Enten — Eller. Første Deel/7

←
Den første Kjærlighed, Lystspil i een Akt af Scribe, oversat af J. L. Heiberg
Enten — Eller. Første Deel
Vexeldriften
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag, 1878
Forførerens Dagbog
→
C. A. Reitzels Forlag
Kjøbenhavn
1878
indeholdende A.'s Papirer
Enten-Eller Første Deel.djvu
Enten-Eller Første Deel.djvu/1
281-301
Vexel-Driften
.
Forsøg til en social Klogskabslære
.
Χϱεμυλος
.
189....... ἐστὶ πάντων πλησμονή.
190. ἔϱωτος.
Καϱιων
.
ἄϱτων.
Χϱεμυλος
.
μουσιϰῆς.
Καϱιων
.
τϱαγημάτων.
Χϱεμυλος
.
191. τιμῆς.
Καϱιων
.
πλαϰούντων.
Χϱεμυλος
.
ἀνδϱαγαϑίας.
Καϱιων
.
ἰσχάδων.
Χϱεμυλος
.
192. ϕιλοτιμίας.
Καϱιων
.
μάζης.
Χϱεμυλος
.
στϱατηγίας.
Καϱιων
.
ϕαϰῆς.
Cfr. Aristophanis Plutus v. 189 sqq.
Chremylos.
...... an Allem bekommt man endlich Ueberdruß.
An Liebe,
Karion.
Semmel,
Chremylos.
Musenkunst,
Karion.
und Zuckerwerk.
Chremylos.
An Ehre,
Karion.
Kuchen,
Chremylos.
Tapferkeit,
Karion.
und Feigenschnitt.
Chremylos.
An Ruhm,
Karion.
an Rührei,
Chremylos.
am Kommando,
Karion.
am Gemüs'.
Cfr.
Aristophanes Plutos
efter
Droysens
Oversættelse.
At gaae ud fra en Grundsætning paastaae erfarne Folk skal
være meget forstandigt; jeg føier dem og gaaer ud fra den
Grundsætning, at alle Mennesker ere kjedsommelige. Eller skulde
der være Nogen, der vilde være kjedsommelig nok til at sige
mig imod heri? Denne Grundsætning har nu i allerhøieste
Grad den frastødende Kraft, man altid fordrer hos det Negative,
der egentlig er Bevægelses-Principet; den er ikke blot
frastødende, men uendeligt afskrækkende, og Den, der har denne
Grundsætning bagved sig, maa nødvendigviis have en uendelig Fart
til at gjøre Opdagelser med. Naar nemlig min Sætning er
sand, saa behøver man blot i samme Grad som man vil dæmpe
eller fremskynde sin
impetus
, mere eller mindre tempereret at
overveie med sig selv, hvor fordærvelig Kjedsommelighed er for
Mennesket, og vil man næsten med Fare for Locomotivet drive
Bevægelsens Hurtighed til det Høieste, saa behøver man blot
at sige til sig selv: Kjedsommelighed er en Rod til alt Ondt.
Det er besynderligt nok, at Kjedsommelighed, der selv er et saa
roligt og adstadigt Væsen, kan have en saadan Kraft til at sætte
i Bevægelse. Det er en aldeles magisk Virkning,
Kjedsommeligheden udøver, kun at denne Virkning ikke er tiltrækkende,
men frastødende.
Hvor fordærvelig Kjedsommelighed er, det anerkjender nu
ogsaa alle Mennesker i Forhold til Børn. Saalænge Børn
more sig, saalænge er de altid artige, det kan man sige i
allerstrengeste Forstand, thi blive de endog i Legen stundom
ustyrlige, saa er det egentlig fordi de begynde at kjede sig;
Kjedsommeligheden er allerede i Anmarsch, kun paa en anden Maade.
Naar man derfor vælger en Barnepige, saa seer man altid
væsentlig paa, ikke blot at hun er ædruelig, trofast og skikkelig,
men man tager tillige et æsthetisk Hensyn til, om hun veed at
more Børnene, og man vilde ikke tage i Betænkning at give en
Barnepige Afsked, naar hun befandtes ikke at have denne
Egenskab, om hun end havde alle andre fortrinlige Dyder. Her
anerkjendes jo tydeligt nok Principet, men saa besynderligt gaaer
det til i Verden, i den Grad har Vane og Kjedsommelighed
taget Overhaand, at Barnepige er det eneste Forhold, i hvilket
Æsthetiken skeer sin Ret. Naar En vilde fordre Skilsmisse,
fordi hans Kone var kjedsommelig, eller man vilde fordre en
Konge afsat, fordi han var kjedsommelig at see paa, eller en
Præst jaget i Landflygtighed, fordi han var kjedsommelig at
høre paa, eller en Minister afskediget, eller en Journalist straffet
paa Livet, fordi han var rasende kjedsommelig, saa vilde man
ikke være istand til at trænge igjennem. Hvad Under da, at
Verden gaaer tilbage, at det Onde mere og mere griber om
sig, da Kjedsommeligheden tiltager, og Kjedsommeligheden er en
Rod til alt Ondt. Dette kan man forfølge lige fra Verdens
Begyndelse. Guderne kjedede sig, derfor skabte de Menneskene.
Adam kjedede sig, fordi han var alene, derfor skabtes Eva.
Fra det Øieblik af kom Kjedsommeligheden ind i Verden, og
voxede i Størrelse paa det Nøiagtigste alt eftersom
Folkemængden voxede. Adam kjedede sig alene, derpaa kjedede Adam og
Eva sig i Forening, derpaa kjedede Adam og Eva og Kain og
Abel sig
en famille
, derpaa tiltog Folkemængden i Verden, og
Folkene kjedede sig
en masse
. For at adsprede sig fattede de
den Tanke at bygge et Taarn, der var saa langt, at det ragede
op i Skyen. Denne Tanke er ligesaa kjedsommelig som
Taarnet var langt, og et forfærdeligt Beviis paa, hvorledes
Kjedsommeligheden havde taget Overhaand. Derpaa bleve de
adspredte over Verden, ligesom man nu reiser udenlands, men de
vedbleve at kjede sig. Og hvilke Følger havde ikke denne
Kjedsommelighed. Mennesket stod høit og faldt dybt, først ved Eva,
saa fra det babyloniske Taarn. Hvad var det paa den anden
Side, der opholdt Roms Undergang, det var
panis
og
circenses
. Hvad gjør man i vor Tid? Er man betænkt paa
noget Adspredelses-Middel? Tværtimod, man forkynder
Undergangen. Man tænker paa at sammenkalde en
Stænderforsamling. Kan der tænkes noget Kjedsommeligere saavel for de
Herrer Deeltagere, som for Den, der skal læse og høre om
dem? Man vil forbedre Statens Finantser ved Besvarelsen
Kan der tænkes noget Kjedsommeligere? Istedetfor at forøge
Gjelden, vil man afbetale den. Efter hvad jeg kjender til
de politiske Forhold, vil det være Danmark let at aabne et
Laan paa 15 Millioner. Hvorfor tænker Ingen derpaa? At
et Menneske er Geni og ikke betaler sin Gjeld, det hører man
dog af og til, hvorfor skulde en Stat ikke kunne gjøre det
Samme, naar der blot er Enighed? Man aabne da et Laan
paa 15 Millioner, man anvende det ikke til Afbetaling, men
til offentlig Forlystelse. Lader os feire det tusindaarige Rige
med Fryd og Gammen. Som der nu overalt staaer Bøsser,
hvori man kan lægge Penge, saa skulde der da overalt staae
Skaale, hvori der laae Penge. Alt vilde blive gratis; man
gik gratis i Theatret, gratis til de offentlige Fruentimmer, man
kjørte gratis til Dyrehaugen, man blev begravet gratis, gratis
blev der holdt Tale over En; jeg siger gratis; thi naar man
altid har Penge ved Haanden, saa er paa en Maade Alt gratis.
Ingen maa eie fast Eiendom. Kun med mig skulde der gjøres
en Undtagelse. Jeg forbeholder mig 100 Rbdlr. om Dagen fast i
Londoner Bank, deels fordi jeg ikke kan have Mindre, deels
fordi det er mig, der har givet Ideen, endelig fordi man ikke kan
vide, om jeg kunde hitte paa en ny Idee, naar de 15
Millioner ere forbrugte. Hvad vilde Følgen af denne Velstand
blive? alt Stort vilde strømme til Kjøbenhavn, de største
Kunstnere, Skuespillere og Dandserinder. Kjøbenhavn vilde blive et
andet Athen. Hvad vilde Følgen blive? Alle Rigmænd vilde
nedsætte sig i denne Stad. Blandt Andre vilde vel Keiseren
af Persien og Kongen af Engelland ogsaa komme hertil. See
her er min anden Idee. Man bemægtiger sig Keiserens
Person. Maaskee vil En sige: der bliver Oprør i Persien, man
sætter en ny Keiser paa Thronen, det er skeet saa ofte før, og
den gamle Keiser falder i Prisen. I saa Fald er det min
Idee, at man sælger ham til Tyrken; han vil nok vide at gjøre
ham i Penge. Dertil kommer endnu en Omstændighed, som
vore Politikere ganske synes at oversee. Danmark er
Ligevægten i Europa. Der kan ikke tænkes nogen lykkeligere Existents.
Jeg veed det af egen Erfaring. Jeg var engang Ligevægten i
en Familie, jeg kunde gjøre lige hvad jeg vilde, det gik aldrig
ud over mig, men altid over de Andre. O, maatte min Tale
trænge hen til Eders Øren, I som ere satte paa de høie
Steder, til at raade og raade, I Kongens og Folkets Mænd, vise
og forstandige Statsborgere af alle Classer! Seer Eder dog for!
Gamle Danmark gaaer under, det er fatalt, det gaaer under af
Kjedsommelighed, det er det Allerfataleste. I Oldtiden blev Den
Konge, der skjønnest besang den afdøde; i vor Tid burde Den
være Konge, der sagde den bedste Vittighed, Den Kronprinds,
der gav Anledning til, at den bedste Vittighed blev sagt.
Dog, hvor river Du mig hen, skjønne, følsomme
Sværmeri! Skulde jeg oplade min Mund saaledes for at tiltale
Samtiden, for at indvie den i min Viisdom? Ingenlunde;
thi min Viisdom er egentlig ikke zum Gebrauch für Jedermann,
og Klogskabsregler er det altid det Klogeste at tie med. Disciple
ønsker jeg derfor ikke, men dersom En stod ved mit
Dødsleie, da vilde jeg maaskee, naar jeg var sikker paa at det
var forbi med mig, i et Anfald af philanthropisk Delirium,
hviske ham min Lære i Øret, uvis, om jeg havde gjort ham
en Tjeneste eller ikke. Man taler saa meget om, at Mennesket
er et selskabeligt Dyr; i Grunden er det et Rovdyr, Noget
man ikke blot forvisser sig om ved Betragtning af dets Tænder.
Den hele Snakom Selskabelighed og Samfund er derfor deels
et nedarvet Hykleri, deels en udspekuleret Lumskhed.
Alle Mennesker ere da kjedsommelige. Ordet selv viser
Muligheden af en Inddeling. Det Ord: kjedsommelig kan
ligesaa godt betegne et Menneske, der kjeder Andre, som et, der
kjeder sig selv. De, der kjede Andre, ere Plebs, Hoben,
Menneskets uendelige Slæng i Almindelighed; de, der kjede sig selv,
er de Udvalgte, Adelen; og saa besynderligt er det, de, som
ikke kjede sig selv, kjede i Almindelighed Andre, de derimod, der
kjede sig selv, underholde Andre. De, der ikke kjede sig, ere i
Almindelighed de, der paa en eller anden Maade have travlt
i Verden, men disse er netop derfor de allerkjedsommeligste, de
utaaleligste. Denne Dyreclasse er vistnok ikke en Frugt af
Mandens Begjær og Qvindens Lyst. Den udmærker sig som
alle lavere Dyreclasser ved en høi Grad af Frugtbarhed, og
formerer sig i det Utrolige. Ubegribeligt var det ogsaa, om
Naturen behøvede ni Maaneder for at frembringe saadanne
Væsener, der vel snarere lod sig frembringe i Sneseviis. Den
anden Classe Mennesker, de Fornemme, er de, som kjede sig
selv. Som ovenfor bemærket, more de i Almindelighed Andre,
paa en vis udvortes Maade stundom Pøbelen, i dybere
Forsstand de Medindviede. Jo grundigere de kjede sig selv, desto
kraftigere et Adspredelses-Middel frembyde de for disse, ogsaa
naar Kjedsommeligheden naaer sit Høieste, idet de enten (den
passive Bestemmelse) døe af Kjedsommelighed, eller (den aktive
Bestemmelse) skyde sig af Nysgjerrighed.
Lediggang, pleier man at sige, er en Rod til alt Ondt.
For at forhindre det Onde anbefaler man Arbeide. Man seer
imidlertid let saavel af den befrygtede Anledning som af det
anbefalede Middel, at den hele Betragtning er af meget
plebejisk Extraktion. Lediggang som saadan er ingenlunde en Rod
til Ondt, tværtimod, den er et sandt guddommeligt Liv, naar
man ikke kjeder sig. Ja Lediggang kan give Anledning til at
man taber sin Formue o. s. v.; men den adelige Natur frygter
ikke Sligt, men vel at kjede sig. De olympiske Guder kjedede
sig ikke, de levede lykkelige i lykkelig Lediggang. En qvindelig
Skjønhed, der hverken syer eller spinder eller stryger eller læser
eller musicerer, hun er lykkelig i Lediggang; thi hun kjeder sig
ikke. Lediggang er da saa langt fra at være Roden til det Onde,
at den snarere er det sande Gode. Kjedsommeligheden er Roden
til det Onde, den er det, der maa holdes borte. Lediggang er
ikke det Onde, ja man maa sige, at ethvert Menneske, der ikke
har Sands derfor, derved viser, at han ikke har hævet sig til
det Humane. Der gives en utrættelig Virksomhed, som
udelukker et Menneske fra Aandens Verden og sætter ham i Classe
med Dyrene, der instinktagtig altid maae være i Bevægelse.
Der gives Mennesker, som have en overordentlig Gave til at
forvandle Alt til Forretning, hvis hele Liv er Forretning,
som forelske og gifte sig, høre en Vittighed og beundre et
Kunststykke med samme Forretnings-Iver som den, med hvilken de
arbeide i Contoiret. Det latinske Ordsprog
otium est pulvinar
diaboli
er ganske rigtigt; men Djævelen faaer ikke Tid til at
lægge sit Hoved paa denne Pude, naar man ikke kjeder sig. Da
imidlertid Folk troe, at det er Menneskets Bestemmelse at
arbeide, saa er Modsætningen rigtig: Lediggang — Arbeide. Jeg
antager, at det er Menneskets Bestemmelse at more sig; min
Modsætning er derfor ikke mindre rigtig.
Kjedsommelighed er den dæmoniske Pantheisme. Bliver
man staaende ved den som saadan, da bliver den det Onde,
saasnart den derimod ophæves, saa er den sand; men den
ophæves kun ved at more sig —
ergo
bør man more sig. At
sige, at den ophæves ved at arbeide røber Uklarhed; thi
Lediggang kan visselig hæves ved Arbeide, da dette er dens
Modsætning, men Kjedsommelighed ikke, som man jo ogsaa seer, at
de allertravleste Arbeidere, de i deres emsige Brummen mest
snurrende Insekter, ere de allerkjedsommeligste; og naar de ikke
kjede dem, saa kommer det deraf, at de ingen Forestilling have
om, hvad Kjedsommelighed er; men saa er Kjedsommeligheden
ikke ophævet.
Kjedsommelighed er deels en umiddelbar Genialitet, deels
en erhvervet Umiddelbarhed. Den engelske Nation er i det
Hele den paradigmatiske Nation. Den sande geniale Indolents
træffer man sjeldnere, i Naturen sindes den ikke, den tilhører
Aandens Verden. Man træffer undertiden en reisende
Englænder, der er som en Incarnation af denne Genialitet, et tungt
ubevægeligt Murmeldyr, hvis hele Sprog-Rigdom gaaer op i
et eneste Eenstavelsesord, en Interjektion, hvormed han betegner
sin høieste Beundring og sin dybeste Ligegyldighed, fordi
Beundring og Ligegyldighed har indifferentieret sig i
Kjedsommelighedens Eenhed. Ingen anden Nation end den engelske
frembringer saadanne Naturmærkværdigheder; ethvert Menneske, der
tilhører en anden Nation, vil altid være lidt mere livlig, ikke
saa absolut dødfødt. Den eneste Analogi, jeg kjender, er den
tomme Begeistrings Apostle, der ligeledes reise Livet igjennem
paa en Interjektion, Mennesker, der overalt gjøre Prosession
af at være begeistrede, overalt ere tilstede, og hvad enten der
skeer noget Betydeligt eller noget Ubetydeligt, raabe: Ei! eller
Oi!, fordi det Betydeliges og det Ubetydeliges Differents for
dem har indifferentieret sig i den blindt larmende Begeistrings
Tomhed. Den senere Kjedsommelighed er gjerne en Frugt af
en misforstaaet Adspredelse. At saaledes det, der er Midlet
mod Kjedsommelighed, kan fremkalde den, synes betænkeligt;
men det kan ogsaa kun forsaavidt fremkalde den, som det bliver
urigtigt anvendt. En forkeert, i Almindelighed exentrisk
Adspredelse har ogsaa Kjedsommeligheden i sig, og det er paa den
Maade den arbeider sig frem, og viser sig som det
Umiddelbare. Som man med Hensyn til Heste skjelner mellem
Død-Kuller og Flyve-Kuller, men dog kalder begge Dele Kuller,
saaledes kan man ogsaa gjøre Forskjel mellem to Arter af
Kjedsommelighed, som dog begge enes i Bestemmelsen af
Kjedsommelighed.
I Pantheismen ligger i Almindelighed Bestemmelsen af
Fylde; med Kjedsommelighed er det omvendt, den er bygget paa
Tomhed, men er netop derfor en pantheistisk Bestemmelse.
Kjedsommelighed hviler paa det Intet, der slynger sig gjennem
Tilværelsen, dens Svimmelhed er som den, der fremkommer
ved at skue ned i en uendelig Afgrund, uendelig. At derfor
hiin excentriske Adspredelse er bygget paa Kjedsommelighed, kan
man ogsaa see deraf, at Adspredelsen gjenlyder uden Efterklang,
netop fordi der i Intet end ikke er saa meget, at en Gjenlyd
bliver mulig.
Naar nu som ovenfor udviklet Kjedsommelighed er en Rod
til alt Ondt, hvad er da naturligere end at man søger at
overvinde den. Det gjælder imidlertid hersom allevegne fornemlig
om roligt Overlæg, at man ikke dæmonisk besat af
Kjedsommelighed, idet man vil undflye den, arbeider sig ind i den. Paa
Forandring raaber Alle, der kjede sig. Heri er jeg ganske enig
med dem, kun gjælder det om at handle efter Princip.
Min Afvigelse fra den almindelige Anskuelse er
tilstrækkeligt udtrykt ved det Ord: Vexeldrift. I dette Ord kunde synes
at ligge en Tvetydighed, og naar jeg i dette Ord vilde finde
Rum for en Betegnelse af den almindelige Methode, saa maatte
jeg sige, at Vexeldriften bestod i bestandig at vexle Jordbund.
Saaledes bruger Landmanden imidlertid ikke dette Udtryk. Jeg
vil dog et Øieblik benytte det saaledes, for at tale om den
Vexeldrift, der beroer paa Forandringens grændseløse
Uendelighed, dens extensive Dimension.
Denne Vexeldrift er den vulgaire, den ukunstneriske, og
ligger i en Illusion. Man er kjed af at leve paa Landet, man
reiser til Hovedstaden; man er kjed af sit Fødeland, man reiser
udenlands; man er „europamüde”, man reiser til Amerika o. s. v.;
man hengiver sig til et sværmerisk Haab om en uendelig Reisen
fra Stjerne til Stjerne. Eller Bevægelsen er en anden, men
dog extensiv. Man er kjed af at spise paa Porcellain, man
spiser paa Sølv; man er kjed heraf, man spiser paa Guld;
man brænder det halve Rom af for at se Troias Ildebrand.
Denne Methode hæver sig selv og er den slette Uendelighed.
Hvad opnaaede ogsaa Nero? Nei da var Keiser Antonin
klogere, han siger:
ἀναβιῶναί σοι ἔξεστιν· ίδε πάλιν τὰ
πϱάγματα, ὡς ἑώϱας· ἐν τούτῳ γαϱ τὸ ἀναβιῶναι.
(Βιβλιον Z., β.)
Den Methode, jeg foreslaaer, ligger ikke i at forandre
Jordbunden, men som den sande Vexeldrift i at skifte
Drifts-Methoden og Sædearter. Her ligger strax det
Begrændsnings-Princip, som er det ene frelsende i Verden. Jo mere man
begrændser sig selv, desto meer opfindsom bliver man. En
eensom Livsfange er saare opfindsom, en Ædderkop kan være ham
til stor Moro. Man tænke paa sin Skoletid, da man er
indtraadt i den Alder, hvor der intet æsthetisk Hensyn tages i
Valget af dem, der skal belære En, og disse desaarsag ofte ere
meget kjedsommelige; hvor opfindsom er man da ikke? Hvor
kan det ikke more En, at have fanget en Flue og holde den
fangen under en Nøddeskal, og see, hvorledes den kan løbe om
med denne; hvor kan det glæde at have skaaret et Hul i
Bordet, at spærre en Flue ind deri, og gjennem et Stykke Papir
at kigge ned paa den? Hvor underholdende kan det ikke være
at høre det eensformige Tagdryp? Hvilken grundig Iagttager
bliver man ikke, ikke den mindste Larm eller Bevægelse undgaaer
En. Her er Yderspidsen af det Princip, der ikke ved Extensitet
men ved Intensitet søger efter Beroligelse.
Jo opfindsommere et Menneske kan være i at forandre
Drifts-Methoden, desto bedre; men enhver enkelt Forandring
ligger dog indenfor den almindelige Regel af Forholdet mellem
at
erindre
og at
glemme
. Det er i disse to Strømninger
at hele Livet bevæger sig, og det gjælder derfor om ret at have
dem i sin Magt. Først naar man har kastet Haabet overbord,
først da begynder man at leve kunstnerisk; saa længe man haaber
kan man ikke begrændse sig. Det er ret smukt at see et
Menneske stikke i Søen med Haabets Medbør, man kan benytte
Leiligheden til at lade sig tage med paa Slæbetouget, men selv
bør man aldrig have det ombord paa sin Skade, allermindst
som Lods; thi det er en troløs Skibsfører. Haabet var derfor
ogsaa den ene af Prometheus's betænkelige Gaver; istedetfor
de Udødeliges Forudvidenhed gav han Menneskene Haabet.
Glemme — det ville alle Mennesker; og naar der møder
dem noget Ubehageligt, saa sige de altid, hvo der dog kunde
glemme. Men det at glemme er en Kunst, som maatte være
indøvet iforveien. At kunne glemme beroer altid paa,
hvorledes man husker; men hvorledes man husker, beroer atter paa,
hvorledes man oplevet Virkeligheden. Den der med Haabets
Fart løber sig fast, han vil erindre saaledes, at han ikke
formaaer at glemme.
Nil admirari
er derfor den egentlige
Leveviisdom. Ethvert Livs-Moment maa ikke have mere
Betydning for En end at man kan, hvad Øieblik man vil, glemme
det; ethvert enkelt Livs-Moment maa fra den anden Side have
saa megen Betydning for En, at man hvert Øieblik kan huske
det. Den Alder, der husker bedst, er tillige den glemsomste,
det er Barnealderen. Jo mere poetisk man husker, jo lettere
glemmer man, thi det at huske poetisk er egentlig blot et
Udtryk for at glemme. Naar jeg husker poetisk, saa er der
allerede foregaaet den Forandring med det Oplevede, hvorved det
har tabt alt det Pinlige. For saaledes at kunne erindre, maa
man være opmærksom paa, hvorledes man lever, især hvorledes
man nyder. Nyder man frisk væk indtil det Sidste, tager man
bestandig det Høieste med, som Nydelsen kan give, saa vil man
hverken være istand til at erindre eller til at glemme. Man
har da nemlig intet Andet at erindre end en Overmæthed, som
man kun ønsker at glemme, men som nu plager med en
ufrivillig Erindring. Naar man derfor mærker, at Nydelsen eller
et Livs-Moment for stærkt river En hen, da holder man et
Øieblik inde og erindrer. Der er intet Middel, der bedre giver
Afsmag for at vedblive for længe. Man holder fra
Begyndelsen af Styr paa Nydelsen, sætter ikke alle Seil til for
enhver Beslutning; man hengiver sig med en vis Mistro, først
da er man istand til at gjøre det Ordsprog til Løgner, der
siger, at man ikke paa eengang kan have baade i Sæk og i
Pose. Vel forbyder Politiet at bære hemmelige Vaaben, og
dog er intet Vaaben saa farligt som den Kunst at kunne erindre.
Det er en egen Følelse, naar man midt i Nydelsen seer paa
den for at erindre.
Naar man saaledes har perfektioneret sig i den Kunst at
glemme og den Kunst at erindre, saa er man istand til at spille
Fjæderbold med hele Tilværelsen.
Paa Kraften til at glemme kan man egentlig maale et
Menneskets Elasticitet. Den, der ikke kan glemme, ham bliver
der ikke Meget af. Om der nogensteds skulde sprudle en Lethe,
veed jeg ikke, men det veed jeg, at denne Kunst kan udvikles.
Den bestaaer dog ingenlunde i, at det enkelte Indtryk skulde
sporløst forsvinde; thi Glemsomhed er ikke identisk med den
Kunst at kunne glemme. Man seer ogsaa let, hvor liden
Forstand Folk i Almindelighed have paa denne Kunst; thi de ville
som oftest kun glemme det Ubehagelige, ikke det Behagelige.
Dette røber en fuldkommen Eensidighed. Glemsel er nemlig
det rette Udtryk for den egentlige Assimilation, der nedsætter
det Oplevede til Resonantsbund. Derfor er Naturen saa stor,
fordi den har glemt, at den var Chaos, men denne Tanke kan
fremkomme naar det skal være. Da man som oftest kun tænker
sig Glemsel i Forhold til det Ubehagelige, saa forestiller man
sig den oftest som en vild Magt, der overdøvet. Men Glemsel
er tværtimod en stille Syslen, og den bør være ligesaavel i
Forhold til det Behagelige som til det Ubehagelige. Ogsaa
det Behagelige har som forbigangent, netop som forbigangent,
en Ubehagelighed i sig, hvorved det kan vække Savnet; denne
Ubehagelighed hæves ved Glemsel. Det Ubehagelige har en
Braad, det tilstaae Alle. Ogsaa den tages bort ved Glemsel.
Bærer man sig imidlertid ad som Mange af dem, der fuske i
den Kunst at glemme, slaaer det Ubehagelige aldeles bort, saa
vil man snart see, hvad det hjælper til. I et ubevogtet
Øieblik overrasker det En ofte med det Pludseliges hele Magt.
Dette er aldeles stridende mod den velordnede Indretning i et
forstandigt Hoved. Ingen Ulykke, ingen Gjenvordighed er saa
lidet affabel, saa døv, at den ikke lader sig smigre lidt; selv
Cerberus tog mod Honningkager, og det er ikke blot Pigebørn,
man bedaarer. Man besnakker den og berøver den derved sin
Skarphed, og ønsker ingenlunde at glemme den, men glemmer
den for at erindre den. Ja selv med Minder af den Natur,
at man skulde synes evig Glemsel var det eneste Middel mod
dem, tillader man sig slig Underfundighed, og Falskneriet lykkes
den Behændige. Glemsel er den Sax, med hvilken man
klipper bort, hvad man ikke kan bruge, vel at mærke under
Erindringens allerhøieste Opsyn. Glemsel og Erindring ere
saaledes identiske, og den kunstnerisk tilveiebragte Identitet det
archimediske Punkt, med hvilket man løfter hele Verden. Naar man
siger at skrive Noget i Glemmebogen, saa antyder man jo paa
eengang at det glemmes og at det dog opbevares.
Den Kunst at erindre og at glemme vil da ogsaa
forebygge, at man ikke løber sig fast i noget enkelt Livsforhold og
sikkre En den fuldkomne Svæven.
Man vogte sig da for
Venskab
. Hvorledes defineres en
Ven? En Ven er ikke hvad Philosophien kalder det
nødvendigt Andet, men det overflødige Tredie. Hvilke ere Venskabs
Ceremonier? Man drikker Duus, man aabner en Aare, man
blander sit Blod med Vennens. Naar dette Øieblik kommer
er vanskeligt at bestemme; men det forkynder sig selv paa en
gaadefuld Maade, man føler det, man kan ikke mere sige De
til hinanden. Naar denne Følelse har været tilstede, saa kan
det aldrig vise sig, at man har taget feil som Geert Vestphaler,
da han drak Duus med Skarpretteren. — Hvilket er
Venskabets sikkre Kjendetegn? Oldtiden svarer:
idem velle, idem
nolle, ea demum firma amicitia
, og tillige yderst
kjedsommeligt. Hvilken er Venskabets Betydning? Gjensidig Assistance
med Raad og Daad. Derfor slutte to Venner sig nøie
sammen, for at være Alt for hinanden; og det uagtet det ene
Menneske slet ikke kan være Andet for det andet Menneske end
være i Veien for ham. Ja man kan hjælpe hinanden med
Penge, hjælpe hinanden i og af Frakken, være hinandens ydmyge
Tjenere, møde til en oprigtig Nytaars-Gratulation,
item
til
Bryllup, Varsel og Begravelse.
Men fordi man afholder sig fra Venskab, derfor skal man
ikke leve uden Berøring med Menneskene. Tværtimod, disse
Forhold kunne undertiden ogsaa antage et dybere Sving, kun at
man altid, skjøndt man en Tid lang deler Bevægelsens Fart, dog
har saa meget mere Hurtighed, at man kan løbe fra det. Man
mener vel, at en saadan Adfærd efterlader ubehagelige
Erindringer, at det Ubehagelige ligger i, at et Forhold fra at
have været Noget for En svinder hen til at være Intet. Dette
er dog en Misforstaaelse. Det Ubehagelige er nemlig en pikant
Ingredients i Livets Tværhed. Desuden kan det samme
Forhold atter faae Betydning paa en anden Maade. Det, man
skal passe paa, er, aldrig at løbe fast, og til den Ende altid
at have Glemselen bag Øret. Den erfarne Landmand brakker af
og til, den sociale Klogskabslære anbefaler det Samme. Alt
kommer nok igjen, men paa en anden Maade; hvad der eengang
har været optaget i Notationen bliver deri, men varieres ved
Drifts-Maaden. Man haaber derfor ganske conseqvent at
træffe sine gamle Venner og Bekjendtere i en bedre Verden,
men man deler ikke Mængdens Frygt for, at de skulde have
forandret sig saa meget, at man ikke kunde kjende dem igjen;
man frygter snarere for, at de skulde være aldeles uforandrede.
Det er utroligt, hvad selv det ubetydeligste Menneske kan vinde
ved en saadan fornuftig Drift.
Man indlade sig aldrig i
Ægteskab
. Ægtefolkene de
love hinanden Kjærlighed for evig. Det er nu nemt nok, men
har heller ikke stort at betyde; thi bliver man færdig med Tiden,
Evigheden bliver man nok færdig med. Naar derfor
Vedkommende, istedetfor at sige for evigt, sagde til Paaske, eller til
førstkommende Maidag, saa var der dog Mening i deres Tale;
thi baade sagde man Noget, og Noget, man maaske kunde holde.
Hvorledes gaaer det ogsaa i Ægteskabet. Efter kort Tids
Forløb mærker først den ene Part, at det er galt, nu klager den
anden Part og raaber høit i Sky: Troløshed, Troløshed. Efter
nogen Tids Forløb kommer den anden Part paa det samme
Punkt, og der tilveiebringes en Neutralitet, idet den gjensidige
Troløshed qvitter til fælles Contentement og Fornøielse.
Imidlertid er det dog bag efter; thi en Skilsmisse er forbunden
med store Vanskeligheder.
Naar det forholder sig saaledes med Ægteskabet, saa er
det ikke forunderligt, at man paa saa mange Maader maa stive
det af med moralske Støtter. Naar En vil skilles fra sin Kone,
saa raaber man: han er et nedrigt Menneske, en Skurk o. s. v.
Hvor taabeligt, og hvilket indirekte Angreb paa Ægteskabet.
Enten har Ægteskabet Realitet i sig selv, og saa er han jo
straffet tilstrækkeligt ved at gaae Glip af denne; eller det har
ingen Realitet, og saa er det jo urimeligt at udskjælde ham
fordi han er visere end Andre. Naar En blev kjed af sine
Penge, og kastede dem ud af Vinduet, saa vilde Ingen sige,
han var et nedrigt Menneske; thi enten har Penge Realitet, og
saa er han jo tilstrækkelig straffet ved at berøve sig dem, eller
de have ingen Realitet, og da er han jo viis.
Man maa altid vogte sig for at contrahere et Livsforhold,
hvorved man kan blive til Flere. Derfor er Venskabet allerede
farligt, end mere Ægteskabet. Vel siger man, at Ægtefolkene
blive til een; men dette er en saare dunkel og mystisk Tale.
Naar man er Flere, saa har man tabt sin Frihed og kan ikke
bestille Reisestøvler, naar man vil, kan ikke flakke ustadigt om.
Har man Kone, er det vanskeligt, har man Kone og maaskee
Børn, er det besværligt, har man Kone og Børn, er det
umuligt. Vel har man havt Exempel paa, at en Zigeunerinde har
baaret sin Mand paa Ryggen gjennem Livet, men deels er dette
en Sjeldenhed, deels ogsaa i Længden trættende — for
Manden. Ved Ægteskabet geraader man desuden i en høist fatal
Continuitet med Skik og Brug, og Skik og Brug er ligesom
Veir og Vind noget aldeles Ubestemmeligt. I Japan er det,
saavidt jeg veed, Skik og Brug, at ogsaa Mændene ligge i
Barselseng. Hvorfor kunde den Tid ikke komme, da Europa
vilde indføre fremmede Landes Stille.
Venskabet er allerede farligt, Ægteskabet er det endnu meer;
thi Qvinden er og bliver Mandens Ruin, saasnart man
contraherer et vedvarende Forhold med hende. Tag et ungt
Menneske, fyrigt som en arabisk Hest, lad ham gifte sig, han er
tabt. Først er Qvinden stolt, saa er hun svag, saa besvimer
hun, saa besvimer han, saa besvimer hele Familien. En
Qvindes Kjærlighed er kun Forstillelse og Svaghed.
Fordi man ikke indlader sig i Ægteskab, derfor behøver
Ens Liv ikke at være uden Erotik. Det Erotiske bør ogsaa
have Uendelighed, men poetisk Uendelighed, der ligesaa godt kan
begrændses i een Time som i en Maaned. Naar to
Mennesker forelske sig i hinanden, og ane, at de ere bestemte for
hinanden, da gjælder det om at have Mod til at bryde af; thi
ved at vedblive er kun Alt at tabe, Intet at vinde. Det synes
et Paradox og er det ogsaa for Følelsen, ikke for Forstanden.
Paa dette Gebeet gjælder det især om at kunne bruge
Stemninger; kan man det, da kan man tilveiebringe en uudtømmelig
Afvexling af Combinationer.
Man paatage sig aldrig nogen
Kaldsforretning
. Gjør
man det, saa bliver man en slet og ret Peter Flere, en lille bitte
Tap med i Statslegemets Maskine; man ophører selv at være
Drifts-Herren, og da kan Theorien kun lidet hjælpe. Man
faaer en Titel, og heri ligger Syndens og det Ondes hele
Conseqvents. Den Lov, man da træller under, er lige
kjedsommelig, enten Avancementet er hurtigt eller langsomt. En
Titel bliver man aldrig af med igjen, det skulde da være ved
en Forbrydelse, der paadrog En Kagstrygning, og selv da er
man ikke sikker for, at man jo kan blive benaadet ved en
kongelig Resolution og faae sin Titel igjen.
Om man end afholder sig fra Kaldsforretninger, bør man
dog ikke være uvirksom, men lægge Vægt paa al den
Beskjæftigelse, der er identisk med Ørkesløshed, man maa drive
allehaande brødløse Kunster. Dog bør man i denne Henseende ikke
udvikle sig saa meget extensivt som intensivt, og, skjøndt ældre i
Aar, vise Rigtigheden af det gamle Ord, at det er Lidet, der
kan fornøie Børn.
Som man nu, ifølge den sociale Klogskabslære, til en vis
Grad varierer Jordbunden — thi dersom man kun vilde leve
i Forhold til eet Menneske, saa maatte Vexeldriften falde slet
ud, ligesom hvis en Landmand kun havde een Tønde Land,
hvoraf Følgen vilde blive, at han aldrig kunde brakke, noget,
der er saa yderlig vigtigt — saaledes maa man ogsaa
bestandigt variere sig selv, og dette er egentlig Hemmeligheden.
Til den Ende maa man nødvendigt have Stemningerne i sin
Magt. I den Forstand at have dem i sin Magt, at man
skulde kunne frembringe dem, naar man vilde, er en
Umulighed, men Klogskaben lærer at benytte Øieblikket. Som en
erfaren Sømand altid forskende seer hen over Vandet, og seer
en Kastevind længe forud, saaledes bør man altid see
Stemningen lidt forud. Man maa vide, hvorledes Stemningen
virker paa En selv og efter Sandsynlighed paa Andre, førend
man ifører sig den. Man stryger først for at fremkalde rene
Toner og see, hvad der stikker i et Menneske, senere følge
Mellemtonerne. Jo mere Praxis man har, jo lettere vil man
overbevise sig om, at der ofte er meget i et Menneske, som
man aldrig tænker paa. Naar følsomme Mennesker, der som
saadanne ere yderst kjedsommelige, blive arrige, saa ere de ofte
morsomme. Drilleri er især et ypperligt Explorations-Middel.
I Vilkaarligheden ligger hele Hemmeligheden. Man troer
det er ingen Kunst at være vilkaarlig, og dog hører der et dybt
Studium til at være vilkaarlig saaledes, at man ikke selv løber
vild deri, at man selv har Fornøielse deraf. Man nyder ikke
umiddelbart, men noget ganske Andet, som man selv vilkaarligt
lægger ind. Man seer Midten af et Theater-Stykke, læser
tredie Deel af en Bog. Derved faaer man en ganske anden
Nydelse end den, Forfatteren har været saa god at tiltænke
En. Man nyder noget aldeles Tilfældigt, man betragter hele
Tilværelsen fra dette Standpunkt, lader dens Realitet strande
derpaa. Jeg vil anføre et Exempel. Der var et Menneske,
hvis Passiar et Livsforhold gjorde det nødvendigt for mig at
høre paa. Han var ved enhver Leilighed tilrede med et lille
philosophisk Foredrag, der var yderst kjedsommeligt. Nær ved
at fortvivle opdager jeg pludselig, at han svedte ualmindellg
stærkt, naar han talte. Denne Sved tildrog sig nu min
Opmærksomhed. Jeg saae, hvorledes Sved-Perlerne samlede sig
paa hans Pande, derpaa forenede sig i Bælte, gled ned ad
hans Næse, og endte i et draabeformigt Legeme, der blev
hængende paa Næsens yderste Spidse. Fra dette Øieblik af var
Alt forandret, jeg kunde endog have min Glæde af at
anspore ham til at begynde sin philosophiske Belæring, alene for at
iagttage Sveden paa hans Pande og paa hans Næse. Baggesen
siger etsteds om en Mand, at han vist er et meget skikkeligt
Menneske, men at han har den Ting at indvende imod ham,
at Intet rimer paa hans Navn. Det er yderst velgjørende,
saaledes at lade Livets Realiteter indifferentiere sig paa en
saadan vilkaarlig Interesse. Man gjør noget Tilfældigt til det
Absolute og som saadant til Gjenstand for absolut Beundring.
Dette virker især ypperligt, naar Gemytterne ere i Bevægelse.
I Forhold til mange Mennesker er denne Methode et ypperligt
Pirrings-Middel. Man betragter Alt i Livet som et
Væddemaal o.s.v. Jo mere conseqvent man veed at fastholde sin
Vilkaarlighed, desto morsommere blive Combinationerne.
Conseqventsens Grad viser altid, om man er Kunstner eller Fusker;
thi til en vis Grad gjøre alle Mennesker det Samme. Det
Øie, hvormed man seer Virkeligheden, maa bestandig forandres.
Neo-Platonikerne antoge, at de Mennesker, der havde været
mindre fuldkomne i Verden, bleve efter Døden til meer eller
mindre fuldkomne Dyr, alt efter deres Fortjenester; de, der
f. Ex. havde øvet borgerlige Dyder efter en mindre Grad
(Detaillisterne), bleve til borgerlige Dyr, f. Ex. til Bier. En
saadan Livs-Betragtning, der her i Verden seer alle Mennesker
forvandlede til Dyr eller til Planter (ogsaa dette meente Plotin
at nogle bleve forvandlede til Planter), frembyder en riig
Mangfoldighed af Afvexling. Maleren Tischbein har forsøgt at
idealisere ethvert Menneske til et Dyr. Hans Methode har den
Feil, at den er for alvorlig, og stræber at udfinde en virkelig
Lighed.
Med Vilkaarligheden i En selv corresponderer
Tilfældigheden udenfor En. Man bør derfor altid have et aabent Øie
for det Tilfældige, altid være
expeditus
, hvis Noget skulde
tilbyde sig. De saa kaldte selskabelige Glæder, til hvilke man
forbereder sig otte eller fjorten Dage forud, have ikke stort at
betyde, derimod kan selv den ubetydeligste Ting ved et Tilfælde
blive et rigt Stof til Morskab. At gaae her i Detail lader
sig ikke gjøre, saavidt kan ingen Theori naae. Selv den
udførligste Theori er dog kun Fattigdom imod hvad Geniet i sin
Ubiqvitet let opdager.
