Enten — Eller. Første Deel/6

←
Den Ulykkeligste
Enten — Eller. Første Deel
Den første Kjærlighed, Lystspil i een Akt af Scribe, oversat af J. L. Heiberg
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag, 1878
Vexeldriften
→
C. A. Reitzels Forlag
Kjøbenhavn
1878
indeholdende A.'s Papirer
Enten-Eller Første Deel.djvu
Enten-Eller Første Deel.djvu/1
227-279
Den første Kjærlighed
.
Lystspil i een Akt af
Scribe
, oversat af
J. L. Heiberg
.
Denne Artikel skulde bestemt været trykt i et Tidsskrift,
Frederik
Unsmann
havde bestemt at udgive til bestemte Tider. Ak, hvad ere
alle menneskelige Bestemmelser!
Enhver, der nogensinde har havt Tilbøielighed til
Produktivitet, har vist ogsaa bemærket, at det er en lille tilfældig
udvortes Omstændighed, der giver
Anledningen
til den
egentlige Frembringelse. Kun de Forfattere, der paa en eller anden
Maade have gjort en endelig Hensigt til det Begeistrende for
dem, ville maaskee negte dette. Det er imidlertid deres egen
Skade, thi de ere derved berøvede al sand og al sund
Produktivitets extreme Poler. Den ene er nemlig, hvad man med
et traditionelt Navn kalder Musepaakaldelsen, den anden er
Anledningen. — Det Udtryk: Musepaakaldelsen, kan
foranledige en Misforstaaelse. At paakalde Musen kan nemlig deels
betyde, at jeg kalder paa Musen, deels, at Musen kalder paa
mig. Enhver Forfatter, der nu enten er naiv nok til at troe,
at Alt kommer an paa den redelige Villie, paa Flid og
Stræbsomhed, eller uforskammet nok til at falbyde Aandens
Frembringelser, han vil ikke lade det mangle paa ivrig Paakaldelse
eller paa fræk Paatrængenhed. Herved udrettes imidlertid ikke
Stort, thi det gjælder endnu, hvad allerede
Wessel
har sagt
angaaende Smagens Gud, „som Alle kalde paa,” at han „saa
sjelden kommer.” Tænker man derimod ved dette Udtryk paa,
at det er Musen, der kalder, ikke vil jeg sige paa os, men
paa de Vedkommende, saa faaer Sagen en anden Betydning.
Medens de Forfattere, der kalde paa Musen, gaae ombord
ogsaa uden at hun kommer, saa ere de sidst skildrede derimod
i en anden Forlegenhed, idet de, for at det, der er blevet en
indvortes Bestemmelse, ogsaa kan blive en udvortes, behøve et
Moment mere: det er hvad man maa kalde Anledningen. Idet
nemlig Musen har kaldet ad dem, har hun Vinket dem bort
fra Verden, og de lytte nu blot til hendes Stemme, og
Tankens Rigdom aabner sig for dem, men saa overmægtigt, at
skjøndt hvert Ord staaer tydeligt og levende, det dog er dem,
som det ikke var deres Eiendom. Naar da Bevidstheden er
kommet saavidt til sig selv igjen, at den eier det hele
Indhold, saa er det Øieblik der, som i sig indeholder Muligheden
af den egentlige Tilblivelse, og dog mangler der Noget;
Anledningen nemlig mangler, der, om man saa vil, er ligesaa
nødvendig, skjøndt i en anden Forstand uendelig ubetydelig;
saaledes har det behaget Guderne at knytte de største
Modsætninger sammen. Dette er en Hemmelighed, som Virkeligheden
har, Jøder en Forargelse og Græker en Daarskab.
Anledningen er altid det Tilfældige, og dette er det uhyre Paradox,
at det Tilfældige er absolut aldeles ligesaa nødvendigt som det
Nødvendige. Anledningen er ikke i ideel Forstand det
Tilfældige, saaledes som naar jeg i logisk Betydning tænker det
Tilfældige; men Anledningen er i Betydning af Fetischisme det
Tilfældige, og dog i denne Tilfældighed det Nødvendige.
Med Hensyn til, hvad man i Handel og Vandel kalder
Anledning, hersker der nu en stor Forvirring. Deels seer man
nemlig for Meget, deels for Lidet deri. Enhver Produktivitet,
der ligger i Trivialitetens Bestemmelse — og, Gud bedre det,
denne Produktivitet hører især til Dagens Orden — overseer
lige meget Anledningen og Begeistringen. Derfor mener ogsaa
en saadan Produktivitet, hvad man kan indrømme den, at den
passer lige godt til alle Tider. Den overseer derfor reent
Betydningen af Anledning, det vil sige, den seer i Alt en
Anledning, den er som et snaksomt Menneske, der i de mest
modsatte Ting seer en Anledning, ligesaa godt deri, at man har
hørt det før, som at man ikke har hørt det, seer en Anledning
til at anbringe sig selv og sin Historie. Men herved er
punctum
saliens
opløst. Paa den anden Side er der en Produktivitet,
der forseer sig paa Anledningen. Om den første Art kan man
sige, at den seer en Anledning i Alt, om den anden, at den i
Anledningen seer Alt. Hermed er nu Leilighedsforfatternes store
Menighed betegnet, lige fra de i dybere Forstand
Leiligheds-Digtere til dem, der i strengere Forstand i Anledningen see Alt,
og derfor bruge det samme Vers, den samme Formular, og
dog haabe, at Anledningen for de Vedkommende vil være en
tilstrækkelig Anledning til et passende Honorar.
Anledningen, der nu som saadan er det Uvæsentlige og
Tilfældige, kan i vor Tid stundom forsøge sig i det
Revolutionaire. Anledningen spiller ofte ganske Herre; den gjør
Udslaget, gjør Produktet og Producenten til Noget eller til Intet,
alt eftersom den vil. Digteren venter, at Anledningen skal
begeistre, og seer med Forundring, at det ikke gaaer an, eller
han frembringer Noget, han selv i sit Inderste anseer for
Ubetydeligt, og seer nu, at Anledningen gjør det til Alt, seer sig
hædret og udmærket paa alle mulige Maader, og veed med
sig selv, at det har han ene Anledningen at takke. Disse forsee
sig nu paa Anledningen; de, vi i det Foregaaende have
fremstillet, oversee den og komme derfor altid i enhver Forstand
ukaldede. De dele sig egentlig i to Classer: de der dog
antyde, at en Anledning er nødvendig, og de som end ikke lade
sig mærke hermed. Begge Dele beroe naturligviis paa en
uendelig Overvurderen af eget Værd. Naar et Menneske
bestandig fører saadanne Talemaader i Munden, som: i den
Anledning falder det mig ind, i den Anledning kommer jeg til at
tænke paa o.s.v., saa kan man altid være vis paa, at et
saadant Menneske er paa Vildspor sig selv betræffende. Selv i
det Betydeligste seer han ofte kun en Anledning for at faae sin
Smule Bemærkning anbragt. Dem, der end ikke antyde
Anledningens Nødvendighed, kan man ansee for mindre
forfængelige men mere afsindige. De udspinde ufortrødent, uden at
see til Høire eller Venstre, deres Passiars tynde Traad, og de
gjøre med deres Snak og med deres Skrift samme Virkning i
Livet som Møllen i et Eventyr, hvorom det hedder: medens
Alt dette nu skete, gik Møllen klip klap, klip klap.
Og dog har selv den fuldendteste, den dybeste og
betydningsfuldeste Frembringelse en Anledning. Anledningen er den
fine, næsten usynlige Spindelvæv, hvori Frugten hænger.
Forsaavidt det derfor stundom synes, at det Væsentlige viser sig
som Anledning, saa er dette i Almindelighed en Misforstaaelse,
da det i saa Fald gjerne er en enkelt Kant deraf. Naar man
ikke vil give mig Ret heri, saa kommer det deraf, at man med
Anledning forvexler Grund og Aarsag. Hvis saaledes nu En
vilde spørge mig: hvad er Anledningen til alle disse
Betragtninger, og han da vilde være tilfreds med, at jeg svarede: det
Følgende, saa gjorde han sig og tillod mig at gjøre mig
skyldig i en saadan Forvexling. Derimod vilde det, hvis han
tog det Ord Anledning i sit Spørgsmaal meget strengt, være
meget rigtigt af mig at svare: det har ingen Anledning. I
Forhold til det Heles enkelte Dele vilde det jo være en
Urimelighed at fordre det, som man i Forhold til det Hele med
Rette kan fordre. Skulde nemlig disse Betragtninger gjøre
Fordring paa en Anledning, saa maatte de i sig være et
afrundet lille Hele, hvilket vilde være et egoistisk Forsøg af dem.
Anledning er saaledes af største Betydning med Hensyn til
enhver Frembringelse, ja det er den, der egentlig gjør Udslaget
med Hensyn til dens sande æsthetiske Værd. Frembringelser
uden al Anledning mangle altid Noget, ikke uden for sig selv,
thi skjøndt Anledningen hører med, hører den dog i en anden
Forstand ikke med, men mangle Noget i sig selv. En
Frembringelse, hvor Anledningen er Alt, mangler atter Noget.
Anledningen er nemlig ikke positivt frembringende men negativt
frembringende. En Skabelse er en Frembringelse af Intet;
Anledningen er derimod det Intet, der lader Alt komme frem.
Tankens hele Rigdom, Ideens Fylde kan være der, og dog
mangler Anledningen. Ved Anledningen kommer der altsaa
ikke noget Nyt til, men ved Anledningen kommer Alt frem.
Denne Anledningens beskedne Betydning er ogsaa udtrykt i
Ordet selv.
Dette er der nu mange Mennesker der ikke kunne begribe,
men det ligger deri, at de ingen Anelse have om, hvad der
egentlig er æsthetisk Frembringelse. En Prokurator kan skrive
sit Indlæg, en Kjøbmand sit Brev o. s. v., uden at ane den
Hemmelighed, der stikker i det Ord Anledning, og det uagtet
han begynder saaledes: i Anledning af Deres meget Ærede.
Maaskee vilde nu En og Anden give mig Ret i det her
Udviklede og indrømme dets Betydning for den digteriske
Frembringelse, men høilig forundte sig, hvis jeg vilde gjøre noget
Lignende gjældende med Hensyn til Recensioner og Kritiker.
Og dog troer jeg, at det netop her er af største Vigtighed, og
at det, at man har overseet Anledningens Betydning, har
foraarsaget, at Anmeldelser i Almindelighed ere saa fuskeragtige
som ret Forretnings-Arbeide. I Kritikens Verden faaer
Anledningen endog en potentseret Betydning. Skjøndt man
derfor i kritiske Anmeldelser ofte nok hører Tale om Anledning,
saa seer man dog med et halvt Øie, hvor lidet der vides
Beskeed med, hvorledes det hermed hænger sammen. Kritiken
synes ikke at behøve Muse-Paakaldelsen; thi det er jo intet
Digterværk, han frembringer; men behøver han ikke
Muse-Paakaldelsen, saa behøver han ei heller Anledningen.
Imidlertid skulde man dog ikke glemme Betydningen af den gamle
Sætning: at det Lige kun forstaaes af det Lige.
Det, der er Gjenstand for Æsthetikerens Betragtning, er
nu vistnok det allerede Færdige, og han skal ikke, som Digteren
selv, frembringe. Desuagtet har Anledningen aldeles den samme
Betydning. Den Æsthetiker, der anseer Æsthetiken for sin
Profession, og i sin Profession igjen seer den egentlige Anledning
han er
eo ipso
fortabt. Dermed skal ingenlunde være sagt,
at han jo kan præstere adskilligt Dygtigt; men Hemmeligheden
ved al Frembringelse har han ikke fattet. Han er altfor meget
en pelagiansk Selvhersker til i barnlig Forundring at kunne
fryde sig over det Besynderlige i, at det ligesom er fremmede
Magter, der frembringe Det, som Mennesket troer tilhører ham
selv: Begeistringen nemlig og Anledningen. Begeistring og
Anledning høre uadskilleligt sammen; det er en Formation, som
man ofte nok finder i Verden, at det Store, det Ophøiede i
sit Selskab bestandig har en vims lille Person. En saadan
Person er Anledningen, en Person, man ellers ikke vilde tage
Hatten af for, som ikke tør lukke sin Mund op, naar han er
i fornemt Selskab, men som sidder taus med et skjelmsk Smil
og gotter sig i sig selv, uden at lade sig forlyde med,
hvorover han smiler, eller at han veed, hvor vigtig, hvor
uundværlig han er, end mindre, at han skulde indlade sig paa en
Disput desangaaende; thi han veed meget godt, at det hjælper
ikke og at man blot griber enhver Anledning for at ydmyge
ham. Af en saadan tvetydig Natur er bestandig Anledningen,
og det hjælper Mennesket ligesaa meget at ville negte det, at
ville befrie sig fra denne Pæl i Kjødet, som at ville sætte
Anledningen paa Thronen, thi i Purpur og med Scepter i
Haanden tager den sig meget daarligt ud, og man seer strax at den
ikke er født til at herske. Denne Afvei ligger imidlertid meget
nær, og det er ofte de bedste Hoveder, der geraade paa den.
Naar nemlig et Menneske har Blik nok for Livet til at see
den Spot, det evige Væsen driver med Mennesket derved at
noget saa Ubetydeligt og Underordnet, Noget man næsten
undseer sig ved at tale om i godt Selskab, hører absolut med,
saa fristes han let til at ville fuske ham i Faget, ja til at
ville retorqvere denne Spydighed, idet han ligesom Gud spotter
Menneskets Storhed ved at smede dem i Anledningens Lov,
saaledes spotter igjen, ved at gjøre Anledningen til Alt og det
andet Moment til en Taabelighed, hvorved da Gud bliver
overflødig og Forestillingen om en viis Styrelse bliver en Daarskab,
og Anledningen en Skalk, der driver sin Spøg ligesaavel med
Gud som med Mennesket, saa hele Tilværelsen løber ud paa
Spøg, en Spas, en Charade.
Anledningen er da paa eengang det Betydeligste og det
Ubetydeligste, det Høieste og det Ringeste, det Vigtigste og det
Uvigtigste. Uden Anledning skeer der egentlig slet Intet, og
dog har Anledningen slet ingen Deel i hvad der skeer.
Anledningen er den sidste Kategori, den egentlige Overgangs-Kategori
fra Ideens Sphære til Virkeligheden. Dette skulde Logiken
betænke. Den kan fordybe sig saa meget den vil i immanent
Tænkning, styrte sig fra Intet ned i den concreteste Form,
Anledningen naaer den aldrig, og derfor heller aldrig
Virkeligheden. I Ideen kan hele Virkeligheden være færdig, uden
Anledningen bliver den aldrig virkelig. Anledningen er en
Endelighedens Kategori, og det er umuligt for en immanent
Tænkning at faae fat paa den, dertil er den altfor paradox.
Det seer man ogsaa deraf, at det, der kommer ud af
Anledningen, er noget ganske Andet end Anledningen selv, hvilket er
en Absurditet for enhver immanent Tænkning. Men derfor er
ogsaa Anledningen den morsomste, den interessanteste, den
vittigste af alle Kategorier. Som en Gjerdesmutte er den
allevegne og intetsteds. Den gaaer som Alferne omkring i Livet,
usynlig for alle Skolemestere, hvis Gebærder derfor blive et
uudtømmeligt Stof til Latter for Den, som troer paa
Anledningen. Anledningen er da i og for sig Intet og kun Noget
i Forhold til det, den foranlediget, og i Forhold til dette er
den egentlig Intet. Saasnart nemlig Anledningen var noget
Andet end Intet, saa stod den i et relativt immanent Forhold
til det, den frembringer, og var da enten Grund eller Aarsag.
Holder man ikke dette fast, saa forvirres Alt igjen.
Naar jeg saaledes vilde sige, at Anledningen til
nærværende lille Anmeldelse af et Stykke af
Scribe
var den
mesterlige Udførelse, der bliver det til Deel, saa vilde jeg fornærme
den sceniske Kunst; thi vel er det sandt, at jeg ogsaa kunde
skrive en Anmeldelse deraf uden at have seet det opført, uden
at have seet det mesterligt opført, ja selv om jeg havde seet
det slet opført. I sidste Tilfælde vilde jeg snarere kunne kalde
den slette Opførelse Anledningen. Nu derimod, da jeg har
seet det fuldendt opført, nu bliver den sceniske Fremstilling mig
meget mere end Anledning, den er mig et saare vigtigt Moment
med i min Opfattelse, hvad enten den har tjent til at
berigtige eller bestyrke og sanctionere min Anskuelse. Min Pietet
vil derfor forbyde mig at kalde den sceniske Fremstilling
Anledningen, den vil forpligte mig til at see noget Mere deri, til
at tilstaae, at jeg uden den maaskee ikke havde fattet Stykket
ganske. Jeg er derfor ikke i det Tilfælde, som Recensenter
klogt eller dumt nok i Almindelighed ere i, at de først omtale
Stykket og senere særskilt Udførelsen. For mig er Udførelsen
selv Stykket og jeg kan ikke noksom glæde mig over den i
reen æsthetisk Henseende, ikke noksom glæde mig over den som
Patriot. Hvis jeg vilde vise en Fremmed vor Scene i dens
fulde Glorie, vilde jeg sige: gaa hen og see den første
Kjærlighed. Den danske Scene eier i Fru
Heiberg
,
Frydendahl
,
Stage
og
Phister
et Fiirkløver, der her viser sig i
sin hele Skjønhed. Et Fiirkløver vilde jeg kalde denne
Forening af Kunstnere, og dog vilde jeg synes at have sagt for
Lidt, thi et Fiirkløver er dog kun mærkeligt derved, at fire
almindelige Kløverblade sidde paa een Stængel, men vort
Fiirkløver har den Mærkelighed, at det enkelte Blad, selv i sin
Isolation, er ligesaa sjeldent som et Fiirkløver, og dog danne
disse fire Blade igjen i Forening et Fiirkløver.
Dog, det var i Anledning af Anledningen til denne lille
Kritik, at jeg ganske i Almindelighed har villet sige Noget om
Anledningen, eller om Anledningen i Almindelighed. Det
træffer sig ellers ret heldigt, at jeg allerede har sagt hvad jeg
vilde sige; thi jo mere jeg overveier denne Sag, desto mere
forvisser jeg mig om, at der slet ikke i Almindelighed lader
sig sige Noget derom, fordi der ingen Anledning er i
Almindelighed. Forsaavidt er jeg da omtrent kommen ligesaa vidt,
som jeg var dengang jeg begyndte. Læseren maa ikke vredes
paa mig, det er ikke min Skyld, det er Anledningens. Han
kunde maaskee tænke, at jeg burde have gjennemtænkt det Hele,
førend jeg satte mig til at skrive, og da ikke begyndt paa at
sige Noget, der bag efter viste sig at være Intet. Imidlertid
troer jeg dog, at han bør lade min Fremgangsmaade
vederfares Ret, forsaavidt som han paa en mere overbevisende
Maade har forvisset sig om, at Anledning i Almindelighed er
Noget, der er Intet. Senere vil han maaskee atter komme til
at tænke herpaa, naar han har forvisset sig om, at der er
Andet i Verden, om hvilket man kan sige Meget i den
Forestilling, at det er Noget, og dog har den Beskaffenhed, at naar
man har sagt det, da viser det sig at være Intet. Hvad der
da her er sagt, maa ansees som en Overflødighed, som et
overflødigt Titelblad, der ikke bindes med, naar Værket indbindes.
Jeg veed derfor ikke at ende anderledes end paa den
uforlignelige lakoniske Maade, paa hvilken Prof.
Poul Møller
,
som jeg seer, ender Indledningen til sin fortræffelige
Anmeldelse af Extremerne: hermed er Indledningen ude.
Hvad den specielle Anledning til nærværende lille Kritik
angaaer, da staaer den i Forhold til min ubetydelige
Personlighed og tør da anbefale sig til Læseren med den normale
Egenskab, at den er ubetydelig.
Scribes
Stykke: den første
Kjærlighed, har paa mangfoldig Maade berørt mit personlige
Liv, og ved denne Berøring foranlediget nærværende
Anmeldelse, der da er Anledningens Barn i strengeste Forstand.
Ogsaa jeg var engang ung, var en Sværmer, var forelsket.
Den Pige, der var Gjenstanden for mine Længsler, kjendte jeg
fra en tidligere Tid, men vore forskjellige Livsforhold førte
det med sig, at vi kun sjelden saae hinanden. Derimod tænkte
vi desto oftere paa hinanden. Denne gjensidige Sysselsættelse
med hinanden nærmede og fjernede os paa eengang. Naar vi
nemlig saaes, da var vort Forhold saa bly, saa undseeligt, at
vi var hinanden langt fjernere, end naar vi ikke saae hinanden.
Naar vi da atter vare adskilte, og det Ubehagelige i denne
gjensidige Ængstelighed var glemt, da fik det sin fulde
Betydning, at vi havde seet hinanden, da begyndte vi i vore Drømme
accurat der, hvor vi slap. Saaledes var det idetmindste
Tilfældet med mig, og senere erfarede jeg, at det var gaaet den
Elskede ligesaa. Jeg havde lange Udsigter til at gifte mig;
vor Forstaaelse mødte paa den anden Side ingen
Forhindringer, der kunde ophidse os, og saaledes vare vi forelskede paa
den uskyldigste Maade af Verden. Førend der kunde være Tale
om at declarere mine Følelser, maatte en riig Onkel, hvis eneste
Arving jeg var, døe. Ogsaa dette forekom mig skjønt; thi i
alle de Romaner og Comedier, jeg kjendte, fandt jeg Helten i
en lignende Situation, og jeg frydede mig da ved Tanken om,
at jeg var en poetisk Figur. Saaledes gik mit skjønne poetiske
Liv hen, da seer jeg en Dag i Avisen, at der skal opføres et
Stykke, betitlet: den første Kjærlighed. Jeg vidste ikke, at et
saadant Stykke var til, men Titlen glædede mig, og min
Beslutning var tagen at gaae i Theatret. Den første Kjærlighed
— tænkte jeg — det er netop Udtrykket for Dine Følelser.
Har jeg nogensinde elsket nogen Anden end hende, gaaer min
Kjærlighed ikke tilbage i min tidligere Erindring, vil jeg
nogensinde kunne tænke mig at elske en Anden eller at see hende
forbunden med en Anden? Nei, hun bliver min Brud, eller jeg
gifter mig aldrig. Derfor er det Ord: den første, saa skjøndt.
Det antyder det Oprindelige i Kjærligheden, thi det er ikke i
numerisk Forstand, at man taler om den første Kjærlighed.
Digteren kunde ligesaa godt have sagt: den sande Kjærlighed,
eller betitlet det saaledes: den første Kjærlighed er den sande
Kjærlighed. Dette Stykke vil nu hjælpe mig til at forstaae
mig, det vil give mig Anledning til at gjøre et dybt Indblik
i mig selv; derfor kaldes Digterne Præster, fordi de forklare
Livet, men de ville ikke forstaaes af Hoben, men kun af de
Naturer, der have Hjerte til at føle med. For dem er
Digteren en begeistret Sanger, der overalt viser Skjønhed, men
først og sidst vidner om Kjærlighedens. Dette Stykke vil ved
sin poetiske Kraft bringe Elskoven i mit Bryst til at springe
ud, dens Blomst til med et Knald at aabne sig ligesom en
Passionsblomst. Ak, dengang var jeg meget ung! Jeg forstod
neppe hvad jeg sagde, og dog fandt jeg det godt sagt. Med
et Knald maa Elskovens Blomst aabne sig, Følelsen vil med
Magt ligesom Champagne bryde sit Lukke. Det var et kjækt
Udtryk, fuldt af Lidenskab, og jeg var ret glad derover. Og
dog, det var godt sagt, hvad jeg sagde, thi jeg meente, at
den maatte aabne sig som en Passionsblomst. Dette var det
Gode i Bemærkningen, thi Elskoven aabner sig gjerne ved
Ægteskabet, og forsaavidt man vil kalde dette en Blomst, kan
man træffende kalde det en Passionsblomst. Dog, tilbage til
min Ungdom. Dagen var kommen, da Stykket skulde opføres,
jeg havde faaet en Billet, min Sjæl var høitidelig stemt, og
med en vis Uro, glad og forventningsfuld, ilede jeg i Theatret.
Idet jeg træder ind ad Døren, kaster jeg mit Blik op i første
Etage, hvad seer jeg? Min Elskede, mit Hjertes Herskerinde,
mit Ideal, hun sidder der. Uvilkaarligt trak jeg mig et Skridt
tilbage i Parquettets Mørke for at betragte hende uden at blive
seet. Hvorledes var hun kommen her, endnu idag maatte hun
være kommen til Byen, og jeg vidste det ikke, og nu her i
Theatret. Hun skulde see det samme Stykke. Det var intet
Tilfælde, men en Styrelse, en Velvillie af Kjærlighedens blinde Gud.
Jeg traadte frem, vore Øine mødtes, hun bemærkede mig.
Der var ikke Tale om at bukke for hende, at conversere hende,
kort, der var Intet, der kunde bringe mig i Forlegenhed. Mit
Sværmeri gav sig frit Luft. Vi mødtes paa Halvveien, som
forklarede Væsner rakte vi hinanden Haanden, vi svævede som
Aander, som Genier i Phantasiens Verden. Hendes Øine
hvilede smægtende paa mig, et Suk hævede hendes Bryst, det
var for mig, hun tilhørte mig, det forstod jeg. Og dog
ønskede jeg ikke at styrte op til hende, ikke at kaste mig for
hendes Fødder, det vilde have bragt mig i Forlegenhed, men
saaledes paa Afstand følte jeg Skjønheden af at elske hende og
af at turde haabe at blive elsket. Symphonien var forbi.
Lysekronen hævede sig, mit Øie fulgte dens Bevægelse, den
kastede for sidste Gang sit Skin over første Etage og over
hende. Et Tusmørke udbredte sig, denne Belysning forekom
mig endnu skjønnere, endnu mere sværmerisk. Tæppet rullede
op. Endnu engang var det mig, som skuede jeg ind i en
Drøm, da jeg stirrede efter hende. Jeg vendte mig om.
Stykket begyndte. Kun hende vilde jeg tænke paa og paa min
Kjærlighed; Alt hvad der blev sagt til Ære for den første
Kjærlighed, det vilde jeg anvende paa hende og paa mit
Forhold. Der var maaskee Ingen i hele Theatret, der saaledes
skulde forstaae Digterens guddommelige Tale, som jeg — og
maaskee hun. Tanken om det mægtige Indtryk gjorde mig
allerede stærkere, jeg følte Mod til den følgende Dag at lade
mine lønlige Følelser bryde frem, de maatte ikke kunne forfeile
deres Virkning paa hende; ved en enkelt Hentydning vilde jeg
erindre hende om, hvad vi i denne Aften havde hørt og seet,
og saaledes skulde Digteren komme mig til Hjælp, og gjøre
hende modtageligere, mig stærkere og mere veltalende end
nogensinde. — Jeg saae og hørte — og hørte — og Tæppet gik
ned. Lysekronen forlod atter sit himmelske Skjulested,
Tusmørket forsvandt, jeg skuede derop — alle de unge Piger saae
saa fornøiede ud, min Elskede ogsaa, Taarerne stode hende i
Øinene, saa stærkt havde hun leet, hendes Barm bevægede sig
endnu uroligt, Latteren havde faaet Overhaand. Heldigviis
var det gaaet mig ligesaa. Vi saaes den følgende Dag hos
min Tante. Den skye Forlegenhed, med hvilken vi pleiede at
være i Værelse sammen, var forsvunden, en vis jovial Glæde
var traadt i dens Sted. Vi loe lidt ad hinanden, vi havde
forstaaet hinanden, og det skyldte vi Digteren. Derfor kalder
man en Digter Spaamand, fordi han spaaer om det
Tilkommende. Det kom til en Forklaring. Ganske at tilintetgjøre
det Foregaaende kunde vi dog ikke beslutte os til. Da
forbandt vi os ved et helligt Løfte. Som Emmeline og Charles
love hinanden at betragte Maanen, saaledes lovede vi at see
dette Stykke, hver Gang det blev opført. Jeg har troligt
holdt mit Løfte. Jeg har seet det paa Dansk, paa Tydsk, paa
Fransk, i Udlandet og her hjemme, og aldrig er jeg bleven
træt af dets uudtømmelige Vittighed, hvis Sandhed ingen bedre
forstaaer end jeg. Dette blev den første Anledning til
nærværende lille Kritik. Ved saa ofte at see det blev jeg tilsidst
produktiv i Forhold til dette Stykke. Imidlertid blev denne
Produktivitet dog for en Deel liggende i mit Hoved og kun en
enkelt Bemærkning optegnet. Denne Anledning kan da ansees
for Anledningen til den ideelle Mulighed af denne Kritik.
Videre var jeg formodentlig ikke kommen, hvis der ikke
var traadt en ny Anledning til. For nogle Aar siden
henvendte en Redakteur af et af vore Tidsskrifter sig til mig og
forlangte, at jeg skulde levere ham en lille Artikel. Han var
i Besiddelse af en ualmindelig Veltalenhed til at fange Sjæle
og fangede ogsaa mig i et Løfte. Dette Løfte var da ogsaa
en Anledning; men det var en Anledning i Almindelighed og
virkede derfor kun lidet forhjælpende paa mig. Jeg befandt
mig i en Forlegenhed som den, en Candidat vilde befinde sig
i, naar man gav ham hele Bibelen for selv at vælge sin Text.
Ved mit Løfte var jeg imidlertid bunden. Med mange andre
Tanker, men ogsaa med Tanken om mit Løfte tiltraadte jeg en
lille Udflugt i Sjælland. Da jeg var kommen til den Station,
hvor jeg agtede at overnatte, lod jeg, hvad jeg aldrig pleier
at forsømme, Tjeneren bringe hvad Verten kunde opdrive af
Bøger. Jeg pleier altid at iagttage denne Skik og har ofte
havt Gavn af den, fordi man aldeles tilfældig støder paa Ting,
der maaskee ellers vilde undgaae Ens Opmærksomhed. Det
var imidlertid ikke Tilfældet her, thi den første Bog, man
bragte mig, var — den første Kjærlighed. Det slog mig, thi
Theater-Repertoiret seer man sjelden paa Landet. Dog, jeg
havde jo tabt Troen paa den første Kjærlighed og troer aldrig
paa det Første. I den næste By besøgte jeg en af mine
Venner. Han var ude, da jeg kom; man bad mig at vente
og viste mig ind i hans Arbeidsværelse. Idet jeg gaaer hen
til hans Arbeidsbord, finder jeg en Bog opslaaet — det er
Scribes
Theater og opslaaet paa
les premières amours
.
Nu syntes Loddet kastet. Jeg besluttede mig til at indløse mit
Løfte og skrive en Anmeldelse af dette Stykke. For at gjøre
min Beslutning urokkelig skal det træffe sig saa besynderligt, at
min fordums Kjærlighed, min første Kjærlighed, som boede der
paa Egnen, er kommen til Byen, ikke til Hovedstaden, men til
den lille By, hvor jeg var. I længere Tid havde jeg ikke
seet hende og fandt hende nu forlovet, lykkelig og glad, saa
det var mig en Fornøielse at see derpaa. Hun oplyste mig
om, at hun dog aldrig havde elsket mig, men at hendes
Forlovede var hendes første Kjærlighed, og derpaa fortalte hun den
samme Historie som Emmeline, at kun den første Kjærlighed
er den sande. Havde min Beslutning ikke været fast før, nu
blev den det. Jeg maatte dog see hvad den første Kjærlighed
betyder. Min Theori begyndte at vakle, thi „min første
Kjærlighed” var ubevægelig paa det Punkt, at hendes nuværende
Kjærlighed var hendes første.
Der var Motiver nok; Afhandlinger: blev færdig paa det
sidste Punktum nær og nogle enkelte Mellemsætninger der hist
og her skulde indskydes. Min Ven, Redakteuren, klemte strax
paa mig og foreholdt mig mit Løfte med en Haardnakkenhed,
der vilde have gjort selv en Emmeline Ære. Jeg forklarede
ham, at Afhandlingen var færdig, at der blot manglede nogle
Smaating, og han bevidnede mig sin Tilfredshed. Alt som
Tiden gik, forvandlede imidlertid disse Myg sig til Elephanter,
til uoverstigelige Vanskeligheder. Dertil kom, at jeg, medens
jeg skrev, havde glemt, at det skulde trykkes. Paa den Maade
havde jeg allerede skrevet flere Smaa-Afhandlinger, men aldrig
ladet Noget trykke. Han blev kjed af den Snak om, at jeg
var færdig, naar han dog ikke kunde faae Manuscriptet. Jeg
blev kjed af hans idelige Anmodninger og ønskede, at Fanden
havde alle Løfter. Da gik hans Tidsskrift ind af Mangel paa
Subscribenter, og jeg takkede Guderne, jeg følte mig atter let,
ikke generet af noget Løfte.
Dette var Anledningen til, at denne Kritik kom til Verden
som en Virkelighed for mig selv, som en Mulighed for min
Ven, Redakteuren, en Mulighed, der dog senere forvandlede
sig til en Umulighed. Der gik atter et Aars Tid, og i den
Tid var jeg accurat bleven et Aar ældre. Dette er nu ikke
videre mærkeligt; thi som det gik mig, saaledes gik det
formodentlig de fleste Andre. Men eet Aar kan undertiden have
mere at betyde end et andet, mere at betyde end at man bliver
et Aar ældre. Dette var her Tilfældet. Ved Udgangen af
hiint Aar befandt jeg mig i et nyt Afsnit af mit Liv, i en ny
Illusionens Verden, der kun bliver unge Mandfolk til Deel.
Naar man nemlig hører til „Læsernes Sect”, naar man paa
en eller anden Maade distingverer sig som en flittig og
opmærksom Læser, saa voxer Sandsynligheden hos Andre for, at der
kan komme en Smule Forfatter ud af En, thi det er som
Hamann siger: „aus Kindern werden Leute, aus Jungfern
werden Bräute, aus Lesern werden Schriftsteller.” Nu begynder
der et rosenfarvet Liv, der har megen Lighed med en Piges
første Ungdom. Redakteurer og Forlæggere begynde at gjøre
Cour. Det er en farlig Periode, thi Redakteurernes Tale er
meget forførerisk, og snart er man i deres Magt, men de
bedrage kun os stakkels Børn, og saa, ja saa er det bag efter.
Vogt Dig da, unge Menneske, gaa ikke for meget til
Conditorer og Restaurateurer; thi der spænde Redakteurerne deres
Garn. Og naar de da see et ungt uskyldigt Menneske, der
snakker frisk væk fra Leveren, Løst og Fast, som ingen
Forestilling har, om det er noget bevendt hvad han siger eller ikke,
men blot fryder sig ved at lade Talen frit bryde frem, ved at
høre sit Hjerte banke idet han taler, banke i det Sagte, da
træder en mørk Skikkelse hen til ham, og denne Skikkelse er
en Redakteur. Han har et fiint Øre, han kan strax høre, om
det, der siges, kan tage sig ud paa Prent, eller ikke. Da
frister han det unge Blod, han viser ham det Uforsvarlige i,
saaledes at kaste sine Perler bort, han lover ham Penge, Magt,
Indflydelse, selv hos det smukke Kjøn. Hjertet er svagt,
Redakteurens Ord skjønne, og snart er han fangen. Nu søger han
ikke mere de eensomme Steder for at sukke, han iler ikke mere
glad hen til Ungdommens Tumleplads for at beruse sig i Talen,
han er taus, thi den, der skriver, taler ikke. Han sidder bleg
og kold paa sit Arbeidsværelse, han skifter ikke Farve ved Ideens
Kys, han rødmer ikke som den unge Rose, naar Duggen synker
i dens Bæger, han har intet Smiil, ingen Taare, roligt følger
Øiet Pennens Gang over Papiret, thi han er Forfatter og
ikke mere ung.
Ogsaa min Ungdom har været udsat for Anfægtelser af
den Art. Dog troer jeg at turde give mig selv det Vidnesbyrd,
at min Modstand har været uforfærdet. Hvad der har hjulpet
mig er, at jeg gjorde Erfaring i en meget ung Alder. Den
Redakteur, der modtog mit første Løfte, var meget venlig imod
mig, men dog forekom det mig bestandigt, som var det en
Gunst, en Ære, der blev mig til Deel, at man vilde modtage
en Artikel fra min Haand, som om man mellem det unge
Mandskab pegede paa mig og sagde: med Tiden kan der nok
blive Noget af ham, lad ham forsøge sig, det er en
Opmuntring for ham, at der vises ham den Ære. Fristelsen var
da ikke saa stor, og dog lærte jeg alle de forfærdelige Følger
af et Løfte at kjende. Af et ungt Menneske at være var jeg
da ualmindeligt rustet mod Fristelsen og turde derfor temmelig
hyppigt komme hos Conditorer og Restaurateurer. Faren maatte
da komme fra en anden Kant, og den udeblev heller ikke. Det
træffer sig, at En af mine Conditor-Bekjendtskaber beslutter sig
til at blive Redakteur; hans Navn vil man finde paa dette
Tidsskrifts Titelblad. Aldrig saasnart havde han opfattet denne
Idee og aftalt det Fornødne med Forlæggeren, førend han en
Aften sætter sig til sit Skriverbord, skriver den hele Nat igjennem
— Breve til alle mulige Mennesker om Bidrag. Et saadant
Brev, affattet i de forbindtligste Udtryk, fulde af de mest
glimrende Udsigter, modtog ogsaa jeg. Imidlertid gjorde jeg
kjæk Modstand, men lovede ham derimod paa enhver Maade
at være ham til Tjeneste i at sætte Lidt til eller tage Lidt fra
i de indsendte Artikler. Han selv arbeidede ufortrødent paa
den første Artikel, der skulde aabne Tidsskriftet. Han var saa
godt som færdig med den og havde nu den Godhed at vise
mig den. Vi tilbragte en meget behagelig Formiddag; han
syntes tilfreds med mine Bemærkninger, forandrede Et og
Andet. Stemningen var ypperlig, vi spiste Frugt, Confekturer
og drak Champagne; han fornøiede mig ved sin Artikel, jeg
syntes at tilfredsstille ham ved mine Observationer, da vil min
uheldige Stjerne, at idet jeg bøier mig hen for at tage en
Aprikos, vælter jeg Blækhuset over det hele Manuscript. Min
Ven blev som en Rasende. „Det Hele er forspildt; det første
Hefte af mit Tidsskrift kommer ikke ud til den bestemte Tid,
min Credit er forspildt, Subscribenterne falde fra, Du veed
ikke, hvor meget Arbeide man har for at faae Subscribenter,
og naar man saa har faaet dem, saa er de dog ligesom
hvervede Tropper troløse og benytte enhver Leilighed til at slippe
fra En. Alt er tabt, der er intet Andet for, Du maa levere
en Artikel. Jeg veed, Du har Manuscripter liggende, hvorfor
vil Du ikke lade dem trykke, Du har jo Din Kritik over den
første Kjærlighed, lad mig faae den, jeg skal gjøre den færdig;
jeg beder Dig, jeg besværger Dig ved vort Venskab, ved min
Ære, ved mit Tidsskrifts Fremtid”.
Han modtog Artiklen og mit Blækhorn blev da
Anledningen til, at min lille Kritik blev en Virkelighed, der nu er
— jeg siger det med Gru —
publici juris
.
Skulde man med faa Ord antyde den moderne, især den
Scribeske
Comedies Fortjeneste i Forhold til den ældre, saa
kunde man maaskee udtrykke denne saaledes: den poetiske Figurs
personlige Gehalt bliver commensurabel for Dialogen,
Monologens Udgydelser gjøres overflødige; den dramatiske Handlings
Gehalt bliver commensurabel for Situationen, novellistiske
Oplysninger gjøres overflødige; Dialogen endelig bliver hørlig i
Situationens Gjennemsigtighed. Der bliver da ingen
Oplysninger nødvendige for at orientere Tilskueren, intet Ophold i
Dramaet nødvendigt for at give Vink og Beretninger. Saaledes
gaaer det til i Livet, hvor man hvert Øieblik behøver
forklarende Noter; men saaledes bør det ikke gaae til i Poesien.
Tilskueren kan da sorgløst nyde, uforstyrret indsuge det
dramatiske Liv. Men idet det nyere Drama saaledes synes at fordre
mindre Selvvirksomhed hos Tilskueren, fordrer det dog paa en
anden Maade maaskee mere, eller rettere sagt det fordrer det
ikke, men hævner Forglemmelsen deraf. Jo ufuldkomnere den
dramatiske Form eller Dramaets Bygning er, desto hyppigere
bliver Tilskueren pirret op af sin Søvn, saafremt han sover.
Naar man bliver skumplet paa en maadelig Landevei, hvor
snart Vognen støder an mod en Steen, snart Hestene blive
hængende i Krattet, saa er der ikke god Leilighed til at sove.
Er Veien derimod en Farimags-Vei, saa kan man ret have Tid
og Leilighed til at see sig om, men ogsaa mere ugeneert falde
i Søvn. Saaledes med det nyere Drama, Alt skeer saa let
og hurtigt, at Tilskueren, naar han ikke bringer lidt Attention
med, gaaer Glip af Meget. Vel er det sandt, at et
Femakts-Stykke af den ældre Comedie og et Femakts-Stykke af den
nyere vare lige længe; men Spørgsmaalet bliver altid, om der
skeer lige meget.
Videre at udføre denne Undersøgelse kunde vel have sin
Interesse, men ikke for denne Anmeldelse; mere detailleret at
eftervise det i
Scribes
Theater kunde vel have sin Betydning,
men jeg troer, at den nøiagtigen Omtale af det lille
Mesterværk, der er Gjenstand for nærværende Betragtning, vil være
tilstrækkelig. Jeg vil saameget hellere dvæle ved nærværende
Stykke, som man ikke kan negte, at man stundom i andre af
Scribes
Dramaer savner den fuldkomne Correcthed, idet
Situationen bliver søvnig og Dialogen eensidig snaksom. Den
første Kjærlighed derimod er et Stykke uden Lyde, saa fuldendt,
at det alene maatte gjøre
Scribe
udødelig.
Vi ville først lidt nærmere betragte Personerne i dette
Stykke i deres Enkelthed, for senere at see, hvorledes Digteren
har vidst at lade deres Individualiteter blive aabenbare i
Replik og Situation, og det uagtet hele Stykket kun er en
Skizze.
Dervière
, en rig Jernstøber og Enkemand, har kun en
eneste Datter, „en lille Jomfru paa 16 Aar.” Enhver billig
Fordring af ham paa at ansees for en brav og honnet Mand,
der har mange Penge, maa vistnok respekteres, hvorimod ethvert
Forsøg paa at være Mand, at være en Fader, „der ikke
forstaaer Spøg”, maa ansees for mislykket. Det strander ogsaa
paa hans Datter, uden hvis Minde og Bifald han neppe tør
ansee sig for et Fornuftvæsen. „Hun gaaer ud og ind ad ham
med Træskoe,” og han viser et ualmindeligt Anlæg til at
forstaae Spøg, da hendes Lune i Eet væk leger Blindebuk med
hans faderlige Værdighed.
Hans eneste Datter
Emmeline
er nu 16 Aar gammel.
En nydelig, indtagende lille Pige, men en Datter af Dervière
og opdragen af Tante Judithe. Hun har opdraget og dannet
hende ved Romaner, og Faderens Rigdom har gjort det muligt
at bevare denne Dannelse uforstyrret af Livets Virkelighed.
Alt i Huset lystrer hendes Lune, hvis Ustadighed man blandt
Andet kan see af Tjeneren
Lapierres
Monolog i tredie Scene.
Med Judithes Dannelse har hun levet i Faderens Huus uden
synderligt Kjendskab til Verden, og ikke savnet Leilighed til at
indspinde sig selv i et Væv af Sentimentalitet. Hun er
opdraget med hendes Fætter
Charles
; han var hendes
Legekammerat, hendes Alt, det fornødne Supplement til Tantens
Romaner. Med ham har hun gjennemgaaet det Læste, paa
ham har hun overført Alt, da han i en meget ung Alder forlod
hende. Deres Veie skilles ad, de leve nu fjernere fra hinanden,
kun forenede ved „et helligt Løfte.”
Roman-Dannelse har Charles tilfælles med sin Cousine,
Livsvilkaar derimod ikke. I en meget ung Alder bliver han
sendt ud i Verden, har kun 3,000 Francs om Aaret (cfr.
sjette Scene), og seer sig da snart nødsaget til om muligt at
gjøre sin Dannelse frugtbringende i Verden. Hans Bestræbelser
i denne Henseende synes ikke at have taget et heldigt Udfald,
snart har Virkeligheden reduceret ham og hans Theorier
in
absurdum
: den haabefulde Charles er bleven en liderlig Krabat,
et forulykket Subjekt, et forfeilet Geni. En saadan Figur er i
og for sig af saa megen dramatisk Virkning, at det er
ubegribeligt, at man saa sjeldent seer den benyttet. En Fusker af en
Theaterdigter vil imidlertid let fristes til at opfatte den aldeles
abstrakt: et forulykket Subjekt overhovedet. Saaledes gaaer
det ikke
Scribe
, men han er ei heller Fusker, men Virtuos.
For at en saadan Figur skal have Interesse, maa man
bestandigt ane, hvorledes det er gaaet til; han har nemlig i strengere
Forstand end andre Mennesker en Præexistents. Denne maa
man endnu øine i hans Forfeilethed og saaledes see Muligheden
af hans Depravation. Det er imidlertid ikke saa let gjort som
sagt, og man kan ikke noksom beundre den Virtuositet, med
hvilken Scribe veed at lade det komme frem, ikke i evindelig
Monolog, men i Situation. Charles er overhovedet maaskee
een af de genialeste Figurer, Scribe har bragt paa Scenen;
hver af hans Repliker er Guld værd, og dog har Digteren
kastet ham hen som en flygtig Skizze. Charles er ingen
Abstraktion, ikke en ny Charles, men man fatter strax, hvorledes
det er gaaet til, man seer i ham Conseqventsen af hans Livs
Præmisser.
Frugten af Roman-Dannelsen kan være en dobbelt.
Enten fordyber Individet, sig mere og mere i Illusionen, eller
det kommer ud deraf og taber Troen paa Illusionen, men
vinder Troen paa Mystifikationen. I Illusionen er Individet
skjult for sig selv, i Mystifikationen er det skjult for Andre,
Men begge Dele ere Følger af en Romandannelse. Det ligger
en Pige nærmest at fordybe sig i Illusionen; saaledes har
Digteren ogsaa ladet det gaae med Emmeline, og hendes Liv er i
denne Henseende begunstiget. Anderledes med Charles. Han
har tabt Illusionen; men skjøndt paa mange Maader bragt i
Knibe af Virkeligheden, han har dog ikke ganske udsvedt sin
Romandannelse. Han troer, han kan mystificere. Naar derfor
Emmeline taler om Sympathier, der gaae langt over Faderens
Forstand, saa hører man strax Roman-Læserinden; men man
finder i Charles's Repliker ikke mindre correcte Reminiscentser
af hans Dannelse. Han tiltroer sig ualmindelige Gaver til at
mystificere; men denne Tro paa Mystifikationen er ligesaa
romantisk som Emmelines Sværmeri. „Efter otte Aars
Omflakken kommer han incognito tilbage; han har naturlig Forstand
og Læsning, og veed, at der gives fem eller sex Maader,
hvorpaa man kan bevæge en Onkels Hjerte; men Hovedsagen
er at man er ukjendt, det er en nødvendig Betingelse.” Man
hører strax Roman-Helten. At Charles skulde tiltroe sig
Behændighed nok til at narre et saadant Mæhæ som hans Onkel
er, det var ganske i sin Orden; men det er ikke derpaa Charles
reflekterer, han taler om Onkler i Almindelighed, om fem à
sex Midler i Almindelighed og om den Betingelse i
Almindelighed at være ukjendt. Hans Tro paa Mystifikationen er da
ligesaa phantastisk som Emmelines Illusion, og man gjenkjender
i Begge Judithes Skole. Charles's Overspændthed i denne
Henseende faaer man et godt Begreb om derved, at han uagtet
alle disse ypperlige Theorier ikke er istand til at hitte paa det
Allermindste, og maa lade sig raade af den intet mindre end
sværmeriske
Rinville
. Hans Tro paa Mystifikationen er da
ligesaa ufrugtbar som Emmelines paa Illusionen, og derfor har
da ogsaa Digteren ladet dem Begge komme til det samme
Resultat, nemlig til det modsatte af det, de troede at arbeide
dem hen til, thi Emmelines Sympathi og Charles's Mystifikation
bevirker gerade det Modsatte af hvad de troe den skal bevirke.
Dette skal jeg senere udvikle.
Skjøndt Charles nu paa Illusionens Bekostning har vundet
Troen paa at mystificere, saa har han dog beholdt Lidt tilbage
af hiin, og det er det Andet, hvorpaa man i den forulykkede
Charles gjenkjender Judithes Elev og Emmelines Legekammerat.
Sit eget Liv veed han trods al dets Elendighed og
Ubetydelighed at opfatte i en romantisk Forklarelse. Han betragter sin
Ungdom, da han gik ud i Verden, som „en høist elskværdig
Cavaleer, en ung Mand af den bedste Tone, fuld af Ild og
Liv og Gratie, udsat for store Efterstræbelser af Kjønnet.”
Selv den Historie med Pamela har i hans Øine et romantisk
Udseende, skjøndt Tilskueren meget godt aner, at Charles
egentlig har været til Nar. Man vil let see, hvorfor jeg
gjorde Mystifikationen til det Fremherskende for Charles; thi
den Illusion, han er i, er egentlig en Illusion med Hensyn til
sin Gave at mystificere. Man seer atter her Roman-Helten.
Der er en uforlignelig Sandhed i Charles. I Forhold til
Folk i Almindelighed har et saadant forulykket Subjekt noget
Fornemt, han er berørt af Ideen, hans Hjerne er ikke ubekjendt
med phantastiske Forestillinger. En saadan Figur er derfor ret
egentlig comisk, fordi hans Liv ligger under det Almindelige,
ligger i Usselhed, og dog troer han, at han udfører det
Overordentlige. Han troer, at Historien med Pamela er et
„Eventyr,” og dog fatter man en Mistanke, om det ikke snarere
er hende, der har taget ham ved Næsen; man fristes næsten til
at troe, at han er mere uskyldig end han selv troer, at Pamela
har havt andre Grunde til at forfærde ham „med
Skræddersaxen” end hendes krænkede Kjærlighed, ja at disse Grunde vel
endog laae udenfor hans Forhold til hende.
Endelig gjenkjender man i det forulykkede Subjekt den
oprindelige Charles paa Grund af en lav-comisk Rørelse, en
Blødhed, der troer paa store Følelser og bevæges af dem. Da
han hører, at Onkelen har betalt Vexlen, udbryder han: „Ja,
Naturens og Blodets Baand ere hellige”. Han er virkelig
bevæget, hans romantiske Hjerte er rørt, hans Følelse giver sig
Luft, han bliver sværmerisk: „Ja, tænkte jeg ikke nok, enten
har man en Onkel eller man har ingen.” Der er ikke Spor
af Ironi i ham, det er den ferskeste Sentimentalitet; men
derfor er den comiske Virkning i Stykket uendelig. Da Cousinen
beder Faderen om Tilgivelse for den formeentlige Charles,
udbryder han rørt, med Taarer i Øiet: o, den gode Cousine!
Han har ikke ganske tabt Troen paa, at der i Livet som i
Romanen er ædle qvindelige Sjæle, hvis ophøiede Resignation
kun kan afpresse En Taarer. Denne Tro vaagner nu med sit
fordums Sværmeri.
Jeg har med Flid dvælet lidt længere ved Charles, fordi
han er fra Digterens Haand en saa fuldendt Figur, at jeg
troer, jeg kunde skrive en heel Bog om ham, blot ved at knytte
mig til hans Repliker. Man troer maaskee, at Emmeline er
den sentimentale og Charles derimod bleven klog paa Verden?
Ingenlunde. Deri ligger netop
Scribes
uendelige Vittighed,
at Charles paa sin Viis er ligesaa sentimental som Emmeline,
saa begge to lige kraftigt vise sig som Discipler af Tante
Judithe.
Den gamle Dervière, hans Datter og Charles, danne nu
i Forening en aldeles phantastisk Verden, om de end i en anden
Forstand alle ere Figurer, grebne ud af Livet. Denne Verden
skal bringes i Forhold til Virkeligheden, og dette skeer ved
Hr.
Rinville
. Rinville er en ung dannet Mand, der har
reist udenlands. Han er i den Alder, da det kunde synes
passende ved et Giftermaal at foretage sig et for hele Livet
afgjørende Skridt. Han har overveiet den Sag med sig selv og
fæstet sit Blik paa Emmeline. Han er for forstandig paa
Verden til at være sværmerisk, hans Giftermaal er et vel overlagt
Skridt, som han beslutter sig til af flere Grunde. For det
Første er Pigen riig og giver Udsigt til 50,000 Francs i
aarlig Rente; for det Andet er der et venskabeligt Forhold
mellem Pigens Fader og hans Fader; for det Tredie har han
i Spøg yttret, at han nok skulde beseire denne knibske Skjønhed;
for det Fjerde er det virkelig en elskværdig Pige. Den Grund
kommer sidst, den er en senere tilkommen Note.
Vi have saaledes betragtet de enkelte Kræfter i Stykket
og gaae nu over til at undersøge, hvorledes disse maae stilles
i Forhold til hverandre for at vinde dramatisk Interesse. Her
vil man let faae Leilighed til at beundre
Scribe
. Stykket
maa lægges an paa
Emmeline
, derom kan ingen Tvivl være.
Emmeline er overhovedet vant til at herske, det er derfor i sin
Orden, at hun ogsaa i Stykket er den Dominerende. Hun
har alle mulige Egenskaber til at blive en Heltinde, dog ikke
substantielt, men i negativ Forstand. Hun er da comisk, og
ved hende Stykket et Lystspil, Hun er vant til at herske, som
det sømmer sig en Heltinde, men det, hun behersker, er en
Nar af en Fader, Tjenestetyende o. s. v. Hun har Pathos,
men da dens Indhold er Nonsens, saa er hendes Pathos
væsentlig Snak; hun har Lidenskab, men da dens Indhold er
et Phantom, saa er hendes Lidenskab væsentlig Galskab; hun
har Sværmeri, men da dets Indhold er Intet, saa er hendes
Sværmeri væsentlig Pjattethed; hun vil bringe sin Lidenskab
ethvert Offer, det er, hun vil offre Alt for Intet. Som
comisk Heltinde er hun uforlignelig. Hos hende dreier Alt sig
om en Indbildning, og Alt udenfor hende dreier sig igjen om
hende og derned om hendes Indbildning. Man seer let, hvor
fuldendt comisk det hele Anlæg maa blive, man skuer ind deri,
som skuede man ned i en Afgrund af Latterlighed.
Emmelines Indbildning gaaer ud hverken paa mere eller
mindre, end at hun elsker sin Fætter Charles, som hun ikke
har seet siden hun var otte Aar gammel. Det
Hoved-Argument, ved hvilket hun søger at værne om sin Illusion, er
følgende: den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed, og man
elsker kun engang.
Som Forfægter af den første Kjærligheds absolute
Gyldighed er Emmeline Repræsentant for en talrig Classe af
Mennesker. Man mener vel, at det kan være muligt at elske
meer end eengang; men den første Kjærlighed er dog væsentlig
forskjellig fra enhver anden. Dette kan ikke forklares paa anden
Maade end ved at antage, at der er en medlidende Dæmon til
der har skjænket Mennesket lidt Forgyldning til at pynte paa
Livet med. Den Sætning nemlig, at den første Kjærlighed er
den sande Kjærlighed, er meget føielig og kan paa mange
Maader komme Menneskene til Hjælp. Er man ikke saa heldig
at komme i Besiddelse af hvad man ønsker, saa har man dog
den første Kjærligheds Sødme. Er man saa uheldig at elske
flere Gange, saa er dog hver Gang den første Kjærlighed.
Sætningen er nemlig en sophistisk Sætning. Elsker man tredie
Gang, saa siger man: denne min nuværende Kjærlighed er
dog først min sande Kjærlighed, men den sande Kjærlighed er
den første, ergo er denne tredie Kjærlighed min første. Det
Sophistiske ligger i, at Bestemmelsen: den første, paa eengang
skal være en qvalitativ og en numerisk Bestemmelse. Naar en
Enkemand og en Enke slaae deres Pjalter sammen, naar hver
bringer fem Børn med, saa forsikkre de dog hinanden paa
Bryllupsdagen, at denne Kjærlighed er deres første Kjærlighed.
Emmeline vilde i sin romantiske Orthodoxi med Afsky see paa
en saadan Forbindelse; den vilde være hende en løgnagtig
Afskyelighed, der var hende ligesaa vederstyggelig som et Ægteskab
mellem en Munk og en Nonne var det for Middelalderen.
Hun opfatter Sætningen numerisk og med en saadan
Samvittighedsfuldhed, at hun mener, et Indtryk i hendes ottende Aar
er afgjørende for hele Livet. Paa samme Maade opfatter hun
den anden Sætning: man elsker kun eengang. Denne Sætning
er imidlertid ligesaa sophistisk og ligesaa elastisk. Man elsker
flere Gange, og hver Gang benegter man de foregaaende Ganges
Gyldighed, og saaledes paastaaer man dog Rigtigheden af den
Sætning, at man kun elsker eengang.
Emmeline fastholder da sin Sætning numerisk bestemmet,
Ingen kan modbevise hende; thi Enhver, som vover derpaa,
frakjender hun Sympathi. Hun maa nu gjøre Erfaring, og
Erfaringen modbeviser hende. Spørgsmaalet bliver, hvorledes
man paa dette Punkt skal forstaae Digteren. Det viser sig,
at hun elsker Rinville, ikke Charles. Svaret herpaa vil være
afgjørende til at bestemme, om Stykket er i uendelig Forstand
comisk, eller i endelig Forstand moraliserende. Som bekjendt
ender Stykket med, at Emmeline vender sig fra Charles til
Rinville, rækker ham Haanden og siger: „det var en Feiltagelse,
jeg forvexlede det Forbigangne med det Tilkommende.”
Dersom nu Stykket i endelig Forstand er moraliserende, saaledes
som det vel i Almindelighed forstaaes, saa er det Digterens
Mening i Emmeline at skildre en barnagtig, forskruet Pige,
der har sat sig det fast i Hovedet, at hun kun elskede sin
Charles, men som nu kommer til bedre Forstand, helbredes for sin
Sygdom, gjør et fornuftigt Parti med Hr. Rinville og lader
Tilskueren haabe det Bedste af hendes Fremtid, at hun vil
blive en driftig Huusmoder o. s. v. o. s. v. Er dette Meningen,
saa forvandles den første Kjærlighed fra et Mesterstykke til en
scenisk Ubetydelighed, under den Forudsætning, at Digteren
nogenlunde har motiveret hendes Forbedring. Da dette ikke er
Tilfældet, saa bliver Stykket, som Hele betragtet, et maadeligt
Stykke, og man maa beklage, at de glimrende Enkeltheder i det
ere spildte.
At
Scribe
paa ingen Maade har motiveret hendes
Forbedring skal jeg nu vise. Rinville beslutter at udgive sig for
Charles. Det lykkes ham at bedrage Emmeline. Han gaaer
ganske ind i den formeentlige Charles's Sentimentalitet, og
Emmeline er ude af sig selv af Glæde. Det er altsaa ikke
ved sin Person at Rinville indtager hende, men ved Charles's
Søndagsklæder. Ja selv om det istedetfor en fingeret Charles
havde været den virkelige, selv om han havde seet aldeles
ligesaadan ud som Rinville, saa er der ved denne Figurs Optræden
ikke kommet noget nyt Motiv til for at elske. Tværtimod hun
elsker ham med en objektiv mathematisk Kjærlighed, fordi han
congruerer med det Billede, hun selv har dannet. Rinville har
da egentlig slet intet Indtryk gjort paa Emmeline. Hvor
afmægtig han er viser sig ogsaa derved, at da han ikke har
Ringen, elsker hun ham ikke, da han faaer Ringen, elsker hun
ham igjen, hvoraf fremgaaer en Sandsynlighed for, at denne
Ring er for Emmeline en magisk Ring, og at hun vilde elske
Enhver, der traadte op med den Ring. Da Emmeline endelig
faaer at vide, at Charles er gift, beslutter hun at ægte
Rinville. Dersom dette Skridt nu paa nogen Maade skulde tyde
paa en Forandring hos hende, ja hvad mere er, paa en
Forandring til det Bedre, saa maatte det paa den ene Side være
lykkedes Rinville at behage hende ved sin egen Elskværdighed,
der i Stykket maatte sees at være af en bedre Bonitet end
Charles's, paa den anden Side maatte det være lykkedes ham
at opløse og forklare hendes theoretiske Forhærdelse angaaende
den første Kjærligheds absolute Gyldighed. Ingen af Delene
er Tilfældet. Rinville træder op som Charles og behager
hende kun forsaavidt han ligner ham. Og det Billede, hun
har af Charles, er ikke et storartet Phantasi-Stykke, som der
hørte en poetisk Figur til at fylde, nei, hendes ideale Charles
er kjendelig paa en Mængde Tilfældigheder, især paa en Ring
paa Fingeren. Kun ved sin Lighed med Charles behager han
hende, og han kommer ikke til at udfolde en eneste ham
eiendommelig Elskværdighed, der kunde gjøre Indtryk paa
Emmeline. Hun seer overhovedet slet ikke Rinville, men kun sin egen
Charles. Hun er paa det Punkt, at hun elsker Charles og
afskyer Rinville; hvem af dem der er den Elskværdigste afgjør
hun ikke ved at see dem, det er afgjort længe iforveien. Da
Charles træder op som Rinville, finder hun ham „modbydelig.”
I denne Dom maa nu Tilskueren give hende Ret; men det
synes ikke at være Digterens Mening at tilskrive den stort
Værd; hun veed, at han er modbydelig, før hun seer paa
ham, hun seer neppe paa ham og finder det bestyrket.
Digteren vil snarere vise hendes Dom om den formeentlige Rinville
som en Vilkaarlighed, og derfor lader han den bestandig
parodieres af Faderens Dom. Faderen finder slet intet Indtagende
ved den formeentlige Charles, derimod finder han den
formeentlige Rinville høist elskværdig, Datteren omvendt; han
finder det saaledes, fordi han vil det saaledes, hun ligesaa.
At hun har Ret, seer Tilskueren, men hendes Dom bliver
ligefuldt en blot Vilkaarlighed, og derved faaer Situationen saa
megen comisk Kraft.
Det lykkes Rinville heller ikke at beseire hendes Theori.
Charles er gift, ham kan hun altsaa ikke faae, med mindre
hun vil komme i Kast med Øvrigheden. Hun ægter Rinville
af tvende Grunde, deels for at hævne sig paa Charles, deels
for at lyde sin Fader. Disse Grunde synes ikke at tyde paa
en Forandring til det Bedre. Gjør hun det for at hævne sig
paa Charles, saa viser det jo, at hun vedbliver at elske Charles;
Motiver er ganske efter Romanens Logik, og man kan
ingenlunde ansee hende for helbredet. Gjør hun det for at lyde
Faderen, saa maa der enten være kommet en Alvor i hendes
Sjæl, en Anger og Fortrydelse over, at hun har tilladt sig
at have en Fader til Bedste, der dog kun havde een Svaghed,
den at være for god imod hende; men dette vilde være i
Modsigelse med hele Stykket — eller hendes Lydighed har sin Grund
i, at hans Villie er i Harmoni med hendes Lune, og hun er
da atter her uforandret.
Der skjønnes da ikke i Stykket at være det Mindste, der
antyder, at hendes Valg af Rinville skal være fornuftigere end
alt Andet, hvad hun gjør. Emmelines Væsen er det uendelige
Pjat, hun er ligesaa pjattet ved Slutningen som i Begyndelsen,
og derfor kan man udeelt forlyste sig ved hele Stykkets comiske
Virkning, der fremkommer derved, at Situationen bestandig er
hende imod. Hun er da ikke forbedret ved Slutningen af
Stykket, ligesaalidet som
Erasmus Montanus
er det hos
Holberg
. Hun er for stor Theoretiker, for god Dialektiker
(og ethvert Menneske, der har en fix Idee, er en Virtuos paa
een Stræng) til at lade sig empirisk overbevise. Charles har
været hende utro, hun ægter Rinville; men hendes romantiske
Samvittighed gjør hende ingen Bebreidelser. Rolig turde hun
træde frem for Tante
Judithe
, hvis denne levede, hun turde
sige til hende: „jeg elsker ikke Rinville, jeg har aldrig elsket
ham, jeg elsker kun Charles, og siger endnu: man elsker kun
eengang, og den første Kjærlighed er den sande Kjærlighed;
men jeg har Agtelse for Rinville, derfor har jeg ægtet ham
og adlydt min Fader” (cfr. fjortende Scene). Da vil Judithe
svare: „ret saa, mit Barn, Lærebogen tillader i en
Anmærkning dette Skridt. Den siger: naar de Elskende ikke kunne faae
hinanden, da bør det dem at leve stille hen, og skjøndt de ikke
faae hinanden, skal deres Forhold dog have samme Betydning,
som om de havde faaet hinanden, og deres Liv skal være
ligesaa skjønt og i alle Maader ansees for et Samliv. Det veed
jeg af egen Erfaring. Min første Kjærlighed var en Seminarist,
men han kunde intet Levebrød faae. Han var min første
Kjærlighed og blev min sidste, jeg døde ugift og han uden Levebrød.
Naar derimod den ene Part bliver den anden utro, da har den
anden Lov at gifte sig, dog saaledes, at hun gjør det paa
Grund af Agtelse.”
Naar man da har Valget mellem at nedsætte
Scribes
Stykke til en Ubetydelighed ved at paastaae, at der findes Noget
deri, som ikke lader sig eftervise, eller at glæde sig over et
Mesterstykke ved at kunne forklare Alt, saa synes Valget let.
Stykket er da ikke i endelig Forstand moraliserende, men i
uendelig Forstand vittigt; det har ingen endelig Hensigt, men
er en uendelig Spøg med Emmeline. Derfor ender Stykket
heller ikke. Da den nye Kjærlighed til Rinville ikkun er
motiveret ved en Forvexling, saa er det ganske vilkaarligt at lade
Stykket høre op. Enten er dette nu en Feil ved Stykket, eller
en Fortjeneste. Valget er her atter let. Idet Tilskueren troer,
at Stykket er forbi, at han har vundet et sikkert Fodfæste,
opdager han pludselig, at det, han træder paa, er ikke noget Fast,
men ligesom Enden af et Vippebræt, og idet han træder derpaa
vipper han hele Stykket ud over sig selv. Der viser sig en
uendelig Mulighed af Confusion, fordi Emmeline, paa Grund
af sin Roman-Dannelse, er bleven übergreifend i Forhold til
enhver Bestemmelse af Virkelighed. At den virkelige Charles
ikke var hendes Charles, det har hun lært; men snart vil hun,
naar Rinville bliver Rinville, overbevise sig om, at han heller
ikke er det. Klæderne gjøre Manden, og den romantiske Habit
er det, hun seer paa. Der vil da maaskee vise sig en ny Figur,
der ligner Charles, og saaledes fremdeles. Forstaaer man
Stykket saaledes, saa er hendes Slutnings-Replik endog
dybsindig, medens det i andet Fald er mig idetmindste umuligt at
finde Mening i den. Hun betegner da Bevægelsens Forandring.
For laae hendes Illusion bagved hende i det Forbigangne, nu
vil hun søge den i Verden og i det Tilkommende, thi den
romantiske Charles har hun ikke opgivet; men hvad enten hun
reiser frem eller tilbage, saa bliver hendes Expedition efter den
første Kjærlighed at sammenligne med den Reise, man foretager
efter sin Sundhed, hvilken, som man siger, altid er en Station
forud.
Man vil da ogsaa finde det i sin Orden, at Emmeline
ingen Oplysninger giver med Hensyn til hendes Theori, hvilket
man ellers med Rette kunde fordre. Naar en Mand forandrer
sin Tro, fordrer man en Forklaring, er han Theoretiker, fordrer
man den med Rette. Emmeline er ingen læg Pige, hun er
velstuderet, hun har Theori, har elsket Charles i Kraft af denne,
hun har etableret den Sætning, at den første Kjærlighed er
den sande. Hvorledes vil hun rede sig ud deraf? Vil hun
sige, at hun aldrig har elsket Charles, men at Rinville er
hendes første Kjærlighed, saa er hun i Modsigelse med sig selv,
da hun jo egentlig troer, at Rinville er Charles. Vil hun
sige: den første Kjærlighed var Barnestreger, den anden
Kjærlighed er den sande, saa seer man let, at hun kun ved en
Sophisme vil slippe fra En. Siger hun: det kommer slet ikke
an paa Tallet, om det er Nummer 1 eller Nummer 2, den
sande Kjærlighed er noget ganske Andet; saa maatte man spørge,
hvilken Elskværdighed hun da havde fundet hos Rinville, da
den opmærksomme Iagttager ikke havde opdaget nogen anden
end den, at han har været saa høflig at iføre sig Charles, for
at behage hende. Skal Stykket virkelig være endt, saa maa
man med Billighed fordre Oplysning om alt dette. Er det
derimod Digterens Mening, at Stykket er uendeligt, saa er
det en Ubillighed at fordre en Forklaring af Emmeline, da hun
endnu ikke selv er kommen paa det Rene desangaaende.
Interessen dreier sig da om Emmeline og hendes Illusion.
At bringe en Collision tilveie er nemt nok. Jeg vil nu et
Øieblik sætte de tre Personer med Udeladelse af Charles i
Forhold til hverandre, for at see, hvorvidt vi paa den Maade
kunne komme. Faderen ønsker at see Emmeline gift og
forsørget. Hun refuserer ethvert Forslag. Endelig foreslaaer han
den unge Rinville, anbefaler ham varmere end nogen Anden,
ja gjør Mine til at være bestemt. Emmeline gaaer til
Bekjendelse, at hun elsker en Anden, nemlig Charles. Rinville
kommer, modtager Brevet, faaer den Idee at udgive sig for
Charles.
Saavidt kunde Stykket gaae med tre Personer, og vi vare
ikke gaaede Glip af een af de vigtigste Situationer i Stykket:
Gjenkjendelsesscenen. Jeg kan her strax tage Anledning til at
vise, hvorledes
Scribe
lader Alt fremkomme i Situation.
Emmeline kommer aldrig til at give sin Sentimentalitet Luft i
Monolog, men altid i Dialog og Situation. Man hører
hende ikke i Eensomhed sværme for Charles. Først da Faderen
trænger stærkt paa, maa hun skrifte, hvilket bidrager til at
hendes Sentimentalitet tager sig bedre ud. Man hører hende
ikke i Monolog repetere for sig selv hendes
Kjærligheds-Reminiscentser, det skeer først i Situation. Hendes Sympathi
siger hende strax, at Rinville er Charles, og med ham
gjennemgaaer hun nu alle gamle Minder. En vittigere Situation lader
sig neppe tænke. Rinville har Verden, og ved Hjælp af nogle
ganske faa Oplysninger om Emmelines Aands-Tilstand seer han
snart, at hendes Fætter Charles er en meget nebuløs og mythisk
Figur. Hun har for sin Phantasi malet et Billede af Charles,
der kan passe paa Alle, ligesom de Ansigter, den ene af die
mehreren Wehmüller malede, passede paa enhver Ungarer.
Charles's Portrait er ligesaa abstrakt som denne Malers
National-Gesichter. Dette Portrait og nogle almindelige Formularer, et
lille Vers ikke at forglemme, er Udbyttet af hendes
Roman-Dannelse. Falskneriet er da gjort temmelig let for Rinville og
lykkes over al Maade.
Man kunde nu ogsaa af disse tre Personer og deres
Forhold til hinanden danne et Lystspil. Rinville havde indseet, at
skjøndt han som Rinville var vel anskreven hos Faderen, saa
var det dog af større Vigtighed at behage Datteren, hvis Vink
Alt lystrede i Dervières Huus. Han vilde da vedblive at
udgive sig for Charles. Derved havde han da vundet Fodfæste
i Familien, havde Leilighed til at indtage Pigen for sig. Han
turde regne paa Emmelines Herredømme over Faderen, og naar
da hun havde aftvungen Faderen Tilladelse, saa maatte han have
vidst at indtage Pigen i den Grad, at hun ikke vilde betænke
sig igjen.
Man seer let det Ufuldkomne i dette Anlæg. For at
Dervière skal bringe Datteren til at tilstaae sin Hemmelighed,
maa han have trængt meget stærkt ind paa hende; thi ellers
kunde hun ligesaa godt have tilstaaet den første Gang, han
overhovedet talte til hende om Ægteskab. Faderen har altsaa
havt mange Grunde til at ønske Rinville til Svigersøn. Jo
ivrigere han er, desto mere spændes Forholdet, desto mindre
sandsynligt bliver det, at han vil give sit Samtykke til, at hun
faaer Charles. Paa den anden Side maa der være en
dramatisk Sandsynlighed for, at Emmeline kan tage feil. Denne
har Digteren opnaaet derved, at Charles er ivente og indrettet
det saaledes, at hun selv bringer denne Efterretning og i samme
Øieblik bliver den formeentlige Charles vaer. Faderens
Forlegenhed og Iver for at skjule Charles's Ankomst bestyrker hende
endmere i, at det virkelig er Charles.
Nu vil jeg tage den fjerde Person til, for at vise Anlæggets
Fortræffelighed, og hvorledes den ene Situation overbyder den
anden i Vittighed.
Charles iler hjem som den forlorne Søn, for at kaste sig
i Onklens Arme, blive Cousinen qvit og faae sin Gjeld betalt.
Men for at opnaae alt dette, maa han være incognito. Som
næsten enhver Situation er en uendelig vittig Spot over
Emmelines Sentimentalitet, saa er ogsaa næsten enhver Situation en
ligesaa vittig Spot over Charles's Mystifikation. Han kommer
hjem, fuld af Tillid til sine Gaver til at mystificere. Han
troer, det er ham, der driver Intrigen, ham, der mystificerer,
og dog seer Tilskueren, at Mystifikationen er i Gang før
Charles træder op; thi Rinville har jo allerede udgivet sig for
Charles. Intrigen tager da Charles med, Rinvilles
Mystifikation trænger Charles ind i sin Mystifikation, og dog troer
Charles, at det udgaaer fra ham. Nu er der fuldkommen Liv
i Stykket, en i Kaadhed næsten vanvittig Krydsning af
Situationer. Samtlige fire Personer ere nemlig gjensidigen
mystificerede.
Emmeline
vil have Charles, Charles vil være hende
qvit;
Charles
, Mystifikatoren, veed ikke af, at Rinville
udgiver sig for ham og paa alle Maader søger i dette Navn at
indtage Pigen.
Rinville
tænker ikke paa, at Charles som
Rinville paa alle Maader misrecommenderer ham;
Dervière
holder paa Rinville, men den, han holder paa, er Charles;
Emmeline holder paa Charles, men den, hun holder paa, er
Rinville. Saaledes opløser hele Operationen sig i Nonsens.
Det, Stykket dreier sig om, er Intet, det, der kommer ud af
Stykket, er Intet.
Emmeline og Charles modarbeide hinanden, og dog komme
de Begge til det Modsatte af det, de ville: hun til at faae
Rinville, han, som vilde mystificere, til at forraade Alt.
Paa ethvert Theater, hvor den første Kjærlighed er opført,
er der vistnok leet meget ad dette Stykke, men jeg tør forsikkre
det theaterbesøgende Publikum, at der aldrig er leet nok. Hvis
jeg, for at erindre om en gammel Fortælling, vilde sige om
et Menneske, der loe ret heftigt, enten er han gal, eller han
læser, maaskee rettere, han seer den første Kjærlighed, saa troer
jeg ikke at sige for Meget. Man leer stundom ad Ting og
fortryder det næsten i samme Øieblik; men Situationerne i
dette Stykke ere af den Art, at jo mere man fordyber sig i
dem, desto latterligere, destomere vanvittige vise de sig. Da
nu Situationen selv er i høieste Grad latterlig, saa tage de i
og for sig vittige Repliker sig kun endnu fortræffeligere ud.
At
Scribe
kan skrive Repliker er for bekjendt til, at det
behøver at siges. Man beundre ham derfor, men man beundre
ham endnu mere for den Virtuositet, hvormed han veed at
passe dem ind i Situationen, saa at de fremgaae af Situationen
og atter belyse denne. Er hans Replik en sjelden Gang lidt
mindre correct, saa tilkjøber han sig strax Aflad ved dens
Vittighed. Man maa dog erindre, at jeg ikke taler om alle Stykker
af
Scribe
, men kun om „den første Kjærlighed.”
Idet den fjerde Person blev sat til, kom der en fuldstændig
dramatisk Gjæring i Stoffet. Man behøver ikke at frygte, at
Stoffet skal komme til at mangle Liv, men snarere at Livet i
det skal blive altfor kaad og utilbøieligt til at lystre Tøilen.
Enhver Situation maa have sin Tid, og dog maa man i den
mærke Stykkets indre Uro. At
Scribe
heri er Mesteren, er
det, jeg nu til Slutning vil vise ved at gjennemgaae de enkelte
Situationer. Læseren maa tilgive, om jeg skulde blive lidt for
vidtløftig; det har sin Grund i min Jalousi paa
Scribe
og
min Mistillid til Læseren. Min Jalousi paa
Scribe
tilhvisker
mig, at han aldrig kan blive forstaaet godt nok; min Mistillid
til Læseren vil bringe mig til at troe, at han paa enkelte Steder
ikke seer Alt. Man troer i Almindelighed, at det Comiske mere
er Øieblikkets Sag end det Tragiske; man leer derad og
glemmer det, medens man ofte vender tilbage til det Tragiske og
hensynker deri. Det Comiske og det Tragiske kan enten være
Replik eller Situation. Nogle Mennesker dvæle helst ved
Repliken, bevare den i Hukommelsen og vende ofte tilbage til
den. Andre dvæle helst ved Situationen, reconstruere den for
Hukommelsen. Disse Sidste ere de contemplative Naturer.
Disse ville heller ikke negte, at en comisk Situation har noget
ligesaa Fyldestgjørende for Intuitionen, ja at den, naar den
ellers er correct, mere frister En til at fordybe sig i den end i
den tragiske. Jeg har hørt og læst mange Tragedier, men kan
kun erindre en ganske enkelt Replik, og ogsaa denne beskjæftiger
mig mindre, Situationen derimod kan jeg i al Stilhed sidde
og hensynke i. Jeg vil tage et Exempel. Da
Clärchen
i
Goethes Egmont faaer at vide, at
Egmont
er fangen, da
træder hun frem for at tale til Hollænderne, for at bevæge
dem til at gjøre Oprør. Hun er forvisset om, at hendes
Veltalenhed vil ryste dem, og dog staae Hollænderne ret som
Hollændere, urørte, blot betænkte paa at luske fra hende.
Hendes Replik har jeg aldrig kunnet huske et Ord af,
Situationen derimod har været mig uforglemmelig fra det Øieblik,
jeg første Gang saae den. Den er som tragisk Situation
fuldendt. Den skjønne unge Pige, poetisk ved sin Kjærlighed til
Egmont, beaandet af Egmonts hele Væsen, skulde man troe
maatte kunne bevæge den hele Verden, men ingen Hollænder
forstaaer hende. Sjælen hviler i en saadan Situation med et
uendeligt Veemod; men den hviler, Contemplationen er
fuldstændigt i Ro. Den comiske Situation har vel en lignende
Bestaaen for Contemplationen, men paa samme Tid er
Reflexionen i Bevægelse indenfor, og jo Mere den opdager, desto
uendeligere bliver den comiske Situation ligesom inden i sig
selv, desto mere svimler det for En, og dog kan man ikke lade
være at stirre ind deri.
Situationerne i den første Kjærlighed ere netop af den
Art. Det første Indtryk af dem er allerede af en comisk
Virkning, men naar man reproducerer dem for Intuitionen, da
bliver Latteren stillere men Smilet mere forklaret, man kan
næsten ikke faae Tanken bort derfra igjen, fordi det er som om
der kom noget endnu Latterligere. Denne stille Nyden af
Situationen, idet man skuer ind i den omtrent som En, der ryger
Tobak, skuer ind i Røgen, er maaskee en eller anden Læser
ubekjendt med.
Scribe
er ikke Skyld deri; er det Tilfældet,
saa har Læseren selv Skyld mod Scribe.
Dervière trænger stærkt paa Emmeline, for at hun skal
ægte Rinville, han vedgaaer sin Kjærlighed til Charles, skrifter
den høist uskyldige Forstaaelse, i hvilken hun har levet med
ham, faaer ved gode Ord Faderen bevæget til at skrive et Brev
til Rinville, der indeholder et Afslag; Tjeneren afsendes med
Brevet; Familien negter sig hjemme, Rinville træder op.
Lapierre har, istedetfor at sige Domestikerne neden under Beskeed,
trukket Ridestøvler paa. Rinville er altsaa indladt. Her har
Scribe
strax, istedetfor at lade Hr. Rinville træde op og
anmelde sig selv, faaet en ikke uvittig Situation, der indeholder
ligesaa megen Spot over Dervière som over Emmeline.
Rinville har modtaget Brevet, læser det. Her er atter Situation.
Det er ikke, som ellers saa ofte, et Brev der bliver læst,
saaledes at Opmærksomheden maa fæstes alene paa dets Indhold.
Det er i Hr. Dervières Huus, at den tilkommende Svigersøn
faaer Afslaget. Rinville fatter sin Plan. Dervière træder op,
Rinville udgiver sig for Charles.
Her have vi en fuldendt vittig Situation. Der kunde
naturligviis ikke være nogen Gjæst Hr. Dervière mere
uvelkommen end Charles. Dette aner Rinville ikke. Hans hele
Intrige viser sig da som en saare uheldig Idee. Situationen
ligger ikke deri, at Rinville udgivet sig for Charles, men deri,
at han har valgt den alleruheldigste, han kunde vælge, og det
uagtet han nødvendig maatte troe at vælge den heldigste.
Situationen ligger dernæst i, at Dervière har den unge
excellente Rinville i sit Huus uden at ane det. Naar man nu
paaagter de i og for sig poetisk rigtige Repliker, saa vil man
atter og atter komme til at nyde Situationen i en høiere
Potents, fordi det Latterlige i Situationen i dem bliver klarere
og klarere. Rinville begynder i den sentimentale og pathetiske
Stiil. Om det er correct, kunde synes tvivlsomt. Han har
intet nærmere Kjendskab til Charles, kan altsaa ikke vide, hvilken
Maade der vilde virke mest skuffende. Han har derimod en
Forestilling om Dervières Huus, og tør derfra slutte til
Beskaffenheden af de øvrige Lemmer i denne Familie. Vil man
ansee Begyndelsen for ucorrect, saa kan man ikke negte, at
Scribe
bøder paa denne Svaghed ved Replikens Vittighed og
den Anelse, som vækkes hos Tilskueren om den virkelige
Charles. Det Ucorrecte ligger da i, at Rinvilles første Tiltale er
saa pathetisk, at det seer ud, som om han frygtede for ikke at
være velkommen, hvilket dog Rinville ifølge det Foregaaende
netop maa troe. Rinville ligner derfor lidt vel meget den
virkelige Charles. Onkelen synes, trods sin øvrige Dumhed,
ret godt at have opfattet Charles; han mener, at blive ham
qvit ved Penge, tilbyder ham 6000 Francs om Aaret istedetfor
de tidligere 3000. Man kommer herved uvilkaarlig til at
tænke paa den virkelige Charles. Han vilde have priist sig
meget lykkelig, med Glæde taget mod dette Tilbud. Den hele
Scene vilde da have endt ligesaa pathetisk som den begyndte,
han vilde have kastet sig i Onkelens Arme og udraabt: ja,
Naturens og Blodets Baand ere hellige. Rinville er imidlertid
ikke tjent dermed, han vedbliver i den begyndte Tone, ganske
som Charles vilde have udtrykt sig, hvis han ikke havde
behøvet de 6000 Francs. Onkelen beslutter sig nu til at tage
ham med det Gode, vinde ham for sig, han fortæller ham
oprigtigt hele Sagens Sammenhæng, holder en Lovtale over
Rinville, der paa Grund af Situationen bliver parodisk.
Situationen naaer sin fuldendte Høide, idet Dervière betroer
Rinville, at han har tænkt paa at udfinde en eller anden List, ved
hvilken han kunde gjøre Emmeline bekjendt med Rinville, uden
at hun fattede Mistanke. Modsætningen er fortræffelig.
Dervière vil udtænke en List, denne List har allerede Rinville
udtænkt. Rinvilles List danner Situationen, og i denne hører
man Dervières Replik. Dervière tilstaaer selv, at han ikke er
meget opfindsom, hans List er saare simpel, om Charles ikke
vil have den Godhed at gaae. Hvis denne List lykkedes, saa
har Dervière saa omtrent gjort det Dummeste han kunde.
Rinville gaaer imidlertid ikke, derimod træder Emmeline
op med Efterretning om, at en vis Hr. Zacharias ønsker at
tale med hendes Fader, Charles betræffende, der alle Øieblikke
er ivente. Faderens Forlegenhed forraader Alt, hun
gjenkjender Charles. Ved dette Anlæg har Digteren vundet Meget.
Den Første den foregivne Charles støder paa, er Onkelen;
han maa ansees for den, der er lettest at bedrage. Han er
dum, i Uro for at Charles skal komme og derfor kun altfor
tilbøielig til at troe Visheden af denne sørgelige Begivenhed;
han kunde heller aldrig drømme om, at Nogen kunde falde paa
at udgive sig for Charles. I Forhold til ham kan derfor
Rinville være dristig nok. I Forhold til Emmeline vilde det
derimod være altfor dristigt vovet, da hun dog altid er en Deel
fiffigere. Dertil kommer, at det vilde være uskjønt, om
Rinville saa aldeles vilde tilsidesætte Decorum, og ikke mindre
uskjønt fra Emmelines Side. Nu derimod har hun det
usvigeligste Beviis for, at det er Charles, i Faderens Forlegenhed.
Gjenkjendelsen skeer for Faderens Øine, Rinville behøver Intet
at gjøre; istedetfor at skulle passe paa sin Rolle kan han
forholde sig ganske rolig, thi nu har Emmeline faaet Øinene op.
Hun nøder saa godt som Rinville til at være Charles;
forsaavidt kan han være angerløs, og hun selv er angerløs, da Faderen
er den, der har nødt hende til at antage ham derfor.
Digteren har da ved dette Anlæg udbredt en vis Zarthed over
Situationen, der berøver den alt Anstødeligt og gjør den til
en uskyldig Spøg.
Situationen er ikke mindre vittig end den foregaaende.
Dervière er ganske befippet, og dog har han selv foranlediget
det Hele og hjulpet Rinville over den Vanskelighed, ligeoverfor
Emmeline at udgive sig for Charles. Situationen danner
tillige en Parodi paa den foregaaende; Onkelen kunde slet ikke
kjende ham strax. Derimod kan hun. Dette forklarer hun af
en besynderlig Følelse, som hun dog ikke veed hvad var; men
det var ligesom en Stemme, der hviskede til hende: han er
der. (Denne Stemme er nok Faderens Stemme, der forraadte
Alt.) Hun forklarer det af Sympathier, som hun ikke kan
forklare for sin Fader, men vel for sin Tante Judithe. Hvo er
nu den Klogeste: Dervière, som ikke kjendte ham, som ingen
Anelse havde, men som nu kjender ham, eller Emmeline, der
strax kjendte ham. Jo mere man seer derpaa, jo latterligere
det bliver. Repliken hjælper her atter Tilskueren til at fordybe
sig i Situationens Latterlighed. Ovenpaa Emmelines Replik,
at hun havde en saadan besynderlig Følelse, følger Dervières:
„da havde jeg for min Part ikke den ringeste Anelse, og
dersom han ikke havde sagt mig sit Navn reent ud”... En
saadan Replik er Guld værd. Den er saa naturlig og simpel, og
dog havde maaskee ikke een blandt ti Dramatikere havt
Besindighed og Øie nok for Situationen til at lade den fremkomme.
En almindelig Dramatiker vilde have ladet hele
Opmærksomheden hvile paa Emmeline; i den forrige Scene var han jo
færdig med Gjenkjendelsen mellem Dervière og Charles. Dette
Sammenspil havde han ikke frembragt, og dog bidrager dette
til at gjøre Situationen saa vittig. Det er comisk, at
Emmeline strax i Rinville gjenkjender Charles, men Dervières
Tilstedeværelse bidrager til at gjøre Situationen ironisk. Han
staaer der som et Fjog, der Intet fatter. Og hvad er dog
lettest at forklare, at Emmeline anede det, eller at Dervière
ikke anede det.
Nu følger Gjenkjendelses-Scenen, en af de heldigste
Situationer, der lader sig tænke. Det Vittige ligger imidlertid
ingenlunde i, at hun forvexler Rinville med Charles.
Forvexlinger har man da ogsaa ofte nok seet paa Scenen. En
Forvexling beroer paa en virkelig Lighed, hvad enten denne er
Individet ubevidst, eller han selv har tilveiebragt den. Dersom
dette var Tilfældet her, saa maatte jo Rinville, efterat have
bestaaet Examinationen, vide nogenlunde, hvorledes Charles
omtrent saae ud; thi Charles maatte jo omtrent see ud som
han. Dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet, enhver saadan
Conseqvents vilde være en Taabelighed. Det Vittige ligger da
deri, at Emmeline i Rinville gjenkjender En, hun ikke kjender.
Det Vittige ligger ikke i, at hun gjenkjender Rinville, men at
det viser sig, at hun ikke kjender Charles. Som det er gaaet
Rinville, saaledes vilde det gaae ethvert Mandfolk under de
samme Omstændigheder, hun vilde ogsaa have taget ham for
Charles. Hun forvexler da Rinville med En, hun ikke kjender,
og dette er unegtelig en meget vittig Art af Forvexling.
Derfor har denne Situation en høi Grad af Sandsynlighed, hvilket
man skulde troe var vanskeligt at forskaffe den. Rinville er da
forsaavidt ogsaa til Nar, forsaavidt han troer at være kommen
eet Skridt videre. Emmelines Charles er nemlig et
x
, et
desideratur
, og man seer her aabenbart, hvad der ellers skeer
i Stilhed, hvorledes saadan en lille Jomfru bærer sig ad med
at danne sig et Ideal. Og dog har hun elsket Charles i otte
Aar, og vil aldrig elske nogen Anden.
Støder man paa en ganske enkelt Replik, der synes lidt
ucorrect, saa qvitterer Scribe med en Vittighed. Saaledes
Rinvilles Replik: „Gud skee Lov, jeg var bange for, at jeg
var gaaet videre, end jeg ønsker.”
Emmeline gjenkjender altsaa Charles, eller rettere, hun
opdager ham. Medens nemlig Rinville ikke, som man snarest
skulde have formodet, faaer at vide, hvorledes Charles seer ud,
saa faaer Emmeline det at vide, og det er saare viseligt
indrettet, da hun ikke vidste det iforveien. Situationen er saa
vanvittig, at man kan være tvivlsom, om man skal sige, at
det er Rinville, der bedrager Emmeline, eller Emmeline, der
bedrager Rinville; thi han er jo paa en Maade bedragen,
forsaavidt som han har troet, at der virkelig er en Charles til.
Men under alt dette ligger det uendelige Point i, at Scenen
er en Gjenkjendelses-Scene. Situationen er ligesaa afsindig,
som den Replik vilde være det, hvis et Menneske, der aldrig
havde seet sit eget Billede, første Gang han saae det i et Speil
vilde sige: jeg gjenkjender strax mig selv.
Emmeline og den formeentlige Charles ere i Gjenkjendelsen
netop komne til det Punkt, hvor de ved Charles's Afreise bleve
afbrudte, da Onkelen ved sin Nærværelse atter afbryder dem.
Han har af Hr. Zacharias modtaget Oplysninger, Charles
betræffende, der ikke just ere synderlig behagelige. Dette gaaer nu
ud over Rinville. Situationen er væsentlig den samme som
tidligere; men vi ville see, hvad Digteren har vundet.
Charles's Bedrifter ere af den Natur, at de slet og ret fortalte
kunde virke forstyrrende i Forhold til Total-Indtrykket af Stykket.
Det gjælder om at give dem et vist letsindigt Anstrøg, at de
ikke komme til at virke alvorligt. Dette har Digteren opnaaet
paa to Maader. Den første Efterretning, man faaer angaaende
Charles's Liv, er i den niende Scene. Her er det Rinville
der har udgivet sig for Charles, ham gaaer det ud over.
Tilskuerens Opmærksomhed ledes da bort fra det Udførlige i
Fortællingen hen paa Forvexlingen; istedetfor de enkelte Træk
kommer man kun til at tænke paa dumme Streger i
Almindelighed og paa Rinvilles Forlegenhed, og det Comiske i, at
man af ham fordrer nærmere Oplysning. Den fuldstændige
Efterretning faaer man af Charles's egen Mund i sextende Scene,
dog ikke at forglemme, at Charles udgiver sig for Rinville.
Hvad der vilde blive altfor alvorligt eller altfor frækt, hvis
Charles i egen Person fortalte det, det faaer nu et comisk
næsten overgivent Anstrøg derved, at han fortæller det i
Rinvilles Person, benyttende sit Incognito til at gjøre det saa
phantastisk som muligt. Hvis han i egen Person havde fortalt
sit Liv, vilde man fordre en Bevidsthed derover af ham, finde
det i en høi Grad umoralsk, om han ikke havde den. Nu
derimod, da han i en Andens Person fortæller Alt, ja endog
for at ængste Emmeline, finder man hans Fortællings
phantastiske Anstrøg i dobbelt Henseende poetisk rigtig.
Dervière har altsaa faaet Oplysninger, den formeentlige
Charles seer sig ikke istand til at berigtige eller fuldstændiggjøre
disse. Emmeline opdager da, „at han ikke mere er den Samme.”
Det er noget hurtig efter at hun fuldkommen har forvisset sig
om, at han ganske er den gamle. Emmeline viser sig her ret
i sit Element, det er Pjat tilhobe, Alt hvad hun siger. Repliken
selv fortjener en nøiere Betragtning, fordi den giver Anledning
til yderligere at glæde sig over Situationen, der i al sin
Latterlighed bliver belyst fra en ny Side. Den blotte Lyd af Ordet:
den Samme, virker som en ny pirrende Ingredients i
Situationens Vanvid, man kommer uvilkaarligt til at lee, fordi man
uvilkaarligt kommer til at spørge sig selv: den Samme som
hvem? Den Samme som den, han i Prøvelsens Scene viste
sig at være. Man kommer da til at tænke paa, hvor
ufuldkommen hiin Prøvelse var. Den Samme som hvem? Som
Charles, hvem hun ikke kjendte. Dertil kommer, at naar jeg
siger om En, han er den Samme eller han ikke er den Samme,
saa kan jeg enten tage dette i udvortes eller i indvortes
Forstand, med Hensyn til hans Ydre, eller til hans indre Væsen.
Det Sidste skulde man troe var især af Vigtighed for den
Elskende. Nu derimod opdager man, at Prøvelsen slet ikke
havde beskjæftiget sig hermed, og dog var han befunden at være
den Samme. Ganske tilfældigt kommer Emmeline til at
overveie, om Charles dog ikke i Henseende til Charakteren har
forandret sig, og nu opdager hun, at han ikke er den Samme.
Benegtelsen af, at han i moralsk Henseende er den Samme,
indeholder tillige en Affirmation af, at han i alle andre
Henseender er den Samme. Dog, Emmeline forklarer sig nøiere.
Hun søger ikke Forandringen deri, at Charles er bleven en
Ødeland og muligt endnu noget Værre, men deri, at han ikke
betroer hende Alt, det har hun været vant til. Dette maa
nu være en af hendes Roman-Ideer, som nok snarere maa
forstaaes saaledes, at hun har været vant til, ligesom i
Gjenkjendelses-Scenen, at pjatte Alt ud for ham. At Charles var
vant til at betroe hende Alt, det veed hun slet ikke af Erfaring,
men af Romaner, hvoraf man lærer, at de Elskende ingen
Hemmeligheder bør have. Om Charles var et forløbent
Rasphuuslem, det vilde ikke forstyrre hende, naar hun blot faaer sin
erotiske Nysgjerrighed tilfredsstillet derved, at han betroer hende
det. Det Forsøg, Emmeline gjør for, ved Betragtning af
Charles's Charakteer, at overbevise sig om Identiteten, maa
da ansees for Pjat, der deels belyser hendes hele Væsen, deels
hendes øvrige Pjat. I samme Øieblik opgiver hun derfor
denne Tankegang og faaer nu et langt sikkrere Beviis for, at
han ikke er den Samme, da hun opdager, at han ikke har
Ringen. Nu behøver hun intet yderligere Vidnesbyrd mod
ham. Hun indrømmer derfor, at han kunde have gjort hvad
han vilde, det Galeste, eller med andre Ord, forandret sig saa
meget han vilde, han var dog bleven den Samme, men det,
at han ikke har Ringen, vidner mod ham. Emmeline
udmærker sig ved en egen Art af abstrakt Tænkning. Det hun
imidlertid efter og ved Abstraktion beholder tilbage, er ikke
saameget Charles's rene Væsen som Ringen. Emmeline er at
ansee for Ringens Aand, der lyder den „som Ringen har paa
Haand.”
Lapierre melder en ny Fremmed. Man bliver enig om,
at det maa være Rinville. Emmeline faaer Ordre at pynte sig
og udbryder nu: „Hvad det er kjedeligt. Skal jeg nu gaae
og pynte mig for den fremmede Mands Skyld, som jeg ikke
kan udstaae; det veed jeg allerede i Forveien.” Ved denne
Replik gjøres Tilskueren itide opmærksom paa Ironien i en af
de følgende Situationer. Overhovedet kan Emmeline smigre
sig med at være Ironiens Kjæledægge. Den føier hende overalt,
og bagefter har den hende til Bedste. Hun vil, at den
formeentlige Charles skal være en skjøn ung Mand, Ironien føier
hende; Dervière kan ikke see det, han staaer til Nar, Emmeline
med Palmerne i Haanden, og dog er hun mest til Nar. Hun
vil, at den formentlige Rinville skal være en Mand, hun ikke
kan udstaae, uagtet Faderen underretter hende om, at det skal
være en excellent ung Mand. Ironien føier hende atter, og
dog saaleds, at hun bliver til Nar.
Den ellevte Scene er en Monolog af Rinville. Denne
Monolog synes hellere at maatte være udeladt, da Virkningen
af den i enhver Henseende er forstyrrende. Forsaavidt det var
i sin Orden at lade Rinville beholde Valpladsen og blive den,
der først modtager Charles, saa kunde hans Monolog forkortes.
Den vilde da heller ikke blive uden Virkning. Den kunde da
lyde med Digterens Ord saaledes: „Bravo! det gaaer
fortræffeligt! I Klammeri med Faderen, i Klammeri med Datteren,
det maa jeg rigtignok tilstaae, det er en Plan, som tegner godt.”
Denne Monolog vilde da indeholde en Art objektiv Reflexion
over Gangen i Stykket. Vilde Digteren ansee det for
nødvendigt at gjøre Monologen lidt længere for at give Charles Tid
til at komme, saa kunde han jo lade Rinville gjøre en lille
Spøg med sig selv over, at han til syvende og sidst maaskee
havde gjort klogere i at optræde i egen Skikkelse, og over det
Pudseerlige i, saaledes at blive forvandlet fra Slethed til
Slethed, alt eftersom der indløb nye Depescher angaaende Charles.
Det var da bedst at lade ham blive afbrudt i denne
Overveielse af Charles's Replik i Coulissen. Saaledes som Monologen
ender hos
Scribe
, føler man for stærkt, at nu er Monologen
ude, og nu maa der komme en ny Person. Hvis Rinvilles
Monolog saaledes blev afbrudt, kastedes der et nyt Lys over
Charles's eventyrlige Hastværk, over det Importune i hans
Optræden, hvorved han altid udmærker sig,
item
over den
stakaandede Fjollethed, som Digteren saa uforligneligt har givet
hans første Repliker Præg af.
Dog dette er mindre vigtigt. Hovedfeilen ved denne
Monolog er, at den Operation, som Rinville antyder, viser sig
aldeles som Snak, som en blot fingeret Bevægelse. Rinville
deklarer, at det er ikke mere for Løiers Skyld, at han spiller
Charles's Rolle. Det har det jo aldrig været, tværtimod har
han jo selv i Begyndelsen angivet tre solide Grunde for, at
han maatte ønske sit Ægteskab med Emmeline bragt istand.
Dernæst forklarer han, at han vil forhindre Emmeline i at
forvexle ham med Charles, han vil overbevise sig om, at det
er ham, hun elsker, ikke Erindringen om Charles. Dette er
af yderste Vigtighed for hele Stykket, thi derved afgjøres, som
ovenfor blev udviklet, om det er i endelig Forstand
moraliserende eller i uendelig Forstand vittigt. Hans Operation maa
da gaae ud paa, gjennem Charles's Person at lade sin egen
ham eiendommelige Elskværdighed blive synlig. Dette skeer
imidlertid ikke, og hvis det var skeet, saa var Stykket blevet
et ganske andet. Hos Emmeline dreier Alt sig om Ringen; da
han i den femtende Scene træder op med den, saa tager hun ham
til Naade, erkjender ham for at være den Samme o. s. v.
Rinville maa overhovedet for Stykkets Totalvirknings Skyld ikke
opfattes som en poetisk Figur, hvilket heller ikke lader sig
uddemonstrere af de enkelte Belysninger, der falde paa ham. Han
er en Mand, der er kommen til Skjels Aar og Alder, der har
solide Grunde for hvad han gjør. Der falder derfor af og
til et comisk Lys over ham, fordi det viser sig, at hans solide
Grunde og hans Forstand kun lidt vilde hjælpe ham til at
fange en saadan lille romantisk Gazelle som Jfr. Emmerline.
Selv om han var et absolut elskværdigt og for en ung Piges
Hjerte farligt Menneske, over Emmeline vilde han ingen Magt
faae, hun er ufaarlig, kun derved virker han, at han kommer
i Berøring med hendes fixe Idee, og saa ved Ringen. Men
da Stykkets Hoved-Interesse vilde neutralisere hans virkelige
Elskværdighed, saa er det urigtigt at accentuere hans
Elskværdighed, hvilket Digteren derfor heller aldrig har gjort uden i
denne ene Monolog. I den Scene, hvor Rinville har mest
med Emmeline at gjøre, kan der naturligviis aldeles ikke være
Tale om nogen Leilighed for ham til at udfolde sin personlige
Elskværdighed. Naar en ung Pige i den Grad inclinerer for
et Mandfolk, som Emmeline gjør det for ham, bestandig ved
sin Bøining viser ham Leiligheden til at smutte ind i hendes
Hjerte, saa maatte jo Rinville være en total Klodrian, hvis
han ikke kunde komme hende til Hjælp. Denne Scene kan da
saa langtfra antages at være lagt an paa at vise Rinvilles
Elskværdighed, at den snarere synes at sætte ham i en lidt
comisk Belysning. Rinville er aabenbart et Forstands-Menneske;
han har i en foregaaende Monolog gjort sig lidt vigtig, ladet
Tilskueren ligesom sine Venner i Paris forstaae, at han nok er
den Mand, der kan tæmme saadan en lille Jomfru. Det lykkes
ham ogsaa, det er sandt; men dersom hans Venner i Paris
kunde see, hvorledes det gaaer til, saa vilde de ikke have
Leilighed til at beundre hans Gaver. Hans Forstand lærer ham,
at det lod sig gjøre at udgive sig for Charles. Forsaavidt
maa man lade ham vederfares Ret. Nu er det skeet, nu skal
han vise sin Elskværdighed, nu, tænker man, vil han faae fuldt
op at gjøre, da viser det sig, at han har slet Intet at gjøre,
den rapfodede Emmeline, der haster tilbage i Ungdommens
Erindringer, tager Hr. Rinville med, og ethvert Mandfolk, der
ikke var en complet Klods, vilde være istand til at gjøre ham
det Mesterstykke efter.
Hvad her er blevet udviklet angaaende Rinvilles Person
er efter min Mening af absolut Vigtighed for det hele Stykke.
Der maa ikke være en eneste Figur deri, ikke et eneste scenisk
Forhold, der kunde gjøre Fordring paa at overleve den
Undergang, Ironien lige fra Begyndelsen af bereder Alt deri. Naar
da Tæppet falder, da er Alt glemt, kun Intet bliver tilbage,
og det er det Eneste, man faaer at see; og det Eneste man
faaer at høre, er en Latter, der som en Naturlyd ikke kommer
fra et enkelt Menneske, men er en Verdenskrafts Sprog, og
denne Kraft er Ironien.
Charles træder op og træffer sammen med Rinville. Det
Vittige i Situationen ligger i, at Charles, dette intrigante
Hoved, kommer for silde, ikke blot i Forhold til Hr. Zacharias,
men fremfor Alt i Forhold til Intrigen i Stykket. Hans
Repliker ere her som allevegne mesterlige, paa engang ligesaa
charakteristiske, som indordnede i Situationen. Rinville giver
Charles det Raad at udgive sig for Rinville. Han har
fuldstændigt antydet Ideen hertil, da Charles, der umuligt kunde
lade sig belære af en Anden, en Mystifikation betræffende,
afbryder ham og giver det Udseende af, at det er ham selv, der
inventerer det Hele. Dog viser det sig strax bagefter, at han
ikke er Mand for at hitte paa det Mindste; han vilde da ogsaa
have overseet Ringen, hvis ikke Rinville havde gjort ham
opmærksom derpaa. Rinville faaer Ringen.
Charles præsenterer sig for Familien som Hr. Rinville,
hans Modtagelse er betinget herved. Dervière finder ham yngre
og smukkere end Charles, Emmeline finder ham ækel, begge
Domme ere lige utilforladelige, og man tør gjerne fordriste sig
til at troe, at Emmeline end ikke har fundet det Umagen værd
at see paa ham, men veed det i Kraft af en Inspiration. Paa
en lignende Maade gaaer det Faderen. Situationen indeholder
derfor en dyb Spot over Charles, der formodentlig tilskriver
sin Behændighed denne gunstige Modtagelse og haaber, at Alt
vil lykkes, naar han blot vedbliver sit Incognito.
Nu følger en Monolog, hvori Emmeline raadfører sig med
sit Hjerte og udfinder, at hun aldrig vil glemme Charles, men
ægte Rinville.
Rinville kommer for at tage Afsked og aflevere Ringen. De
forsones atter. Disse Situationer er man allerede kjendt med.
Nu følger den mest glimrende Situation i hele Stykket.
Der hviler en Nimbus over den, en Forklarelse, den har en
Høitidelighed ved sig, saa man næsten kunde ønske at, see i
Baggrunden, Tante Judithe som en Aand, der skuer ned paa
sine tvende Disciple. Emmeline beslutter at betroe sig til den
formeentlige Rinville og aabenbare Alt. Denne Situation
belyser Emmeline og Charles fuldendt. Emmelines Trofasthed
bliver aldeles parodisk. For ingen Priis vil hun opgive ham,
hun lader sig hverken skrække af Ild eller Vand, Charles's
Forlegenhed bliver stor og større, da han ønsker at blive hende
qvit. En saadan Trofasthed er ganske i sin Orden; thi en
lille Jomfru som Emmeline pleier altid at være mest trofast,
naar den Elskede ønsker at blive hende qvit. Charles, der, da
han erfarede, at Hr. Zacharias ikke var rykket ud med det
Værste, var sikker nok paa, ved sin Behændighed at rede sig
ud af det Hele, bliver nu den, der forraader Alt. Leiligheden
er altfor fristende. Han kan blive sit eget Livs Troubadour,
og haaber paa den Maade at blive Cousinen qvit. Det er
allerede tidligere erindret, at Situationen derved vinder i
Lethed, at Charles's Forvildelse saaer et comisk Anstrøg. Man
faaer en levende Forestilling om hans Letsindighed og hans
Aands-Forvirring, men man indigneres ikke, hvilket vilde være
Tilfældet, hvis han i egen Person fortalte Alt paa samme
Maade, og dog aner man, at han formodenlig vilde gjøre
det. Dette aner man, men man hører det ikke. Charles
udretter imidlertid Intet, han behager kun sig selv. Emmelines
Trofasthed kjender ingen Grændser. Endelig vedgaaer Charles,
at han er gift. Det er utroligt, med hvilken Sikkerhed
Digteren veed at ironisere Emmeline. Hun hører, han er gift, og
hun bliver rasende. En eller anden Tilskuer kunde maaskee
falde paa, at Grunden, hvorfor hun blev opbragt paa Charles,
var, at hun nu havde lært alle hans slette Streger at kjende.
Ingenlunde, kjære Ven! Du misforstaaer hende. Hun tager
Charles, naar hun blot kan faae ham. Men han er gift.
Vel vilde hun finde, at det var i sin Orden, om han i de
otte Aar ikke havde seet paa nogen anden Pige, men
samvittighedsfuldt betragtet Maanen. Dog, det veed hun at sætte sig
ud over. Lad ham have forført ti Piger, hun tager ham, hun
tager ham
à tout prix
, men naar han er gift, saa kan hun
ikke tage ham.
Hinc illæ lacrymæ
. Dersom dette ikke var
Digterens Mening, saa vilde han ladet Emmeline afbryde Charles
noget tidligere. Charles har forklaret, at han har været udsat
for mange Efterstræbelser af Kjønnet, at han har havt adskillige
galante Eventyr, at han maaskee stundom er gaaet for vidt i
Elskværdighed. Hun afbryder ham ikke, hun lover at gjøre
Alt for ham for at udsone ham med Faderen og selv faae
ham; thi det viser sig jo tydeligt, at naar hun ikke kan faae
ham (saasnart hun hører han er gift), saa er hun ikke den, der
glemmer at gjøre Allarm i Leiren. Charles begynder paa
Historien med Pamela, hun hører rolig paa den. Nu kommer
det Forfærdelige, at han er gift, der brast Norges Rige.
Den dybe Ironi i denne Situation ligger da i
Emmelines ubrødelige Trofasthed, der for ingen Priis kan opgive
Charles, da det vilde koste hende Livet, saavelsom i Charles's
stigende Forlegenhed, der ikke kan blive hende qvit. Den hele
Scene er ligesom en Licitation, hvorved den ideale Charles
bliver bortliciteret til Emmeline. Endelig ender det Hele paa
det Punkt, hvor det viser sig, at hun ikke kan faae Charles, og
Charles kan ikke slippe fra sine dumme Streger.
Emmeline gjør Anskrig, Faderen kommer til, han lover,
han skal aldrig tilgive Charles.
Nu træder den formeentlige Charles frem. Emmeline har
bedet Faderen ikke at blive for hidsig, hun vil selv tage ham i
Skrifte. Man maa her som allevegne beundre Digterens Takt.
Scenen maa nemlig blive latterlig og Situationen ironisk, da
man paa den formentlige Rinville seer det Indtryk, som
Tordentalen skulde gjøre paa den formeentlige Charles; den
virkelige Charles har nemlig den Fornøielse at være personlig
tilstede, medens han selv bliver henrettet
in effigie
. Havde
Digteren nu ladet Dervière holde denne Tale, saa havde det været
en poetisk Uretfærdighed. Onkelen har været Charles's
Velgjører og har et retmæssigt Krav paa, ikke at blive til Nar
ligeoverfor Charles. Vel er Onkelen ikke saa kløgtig som
Pigebarnet, men hans Velgjerninger gjennem en Række af Aar
sætte ham i en ganske anden Fordeel ligeoverfor Charles, end
et saadan skjødesløst Ægteskabsløfte, som han har givet
Emmeline. Da derimod alt Andet, hvad Emmeline siger, viser sig at
være Pjat, Ægteskabsløftet med iberegnet, saa er det i sin Orden,
at denne philippiske Tale ogsaa viser sig saaledes. Hendes gamle
Forelskelse i Charles er Pjat, hendes nye i Rinville er ogsaa
Pjat; hendes Sværmeri er Pjat, hendes Vrede er ogsaa Pjat;
hendes Trods er Pjat, hendes gode Forsæt er ogsaa Pjat.
Emmeline giver da sin Vrede Luft, og den formeentlige
Rinville parodierer Virkningen af hendes Tale ved den
formeentlige Charles's Miner og Gebærder. Som Glandspunktet
i denne Situation kan det ansees, at hun gjør den Tilstaaelse,
at hun virkelig har elsket Charles. Confusionen er her
fuldkommen. Den nemlig, hun efter egen Tilstaaelse har elsket i
samfulde otte Aar, er Rinville, i hvem hun strax ved Hjælp af
Sympathien gjenkjendte Charles, hvem hun lidt efter
overbeviste sig om ikke at være den Samme, men dog snart igjen
gjenkjendte paa Ringen.
Endelig opløses Forvexlingen. Det viser sig, at hun har
faaet Rinville istedetfor Charles. Hermed er Stykket ude, eller,
rettere sagt, det er ikke ude. Dette har jeg allerede tidligere
udviklet; her vil jeg blot endnu engang med et Par Ord belyse
det der Fremsatte. Er det Hensigten af Stykket at vise, at
Emmeline er bleven en fornuftig Pige, der, idet hun vælger
Rinville, gjør et fornuftigt Valg, saa er Accenten i hele Stykket
lagt paa et galt Sted. Det vil nemlig i saa Fald mindre
interessere os at faae nøiagtigt at vide, i hvilken Forstand
Charles er forulykket. Det, vi derimod fordre, er Oplysning
om Rinvilles Elskværdighed. Fordi nemlig Charles er bleven
en liderlig Fugl, deraf følger ingenlunde, at hun skal vælge
Rinville, uden forsaavidt man vil nedsætte Scribe til en
dramatisk Fusker, der respekterer den sceniske Convenients, at enhver
ung Pige skal giftes, og naar hun ikke vil have den Ene, saa
maa hun tage den Anden. Forstaaer man derimod Stykket
saaledes, som jeg har forstaaet det, saa er Spøgen fuldkommen
hensigtsløs, Vittigheden uendelig, Lystspillet et Mesterværk.
Tæppet falder, Stykket er forbi, Intet blev bestaaende,
kun de store Omrids, i hvilke det Situationen phantastiske
Schattenspiel, som Ironien dirigerer, viser sig, blive tilbage for
Contemplationen. Den umiddelbart virkelige Situation er den
uvirkelige Situation; bagved denne viser sig en ny Situation,
der er ikke mindre forkeert og saaledes fremdeles. I
Situationen hører man Repliken; naar den er allermest fornuftig, viser
den sig mest afsindig, og ligesom Situationen fjerner sig,
saaledes følger Repliken med, mere og mere meningsløs uagtet
dens Fornuftighed.
For ret at nyde Ironien i dette Stykke contemplativt maa
man ikke læse det, men see det; man maa see det atter og atter,
og naar man da har det Held at være samtidig med de fire
sceniske Talenter, der paa vort Theater paa enhver Maade
bidrage til at vise og lade ane Situationens Gjennemsigtighed,
saa vil Nydelsen blive større og større for hver Gang man
seer det.
Lad Replikerne i dette Stykke være nok saa vittige, man
vil glemme dem, Situationerne kan man umulig glemme, naar
man eengang har seet dem. Naar man da er bleven fortrolig
dermed, da vil man den næste Gang, man seer Stykket, lære at
blive taknemlig mod den sceniske Fremstilling. Jeg veed ikke
at sige nogen større Roes over Opførelsen af dette Stykke, end
at den er i saa høi Grad fuldendt, at den gjør En aldeles
utaknemmelig de første Gange, fordi det, man faaer, er Stykket,
hverken Mere eller Mindre. Jeg kjender en yngre Philosoph,
der engang foredrog en Deel af Læren om Væsenet for mig.
Det var saa let, saa simpelt, saa naturligt det Hele, at jeg
da han var færdig, næsten trak paa Skuldrene og sagde: er
det det Hele. Da jeg kom hjem, vilde jeg reproducere de
logiske Bevægelser, da viste det sig, at jeg ikke kom af Stedet.
Da mærkede jeg, at det maatte hænge anderledes sammen, jeg
følte, hvor stor hans Virtuositet og hans Overlegenhed over
mig var, jeg følte det næsten som en Spot, at han havde
gjort det saa godt, at jeg blev utaknemlig. Han var en
philosophisk Kunstner, og som det gik ham, saaledes gaaer det alle
store Kunstnere, vor Herre
inclusive
.
Som det gik mig med min philosophiske Ven, saaledes gik
det mig med Opførelsen af den første Kjærlighed. Nu derimod,
da jeg atter og atter har seet det opført, ogsaa paa andre
Scener, nu først bliver jeg ret taknemlig mod vore sceniske
Kunstnere. Dersom jeg derfor skulde vise en Fremmed vor
Scene, saa vilde jeg føre ham i Theatret naar dette Stykke
blev opført, og da vilde jeg, under den Forudsætning, at han
kjendte Stykket, sige til ham: betragt
Frydendahl
, vend
Øiet bort fra ham, luk det, lad Billedet af ham træde frem
for Dig; disse noble, rene Træk, denne ædle Holdning,
hvorledes kan dette være Latteren, luk Øiet op igjen og see
Frydendahl
. Betragt Fru
Heiberg
, slaae Øiet ned, thi
Emmelines Elskværdighed kunde maaskee blive Dig farlig; lyt til
denne sentimentale Smægten i Stemmen, den barnagtige og
lunefulde Piges Insinuationer, og om Du var tør og stiv som
en Bogholder, Du maa dog smile. Luk Øiet op, hvorledes
er det muligt? Gjentag disse Bevægelser, saa hurtig, at de
begge næsten blive samtidige i Momentet, og Du har en
Forestilling om, hvad der præsteres. Uden Ironi kan en Kunstner
aldrig skizzere; en scenisk Kunstner kan kun frembringe den ved
Modsigelse, thi Skizzens Væsen er Overfladiskhed, og hvor
der ikke fordres Charakteertegning, der er det Kunsten at
forvandle sig selv til en Overflade, hvilket er et Paradox for den
sceniske Præstation og kun Faa givet at løse. En umiddelbar
Komiker kan aldrig spille Dervière, thi han er ingen
Charakteer. Emmelines hele Væsen er Modsigelse og kan derfor ikke
fremstilles umiddelbart. Hun maa være elskværdig, thi ellers
er Virkningen af hele Stykket forspildt; hun maa ikke være
elskværdig, men forskruet, thi ellers er i en anden Forstand
Totalvirkningen af Stykket tabt. Betragt
Phister
, Du faaer
næsten ondt, naar Du vil fæste Dit Blik paa den uendelig
ferske Dumhed, der er præget i hans Ansigt. Og dog er det
ikke en umiddelbar Dumhed, hans Blik har endnu et
Sværmeri, der i sin Fjollethed minder om en Fortid. Et saadant
Ansigt fødes Ingen med, det har en Historie. Da jeg var
lille kan jeg huske, at min Barnepige forklarede mig, at man
ikke maatte gjøre Grimacer med Ansigtet, og til Advarsel for
mig og andre Børn fortalte en Historie om en Mand med et
forkeert Ansigt, hvilket han selv havde forskyldt derved, at han
gjorde Grimacer. Det traf sig nemlig saa besynderligt, at
Vinden vendte sig og Mennesket beholdt sit forkeerte Ansigt.
Et saadant forkeert Ansigt lader Phister os see; der er endnu
Spor af de romantiske Grimacer, men da Vinden vendte sig
blev det noget fortrukket. Phisters Fremstilling af Charles, har
mindre Ironi, men mere Lune. Dette er ganske rigtigt, thi
Modsigelsen i hans Væsen er ikke saa paafaldende. Han skal
ikke gjælde for Rinville uden i Dervières og Emmelines Øine,
der hver paa sin Maade ere lige partiske.
Betragt
Stage
, glæd Dig over denne skjønne mandige
Holdning, denne dannede Personlighed, dette lette Smiil, der
forraader Rinvilles indbildte Overlegenhed over Dervières
phantastiske Familie, og see da denne Forstandens Repræsentant
henhvirvlet med i den Confusion, som Emmelines indholdsløse
Lidenskab liig et fremfarende Veir foranlediger.
↑
Dersom Læseren er meget bevandret i Stykket, vil han have havt
Leilighed til at glæde sig over det poetiske Tilfælde, der vil, at
Rinville
i den første Scene, hvor han forestiller
Charles
,
reproducerer ham saa poetisk sandt, at hans Tale bliver en Art   Bugtalen af uendelig comisk Virkning, fordi det er, som saae og hørte
man den sentimentalt-bedunstede Charles bevæget deklamere disse
Ord: „Er da Blodets Røst kun en Indbildning? Taler den ikke
til Deres Hjerte? Siger den Dem ikke, min dyrebare Onkel....
(cfr. sjette Seene).
↑
En anden Udvei lod sig maaskee finde, naar man lod Emmeline
faae den Idee, at hun vilde nøies med Charles's halve Hjerte.
Sligt har man jo seet i Romanerne, og det var da ikke utænkeligt,
at det kunde gaae op i sin fulde Klarhed for Emmeline.
Overhovedet er det mærkeligt, at den hele europæiske Literatur mangler
et qvindeligt Sidestykke til
Don Quixote
. Skulde Tiden dertil
endnu ikke være kommen, skulde Sentimentalitetens Continent endnu
ikke være opdaget?
↑
Her kunde Stykket egentlig ende, vilde maaskee en opmærksom Læser
tænke. Thi hvad var simplere, end at Rinville nu havde aabenbaret
sig for den gamle Dervière og saaledes feilet for dobbelt Bind, hos
Emmeline have gjaldt for Charles, hos Dervière for hvad han
virkelig var — for Rinville. Imidlertid kan man dog ikke fortænke
Rinville i, at han bevarer sit Incognito ligeoverfor Dervière; thi
blot et Par Ord af ham ere tilstrækkelige til at lade ham indsee,
at naar man skal spille en Intrige, skal man aldrig have Dervière
til Medvider.
