Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet/1

Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet
Hvad der fordres for til sand Velsignelse at betragte sig i Ordets Speil?
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Bo og Arvinger, 1851
Christus er Veien
→
C. A. Reitzels Bo og Arvinger
Kjøbenhavn
1851
Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu
Til Selvprøvelse Samtiden anbefalet.djvu/5
1-52
I.
Jacob
1, 22 til Enden.
En Forbemærkning.
Der er et Ord, som oftere er faldet mig paa Sinde, et
Ord af en Mand, hvem jeg vistnok ikke christeligt kan siges
at skylde Noget, det var jo en Hedning, men hvem jeg dog
mener personligt at skylde saare meget, han som ogsaa levede
under Forhold, der, i mine Tanker, ganske svare til vore
Tiders Vilkaar: jeg mener Oldtidens eenfoldige Vise. Om
ham fortælles der, at da han var anklaget for Folket, kom
en Taler til ham, som overrakte ham en omhyggelig
udarbeidet Forsvarstale med Anmodning om at afbenytte den.
Den eenfoldige Vise modtog den, læste den. Derpaa gav
han Taleren den igjen tilbage, og sagde: det er en smuk og
veludarbeidet Tale (altsaa det var ikke, fordi Talen var uheldig,
var slet, at han gav den tilbage), men, vedblev han, jeg er nu
blevet halvfjerdsindstyve Aar gammel, saa synes jeg, det ikke
sømmer sig for mig at benytte en Talers Kunst. Hvad meente han?
Han meente for det Første: mit Liv er for alvorligt til at kunne
være tjent med at understøttes af en Talers Kunst; jeg har sat
et Liv ind; selv om jeg ikke bliver dømt fra Livet, jeg har
dog sat et Liv ind, og i Gudens Tjeneste har jeg røgtet mit
Ærinde: lad mig da nu ikke i det sidste Øieblik tilintetgjøre
Indtrykket af mig selv og mit Liv ved Hjælp af Kunst-Talere
eller Tale-Kunster. Dernæst meente han. De Tanker,
Forestillinger, Begreber jeg nu i tyve Aar (saa længe var det),
kjendt af Enhver, latterliggjort af Eders comiske Digtere,
anseet for en Særling, ideligt angreben af „Navnløse” (det
er hans Ord) har udviklet i Samtale med den Første den
Bedste paa Torvet — disse Tanker ere mit Liv, have
beskjeftiget mig tidligt og sildigt, have de ingen Anden beskjeftiget,
mig have de beskjeftiget uendelig, og naar jeg, hvad der har
tildraget sig Eders særdeles Opmærksomhed, stundom har
kunnet staae en heel Dag og stirre hen for mig, det var disse
Tanker, der beskjeftigede mig: saa tænker jeg ogsaa, at jeg
uden Hjælp af Kunst-Talere og Tale-Kunster, hvis jeg paa
Doms-Dagen overhovedet agter at sige Noget, kan sige et
Par Ord; thi den Omstændighed, at jeg formodentligen vil
blive dømt fra Livet, gjør da hverken fra eller til, hvad jeg
siger vil naturligviis blive det Samme og om det Samme
og paa den samme Maade som hidtil, og som jeg nu igaar
talte med en Feldbereder paa Torvet: det Par Ord tænker
jeg kan jeg nok sige uden Forberedelse eller Andres Bistand;
det forstaaer sig, ganske uden Forberedelse er jeg heller ikke,
da jeg har forberedt mig i tyve Aar, og ganske uden Bistand
er jeg heller ikke, da jeg regner paa Gudens Bistand. Men,
som sagt, det Par Ord . . . ja, det negter jeg ikke, det kan
ogsaa blive vidtløftigere; hvis jeg fik tyve Aar igjen, vilde jeg
kunne vedblive at tale om det Samme, jeg bestandigt har
talet om; men Kunst-Talere og Tale-Kunster er ikke Noget
for mig. — O Du Alvorlige! Miskjendt maatte Du tømme
Giftbægeret; Du blev ikke forstaaet. Saa døde Du. I over
to tusinde Aar er Du blevet beundret „men om jeg er blevet
forstaaet?” det er sandt!
Og nu det at prædike! burde det ikke ogsaa være
saaledes alvorligt! Den, der skal prædike, han skal leve i de
christelige Tanker og Forestillinger, det skal være hans daglige
Liv — naar saa er, det er Christendommens Mening, saa
vil Du ogsaa have Veltalenhed nok, og just den, der fordres,
naar Du taler frisk væk uden særlig Forberedelse. Usand
Veltalenhed er det derimod, hvis Nogen, uden selv forresten at
beskjeftige sig med, uden at leve i disse Tanker, engang
imellem først sidder og sanker møisommeligt saadanne Tanker,
maaskee paa Literaturens Mark, derpaa arbeider dem sammen
til en vel udarbeidet Tale, som saa læres ypperligt udenad.
holdes fortræffeligt baade i Henseende til Stemme og
Foredrag og i Henseende til Armbevægelser. Nei, som man i de
velindrettede Huse ikke behøver at stige ned ad Trapperne
for at hente Vand, men ved et Høitryk har det deroppe, blot
man omdreier Hanen, saaledes er Den en ægte christelig Taler,
der, fordi det Christelige er hans Liv, i ethvert Øieblik har
Veltalenheden, just den sande Veltalenhed, nærværende, lige
ved Haanden — dog følger det naturligviis af sig selv, at
det da ikke er Meningen hermed at anvise Vrøvlehovederne
Hæderspladsen, om det end nok saa meget er vist, at det er
uden Forberedelse de vrøvle. Videre, Skriften siger: I skulle
aldeles ikke sværge, Eders Tale være Ja og Nei, hvad
derover er, er af det Onde: saaledes er der ogsaa en
Veltalenhedens Kunst som er af det Onde, hvis den gjøres til det Høieste,
da den er det Lavere. Thi Prædikenen skal ikke splidagtigt
befæste Adskillelsen mellem de Begavede og de Ikke-Begavede, den
skal, i Hellig-Aands Enighed, fæste Opmærksomheden ene og alene
paa, at der skal gjøres efter det Sagte. Du Enfoldige, og
var Du end den af Alle meest Indskrænkede — dersom Dit
Liv udtrykker det Lidet Du har forstaaet: Du taler mægtigere
end alle Taleres Veltalenhed! Og Du, o Qvinde, om Du
end ganske forstummer i yndig Taushed — dersom Dit Liv
udtrykker, hvad Du hørte: Din Veltalenhed er mægtigere,
sandere, mere overbevisende end alle Taleres Kunst!
Dette er saaledes. Men lader os see os for, at vi ikke
gribe for høit; thi fordi det er sandt, deraf følger ikke, at vi
formaae at gjøre det. Og Du, m. T., Du vil betænke, at
jo høiere det Religieuse tages, jo strengere bliver det; men
deraf følger ikke, at Du kan bære det, Dig vilde det maaskee
endog være til Forargelse og til Fordærvelse. Maaskee kan
Du nok behøve denne lavere Form af det Religieuse, at der
anvendes en vis Kunst paa Fremstillingen for at gjøre det
mere tiltrækkende. Den strenge Religieuse, hans Liv er
væsentligen Handling — og hans Fremstilling ganske anderledes
nærgaaende og fastende end den mere omhyggeligt udarbeidede
Tale. M. T., er Du af denne Mening, saa tag imod dette
og læs det til Opbyggelse. Det er ikke for min
Fuldkommenheds Skyld og ikke for Din Fuldkommenheds Skyld; at
Talen er saa udarbeidet, tvertimod det er, gudelig forstaaet,
en Ufuldkommenhed og Svaghed. Jeg tilstaaer, og endog
Dig, min, ikke sandt, saa vil Du ogsaa tilstaae, ikke mig, nei
det forlanges ikke, men Dig selv og Gud Din. Ak, vi som
dog kalde os Christne, vi ere, christeligt forstaaet, saa
forkjælede, saa langt fra at være, hvad Christendommen dog
fordrer af dem, som ville kalde sig Christne, afdøde fra
Verden, neppe have vi vel engang Forestilling om den Art
Alvor; vi kunne endnu ikke undvære, forsage det Kunstneriske
og dets Formildelse, ikke taale det sande Indtryk af
Virkelighed: nu, saa lader os da idetmindste være oprigtige og
tilstaae det. Forstaaer Nogen maaskee ikke strax, hvad jeg her
siger og tilsigter: han være langsom til at dømme, han give
Tid, vi skulle nok komme nærmere ind paa den Sag. O,
men hvo Du end er, hav Tillid, giv Dig hen; Magt kan
der jo ikke være Tale om at jeg skulde kunne bruge, jeg den
af Alle Afmægtigste, men der skal ikke blive brugt den mindste
Overtalelse eller Underfundighed eller List eller Lokken, for at
føre Dig maaskee saa langt ud, at Du maatte (hvad Du dog
vistnok alligevel egentligen ikke burde, og, hvis Din Tro var
større, heller ikke vilde) fortryde, at Du havde givet Dig hen;
tro mig (jeg siger det til min egen Beskæmmelse) ogsaa jeg
er kun altfor forkjælet.
Epistelen skriver St. Jacob Apostel
1 Cap. 22 V. til Enden.
Men vorder Ordets Gjørere, og ikke alene dets
Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv. Thi dersom
Nogen er Ordets Hører, og ikke dets Gjører, han er
liig en Mand,der betragter sit legemlige Ansigt i et
Speil; thi han betragtede sig selv, og gik bort, og glemte
strax, hvordan han var. Men den, som skuer ind i
Frihedens fuldkomne Lov, og bliver ved dermed, denne
er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens
Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning. Dersom
Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker,
men holder ikke sin Tunge i Tømme, og bedrager sit
eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig. En reen
og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne,
at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at
bevare sig selv ubesmittet af Verden.
Bøn.
Fader i Himlene! Hvad er et Menneske, at Du kommer ham
ihu, et Menneskes Barn, at Du bekymret? Dig om ham — og
paa enhver Maade, i enhver Henseende! Sandeligen i Intet lod
Du Dig uden Vidnesbyrd; og tilsidst gav Du ham Dit Ord. Mere
kunde Du ikke gjøre; at tvinge ham til at benytte Det, læse eller
høre det, at tvinge ham til at gjøre derefter, det kunde Du ikke
ville. O, og dog Du gjør mere. Thi ikke er Du som et
Menneske; han gjør sjeldent Noget for Intet, men gjør han det for
Intet, saa vil han da idetmindste ikke have Uleilighed deraf.
Derimod Du, o Gud, Du giver Dit Ord som en Gave, det gjør
Du, uendeligt Ophøiede — og vi Mennesker have Intet at give til
Vederlag. Og finder Du da blot nogen Villighed hos den
Enkelte, da er Du flux tilrede, og er først Den, der, med mere end
menneskelig ja med guddommelig Taalmodighed, sidder og staver
med den Enkelte, at han maa kunne forstaae Ordet retteligen; og
saa er Du dernæst den, der, atter med mere end menneskelig ja
med guddommelig Taalmodighed, ligesom tager ham ved Haanden
og hjælper ham, naar han stræber at gjøre derefter — Du vor
Fader i Himlene!
Tiderne ere forskjellige; og om det end ofte gaaer med
Tiderne som med et Menneske: han forandrer sig ganske — men
det bliver lige galt, blot i et nyt Mønster: det er dog ligefuldt
sandt, at Tiderne ere forskjellige; og forskjellige Tider kræve
det Forskjellige.
Der var en Tid, da Evangeliet, „Naaden”, var blevet
forvandlet til en ny Lov, strengere over Menneskene end den
gamle. Alt var blevet noget forpiint, trælsomt og ulysteligt
Noget, næsten som var der — trods Englenes Sang ved
Christendommens Indkomst — ingen Glæde mere hverken i
Himlen eller paa Jorden. I smaaligt Selvplageri havde
man — saaledes hævner det sig! — gjort Gud lige saa
smaalig. Man gik i Kloster, man blev der — ja, det er
sandt; det var frivilligt, og dog var det Trældom, thi det
var ikke i Sandhed frivilligt, man var ikke ganske enig med
sig selv, ikke glad ved at være der, ikke fri, dog havde man
heller ikke Frimodighed til at lade det være, eller til at
forlade Klosteret igjen og blive fri. Alt var blevet Gjerning.
Og som usunde Udvæxter paa Træerne, saaledes vare disse
Gjerninger bedærvede af usunde Udvæxter, saa ofte kun
Hykleri, Fortjenstligheds Indbildskhed, Ørkesløshed. Just deri
var det Feilen stak, ikke saameget i Gjerningerne. Thi lader
os ikke overdrive, ikke benytte en forbigangen Tids Vildfarelse
til ny Vildfarelse. Nei, tag denne Usundhed og Usandhed bort
fra Gjerningerne, og lad os saa kun beholde Gjerningerne i
Oprigtighed, i Ydmyghed, i gavnlig Virksomhed. Saaledes
skulde det nemlig være med disse Gjerninger, som naar f. Ex.
en krigersk Yngling i Forhold til det farefulde Foretagende
selv frivilligt kommer og beder den Øverste, sigende: o, maa
jeg ikke saae Lov at komme med der! Hvis saaledes et
Menneske vilde sige til Gud: „o, maa jeg ikke faae Lov at give
alt mit Gods til de Fattige; at det skulde være noget
Fortjenstligst, nei, nei, jeg erkjender dybt ydmyget, at hvis jeg
engang bliver salig, jeg bliver det af Naade aldeles som
Røveren paa Korset, men maa jeg ikke faae Lov til at gjøre
det, at jeg ganske kan virke for Guds Riges Udbredelse blandt
mine Medmennester” — saa, ja saa er dette, for at jeg skal
tale lutherisk, det er trods Satan, Bladene, det høistærede
Publikum (thi Pavens Tid er nu forbi), trods alle kloge
Mænds og Koners forstandige, geistlige eller verdslige
Indsigelser, det er Gud velbehageligt. Men saaledes var det ikke
den Tid, vi tale om.
Da fremtraadte der en Mand, Morten Luther, fra Gud
og med Troen; med Troen (thi sandeligen hertil behøvedes
Tro) eller ved Tro indsatte han Troen i dens
Rettigheder. Hans Liv udtrykte Gjerningerne, lad os aldrig
glemme det, men han sagde: et Menneske frelses alene ved
Troen. Faren var stor. Hvor stor den var i Luthers Øine,
jeg veed Intet stærkere Udtryk derfor, end at han besluttede:
for at faae Orden i Sagen, maa Apostelen Jacob skubbes
tilside. Tænk Dig en Luthers Ærbødighed for en
Apostel — og saa at maatte vove dette for at faae Troen
indsat i dens Ret!
Imidlertid hvad skete? Der er bestandig en Verdslighed,
som nok vil have Navn af at være Christen, men ønsker at
blive det for saa billig Priis som muligt. Denne
Verdslighed blev opmærksom paa Luther. Den hørte, af Forsigtighed
hørte den endnu engang, at den da ikke skulde have hørt
feil, derpaa sagde den „ypperligt, det er Noget for os; Luther
siger: det er alene Troen det kommer an paa; at hans
Liv udtrykker Gjerningerne, det siger han ikke selv, og da
han nu er død, saa er det ikke mere en Virkelighed. Altsaa
tage vi hans Ord, hans Lære — — og vi ere frie for alle
Gjerninger, Leve Luther: wer nicht liebt Weiber, Wein,
Gesang, Er wird ein Narr sein Leben lang. Dette er
Betydningen af Luthers Liv, denne Guds Mand, der, tidssvarende,
reformerede Christendommen”. Og om end ikke Alle slet
saa verdsligt toge Luther forfængeligt — der er i ethvert
Menneske en Tilbøielighed til,
enten
, naar Gjerningerne
skal med, at ville være fortjenstlig,
eller
, naar Troen og
Naaden skal gjøres gjældende, saa da ogsaa at ville være
saavidt muligt ganske fri for Gjerningerne. „Mennesket”,
denne fornuftige Guds Skabning, lader sig sandeligen ikke
narre, er ikke en Bonde, der kommer tiltorvs, han seer sig
for. „Nei, Eet af To”, siger Mennesket, „skal det være
Gjerninger
: vel, men maa jeg saa ogsaa bede om den mig
lovligt tilkommende Profit af mine Gjerninger, at det er
Fortjenstligt. Skal det være
Naade
: vel, men maa jeg saa
ogsaa bede, at jeg bliver fri for Gjerningerne, ellers er det
jo ikke en Naade. Skal det være Gjerninger og alligevel
Naade, det er jo Galskab.“ Ja vist er det Galskab, det var
det sande Lutherske ogsaa, det var jo Christendom.
Christendommens Fordring er: Dit Liv skulde saa anstrenget som
muligt udtrykke Gjerningerne; saa fordres der Eet endnu, at
Du ydmyger Dig og tilstaaer: men det er alligevel Naade,
at jeg frelses. Man afskyede Middelalderens Vildfarelse: det
Fortjenstlige. Naar man seer dybere i Sagen, vil man let
see, at man havde en maaskee endnu større Forestilling om,
at Gjerninger ere fortjenstlige, end Middelalderen havde; men
man anbragte „Naaden” saaledes, at man fritog sig for
Gjerningerne. Naar man saa har afskaffet Gjerningerne, kunde
man dog ikke godt fristes til at ansee de Gjerninger, man
ikke gjør, for noget Fortjenstligt. Luther vilde tage
„Fortjenstligheden” bort fra Gjerningerne, og anbringe dem noget
anderledes, nemlig i Retning af at vidne for Sandhed;
Verdsligheden, som forstod Luther fra Grunden, tog
Fortjenstligheden ganske bort — samt Gjerningerne.
Og hvor ere vi nu? Jeg er „uden Myndighed”; langt
fra mig at dømme nogen Eneste. Men da jeg dog ønsker
denne Sag oplyst, saa vil jeg tage mig selv og et Øieblik
prøve mit Liv efter blot een lutherisk Bestemmelse af Troen:
Troen er en urolig Ting. Jeg antager da, at Luther er
staaet op af sin Grav; allerede i flere Aar har han levet
iblandt os, men ukjendt, agtet paa det Liv, der føres af os,
været opmærksom paa alle Andre saaledes ogsaa paa mig.
Jeg antager, at han nu en Dag taler til mig og siger „er
Du en Troende, har Du Troen?” Enhver, der kjender mig
som Forfatter, vil see, at jeg endda maaskee var Den, der af
Alle maatte komme bedst fra en saadan Examination; thi jeg
har jo bestandigt sagt: „jeg har ikke Troen” — som en Fugls
angstfulde Flugt foran et Uveir, saaledes har jeg udtrykt, her
er Uraad, „jeg har ikke Troen”. Dette kunde jeg altsaa sige
til Luther, sige til ham: „nei, kjere Luther, jeg har dog viist
den Ærbødighed at sige: jeg har ikke Troen”. Dog dette vil jeg
ikke gjøre gjældende; men som alle Andre kalde sig Christne
og Troende, saa vil jeg ogsaa sige: „jeg er en Troende”, thi
ellers faaer jeg jo ikke oplyst, hvad jeg ønsker oplyst. Altsaa
jeg svarer: „jo, jeg er en Troende”. „Hvorledes” svarer Luther,
„da har jeg ikke mærket Noget paa Dig, og jeg har dog agtet
paa dit Liv; og Du veed, Troen er en urolig Ting.
Hvortil har Troen, Du siger Du har, uroliget Dig, hvor har
Du vidnet for Sandhed, og hvor mod Usandhed, hvilke
Offre har Du bragt, hvad har Du lidt af Forfølgelse for
Din Christendom; og hjemme i Dit huuslige Liv, hvor har
Din Selvfornegtelse og Forsagelse været til at mærke?” „Ja,
men, kjere Luther, jeg kan forsikkre Dig, jeg har Troen”.
„Forsikkre, forsikkre, hvad er det for en Tale? I Forhold til
at have Troen behøves ingen Forsikkring, hvis man har den
(thi Troen er en urolig Ting, det mærkes strax); og ingen
Forsikkring kan hjælpe, hvis man ikke har den”. „Ja, men
tro mig dog blot, jeg kan forsikkre saa høitideligt som
muligt....” „Aa, saa hold op med den Snak, hvad kan det
hjælpe med Din Forsikkring!” „Ja, men dersom Du blot
vilde læse et af mine Skrifter, skal Du see, hvor jeg kan
fremstille Troen, saa veed jeg da, jeg maa have den.” „Jeg
troer det Menneske er gal! Hvis det er saa, at Du kan
fremstille Troen, det beviser blot, at Du er en Digter, og
gjør Du det godt, at Du er en god Digter, men Intet
mindre, end at Du er en Troende. Maaskee kan Du ogsaa
græde, naar Du fremstiller Troen, det vilde saa bevise, at
Du var en god Skuespiller; Du husker nok Historien om
ham den Skuespiller i Oldtiden, der i den Grad formaaede
at sætte sig ind idet Rørende, at han endog græd, naar han
kom hjem fra Theatret, og græd flere Dage efter — det
beviste kun, at han var en god Skuespiller. Nei, min Ven,
Troen er en urolig Ting; den er en Sundhed, men stærkere og
heftigere end den hidsigste Feber, og det hjælper ikke, at en Syg
vil forsikkre, jeg har ikke Feber, naar Lægen føler det paa
Pulsen, men heller ikke, at en Sund vil sige, jeg har Feber,
naar Lægen ved at føle Pulsen føler det er ikke sandt —
saaledes ogsaa, naar man ikke føler Troens Puls i Dit Liv,
saa har Du heller ikke Troen. Naar man derimod
fornemmer Troens Uro som Pulsen i Dit Liv, da kan Du siges at
have Troen og at „vidne” om Troen. Og dette er saa igjen
egentligen det at prædike; thi at prædike er hverken at
fremstille Troen i Bøger, ei heller som Taler at fremstille den i
„stille Timer”, der skulde jo, som jeg har sagt det i en
Prædiken, egentligen „ikke prædikes i Kirker men paa Gaden”, og
det skal heller ikke være en Taler, men et Vidne, det er:
Troen, denne urolige Ting, skal være kjendelig i hans Liv.”
Ja, Troen er en urolig Ting. Lad mig, for dog at gjøre
lidt. opmærksom i denne Henseende, fremstille Troens Uro i
en saadan Troes-Helt eller et Sandheds-Vidne. Saa er der
da en given Virkelighed; det er der jo i ethvert Øieblik.
Disse Tusinder og Tusinder og Millioner, de passe hver
Sit, Embedsmanden passer Sit, og den Lærde passer Sit,
og Kunstneren Sit, og den Næringsdrivende Sit, og
Bagvaskeren Sit, og Lediggængeren, ikke mindre travlt, Sit, og
saaledes fremdeles, Enhver passer Sit i dette
Mangfoldighedens krydsende Spil, som er Virkeligheden. Imidlertid
sidder, som nu Luther i en Klostercelle, eller paa et afsides
Værelse, kort afsides sidder der et eenligt Menneske i Frygt
og Bæven og megen Anfægtelse. Et eenligt Menneske! Ja,
det er Sandhed. Det er Usandhed, hvad disse Tider have
opfundet, at det er Tallet (det Numeriske), Mængden, eller
det høistærede og høistærede dannede Publikum, fra hvem
Reformationer udgaae — det vil da sige religieuse
Reformationer, thi i Gadebelysningen, i Befordrings-Væsenet
udgaae de dog maaskee bedst fra Publikum; men at en
religieus Reformation skulde udgaae fra Publikum er
Usandhed og, christelig forstaaet, en oprørsk Usandhed. Altsaa der
sidder et eenligt Menneske i Anfægtelse. Maaskee nyder jeg
dog nogen Anerkjendelse i min Samtid som Sjelekyndig
(Psycholog); jeg kan bevidne, jeg har seet Mennesker, om
hvem jeg tør sige: de have vistnok været meget udsatte for
Fristelser; men aldrig har jeg seet Nogen, om hvem jeg
turde sige: han er forsøgt i Anfægtelse. Og dog er et
Aar at være udsat for Fristelse, det er Intet mod en Time
i Anfægtelse. Saaledes sidder hiint eenlige Menneske; han
sidder, eller, om Du vil, han gaaer, maaskee op og ned af
Gulvet, som den fangne Løve i Buret; og dog, det han er
fanget i er forunderligt, han er af Gud eller ved Gud
fanget i sig selv. — Nu skal det da sættes ind i Virkelighed,
det han har lidt for i Anfægtelsen. Troer Du han har Lyst
dertil? Sandeligen, Enhver, der ad disse Veie kommer
jublende: vær forvisset, han er ikke kaldet. Der er Ingen af
de Kaldede, uden at han helst har villet være fri, Ingen
uden at han, som et Barn kan tigge og bede for sig, har
bedet for sig; men det hjalp ikke, han skal frem. — Saa
veed han, at idet han nu gjør Skridtet, da reiser
Forfærdelsen sig. Den der ikke er kaldet — idet Forfærdelsen reiser
sig, bliver han saa angest, at han flyer tilbage. Men den
Kaldede — o, min Ven, hellere end gjerne vilde han tilbage,
gysende for Forfærdelsen; men idet han allerede har vendt
sig om for at flye, seer han — han seer den endnu større
Rædsel, der ligger bagved, Anfægtelsens Rædsel, han skal frem
— saa gaaer han frem; han er nu ganske rolig, o, thi
Anfægtelsens Rædsel er en frygtelig Tugtemester, der kan give
Courage. — Forfærdelsen reiser sig. Alt hvad der ganske
tilhører den givne Virkelighed væbner sig mod denne
Anfægtelsernes Mand, hvem man dog ikke kan gjøre bange, og,
forunderligt nok, fordi han er saa bange — for Gud; de
angribe ham, hade ham, forbande ham. De Faa, der ere
ham hengivne, de raabe til ham: „o, skaan Dig selv, Du
gjør Dig selv og os Alle ulykkelige, o, hold nu op, reis ikke
Forfærdelsen stærkere, stands det Ord, der svæver Dig paa
Læben, tilbagekald heller det sidste.” O, m. T., Troen er en
urolig Ting.
Saa forkynder jeg da maaskee Tumult, Alts
Omvæltning, Uorden? Sandeligen nei. Enhver, der ikke kjender min
Forfatter-Virksomhed, maa nøies med denne Forsikkring.
Enhver, der kjender min Forfatter-Virksomhed, maa vide, at
jeg har arbeidet i modsat Retning.
Men christelig gives der to Arter Uorden. Den ene er
Tumulten, Udvorteshedens Spektakel. Den anden Uorden
er Dødsstilheden, Uddøetheden; og denne er maaskee den
farligste.
Mod den har jeg virket, og virket for at vække Uro i
Retning af Inderliggjørelse. Lad mig nøiagtigt bestemme,
hvor jeg saa at sige er. Der er blandt os en høiærværdig
Olding, denne Kirkes øverste Geistlige; Det han, hans
„Prædiken”, har villet, det Samme er det, jeg vil, kun en Tone
stærkere, hvad der ligger i min Personligheds Forskjellighed,
og hvad Tidens Forskjellighed kræver. Der er blandt os
Nogle, som gjøre Fordring paa i strengeste Forstand at være
Christne, at være det i Modsætning til os Andre: dem har
jeg ikke kunnet slutte mig til. Deels mener jeg, at deres Liv
ikke indfrier den Maalestok, som de selv foranledige eller
nødsage En til at anlægge ved saa stærkt at fremhæve at de ere
Christne — dog dette er mig det mindre Vigtige; deels er
jeg for lidt Christen til at turde slutte mig til Nogen, som
gjør en saadan Fordring. Er jeg end maaskee lidt — ja
selv om saa var, hvis jeg maaskee var, ikke lidt fremmeligere
end Adskillige af Gjennemsnittet blandt os: jeg er kun et
Digterisk fremmeligere, det vil sige, jeg veed bedre, hvad
Christendom et, veed bedre at fremstille det, o, men dette er
(husk paa, hvad Luther sagde til mig!) en saare uvæsentlig
Forskjel. Væsentligen tilhører jeg Gjennemsnittet. Og her
er det, jeg har arbeidet for Uro i Retning af Inderliggjørelse.
Thi, christeligt, er der to Arter sand Uro. Uroen i
Troes-Heltene og Sandheds-Vidnerne, hvilken sigter til at
reformere et Bestaaende. Saa langt har jeg aldrig vovet
ud, det er ikke Noget for mig; og forsaavidt Nogen i
Samtiden kunde synes at ville vove saa langt ud, var jeg ikke
utilbøielig til at tage Polemik mod ham, for at bidrage til
at det maatte blive aabenbart, om han er den Berettigede.
Den anden Art Uro er i Henseende til Inderliggjørelse.
Saaledes er jo ogsaa en sand Forelskelse en urolig Ting;
men det falder ikke den Elskende ind at ville forandre et
Bestaaende.
For denne Uro i Retning af Inderliggjørelse har jeg
arbeidet. Men „uden Myndighed”. Istedetfor selv tomt
opblæst at udgive mig for et Sandheds-Vidne, og foranledige
Andre til dumdristigt at ville være det Samme, er jeg en
umyndig Digter, der rører ved Hjælp af Idealerne. Som
nu saaledes, at jeg strax skal give et Exempel, og tillige vise,
hvorledes jeg blandt Andet ogsaa benytter Troes-Heltene.
Du, m. T., Du kalder Dig jo en Christen. Nu, og Du
veed, at hvad der er det Bestemteste af Alt men tillige det
Ubestemteste: Døden, at den ogsaa engang vil nærme sig
Dig, og det bliver Din Død. Dog Du er en Christen; Du
haaber altsaa og troer, at Du vil blive salig, lige saa
salig som noget Sandheds-Vidne eller nogen af Troens
Helte, der dog efter en ganske anden Maalestok have maattet
kjøbe det at være Christen. Maaskee vilde derfor ogsaa En,
der havde Myndighed, her tale anderledes til Dig,
forfærdende sige, at Du var i en Indbildning med at være Christen,
at Du farer til Helvede. Langt fra mig være at fremstille
dette som en Overdrivelse af den Myndige, nei, jeg forstaaer
det kun altfor vel, hvilken Anstrængethed der fordres for at
turde vove at anbringe et saadant Enten — Eller paa en
Anden. Men jeg, den Umyndige, jeg tør ikke tale saaledes;
jeg troer, at Du vil blive lige saa salig som noget
Sandheds-Vidne, nogen af Troens Helte. Men saa siger jeg til
Dig. Tænk nu engang Dit og en Saadans Liv sammen.
Betænk, hvad han har maattet offre, han som offrede Alt, det
der falder tungest at offre i et første Øieblik, og det der i
Længden falder tungest at have offret! Tænk, hvad han har
lidt, hvor smerteligt og hvor langvarigt! O, dersom Du
lever lykkelig i et elsket Hjem, dersom Din Hustru hænger
fast ved Dig af sit ganske Hjerte og af al sin Magt, dersom
Du har Glæde af Dine Børn: betænk hvad det dog vil sige,
saaledes Dag efter Dag at leve hen i denne Fred og Hvile,
velgjørende for et Menneskes Sjel, mere velgjørende end den
svage Eftermiddagens sildigere Belysning er for Den, hvis
Øie smerter; og betænk, at dette er Dit daglige Liv — og
tænk saa paa Sandheds-Vidnet! Og dersom Du lever, ikke
i Leddiggang, langtfra, men saaledes, at Din Gjerning, der
tager Din Tid, Din Flid, Din Kraft, dog ikke tager
anderledes, end at der baade er Hvile nok fra Arbeidet, og
Arbeidet selv mangen Gang forfriskende som Tidsfordriv; og
dersom Du lever om ikke i Overflod, saa dog saa Du hat
Dit rigelige Udkomme; og dersom Du har Tid til saa
mangen Nydelse, der vederqvægende udfylder Tiden og giver
ny Livslyst; og dersom kort og godt Dit Liv er en stille
daglig Nydelse — o, hans Liv var en piinagtig daglig
Lidelse: saa døe I begge, og I blive lige salige! Og dersom
Du i lykkelig Ubemærkethed kan glæde Dig ved Livet,
uforstyrret og ubemærket faae Lov til at gaae og være Dig selv;
og dersom Du, just fordi Du lever ubemærket, saa ofte faaer
Leilighed til at lære Menneskene at kjende fra deres bedre,
deres gode, deres elskelige Side; og dersom Du, naar Du
færdes i Vrimlen, enten møder den Fremmede, der slet ikke
kjender Dig, eller Du møder deres velvillige, deeltagende
Blik, som kjende Dig; og dersom Du, naar Du finder
Leilighed til at gjøre et andet Menneske en Tjeneste, en
Velgjerning, lønnes med saa megen Glæde, at det er et
Spørgsmaal, om Du ikke egentligen gjør Dig selv en Tjeneste, en
Velgjerning; og dersom Du letforstaaende Dit Liv let er i
Forstaaelse med de Andre, og let forstaaet: o, han maatte
Dag ud og Dag ind (hvad der er uadskilleligt fra en
saadan Virken) lade sig ligesom fortære og opæde af denne
menneskelige Pjatten, der altid hungrig altid begjerer Noget at
snakke om; han maatte Aar efter Aar daglig være
foranlediget, nødsaget til at lære Menneskene at kjende fra den,
mildest talt, bestialske, stundom den dybe Fordærvelses Side;
han maatte idelig og idelig forvisse sig om, at han var
kjendt af Enhver, og kjende dette paa, at han i Enhvers
Blik mødte Uvillie, Modstand, Forbittrelse, Haan o. D.;
han gjorde vel mod en heel Samtid, og lønnedes med en
heel Samtids Forbandelser; i Anfægtelsens Qvaler maatte
han erhverve sit Livs Forstaaelse, og saa maatte han
møisommeligen Dag efter Dag arbeide sig gjennem alle de
Medlevendes Misforstaaelser, og alle disse Misforstaaelsens Qvaler
— — saa døe I begge, og I blive lige salige! Betænk
dette, og ikke sandt, saa vil Du sige til Dig selv, hvad jeg
siger til mig: hvad enten jeg nu virkelig ikke skal vove saa
langt ud, eller jeg kjæler for mig selv, at jeg slet ikke vover
ud: Eet vil jeg gjøre, og om jeg end havde nok saa meget
at bestille forresten, jeg skal skaffe Tid til at mindes disse
Herlige hver eneste Dag. O, mig synes, at det dog er en
himmelraabende Uret, at vi To blive lige salige! Men i
ethvert Fald, mit Liv skal være en Erindring om dem! — Og
see, her har Du strax et Exempel paa en Bevægelse, der er
Uro i Retning af Inderliggjørelse.
Og denne Uro, det er det Mindste, den mildeste, den
laveste Form af Gudelighed. Og dog troer Du, at vi ere
saa fuldkomne, at vi ikke behøve, at der arbeides i den
Retning? Husk paa, hvorledes det gik mig med Luther! Om det
vilde gaae de Andre ligesaa, hvis Luther kom til dem, jeg
veed det ikke.
Men tænk Dig Luther i vor Tid, opmærksom paa vor
Tilstand, troer Du ikke han vilde sige, som han siger i en
Prædiken: „Verden er som den fulde Bonde, naar man
hjælper ham op fra den ene Side paa Hesten, saa falder han
ned paa den anden Side”. Troer Du ikke, han vilde sige:
Apostelen Jacob maa drages lidt frem, ikke for Gjerningerne
mod Troen, nei, nei, det var dog heller ikke Apostelens
Mening, men for Troen, for, om muligt, at bevirke, at
Trangen til „Naaden” føles dybt i sand ydmyg Inderlighed, og
for, om muligt, at forhindre, at „Naaden”, at Troen og
Naaden som det ene Frelsende og ene Saliggjørende ikke
tages ganske forfængeligt, bliver et Skalkeskjul for en endog
raffineret Verdslighed. Luther — denne Guds Mand,
denne ærlige Sjel! — oversaae eller glemte dog maaskee
et vist Noget, hvad en senere, hvad især vor Tid
maaskee kun altfor stærkt indskærper. Han glemte — anden
Gang, Du Ærlige! — han glemte, hvad han var for
ærlig til selv at vide, hvilken ærlig Sjel han selv var,
hvad jeg, og ikke for min Dyds Skyld men for
Sandhedens Skyld, maa fremhæve. Det Lutherske er ypperligt,
er Sandheden; jeg har i Forhold til dette ypperlige Lutherske
kun een Betænkelighed. Den angaaer ikke det Lutherske, nei,
den angaaer mig selv: at jeg har forvisset mig om, at jeg
er ikke nogen ærlig Sjel, men en listig Krabat. Saa bliver
det vistnok rigtigst, at der passes noget nøiere paa
Undersætningen (Gjerningerne, Existensen, det at vidne og lide for
Sandhed, Kjerlighedens Gjerninger o. s. v.), Undersætningen
i det Lutherske. Ikke som skulde nu Undersætningen gjøres
til Oversætning, Troen og Naaden afskaffes eller nedsættes,
Gud forbyde det, nei, just for Oversætningens Skyld, og saa
fordi jeg er en Saadan, som jeg er, bliver det vistnok
rigtigst, at der passes noget nøiere paa Undersætningen i det
Lutherske — thi i Forhold til „ærlige Sjele” behøves der
Intet at gjøres.
Og Jacob siger: vorder ikke blot Ordets Hørere, men
dets Gjørere.
Dog for at vorde dets Gjørere, maa man jo først være
dets Hører eller Læser, hvilket Jacob ogsaa siger.
Og nu staae vi ved vor Text.
Saa ville vi tale om:
Hvad der fordres for til sand Velsignelse at betragte sig
i Ordets Speil?
For det Første fordres der, at Du ikke maa
see paa Speilet, betragte Speilet, men see Dig
selv i Speilet.
Dette synes saa indlysende, at man skulde troe, det
neppe behøvede at siges. Dog gjøres det vist fornødent; og
hvad der bestyrker mig i den Mening er, at denne
Bemærkning ikke er af mig selv, ei heller af hvad vi nutildags
kalde en from Mand, en Mand, der saadan har nogle fromme
Stemninger, men af et Sandheds-Vidne, et Blod-Vidne; og
saadanne Herlige de ere vel underrettede.
Han advarer mod det Feilsyn, at komme til at betragte
Speilet, istedetfor at see sig selv i Speilet. Jeg benytter blot
Bemærkningen, og spørger saa Dig, m. T., er den ikke som
myntet paa vore Tider og vore Forhold, og overhovedet paa
Christenhedens senere Tider?
Thi „Guds Ord” er jo Speilet: men, men — — o,
uoverskuelige Vidtløftighed! hvor meget hører der i strengere
Forstand til „Guds Ord”, hvilke Bøger ere ægte, ere de
ogsaa af Apostlene, og ere disse ogsaa troværdige, have de
selv seet Alt, eller maaskee i Forhold til Adskilligt dog kun
hørt det af Andre; og nu Læsemaaderne, 30,000 forskjellige
Læsemaader; og saa denne Stimmel eller Trængsel af Lærde
og Meninger, og lærde Meninger og Ulærde Meninger om
hvorledes det enkelte Sted er at forstaae...... ikke sandt,
dette her seer noget vidtløftigt ud! Guds Ord er Speilet —
jeg skal ved at læse eller høre, see mig i Speilet: men see,
det med Speilet forvirrer sig saaledes, at jeg nok aldrig
kommer til at speile mig — idetmindste ikke, naar jeg slaaer ind
paa den Vei. Næsten kunde man fristes til at antage, at her
er en heel menneskelig Underfundighed med i Spillet (ak, og
sandt er, vi Mennesker ere i Forhold til Gud og det
Guddommelige og den gudfrygtige Sandhed saa underfundige,
det er slet ikke saaledes, som vi saadan sige til hinanden:
at vi saa gjerne ville gjøre Guds Villie, naar vi blot
kunde faae den at vide), næsten kunde man fristes til at
antage, at dette er Underfundighed, at vi Mennesker ikke
gjerne ville til at see os i hiint Speil, og at det er derfor
vi have hittet paa alt Dette, som truer med at gjøre Speilet
umuligt, alt Dette, som vi saa hædre med de prisende Navne
af lærd og grundig og alvorlig Gransken og Grublen.
M. T., hvor høit holder Du Guds Ord i Priis? Siig
nu ikke, at Du holder det saa høit i Priis, at intet Udtryk
kan betegne det; thi man kan ogsaa tale saa høit, at man
slet Intet siger. Lad os derfor, for at det kan blive til
Noget, tage et simpelt menneskeligt Forhold; holder Du Guds
Ord høiere i Priis, saa meget desto bedre.
Tænk Dig en Elskende, der har modtaget et Brev fra
den Elskede — saa dyrebart som dette Brev er for den
Elskende, saa dyrebart, antager jeg, at Guds Ord er for Dig;
som den Elskende læser dette Brev, saaledes antager jeg, at
Du læser, og at Du mener, at Du bør læse Guds Ord.
Dog maaskee siger Du: „ja, men den hellige Skrift er
skrevet i et fremmed Sprog”. Det er dog vel egentligen
nærmest de Lærde, der behøve at læse den hellige Skrift i
Grundsproget; men vil Du det ikke anderledes, vil Du holde
fast paa, at Du maa læse Skriften i Grundsproget: vel, vi
kan godt blive i Billedet med Brevet fra den Elskede, kun
føie vi en lille Bestemmelse til.
Jeg antager da, at dette Brev fra den Elskede er
skrevet i et Sprog, som den Elskende ikke forstaaer; og der er
Ingen dersteds, som kan oversætte ham det, og maaskee han
ikke engang gjerne ønskede nogen saadan Hjælp, for ikke at
indvie en Uvedkommende i sine Hemmeligheder. Hvad gjør
han? Han tager en Ordbog, sætter sig til at stave Brevet
igjennem, slaaer hvert Ord op, for derpaa at tilveiebringe en
Oversættelse. Lad os antage, at som han sidder beskjeftiget
med dette Arbeide, kommer en Bekjendt af ham ind til ham.
Han veed, at dette Brev er kommet; idet han seer hen paa
Bordet, seer han det ligge der, og siger „naa, Du sidder og
læser det Brev, Du har faaet fra Din Elskede” — hvad
mener Du den Anden vil sige? Han svarer „er Du fra
Forstanden, troer Du det er at læse et Brev fra den Elskede!
Nei, min Ven, jeg sidder her i Slid og Slæb for ved Hjælp
af en Ordbog at faae det oversat; stundom er jeg færdig at
briste af Utaalmodighed, Blodet styrter mig til Hovedet, saa
jeg gjerne kunde smide Ordbogen hen ad Gulvet — og det
kalder Du at læse, vil Du spotte mig! Nei, snart er jeg,
Gud skee Lov, færdig med Oversættelsen, og saa, ja saa, saa
skal jeg til at læse Brevet fra den Elskede, det er noget
ganske Andet — dog til hvem taler jeg.... dumme
Menneske, gaa bort fra mine Øine, jeg gider ikke see Dig, at
Du kunde falde paa i den Grad at fornærme den Elskede
og mig, at kalde det at læse et Brev fra hende! Og dog,
bliv, bliv, Du veed nok, det er kun mit Spøg, ja jeg saae
det endogsaa meget gjerne, at Du blev, men oprigtigt talt,
jeg har ingen Tid, der er endnu Noget tilbage at oversætte,
og jeg er saa utaalmodig efter at komme til at læse —
derfor, bliv ikke vred, men gaa, at jeg kan blive færdig”.
Altsaa, den Elskende gjør, i Forhold til Brevet fra den
Elskede, Forskjel mellem det at læse og det at læse, mellem
det at læse med Ordbog, og det at læse Brevet fra den
Elskede. Blodet styrter ham til Hovedet af Utaalmodighed,
naar han sidder og hexer med at læse med Ordbog, han
bliver som Rasende, da hans Ven vover at kalde denne lærde
Læsen en Læsen af Brevet fra den Elskede. Nu er han
færdig med Oversættelsen — nu læser han Brevet fra den
Elskede. Han betragtede hele dette, om Du saa vil, lærde
Forarbeide som et nødvendigt Onde, at han kunde komme til —
at læse Brevet fra den Elskede.
Lad os ikke for tidligt slippe dette Billede. Lad os
antage, at dette Brev fra den Elskede ikke blot, som vel
saadanne Breve i Almindelighed gjøre, indeholdt Udtalelse af
en Følelse, men at der var et Ønske indeholdt, Noget den
Elskede ønskede at den Elskende skulde gjøre. Det var, lad
os antage dette, meget der fordredes af ham, saare meget,
der var, vilde enhver Trediemand sige, god Grund til at
betænke sig: men den Elskende — i samme Secund flux
afsted for at faae opfyldt den Elskedes Ønske. Lad os
antage, at efter en Tids Forløb traf de Elskende sammen, og
den Elskede sagde: „men, Kjere, det havde jeg jo slet ikke
forlangt af Dig, Du maa have forstaaet det Ord forkeert,
eller oversat det forkeert” — troer Du, at den Elskende nu
fortrød, at han, istedetfor strax i samme Secund at ile med
at efterkomme Ønsket, ikke først havde gjort sig nogle
Betænkeligheder, og saa maaskee havde faaet et Par Ordbøger
endnu til Hjælp, og saa faaet flere Betænkeligheder, og saa
maaskee faaet Ordet oversat rigtigt, og altsaa været fri —
troer Du, han fortryder denne sin Feiltagelse, troer Du, han
behager den Elskede mindre? Tænk Dig et Barn, ret hvad
man kalder en flink og dygtig Discipel; da Læreren en Dag
har sat dem Lectien for til næste Dag, siger han: lad mig
nu see, at I kan Eders Ting godt imorgen. Paa vor flinke
Discipel gjør dette et dybt Indtryk. Han kommer hjem fra
Skole, flux til Arbeidet. Men han har ikke hørt ganske nøie
efter, hvor langt de har for, hvad gjør han? Denne Lærerens
Formaning er det, der har gjort Indtryk paa ham, han
læser vel dobbelt saa langt, som det viser sig, at han virkelig
har for: troer Du, Læreren vil synes mindre godt om ham,
fordi han ganske udmærket kan en dobbelt saa lang Lectie?
Tænk Dig en anden Discipel; han hørte ogsaa Lærerens
Formaning, han havde heller ikke hørt nøie, hvor langt de
havde for. Da han saa kom hjem, sagde han: jeg maa
først have at vide, hvor langt vi have for. Saa gik han
hen til en af sine Kammerater, saa til en anden, han var
heller ikke hjemme, derimod kom han her i Snak med en
ældre Broder af ham — og saa langt om længe kom han
hjem, og Tiden var gaaet, og han fik slet Ingenting læst!
Altsaa, den Elskende gjorde i Forhold til Brevet fra
den Elskede Forskjel mellem at læse og at læse, fremdeles
forstod han det at læse saaledes, at var der et Ønske
indeholdt i Brevet, da skulde man begynde dets Opfyldelse strax,
der var ikke eet Secund at spilde.
Tænk nu paa Guds Ord. Naar Du læser Guds Ord
lærd — vi nedsætte ikke Lærdom, nei, langtfra — men husk
vel paa: naar Du læser Guds Ord lærd, med Ordbog o. s. v.,
saa læser Du ikke Guds Ord — husk paa den Elskende, der
sagde: „det er ikke at læse Brevet fra den Elskede.” Er Du
da Lærd, saa pas dog endeligen paa, at Du ikke over al denne
lærde Læsen (der ikke er at læse Guds Ord) glemmer at læse
Guds Ord. Er Du ikke lærd, o, misund ham ikke, glæd
Dig, at Du strax kan komme til at læse Guds Ord! Og er
der nu et Ønske, et Bud, en Befaling, saa — husk paa den
Elskende! — saa flux afsted for at gjøre derefter. „Men”,
siger Du maaskee, „der ere saa mange dunkle Steder i den
hellige Skrift, hele Bøger, der næsten ere som Gaader.”
Hertil vilde jeg svare: for at jeg skulde indlade mig med
denne Indvending, maatte den gjøres af En, hvis Liv
udtrykte, at han nøiagtigt havde efterkommet alle de Steder,
som ere lette at forstaae; er dette Tilfældet med Dig? Dog
saaledes vilde den Elskende bære sig ad med Brevet; hvis
der var dunkle Steder, men der ogsaa var tydeligt udtalte
Ønsker, han vilde sige: „jeg maa flux efterkomme Ønsket, saa
faaer jeg at see, hvad det bliver med de dunkle Steder, o,
men hvorledes skulde jeg sætte mig hen og grunde over de
dunkle Steder, og lade Ønsket uopfyldt, Ønsket, som jeg
tydeligt forstod!” Dette vil sige; naar Du læser Guds Ord:
Det der forpligter Dig, er ikke de dunkle Steder, men Det,
Du forstaaer; og Det har Du øieblikkeligt at efterkomme.
Var der kun eet eneste Sted, Du forstod i den hele Hellige
Skrift: vel, saa har Du først at gjøre det; men ikke har
Du først at sætte Dig hen, og grunde over de dunkle Steder.
Guds Ord er givet, for at Du skal handle derefter, ikke for
at Du skal øve Dig i at fortolke dunkle Steder. Læser Du
ikke Guds Ord saaledes, at Du betænker, at den mindste
Smule Du forstaaer øieblikkeligt forpligter Dig til at gjøre
derefter: saa læser Du ikke Guds Ord. Saaledes meente
den Elskende: „hvis jeg, istedetfor øieblikkeligt at ile for at
opfylde Ønsket, som jeg forstaaer, vil sætte mig hen og
grunde over, hvad jeg ikke forstaaer, saa læser jeg ikke Brevet
fra den Elskede. Jeg kan træde med god Samvittighed frem
for den Elskede og sige: der vare nogle dunkle Steder i Dit
Brev, i Forhold til dem har jeg sagt, den Tid den Sorg;
men der var et Ønske, som jeg forstod, det har jeg
øieblikkeligt opfyldt. Derimod kan jeg ikke træde med god
Samvittighed frem og sige: der vare nogle dunkle Steder i
Dit Brev, som jeg ikke forstod, dem satte jeg mig hen at
grunde over, og i Forhold til Dit Ønske, som jeg nok
forstod, sagde jeg: den Tid den Sorg.” — Men maaskee
frygter Du, at det skulde gaae Dig i Forhold til Guds Ord,
som det gik den Elskende med Brevet, at Du (dog denne
Frygt et vistnok ugrundet i Forhold tit Guds Fordring) at
Du skulde komme til at gjøre for meget, at Du ved at slaae
op i endnu een Ordbog skulde see, at der dog ikke var
fordret saa meget: o, min Ven, mishagede dette da den Elskede,
at den Elskende var kommet til at gjøre for meget? Og
hvad troer Du, at den Elskende vilde sige om det at nære en
saadan Frygt? Han vilde sige: „Den, der nærer en saadan
Frygt for at skulle komme til at gjøre for meget, han læser
ikke Brevet fra den Elskede;” og jeg vilde sige: han læser
heller ikke Guds Ord.
Lad os endnu ikke slippe dette Billed med Brevet fra
den Elskede. Da han sad og var beskjeftiget med at
oversætte det ved Hjælp af en Ordbog, blev han
forstyrret, idet en Bekjendt kom ind til ham. Han blev
utaalmodig, „men”, vilde han vistnok sige, „det var blot fordi jeg
blev sinket, thi ellers kunde det da være det Samme, jeg
læste jo ikke den Gang Brevet. Ja, var En kommet ind
til mig, medens jeg sad og læste Brevet, det var noget ganske
Andet, det havde været en Forstyrrelse. Dog det skal jeg
nok sikkre mig mod; førend jeg begynder paa Sligt, lukker
jeg min Dør i Laas og er ikke hjemme. Thi jeg vil være
ene, uforstyrret ene med Brevet; er jeg ikke det, saa læser
jeg heller ikke Brevet fra den Elskede.”
Han vil være ene, uforstyrret ene med Brevet — „ellers”,
siger han, „læser jeg ikke Brevet fra den Elskede.”
Og saaledes med Guds Ord; Den, som ikke er ene
med Guds Ord, læser ikke Guds Ord.
Ene med Guds Ord! M. T., lad mig her gjøre en
Tilstaaelse om mig selv: jeg tør endnu ikke ret være ganske
ene med Guds Ord, saa intet Sandsebedrag underskyder sig.
Og tillad mig saa at sige Eet: jeg har aldrig seet Nogen,
om hvem jeg turde troe, at han havde Oprigtighed og Mod
til at være ene med Guds Ord, saa intet, intet
Sandsebedrag underskyder sig.
Forunderligt! Naar der i Samtid træder en stærkere
bevæget Mand frem, der bestemmer Prisen af det at være
Christen blot en Femtedeel mod den Priis, som Evangeliet
sætter: da raaber man „tager Eder iagt for det Menneske,
læser ikke hvad han skriver, allermindst i Eensomhed, taler
ikke med ham, allermindst eensomt, han er et farligt
Menneske.” Men den hellige Skrift! Ja næsten ethvert
Menneske eier den, man tager ikke i Betænkning at forære enhver
Confirmand (altsaa i den farligste Alder) denne Bog. I
Sandhed, der maa være mange Sandsebedrag med, man maa
være forvænt ved at denne Bog nu engang er til, man maa
læse den paa en ganske egen Maade — mindst saaledes, at
man er ene med den.
At være ene med den hellige Skrift! Jeg tør det
ikke! Naar jeg nu slog op i den: det første det bedste Sted
— det fanger mig øieblikkeligt; det spørger mig (ja, det er
som var det Gud selv, der spurgte mig): har Du gjort, hvad
Du der læser? Og saa, saa.... ja saa er jeg fangen. Saa
enten strax til Handling, eller øieblikkeligt ydmygende
Indrømmelse.
O at være ene med den hellige Skrift — og hvis ikke,
saa læser Du ikke den hellige Skrift.
At det at være ene med Guds Ord, at det er en farlig
Sag, det er ogsaa stiltiende tilstaaet af just dygtigere
Mennesker. Der var maaskee Den (et dygtigere, et alvorligere
Menneske, om vi end ikke kunde prise hans Beslutning), som
sagde til sig selv: „jeg duer ikke til at gjøre noget halvt —
og denne Bog, Guds Ord, det er en yderst farlig Bog for
mig, og det er en herskesyg Bog, giver man den en Finger,
tager den hele Haanden, giver man den hele Haanden,
tager den hele Manden og omkalfatrer maaskee pludselig hele
mit Liv efter en uhyre Maalestok. Nei, uden (hvad jeg
afskyer) uden at tillade mig et eneste spottende eller nedsættende
Ord om denne Bog: jeg flytter den hen paa et afsides Sted,
jeg vil ikke være ene med den.” Vi billige det ikke; men
der er dog altid Noget heri, som vi billige, en vis
Redelighed.
Men man kan ogsaa paa en ganske anden Maade værge
sig mod Guds Ord, trodsende paa, at man godt vover at
være ene med det, hvilket dog ikke er sandt. Thi tag den
hellige Skrift, luk Din Dør — men tag saa ti Ordbøger,
fem og tyve Fortolkninger: saa kan Du læse den lige saa
rolig og ugeneert som Du læser Adresseavisen. Falder det
Dig saa maaskee engang, forunderligt nok, ind, ligesom Du
bedst sidder og læser et Sted: har jeg gjort dette, handler
jeg herefter (det er naturligviis i Distraction, i et adspredt
Øieblik hvor Du ikke er samlet i vanlig Alvor, Du kan falde
paa Sligt), saa er Faren dog ikke saa stor. Thi see, maaskee
er der flere Læsemaader, og maaskee bliver der just nu fundet
et nyt Haandskrift: ih bevares — og Udsigt til nye
Læsemaader, og maaskee ere fem Fortolkere af een Mening, og
syv af en anden, og to af en mærkelig Mening, og tre
vaklende eller har ingen Mening, og „jeg selv er ikke ganske
enig med mig selv om Meningen af dette Sted, eller, for at
sige min Mening, jeg er af samme Mening som de tre
Vaklende, der ingen Mening har” o. s. v. En Saadan kommer
saa ikke i den Forlegenhed som jeg: enten strax at maatte
gjøre efter Ordet, eller dog at maatte gjøre en ydmygende
Tilstaaelse. Nei, han er rolig, han siger: „der er ikke Noget
i Veien fra min Side, jeg skal nok gjøre derefter — dersom
det blot først bliver bragt i Orden med Læsemaaden, og
Fortolkerne blive nogenlunde enige.” Aha! Dermed har det
nemlig vistnok lange Udsigter. Derimod opnaaede Manden,
at det bliver dunkelt, om Feilen ikke stikker i ham, at det er
ham, der ikke har Lyst til at fornegte Kjød og Blod og gjøre
efter Guds Ord. O, sørgelige Misbrug af Lærdom, o, at
det gjøres Menneskene saa let saaledes at bedrage sig selv!
Thi var der ikke saa mange Sandsebedrag og
Selvbedrag, da vilde vistnok Enhver, som jeg gjør det, tilstaae:
jeg tør neppe være ene med Guds Ord.
Ene med Guds Ord, det maa man være, som den
Elskende vilde være ene med Brevet, thi ellers var det ikke at
læse Brevet fra den Elskede — og ellers er det ikke at læse
Guds Ord, eller at see sig i Speilet. Og det var jo det vi
skulde og det vi først skulde, hvis vi til Velsignelse skulde
betragte os i Ordets Speil, vi skulde ikke see paa Speilet men
os i Speilet. Er Du lærd, husk paa, at hvis Du ikke læser
Guds Ord anderledes, det vil hænde Dig, at Du, efter hele
Dit Liv igjennem at have læst mange Timer hver evige Dag
i Guds Ord, dog aldrig har læst — Guds Ord. Gjør da
Forskjellen, saa Du kommer til (foruden den lærde Læsning)
ogsaa at læse Guds Ord, eller tilstaa Dig idetmindste selv,
at Du, trods den daglige lærde Læsen deri, ikke læser Guds
Ord, at det vil Du overhovedet ikke have med at gjøre. Er
Du ulærd: desto mindre er Du vel foranlediget til at see
feil; altsaa flux til Sagen, intet Sinkeri med at betragte
Speilet, men flux til at betragte Dig i Speilet.
Dog hvorledes læses Guds Ord vel i Christenheden? Skulde
vi deles i to Classer — thi enkelte Undtagelser kan der ikke
saaledes tages Hensyn til — saa maatte man vel sige: en
større Deel læser aldrig Guds Ord, en mindre Deel læser
det paa en eller anden Maade lærd, det er, læser dog ikke
Guds Ord, men betragter Speilet. Eller for at sige det
Samme paa en anden Maade: en større Deel betragter Guds
Ord som et forældet Oldtids-Skrift, man sætter til en Side;
en mindre Deel betragter, Guds Ord som et yderst mærkeligt
Oldtids-Skrift, paa hvilket man anvender en forbavsende Flid
og Skarpsindighed o. s. v. — betragtende Speilet.
Tænk Dig et Land. Der udgaaer et Kongebud til alle
Embedsmænd, Undersaatter, kort til hele Befolkningen. Hvad
skeer? Der foregaaer med Alle en mærkelig Forandring: Alt
forvandler sig til Fortolkere, Embedsmændene blive Forfattere,
den ene Fortolkning lærdere, skarpsindigere, smagfuldere,
dybsindigere, ingenieusere, vidunderligere, deiligere og vidunderlig
deiligere end den anden udkommer hver evige Dag; Critiken,
som skal holde Oversigten, kan neppe holde Oversigten over
denne uhyre Literatur, ja Critiken selv bliver en saa
vidtløftig Literatur, at det ikke er muligt at holde Oversigten over
Critiken: Alt er Fortolkning — men ingen læste Kongebudet
saaledes, at han gjorde derefter. Og ikke blot dette, at Alt
blev Fortolkning, nei man forrykkede tillige Synspunktet for
hvad Alvor er, og gjorde det at sysle med Fortolkningen til
den egentlige Alvor. Tænk Dig, at denne Konge ikke var en
menneskelig Konge — thi en saadan vilde vel ogsaa nok
forstaae, at man egentligen gjorde Nar af ham ved paa den
Maade at vende Sagen; men da en menneskelig Konge er
afhængig især af samtlige Embedsmænd og Undersaatter, saa
vilde han vel blive nødsaget til at gjøre gode Miner til slet
Spil, lade som var dette i sin Orden, saa den smagfuldeste
Fortolker til Belønning blev ophøiet i Adelsstanden, og den
dybsindigste blev hædret med en Orden o. s. v. — Tænk Dig,
at denne Konge var en Almægtig, som altsaa ikke kommer i
Forlegenhed, om saa alle Embedsmænd og Undersaatter spille
falsk mod ham. Hvad troer Du nu denne almægtige Konge
vil tænke om Sligt? Mon han ikke vilde sige: det, at de
ikke efterkomme Budet, det kunde jeg endda tilgive;
fremdeles, hvis de forenede indgik med et Bønskrift til mig, om
at jeg vilde have Taalmodighed med dem, eller maaskee ganske
forskaane dem for dette Bud, der faldt dem saa tungt: det
kunde jeg tilgive dem. Men dette kan jeg ikke tilgive, at
man endog forrykker Synspunktet for hvad Alvor er.
Og nu Guds Ord! „Mit Huus er et Bedehuus, men
I have forvandlet det til en Røverkule.” Og Guds Ord,
hvad er det efter sin Bestemmelse, og hvad have vi forvandlet
det til? Al denne Fortolken og Fortolken og Videnskab og
ny Videnskab, det bringes frem under den høitidelige,
alvorsfulde Form: at det er for ret at forstaae Guds Ord — see
nærmere til, og Du skal see, det er for at værge sig mod
Guds Ord. Det er kun altfor let at forstaae Fordringen,
som er indeholdt i Guds Ord („giv alt dit Gods til de
Fattige”, „naar En slaaer Dig paa den høire Kind, vend den
venstre til”, „naar En tager Din Kappe, giv ham Kjortelen
med”, „værer altid glade”, „agter det for idel Glæde, naar
I falde udi adskillige Fristelser” o. s. v., Alt lige saa let at
forstaae som den Bemærkning: „det er godt Veir idag”, en
Bemærkning, som kun paa een Maade kunde blive vanskelig
at forstaae, naar der blev en Literatur til for at fortolke
den), ikke den meest indskrænkede sølle Stakkel kan med
Sandhed negte at kunne forstaae Fordringen — men det kniber
for Kjød og Blod at ville forstaae den og at skulle gjøre
derefter. Og det er, i mine Tanker, menneskeligt, at et
Menneske krymper sig ved, at lade Ordet ret faae Magt over
ham — vil ingen Anden tilstaae det, jeg tilstaaer, det gjør
jeg. Det er menneskeligt, at bede Gud at have Taalmodighed,
om man ikke strax kan, hvad man skal, men dog lovende at
stræbe; det er menneskeligt, at bede Gud at have
Medlidenhed, at Fordringen er En for høi: vil ingen Anden
tilstaae det om sig, jeg tilstaaer, det gjør jeg. Men det er dog
ikke menneskeligt at give Sagen en ganske anden Vending: at
jeg listigt skyder, det ene Lag efter det andet, Fortolkning og
Videnskab og atter Videnskab (omtrent som naar en Dreng
anbringer en Serviet eller flere under Trøien, naar han skal
have Prygl), at jeg skyder alt dette mellem Ordet og mig,
og saa giver denne Fortolken og Videnskabelighed Navn af
Alvor og Sandheds-Iver, og saa lader denne Syslen svulme
op til en saadan Vidtløftighed, at jeg aldrig kom til at faae
Indtrykket af Guds Ord, aldrig kommer til at betragte mig
i Speilet. Det seer ud, som drog al denne Forsken og
Grublen og Gransken og Grunden Guds Ord ganske nær til mig:
det Sande er, at jeg just saaledes, paa den listigste Maade,
fjerner Guds Ord det længst mulige fra mig, uendelig langt
længere end det er fra Den, der aldrig saae Guds Ord,
uendelig langt længere end det er fra Den, der blev saa
angest og bange for Guds Ord, at han kastede det det længst
mulige bort.
Thi en endnu større Afstand fra det Fordrede (at see sig
selv i Speilet), en endnu større Afstand derfra end det aldrig
at see Speilet, en endnu større Afstand er det: Aar ud og
Aar ind hver evige Dag at kunne sidde ganske rolig — og
betragte Speilet.
For det Andet fordres der, at naar Du læser
Guds Ord, for at see Dig i Speilet, saa maa Du
(for at Du virkelig kan komme til at see Dig i Speilet)
huske paa ieetvæk at sige til Dig selv: det er
mig der tales til, det er mig der tales om.
Lad Dig ikke bedrage — eller, vær ikke selv underfundig.
Thi vi Mennesker, vi ere i Forhold til Gud og Guds Ord
o, saa listige, selv den dummeste iblandt os saa listig — ja,
Kjød og Blod og Selvkjerlighed er meget listig.
Saa have vi da (at det er for at værge os mod Guds
Ord, det sige vi ikke, vi ere da ikke gale, sagde vi det, saa
havde vi jo ingen Profit af vor kloge Opfindelse), vi have
opfundet, at det at tænke paa sig selv (hvad det vistnok i
mange Tilfælde kan være, kun ikke naar det gjælder om at
lade Guds Ord faa Magt over sig) at det er — tænk Dig,
hvor listigt! det er Forfængelighed, sygelig Forfængelighed!
Pfui, skulde jeg være saa forfængelig! Thi det at tænke
paa sig selv og sige: „det er mig”, det er, som vi Lærde
sige, det er det Subjektive; og det Subjektive, det er
Forfængelighed, denne Forfængelighed, ikke at kunne læse en Bog
— Guds Ord! — uden at mene, at det er mig, den handler
om. Skulde jeg ikke afskye at være forfængelig! Og skulde
jeg da være saa dum ikke at gjøre det, naar jeg derved
tillige sikkrer mig, at Guds Ord ikke kan komme til at faae
fat i mig, fordi jeg ikke sætter mig i noget personligt
(subjektivt) Forhold til Ordet, men derimod — o, Alvor, for
hvilken jeg saa bliver høit priset af Menneskene! — forvandler
Ordet til et upersonligt Noget (det Objektive, en objektiv Lære
o. d.), til hvilket jeg — den baade Alvorlige og Dannede! —
forholder mig objektivt, saa jeg da ikke er saa udannet og
forfængelig, at jeg bringer min Personlighed med i Spillet,
at jeg skulde troe det var mig, der taltes til, mig — og
ieetvæk — mig, der taltes om. Ih langtfra mig være en
saadan forfængelig Udannethed — og langtfra mig være
ogsaa, hvad der jo ellers saa let kunde skee, at Ordet fik fat i
mig, just i mig, fik Magt over mig, saa jeg ikke kunde værge
mig mod det, saa det blev ved at forfølge mig, indtil jag
enten gjorde efter det, forsagende Verden, eller dog tilstod, at
jeg ikke gjorde det — den retfærdige Straf over hver Den,
der tillader sig paa en udannet Maade at omgaaes Guds
Ord.
Nei, nei, nei! Dette, naar Du læser Guds Ord, da i
Alt hvad Du læser, bestandigt at sige til Dig selv: det er
mig der tales til, mig der tales om, det er Alvoren, just det
er Alvoren. Ei heller har nogen Eneste af dem, hvem
Christendommens Sag i høiere Forstand har været betroet, glemt,
at indskærpe dette atter og atter som det meest Afgjørende,
som ubetinget Betingelsen, hvis Du skal komme til at see Dig
i Speilet. Altsaa, det er dette Du skal gjøre, Du skal
ieetvæk under Læsningen sige til Dig selv: det er til mig, det
er om mig der tales.
Hiin mægtige Keiser i Østen, hvis Vrede det lille
navnkundige Folk havde tildraget sig, om ham fortælles, at han
havde en Slave, der sagde til ham hver Dag: husk paa at
tage Hevn. Det var ogsaa Noget at huske paa; mig synes
det havde været bedre, at have en Slave, der hver Dag
havde erindret ham om at glemme, hvilket dog heller ikke er
godt; thi skulde man hver Dag erindres om at glemme, saa
bliver det jo ikke til Alvor med at glemme. Men i ethvert
Tilfælde, denne Hersker forstod meget rigtigt, just fordi han
var vred (og Vrede er en, om ikke priselig, Bestemmelse af
Personlighed), hvorledes man bærer sig ad, naar der skal
virkes personligt paa En.
Men endnu bedre end denne Hersker blev dog Kong
David betjent — det forstaaer sig, det er af den Art
Betjening, som man sjeldent selv frivilligt ønsker, man fristes
snarere til at betragte den som en af Livets største
Ubeqvemmeligheder.
Historien jeg sigter til er bekjendt. Kong David saae
Bathseba. At see hende — og at see, at hendes Mand stod
i Veien, det var Eet. Han maa altsaa bort. Og det skeete
ogsaa; man veed ikke ret, hvorledes det gik til, der maa være
en Styrelse, han faldt i Slaget, dog „det er saa Krigens Gang,”
siger Kongen, han havde formodentlig i Dumdristighed selv
valgt saa farlig en Post, at det var den visse Død — jeg siger
blot, var der Nogen, der ønskede ham af Dage, han kunde,
hvis han raadede over Sligt, aldrig have gjort det bedre
end at anbringe ham paa den Post, der var den visse Død.
Nu er han af Veien. Det gik meget nemt. Og nu er der
altsaa heller ikke mere Noget i Veien for at komme i lovlig
Besiddelse af hans Hustru. Noget i Veien, er Du sær, det
er jo endogsaa en i høi Grad ædel, høimodig, ægte kongelig
Handling, der vil begeistre hele Krigerstanden, at Kongen
ægter den for Fædrelandet faldne Krigers Enke.
Saa kommer der en Dag en Prophet op til Kong
David. Lad os gjøre Sagen ret næværende og modernisere
den lidt. Den ene er Kongen, den høiest staaende Mand i
Folket, den anden Propheten, en anseet Mand i Folket, begge,
naturligviis, dannede Mænd, og man kan da være forvisset
om, at deres Omgang med hinanden, deres Samtale vil bære
ubetinget Præget af Dannelse. Desuden de ere begge, især
den ene af dem, berømte Forfattere, Kong David den
navnkundigste Digter, og, hvad dermed følger, en Kjender, en
smagfuld Smags-Dommer, der veed at vurdere Fremstillingen
og Udtrykkenes Valg, og Anlæget i et Digt og Sprogformen
og Tonearten og dets Gavnlighed eller Skadelighed for
Sæderne o. s. v.
Og det er ret heldigt, just den rette Mand at komme
til; thi Propheten har digtet en Novelle, en Fortælling, som
han vil have den Ære at foredrage for Hans Majestæt, den
kronede Digter og Kjender af Digterværker.
„Der boede tvende Mænd i en Stav; den ene var saare
riig, og havde stort Qvæg og smaat Qvæg i Mængde; den
Fattige derimod havde ikkun et lidet Lam, som han havde
kjøbt og opklækket, og som var blevet stort hos ham
tilligemed hans Børn. Det aad af hans Haand og drak af hans
Bæger, og det var som et Barn i Huset. Men der en
Vandringsmand kom til den Rige, da sparede han sit smaae Qvæg
og sit store Qvæg, og tog den Fattiges Faar; det slagtede
han, og lavede det til Spise for den Fremmede, som var
kommet til ham.”
Jeg tænker mig, David har hørt opmærksomt efter, har
derpaa givet sin Mening tilkjende, naturligviis ikke indblandet
sin Personlighed (Subjektivitet), men upersonligt (objektivt)
vurderet dette nydelige lille Arbeide. Det har maaskee været en
Enkelthed, han har meent kunde være anderledes, et heldigere
valgt Udtryk har han maaskee foreslaaet, maaskee ogsaa viist
en lille Feil i Anlæget, roest Prophetens mesterlige Foredrag
af Fortællingen, hans Stemme, Minespil, kort udtalt sig
saaledes, som i vore Tider vi Dannede pleie at bedømme en
Prædiken for Dannede, det er, en Prædiken der ogsaa selv
er objektiv.
Da siger Propheten til ham: Du est Manden.
See, Fortællingen, Propheten foredrog, det var en
Historie; men dette:
Du
est Manden, det var en anden Historie
— det var Overgangen til det Subjektive.
Men troer Du da ikke, at David forinden meget godt
selv vidste, hvor afskyeligt det er, at lade en Kones Mand
slaae ihjel, for at ægte hende; troer Du ikke, at David, den
store Digter, let var istand til selv (med Veltalenhed,
forfærdende, rystende) at fremstille det? Og dernæst, troer Du
ikke, at David meget godt vidste med sig selv, at, og hvad
han havde forskyldt? Og dog, dog, dog behøvedes En
udenfra, som sagde til ham: Du.
Du seer heraf, hvor lidet det hjælper med dette
Upersonlige (det Objektive), en Lære, en Historie, Videnskab
o. D., naar endog en forresten saa from og gudfrygtig Mand
som David (og Fromhed og Gudsfrygt er jo Former af
Personlighed, det Subjektive), naar endog han i Forhold til at
have øvet en saa afskyelig Udaad (og forud fandt han —
objektivt nok! — Intet i Veien, ikke Samvittigheden i Veien
for at lade Urias dræbe, Intet i Veien, ikke Samvittigheden
i Veien for at ægte Bathseba), naar endog han, efterat det er
skeet, kan bevare saa megen Upersonlighed (Objektivitet), at
han kan leve hen og lade som Intet, at han kan høre
Prophetens Fortælling og lade som Intet — indtil saa
Propheten, træt af denne, i vort Aarhundrede som Dannelse og
Alvor saa prisede, Upersonlighed eller Objektivitet, bruger
Myndigheden og siger: Du est Manden.
Du seer tillige heraf, hvilket Dyb af List og
Underfundighed det er, naar en Verdens Dannelse i Christenheden,
benyttende sig af hvad der unegteligt er sandt, at det selvisk
ideligt at anbringe sit Jeg og sin Personlighed er
Forfængelighed, at man benyttende sig deraf har faaet det gjort til
Forfængelighed, det som just i Forhold til Guds Ord er
Alvoren, saa man fritager sig for Alvoren og Alvorens
Anstrengelse og netop derved sikkrer sig Anseelse som den Alvorlige
og Dannede. O, Dyb af Underfundighed! Man gjør Guds
Ord til et Upersonligt, et Objektivt, en Lære — istedetfor at
det er Guds Stemme, Du skal høre; saaledes hørte Fædrene
det, denne Guds forfærdende Stemme, nu klinger det
objektivt som Kattun! Og man forholder sig upersonligt (objektivt)
til dette Upersonlige; og paa Høiden af en Verdens Dannelse,
i Spidsen for det dannede Publikum, Videnskaben, trodser man
paa, at dette er Alvor og Dannelse, man ynker hine
personlige (subjektive) Stakler om muligt ind i en Skammekrog!
O, Dyb af Underfundighed! Thi denne Upersonlighed
(Objektivitet) i Forhold til Guds Ord, den falder det os
Mennesker kun altfor let at bevare, det er virkelig en medfødt
Genialitet, som vi Alle har, Noget som vi faaer gratis —
ved Arvesynden, da denne lovpriste Upersonlighed
(Objektivitet) er hverken mere eller mindre end Samvittighedsløshed.
Og det forstaaer sig, Samvittighedsløshed, naturligviis ikke
saa den yttrer sig, hvad der er taabeligt, dumt og uklogt, som
Politi-Forbrydelser, nei, nei med Maade, til en vis Grad
og saa med Smag og Dannelse, den gjør Livet beqvemt og
nydelsesrigt — men er det dog ikke for meget at gjøre den
til Alvor og Dannelse!
Nei, naar Du skal læse Guds Ord for at see Dig i
Speilet, saa maa Du ieetvæk under Læsningen sige til Dig
selv: det er mig der tales til, mig der tales om.
Der var et Menneske, som gik fra Jerusalem til Jericho
og faldt iblandt Røvere, hvilke baade klædte ham af og sloge
ham og gik bort og lode ham ligge halvdød — naar Du nu
læser „men ved en Hændelse drog en Præst den samme Vei,
og der han saae ham, gik han forbi” saa skal Du sige til
Dig selv „det er mig”. Du skal ikke søge Udflugter, endnu
mindre blive vittig (thi i den verdslige Verden der kan en
Vittighed jo rigtignok gjøre Fyldest selv for den største
Nederdrægtighed, men saa er det ikke, naar Du læser Guds Ord),
Du skal ikke sige „det er ikke mig, det var jo en Præst, og
jeg er ikke Præst, hvorimod jeg finder det ypperligt af
Evangeliet at lade det være en Præst, thi Præsterne ere de
allerværste.” Nei, naar Du læser Guds Ord skal det være Alvor,
og Du skal sige til Dig selv „denne Præst det er mig.” Ak,
at jeg kunde være saa ubarmhjertig, og jeg som dog kalder
mig en Christen — og forsaavidt er jeg jo ogsaa en Præst,
idetmindste veed vi ellers godt at gjøre det gjældende, naar
det gjælder om at frigjøre os fra Præsterne, thi saa sige vi:
christeligt ere Alle Præster. Ak, at jeg kunde være saa
ubarmhjertig, at jeg kunde see Sligt (og jeg saae det, der staaer i
Evangeliet „der han saae ham, gik han forbi”) og see det
urørt! — „Desligeste ogsaa en Levit, der han kom til
Stedet, gik han til og saae ham og gik forbi.” Her skal Du
sige „det er mig, o, at jeg kunde være saa haardhjertet, og
at det, naar det een Gang tidligere er hændt mig, at det
saa skal kunne hænde mig endnu en Gang, at jeg ikke er
blevet bedre!” — Og der kom en praktisk Mand ad den samme
Vei, da han kom i Nærheden, sagde han til sig selv „hvad
er det, der ligger et halvdød Menneske, det er nok ikke værd,
at jeg gaaer ad den Vei, det kunde jo blive en Politi-Sag,
eller Politiet kunde maaskee komme til i samme Øieblik og
tage mig fast som Gjerningsmanden” — saa skal Du sige til
Dig selv: „det er mig, o, at jeg kunde være saa lurvet klog,
og ikke blot dette, men at jeg saa bagefter kunde glæde mig
derover, at jeg, da jeg fortalte en af mine Bekjendte det,
kunde glæde mig over, at han prisede det som saa klogt og
praktisk af mig!” — Og der kom En i dybe Tanker tænkende
paa Ingenting ad den samme Vei, han saae slet ikke Noget
og gik forbi — saa skal Du sige til Dig selv „det var mig,
jeg Fæ, at jeg kan gaae saaledes og tosse uden at see, at
der ligger et halvdød Menneske”; og saaledes vilde Du dog
tale til Dig selv, hvis en stor Skat havde ligget paa den
Vei, og Du var gaaet forbi uden at see den. — „Men en
Samaritan reiste og kom til ham.” For ikke at blive træt
af ideligt at sige „det er mig” kan Du her til en Afvexling
sige „det var ikke mig, ak, nei saaledes er jeg ikke!” —
Naar saa Parabelen ender og Christus siger til Pharisæeren
„gak bort og gjør Du lige saa” saa skal Du sige til Dig
selv: „det er mig, der tales til, flux afsted.” Du skal ikke
søge Udflugter, endnu mindre forsøge Dig i Vittigheder (thi
gudelig forstaaet gjør Vittighed sandeligen ikke Fyldest for
Noget, men skærper blot Dommen), Du skal ikke sige: „jeg
kan paa Ære forsikkre, at det Tilfælde er aldrig hændt
i mit Liv at jeg er kommet ad en Vei, hvor der laae et
halvdød Menneske, som var overfaldet af Røvere; overhovedet
er Røvere en Sjeldenhed hos os.” Nei, saaledes skal Du
ikke tale, Du skal sige „det er til mig Ordet er sagt: gaa
bort og gjør lige saa.” Thi Du forstaaer Ordet meget godt.
Og traf Du aldrig paa Din Vei En, der var overfaldet af
Røvere: der er paa din Vei som paa min Elendige nok.
Eller for at tage et Exempel, der dog altid har en Lighed
med hiint i Evangeliet, kom Du aldrig ad en Vei, hvor der,
om ikke bogstavelig saa dog alligevel i Sandhed, laae
En, hvem Bagtalelse og Bagvaskelse havde overfaldet og klædt
nøgen af og ladet ligge halvdød? Og der kom en Præst ad
den samme Vei, og han gik forbi — det vil sige, han
hørte først, hvad Bagtalelsen fortalte om det Menneske, og saa
gik han videre — og fortalte Historien videre; og denne Præst,
skal Du sige til Dig selv, ja, om Du saa var Biskop eller
Provst, Du skal alligevel sige til Dig selv: denne Præst det
var mig! Og der kom en Levit ad den samme Vei, og han
gik forbi — det vil sige, efter først i Forbigaaende at have
faaet Nyheden at vide, saa gik han forbi og tog Nyheden
med; og denne Levit, skal Du sige til Dig selv, det var mig!
Og saa kom der en Borgermand forbi; han hørte ogsaa
Historien, og saa gik han med det, og sagde: „det er rigtig en
Skam, at man — hvad jeg nu gjør! — fortæller det og det
om den Mand”; og denne Borgermand, skal Du sige til Dig
selv, det var mig! Det var mig, o, dette er jo værre end
hiin Historie i Evangeliet, thi hverken Præsten eller Leviten
var dog med at slaae Manden halvdød, men her ere de
Røvernes Medskyldige.
Du læser om hiin Øverste, Medlem af Synedriet, at
han gik til Christus om Natten. Du skal ikke adsprede Din
Opmærksomhed, ikke engang ved at gjøre den dog maaskee
rigtige Bemærkning, at det var underligt af ham at vælge
den Tid, thi hvad hjælper det dog, naar man vil være skjult,
at vælge at gaae om Natten, naar man gaaer til Den, der
er Lyset, som der staaer i Psalmen (139, 11) „vilde jeg sige,
Mørket maa dog skjule mig, saa bliver Natten et Lys
omkring mig, Mørket selv er ikke mørkt for Dig, og Natten
lyser som Dagen”. Nei, saaledes skal Du ikke tale, ak, thi Du
forstaaer kun altfor godt, hvorfor han valgte Natten, at, er
Christus end „Veien”, i Samtidigheden var han — og hvis
han kom igjen, han var det vel atter — den forbudne Vei.
Naar Du da læser derom, om ham, paa hvem Christus
dog havde gjort et Indtryk, men kun saaledes, at han
hverken kunde ganske hengive eller ganske løsrive sig, hvorfor han
valgte Natten, at stjæle sig til ham i Natten: da skal Du
sige til Dig selv „det er mig.” Du skal ikke søge Udflugter,
ikke blande uvedkommende Ting ind, Du skal overhovedet
sidde rolig i Timen, Du skal ikke sige: „det var en af de
Fornemme, og saaledes ere de Fornemme, store paa det, og
saa feige og troløse, hvor skulde ogsaa det Evangelium. som
er for de Fattige, kunne være for de Fornemme!” Nei,
saaledes skal Du ikke tale. Naar Du læser Guds Ord, saa har
Du intet med de Fornemme eller med de Fornemme i
Almindelighed at gjøre, eller med at anklage dem; thi var Du
selv en af de Fornemme, Du har dog kun med Dig selv
at gjøre. Nei, Du skal sige: „det er mig”. Og maa Du
tilstaae Dig selv, at Du virkelig var ifærd med at gjøre
denne Bemærkning om de Fornemme, saa skal Du ikke blot
sige: „det var mig”, men tilføie: det er mig, der saa
ovenikjøbet vilde søge Udflugter, endnu engang (hvor lidet det end
hjælper, naar jeg er for Den, som er Lyset) skjule mig i
Nattens Mørke, i den Udflugt eller Undskyldning som forstod jeg
ikke Guds Ord, som var det blot de Fornemme der taltes om.
Nei, det var mig. O, at jeg kunde være saa ussel, en saadan
Pjalt, hverken kold eller varm, hverken det Ene eller det Andet.
Saaledes (dette er blot et Par Exempler) skal Du læse
Guds Ord; og som man, efter hvad Overtroen beretter, ved
at læse Besværgelses-Formler kan mane Aander til sig:
saaledes skal Du (og dette er det først Fornødne) naar Du blot
nogen Tid vedbliver at læse Guds Ord paa den Maade, Du
skal læse en Frygt og Bæven ind i Din Sjel, saa det, med
Guds Bistand, skal lykkes Dig at blive et Menneske, en
Personlighed, frelst fra at være denne rædsomme Uting, hvortil
vi Mennesker — skabte i Guds Billede! — ere blevne
forgjorte, et upersonligt, et objektivt Noget. Det skal, naar Du
læser Guds Ord paa den Maade, det skal — om det end vil
være Dig forfærdeligt, men husk paa det er Frelsens
Betingelse! — lykkes Dig, det Fordrede, at betragte Dig selv i
Ordets Speil. Kun saaledes lykkes det.
Thi er Guds Ord for Dig blot en Lære, et upersonligt,
et objektivt Noget, saa er det intet Speil - en objektiv Lære
kan ikke kaldes et Speil; det er ligesaa umuligt at speile sig
i en objektiv Lære som at speile sig i en Muur. Og vil Du
forholde Dig upersonligt (objektivt) til Guds Ord, saa kan
der ikke være Tale om, at dette skulde være at betragte sig
selv i Speilet, thi til at speile sig fordres dog vel en
Personlighed, et Jeg; en Muur kan sees i et Speil, men ikke speile
sig, eller betragte sig selv i Speilet. Nei, Du maa under
Læsningen af Guds Ord ieetvæk sige til Dig selv: det er
til mig, det er om mig, der tales.
Endeligen maa Du, hvis Du til sand
Velsignelse skal betragte Dig selv i Ordets Speil, ikke
strax glemme, hvorledes Du saae ud, ikke være
den glemsomme Hører (eller Læser),
om hvilken
Apostelen taler:
han betragtede sit legemlige Ansigt i
et Speil, men glemte strax, hvorledes han saae ud.
Dette er da indlysende nok; thi at see sig i et Speil og
saa strax glemme, det er jo som at skrive i Sandet eller i
Vandet, eller som at tegne i Luften.
Det rigtigste er derfor, at Du strax siger til Dig selv,
jeg vil strax begynde med at forhindre mig i at glemme,
strax, endnu i dette Øieblik, jeg lover mig det selv og Gud,
om det saa kun var for den næste Time eller for den Dag
idag; saalænge skal det da være vist, at jeg ikke glemmer.
Det er det Rigtigste, tro Du mig, og Du veed nok, jeg skal
være lidt af en Sjelekyndig, og hvad Du ikke veed, ak det
veed jeg, i hvormange Lidelser, i hvor bittre Erfaringer jeg
er blevet det, hvis jeg ellers er blevet det. At bære sig
saaledes ad er langt rigtigere end strax at tage Munden for
fuld og strax sige: „jeg skal aldrig glemme”. O, min Ven,
det er meget bedre, at Du aldrig glemmer
strax
at huske
det, end at Du strax siger: jeg skal
aldrig
glemme det.
Alvor er, just at have denne redelige Mistanke til sig selv, at
omgaaes sig selv som en Mistænkelig, som en Pengemand
omgaaes en Uvederhæftig, til hvem han siger: „ja, disse store
Løfter hjælper ikke meget, jeg vil hellere have en lille Deel
af Summen strax”. Og saaledes ogsaa her. O, det seer saa
fattigt ud, naar man har lovet sig selv aldrig at glemme —
saa just strax i den næste Time at skulle begynde paa at huske!
Og dog, denne næste Time afgjør maaskee Alt; den næste
Time efter hvad vi kalde en stille Time, denne næste Time er
den critiske Time. Lader Du den gaae hen og siger: „jeg
har lovet aldrig at glemme, altsaa hele mit Liv er indviet
til at huske, hvilken Smaalighed saa at være saa
nøieregnende med denne nærmest liggende Time” — siger Du det:
saa er det egentligen afgjort, at Du bliver den glemsomme
Hører eller Læser. Tænk Dig En, der har været og er
hengiven til en Lidenskab. Der kommer nu et Øieblik (og
saaledes kommer der for Enhver, maaskee mange Gange, ak
maaskee mange Gange forgjeves!) et Øieblik, hvor han
ligesom er standset; en god Beslutning vaagner. Tænk Dig da,
at han (lad det være f. Ex. en Spiller) sagde til sig selv en
Morgen „saa lover jeg høit og helligt, jeg skal aldrig mere
befatte mig med at spille, aldrig mere — iaften skal det være
den sidste Gang:” o, min Ven, han er tabt! Jeg tør snarere
holde paa det Modsatte, hvor underligt det end synes, dersom
der var en Spiller, der i et saadant Øieblik sagde til sig
selv „nu vel, Du skal faae Lov til hele Dit øvrige Liv at
spille hver evige Dag — men iaften skal Du lade det være;”
og han gjorde det: o, min Ven, han er vistnok frelst! Thi
hiin Førstes Beslutning er en Gavtyvestreg af Lysten, den
Andens er at narre Lysten; den Ene bliver narret af Lysten,
den Anden narrer Lysten. Lysten er kun stærk i Øieblikket,
faaer den blot øieblikkeligt sin Villie, saa skal der fra dens
Side ikke være noget til Hinder for at give Løfte for hele
Livet. Men at vende Forholdet om og sige: „nei, blot ikke
idag, men imorgen, iovermorgen o. s. v.”, det er at narre
Lysten; thi skal der ventes, saa taber Lysten Lysten, indlades
den ikke øieblikkeligt, naar den melder sig, fremfor enhver
Anden, hedder det, at den først kan tilstedes Adgang
imorgen, saa forstaaer Lysten (hurtigere end den meest
indsmigrende og snedigste Hofmand eller den listigste Qvinde
forstaaer, hvad det betyder, naar dette hænder dem i
Forgemakket), Lysten forstaaer, at den ikke mere er Eet og Alt, det vil
sige, at den ikke mere er „Lysten”. Saaledes med det at
passe paa, at man ikke strax glemmer; lov ikke, aldrig at
ville glemme, mod saa at være fritaget for i den næste Time
strax at huske, nei, saa vend hellere Forholdet om, siig: Dette
er jo ikke Noget at huske paa hele mit Liv, men jeg lover,
at jeg skal huske paa det strax i den næste Time, og det skal
jeg holde.
Naar Du da nu gaaer herfra (thi vi kunde jo tænke os,
at det var en Tale, der var blevet holdt), saa faa ikke travlt
med at bedømme Talen eller Taleren. Thi vistnok kan Du
forsaavidt ikke siges strax at have glemt Talen; men paa den
Maade at erindre den er dog at være en glemsom Tilhører.
Nei, — og dog, glem Talen og Taleren; men naar Du
kommer hjem, læs for Dig selv, om muligt høit, Dagens Text
igjennem — o, men gjør det strax! Ikke sandt, det vil Du
gjøre? Tak derfor. Og dersom der var En, der maaskee først
om ti Aar ganske af en Hændelse kom til at læse denne
Tale og læste den til Ende: o, det er Dig jeg beder, læs
saa for Dig selv, om muligt høit, Dagens Text, o, men gjør
det strax! Ikke sandt, det vil Du gjøre? Tak derfor.
Og Du, o Qvinde, Dig er det jo endog forbeholdt at
kunne være Billedet paa den Ordets Hører og Læser, som
ikke er glemsom. Du efterkomme sømmeligt Apostelens
Formaning: Qvinden tie i Menigheden; det er sømmeligt.
Heller ikke befatte hun sig med hjemme at gaae og prredike; det
er uklædeligt. Nei, taus være hun; i Taushed gjemme hun
Ordet; hendes Taushed være Udtrykket for, at hun gjemmer
det dybt. Troer Du ikke paa Taushed? Det gjør jeg. Da
Kain havde dræbt Abel, da taug Abel. Men Abels Blod
raaber til Himlen; det raaber (ikke: det raabte) det raaber
til Himlen: frygtelige Veltalenhed, der aldrig forstummer; o,
Tausheds Magt! Hiin kongelige Mand, der bærer Navnet
den Tause — betydede hans Taushed ikke Noget? De Andre
have vel talet høirøstet nok om Statens Frelse og maaskee
om, hvad de vilde gjøre — kun han taug. Hvad betydede
denne Taushed? At han var Manden, at han frelste
Staten; o, Tausheds Magt!
Saaledes med Qvinden. Lad mig beskrive Dig en
saadan Qvinde, en Ordets Hører, der ikke glemmer Ordet; men
glem dog ikke over denne Beskrivelse, selv at blive en Saadan!
Som sagt, hun taler ikke i Menigheden, hun tier; ei heller
taler hun hjemme om Religionen, hun tier. Hun er heller
ikke som en Aandsfraværende, langt borte i andre Egne: Du
sidder og taler med hende; og som Du bedst sidder, siger Du
ved Dig selv: hun er taus — hvad betyder denne Taushed?
Hun passer sit Huus, er ganske nærværende, som med sin
hele Sjel ved end den mindste lille Ubetydelighed, hun er
glad, stundom fuld af Spøg og Munterhed, hun er, næsten
mere end Børnene, Glæden i Huset — og som Du allerbedst
sidder og seer paa hende, siger Du til Dig selv: hun er taus;
hvad betyder denne Taushed? Og dersom saa selv Den, der
staaer hende nærmest, til hvem hun er knyttet ved uopløseligt
Baand, hvem hun elsker af sin hele Sjel, og som har Krav
paa hendes Fortrolighed — dersom det kunde tænkes, at han
vilde sige ligefrem til hende „hvad betyder denne Taushed,
hvad tænker Du paa; thi der er Noget bag ved Alt det
Andet, Noget Du ligesom altid maa have i Tanke, siig mig
det!”: hun siger det ikke ligefrem; undvigende siger hun
maaskee i det Høieste „gaaer Du saa med i Kirke paa Søndag!”
— og saa taler hun om andre Ting; eller hun siger „lov
mig at læse en Prædiken høit for mig paa Søndag!” — og
saa taler hun om andre Ting. Hvad betyder denne Taushed?
Hvad den betyder? ja, lad os ikke forske videre derefter;
siger hun Intet ligefrem til sin Mand, saa kunne vi Andre
da ikke forlange at faae Noget at vide. Nei, lad os ikke
forske videre derefter, men betænke, at denne Taushed, det er
just hvad vi behøve, hvis Guds Ord skulde faae lidt Magt
over Menneskene.
O, dersom man (hvad man, christeligt, vistnok er
berettiget til) idet man betragter Verdens nuværende Tilstand, hele
Livet, maatte, christeligt, sige: det er en Sygdom — og
dersom jeg var en Læge: hvis da Nogen spurgte „hvad mener
Du der maa gjøres?” jeg vilde svare „det Første, den
ubetingede Betingelse for at der kan gjøres Noget, altsaa det
Første, der maa gjøres, er: skaf Taushed, anbring Taushed,
Guds Ord kan ikke høres, og skal det, betjent ved larmende
Midler, raabes støiende ud for at høres med i Spektaklet,
saa bliver det ikke Guds Ord; skaf Taushed! O, Alt larmer;
og som man siger om en hidsig Drik, at den rører Blodet,
saaledes er i vore Tider ethvert, selv det ubetydeligste
Foretagende, enhver, selv den meest intetsigende Meddelelse, blot
betegnet paa at ryste Sandserne eller paa at røre Massen,
Mængden, Publikum, Larmen! Og Mennesket, dette kløgtige
Hoved, det er blevet som søvnløst for at udfinde nye, nye
Midler til at forøge Larmen, til at udbrede, med størst
mulige Hast og efter størst mulige Maalestok, Støien og det
Intetsigende. Ja, Omvendtheden er vel snart naaet:
Meddelelsen er vel snart bragt ned til det Laveste i Retning af
Betydningsfuldhed, og samtidigt have Meddelelses-Midlerne
vel omtrent naaet et Høieste i Retning af hastig og Alt
oversvømmende Udbredelse; thi hvad hastes der vel saa meget
med at faae ud, og paa den anden Side, hvad har større
Udbredelse end: Pjat! O, skaf Taushed!”
Og det kan Qvinden. Der fordres en ganske
overordentlig Overlegenhed, hvis en Mand ved sin Nærværelse skal
paabyde Mænd Taushed: derimod enhver Qvinde kan,
indenfor sin Grændse, i sin Kreds, formaae det, hvis hun, ikke
selvisk men ydmygt tjenende et Høiere, vil det.
Sandeligen, Naturen har ikke forfordeelt Qvinden,
Christendommen sandeligen heller ikke. Nu, og det er
menneskeligt, saaledes ogsaa qvindeligt, indenfor sin Grændse
sømmeligen at ville have sin Betydning, være — nu vel! — være
en Magt. Saa kan en Qvinde paa forskjellig Maade øve
Magt, ved sin Skjønhed, ved sin Ynde, ved sine Gaver, ved
sin dristige Indbildningskraft, ved sit lykkelige Sind — hun kan
ogsaa forsøge paa en larmende Maade at blive Magt: det
Sidste er uskjønt og usandt, det Første det er dog skrøbeligt og
usikkert. Men vil Du være en Magt, o Qvinde, lad mig
betroe Dig, hvorledes. Lær Taushed; og lær Taushed fra
Dig! O, Du veed jo — ja, naar kun knappere Kaar blev
Dig til Deel, Du veed dog, venligt, venligt-indbydende at
indrette Dit Huus, Dit Hjem i al Tarvelighed ikke uden
Fortryllelse; og hvis rigere Kaar blev Dig til Deel, Du veed,
smagfuldt, hyggeligt-overtalende at indrette Dit Huus, Dit
Hjem ikke uden Fortryllelse; og hvis Overflod blev Dig til
Deel, Du veed, med sindrig Takt næsten skjulende
Rigdommen, just derved at udbrede en vis Fortryllelse over Dit
Huus, Dit Hjem, enende Rigdom og Tarvelighed: mit Øie
er ikke blindt derfor, jeg har maaskee kun altfor meget
Digterisk i mig; men lad Andre prise dette. Derimod er der
Eet; hvis Du glemte at anbringe dette i Dit Huus, Dit
Hjem — det Vigtigste mangler: det er Taushed! Taushed!
Taushed; det er ikke et bestemt Noget, thi det bestaaer jo
ikke deri, at der ikke tales. Nei, Taushed er som den milde
Belysning i det hyggelige Værelse, som Venligheden i den
tarvelige Stue: det er ikke den, man taler om, men den er
der og udover sin velgjørende Magt. Taushed er som den
Stemning, Grund-Stemningen, der ikke drages frem, derfor
hedder den just Grund-Stemningen, fordi den ligger til Grund.
Men denne Taushed kan Du ikke saaledes anbringe,
som Du f. Ex. sender Bud efter En, der hænger Gardiner
op; nei, skal Taushed anbringes, det forholder sig til Din
Nærværelse, eller til hvorledes Du er i Dit Huus, Dit Hjem.
Og naar Du saa, ved Din Nærværelse, Aar efter Aar
stadigen har anbragt Taushed i Dit Huus, saa vil tilsidst ogsaa
denne Taushed være der i Din Fraværelse, et Vidnesbyrd
om Dig, endeligen, ak, en Erindring om Dig!
Der er et Tillægsord, som betegner den afgjørende
Egenskab for Qvinden; hvor stor Forskjel der end i de
mangfoldige Henseender kan være imellem Qvinde og Qvinde, dette
fordres af enhver Qvinde, ingen Overflod skjuler, ingen
Fattigdom undskylder denne Mangel; det er dermed som med
det Magtens Tegn, Øvrigheden bærer: der er Forskjel
mellem Personerne, den ene er den Øverste, en meget
høitstaaende Mand i Samfundet, en anden er den Ringeste, en
meget underordnet Mand i Samfundet; men Eet have de
fælles, Magtens Tegn. Denne Egenskab er: Huslighed,
Qvindens Charakteer, som det skal være Mandens Charakteer
at være Charakteer; den talløse Skare af Qvinder med alle
disse mangfoldige og mangfoldigt forskjelliggjorte
Forskjelligheder, Eet skal de Alle have fælles, som de Alle have
det
fælles, at være Qvinde: Huslighed. Tag en tarvelig,
borgerlig Kone — hvis det med Sandhed kan siges om hende,
at hun er huslig: Ære være hende; jeg bøier mig lige saa
dybt for hende som for en Dronning! Og paa den anden
Side, dersom Dronningen ikke har Huslighed, saa er hun
dog kun en maadelig Madame. Tag en ung Pige, om hvem
det hedder, at det var Synd at sige, at hun er nogen
Skjønhed — dersom hun, som den unge Pige kan være det, er
huslig: Ære være hende! Og paa den anden Side, en
straalende Skjønhed, og, for den Sags Skyld, giv hende
allehaande Talenter i Tilgift, og for den Sags Skyld, lad hende
være en Navnkundighed — men hun er ikke huslig, ja hun
har ikke engang Ærbødighed derfor: hun er dog med samt
sine Talenter, Skjønhed og Navnkundighed et maadeligt
Fruentimmer. Huslighed! Derved gjøre vi Qvinden den store
Indrømmelse, at det egentligen er hende, der skaber Huset; den
unge Pige, selv om hun aldrig blev gift, vi bestemme
alligevel hendes Rang efter den qvindelige Værdighed: Huslighed.
Men Taushed anbragt i et Huus, det er Evighedens
Huslighed!
Dog hvis Du, o Qvinde, skal kunne anbringe denne
Taushed, lære den fra Dig, saa maa Du selv gjøre Skole. Du maa
passe paa, skaffe Dig Tid, hvor Du selv, hver Dag, samler
Dig i Indtrykket as det Gudelige. Du maa skaffe Tid; og har
Du end nok saa meget at tage vare, o, Du er jo — her kommer
det igjen — Du er jo huslig; og naar man husligt omgaaes
Tiden, saa faaer man nok Tid. Det maa Du passe paa. Manden
har saa meget at overfare, faa meget med det Larmende at gjøre
og kun altfor meget: passer Du ikke paa, at Alt er i Orden, at
Tausheden er der, saa kommer der aldrig Taushed ind i Dit Huus.
Pas da vel paa dette! Thi i disse Tider lærer et Pigebarn
saa meget i Institutet, baade Tydsk og Fransk og Tegning;
og i Hjemmet lærer hun vistnok mangen gavnlig Ting:
Spørgsmaal, om hun i disse Tider lærer Det, der et det
Vigtigste, Det, som hun senere skal lære fra sig (thi det er
da kun Enkelte, der senere komme til at lære Tydsk og Fransk
fra sig), om hun lærer: Taushed. Jeg veed det ikke; men
Du, Du være opmærksom i denne Henseende, det er jo Din
Opgave at anbringe Taushed. Husk paa Apostelens Ord om
at betragte sig selv i Ordets Speil. Thi en Qvinde, der
speiler sig meget, hun bliver forfængelig og forfængelig
snaksom! Ak, og en Qvinde, der speiler sig i Tidens Speil, hun
bliver høirøstet støiende! O, men en Qvinde, der speiler sig
i Ordets Speil, hun bliver taus! Og bliver hun det, det er
maaskee det stærkeste Udtryk for, at hun ikke er en glemsom
Læser eller Hører. Den, som, efter at have betragtet sig i
Ordets Speil, blev talende, det kan være et Tegn paa ikke
at have glemt, maaskee; men Den, der blev taus, det er
sikkert. Du veed det jo: Den, som blev forelsket — og blev
talende: nu ja! men at blive taus: der er sikkrere.
