Enten — Eller. Første Deel/2

←
Διαψαλματα
Enten — Eller. Første Deel
De umiddelbare erotiske Stadier eller det Musikalsk-Erotiske
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag, 1878
Det antike Tragiskes Reflex i det moderne Tragiske
→
C. A. Reitzels Forlag
Kjøbenhavn
1878
indeholdende A.'s Papirer
Enten-Eller Første Deel.djvu
Enten-Eller Første Deel.djvu/1
31-127
De umiddelbare erotiske Stadier
eller
det Musikalsk-Erotiske
.
Intetsigende Indledning.
Fra det Øieblik min Sjæl første Gang forbausedes og ydmygt
bøiede sig i Beundring af Mozarts Musik, har det ofte været
mig en kjær og Vederqvægende Beskjæftigelse at overveie,
hvorledes hiin glædelige græske Betragtning af Verden, der derfor
kalder denne
ϰοσμος
, fordi den viser sig som et velordnet Hele,
som en smagfuld og gjennemsigtig Prydelse for den Aand, der
virker og gjennemvirker den, hvorledes hiin glædelige Betragtning
lader sig gjentage i en høiere Tingenes Orden, i Idealernes
Verden, hvorledes der atter her er en styrende Viisdom,
beundringsværdig fornemmelig i at sammenknytte, hvad der hører
sammen, Axel med Valborg, Homer med den trojanske Krig,
Raphael med Katholicismen, Mozart med Don Juan. Der
gives en ussel Vantro, der synes at indeholde megen Lægedom.
Den mener, at en saadan Forbindelse er tilfældig, og seer intet
Andet deri, end et ret heldigt Sammenstød af de forskjellige
Kræfter i Livets Spil. Den mener, at det er tilfældigt at de
Elskende faae hinanden, tilfældigt at de elske hinanden; der
havde været hundrede andre Piger, med hvilke han kunde være
bleven ligesaa lykkelig, hvilke han kunde have elsket ligesaa høit.
Den mener, at der har levet mangen en Digter, der vilde være
bleven ligesaa udødelig som Homer, hvis hiint herlige Stof
ikke havde været optaget af ham, mangen Componist, der vilde
være bleven ligesaa udødelig som Mozart, hvis Leiligheden
havde tilbudt sig. Denne Viisdom indeholder nu en stor Trøst
og Husvalelse for alt det Middelmaadige, der derved seer sig
sat istand til at indbilde sig selv og Ligesindede, at det er en
Forvexling af Skjæbnen, en Feiltagelse af Verden, at de ikke
bleve ligesaa udmærkede som de Udmærkede. Det er en meget
nem Optisme, der saaledes tilveiebringes. For enhver
høimodig Sjæl derimod, for enhver Optimat, hvem det ikke er saa
magtpaaliggende, paa en saadan ussel Maade at frelse sig selv,
som at tabe sig selv ved at betragte det Store, er den
naturligviis en Modbydelighed; medens det er en Fryd for hans
Sjæl, en hellig Glæde at see Det forenet, som hører sammen.
Dette er det Lykkelige, ikke i Betydning af det Tilfældige, og
forudsætter derfor tvende Faktorer, medens det Tilfældige ligger
i Skjæbnens uarticulerede Interjectioner. Dette er det
Lykkelige i Historien, det guddommelige Sammenspil af de historiske
Kræfter, Høitiden i den historiske Tid. Det Tilfældige har kun
een Faktor; det er tilfældigt, at Homer i den trojanske Krigs
Historie fik det mest udmærkede episke Stof, der lader sig tænke.
Det Lykkelige har to: det er lykkeligt, at det mest udmærkede
episke Stof blev Homer til Deel; her ligger nemlig Accenten
ligesaa meget paa Homer som paa Stoffet. Deri ligger den
dybe Harmoni, der gjenlyder i enhver Frembringelse, vi kalde
classisk. Saaledes nu ogsaa med Mozart; det er lykkeligt, at
det i dybere Forstand maaskee eneste musikalske Sujet blev givet
— Mozart.
Ved sin Don Juan træder Mozart ind i den lille
udødelige Skare af Mænd, hvis Navn, hvis Værker Tiden ikke vil
glemme, da Evigheden erindrer dem. Og skjøndt det, naar
man først er traadt ind her, er ligegyldigt, om man staaer øverst
eller nederst, fordi man i en vis Forstand staaer lige høit, da
man staaer uendelig høit, skjøndt det er ligesaa barnagtigt at
stride om den øverste og nederste Plads her, som om Pladsen
paa Kirkegulvet ved en Confirmation, saa er jeg dog endnu
altfor meget Barn, eller rettere, jeg er som en ung Pige
forelsket i Mozart, og jeg maa have ham til at staae øverst, hvad
det end koster. Og jeg vil gaae til Degnen og Præsten og
Provsten og Bispen og det hele Consistorium, og jeg vil bede
og besværge dem, at de ville opfylde min Bøn, og jeg vil
anraabe den hele Menighed om det Samme, og vil man ikke høre
min Bøn, ikke opfylde mit barnagtige Ønske, da træder jeg ud
af Samfundet, da separerer jeg mig fra dets Tankegang, da
danner jeg en Sect, der ikke blot sætter Mozart øverst, men
slet ingen anden har end Mozart; og Mozart vil jeg bede at
tilgive mig, at hans Musik ikke begeistrede mig til store
Bedrifter, men gjorde mig til en Nar, der over ham tabte den
Smule Forstand, jeg havde, og nu som oftest i stille Veemod
fordriver Tiden med at nynne hvad jeg ikke forstaaer, som et
Spøgelse Dag og Nat lister mig omkring hvad jeg ikke kan
komme ind i. Udødelige Mozart! Dig hvem jeg skylder Alt,
hvem jeg skylder, at jeg tabte min Forstand, at min Sjæl
forbausedes, at jeg forfærdedes i mit inderste Væsen, Dig
hvem jeg skylder, at jeg ikke gik Livet igjennem uden at Noget
var istand til at ryste mig, Dig hvem jeg takker for, at
jeg ikke døde uden at have elsket, om min Kjærlighed end
var ulykkelig. Hvad Under da, om jeg er mere iversyg paa
hans Forherligelse end paa mit eget Livs lykkeligste Øieblik,
mere iversyg paa hans Udødelighed end paa min egen Tilvær.
Ja, dersom han toges bort, dersom hans Navn udslettedes, da
omstødtes den eneste Pille, der hidtil forhindrede, at ikke Alt
for mig styrtede sammen i et grændseløst Chaos, i et
rædsomt Intet.
Dog jeg behøver vel ikke at frygte, at nogen Tid vil
negte ham Plads i hiint Kongerige af Guder, men vel at være
forberedt paa, at man vil finde det barnagtigt af mig, at han
skal have den første Plads. Og uagtet jeg ingenlunde agter
at skamme mig ved min Barnagtighed, uagtet den for mig altid
vil beholde mere Betydning og mere Værd end enhver
udtømmende Betragtning, netop fordi den er uudtømmelig, skal jeg
dog gjøre et Forsøg paa, ad Overveielsens Vei at bevise hans
lovlige Adkomst.
Det Lykkelige ved den classiske Frembringelse, det som
constituerer dens Classicitet og Udødelighed, er det absolute
Sammenhold af de tvende Kræfter. Dette Sammenhold er saa
absolut, at en senere reflekterende Tid neppe engang for
Tanken kan adskille det, som saa inderlig er forenet, uden at løbe
Fare for at vække eller nære en Misforstaaelse. Naar man
saaledes siger, at det er Homers Lykke, at han fik det mest
udmærkede episke Stof, saa kan dette let give Anledning til, at
man glemmer, at vi bestandig have det episke Stof gjennem
Homers Opfattelse, og at det, at det viser sig som det mest
fuldendte episke Stof, kun er os klart i og med den
Transsubstantiation, der tilhører Homer. Udhæver man derimod Homers
digteriske Virksomhed i at gjennemtrænge Stoffet, saa løber man
let Fare for at glemme, at Digtet aldrig var blevet det, det
er, hvis ikke den Tanke, hvormed Homer gjennemtrængte det,
var dets egen Tanke, hvis ikke Formen var Stoffets egen Form.
Digteren ønsker sit Stof; men, som man siger, at ønske er ingen
Kunst, det er ganske rigtigt, og gjælder med stor Sandhed om
en Mængde afmægtige Digterønsker. At ønske rigtigt, det er
derimod en stor Kunst, eller rettere, det er en Gave. Det er
det Uforklarlige og Hemmelighedsfulde ved Geniet, ligesom ved
en Ønskeqvist, der aldrig faaer det Indfald at ønske, uden hvor
Det er, den ønsker. At ønske har saaledes en langt dybere
Betydning end i Almindelighed, ja den abstrakte Forstand
forekommer det en Latterlighed, da den nærmest tænker det at ønske i
Forhold til hvad der ikke er, ikke i Forhold til hvad der er.
Der var en Skole af Æsthetikere, der, ved eensidigen at
udhæve Formens Betydning, ikke uden Skyld foranledigede den
modsatte dertil svarende Misforstaaelse. Det har ofte været
mig paafaldende, at disse Æsthetikere uden videre knyttede sig
til den hegelske Philosophi, da saavel et almindeligt Kjendskab
til Hegel, som et særligt til hans Æsthetik, forvisser om, at
han fornemmelig i æsthetisk Henseende høilig udhæver Stoffets
Betydning. Begge Dele høre imidlertid væsentlig sammen, og
en eneste Betragtning vil være tilstrækkelig til at vise dette, da
et saadant Phænomen ellers blev uforklarligt. Det er i
Almindelighed kun et enkelt Værk, eller en enkelt Suite af Værker,
der stempler den Enkelte som classisk Digter, Kunstner o. s. v.
Den samme Individualitet kan have frembragt mange
forskjellige Ting, men som staae i intet Forhold hertil. Homer har
saaledes ogsaa skrevet en Batrachomyomachi, men er ikke ved
den bleven classisk eller udødelig. At sige, at dette skulde have
sin Grund i at Æmnet er ubetydeligt, er jo taabeligt, da det
Classiske ligger i Ligevægten. Dersom nu det, der gjør en
classisk Frembringelse til en classisk Frembringelse, ene og
alene laae i den producerende Individualitet, saa maatte jo Alt
hvad han frembragte være classisk, i en lignende om end høiere
Forstand som Bien altid frembringer en vis Art af Celler.
Vilde man nu svare, at det kom deraf, at han havde været
mere heldig med det Ene end med det Andet, saa havde man
egentlig ikke svaret Noget. Deels er dette kun en fornem
Tautologi, der kun altfor ofte i Livet nyder den Ære at blive
anseet for at være et Svar, deels er det, betragtet som Svar,
svaret indenfor en anden Relativitet end den, hvori der blev
spurgt. Det oplyser nemlig Intet med Hensyn til Forholdet
mellem Stof og Form, og kunde i det Høieste komme i
Betragtning, hvor der blev Spørgsmaal om den formende
Virksomhed alene.
Med Mozart er det nu ligeledes Tilfælde, at det kun er
eet Værk af ham, der gjør ham til en classisk Componist og
absolut udødelig. Dette Værk er Don Juan. Hvad han
iøvrigt har frembragt, kan glæde og fryde, vække vor
Beundring, berige Sjælen, mætte Øret, fryde Hjertet; men man
gjør ham og hans Udødelighed ikke nogen Tjeneste ved at slaae
Alt imellem hverandre og gjøre det Alt lige stort. Don Juan
er hans Receptionsstykke. Ved Don Juan træder han ind i
hiin Evighed, der ikke ligger udenfor Tiden men midt i denne,
der ikke ved noget Forhæng skjules for Menneskenes Øine,
hvori de Udødelige ikke ere optagne eengang for alle men
bestandig optages, idet Slægten gaaer forbi og vender Blikket mod
dem, er lykkelig i Beskuelsen af dem, gaaer i Graven, og den
følgende Slægt vandrer dem atter forbi og forklares i deres
Beskuelse; ved sin Don Juan træder han ind i Rækken af hine
Udødelige, af hine synlig Forklarede, som ingen Sky tager bort
fra Menneskenes Øine; ved Don Juan staaer han øverst iblandt
dem. Dette Sidste var det, jeg, som ovenfor sagt, vilde søge
at bevise.
Alle classiske Frembringelser staae, som ovenfor blev
bemærket, lige høit, fordi enhver staaer uendelig høit. Vil man
altsaa desuagtet gjøre et Forsøg paa at indføre en vis Orden i
denne Procession, saa følger det af sig selv, at denne ikke kan
være begrundet paa noget Væsentligt; thi deraf vilde jo følge,
at der var en væsentlig Forskjel, hvoraf atter vilde følge, at
Ordet „classisk” med Urette prædiceredes om dem Alle. Vilde
man saaledes begrunde en Classification paa Stoffets
forskjellige Beskaffenhed, saavilde man strax herved indvikle sig i en
Misforstaaelse, der i sin vidtløftigere Udbredelse vilde ende med
at ophæve det hele Begreb af det Classiske. Stoffet er
nemlig et væsentligt Moment, forsaavidt det er den ene Faktor,
men det er ikke det Absolute, da det kun er det ene Moment.
Man kunde saaledes gjøre opmærksom paa, at der ved visse
Arter af classiske Frembringelser paa en Maade intet Stof er
til, medens derimod ved andre Stoffet spiller en saa betydelig
Rolle. Det Første er Tilfældet med de Værker, vi beundre
som classiske i Architektur, Sculptur, Musik, Maleri, især med
de tre første, saaledes, at selv hvad Maleriet angaaer,
forsaavidt der er Tale om Stoffet, dette dog nærmest kun har
Betydning af at være Anledning. Det Andet gjælder om
Poesien, dette Ord taget i sin videste Betydning, hvorved det
betegner al kunstnerisk Frembringelse, der er baseret paa Sproget
og den historiske Bevidsthed. Denne Bemærkning er i sig selv
ganske rigtig; men vil man paa den begrunde en Classification,
ved at ansee Mangelen paa Stof eller dettes Tilstedeværelse
for en Fordeel eller en Besvær for det producerende Subjekt,
saa løber man vild. Strikte taget kommer man nemlig til at
urgere det Modsatte af det man egentlig vilde, saaledes som
det altid gaaer naar man abstrakt bevæger sig i dialektiske
Bestemmelser, hvor det da ikke blot gjælder, at man siger Eet,
mener et Andet, men man siger det Andet; det man troer man
siger, siger man ikke, men siger det Modsatte. Saaledes hvor
man gjør Stoffet gjældende som Inddelings-Princip. Idet
man taler derom, taler man om noget ganske Andet, nemlig
om den formende Virksomhed. Vil man derimod gaae ud fra
den formende Virksomhed og alene udhæve den, saa har man
samme Skjæbne. Idet man her vil gjøre Forskjellen gjældende,
og saaledes udhæve, at i nogle Retninger den formende
Virksomhed i den Grad er skabende, at den skaber Stoffet med,
hvorimod den i andre modtager Stoffet, saa taler man her
igjen, skjøndt man troer at tale om den formende Virksomhed,
egentlig om Stoffet, og begrunder egentlig Classificationen paa
Inddelingen af Stoffet. Om den formende Virsomhed som
Udgangspunkt for en saadan Classifikation gjælder aldeles det
Samme som om Stoffet. Til at begrunde en Rangfølge kan
altsaa den enkelte Side aldrig bruges; thi den er bestandig for
væsentlig til at være tilfældig nok, for tilfældig til at begrunde
en væsentlig Anorden. Men denne absolute gjensidige
Gjennemtrængen, der gjør, at naar man vil tale distinkt, man
ligesaa godt kan sige, at Stoffet gjennemtrænger Formen, som at
Formen gjennemtrænger Stoffet; denne gjensidige
Gjennemtrængen, dette Lige for Lige i det Classiskes udødelige Venskab, kan
tjene til at belyse det Classiske fra en ny Side og begrændse
det saaledes, at det ikke bliver for ampelt. De Æsthetikere
nemlig, der eensidig urgerede den digteriske Virksomhed, have
udvidet dette Begreb saa meget, at hiint Pantheon blev i den
Grad beriget, ja overlæsset med classiske Suurrepiberier og
Bagateller, at den naturlige Forestilling om en kølig Hal med
enkelte bestemte store Skikkelser aldeles forsvandt, og hiint
Pantheon snarere blev et Pulterkammer. Enhver i kunstnerisk
Henseende fuldendt lille Nethed er efter denne Æsthetik et
classisk Værk, der var sikkret absolut Udødelighed; ja i dette
Hocus-Pocus indrømmede man slige Smaating allermest; skjøndt man
ellers badede Paradoxer, frygtede man dog ikke for det
Paradox, at det Mindste egentlig var Kunsten. Det Usande ligger
i, at man eensidig udhævede den formelle Virksomhed. En
saadan Æsthetik kunde derfor kun holde sig en bestemt Tid, saa
længe man nemlig ikke blev opmærksom paa, at Tiden spottede
den og dens classiske Værker. Paa Æsthetikens Gebeet var
denne Anskuelse en Form af den Radikalisme, der paa en
tilsvarende Maade har yttret sig paa saa mange Gebeter, den
var en Yttring af det tøilesløse Subjekt i dets ligesaa
tøilesløse Indholdsløshed. Denne Stræben som saa mange andre
fandt imidlertid sin Betvinger i Hegel. Det er overhovedet en
sørgelig Sandhed med Hensyn til den hegelske Philosophi, at
den ingenlunde har faaet den Betydning hverken for en
forgangen eller en nærværende Tid, som den vilde have faaet, hvis
den forgangne ikke havde havt saa travlt med at skræmme Folk
ind i den, men derimod lidt mere præsentisk Ro i at tilegne
sig den, den nærværende ikke været saa utrættelig virksom for
at jage Folk ud over den. Hegel indsatte igjen Stoffet, Ideen
i dens Rettigheder, og fordrev derved disse flygtige classiske
Værker, disse lette Væsener, Tusmørke-Sværmere fra
Classicitetens Hvælvinger. Det kan ingenlunde være vor Hensigt at
frakjende disse Værker det dem tilkommende Værd, men det
gjælder om at vaage over, at ikke her som saa mange andre
Steder Sproget forvirres, Begreberne enerveres. En vis
Evighed kan man gjerne tillægge dem, og dette er det Fortjenstfu1de
ved dem; men denne Evighed er dog egentlig blot det evige
Øieblik, som enhver sand kunstnerisk Frembringelse har, ikke den
fyldige Evighed midt i Tidernes vexlende Omskiftelser. Det,
hine Frembringelser manglede, var Ideer, og jo mere fuldendte
de vare i formel Henseende, desto hurtigere forbrændte de i
dem selv, jo mere den techniske Færdighed udvikledes til den
høieste Grad af Virtuositet, desto flygtigere blev denne, og
havde ikke Mod og Kraft eller Holdning til at modstaae Tidens
Pust, idet den fornemmere og fornemmere bestandig gjorde større
Fordring paa at være den mest rectificerede Spiritus. Kun
hvor Ideen er bragt til Hvile og Gjennemsigtighed i en bestemt
Form, kun der kan være Tale om et classisk Værk; men det
vil da ogsaa være istand til at modstaae Tiderne. Denne
Eenhed, denne gjensidige Inderlighed i hinanden, har ethvert classisk
Værk, og man seer saaledes let, at ethvert Attentat paa en
Classisication af de forskjellige classiske Værker, der til sit
Udgangspunkt har en Adskillelse af Stof og Form eller Idee og
Form,
eo ipso
er forfeilet.
Man kunde da tænke sig en anden Vei. Man kunde gjøre
Mediet, igjennem hvilken Ideen bliver synlig, til Gjenstand for
Betragtninger, og idet man bemærkede, at eet Medium var
rigere, et andet fattigere, begrunde Inddelingen herpaa ved i
Mediets forskjellige Rigdom eller Fattigdom at see en Lettelse
eller en Besvær. Men Mediet staaer i et altfor nødvendigt
Forhold til den hele Frembringelse, til at en Inddeling, som
grundedes herpaa, ikke vilde gjennem et Par Tankebevægelser
hilde sig i de i det Foregaaende udhævede Vanskeligheder.
Derimod troer jeg ved følgende Betragtninger at aabne
Udsigt til en Inddeling, der vil have Gyldighed, netop fordi
den er aldeles tilfældig. Jo abstraktere og altsaa jo fattigere
Ideen er, jo abstraktere og altsaa jo fattigere Mediet er, desto
større Sandsynlighed for, at ingen Gjentagelse lader sig tænke,
desto større Sandsynlighed for, at naar Ideen har faaet sit
Udtryk, den da har faaet dette eengang for alle. Jo concretere
derimod og altsaa jo rigere Ideen, og ligesaa med Mediet,
desto større Sandsynlighed for en Gjentagelse. Idet jeg nu
opstiller ved Siden af hverandre alle de forskjellige classiske
Værker og, uden at ville rangere dem, netop undres over, at
alle staae lige høit, saa vil det dog let vise sig, at een Section
tæller flere Arbeider end en anden, eller om den ikke gjør det,
at der er Mulighed for, at den kan gjøre det, medens der ikke
saa let viser sig nogen Mulighed for den anden.
Dette vil jeg her lidt nærmere udvikle. Jo abstraktere
Ideen er, jo mindre Sandsynlighed. Men hvorledes bliver
Ideen concret? Derved, at den er gjennemtrængt af det
Historiske. Jo concretere Ideen, jo større Sandsynlighed. Jo
abstraktere Mediet er, desto mindre Sandsynlighed, jo
concretere, desto mere. Men hvad vil det sige, at Mediet er
concret, andet, end at det enten er eller sees i sin Approximation
til Sproget; thi Sproget er det concreteste af alle Medier.
Den Idee, der saaledes kommer til Aabenbarelse i Sculptur,
er aldeles abstrakt, staaer i intet Forhold til det Historiske; det
Medium, igjennem hvilket den kommer tilsyne, er ligeledes
abstrakt, altsaa stor Sandsynlighed for, at den Section af
classiske Arbeider, der indbefatter Sculptur, kun vil omfatte faa.
I den Henseende har jeg ganske Tidens Vidnesbyrd og
Erfaringens Samtykke. Tager jeg derimod en concret Idee og et
concret Medium, saa viser det sig anderledes. Homer er vel
saaledes en classisk episk Digter, men netop fordi den Idee,
der kommer tilsyne i det Episke, er en concret Idee, og fordi
Mediet er Sproget, saa lader der sig i den Section af
classiske Værker, der omfatter det Episke, tænke flere Værker, som
alle ere lige classiske, fordi Historien bestandig afsætter nyt episk
Stof. I den Henseende har jeg ogsaa Historiens Vidnesbyrd
og Erfaringens Samtykke.
Naar jeg nu paa dette aldeles Tilfældige begrunder en
Inddeling, saa kan man egentlig ikke negte mig, at den er en
tilfældig. Vil man derimod bebreide mig det, saa svarer jeg,
man tager Feil, thi det skal den netop være. Tilfældigt er
det, at den ene Section tæller eller kan tælle flere Værker end
den anden. Men da dette er tilfældigt, saa indseer man let,
at man igjen ligesaa godt kunde sætte den Classe øverst, der
tæller de Fleste eller kan tælle dem. Jeg kunde nu inhærere
mit Foregaaende og ganske rolig svare, at deri havde man
fuldkommen Ret, men at man derfor desto mere maatte prise
min Conseqvents, idet jeg aldeles tilfældig satte den modsatte
Section øverst. Dette vil jeg imidlertid ikke gjøre, men
derimod provocere til en Omstændighed, der taler i Faveur af
mig, den Omstændighed nemlig, at de Sectioner, der omfatte
de concrete Ideer, ere ikke afsluttede og lade sig ikke saaledes
afslutte. Derfor er det naturligere at stille de andre først, og
bestandig med Hensyn til de sidste at holde Fløidørene aabne.
Vilde derimod En sige, at det var en Ufuldkommenhed, en
Mangel ved hiin første Classe, saa pleier han udenfor min
Betragtnings Furer, og jeg kan ikke agte paa hans Tale, hvor
grundig den end er; thi det er jo det faste Punkt, at Alt
væsentligt betragtet er lige fuldkomment.
Men hvilken Idee er nu den abstrakteste? Her spørges
naturligviis kun om en Idee, der kan blive Gjenstand for
kunstnerisk Behandling, ikke om Ideer, der egne sig til videnskabelig
Fremstilling. Hvilket Medium er det mest abstrakte? Dette
Sidste vil jeg besvare først. Det er det Medium, der er mest
fjernet fra Sproget.
Inden jeg imidlertid gaaer over til at besvare dette
Spørgsmaal, vil jeg erindre om, at der med Hensyn til min
Opgaves endelige Løsning viser sig en Omstændighed. Det
abstrakteste Medium har saaledes ikke altid til sin Gjenstand den
abstrakteste Idee. Saaledes er det Medium, Architekturen
bruger, vel det mest abstrakte, og dog ere de Ideer, der komme til
Aabenbarelse i Architekturen, ingenlunde de mest abstrakte.
Architekturen staaer i et langt nærmere Forhold til Historien end
Sculptur f. Ex. Her viser sig atter Muligheden af et nyt
Valg. Til dens første Classe i hiin Rangordning kan jeg enten
vælge de Værker, hvis Medium er det mest abstrakte, eller hvis
Idee er den mest abstrakte. I den Henseende vil jeg nu holde
paa Ideen, ikke paa Mediet.
Abstrakte Medier ere nu saavel Architekturens som
Sculpturens, Maleriets og Musikens. Videre at gaae ind paa denne
Undersøgelse, dertil er her ikke Stedet. Den abstrakteste Idee, der
lader sig tænke, er den sandselige Genialitet. Men igjennem
hvilket Medium lader den sig fremstille? ene og alene — ved
Musik. Den lader sig ikke fremstille i Sculptur, thi den er
en Art Inderlighedens Bestemmelse i sig; den lader sig ikke
male, thi den kan ikke opfattes i bestemte Omrids; den er en
Kraft, et Veir, Utaalmodighed, Lidenskab o.s.v. i al sin
Lyriskhed, dog saaledes at den ikke er i eet Moment, men i en
Succession af Momenter; thi hvis den var i eet Moment, lod
den sig afbilde eller male. Det, at den er i en Succession
af Momenter, udtrykker dens episke Charakter, men den er
dog ikke episk i strengere Forstand, thi den er ikke saa vidt, at
den er kommen til Orde, den rører sig bestandig i en
Umiddelbarhed. I Poesi lader den sig altsaa heller ei fremstille. Det
eneste Medium, der kan fremstille den, er Musiken. Musiken
har nemlig et Moment af Tid i sig, men forløbet dog ikke i
Tiden uden i uegentlig Forstand. Det Historiske i Tiden kan
den ikke udtrykke.
Den fuldendte Eenhed af denne Idee og den dertil svarende
Form have vi nu i Mozarts Don Juan. Men netop fordi
Ideen er saa uhyre abstrakt, Mediet ogsaa er abstrakt, saa er
der ingen Sandsynlighed for, at Mozart nogensinde vil faae
en Concurrent. Det Lykkelige for Mozart er, at han har
faaet et Stof, der absolut i sig selv er musikalsk, og dersom
nogen anden Componist skulde kappes med Mozart, saa vilde
der for ham ikke være Andet at gjøre end at componere Don
Juan om igjen. Homer har faaet et fuldendt episk Stof, men
der lader sig tænke mange flere episke Digte, fordi Historien
byder mere episk Stof. Saaledes er det ikke med Don Juan.
Hvad jeg egentlig mener, vil man maaskee bedst indsee, naar
jeg viser Forskjellen med Hensyn til en beslægtet Idee. Goethes
Faust er ret egentlig et classisk Værk; men det er en historisk
Idee, og derfor vil hver mærkelig Tid i Historien have sin
Faust. Faust har Sproget til sit Medium, og da dette er et
langt concretere Medium, saa lader der sig ogsaa af den Grund
tænke flere Værker af samme Art. Don Juan derimod er og
bliver det Eneste i sit Slags, i samme Forstand som den græske
Sculpturs classiske Værker. Men da Ideen til Don Juan er
endnu langt abstraktere end den, der ligger til Grund for
Sculptur, saa indsees let, at medens man i Sculptur har flere
Værker, faaer man i Musiken kun eet eneste. I Musik lader
der sig vel tænke mange flere classiske Værker, men der bliver
dog kun eet Værk, om hvilket man kan sige, at Ideen dertil
er absolut musikalsk, saaledes at Musiken ikke træder til som
Accompagnement, men idet den aabenbarer Ideen, aabenbarer
sit eget inderste Væsen. Derfor staaer Mozart ved sin Don
Juan øverst blandt hine Udødelige.
Dog jeg opgiver hele denne Undersøgelse. Den er kun
skreven for Forelskede. Og som lidt kan glæde Børn, saaledes
er det, som bekjendt, ofte høist besynderlige Ting, der kan glæde
Forelskede. Den er som en heftig Kjærligheds Disput om ingen
Ting, og dog har den sit Værd — for de Elskende.
Medens det Foregaaende paa enhver mulig Maade, hvad
enten denne var tænkelig eller utænkelig, har søgt at faae det
anerkjendt, at Mozarts Don Juan blandt alle classiske Værker
indtager den første Plads, har det derimod saagodt som intet
Forsøg gjort paa at bevise, at dette Værk virkelig er classisk;
thi de enkelte Vink, der hist og her findes, vise jo netop
derved at de kun fremtræde som Vink, at Hensigten ikke har været
at bevise, men kun leilighedsviis at belyse. Denne Adfærd
kunde synes meer end besynderlig. At bevise, at Don Juan
er et classisk Værk, er i strengeste Forstand en Opgave for
Tænkningen; derimod er den anden Stræben med Hensyn til
Tænkningens egentlige Gebeet aldeles udenvelts. Tankens
Bevægelse er beroliget ved at have erkjendt, at det er et classisk
Værk, samt at enhver classisk Frembringelse er lige fuldkommen;
hvad mere man vil gjøre, er for Tænkningen af det Onde.
Forsaavidt er hele det Foregaaende indviklet i en Selvmodsigelse,
og opløser sig lettelig i et Intet. Dette er imidlertid ganske
rigtigt, og en saadan Selvmodsigelse dybt begrundet i den
menneskelige Natur. Beundringen i mig, Sympathien, Pieteten,
Barnet i mig, Qvinden i mig fordrede mere end hvad Tanken
kunde give. Tanken var beroliget, hvilede glad i sin
Erkjendelse; da gik jeg til den og bad den endnu engang at sætte sig
i Bevægelse, at vove det Yderste. Den vidste vel, at det var
forgjæves; men da jeg er vant til at leve i god Forstaaelse med
den, gav den mig dog intet Afslag. Dens Bevægelse
udrettede imidlertid Intet, den gik bestandig, ophidset af mig, udover
sig selv, og faldt bestandig tilbage i sig selv. Den søgte
bestandig Fodfæste og kunde intet finde, søgte bestandig Bund, men
kunde hverken svømme eller vade. Det var baade til at lee og
til at græde over. Derfor gjorde jeg begge Dele, og var saare
taknemmelig for, at den ikke havde negtet mig denne Tjeneste.
Og uagtet jeg nu fuldkommen veed, at den nytter til Intet,
kunde det dog gjerne falde mig ind, at bede den endnu engang
at lege den Leeg, der for mig er et uudtømmeligt Stof til
Glæde. Enhver Læser, der finder Legen kjedsommelig, han er
naturligviis ikke af mine Lige, for ham har den ingen Betydning,
og det gjælder her som allevegne, lige Børn lege bedst. For
ham er hele det Foregaaende en Overflødighed, medens det for
mig har saa stor Betydning, at jeg siger herom med Horats:
exilis domus est, ubi non et multa supersunt;
for ham er det en Daarskab, for mig Viisdom, for ham
Kjedsommelighed, for mig Fryd og Gammen.
En saadan Læser vilde altsaa ikke kunne sympathisere med
min Tanke-Lyrik, der er saa oven ud, at den gaaer ud over
Tanken; maaskee vilde han derimod være godmodig nok til at
sige: derom vil vi nu ikke trættes, jeg springer den Deel over,
og see nu, at Du kan komme til det langt Vigtigere, at bevise,
at Don Juan er et classisk Værk; thi det indrømmer jeg vilde
blive en ret passende Indledning til den egentlige Undersøgelse.
Hvorvidt det vilde blive en passende Indledning skal jeg lade
uafgjort, men Ulykken bliver her for mig igjen, at jeg atter
her ikke kan sympathisere med ham; thi hvor let det end falder
mig at bevise det, saa kunde det dog aldrig falde mig ind at
bevise det. Idet jeg derimod bestandig forudsætter den Ting
for afgjort, vil det Følgende mange Gange og paa mange
Maader tjene til at belyse Don Juan i denne Henseende, ligesom
det Foregaaende allerede indeholdt enkelte Vink.
Det, denne Undersøgelse nærmest har sat sig som Opgave,
er at vise Betydningen af det Musikalsk-Erotiske, og til den
Ende igjen at paapege de forskjellige Stadier, der, som de
have Det tilfælles, at de alle ere umiddelbart erotiske, tillige
samstemme deri, at de alle væsentlig ere musikalske. Hvad jeg
herom har at sige skylder jeg ene og alene Mozart. Skulde
derfor En eller Anden være høflig nok til at give mig Ret i
hvad jeg agter at fremsætte, men derimod være lidt tvivlsom,
om det ligger i Mozarts Musik, eller om det ikke snarere er
mig, der lægger det ind deri, saa kan jeg forsikkre ham, at
ikke blot den Smule, jeg formaaer at fremsætte, ligger i Mozarts
Musik, men uendelig meget Mere; ja jeg kan forsikkre ham,
at netop den Tanke giver mig Dristighed til at vove mig til
at ville forsøge at forklare enkelte Ting i den Mozartske
Musik. Hvad man har elsket med ungdommeligt Sværmeri,
hvad man har beundret med ungdommelig Enthusiasme, hvad
man i Sjælens Inderlighed har vedligeholdt en
hemmelighedsfuld gaadefuld Omgang med, hvad man har gjemt i sit Hjerte:
det nærmer man sig altid til med en vis Sky, med blandet
Følelse, naar man veed, at Hensigten er at ville forstaae det.
Hvad man Stykke for Stykke har lært at kjende, som en
Fugl indsanket hvert lille Straa for sig, gladere over hver
lille Deel end over hele den øvrige Verden; hvad det elskende
Øre eensomt har indsuget, eensomt i den store Folkemængde,
ubemærket i sit lønlige Skjul, hvad det graadige Øre har
opfanget, aldrig mættet, det gjerrige Øre har gjemt, aldrig
tryg, hvis sagteste Gjenlyd aldrig har skuffet det speidende
Øres søvnløse Opmærksomhed; hvad man har levet i om
Dagen, hvad man har gjenlevet i Natten, hvad der har
forjaget Søvnen og gjort den urolig, hvad man har drømt om
i Søvne, hvad man er vaagnet op til for vaagen atter at
drømme derom, for hvis Skyld man sprang op midt i
Natten af Frygt for at glemme det; hvad der har viist sig for
En i de mest begeistrede Øieblikke, hvad man som en
qvindelig Syssel altid har havt ved Haanden; hvad der har fulgt
En i de lyse, maaneklare Nætter, i eensomme Skove, ved
Søens Bredder, i de skumle Gader, midt i Natten, ved
Morgenens Frembrud, hvad der har siddet med paa Hesten, hvad
der har været Selskab i Vognen, hvad Hjemmet har været
gjennemtrængt af, hvad Værelset har været Vidne til, hvad
Øret har gjenlydt af, hvad der har gjennemtonet Sjælen, hvad
Sjælen har indspundet i sin fineste Væv — det viser sig nu
for Tanken; som hine gaadefulde Væsener i Fortidens
Fortællinger stige op fra Havsens Bund indklædte i Tang, saaledes
reiser det sig op af Erindringens Hav indflettet i Minder.
Sjælen bliver veemodig og Hjertet blødt; thi det er ligesom
man tog Afsked med det, som skiltes man ad for aldrig
saaledes mere at mødes igjen hverken i Tid eller Evighed. Man
synes, man er det utro, at man har sveget sin Pagt, man føler,
man er ikke mere den samme, ikke saa ung, ikke saa barnlig;
man frygter for sig selv, at man skal tabe hvad der gjorde En
glad og lykkelig og riig; man frygter for det man elsker, at
det ved denne Forvandling skal lide, skal vise sig maaskee
mindre fuldkomment, at det muligen skal blive Svar skyldigt paa
de mange Spørgsmaal, ak, og da er Alt tabt, Trylleriet
forsvundet, og det lader sig aldrig fremkalde mere. Hvad Mozarts
Musik angaaer, da kjender min Sjæl ingen Frygt, min Tillid
ingen Grændse. Deels er nemlig, hvad jeg hidtil har
forstaaet, kun saare, lidet, og der bliver altid nok tilbage, der
skjuler sig i Anelsens Skygger, deels er jeg overbeviist om, at hvis
Mozart nogensinde blev mig heel begribelig, da vilde han først
blive mig fuldkommen ubegribelig.
At paastaae, at Christendommen har bragt Sandseligheden
ind i Verden, synes dristig vovet. Men som man siger:
dristig vovet halvt er vundet, saa gjælder det ogsaa saaledes her,
det vil man indsee, naar man overveier, at man ved at
ponere Noget indirekte ponerer det Andet, man udelukker.
Da det Sandselige overhovedet er det, der skal negeres, saa
kommer det først ret tilsyne, poneres først ved den Akt, der
udelukker det derved, at den ponerer det modsatte Positive.
Som Princip, som Kraft, som System i sig er Sandseligheden
først sat ved Christendommen, og forsaavidt har Christendommen
bragt Sandseligheden ind i Verden. Naar man imidlertid
rigtig vil forstaae den Sætning, at Christendommen har bragt
Sandseligheden ind i Verden, saa maa den opfattes identisk
med sin Modsætning, at det er Christendommen, der har jaget
Sandseligheden ud af Verden, udelukket Sandseligheden af
Verden. Som Princip, som Kraft, som System i sig er
Sandseligheden først sat ved Christendommen; jeg kunde endnu
tilføie en Bestemmelse, der maaskee eftertrykkeligst viser hvad jeg
mener: under Bestemmelse af Aand er Sandseligheden først
sat ved Christendommen. Dette er ganske naturligt, thi
Christendommen er Aand, og Aanden det positive Princip, den har
bragt ind i Verden. Men idet Sandseligheden sees under
Aandens Bestemmelse, saa sees dens Betydning at være den, at
den skal udelukkes; men netop derved, at den skal udelukkes, er
den bestemt som Princip, som Magt; thi Det Aanden, der selv
er Princip, skal udelukke, maa være Noget, der viser sig som
Princip, om det end først viser sig som Princip i det Øieblik,
det bliver udelukket. At Sandseligheden har været til i Verden
førend Christendommen, vilde naturligviis være en høist
taabelig Indvending imod mig, da det jo følger af sig selv, at Det,
der skal udelukkes, bestandig er til førend Det, der udelukker
det, om det end i en anden Forstand først bliver til, idet det
udelukkes. Dette kommer igjen deraf, at det bliver til i en
anden
Forstand, og derfor sagde jeg jo ogsaa strax, at dristig
vovet kun halvt er vundet.
Sandseligheden har altsaa vel været til før i Verden, men
ikke aandelig bestemmet. Hvorledes har den da været til? Den
har været til sjælelig bestemmet. Saaledes var den det i
Hedenskabet, og hvis man vil søge det fuldkomneste Udtryk
herfor, saaledes var den det i Grækenland. Men Sandseligheden
sjælelig bestemmet er ikke Modsætning, Udelukkelse, men
Harmoni og Samklang. Men netop fordi Sandseligheden er sat
som harmonisk bestemmet, er den ikke sat som Princip, men som
et medlydende
encliticon
.
Denne Betragtning vil have Betydning til at belyse den
forskjellige Skikkelse, det Erotiske paa forskjellige Udviklingstrin
i Verdensbevidstheden antager, og derved lede os hen til
Bestemmelsen af det Umiddelbart-Erotiske som identisk med det
Musikalsk-Erotiske. I Græciteten var Sandseligheden behersket
i den skjønne Individualitet, eller rettere sagt, den var ikke
behersket; thi den var jo ikke en Fjende, der skulde undertvinges,
ikke en farlig Oprører, der skulde holdes i Ave, den var
frigjort til Liv og Glæde i den skjønne Individualitet.
Sandseligheden var saaledes ikke sat som Princip; det den skjønne
Individualitet constituerende Sjælelige var utænkeligt uden det
Sandselige; det Erotiske begrundet paa det Sandselige var af
denne Grund heller ikke sat som Princip. Elskoven var overalt
som Moment og momentviis tilstede i den skjønne
Individualitet. Guderne ikke mindre end Menneskene kjendte dens Magt,
Guderne ikke mindre end Menneskene kjendte lykkelige og
ulykkelige Elskovs-Eventyr. I ingen af dem er imidlertid Elskoven
tilstede som Princip: forsaavidt den var i dem, i den Enkelte,
var den der som et Moment af Elskovens almindelige Magt,
hvilken imidlertid intetsteds var tilstede, og derfor end ikke for den
græske Forestilling eller i den græske Bevidsthed. Man kunde
indvende mig, at Eros var jo Guden for Elskov, i ham
maatte man altsaa tænke sig Elskoven som Princip tilstede.
Men fraseet nu, at Elskoven dog atter her ikke hviler paa det
Erotiske, saaledes som dette baseres paa det Sandselige alene,
men paa det Sjælelige, saa bliver der tillige en anden
Omstændighed at bemærke, som jeg nu lidt nærmere skal udhæve.
Eros var Gaden for Elskov, men var ikke selv forelsket.
Forsaavidt de øvrige Guder eller Mennesker sporede Elskovens
Magt i dem, da tilskrev de Eros dette, henførte det til ham,
men Eros selv blev ikke forelsket; og forsaavidt det hændte ham
engang, saa var dette en Undtagelse, og skjøndt Elskovens Gud,
stod han dog i Antal paa Eventyr langt tilbage for de øvrige
Guder, langt tilbage for Menneskene. At han blev forelsket,
dermed er vel ogsaa nærmest udtrykt, at ogsaa han bøiede sig
for Elskovens almindelige Magt, som saaledes paa en Maade
blev en Magt udenfor ham selv, der afviist fra ham nu slet
intet Sted havde, hvor den kunde søges. Hans Elskov er heller
ei baseret paa det Sandselige, men paa det Sjælelige. Det er
en ægte græsk Tanke, at Elskovens Gud ikke selv er forelsket,
medens alle Andre skyldte ham at de ere det. Tænkte jeg mig
en Gud eller en Gudinde for Længsel, saa vilde det være ægte
græsk, at medens Alle, der kjendte Længsels søde Uro eller
Smerte, henførte det til dette Væsen, dette Væsen selv Intet
kjendte til Længsel. Jeg veed ikke nærmere at betegne det
Mærkelige ved dette Forhold end ved at sige, det er det Omvendte af
et repræsentativt Forhold. I det repræsentative Forhold er hele
Kraften samlet i et enkelt Individ, og de enkelte Individer
participere deri, forsaavidt de participere i dettes enkelte Bevægelser.
Jeg kunde ogsaa sige, at dette Forhold er det Omvendte af Det,
der ligger til Grund for Incarnationen. I Incarnationen
har det enkelte Individ hele Livsfylden i sig, og denne er kun
for de øvrige Individer derved, at de beskue den i det
incarnerede Individ. I det græske Forhold er det altsaa omvendt.
Det, der er Gadens Kraft, er ikke i Gaden, men i alle de
øvrige Individer, der henføre det til ham; han selv er ligesom
kraftesløs, afmægtig, fordi han meddeler sin Kraft til hele den
øvrige Verden. Det incarnerede Individ indsuger ligesom
Kraften fra alle de Øvrige, og Fylden er nu saaledes i dette og
kun for saavidt i de Andre, som de beskue den i dette Individ.
Dette bliver af Vigtighed med Hensyn til det Følgende,
ligesom det i og for sig er af Betydning med Hensyn til de
Kategorier: Verdensbevidstheden til forskjellige Tider bruger.
Sandseligheden som Princip finde vi altsaa ikke i Græciteten, det
Erotiske som Princip baseret paa Sandselighedens Princip finde vi
heller ikke, og om vi end havde fundet dette, see vi dog, hvad
der for denne Undersøgelse er af største Vigtighed, at den græske
Bevidsthed ikke har Styrken til at concentrere det Hele i et
eneste Individ, men udstraaler det fra et Punkt, der ikke har
det, til alle de Andre, saaledes at dette constituerende Punkt
næsten er kjendeligt derpaa, at det er det Eneste, der ikke har
Det, som det giver alle Andre.
Sandseligheden som Princip er altsaa sat ved
Christendommen, ligeledes det sandselige Erotiske som Princip;
Repræsentationens Idee er ved Christendommen bragt ind i Verden.
Tænker jeg mig nu det Sandselig-Erotiske som Princip, som
Kraft, som Rige, bestemmet af Aand, det vil sige, saaledes
bestemmet, at Aanden udelukker det, tænker jeg mig dette
concentreret i et eneste Individ, saa har jeg Begrebet af
sandselig-erotisk Genialitet. Dette er en Idee, som Græciteten ikke havde,
som først Christendommen har bragt ind i Verden, om end kun
i indirekte Forstand.
Fordrer nu denne sandselige erotiske Genialitet i al sin
Umiddelbarhed et Udtryk, saa spørges, hvilket Medium egner
sig dertil. Det, der især maa fastholdes, er, at den fordres
udtrykt og fremstillet i sin Umiddelbarhed. I sin Middelbarhed
og Reflekteerthed i Andet falder den ind under Sproget og
kommer til at ligge under ethiske Bestemmelser. I sin
Umiddelbarhed kan den kun udtrykkes i Musik. I denne Henseende
maa jeg bede Læseren erindre det Noget, der blev sagt herom
i den intetsigende Indledning. Herved viser Musikens
Betydning sig i sin fulde Gyldighed, og den viser sig i strengere
Forstand som en christelig Kunst, eller rettere som den Kunst,
Christendommen sætter, idet den udelukker den fra sig, som Medium
for Det, Christendommen udelukker fra sig og derved sætter.
Med andre Ord, Musiken er det Dæmoniske. I den erotiske
sandselige Genialitet har Musiken sin absolute Gjenstand.
Hermed skal nu naturligviis ingenlunde være sagt, at Musiken ikke
kan udtrykke Andet, men dette er dog dens egentlige Gjenstand.
Saaledes kan Billedhuggerkunsten fremstille meget Andet end
den menneskelige Skjønhed, og dog er denne dens absolute
Gjenstand; Maleriet meget Andet end den himmelske forklarede
Skjønhed, og dog er denne dens absolute Gjenstand. I denne
Henseende gjælder det om at see Begrebet i enhver Kunst og
ikke lade sig forstyrre af, hvad den forresten ogsaa kan.
Menneskets Begreb er Aand, og man skal ikke lade sig forstyrre af,
at han forresten ogsaa kan gaae paa To. Sprogets Begreb
er Tanken, og man skal ikke lade sig forstyrre af, at nogle
følsomme Mennesker mene, at det er Sprogets høieste Betydning
at frembringe uarticulerede Lyde.
Her tillade man mig atter et lille intetsigende Mellemspil;
præterea censeo
, at Mozart er den største blandt alle classiske
Forfattere, at hans Don Juan fortjener den øverste Plads
blandt alle classiske Frembringelser.
Hvad nu Musiken som Medium betragtet angaaer, da
bliver dette naturligviis altid et saare interessant Spørgsmaal.
Et andet Spørgsmaal bliver det, om jeg er istand til at sige
noget Fyldestgjørende derom. Jeg veed meget vel, at jeg ikke
forstaaer mig paa Musik, jeg indrømmer gjerne, at jeg er læg,
jeg lægger ikke Skjul paa, at jeg ikke hører til de
Musikkyndiges udvalgte Folk, at jeg i det Høieste er en Portens
Proselyt, hvem en besynderlig uimodstaaelig Drift førte langt borte
fra hertil, men heller ikke videre; men desuagtet var det dog
muligt, at den Smule, jeg havde at sige, indeholdt en enkelt
Bemærkning, der, hvis den mødte Velvillie og Overbærelse,
befandtes at indeholde noget Sandt, om det end skjulte sig
under en fattig Kofte. Jeg staaer udenfor Musiken, og fra
dette Standpunkt betragter jeg den. At dette Standpunkt er
saare ufuldkomment, indrømmer jeg gjerne, at jeg kun faaer
saare Lidet at see i Sammenligning med de Lykkelige, der staae
indenfor, negter jeg ikke; men vedbliver dog at haabe, at jeg
ogsaa fra mit Standpunkt kan meddele en enkelt Oplysning,
skjøndt de Indviede kunne give den meget bedre, ja til en vis
Grad endogsaa meget bedre forstaae, hvad jeg siger, end jeg
selv. Dersom jeg tænkte mig to Riger, der grændsede op til
hinanden, af hvilke jeg var temmelig nøie bekjendt med det ene,
og aldeles ubekjendt med det andet, og det ikke tillodes mig at
komme ind i hiint ubekjendte Rige, hvormeget jeg end ønskede
det, saa vilde jeg dog være istand til at gjøre mig en
Forestilling derom. Jeg vilde da vandre ud til det mig bekjendte
Riges Grændse, bestandig følge den, og idet jeg gjorde dette,
vilde jeg ved denne Bevægelse beskrive hiint ubekjendte Lands
Omrids, og saaledes have en almindelig Forestilling derom,
skjøndt jeg aldrig havde sat min Fod deri. Og naar nu det
var et Arbeide, der beskjæftigede mig meget, naar jeg var
utrættelig i min Nøiagtighed, saa vilde det vel ogsaa stundom
hændes, at idet jeg stod veemodig i mit Riges Grændse og skuede
længselsfuldt ind i hiint ubekjendte Land, der var mig saa nært
og dog saa fjernt, at en enkelt lille Aabenbarelse blev mig til
Deel. Og føler jeg end, at Musik er en Kunst, der i høi
Grad fordrer Erfaring, for at man ret skal kunne have en
Mening om den, saa trøster jeg mig igjen som saa ofte med
Paradoxet, at man ogsaa i Anelse og i Uvidenhed kan gjøre en
Art Erfaring, jeg trøster mig med, at Diana, der ikke selv
havde født, kom de Fødende til Hjælp, ja at hun havde det
som en medfødt Gave fra Barn af, saa at hun selv kom Latone
til Hjælp i hendes Fødselssmerte, da hun selv blev født.
Det mig bekjendte Rige, til hvis yderste Grændse jeg vil
gaae for at opdage Musiken, er Sproget. Vil man ordne de
forskjellige Medier i en bestemt Udviklingsproces, saa nødsages
man ogsaa til at sætte Sproget og Musiken nærmest ved
hinanden, hvorfor man jo ogsaa har sagt, at Musiken er et Sprog,
hvad der er mere end en aandrig Bemærkning. Naar man nemlig
havde Lyst til at behage sig selv i Aandrighed, saa kunde man
sige, at ogsaa Sculptur og Maleri ere en Art Sprog,
forsaavidt som ethvert Udtryk for Ideen altid er et Sprog, da
Ideens Væsen er Sproget. Aandrige Folk tale derfor om
Naturens Sprog, og blødsødne Præster slaae af og til Naturens
Bog op for os og læse Noget, som da hverken de selv eller
deres Tilhørere forstaae. Naar det ikke var bedre bevendt med
hiin Bemærkning, at Musiken er et Sprog, saa skulde jeg ikke
uleilige den, men upaatalt lade den gaae og gjælde for hvad
den var. Saaledes er det imidlertid ikke. Først idet Aanden
er sat, er Sproget indsat i sine Rettigheder, men idet Aanden
er sat, er Alt det, som ikke er Aand, udelukket. Men denne
Udelukkelse er Aandens Bestemmelse, og forsaavidt altsaa det
Udelukkede skal gjøre sig gjældende, fordrer det et Medium,
der er aandelig bestemmet, og dette er Musiken. Men et
Medium, der er aandelig bestemmet, er væsentlig Sprog; da nu
Musiken er aandelig bestemmet, saa er den med Rette bleven
kaldet et Sprog.
Sproget er, som Medium betragtet, det absolut aandelig
bestemte Medium, det er derfor Ideens egentlige Medium. Dybere
at udvikle dette, ligger hverken i min Competence eller i denne
lille Undersøgelses Interesse. Kun en enkelt Bemærkning, der
atter fører mig ind paa Musiken, finde her sin Plads. I
Sproget er saaledes det Sandselige som Medium nedsat til blot
Redskab, og bestandigt negeret. Saaledes er det ikke med de
andre Medier. Hverken i Sculptur eller Maleri er det
Sandselige et blot Redskab, men det er et Medhenhørende, ikke heller
skal det bestandig negeres, thi det skal bestandig sees med. Det
vilde være en besynderlig bagvendt Betragtning af et
Billedhuggerarbeide eller af et Maleri, om jeg vilde betragte det
saaledes, at jeg gjorde mig Umage for at see det Sandselige bort,
hvorved jeg vilde aldeles hæve dets Skjønhed. I Sculptur,
Architektur, Maleri, er Ideen bunden i Mediet, men Dette, at
Ideen ikke nedsætter Mediet til blot Redskab, bestandig negerer
det, det er ligesom et Udtryk for, at dette Medium ikke kan tale.
Saaledes ogsaa med Naturen. Derfor siger man med Rette,
at Naturen er stum, og Architektur og Sculptur og Maleri;
det siger man med Rette til Trods for alle de fine, følsomme
Øren, der kan høre dem tale. Derfor er det en Taabelighed
at sige, at Naturen er et Sprog, saa sandt som det er inept
at sige, at det Stumme er talende, da det end ikke i den
Forstand er et Sprog, som Fingersproget er det. Saaledes er det
derimod ikke med Sproget. Det Sandselige er nedsat til blot
Redskab og saaledes ophævet. Hvis et Menneske talte
saaledes, at man hørte Tungens Slag o. s. v., saa talte han slet;
hvis han hørte saaledes, at han hørte Luftsvingningerne istedetfor
Ordet, saa hørte han slet; hvis En læste en Bog saaledes, at
han bestandig saae hvert enkelt Bogstav, saa læste han slet.
Netop da er Sproget det fuldkomne Medium, naar alt det
Sandselige er negeret deri. Saaledes er det ogsaa med Musiken:
Det, der egentlig skal høres, frigjør sig bestandig fra det
Sandselige. At Musiken som Medium ikke staaer saa høit som
Sproget, er allerede før erindret, og derfor sagde jeg ogsaa, at i en
vis Forstand var Musiken et Sprog.
Sproget henvender sig til Øret. Dette gjør intet andet
Medium. Øret er igjen den mest aandelig bestemte Sands.
Dette troer jeg de Fleste vil indrømme mig; ønsker Nogen
nærmere Oplysning herom, saa vil jeg henvise til Fortalen til
„Karrikaturen des Heiligsten” af
Steffens
. Musiken er
foruden Sproget det eneste Medium, der henvender sig til Øret.
Heri ligger atter en Analogi og et Vidne om, i hvilken
Forstand Musiken er et Sprog. Der er Meget i Naturen, der
henvender sig til Øret, men Det, der her berører Øret, er
det reent Sandselige, og derfor er Naturen stum, og det er en
latterlig Indbildning, at man hører Noget, fordi man hører en
Ko brøle eller, hvad maaskee gjør større Prætention, en
Nattergal slaae; det er Indbildning, at man hører Noget, en
Indbildning, at det Ene er mere værd end det Andet, da det Alt
er Hips om Haps.
Sproget har i Tiden sit Element, alle øvrige Medier har
Rummet til Element. Kun Musiken foregaaer ogsaa i Tiden.
Men det, at den foregaaer i Tiden, det er igjen en Negation
af det Sandselige. Hvad de øvrige Kunster frembringe,
antyder netop derved deres Sandselighed, at det har sin Bestaaen
i Rummet. Nu er der igjen Meget i Naturen, der foregaaer
i Tiden. Naar saaledes en Bæk risler og bliver ved at risle,
saa synes deri at ligge en Bestemmelse af Tid. Imidlertid er
det ikke saa, og forsaavidt man endelig vil have, at Tidens
Bestemmelse her skal være tilstede, saa maa man sige, at den
vel er det, men den er rummelig bestemmet. Musiken existerer
ikke uden i det Øieblik den foredrages, thi om man endog nok
saa godt kunde læse Noder og har en nok saa levende
Indbildningskraft, saa kan man dog ikke negte, at det er kun i
uegentlig Forstand at den er til, idet den læses. Egentlig existerer
den kun idet den foredrages. Dette kunde synes en
Ufuldkommenhed ved denne Kunst i Sammenligning med de andre
Kunster, hvis Frembringelser bestandig bestaae, fordi de have deres
Bestaaen i det Sandselige. Dog er det ikke saa. Det er netop
et Beviis paa, at det er en høiere, en aandeligere Kunst.
Gaaer jeg nu ud fra Sproget, for ved en Bevægelse
igjennem dette ligesom at lytte mig Musiken ud, saa viser Sagen
sig omtrent saaledes. Antager jeg, at Prosa er den
Sprogform, der er mest fjernet fra Musiken, saa bemærker jeg
allerede i det oratoriske Foredrag, i den sonore Bygning af
Perioder en Anklang af det Musikalske, der træder stærkere og
stærkere frem igjennem forskjellige Trin i det poetiske Foredrag, i
Versets Bygning, i Rimet, indtil endelig det Musikalske har
udviklet sig saa stærkt, at Sproget hører op og Alt bliver Musik.
Dette er jo et Yndlingsudtryk, som Digterne bruge for at
betegne, at de ligesom give Afkald paa Ideen, den forsvinder
for dem, Alt ender med Musik. Heri kunde nu synes at ligge
at Musik er et endnu fuldkomnere Medium end Sproget.
Imidlertid er dette en af disse smægtende Misforstaaelser, der kun
opkomme i tomme Hoveder. At det er en Misforstaaelse, skal
senere igjen blive paaviist; her vil jeg blot gjøre opmærksom
paa den mærkelige Omstændighed, at jeg ved en Bevægelse i
modsat Retning igjen støder paa Musiken, naar jeg nemlig fra
den af Begrebet gjennemtrængte Prosa gaaer ned efter, til jeg
lander ved Interjektioner, der igjen ere musikalske, saaledes som
jo Barnets første Lallen igjen er musikalsk. Her kan der dog
vel ikke være Tale om, at Musiken er et fuldkomnere Medium
end Sproget, eller at Musiken er et ringere Medium end
Sproget, med mindre man antager, at det at sige: uh, er mere værd
end en heel Tanke. Men hvad følger nu heraf: overalt hvor
Sproget hører op møder jeg det Musikalske? Dette er dog vel
det fuldkomneste Udtryk for, at Musiken overalt begrændset
Sproget. Heraf vil man tillige see, hvorledes det hænger
sammen med hiin Misforstaaelse, at Musiken skulde være et
rigere Medium end Sproget. Idet nemlig Sproget hører op,
Musiken begynder, idet, som man siger, Alt er musikalsk, saa
gaaer man ikke frem, men man gaaer tilbage. Deraf kommer
det, at jeg, og deri vil maaskee ogsaa Kyndige give mig Ret,
aldrig har havt Sympathi for den sublimere Musik, der mener
ikke at behøve Ordet. Den mener nemlig i Reglen at være
høiere end Ordet, uagtet den er ringere. Nu kunde man vel
gjøre mig følgende Indvending: hvis det er sandt, at Sproget
er et rigere Medium end Musiken, saa er det ubegribeligt, at
det er forbundet med saa stor Vanskelighed æsthetisk at gjøre
Rede for det Musikalske, ubegribeligt, at Sproget her bestandig
viser sig som et fattigere Medium end Musiken. Dette er
imidlertid hverken ubegribeligt eller uforklarligt. Musiken udtrykker
nemlig bestandig det Umiddelbare i dets Umiddelbarhed; deraf
kommer det ogsaa, at Musiken i Forhold til Sproget viser sig
først og sidst, men deraf indsees ogsaa, at det er en
Misforstaaelse at sige, at Musiken er et fuldkomnere Medium. I
Sproget ligger Reflexionen, og derfor kan Sproget ikke udsige
det Umiddelbare. Reflexionen dræber det Umiddelbare, og
derfor er det umuligt i Sproget at udsige det Musikalske, men
denne Sprogets tilsyneladende Fattigdom er netop dets
Rigdom. Det Umiddelbare er nemlig det Ubestemmelige, og
derfor kan Sproget ikke opfatte det; men det, at det er det
Ubestemmelige, er ikke dets Fuldkommenhed men en Mangel ved
det. Dette anerkjender man indirekte paa mange Maader.
Saaledes, for blot at anføre et Exempel, siger man: jeg veed
egentlig ikke at gjøre Rede for, hvorfor jeg gjør dette eller
hiint saa eller saa, jeg gjør det efter Gehøret. Man bruger
her ofte om Ting, der staae i intet Forhold til det Musikalske,
et Ord, hentet fra Musiken, men betegner tillige herved det
Dunkle, Uforklarede, Umiddelbare.
Er nu det Umiddelbare, aandelig bestemmet, Det der
egentlig kommer til Udtryk i det Musikalske, saa kan man atter
nærmere spørge, hvad det er for en Art af det Umiddelbare, der
væsentlig er Musikens Gjenstand. Det Umiddelbare, aandelig
bestemmet, kan være bestemmet saaledes, at det falder ind
under Aand, og da kan det vel finde sit Udtryk i det Musikalske
men dette Umiddelbare kan dog ikke være Musikens absolute
Gjenstand, thi da det er bestemmet saaledes, at det skal falde
ind under Aand, saa er derved antydet, at Musiken er paa et
fremmed Gebeet, den danner et Forspil, som bestandig ophæves.
Er derimod det Umiddelbare, aandelig bestemmet, bestemmet
saaledes, at det falder udenfor Aand, da har Musiken heri sin
absolute Gjenstand. For det første Umiddelbare er det et
Uvæsentligt, at det udtrykkes i Musik, medens det er
væsentligt for det, at det bliver Aand og altsaa udtrykkes i Sproget;
for dette derimod er det et Væsentligt, at det udtrykkes i Musik,
det kan alene udtrykkes deri, kan ikke udtrykkes i Sproget, da
det er aandelig bestemmet saaledes, at det falder udenfor
Aanden og altsaa udenfor Sproget. Men det Umiddelbare, der
saaledes udelukkes af Aanden, er den sandselige Umiddelbarhed.
Denne tilhører Christendommen. Den har i Musiken sit
absolute Medium, og heraf lader det sig ogsaa forklare, at
Musiken i den antike Verden ikke egentlig blev udviklet, men tilhører
den christelige. Den er da Mediet for det Umiddelbare, der,
aandelig bestemt, er bestemt saaledes, at det ligger udenfor
Aanden. Naturligviis kan Musiken udtrykke meget Andet, men
dette er dens absolute Gjenstand. Man mærker ogsaa let, at
Musiken er et sandseligere Medium end Sproget, da jo her
lægges meget mere Vægt paa den sandselige Lyden end ved
Sproget.
Sandselig Genialitet er altsaa Musikens absolute
Gjenstand. Sandselig Genialitet er absolut lyrisk, og i Musiken
kommer den til Udbrud i hele sin lyriske Utaalmodighed; den
er nemlig aandelig bestemmet og er derfor Kraft, Liv, Bevægelse,
bestandig Uro, bestandig Succession; men denne Uro, denne
Succession beriger den ikke, den bliver bestandig den samme,
den udfolder sig ikke, men stormer uafbrudt frem ligesom i eet
Aandedrag. Naar jeg nu med et eneste Prædikat skulde betegne
denne Lyriskhed, saa maatte jeg sige: den toner; og hermed er
jeg da atter kommen tilbage paa den sandselige Genialitet som
den, der viser sig umiddelbar musikalsk.
At endogsaa jeg dette Punkt betræffende kunde sige
adskilligt mere, det veed jeg; at det vil være en let Sag for de
Kyndige, ganske anderledes at bringe Alt paa det Rene, derom
er jeg overbeviist. Da imidlertid Ingen, saavidt jeg veed, har
gjort Forsøg derpaa eller Mine dertil, da man bestandig blot
vedbliver at gjentage, at
Mozarts Don Juan
er Kronen
blandt Operaer, uden videre at udvikle, hvad man mener
dermed, skjøndt dog Alle sige det paa en Maade, som tydelig
beviser, at de hermed ville sige noget Mere, end at Don Juan
er den bedste Opera, at der er en qvalitativ Forskjel mellem
den og alle andre Operaer, som dog vel ikke kan være at søge
i Andet end i det absolute Forhold mellem Idee, Form, Stof
og Medium, da, siger jeg, dette forholder sig saaledes, saa har
jeg brudt Tausheden. Maaskee har jeg været noget for iilsom,
maaskee var det lykkedes mig at sige det bedre, hvis jeg vilde
have biet endnu nogen Tid, maaskee, jeg veed det ikke, men
det veed jeg, at jeg ikke har ilet for at have den Glæde at
komme til at tale, ikke ilet, fordi jeg frygtede for, at en
Kyndigere skulde komme mig i Forkjøbet, men fordi jeg frygtede for,
at hvis ogsaa jeg taug, saa skulde Stenene give sig til at tale
til Ære for
Mozart
, til Skændsel for ethvert Menneske,
hvem det blev givet at tale.
Hvad der hidtil er sagt, antager jeg for at være
nogenlunde tilstrækkeligt i Forhold til denne lille Undersøgelse, da det
her væsentlig skal tjene til at bane Veien for Betegnelsen af de
umiddelbare erotiske Stadier, saaledes som vi lære dem at kjende
ved
Mozart
. Inden jeg imidlertid gaaer over dertil, vil jeg
endnu anføre en Kjendsgjerning, der fra en anden Side kan
henlede Tanken paa det absolute Forhold mellem sandselig
Genialitet og det Musikalske. Som bekjendt har Musiken altid været
Gjenstand for den religiøse Ivers mistænksomme
Opmærksomhed. Om den har Ret heri eller ikke, det beskjæftiger os ikke
her, thi det vilde jo kun have religiøs Interesse; derimod er
det ikke uden Betydning at agte paa, hvad der har bestemt
hertil. Forfølger jeg den religiøse Ivren i denne Henseende,
saa kan jeg ganske i Almindelighed bestemme Bevægelsens Gang
saaledes: jo strengere Religiøsitet, jo mere giver man Afkald
paa Musik og udhæver Ordet. De forskjellige Stadier i denne
Henseende ere verdenshistorisk repræsenterede. Det sidste
Stadium udelukker aldeles Musiken og holder alene paa Ordet.
Jeg kunde udpynte det her Sagte med en Mangfoldighed af
enkelte Bemærkninger; det vil jeg imidlertid ikke, men blot
anføre et Par Ord af en Presbyterianer, som forekomme i en
Fortælling af
Achim v. Arnim:
„Wir Presbyterianer halten
die Orgel für des Teufels Dudelsack, womit er den Ernst der
Betrachtung in Schlummer wiegt, so wie der Tanz die guten
Vorsätze betäubt”. Dette maa ansees for en Replik
instar
omnium
. Hvad Grund kan man nu have til at udelukke Musiken
for derved at gjøre Ordet til det ene Herskende? At Ordet
kan forvirre Gemytterne ligesaavel som Musik, naar det
misbruges, vil vist alle opvakte Sekter indrømme. Der maa
altsaa være en qvalitativ Forskjel mellem dem. Men det, den
religiøse Iver vil have udtrykt, er Aand, derfor fordrer den
Sproget, der er Aandens egentlige Medium, og forkaster
Musiken, der er den et sandseligt Medium og forsaavidt altid et
ufuldkomment Medium til at udtrykke Aanden ved. Om nu
den religiøse Iver har Ret i at udelukke Musiken, det er, som
sagt, et andet Spørgsmaal; derimod kan dens Betragtning af
Musikens Forhold til Sproget være fuldkommen rigtig.
Udelukkes behøver nemlig derfor ikke Musiken, men man maa see,
at den dog paa Aandens Gebeet er et ufuldkomment Medium,
og at den altsaa ikke i det umiddelbart Aandelige, bestemmet
som Aand, kan have sin absolute Gjenstand. Deraf følger
ingenlunde, at man behøver at ansee den som Djævelens Værk,
selv om vor Tid skulde frembyde mange rædsomme Beviser paa
den dæmoniske Magt, hvormed Musiken kan gribe et Individ,
og dette Individ igjen spænde og fange Mængden, især af
Fruentimmer, i Angstens forføriske Snarer, med hele Vellystens
pirrende Magt. Deraf følger ingenlunde, at man behøver at
ansee den for Djævelens Værk, selv om man med en vis
hemmelig Gru bemærker, at denne Kunst fremfor nogen anden
Kunst paa en forfærdelig Maade ofte opriver sine Dyrkere, et
Phænomen, som, besynderligt nok, synes at være undgaaet
Psychologernes og Mængdens Opmærksomhed, undtagen naar
de en enkelt Gang opskræmmes af en fortvivlet Individualitets
Angstskrig. Imidlertid er det mærkeligt nok, at i Folkesagnene,
altsaa i Folkebevidstheden, hvis Udtryk Sagnet er, er det
Musikalske atter det Dæmoniske. Som et Exempel vil jeg anføre:
Irische Elfenmährchen af
Grimm
1826,
pag
. 25. 28. 29. 30.
Hvad nu de umiddelbar-erotiske Stadier angaaer, da
skylder jeg Alt hvad jeg herom kan sige ene og alene
Mozart
,
hvem jeg overhovedet skylder Alt. Da imidlertid den
Sammenstilling, jeg her vil forsøge, kun indirekte, gjemmen en Andens
Combination, kan henføres til ham, saa har jeg, inden jeg
gjorde Alvor deraf, prøvet mig selv og Sammenstillingen, om
jeg paa nogen Maade kunde forstyrre mig selv eller en Læser
Glæden af at beundre Mozarts udødelige Arbeider. Den, der
vil see
Mozart
i hans sande udødelige Storhed, maa betragte
hans
Don Juan
; i Sammenligning hermed er alt Andet
tilfældigt, uvæsentligt. Men naar man nu betragter
Don Juan
saaledes, at man seer enkelte Ting af
Mozarts
andre Operaer
med ind under dette Synspunkt, saa holder jeg mig overbeviist
om, at man hverken forkleiner ham eller skader sig selv og sin
Næste. Man vil da faae Leilighed til at glæde sig over, at
Det, der er Musikens egentlige Potents, er udtømt i
Mozarts
Musik.
Naar jeg forøvrigt i det Foregaaende har brugt og i det
Følgende vedbliver at bruge det Udtryk: Stadium, saa maa
det ikke urgeres, som om hvert enkelt existerede selvstændigt, det
ene udenfor det andet. Jeg kunde maaskee mere træffende bruge
det Udtryk Metamorphose. De forskjellige Stadier
tilsammentagne udgjøre det umiddelbare Stadium, og man vil deraf
indsee, at de enkelte Stadier mere er en Aabenbarelse af et
Prædikat, saaledes at alle Prædikater styrte ned i det sidste
Stadiums Rigdom, da dette er det egentlige Stadium. De andre
Stadier have ingen selvstændig Existents; for sig selv ere de
kun for Forestillingen, og deraf vil man ogsaa see deres
Tilfældighed ligeoverfor det sidste Stadium. Da de imidlertid
have fundet et særskilt Udtryk i
Mozarts
Musik, saa skal jeg
særskilt omtale dem. Fremfor Alt maa man imidlertid ikke
tænke paa forskjellige Trin i Bevidstheden, da selv det sidste
Stadium endnu ikke er kommet til Bevidsthed; jeg har
bestandig kun med det Umiddelbare at gjøre i dets fuldkomne
Umiddelbarhed.
De Vanskeligheder, som altid møde, naar man vil gjøre
Musik til Gjenstand for æsthetisk Betragtning, udeblive
naturligviis heller ikke her. Vanskeligheden i det Foregaaende laae
fornemmelig deri, at medens jeg ad Tankens Vei vilde bevise,
at sandselig Genialitet er Musikens væsentlige Gjenstand, dette
dog egentlig kun kan bevises ved Musik, ligesom jeg jo ogsaa
selv gjennem Musik er kommen til Erkjendelse deraf. Den
Vanskelighed, det Følgende har at kæmpe med, er nærmest den,
at da Det, den Musik udtrykker, der her bliver Gjenstand for
Omtale, væsentlig er Musikens egentlige Gjenstand, saa
udtrykker den det langt fuldkomnere end Sproget formaaer det, der
tager sig meget fattigt ud ved Siden af den. Ja, havde jeg
med forskjellige Bevidsthedstrin at gjøre, da blev Fordelen
naturligviis paa min og paa Sprogets Side, men det er her
ikke Tilfælde. Det, der altsaa her bliver at udvikle, kan kun
have sin Betydning for Den, der har hørt og bestandig
vedbliver at høre. For ham kan det maaskee indeholde et enkelt
Vink, der kan bevæge ham til atter at høre.
Første Stadium
.
Det første Stadium er antydet i
Pagen i Figaro
.
Det gjælder naturligviis her om, ikke i Pagen at see et enkelt
Individ, hvilket man saa let fristes til, naar man i Tanken
eller i Virkelighed seer det fremstillet af en Personlighed.
Det bliver da vanskeligt at undgaae, hvad der for en Deel
ogsaa er Tilfældet med Pagen i Stykket, at ikke noget
Tilfældigt, noget Ideen Uvedkommende blander sig ind, at han
ikke kommer til at være Mere end han skal være; thi dette
bliver han i en vis Forstand øieblikkelig, saasnart han bliver
Individ. Men ved at blive Mere, bliver han Mindre, han
ophører at være Ideen. Derfor kan man ikke indrømme ham
Replik, men Musiken bliver det eneste adæqvate Udtryk, og
det er derfor mærkeligt, at saavel
Figaro
som
Don Juan
,
saaledes som de ere udgangne fra
Mozarts
Haand, høre til
opera seria
. Betragter man nu Pagen saaledes som en mythisk
Figur, saa vil man finde i Musiken udtrykt det Eiendommelige
for det første Stadium.
Det Sandselige vaagner, dog ikke til Bevægelse, men til
stille Qviescents, ikke til Fryd og Glæde, men til dyb
Melancholi. Attraaen er endnu ikke vaagnet, den er tungsindig anet.
I Attraaen er bestandig det Attraaede, det stiger op af denne
og viser sig i en forvirrende Dæmren. Dette Forhold
foregaaer for det Sandselige, ved Skygger og Taager fjernes det,
ved Afspeiling i disse bringes det nærmere. Hvad der vil
blive Attraaens Gjenstand eier Attraaen, men eier det uden at
have attraaet det, og eier det saaledes ikke. Dette er den
smertelige, men ogsaa ved sin Sødme bedaarende og fortryllende
Modsigelse, der med sit Veemod, sit Tungsind gjennemlyder dette
Stadium. Dens Smerte ligger nemlig ikke i, at der er for
Lidet, men snarere i at der er for Meget. Attraaen er stille
Attraa, Længselen stille Længsel, Sværmeriet stille Sværmeri,
hvori Gjenstanden dæmrer og er denne saa nær, at den er i
denne. Det Attraaede svæver over Attraaen, synker ned i den,
uden at dog denne Bevægelse skeer ved Attraaens egen
tiltrækkende Kraft, eller fordi der attraaes. Det Attraaede svinder
ikke bort, snoet sig ikke ud af Attraaens Favntag, thi da vilde
Attraaen netop vaagne; men det er uden at være attraaet for
Attraaen, som derfor netop bliver tungsindig, fordi den ikke kan
komme til at attraae. Saasnart Attraaen vaagner, eller rettere,
i og med dens Vaagnen skilles Attraaen og Gjenstanden for
Attraaen ad, nu aander Attraaen frit og sundt, medens den
tidligere ikke kunde aande for det Attraaede. Naar Attraaen
ikke er vaagnet, tryller og besnærer det Attraaede, ja næsten
ængster. Attraaen maa have Luft, maa komme til Udbrud;
det skeer derved, at de skilles ad; det Attraaede flygter
undseelig, blufærdig som en Qvinde, der bliver Adskillelse mellem dem,
det Attraaede forsvinder
et apparet sublimis
eller i ethvert
Tilfælde udenfor Attraaen. Naar man maler Loftet i et Værelse
heelt over med Figurer, den ene ved Siden af den anden, saa
trykker et saadant Loft, som Maleren siger; anbringer man en
enkelt Figur let og flygtigt, saa høiner dette Loftet. Saaledes
med Forholdet mellem Attraaen og det Attraaede paa et første
og senere Stadium.
Attraaen altsaa, der paa dette Stadium kun er tilstede i
en Anelse om sig selv, er uden Bevægelse, uden Uro, kun
sagtelig vugget af en uforklarlig indre Rørelse; som Plantens Liv
er fængslet til Jorden, saaledes er den hensjunken i stille
præsentisk Længsel, fordybet i Contemplation, og kan dog ikke
udtømme sin Gjenstand, væsentlig fordi der i dybere Forstand
ingen Gjenstand er; og dog er denne Mangel paa Gjenstand
ikke dens Gjenstand, thi saa var den strax i Bevægelse, saa var
den determineret, om ikke paa anden Maade, saa i Sorg og
Smerte, men Sorg og Smerte har ikke den Modsigelse i sig,
der er eiendommelig for Melancholi og Tungsindighed, ikke den
Tvetydighed, der er Sødmen ved det Melancholske. Skjøndt
Attraaen paa dette Stadium ikke er bestemmet som Attraa, skjøndt
denne anede Attraa med Hensyn til sin Gjenstand er aldeles
ubestemt, saa har den dog een Bestemmelse, den er nemlig
uendelig dyb. Den suger ligesom Thor gjennem et Horn, hvis
Spidse staaer i Verdenshavet; dog er Grunden til, at den ikke
kan suge sin Gjenstand til sig, ikke den, at denne er uendelig,
men den, at denne Uendelighed ikke kan blive den en Gjenstand.
Dens Sugen betegner derfor ikke et Forhold til Gjenstanden,
men er identisk med dens Suk, og dette er uendelig dybt.
I Harmoni med den her givne Beskrivelse af det første
Stadium vil man finde, at det har sin store Betydning, at
Pagens Parti i musikalsk Henseende er indrettet saaledes, at det
ligger for en Fruentimmerstemme. Det Modsigende i dette
Stadium er ligesom antydet ved denne Modsigelse, Attraaen er
saa ubestemmet, Gjenstanden saa lidet udskilt, at det Attraaede
androgynisk hviler i Attraaen, ligesom i Plantelivet Han og Hun
sidder paa een Blomst. Attraaen og det Attraaede forenes i
denne Eenhed, at de begge ere
neutrius generis
.
Skjøndt Replikken ikke tilhører den mythiske Page, men
Pagen i Stykket, den poetiske Figur
Cherubin
, og skjøndt
der som en Følge deraf ikke kan i denne Forbindelse reflekteres
paa den, da den deels ikke tilhører
Mozart
, deels udtrykker
noget ganske Andet, end det, hvorom her er Tale, saa vil jeg
dog nærmere udhæve en enkelt Replik, fordi den giver mig
Anledning til at betegne dette Stadium i dets Analogi til et senere.
Susanne
spotter over
Cherubin
, fordi han ogsaa paa en
Maade er forelsket i
Marseline
, og Pagen har intet andet
Svar ved Haanden end dette: hun er et Fruentimmer. Med
Hensyn til Pagen i Stykket er det væsentligt, at han er
forelsket i Grevinden, uvæsentligt, at han kan forelske sig i
Marseline
, og er blot et indirekte og paradox Udtryk for den
Lidenskabs Heftighed, med hvilken han er fængslet til Grevinden.
Med Hensyn til den mythiske Page er det lige væsentligt, at
han er forelsket i Grevinden og i Marseline, Qvindeligheden
er nemlig hans Gjenstand, og denne have de begge tilfælles.
Naar vi derfor senere høre om
Don Juan
:
selv tre Snese Aars Coquetter
Han med Fryd paa Listen sætter,
saa er det den fuldkomne Analogi hertil, kun at Attraaens
Intensitet og Bestemthed er langt mere udviklet.
Skulde jeg nu vove et Forsøg paa, med et enkelt Prædikat
at betegne det Eiendommelige ved
Mozarts
Musik med
Hensyn til Pagen i
Figaro
, saa vilde jeg sige: den er
elskovsdrukken; men som al Beruselse saa kan en Beruselse i Elskov
ogsaa virke paa tvende Maader, enten til forhøiet gjennemsigtig
Livsglæde, eller til fortættet uklart Tungsind. Dette Sidste er
Tilfældet med Musiken her, og saaledes er det ogsaa rigtigt.
Grunden dertil kan Musiken ikke angive, det gaaer ud over
dens Magt; Stemningen selv kan Ordet ikke udtrykke, den er
for tung og vægtfyldig til at Ordet kan bære den, den kan kun
Musiken gjengive. Grunden til dens Melancholi ligger i den
dybe indre Modsigelse, vi i det Foregaaende have søgt at gjøre
opmærksom paa.
Vi forlade nu det første Stadium, der er betegnet med
den mythiske Page; vi lade ham vedblive tungsindig at drømme
om hvad han har, melancholsk at attraae hvad han eier. Videre
kommer han aldrig, han kommer aldrig af Stedet, thi hans
Bevægelser ere illusoriske og saaledes ingen. En anden Sag
er det med Pagen i Stykket; for hans Fremtid ville vi
interessere os med et sandt og oprigtigt Venskab, vi gratulere ham
til at han er bleven Capitain, vi tillade ham endnu engang at
kysse
Susanne
til Afsked, vi skal ikke forraade ham med
Hensyn til det Mærke, han har paa Panden, som Ingen kan see
uden Den, der veed det; men saa heller ikke mere, min gode
Cherubin
, eller vi kalde paa Greven, ogsaa hedder det: „fort
afsted, paa Døren, til Regimentet, han er jo intet Barn, det
er der Ingen der bedre veed, end jeg.”
Andet Stadium
.
Dette Stadium er betegnet ved
Papageno
i
Tryllefløiten
. Her gjælder det naturligviis atter om at adskille det
Væsentlige fra det Tilfældige, at fremmane den mythiske
Papageno
og glemme den i Stykket virkelige Person, og det i
Særdeleshed her, da denne Person i Stykket er kommen i
Forbindelse med allehaande betænkeligt Galimathias. Det kunde i
denne Henseende ikke være uden Interesse at gjennemgaae den
hele Opera for at vise, at Sujettet i den, som Opera-Sujet
betragtet, er forfeilet i sin dybeste Grund. Man vilde da
tillige her ikke savne Anledning til at belyse det Erotiske fra en
ny Side, idet man paaagtede, hvorledes det Foretagende at
lægge en dybere ethisk Anskuelse ind deri, saaledes at denne
forsøger sig i allehaande betydningsfuldere dialektiske Prøvelser,
er et Vovestykke, der har vovet sig aldeles ud over Musikens
Grændse, saa at det selv for en
Mozart
har været umuligt
at laane det nogen dybere Interesse. Den definitive Tendents
i denne Opera er netop det Musikalske i den, og derfor bliver
den, til Trods for enkelte fuldendte Concertnummere, enkelte dybt
bevægede pathetiske Yttringer, ingenlunde en classisk Opera.
Dog Alt dette kan i nærværende lille Undersøgelse ikke beskjæftige
os. Vi have kun med
Papageno
at gjøre. Dette er nu en
stor Fordeel for os, om ikke af anden Grund saa fordi vi
derved ere fritagne for ethvert Forsøg paa at ville forklare
Betydningen af
Papagenos
Forhold til
Tamino
, et Forhold,
der i Henseende til Anlæg seer saa dybsindigt og tænksomt ud,
at det næsten bliver utænkeligt for lutter Tænksomhed.
En saadan Behandling af Tryllefløiten kunde maaskee synes
en og anden Læser vilkaarlig, baade fordi den seer for Meget
i
Papageno
og for Lidet i hele den øvrige Opera; han vil
maaskee ikke kunne billige vor Adfærd. Dette har da sin Grund
deri, at han ikke er enig med os i Udgangspunktet for enhver
Betragtning af
Mozarts
Musik. Dette er nemlig, efter vor
Formening,
Don Juan
, og tillige er det vor Overbeviisning,
at, da naar man seer Adskilligt af de øvrige Operaer med heri,
viser man mest Pietet mod Mozart, uden at jeg derfor vil negte
Betydningen af at gjøre hver enkelt Opera til Gjenstand for
særskilt Betragtning.
Attraaen vaagner, og som det altid gaaer, at man først
mærker man har drømt i det Øieblik man vaagner, saaledes
ogsaa her, Drømmen er fordi. Denne Vækkelse, hvorved Attraaen
vaagner, denne Rystelse adskiller Attraaen og Gjenstanden, giver
Attraaen en Gjenstand. Dette er en dialektisk Bestemmelse, som
skarpt maa fastholdes, først idet Gjenstanden er, er Attraaen,
først idet Attraaen er, er Gjenstanden, Attraaen og Gjenstanden
er et Tvillingpar, af hvilke den ene ikke den mindste Deel af
et Øieblik før den anden kommer til Verden. Men uagtet de
saaledes absolut paa eengang komme til Verden, og end ikke
have det Spatium af Tid imellem som Tvillinger ellers kunne
have, saa er Betydningen af denne Tilblivelse ikke den, at de
forenes, men tvertimod den, at de adskilles. Men denne det
Sandseliges Bevægelse, denne Jordrystelse spalter Attraaen og
dens Gjenstand for et Øieblik uendeligt fra hinanden; men som
det bevægende Princip viser sig et Øieblik adsplittende, saaledes
aabenbarer det sig igjen ved at ville forene det Adskilte.
Følgen af Adskillelsen er, at Attraaen rives ud af sin substantielle
Hvilen i sig selv, og som en Følge deraf, at Gjenstanden ikke
længere falder ind under Substantialitetens Bestemmelse, men
adsplitter sig i en Mangfoldighed.
Som Plantens Liv er bundet til Jordsmonnet, saaledes
er det første Stadium fængslet i substantiel Længsel. Attraaen
vaagner, Gjenstanden flyer, mangfoldig i sin Aabenbarelse,
Længselen løsriver sig fra Jordsmonnet og begiver sig paa Vandring,
Blomsten faaer Vinger og flagrer ustadig og utrættet hist og
her. Attraaen er rettet mod Gjenstanden, den er tillige bevæget
i sig selv, Hjertet banker sundt og glad, hurtigt forsvinde og
fremkomme Gjenstandene, men dog inden enhver Forsvinden et
Nydelsens Nu, et Berørelsens Øieblik, kort men saligt, St.
Hansormsagtigt glimrende, ustadigt og flygtigt som
Sommerfuglens Berøring, uskadeligt som denne; utallige Kys, men saa
hurtigt nydte, at det er, som om der kun toges fra den ene
Gjenstand, hvad der gaves den næste. Kun momentviis anes
en dybere Attraa, men denne Anelse glemmes. I Papageno
gaaer Attraaen ud paa Opdagelser. Denne opdagende Lyst er
det Pulserende i den, er dens Munterhed. Den finder ikke den
egentlige Gjenstand for denne Opdagelse, men den opdager det
Mangfoldige, idet den søger deri den Gjenstand, den vil opdage.
Attraaen er saaledes vaagnet, men er ikke bestemmet som Attraa.
Erindrer man, at Attraaen er tilstede paa alle tre Stadier, saa
kan man sige, at den paa det første Stadium er bestemmet som
drømmende
, paa det andet som
søgende
, paa det tredie
som
attraaende
. Den søgende Attraa er nemlig endnu ikke
attraaende, den søger kun det, den kan attraae, men attraaer
det ikke. Derfor vil maaskee det Prædikat være det mest
betegnende om den: den opdager. Sammenligne vi saaledes
Papageno
med
Don Juan
, saa er hans Reise gjennem Verden
noget Mere end en Opdagelses-Reise, han nyder ikke blot
Opdagelsens Reise-Eventyr, men er en Ridder, der gaaer ud til
Seire (
veni—vidi—vici
). Opdagelsen og Seieren er her
identisk; ja i en vis Forstand kan man sige, at han glemmer
Opdagelsen over Seiren, eller at Opdagelsen ligger bag ved ham,
og han overlader den derfor til sin Tjener og Secretair
Leporello
, der i en ganske anden Forstand fører Liste end hvis jeg
tænkte mig
Papageno
holde Bog.
Papageno
udseer,
Don
Juan
nyder,
Leporello
efterseer.
Eiendommeligheden ved dette, som ved ethvert Stadium,
kan jeg vel fremstille for Tanken, men bestandig kun i det
Øieblik, det har ophørt at være. Men om jeg end nok saa
fuldstændig kunde beskrive dets Eiendommelighed og forklare
Grunden til denne, saa bliver der dog altid et Noget tilbage, som jeg
ikke kan udsige, og som dog vil høres. Det er for umiddelbart
til at fastholdes i Ord. Saaledes her med
Papageno
, det
er den samme Vise, den samme Melodi; han begynder frisk væk
forfra, naar han er færdig, og saaledes bestandig. Man kunde
nu gjøre mig den Indvending, at det overhovedet var umuligt
at udsige noget Umiddelbart. Dette er i en vis Forstand ogsaa
ganske rigtigt, men Aandens Umiddelbarhed har for det Første
sit umiddelbare Udtryk i Sproget, og dernæst forsaavidt der
derved, at Tanken træder til det, foregaaer en Forandring
dermed, saa bliver det dog væsentlig det Samme, netop fordi det
er Aandens Bestemmelse. Her er det derimod en
Sandselighedens Umiddelbarhed, der som saadan har et ganske andet
Medium, hvor altsaa Misforholdet mellem Medierne gjør
Umuligheden absolut.
Skulde jeg nu gjøre et Forsøg paa, med et enkelt
Prædikat at betegne det Eiendommelige ved den Mozartske Musik i
den Deel af dette Stykke, som interesserer os, da vilde jeg
sige: den er muntert qviddrende, livsfrodig, elskovssprudlende.
Hvad jeg nemlig især maa lægge Vægt paa er den første Arie
og Klokkespillet; Duetten med
Tamino
og senere med
Papagena
falder aldeles udenfor Bestemmelsen af det
Umiddelbar-Musikalske. Betragter man derimod den første Arie, saa vil
man vel billige de Prædikater, jeg har brugt, og hvis man
nærmere paaagter den, tillige finde en Leilighed til at see, hvilken
Betydning det Musikalske har, hvor det viser sig som det
absolute Udtryk for Ideen og hvor denne altsaa er
umiddelbar-musikalsk. Som bekjendt accompagnerer
Papageno
sin
livsglade Munterhed paa en Rørfløite. Ethvert Øre har vist paa
en besynderlig Maade følt sig bevæget af dette
Accompagnement. Men jo mere man tænker derover, jo mere man i
Papageno seer den mythiske Papageno, desto udtryksfuldere og
mere betegnende vil man finde det; man bliver ikke træt af,
atter og atter at høre det, fordi det er et absolut adæqvat
Udtryk for hele Papagenos Liv, hvis hele Liv er en saadan ustandset
Qviddren, der uafbrudt sorgløs qviddrer fort i al Ørkesløshed,
og som er glad og fornøiet, fordi dette er hans Livs Indhold,
glad i sin Gjerning og glad i sin Sang. Som bekjendt er
det nu saa saare dybsindig indrettet saaledes i Operaen, at
Taminos
og
Papagenos
Fløite correspondere med hinanden.
Og dog, hvilken Forskjel!
Taminos
Fløite, der dog er den,
efter hvilken Stykket er nævnet, forfeiler aldeles sin Virkning,
og hvorfor? fordi
Tamino
slet ikke er nogen musikalsk Figur.
Dette ligger i den hele Operas forfeilede Anlæg. Tamino
bliver høist kjedsommelig og sentimental paa sin Fløite, og naar
man reflekterer paa hele hans øvrige Udvikling, hans
Bevidstheds Tilstand, saa kommer man, hver Gang han tager sin
Fløite frem og blæser et Stykke paa den, til at tænke pa
Bonden hos
Horats
(
rusticus exspectat, dum defluat amnis
),
kun at Horats ikke har givet sin Bonde en Fløite til unyttig
Tidsfordriv. Tamino er som dramatisk Figur aldeles ude over
det Musikalske, som overhovedet den Aandsudvikling, Stykket
vil fuldkomme, er en aldeles umusikalsk Idee. Tamino er netop
kommen saavidt, at det Musikalske hører op, derfor bliver hans
Fløitespil kun Tidspilde, til at fordrive Tanker. Fordrive
Tanker kan Musiken nemlig ypperligt, endog onde Tanker, som
man jo siger om
David
, at han ved sit Spil fordrev
Sauls
onde Lune. Imidlertid ligger der en stor Skuffelse heri; thi
den gjør det kun forsaavidt som den fører Bevidstheden tilbage i
Umiddelbarheden og dysser den deri. Individet kan derfor vel
føle sig lykkeligt i Rusens Øieblik, men bliver kun desto
ulykkeligere. Ganske
in paranthesi
skal jeg her tillade mig en
Bemærkning. Man har brugt Musik til at helbrede Sindssvage;
man har ogsaa i en vis Forstand opnaaet sin Hensigt, og dog
er det en Illusion. Naar nemlig Afsindigheden har en mental
Grund, saa ligger den altid i en Forhærdelse paa et eller
andet Punkt i Bevidstheden. Denne Forhærdelse maa
overvindes, men for at den i Sandhed skal overvindes, maa man
gaae aldeles den modsatte Vei af den, der fører til Musiken.
Naar man nu anvender Musiken, saa gaaer man aldeles den
urigtige Vei og gjør Patienten endnu mere afsindig, om han
end synes at ophøre at være det.
Hvad jeg her har sagt om
Taminos
Fløitespil, kan jeg
vel gjerne lade staae uden Frygt for at see det misforstaaet.
Det er ingenlunde min Hensigt at negte, hvad der jo ogsaa
flere Gange er indrømmt, at Musiken kan som
Accompagnement have sin Betydning, idet den da træder ind paa et
fremmed Gebeet, Sprogets nemlig; Feilen i Tryllefløiten er
imidlertid den, at det, hele Stykket tenderer til, er Bevidsthed,
og altsaa er Stykkets egentlige Tendents at ophæve Musiken,
og dog skal det være en Opera, og end ikke denne Tanke er
klar i Stykket. Som Udviklingens Maal er sat den ethisk
bestemte Kjærlighed eller den ægteskabelige Kjærlighed, og deri
ligger Stykkets Grundfeil; thi lad denne forresten være, geistlig
eller verdslig talt, hvad den være vil, een Ting er den ikke,
den er ikke musikalsk, ja den er absolut umusikalsk.
Den første Arie har altsaa i musikalsk Henseende sin store
Betydning som det umiddelbar-musikalsle Udtryk for hele
Papagenos
Liv og Historie, der, i samme Grad som Musik er
det absolut adæqvate Udtryk for denne, kun i uegentlig
Forstand er Historie. Klokkespillet derimod er det musikalske Udtryk
for hans Virksomhed, om hvilken man igjen kun kan faae en
Forestilling gjennem Musik; den er fortryllende, fristende,
tillokkende ligesom hiin Mands Spil, der bragte Fiskene til at
standse og lytte.
De Repliker, som skyldes enten
Schikaneder
eller den
danske Oversætter, ere i Almindelighed saa vanvittige og dumme,
at det næsten bliver ubegribeligt, hvorledes
Mozart
har bragt det
ud deraf, han har gjort. At lade
Papageno
sige om sig
selv: jeg er et Naturmenneske, og saaledes i samme Nu gjøre
sig selv til Løgner, kan ansees for et Exempel
instar omnium
.
En Undtagelse kunde man gjøre med de Ord i Texten til den
første Arie, at han sætter de Piger, han fanget, ind i sit Buur.
Hvis man nemlig vil lægge lidt mere i dem end hvad
formodentlig Forfatteren selv har lagt i dem, saa betegne de netop
det Uskadelige i Papagenos Virksomhed, saaledes som vi
ovenfor have antydet det.
Vi forlade nu den mythiske
Papageno
. Den virkelige
Papagenos Skjæbne kan ikke beskjæftige os, vi ønske ham til
Lykke med hans lille
Papagena
, og vi tillade ham gjerne
at søge sin Glæde i at befolke en Urskov eller en heel
Verdensdeel med lutter Papagenoer.
Tredie Stadium
.
Dette Stadium er betegnet med
Don Juan
. Her er
jeg ikke som ved det Foregaaende i det Tilfælde at maatte
udsondre en enkelt Deel af en Opera, her gjælder det ikke om at
adskille men at sammenfatte, da den hele Opera væsentlig er et
Udtryk for Ideen, og med Undtagelse af et Par enkelte
Nummere væsentlig hviler i denne, med dramatisk Nødvendighed
graviterer til denne som til sit Centrum. Man vil derfor her
atter have Leilighed til at see, i hvilken Betydning jeg kan
kalde de foregaaende Stadier ved dette Navn, naar jeg kalder
det tredie Stadium
Don Juan
. Tidligere har jeg allerede
erindret om , at de ikke have nogen særlig Existents, og naar
man gaaer ud fra dette tredie Stadium, der egentlig er det
hele Stadium, saa kan man ikke saa godt betragte dem som
eensidige Abstraktioner, eller foreløbige Anticipationer, men snarere
som Anelser om
Don Juan
, kun at det dog bestandig bliver
tilbage, der berettiger mig nogenlunde til at bruge det Udtryk
Stadium, at de ere eensidige Anelser, at hver af dem kun
aner een Side.
Modsigelsen paa det første Stadium laae i, at Attraaen
ingen Gjenstand kunde faae, men uden at have attraaet var i
Besiddelse af sin Gjenstand, og derfor ikke kunde komme til at
attraae. Paa det andet Stadium viser Gjenstanden sig i sin
Mangfoldighed, men idet Attraaen i denne Mangfoldighed søger
sin Gjenstand, har den dog i dybere Forstand ingen Gjenstand,
den er endnu ikke bestemmet som Attraa. I
Don Juan
derimod er Attraaen absolut bestemmet som Attraa, er i intensiv
og extensiv Forstand den umiddelbare Eenhed af de tvende
foregaaende Stadier. Det første Stadium attraaede idealt, det
Ene; det andet attraaede det Enkelte under Bestemmelsen af det
Mangfoldige, det tredie Stadium er Eenheden heraf. Attraaen
har i det Enkelte sin absolute Gjenstand, den attraaet det Enkelte
absolut. Heri ligger det Forføreriske, hvorom vi siden skulle
tale. Attraaen er derfor paa dette Stadium absolut sand,
seierrig, triumpherende, uimodstaaelig og dæmonisk. Man maa
derfor naturlig ikke oversee, at her ikke er Talen om Attraaen
i et enkelt Individ, men om Attraaen som Princip, aandelig
bestemmet som Det, Aanden udelukker. Dette er den sandselige
Genialitets Idee, saaledes som vi ogsaa ovenfor have antydet
den. Udtrykket for denne Idee er
Don Juan
, og Udtrykket
for
Don Juan
er igjen ene og alene Musik. Det er især
disse to Betragtninger, der idelig fra forskjellige Sider i det
Følgende vil blive fremhævet, hvorved da tillige indirekte vil
føres Beviset for denne Operas classiske Betydning. For
imidlertid at gjøre det lettere for Læseren at vedligeholde
Oversigten, vil jeg søge at samle de adspredte Betragtninger under
enkelte Punkter.
At sige noget Enkelt om denne Musik er ikke min
Hensigt, og især skal jeg med alle gode Aanders Bistand vogte mig
for at sammenskrække en Mængde intetsigende men meget
larmende Prædikater, eller i lingvistisk Geilhed at forraade
Sprogets Impotents, og det saameget mere, da jeg ikke anseer det
for en Ufuldkommenhed hos Sproget men for en høi Potents,
men derfor og er desto villigere til at anerkjende Musiken
indenfor sin Grændse. Det jeg derimod vil, er deels at belyse
Ideen fra saa mange Sider som muligt, og dennes Forhold
til Sproget, og derved bestandig mere og mere bespænde det
Territorium, hvor Musiken har hjemme, ligesom ængste den
til at bryde frem, uden at jeg dog kan sige Mere om den, idet
den lader sig høre, end: hør. Jeg mener dermed at have
villet gjøre det Høieste, som Æsthetiken er istand til at gjøre;
om det skal lykkes mig, er en anden Sag. Kun paa et enkelt
Sted vil et Prædikat som et Stikbrev angive dens
Signalement, uden at jeg derfor skal glemme eller tillade Læseren at
glemme, at Den, der har et Stikbrev i Haanden, derfor
ingenlunde har paagrebet Den, paa hvem det lyder. Ogsaa
Operaens hele Anlæg, dens indre Bygning, vil paa sit Sted blive
Gjenstand for særskilt Omtale, men atter igjen saaledes, at jeg
ikke indlader mig paa at raabe høit for To: O! bravo schwere
Noth Gotts Blitz bravissimo, men kun bestandig frister det
Musikalske frem, og dermed mener at have villet gjøre det
Høieste, man i reen æsthetisk Forstand formaaer at gjøre ved
det Musikalske. Det jeg altsaa vil give, er ikke en fortløbende
Commentar til Musiken, der dog væsentlig ikke kan indeholde
Andet end subjektive Tilfældigheder og Idiosynkrasier og kun
kan henvende sig til noget Tilsvarende hos Læseren. Selv
en saa smagfuld og saa reflexionsriig, i sit Udtryk saa
mangfoldig Commentator som
Dr
.
Hotho
har dog ikke kunnet
undgaae, paa den ene Side, at hans Fortolkning udarter til
Ordgyderi, der skal danne Vederlag for
Mozarts
Tonerigdom,
eller lyder som en mat Efterklang, et blegt Aftryk af
Mozarts
fuldtonige yppige Frodighed, paa den anden Side, at
Don
Juan
snart bliver Mere end han er i Operaen, bliver et
reflekterende Individ, snart bliver Mindre. Det Sidste har
naturligviis sin Grund i, at det dybe, absolute Point i
Don Juan
er undgaaet
Hotho
, for ham er
Don Juan
dog kun den
bedste Opera, den er ikke qvalitativ forskjellig fra alle andre
Operaer. Men naar man ikke har indseet dette med det
spekulative Øies allestedsnærværende Sikkerhed, saa kan man ikke
tale værdeligen eller retteligen om
Don Juan
, om man end,
hvis man havde indseet det, var istand til at tale langt
herligere og rigere og fremfor Alt sandere derom, end Den, der
her vover sig til at føre Ordet. — Derimod vil jeg bestandig
opspare det Musikalske udaf Ideen, Situationen o.s.v., udlytte
det, og naar jeg da har bragt Læseren til at blive i den Grad
musikalsk receptiv, at han synes at høre Musiken, skjøndt han
Intet hører, da har jeg fuldkommet min Opgave, da
forstummer jeg, da siger jeg til Læseren som til mig selv: hør. I
venlige Genier, som beskytte al uskyldig Kjærlighed, til Eder
befaler jeg mit hele Sind, bevogter I de arbeidende Tanker,
at de maae findes Gjenstanden værdige, danner I min Sjæl
til et velklingende Instrument, lader I Veltalenhedens milde
Luftninger ile hen over den, sender I frugtbare Stemningers
Vederqvægelse og Velsignelse! I retfærdige Aander, I som holde
Vagt ved Grændseskjellene i Skjønhedens Rige, vogter paa mig,
at jeg ikke i forvirret Begeistring og blind Iver for at gjøre
Don Juan
til Alt, gjør den Uret, forkleiner den, gjør den
til noget Andet, end hvad den virkelig er, hvilket er det Høieste!
I stærke Aander, der vide at gribe Menneskets Hjerte, staaer
mig bi, at jeg maa fange Læseren, ikke i Lidenskabens Garn
eller Veltalenhedens Rænker, men i Overbeviisningens evige
Sandhed.
1. Sandselig Genialitet, bestemmet som Forførelse.
Naar Ideen til
Don Juan
er opstaaet, vides ikke, kun
saa Meget er vist, at den tilhører Christendommen og igjennem
Christendommen igjen tilhører Middelalderen. Hvis man ikke
med nogenlunde Sikkerhed kunde forfølge Ideen tilbage til dette
verdenshistoriske Afsnit i den menneskelige Bevidsthed, saa vilde
en Betragtning af Ideens indre Beskaffenhed strax fjerne enhver
Tvivl. Middelalderen er overhovedet Repræsentationens Idee,
deels bevidst, deels ubevidst; det Totale repræsenteres i et enkelt
Individ, dog saaledes at det kun er en enkelt Side, der er
bestemmet som Totalitet og som nu kommer tilsyne i et enkelt
Individ, der derfor er baade Mere og Mindre end et Individ.
Ved Siden af dette Individ staaer da et andet Individ, der
ligesaa totalt repræsenterer en anden Side af Livets Indhold,
saaledes Ridderen og Skolastikeren, den Geistlige og den Læge.
Livets storartede Dialektik anskueliggjøres her bestandig i
repræsenterende Individer, der som oftest parviis staae ligeoverfor
hinanden; Livet er bestandig kun forhaanden
sub una specie
,
og den store dialektiske Eenhed, der i Eenhed eier Livet
sub
utraque specie
, anes ikke. Modsætningerne staae derfor som
oftest indifferente udenfor hinanden. Dette veed Middelalderen
ikke af. Saaledes realiserer den selv ubevidst Repræsentationens
Idee, medens først en senere Betragtning seer Ideen deri.
Sætter Middelalderen for sin egen Bevidsthed et Individ som
Repræsentant for Ideen, saa sætter den gjerne ved Siden deraf
et andet Individ i Forhold dertil; dette Forhold er da i
Almindelighed et komisk Forhold, hvor det ene Individ ligesom
bøder paa det andets uforholdsmæssige Størrelse til det
virkelige Liv. Saaledes har
Kongen
Narren
ved Siden af sig,
Faust
Wagner
,
Don Qvixote
Sancho Pansa
,
Don
Juan
Leporello
. Denne Formation tilhører ogsaa væsentlig
Middelalderen. Ideen tilhører altsaa Middelalderen, i
Middelalderen tilhører den igjen ikke en enkelt Digter, den er en af
disse urkraftige Ideer, der med autochthonisk Oprindelighed
bryde ud af det folkelige Livs Bevidstheds-Verden. Spliden
mellem Kjødet og Aanden, som Christendommen har bragt ind
i Verden, maatte Middelalderen gjøre til Gjenstand for sin
Betragtning, og til den Ende gjøre de stridende Kræfter hver
for sig til en Anskuelsens Gjenstand.
Don Juan
er nu, om
jeg saa tør sige, Kjødets Incarnation eller Kjødets Beaandelse
af Kjødets egen Aand. Dette er allerede tilstrækkelig fremhævet
i det Foregaaende; hvad jeg her derimod vil gjøre opmærksom
paa er, om man bør henføre
Don Juan
til den tidligere eller
sildigere Middelalder. At han staaer i et væsentligt Forhold til
Middelalderen, bemærker vist Enhver let. Enten er han nu den
splidagtige, misforstaaede Anticipation af det Erotiske, der kom
for Dagen i Ridderen, eller Riddervæsenet er en endnu kun
relativ Modsætning til Aanden, og først idet Modsætningen endnu
dybere kløftede sig, først da kom
Don Juan
tilsyne som det
Sandselige, der paa Liv og Død er Aanden imod.
RidderTidens Erotik har en vis Lighed med Græcitetens, denne er
nemlig sjælelig bestemt ligesom hiins, men Forskjellen er den,
at denne sjælelige Bestemmethed ligger indenfor en almindelig
aandelig Bestemmethed, eller en Bestemmethed som Totalitet.
Qvindelighedens Idee er bestandig paa mange Maader i
Bevægelse, hvilket ikke var Tilfælde i Græciteten, hvor Enhver
kun var skjøn Individualitet, men Qvindeligheden ikke anedes.
Ridderens Erotik var derfor ogsaa i Middelalderens
Bevidsthed i et nogenlunde forsonligt Forhold til Aanden, om end
Aanden i sin nidkjære Strenghed havde den mistænkt. Gaaer
man nu ud fra, at Aandens Princip er sat ind i Verden, saa
kan man enten tænke sig, at først kom den grelleste Modsætning,
den mest himmelraabende Adskillelse, og derpaa formildedes den
efterhaanden. I saa Fald tilhører
Don Juan
den tidligere
Middelalder. Antager man derimod, at Forholdet successivt
udviklede sig til denne absolute Modsætning, saaledes som det
ogsaa er naturligere, idet Aanden mere og mere trækker sine
Actier ud af det forenede Firma, for at virke alene, hvorved
det egentlige
σϰανδαλον
fremkommer, saa tilhører
Don Juan
den senere Middelalder. Vi føres da i Tiden hen til det Punkt,
hvor Middelalderen er ifærd med at hæve sig, hvor vi da ogsaa
træffe en beslægtet Idee, nemlig
Faust
, kun at
Don Juan
maa lægges lidt tidligere. Idet Aanden ene og alene
bestemmet som Aand giver Afkald paa denne Verden, føler, at den
ikke blot ikke er dens Hjem men end ikke er dens Skueplads,
trækker sig op i de høiere Regioner, saa lader den det
Verdslige tilbage som Tumleplads for den Magt, den altid har levet
i Strid med, og som den nu viger Pladsen for. Idet da
Aanden løser sig fra Jorden, saa viser Sandseligheden sig med hele
sin Magt, den har Intet at indvende mod Skiftet, den indseer
ogsaa det Gavnlige i at blive separeret, og er glad ved at
Kirken ikke formaaer dem til at blive sammen, men overhugger
Baandet, der bandt dem. Stærkere end nogensinde for vaagner
nu Sandseligheden i hele sin Rigdom, i hele sin Fryd og Jubel,
og som Eneboeren i Naturen, det indesluttede Eccho, der aldrig
taler først til Nogen eller taler uden at blive spurgt, fandt saa
stort Behag i Ridderens Jagthorn og i hans Elskovs-Melodier,
i Hundeglammet, i Hestenes Fnysen, at det aldrig blev træt af
at gjentage det atter og atter og tilsidst ligesom ganske sagte
for sig selv, for ikke at glemme det, saaledes blev hele Verden
en fra alle Sider gjenlydende Bolig for Sandselighedens
verdslige Aand, medens Aanden havde forladt Verden.
Middelalderen veed meget at tale om et Bjerg, som ikke er fundet
paa noget Kort, det hedder
Venus
-Bjerget. Der har
Sandseligheden sit Hjem, der har den sine vilde Glæder, thi den er
et Rige, en Stat. I dette Rige har Sproget ikke hjemme,
ikke Tankens Besindighed, ikke Reflexionens møiefulde Erhverven,
der lyder blot Lidenskabens elementariske Stemme, Lysternes
Spil, Beruselsens vilde Larm, der nydes blot i evig Tummel.
Dette Riges Førstefødte er
Don Juan
. At det er Syndens
Rige, er dermed endnu ikke sagt, thi det maa fastholdes i det
Øieblik, da det viser sig i æsthetisk Indifferents. Først idet
Reflexionen træder til, viser det sig som Syndens Rige, men
da er
Don Juan
dræbt, da forstummer Musiken, da seer
man kun den fortvivlede Trods, der afmægtig stemmer imod,
men som ingen Consistents kan finde, end ikke i Toner. Idet
Sandseligheden viser sig som Det, der skal udelukkes, som Det,
Aanden ikke vil have med at gjøre, uden at dog denne endnu
har fældet Dom over det eller fordømt det, da antager det
Sandselige denne Skikkelse, er det Dæmoniske i æsthetisk
Indifferents. Det er kun et Øiebliks Sag, snart er Alt forandret,
da er ogsaa Musiken forbi.
Faust
og
Don Juan
ere
Middelalderens Titaner og Giganter, der i Bestræbelsernes
Storartethed ikke ere forskjellige fra hine i Oldtiden, men vel deri,
at de staae isolerede, ikke danne en Forening af Kræfter, der
ved Foreningen først blive himmelstormende; men al Kraft er
samlet i dette ene Individ.
Don Juan
er altsaa Udtrykket for det Dæmoniske
bestemmet som det Sandselige, Faust er Udtrykket for det Dæmoniske
bestemmet som det Aandelige, den christelige Aand udelukker.
Disse Ideer staae i et væsentligt Forhold til hinanden, og have
megen Lighed, og man kunde altsaa vente, at de ogsaa havde det
tilfælles, at de begge vare blevne opbevarede i et Sagn. Dette
er som bekjendt Tilfældet med
Faust
. Der existerer en
Folkebog, hvis Titel er noksom bekjendt, om den end selv er mindre
brugt, hvilket især er besynderligt i vor Tid, hvor man har
saa travlt med Ideen til
Faust
. Saaledes gaaer det, medens
enhver vordende Privatdocent eller Professor, som aandelig
moden, mener at accreditere sig ved det læsende Publikums Hof
ved at udgive en Bog om
Faust
, hvori han trolig gjentager
hvad alle andre Licentiater og videnskabelige Confirmander
allerede have sagt, saa mener han at turde oversee en saadan lille
ubetydelig Folkebog. Det falder ham aldrig ind, at det dog
er saa skjønt, at det sande Store er tilfælles for Alle, at en
Bondekarl gaaer hen til Triblers Enke eller til en Visekone paa
Halmtorvet, og læser den halvhøit for sig selv paa samme Tid
som
Göthe
digter en
Faust
. Og i Sandhed, denne
Folkebog fortjener at paaagtes, den har fremfor Alt, hvad man
anpriser som en hæderlig Egenskab ved Viin, den har Bouquet,
den er en fortræffelig Afpropning fra Middelalderen, og idet
man aabner den, strømmer en saa krydret, liflig og
eiendommelig Duft En imøde, at man bliver ganske besynderlig tilmode.
Dog nok herom, det jeg vilde gjøre opmærksom paa var blot,
at der intet saadant Sagn findes om
Don Juan
. Ingen
Folkebog, ingen Vise har ved bestandig at udkomme i dette Aar
bevaret den i Erindringen. Formodentlig har der dog existeret
et Sagn, men dette har efter al Sandsynlighed indskrænket sig
til et ganske enkelt Vink, der maaskee har været endnu kortere
end de faa Stropher, der ligge til Grund for
Bürgers
Leonore
. Maaskee har det blot indeholdt en Talangivelse; thi jeg
skulde tage meget feil, om ikke det nærværende Tal 1003
tilhører et Sagn. Et Sagn, der ikke indeholder Andet, synes
noget fattigt, og forsaavidt lader det sig let forklare, at det ikke
er skriftlig optaget; men dog er dette Tal en fortræffelig
Egenskab, en lyrisk Dumdristighed, som Mange maaskee ikke bemærke,
fordi de ere saa vante til at see det. Skjøndt denne Idee
saaledes ikke har fundet sit Udtryk i et Folkesagn, saa er den
paa en anden Maade bleven opbevaret. Som bekjendt har
nemlig
Don Juan
existeret langt tilbage i Tiden som et
Fjellebodsstykke, ja dette er vel egentlig dets første Existents.
Men her er Ideen bleven opfattet comisk, som det overhovedet
er mærkeligt, at saa dygtig Middelalderen var i at udruste
Idealet, ligesaa sikker var den i at see det Comiske, der laae
i Idealets overnaturlige Størrelse. At gjøre
Don Juan
til en
Pralhans, der bildte sig ind at have forført alle Piger, at lade
Leporello
troe hans Løgne, var vel ikke et aldeles uheldigt
comisk Anlæg. Og har dette end ikke været Tilfældet, har
dette end ikke været Opfattelsen, saa kunde den comiske
Vending dog aldrig udeblive, da den ligger i Modsigelsen mellem
Helten og det Theater, han bevæger sig paa. Saaledes kan
man ogsaa lade Middelalderen fortælle om Helte, der vare saa
kraftfuldt byggede, at de havde en halv Alen mellem Øinene,
men hvis et almindeligt Menneske vilde træde frem paa Scenen
og give sig Mine af at have en halv Alen mellem Øinene,
saa er det Comiske i fuld Gang.
Hvad her er blevet sagt angaaende Sagnet om
Don
Juan
, skulde ikke her have fundet sin Plads, hvis dette ikke
stod i et nærmere Forhold til denne Undersøgelses Gjenstand,
hvis dette ikke tjente til at føre Tanken til det engang bestemte
Maal. Grunden til, at denne Idee i Sammenligning med
Faust
har en saa fattig Fortid, ligger vistnok deri, at der
laae noget Gaadefuldt i den, saa længe man ikke indsaae, at
Musik var dens egentlige Medium.
Faust
er Idee, men en
Idee, der tillige væsentlig er Individ. At tænke sig det
Aandeligdæmoniske concentreret i eet Individ er Tænkningens egen
Medfør, hvorimod at tænke sig det Sandselige i et Individ
ikke lader sig gjøre. Don Juan ligger i den bestandige
Svæven mellem at være Idee, det vil sige Kraft, Liv — og
Individ. Men denne Svæven er den musikalske Zittren. Naar
Havet bevæger sig oprørt, da danne i denne Uro de skummende
Bølger Billeder, ligesom Væsener; det er som om det var
disse Væsener, der satte Bølgerne i Bevægelse, og dog er det
omvendt Bølgegangen, der danner dem. Saaledes er
Don
Juan
et Billede, der bestandig kommer tilsyne, men ikke vinder
Skikkelse og Consistents, et Individ, der bestandig dannes, men
ikke bliver færdigt, hvis Historie man intet Andet fornemmer
om, end ved at lytte til Bølgernes Larmen. Naar
Don
Juan
fastholdes saaledes, da bliver der Mening og dyb
Betydning i Alt. Tænker jeg mig et enkelt Individ, seer jeg ham
eller hører jeg ham tale, saa bliver det comisk, at han har
forført 1003; thi saasnart han er, et enkelt Individ, falder
Accenten paa et ganske andet Sted, det udhæves nemlig, hvem
han har forført og hvorledes. Sagnets og Folketroens
Naivetet kan det lykkes at udsige Sligt uden at ane det Comiske;
Reflexionen er det umuligt for. Naar han derimod opfattes i
Musik, da har jeg ikke det enkelte Individ, da har jeg
Naturmagten, det Dæmoniske, der ligesaalidt bliver træt af at forføre
eller færdigt med at forføre som Vinden med at storme, Havet
med at vugge sig, eller et Vandfald med at styrte sig ned fra
sin Høide. Forsaavidt kan Tallet paa de Forførte ligesaa godt
være et hvilketsomhelst andet, langt større. Det er ofte et ikke
let Arbeide, naar man skal oversætte Texten til en Opera, at
gjøre dette saa nøiagtigt, at Oversættelsen ikke blot bliver
syngelig, men i Mening nogenlunde harmonerer med Texten og
saaledes med Musiken. Som et Exempel paa, at det stundom
kan være aldeles ligegyldigt, vil jeg anføre Talstørrelsen i Listen
i
Don Juan
, uden at jeg derfor tager Sagen saa letsindigt
som Folk vel i Almindelighed vil tage det, og mene, at Sligt
kommer det ikke an paa. Jeg tager tværtimod Sagen i høi
Grad æsthetisk alvorligt, og derfor mener jeg at det er
ligegyldigt. Kun vil jeg anprise een Egenskab ved det Tal 1003,
at det nemlig er ulige og tilfældigt, hvilket ingenlunde er
uvigtigt, det gjør nemlig det Indtryk, at Listen ingenlunde er
afsluttet, men at
Don Juan
tværtimod er i Farten; man
kommer næsten til at beklage Leporello, der ikke blot skal, som
han selv siger, holde Vagt udenfor Døren, men derhos føre et
saa vidtløftigt Bogholderi, at det kunde give en routineret
Expeditionssecretair nok at bestille.
Saaledes som Sandseligheden er opfattet i
Don Juan
— som Princip — har den aldrig før været opfattet i Verden;
det Erotiske bestemmes derfor ogsaa her ved et andet Prædikat,
Erotiken er her
Forførelse
. Mærkeligt nok, Ideen til en
Forfører mangler Græciteten aldeles. Ingenlunde er det min
Mening derfor at ville rose Græciteten, thi saavel Guder som
Mennesker vare, hvad der er Alle vitterligt nok, skjødesløse i
Elskovssager; ikke heller at dadle Christendommen, thi den har
jo kun Ideen udenfor sig. Grunden til, at Græciteten mangler
denne Idee, ligger deri, at hele dens Liv er bestemt som
Individualitet. Det Sjælelige er saaledes det Fremherskende eller
altid i Samklang med det Sandselige. Dens Elskov var derfor
sjælelig, ikke sandselig, og det er Det, der indgyder den
Blufærdighed, der hviler over al græsk Elskov. De forelskede dem
i en Pige, de satte Himmel og Jord i Bevægelse for at komme
i Besiddelse af hende; naar dette lykkedes dem, da bleve de
maaskee trætte deraf og søgte ny Elskov. I Ustadighed kunne
de vel have en vis Lighed med
Don Juan
, og for blot at
nævne een,
Herkules
kunde vel bringe en ret antagelig Liste
tilveie, naar man betænker, at han stundom tog sig af hele
Familier, der talte indtil 50 Pigebørn, og saaledes som en
Familie-Svigersøn gjorde det af med dem alle, efter Nogles
Beretning i een eneste Nat. Imidlertid er han dog væsentlig
forskjellig fra en
Don Juan
, han er ingen Forfører. Naar
man nemlig tænker den græske Elskov, saa er den ifølge sit
Begreb væsentlig trofast, netop fordi den er sjælelig, og det er
det Tilfældige i det enkelte Individ, at han elsker Flere, og i
Forhold til de Flere han elsker er det igjen tilfældigt, hver
Gang han elsker en Ny; idet han elsker Een, tænker han ikke
paa den Næste.
Don Juan
er derimod fra Grunden af en
Forfører. Hans Elskov er ikke sjælelig men sandselig, og
sandselig Elskov er efter sit Begreb ikke trofast, men absolut troløs,
den elsker ikke Een, men Alle, det vil sige, den forfører Alle.
Den er nemlig kun i Momentet, men Momentet er i Begrebet
tænkt Summen af Momenter, og saaledes har vi Forføreren.
Den ridderlige Elskov er ogsaa sjælelig og derfor ifølge sit
Begreb væsentlig trofast, kun den sandselige er efter sit Begreb
væsentlig troløs. Men denne dens Troløshed viser sig ogsaa
paa en anden Maade, den bliver nemlig bestandig kun en
Gjentagelse. Den sjælelige Elskov har i dobbelt Forstand det
Dialektiske i sig. Deels har den nemlig Tvivlen og Uroen i sig,
om den ogsaa vil blive lykkelig, see sit Ønske opfyldt og blive
elsket. Denne Bekymring har den sandselige Elskov ikke. Selv
en
Jupiter
er uvis paa sin Seir, og dette kan ikke være
anderledes, ja han selv kan ikke ønske det anderledes. Med
Don Juan
er det ikke Tilfældet, han gjør kort Proces og
maa altid tænkes absolut seierrig. Dette kunde synes en
Fordeel for ham, men er dog egentlig en Fattigdom. Paa den
anden Side har den sjælelige Elskov ogsaa en anden Dialektik,
den er nemlig en forskjellig ogsaa i Forhold til ethvert enkelt
Individ, der er Elskovens Gjenstand. Deri ligger dens Rigdom,
dens fyldige Indhold. Saaledes er dette ikke Tilfældet med
Don Juan
. Dertil har han nemlig ikke Tid, Alt er for ham
blot Momentets Sag. At see hende og elske hende, det var
Eet, det kan man i en vis Forstand sige om den sjælelige
Elskov, men deri er der ogsaa blot antydet en Begyndelse. Med
Hensyn til
Don Juan
gjælder det paa en anden Maade. At
see hende og elske hende er Eet, dette er i Momentet, i samme
Moment er Alt forbi, og det Samme gjentager sig i det
Uendelige. Tænker man det Sjælelige ind i
Don Juan
, saa
bliver det en Latterlighed og en Selvmodsigelse, der end ikke
er i Ideens Medfør, at sætte 1003 ved Spanien. Det bliver
en Overdrivelse, som virker forstyrrende, om man end vilde
bilde sig ind, at man tænkte ham idealt. Har man nu ikke
andet Medium for at beskrive denne Elskov end Sproget, saa
er man i Forlegenhed, thi saasnart man har opgivet den
Naivetet, der i al Troskyldighed kan fastholde, at der ved Spanien
staaer 1003, saa fordrer man noget Mere, nemlig den sjælelige
Individualiseren. Det Æsthetiske er ingenlunde tilfredsstillet
ved at man saaledes slaaer Alt i Hartkorn og vil forbause,ved
Talstørrelser. Den sjælelige Elskov bevæger sig netop i det
individuelle Livs rige Mangfoldighed, hvor Nuancerne ere det
egentlige Betydningsfulde. Den sandselige Elskov kan derimod
slaae Alt i Hartkorn. Det Væsentlige for den er
Qvindeligheden ganske abstrakt, og i det Høieste den mere sandselige
Differents. Den sjælelige Elskov er Bestaaen i Tiden, den
sandselige Forsvinden i Tiden, men det Medium, som udtrykker
dette, er netop Musiken. Dette er Musiken ypperlig skikket til
at udføre, da den er langt abstraktere end Sproget og derfor
ikke udtaler det Enkelte men det Almindelige i hele dets
Almindelighed, og dog udtaler denne Almindelighed ikke i
Reflexionens Abstraktion, men in Umiddelbarhedens Concretion.
Som et Exempel paa, hvad jeg mener, vil jeg lidt nærmere
omtale den anden Tjener-Arie: Listen paa de Forførte. Dette
Nummer kan ansees for
Don Juans
egentlige Epos. Gjør
altsaa Experimentet, hvis Du tvivler om Rigtigheden af mit
Udsagn! Tænk Dig en Digter, udrustet af Naturen lykkeligere
end Nogen før ham, giv ham Udtrykkets Frodighed, giv ham
Herredømme og Myndighed over Sprogets Magter, lad Alt,
hvori der er Livsaande, være ham lydigt, hans mindste Vink
underdanigt, lad Alt vente færdigt og beredt paa hans
Commando-Ord, lad ham være omringet af en talrig Skare af
lette Blinkere, rapfodede Iilbud, der indhente Tanken i dens
hurtigste Flugt, lad Intet kunne undgaae ham, ikke den mindste
Bevægelse, lad ingen Hemmelighed, intet Uudsigeligt blive
tilbage for ham i den hele Verden — giv ham derpaa den
Opgave at besynge
Don Juan
episk, at oprulle Listen paa de
Forførte. Hvad vil Følgen blive — han vorder aldrig færdig.
Det Episke har den Feil, om man saa vil, at det kan blive
ved saalænge som det skal være, hans Helt, Improvisatoren,
Don Juan
kan blive ved saalænge det skal være. Digteren
vil nu gaae ind i Mangfoldigheden, der vil bestandig blive
nok deri, der vil glæde, men han vil aldrig opnaae den
Virkning, som
Mozart
har opnaaet; thi selv om han omsider
blev færdig, vilde han dog ikke have sagt det Halve af det,
Mozart i dette ene Nummer har udtrykt. Mozart har nu ikke
indladt sig paa Mangfoldigheden, det er visse store
Formationer, der bevæge sig forbi. Dette har sin tilstrækkelige Grund
i Mediet selv, i Musiken, der er for abstrakt til at udtrykke
Differentserne. Det musikalske Epos bliver saaledes
forholdsviis noget kort, og dog har det paa en uforlignelig Maade
den episke Egenskab at kunne blive ved saalænge det skal være,
da man nemlig bestandig kan lade det begynde forfra og høre
det og atter høre det, netop fordi det Almindelige er udtrykt
og i Umiddelbarhedens Concretion. Man hører ikke her
Don
Juan
som et enkelt Individ, ikke hans Tale, men man hører
Stemmen, Sandselighedens Røst, og den hører man gjennem
Qvindelighedens Længsler. Kun paa den Maade kan
Don
Juan
blive episk, at han bestandig bliver færdig og bestandig
kan begynde forfra, thi hans Liv er Summen af repellerende
Momenter, der ingen Sammenhæng have, hans Liv er som
Momentet Summen af Momenter, som Summen af Momenter
Momentet. I denne Almindelighed, i denne Svæven mellem
at være Individ og Naturkraft ligger
Don Juan
; saasnart
han bliver Individ faaer det Æsthetiske ganske andre Kategorier.
Derfor er det ogsaa ganske i sin Orden og har dyb indre
Betydning, at i den Forførelse, der foregaaer i Stykket,
Zerlines
,
Pigen er en almindelig Bondepige. Hykkelske Æsthetikere, der
under Skin af at forstaae Digtere og Componister bidrage Alt
til disses Misforstaaelse, ville maaskee belære os, at
Zerline
er en ualmindelig Pige. Enhver, der mener dette, viser, at
han har totalt misforstaaet
Mozart
og at han bruger feile
Kategorier. At han misforstaaer Mozart er klart nok; thi
Mozart har med Flid holdt
Zerline
saa ubetydelig som
mulig, Noget som ogsaa
Hotho
er opmærksom paa, uden dog at
see den dybe Grund. Hvis nemlig
Don Juans
Elskov
havde været anderledes bestemmet end som sandselig, hvis han
i aandelig Betydning havde været en Forfører, Noget, der
senere skal blive Gjenstand for Betragtningen, da vilde det
have været en Grundfeil ved Stykket, at Heltinden i den
Forførelse, der dramatisk beskjæftiger os i Stykket, er en lille
Bondepige. Da fordrede det Æsthetiske, at man havde sat ham
en vanskeligere Opgave. For
Don Juan
derimod gjælder
disse Differentser ikke. Hvis jeg kunde tænke mig, at han
førte en slig Tale om sig selv, da vilde han maaskee sige: „I
tager feil, jeg er ingen Ægtemand, der behøver en ualmindelig
Pige for at blive lykkelig; det, hvorved jeg bliver lykkelig, har
enhver Pige, og derfor tager jeg dem alle.” Saaledes maae
de Ord forstaaes, jeg alt tidligere har berørt: selv tre Snese
Aars Coquetter — eller et andetsteds:
pur chè porti la
gonella, voi sapete quel chè fà
. For
Don Juan
er enhver
Pige en almindelig Pige, ethvert Elskovseventyr en
Hverdagshistorie.
Zerline
er ung og smuk, og hun er en Qvinde,
dette er det Ualmindelige, som hun har tilfælles med hundrede
Andre; men det er ikke det Ualmindelige,
Don Juan
attraaer,
men det Almindelige, det hun har tilsælles med enhver Qvinde.
Hvis det ikke forholder sig saaledes, saa ophører
Don Juan
at være absolut musikalsk, saa fordrer det Æsthetiske Ordet,
Repliken, medens nu, da det er Tilfældet,
Don Juan
er
absolut musikalsk. Ogsaa fra en anden Side vil jeg belyse
dette af Stykkets indre Bygning.
Elvira
er
Don Juan
en
farlig Fjende; i de Repliker, der skyldes den danske Oversætter,
udhæves dette ofte. At det er en Feil, at
Don Juan
faaer
Replik, er vist nok, men deraf følger ikke, at Repliken ikke
skulde indeholde en enkelt god Bemærkning.
Don Juan
frygter altsaa
Elvira
. Nu mener formodentlig en og anden
Æsthetiker grundig at forklare dette ved at fremkomme med en
lang Passiar om, at
Elvira
er en ualmindelig Pige o. s. v.
Dette er Alt skudt forbi. Hun er ham farlig, fordi hun er
forført. I samme Forstand, aldeles i samme Forstand, bliver
Zerline
ham farlig, naar hun er forført. Saasnart hun er
forført, er hun løftet op i en høiere Sphære, der er en
Bevidsthed i hende, som
Don Juan
ikke har. Derfor er hun
ham farlig. Det er altsaa igjen ikke ved det Tilfældige, men
ved det Almindelige, hun er ham farlig.
Don Juan
er altsaa Forfører, hans Erotik Forførelse.
Hermed er nu vel sagt Meget, naar det forstaaes rettelig,
Lidet, naar det opfattes med en vis almindelig Uklarhed. Vi
have allerede seet, at det Begreb, en Forfører, med Hensyn til
Don Juan
væsentlig er modificeret, idet Gjenstanden for hans
Attraa er det Sandselige og dette alene. Dette var af
Betydning for at vise det Musikalske i
Don Juan
. I Oldtiden
fandt det Sandselige sit Udtryk i Plastikens tause Stilhed, i den
christelige Verden maatte det Sandselige bruse i hele sin
utaalmodige Lidenskab. Skjøndt man nu saaledes med Sandhed
kan sige, at
Don Juan
er en Forfører, saa har dette Udtryk,
der let kan virke forstyrrende paa enkelte Æsthetikeres svage
Hjerner, ofte givet Anledning til Misforstaaelse, idet man har
skrabet Løst og Fast sammen, hvad der kunde siges om en
Saadan, og uden videre overført det paa
Don Juan
. Snart
har man da lagt sin egen Underfundighed for Dagen ved at
opspore Don Juans, snart har man snakket sig hæs for at
forklare hans Rænker og Snedighed, kort sagt, det Ord
Forfører har givet Anledning til, at Enhver har været imod ham
som han kunde bedst, har bragt sin Skjærv til en total
Misforstaaelse. Om
Don Juan
maa man bruge det Udtryk
Forfører med stor Forsigtighed, saafremt det er En mere
magtpaaliggende at sige noget Rigtigt, end at sige noget Hvilketfomhelst.
Dette er ikke fordi
Don Juan
er for god, men fordi han
slet ikke falder ind under ethiske Bestemmelser. Jeg vilde derfor
hellere kalde ham en Bedrager, da der dog altid ligger noget
mere Tvetydigt deri. Til at være Forfører hører der altid en
vis Reflexion og Bevidsthed, og saasnart denne er tilstede, da
kan det være paa sit Sted at tale om List og Rænker og
snedige Anløb. Denne Bevidsthed mangler
Don Juan
. Han
forfører derfor ikke. Han attraaer, denne Attraa virker
forførende; forsaavidt forfører han. Han nyder Attraaens
Tilfredsstillelse; saasnart han har nydt den, da søger han en ny
Gjenstand, og saaledes i det Uendelige. Han bedrager vel
derfor, men dog ikke saaledes, at han forud anlægger sit
Bedrageri, det er Sandselighedens egen Magt, der bedrager de
Forførte, og det er snarere en Art Nemesis. Han attraaet og
bliver bestandig ved at attraae, og nyder bestandig Attraaens
Tilfredsstillelse. Til at være en Forfører mangler han Tiden
før, hvori han lægger sin Plan, og Tiden efter, hvori han
bliver sig sin Handling bevidst. En Forfører bør derfor være
i Besiddelse af en Magt, som
Don Juan
ikke har, hvor vel
udrustet han forøvrigt er — Ordets Magt. Saasnart vi give
ham Ordets Magt, ophører han at være musikalsk, og den
æsthetiske Interesse bliver en ganske anden.
Achim v. Arnim
taler etsteds om en Forfører i en ganske anden Stil, en
Forfører der falder ind under ethiske Bestemmelser. Om ham
bruger han et Udtryk, som i Sandhed, Dristighed og Prægnants
næsten kan maale sig med et Buestrøg af Mozart. Han siger,
han kunde saaledes tale med en Qvinde, at hvis Fanden tog
ham, saa snakkede han sig fra det, dersom han kunde komme
til at tale med hans Oldemoder. Dette er den egentlige
Forfører, den æsthetiske Interesse er her ogsaa en anden, nemlig:
hvorledes, Methoden. Derfor ligger der noget meget
Dybsindigt i, hvad der maaskee er undgaaet de Flestes
Opmærksomhed, at
Faust
, der reproducerer
Don Juan
, kun forfører
een Pige, medens
Don Juan
i hundredviis; men denne ene
Pige er da ogsaa i intensiv Forstand ganske anderledes forført
og tilintetgjort end alle de,
Don Juan
har bedraget; netop
fordi Faust som Reproduktion har Aandens Bestemmelse i sig.
En saadan Forførers Kraft er Talen, det vil sige Løgnen.
Jeg hørte for nogle Dage siden en Landsoldat tale med en
Anden om en Tredie, der havde bedraget en Pige; han gav ikke
nogen vidtløftig Beskrivelse, og dog var hans Udtryk ganske
fortræffeligt: „han kunde saadan med Løgn og saadan.” En
slig Forfører er af en ganske anden Art end
Don Juan
, er
væsentlig forskjellig fra ham, som man og kan see deraf, at
han og hans Virksomhed er i høi Grad umusikalsk og i æsthetisk
Henseende ligger indenfor Bestemmelsen af det Interessante.
Gjenstanden for hans Attraa er derfor ogsaa, naar man tænker
ham æsthetisk rigtig, noget Mere end det blot Sandselige.
Men hvad er det da for en Kraft, hvormed
Don Juan
forfører? Det er Attraaens, den sandselige Attraaes Energi.
Han attraaer i enhver Qvinde den hele Qvindelighed, og deri
ligger den sandselig idealiserende Magt, med hvilken han paa
een Gang forskjønner og beseirer sit Bytte. Reflexen af denne
gigantiske Lidenskab forskjønner og udvikler det Attraaede, det
rødmer i forhøiet Skjønhed ved dens Gjenskin. Som den
Begeistredes Ild med forførerisk Glands belyser selv de
Uvedkommende, der staae i Forhold til ham, saaledes forklarer han
i en langt dybere Forstand enhver Pige, da hans Forhold til
hende er et væsentligt. Derfor svinde for ham alle endelige
Differentser bort i Sammenligning med hvad der er
Hovedsagen: at være en Qvinde. De Ældre forynger han ind i
Qvindelighedens skjønne Midte, Børn næsten modner han i et
Nu; Alt hvad der er Qvinde er hans Bytte (
pur chè porti
la gonella, voi sapete quel chè fà
). Imidlertid skal man nu
ingenlunde forstaae det saaledes, som om hans Sandselighed
var Blindhed; instinktagtigt veed han meget godt at gjøre
Forskjel, og fremfor Alt, han idealiserer. Tænker jeg her et
Øieblik tilbage paa et foregaaende Stadium, paa
Pagen
, saa vil
Læseren maaskee erindre, at jeg allerede dengang, da der var
Tale om ham, sammenstillede en Replik af
Pagen
med en
Replik af
Don Juan
. Den mythiske Page lod jeg blive
staaende, den virkelige lod jeg gaae til Armeen. Tænkte jeg
mig nu, at den mythiske Page havde løsrevet sig, var kommen
i Bevægelse, saa vilde jeg her erindre om en Replik af Pagen,
der passer paa
Don Juan
. Idet
Cherubin
nemlig let
som en Fugl og dristig springer ud af Vinduet, gjør det et
saa stærkt Indtryk paa
Susanne
, at hun er nær ved at
daane, og da hun er kommen til sig selv udbryder hun: „see
hvor han løber — naa, gjør han ikke Lykke blandt Pigerne.”
Dette er nemlig ganske rigtigt sagt af
Susanne
, og Grunden
til hendes Daanen er ikke blot Forestillingen om det dristige
Spring, men snarere at han allerede har gjort Lykke hos hende.
Pagen er nemlig den tilkommende
Don Juan
, uden at dette
dog maa forstaaes paa saa latterlig en Maade, som om Pagen
ved at blive ældre blev
Don Juan
. Nu gjør
Don Juan
ikke blot Lykke blandt Pigerne, men han gjør Pigerne lykkelige
og — ulykkelige, men besynderligt nok, saaledes er det de vil
have det, og det var en daarlig Pige, der ikke ønskede at blive
ulykkelig for engang at have været lykkelig med
Don Juan
.
Vedbliver jeg derfor end at kalde
Don Juan
en Forfører,
saa tænker jeg mig ham dog ingenlunde lumskeligen udkastende
sine Planer, snedigen beregnende Virkningen af sine Intriger;
det hvorved han bedrager er Sandselighedens Genialitet, hvis
Incarnation han ligesom er. Kløgtig Besindighed mangler ham;
hans Liv er skummende som den Viin, han styrker sig paa,
hans Liv er bevæget som de Toner, der ledsage hans glade
Maaltid, altid er han triumpherende. Han behøver ingen
Forberedelse, intet Anlæg, ingen Tid; thi han er altid færdig.
Kraften er nemlig bestandig i ham og Attraaen ogsaa, og kun
naar han attraaer er han ret i sit Element. Han sidder
tilbords, glad som en Gud svinger han Pokalen — han reiser
sig med Servietten i Haanden, færdig til Angreb. Om
Leporello
vakte ham midt om Natten, han vaagner op, altid sikker
paa sin Seier. Men denne Kraft, denne Magt kan Ordet ikke
udtrykke, kun Musiken kan give os en Forestilling derom; den
er nemlig for Reflexionen og Tanken uudsigelig. En ethisk
bestemmet Forførers List kan jeg tydelig fremsætte i Ord, og
Musiken vilde forgjæves vove sig til at løse denne Opgave.
Med
Don Juan
forholder det sig omvendt. Hvad er det
for en Magt? — Ingen kan sige det, selv hvis jeg spurgte
Zerline
derom, før hun gaaer paa Ballet: hvad er det for
en Magt, hvormed han fængsler dig? — saa vilde hun svare:
man veed det ikke; og jeg vilde sige: vel talt, mit Barn! Du
taler visere end Indernes Viismænd, richtig, das weiß man
nicht; og Ulykken er, at jeg heller ikke kan sige Dig det.
Denne Kraft i
Don Juan
, denne Almagt, dette Liv
kan kun Musiken udtrykke, og jeg veed intet andet Prædikat
derom, end: det er livsfrodig Munterhed. Naar derfor
Kruse
lader
Don Juan
sige, idet han træder ind paa Scenen ved
Zerlines
Bryllup: „Muntert, Børn! I er jo Alle klædte
som til Bryllup”, saa siger han noget ganske Rigtigt og tillige
noget Mere end han maaskee tænker paa. Munterheden fører
han nemlig selv med sig, og hvad Brylluppet angaaer, saa er
det ikke uden Betydning, at de Alle ere klædte som til Bryllup;
thi
Don Juan
er ikke blot Mand for
Zerline
, men han
festligholder med Spil og Sang de unge Pigers Bryllup i det
hele Sogn. Hvad Under da, at de flokkes om ham, de glade
Piger. Og de blive heller ikke skuffede, thi han har Nok for
dem Alle. Smiger, Sukke, dristige Blikke, sagte Haandtryk,
hemmelig Hvisken, den farlige Nærhed, den fristende Fjernelse
— og det er dog kun de mindre Mysterier, Gaver før
Brylluppet. Det er en Fryd for
Don Juan
at skue ud over en
saadan riig Høst, det hele Sogn tager han sig af, og dog
koster det ham maaskee ikke saa lang Tid, som
Leporello
bruger paa Contoiret.
Ved det her Udviklede er da Tanken atter ledet hen paa
det, der er Undersøgelsens egentlige Gjenstand, at
Don Juan
er absolut musikalsk. Han attraaer sandseligt, han forfører ved
Sandselighedens dæmoniske Magt, han forfører Alle. Ordet,
Repliken tilkommer ham ikke; da bliver han strax et reflekterende
Individ. Han har overhovedet ikke saaledes Bestaaen, men
han haster i en evig Forsvinden, netop ligesom Musiken, om
hvilken det gjælder, at den er forbi saasnart den har ophørt at
lyde, og kun bliver til igjen idet den atter lyder. Naar jeg
end derfor her vilde opkaste det Spørgsmaal, hvorledes seer
Don Juan
ud, er han smuk, ung eller ældre, hvor gammel
vel omtrent, saa er det ikkun en Accomodation fra min Side,
og hvad der herom kan siges kan kun vente at finde en Plads
her i samme Betydning, som en tolereret Sekt finder det i
Statskirken. Skjøn er han, ikke ganske ung; skulde jeg
foreslaae en Alder, da vilde jeg foreslaae 33 Aar, det er nemlig
Generations-Alderen. Det Betænkelige ved at indlade sig paa
saadanne Undersøgelser ligger i, at man let taber det Totale,
idet man dvæler ved det Enkelte, som om det var ved sin
Skjønhed, eller hvad man forresten kunde nævne, at
Don
Juan
forførte; man seer ham da, men man hører ham ikke
længer, og derved er han tabt. Hvis jeg derfor nu vilde,
ligesom for om muligt at gjøre Mit til at forhjælpe Læseren
til en Anskuelse af Don Juan, sige: see der staaer han, see
hvor hans Øie flammer, hans Læbe løfter sig i et Smiil, saa
sikker er han paa sin Seier, betragt hans kongelige Blik, der
fordrer hvad Keiserens er, see hvor let han træder ind i
Dandsen, hvor stolt han rækker Haanden, hvo er den Lykkelige,
den bydes; — eller jeg vilde sige: see, der staaer han i
Skovens Skygge, han læner sig op til et Træ, han ledsager sig
paa en Guitar, og see, hist forsvinder en ung Pige mellem
Træerne, ængstet som et opskræmmet Vildt, men han haster
ikke, han veed, hun søger ham; — eller jeg vilde sige: der
hviler han ved Søens Bred i den lyse Nat, saa skjøn, at
Maanen standser og gjenlever sin Ungdoms Elskov, saa skjøn,
at Byens unge Piger gave Meget for at turde liste sig hen
og benytte Øieblikkets Mørke, medens Maanen stiger op igjen
for at lyse paa Himlen, til at kysse ham — hvis jeg gjorde
det, vilde den opmærksomme Læser sige: see, der har han
fordærvet sig Alt, der har han selv glemt, at
Don Juan
ikke
skal sees men høres. Derfor gjør jeg det heller ikke, men jeg
siger: hør
Don Juan
, det vil sige, kan Du ikke ved at høre
Don Juan
faae en Foreftilling om ham, saa kan Du det
aldrig. Hør hans Livs Begyndelse; som Lynet vikler sig ud
af Tordenskyens Mørke, saaledes bryder han frem af Alvorens
Dyb, hurtigere end Lynets Fart, ustadigere end denne og dog
ligesaa taktfast; hør hvor han styrter sig ned i Livets
Mangfoldighed, hvor han bryder sig mod dens faste Dæmning, hør
disse lette dandsende Violintoner, hør Glædens Vink, hør Lystens
Jubel, hør Nydelsens festlige Salighed; hør hans vilde Flugt,
sig selv iler han forbi, stedse hurtigere, stedse ustandseligere,
hør Lidenskabens tøilesløse Begjæring, hør Elskovens Susen,
hør Fristelsens Hvisken, hør Forførelsens Hvirvel, hør
Øieblikkets Stilhed — hør, hør, hør
Mozarts Don Juan
.
2. Andre Bearbeidelser af Don Juan, betragtede i
Forhold til den musikalske Opfattelse.
Ideen til
Faust
har, som bekjendt, været Gjenstand for
en Mangfoldighed af Opfattelser; derimod er dette ingenlunde
Tilfældet med
Don Juan
. Det kunde synes besynderligt,
saa meget mere som denne sidste Idee betegner et langt
universellere Afsnit i det individuelle Livs Udvikling end den første.
Imidlertid lader det sig let forklare netop deraf, at det
Faustiske
forudsætter en saadan aandelig Modenhed, der gjør en
Opfattelse langt naturligere. Dertil kommer, hvad jeg alt
ovenfor har erindret om med Hensyn til den Omstændighed, at der
ikke i den Forstand existerer et Sagn om
Don Juan
, at man
dunkelt har følt Vanskeligheden med Hensyn til Mediet, indtil
Mozart
opdagede Mediet og Ideen. Fra det Øieblik af er
Ideen først kommen til sin sande Værdighed, og har da atter
mere end nogensinde udfyldt et Tidsrum i det individuelle Liv,
men saa satisficerende, at Trangen til digterisk at udskille det i
Phantasien Oplevede ikke blev til en poetisk Nødvendighed.
Dette er igjen et indirekte Beviis for den
Mozartske
Operas
absolute classiske Værdi. Det Ideale i denne Retning havde
allerede fundet sit i den Grad fuldendte kunstneriske Udtryk, at
det vel kunde virke fristende men ikke fristende til digterisk
Produktivitet. Fristende har den
Mozartske
Musik vistnok
været; thi hvor var der vel et ungt Menneske, der ikke har
havt Øieblikke i sit Liv, da han havde givet sit halve Rige
for at være en
Don Juan
, eller maaskee det hele, da han
havde givet sin halve Levetid for eet Aar at være
Don Juan
,
eller maaskee sin hele. Men derved blev det da ogsaa; de
dybeste Naturer, der vare berørte af Ideen, de fandt enhver,
endog den sagteste Luftning, udtrykt i
Mozarts
Musik, de
fandt i dens grandiose Lidenskab et fuldtonigt Udtryk for hvad
der bevægede sig i deres eget Indre, de fornam, hvorledes hver
Stemning stræbte hen til hiin Musik, ligesom Bækken haster
hen for at tabe sig iHavets Uendelighed. Disse Naturer
fandt i den
Mozartske Don Juan
ligesaa meget Text som
Commentar, og medens de saaledes gled hen og ned i dens
Musik, nød Glæden af at tabe sig selv, vandt de tillige
Beundringens Rigdom. Den
Mozartske
Musik var i ingen
Henseende for snæver, tværtimod, deres egne Stemninger
udvidedes, antoge en overnaturlig Størrelse, idet man gjenfandt
dem i
Mozart
. De lavere Naturer, som ingen Uendelighed
ane, ingen Uendelighed fatte, Fuskerne, som meente selv at
være en
Don Juan
, fordi de have knebet en Bondepige i
Kinden, slynget deres Arm om en Opvartningspige eller bragt
en lille Jomfru til at rødme, de forstode naturligviis hverken
Ideen eller
Mozart
, eller selv at frembringe en
Don Juan
,
uden en latterlig Vanskabning, en Familie-Afgud, der maaskee
for nogle Cousiners taagede Sentimental-Blikke syntes en sand
Don Juan
, Indbegrebet af al Elskværdighed. I den
Forstand har
Faust
endnu aldrig fundet et Udtryk, og kan, som
ovenfor bemærket, aldrig finde det, paa Grund af, at Ideen
er langt concretere. En Opfattelse af
Faust
kan fortjene at
kaldes fuldendt, og dog vil en følgende Slægt afføde en ny
Faust
, medens
Don Juan
paa Grund af Ideens abstrakte
Charakteer lever evigt til alle Tider, og at ville levere en
Don Juan
efter
Mozart
bliver altid at ville skrive en
ilias post Homerum
, i en endnu langt dybere Forstand end
det gjælder om
Homer
.
Om det her Udviklede nu ogsaa forholder sig rigtigt, saa
følger dog ingenlunde deraf, at ikke en enkelt begavet Natur
skulde have forsøgt sig i ogsaa paa en anden Maade at
opfatte
Don Juan
. At det forholder sig saaledes, veed Enhver,
men hvad Enhver maaskee ikke har lagt Mærke til er, at Tyven
for alle andre Opfattelser væsentligt er
Molieres Don Juan
;
men denne er jo igjen meget ældre end
Mozarts
, og tillige
comisk og forholder sig til
Mozarts Don Juan
som et
Eventyr efter
Musæus
's Opfattelse forholder sig til en
Tiecks
Bearbeidelse. Forsaavidt kan jeg egentlig indskrænke mig til
at omtale den
Moliereske Don Juan
, og idet jeg æsthetisk
søger at vurdere den, tillige indirekte at vurdere de andre
Opfattelser. Dog vil jeg gjøre en Undtagelse med
Heibergs
Don Juan
. Han erklærer selv paa Titlen, at den er „tildeels
efter
Moliere
.” Dette er nu ogsaa ganske vist, men dog har
Heibergs
Stykke et størt Fortrin for
Molieres
. Dette
har nu vel sin Grund i det sikkre æsthetiske Blik, hvormed
Heiberg
altid opfatter sin Opgave, den Smag, hvormed han
veed at destingvere; men det er dog ikke umuligt, at i
nærværende Tilfælde Prof.
Heiberg
indirekte var paavirket af
Mozarts
Opfattelse, til at see nemlig, hvorledes
Don Juan
maa opfattes, saasnart man ikke vil lade Musiken være det
egentlige Udtryk eller føre ham ind under ganske andre æsthetiske
Kategorier. Prof.
Hauch
har ogsaa leveret en
Don Juan
,
der er ifærd med at ville falde ind under Bestemmelsen af det
Interessante. Idet jeg altsaa nu gaaer over til at omtale den
anden Formation af Bearbeidelser af
Don Juan
, saa behøver
jeg vel ikke at erindre Læseren om, at dette ikke skeer i
nærværende lille Undersøgelse for disses egen Skyld, men kun for
fuldstændigere, end det har været muligt i det Foregaaende, at
belyse Betydningen af den musikalske Opfattelse.
Vendepunktet i Opfattelsen af
Don Juan
er allerede
ovenfor blevet betegnet saaledes: saasnart han faaer Replik, er
Alt forandret. Den Reflexion nemlig, der motiverer Repliken,
reflekterer ham ud af den Dunkelhed, hvori han kun er musikalsk
hørlig. Forsaavidt kunde det synes, at
Don Juan
maaskee
allerbedst lod sig opfatte som Ballet. Det er ogsaa bekjendt
nok, at han er bleven opfattet saaledes. Imidlertid maa man
dog rose denne Opfattelse for at have kjendt sine Kræfter, og
den har derfor indskrænket sig til den sidste Scene, hvor
Lidenskaben i
Don Juan
lettest maatte blive synlig i det
pantomimiske Muskelspil. Fölgen heraf er igjen, at
Don Juan
ikke fremstilles efter sin væsentlige Lidenskab, men efter det
Tilfældige, og Plakaten til en saadan Forestilling indeholder altid
Mere end Stykket; den indeholder nemlig, at det er
Don
Juan
, Forføreren
Don Juan
, hvorimod Balletten nærmest
kun fremstiller Fortvivlelsens Qvaler, hvis Udtryk, forsaavidt
dette kun skal være pantomimisk, han har tilfælles med mange
andre Fortvivlede. Det Væsentlige i
Don Juan
kan ikke
fremstilles i Ballet, og Enhver føler lettelig, hvor latterligt det
vilde blive, at see
Don Juan
besnære en Pige ved sine
Dandsetrin og sindrige Gestikulationer.
Don Juan
er en
Bestemmelse ind efter, og kan ikke saaledes blive synlig eller
aabenbare sig i Legemets Former og disses Bevægelser, eller i
plastisk Harmoni.
Om man nu end ikke vilde give
Don Juan
Replik, saa
lod der sig tænke en Opfattelse af
Don Juan
, der desuagtet
brugte Ordet som Medium. En saadan existerer ogsaa virkelig
af
Byron
. At
Byron
i mange Maader netop var udrustet
til at fremstille en
Don Juan
, er vist nok, og man kan
derfor være sikker paa, at naar dette Foretagende mislykkedes,
Grunden ikke ligger i
Byron
, men langt dybere;
Byron
har vovet at lade
Don Juan
blive til for os, at fortælle
os hans Barndoms og Ungdoms Liv, at construere ham ud
af endelige Livsforholdes Context. Derved blev
Don Juan
en reflekteret Personlighed, som taber den Idealitet, han har i
den traditionelle Forestilling. Jeg vil her strax udvikle, hvilken
Forandring der foregaaer med Ideen. Naar
Don Juan
opfattes musikalsk, da hører jeg i ham Lidenskabens hele
Uendelighed, men tillige dens uendelige Magt, som Intet kan
modstaae; jeg hører Attraaens vilde Begjær, men tillige denne
Attraaes absolute Seierrighed, mod hvilken det vilde være
forgjæves om Nogen vilde gjøre Modstand. Dvæler Tanken en
enkelt Gang ved Hindringen, saa faaer denne snarere
Betydning af blot at ophidse Lidenskaben end virkelig at sætte sig
imod, Nydelsen forøges, Seieren er vis og Hindringen kun en
Pirring. Et saadant elementarisk bevæget Liv, dæmonisk
mægtigt og uimodstaaligt, har jeg i
Don Juan
. Dette er hans
Idealitet, og denne kan jeg uforstyrret glæde mig ved, fordi
Musiken ikke fremstiller mig ham som Person eller Individ,
men som Magt. Er
Don Juan
opfattet som Individ, saa
er han
eo ipso
i Conflict med en ham omgivende Verden,
som Individ føler han denne Omgivelses Tryk og Lænke, som
stort Individ beseirer han den maaskee, men man føler strax,
at Hindringernes Vanskeligheder her spille en anden Rolle. Det
er dem, Interessen væsentlig beskjæftiger sig med. Men
dermed er
Don Juan
ført ind under Bestemmelsen af det
Interessante. Vilde man her fremstille ham som absolut seierrig
ved Hjælp af Ordbram, saa føler man strax, at dette ikke
tilfredsstiller, da det ikke hører et Individ som saadant væsentlig
til at være seierrig, og man fordrer Conflictens Krisis.
Den Modstand, som Individet har at bekæmpe, kan deels
være en udvortes, der ikke ligger saameget i Gjenstanden som
i den omgivende Verden, deels kan den ligge i Gjenstanden
selv. Det Første er det, der nærmest har beskjæftiget alle
Opfattelser af
Don Juan
, fordi man har beholdt det Moment af
Ideen, at han som Erotiker maatte være seierrig. Fremhæver
man derimod den anden Side, saa troer jeg først, at der aabner
sig Udsigt til en betydningsfuld Opfattelse af
Don Juan
,
der vil danne et Modbillede til den musikalske
Don Juan
,
hvorimod enhver Opfattelse af
Don Juan
, der ligger imellem
disse, altid beholder Ufuldkommenheder. I den musikalske
Don Juan
vilde man da have den extensive Forfører, i den
anden den intensive. Denne sidste
Don Juan
fremstilles da
ikke som ved et eneste Slag at komme i Besiddelse af sin
Gjenstand, han er ikke Forføreren umiddelbar bestemt, han er
den reflekterede Forfører. Det, der her vil beskjæftige os, er
den Snedighed, den Underfundighed, hvormed han veed at
snige sig ind i en Piges Hjerte, det Herredømme, han veed at
forskaffe sig derover, den bedaarende, planmæssige, successive
Forførelse. Her bliver det ligegyldigt, hvor mange han har
forført, det, der beskjæftiger, er den Kunst, den Grundighed, den
dybsindige Underfundighed, hvormed han forfører. Tilsidst
bliver Nydelsen selv saa reflekteret, at den i Forhold til den
musikalske
Don Juans
Nydelse bliver en anden. Den
musikalske
Don Juan
nyder Tilfredsstillelsen, den reflekterede
Don Juan
nyder Bedraget, nyder Listen. Den umiddelbare
Nydelse er forbi, og der nydes mere en Reflexion over
Nydelsen. I denne Henseende findes der et enkelt Vink i
Molieres
Opfattelse, kun at dette ingenlunde kan komme til at skee sin
Ret, fordi den hele øvrige Opfattelse forstyrrer. Attraaen hos
Don Juan
vaagner, fordi han seer den ene Pige lykkelig i
sit Forhold til den hun elsker; han begynder med at være
jaloux. Dette er en Interesse, som i Operaen aldeles ikke vilde
beskjæftige os, netop fordi
Don Juan
ikke er et reflekteret
Individ. Saasnart
Don Juan
opfattes som et reflekteret
Individ, kan man kun opnaae en til den musikalske svarende
Idealitet, naar man fører Sagen ind paa det psychologiske
Gebeet. Intensitetens Idealitet bliver det da, man opnaaer.
Derfor maa
Byrons Don Juan
ansees for forfeilet, fordi
denne episk udbreder sig. Den umiddelbare
Don Juan
maa
forføre 1003, den reflekterede behøver kun at forføre een, og
det, der beskjæftiger os, er, hvorledes han gjør det. Den
reflekterede
Don Juans
Forførelse er et Kunststykke, hvori
hvert enkelt lille Træk har sin særlige Betydning; den
musikalske
Don Juans
Forførelse er en Haandevending, et
Øiebliks Sag, hurtigere gjort end sagt. Jeg mindes et
Tableau, jeg engang har seet. Et smukt ungt Menneske, ret
en Pigernes Jens. Han legede med en Deel unge Piger, der
alle vare i den farlige Alder, da de hverken ere Voxne eller
Børn. Blandt Andet morede de dem med at springe over en
Grøft. Han stod ved Kanten og var dem behjælpelig ved
Springet, idet han tog dem om Livet, løftede dem let i
Veiret og satte dem over paa den anden Side. Det var et
yndigt Syn; jeg glædede mig ligesaa meget over ham som
over de unge Piger. Da tænkte jeg paa
Don Juan
. De
løbe ham selv i Armene, de unge Piger, da griber han dem,
ligesaa hurtigt, ligesaa adret sætter han dem over paa den
anden Side af Livets Grøft.
Den musikalske
Don Juan
er absolut seierrig og derfor
naturligviis ogsaa i absolut Besiddelse af ethvert Middel, der
kan føre til denne Seier, eller rettere, han er i saa absolut
Besiddelse af Midlet, at det er ligesom han ikke behøvede at
bruge det, det vil sige, han bruger det ikke som Middel.
Saasnart han bliver et reflekteret Individ, saa viser det sig,
at der er Noget til, som hedder: Midlet. Giver Digteren
ham nu dette, men gjør ved Siden deraf Modstanden og
Hindringen saa betænkelig, at Seieren bliver tvivlsom, saa falder
Don Juan
ind under Bestemmelsen af det Interessante, og i
denne Henseende kan der tænkes flere Opfattelser af
Don Juan
,
indtil man naaer hen til hvad vi tidligere have kaldet den intensive
Forførelse; negter Digteren ham Midlet, saa falder Opfattelsen
ind under Bestemmelsen af det Comiske. En fuldendt
Opfattelse, der har ført ham ind under det Interessante, har jeg ikke
seet; derimod gjælder det om de fleste Opfattelser af
Don Juan
,
at de nærme sig til det Comiske. Dette lader sig let forklare
deraf, at de knytte sig til
Moliere
, i hvis Opfattelse det
Comiske slumrer, og det er
Heibergs
Fortjeneste, at han er
bleven sig dette tydelig bevidst og derfor ikke blot kalder sit
Stykke et Marionetspil, men paa saa mange andre Maader
lader det Comiske skinne frem. Saasnart en Lidenskab, idet den
fremstilles, negtes Midlet til sin Tilfredsstillelse, saa kan dette
enten fremkalde en tragisk eller en comisk Vending. En tragisk
Vending kan ikke godt fremkaldes, hvor Ideen viser sig som
aldeles uberettiget, og derfor ligger det Comiske saa nær.
Fremstiller jeg Spillelysten i et Individ og giver nu dette
Individ 5 Rbd. at spille bort, saa blev Vendingen comisk.
Ganske saaledes forholder det sig vel ikke med den
moliereske
Don Juan
, men dog paa en lignende Maade. Lader jeg
Don
Juan
være i Pengeforlegenhed, plaget af Creditorer, faa taber
han strax den Idealitet, han har i Operaen, og Virkningen
bliver comisk. Den berømte comiske Scene hos
Moliere
, der
som comisk Scene bar stor Værdi og tillige passer meget godt
ind i hans Comedie, burde naturligviis derfor aldrig være
optaget i Operaen, hvor den virker aldeles forstyrrende.
At den
moliereske
Opfattelse stræber hen til det Comiske,
det viser ikke blot den omtalte comiske Scene, der, hvis den stod
ganske isoleret, vilde slet Intet bevise, men det hele Anlæg
bærer Præget deraf.
Sganarels
første og sidste Replik,
Begyndelsen og Enden af hele Stykket, vidner meer end
tilstrækkeligt herom.
Sganarel
begynder med en Lovtale over en
Priis Tobak, hvoraf man blandt Andet seer, at han ikke maa
have slet saa travlt i denne
Don Juans
Tjeneste; han ender
med at beklage sig over, at han er den Eneste, der er skeet
Uret. Naar man nu betænker, at
Moliere
ogsaa lader Støtten
komme og hente
Don Juan
, og at han, uagtet
Sganarel
ogsaa har været Vidne til dette Forfærdelige, dog lægger ham
disse Ord i Munden, som om han vilde sige, at Støtten, da
den forresten gav sig af med at øve Retfærdighed paa Jorden,
at straffe Lasten, ogsaa burde have været betænkt paa at kunne
betale
Sganarel
den ham tilkommende Løn for lang og tro
Tjeneste hos
Don Juan
, hvilken hans Herre paa Grund af
sin pludselige Bortgang ikke saae sig istand til at afgjøre, naar
man betænker dette, saa vilde vel Enhver føle det Comiske i
Molieres Don Juan
. (
Heibergs
Bearbeidelse, der har
det store Fortrin for Molieres, at den er mere correct, har
ogsaa paa mange Maader fremkaldt en comisk Virkning ved at
lægge
Sganarel
en tilfældig Lærdom i Munden, som i ham
lader os see en halvstuderet Røver, der efter at have forsøgt
sig paa mange Maader tilsidst ender som Tjener hos
Don
Juan
.) Helten i Stykket, Don Juan, er Intet mindre end
en Helt, han er et forulykket Subjekt, der formodentlig er
gaaet rejekt til Attestats og nu har valgt en anden Levevei.
Vel erfarer man nemlig, at han er en Søn af en meget fornem
Mand, der ogsaa søger at begeistre ham til Dyd og udødelige
Bedrifter ved Forestillingen om hans Forfædres store Navn,
men dette er saa usandsynligt i Forhold til hans hele øvrige
Optræden, at man snarest derved kommer til at tænke paa, om
det Hele ikke skulde være en Løgn,
Don Juan
selv har
opspundet. Hans Adfærd er ikke meget ridderlig, man seer ham
ikke med Kaarden i Haanden at bane sig Vei gjennem Livets
Vanskeligheder, han uddeler Ørefigen snart til den Ene, snart
til den Anden, ja han kommer saagodtsom op at slaaes med
den ene Piges Forlovede. Hvis altsaa Molieres Don Juan
virkelig er en Ridder, saa veed Digteren ypperlig at bringe os
til at glemme det, og stræber derfor at lade os see en
Slagsbroder, en almindelig Udhaler, der ikke er bange for at slaaes
paa Næverne. Den, som har havt nogen Leilighed til at gjøre
hvad man kalder en Udhaler til Gjenstand for sin Iagttagelse,
han vil ogsaa vide, at den Classe af Mennesker har en stor
Forkjærlighed for Søen, og han vil derfor og finde det ganske i
sin Orden, at
Don Juan
har faaet Øie paa et Par Skjørter
og nu strax skal efter dem ud i en Baad paa Kallebodstrand,
et Søndagseventyr paa Søen, samt at Baaden kantrer.
Don
Juan
og
Sganarel
er nær ved at sætte Livet til og reddes
langt om længe af
Pedro
og den lange
Lucas
, der først
har væddet, om det virkelig er Mennesker eller en Steen, et
Væddemaal, der koster
Lucas
1 Mk. 8 Sk., hvilket næsten
er for meget for
Lucas
og for
Don Juan
. Naar man nu
finder det ganske i sin Orden, saa bliver Indtrykket et Øieblik
forstyrret, idet man faaer at vide, at
Don Juan
tillige er en
Karl, der har forført
Elvira
, myrdet Commandanten o. s. v.,
Noget man finder høist urimeligt og som man atter maa
forklare som en Løgn for at bringe Harmoni tilveie. Skal
Sganarel
give os en Forestilling om den Lidenskab, der raser
i Don Juan, saa er hans Udtryk saa travesteret, at man
umulig kan bare sig for at lee; saaledes naar
Sganarel
siger
til
Gusmann
: at
Don Juan
, for at faae den, han ønsker,
gjerne ægtede hendes Hund og Kat, ja det som værre er, Dig
selv med; eller naar han bemærker, at hans Herre ikke blot er
vantro i Kjærligheden, men og i Medicinen.
Dersom nu den
moliereske
Opfattelse af
Don Juan
,
som comisk Bearbeidelse betragtet, var correct, saa skulde jeg
ikke videre omtale den her, da jeg i denne Undersøgelse kun har
med den ideale Opfattelse og Musikens Betydning for denne
at gjøre. Jeg kunde da nøies med at gjøre opmærksom paa
den mærkelige Omstændighed, at kun i Musik har man opfattet
Don Juan idealt i den Idealitet, han har i Middelalderens
traditionelle Forestilling. Manglen af en ideal Opfattelse i
Ordets Medium kunde da afgive et indirekte Beviis for min
Sætnings Rigtighed. Her kan jeg imidlertid gjøre Mere, netop
fordi
Moliere
ikke er correct, og Det, der har forhindret
ham i at blive det, er at han har bevaret noget af det Ideale
i Don Juan, saaledes som dette skyldes den traditionelle
Forestilling. Idet jeg da udpeger dette, vil det atter vise sig, at
dette dog væsentlig kun lader sig udtrykke ved Musik, og
saaledes kommer jeg atter tilbage paa min egentlige Thesis.
Strax i første Akt af
Molieres
Don Juan har
Sganarel
en meget lang Replik, i hvilken han vil give os
en Forestilling om hans Herres grændseløse Lidenskab og hans
Eventyrs Mangfoldighed. Denne Replik svarer ganske til den
anden Tjener-Arie i Operaen. Repliken fremkalder slet ingen
Virkning uden comisk, og her har atter
Heibergs
Opfattelse
det Fortrin, at det Comiske er mere ublandet end hos
Moliere
. Denne gjør derimod et Forsøg paa at lade os ane
hans Magt, men Virkningen udebliver, kun Musiken kan
forene det, fordi den paa samme Tid beskriver
Don Juans
Adfærd, bringer os til at høre Forførelsens Magt paa samme
Tid som Listen rulles op for os.
Hos
Moliere
kommer Støtten i sidste Akt for at hente
Don Juan
. Om Digteren nu end har søgt at motivere
Støttens Fremtræden ved at lade et Varsel gaae iforveien, saa
bliver dog denne Steen altid en dramatisk Anstødssteen. Er
Don Juan idealt opfattet som Kraft, som Lidenskab, saa maa
Himlen selv sætte sig i Bevægelse. Er dette ikke Tilfælde, saa
bliver det altid betænkeligt at bruge saa stærke Midler.
Commandanten behøver i Sandhed ikke at uleilige sig, da det jo
ligger langt nærmere, at Hr.
Paaske
lader
Don Juan
sætte
i Slutteriet. Dette vilde være ganske i den moderne Comedies
Aand, der ikke behøver saa store Magter for at knuse, netop
fordi de bevægende Magter selv ikke ere saa grandiose. Det
vilde ganske ligne den at lade
Don Juan
lære Virkelighedens
trivielle Skranker at kjende. I Operaen er det ganske rigtigt,
at Commandanten kommer igjen, men hans Optræden har da
ogsaa ideal Sandhed. Musiken gjør strax Commandanten til
noget Mere end et enkelt Individ, hans Stemme udvides til
en Aands Stemme. Som derfor
Don Juan
i Operaen er
opfattet med æsthetisk Alvor, saaledes er Commandanten det
ogsaa. Hos
Moliere
kommer han med ethisk Gravitet og
Tyngde, der næsten gjør ham latterlig; i Operaen kommer han
med æsthetisk Lethed, metaphysisk Sandhed. Ingen Magt i
Stykket, ingen Magt i Verden har formaaet at tvinge
Don
Juan
, kun en Aand, et Gjenfærd formaaer det. Naar man
vil forstaae dette rigtigt, saa vil dette atter belyse Opfattelsen
af
Don Juan
. En Aand, et Gjenfærd er Reproduktion,
dette er den Hemmelighed, der ligger i at komme igjen, men
Don Juan
kan Alt, kan modstaae Alt undtagen
Reproduktionen af Livet, netop fordi han er umiddelbart sandseligt Liv,
hvis Negation Aanden er.
Saaledes som
Sganarel
opfattes af
Moliere
bliver
han en uforklarlig Person, hvis Charakteer bliver i høi Grad
forvirret. Det, der her virker forstyrrende, er igjen, at
Moliere
har bevaret Noget af det Traditionelle. Som
Don Juan
overhovedet er en Magt, saa viser dette sig ogsaa
i hans Forhold til
Leporello
. Denne føler sig dragen hen
til ham, overvældet af ham, synker ind i ham, og bliver et
blot Organ for hans Herres Villie. Denne dunkle,
uigjennemsigtige Sympathi gjør netop
Leporello
til en musikalsk
Person, og man finder det ganske i sin Orden, at han ikke
formaaer at løsrive sig fra
Don Juan
. Med
Sganarel
er det en anden Sag. Hos
Moliere
er
Don Juan
et
enkelt Individ, og
Sganarel
træder altsaa i Forhold til
ham som til et Individ. Føler nu
Sganarel
sig uopløselig
knyttet til ham, saa er det ikke mere end et billigt æsthetisk
Krav at fordre oplyst, hvorledes dette lader sig forklare. Det
nytter Intet, at
Moliere
lader ham sige, at han ikke kan
løsrive sig fra ham, dertil seer nemlig Læseren eller Tilskueren
ingen fornuftig Grund, og om en fornuftig Grund er her
netop Spørgsmaal. Den Ustadighed, der er i
Leporello
, er
vel motiveret i Operaen, fordi han i Forhold til
Don Juan
er nærmere ved at være individuel Bevidsthed, og det Don
Juanske Liv derfor reflekterer sig forskjelligt i ham, uden at
han dog egentlig er i Stand til at gjennemtrænge det. Hos
Moliere
er
Sganarel
ogsaa snart værre, snart bedre end
Don Juan
, men ubegribeligt bliver det, at han ikke
forlader ham, da han end ikke faaer sin Løn. Skal man da i
Sganarel
tænke sig en Eenhed, der svarer til den
sympathetiske musikalske Dunkelhed,
Leporello
har i Operaen, saa
bliver der ikke Andet for end at lade denne være en partiel
Fjollethed. Man seer da atter et Exempel paa, hvorledes det
Musikalske maa frem, for at
Don Juan
kan opfattes i sin
sande Idealitet. Feilen hos
Moliere
er ikke, at han har
opfattet ham comisk, men at han ikke har været correct.
Molieres
Don Juan er ogsaa en Forfører, men at han
er det, derom giver Stykket os kun en ringe Forestilling. At
Elvira
hos
Moliere
er
Don Juans
Gemalinde er
unegtelig særdeles rigtigt anlagt med Hensyn til den comiske
Virkning. Man seer strax, at det er en almindelig Person, man
har med at gjøre, der bruger Ægteskabsløfter til at bedrage
en Pige med.
Elvira
taber derved hele den ideale Holdning,
hun har i Operaen, hvor hun møder uden andre Vaaben end
den fornærmede Qvindeligheds, medens man her tænker sig
hende med Ægteskabs-Documenter, og
Don Juan
taber delt
forføreriske Tvetydighed af at være en ung Mand og en
forsøgt Ægtemand, det vil sige, forsøgt i alle udenoms Forsøg.
Hvorledes han har bedraget
Elvira
, ved hvilke Midler han
har lokket hende ud af Klosteret, derom skulle vel enkelte
Repliker af
Sganarel
oplyse os; men da den Forførelsesscene,
der foregaaer i Stykket, ikke giver os Leilighed til at beundre
Don Juans
Kunst, saa svækkes naturligviis Tilliden til hine
Efterretninger. Forsaavidt nu
Molieres
Don Juan er
comisk, saa var det jo ikke nødvendigt; men da han dog selv
vil lade os forstaae, at hans
Don Juan
virkelig er Helten
Don Juan, der har bedaaret
Elvira
og dræbt
Commandanten, saa seer man let det Feilagtige hos
Moliere
, men man
bringes da tillige til at tænke, om det dog egentlig ikke havde
sin Grund i, at
Don Juan
nu engang ikke lader sig
fremstille som Forfører uden ved Hjælp af Musik, med mindre
man, som ovenfor bemærket, vil gaae ind i det Psychologiske,
hvilket dog igjen ikke let kan faae dramatisk Interesse. Hos
Moliere
hører man ham heller ikke bedaare de to unge
Piger,
Mathurine
og
Charlotte
, Bedaarelsen ligger udenfor
Scenen, og da Moliere atter her lader os formode, at
Don
Juan
har givet dem Ægteskabsløfte, saa faaer man atter her
kun ringe Tanker om hans Talent. At bedrage en Pige ved
et Ægteskabsløste, det er en saare fattig Kunst, og fordi En
er lav nok til at gjøre dette, deraf følger ingenlunde, at han
er høi nok til at kaldes
Don Juan
. Den eneste Scene, der
synes at ville fremstille os
Don Juan
i hans forførende,
skjøndt lidet forføreriske Virksomhed, er Scenen med
Charlotte
. Men at sige til en ung Bondepige, at hun er smuk,
at hun har spillende Øine, at bede hende vende sig om, for
at betragte hendes Skabning, det forraader ikke noget
Ualmindeligt hos
Don Juan
, men en liderlig Karl, der betragter
en ung Pige som en Pranger en Hest. Comisk Virkning kan
man gjerne indrømme Scenen, og forsaavidt den kun skulde
have det, vilde jeg ikke omtale den her. Men da dette hans
notoriske Forsøg staaer i intet Forhold til de mange Historier, i
han maa have havt, saa bidrager atter denne Scene direkte
eller indirekte til at vise det Ufuldkomne i Comedien.
Moliere
synes at have villet gjøre noget Mere af ham, synes at
have villet vedligeholde det Ideale i ham, men han mangler
Mediet, og derfor falder Alt, hvad der virkelig foregaaer,
noget ubetydeligt. Overhovedet kan man sige, at i
Molieres
Don Juan faae vi kun historisk at vide, at han er Forfører;
dramatisk seer man det ikke. Den Scene, hvor han viser sig
i mest Activitet, er Scenen med
Charlotte
og
Mathurine
,
hvor han holder begge op med Snak og bestandig bilder hver
især ind, at det er hende, han har lovet at ægte. Men det,
der her beskjæftiger vor Opmærksomhed, er ikke hans forførende
Kunst, men en ganske almindelig Theater-Intrigue.
Hvad her er blevet udviklet kan jeg maaskee til Slutning
belyse ved at tage Hensyn til en Bemærkning, man ofte har
gjort, at
Molieres
Don Juan er mere moralsk end
Mozarts
.
Dette er imidlertid netop, naar det forstaaes rigtigt, en Lovtale
over Operaen. I Operaen er der ikke blot Snak om en
Forfører, men
Don Juan
er en Forfører, og man kan ikke negte,
at Musiken i sine Enkeltheder ofte kan være forførerisk nok.
Saaledes skal det imidlertid være; og dette er netop dens
Storhed. Derfor at sige, at Operaen er umoralsk, er en
Taabelighed, som ogsaa kun hidrører fra Folk, der ikke forstaae
at opfatte en Heelhed, men fanges af Enkeltheder. Den
definitive Stræben i Operaen er i høi Grad moralsk, og Indtrykket
af den absolut velgjørende, fordi Alt er stort, Alt har ægte,
usminket Pathos, Lystens Lidenskab ikke mindre end Alvorens,
Nydelsens ikke mindre end Vredens.
3. Operaens indre musikalske Bygning.
Skjøndt Overskriften over dette Afsnit allerede maa ansees
for tilstrækkelig oplysende, vil jeg dog for en Sikkerheds Skyld
gjøre opmærksom paa, at det naturligviis ingenlunde her er
min Agt at give en æsthetisk Vurdering af Stykket
Don Juan
eller en Efterviisning af den dramatiske Structur i Texten.
Saaledes at adskille maa man altid være meget forsigtig med,
især ved en classisk Frembringelse. Hvad jeg nemlig allerede
ofte har udhævet i det Foregaaende vil jeg her endnu engang
gjentage: at
Don Juan
kun musikalsk lader sig udtrykke, det
har jeg selv væsentlig erfaret gjennem Musiken, og jeg bør
derfor paa enhver Maade vaage over, at det ikke faaer
Udseende af, at Musiken paa en udvortes Maade træder til.
Behandler man Sagen saaledes, saa kan man for mig beundre
Musiken i denne Opera saa meget man vil, dens absolute
Betydning har man ikke opfattet. En saadan usand Abstraktion
har
Hotho
ikke holdt sig fri for, og deraf kommer det, at
hans Fremstilling ikke kan ansees for satisficerende, hvor
talentfuld den end ellers er. Hans Stiil, hans Fremstilling, hans
Reproduktion er livlig og bevæget; hans Kategorier ere
ubestemte og svævende, hans Opfattelse af
Don Juan
er ikke
gjennemtrængt af een Tanke, men opløst i mange. For ham
er
Don Juan
en Forfører. Men allerede denne Kategori
er ubestemt, og dog maa det være bestemt, i hvilken Forstand
han er det, som jeg ogsaa har forsøgt at gjøre det. Om denne
Forfører siges der nu en Mængde i og for sig sande Ting;
men da almindelige Forestillinger her meget for meget faae Lov
at raade, bliver en saadan Forfører let saa reflekteret, at han
ophører at være absolut musikalsk. Han gjennemgaaer Stykket
Scene for Scene, hans Referat er frisk gjennemsyret af hans
Individualitet, paa enkelte Steder maaskee lidt for meget.
Naar dette er skeet, da følger ofte sympathetiske Udgydelser
over, hvor skjønt og rigt og mangfoldigt
Mozart
har
udtrykt Alt dette. Men denne lyriske Glæde over
Mozarts
Musik er for lidt, og hvor godt den end klæder Manden, og
hvor skjønt den end veed at udtrykke sig,
Mozarts Don
Juan
bliver ved denne Opfattelse ikke anerkjendt i sin absolute
Gyldighed. Til denne Anerkjendelse er det, at jeg stræber hen,
fordi denne Anerkjendelse er identisk med den rette Indsigt i,
hvad der udgjør denne Undersøgelses Gjenstand. Det er
derfor ikke min Hensigt at gjøre den hele Opera til Gjenstand for
Betragtningen, men vel Operaen i dens Heelhed, ikke særskilt
at omtale dens enkelte Dele, men saavidt muligt i
Betragtningen at incorporere dem, ikke at see dem ud af Forbindelsen
med det Hele, men ind i denne.
I et Drama samler ganske naturligt Hovedinteressen sig
om hvad man kalder Helten i Stykket; de øvrige Personer
indtage i Forhold til ham kun en underordnet og relativ
Betydning. Jo mere imidlertid den indre Reflexion i Dramaet
trænger igjennem med sin adskillende Magt, desto mere antage
ogsaa Bipersonerne en vis relativ Absoluthed, om jeg saa tør
sige. Dette er ingenlunde en Feil, men tvertimod et Fortrin,
ligesom den Betragtning af Verden, der kun kan øine de enkelte
fremragende Individer og disses Betydning i Verdensudviklingen,
men ikke bliver de subalterne vaer, vel i en vis Forstand staaer
høiere, men er lavere end den, der seer det Mindre med i dets
ligesaa store Gyldighed. Dramatikeren vil dette kun lykkes for
i samme Grad som der intet Incommensurabelt bliver tilbage,
Intet af den Stemning, hvoraf Dramaet fremgaaer, det vil
sige, Intet af den Stemning
qua
Stemning, men Alt er omsat
i den dramatiske hellige Møntsort: Handling og Situation. I
samme Grad som dette lykkes Dramatikeren, i samme Grad
vil ogsaa det Totalindtryk, hans Værk efterlader, mindre være
en Stemning end en Tanke, en Idee. Jo mere Totalindtrykket
af et Drama er en Stemning, jo mere kan man være sikker
paa, at Digteren selv har anet det i Stemningen og
successivt ladet det blive til deraf, ikke grebet det i Ideen og ladet
denne dramatisk udfolde sig. Et saadant Drama lider da af
en abnorm Overvægt af det Lyriske. Dette er en Feil ved et
Drama, men ingenlunde en Feil ved en Opera. Det, som
bevarer Eenheden i Operaen, er den Grundtone, der bærer
det Hele.
Hvad her er sagt om den dramatiske Totalvirkning gjælder
igjen om Dramaets enkelte Dele. Skulde jeg med eet Ord
betegne Dramaets Virkning, forsaavidt denne er forskjellig fra
den, enhver anden Digtart fremkalder, saa vilde jeg sige:
Dramaet virker ved det Samtidige. I Dramaet seer jeg de
udenfor hinanden staaende Momenter sammen i Situationen,
Handlingens Eenhed. Jo mere nu de discrete Momenter ere
udsondrede, jo dybere den dramatiske Situation er
gjennemreflekteret, desto mindre vil den dramatiske Eenhed være en
Stemning, desto mere vil den være en bestemt Tanke. Men
ligesom Operaens Totalitet ikke kan være saaledes
gjennemreflekteret, som det er Tilfældet i det egentlige Drama, saaledes er
dette ogsaa Tilfældet med den musikalske Situation, der vel er
dramatisk men dog har sin Eenhed i Stemningen. Den
musikalske Situation har det Samtidige ligesom enhver dramatisk
Situation, men Kræfternes Virksomhed er en Samlyden, en
Samstemmen, er Harmoni, og Indtrykket af den musikalske
Situation er den Eenhed, som tilveiebringes ved at høre
sammen, hvad der lyder sammen. Jo mere Dramaet er
gjennemreflekteret, desto mere er Stemningen forklaret til Handling.
Jo mindre Handling, jo mere er det lyriske Moment
overveiende. Dette er i Operaen ganske i sin Orden. Operaen har
ikke saa meget Charakteerskildring og Handling til sit
immanente Formaal, dertil er den ikke reflekteret nok. I Operaen
finder derimod den ureflekterede, substantielle Lidenskab sit
Udtryk. Den musikalske Situation ligger i Stemningens Eenhed,
i den discrete Stemmefleerhed. Dette er netop det
Eiendommelige ved Musiken, at den kan bevare Stemmefleerheden i
Stemningens Eenhed. Naar man i daglig Tale nævner det
Ord Stemmefleerhed, saa betegner man gjerne derved en
Eenhed, der er det endelige Resultat; i Musiken er det ikke
saaledes Tilfældet.
Den dramatiske Interesse fordrer en rask Fremadskriden,
en bevæget Takt, hvad man kunde kalde Faldets immanent
voxende Hurtighed. Jo mere Dramaet er gjennemtrængt af
Reflexionen, desto mere ustandset haster det frem. Er derimod
det lyriske eller det episke Moment eensidigt overveiende, saa
yttrer det sig i en vis Bedøven, der lader Situationen
indslumre, der gjør den dramatiske Proces og Fortgang træg og
besværlig. I Operaens Væsen ligger ikke denne Hasten, for
den er en vis Dvælen eiendommelig, en vis Sig-Udbreden i
Tid og Rum. Handlingen har ikke Faldets Hurtighed eller dets
Retning, men bevæger sig mere horizontalt. Stemningen er ikke
sublimeret i Charakteer og Handling. Som en Følge deraf kan
Handlingen i en Opera kun være umiddelbar Handling.
Anvende vi det her Udviklede paa Operaen
Don Juan
,
saa vil det give os Anledning til at see den i dens sande
classiske Gyldighed.
Don Juan
er Helten i Operaen, paa
ham samler Hovedinteressen sig; dog ikke blot dette, men han
giver alle de andre Personer Interesse. Dette maa imidlertid
ikke tages i nogen udvortes Forstand, men det er netop
Hemmeligheden i denne Opera, at Helten deri tillige er Kraften i
de øvrige Personer,
Don Juans
Liv er Livsprincipet i dem.
Hans Lidenskab sætter de andres Lidenskab i Bevægelse, hans
Lidenskab gjenlyder overalt, den gjenlyder i og bærer
Commandantens
Alvor,
Elviras
Vrede,
Annas
Had,
Ottavios
Vigtighed,
Zerlines
Angst,
Mazettos
Forbittrelse,
Leporellos
Forvirring. Som Helten i Operaen er
Don
Juan
Stykkets Nævner, han giver det som Helten i
Almindelighed dets Navn, men han er Mere, han er, om jeg saa
maa sige, General-Nævner. Al anden Existents er i Forhold
til hans kun en deriveret. Fordrer man nu af en Opera, at
dens Eenhed er en Grundtone, saa vil man let indsee, at der
ikke lader sig tænke nogen fuldkomnere Opgave for en Opera
end
Don Juan
, Grundtonen kan nemlig være et i Forhold
til Stykkets Kræfter Tredie, der bærer disse. Som Exempel
paa en saadan Opera vilde jeg anføre Den hvide Dame; men
en saadan Eenhed er i Forhold til Operaen en yderligere
Bestemmelse af det Lyriske. I Don Juan er Grundtonen ingen
anden end Grundkraften i selve Operaen, denne er
Don Juan
,
men han er igjen — netop fordi han ikke er Charakteer men
væsentlig Liv — absolut musikalsk. De øvrige Personer i
Operaen ere heller ikke Charakterer men væsentlig Lidenskaber, der
ere satte ved
Don Juan
, og forsaavidt igjen blive musikalske.
Som nemlig
Don Juan
omslynger Alle, saaledes slynge disse
sig igjen om
Don Juan
, de ere de udvortes Conseqventser,
hans Liv bestandig sætter. Det er denne
Don Juans
musikalske Livs absolute Centralitet i Operaen, der gjør, at den
udøver en Illusionens Magt som ingen anden, at dens Liv
river En hen i det Liv, som er i Stykket. Paa Grund af
det Musikalskes Allestedsnærværelse i denne Musik kan man nyde
en enkelt lille Deel af den, og man rives dog øieblikkelig hen;
man komme midt under Stykket, og øieblikkelig er man i det
Centrale, fordi dette Centrale, der er Don Juans Liv, er
overalt. Det er en gammel Erfaring, at det ikke er behageligt at
anstrenge to Sandser paa eengang, og det er saaledes ofte
forstyrrende, naar man skal bruge Øiet meget paa samme Tid
som Øret er beskjæftiget. Man har derfor en Tilbøielighed til,
naar man skal høre Musik, at lukke Øiet. Dette gjælder om
al Musik meer eller mindre, om Don Juan
sensu
eminentiori
. Saasnart Øiet beskjæftiges, forstyrres Indtrykket; thi
den dramatiske Eenhed, der frembyder sig for dette, er aldeles
underordnet og mangelfuld i Sammenligning med den
musikalske Eenhed, der høres sammen. Dette har min egen
Erfaring forvisset mig om. Jeg har siddet nærved, jeg har
fjernet mig mere og mere, jeg har søgt en Afkrog i Theatret, for
ganske at kunne skjule mig i denne Musik. Jo bedre jeg
forstod den eller troede at forstaae den, jo længere kom jeg bort
fra den, ikke af Kulde men af Kjærlighed, thi den vil
forstaaes paa Afstand. Dette har for mit Liv havt noget
besynderlig Gaadefuldt ved sig. Jeg har havt Tider, hvor jeg
havde givet Alt for en Billet, nu behøver jeg end ikke at give
1 Rbd. for en Billet. Jeg staaer udenfor paa Gangen, jeg
lænet mig op til det Skillerum, der udelukker mig fra
Tilskuernes Pladse, da virker den stærkest, det er en Verden for sig
selv, afsondret fra mig, jeg kan Intet see, men er nær nok til
at høre og dog saa uendelig fjern.
Da de i Operaen fremtrædende Personer ikke behøve at
være saa gjennemreflekterede, at de som Charakterer blive
gjennemsigtige, følger ogsaa deraf, hvad i det Foregaaende er blevet
udhævet, at Situationen ikke fuldkommen kan være udviklet eller
udsprungen, men til en vis Grad bæres af en Stemning. Det
Samme gjælder om Handlingen i en Opera. Hvad man i
strengere Forstand kalder Handling, den med Bevidsthed om et
Formaal foretagne Gjerning, kan ikke finde sit Udtryk i Musik,
men vel hvad man kunde kalde umiddelbar Handling. Begge
Dele er nu Tilfældet i Don Juan. Handlingen er umiddelbar
Handling; i denne Henseende maa jeg henvise til det
Foregaaende, hvor jeg udviklede, i hvilken Betydning Don Juan er
Forfører. Paa Grund af, at Handlingen er umiddelbar
Handling, er det ogsaa ganske i sin Orden, at Ironien er saa
fremherskende i dette Stykke; thi Ironien er og bliver det
umiddelbare Livs Tugtemester. Saaledes er, for blot at anføre et
Exempel, Commandantens Gjenkomst en uhyre Ironi; thi Don
Juan kan beseire enhver Hindring, men en Gjenganger kan man
som bekjendt ikke slaae ihjel. Situationen er heelt igjennem
baaret af Stemningen; i denne Henseende maa jeg erindre om
Don Juans Betydning for det Hele og de øvrige Personers
relative Existents i Forhold til ham. Jeg vil, ved nærmere
at omtale en enkelt Situation, vise, hvad jeg mener. Jeg
vælger dertil
Elviras
første Arie. Orchestret foredrager
Forspillet,
Elvira
træder ind. Den Lidenskab, der raser i hendes
Bryst, maa have Luft, og hendes Sang forhjælper hende
dertil. Dette vilde imidlertid være altfor lyrisk til egentlig at
være en Situation; hendes Arie vilde da være af samme Natur
som Monologen i et Drama. Forskjellen vilde kun være den,
at Monologen nærmest giver det Universelle individuelt, Arien
det Individuelle universelt. Men, som sagt, det vilde være
for Lidt til en Situation. Derfor er det heller ikke saa. I
Baggrunden seer man
Don Juan
og
Leporello
i spændt
Forventning paa, at den Dame, som de allerede have
bemærket ved Vinduet, skal komme frem. Dersom det nu var et
Drama, vi havde, saa vilde Situationen ikke ligge deri, at
Elvira
staaer i Forgrunden og
Don Juan
i Baggrunden,
men Situationen vilde ligge i det uventede Sammenstød.
Interessen vilde hvile paa, hvorledes
Don Juan
vilde slippe
derfra. I Operaen faaer ogsaa Sammenstødet sin Betydning,
men en langt underordnet. Sammenstødet vil sees, den
musikalske Situation vil høres. Eenheden i Situationen er nu den
Samstemning, hvori Elvira og Don Juan samlyde. Det er
derfor ogsaa ganske rigtigt, at Don Juan holder sig saa langt
tilbage som muligt; thi han skal ikke sees, ikke blot ikke af
Elvira, men end ikke af Tilskueren. Elviras Arie begynder.
Hendes Lidenskab veed jeg ikke at betegne anderledes end som
Elskovs-Had, en blandet, men dog malmfuld, tonende
Lidenskab. Hendes Indre er i urolig Bevægelse, hun har faaet Luft,
hun bliver mat et Øieblik, som ethvert lidenskabeligt Udbrud
matter, der følger en Pause i Musiken. Men Bevægelsen i
hendes Indre tyder tilstrækkelig paa, at Lidenskaben endnu ikke
noksom er kommen til Udbrud; Vredens Mellemgulv maa endnu
stærkere rystes. Men hvad kan fremkalde denne Rystelse,
hvilket Incitament? Det kan kun være eet —
Don Juans
Spot.
Mozart
har derfor — gid jeg var en Græker, thi da vilde
jeg sige, ganske guddommeligt, — benyttet Pausen til at slynge
Juans
Spot ind deri. Nu blusser Lidenskaben stærkere,
endnu voldsommere bryder den sig i hende og bryder frem i
Toner. Endnu engang gjentager det sig, da skjælver hendes
Indre, da bryder Vreden og Smerten som en Lavastrøm frem
i det bekjendte Løb, hvormed Arien ender. Man see nu her,
hvad det er jeg mener, naar jeg siger, at
Don Juan
gjenlyder i
Elvira
, at det er noget Andet end Phrase.
Tilskueren skal ikke see
Don Juan
, skal ikke see ham sammen med
Elvira
i Situationens Eenhed, han skal høre ham ind i
Elvira, ud af Elvira, thi vel er det Don Juan, der synger, men
han synger saaledes, at jo mere Tilskuerens Øre er udviklet,
desto mere er det ham, som om det kom fra Elvira selv. Som
Kjærligheden skaber sin Gjenstand, saaledes ogsaa Forbittrelsen.
Hun er besat af Don Juan. Denne Pause og Don Juans
Stemme gjør Situationen dramatisk, men Eenheden i Elviras
Lidenskab, hvori Don Juan gjenlyder, medens dog hendes
Lidenskab er sat ved Don Juan, gjør Situationen musikalsk.
Situationen er som musikalsk Situation betragtet mageløs. Er
derimod Don Juan en Charakteer og Elvira ligesaa, saa er
Situationen forfeilet, saa er det urigtigt, at lade Elvira
expectorere sig i Forgrunden og Don Juan spotte i Baggrunden;
thi da forlænges der, at jeg skal høre dem sammen, uden at
dog Midlet dertil gives, og uagtet de Begge ere Charakterer,
der umulig saaledes kunne samlyde. Ere de Charakterer, da
er Sammenstødet Situationen.
Det er ovenfor blevet bemærket, at der i Operaen ikke
fordres den dramatiske Hasten, den voxende Tilløbs-Hurtighed,
som i Drama, at Situationen gjerne her maa udbrede sig en
lille Smule. Imidlertid maa dette dog ikke udarte til en idelig
Standsning. Som et Exempel paa den sande Midte kan jeg
udhæve den Situation, jeg nys omtalte, ikke som om dette var
den eneste i Don Juan, eller den fuldkomneste, tværtimod, de
ere alle saaledes og alle fuldkomne, men fordi Læseren nærmest
har den i Erindring. Og dog, her nærmer jeg mig et
misligt Punkt; thi jeg tilstaaer det, der er to Arier, der maae
bort, der, hvor fuldendte de end ere i sig, dog virke
forstyrrende, virke retarderende. Jeg vilde gjerne gjøre en
Hemmelighed deraf, men det kan nu ikke hjælpe, Sandheden maa for
en Dag. Tager man dem bort, saa er alt det Øvrige lige
fuldendt. Den ene er
Ottavios
, den anden
Annas
, de
ere begge mere Concertnummere end dramatisk Musik, som
overhovedet Ottavio og Anna er meget for ubetydelige
Personer til at turde standse Gangen. Naar man tager dem bort,
saa har forøvrigt Operaen fuldkommen musikalsk-dramatisk
Hurtighed, fuldkommen som ingen Anden.
Det vilde vel lønne Umagen, stykkeviis at gjennemgaae
hver enkelt Situation, ikke for at ledsage den med Udraabstegn,
men for at vise dens Betydning, dens Gyldighed som musikalsk
Situation. Dette ligger imidlertid udenfor nærværende lille
Undersøgelses Grændse. Her var det især af Vigtighed at
fremhæve
Don Juans
Centralitet i den hele Opera. Noget
Lignende gjentager sig med Hensyn til de enkelte Situationer.
Hiin omtalte Don Juans Centralitet i Operaen vil jeg
lidt nærmere belyse ved at betragte de øvrige Personer i Stykket
i Forhold til ham. Ligesom i et Solsystem de mørke Legemer,
der modtage deres Lys fra den centrale Sol, bestandig kun ere
halv lyse, lyse nemlig paa den Side, der vender mod Solen,
saaledes er det Tilfældet med Personerne i dette Stykke, kun
det Livs-Moment, den Side, der vender mod
Don Juan
, er
belyst, forøvrigt ere de dunkle og uigjennemsigtige. Dette maa
ikke tages i den indskrænkede Forstand, som om hver af disse
Personer var en eller anden abstrakt Lidenskab, som om
Anna
f. Ex. var Had,
Zerline
Letsind. Slige Smagløsheder har
allermindst hjemme her. Lidenskaben i den Enkelte er concret,
men concret i sig selv, ikke concret i Personligheden, eller, for
at udtrykke mig bestemtere, det Øvrige i Personligheden er
slugt af denne Lidenskab. Dette er nu absolut rigtigt, fordi
det er en Opera, vi have med at gjøre. Denne Dunkelhed,
denne deels sympathetiske, deels antipathetiske hemmelighedsfulde
Communication med Don Juan, gjør dem samtlige musikalske
og bevirke, at den hele Opera samlyder i
Don Juan
. Den
eneste Figur i Stykket, der synes at gjøre en Undtagelse, er
naturligviis
Commandanten
; men derfor er det ogsaa saa
viselig indrettet, at han til en vis Grad ligger udenfor eller
begrændser Stykket; jo mere Commandanten blev trukket frem,
jo mere vilde Operaen ophøre at være absolut musikalsk. Han
er derfor bestandig holdt i Baggrunden og saa taaget som
mulig. Commandanten er den kraftfulde Forsætning og den
djærve Eftersætning, mellem hvilke Don Juans Mellemsætning
ligger, men denne Mellemsætnings rige Indhold er Operaens
Gehalt. Kun to Gange træder Commandanten op. Første
Gang er det Nat; det er i Baggrunden af Theatret, man kan
ikke see ham, men hører ham falde for Don Juans Kaarde.
Allerede der er hans Alvor, der kun viser sig desto stærkere ved
Don Juans parodierende Spot, Noget,
Mozart
fortræffeligt
har udtrykt i Musiken, allerede der er hans Alvor for dyb til
at tilhøre et Menneske; han er Aand, før han døer. Anden
Gang viser han sig som Aand, og Himlens Tordenstemme lyder
i hans alvorlige høitidelige Røst, men ligesom han selv er
forklaret, saaledes er hans Røst forklaret til noget Mere end en
menneskelig Stemme; han taler ikke mere, han dømmer.
Den vigtigste Person i Stykket næst Don Juan er
aabenbart
Leporello
. Hans Forhold til Herren bliver netop
forklarligt ved Musiken, uforklarligt uden denne. Er Don Juan
en reflekteret Personlighed, saa bliver Leporello næsten en endnu
større Skurk end han, og det bliver uforklarligt, at Don Juan
kan udøve saa megen Magt over ham, og det eneste Motiv,
der er tilbage, er at han kan betale ham bedre end alle Andre,
et Motiv, som endog
Moliere
ikke synes at have villet
benytte, da han lader Don Juan være i Pengeforlegenhed.
Fastholde vi derimod Don Juan som umiddelbart Liv, saa er det
let at forstaae, at han kan udøve en afgjørende Indflydelse paa
Leporello, at han assimilerer sig ham, saa at han næsten kan
blive et Organ for Don Juan. Leporello er i en vis Forstand
nærmere ved at være en personlig Bevidsthed end Don Juan,
men for at blive det, maatte han blive sig klar over sit
Forhold til denne, men det formaaer han ikke, han formaaer ikke
at hæve Trylleriet. Her gjælder det igjen, saasnart Leporello
faaer Replik, saa maa han blive os gjennemsigtig. Ogsaa i
Leporellos Forhold til Don Juan er der noget Erotisk, der er
en Magt, hvorved han fængsler ham selv mod hans Villie;
men i denne Tvetydighed er han musikalsk og Don Juan
gjenlyder bestandig i ham; Noget, jeg senere skal anføre et Exempel
paa for at vise, at det er Mere, end en Phrase.
Med Undtagelse af Commandanten staae alle Personer i
en Art erotisk Forhold til Don Juan. Over Commandanten
kan han ingen Magt udøve, han er Bevidsthed; de Andre ere
i hans Magt. Elvira elsker ham, derved er hun i hans
Magt,
Anna
hader ham, derved er hun i hans Magt,
Zerline
frygter ham, derved er hun i hans Magt,
Ottavio
og
Mazetto
gaae med for Svogerskabets Skyld, thi Blodets
Baand ere ømme.
Skuer jeg nu et Øieblik tilbage over det her Udviklede,
saa vil Læseren maaskee see, hvorledes det her atter fra flere
Sider er blevet udviklet, i hvilket Forhold Ideen Don Juan
staaer til det Musikalske, hvorledes dette Forhold er det
Constituerende i hele Operaen, hvorledes dette gjentager sig i dens
enkelte Dele. Jeg kunde gjerne standse her, men jeg vil dog
for en yderligere Fuldstændigheds Skyld oplyse det ved at
gjennemgaae nogle enkelte Stykker. Valget skal ikke være
vilkaarligt. Jeg vælger dertil Ouverturen, som vel nærmest giver
Grundtonen i Operaen i en sammentrængt Concentration, jeg
vælger dernæst det mest episke og det mest lyriske Moment i
Stykket, for at vise, hvorledes selv i Ydergrændsen Operaens
Fuldendthed er bevaret, det Musikalsk-Dramatiske opretholdt,
hvorledes det er
Don Juan
, der musikalsk bærer Operaen.
At udvikle, hvilken Betydning Ouverturen overhovedet har
for Operaen, dertil er her ikke Stedet; kun saa meget kan her
fremhæves, at den Omstændighed, at en Opera fordrer en
Ouverture, tilstrækkelig viser det Lyriskes Overvægt, og at den
Virkning, som derved tilsigtes, er at fremkalde en Stemning,
Noget som Dramaet ikke kan indlade sig paa, da Alt her skal
være gjennemsigtigt. Det er derfor i sin Orden, at
Ouverturen bliver componeret sidst, for at Kunstneren ret selv kan
være gjennemtrængt af Musiken. Ouverturen giver derfor i
Almindelighed Leilighed til at gjøre et dybt Indblik i
Componisten og hans sjælelige Forhold til sin Musik. Er det ikke
lykkedes ham at gribe det Centrale deri, staaer han ikke i den
dybere Rapport til Grundstemningen i Operaen, saa vil dette
umiskjendeligt forraade sig i Ouverturen; den bliver da et af
en løs Ideeassociation gjennemslynget Aggregat af de
fremtrædende Punkter, men ingen Totalitet, der, som den egentlig
burde, indeholder de dybeste Oplysninger om Musikens
Indhold. En saadan Ouverture er derfor ogsaa i Almindelighed
aldeles vilkaarlig; den kan nemlig blive saa lang eller saa kort
som det skal være, og det sammenholdende Element, det
Continueerlige kan, da det kun er Ideeassociation, udtværes saa
længe det skal være. Derfor er Ouverturen ofte en farlig
Fristelse for underordnede Componister; de forledes nemlig let til
at plagiere sig selv, stjæle af deres egen Lomme, Noget, der
virker meget forstyrrende. Medens det saaledes er klart, at
Ouverturen ikke skal indeholde det Samme som Operaen, saa
skal den naturligviis heller ikke indeholde noget absolut Andet.
Den skal nemlig indeholde det Samme som Stykket, men paa
en anden Maade, den skal indeholde det centralt og med det
Centrales hele Magt gribe Tilhøreren.
I denne Henseende er og bliver den altid beundrede
Ouverture til
Don Juan
et fuldendt Mesterværk, saa dersom der
intet andet Beviis kunde føres for Don Juans Classicitet, saa
vilde det være tilstrækkeligt at udhæve dette Ene, det
Utænkelige i, at Den, der havde det Centrale, ikke ogsaa skulde have
det Peripheriske. Denne Ouverture er intet Mellemhverandre
af Themaer, den er ikke labyrinthisk gjennemslynget af
Ideeassociationer, den er concis, bestemt, stærkt bygget, og fremfor Alt,
den er imprægneret af hele Operaens Væsen. Den er kraftig
som en Guds Tanke, bevæget som en Verdens Liv, rystende i
sin Alvor, zittrende i sin Lyst, knusende i sin forfærdelige Vrede,
beaandende i sin livslystne Glæde, den er huul i sin
Straffedom, hvinende i sin Lyst, den er langsom høitidelig i sin
imponerende Værdighed, den er bevæget, flagrende, dandsende i
sin Fryd. Og dette har den ikke opnaaet ved at blodsuge
Operaen, den er tværtimod i Forhold til denne en Propheti.
I Ouverturen udfolder Musiken hele sit Omfang, med et Par
mægtige Vingeslag oversvæver den ligesom sig selv, oversvæver
det Sted, hvor den vil dale ned. Den er en Kamp, men
Kamp i Luftens høiere Regioner. Den, der efter at have
gjort et nøiere Bekjendtskab med Operaen, hører Ouverturen,
ham vil det maaskee forekomme, som om han var trængt frem
til det skjulte Værksted, hvor de Kræfter, han i Stykket har
lært at kjende, urkraftigt røre sig, hvor de af al Magt bryde
sig mod hverandre. Dog, Striden er for ulige, den ene Magt
er allerede før Slaget Seierherre, den flygter og undviger,
men denne Flugt er netop dens Lidenskab, dens brændende Uro
i dens korte Livsglæde, den jagende Puls i dens lidenskabelige
Hede. Herved sætter den den anden Magt i Bevægelse og
river den hen med sig. Denne, der først viste sig som saa
urokkelig sikker, at den næsten var ubevægelig, maa nu afsted,
og snart bliver Bevægelsen saa hurtig, at det synes en virkelig
Strid. Nærmere at udføre dette lader sig ikke gjøre; her
gjælder det at høre Musiken, thi Striden er ikke en Ordstrid
men en elementarisk Rusen. Kun maa jeg gjøre opmærksom
paa, hvad der tidligere blev udviklet, at Operaens Interesse
er
Don Juan
, ikke Don Juan og Commandanten; dette
viser sig alt i Ouverturen. Med Flid synes
Mozart
at have
anlagt det saaledes, at hiin dybe Røst, der lyder i
Begyndelsen, efterhaanden bliver svagere og svagere, taber næsten
ligesom sin majestætiske Holdning, maa ile for at kunne følge
den dæmoniske Hasten, der undviger den, og dog næsten faaer
Magt til at nedværdige den ved at rive den hen til et
Væddeløb i Øieblikkets Korthed. Derved dannes Overgangen mere
og mere til selve Stykket. Som en Følge deraf maa man
tænke sig Finalen i et nært Forhold til den første Deel af
Ouverturen. I Finalen er Alvoren igjen kommen til sig selv,
medens det i Ouverturens Fortgang var, som om den var ude
af sig selv; nu er der ikke Spørgsmaal om at løbe omkaps
med Lysten, Alvoren kommer igjen og har derved bortskaaret
enhver Udvei til et nyt Væddeløb.
Ouverturen bliver derfor, medens den i een Forstand er
selvstændig, i en anden Forstand at ansee for et Tilløb til
Operaen. Dette har jeg i det Foregaaende søgt at minde om
ved at opfriske Læserens Erindring af den successive Aftagen,
i hvilken den ene Magt nærmer sig Stykkets Begyndelse. Det
Samme viser sig, naar man betragter den anden Magt, den
tiltager nemlig i en voxende Progression; den begynder i
Ouverturen, den voxer og tiltager. Beundringsværdigt er især
denne dens Begynden udtrykt. Man hører den saa svagt, saa
hemmelighedsfuldt antydet, man hører den, men det er saa
hurtigt forbi, saa man netop faaer det Indtryk, som om man
havde hørt Noget, man ikke havde hørt. Der skal et
opmærksomt, et erotisk Øre til, for at passe paa første Gang man i
Ouverturen faaer et Vink om dette Lystens lette Spil, man
senere faaer saa rigt udtrykt i hele dets ødsle Overflod. Paa
Punkt og Prikke at angive, hvor dette Sted er, det kan jeg
ikke, da jeg ikke er kyndig i Musik, men jeg skriver ogsaa kun
for Forelskede, og disse ville vel forstaae mig, nogle af dem
bedre end jeg forstaaer mig selv. Jeg er imidlertid tilfreds
med min beskikkede Deel, med denne gaadefulde Forelskelse, og
skjøndt jeg ellers takker Guderne for at jeg er bleven en Mand
og ikke en Qvinde, saa har
Mozarts
Musik lært mig, at det
er skjønt og Vederqvægende og rigt at elske som en Qvinde.
Ikke er jeg nogen Ben af Billeder; den nyere Literatur
har i høi Grad givet mig Afsmag derfor; thi det er snart
kommet saa vidt, at hvergang jeg træffer paa et Billede, farer
der uvilkaarlig en Frygt i mig for, at dets sande Hensigt skal
være at skjule en Dunkelhed i Tanken. Jeg skal derfor ikke
vove et uforstandigt eller frugtesløst Forsøg paa at oversætte
Ouverturens energiske og fyndige Korthed i et vidtløftigt og
intetsigende Billedsprog; kun eet Punkt i Ouverturen vil jeg
udhæve, og for at faae Læseren gjort opmærksom derpaa vil
jeg bruge et Billede, det eneste Middel, jeg har til at sætte
mig i Forbindelse med ham. Dette Punkt er naturligviis intet
andet end
Don Juans
første Frembrud, Anelsen om ham,
om den Magt, hvormed han senere bryder igjennem.
Ouverturen begynder med enkelte dybe, alvorlige, eensformige Toner,
da lyder første Gang uendelig fjernt et Vink, der dog, som
om det var kommet for tidlig, i samme Øieblik tilbagekaldes,
indtil man senere atter og atter hører, dristigere og dristigere,
mere og mere høirøstet, hiin Stemme, der først underfundigt,
coquet og dog som i Angst slap med ind, men ikke kunde
trænge igjennem. Saaledes seer man stundom i Naturen
Horizonten mørk, skyfuld; for tung til at bære sig selv, hviler den
sig paa Jorden og skjuler Alt i sin dunkle Nat, enkelte hule
Toner høres, dog ikke i Bevægelse men som en dyb Mumlen
ved sig selv — da seer man ved Himlens yderste Grændse,
fjernt i Horizonten, et Blink; hurtigt iler det hen langs Jorden,
i samme Nu er det forbi. Men snart viser det sig igjen, det
tiltager i Styrke, det belyser momentant hele Himlen med sin
Flamme, i næste Øieblik synes Horizonten endnu mørkere, men
hurtigere, endnu mere glødende blusser det op, det er som om
Mørket selv tabte sin Ro og kommer i Bevægelse. Som Øiet
her i dette første Blink aner Ildebranden, saaledes aner Øret
i hiint hendøende Buestrøg den hele Lidenskab. Der er en
Angst i hiint Blink, det er som om det i det dybe Mørke
fødtes i Angst — saaledes er
Don Juans
Liv. Der er en
Angst i ham, men denne Angst er hans Energi. Det er ikke
en i ham subjektiv reflekteret Angst, det er en substantiel Angst.
Ikke har man i Ouverturen — hvad man i Almindelighed har
sagt uden at vide hvad man siger — Fortvivlelse;
Don
Juans
Liv er ikke Fortvivlelse; men det er Sandselighedens
hele Magt, der fødes i Angst, og Don Juan selv er denne
Angst, men denne Angst er netop den dæmoniske Livslyst.
Efterat
Mozart
saaledes har ladet Don Juan blive til, saa
udvikler nu hans Liv sig for os i de dandsende Violintoner, i
hvilke han let, flygtig iler hen over Afgrunden. Som naar
man kaster en Steen saaledes, at den skærer Vandets Overflade,
den da en Tidlang kan springe hen derover i lette Hop,
hvorimod den, saasnart den hører op at springe, øieblikkelig synker
ned i Afgrunden, saaledes dandser han over Afgrunden,
jublende i sin korte Frist.
Men naar nu, som ovenfor blev bemærket, Ouverturen
kan ansees for et Tilløb til Operaen; naar man i Ouverturen
stiger ned fra hine høiere Regioner, saa spørges, paa hvilket
Sted i Operaen lander man da bedst, eller hvorledes faaer
man Operaen til at begynde. Her har
Mozart
seet det ene
Rigtige, at begynde med
Leporello
. Vel kunde det synes,
at dette ikke var saa stor en Fortjeneste, saa meget mere som
næsten alle Bearbeidelser af
Don Juan
begynde med en
Monolog af
Sganarel
. Imidlertid er der en stor Forskjel,
og man saaer atter her Leilighed til at beundre
Mozarts
Mesterskab. Den første Tjener-Arie har han sat i umiddelbar
Forbindelse med Ouverturen. Man regner derfor ganske
rigtigt Leporellos første Arie med til Ouverturen. Denne
Leporellos Arie svarer til den ikke uberømte
Sganarels
-Monolog
hos
Moliere
. Vi vil betragte Situationen lidt nærmere.
Sganarels Monolog er langt fra at være uvittig, og naar
man læser den i Prof.
Heibergs
lette og flydende Vers, er
den meget underholdende, derimod er Situationen selv
mangelfuld. Dette siger jeg nærmest med Hensyn til
Moliere
, thi
hos
Heiberg
er det en anden Sag, og jeg siger det ikke for
at udsætte paa
Moliere
, men for at vise
Mozarts
Fortjeneste. En Monolog er altid meer eller mindre et Brud paa
det Dramatiske, og naar Digteren, for at fremkalde Virkning,
søger at virke ved selve Monologens Vittighed, ikke ved dens
Charakteer, saa har han selv brudt Staden over sig og har
opgivet den dramatiske Interesse. Anderledes i Operaen.
Situationen er her absolut musikalsk. Jeg har allerede før
erindret om den Forskjel, der er mellem en dramatisk og en
musikalsk dramatisk Situation. I Dramaet taales ikke Snak,
der fordres Handling og Situation. I Operaen er der en
Hvilen i Situationen. Men hvad gjør da denne Situation
til en musikalsk Situation? Det er tidligere blevet udhævet, at
Leporello
er en musikalsk Figur, og dog er det ikke ham,
der bærer Situationen. Hvis saa var, vilde hans Arie være
en Analogi til
Sganarels
Monolog, om det end derfor blev
lige vist, at en saadan Qvasi-Situation bedre gaaer an i
Operaen end i Dramaet. Det, der gjør Situationen musikalsk, er
Don Juan
, som er indenfor. Pointet ligger ikke i
Leporello, som nærmer sig, men i Don Juan, som man ikke seer
— men som man hører. Nu kunde man vel indvende: man
hører jo ikke Don Juan. Dertil vilde jeg svare: jo man gjør,
thi han gjenlyder i Leporello. Jeg skal til den Ende gjøre
opmærksom paa de Overgange (
vuol star dentro colla bella
),
hvor Leporello aabenbart reproducerer Don Juan. Men selv
om dette ikke var Tilfældet, saa er dog Situationen saaledes
lagt an, at man uvilkaarlig faaer Don Juan med, at man
glemmer Leporello, som staaer udenfor, over Don Juan, som
er indenfor. Overhovedet har
Mozart
med ægte Genialitet
ladet
Leporello
reproducere
Don Juan
, og derved opnaaet
to Ting, den musikalske Virkning, at man overalt, hvor
Leporello er alene, hører Don Juan, og den parodiske Virkning, at
man, naar Don Juan er med tilstede, hører Leporello repetere
ham og dermed ubevidst parodiere ham. Som Exempel herpaa
vil jeg anføre Slutningen af Ballet.
Spørger man, hvilket Moment der er det mest episke i
Operaen, saa er Svaret let og utvivlsomt, det er
Leporellos
anden Arie, Listen. I det Foregaaende er det allerede udhævet,
ved at sammenligne denne Arie med den tilsvarende Monolog
hos
Moliere
, hvilken absolut Betydning Musiken har, at
Musiken netop derved, at den lader os høre Don Juan, hører
Variationerne i ham, fremkalder den Virkning, som Ordet eller
Repliken ikke er istand til. Her bliver det af Vigtighed at
fremhæve Situationen og det Musikalske i den. See vi os
nu om paa Skuepladsen, da bestaaer det sceniske Ensemble af
Leporello
,
Elvira
og den troe Tjener. Den utroe Elsker
er derimod ikke tilstede, han er nemlig, som Leporello træffende
udtrykker sig — „han er borte.” Det er en Virtuositet, Don
Juan er i Besiddelse af, han er og — saa er han borte, og
han bliver (for sig selv nemlig) ligsaa beleiligt borte som en
Jeronimus
kommer beleiligt. Da det nu er vitterligt, at
han er borte, saa kunde det synes underligt, at jeg omtaler
ham og paa en Maade fører ham med ind i Situationen; ved
nærmere Overveielse vil man maaskee finde det ganske i sin
Orden og her see et Exempel paa, hvor nøie efter Ordet det
maa tages, at
Don Juan
er allestedsnærværende i Operaen;
thi dette kan dog neppe stærkere betegnes end ved at gjøre
opmærksom paa, at selv naar han er borte er han tilstede. Dog,
vi ville nu lade ham være borte, da vi senere ville faae at
see, i hvilken Betydning han er tilstede. Derimod ville vi
betragte de tre Personer paa Scenen. At
Elvira
er tilstede
bidrager naturligviis til at frembringe en Situation; thi det
gik ikke an at lade Leporello til egen Tidsfordriv oprulle Listen;
men hendes Stilling bidrager tillige til at gjøre Situationen
piinlig. Man kan overhovedet ikke negte, at den Spot, der
stundom drives med Elviras Kjærlighed, næsten er grusom.
Saaledes i anden Act, hvor hun i det afgjørende Øieblik, da
Ottavio
endelig har faaet Mod i Brystet og Kaarden ud af
Skeden for at myrde
Don Juan
, styrter sig imellem og nu
opdager, at dette ikke er Juan men
Leporello
, en Forskjel,
Mozart saa stærkt har betegnet ved et vist klynkende Bræg.
Saaledes er der i vor Situation og noget Smerteligt i, at
hun skal være tilstede for at vide, at ved Spanien staaer 1003,
ja hvad meer er, paa Tydsk bliver det hende sagt, at hun selv
er Een af dem. Dette er en tydsk Forbedring, der i samme
Grad er taabelig uanstændig som den tydske Oversættelse paa
en ikke mindre taabelig Maade er latterlig anstændig og aldeles
forfeilet. Det er for
Elvira
at
Leporello
giver en episk
Oversigt over sin Herres Liv, og man kan ikke negte, at det
er ganske i sin Orden, at Leporello foredrager og Elvira hører
til; thi de ere begge to i høi Grad interesserede deri. Som
man derfor i den hele Arie bestandig hører
Don Juan
,
saaledes hører man paa enkelte Steder
Elvira
, der nu synlig
er tilstede paa Scenen som et Vidne
instar omnium
, ikke paa
Grund af noget tilfældigt Fortrin hos hende, men fordi, da
Methoden væsentlig bliver den samme, Een gjælder for Alle.
Dersom Leporello var Charakteer eller gjennemreflekteret
Personlighed, da lod en saadan Monolog sig vanskelig tænke, men
netop fordi han er en musikalsk Figur, der synker ned i Don
Juan, derfor har denne Arie en saa stor Betydning. Den er
en Reproduktion af hele Don Juans Liv. Leporello er den
episke Fortæller. En saadan bør vel ikke være kold eller
ligegyldig for hvad han fortæller, men han bør dog bevare en
objektiv Holdning ligeover for det. Dette er ikke Tilfældet med
Leporello. Han henrives aldeles af det Liv, han beskriver, han
glemmer sig i Don Juan. Saaledes har jeg atter her et
Exempel paa, hvad det vil sige, at Don Juan gjenlyder
overalt. Situationen ligger derfor ikke i Leporellos og Elviras
Underholdning om Don Juan, men i den Stemning, der bærer
det Hele, i Don Juans usynlige aandelige Nærværelse.
Nærmere at udvikle Overgangen i denne Arie, hvorledes den
begynder rolig og mindre bevæget, men alt mere og mere
opflammes, eftersom Don Juans Liv mere og mere gjenlyder i
den, hvorledes Leporello mere og mere hentages deraf, henveires
i og vugges af disse erotiske Luftninger, hvorledes den
nuanceres forskjelligt alt eftersom de Qvindelighedens Differentser,
der ligge indenfor Don Juans Omfang, blive hørlige deri —
dertil er her ikke Stedet.
Spørger man, hvilket der er det mest lyriske Moment i
Operaen, saa kunde Svaret maaskee blive mere tvivlsomt;
hvorimod det vel neppe kan være underkastet nogen Tvivl, at det
mest lyriske Moment kun kan indrømmes
Don Juan
, at det
vilde være et Brud paa den dramatiske Subordination, om det
tilstodes en Biperson paa den Maade at beskjæftige vor
Opmærksomhed. Dette har ogsaa
Mozart
iagttaget. Valget er
saaledes betydeligt indskrænket, og ved nærmere Eftersyn kan
der kun være Tale, enten om Taffelet, den første Deel af den
store Finale, eller om den bekjendte Champagne-Arie. Hvad
Taffelscenen angaaer, saa kan man vel til en vis Grad betragte
den som et lyrisk Moment, og Maaltidets berusende
Hjertestyrkning, den skummende Viin, Musikens fjerne festlige Toner, Alt
forener sig for at potentsere Don Juans Stemning, ligesom
hans egen Festlighed kaster et forhøiet Lys over den hele
Nydelse, der virker saa stærkt, at selv
Leporello
forklares i
dette rige Øieblik, der er Glædens sidste Smiil, Nydelsens
Afskedshilsen. Imidlertid er det dog mere en Situation end
et blot lyrisk Moment. Dette ligger naturligviis ikke deri, at
der spises og drikkes paa Scenen, thi dette er i og for sig
meget utilstrækkeligt som Situation betragtet. Situationen ligger
i, at Don Juan er trængt ud til Livets yderste Pynt. Forfulgt
af hele Verden har hiin seierrige Don Juan nu intet andet
Opholdssted end et afsides lille Værelse. Det er paa denne
yderste Spidse af Livets Vippebræt, at han endnu engang i
Mangel af lystigt Selskab ophidser al Livslyst i sit eget Bryst.
Hvis Don Juan var et Drama, da vilde den indre Uro i
Situationen fordre, at den blev saa kort som mulig. Derimod
er det rigtigt i Operaen, at Situationen fastholdes, forherliges
i al mulig Yppighed, der kun lyder desto vildere, fordi den
for Tilhørerne gjenlyder i den Afgrund, over hvilken Don
Juan svæver.
Anderledes forholder det sig med Champagne-Arien. En
dramatisk Situation vil man, troer jeg, her forgjæves søge, men
desto mere Betydning har den som lyrisk Udgydelse. Don
Juan er trættet af de mange krydsende Intriguer; imidlertid er
han ingenlunde mat, hans Sjal er endnu saa livskraftig som
nogensinde, han trænger ikke til muntert Selskab, ikke til at see
og høre Vinens Skummen eller til at styrke sig paa den; den
indre Vitalitet bryder frem i ham stærkere og rigere end
nogensinde. Idealt er han stedse opfattet af
Mozart
, som Liv, som
Magt, men idealt ligeoverfor en Virkelighed; her er han
ligesom idealt beruset i sig selv. Om al Verdens Piger omgave
ham i dette Øieblik, han vilde ikke være farlig for dem, thi
han er ligesom for stærk til at ville bedaare dem, selv
Virkelighedens mangfoldigste Nydelse er for lidt for ham i
Sammenligning med hvad han nyder i sig selv. Her viser det sig ret,
hvad det vil sige, at Don Juans Væsen er Musik. Han
opløser sig ligesom for os i Musik, han udfolder sig til en
Verden af Toner. Man har kaldet denne Arie Champagne-Arien,
og dette er unegtelig meget betegnende. Men det, det især
kommer an paa at see, er, at det ikke staaer i et tilfældigt
Forhold til Don Juan. Saaledes er hans Liv, skummende
som Champagne. Og ligesom Perlerne i denne Viin, medens
den syder i indre Hede, tonerigt i sin egen Melodi, stige op,
og vedblive at stige op, saaledes gjenlyder Nydelsens Lyst i
det elementariske Kog, der er hans Liv. Det, som derfor
giver denne Arie dramatisk Betydning, er ikke Situationen,
men det, at Operaens Grundtone her lyder og gjenlyder i
sig selv.
Intetsigende Efterspil.
Dersom nu det her Udviklede forholder sig rigtigt, saa vender
jeg atter tilbage til mit Yndlingsthema, at blandt alle classiske
Værker
Mozarts Don Juan
bør staae øverst; da vil jeg
endnu engang glæde mig over Mozarts Lykke, en Lykke, der
i Sandhed er misundelsesværdig, baade i og for sig og fordi
den gjør alle dem lykkelige, der blot nogenlunde fatte hans
Lykke. Jeg idetmindste føler mig ubeskrivelig lykkelig ved om
end kun fjernt at have forstaaet Mozart og anet hans Lykke;
hvor meget mere da de, der fuldkomment have forstaaet ham,
hvor meget mere maae de ikke føle sig lykkelige med den
Lykkelige.
↑
Saaledes bør efter min Mening Elviras Arie og Situationen
opfattes. Don Juans uforlignelige Ironi bør ikke holdes udenfor,
men blive skjult i Elviras substantielle Lidenskab. Dette maa høres
sammen. Ligesom det spekulative Øie seer sammen, saaledes hører
det spekulative Øre sammen. Jeg vil tage et Exempel fra det reent
Physiske. Naar et Menneske fra et høit Standpunkt skuer udover
en flad Egn og seer forskjellige Landeveie, der løbe parallele med
hverandre, saa vil han, hvis han mangler Intuition, blot see   Landeveiene, og de mellemliggende Marker ville ligesom forsvinde, eller
han vil blot see Markerne og Landeveiene ville forsvinde; den, der
derimod har det intuitive Blik, vil see dem sammen, vil see hele
Strækningen stribet. Saaledes ogsaa med Øret. Hvad her er sagt,
gjælder naturligviis om den musikalske Situation; den dramatiske
har det Mere, at Tilskueren veed, at det er Don Juan, der staaer
i Baggrunden og Elvira i Forgrunden. Antager jeg nu, at
Tilskueren er vidende om disses tidligere Forhold (Noget, som Tilskueren
den første Gang ikke kan være vidende om), saa vinder Situationen
meget, men man vil da ogsaa see, at det, hvis Accenten skulde ligge
herpaa, bliver urigtigt at holde dem saalænge ud fra hinanden.
