Enten — Eller. Anden Deel/3

←
Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse
Enten — Eller. Anden Deel
Ultimatum
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag, 1878
C. A. Reitzels Forlag
Kjøbenhavn
1878
indeholdende B.'s Papirer, Breve til A
Enten-Eller Anden Deel.djvu
Enten-Eller Anden Deel.djvu/1
349-368
Ultimatum
.
Maaskee er det gaaet Dig med Hensyn til mine foregaaende
Breve, som det er gaaet mig, at Du har glemt det Meste af
dem. Hvis saa er, da vil jeg ønske, at det ogsaa maa være
Tilfældet med Dig, hvad der er Tilfældet med mig, at Du
til enhver Tid, under Stemningernes Afvexling, maa være istand
til at gjøre Dig Rede for Tanken og Bevægelsen. Udtrykket,
Fremstillingen, Indklædningen ere som Blomstret fra eet Aar
til det andet, den samme og dog ikke den samme, men
Holdningen, Bevægelsen, Stillingen, den er uforandret. Dersom
jeg nu skulde skrive til Dig, vilde jeg maaskee udtrykke mig
anderledes. Maaskee lykkedes det mig i mine Breve paa et
enkelt Sted endog at være veltalende, Noget jeg visselig ingen
Fordring gjør paa, og som min Stilling i Livet heller ikke
kræver af mig; hvis jeg nu skulde skrive, da vilde det maaskee
lykkes mig paa et andet Sted, jeg veed det ikke, thi Udtrykket
er en Gave, og „hvert Old og hvert Aar har sin egen sin
blomstrende Vaar”. Hvad Tanken derimod angaaer, den er og
bliver, og Bevægelserne haaber jeg skulle i Tidens Løb blive
mig lettere og naturligere, uforandrede ogsaa da, naar de ere
stumme, fordi Udtrykket har afblomstret.
Dog det er ikke for at skrive Dig et nyt Brev til, at
jeg griber til Pennen, men fordi Tanken om Dig er bleven
mig levende ved et Brev, jeg selv har modtaget fra en ældre
Ven, der er Præst i Jylland. Saavidt jeg veed har Du aldrig
kjendt ham. Mit Venskab med ham tog allerede sin
Begyndelse i mine Studenterdage, og skjøndt der var en fem, sex Aar
imellem os, var vort Forhold dog temmelig intimt. Han var
en lille fiirskaaren Figur, munter, livsglad og ualmindelig jovial.
Uagtet hans Sjæl i sit Dyb var alvorlig, syntes hans udvortes
Liv ret godt at følge den Anviisning, at lade fem være lige.
Videnskaberne fængslede ham, men Examens-Mand blev han
ikke. Han drev det da ikke mere end til
haud illaudabilis
til
theologisk Attestats. For en fire Aar siden blev han puttet ind
i et lille Præstekald paa den jydske Hede. Han var i udvortes
Henseende i Besiddelse af en Stentor-Stemme, i aandelig
Henseende af en Oprindelighed, der altid har destingveret ham i
den lille Kreds af Mennesker, jeg har lært at kjende; hvad
Under da, at han i Begyndelsen ikke fandt sig ret tilfreds, at
han syntes hans Virksomhed var ham for ubetydelig? Nu
derimod har han gjenvundet sin Tilfredshed, og det har ret
virket opmuntrende paa mig at læse et Brev fra ham, jeg i
disse Dage har modtaget. „Den jydske Hede”, siger han, „er
dog ret en Tumleplads for mig, et Studerekammer uden Lige.
Der gaaer jeg om Løverdagen og mediterer mine Prædikener,
og Alt udvider sig for mig; jeg glemmer enhver virkelig
Tilhører og vinder en ideal, vinder den fuldkomne Fortabelse i
mig selv, saa naar jeg træder op paa Prædikestolen, da er det
som stod jeg endnu paa Heden, hvor mit Øie intet Menneske
opdager, hvor min Stemme opløfter sig med sin hele Kraft for
at overdøve Stormen.”
Dog det er ikke for at fortælle Dig dette, at jeg skriver,
men for at sende Dig en Prædiken af ham, som fandtes
indlagt i Brevet. Jeg har ikke villet personlig vise Dig den, for
ikke at hidse Din Kritik, men sender Dig den skriftlig, for at
den i Stilhed maa gjøre sit Indtryk paa Dig. Han har endnu
ikke holdt den, men agter næste Aar at holde den, og er
forvisset om, at han skal faae enhver Bonde til at forstaae den.
Af den Grund skal Du nu ikke forsmaa den; thi det er netop
det Skjønne ved det Almene, at Alle kunne forstaae det. Han
har i denne Prædiken grebet, hvad jeg har sagt, og hvad jeg
gjerne vilde have sagt Dig; han har udtrykt det heldigere, end
jeg seer mig istand til. Tag den da, læs den, jeg har Intet
at tilføie, uden at jeg har læst den, og tænkt paa mig selv,
læst den, og tænkt paa Dig.
Det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at
mod Gud have vi altid Uret.
Bøn.
Fader i Himlen! Leer Du os at bede rettelig, at vort Hjerte
maa aabne sig for Dig i Bøn og Paakaldelse, og intet lønligt
Ønske gjemme, som vi vide er Dig ikke velbehageligt, men heller
ingen hemmelig Frygt for, at Du vil negte os Noget, der i
Sandhed tjener til vort Bedste; paa det at de arbeidende Tanker,
det urolige Sind, det bange Hjerte maa finde Hvile deri og derved,
hvori og hvorved den ene er at finde, ved altid glade at takke
Dig, idet vi glade bekjende, at mod Dig have vi altid Uret. Amen.
Dette hellige Evangelium skriver Evangelisten Lucas i sit Evangeliums 19de Capitel fra det 41de Vers til Enden saaledes:
Og der han kom nær til, og saae Staden, græd han over
den, og sagde: Vidste du dog, ja end paa denne din Dag, hvad
der tjener til din Fred! men nu er det skjult for dine Øine.
Derfor skulle de Dage komme over dig, at dine Fjender skulle
kaste en Vold op omkring dig og beleire Dig rundt omkring og
trænge Dig allevegne. Og de skulle lægge dig slet øde og
dine Børn i dig, og ikke lade Steen paa Steen i dig, fordi
du ikke kjendte din Besøgelses Tid. Og han gik ind i Templet
og begyndte at uddrive dem, som derudi solgte og kjøbte, og
sagde til dem: der er skrevet: mit Huus er et Bedehuus, men
I have gjort det til en Røverkule. Og han lærte daglig i
Templet. Men de Ypperste-Præster og Skriftkloge og de Øverste
for Folket søgte at omkomme ham. Og de fandt ikke hvad de
skulde gjøre, thi alt Folket hængte ved ham og hørte ham.
Hvad Aanden i Syner og Drømme havde aabenbart
Propheterne, hvad disse med varslende Stemme havde forkyndt den
ene Slægt efter den anden: det udvalgte Folks Forstødelse, det
stolte Jerusalems forfærdelige Undergang, det nærmede sig nu
mere og mere. Christus drager op til Jerusalem. Han er
ingen Prophet, der forkynder det Tilkommende, hans Tale
vækker ikke ængstelig Uro, thi hvad der endnu er skjult, det
seer han for sine Øine; han propheterer ikke, dertil er der ei
mere Tid, — han græder over Jerusalem. Og dog stod jo
Byen endnu i sin Herlighed, og Templet kneisede endnu som
altid, høiere end nogen anden Bygning i Verden, og Christus
selv siger: dersom Du vidste paa denne din Dig, hvad der
tjener dig til Bedste, men han tilføier ogsaa: dog, det er skjult
for dine Øine. I Guds evige Raad er dens Undergang
besluttet, og Frelsen er skjult for dens Indvaaneres Øine. Var
da den Slægt, der dengang levede, mere fordømmelig end den
foregaaende, hvem den skyldte Livet, var det hele Folk
vanartet, var der ingen Retfærdig i Jerusalem, ikke en eneste, der
kunde standse Guddommens Vrede, var der blandt alle dem,
for hvis Øine Frelsen var skjult, ingen From? Og hvis der
var en saadan, blev der da ingen Port opladt for ham i Angstens
og Nødens Tid, da Fjenderne beleirede den rundt omkring og
trængte den allevegne, steg der ingen Engel ned og frelste ham,
inden endnu alle Porte bleve lukkede, skete der intet Tegn for
hans Skyld? Dog, dens Undergang var berammet. Forgjæves
saae den beleirede By i sin Angst efter en Udvei, Fjendens Hær
knugede den i sin mægtige Favn, og Ingen undslap, og Himlen
blev lukket og ingen Engel udskikket uden Morderenglen, der
svingede sit Sværd over Staden. Hvad Folket havde forbrudt,
maatte denne Slægt bøde for, hvad denne Slægt havde forbrudt,
maatte hvert enkelt Led af Slægten bøde for. Skal da den
Retfærdige lide med den Uretfærdige? Er dette Guds Nidkjærhed,
at han hjemsøger Fædrenes Brøde paa Børnene i tredie og
fjerde Led saaledes, at han ikke straffer Fædrene men Børnene?
Hvad skulle vi svare? Skulde vi sige, der er nu snart forløbet
tvende Aartusinder siden hine Dage, en saadan Rædsel saae
Verden aldrig før og vil vel aldrig mere faae den at see; vi
takke Gud for, at vi leve i Fred og Tryghed, at Angstens
Skrig fra hine Dage kun svagt lyder over til os, vi ville
haabe og troe, at vore Dage og vore Børns maae hendrage
sig i Stilhed, uberørte as Tilværelsens Storme! Vi føle ikke
Styrke til at tænke over Sligt, men vi ville takke Gud for,
at vi ikke blive forsøgte deri. Kan der tænkes noget Feigere
og mere Trøstesløst end en saadan Tale? Er da det Uforklarlige
derved blevet forklaret, at man har sagt: det er kun eengang
skeet i Verden? Eller er dette ikke det Uforklarlige, at det er
skeet? Og har dette, at det er skeet, ikke Kraft til at gjøre alt
Andet uforklarligt, selv det Forklarlige? Skete det eengang i
Verden, at Menneskenes Vilkaar vare væsentlig forskjellige fra
hvad de ellers altid ere, hvad Sikkerhed da for, at det ikke
kan gjentages, hvad Sikkerhed for, at Hiint ikke var det Sande,
og det, der almindeligt skeet, det Usande? Eller er det et
Beviis for det Sande, at det skeet oftest? Og gjentager det
sig da virkelig ikke oftere, hvad hitte Tider bleve Vidne til?
Er det ikke, hvad vi Alle paa saa mange Maader have erfaret,
at hvad der skeet i det Store, det Samme opleves ogsaa i det
Mindre? Mener I, siger Christus, at hine Galilæer, hvis Blod
Pilatus lod udgyde, vare Syndere fremfor alle Galilæer, fordi
de lede dette? Eller de Atten, som Taarnet i Siloam faldt
paa og ihjelslog, mener I, at de vare skyldige fremfor alle
Mennesker, som boe i Jerusalem? Nogle af hine Galilæer vare
altsaa ikke Syndere fremfor andre Mennesker, hine Atten vare
ikke skyldige fremfor alle Mennesker, som boede i Jerusalem —
og dog deelte de Uskyldige Lod med de Skyldige. Det var en
Tilskikkelse, vil Du maaskee sige, ingen Straf; men Jerusalems
Undergang var en Straf, og den traf lige haard Skyldige og
Uskyldige. Derfor vil Du ikke ængste Dig selv med at
overveie saadanne Ting; thi at et Menneske kan have
Gjenvordigheder og Lidelser, at disse ligesaa fuldt som Regnen falde baade
paa Gode og Onde, det kan Du fatte, men at det skal være
en Straf… Og dog fremstiller Skriften det saaledes. Saa
er da den Retfærdiges Lod lige med den Uretfærdiges, saa har
da Gudsfrygt ingen Forjættelse for dette Liv, som er; saa er
da enhver opløftende Tanke, der engang gjorde Dig saa rig
paa Mod og Tillid, den er en Indbildning, et Gjøgleværk,
som Barnet troer, Ynglingen haaber paa, men som den lidet
Ældre ingen Velsignelse finder i, men kun Spot og Forargelse?
Dog, denne Tanke oprører Dig, den kan og skal ikke faae Magt
til at bedaare Dig, ikke være istand til at sløve Din Sjæl.
Retfærdighed vil Du elske, Retfærdighed vil Du øve tidlig og
sildig, har den end ingen Løn, Du vil dog øve den, Du føler
det, der ligger en Fordring i den, som dog eengang maa blive
opfyldt; ikke vil Du hensynke i Mathed, og da engang satte,
at Retfærdighed havde Forjættelser, men at Du selv havde
udelukket Dig derfra ved ikke at gjøre Retfærdighed. Ikke vil Du
stride med Mennesker, med Gud vil Du stride og holde ham
fast, han skal ikke kunne løsrive sig fra Dig, uden at han
velsigner Dig! Dog, Skriften siger, Du skal ikke gaae i Rette
med Gud. Er det ikke det, Du gjør? Er dette nu atter en
trøstesløs Tale, er da den hellige Skrift kun givet Mennesket
for at ydmyge, for at tilintetgjøre ham? Ingenlunde! Naar
det hedder, Du skal ikke gaae i Rette med Gud, da vil det
sige, Du maa ikke ville have Ret mod Gud, kun saaledes maa
Du gaae i Rette med ham, at Du lærer, at Du har Uret.
Ja, det er, hvad Du selv bør ville. Naar det da forbydes
Dig at gaae i Rette med Gud, da betegnes derved Din
Fuldkommenhed, og ingenlunde siges der, at Du er et ringe Væsen,
der ingen Betydning har for ham. Spurven falder til Jorden,
den har paa en Maade Ret mod Gud, Lilien visner, den har
paa en Maade Ret mod Gud, kun Mennesket har Uret, ham
ene er det forbeholdt, hvad der blev negtet Alt, at have Uret
mod Gud. Skulde jeg tale anderledes, skulde jeg erindre Dig
om en Viisdom, Du vel ofte har hørt, en Viisdom, der nemt
nok veed at forklare Alt, uden hverken at gjøre Gud eller
Menneskene Uret: Mennesket er et skrøbeligt Væsen, siger den, det
vilde være urimeligt af Gud at forlange det Umulige af ham,
man gjør hvad man kan, og er man og en enkelt Gang noget
efterladende, saa vil Gud aldrig glemme, at vi ere svage og
ufuldkomne Væsner. Skal jeg mest beundre de ophøiede
Forestillinger om Guddommens Væsen, denne Kløgt forraader, eller
det dybe Indblik i det menneskelige Hjerte, den prøvende
Bevidsthed, der randsager sig selv, og nu kommer til den
magelige og beqvemme Erkjendelse: man gjør hvad man kan? Var
det saa let en Sag for Dig, min Tilhører, at afgjøre, hvor
Meget
det er: hvad man kan? Var Du aldrig i Fare, hvor
Du næsten til Fortvivlelse anstrengede Dine Kræfter og dog
saa uendelig gjerne ønskede at kunne Mere, og en Anden maaskee
med tvivlende og bedende Blikke saae paa Dig, om det ikke var
muligt, at Du kunde gjøre Mere? Eller var Du aldrig angst
for Dig selv, saa angst, at det var Dig, som var ingen Synd
saa sort, ingen Selvkjærlighed saa afskyelig, at den jo kunde
snige sig ind i Dig og som en fremmed Magt vinde
Herredømme over Dig? Fornam Du ikke denne Angst? thi hvis
Du ikke fornam den, da oplade Du ikke Din Mund til at
svare, thi Du kan jo ikke svare paa hvad der spørges om; men
hvis Du fornam den, min Tilhører, jeg spørger Dig: fandt
Du da Hvile i hine Ord „man gjør, hvad man kan”? Eller
var Du aldrig i Angst for Andre, saae Du ikke dem vakle i
Livet, til hvem Du pleiede at skue op med Tillid og
Fortrøstning, og hørte Du da ikke en sagte Stemme, der hviskede til
Dig: naar end ikke disse kunne fuldkomme det Store, hvad er
da Livet andet end ond Møie og Troen end en Snare, der
river os ud i Uendeligheden, hvor vi dog ikke kunne leve, langt
bedre da at glemme, at opgive enhver Fordring — hørte Du
ikke denne Stemme? thi hvis Du ikke hørte den, da oplade Du
ikke Din Mund til at svare, thi Du kan jo ikke svare paa hvad
der spørges om; men hvis Du hørte den, min Tilhører, jeg
spørger Dig, var dette da Din Trøst, at Du sagde: man gjør
hvad man kan? Var dette ikke netop Grunden til Din Uro, at
Du ikke vidste med Dig selv, hvor Meget det er man kan, at
det i det ene Øieblik syntes Dig saa uendelig Meget, i det
andet Øieblik saa saare Lidet? Var ikke derfor Din Angst saa
piinlig, fordi Du ikke kunde gjennemtrænge Din Bevidsthed,
fordi, jo alvorligere Du selv vilde, jo inderligere Du ønskede
at handle, desto forfærdeligere blev den Dobbelthed, Du befandt
Dig i: at Du ikke skulde have giort hvad Du kunde, eller at
Du virkelig skulde have gjort hvad Du kunde, men Ingen kom
Dig til Hjælp?
Enhver alvorligere Tvivl, enhver dybere Bekymring
beroliges da ikke ved den Tale: man gjør, hvad man kan. Har
Mennesket stundom Ret, stundom Uret, til en vis Grad Ret,
til en vis Grad Uret, hvo er da Den, som afgjør det, uden
Mennesket, men kan han ikke i Afgjørelsen atter have til en vis
Grad Ret og til en vis Grad Uret? Eller er han et andet
Menneske, idet han bedømmer sin Handling end idet han handler?
Saa skal da Tvivlen herske, bestandig opdage nye
Vanskeligheder og Bekymringen skal gaae ved Siden af og indprente den
ængstede Sjæl de gjorte Erfaringer? Eller skulde vi foretrække
bestandig at have Ret i den Forstand som de ufornuftige
Skabninger have det? Saa have vi da kun Valget imellem at være
Intet for Gud, eller i evig Qval hvert Øieblik at begynde
forfra, uden dog at kunne begynde; thi hvis vi med Bestemthed
skulle kunne afgjøre, om vi have Ret i det nærværende Øieblik,
da maa dette Spørgsmaal med Bestemthed være afgjort om det
foregaaende Øieblik, og saaledes længere og længere tilbage.
Tvivlen er atter sat i Bevægelse, Bekymringen atter vakt;
saa lader os stræbe at berolige den ved at overveie:
Det
Opbyggelige
, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi
altid
Uret.
At have Uret — kan der tænkes nogen smerteligere Følelse
end denne, og see vi ikke, at Menneskene hellere ville lide Alt,
end tilstaae, at de have Uret? Vi billige vel ikke en saadan
Haardnakkenhed, hverken hos os selv eller hos Andre, vi mene,
at det var visere og bedre handlet, at tilstaae vor Uret, hvor
vi virkelig havde den, vi sige da, at Smerten, der følger med
Tilstaaelsen, vil være som et bittert Lægemiddel, der vil
helbrede; men at det er en Smerte at have Uret, en Smerte at
tilstaae det, det dølge vi dog ikke. Vi lide da Smerten, fordi
vi vide, at den tjener til vort Bedste, vi fortrøste os til, at
det engang vil lykkes os at gjøre kraftigere Modstand, at vi
maaskee ville drive det dertil, at vi kun meget sjeldent virkelig
have Uret. Denne Betragtning er saa naturlig, saa indlysende
for Enhver. Der ligger da noget Opbyggeligt i at have Uret,
forsaavidt vi nemlig, idet vi tilstaae det, opbygge os ved
Udsigterne til, at det sjeldnere og sjeldnere skal blive Tilfældet.
Og dog, det var jo ikke ved denne Betragtning vi vilde
berolige Tvivlen, det var jo ved at overveie det Opbyggelige i, at
vi altid have Uret. Men var da hiin første Betragtning, der
skjænkede Haabet om, med Tiden ikke mere at have Uret,
opbyggelig, hvorledes kan da den modsatte Betragtning ogsaa
være det, den Betragtning, der vil lære os, at vi altid, saavel
det Forbigangne som det Tilkommende betræffende, have Uret?
Dit Liv bringer Dig i et mangfoldigt Forhold til andre
Mennesker. Nogle af disse elske Ret og Retfærdighed, andre
synes ikke at ville øve dem; de gjøre Uret mod Dig. Din
Sjæl er ikke forhærdet mod den Lidelse, de saaledes paaføre
Dig, men Du randsager og prøver Dig selv, Du forvisser
Dig om, at Du har Ret, og Du hviler rolig og stærk i denne
Overbeviisning; hvormeget de end krænke mig, siger Du, denne
Fred skulle de dog ikke formaae at frarøve mig, at jeg veed,
jeg har Ret, og at jeg lider Uret. Der er en Tilfredsstillelse,
en Glæde i denne Betragtning, som vel Enhver af os har
smagt, og naar Du vedbliver at lide Uret, da opbygges Du
ved den Tanke, at Du har Ret. Denne Betragtning er saa
naturlig, saa fattelig, saa ofte prøvet i Livet, og dog er det
ikke ved den vi ville berolige Tvivlen og læge Bekymringen,
men ved at overveie det Opbyggelige, der ligger i den Tanke,
at vi altid have Uret. Kan da den modsatte Betragtning have
den samme Virkning?
Dit Liv bringer Dig et mangfoldigt Forhold til andre
Mennesker, til Nogle drages Du med en inderligere Kjærlighed
end til Andre. Hvis nu et saadant Menneske, der var
Gjenstanden for Din Kjærlighed, gjorde Uret mod Dig, ikke sandt,
da vilde det smerte Dig, Du vilde nøie prøve Alt, men da
vilde Du sige: jeg veed med mig selv, at jeg har Ret, denne
Tanke skal berolige mig? O, hvis Du elskede ham, da vilde
den ikke berolige Dig, Du vilde efterforske Alt. Du vilde ikke
kunne indsee Andet, end at han havde Uret, og dog vilde den
Vished forurolige Dig, Du vilde ønske, at Du maatte have
Uret, Du vilde søge, om Du ikke kunde finde Noget, der kunde
tale til hans Forsvar, og fandt Du ikke det, Du vilde først
sinde Hvile i den Tanke, at Du havde Uret. Eller hvis det
var Dig paalagt at bære Omsorg for et saadant Menneskes Vel,
Du vilde gjøre Alt, hvad der stod i Din Magt, og naar den
Anden desuagtet ikke agtede derpaa og kun voldte Dig Sorg,
ikke sandt, da vilde Du gjøre Regnskabet op, Du vilde sige:
jeg veed, jeg har gjort Ret imod ham? — O nei! hvis Du
elskede ham, da vilde denne Tanke ikkun ængste Dig, Du vilde
gribe efter enhver Sandsynlighed, og om Du ingen fandt, da
vilde Du sønderrive Regnskabet, for at bringe Dig til at
glemme det, og Du vilde stræbe at opbygge Dig ved den
Tanke, at Du havde Uret.
Saa er det da smerteligt at have Uret og smerteligere jo
oftere man har det, opbyggeligt at have Uret og opbyggeligere
jo oftere man har det! Dette er jo en Modsigelse. Hvoraf lader
den sig forklare uden deraf, at Du i det ene Tilfælde nødes til
at erkjende, hvad Du i det andet Tilfælde ønsker at erkjende?
Men bliver Erkjendelsen dog ikke den samme, har dette nogen
Indflydelse paa den, at man ønsker eller ikke ønsker? Hvoraf
lader det sig forklare uden deraf, at Du i det ene Tilfælde
elskede, i det andet ikke, med andre Ord, at Du i det ene
Tilfælde befandt Dig i et uendeligt Forhold til et Menneske, i et
andet Tilfælde i et endeligt? Saa er da det, at ønske at have
Uret, Udtryk for et uendeligt Forhold, det, at ville have Ret
eller at finde det smerteligt at have Uret, Udtryk for et endeligt
Forhold! Saa er det da opbyggeligt, altid at have Uret, thi
kun det Uendelige opbygger, det Endelige ikke!
Dersom det nu var et Menneske, Du elskede, om det end
lykkedes Din Kjærlighed fromt at bedrage Din Tanke og Dig
selv, Du var dog i en bestandig Modsigelse, fordi Du vidste,
Du havde Ret, men ønskede og ønskede at troe, at Du havde
Uret. Naar det derimod var Gud, Du elskede, skulde der da
kunne være Tale om en saadan Modsigelse, skulde Du da kunne
være vidende om Andet, end om hvad Du ønskede at troe?
Skulde han, der er i Himmelen, ikke være større end Du, der
boer paa Jorden, skulde hans Rigdom ikke være overflødigere
end Dit Maal, hans Viisdom ikke dybere end Din Kløgt,
hans Hellighed større end Din Retfærdighed? Maa Du ikke
nødvendig erkjende dette, men maa Du erkjende det, saa er der
ingen Modsigelse mellem Din Viden og Dit Ønske. Og dog,
dersom Du nødvendig maa erkjende det, saa er der jo ingen
Opbyggelse i den Tanke, at Du altid har Uret, thi det blev
jo sagt, at Grunden, hvorfor det den ene Gang kunde vise sig
smerteligt at have Uret, den anden Gang opbyggeligt, var,
fordi man i det ene Tilfælde nødsagedes til at erkjende, hvad
man i det andet Tilfælde ønskede at erkjende. Saa var Du
da vel i Dit Forhold til Gud befriet fra Modsigelsen, men Du
havde tabt Opbyggelsen, og dog var det jo netop det, vi vilde
overveie: det Opbyggelige i, at vi mod Gud altid have Uret.
Skulde det nu virkelig være saaledes? Hvorfor ønskede
Du at have Uret mod et Menneske? fordi Du elskede; hvorfor
fandt Du det opbyggeligt? fordi Du elskede. Jo mere Du
elskede, jo mindre fik Du Tid til at overveie, om Du havde
Ret eller ikke, Din Kjærlighed havde kun eet Ønske, at Du
bestandig maatte have Uret. Saaledes ogsaa i Dit Forhold
til Gud. Du elskede Gud, og derfor kunde Din Sjæl kun
finde Hvile og Glæde i, at Du altid maatte have Uret. Det
var ikke fra Tankens Besværlighed Du kom til denne
Erkjendelse, Du nødsagedes ikke, thi naar Du er i Kjærlighed, da
er Du i Frihed. Naar Tanken da forvissede Dig om, at
dette forholdt sig rigtigt, at det ikke kunde forholde sig
anderledes end at Du altid maatte have Uret eller Gud altid maatte
have Net, da fulgte dette bagefter; og Du kom ikke til
Visheden om, at Du havde Uret, fra den Erkjendelse, at Gud
havde Ret; men fra det Kjærlighedens eneste og høieste Ønske,
at Du altid maatte have Uret, kom Du til den Erkjendelse, at
Gud altid havde Ret. Men dette Ønske er Kjærlighedens og
altsaa Frihedens Sag, og Du nødsagedes da ingenlunde til at
erkjende, at Du altid havde Uret. Det blev Dig da ikke vist,
at Du altid havde Uret, ved Overveielsen, men Visheden laae
deri, at Du opbyggedes derved.
Det er da altsaa en opbyggelig Tale, at vi mod Gud
altid have Uret. Dersom det ikke var Tilfældet, dersom denne
Forvisning ikke havde sit Udspring fra hele Dit Væsen, det er
fra Kjærligheden i Dig, da havde Din Betragtning ogsaa faaet
et andet Udseende. Du havde erkjendt, at Gud altid havde
Ret, dette nødsagedes Du til at erkjende, som en Følge deraf
nødsagedes Du til at erkjende, at Du altid har Uret; men
til at gjøre Anvendelse deraf paa Dig selv, til at optage denne
Erkjendelse i Dit hele Væsen, kan Du egentlig ikke nødsages.
Du erkjendte da, at Gud altid havde Ret, og som en Følge
deraf Du altid Uret, men denne Erkjendelse opbyggede Dig ikke.
Der ligger intet Opbyggeligt i at erkjende, at Gud altid har
Ret, og altsaa heller ei i nogen Tanke, der med Nødvendighed
følger heraf. Naar Du erkjender, at Gud altid har Ret, da
staaer Du udenfor Gud, og ligesaa, naar Du som en Følge
deraf erkjender, at Du altid har Uret. Naar Du derimod ikke
i Kraft af nogen foregaaende Erkjendelse fordrer og er forvisset
om, at Du altid har Uret, da er Du skjult i Gud. Dette er
Din Tilbedelse, Din Andagt, Din Gudsfrygt.
Du elskede et Menneske, Du ønskede altid at maatte have
Uret mod ham, ak, men han blev Dig troløs, og hvor nødig
Du end vilde, hvor meget det end smertede Dig, Du fik dog
Ret mod ham og Uret i, at Du elskede ham saa høit. Og
dog fordrede Din Sjæl at elske saaledes, kun deri kunde Du
finde Hvile og Fred og Lykke. Da vendte den sig bort fra
det Endelige til det Uendelige; der fandt den sin Gjenstand,
der blev Din Kjærlighed lykkelig. Gud vil jeg elske, sagde
Du, han giver den Elskende Alt, han opfylder mit høieste, mit
eneste Ønske, at jeg mod ham altid maa have Uret; aldrig skal
nogen ængstende Tvivl rive mig bort fra ham, aldrig skal den
Tanke forfærde mig, at jeg kunde faae Ret mod ham, mod
Gud har jeg altid Uret.
Eller er det ikke saa, var dette ikke Dit eneste Ønske, Dit
høieste, og greb der Dig ikke en forfærdelig Angst, naar den
Tanke et Øieblik kunde opkomme i Din Sjæl, at Du kunde
have Ret, at Guds Styrelse ikke var Viisdom, men Dine
Planer; at Guds Tanker ikke var Retfærdighed, men Dine
Idrætter; at Guds Hjerte ikke var Kjærlighed, men Dine
Følelser? Og var det ikke Din Salighed, at Du aldrig kunde
elske, som Du blev elsket? Saa er da dette, at Du mod Gud
altid har Uret, ikke en Sandhed, Du maa erkjende, ikke en
Trøst, der lindrer Din Smerte, ikke et Vederlag for noget
Bedre, men det er en Glæde, i hvilken Du seirer over Dig
selv og over Verden, Din Fryd, Din Lovsang, Din Tilbedelse,
en Beviisning for, at Din Kjærlighed er lykkelig, som kun den
Kjærlighed er det, hvormed man elsker Gud.
Saa er da det, at vi mod Gud altid have Uret, en
opbyggelig Tanke; det er opbyggeligt, at vi have Uret,
opbyggeligt, at vi altid have det. Den viser sin opbyggende Kraft
paa en dobbelt Maade, deels derved, at den standser Tvivlen
og beroliger Tvivlens Bekymring, deels derved, at den
opmuntrer til Handling.
Du mindes vel endnu, min Tilhører, en Viisdom, der i
det Foregaaende blev betegnet? Den saae saa trofast og
paalidelig ud, den forklarede Alt saa let, den var villig til at
frelse ethvert Menneske gjennem Livet, uanfægtet af Tvivlens
Storme. Man gjør hvad man kan, tilraabte den den
Raadvilde. Og det er jo unegteligt, naar man blot gjør det, saa
er man hjulpen. Videre havde den ikke at sige, den forsvandt
som en Drøm, eller den blev en eensformig Gjentagelse i den
Tvivlendes Øre. Naar han da vilde bruge den, da viste det
sig, at han ikke kunde bruge den, at den hildede ham i en
Snare af Vanskeligheder. Han kunde ikke faae Tid til at
overveie, hvad han kunde gjøre, thi han skulde jo paa samme Tid
gjøre hvad han kunde gjøre. Eller fik han Tid til at overveie,
saa gav Prøvelsen ham et Mere eller Mindre, en Tilnærmelse,
men aldrig noget Udtømmende. Hvorledes skulde ogsaa et
Menneske kunne udmaale sit Forhold til Gud ved et Mere eller et
Mindre, eller ved en Tilnærmelses Bestemmelse? Han
forvissede sig da om, at denne Viisdom var en forrædersk Ven, der
under Skin af at hjælpe ham indviklede ham i Tvivl,
ængstede ham ind i et vedvarende Kredsløb af Forvirring. Hvad
der før havde været ham dunkelt, men ikke bekymret ham, det
blev ham nu ikke mere klart, men hans Sind ængstet i Tvivl
og bekymret. Kun i et uendeligt Forhold til Gud kunde Tvivlen
beroliges; kun i et uendeligt frit Forhold til Gud kunde hans
Bekymring forvandles til Glæde. I et uendeligt Forhold er
han til Gud, naar han erkjender, at Gud altid har Ret; i et
uendeligt frit Forhold, naar han erkjender, at han altid har
Uret. Saa er da Tvivlen standset; thi Tvivlens Bevægelse
laae netop deri, at han det ene Øieblik skulde have Ret, i det
andet Øieblik Uret, til en vis Grad have Ret, til en vis Grad
Uret, og dette skulde betegne hans Forhold til Gud; men et
saadant Forhold til Gud er intet Forhold, og dette var
Tvivlens Næring. I sit Forhold til et andet Menneske var det vel
muligt, at han deels kunde have Uret, deels Ret, til en vis
Grad Uret, til en vis Grad Ret, fordi han selv og ethvert
Menneske er en Endelighed og deres Forhold et endeligt
Forhold, der ligger i et Mere eller Mindre. Saalænge derfor
Tvivlen vilde gjøre det uendelige Forhold endeligt, og saalænge
Viisdommen vilde udfylde det uendelige Forhold med
Endelighed, saa længe blev han i Tvivlen. Hver Gang da Tvivlen
vil ængste ham med det Enkelte, vil lære ham, at han lider
for meget eller prøves over Kræfter, da glemmer han det
Endelige i det Uendelige, at han altid har Uret. Hver Gang
Tvivlens Bekymring vil gjøre ham sørgmodig, da opløfter han sig
over det Endelige i det Uendelige; thi det, at han altid har
Uret, er den Vinge, paa hvilken han svinger sig over
Endeligheden, det er den Længsel, med hvilken han søger Gud, det er
den Kjærlighed, i hvilken han finder Gud.
Mod Gud have vi da altid Uret. Men er denne Tanke
ikke bedøvende, er den ikke, hvor opbyggelig den end kan være,
farlig for Mennesket, dysser den ham ikke i en Søvn, i hvilken
han drømmer om et Forhold til Gud, der dog intet virkeligt
Forhold er, fortærer den ikke Villiens Kraft og Forsættets Styrke?
Ingenlunde! Eller var det Menneske, der ønskede mod et andet
Menneske altid at have Uret, var han sløv og uvirksom, gjorde
han ikke Alt hvad der stod i hans Magt for at have Ret, og
dog ønskede han kun at have Uret? Og skulde da den Tanke,
at vi mod Gud altid have Uret, ikke være begeistrende, thi hvad
udtrykker det Andet end, at Guds Kjærlighed altid er større end
vor Kjærlighed? Gjør denne Tanke ham ikke glad til at handle,
thi naar han tvivler, da har han ingen Kraft til at handle,
gjør den ham ikke brændende i Aanden, thi naar han endeligt
betegner, da udslukkes Aandens Liv? Om da Dit eneste Ønske
blev Dig negtet, min Tilhører, Du er dog glad, Du siger ikke:
Gud har altid Ret, thi deri er ingen Glæde; Du siger: mod
Gud har jeg altid Uret. Om Du selv var den, der maatte
negte Dig Dit høieste Ønske, Du er dog glad, Du siger ikke:
Gud har altid Ret, thi deri er ingen Jubel; Du siger: mod
Gud har jeg altid Uret. Om det, der var Dit Ønske, var
hvad Andre og Du selv i en vis Forstand maa kalde Din Pligt,
om Du ikke blot maatte fornegte Dit Ønske, men paa en Maade
svige Din Pligt, om Du ikke blot tabte Din Glæde men selv
Æren, Du er dog glad; mod Gud, siger Du, har jeg altid
Uret. Om Du bankede, men der blev ikke opladt, om Du ledte,
men ikke fandt, om Du arbeidede, men Intet fik, om Du
plantede og vandede, men ingen Velsignelse saae, om Himlen var
lukket, og Vidnesbyrdet udeblev, Du er dog glad i Din Gjerning,
om Straffen, som Fædrenes Brøde havde nedkaldt, kom over Dig,
Du er dog glad, thi mod Gud have vi altid Uret.
Mod Gud have vi altid Uret, denne Tanke standser da
Tvivlen og beroliger dens Bekymring, den opmuntrer og
begeistrer til Handling.
Din Tanke har nu fulgt Udviklingens Gang, hurtigt forud
ilende maaskee, naar det var ad bekjendte Veie, den førte Dig,
langsomt, modstræbende maaskee, naar Veien var Dig fremmed,
men dette maatte Du jo dog tilstaae, at det forholdt sig saaledes,
som det blev udviklet, og Din Tanke havde Intet at indvende
derimod. Inden vi skilles ad, endnu et Spørgsmaal, min
Tilhører: ønskede Du, kunde Du ønske, at det skulde forholde
sig anderledes? Kunde Du ønske, at Du skulde have Ret, kunde
Du ønske, at hiin skjønne Lov, der i Aartusinder har baaret
Slægten gjennem Livet og hvert Led i Slægten, hiin skjønne
Lov, herligere end den, der bærer Stjernerne paa deres Bane
over Himlens Hvælving, kunde Du ønske, at hiin Lov brast,
forfærdeligere end om hin Naturens Lov tabte sin Kraft og Alt
opløstes i rædsomt Chaos? Kunde Du ønske det? Jeg har
intet Vredens Ord at forfærde Dig med, Dit Ønske skal ikke
fremgaae af Angst over det Formastelige i den Tanke, at ville
have Ret mod Gud, jeg spørger Dig blot: ønskede Du, at det
skulde være anderledes? Maaskee har min Stemme ikke Kraft
og Inderlighed nok, min Røst kan ikke trænge ind i Din inderste
Tanke, o, men spørg Dig selv, spørg Dig med den høitidelige
Uvished, med hvilken Du vilde henvende Dig til et Menneske,
som Du vidste med et eneste Ord var istand til at afgjøre Dit
Livs Lykke, spørg Dig endnu alvorligere; thi det er i Sandhed
en Saligheds Sag. Stands ikke Din Sjæls Flugt, bedrøv
ikke det Bedre i Dig, mat ikke Din Aand ved halve Ønsker og
halve Tanker. Spørg Dig, og hold ved at spørge, indtil Du
finder Svaret; thi man kan have erkjendt en Ting mange Gange,
anerkjendt den, man kan have villet en Ting mange Gange,
forsøgt den, og dog, først den dybe indre Bevægelse, først
Hjertets ubeskrivelige Rørelse, først den forvisser Dig om, at hvad
Du har erkjendt, tilhører Dig, at ingen Magt kan tage det
fra Dig; thi kun den Sandhed, der opbygger, er Sandhed
for Dig.
