Enten — Eller. Første Deel/1

Enten — Eller. Første Deel
Διαψαλματα
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag, 1878
De umiddelbare erotiske Stadier eller det Musikalsk-Erotiske
→
C. A. Reitzels Forlag
Kjøbenhavn
1878
indeholdende A.'s Papirer
Enten-Eller Første Deel.djvu
Enten-Eller Første Deel.djvu/1
1-30
ΔΙΑΨΑΛΜΑΤΑ
.
ad se ipsum.
Grandeur, savoir, renommée,
Amitié, plaisir et bien,
Tout n'est que vent, que fumée:
Pour mieux dire, tout n'est rien.
Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer
dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes,
at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som
en skjøn Musik. Det gaaer ham som de Ulykkelige, der i
Phalaris's Oxe langsomt pintes ved en sagte Ild, deres Skrig
kunde ikke naae hen til Tyrannens Øre for at forfærde ham,
for ham løde de som en sød Musik. Og Menneskene flokkes
om Digteren og sige til ham: syng snart igjen, det vil sige,
gid nye Lidelser maae martre din Sjæl, og gid Læberne maae
vedblive at være dannede som forhen; thi Skriget vilde blot
ængste os, men Musiken den er liflig. Og Recensenterne træde
til, de sige: det er rigtigt, saaledes skal det være efter
Æsthetikens Regler. Nu det forstaaer sig, en Recensent ligner ogsaa
en Digter paa et Haar, kun har han ikke Qvalerne i Hjertet,
ikke Musiken paa Læberne. See derfor vil jeg hellere være
Svinehyrde paa Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end
være Digter og være misforstaaet af Menneskene.
*
Det første Spørgsmaal i den første, den mest
compendieuse Underviisning, hvori et Barn oplæres, er som bekjendt
dette: hvad skal Barnet have? Svaret er: Da-da. Og med
saadanne Betragtninger begynder Livet, og dog negter man
Arvesynden. Og hvem har dog Barnet de første Prygl at takke
for, hvem Andre end Forældrene.
*
Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog
haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der ere blevne
det — Herre Jemini!
*
Menneskene ere dog urimelige. De bruge aldrig de
Friheder, de har, men fordre dem, de ikke har; de har
Tænkefrihed, de fordre Yttringsfrihed.
*
Jeg gider slet ikke. Jeg gider ikke ride, det er for stærk
en Bevægelse; jeg gider ikke gaae, det er for anstrengende; jeg
gider ikke lægge mig ned, thi enten skulde jeg blive liggende,
og det gider jeg ikke, eller jeg skulde reise mig op igjen, og det
gider jeg heller ikke. Summa Summarum: jeg gider slet ikke.
*
Der er som bekjendt Insekter, der døe i Befrugtelsens
Øieblik; saaledes er det med al Glæde, Livets høieste og yppigste
Nydelses-Moment er ledsaget af Døden.
*
Probat Raad for Forfattere.
Man nedskriver sine egne Betragtninger skjødesløst, man
lader dem trykke, i de forskjellige Correcturer vil man da
efterhaanden faae en Mængde gode Indfald. Fatter derfor Mod
I, som endnu ikke har dristet Eder til at lade Noget trykke,
ogsaa Trykfeil ere ikke at foragte, og at blive vittig ved Hjælp
af Trykfeil maa ansees for en lovlig Maade at blive det paa.
*
Det er overhovedet Ufuldkommenheden ved alt
Menneskeligt, at først gjennem Modsætning eier man det Attraaede. Jeg
vil ikke tale om den Formations-Mangfoldighed, der kan give
Psychologen nok at bestille (den Melancholske har mest comisk
Sands, den Yppigste ofte mest idyllisk; den Udsvævende ofte
mest moralsk; den Tvivlende ofte mest religieus), men blot
erindre om, at først gjennem Synden øines Saligheden.
*
Foruden min øvrige talrige Omgangskreds har jeg endnu
een intim Fortrolig — mit Tungsind, midt i min Glæde, midt
i mit Arbeide vinker han ad mig, kalder mig til en Side, om
jeg end legemlig bliver tilstede. Mit Tungsind er den
trofasteste Elskerinde jeg har kjendt, hvad Under da, at jeg
elsker igjen.
*
Der er en Raisonnements-Passiar, der i sin Uendelighed
staaer i samme Forhold til Resultatet, som de uoverskuelige
ægyptiske Kongerækker til det historiske Udbytte.
*
Alderdommen realiserer Ungdommens Drømme: det seer
man paa Swift; han byggede i sin Ungdom en Daarekiste, i
sin Alderdom gik han selv i den.
*
Naar man seer, med hvilket hypochondert Dybsind de
ældre Englændere have opdaget det Tvetydige, der ligger til
Grund for Latteren, saa maa man ængstes derover. Dr. Hartley
har saaledes bemærket: daß wenn sich das Lachen zuerst bei
Kindern zeiget, so ist es ein entstehendes Weinen, welches durch
Schmerz erregt wird, oder ein plötzlich gehemtes und in sehr
kurzen Zwischenräumen wiederholtes Gefühl des Schmerzens
(cfr. Flögel Geschichte der comischen Litteratur I B. Pag. 50).
Hvad om Alt i Verden var en Misforstaaelse, hvad om
Latteren egentlig var Graad!
*
Der gives enkelte Leiligheder, hvor det kan berøre En saa
uendelig smerteligt, at see et Menneske staae ganske ene i
Verden. Forleden saae jeg saaledes en fattig Pige, der gik ganske
ene til Kirken for at blive confirmeret.
*
Cornelius Nepos fortæller om en Feltherre, der blev holdt
indesluttet med et betydeligt Cavalleri i en Fæstning, at han
hver Dag lod Hestene pidske, at de ikke skulde tage Skade af
den megen Stillestaaen — saaledes lever jeg i denne Tid, som
en Beleiret; men for ikke at tage Skade af den megen
Stillesidden græder jeg mig træt.
*
Jeg siger om min Sorg hvad Engelskmanden siger om sit
Huus: min Sorg
is my castle
. Mange Mennesker ansee det
at have Sorg for at være en af Livets Beqvemmeligheder.
*
Jeg er tilmode som en Brik i Schakspillet maa være det,
naar Modspilleren siger om den: den Brik kan ikke røres.
*
Det er derfor, at „Aladdin” er saa styrkende, fordi dette
Stykke har den geniale, barnlige Dristighed i de mest forfløine
Ønsker. Hvor Mange er der vel i vor Tid, der i Sandhed
tør ønske, tør begjære, tør tiltale Naturen hverken med et
artigt Barns bitte, bitte, eller med et fortabt Individs Raseri?
Hvor Mange er der, som i Følelsen af hvad der i vor Tid
snakkes saa meget om, at Mennesket er skabt i Guds Billede,
har den sande Commandostemme? Eller staae vi ikke Alle der
som Nureddin og bukke og skrabe, ængstelige for at forlange
for Meget og for Lidet? Eller nedsættes ikke efterhaanden
enhver storartet Fordren til en sygelig Reflekteren over Jeget,
fra at kræve til at kræve sig, som vi jo opdrages og afrettes til.
*
Forknyttet er jeg som et Scheva, svag og overhørt som
et Dagesch
lene
, tilmode som et Bogstav, der er trykket
bagvendt i Linien, og dog umaneerlig som en Pascha af tre
Hestehaler, iversyg paa mig selv og mine Tanker som Banken paa
sine Seddel-Skriverier, overhovedet saa reflekteret i mig selv
som noget
pronomen reflexivum
. Ja gjaldt det om Ulykker
og Sorger, hvad der gjælder om de bevidste gode Gjerninger,
at de, der gjøre dem, have deres Løn borte, gjaldt dette om
Sorger, da var jeg det lykkeligste Menneske: thi jeg tager alle
Bekymringer forud, og dog blive de alle tilbage.
*
Deri yttrer sig blandt Andet Folke-Litteraturens uhyre
poetiske Kraft, at den har Styrke til at begjære. I
Sammenligning med denne er vor Tids Begjær paa eengang syndig og
kjedsommelig, fordi den begjærer hvad Næstens er. Hiin er sig
meget godt bevidst, at Næsten eier ligesaa lidet det den søger,
som den selv gjør det. Og skal den begjære syndigt, saa er
den saa himmelskrigende, at den maa ryste Mennesket. Den
lader sig Intet afprutte af en nygtern Forstands kolde
Sandsynlighedsberegninger. Endnu skrider Don Juan over Scenen
med sine 1003 Elskerinder. Ingen vover at smile af
Ærbødighed for Traditionens Ærværdighed. Havde en Digter vovet
det i vor Tid, da var han bleven udleet.
*
Hvor besynderlig veemodigt blev jeg ikke stemt ved at see
et stakkels Menneske liste sig gjennem Gaderne i en temmelig
aflægs lyse-grøn i guult spillende Frakke. Det gjorde mig
ondt for ham; men hvad der mest bevægede mig, var dog,
at samme Frakkes Farve saa levende erindrede mig om min
Barndoms første Frembringelser i den ædle Malerkunst. Denne
Farve var netop en af mine Liv-Couleurer. Er det dog ikke
sørgeligt, disse Farveblandinger, som jeg endnu med saa megen
Glæde tænker paa, dem finder man intetsteds i Livet; hele
Verden finder den grelle, afstikkende, kun anvendelige paa
Nürnbergerstykker. Støder man en enkelt Gang paa dem, saa
skal Mødet altid være saa uheldigt, som nu dette. Det skal
altid være en Sindssvag eller en Forulykket, kort altid En,
der føler sig fremmed i Livet, og som Verden ikke vil
vedkjende sig. Og jeg, som altid malede mine Helte med dette
evig-uforglemmelige guulgrønne Anstrøg paa Kjolen! Gaaer det
ikke saaledes med alle Barndommens Farveblandinger? Det
Skjær, Livet dengang havde, bliver efterhaanden vort matte
Øie for stærkt, for grelt!
*
Ak, Lykkens Dør den gaaer ikke ind ad, saa at man ved
at storme løs paa den kan trykke den op; men den gaaer ud
efter, og man har derfor intet at gjøre.
*
Mod har jeg til at tvivle, jeg troer om Alt; jeg har
Mod til at kæmpe, jeg troer med Alt; men jeg har ikke Mod
til at erkjende Noget; ikke Mod til at besidde, til at eie Noget.
De Fleste klage over, at Verden er saa prosaisk, at det gaaer
ikke til i Livet som i Romanen, hvor Leiligheden altid er saa
gunstig; jeg klager over, at det ikke er i Livet, som i
Romanen, hvor man har haardhjertede Fædre, og Nisser og Trolde
at bekæmpe, fortryllede Prindsesser at befrie. Hvad er alle
saadanne Fjender tilsammentagne imod de blege, blodløse,
seiglivede, natlige Skikkelser, hvilke jeg kæmper med og som jeg
selv giver Liv og Tilvær.
*
Hvor er min Sjæl og min Tanke saa ufrugtbar, og dog
idelig piint af indholdsløse vellystige og qvalfulde Veer! Skal
da Aandens Tungebaand aldrig løsnes paa mig, skal jeg altid
lalle? Det jeg behøver, er en Stemme gjennemtrængende som
et Lynceus-Blik, forfærdende som Giganternes Suk, udholdende
som en Naturlyd, spottende som et riimfrostigt Vindpust,
ondskabsfuld som Ecchos hjerteløse Haanen, af Omfang fra den
dybeste Bas til de mest smeltende Brysttoner, moduleret fra en
hellig-sagte Hvisken til Raseriets Energi. Det er det jeg
behøver for at faae Luft, for at faae udtalt, hvad der ligger
mig paa Sinde, for at faae baade Vredens og Sympathiens
Indvolde rystede. — Men min Stemme er kun hæs som et
Maageskrig, eller hendøende som Velsignelsen paa den
Stummes Læber.
*
Hvad skal der komme? Hvad skal Fremtiden bringe? Jeg
veed det ikke, jeg ahner Intet. Naar en Edderkop fra et fast
Punkt styrter sig ned i sine Conseqventser, da seer den
bestandig et tomt Rum foran sig, hvori den ikke kan finde Fodfæste,
hvormeget den end sprætter. Saaledes gaaer det mig: foran
bestandig et tomt Rum; hvad der driver mig frem er en
Conseqvents, der ligger bag mig. Dette Liv er bagvendt og
rædsomt, ikke til at udholde.
*
Det er dog den skjønneste Tid Forelskelsens første Periode,
naar man ved enhver Sammenkomst, ethvert Øiekast henter
noget Nyt hjem at glæde sig over.
*
Min Betragtning af Livet er aldeles meningsløs. Jeg
antager, at en ond Aand har sat et Par Briller paa min Næse,
hvis ene Glas forstørrer efter en uhyre Maalestok, hvis andet
Glas formindsker efter samme Maalestok.
*
Tvivleren er en
Μεμαστίγομενος;
han holder sig som en
Top i kortere eller længere Tid paa Spidsen i Forhold til
Pidskeslagene; staae kan han ikke, ligesaa lidt som Toppen.
*
Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det
allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der
er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor
seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan
Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en
Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller
Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer
ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel
bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle
Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i
Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen?
Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?
*
Jeg mangler overhovedet Taalmodighed til at leve. Jeg
kan ikke see Græsset groe, men naar jeg ikke kan det, saa gider
jeg slet ikke seet derpaa. Mine Anskuelser ere flygtige
Betragtninger af en „fahrender Scholastiker”, der i største Hast styrter
gjennem Livet. Man siger, vor Herre mætter Maven før
Øinene; det kan jeg ikke mærke: mine Øine ere mætte og kjede
af Alt, og dog hungrer jeg.
*
Man spørge mig om hvad man vil, kun spørge man mig
ikke om Grunde. Det tilgives en ung Pige, at hun ikke kan
angive Grunde, hun lever i Følelsen, hedder det. Anderledes
med mig. I Almindelighed har jeg saa mange og oftest
hinanden indbyrdes modsigende Grunde, at det af den Grund er
mig umuligt at angive Grunde. Ogsaa med Aarsag og
Virkning synes det mig, at det ikke hænger rigtigt sammen. Snart
fremgaaer af uhyre og gewaltige Aarsager en saare klein og
uanseelig lille Virkning, undertiden slet ingen; snart afføder en
vims lille Aarsag en colossal Virkning.
*
Og nu Livets uskyldige Glæder. Det maa man lade dem,
de har kun een Feil, at de ere saa uskyldige. Tilmed skal de
nydes med Maade. Naar min Doctor foreskriver mig Diæt,
det lader sig høre; jeg afholder mig til en vis bestemt Tid fra
visse bestemte Spiser; men at være diætetisk i at holde Diæt —
det er virkelig for meget forlangt.
*
Livet er blevet mig en beesk Drik, og dog skal den
indtages som Draaber, langsomt, tællende.
*
Ingen vender tilbage fra de Døde, Ingen er gaaet uden
grædende ind i Verden; Ingen spørger En, naar man vil ind,
Ingen naar man vil ud.
*
Tiden gaaer, Livet er en Strøm, sige Menneskene, o. s. v.
Jeg kan ikke mærke det, Tiden staaer stille og jeg med. Alle
de Planer, jeg udkaster, flyve lige lukt tilbage paa mig selv;
naar jeg vil spytte, spytter jeg mig selv i Ansigtet.
*
Naar jeg staaer op om Morgenen, gaaer jeg strax i Seng
igjen. Jeg befinder mig bedst om Aftenen, i det Øieblik jeg
slukker Lyset, trækker Dynen over Hovedet. Endnu engang reiser
jeg mig op, seer mig med en ubeskrivelig Tilfredshed om i
Værelset, og saa god Nat, ned under Dynen.
*
Hvad jeg duer til? Til ingen Ting eller til
Hvadsomhelst. Det er en sjelden Fermhed; mon den vil blive
paaskjønnet i Livet? Gud veed, om de Piger finde en Plads, der
søge Condition som Enepige eller i Mangel deraf som
Hvadsomhelst.
*
Gaadefuld bør man være ikke blot for Andre, men ogsaa
for sig selv. Jeg studerer mig selv; naar jeg er træt deraf, saa
ryger jeg til Tidsfordriv en Cigar og tænker, Gud veed, hvad
vor Herre egentlig har meent med mig, eller hvad han vil
bringe ud af mig.
*
Ingen Barselkone kan have besynderligere og utaalmodigere
Ønsker end jeg. Disse Ønsker betræffe snart de ubetydeligste
Ting, snart de mest ophøiede, men alle have de i lige høi
Grad Sjælens momentane Lidenskab. Jeg ønsker i dette
Øieblik en Tallerken Boghvede-Grød. Jeg erindrer fra min
Skoletid, vi fik altid Boghvede-Grød om Onsdagen. Jeg erindrer,
hvor glat og hvid Grøden var anrettet, hvor Smørret smilede
mig imøde, hvor varm Grøden var at see til, hvor sulten jeg
var, hvor utaalmodig efter at faae Lov at begynde. En
saadan Tallerken Boghvede-Grød! jeg gav mere end min
Førstefødsels-Ret derfor.
*
Troldmanden Virgilius lod sig selv hugge i Stykker og
putte i en Gryde for at koges i otte Dage, og ved denne
Proces blive forynget. Han fik en Anden til at passe paa, at
ingen Uvedkommende kigede i Gryden. Paapasseren kunde
imidlertid ikke modstaae Fristelsen; det var for tidligt, Virgilius
forsvandt som et lille Barn med et Skrig. Jeg har nok ogsaa
kiget for tidlig i Gryden, i Livets og den historiske Udviklings
Gryde, og driver det nok aldrig til mere end at blive et
Barn.
*
„Aldrig bør man tabe Modet; naar Ulykkerne optaarne
sig forfærdeligst om En, da seer man i Skyerne en hjælpsom
Haand”; saaledes talede Hans Velærværdighed Jesper Morten
sidste Aftensang. Jeg er nu vant til at færdes meget under
aaben Himmel, men har aldrig bemærket Sligt. For nogle
Dage siden bliver jeg paa en Fodtour et saadant Phænomen
vaer. Det var vel ikke egentlig en Haand, men ligesom en
Arm, der strakte sig ud af Skyen. Jeg hensank i Betragtning:
det faldt mig ind, blot nu Jesper Morten var tilstede, at han
kunde afgjøre, om det var det Phænomen, han sigtede til.
Som jeg staaer midt i disse Tanker bliver jeg tiltalt af en
Vandringsmand, der, idet han peger op mod Skyerne, siger:
„seer De den Vandhose, det er sjeldnere at man seer en
saadan i disse Egne; den river stundom hele Huse med sig.” Ih
Gud bevares, tænkte jeg, er det en Vandhose, og smurte Haser
det bedste jeg kunde. Hvad mon velærværdige Hr. Pastor Jesper
Morten havde gjort i mit Sted?
*
Lad Andre klage over, at Tiden er ond; jeg klager over,
at den er ussel; thi den er uden Lidenskab. Menneskenes
Tanker ere tynde og skrøbelige som Kniplinger, de selv ynkværdige
som Kniplings-Piger. Deres Hjertes Tanker ere for usle til
at være syndige. For en Orm vilde det maaskee kunne ansees
for Synd at nære saadanne Tanker, ikke for et Menneske, der
er skabt i Guds Billede. Deres Lyster ere adstadige og dorske,
deres Lidenskaber søvnige; de gjøre deres Pligter disse
Kræmmersjæle, men tillade sig dog ligesom Jøderne at beklippe
Mønten en lille Smule; de mene, at om vor Herre holder nok saa
ordentlig Bog, kan man nok slippe godt fra at narre ham
lidt. Pfui over dem! Derfor vender min Sjæl altid tilbage
til det gamle Testamente og Shakespeare. Der føler man dog,
at det er Mennesker, der taler; der hader man, der elsker man,
myrder sin Fjende, forbander hans Afkom gjennem alle
Slægter, der synder man.
*
Min Tid deler jeg saaledes: den halve Tid sover jeg, den
anden halve drømmer jeg. Naar jeg sover, drømmer jeg aldrig,
det var Synd; thi at sove det er den høieste Genialitet.
*
Det at være et fuldkomment Menneske er dog det Høieste.
Nu har jeg faaet Ligtorne, det er dog altid Noget til Hjælp.
*
Mit Livs-Resultat bliver slet Intet, en Stemning, en enkelt
Farve. Mit Resultat faaer en Lighed med hiin Kunstners Maleri,
der skulde male Jødernes Overgang over det røde Hav, og til
den Ende malede hele Væggen rød, idet han forklarede, at Jøderne
vare gaaede over, Ægypterne vare druknede.
*
Den menneskelige Værdighed anerkjendes dog endnu i
Naturen; thi naar man vil holde Fuglene borte fra Træerne, saa
sætter man Noget op, der skal ligne et Menneske, og endogsaa
den fjerne Lighed med et Menneske, som en Fugleskræmsel har,
er nok til at indgyde Respekt.
*
Naar Elskov skal have Noget at betyde, maa den i sin
Fødselstime være beskinnet af Maanen, ligesom Apis for at
være den sande Apis skulde være maanebeskinnet. Den Ko, der
fødte Apis, skulde i Undfangelsens Øieblik være beskinnet af
Maanen.
*
Det bedste Beviis, der føres for Tilværelsens
Jammerlighed, er det, der hentes fra Betragtningen af dens Herlighed.
*
De fleste Mennesker haste saa stærkt efter Nydelsen, at de
haste den forbi. Det gaaer dem, som det gik hiin Dverg, der
bevogtede en bortført Prindsesse i sit Slot. En Dag tog han
sig en Middagssøvn. Da han en Time efter vaagnede op,
var hun borte. Hurtigt trækker han sine Syvmiils-Støvler paa;
med eet Skridt er han hende langt forbi.
*
Min Sjæl er saa tung, at ingen Tanke mere kan bære
den, intet Vingeslag mere løfte den op i Ætheren. Bevæges
den, da stryger den kun langs hen med Jorden som Fuglenes
lave Flugt, naar det blæser op til et Tordenveir. Over mit
indre Væsen ruger en Beklemmelse, en Angst, der ahner et
Jordskjælv.
*
Hvor er Livet tomt og betydningsløst. — Man begraver
et Menneske; man følger ham til Jorden, man kaster tre
Spader Jord paa ham; man kjører ud i Karreet, man kjører hjem
i Karreet; man trøster sig med, at der ligger et langt Liv for
En. Hvor langt er vel 7 × 10 Aar? Hvorfor gjør man det
ikke af paa eengang, hvorfor bliver man ikke derude, og gaaer
ned med i Graven, og trækker Lod om, hvem den Ulykke skal
times, at være den sidst Levende, der kaster de sidste tre Spader
Jord paa den sidste Døde?
*
Pigerne behage mig ikke. Deres Skjønhed forgaaer som
en Drøm og som den Dag igaar, naar den er forbi. Deres
Trofasthed — ja deres Trofasthed! Enten ere de troløse, dette
beskjæftiger mig ikke mere, eller de ere trofaste. Hvis jeg fandt
en Saadan, da vilde hun behage mig i Betragtning af, at
hun var en Sjeldenhed, i Betragtning af Tidens Længde vilde
hun ikke behage mig; thi enten blev hun bestandig tro, og da
blev jeg jo et Offer for min experimenterende Iver, da jeg
maatte holde ud med hende, eller der kom et Tidsmoment, da
hun hørte op, og saa havde jeg jo den gamle Historie.
*
Usle Skjæbne! forgjæves opsminker Du som en gammel
Skjøge dit furede Ansigt, forgjæves larmer Du med
Narrebjelderne; Du kjeder mig; det er dog det Samme, et
idem
per idem
. Ingen Afvexling, altid Opkog. Kom Søvn og
Død, du lover Intet, Du holder Alt.
*
Disse to bekjendte Violinstrøg! Disse to bekjendte
Violinstrøg her i dette Øieblik, midt paa Gaden. Har jeg tabt
Forstanden, er det mit Øre, der af Kjærlighed til Mozarts Musik
har ophørt at høre, er det en Belønning af Guderne at skjænke
mig Ulykkelige, der sidder som en Betler ved Templets Dør,
et Øre, der selv foredrager, hvad det selv hører? Kun disse
to Violinstrøg; thi nu hører jeg Intet mere. Som de i hiin
udødelige Ouverture bryde ud af de dybe Choral-Toner,
saaledes vikle de sig her ud af Støien og Larmen paa Gaden,
med en Aabenbarelses hele Overraskelse. — Det maa dog
være her i Nærheden; thi nu hører jeg de lette Dandsetoner.
— Det er altsaa Eder, ulykkelige Kunstnerpar, jeg skylder denne
Glæde. — Den ene af dem var vel en sytten Aar gammel
iført en grøn Kalmuks-Frakke, med store Beenknapper.
Frakken var meget for stor til ham. Han holdt Violinen tæt op
under Hagen; Kaskjetten var trykket ned i Øinene; hans Haand
var skjult af en Handske uden Fingre, Fingrene røde og blaae
af Kulde. Den Anden var ældre, havde en Chenille paa.
Begge vare de blinde. En lille Pige, som formodentlig ledede
dem, stod foran, puttede sine Hænder ind under Halstørklædet.
Vi samledes efterhaanden nogle Beundrere af disse Toner, et
Postbud med sin Brev-Pakke, en lille Dreng, en Tjenestepige,
et Par Sjouere. De herskabelige Vogne rullede larmende
forbi, Arbeidsvognene overdøvede disse Toner, som glimtviis
dukkede frem. Ulykkelige Kunstner-Par, veed I, at disse Toner
gjemme alle Verdens Herligheder i sig. — Var det ikke som
et Stevnemøde.
*
Det hændte paa et Theater, at der gik Ild i Coulisserne.
Bajads kom for at underrette Publicum derom. Man troede,
det var en Vittighed og applauderede; han gjentog det; man
jublede endnu mere. Saaledes tænker jeg, at Verden vil gaae
til Grunde under almindelig Jubel af vittige Hoveder, der troe,
at det er en Witz.
*
Hvad er overhovedet Betydningen af dette Liv? Deler man
Menneskene i to store Classer, saa kan man sige, den ene
arbeider for at leve, den anden har ikke dette behov. Men
det at arbeide for at leve kan jo ikke være Livets Betydning,
da det jo er en Modsigelse, at det, bestandig at tilveiebringe
Betingelserne, skal være Svaret paa Spørgsmaalet om dets
Betydning, der ved Hjælp heraf skal betinges. De Øvriges
Liv har i Almindelighed heller ingen Betydning uden den at
fortære Betingelserne. Vil man sige, at Livets Betydning er
at døe, saa synes dette atter en Modsigelse.
*
Den egentlige Nydelse ligger ikke i hvad man nyder, men
i Forestillingen. Hvis jeg i min Tjeneste havde en underdanig
Aand, der, naar jeg forlangte et Glas Vand, vilde bringe mig
al Verdens kostbareste Vine lifligt blandede i en Pokal, da vilde
jeg give ham hans Afsked, indtil han lærte, at Nydelsen ikke
ligger i hvad jeg nyder, men i at faae min Villie.
*
Det er altsaa ikke mig, der er mit Livs Herre, jeg er en
Traad med, der skal spindes ind i Livets Kattun! Nu vel, kan
jeg end ikke spinde, saa kan jeg dog klippe Traaden over.
*
Alt vil erhverves i Stilhed og guddommeliggjøres i
Taushed. Det er ikke blot om Psyches tilkommende Barn det
gjælder, at dets Fremtid afhænger af hendes Taushed.
Mit einem Kind, das göttlich wenn Du schweigst —
Doch menschlich, wenn Du das Geheimniß zeigst.
*
Jeg synes bestemt til at skulle gjennemlide alle mulige
Stemninger, at skulle gjøre Erfaring i alle Retninger. Hvert
Øieblik ligger jeg som et Barn, der skal lære at svømme, midt
ude i Havet. Jeg skriger (det har jeg lært af Grækerne, af
hvem man kan lære det reent Menneskelige); thi vel har jeg en
Sele om Livet, men den Stang, der skal holde mig oppe, seer
jeg ikke. Det er en rædsom Maade at gjøre Erfaring paa.
*
Det er mærkeligt nok, ved de to rædsomste Modsætninger
faaer man en Forestilling om Evigheden. Tænker jeg mig hiin
ulykkelige Bogholder, der gik fra Forstanden af Fortvivlelse over,
at han ved i et Regnskab at have sagt: 7 og 6 er 14, havde
ødelagt et Handelshuus; tænker jeg mig ham Dag ud og Dag
ind, uberørt af alt Andet, gjentage for sig selv: 7 og 6 er 14,
saa har jeg et Billede af Evigheden. — Tænker jeg mig en
yppig qvindelig Skjønhed i et Harem, hvilende paa en Sopha
i al sin Ynde, uden at bekymre sig om noget i Verden, saa
har jeg atter et Billede paa Evigheden.
*
Det, Philosopherne tale om Virkeligheden, er ofte ligesaa
skuffende, som naar man hos en Marschandiser læser paa et
Skilt: Her rulles. Vilde man komme med sit Tøi for at faae
det rullet, saa var man narret; thi Skiltet er blot tilsalgs.
*
For mig er intet farligere end at erindre. Har jeg først
erindret et Livsforhold, saa er Forholdet selv ophørt. Man
siger, at Adskillelse hjælper til at opfriske Kjærlighed. Det er
ganske sandt, men den opfrisker den paa en reen poetisk Maade.
At leve i Erindringen er det fuldendteste Liv, der lader sig
tænke, Erindringen mætter rigeligere end al Virkelighed, og den
har en Tryghed, som ingen Virkelighed eier. Et erindret
Livsforhold er allerede gaaet ind i Evigheden og har ingen timelig
Interesse mere.
*
Skulde noget Menneske føre en Dagbog, saa skulde det
være mig, og for at komme min Hukommelse lidt til Hjælp.
Efter en Tids Forløb hænder det mig ofte, at jeg aldeles
har glemt, hvilke Grunde der bevægede mig til dette eller hiint,
og det ikke blot Smaating betræffende, men de mest afgjørende
Skridt. Falder Grunden mig da ind, saa kan den stundom
være saa besynderlig, at jeg ikke selv vil troe, at det var
Grunden. Denne Tvivl vilde da bortfjernes, hvis jeg havde noget
Skrevet at holde mig til. En Grund er overhovedet en
besynderlig Ting; seer jeg paa den med hele min Lidenskab, saa
voxer den op til en uhyre Nødvendighed, der kan sætte
Himmel og Jord i Bevægelse; er jeg uden Lidenskab, da seer jeg
haanlig ned paa den. — Jeg har nu i længere Tid spekuleret
over, hvad det egentlig var for en Grund, der bevægede mig
til at nedlægge mit Adjunktur. Naar jeg nu tænker derover,
forekommer det mig, at en saadan Ansættelse netop var noget
for mig. Idag er der gaaet et Lys op for mig: Grunden var
just den, at jeg maatte ansee mig for aldeles skikket til denne
Post. Hvis jeg da var forbleven i mit Embede, havde jeg
havt Alt at tabe, Intet at vinde. Desaarsag ansaae jeg det
for rigtigt, at nedlægge min Post og søge Engagement hos et
omreisende Theater-Selskab, af den Grund, at jeg intet Talent
havde, og altsaa Alt at vinde.
*
Der hører dog en stor Naivetet til at troe, at det skal
hjælpe at raabe og skrige i Verden, som om derved Ens Skjæbne
blev forandret. Man tage den som den bydes, og afholde sig
fra alle Vidtløftigheder. Naar jeg i min Ungdom kom paa
en Restauration, da sagde jeg ogsaa til Opvarteren: et godt
Stykke, et meget godt Stykke, af Ryggen, ikke for fedt.
Opvarteren hørte maaskee neppe mit Raab, end mindre at han
skulde agte derpaa, end mindre at min Røst skulde kunne trænge
ud i Kjøkkenet, bevæge Forskæreren, og selv om alt dette skeete,
saa var der maaskee ikke et godt Stykke paa den hele Steg.
Nu raaber jeg aldrig mere.
*
Den sociale Stræben og den denne ledsagende skjønne
Sympathi udbreder sig mere og mere. I Leipzig har der
dannet sig en Comitee, der af Sympathi med gamle Hestes
sørgelige Endeligt har besluttet at æde disse.
*
Jeg har kun een Ven, det er Eccho; og hvorfor er det
min Ven? fordi jeg elsker min Sorg, og den tager det ikke fra
mig. Jeg har kun een Fortrolig, det er Nattens Taushed; og
hvorfor er den min Fortrolige? fordi den tier.
*
Som det efter Sagnet gik Parmeniskus, der i den
trophoniske Hule tabte Evnen til at lee, men fik den igjen paa
Delos ved Synet af en uformelig Klods, der blev fremstillet
som Gudinden Letos Billede, saaledes er det gaaet mig. Da
jeg var meget ung, da glemte jeg i den trophoniske Hule at
lee; da jeg blev ældre, da jeg slog Øiet op og betragtede
Virkeligheden, da kom jeg til at lee, og har siden den Tid ikke
ophørt dermed. Jeg saae, at det var Livets Betydning at
faae et Levebrød, dets Maal at blive Justitsraad; at det var
Elskovens rige Lyst at faae en velhavende Pige; at det var
Venskabets Salighed at hjælpe hinanden i Pengeforlegenheder;
at det var Viisdommen, hvad de Fleste antoge derfor; at det
var Begeistring at holde en Tale; at det var Mod at vove at
blive mulkteret paa 10 Rbd.; at det var Hjertelighed at sige
Velbekomme efter et Middagsmaaltid; at det var
Gudsfrygt eengang om Aaret at gaae til Alters. Det saae jeg,
og jeg loe.
*
Hvad er det, der binder mig? Hvoraf var den Lænke
dannet, hvormed Fenris-Ulven blev bunden? Den var
forfærdiget af den Larm, Kattens Been gjør, naar den gaaer paa
Jorden, af Qvinders Skjæg, af Klippernes Rødder, af Bjørnens
Græs, af Fiskenes Aande og Fuglenes Spyt. Saaledes er
ogsaa jeg bunden i en Lænke, der er dannet af mørke
Indbildninger, af ængstende Drømme, af urolige Tanker, af bange
Anelser, af uforklarede Angester. Denne Lænke er „saare
smidig, blød som Silke, giver efter for den stærkeste Anspændelse,
og kan ikke slides itu”.
*
Det er besynderligt nok, det er altid det Samme, der
gjennem alle Livets Aldere beskjæftiger En, og man kommer
altid lige vidt, eller snarere, man gaaer tilbage. Da jeg var
15 Aar gammel, skrev jeg i den lærde Skole med megen
Salvelse om Beviserne for Guds Tilværelse og Sjælens
Udødelighed, om Begrebet Tro, om Miraklets Betydning. Til
examen artium
skrev jeg en Afhandling om Sjælens Udødelighed,
hvorfor jeg tilkjendtes
præ ceteris
; senere vandt jeg Prisen
for en Afhandling om denne Materie. Hvo skulde troe, at jeg,
efter en saa solid og meget lovende Begyndelse, i mit 25de Aar
skulde være kommen dertil, at jeg ikke kan føre et eneste Beviis
for Sjælens Udødelighed. Især erindrer jeg fra min
Skoletid, at en Afhandling af mig om Sjælens Udødelighed blev
overordentlig rost og oplæst af Læreren, saavel paa Grund af
Indholdets som Sprogets Fortrinlighed. Ak, Ak, Ak! denne
Afhandling har jeg for længe siden kastet bort. Hvilken Ulykke!
I den vilde maaskee min tvivlende Sjæl bleven fængslet,
saavel ved Sproget som ved Indholdet. Saa er det da mit Raad
til Forældre, Foresatte og Lærere, at foreholde de Børn, der
ere dem betroede, at gjemme de danske Afhandlinger, der skrives
i det 15de Aar. At give dette Raad er det Eneste, jeg kan
gjøre til Menneskeslægtens Bedste.
*
Til Sandhedens Erkjendelse er jeg maaskee kommen; til
Salighed visselig ikke. Hvad skal jeg gjøre? Virke i Verden,
svare Menneskene. Skulde jeg da meddele Verden min Sorg,
levere et Bidrag mere til at bevise, hvor sørgeligt og usselt
Alt er, maaskee opdage en ny Plet i Menneske-Livet, der hidtil
var bleven ubemærket? Jeg kunde da høste den sjeldne Løn
at blive navnkundig, ligesom den Mand, der opdagede Pletterne
i Jupiter. Jeg foretrækker dog at tie.
*
Hvor Menneske-Naturen er sig selv liig! Med hvilken
medfødt Genialitet kan ikke ofte et lille Barn vise os et levende
Billede af de større Forhold. Jeg morede mig ret idag over
lille Ludvig. Han sad i sin lille Stol; med synligt Velbehag
skuede han omkring sig. Da gik Barnepigen Maren gjennem
Stuen. Maren! raabte han; ja, lille Ludvig, svarede hun
med sædvanlig Venlighed, og kom hen til ham. Han lagde
sit store Hoved lidt til den ene Side, fæstede sine umaadelige
Øine paa hende med et vist Skjelmeri, og sagde derpaa ganske
phlegmatisk: det var ikke den Maren, det var en anden Maren.
Hvad gjøre vi Ældre? Vi raabe ad den hele Verden, og naar
den da kommer os venligt imøde, da sige vi: det var ikke den
Maren.
*
Mit Liv er som en evig Nat; naar jeg engang døer, da
kan jeg sige med Achilles:
Du bist vollbracht, Nachtwache meines Daseyns.
*
Mit Liv er aldeles meningsløst. Naar jeg betragter dets
forskjellige Epocher, da gaaer det med mit Liv som med det
Ord Schnur i Lexikonnet, der for det første betyder en Snor,
for det andet en Sønnekone. Der manglede blot, at det Ord
Schnur for det tredie skulde betyde en Kameel, for det fjerde
en Støvekost.
*
Jeg er ligerviis som det Lüneburger-Sviin. Min Tænken
er en Lidenskab. Jeg kan ypperligt rode Trøfler op for Andre,
selv har jeg ingen Glæde af dem. Jeg tager Problemerne paa
min Næse; men jeg kan ikke gjøre mere ved dem end kaste dem
bagover mit Hoved.
*
Forgjæves strider jeg imod. Min Fod glider. Mit Liv
bliver dog en Digter-Existents. Kan der tænkes noget
Ulykkeligere? Jeg er udseet; Skjæbnen leer ad mig, naar den
pludselig viser mig, hvorledes Alt hvad jeg gjør imod bliver Moment
i en saadan Tilværelse. Jeg kan skildre Haabet saa levende,
at enhver haabende Individualitet vil vedkjende sig min
Skildring; og dog er den et Falsum, thi medens jeg skildrer det,
tænker jeg paa Erindringen.
*
Der er dog endnu eet Beviis for Guds Tilvær, man
hidtil har overseet. Det føres af en Tjener i Aristophanes:
Ridderne,
v
. 32 flgg.:
Δημοσϑενης.
ποῖον βϱετας; ἐτεὸν ἡγεῖ γὰϱ ϑεούς;
Νιϰιας.
ἔγωγε
Δημοσϑενης.
ποίῳ χϱωμενος τεϰμηϱίῳ;
Νιϰιας.
ὁτιὴ ϑεοῖσιν ἐχϑϱὸς εἰμ'. οὐϰ εἰϰότως;
Δημοσϑενης.
35. εὐ πϱοσβιβάζεις με.
*
Hvor er dog Kjedfommelighed rædsom — rædsom
kjedsommelig; jeg veed intet stærkere Udtryk, intet sandere, thi kun
det Lige erkjendes af det Lige. Gid der var et høiere Udtryk,
et stærkere, saa var der dog endnu een Bevægelse. Jeg ligger
henstrakt, uvirksom; det Eneste, jeg seer, er Tomhed, det
Eneste, jeg lever af, er Tomhed, det Eneste, jeg bevæger mig
i, er Tomhed. End ikke Smerte lider jeg. Gribben hakkede
dog bestandig i Prometheus's Lever; Loke dryppede der dog
bestandig Gift ned paa; det var dog en Afbrydelse, om end
eensformig. Smerten selv har tabt sin Vederqvægelse for mig.
Om man bød mig al Verdens Herligheder eller al Verdens
Qvaler, de røre mig lige meget, jeg vilde ikke vende mig om
paa den anden Side hverken for at naae eller for at flye. Jeg
døer Døden. Og hvad skulde kunne adsprede mig? Ja hvis jeg
fik en Trofasthed at see, der bestod enhver Prøvelse, en
Begeistring, der bar Alt, en Tro, der flyttede Bjerge; hvis jeg
fornam en Tanke, der forbandt det Endelige og det Uendelige. Men
min Sjæls giftige Tvivl fortærer Alt. Min Sjæl er som det
døde Hav, over hvilket ingen Fugl kan flyve; naar den er
kommen midtveis, synker den mat ned i Død og Undergang.
*
Forunderligt! med hvilken tvetydig Angst, for at tabe og
beholde, hænger dog Mennesket fast ved dette Liv. Stundom
har jeg tænkt paa at gjøre et afgjørende Skridt, mod hvilket
alle mine foregaaende kun var Barnestreger — at tiltræde den
store Opdagelses-Reise. Som et Skib, naar det løber af
Stabelen, hilses med Kanonskud, saaledes vilde jeg hilse mig
selv. Og dog. Er det Mod jeg mangler? Hvis en Steen
faldt ned og slog mig ihjel, det var dog en Udvei.
*
Tautologien er og bliver dog det høieste Princip, den
høieste Tænke-Grundsætning. Hvad Under da, at de fleste
Mennesker bruge den. Den er ei heller saa fattig og kan godt
udfylde hele Livet. Den har en spøgende, vittig, underholdende
Form, det er de uendelige Domme. Denne Art Tautologi er
den paradoxe og transcendente. Den har den alvorlige,
videnskabelige og opbyggelige Form. Formlen herfor er følgende:
naar to Størrelser ere lige store med een og samme tredie, da
ere de indbyrdes lige store. Dette er en qvantitativ Slutning.
Denne Art Tautologi er især brugelig paa Kathedere og
Prædikestole, hvor man skal sige Meget.
*
Det Uproportionerede i min Bygning er, at mine Forbeen
ere for smaa. Som Haren fra Ny-Holland har jeg ganske
smaa Forbeen, men uendelig lange Bagbeen. I Almindelighed
sidder jeg ganske stille; gjør jeg en Bevægelse, saa er det et
uhyre Spring til Forfærdelse for alle dem, til hvem jeg ved
Slægtskabs og Venskabs omme Baand er knyttet.
*
Enten—Eller
.
Et exstatisk Foredrag.
Gift Dig, Du vil fortryde det; gift Dig ikke, Du vil
ogsaa fortryde det; gift Dig eller gift Dig ikke, Du vil
fortryde begge Dele; enten Du gifter Dig eller Du ikke gifter
Dig, Du fortryder begge Dele. Lee ad Verdens Daarskaber,
Du vil fortryde det; græd over dem, Du vil ogsaa fortryde
det; lee ad Verdens Daarskaber eller græd over dem, Du vil
fortryde begge Dele; enten Du leer ad Verdens Daarskaber
eller Du græder over dem, Du fortryder begge Dele. Tro
en Pige, Du vil fortryde det; tro hende ikke, Du vil ogsaa
fortryde det; tro en Pige eller tro hende ikke, Du vil
fortryde begge Dele; enten Du troer en Pige eller Du ikke troer
hende, Du vil fortryde begge Dele. Hæng Dig, Du vil
fortryde det; hæng dig ikke, Du vil ogsaa fortryde det; hæng
Dig eller hæng Dig ikke, Du vil fortryde begge Dele; enten
Du hænger Dig eller Du ikke hænger Dig, Du vil fortryde
begge Dele. Dette, mine Herrer, er Indbegrebet af al
Leve-Viisdom. Det er ikke blot i enkelte Øieblikke, at jeg, som
Spinoza siger, betragter Alt
æterno modo
, men jeg er
bestandig
æterno modo
. Dette troer Mange at de ogsaa ere, naar
de efter at have gjort det Ene eller det Andet forene eller
mediere disse Modsætninger. Dog dette er en Misforstand;
thi den sande Evighed ligger ikke bag ved enten—eller, men
foran. Deres Evighed vil derfor ogsaa være en smertelig
Tids-Succession, da de vil have den dobbelte Fortrydelse at tære
paa. Min Viisdom er da let at fatte; thi jeg har kun een
Grundsætning, som jeg end ikke gaaer ud fra. Man maa skjelne
mellem den efterfølgende Dialektik i enten — eller og den her
antydede evige. Naar jeg saaledes her siger, at jeg ikke gaaer
ud fra min Grundsætning, saa har dette ikke Modsætningen i
en Gaaenud derfra, men er blot det negative Udtryk for min
Grundsætning, det hvorved den fatter sig selv i Modsætning til
en Gaaenud derfra eller en Ikke-Gaaenud derfra. Jeg gaaer
ikke ud fra min Grundsætning; thi gik jeg ud fra den, vilde
jeg fortryde det, gik jeg ikke ud fra den, vilde jeg ogsaa
fortryde det. Skulde det derfor forekomme en eller anden af mine
høistærede Tilhørere, at der dog var Noget i det, jeg sagde,
saa beviser han blot derved, at hans Hoved ikke er skikket for
Philosophi; skulde det synes ham, at der var Bevægelse i det
Sagte, saa beviser dette det Samme. For de Tilhørere
derimod, der ere istand til at følge med, uagtet jeg ingen
Bevægelse gjør, vil jeg nu udvikle den evige Sandhed, hvorved denne
Philosophi bliver i sig selv, og ikke indrømmer nogen høiere.
Dersom jeg nemlig gik ud fra min Grundsætning, saa vilde
jeg ikke kunne holde op igjen; thi holdt jeg ikke op, saa vilde
jeg fortryde det; holdt jeg op, saa vilde jeg ogsaa fortryde
det o. s. v. Nu derimod da jeg aldrig gaaer ud, saa kan jeg
altid høre op; thi min evige Udgang er mit evige Ophør.
Erfaring har viist, at det ingenlunde er Philosophien saa
vanskeligt at begynde. Langtfra; den begynder jo med Intet, og
kan altsaa altid begynde. Det der derimod falder Philosophien
og Philosopherne vanskeligt, er at høre op. Ogsaa denne
Vanskelighed har jeg undgaaet; thi dersom Nogen skulde troe, at
jeg, idet jeg nu holder op, virkelig holder op, saa viser han,
at han ikke har spekulativt Begreb. Jeg holder nemlig ikke nu
op; men jeg holdt op den Gang jeg begyndte. Min
Philosophi har derfor den fortrinlige Egenskab, at den er kort, og at
den er uimodsigelig; thi dersom Nogen siger mig imod, saa
turde jeg vel have Ret i at erklære ham for gal. Philosophen
er da bestandig
æterno modo
og har ikke som salig Sintenis
blot enkelte Timer, der ere levede for Evigheden.
*
Hvorfor blev jeg ikke født i Nyboder, hvorfor døde jeg
ikke som et lille Barn? Da havde min Fader lagt mig i en
lille Kiste, taget mig selv under Armen, baaret mig en Søndag
Formiddag ud til Graven, selv kastet Jord paa, halv høit sagt
et Par kun for ham selv forstaaelige Ord. Kun den lykkelige
Oldtid kunde det falde ind, at lade de smaa Børn græde i
Elysium, fordi de vare døde saa tidligt.
*
Aldrig har jeg været glad; og dog har det altid seet ud
som om Glæden var i mit Følgeskab, som om Glædens lette
Genier dandsede omkring mig, usynlige for Andre, men ikke
for mig, hvis Øie straalede af Fryd. Naar jeg da gaae
Menneskene forbi saa lykkelig og glad som en Gud, og de
misunde mig min Lykke, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene,
og jeg hævner mig. Aldrig har jeg ønsket at gjøre noget
Menneske Uret, men altid givet det Udseende af, at ethvert
Menneske, der kom i min Nærhed, blev krænket og forurettet. Naar
jeg da hører Andre rose for deres Trofasthed, deres
Retskaffenhed, da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene, og jeg hævner
mig. Aldrig har mit Hjerte været forhærdet mod noget
Menneske, men altid, netop naar jeg var mest bevæget, har jeg givet
det Udseende af, at mit Hjerte var lukket og fremmed for
enhver Følelse. Naar jeg da hører Andre berømme for deres
gode Hjerte, seer dem elskede for deres dybe og rige Følelse,
da leer jeg; thi jeg foragter Menneskene og hævner mig. Naar
jeg seer mig selv forbandet, afskyet, hadet for min Kulde og
Hjerteløshed: da leer jeg, da mættes min Vrede. Dersom
nemlig de gode Mennesker kunde bringe mig til virkelig at have
Uret, til virkelig at gjøre Uret — ja, da havde jeg tabt.
*
Det er min Ulykke: ved Siden af mig gaaer altid en
Morderengel, og det er ikke de Udvalgtes Dør jeg besprænger
med Blod til Tegn paa, at han skal gaae den forbi, nei det
er deres Dør han netop træder ind ad — thi først
Erindringens Kjærlighed er lykkelig.
*
Vinen fryder ikke mere mit Hjerte; lidt af den gjør mig
veemodig, meget — tungsindig. Min Sjæl er mat og
kraftesløs, forgjæves hugger jeg Lystens Spore i dens Side, den
kan ikke meer, den reiser sig ikke mere i sit kongelige Spring.
Jeg har tabt al min Illusion. Forgjæves søger jeg at
hengive mig i Glædens Uendelighed, den kan ikke løste mig, eller
rettere jeg kan ikke løste mig selv. Fordum naar den blot
vinkede, da steg jeg let og sund og freidig. Naar jeg red
langsomt gjennem Skoven, da var det som om jeg sløi; naar nu
Hesten skummer nærved at styrte, da synes jeg, at jeg ikke
kommer af Stedet. Ene er jeg, det har jeg altid været; forladt,
ikke af Menneskene, det vilde ikke smerte mig, men af Glædens
lykkelige Genier, der i talrig Skare omringede mig, der
overalt traf Bekjendte, overalt viste mig en Leilighed. Som en
beruset Mand samler Ungdommens kaade Vrimmel om sig,
saaledes flokkedes de om mig, Glædens Alfer, og mit Smil gjaldt
dem. Min Sjæl har tabt Muligheden. Skulde jeg ønske mig
Noget, da vilde jeg ikke ønske mig Rigdom eller Magt, men
Mulighedens Lidenskab, det Øie, der overalt evigt ungt, evigt
brændende seer Muligheden. Nydelsen skuffer, Muligheden ikke.
Og hvilken Viin er saa skummende, hvilken saa duftende,
hvilken saa berusende!
*
Hvor Solens Straaler ikke naae hen, der naae dog
Tonerne. Mit Værelse er mørkt og skummelt, en høi Muur
holder næsten Dagens Lys borte. Det maa være i
Nabogaarden, formodentlig en omvandrende Musikant. Hvad er det for
et Instrument? En Rørfløite?.... hvad hører jeg —
Menuetten af Don Juan. Saa bærer mig da atter bort, I rige og
stærke Toner, til Pigernes Kreds, til Dandsens Lyst. —
Apothekeren støder i sin Morter, Pigen skurer sin Gryde,
Staldkarlen strigler sin Hest og banker Striglen af paa Brostenene;
kun mig gjælde disse Toner, kun mig vinke de. O! hav Tak
hvo Du end er, hav Tak! min Sjæl er saa rig, saa sund,
saa glædedrukken.
*
Lax er i og for sig en meget delikat Spise; men naar
man faaer for meget deraf, er det skadeligt for Helbreden, da
det er rørig Mad. Da der derfor engang i Hamborg blev
fanget en stor Mængde Lax, befalede Politiet, at enhver
Husbonde kun maatte give sine Tjenestefolk Lax eengang om Ugen.
Det var at ønske, at der maatte udkomme en lignende
Politiplakat angaaende Sentimentalitet.
*
Min Sorg det er min Ridderborg, der som en Ørnerede
ligger høit oppe paa Bjergenes Spidse mellem Skyerne; Ingen
kan storme den. Fra den flyver jeg ned i Virkeligheden og
griber mit Bytte; men jeg bliver ikke dernede, mit Bytte
bringer jeg hjem, og dette Bytte er et Billede, jeg væver ind i
Tapeterne paa mit Slot. Da lever jeg som en Afdød. Alt,
hvad der er oplevet, dukker jeg ned i Glemsels Daab til
Erindringens Evighed. Alt Endeligt og Tilfældigt er glemt og
udslettet. Da sidder jeg som en gammel graahærdet Mand
tankefuld og forklarer Billederne med sagte Stemme, næsten
hviskende, og ved min Side sidder et Barn og lytter til, skjøndt
det husker Alt, førend jeg fortæller det.
*
Solen skinner saa skjønt og livligt ind i mit Værelse,
Vinduet staaer aabent i det næste; paa Gaden er Alt stille,
det er Søndag-Eftermiddag; jeg hører tydelig en Lærke, der
udenfor et Vindue i en af Nabogaardene slaaer sine Triller,
uden for det Vindue, hvor den smukke Pige boer; langt borte
fra en fjern Gade hører jeg en Mand raabe med Reier; Luften
er saa varm, og dog er hele Byen som uddød. — Da mindes
jeg min Ungdom og min første Kjærlighed — da jeg længtes,
nu længes jeg kun efter min første Længsel. Hvad er Ungdom?
En Drøm. Hvad er Kjærligheden? Drømmens Indhold.
*
Noget vidunderligt er der hændt mig. Jeg blev
henrykket i den syvende Himmel. Der sad alle Guderne forsamlede.
Af særlig Naade tilstodes den Gunst mig at gjøre et Ønske.
„Vil Du”, sagde Mercur, „vil Du have Ungdom eller
Skjønhed, eller Magt, eller et langt Liv, eller den skjønneste Pige,
eller en anden Herlighed af de mange, vi har i Kramkisten,
saa vælg, men kun een Ting.” Jeg var et Øieblik raadvild,
derpaa henvendte jeg mig til Guderne saaledes: Høistærede
Samtidige, jeg vælger een Ting, at jeg altid maa have
Latteren paa min Side. Der var ikke en Gud, der svarede et Ord,
derimod gave de sig alle til at lee. Deraf sluttede jeg, at min
Bøn var opfyldt, og sandt, at Guderne vidste at udtrykke sig
med Smag; thi det havde jo dog været upassende, alvorligt
at svare: det er Dig indrømmet.
