var et
Folk, som han havde gjort vel imod; han havde sandeligen
Intet villet for sig, hver Dag af hans Liv og hver Tanke
var det offret: dette Folk raaber „korsfæst ham, korsfæst
ham!” Saa var der en Landshøvding, der frygtede Keiseren,
en dannet Mand, der derfor heller ikke forsømte det Vigtige
„at vaske sine Hænder” — og saa blev han dømt! O,
menneskelige Retfærdighed! Ja, i stille Veirlig, naar Alt gaaer
sin jævne Gang, saa skeer der saadan en lille Smule
Retfærdighed; men hver Gang det Overordentlige kommer: o,
menneskelige Retfærdighed! O, menneskelige Dannelse, hvilken
er vel egentligen Din Forskjel fra, hvad Du meest afskyer,
Udannetheden, Mængdens Raahed? At Du gjør det Samme
som den, men Du passer paa Formen, ikke at gjøre det med
uvaskede Hænder: o, menneskelige Dannelse!
Saa bliver han naglet til Korset — og saa blot eet
Suk endnu, saa er det forbi. Eet Suk endnu, det dybeste,
det meest forfærdende: min Gud, min Gud, hvi haver Du
forladt mig! Denne Ydmygelse er Lidelsens Sidste. Du vil
hos hans Efterfølgere i strengere Forstand, Blodvidnerne,
sinde svage Antydninger af det Samme. De have beraabt
sig paa Gud og paa Guds Bistand, forladte af Alle have
de — ja, hvad Under vel! — været og følt sig stærke ved
Guds Bistand. Da kommer der et Øieblik i det Sidste, og
Sukket lyder: „Gud har forladt mig”; „altsaa I fik Ret. I
mine Fjender, jubler nu, alt Det, jeg har sagt, var ikke
sandt, en Indbildning, nu viser det sig: Gud er ikke med
mig, han har forladt mig”. O, min Gud! Og nu Han,
han havde sagt sig at være Faderens Eenbaarne, Eet med
Faderen; Eet med Faderen — men ere de Eet, hvorledes
kan da Faderen noget Øieblik forlade ham! Og dog siger
han: min Gud, min Gud, hvi haver Du forladt mig!
Altsaa var det jo ikke Sandhed, at han var Eet med Faderen.
O, overmenneskelige Lidelses Yderste; o, et menneskeligt Hjerte
var bristet lidt tidligere, kun Gud-Mennesket maa lide dette
Sidste heelt ud. — Saa døer han.
M. T. husk nu paa hvad det var vi sagde ved
Begyndelsen: denne Vei er trang — er den det ikke?
Dog vi gaae videre; og
Christus er Veien
. Christus
er Veien: han bestiger Bjerget, en Sky tager ham bort fra
Disciplenes Øine, han foer til Himmels — og han er Veien!
Maaskee siger Du „ja, og det var derom der skulde
tales idag, ikke som Du har talet, næsten som var det en
Langfredag”. O, min Ven, er Du en Saadan, at Du
nøiagtigt paa Klokkeslet og Dato kan komme i en bestemt
Stemning, eller antager Du, at det er Christendommens
Mening, at vi skulde være saa, eller ikke snarere, at vi
saavidt muligt skulde sætte det Christeliges Forskjellige sammen?
Just paa Himmelfarts-Dagen bør det mindes, at han er den
trange Vei; thi ellers kunde vi let tage Himmelfarten
forfængeligt. Husk, Veien var trang indtil det Sidste, Døden
gaaer imellem — saa følger Himmelfarten. Det var ikke
midtveis han foer til Himmels, det var ikke engang ved
Enden af Veien; thi Veien ender paa Korset og i Graven.
Himmelfarten er ikke en ligefrem Fortsættelse af det
Foregaaende, sandeligen nei! Og en trang Vei, der dog endnu i
dette Liv bliver lettere og lettere, den svinger da heller aldrig
saa høit, selv naar den svinger høiest ind i det at seire,
aldrig saa høit, at det bliver en Himmelfart. Men enhver
Levende er jo — hvis han overhovedet er paa den rette
Vei, og ikke paa en Afvei — han er jo paa den trange Vei.
Der skal derfor vistnok tales om Himmelfarten, og om
at Christus er Veien: o, men det med Himmelfarten, det er
saa let at komme igjennem, blot at vi naae dertil; og dertil
naae vi allermindst ved blot at ville tænke paa Himmelfarten,
om Du end ogsaa lader Dig opløfte ved Tanken om hans
Himmelfart.
Han foer til Himmels: saaledes har aldrig Nogen
seiret! En Sky tog ham bort fra deres Øine: saaledes er
aldrig nogen Triumpherende blevet løftet fra Jorden! De
saae ham ikke mere: saaledes blev Triumphen ellers aldrig
det Sidste for Nogen! Han sidder hos Magtens høire Haand
— altsaa Triumphen ender ikke med Himmelfarten? nei,
dermed begynder den: saaledes.har aldrig Nogen triumpheret!
Han kommer igjen med Englenes Hærskarer — altsaa Triumphen
ender ikke med, at han indtog Pladsen ved Almagtens Høire?
nei, det var blot Enden paa Begyndelsen: o, evige
Seierherre!
*
*
*
M. T., ad hvilken Vei gaaer Du i Livet? Husk paa,
hvad jeg siger til mig selv, at ikke om enhver trang Vei
gjælder det, at Christus er Veien, ei heller at den fører
til Himlen.
En from Mand har sagt, at det koster et Menneske
lige saa megen eller endnu mere Besværlighed at fare til
Helvede som at komme i Himlen. Det er altsaa en trang Vei,
Fortabelsens; men Christus er ikke Veien, og den fører heller
ikke til Himlen. Der er paa denne Vei Uro og Angest og Qval
nok, forsaavidt er Veien sandelig trang, Veien til Fortabelsen.
den Vei, der, til Forskjel fra de andre Veie, vi have omtalt
(den Vei, der i Begyndelsen er trang, og bliver lettere og
lettere; den trange Vei, der bliver trangere og trangere), er
kjendelig paa, at den fra Begyndelsen synes saa let, men
bliver forfærdeligere og forfærdeligere. Thi det gaaer saa
let, at træde i Lystens Dands; men naar det saa er længere
henne, og det er Lysten, der dandser med Mennesket mod
hans Villie: det er en tung Dands! Og det er saa let at
give Lidenskaberne Tøilen — dristige Fart, man neppe kan
følge med Øiet! — indtil saa Lidenskaberne, efterat have taget
Tøilen, som blev dem givet, med endnu dristigere Fart —
Mennesket selv drister sig neppe til at see, hvorhen de føre!
— rive ham med sig! Og det er saa let at tillade en syndig
Tanke at indsnige sig i Hjertet — ingen Forfører var saa
smidig, som en syndig Tanke er det! det er saa let, det
gjælder ikke her som ellers, at det er det Første, der koster,
o, nei, det koster slet Intet, lige omvendt, den syndige Tanke
betaler i dyre Domme for sig, det koster slet Intet — førend
ved Slutningen, naar Du dyrt maa betale dette Første, som
slet ikke kostede Noget; thi er den syndige Tanke kommet ind,
den gjør sig frygtelig betalt. Som Smigrer kommer Synden
oftest ind i et Menneske; men naar saa det Menneske er
blevet Syndens Træl: det er den frygteligste Trældom — en
trang, en uhyre trang Vei til Fortabelse!
Fremdeles. Der gives ogsaa andre trange Veie, om
hvilke det dog ikke ubetinget gjælder, at Christus er Veien,
eller at de føre til Himlen. Der er menneskelige Lidelser
nok, kun altfor mange, Sygdom og Armod og Miskjendelse,
og hvo kan nævne alle disse Lidelser! Enhver, der gaaer ad
en saadan Vei, gaaer jo ogsaa ad en trang Vei.
Sandeligen, vi skulle ikke tale i høie Toner, som vare disse Lidelser
for Intet at regne — o, men, min Ven, Du veed jo dog
selv, hvad Christendom er, og lad mig blot erindre derom.
Det, hvorved den christelige trange Vei er forskjellig fra den
almindelig menneskelige trange Vei er: det Frivillige. Christus
var ikke En, der eftertragtede jordisk Gods, men som maatte
nøies med Armod; nei, han valgte Armod. Han var ikke
En, der attraaede menneskelig Ære og Anseelse, men som
maatte nøies med at leve i Ringhed, eller maaskee miskjendt
og bagvasket; nei, han valgte Fornedrelse. Dette er i
strengeste Forstand den trange Vei. De almindelige menneskelige
Lidelser er ikke i strengeste Forstand den trange Vei, dog
kan Veien sandeligen være trang nok, og Du kan ogsaa
stræbe at gaae christeligt ad denne de menneskelige Lidelsers
trange Vei. Den fører, hvis Du gaaer christeligt ad den,
dog til Himlen, hvor han indgik, han den Himmelfarne.
Dog det er sandt, man har jo tvivlet om
Himmelfarten.
Ja, hvo har tvivlet? Mon Nogen af dem, hvis Liv
bar „Efterfølgelsens” Mærker? Mon Nogen af dem, der
forlode alle Ting for at følge Christum efter? Mon Nogen
af dem, hvem — og naar „Efterfølgelse” er givet, følger
dette efter — Forfølgelsen mærkede? Nei, af dem Ingen.
Men da man afskaffede „Efterfølgelsen” og dermed gjorde
Forfølgelse til en Umulighed, hvad dog i det Tyvesprog, vi
Mennesker tale indbyrdes, ikke lød som en Anklage over et
vildfarende Aarhundredes Tilbagegang i Christendom, ih
bevares, nei, det lod som en Lovtale over et oplyst
Aarhundredes mageløse Fremskridt i Tolerance; da man slog af paa
det at være Christen, saa det at være Christen næsten blev
Ingenting — og saa var der da heller ikke Noget at
forfølge: da opkom der i Ørkesløsheden og Selvbehageligheden
allehaande Tvivl. Og Tvivlen blev vigtig, hvo tvivler; og
man blev sig selv vigtig ved at tvivle — som man en Gang
(hvad vi sandeligen ikke billige men dog bedre forstaae) blev
sig selv vigtig ved at give alt sit Gods til de Fattige,
saaledes blev man nu (formodentligen for at sætte det sande
Begreb af „det Fortjenstlige” istedet for Middelalderens
Misforstaaelse, hvilken man fromt afskyede) man blev sig selv
vigtig ved at tvivle. Og medens man tvivlede om Alt, var
dog Eet udenfor al Tvivl, at man ved dette („man maa
tvivle om Alt”) betryggede sig en, Intet mindre end tvivlsom,
nei en yderst fast Stilling i Samfundet, samt stor Ære og
Anseelse blandt Menneskene.
Altsaa, Nogle tvivlede. Men saa var der igjen Nogle,
som ved Grunde søgte at modbevise Tvivlen. Egentligen er
dog vel Sammenhænget dette: det Første var, at man ved
Grunde søgte at bevise det Christelige, eller at anbringe
Grunde i Forhold til det Christelige. Og disse Grunde —
de fødte Tvivlen af sig, og Tvivlen blev den stærkere.
Beviset for det Christelige ligger nemlig egentlig i
„Efterfølgelsen”. Den tog man bort. Saa følte man Trang til
„Grundene”; men disse Grunde eller det at der er Grunde
er allerede en Art Tvivlen — og saa reiste Tvivlen sig og
levede af Grundene. Man mærkede ikke, at jo flere Grunde
man kommer med, desto mere nærer man Tvivlen, og desto
stærkere bliver den, at det at byde Tvivlen Grunde for at
dræbe den er ligesom at byde et hungrigt Uhyre, man ønsker
at blive af med, den velsmagende Spise, som det meest elsker.
Nei Tvivlen skal man ikke — idetmindste ikke, naar Ens
Hensigt er at dræbe den — byde Grunde, men, som Luther
gjør, byde den at holde Mund, og til den Ende selv holde
reen Mund og ingen Grunde komme med.
De derimod, hvis Liv var mærket af „Efterfølgelsen”,
de have ikke tvivlet om Himmelfarten. Og hvorfor ikke?
For det Første fordi deres Liv var for anstrenget, for offret
i daglige Lidelser, til i Ørkesløshed at kunne sidde hen og
omgaaes med Grunde og Tvivlen, Effen eller Ueffen.
Himmelfarten stod dem fast; men de kom maaskee endog sjeldnere
til at tænke paa den eller dvæle ved den — fordi deres Liv
var saa virksomt, og paa den trange Vei. Det er som med
en Krigsmand, der eier en pragtfuld Dragt; han veed godt,
han har den, men han seer næsten aldrig til den, thi hans hele
Liv gik hen i daglig Kamp og Voven, og derfor bar han en
daglig Kjole for ret at kunne røre sig. See saaledes vare De,
hvis Liv var mærket af Efterfølgelsen, forvissede om, at deres
Herre og Mester foer til Himmels. Og hvad der bidrog dertil, det
var igjen Efterfølgelsen. Alle disse daglige qvalfulde Lidelser,
som de maatte bære, alle disse Offere, som de maatte bringe,
al denne Menneskenes Modstand, Haan og Spot og Griin og
blodige Grusomhed, alt Dette piinte i „Efterfølgeren” den
Trang frem, der, ligesom Himmelfarten sprænger eller strider
mod Naturlovene (det er jo Tvivlens Indvending), sprænger
de blot menneskelige Trøstegrunde (hvor skulde disse ogsaa kunne
trøste Den, der maa lide, fordi han gjør Godt!), trænger til en
anden Art Trøst, trænger til deres Herres og Mesters Himmelfart,
og trænger troende igjennem til Himmelfarten. Saaledes er det
altid med Trangen i et Menneske; fra den Spisende kommer
Spise: hvor Trangen er, der ligesom frembringer den selv Det,
den trænger til. Og Efterfølgerne, sandeligen de behøvede hans
Himmelfart for at holde det Liv ud, de førte — nu derfor er
den ogsaa vis. Men En der sidder i Ørkesløshed hen i gode
Dage eller travlt er paafærde i Travlhed fra Morgen til
Aften, men aldrig har lidt Noget for Sandheds Skyld, han
trænger egentligen ikke, det er mere Noget han bilder sig ind,
eller Noget han for Penge lader sig indbilde, det er mere
næsten som med et Curiosum han beskjeftiger sig med denne
Himmelfart — og saa tvivler han, naturligt, han trænger
heller ikke; eller han udfinder nogle Grunde, eller en Anden
er saa god at overlade ham tre Grunde for — nu ja,
hans Trang er da heller ikke synderlig stor!
Og nu Du, m. T., hvad gjør Du? Tvivler Du om
Himmelfarten? Hvis saa, saa gjør som jeg, siig til Dig selv:
ja, slig Tvivl gjør man ingen Ophævelser over, jeg veed godt,
hvorfra den kommer, og hvoraf det kommer, nemlig af, at
jeg maa have skaanet mig selv i Retning af „Efterfølgelsen”,
at mit Liv ikke er anstrenget nok i denne Retning, at jeg har
for gode Dage, sparer mig selv for de Farer, som ere
forbundne med at vidne for Sandhed og mod Usandhed. Gjør
Du kun saa! Men for Alt bliv ikke Dig selv vigtig ved at
tvivle; der er — jeg forsikkrer Dig! — ei heller nogen Grund
dertil, da al saadan Tvivlen egentligen er Selvangivelse.
Nei, gjør Dig selv og Gud Tilstaaelsen, og Du skal see, Eet
af To vil skee, enten vil Du bevæges til at vove Dig
længere ud i Retning af „Efterfølgelsen” — og saa kommer
Visheden om Himmelfarten strax; eller Du ydmyger Dig, at Du
har skaanet Dig selv at Du er blevet en Kjellinge-Præst, og
saa vil Du idetmindste ikke tillade Dig at tvivle, men ydmygt
sige: vil Gud være saa naadig at behandle mig som et Barn,
der næsten ganske forskaanes for „Efterfølgelsens” Lidelser, saa
vil jeg idetmindste ikke være et uartigt Barn, der ovenikjøbet
tvivler om Himmelfarten.” O, naar Du lever beundret,
smigret, anseet, i Overflod — Du fristes til at sige saa
mangt et Ord og til at deeltage i Meget, som Du dog
maaskee hellere maatte ladet være, og som Du — husk derpaa!
— dog skal gjøre Regnskab for — — og tillige
Himmelfarten gaaer Dig saa let af Sinde, maaskee Du endog, naar
Du engang tænker derover, tvivler og siger: en Himmelfart,
det strider jo mod alle Naturlove, mod Aanden — dog vel
kun Natur-Aanden! — i Naturen. Men naar det er for en
god Sag — thi ellers hjælper det ikke, og naar saa er, er
Forholdet jo ogsaa stridende mod alle blot menneskelige
Begreber: at lide fordi man gjør vel, fordi man har Ret, fordi
man er kjerlig — naar det er for en god Sag Du lever
forladt, forfulgt, bespottet, i Armod: Du skal see, Du tvivler
ikke om hans Himmelfart; thi Du behøver den. Og end ikke
saa meget behøves for at standse Tvivlen; thi naar Du dog
ydmyger Dig for Gud, at Dit Liv ikke er mærket som en
Efterfølgers i strengere Forstand, naar Du ydmyger Dig
derunder, saa drister Du Dig ikke til at tvivle. Hvor skulde Du
kunne falde paa at melde Dig med en Tvivlen, naar Svaret
maatte blive: gaa først hen og bliv en Efterfølger i strengere
Forstand, kun en Saadan har Lov til at tale med — og af
dem har Ingen tvivlet.
