Enten — Eller. Første Deel

Enten — Eller. Første Deel
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag, 1878
Enten — Eller. Anden Deel
→
C. A. Reitzels Forlag
Kjøbenhavn
1878
indeholdende A.'s Papirer
Enten-Eller Første Deel.djvu
Enten-Eller Første Deel.djvu/1
I-XVI
Enten — Eller.
Et Livs-Fragment,
udgivet
af
Victor Eremita.
Fjerde Udgave.
Første Deel,
indeholdende A.'s Papirer.
Er da Fornuften alene døbt,
ere Lidenskaberne Hedninger?
Young.
Kjøbenhavn.
C. A. Reitzels Forlag.
1878.
Bianco Lunos Bogtrykkeri.
Forord.
Det er maaskee dog stundom faldet Dig ind, kjære Læser, at
tvivle en Smule om Rigtigheden af den bekjendte philosophiske
Sætning, at det Udvortes er det Indvortes, det Indvortes det
Udvortes. Du har maaskee selv gjemt en Hemmelighed, om hvilken
Du følte, at den, i sin Glæde eller i sin Smerte, var Dig for
kjær til at Du kunde indvie Andre i den. Dit Liv har maaskee
bragt Dig i Berøring med Mennesker, om hvilke Du anede, at
noget Saadant var Tilfælde, uden at dog Din Magt eller Din
Besnærelse var istand til at bringe det Forborgne til Aabenbarelse.
Maaskee passer intet af Tilfældene paa Dig og Dit Liv, og dog
er Du ikke ukjendt med hiin Tvivl; den har nu og da som en
flygtig Skikkelse svævet Din Tanke forbi. En saadan Tvivl
kommer og gaaer, og Ingen veed, hvorfra den kommer eller
hvor den farer hen. Jeg for min Part har altid været noget
kjættersk sindet paa dette Punkt af Philosophien, og har derfor
tidlig vant mig til, saa godt som muligt, selv at anstille
Iagttagelser og Efterforskninger; jeg har søgt Veiledning hos de
Forfattere, hvis Anskuelse jeg i denne Henseende deelte, kort, jeg har
gjort hvad der stod i min Magt for at bøde paa det Savn, de
philosophiske Skrifter efterlode. Efterhaanden blev da Hørelsen
mig den kjæreste Sands; thi ligesom Stemmen er Aabenbarelsen
af den for det Ydre incommensurable Inderlighed, saaledes er
Øret det Redskab, ved hvilket denne Inderlighed opfattes, Hørelsen
den Sands, ved hvilken den tilegnes. Hver Gang jeg da fandt
en Modsigelse mellem hvad jeg saae og hvad jeg hørte, da fandt
jeg min Tvivl beskyttet, og min Iagttagelseslyst blev forøget. En
Skriftefader er ved et Gitter adskilt fra den Skriftende, han seer
ikke, han hører blot. Efterhaanden som han hører, danner han
et Udvortes, der svarer hertil; han kommer altsaa ikke i
Modsigelse. Anderledes derimod, naar man paa eengang seer og hører,
og dog seer et Gitter mellem sig og den Talende. Mine
Bestræbelser for i denne Retning at anstille Iagttagelser have, hvad
Resultatet angaaer, været saare forskjellige. Snart har jeg havt
Lykken med mig, snart ikke, og Lykke hører der altid til for paa
disse Veie at vinde noget Udbytte. Imidlertid har jeg dog aldrig
tabt Lysten til at fortsætte mine Efterforskninger. Har jeg end
en enkelt Gang været nær ved at fortryde min Vedholdenhed, saa
har ogsaa en enkelt Gang et uventet Held kronet mine
Bestræbelser. Et saadant uventet Held var det, der paa en høist
besynderlig Maade satte mig i Besiddelse af de Papirer, jeg herved
har den Ære at forelægge det læsende Publikum. I disse
Papirer fik jeg Leilighed til at gjøre et Indblik i tvende Menneskers
Liv, der bestyrkede min Tvivl om, at det Udvortes ikke er det
Indvortes. Dette gjælder i Særdeleshed om den Ene af dem.
Hans Udvortes har været i fuldkommen Modsigelse med hans
Indvortes. Ogsaa om den Anden gjælder det til en vis Grad,
forsaavidt han under et ubetydeligere Udvortes har skjult et
betydeligere Indre.
Dog, det bliver vel bedst, at jeg først for en Ordens Skyld
fortæller, hvorledes jeg er kommen i Besiddelse af disse Papirer.
Det er nu omtrent syv Aar siden, at jeg hos en Marchandiser
her i Byen bemærkede en Secretair, der strax første Gang jeg
saae den tildrog sig min Opmærksomhed. Den var ikke af moderne
Arbeide, temmelig brugt. og dog fængslede den mig. At forklare
Grunden til dette Indtryk, er mig en Umulighed, men de Fleste
have vel i deres Liv erfaret noget Lignende. Min daglige Vei
førte mig forbi Marchandiseren og hans Secretair, og jeg undlod
aldrig nogen Dag i Forbigaaende at fæste mit Øie paa den.
Efterhaanden fik hiin Secretair en Historie i mig; det blev mig
en Nødvendighed at see den, og jeg tog til den Ende ikke i
Betænkning, naar det en usædvanlig Gang gjordes fornødent, at
gjøre en Omvei for dens Skyld. Alt eftersom jeg saae paa den,
vaagnede ogsaa den Lyst at ville besidde den. Jeg følte meget
vel, at det var en besynderlig Lyst, da jeg ingen Brug havde for
dette Møbel; at det var en Ødselhed af mig at anskaffe det.
Dog Lysten er som bekjendt meget sophistisk. Jeg gjorde mig et
Ærinde ind til Marchandiseren, spurgte paa andre Ting, og idet
jeg vilde gaae, gjorde jeg flygtigt et meget lavt Bud paa
Secretairen. Jeg tænkte, at muligen Marchandiseren skulde have slaaet
til. Det var da et Tilfælde, der havde spillet mig den i
Hænderne. Det var saavist ikke for Pengenes Skyld, jeg bar mig
saaledes ad, men for min Samvittigheds Skyld. Det mislykkedes,
Marchandiseren var ualmindelig bestemt. Jeg gik atter en Tid
lang hver Dag forbi, og saae med forelskede Øine paa Secretairen.
Du maa beslutte Dig, tænkte jeg, sæt, den bliver solgt, saa er
det bag efter; selv om det lykkedes Dig at faae fat paa den
igjen, Du faaer dog aldrig mere det Indtryk af den. Mit Hjerte
bankede, da jeg gik ind til Marchandiseren. Den blev kjøbt og
betalt. Det skal være den sidste Gang, tænkte jeg, at Du er
saa ødsel; ja det er netop en Lykke, at Du har kjøbt den, thi
saa ofte Du seer paa den, skal Du tænke paa, hvor ødsel Du
var; med Secretairen skal der begynde et nyt Afsnit i Dit Liv.
Ak, Lysten er meget veltalende, og de gode Forsætter ere altid
ved Haanden.
Secretairen blev da sat op paa mit Værelse, og som jeg i
Forelskelsene første Tid havde min Glæde af at betragte den fra
Gaden, saaledes gik jeg den nu forbi derhjemme. Efterhaanden
lærte jeg hele dens rige Indhold at kjende, dens mange Skuffer
og Gjemmer, og jeg var i alle Maader glad ved Secretairen.
Dog saaledes skulde det ikke blive. I Sommeren 1836 tillod
mine Forretninger mig at foretage en lille Tour paa Landet i en
otte Dage. Postillonen var bestilt til Kl. 5. Hvad Tøi jeg
behøvede at have med, var pakket ind om Aftenen; Alt var i Orden.
Allerede Kl. 4 vaagnede jeg, men Billedet af de skjønne Egne,
jeg skulde besøge, virkede saa berusende paa mig, at jeg atter faldt
i Søvn eller i Drømme. Min Tjener vilde formodentlig unde
mig al den Søvn, jeg kunde faae, thi først Kl. 6½ kalder han
paa mig. Postillonen blæser allerede, og skjøndt jeg ellers er
utilbøielig til at lystre Andres Befaling, saa har jeg dog altid
gjort en Undtagelse med en Postillon og hans poetiske Motiver.
Hurtigt var jeg paaklædt; jeg stod allerede i Døren, da falder
det mig ind: har Du ogsaa Penge nok i Din Tegnebog. Der
befandtes ikke mange. Jeg lukker Secretairen op for at trække
min Pengeskuffe ud og medtage hvad Huset formaaer. See, da
er Skuffen ikke til at bevæge. Ethvert Middel er forgjæves. Det
var, saa fatalt som muligt. Netop i dette Øieblik, da mit Øre
endnu gjenlød af Postillonens lokkende Toner, at støde paa
saadanne Vanskeligheder! Blodet steg mig til Hovedet, jeg blev
forbettret. Som Xerxes lod Havet pidske, saaledes besluttede jeg at
tage en forfærdelig Hævn. En Haandøxe blev hentet. Med den
bibragte jeg Secretairen et Gru vækkende Hug. Hvad enten jeg
nu i min Vrede slog feil, eller Skuffen var ligesaa stivsindet som
jeg, Virkningen blev ikke den tilsigtede. Skuffen var lukket og
Skuffen blev lukket. Derimod skete der noget Andet. Om mit
Slag har rammet netop dette Punkt, eller den totale Rystelse i
Secretairens hele Organisation har været Anledningen, det veed
jeg ikke, men det veed jeg, at der sprang en hemmelig Dør op,
som jeg aldrig før havde bemærket. Denne lukkede for et
Gjemme, som jeg naturligviis heller ikke havde opdaget. Her
fandt jeg til min store Overraskelse en Masse af Papirer, de
Papirer, der udgjøre det foreliggende Skrifts Indhold. Min
Beslutning blev uforandret. Paa den første Station vilde jeg
aabne et Laan. I største Hast blev en Mahogni-Kasse, i hvilken
der ellers pleiede at ligge et Par Pistoler, tømt; Papirerne
deponerede i den; Glæden havde seiret og vundet en uventet
Forøgelse; i mit Hjerte bad jeg Secretairen om Tilgivelse for den
ublide Behandling, medens min Tanke fandt sin Tvivl bestyrket,
at det Udvortes dog ikke er det Indvortes, og min
Erfarings-Sætning bekræftet, at der hører Held til for at gjøre saadanne
Opdagelser.
Midt paa Formiddagen ankom jeg til Hillerød, bragte mine
Finantser i Orden, lod den herlige Egn gjøre et almindeligt
Indtryk paa mig. Strax den følgende Morgen begyndte jeg
mine Excursioner, der nu fik en ganske anden Charakteer end jeg
oprindelig havde tiltænkt dem. Min Tjener fulgte mig med
Mahogni-Kassen. Jeg opsøgte nu et romantisk Sted i Skoven, hvor
jeg saa godt som muligt var sikkret mod en Overraskelse, og
fremtog derpaa Dokumenterne. Min Vært, der blev lidt
opmærksom paa disse hyppige Vandringer i Selskab med Maghoni-Kassen,
yttrede af sig selv, at jeg maaskee øvede mig i at skyde med
Pistoler. For denne Yttring var jeg ham meget forbunden og lod
ham forblive i Troen.
Et flygtigt Blik paa de fundne Papirer viste mig let, at de
dannede to Formationer, hvis Forskjellighed ogsaa i det Ydre var
udpræget. Den ene af dem var skreven paa en Art Post-Velin,
i Qvart, med en temmelig bred Margen. Haandskriften var
læselig, stundom endog lidt ziirlig, paa et enkelt Sted jadsket. Den
anden var skrevet paa hele Ark Bikube-Papir med spaltede
Columner, saaledes som retslige Dokumenter og andet Deslige skrives.
Haandskriften var tydelig, noget langtrukken, eensformig og jævn,
den syntes at tilhøre en Forretningsmand. Ogsaa Indholdet
viste sig strax at være forskjelligt; den ene Deel indeholdt en
Mængde større eller mindre æsthetiske Afhandlinger, den anden
bestod af to store Undersøgelser og een mindre, alle af ethisk
Indhold, som det syntes, og i Brevform. Ved nærmere Eftersyn
befandtes denne Forskjellighed fuldkommen bestyrket. Den sidste
Formation er nemlig Breve, der ere skrevne til Forfatteren af den
første.
Dog, det bliver nødvendigt at sinde et kortere Udtryk, der
kan betegne de tvende Forfattere. Jeg har til den Ende
gjennemgaaet Papirerne meget omhyggeligt, men Intet eller saa godt som
Intet fundet. Hvad den første Forfatter angaaer, Æsthetikeren,
da findes der slet ingen Oplysning om ham. Hvad den anden,
Brevskriveren, angaaer, da erfarer man, at han har hedt
Wilhelm
, har været Assessor i Retten, uden at der dog bestemmes,
i hvilken Ret. Vilde jeg nøiagtigt knytte mig til det Historiske
og kalde ham Wilhelm, saa mangler jeg en dertil svarende
Benævnelse for den første Forfatter; jeg maatte da give ham et
vilkaarligt Navn. Jeg har derfor foretrukket at kalde den første
Forfatter
A
, den anden
B
.
Foruden de første Afhandlinger fandtes der mellem disse
Papirer en Mængde Lapper, paa hvilke der var skrevet
Aphorismer, lyriske Udbrud, Reflexioner. Haandskriften viste allerede, at
de tilhørte
A
, Indholdet bekræftede det.
Papirerne stræbte jeg nu at ordne paa bedste Maade. Med
B
.s Papirer var det temmelig let gjort. Det ene Brev
forudsætter det andet. Man finder i det andet Brev et Citat af det
første; det tredie Brev forudsætter tvende foregaaende.
At ordne
A
.s Papirer var ikke saa let. Jeg har derfor
ladet Tilfældet bestemme Ordenen, det vil sige, jeg har ladet dem
forblive i den Orden, i hvilken jeg forefandt dem, naturligviis
uden at kunne afgjøre, om denne Orden har chronologisk Værdi
eller ideel Betydning. Papirslapperne laae løse i Gjemmet, dem
har jeg derfor været nødsaget til at anvise en Plads. Dem har
jeg ladet komme først, fordi jeg syntes, at de bedst lode sig
betragte som de foreløbige Glimt af, hvad de større Opsatser mere
sammenhængende udvikle. Jeg har kaldet dem
Διαψαλματα
og
tilføiet som et Slags Motto:
ad se ipsum
. Denne Titel og
dette Motto er paa en Maade af mig, og dog ikke af mig. De
ere af mig, forsaavidt de ere blevne anvendte paa den hele
Samling; derimod tilhøre de
A
selv, thi paa en af
Papirslapperne var det Ord
Διαψαλματα
skrevet, paa to af dem de Ord:
ad se ipsum
. Ogsaa et lille fransk Vers, der fandtes over een
af disse Aphorismer, har jeg ladet aftrykke paa Indersiden af
Titelbladet, i Lighed med hvad
A
oftere selv har gjort. Da nu
Fleertallet af disse Aphorismer have et lyrisk Tilsnit, saa har jeg
troet, det var ret passende at bruge det Ord
Διαψαλματα
som
Hovedtitel. Skulde Læseren finde det uheldigt valgt, da skylder
jeg Sandheden at tilstaae, at det er mit Paafund, og at Ordet
visselig var brugt med Smag af
A
selv om den Aphorisme, over
hvilken det fandtes. I Anordningen af de enkelte Aphorismer
har jeg ladet Tilfældet raade. At de enkelte Yttringer ofte
modsige hinanden, fandt jeg aldeles i sin Orden, thi det hører netop
Stemningen væsentlig til; at sammenstille dem saaledes, at
Modsigelserne bleve mindre paafaldende, fandt jeg ikke Umagen værd.
Jeg fulgte Tilfældet, og det er ogsaa et Tilfælde, der har tildraget
sig min Opmærksomhed, at den første og den sidste Aphorisme
paa en Maade svare til hinanden, idet den ene ligesom
gjennemføler det Smertelige, der ligger i at være Digter, den anden nyder
den Tilfredsstillelse, der ligger i altid at have Latteren paa
sin Side.
Hvad de æsthetiske Afhandlinger af
A
angaaer, da har jeg
Intet, dem betræffende, at fremhæve. De befandtes alle færdige
til Trykning, og forsaavidt de indeholdt Vanskeligheder, da maa
jeg lade dem tale for dem selv. For mit Vedkommende maa jeg
bemærke, at jeg til de græske Citater, der hist og her findes, har
føiet en Oversættelse, der er hentet fra en af de bedre tydske
Oversættelser.
Det sidste af
A
.s Papirer er en Fortælling, betitlet:
Forførerens Dagbog. Her møde nye Vanskeligheder, idet
A
ikke
erklærer sig for Forfatter, men kun for Udgiver. Det er et
gammelt Novellist-Kneb, som jeg ikke skulde have videre at indvende
imod, naar det ikke bidrog til at gjøre min Stilling saa forviklet,
idet den ene Forfatter kommer til at ligge inden i den anden
som Æsker i et chinesisk Æskespil. Til nærmere at udvikle, hvad
der bestyrker mig i min Mening, er her ikke Stedet; kun vil jeg
bemærke, at den Stemning, der hersker i
A
.s Fortale, paa en
Maade røber Digteren. Det er virkelig, som om
A
selv var
bleven bange for sit Digt, der som en urolig Drøm vedblev at
ængste ham, ogsaa medens den fortaltes. Var det en virkelig
Begivenhed, i hvilken han var bleven Medvider, saa forekommer
det mig besynderligt, at Fortalen intet Præg bærer af
A
.s Glæde
over at see den Idee realiseret, der oftere har foresvævet ham.
Ideen til Forføreren findes antydet saavel i den Opsats om det
Umiddelbar-Erotiske, som i Skyggeridsene, at nemlig Analogien til
Don Juan
maa være en reflekteret Forfører, der ligger i det
Interessantes Kategori, hvor derfor ikke bliver Spørgsmaal om,
hvor Mange han forfører, men om, hvorledes. Til en saadan
Glæde finder jeg intet Spor i Fortalen, men vel, som bemærket,
en Bæven, en vis Horreur, der vel har sin Grund i hans
digteriske Forhold til denne Idee. Og det forundrer mig ikke, at
det er gaaet
A
saaledes; thi ogsaa jeg, der slet Intet har med
denne Fortælling at gjøre, ja selv ved to Rækker er fjernet fra
den oprindelige Forfatter, ogsaa jeg er stundom bleven ganske
underlig tilmode, naar jeg i Nattens Stilhed har syslet med disse
Papirer. Det var mig, som gik Forføreren liig en Skygge over
mit Gulv, som kastede han sit Øie i Papirerne, som fæstede han
sit dæmoniske Blik paa mig, og sagde: „naa, I vil udgive mine
Papirer! Det er ellers uforsvarligt af Eder; I jager jo en Angst
i de kjære Pigebørn. Dog, det forstaaer sig, til Vederlag gjør
I mig og mine Lige uskadelige. Der tager I feil; thi jeg
forandrer blot Methoden, saa er mine Vilkaar end fordeelagtigere.
Hvilken Tilstrømmen af Smaa-Piger, der løbe En lige lukt i
Armene, naar de høre det forføreriske Navn: en Forfører! Giv
mig et halvt Aar, og jeg tilveiebringer en Historie, der skal være
interessantere end Alt hvad jeg hidtil har oplevet. Jeg tænker
mig en ung, kraftfuld, genial Pige faae den ualmindelige Idee, at
ville hævne Kjønnet paa mig. Hun mener at skulle kunne tvinge
mig, at lade mig smage ulykkelig Kjærligheds Smerter. See det
er en Pige for mig. Hitter hun ikke selv dybt nok derpaa, saa
skal jeg komme hende til Hjælp. Jeg skal vride mig som
Molboernes Aal. Og naar jeg da har bragt hende paa det Punkt,
jeg vil, saa er hun min.”
Dog, jeg har maaskee allerede misbrugt min Stilling som
Udgiver til at bebyrde Læserne med mine Betragtninger.
Anledningen maa tale til min Undskyldning; thi det var i Anledning
af det Mislige i min Stilling, foraarsaget ved at
A
blot nævner
sig som Udgiver af, ikke som Forfatter til denne Fortælling, at
jeg lod mig henrive.
Hvad jeg forøvrigt har at tilføie om denne Fortælling, det
kan jeg kun gjøre i Qvalitet af Udgiver. Jeg troer nemlig i
denne Fortælling at finde en Tidsbestemmelse. I Dagbogen findes
hist og her et Datum, hvad der derimod mangler, er Aarstal.
Forsaavidt synes jeg ikke at skulle komme videre; ved imidlertid
nøie at betragte de enkelte Datoer troer jeg at have fundet et
Vink. Vel er det nemlig sandt, at ethvert Aar har en 7de April,
en 3die Juli, en 2den August o. s. v.; men deraf følger
ingenlunde, at den 7de April hvert Aar er en Mandag. Jeg har da
regnet efter og udfundet, at denne Bestemmelse passer til Aaret
1834. Om
A
har tænkt paa dette, kan jeg ikke afgjøre, jeg
skulde næsten ikke troe det; thi saa vilde han vel ikke have brugt
saa megen Forsigtighed, som han ellers bruger. I Dagbogen
staaer der heller ikke: Mandagen den 7de April o. s. v., der
staaer blot: den 7de April, ja Stykket selv begynder saaledes:
altsaa paa Mandag, hvorved Opmærksomheden netop ledes bort;
men ved at læse det Stykke, der findes under dette Datum,
igjennem, seer man, at det maa have været en Mandag. Denne
Fortælling betræffende har jeg da en Tidsbestemmelse; derimod er
ethvert Forsøg, jeg hidtil har gjort paa, ved Hjælp af den at
bestemme Tiden for de øvrige Afhandlinger, mislykket. Jeg kunde
gjerne have anviist den Pladsen Nr. 3; men jeg har, som
ovenfor sagt, foretrukket at lade Tilfældet raade og Alt forblive i den
Orden, i hvilken jeg fandt det.
Hvad
B
.s Papirer angaaer, da ordne disse sig let og
naturligt. Med dem har jeg derimod foretaget mig en Forandring,
forsaavidt jeg har tilladt mig at betitle dem, da Brevformen har
forhindret Forfatteren i at give disse Undersøgelser en Titel.
Skulde Læseren derfor, efter at have gjort sig bekjendt med
Indholdet, finde, at Titlerne ikke vare heldigt valgte, saa skal jeg
altid være villig til at finde mig i den Smerte, der ligger i at
have gjort noget Forkeert, naar man ønskede at gjøre noget
Godt.
Paa et enkelt Sted fandtes der i Marginen en Bemærkning;
enhver saadan har jeg gjort til en Anmærkning, for at jeg ikke
skulde komme til at gribe forstyrrende ind i Texten.
Hvad
B
.s Manuscript angaaer, da har jeg aldeles ingen
Forandring tilladt mig, men nøiagtigt betragtet det som et
Actstykke. Jeg kunde maaskee let have borttaget en og anden
Skjødesløshed, der er forklarlig nok, naar man betænker, at han blot
er Brevskriver. Jeg har ikke villet det, fordi jeg frygtede for at
gaae for vidt. Naar
B
mener, at af 100 unge Mennesker, der
fare vild i Verden, frelses de 99 ved Qvinder, 1 ved en
guddommelig Naade, saa seer man let, at han ikke har været stiv
udi Regning, da han slet ingen Plads faaer til dem, der virkelig
gaae tabt. Jeg kunde let have foretaget en lille Forandring i
Tallene, men jeg synes, at der ligger noget langt Skjønnere i
B
.s Forregnelse. Paa et andet Sted omtaler
B
en græsk Viis
ved Navn
Myson
, og fortæller om ham, at han nyder den
sjeldne Lykke at regnes blandt de 7 Vise, naar deres Antal
bestemmes til 14. Jeg var et Øieblik raadvild om, hvorfra vel
B
kunde have denne Viisdom, samt hvilken græsk Forfatter det kunde
være, han citeret. Min Mistanke faldt strax paa
Diogenes
af
Laerte
, og ved at eftersee
Jøcher
og
Morèri
fandt jeg ogsaa
henviist til ham.
B
.s Efterretning kunde nu vel behøve en
Berigtigelse; thi ganske som han siger, forholder det sig ikke, om
der end er nogen Usikkerhed hos de Gamle i Bestemmelsen af,
hvilke de syv Vise vare; imidlertid har jeg dog ikke fundet det
Umagen værd, det forekom mig, at hans Bemærkning, om end
ikke ganske historisk, havde en anden Værdi.
Saavidt som jeg nu er kommen, var jeg allerede kommen
for fem Aar siden; jeg havde ordnet Papirerne saaledes, som de
endnu ere ordnede; havde fattet den Beslutning, at udgive dem i
Trykken, men meente dog, at det var bedst at vente nogen Tid.
Jeg ansaae fem Aar for et passende Spatium. Disse fem Aar
ere forløbne, og jeg begynder hvor jeg slap. At jeg ikke har
ladet noget Middel uforsøgt til at tomme paa Spor efter
Forfatterne, behøver jeg vel ikke at forsikkre Læseren. Marchandiseren
holdt ingen Bog, som bekjendt er det sjeldnere Tilfældet med
Marchandisere; han vidste ikke, af hvem han havde kjøbt hiint
Møbel, det forekom ham, at det var kjøbt paa en
Blandings-Auction. Jeg skal ikke fordriste mig til at ville fortælle Læseren
den Mangfoldighed af frugtesløse Forsøg, der har taget mig
megen Tid, saa meget mindre som Erindringen derom er mig selv
ubehagelig. I Resultatet kan jeg derimod i al Korthed indvie
Læseren, thi Resultatet var slet Intet.
Idet jeg nu vilde realisere min Beslutning at udgive hine
Papirer i Trykken, vaagnede en enkelt Betænkelighed hos mig.
Maaskee tillader Læseren mig at tale ganske aabenhjertet. Det
faldt mig ind, om jeg ikke gjorde mig skyldig i en Indiscretion
mod de ubekjendte Forfattere. Jo mere fortrolig jeg imidlertid
blev med Papirerne, desto mere aftog hiin Betænkelighed.
Papirerne vare af den Natur, at de tiltrods for mine omhyggelige
Iagttagelser ingen Oplysning ydede, end sige da at en Læser
skulde finde en saadan, da jeg vel tør maale mig med enhver
Læser, ikke i Smag og Sympathi og Indsigt, men vel i Flid og
Utrættelighed. Forudsat derfor, at de ubekjendte Forfattere endnu
vare til, at de levede her i Byen, at de kom til at gjøre det
uventede Bekjendtskab med deres egne Papirer, saa vilde der dog,
hvis de selv forbleve tause, Intet resultere af Udgivelsen, thi om
disse Papirer gjælder i strengeste Forstand, hvad man ellers pleier
at sige om alle trykte Sager — de tie.
En anden Betænkelighed, jeg har havt, var i og for sig af
mindre Betydning, temmelig let at hæve, og har hævet sig paa
en endnu lettere Maade end jeg havde tænkt. Det faldt mig
nemlig ind, at disse Papirer kunde blive en Pengegjenstand.
Vel fandt jeg det i sin Orden, om jeg modtog et lille Honorar
for min Uleilighed som Udgiver; men et Forfatter-Honorar maatte
jeg ansee for meget for stort. Som de retsindige skotske Bønder
i Den hvide Dame beslutte at kjøbe Godset og dyrke det og
derpaa forære det til Greverne af Evenel, hvis de engang skulde
vende tilbage, saaledes besluttede jeg at sætte det hele Honorar
paa Rente, for, naar engang de ubekjendte Forfattere skulde
melde sig, da at kunne give dem det Hele med Rente og Rentes
Rente. Dersom Læseren ikke allerede af min hele Ubehjælpelighed
skulde have forvisset sig om, at jeg ingen Forfatter er, ei heller
en Literatus, der gjør Profession af at være Udgiver, saa vil
vistnok dette Raisonnements Naivetet sætte dette udenfor al Tvivl.
Denne Betænkelighed blev da ogsaa hævet paa en langt lettere
Maade; thi selv et Forfatter-Honorar er i Danmark ingen
Herregaard, og de Ubekjendte maatte blive længe borte, for at
deres Honorar, selv med Rente og Rentes Rente kunde blive en
Penge-Gjenstand.
Der stod nu da blot tilbage at give disse Papirer en Titel.
Jeg kunde kalde dem Papirer, efterladte Papirer, fundne Papirer,
bortkomne Papirer o. s. v.; som bekjendt findes der en
Mangfoldighed af Varianter, men ingen af disse Titler vilde
tilfredsstille mig. Jeg har derfor i at bestemme Titlen tilladt mig en
Frihed, et Bedrag, for hvilket jeg skal stræbe at gjøre Regnskab.
Under den idelige Beskjæftigelse med disse Papirer gik der et Lys
op for mig, at man kunde afvinde dem en ny Side ved at
betragte dem som tilhørende eet Menneske. Jeg veed meget vel,
Alt hvad der lader sig indvende imod denne Betragtning, at den
er uhistorisk, at den er usandsynlig, da det er urimeligt, at eet
Menneske skulde være Forfatter til begge Dele, og det uagtet
Læseren let kunde fristes til det Ordspil; at har man sagt
A
,
maa man ogsaa sige
B
. Imidlertid har jeg dog ikke kunnet
opgive den. Det var da et Menneske, der i sit Liv havde
gjennemgaaet begge Bevægelser, eller overveiet begge Bevægelser.
A
.s Papirer indeholde nemlig en Mangfoldighed af Tilløb til
en æsthetisk Livs-Anskuelse. En sammenhængende æsthetisk
Livs-Anskuelse lader sig vel neppe foredrage.
B
.s Papirer indeholde
en ethisk Livs-Anskuelse. Idet jeg lod min Sjæl paavirkes af
denne Tanke, blev det klart for mig, at jeg kunde lade denne
lede mig i at bestemme Titelen. Den Titel, jeg har valgt,
udtrykker netop dette. Hvad Læseren kan tabe ved denne Titel, kan
ikke være Stort; thi under Læsningen kan han jo meget godt
glemme Titlen. Naar han da har læst Bogen, da kan han
maaskee tænke paa Titlen. Denne vil da frigjøre ham fra ethvert
endeligt Spørgsmaal, om
A
nu virkelig blev overbeviist og angrede,
om
B
seirede, eller om det maaskee endte med, at
B
gik over til
A
.s Mening. I denne Henseende have disse Papirer nemlig ingen
Ende. Finder man dette ikke at være i sin Orden, saa kan
man ikke være berettiget til at sige, at det er en Feil, thi man
maatte kalde det en Ulykke. Jeg for mit Vedkommende anseer
det for en Lykke. Man træffer stundom paa Noveller, i hvilke
der ved bestemte Personer foredrage modsatte Livs-Anskuelser.
Det ender da gjerne med, at den Ene overbeviser den Anden.
Istedetfor at Anskuelsen bør tale for sig, beriges Læseren med det
historiske Resultat, at den Anden blev overbeviist. Jeg anseer det
for en Lykke, at disse Papirer intet oplyse i denne Henseende.
Om
A
er Forfatter til sine æsthetiske Afhandlinger efter at have
modtaget
B
.s Breve, om hans Sjæl efter den Tid har vedblevet
at tumle sig i sin vilde Ustyrlighed eller den er bleven beroliget,
derom seer jeg mig ikke istand til at meddele en eneste Oplysning,
da Papirerne ingen indeholde. Heller ikke indeholdes der noget
Vink om, hvorledes det er gaaet
B
, om han har havt Kraft til
at fastholde sin Anskuelse eller ikke. Naar Bogen er læst, da ere
A
og
B
glemte, kun Anskuelserne staae ligeoverfor hinanden og
vente ingen endelig Afgjørelse i bestemte Personligheder.
Videre har jeg Intet at bemærke, kun er det faldet mig ind,
at de ærede Forfattere, hvis de vare vidende om mit Forehavende,
muligen kunde ønske at ledsage deres Papirer med et Ord til
Læseren. Jeg vil derfor tilføie et Par Ord med paaholden Pen.
A
vilde vel Intet have at indvende mod Papirernes Udgivelse,
Læseren vilde han formodentlig tilraade: „læs dem eller læs dem
ikke, Du fortryder begge Dele.” Hvad
B
vilde sige, er
vanskeligere at bestemme. Han vilde maaskee gjøre mig en eller anden
Bebreidelse, især med Hensyn til Udgivelfen af
A
.s Papirer; han
vilde lade mig føle, at han ingen Deel havde deri, at han kunde
vadske sine Hænder. Naar han da havde gjort det, da vilde han
maaskee henvende sig til Bogen med disse Ord: „saa gaa da
ud i Verden, undgaa om muligt Kritikens Opmærksomhed, besøg
en enkelt Læser i en velvillig Time, og skulde Du støde paa en
Læserinde, da vilde jeg sige: min elskværdige Læserinde, Du vil i
denne Bog finde Noget, som Du maaskee ikke burde vide, Andet,
Du vel kunde have Gavn af at faae at vide; saa læs da det
Noget saaledes, at Du, der haver læst, kan være som Den, der
ikke haver læst, det Andet saaledes, at Du, der haver læst, kan
være som Den, der ikke haver glemt det Læste”. Jeg som
Udgiver vil kun tilføie det Ønske, at Bogen maa træffe Læseren i
en velvillig Time, og at det maa lykkes den elskværdige Læserinde
nøiagtigt at følge
B
.s velmeente Raad.
I November 1842.
Udgiveren.
Indhold.
