Enten — Eller. Anden Deel/2

←
Ægteskabets æsthetiske Gyldighed
Enten — Eller. Anden Deel
Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag, 1878
Ultimatum
→
C. A. Reitzels Forlag
Kjøbenhavn
1878
indeholdende B.'s Papirer, Breve til A
Enten-Eller Anden Deel.djvu
Enten-Eller Anden Deel.djvu/1
161-347
Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske
i Personlighedens Udarbeidelse.
Min Ven!
Hvad jeg saa ofte har sagt Dig, det siger jeg endnu engang,
eller rettere, det tilraaber jeg Dig: enten — eller;
aut
—
aut
;
thi et enkelt
aut
, der berigtigende træder til, gjør ikke Sagen
klar, da det, hvorom her er Talen, er for betydningsfuldt til,
at man kan nøies med en Deel deraf, i sig selv for
sammenhængende til at kunne besiddes partielt. Der gives
Livsforhold, paa hvilke det vilde være en Latterlighed eller en Art
Sindssvaghed, at anvende et Enten-Eller; men der gives
ogsaa Mennesker, hvis Sjæl er for dissolut til at fatte hvad der
ligger i et saadant Dilemma, hvis Personlighed mangler Energi
tilmed Pathos at kunne sige: enten — eller. Paa mig har
disse Ord altid gjort et stærkt Indtryk, og gjør det endnu,
især naar jeg saaledes nævner dem blankt og bart, hvori jo
ligger en Mulighed af at sætte de forfærdeligste Modsætninger
i Bevægelse. De virke paa mig som en
Besværgelses-Formular, og min Sjæl bliver i høi Grad alvorlig, stundom
næsten rystet. Jeg tænker paa en tidlig Ungdom, hvor jeg
uden ret at fatte, hvad det er at vælge i Livet, med barnlig
Tillid hørte paa Ældres Tale, og Valgets Øieblik blev mig
høitideligt og ærværdigt, uagtet jeg i at vælge kun fulgte en
Andens Anviisning. Jeg tænker paa de Øieblikke i et senere
Liv, hvor jeg stod paa Skilleveien, hvor min Sjæl modnedes
i Afgjørelsens Stund. Jeg tænker paa de mange mindre
vigtige men for mig ikke ligegyldige Tilfælde i Livet, hvor det
gjaldt om at vælge; thi om der end kun er eet Forhold, hvor
dette Ord har sin absolute Betydning, hver Gang der nemlig
paa den ene Side viser sig Sandhed, Retfærdighed og Hellighed,
paa den anden Side Lyst og Tilbøieligheder, og dunkle
Lidenskaber og Fortabelse, saa er det dog altid af Vigtighed ogsaa
i Ting, hvor det i og for sig er uskyldigt, hvilket man vælger,
at vælge rigtigt, at prøve sig selv, at man ikke engang med
Smerte skal begynde et Tilbagetog til det Punkt, man gik ud
fra, og takke Gud, om man ikke har mere at bebreide sig end
at have spildt sin Tid. I daglig Tale bruger jeg disse Ord
som Andre bruge dem, og det vilde jo ogsaa være et taabeligt
Pedanteri at aflade dermed; men dog kan det stundom hænde
mig, at det falder mig paa, at jeg har brugt dem om aldeles
ligegyldige Ting. De afføre sig da den ringe Dragt, jeg
glemmer de ubetydelige Tanker, de adskille, de træde op for mig i
al deres Værdighed, i deres Ornat. Som en Øvrigheds-Person
til daglig Brug viser sig i civil Dragt og blander sig mellem
Mængden, uden videre Forskjel, saaledes gaaer det hine Ord i
den daglige Tale; naar han derimod træder op i sin
Myndighed, da adskiller han sig fra Alle. Som en saadan
Øvrigheds-Person, jeg kun er vant til at see ved høitidelige Leiligheder,
vise da disse Ord sig, og min Sjæl bliver altid alvorlig. Og
skjøndt nu mit Liv til en vis Grad har sit Enten-Eller bag
ved sig, saa veed jeg dog meget vel, at der endnu kan møde
mangt et Tilfælde, hvor det vil have sin fulde Betydning.
Jeg haaber imidlertid, at disse Ord skulle finde mig idetmindste
værdigen stemt, idet de standse mig paa min Vei, og jeg haaber,
at det skal lykkes mig at vælge det Rette; men i ethvert
Tilfælde skal jeg bestræbe mig for at vælge med uskrømtet Alvor;
jeg tør da saa idetmindste trøste mig til, at jeg snarere vil
komme bort fra min Afvei.
Og nu Du, Du bruger jo ofte nok dette Ord, ja det er
næsten blevet Dig et Mundheld; hvad Betydning har det for
Dig? Slet ingen. For Dig er det, at jeg skal erindre om
Dine egne Udtryk: et Blink, en Haandevending, et
coup de
mains
, et Abracadabra. Ved enhver Leilighed veed Du at
anbringe det, og det bliver heller ikke uden Virkning; paa Dig
virker det nemlig som en stærk Drik paa en Nervesvag, Du
bliver fuldkommen beruset i, hvad Du selv kalder, høiere
Galenskab. „Deri indeholdes al Leveviisdom, men aldrig har endnu
noget Menneske foredraget den med saa megen Fynd, som var
det en Gud i en Popantses Skikkelse, der talte til den lidende
Menneskehed, som hiin store Tænker og sande Livs-Philosoph,
der sagde til en Mand, der havde revet hans Hat paa Gulvet:
tager Du den op, faaer Du Prygl, tager Du den ikke op,
faaer Du ogsaa Prygl, nu kan Du vælge.” Du har Din
store Glæde af at „trøste” Folk, naar de henvende sig til Dig
i kritiske Tilfælde; Du hører paa deres Udvikling og nu siger
Du: ja jeg indseer det nu fuldelig, der er to Tilfælde mulige,
man kan enten gjøre det eller det; min oprigtige Mening og
mit venskabelige Raad er som følger: gjør det eller gjør det
ikke, Du vil fortryde begge Dele. Dog Den der spotter Andre,
han spotter sig selv, og det er ikke for Intet, men en dyb Spot
over Dig, et sørgeligt Beviis paa, hvor ledeløs Din Sjæl er,
at Din Livsanskuelse concentrerer sig i een eneste Sætning „jeg
siger bare enten — eller.” Dersom det nu virkelig var Din
Alvor, saa var der Intet med Dig at udrette, man maatte
lade Dig gaae for hvad Du var, og beklage, at Tungsind eller
Letsind havde svækket Din Aand. Nu derimod, da man vel
veed, at det ikke forholder sig saaledes, fristes man ikke til at
beklage Dig, men vel til at ønske, at Dit Livs Forhold engang
maae skrue Dig ind i sine Bøiler, og tvinge Dig til at lade
Det komme frem, der boer i Dig, maa begynde den skarpere
Examination, der ikke lader sig nøie med Snak eller med
Vittigheder. Livet er en Maskerade, oplyser Du, og dette er Dig
et uudtømmeligt Stof til Moro, og endnu er det ikke lykkedes
Nogen at kjende Dig; thi enhver Aabenbarelse er altid et
Bedrag, kun paa den Maade kan Du aande, og forhindre, at
Folk ikke trænge ind paa Dig og besvære Respirationen. Deri
har Du Din Virksomhed, at bevare Dit Skjul, og dette lykkes
Dig, thi Din Maske er den gaadefuldeste af alle; Du er
nemlig Ingenting, og er bestandig blot i Forhold til Andre, og
hvad Du er, er Du ved dette Forhold. En kjælen Hyrdinde
rækker Du smægtende Haanden, og er i samme Nu maskeret i
al mulig Schäfer-Sentimentalitet; en ærværdig geistlig Fader
bedrager Du med et Broderkys o. s. v. Du selv er
Ingenting, en gaadefuld Skikkelse, paa hvis Pande staaer: enten —
eller; „thi dette er mit Valgsprog, og disse Ord ere ikke, som
Grammatikerne troe, disjunktive Conjunktioner, nei de høre
uadskilleligt sammen og bør derfor skrives i eet Ord, da de i
Forening danne en Interjektion, jeg tilraaber Menneskeheden,
ligesom man raaber Hep efter en Iøde.” Uagtet nu enhver Yttring
fra Dig af den Art paa mig bliver uden Virkning, eller
forsaavidt den virker Noget, i det Høieste virker til at fremkalde
en retfærdig Indignation, saa vil jeg dog for Din egen Skyld
svare Dig: veed Du da ikke, at der kommer en Midnatstime,
hvor Enhver skal demaskere sig, troer Du, at Livet altid lader
sig spøge med, troer Du, at man kan liste bort lidt før
Midnat for
at
undgaae det? Eller forfærdes Du ikke herved? Jeg
har seet Mennesker i Livet, der saa længe bedrog Andre, at
deres sande Væsen derved tilsidst ikke kunde aabenbare sig; jeg
har seet Mennesker, der saa længe legede Skjul, at tilsidst
Vanvid gjennem dem ligesaa modbydeligt paanødte Andre deres
lønlige Tanker, som de hidtil stolt havde skjult dem. Eller kan
Du tænke Dig noget Forfærdeligere end at det endte med, at
Dit Væsen opløste sig i en Mangfoldighed, at Du virkelig
blev Flere, blev ligesom hiin ulykkelige Dæmoniske en Legio,
og Du saaledes havde tabt det Inderste, Helligste i et
Menneske, Personlighedens bindende Magt? Du skulde i Sandhed
ikke spøge med, hvad der ikke blot er alvorligt, men rædsomt.
I ethvert Menneske er der Noget, der til en vis Grad
forhindrer ham i at blive sig selv fuldelig gjennemsigtig; og dette
kan i saa høi Grad være Tilfælde, han kan saa uforklarligt
være indflettet i Livs-Forhold, der ligge ud over ham selv, at
han næsten ikke kan aabenbare sig; men Den, der ikke kan
aabenbare sig, kan ikke elske, og Den, der ikke kan elske, han
er den Ulykkeligste af Alle. Og Du gjør i Kaadhed det Samme,
Du øver Dig i den Kunst at blive gaadefuld for Alle. Min
unge Ven! sæt der var Ingen, der brød sig om at gjætte Din
Gaade, hvad Glæde havde Du da deraf? Men fremfor Alt
for Din egen Skyld, for Din Frelses Skyld — thi jeg veed
ingen Sjæls-Tilstand, man bedre kan betegne som Fortabelse —
stands denne vilde Flugt, denne Tilintetgjørelsens Lidenskab,
der raser i Dig, thi det er det, Du vil, Du vil tilintetgjøre
Alt; Du vil mætte Tvivlens Hunger i Dig paa Tilværelsen.
Dertil danner Du Dig, dertil forhærder Du Dit Sind; thi
det tilstaaer Du gjerne, Du duer til Intet, kun dette forlyster
Dig, at gaae syv Gange omkring Tilværelsen, og blæse paa
Basunen, og derpaa lade det Hele gaae under, at Din Sjæl
kan blive beroliget, ja veemodig, at Du kan faae Eccho kaldet
frem; thi Eccho lyder kun i Tomhed.
Dog ad denne Vei kommer jeg vel ikke videre med Dig,
desuden er mit Hoved, om Du saa vil, for svagt til at kunne
udholde, eller, som jeg vil, for stærkt til at finde Behag i, at
det bestandig svimler for mit Øie. Jeg vil derfor begynde
Sagen fra en anden Side. Tænk Dig et ungt Menneske, i
den Alder da Livet ret begynder at saae Betydning for ham;
han er sund, reen, glad, aandelig begavet, selv rig paa Haab,
Enhvers Haab, der kjender ham; tænk Dig, ja det er haardt
at jeg skal sige det, at han tog Feil af Dig, at han troede
Du var et alvorligt, prøvet, erfarent Menneske, hos hvem man
sikkert kunde søge Oplysning om Livets Gaader; tænk Dig, at
han henvendte sig til Dig med den elskelige Tillid, der er
Ungdommens Prydelse, med den uafviselige Fordring, der er
Ungdommens Ret — hvad vilde Du svare ham? Vilde Du svare:
ja jeg siger bare enten — eller; det vilde Du vel neppe?
Vilde Du, som Du pleier at udtrykke Dig, naar Du vil
betegne Din Modbydelighed for, at Andre besvære Dig med deres
Hjertes-Anliggender, stikke Hovedet ud af Vinduet og sige:
Huus forbi; eller vilde Du behandle ham som Andre, der
ville raadføre sig med Dig, eller søge Oplysning hos Dig,
hvilke Du afviser, ligesom dem der kræve Præstepenge, med de
Ord, at Du kun er Logerende i Livet, ikke en bosiddende Mand
og Familiefader? Dette vilde Du vel heller ikke. Et ungt
Menneske, aandelig begavet, er Noget, Du kun sætter altfor
megen Priis paa. Men Dit Forhold til ham var ikke ganske
som Du ellers ønskede det, det var ikke et tilfældigt
Sammenstød, der havde bragt Dig i Berøring med ham, Din Ironi
var ikke fristet. Skjøndt han var den Yngre, Du den Ældre,
saa havde han dog ved sin ædle Ungdommelighed gjort
Øieblikket alvorligt. Ikke sandt, Du vilde selv blive ung, Du
vilde føle, at der ligger noget Skjønt i at være ung, men
ogsaa noget saare Alvorligt, at det ingenlunde er en ligegyldig
Sag, hvorledes man bruger sin Ungdom, at der ligger et Valg
for En, et virkeligt Enten-Eller? Du vilde føle, at Det, det
dog kommer an paa, ikke saa meget er at danne sin Aand, som
at modne sin Personlighed. Din Godmodighed, Din
Sympathi var sat i Bevægelse, ud af den vilde Du tale til ham;
Du vilde styrke hans Sjæl, bestyrke ham i den Tillid, han
havde til Verden, Du vilde forsikkre ham, at der er en Magt
i et Menneske, der kan trodse hele Verden, Du vilde lægge
ham ret stærkt paa Hjerte at bruge Tiden. Alt dette kan Du
gjøre, og naar Du vil, kan Du gjøre det smukt. Men agt
nu vel paa, hvad jeg vil sige Dig, unge Menneske; thi skjøndt
Du ikke er ung, nødsages man dog altid til at kalde Dig saa.
Hvad gjorde Du nu her? Du anerkjendte, hvad Du ellers ikke
vil anerkjende, Betydningen af et Enten-Eller, og hvorfor, fordi
Din Sjæl var bevæget af Kjærlighed til det unge Menneske;
og dog bedrog Du jo ham paa en Maade, thi han vil maaskee
træffe sammen med Dig til andre Tider, hvor det ingenlunde
er Din Leilighed at anerkjende det. Der seer Du en sørgelig
Følge af, at et Menneskes Væsen ikke kan harmonisk
aabenbare sig. Du troede at gjøre det Bedste, og dog har Du
maaskee skadet ham; maaskee han snarere vilde have kunnet
holde sig ligeoverfor Din Mistillid til Livet, end finde Hvile
i den subjektiv svigagtige Tillid, Du bibragte ham. Tænk Dig,
at Du efter nogle Aars Forløb atter traf sammen med hiint
unge Menneske; han var livlig, vittig, aandrig, dristig i sin
Tanke, kjæk i sit Udtryk; men Dit fine Øre opdagede let
Tvivlen i hans Sjæl, Du fattede en Mistanke om, at ogsaa
han var kommen til den tvetydige Viisdom: jeg siger bare
enten — eller; ikke sandt, det vilde gjøre Dig ondt for ham,
Du vilde føle, at han havde tabt Noget, og noget saare
Væsentligt. Men over Dig selv vil Du ikke sørge, Du er
tilfreds, ja stolt af Din tvetydige Viisdom, ja saa stolt af den,
at Du ikke kan tillade en Anden at dele den, da Du vil være
ene om den. Og dog finder Du i en anden Henseende det
beklageligt, og det er Din oprigtige Mening, at det er
beklageligt, at hiint unge Menneske var kommet til samme Viisdom.
Hvilken uhyre Modsigelse! Dit hele Væsen modsiger sig selv.
Men ud af denne Modsigelse kan Du ikkun komme ved et
Enten-Eller; og jeg som elsker Dig oprigtigere end Du elskede hiint
unge Menneske, jeg der i mit Liv har erfaret Valgets
Betydning, jeg ønsker Dig til Lykke med, at Du endnu er saa ung,
at om Du end altid vil gaae Glip af Noget, Du dog, hvis
Du har eller rettere hvis Du vil have Energi dertil, kan
vinde, hvad der er Hovedsagen i Livet, vinde Dig selv,
erhverve Dig selv.
Dersom nu et Menneske bestandig kunde holde sig paa
Valg-Øieblikkets Spidse, dersom han kunde ophøre at være et
Menneske, dersom han i sit inderste Væsen kun var en luftig
Tanke, dersom Personligheden ikke havde videre at betyde end
at være en Nisse, der vel deeltog i Bevægelserne, men dog
blev uforandret, dersom det forholdt sig saaledes, saa vilde det
være en Taabelighed, at det kunde være for sildigt for et
Menneske at vælge, da der i dybere Forstand slet ikke kunde være
Tale om et Valg. Valget selv er afgjørende for
Personlighedens Indhold; ved Valget synker den ned i det Valgte, og
naar den ikke vælger, henvisner den i Tæring. Et Øieblik er
det saa, et Øieblik kan det synes saa, at det, der skal vælges
imellem, ligger udenfor den Vælgende; han staaer i intet
Forhold dertil, han kan bevare sig i Indifferents ligeover derfor.
Dette er Overveielsens Øieblik, men det er ligesom det
platoniske egentlig slet ikke, og allermindst i den abstrakte Forstand,
hvori Du vil fastholde det; og jo længere man stirrer derpaa,
jo mindre er det. Det, der skal vælges, staaer i det dybeste
Forhold til den Vælgende, og naar der er Tale om Valg, der
angaaer et Livs-Spørgsmaal, saa skal Individet jo paa samme
Tid leve, og kommer derved, jo længere han skyder Valget ud,
let til at alterere det, uagtet han bestandig overveier og
overveier, og derved troer ret at holde Valgets Modsætninger ude
fra hinanden. Naar man betragter Livets Enten-Eller
saaledes, da fristes man ikke let til at spøge dermed. Man seer
da, at Personlighedens indre Drift ikke har Tid til
Tanke-Experimenter, at den bestandig iler frem og paa en eller anden
Maade ponerer enten det Ene eller det Andet, hvorved da
Valget i næste Øieblik bliver vanskeligere; thi det, der er
poneret, skal tages tilbage. Derfom Du tænker Dig en
Styrmand i hans Skib i det Øieblik, der skal gjøres et Slag, saa
vil han maaskee kunne sige, jeg kan enten gjøre det eller det;
men dersom han ikke er en maadelig Styrmand, saa vil han
tillige blive sig bevidst, at Skibet under alt dette skyder sin
sædvanlige Fart, og at det saaledes kun er et Øieblik, hvor
det er ligegyldigt, om han gjør dette eller dette. Saaledes
med et Menneske, glemmer han at beregne denne Fart, saa
kommer der tilsidst et Øieblik, hvor der ikke mere er Tale om
et Enten-Eller, ikke fordi han har valgt, men fordi han har
ladet det være, hvilket ogsaa kan udtrykkes saaledes, fordi
Andre have valgt for ham, fordi han har tabt sig selv.
Af det her Udviklede vil Du ogsaa see, hvori min
Betragtning af et Valg er væsentlig forskjellig fra Din, ifald jeg
ellers kan tale om denne; thi Din er netop deri forskjellig, at
den forhindrer et Valg. Valgets Øieblik er for mig saare
alvorligt, ikke saa meget paa Grund af den strenge
Gjennemtænkning af det, der i Valget viser sig adskilt, ikke paa Grund
af den Mangfoldighed af Tanker, der knytte sig til det enkelte
Led, som fordi der er Fare paa Færde, at det i næste Øieblik
ikke saaledes staaer til min Raadighed at vælge, at der da
allerede er levet Noget, som maa leves om igjen; thi naar
man troer, at man noget Øieblik kan holde sin Personlighed
blank og bar, eller at man i strengere Forstand kan standse
og afbryde det personlige Liv, saa er man i en Vildfarelse.
Personligheden er allerede, for man vælger, interesseret i Valget,
og naar man udsætter Valget, saa vælger Personligheden
ubevidst eller de dunkle Magter i den. Naar man da endelig
faaer valgt, hvis man ikke, hvad jeg før bemærkede, bliver
aldeles forflygtiget, saa opdager man, at der er Noget, der maa
gjøres om igjen, der maa tages tilbage, og dette er ofte saare
vanskeligt. Der tales i Eventyr om Mennesker, som Havfruer
eller Havmænd ved deres dæmoniske Musik rev ind i deres
Magt. For at løse Trylleriet, lærer Eventyret, var det
nødvendigt, at den Fortryllede spillede det samme Stykke baglænds,
uden at tage Feil en eneste Gang. Dette er saare dybsindigt
tænkt, men saare vanskeligt udført, og dog er det saaledes; det
Forfeilede, man har saaet ind i sig, maa man paa den Maade
udrydde, og hver Gang man tager Feil, maa man begynde
forfra. See derfor er det af Vigtighed at vælge og at vælge
itide. Du derimod har en anden Methode; thi det veed jeg
vel, at den polemiske Side, Du vender ud imod Verden, ikke
er Dit sande Væsen. Ja hvis det at overveie var Opgaven
for et Menneskeliv, saa var Du Fuldkommenheden nær. Jeg
vil tage et Exempel. Det maa naturligviis være dristige
Modsætninger for at det kan passe paa Dig: enten Præst — eller
Skuespiller. Her er Dilemmaet. Nu vaagner hele Din
lidenskabelige Energi; Reflexionen griber med sine hundrede Arme
den Tanke at være Præst. Du finder ingen Hvile, Dag og
Nat tænker Du derover; Du læser alle de Skrifter, Du kan
faae fat paa, gaaer tre Gange hver Søndag i Kirke, stifter
Bekjendtskab med Præster, skriver selv Prædikener, holder dem
for Dig selv, i et halvt Aar er Du død for hele Verden. Nu
er Du færdig; Du kan nu tale indsigtsfuldere og tilsyneladende
erfarnere om det at være Præst end Mangen, der har været
Præst i tyve Aar. Det vækker Din Forbittrelse, naar Du
træffer sammen med Saadanne, at de ikke veed med ganske
anderledes Veltalenhed at expectorere sig; er det Begeistring,
siger Du, jeg som ikke er Præst, som ikke har helliget mig
dertil, jeg taler med Englerøst i Sammenligning med dem.
Det er nu maaskee ogsaa sandt nok, imidlertid er Du dog ikke
bleven Præst. Nu bærer Du Dig ligeledes ad med det andet
Problem, og Din Kunst-Begeistring overgaaer næsten Din
geistlige Veltalenhed. Du er da færdig til at vælge. Imidlertid
kan man være sikker paa, at der i den uhyre Tankebedrift, i
hvilken Du har levet, er faldet Meget af, mange
Smaabemærkninger og Iagttagelser. I det Øieblik derfor Du skal til
at vælge, kommer der Liv og Note i dette Affald, der viser
sig et nyt Enten-Eller: Jurist; Advokat maaskee, det har Noget
tilfælles med begge Dele. Nu er Du tabt. I samme
Moment er Du nemlig strax Advokat nok til at kunne bevise det
Rigtige i at tage det Tredie med. Saaledes gaaer Dit Liv
hen. Efter at have spildt halvandet Aar paa disse
Overveielser, efter at have anstrengt al Din Sjæls Kraft med en
beundringsværdig Energi, er Du ikke kommen et Skridt videre.
Da brister Tankens Traad, Du bliver utaalmodig, lidenskabelig,
skjænder og brænder, og nu vedbliver Du: eller Haarskærer,
eller Tæller i Banken, jeg siger bare enten — eller. Hvad
Under da, at dette Ord er blevet Dig en Forargelse og en
Daarskab, „at det forekommer Dig at være ligesom Armene
paa den Jomfru, hvis Favnetag var Dødsstraf.” Du
overseer Menneskene, Du driver Din Spot med dem, og det, Du
er bleven, er det, Du af Alt mest afskyer — Kritiker, en
Universal-Kritiker ved alle Faculteter. Stundom kan jeg ikke lade
være at smile ad Dig, og dog er det sørgeligt, at Dine i
Sandhed udmærkede Aandsevner saaledes adsplittes. Dog her
er atter den samme Modsigelse i Dit Væsen; thi det Latterlige
seer Du meget godt, og Gud trøste Den der falder i Din
Haand, naar det hænger saaledes sammen med ham; og dog
er hele Forskjellen den, at han maaskee bliver nedbøiet og
knækket, Du derimod bliver let og rank og lystigere end
nogensinde, og lyksaliggjør Dig selv og Andre med det Evangelium:
vanitas vanitatum vanitas
juchhe! Men dette er intet Valg,
det er hvad man siger paa Dansk: lad gaae, eller en
Mediation som den at lade fem være lige. Nu føler Du Dig fri,
siger Verden Farvel.
So zieh' ich hin in alle Ferne,
Ueber meiner Mütze nur die Sterne.
See dermed har Du valgt, vistnok ikke, det vil Du vel
selv tilstaae, den bedre Deel; men Du har egentlig slet ikke
valgt, eller Du har valgt i uegentlig Forstand. Dit Valg er
et æsthetisk Valg; men et æsthetisk Valg er intet Valg.
Overhovedet er det at vælge et egentligt og stringent Udtryk for det
Ethiske. Overalt hvor der i strengere Forstand er Tale om
et Enten-Eller, der kan man altid være sikker paa, at det
Ethiske er med i Spillet. Det eneste absolute Enten-Eller, der
gives, er Valget mellem Godt og Ondt, men det er ogsaa
absolut ethisk. Det æsthetiske Valg er enten aldeles
umiddelbart og forsaavidt intet Valg, eller det fortaber sig i
Mangfoldigheden. Naar saaledes en ung Pige følger sit Hjertes
Valg, saa er dette Valg, hvor skjønt det end forresten er, i
strengere Forstand intet Valg, da det er aldeles umiddelbart.
Naar et Menneske æsthetisk overveier en Mængde Livs-Opgaver,
saaledes som Du i det Foregaaende, saa faaer han ikke let et
Enten-Eller, men en heel Mangfoldighed, fordi det
Selvbestemmende i Valget ikke her bliver ethisk accentueret, og fordi,
naar man ikke vælger absolut, da vælger man kun for
Momentet, og kan desaarsag i næste Øieblik vælge noget Andet.
Det ethiske Valg er derfor i en vis Forstand langt lettere, langt
simplere, men i en anden Forstand er det uendelig langt sværere.
Den, der ethisk vil bestemme sig sin Livs-Opgave, har i
Almindelighed ikke et saa betydeligt Udvalg; derimod har Valgets
Akt langt mere for ham at betyde. Naar Du da vil forstaae
mig rigtigt, saa kan jeg gjerne sige, at det i at vælge ikke saa
meget kommer an paa at vælge det Rigtige, som paa den
Energi, den Alvor og Pathos, hvormed man vælger. Deri
forkynder Personligheden sig i sin indre Uendelighed, og derved
consolideres igjen Personligheden. Selv derfor om et Menneske
valgte det Urette, saa vil han dog, netop paa Grund af den
Energi, hvormed han valgte, opdage, at han valgte det Urette.
Idet nemlig Valget er foretaget med hele Personlighedens
Inderlighed, er hans Væsen luttret, og han selv bragt i et
umiddelbart Forhold til den evige Magt, der allestedsnærværende
gjennemtrænger hele Tilværelsen. Denne Forklarelse, denne
høiere Indvielse opnaaer aldrig Den, der blot vælger æsthetisk.
Rhythmen i hans Sjæl er trods al dens Lidenskab dog kun en
spiritus lenis
.
Som en Cato tilraaber jeg Dig da mit Enten-Eller, og
dog ikke som en Cato; thi min Sjæl har endnu ikke erhvervet
den resignerende Kulde, han var i Besiddelse af. Men jeg
veed det, kun denne Besværgelse, hvis jeg har den tilstrækkelige
Kraft, vil være istand til at vække Dig, ikke til en Tankens
Virksomhed, thi den mangler Du ikke, men til Aandens Alvor.
Maaskee vil det lykkes Dig ogsaa uden den at udrette Meget,
maaskee endog at forbause Verden (thi jeg er ikke knap), og
dog vil Du gaae Glip af det Høieste, af det Eneste, der i
Sandhed giver Livet Betydning, maaskee vil Du vinde den
ganske Verden og tabe Dig selv.
Hvad er det da jeg adskiller i mit Enten-Eller? Er det
Godt og Ondt? Nei, jeg vil kun bringe Dig paa det Punkt,
at dette Valg i Sandhed faaer Betydning for Dig. Derom
er det at Alt dreier sig. Naar man først kan faae et
Menneske til at staae paa Skilleveien saaledes, at der ingen Udvei
er for ham uden ved at vælge, saa vælger han det Rette.
Skulde det derfor skee, at Du, inden Du fik læst denne lidt
udførligere Undersøgelse, der atter tilsendes Dig i et Brevs
Form, følte, at Valgets Øieblik var der, saa kast det Øvrige
bort, bryd Dig aldrig om det, Du har Intet tabt; men vælg,
og Du skal see, hvilken Gyldighed der ligger deri, ja ingen
ung Pige kan være saa lykkelig ved sit Hjertes Valg, som en
Mand, der har vidst at vælge. Enten skal man altsaa leve
æsthetisk, eller man skal leve ethisk. Her er, som sagt, endnu
ikke i strengere Forstand Tale om et Valg; thi Den, som lever
æsthetisk, vælger ikke, og Den som, efterat det Ethiske har viist
sig for ham, vælger det Æsthetiske, han lever ikke æsthetisk, thi
han syndes, og ligger under ethiske Bestemmelser, om hans
Liv end maa betegnes som uethisk. See dette er ligesom en
character indelebilis
ved det Ethiske, at det, uagtet det
beskedent stiller sig hen paa lige Trin med det Æsthetiske, dog
egentlig er det, der gjør Valget til et Valg. Og dette er det
Sørgelige, naar man betragter Menneskenes Liv, at saa Mange
henlede deres Liv i stille Fortabelse; de udleve dem selv, ikke
i den Betydning, at Livets Indhold successivt udfolder sig,
og nu eies i denne Udfoldelse, men de leve dem ligesom ud af
sig selv, forsvinde som Skygger, deres udødelige Sjæl
henveires, og de ængstes ikke ved Spørgsmaal om dens Udødelighed,
thi de ere jo allerede opløste før de døe. De leve ikke æsthetisk,
men det Ethiske har heller ei viist sig for dem i sin Heelhed;
de have da heller ei egentlig forkastet det, de synde derfor heller
ikke, uden forsaavidt det er Synd, at de hverken er det ene
eller det andet; de tvivle da heller ei om deres Udødelighed,
thi Den som dybt og inderligt paa egne Vegne tvivler derom,
han finder nok det Rette. Paa egne Vegne, siger jeg, og det
er vel paa den høie Tid, at man advarer mod den
storhjertede, heltemodige Objektivitet, hvormed mange Tænkere tænke
paa Alles Vegne, ikke paa deres egne. Vil man kalde hvad
jeg her fordrer Selvkjærlighed, saa vil jeg svare: det kommer
deraf, at man ingen Forestilling har om hvad dette „Selv”
er, og at det hjalp et Menneske saare lidet, om han vandt den
ganske Verden, men tabte sig selv, samt at det nødvendigt maa
være et slet Beviis, der ikke først og fremmest overbeviser Den,
der fremsætter det.
Mit Enten-Eller betegner ikke nærmest Valget mellem Godt
og Ondt; det betegner det Valg, hvormed man vælger Godt og
Ondt eller udelukker dem. Spørgsmaalet er her, under hvilke
Bestemmelser man vil betragte hele Tilværelsen og selv leve.
At Den, der vælger Godt og Ondt, vælger det Gode, er vel
sandt, men dette viser sig først bagefter; thi det Æsthetiske er
ikke det Onde, men Indifferentsen, og derfor var det jeg sagde
at det Ethiske constituerer Valget. Der er derfor ikke saa meget
Tale om at vælge mellem at ville det Gode eller det Onde,
som om at vælge det at ville, men hermed er igjen det Gode
og det Onde sat. Den, der vælger det Ethiske, vælger det
Gode, men det Gode er her aldeles abstrakt, dets Væren er
derved blot sat, og deraf følger ingenlunde, at den Vælgende
ikke igjen kan vælge det Onde, uagtet han valgte det Gode.
Her seer Du igjen, hvor vigtigt det er, at der vælges, og at
det, det kommer an paa, ikke saa meget er Overveielsen som
den Villiens Daab, der indoptager denne i det Ethiske. Jo
længere Tiden gaaer hen, jo vanskeligere bliver det at vælge;
thi Sjælen er bestandig i den ene af Dilemmaets Dele, og
det bliver derfor vanskeligere og vanskeligere at rive sig løs.
Og dog er dette nødvendigt, hvis der skal vælges, og altsaa
af yderste Vigtighed, hvis et Valg har Noget at betyde, og
at dette er Tilfælde, skal jeg senere vise.
Du veed, jeg har aldrig givet mig ud for Philosoph,
allermindst naar jeg underholder mig med Dig. Deels for at
drille Dig lidt, deels fordi det virkelig er min kjæreste og
dyrebareste, og i en vis Forstand betydningsfuldeste Stilling i Livet,
pleier jeg at træde op som Ægtemand. Jeg har ikke opoffret
mit Liv til Kunst og Videnskab, hvad jeg har opoffret mig for
er i Sammenligning herned Ubetydeligheder; jeg offrer mig for
min Gjerning, min Kone, mine Børn, eller rettere sagt, jeg
offrer mig ikke derfor, men jeg finder min Tilfredshed og Glæde
deri. Det er Ubetydeligheder i Sammenligning med hvad Du
lever for, og dog, min unge Ven, pas vel paa, at det Store,
Du virkelig ofrer Dig for, ikke bedrager Dig. Skjøndt jeg nu
ikke er Philosoph, saa nødsages jeg dog her til at vove mig
ind paa en lille philosophisk Overveielse, som jeg vil bede Dig
ikke saa meget at kritisere som at tage Dig
ad notam
. Det
polemiske Resultat nemlig, hvoraf alle Dine Seiershymner over
Tilværelsen gjenlyde, har en underlig Lighed med den nyere
Philosophies Yndlings-Theori, at Modsigelsens Grundsætning
er hævet. Vel veed jeg, at det Standpunkt, Du indtager, er
Philosophien en Vederstyggelighed, og dog forekommer det mig,
at den selv gjør sig skyldig i den samme Feil, ja at Grunden,
hvorfor man ikke strax mærker det, er den, at den end ikke er
stillet saa rigtig som Du. Du ligger paa Gjerningens Gebeet,
den paa Contemplationens. Saasnart man derfor vil føre den
over paa det Praktiske, maa den komme til samme Resultat
som Du, om den end ikke udtrykker sig saaledes. Du medierer
Modsætningerne i en høiere Galskab, Philosophien i en høiere
Eenhed. Du vender Dig mod den tilkommende Tid, thi
Handling er væsentlig futurisk; Du siger, jeg kan enten gjøre
det eller gjøre det, men hvilken af Delene jeg gjør, er det lige
galt, ergo, gjør jeg slet Intet. Philosophien vender sig mod
den forbigangne Tid, mod hele den oplevede Verdenshistorie,
den viser, hvorledes de discursive Momenter gaae sammen i
en høiere Eenhed, den medierer og medierer. Derimod synes
den mig slet ikke at svare paa det, hvorom jeg spørger; thi
jeg spørger om den tilkommende Tid. Du svarer dog paa en
Maade, om Du end svarer Nonsens. Jeg antager nu, at
Philosophien har Ret, at Modsigelsens Grundsætning virkelig er
hævet, eller at Philosopherne i ethvert Øieblik hæve den i den
høiere Eenhed, der er for Tanken. Dette kan jo dog ikke gjælde
om den tilkommende Tid; thi Modsætningerne maae jo dog
først have været der, førend jeg kan mediere dem. Men er
Modsætningen tilstede, saa er der et Enten-Eller.
Philosophien siger: saaledes er det gaaet hidtil; jeg spørger: hvad har
jeg at gjøre, hvis jeg ikke vil være Philosoph, thi dersom jeg
vil det, saa seer jeg nok, at jeg, som de andre Philosopher,
kommer til at mediere den forbigangne Tid. Deels er dette
intet Svar paa mit Spørgsmaal, hvad jeg skal gjøre; thi om
jeg saa end var det mest begavede philosophiske Hoved, der
nogensinde har levet i Verden, saa maa der være en Ting mere
jeg har at gjøre, end at sidde og betragte det Forbigangne;
deels er jeg Ægtemand, og ingenlunde et philosophisk Hoved,
men henvender mig i al Ærbødighed til denne Videnskabs
Dyrkere for at faae at vide, hvad jeg skal gjøre. Jeg faaer
imidlertid intet Svar; thi Philosophien medierer det Forbigangne
og er i dette; Philosophen haster i den Grad ind i Fortiden,
at, som en Digter siger om en Antiqvar, kun hans Kjoleskjøder
ere blevne tilbage i Nutiden. See her enes Du med
Philosopherne. Det, I enes i, er, at Livet gaaer istaa. For
Philosophen er Verdenshistorien afsluttet, og han medierer.
Derfor hører det ulystelige Syn til Dagens Orden i vor Tid, at
see unge Mennesker, der kunne mediere Christendom og
Hedenskab, der kunne lege med Historiens titaniske Kræfter, og som
ikke kunne sige et eenfoldigt Menneske, hvad han har at gjøre
her i Livet, og som heller ikke vide, hvad de selv have at
gjøre. Du er saare mangfoldig i Udtryk for Dit
Yndlings-Resultat; jeg vil her fremhæve eet, fordi Du deri har en
paafaldende Lighed med Philosophen, om end hans virkelige eller
paatagne Alvor vil forbyde ham at deeltage i det obligate
Opsving, hvori Du forlyster Dig. Spørger man Dig, om Du
vil underskrive en Adresse til Kongen, eller om Du ønsker en
Constitution, eller Skattebevilgningsret, eller om Du vil forene
Dig til dette eller hiint goddædige Øiemed, saa svarer Du:
„Høistærede Samtidige! I misforstaae mig, jeg er slet ikke
med, jeg er ude, jeg er ude som et lille bitte spansk
s
.”
Saaledes gaaer det ogsaa Philosophen, han er ude, han er
ikke med, han sidder og ældes ved at høre paa Fortidens
Sange, han lytter til Mediationens Harmonier. Jeg hædrer
Videnskaben, jeg ærer dens Dyrkere, men Livet har ogsaa sine
Fordringer, og om jeg end, hvis jeg saae et enkelt
ualmindelig begavet Hoved eensidigen fortabe sig i det Forbigangne,
vilde være raadvild om, hvad jeg skulde dømme, hvilken
Mening jeg skulde have ved Siden af den Ærbødighed, jeg vilde
nære for hans Aandsdygtighed: i vor Tid bliver jeg ikke
raadvild, da jeg seer en Skare af unge Mennesker, der dog umulig
alle kunne være philosophiske Hoveder, fortabte i Tidens
Yndlings-Philosophi, eller som jeg snart fristes til at kalde den,
Tidens Ynglings-Philosophi. Jeg har en gyldig Fordring
ligeoverfor Philosophien, saaledes som Enhver har den, hvem den
ikke tør afvise paa Grund af total Mangel paa Evne. Jeg
er Ægtemand, jeg har Børn. Hvad om jeg nu i deres Navn
spurgte den om, hvad et Menneske har at gjøre i Livet. Du
vil maaskee smile, i ethvert Tilfælde vil den philosophiske
Ungdom smile ad en Familiefader, og dog mener jeg, at det i
Sandhed er et forfærdeligt Argument mod den, hvis den Intet
har at svare. Er Livets Gang standset, kan maaskee den
Generation, der nu er, leve af at betragte; hvad skal den følgende
leve af? Af at betragte det Samme? Den sidste Generation
har jo Intet udrettet, Intet efterladt, der skal medieres. See
her kan jeg atter slaae Dig sammen med Philosopherne, og sige
til Eder: I gaae dog Glip af det Høieste. Min Stilling som
Ægtemand kommer mig her til Hjælp, til bedre at kunne
oplyse hvad jeg mener. Hvis en Ægtemand vilde sige, det
fuldkomne Ægteskab er det, hvor der ingen Børn er, saa vilde
han gjøre sig skyldig i den samme Misforstaaelse som
Philosopherne. Han gjør sig selv til det Absolute, og dog vil en
Ægtemand føle, at det er usandt og uskjønt, og at det, at
han selv bliver til Moment, som han bliver ved et Barn, er
langt sandere.
Dog, jeg er maaskee allerede gaaet for vidt, jeg har
indladt mig paa Undersøgelser, jeg maaskee slet ikke burde, deels
fordi jeg ikke er Philosoph, deels fordi det ingenlunde er min
Hensigt at underholde mig med Dig om et eller andet
Phænomen i Tiden, men vel at tiltale Dig, at lade Dig paa
enhver Maade føle, at Du er den Tiltalte. Da jeg imidlertid
engang er kommen saa vidt, saa vil jeg dog lidt nøiere
overveie, hvorledes det hænger sammen med den philosophiske
Mediation af Modsætningerne. Skulde det, jeg her har at sige,
mangle Stringents, saa har det maaskee lidt mere Alvor, og
det er ogsaa alene af den Grund, det her bliver fremsat; thi
jeg agter ikke at concurrere til nogen philosophisk Værdighed,
men vel, da jeg engang har faaet Pennen i Haanden, ogsaa
med den at forsvare, hvad jeg ellers forsvarer paa andre og
bedre Maader.
Saasandt der altsaa er en tilkommende Tid, saa sandt er
der et Enten-Eller. Den Tid, i hvilken Philosophen lever, er
da ikke den absolute Tid, den er selv et Moment, og det er
altid en betænkelig Omstændighed, naar en Philosophi er
ufrugtbar, ja det maa ansees for en Vanære for den, ligesom man
i Orienten anseer Ufrugtbarhed for en Skjændsel. Tiden bliver
altsaa selv Moment, og Philosophen bliver selv Moment i
Tiden. Vor Tid vil da igjen for en senere Tid vise sig som
et discursivt Moment, og en senere Tids Philosoph vil igjen
mediere vor Tid, og saaledes videre. Forsaavidt er da
Philosophien i sin Ret, og det blev at betragte som en tilfældig
Feil ved vor Tids Philosophi at den forvexlede vor Tid med
den absolute Tid. Imidlertid er det dog let at indsee, at
Mediationens Kategori derved har lidt et betydeligt Knæk, og
at den absolute Mediation først bliver mulig, naar Historien
bliver færdig; med andre Ord, at Systemet er i en bestandig
Verden. Det, som derimod Philosophien har beholdt, er
Anerkjendelsen af, at der er en absolut Mediation. Dette er den
naturligviis af yderste Vigtighed; thi opgiver man Mediationen,
saa opgiver man Spekulationen. Paa den anden Side er det
en betænkelig Sag at indrømme det; thi indrømmer man
Mediationen, saa er der intet absolut Valg, og er der ikke et
saadant, saa er der intet absolut Enten-Eller. Dette er
Vanskeligheden; dog troer jeg, at den for en Deel ligger deri, at
man forvexler to Sphærer med hinanden, Tænkningens og
Frihedens. For Tanken bestaaer Modsætningen ikke, den gaaer
over i det Andet og derpaa sammen i en høiere Eenhed. For
Friheden bestaaer Modsætningen; thi den udelukker den. Jeg
forvexler ingenlunde
liberum arbitrium
med den sande positive
Frihed; thi selv denne har i al Evighed det Onde udenfor sig,
om end som en afmægtig Mulighed, og den bliver ikke
fuldkommen derved, at den mere og mere optager det Onde, men
derved, at den mere og mere udelukker det; men Udelukkelse er
netop Modsætning til Mediation. At jeg herved ikke kommer
til at antage et radikalt Onde, skal jeg senere vise.
De Sphærer, som Philosophien egentlig har med at gjøre,
de Sphærer, der egentlig ere for Tanken, er det Logiske,
Naturen, Historien. Her hersker Nødvendigheden, og derfor har
Mediationen sin Gyldighed. At dette er Tilfældet med det
Logiske og Naturen, vil vel Ingen negte; med Historien har
det derimod sin Vanskelighed, thi, siger man, her hersker
Friheden. Imidlertid troer jeg, at man betragter Historien
urigtigt, og at Vanskeligheden kommer heraf. Historien er nemlig
mere end et Produkt af de frie Individers frie Handlinger.
Individet handler, men denne Handling gaaer ind i den
Tingenes Orden, der bærer hele Tilværelsen. Hvad der skal komme
ud deraf, veed den Handlende egentlig ikke. Men denne høiere
Tingenes Orden, der saa at sige fordøier de frie Handlinger,
og sammenarbeider dem i sine evige Love, er Nødvendigheden,
og denne Nødvendighed er Bevægelsen i Verdenshistorien, og
det er derfor ganske rigtigt, at Philosophien anvender
Mediationen, det vil da sige den relative Mediation. Betragter jeg
en verdenshistorisk Individualitet, saa kan jeg skjelne mellem
de Gjerninger, om hvilke Skriften siger, at de følge ham, og
de Gjerninger, ved hvilke han tilhører Historien. Hvad man
kunde kalde den indvortes Gjerning, har Philosophien slet ikke
med at gjøre; men den indvortes Gjerning er Frihedens sande
Liv. Philosophien betragter den udvortes Gjerning, og denne
seer den igjen ikke isoleret, men seer den indoptaget og
forvandlet i den verdenshistoriske Proces. Denne Proces er
egentlig Philosophiens Gjenstand, og denne betragter den under
Nødvendighedens Bestemmelse. Den holder derfor den Reflexion
borte, der vil gjøre opmærksom paa, at Alt kunde være
anderledes; den betragter Verdenshistorien saaledes, at der intet
Spørgsmaal er om et Enten-Eller. At der i denne dens
Betragtning indblander sig megen taabelig og inept Tale, det
forekommer idetmindste mig; at især de unge Hexemestere, der ville
besværge Historiens Aander, synes mig latterlige, negter jeg
ikke, men jeg bøier mig ogsaa dybt for de storartede
Præstationer, som vor Tid har at opvise. Som sagt, Philosophien
seer Historien under Nødvendighedens Bestemmelse, ikke under
Frihedens; thi om man end kalder den verdenshistoriske Proces
fri, saa er det dog i samme Forstand, som man taler om den
organiserende Proces i Naturen. For den historiske Proces er
der intet Spørgsmaal om et Enten-Eller; men dog kan det
vel ikke falde nogen Philosoph ind at negte, at der for det
handlende Individ var det. Deraf igjen den Sorgløshed, den
Forsonlighed, hvormed Philosophien betragter Historien og dens
Helte; thi den seer dem under Nødvendighedens Bestemmelse.
Deraf igjen dens Uformuenhed til at faae et Menneske til at
handle, dens Tilbøielighed til at lade Alt gaae istaa; thi den
fordrer egentlig, at man skal handle nødvendigt, hvilket er en
Modsigelse.
Selv det ringeste Individ har saaledes en Dobbelt-Existents.
Ogsaa han har en Historie, og denne er ikke blot et Produkt
af hans egne frie Handlinger. Den indvortes Gjerning
derimod tilhører ham selv og skal i al Evighed tilhøre ham; den
kan Historien eller Verdenshistorien ikke tage fra ham, den følger
ham enten til Glæde eller til Bedrøvelse. I denne Verden
hersker der et absolut Enten-Eller; men denne Verden har
Philosophien ikke med at gjøre. Forestiller jeg mig en ældre Mand,
der skuer tilbage over et bevæget Liv, saa faaer han for Tanken
ogsaa en Mediation deraf, thi hans Historie var indflettet i
Tidens; men inderst inde faaer han ingen Mediation. Der
adskiller endnu bestandigt et Enten-Eller Det, der var adskilt
da han valgte. Skal her være Tale om en Mediation, saa
kunde man sige, det er Angeren; men Angeren er ingen
Mediation, den seer ikke attraaende paa det, der skal medieres,
dens Vrede fortærer det; men dette er ligesom Udelukkelse,
Modsætningen til Mediation. Her viser det sig tillige, at jeg
ikke antager et radikalt Onde, da jeg statuerer Angerens
Realitet; men Anger er vel et Udtryk for Forsoning , men tillige
et absolut uforsonligt Udtryk.
Dog alt dette indrømmer Du mig maaskee, Du, der dog
paa saa mange Maader gjør fælles Sag med Philosopherne,
undtagen forsaavidt Du for privat Regning paatager Dig at
gjøre Nar af dem; Du mener maaskee, at jeg som Ægtemand
kan lade mig nøie dermed, og gjøre Brug deraf i min
Huusholdning. Oprigtigt talt, jeg forlanger ikke mere; men jeg
gad dog vide, hvilket Liv der var det høieste, enten
Philosophens eller den frie Mands. Dersom Philosophen blot er
Philosoph, fortabt heri uden at kjende Frihedens salige Liv, da
mangler han et saare vigtigt Punkt, han vinder den ganske
Verden, og han taber sig selv; dette kan aldrig hænde Den
der lever for Friheden, om han end tabte nok saa meget.
For Friheden kæmper jeg derfor (deels her i dette Brev,
deels og fornemlig i mig selv), for den tilkommende Tid, for
Enten-Eller. Det er den Skat, jeg agter at efterlade Dem,
jeg elsker i Verden. Ja dersom min lille Søn i dette Øieblik
var i den Alder, at han ret kunde forstaae mig, og min sidste
Time var kommen, da vilde jeg sige til ham: jeg efterlader
Dig ikke Formue, ikke Titler og Værdigheder; men jeg veed,
hvor der ligger en Skat begravet, der kan gjøre Dig rigere
end hele Verden, og denne Skat tilhører Dig, og Du skal end
ikke takke mig for den, at Du ikke skal tage Skade paa Din
Sjæl ved at skylde et Menneske Alt; denne Skat er nedlagt i
Dit eget Indre: der er et Enten-Eller, der gjør et Menneske
større end Englene.
Her vil jeg afbryde denne Betragtning. Den tilfredsstiller
Dig maaskee ikke, Dit graadige Øie sluger den uden at Du
mættes, men det ligger deri, at Øiet er det, der sidst mættes,
især naar man som Du ikke hungrer, men blot lider af en
Øiets Lyst, der ikke kan tilfredsstilles.
Det, der da træder frem ved mit Enten-Eller, er det
Ethiske. Der er derfor endnu ikke Tale om Valget af Noget,
ikke Tale om Realiteten af det Valgte, men om Realiteten af
det at vælge. Dette er imidlertid det Afgjørende, og det er
dertil jeg vil stræbe at vække Dig. Til dette Punkt kan det
ene Menneske hjælpe det andet; naar han er kommen hertil,
da bliver den Betydning, det ene Menneske kan have for det
andet, mere underordnet. Jeg har i et foregaaende Brev
bemærket, at det at have elsket giver et Menneskes Væsen en
Harmoni, som aldrig tabes ganske; nu vil jeg sige, det at
vælge giver et Menneskes Væsen en Høitidelighed, en stille
Værdighed, som aldrig tabes ganske. Der gives Mange, der
sætte en overordentlig Priis paa at have skuet en eller anden
mærkelig verdenshistorisk Individualitet Ansigt til Ansigt. Dette
Indtryk glemme de aldrig, det har givet deres Sjæl et idealt
Billede, som adler deres Væsen; og dog er selv dette Øieblik,
hvor betydningsfuldt det end kan være, Intet mod Valgets
Øieblik. Naar da Alt er blevet stille omkring En, høitideligt
som en stjerneklar Nat, naar Sjælen bliver ene i den hele
Verden, da viser der sig ligeoverfor den ikke et udmærket
Menneske, men den evige Magt selv, da skiller Himlen sig ligesom
ad, og Jeget vælger sig selv, eller rettere, det modtager sig
selv. Da har Sjælen seet det Høieste, hvad intet dødeligt Øie
kan see, og som aldrig kan glemmes, da modtager
Personligheden det Ridderslag, der adler den for en Evighed. Han
bliver ikke en anden end han var før, men han bliver sig selv;
Bevidstheden slutter sig sammen, og han er sig selv. Som en
Arving, om han end var Arving til Alverdens Skatte, dog
ikke eier dem, for han er bleven myndig, saaledes er selv den
rigeste Personlighed Intet, for han har valgt sig selv, og paa
den anden Side er selv hvad man maatte kalde den fattigste
Personlighed Alt, naar han har valgt sig selv; thi det Store
er ikke at være Dette eller Hiint, men at være sig selv; og
dette kan ethvert Menneske, naar han vil det.
At der i en vis Forstand ikke er Tale om et Valg af
Noget, vil Du see deraf, at det, der viser sig paa den anden
Side, er det Æsthetiske, der er Indifferentsen. Og dog er her
Tale om et Valg, ja et absolut Valg; thi kun ved at vælge
absolut kan man vælge det Ethiske. Ved det absolute Valg
er altsaa det Ethiske sat; men deraf følger ingenlunde, at det
Æsthetiske er udelukket. I det Ethiske er Personligheden
centraliseret i sig selv, absolut er altsaa det Æsthetiske udelukket
eller det er udelukket som det Absolute, men relativt bliver det
bestandigt tilbage. Idet Personligheden vælger sig selv, vælger
den sig selv ethisk og udelukker absolut det Æsthetiske; men da
han dog vælger sig selv, og ikke ved at vælge sig selv bliver
et andet Væsen, men bliver sig selv, saa vender hele det Æsthetiske
tilbage i sin Relativitet.
Det Enten-Eller, jeg har opstillet, er altsaa i en vis
Forstand absolut; thi det er det mellem at vælge og ikke at vælge.
Men da Valget er et absolut Valg, saa er Enten-Eller absolut;
i en anden Forstand indtræder dog først det absolute
Enten-Eller med Valget, thi nu viser Valget mellem Godt og Ondt
sig. Dette i og med det første Valg satte Valg skal ikke
beskjæftige mig her; jeg vil blot tvinge Dig hen paa det Punkt,
hvor Nødvendigheden af Valget viser sig, og derpaa betragte
Tilværelsen under ethiske Bestemmelser. Jeg er ingen ethisk
Rigorist, begeistret for en formel abstrakt Frihed; naar blot
Valget er sat, saa vender alt det Æsthetiske tilbage, og Du
skal see, at først herved bliver Tilværelsen skjøn, og at det først
ad denne Vei kan lykkes et Menneske at frelse sin Sjæl og vinde
den hele Verden, at bruge Verden uden at misbruge den.
Men hvad er det at leve æsthetisk, og hvad er det at leve
ethisk? Hvad er det Æsthetiske i et Menneske, og hvad er det
Ethiske? Herpaa vilde jeg svare: det Æsthetiske i et Menneske
er det, hvorved han umiddelbar er det, han er; det Ethiske er
det, hvorved han bliver det, han bliver. Den der lever i og
ved og af og for det Æsthetiske i ham, han lever æsthetisk.
Det er ikke min Hensigt her nærmere at gaae ind paa en
Betragtning af det Meget, der ligger i den givne Bestemmelse
af det Æsthetiske. Det synes ogsaa en overflødig Sag at ville
oplyse Dig om, hvad det er at leve æsthetisk, Du som med
saa megen Virtuositet har praktiseret deri, at jeg snarere kunde
trænge til Din Hjælp. Imidlertid vil jeg dog skizzere nogle
Stadier for at arbeide os hen til det Punkt, hvor Dit Liv
egentlig hører hjemme, hvilket er mig af Vigtighed, at Du ikke
for tidlig ved et af Dine meget yndede Sidespring skal slippe
fra mig. Desuden tvivler jeg ikke om, at jeg i Meget vil
være istand til at oplyse Dig om, hvad det er at leve æsthetisk.
Medens jeg nemlig vilde henvise Enhver, der ønskede at leve
æsthetisk, til Dig som den paalideligste Veileder, saa vilde jeg
ikke henvise til Dig, hvis han i høiere Forstand ønskede at
indsee, hvad det er at leve æsthetisk; thi derom vilde Du ikke
kunne oplyse ham, netop fordi Du selv er hildet; det kan kun
Den forklare ham, der staaer paa et høiere Trin, eller Den
der lever ethisk. Du kunde maaskee et Øieblik fristes til at
gjøre mig den Chicane, at saa kunde jeg jo igjen heller ikke
give en paalidelig Forklaring om, hvad det er at leve ethisk,
da jeg selv er hildet deri. Dette vilde dog kun give mig
Anledning til en yderligere Oplysning. Grunden, hvorfor Den,
der lever æsthetisk, i høiere Forstand Intet kan oplyse, er fordi
han bestandig lever i Momentet, bestandig dog kun er Vidende
i en vis Relativitet, indenfor en vis Begrændsning. Det er
ingenlunde min Hensigt at negte, at der til at leve æsthetisk,
naar et saadant Liv er paa sit Høieste, kan udfordres en
Mangfoldighed af Aandsgaver, ja at disse endog maae være i en
ualmindelig Grad intensivt udviklede; men dog ere de
trælbundne, og Gjennemsigtigheden mangler. Saaledes finder man
ofte Dyrearter i Besiddelse af langt skarpere, langt intensivere
Sandser end Mennesket, men disse ere bundne i Dyrets
Instinkt. Jeg vil gjerne tage Dig selv til Exempel. Jeg har
aldrig negtet Dig udmærkede Aandsgaver, som Du ogsaa vil
see deraf, at jeg ofte nok har bebreidet Dig, at Du misbrugte
dem. Du er vittig, ironisk, iagttagende, Dialektiker, erfaren i
Nydelse, Du veed at beregne Øieblikket, Du er sentimental,
hjerteløs, alt efter Omstændigheder; men under alt dette er
Du bestandig kun i Momentet, og Dit Liv opløser sig derfor,
og det er Dig umuligt at forklare det. Vil nu En lære den
Kunst at nyde, saa er det ganske rigtigt at gaae til Dig; men
ønsker han at forstaae Dit Liv, saa henvender han sig til den
Urette. Hos mig vil han maaskee snarere kunne finde det, han
søger, og det uagtet Jeg ingenlunde er i Besiddelse af Dine
Aandsgaver. Du er hildet og har ligesom ikke Tid til at rive
Dig løs, jeg er ikke hildet, hverken i min Dom om det
Æsthetiske, ei heller om det Ethiske; thi i det Ethiske er jeg
netop hævet over Øieblikket, er i Friheden; men det er
en Modsigelse, at man skulde kunne blive hildet ved at være
i Friheden.
Ethvert Menneske, hvor ringe begavet han end er, hvor
underordnet hans Stilling i Livet end er, har en naturlig
Trang til at danne sig en Livs-Anskuelse, en Forestilling om
Livets Betydning og dets Formaal. Den, der lever æsthetisk,
gjør det ogsaa, og det almindelige Udtryk, man til alle Tider
og fra de forskjellige Stadier har hørt, er dette: man skal nyde
Livet. Det varieres naturligviis saare meget, alt eftersom
Forestillingen om Nydelse er forskjellig, men i dette Udtryk, at
de skal nyde Livet, enes de Alle.
Men Den der siger,
han vil nyde Livet, han sætter altid en Betingelse,
som enten ligger udenfor Individet, eller er i
Individet saaledes, at den ikke er ved Individet selv.
Jeg vil bede Dig, dette sidste Punktum betræffende, at holde
Udtrykkene lidt fast, da de ere valgte med Flid.
Lad os nu ganske kortelig gjennemløbe disse Stadier, for
at vinde hen til Dig. Du er maaskee allerede lidt ærgerlig
over det almindelige Udtryk for at leve æsthetisk, jeg har
fremsat, og dog vil Du vel neppe kunne negte dets Rigtighed.
Det er ofte nok, man hører Dig spotte over Folk, at de ikke
vide at nyde Livet, medens Du selv derimod troer at have
studeret det fra Grunden af. Det er vel muligt, at de ikke
forstaae det; men i Udtrykket selv ere de dog enige med Dig.
Du aner nu maaskee, at Du i denne Overveielse vil komme
til at gaae i Spand med Mennesker, som ellers ere Dig en
Vederstyggelighed. Du mener maaskee, jeg burde være saa
galant at behandle Dig som Kunstner, med Taushed at
forbigaae Fuskerne, som Du kan have Plage nok af i Livet, og
som Du paa ingen Maade ønsker at have noget tilfælles med.
Jeg kan imidlertid ikke hjælpe Dig; thi Du har dog Noget
tilfælles med dem, og det noget saare Væsentligt —
Livs-Anskuelse nemlig; og det, hvori Du er forskjellig fra dem, er
i mine Øine noget Uvæsentligt. Jeg kan ikke lade være at
lee ad Dig; seer Du, min unge Ven, det er en Forbandelse
der følger Dig: de mange Kunstbrødre Du faaer, som Du
ingenlunde agter at vedkjende Dig. Du løber Fare for at
komme i slet og simpelt Selskab, Du der er saa fornem. Jeg
negter ikke, at det maa være ubehageligt at have Livs-Anskuelse
tilfælles med enhver Svirebroder eller Jagtliebhaber. Ganske
er det vel heller ikke Tilfælde; thi Du ligger til en vis Grad
ude over det æsthetiske Gebeet, som jeg senere skal vise.
Hvor store nu end Differentserne kunne være indenfor det
Æsthetiske, alle Stadier have dog den væsentlige Lighed, at
Aanden ikke er bestemmet som Aand, men umiddelbart
bestemmet. Differentserne kunne være overordentlige, ligefra
fuldkommen Aandløshed til den høieste Grad af Aandrighed; men
selv paa det Stadium, hvor Aandrigheden viser sig, er Aanden
dog ikke bestemmet som Aand, men som Gave.
Kun ganske kortelig vil jeg fremhæve hvert enkelt Stadium
og blot dvæle ved, hvad der paa en eller anden Maade kunde
passe paa Dig, eller som jeg kunde ønske, Du skulde gjøre
Anvendelse af paa Dig selv. Personligheden er umiddelbart
bestemt ikke aandeligt, men physisk. Her have vi en
Livs-Anskuelse, der lærer, at Sundhed er det kosteligste Gode, det,
hvorom Alt dreier sig. Et mere poetisk Udtryk faaer den
samme Anskuelse, naar det hedder: Skjønhed er det Høieste.
Skjønhed er nu et saare skrøbeligt Gode, og derfor seer man
sjeldnere denne Livs-Anskuelse gjennemført. Man træffer ofte
nok en ung Pige, eller en ung Mand, der en stakket Tid trodser
paa sin Skjønhed, men snart bedrager den dem. Imidlertid
erindrer jeg dog engang at have seet den med sjeldent Held
gjennemført. I mine Studenterdage kom jeg stundom i
Ferierne i et greveligt Huus i en af Provindserne. Greven havde
i tidligere Dage havt en diplomatisk Charge, var nu ældre og
levede i landlig Rolighed paa sit Herresæde. Grevinden havde
som ung Pige været overordentlig deilig; hun var endnu som
aldrende den skjønneste Dame, jeg har seet. Greven havde i
sin Ungdom ved sin mandlige Skjønhed gjort stor Lykke blandt
det smukke Kjøn; ved Hoffet erindrede man endnu den skjønne
Kammerjunker. Alderen havde ikke knækket ham, og en ædel,
ægte fornem Værdighed gjorde ham endnu skjønnere. De, der
havde kjendt dem i yngre Dage, forsikkrede, at det var det
skjønneste Par, de havde seet, og jeg, som havde den Lykke at
lære dem at kjende paa deres gamle Dage, fandt det ganske i
sin Orden; thi de vare endnu det skjønneste Par, man kunde
see. Saavel Greven som Grevinden havde megen Dannelse,
og dog concentrerede Grevindens Livs-Anskuelse sig i den Tanke,
at de vare det skjønneste Par i hele Landet. Jeg mindes endnu
ganske levende en Begivenhed, der forvissede mig herom. Det
var en Søndag Formiddag; der var en lille Høitid i den tæt
ved Herresædet liggende Kirke. Grevinden havde ikke befundet
sig saa vel, at hun vovede at være tilstede; Greven derimod
begav sig om Morgenen derhen, iført al sin Pragt, sin
Kammerherre-Uniform, prydet med Ordener. Vinduerne i den store
Sal vendte ud mod en Allee, der førte op til Kirken.
Grevinden stod ved et af dem; hun var klædt i en smagfuld
Morgendragt og virkelig yndig. Jeg havde erkyndiget mig om
hendes Befindende, og fordybet mig med hende i en Samtale
om en Lystseilads, der skulde gaae for sig den følgende Dag,
da viste Greven sig langt nede i Alleen. Hun taug, hun blev
skjønnere, end jeg nogensinde har seet hende, hendes Mine blev
næsten lidt veemodig, Greven var kommen saa nær, at han
kunde see hende fra Vinduet, hun tilkastede ham med Gratie
og Anstand et Kys, og nu vendte hun stg til mig og sagde:
„lille Wilhelm, ikke sandt, min Ditlev er dog den skjønneste
Mand i det hele Kongerige! Ja, jeg seer nok, at han synker
en lille Smule sammen i den ene Side, men det kan Ingen
see, naar jeg gaaer hos ham, og naar vi gaae sammen, ere
vi dog endnu det skjønneste Par i hele Landet.” Ingen lille
Frøken paa sexten Aar kunde være lyksaligere over sin
Forlovede, den skjønne Kammerjunker, end Hendes Naade over den
allerede bedagede Kammerherre.
Begge Livs-Anskuelser enes deri, at man skal nyde Livet;
Betingelsen herfor ligger i Individet selv, men saaledes, at den
ikke er sat ved Individet selv.
Vi gaae videre. Vi træffe Livs-Anskuelser, der lære at
man skal nyde Livet, men lægge Betingelsen derfor udenfor
Individet. Dette er Tilfældet med enhver Livs-Anskuelse, hvor
Rigdom, Hæder, Adel o. s. v. bliver gjort til Livets Opgave
og dets Indhold. Her vil jeg ogsaa omtale en vis Art af
Forelskelse. Dersom jeg tænkte mig en ung Pige forelsket af
hele sin Sjæl, hvis Øie ingen Lyst kjendte uden at see den
Elskede, hvis Sjæl ingen Tanke havde uden ham, hvis Hjerte
intet Begjær havde uden at tilhøre ham, hvem Intet, Intet,
hverken i Himlen eller paa Jorden havde Betydning for, uden
han, saa er her atter en æsthetisk Livs-Anskuelse, hvor
Betingelsen er lagt udenfor Individet selv. Du finder naturligviis,
at det er en Taabelighed at elske saaledes, Du mener, at det
er Noget, der kun forekommer i Romaner. Imidlertid lader
det sig tænke, og saa Meget er vist, at i mange Menneskers
Øine vilde en saadan Kjærlighed ansees for noget
Overordentligt. Jeg skal senere forklare Dig, hvorfor jeg ikke kan
billige den.
Vi gaae videre. Vi møde Livs-Anskuelser, der lære, at
man skal nyde Livet, men Betingelsen derfor ligger i Individet
selv, dog saaledes, at den ikke er sat ved ham selv.
Personligheden er her i Almindelighed bestemt som Talent. Det er
et praktisk Talent, et merkantilsk Talent, et mathematisk Talent,
et digterisk Talent, et kunstnerisk Talent, et philosophisk Talent;
Tilfredsstillelsen i Livet, Nydelsen søges i dette Talents
Udfoldelse. Man bliver maaskee ikke staaende ved Talentet i dets
Umiddelbarhed, man uddanner det paa alle Maader, men
Betingelsen for Tilfredsstillelsen i Livet er Talentet selv, som er
en Betingelse, der ikke er sat ved selve Individet. De
Mennesker, hos hvilke man finder denne Livs-Anskuelse, høre ofte til
dem, der pleie at være Gjenstand for Din stadige Spot, paa
Grund af deres utrættede Virksomhed. Du mener selv at leve
æsthetisk og vil ingenlunde indrømme det om dem. At Du har
en anden Anskuelse af at nyde Livet, er unegteligt, men dette
er ikke det Væsentlige; det Væsentlige er, at man vil nyde Livet.
Dit Liv er langt fornemmere end deres, men deres er ogsaa
langt uskyldigere end Dit.
Som nu alle disse Livs-Anskuelser have det tilfælles, at
de ere æsthetiske, saa ligne de hverandre ogsaa deri, at de have
en vis Eenhed, et vist Sammenhæng, det er een bestemt Ting,
hvorom Alt dreier sig. Det, hvorpaa de bygge deres Liv, er i
sig noget Enkelt, og derfor adsplittes dette ikke saaledes som
deres, der bygge deres Liv paa det i sig selv Mangfoldige.
Det er Tilfælde med den Livs-Anskuelse, jeg nu skal dvæle lidt
længere ved. Den lærer: nyd Livet, og forklarer det saaledes:
lev for Din Lyst. Lysten er imidlertid i sig selv en
Mangfoldighed, og saaledes seer man let, at dette Liv
adsplitter
sig
i en grændseløs Mangfoldighed, uden forsaavidt i et enkelt
Individ Lysten fra Barndommen af er determineret til en enkelt
Lyst, hvilket man da snarere maatte kalde en Tilbøielighed, et
Hang, f. Ex. til at fiske, eller jage, eller holde Heste o. s. v.
Forsaavidt denne Livs-Anskuelse adsplitter sig i en
Mangfoldighed, seer man let, at den ligger i Reflexionens Sphære;
imidlertid er denne Reflexion dog bestandig kun en endelig
Reflexion og Personligheden forbliver i sin Umiddelbarhed. I
Lysten selv er Individet umiddelbart, og hvor forfinet og
raffineret, hvor udspekuleret denne end er, er Individet dog som
umiddelbart deri; i Nydelsen er han i Momentet, og hvor
mangfoldig han end er i denne Henseende, er han dog
bestandigt umiddelbar, fordi han er i Momentet. At leve for at
tilfredsstille sin Lyst, er nu en meget fornem Ansættelse i Livet,
og man seer det, Gud være lovet, sjeldent gjennemført, paa
Grund af det jordiske Livs Besværligheder, der give Mennesket
Andet at tænke paa. Dersom dette ikke var Tilfældet, saa
tvivler jeg ikke paa, at vi jo ofte nok vilde blive Vidne til
dette forfærdelige Skuespil; thi saa meget er vist, man hører
ofte nok Folk klage over, at de føle sig generede af det
prosaiske Liv, hvilket desto værre ofte ikke vil sige Andet, end at
de længes efter at slaae sig løs i al den Vildhed, som Lysten
kan henvirvle et Menneske i. For at denne Anskuelse nemlig
skal lade sig gjennemføre, maa Individet være i Besiddelse af
en Mangfoldighed af udvortes Betingelser, og denne Lykke eller
rettere Ulykke bliver sjeldent et Menneske til Deel; denne Ulykke,
thi det er visselig ikke fra de naadige, men fra de vrede Guder,
at denne Lykke kommer.
Man seer sjeldnere denne Livs-Anskuelse gjennemført efter
nogen betydelig Maalestok; derimod seer man ikke saa sjeldent
Folk, der fuske lidt deri, og naar da Betingelserne høre op,
saa mene de, at naar blot Betingelserne havde været i deres
Magt, saa skulde de vel have opnaaet den Lykke og Glæde, de
attraaede i Livet. I Historien træffer man dog et og andet
Exempel, og da jeg troer, det kan være gavnligt at indsee,
hvortil denne Livs-Anskuelse fører, netop naar Alt begunstiger
den, saa vil jeg fremstille en saadan Skikkelse, og dertil vælger
jeg hiin almægtige Mand, Keiser
Nero
, hvem en Verden bøiede
sig for, der altid fandt sig omringet af en talløs Skare af
Lystens tjenstvillige Sendebud. Du yttrede engang med vanlig
Dumdristighed, at man ikke kunde fortænke Nero i, at han
brændte Rom af, for at faae en Forestilling om Trojas
Ildebrand; men man maatte spørge, om han nu virkelig havde
Kunst nok til at forstaae at nyde det. Det er nu en af Dine
keiserlige Lyster, aldrig at gaae af Veien for nogen Tanke,
aldrig at forfærdes af den. Dertil behøver man ikke en
keiserlig Garde, ikke Guld og Sølv, ikke al Verdens Skatte, det
kan man være ganske ene om, og afgjøre i al Stilhed, det er
derfor klogere, men ikke mindre forfærdeligt. Din Hensigt var
vel ikke at føre et Forsvar for Nero, og dog ligger der en Art
Forsvar deri, at man fæster sit Blik paa, ikke hvad han gjør,
men paa, hvorledes. Dog veed jeg meget vel, at denne
Dumdristighed i Tanker er Noget, man ofte finder hos unge
Mennesker, der i saadanne Øieblikke ligesom forsøger dem paa
Verden, og nu lettelig fristes til at exaltere dem selv, især naar
Andre høre derpaa. Jeg veed meget vel, at Du saavelsom
jeg og ethvert Menneske, ja at Nero selv gyser tilbage for en
saadan Vildhed, og dog vil jeg aldrig tilraade noget Menneske
i strengere Forstand at tiltroe sig selv Styrke nok til ikke at
blive en Nero. Naar jeg nemlig, for at betegne Neros Væsen,
nævner hvad der efter min Mening constituerede dette, saa vil
det maaskee synes Dig altfor mildt et Ord derom, og dog er
jeg visselig ingen mild Dommer, om jeg end i en anden
Forstand aldrig dømmer noget Menneske. Men tro Du kun mig,
Ordet er ikke for mildt, det er det sande, men det kan tillige
vise, hvor nær en saadan Forvildelse kan ligge et Menneske,
ja man kan sige, der kommer i ethvert Menneske, der ikke gaaer
hele sit Liv hen som et Barn, et Øieblik, hvor man, om end
fjernt, aner denne Fortabelse. Neros Væsen var
Tungsind
.
I vor Tid er det blevet noget Stort, at være tungsindig;
forsaavidt kan jeg godt begribe, at Du finder dette Ord for mildt;
jeg knytter mig til en ældre Kirkelære, der regnede Tungsind
blandt Cardinalsynder. Dersom jeg har Ret, bliver det
rigtignok en meget ubehagelig Oplysning for Dig, thi det vender
op og ned paa hele Din Livsbetragtning. For en
Forsigtigheds Skyld vil jeg dog strax her bemærke, at et Menneske kan
have Sorg og Bekymring, ja den kan være saa uendelig, at
den maaskee følger ham hele hans Liv, og dette kan endog
være skjønt og sandt, men tungsindig bliver et Menneske kun
ved egen Brøde.
Jeg tænker mig da den keiserlige Vellystling. Ikke blot
naar han bestiger sin Throne, eller drager til Raadsforsamling,
er han omgiven af Lictorer, men ogsaa fornemmelig naar han
drog ud for at tilfredsstille sine Lyster, for at de kunde bane
Veien for hans Røvertog. Jeg tænker mig ham noget ældre,
hans Ungdom er forbi, det lette Sind er veget fra ham, og
han er allerede fortrolig med enhver tænkelig Lyst, mæt af den.
Men dette Liv, hvor fordærvet det end kan være, har dog
modnet hans Sjæl, og dog er han trods al sin Forstand paa
Verden, trods al sin Forfarenhed, endnu et Barn, eller et ungt
Menneske. Aandens Umiddelbarhed kan ikke gjennembryde, og
dog fordrer den et Gjennembrud, den fordrer en høiere Form
af Tilværelse. Men skal dette skee, da vil der komme et
Øieblik, da Thronens Glands, hans Magt og Vælde blegner, og
hertil har han ikke Mod. Nu griber han efter Lysten, al
Verdens Kløgt maa udtænke ham nye Lyster, thi kun i Lystens
Øieblik finder han Hvile, og naar den er forbi, da gisper han i
Mathed. Aanden vil bestandig bryde igjennem, men den kan
ikke komme til Gjennembrud, bestandig bedrages den, og han
vil byde den Lystens Mættelse. Da samler Aanden i ham sig
som en mørk Sky, dens Vrede rager over hans Sjæl, og den
bliver en Angst, som end ikke ophører i Nydelsens Øieblik.
See, derfor er hans Øie saa mørkt, at Ingen kan taale at see
derpaa, hans Blik saa lynende, at det ængster, thi bagved Øiet
ligger Sjælen som et Mørke. Man kalder dette Blik et
keiserligt Blik, og hele Verden skjælver for det, og dog er hans
inderste Væsen Angst. Et Barn, der seer paa ham anderledes
end han er vant til, et tilfældigt Øiekast kan forfærde ham,
det er som om dette Menneske eiede ham; thi Aanden vil frem
i ham, vil, at han skal have sig selv i sin Bevidsthed, men
det kan han ikke, og den knuges tilbage og samler ny Vrede.
Han har ikke sig selv; kun naar Verden skjælver for ham er
han beroliget, thi da er der dog Ingen, der vover at gribe
ham. Derfor denne Angst for Mennesker, Nero har tilfælles
med enhver saadan Personlighed. Han er som besat, ufri i sig
selv, og derfor er det, som om ethvert Blik vilde binde ham.
Han, Roms Keiser, kan frygte et Blik af den usleste Slave.
Et saadant Blik møder ham, hans Øie fortærer det Menneske,
der vover saaledes at see paa ham. En Nidding staaer ved
Keiserens Side, forstaaer dette vilde Øiekast, og dette Menneske
er ikke mere. Men Nero har intet Mord paa sin
Samvittighed, men Aanden en ny Angst. Kun i Lystens Øieblik finder
han Adspredelse. Det halve Rom brænder han af, men hans
Qval er den samme. Snart forlyster Sligt ham ikke mere.
Der gives en endnu høiere Lyst, han vil ængste Mennesker.
Sig selv er han gaadefuld, og Angst hans Væsen; nu vil han
være Alle en Gaade og fryde sig over deres Angst. Derfor
dette keiserlige Smiil, som Ingen kan fatte. De nærme sig
hans Throne, han smiler venlig til dem, og dog griber en
rædsom Angst dem, maaskee er dette Smiil deres Dødsdom,
maaskee aabner Gulvet sig, og de styrte ned i Afgrunden. En
Qvinde nærmer sig hans Throne, han smiler naadig til hende,
og dog bliver hun næsten afmægtig af Angst; maaskee dette
Smiil allerede udseer hende til et Offer for hans Vellyst. Og
denne Angst forlyster ham. Han vil ikke imponere, han vil
ængste. Han træder ikke stolt op i sin keiserlige Værdighed;
svag, afmægtig lister han sig frem, thi denne Kraftesløshed
foruroliger endnu mere. Han seer ud som en Døende, hans
Aandedræt er svagt, og dog er han Roms Keiser og holder
Menneskers Liv i sin Haand. Hans Sjæl er mat, kun
Vittighed og Tankespil er istand til et Øieblik at bringe ham i
Aande. Men hvad Verden har er udtømt, og dog kan han
ikke aande, hvis det forstummer. Han kunde lade Barnet hugge
ned for Moderens Øine, om ikke hendes Fortvivlelse kunde
give Lidenskaben et nyt Udtryk, kunde forlyste ham. Hvis
han ikke var Roms Keiser, vilde han maaskee ende sit Liv
med et Selvmord; thi det er i Sandhed kun et andet
Udtryk for den samme Sag, naar
Caligula
ønsker, at alle
Menneskers Hoveder sad paa een Hals, for med eet Hug at
kunne tilintetgjøre den hele Verden, og naar et Menneske
afliver sig selv.
Om det var Tilfældet med Nero, veed jeg ikke, men man
finder stundom hos saadanne Personligheder en vis
Godmodighed, og hvis Nero har havt den, tvivler jeg ikke paa, at
Omgivelsen har været redebon til at kalde den Huldsalighed. Det
har dermed et besynderligt Sammenhæng, men afgiver tillige
et nyt Beviis for den Umiddelbarhed, der i sin
Tilbagetrængthed constituerer det egentlige Tungsind. Det hænder da, at
paa samme Tid som al Verdens Skatte og Herlighed neppe
strække til for at forlyste dem, at et enkelt Ord, en lille
Curiositet, et Menneskes Udvortes, eller en anden slig i og for sig
ubetydelig Ting, kan skaffe dem en overordentlig Glæde. En
Nero kan glæde sig over Sligt som et Barn. Som et Barn;
dette er netop det rette Udtryk derfor, thi det er der hele
Barnets Umiddelbarhed, der uforandret, uforklaret viser sig. En
gjennemført Personlighed kan ikke glæde sig saaledes, thi vel
har han beholdt Barnligheden i sig, men er dog ophørt at
være Barn. Til daglig Brug er derfor Nero en Olding; en
enkelt Gang er han et Barn.
Her vil jeg afbryde denne lille Skildring, der paa mig
idetmindste har gjort et høist alvorligt Indtryk. Selv efter sin
Død ængster Nero; thi hvor fordærvet han end er, det er dog
Kjød af vort Kjød og Been af vore Been, og selv i et
Umenneske er der dog noget Menneskeligt. Jeg har ikke fremsat det for
at beskjæftige Din Phantasi; jeg er ikke en Forfatter der beiler
til en Læsers Gunst, allermindst til Din, og jeg er, som Du
veed, overhovedet slet ikke Forfatter og skriver kun for Din
Skyld. Ikke heller har jeg fremsat det for at give Dig og
mig Anledning til med hiin Pharisæer at takke Gud for, at
jeg er et ganske andet Menneske; hos mig vækker det andre
Tanker, om jeg end takker Gud for, at mit Liv har været saa
lidet bevæget, at jeg kun fjernt har anet denne Rædsel og nu
er en lykkelig Ægtemand; hvad Dig angaaer, da glæder det
mig, at Du er endnu ung nok til at lære Noget deraf. Hver
lære nu hvad han kan; det kunne vi begge lære, at et
Menneskes Ulykke ligger aldrig deri, at han ikke har de udvortes
Betingelser i sin Magt, da dette først vilde gjøre ham
fuldkommen ulykkelig.
Hvad er da Tungsind? Det er Aandens Hysteri. Der
kommer et Øieblik i et Menneskes Liv, hvor Umiddelbarheden
ligesom er modnet og hvor Aanden fordrer en høiere Form,
hvor den vil gribe sig selv som Aand. Som umiddelbar Aand
hænger Mennesket sammen med det hele jordiske Liv, og nu vil
Aanden ligesom samle sig ud af denne Adspredthed, og forklare
sig i sig selv; Personligheden vil blive sig bevidst i sin evige
Gyldighed. Skeer dette ikke, standses Bevægelsen, trykkes den
tilbage, saa indtræder Tungsind. Man kan gjøre meget for at
bringe det til Glemsel, man kan arbeide, man kan gribe
uskyldigere Midler end en Nero, Tungsindet bliver der. Der ligger
noget Uforklarligt i Tungsind. Den der har Sorg eller
Bekymring, han veed, hvorfor han sørger eller er bekymret.
Spørger man en Tungsindig, hvad Grund han har dertil, hvad
det er, der tynger paa ham, saa vil han svare, jeg veed det
ikke, jeg kan ikke forklare det. Deri ligger Tungsindets
Uendelighed. Dette Svar er ganske rigtigt; thi saasnart han veed
det, saa er det hævet, hvorimod Sorgen hos den Sørgende
slet ikke er hævet derved, at han veed, hvorfor han sørger.
Men Tungsind er Synd, er egentlig en Synd
instar omnium
,
thi det er den Synd, ikke at ville dybt og inderligt, og dette
er en Moder til alle Synder. Denne Sygdom, eller rettere,
denne Synd er saa almindelig i vor Tid, og det er saaledes
den, hele det unge Tydskland og Frankrig sukker under. Jeg
vil ikke opirre Dig, jeg behandler Dig gjerne saa skaansomt
som muligt. Jeg tilstaaer gjerne, at det at være tungsindig i
en vis Forstand ikke er et ilde Tegn, thi det træffer i
Almindelighed kun de mest begavede Naturer. Jeg skal heller ikke
plage Dig med at antage, at Enhver, der lider af Indigestion,
derfor har Ret til at kalde sig tungsindig, Noget man ofte nok
seer i vor Tid, da det jo næsten er blevet den Værdighed, Alle
tragte efter, at være tungsindig. Men den der vil være
fortrinlig begavet, han maa finde sig i, at jeg lægger det Ansvar
paa ham, at han ogsaa kan være mere skyldig end andre
Mennesker. Naar han vil see dette rigtigt, vil han heri heller ikke
see en Forkleinelse af sin Personlighed, om det end vil lære
ham at bøie sig i sand Ydmyghed under den evige Magt.
Saasnart Bevægelsen er skeet, saa er Tungsindet væsentlig
hævet, hvorimod det godt kan hænde det samme Individ, at
hans Liv kan bringe ham mange Sorger og Bekymringer, og
i denne Henseende veed Du vel, at jeg mindst af Alle
foredrager den forstandige Usselhed, at det ikke kan hjælpe at sørge,
at man skal slaae Sorgerne hen. Jeg vilde skamme mig for
mig selv, om jeg med disse Ord vovede at træde ligeoverfor
et sørgende Menneske. Men selv det Menneske, i hvis Liv
Bevægelsen skeer roligst og fredeligst og betimeligst, vil dog
altid beholde lidt Tungsind; men det hænger sammen med noget
langt dybere, med Arvesynden, og ligger i, at intet Menneske
kan blive sig selv gjennemsigtigt. De Mennesker derimod, hvis
Sjæl slet ikke kjender Tungsind, ere de, hvis Sjæl ingen
Metamorphose aner. Dem har jeg her ikke med at gjøre, thi
jeg skriver jo kun om og til Dig; og Dig troer jeg at denne
Forklaring vil tilfredsstille, thi Du antager jo dog neppe med
mange Læger, at Tungsind ligger i det Legemlige, og hvad der
er besynderligt nok, at Lægerne desuagtet ikke kunne hæve det;
kun Aanden kan hæve det, thi det ligger i Aanden, og naar
den finder sig selv, da forsvinde alle Smaa-Sorger, de Grunde,
der hos Nogle, efter deres Mening, fremkalde Tungsind, at
man ikke kan finde sig ind i Verden, at man kommer baade
for sildigt og for tidligt til Verden, at man ikke kan finde sin
Plads i Livet; thi Den der eier sig selv evigt, han kommer
hverken for tidligt eller for sildigt til Verden, og Den som
besidder sig selv i sin evige Gyldighed, han finder vel sin
Betydning i dette Liv.
Dog, dette var en Episode, som jeg haaber Du vil
tilgive mig, da den væsentlig blev til for Din Skyld. Jeg vender
tilbage til den Livs-Anskuelse, der mener, at man skal leve for
at tilfredsstille Lysten. En kløgtig Forstandighed indseer let, at
den ikke lader sig gjennemføre, og at det derfor ikke er Umagen
værd at begynde paa den; en forfinet Egoisme indseer, at den
gaaer Glip af Pointet i Nydelsen. Her ligger da en
Livs-Anskuelse, der lærer: nyd Livet, og igjen udtrykker det saaledes:
nyd Dig selv; i Nydelsen skal Du nyde Dig selv. Dette er
en høiere Reflexion; imidlertid trænger den naturligviis ikke ind
i selve Personligheden, denne forbliver i sin tilfældige
Umiddelbarhed. Betingelsen for Nydelsen er dog ogsaa her en
udvortes, som ikke staaer i Individets Magt; thi skjøndt han, som
han siger, nyder sig selv, saa nyder han dog kun sig selv i
Nydelsen, men Nydelsen selv er knyttet til en udvortes
Betingelse. Hele Forskjellen er altsaa, at han nyder reflekteret, ikke
umiddelbart. Forsaavidt er selv denne Epicuræisme afhængig
af en Betingelse, den ikke har i sin Magt. En vis
Forstandens Forhærdelse lærer nu en Udvei, den lærer: nyd Dig selv,
idet Du bestandig kaster Betingelserne bort. Men det følger
af sig selv, at Den, der i Bortkastelsen af Betingelserne nyder
sig selv, er ligesaa afhængig af dem, som Den der nyder dem.
Hans Reflexion vender bestandig tilbage i ham selv, og da hans
Nydelse bestaaer i, at Nydelsen faaer saa lidt Indhold som
muligt, saa udhuler han ligesom sig selv, da naturligviis en
saadan endelig Reflexion ikke er istand til at aabne
Personligheden.
Ved disse Betragtninger troer jeg nu kjendeligt nok for
Dig idetmindste at have afridset den æsthetiske Livs-Anskuelses
Territorium; alle Stadier have det tilfælles, at det, hvorfor
man lever, er det, hvorved man umiddelbart er det, man er;
thi Reflexionen griber aldrig saa høit, at den griber ud over
dette. Det er kun en meget flygtig Antydning, jeg har leveret,
men jeg ønskede heller ikke at give mere; mig ere ikke de
forskjellige Stadier vigtige, men kun den Bevægelse, som er
uundgaaelig nødvendig, saaledes som jeg nu skal vise, og paa denne
er det, jeg vil bede Dig at fæste Din Opmærksomhed.
Saa antager jeg da, at hiin Mand, der levede for sin
Sundhed, var, for at bruge et Udtryk af Dig, ligesaa rask, da
han døde, som nogensinde; at hiint grevelige Ægtepar dandsede
paa sin Guldbryllupsdag, og at der gik en Hvisken gjennem
Salen, aldeles som da de
dandsede
paa deres Bryllupsdag;
jeg antager, at den rige Mands Guldminer vare uudtømmelige,
at Hæder og Værdighed betegnede den Lykkeliges Vandring
gjennem Livet; jeg antager, at den unge Pige fik Den, hun
elskede, at det mercantilske Talent bespændte alle fem
Verdensdele med sine Forbindelser og holdt alle Verdens Børser i sin
Børs, at det mechaniske Talent forbandt Himlen og Jorden
— jeg antager, at
Nero
aldrig gispede, men at i ethvert
Øieblik ny Nydelse overraskede ham, at hiin snedige Epicuræer
i ethvert Øieblik kunde fryde sig ved sig selv, at Cynikeren
bestandig havde Betingelser at kaste fra sig, for at glæde sig
ved sin Lethed — det antager jeg, og saa vare jo alle disse
Mennesker lykkelige. Det vil Du vel ikke sige, Grunden
hvorfor, skal jeg senere forklare; men dette vil Du vel gjerne
indrømme, at mange Mennesker vilde tænke saaledes, ja, at En
og Anden vilde indbilde sig at have sagt noget saare Kløgtigt,
naar han tilføiede, at det, der manglede dem, var, at de ikke
paaskjønnede det. Jeg vil nu gjøre den modsatte Bevægelse.
Intet af Alt dette skeer. Hvad saa? saa fortvivle de. Det
vil Du vel heller ikke gjøre, Du vil maaskee sige, det er ikke
Umagen værd. Hvorfor Du nu ikke vil indrømme
Fortvivlelsen, det skal jeg senere forklare; her fordrer jeg blot, at Du
skal vedgaae, at vel en stor Deel Mennesker vilde finde det i
sin Orden at fortvivle. Lad os nu see, hvorfor de fortvivlede;
fordi de opdagede, at det, de havde bygget deres Liv paa, var
forgængeligt, men er det da en Grund til at fortvivle, er der
skeet en væsentlig Forandring ved det, hvorpaa de byggede
deres Liv? Er det en væsentlig Forandring ved det
Forgængelige, at det viser sig som Forgængeligt, eller er det ikke
snarere noget Tilfældigt og Uvæsentligt ved det, at det ikke
viser sig saaledes? Der er da ikke kommet noget Nyt til, som
kunde begrunde en Forandring. Naar de da altsaa fortvivle,
saa maa det ligge deri, at de vare fortvivlede iforveien.
Forskjellen er blot den, at de ikke vidste det, men dette er jo en
aldeles tilfældig Forskjel. Det viser sig altsaa, at enhver
æsthetisk Livs-Anskuelse er Fortvivlelse, og at Enhver, der lever
æsthetisk, er fortvivlet, enten han saa veed det eller ikke. Men
naar man veed dette, og det veed Du jo, saa er en høiere
Form af Tilværelsen en uafviselig Fordring.
Blot med et Par Ord vil jeg her lidt nærmere forklare
mig angaaende min Dom om den unge Pige og hendes Elskov.
Du veed, at jeg i min Qvalitet af Ægtemand har for Skik
ved enhver Leilighed baade mundtlig og skriftlig at hævde
Kjærlighedens Realitet mod Dig, og derfor vil jeg ogsaa her, for
at forhindre en Misforstaaelse, udtale mig. Et i endelig
Forstand klogt Menneske vilde maaskee blive lidt betænkelig ved en
saadan Kjærlighed, han vilde maaskee gjennemskue dens
Skrøbelighed og udtrykke sin usle Viisdom i Modsætning hertil
saaledes: elsk mig lidt og elsk mig længe. Som om hans
hele Livsklogskab ikke var endnu skrøbeligere og idetmindste langt
uslere end hendes Kjærlighed! Du vil da let indsee, at paa
den Maade kunde jeg ikke misbillige den. Jeg har paa
Elskovens Gebeet meget ondt ved at anstille Tanke-Experimenter;
jeg har kun elsket eengang og er endnu bestandig ubeskrivelig
lykkelig i denne Kjærlighed, og jeg har ondt ved at tænke mig
elsket af en Anden, end Den, jeg er knyttet til, anderledes end
paa den Maade, ved hvilken hun gjør mig saa lykkelig, men
jeg vil her vove det. Lad mig da, hvorledes det end er gaaet
til, være bleven Gjenstand for en saadan Kjærlighed. Den
vilde ikke gjøre mig lykkelig, og jeg vilde aldrig modtage den,
ikke fordi jeg vilde forsmaae den, ved Gud, jeg vilde hellere
have et Mord paa min Samvittighed end at have forsmaaet
en Piges Kjærlighed, men jeg vilde ikke tillade det for hendes
egen Skyld. Jeg ønsker at være elsket, hvis det stod til mig,
af ethvert Menneske; af min Kone ønsker jeg at være elsket saa
høit som det ene Menneske kan være elsket af det andet, og det
vilde smerte mig, om jeg ikke var det; men jeg ønsker heller
ikke Mere, jeg vilde ikke tillade, at et Menneske tog Skade
paa sin Sjæl for at elske mig; jeg vilde elske hende for høit
til at tillade hende at nedværdige sig selv. Der ligger noget
Forførersk for det hovmodige Sind i at blive elsket saaledes,
og der gives Mennesker, der forstaae den Kunst at bedaare en
Pige, saa hun glemmer Alt over dem — lad dem see til,
hvorledes de forsvare det. Som oftest bliver en saadan Pige
haardt nok straffet derfor, men det Nedrige er, at tillade, at
det skeer. Seer Du, derfor sagde jeg og siger endnu, at den
unge Pige var lige fortvivlet, enten hun fik den Elskede eller
ikke; thi det var jo en tilfældig Omstændighed, om Den, hun
elskede, var et saa redeligt Menneske, at han hjalp hende ud
af hendes Hjertes Vildfarelse, og om end de Midler, han brugte
hertil, vare nok saa haarde, saa vilde jeg dog sige, han
handlede redeligt, oprigtigt, trofast, ridderligt mod hende.
Det har da viist sig, at enhver æsthetisk Livs-Anskuelse er
Fortvivlelse; det kunde derfor synes at være det Rigtige at
foretage Bevægelsen, hvorved det Ethiske kommer frem.
Imidlertid er der endnu et Stadium, en æsthetisk Livs-Anskuelse,
den fineste og fornemste af dem alle, som jeg paa det
Omhyggeligste skal drøfte; thi nu kommer Touren til Dig. I Alt,
hvad jeg i det Foregaaende har udviklet, kan Du rolig gaae
med, og det er paa en Maade ikke til Dig jeg har talt, og
det vilde ogsaa kun hjælpe Lidet at tale saaledes til Dig, eller
at oplyse Dig om, at Livet er Forfængelighed. Det veed Du
meget godt og har jo søgt paa Din Maade at hjælpe Dig.
Grunden, hvorfor jeg har fremsat det, er denne, at jeg vil
have Ryggen fri, vil forhindre Dig i, pludselig at springe
tilbage. Denne sidste Livs-Anskuelse er Fortvivlelsen selv. Den
er en æsthetisk Livs-Anskuelse, thi Personligheden forbliver i sin
Umiddelbarhed; den er den sidste æsthetiske Livs-Anskuelse, thi
den har til en vis Grad optaget i sig Bevidstheden om en
saadan Anskuelses Intethed. Imidlertid er der Forskjel paa
Fortvivlelse og Fortvivlelse. Tænker jeg mig en Kunstner, en
Maler f. Ex., der bliver blind, saa vil han maaskee, hvis der
ikke er noget Dybere i ham, fortvivle. Han fortvivler da over
dette Enkelte, og hvis hans Syn gaves ham tilbage igjen, saa
vilde Fortvivlelsen ophøre. Dette er ikke Tilfælde med Dig,
Du er meget for aandelig begavet, og Din Sjæl er i en vis
Forstand for dyb, til at dette kunde vederfares Dig. I
udvortes Henseende er det heller ikke skeet Dig. Du har endnu
bestandig alle Momenter til en æsthetisk Livs-Anskuelse i Din
Magt, Du har Formue, Uafhængighed, Din Helbred er
usvækket, Din Aand endnu frodig, og Du er heller ikke endnu bleven
ulykkelig ved, at en ung Pige ikke vilde elske Dig. Og dog
er Du fortvivlet. Det er ingen actuel Fortvivlelse, men en
Fortvivlelse i Tanken. Din Tanke er ilet forud, Du har
gjennemskuet Alts Forfængelighed, men Du er ikke kommen
videre. Leilighedsviis dukker Du ned deri, og idet Du i et
enkelt Moment hengiver Dig til Nydelse, optager Du tillige i
Din Bevidsthed, at det er Forfængelighed. Du er saaledes
bestandig ude over Dig selv, i Fortvivlelsen nemlig. Det
gjør, at Dit Liv ligger imellem to uhyre Modsætninger;
stundom har Du en umaadelig Energi, stundom en ligesaa stor
Indolents.
Oftere har jeg bemærket i Livet, at jo kosteligere det
Fluidum er, hvori et Menneske beruset sig, desto vanskeligere bliver
hans Helbredelse, Rusen er skjønnere og Følgerne tilsyneladende
ikke saa fordærvelige. Den der beruser sig i Brændeviin, han
fornemmer snart de fordærvelige Følger, og man kan haabe
hans Frelse. Den der bruger Champagne, helbredes
vanskeligere. Og Du, Du har valgt det Fineste; thi hvilken Rus
er vel saa skjøn som Fortvivlelse, saa klædelig, saa tækkelig,
især i Pigernes Øine (derom veed Du ypperlig Beskeed), især
naar man tillige har den Kunstfærdighed at kunne holde de
vildeste Udbrud tilbage, at lade Fortvivlelsen, som en fjern
Ildebrand, anes og kun gjenskinne i det Ydre. Den giver et
let Sving paa Hatten og paa hele Legemet, den giver et stolt,
trodsigt Blik. Læben smiler overmodigt. Den giver en
ubeskrivelig Lethed i Livet, et kongeligt Overblik over det Hele.
Og naar nu en saadan Skikkelse nærmer sig en ung Pige, naar
det stolte Hoved bøier sig kun for hende, for hende ene i den
hele Verden, saa smigrer det, og destoværre, der kunde vel være
Den, der var uskyldig nok til at troe dette falske Buk. Er
det ikke skammeligt, om et Menneske saaledes — dog nei, jeg
skal ingen Tordentale holde, det er kun at hidse Dig; jeg har
andre kraftigere Midler, jeg har det unge haabefulde Menneske,
han er maaskee forelsket, han kommer til Dig, han har taget
feil af Dig, han troer, Du er et trofast, redeligt Menneske,
han vil raadføre sig med Dig. Du kan i Virkeligheden lukke
Din Dør for ethvert saadant fatalt ungt Menneske, men Dit
Hjerte kan Du ikke lukke; om Du ikke ønsker, at han skal være
Vidne til Din Ydmygelse, den vil derfor ikke udeblive, thi saa
fordærvet er Du ikke, og naar Du er ene med Dig selv, er
Din Godmodighed maaske større end Nogen troer.
Her har jeg da Din Livs-Anskuelse, og tro Du mig,
Meget i Dit Liv vil blive Dig forklarligt, naar Du med mig
betragter den som Tanke-Fortvivlelse. Du er en Hader af
Virksomhed i Livet, meget rigtigt; thi for at der skal være
Mening i denne, maa Livet have Continuitet, og det mangler
Dit Liv. Du beskjæftiger Dig med Dine Studier, det er
sandt, Du er endogsaa flittig; men det er kun for Din egen
Skyld, og skeer saa lidet teleologisk som muligt. Forøvrigt er
Du ledig, Du staaer, ligesom hine Arbeidere i Evangeliet,
ledig paa Torvet, Du stikker Hænderne i Lommen og betragter
Livet. Nu hviler Du i Fortvivlelsen, Intet beskjæftiger Dig,
Du gaaer ikke af Veien for Noget, „om man rev Tagsteen
ned, jeg gik dog ikke af Veien.” Du er som en Døende, Du
døer daglig, ikke i den dybe alvorlige Betydning, hvori man
ellers tager dette Ord, men Livet har tabt sin Realitet og
„Du betegner altid Din Levetid fra den ene Opsigelses-Dag
til den anden.” Du lader Alt passere Dig forbi, det gjør
intet Indtryk, men nu kommer der pludselig Noget, der griber
Dig, en Idee, en Situation, et Smiil af en ung Pige, og
nu er Du „med”; thi som Du ved visse Leiligheder ikke er
„med”, saa er Du til andre Tider med og i alle Maader til
Tjeneste. Overalt hvor der er en Begivenhed, der er Du med.
Du bærer Dig ad i Livet, som Du pleier at gjøre i Trængsel,
„Du arbeider Dig ind i den tætteste Klynge, seer, om muligt,
at blive trykket op over de Andre, saa Du kommer til at ligge
ovenpaa dem; er Du først deroppe, saa gjør Du Dig det saa
beqvemt som muligt, og saaledes lader Du Dig ogsaa bære
igjennem Livet.” Men naar Trængselen har ophørt, naar
Begivenheden er forbi, saa staaer Du atter paa Gadehjørnet
og seer paa Verden. En Døende har, som bekjendt, en
overnaturlig Energi, og saaledes er det ogsaa med Dig. Er det
en Idee, der skal gjennemtænkes, et Værk, der skal
gjennemlæses, en Plan, der skal udføres, et lille Eventyr, der skal
opleves — ja en Hat, der skal kjøbes, saa griber Du Sagen an
med en uhyre Kraft. Du arbeider efter Omstændighederne
ufortrødent en Dag, en Maaned, Du føler en Glæde i at
forvisse Dig om, at Du endnu har den samme Kraftfylde som
tidligere, Du raster ikke, „ingen Satan kan holde ud med
Dig.” Arbeider Du i Forening med Andre, saa arbeider Du
dem sønder og sammen. Men naar da Maaneden, eller, hvad
Du altid anseer for Maximum, det halve Aar er gaaet, da
bryder Du af, da siger Du, nu er den Historie ude; Du
trækker Dig tilbage og lader den Anden om det Hele, eller
forsaavidt Du har været ene derom, taler Du til intet
Menneske om den Ting. Nu bilder Du Dig selv og Andre ind,
at Du har tabt Lysten, og smigrer Dig med den forfængelige
Tanke, at kunne have vedblevet at arbeide med samme
Intensitet, hvis Du havde havt Lyst dertil. Men dette er et uhyre
Bedrag. Det vilde være lykkedes Dig, som de fleste Andre,
naar Du taalmodigen havde villet det, da at blive færdig;
men Du vilde da tillige ogsaa have erfaret, at der hører en
ganske anden Art af Udholdenhed hertil end den, Du har.
Snart har Du da skuffet Dig selv, og Du har Intet lært for
Dit følgende Liv. Jeg kan her tjene Dig med en lille
Oplysning. Jeg er ikke uvidende om, hvor svigefuldt Ens eget
Hjerte er, hvor let man kan bedrage sig selv, end sige, naar
man i den Grad som Du er i Besiddelse af Dialektikens
løsende Magt, der ikke blot giver Dispensation for Alt, men
opløser og udsletter det. Naar der da er mødt mig Noget i
Livet, naar jeg har besluttet Noget, som jeg har befrygtet
skulde i Tidens Løb saae et andet Udseende for mig, naar jeg
har gjort Noget, som jeg har befrygtet jeg i Tidens Løb skulde
give en anden Fortolkning, da har jeg ofte med faa og
tydelige Ord opskrevet, hvad det var jeg vilde, eller hvad det var
jeg havde gjort og hvorfor. Naar jeg da syntes, jeg følte
Trang dertil, naar min Beslutning eller min Handling ikke stod
levende for mig, da tager jeg min Haandfæstning frem og
dømmer mig selv. Du synes maaskee, det er et Pedanteri, at det
er for vidtløftigt og ikke Umagen værd at gjøre saa mange
Ophævelser. Jeg har herpaa intet Andet at svare end dette: føler
Du ingen Trang dertil, er Din Bevidsthed altid saa usvigelig
og Din Hukommelse saa trofast, saa lad det være. Dette troer
jeg rigtignok ikke, thi den Sjæls-Evne, Du egentlig mangler,
er Hukommelse, det vil sige, ikke for Dette eller Hiint, ikke for
Ideer, Vittigheder eller dialektiske Snirkel-Gange, det være
langt fra mig at paastaae; men Hukommelse for Dit eget Liv,
for det Oplevede deri. Dersom Du havde det, da vilde det
samme Phænomen ikke saa ofte gjentage sig i Dit Liv, da vilde
det ikke opvise saa mange af hvad jeg vilde kalde Halv-Times
Arbeider, thi saaledes kan jeg gjerne kalde dem, om Du end
har brugt et halvt Aar dertil, da Du ikke er bleven færdig.
Men Du holder af at skuffe Dig selv og Andre. Var Du
altid saa stærk som Du er i Lidenskabens Øieblik, da var Du,
ja det skal jeg ikke negte, det stærkeste Menneske, jeg har kjendt.
Men det er Du ikke, det veed Du ret godt selv. Derfor
trækker Du Dig tilbage, skjuler Dig næsten for Dig selv og
udhviler Dig atter i Indolents. I mine Øine, hvis
Opmærksomhed Du ikke altid kan unddrage Dig, bliver Du næsten
latterlig med Din momentane Iver, og den Berettigelse Du
søger deri til at spotte Andre. Der var engang to
Englændere, de reiste til Arabien for at kjøbe Heste. De bragte selv
nogle engelske Væddeløbere med, og ønskede nu at forsøge deres
Dygtighed i Sammenligning med Arabernes Heste. De
foresloge et Ridt, og Araberne vare villige dertil, og henstillede til
Englænderne at vælge hvilken Hest de vilde iblandt deres
arabiske Heste. Det vilde de dog ikke strax gjøre, thi de
forklarede, at de først brugte 40 Dage til at trainere. Man
ventede de 40 Dage, Gevinstens Størrelse blev bestemt, Hestene
sadlede, og nu spurgte Araberne, hvorlænge de skulde ride?
Een Time var Svaret. Dette forundrede Araberen, og han
svarede ganske lakonisk: jeg troede, vi skulde ride i tre Dage.
Seer Du, saaledes gaaer det Dig. Vil man ride Vædderidt
med Dig i een Time, saa „kan ingen Satan holde ud med
Dig”; i tre Dage kommer Du tilkort. Jeg erindrer, at jeg
engang fortalte Dig denne Historie, jeg erindrer ogsaa Dit
Svar, at det var en betænkelig Sag at ride Vædderidt i tre
Dage, man risikerede at komme i en saadan Fart, at man
aldrig mere kunde standse, derfor afholdt Du Dig klogelig fra
al saadan Voldsomhed; „engang imellem rider jeg en Tour,
men jeg ønsker hverken at være Cavallerist eller nogen anden
utrættet Virksomhed i Livet.” Dette er nu ogsaa til en vis
Grad ganske sandt; thi Du frygter altid Continuiteten, og det
fornemmelig af den Grund, at den berøver Dig Leilighed til
at bedrage Dig selv. Den Kraft, Du har, er Fortvivlelsens
Kraft; den er intensivere end almindelig menneskelig Kraft, men
den varer ogsaa kortere.
Du svæver bestandig over Dig selv, men den høiere
Æther, det finere Sublimat, i hvilket Du er forflygtiget, er
Fortvivlelsens Intet, og under Dig seer Du en Mangfoldighed
af Kundskaber, Indsigter, Studier, Bemærkninger, som dog
ingen Realitet have for Dig, men som Du ganske lunefuldt
benytter og combinerer, hvormed Du saa smagfuldt som muligt
udpynter det Palads for Aandens Overdaadighed, i hvilket Du
leilighedsviis opholder Dig. Hvad Under da, at Tilværelsen
er Dig et Eventyr, „at Du ofte fristes til at begynde enhver
Tale saaledes: der var engang en Konge og en Dronning, der
ingen Børn kunde faae”, og at Du derpaa glemmer alt Andet
for at gjøre den Bemærkning, at det, besynderligt nok, i
Eventyret altid er en Grund til en Konges og en Dronnings Sorg,
hvorimod man i det daglige Liv snarere hører Sorg over, at
man har Børn, hvilket Asyler og alle slige Indretninger bevise.
Nu har Du da faaet det Indfald, at „Livet er et Eventyr.”
Du er istand til at anvende en heel Maaned alene paa at læse
Eventyr, Du gjør et grundigt Studium, Du sammenligner og
prøver, og Dit Studium er ikke uden Udbytte, og hvortil
bruges det? Til at forlyste Din Aand; Du svier det Hele af
i et brillant Fyrværkeri.
Du svæver over Dig selv, og det, Du seer under Dig,
er en Mangfoldighed af Stemninger og Tilstande, som Du
bruger for at finde interessante Berøringer med Livet. Du
kan være sentimental, hjerteløs, ironisk, vittig; man maa i
denne Henseende indrømme Dig, at Du har Skole. Saasnart
da Noget er istand til at rive Dig ud af Din Indolents, saa
er Du med hele Din Lidenskab i fuld Praxis, og Din Praxis
mangler ikke Kunst, som Du da kun alt for meget er udrustet
med Vittighed, Smidighed og alle Aandens forføreriske Gaver.
Du er, som Du med saa megen selvbehagelig Pretention
udtrykker Dig, aldrig saa ugalant at træde op, uden at bringe
en lille duftende, frisk afplukket Vittigheds-Bouquet med Dig.
Jo mere man kjender Dig, jo mere maa man næsten frapperes
af den beregnende Kløgt, der gaaer igjennem Alt hvad Du
gjør i den korte Tid, da Du er bevæget af Lidenskab; thi
Lidenskab forblinder Dig aldrig, men gjør Dig kun mere seende.
Du har da glemt Din Fortvivlelse og Alt hvad der ellers
hviler Dig paa Sjæl og Tanke; den tilfældige Berøring, Du
er kommen i med et Menueske, beskjæftiger Dig absolut. Jeg
vil erindre Dig om en lille Begivenhed, der forefaldt i mit
eget Huus. Det var da formodentlig de to unge svenske Piger,
der vare tilstede, jeg maa takke for det Foredrag, Du gav til
Priis. Samtalen havde taget en alvorligere Retning og var
kommen hen paa et Punkt, der ikke var Dig behageligt; jeg
havde udtalt mig lidt mod den utidige Respekt for Aands-Evner,
som er saa eiendommelig for vor Tid; jeg havde erindret om,
at det var noget ganske Andet, det kom an paa, en Inderlighed
idet hele Væsen, som Sproget intet andet Udtryk havde for
end Tro. Du var derved maaskee stillet i en mindre heldig
Belysning, og da Du nok indsaae, at Du ad den engang
indslagne Vei ikke kunde komme videre, saa følte Du Dig
opfordret til at forsøge Dig i hvad Du selv kalder høiere Vanvid,
i den sentimentale Toneart: „Jeg skulde ikke tro? Jeg troer,
at der inderst inde i Skovens eensomme Stilhed, hvor Træerne
speile sig i de mørke Vaade, i dens mørke Hemmelighed, hvor
der selv ved Middag er Tusmørke, der boer et Væsen, en
Nymphe, en Pige, jeg troer, hun er skjønnere end enhver
Forestilling, jeg troer, at hun om Morgenen sletter Krandse, om
Middagen bader sig i de kølige Vaade, at hun om Aftenen
veemodig plukker Bladene af Krandsen; jeg troer, at jeg vilde
blive lykkelig, det eneste Menneske, der har fortjent at kaldes
saa, hvis jeg kunde fange hende og besidde hende; jeg troer, at
der i min Sjæl er en Længsel, der randsager Verden, jeg troer,
jeg vilde blive lykkelig, hvis den blev tilfredsstillet; jeg troer
overhovedet at der er Mening i Verden, hvis jeg blot kunde
finde den — siig nu ikke, at jeg ikke er stærk i Troen eller
brændende i Aanden.” Maaskee mener Du, at en saadan Tale
kunde blive et Receptionsstykke, der kunde gjøre Dig værdig til
at blive Medlem af et græsk Symposion; thi dertil er det jo
blandt Andet Du danner Dig, og det vilde Du ansee for det
skjønneste Liv, hver Nat at komme sammen med nogle græske
Ynglinge, sidde med Krands i Haaret og holde Lovtaler over
Kjærligheden eller hvad der forresten kunde forefalde, ja Du
vilde ganske offre Dig for at holde Lovtaler. Mig forekommer
denne Tale at være noget Galimathias, om den end er nok
saa kunstig, og om den end i Øieblikket gjør et Indtryk, især
naar Du selv faaer Lov at foredrage den med Din febrile
Veltalenhed, og den forekommer mig tillige at være et Udtryk for
Din forvirrede Aands-Tilstand, thi det er ganske i sin Orden,
at hvem der ikke troer paa Noget af Alt det, andre Mennesker
troe paa, han troer paa slige gaadefulde Væsner, som det ofte
gaaer i Livet, at Den der ikke er bange for Noget, hverken i
Himlen eller paa Jorden, han er bange for Ædderkopper. Du
smiler, Du mener, at jeg er gaaet i Fælden, at jeg har troet,
at Du troede det, som Du var endnu længere fra at troe end
noget andet Menneske. Dette er ganske rigtigt, thi Dit
Foredrag ender altid i absolut Skepsis, men hvor klog og hvor
beregnende Du end er, kan Du slet ikke negte, at Du et
Øieblik varmer Dig selv paa den sygelige Hede, der ligger i en
saadan Overspændthed. Din Hensigt er maaskee at bedrage
Mennesker, og dog er der et Øieblik, hvor Du, om Du end
ikke veed deraf, bedrager Dig selv.
Hvad der gjaldt om Dine Studier, det gjælder om enhver
af Dine Handlinger; Du er i Øieblikket, og i Øieblikket er
Du i overnaturlig Størrelse, Du sænket hele Din Sjæl deri,
selv med en Billiens Energi, thi for et Øieblik har Du Dit
Væsen absolut i Din Magt. Den, der kun seer Dig i et
saadant Øieblik, bliver saare let bedraget, hvorimod Den, der
venter til det næste Øieblik, let kan komme til at triumphere
over Dig. Du erindrer maaskee det bekjendte Eventyr af
Musæus
om
Rolands
tre Riddersvende. Een af dem fik
af den gamle Hex, de besøgte i Skoven, en Fingerhat, der
gjorde ham usynlig. Ved Hjælp af denne trængte han ind i
den skjønne Prindsesse
Uraccas
Gemakker og foredrog sin
Kjærlighed for hende, hvilket gjorde siærkt Indtryk paa hende,
da hun Ingen saae og altsaa formodede, at det idetmindste var
en Fee-Prinds, der beærede hende med sin Elskov. Imidlertid
fordrer hun en Aabenbarelse. Her laae Vanskeligheden; saasnart
han viste sig, maatte Trylleriet forsvinde, og dog havde han
jo ingen Glæde af sin Kjærlighed, hvis han ikke kunde
aabenbare sig. Jeg har netop
Musæus
' Eventyr ved Haanden,
og vil afskrive en lille Passus deraf, som jeg vil bede Dig at
gjennemlæse til Dit sande Gavn. „Er willigte dem Anscheine
nach ungern ein, und die Phantasie der Prinzessin schob ihr
das Bild des schönsten Mannes vor, den sie mit gespannter
Erwartung zu erblicken vermeinte. Aber welcher Contrast zwischen
Original und Ideal, da nichts als ein allgemeines Alltagsgesicht
zum Vorschein kam, einer von den gewöhnlichen Menschen, dessen
Physiognomie weder Genie-Blick noch Sentimental-Geist
verrieth!” Hvad Du ønsker at opnaae ved disse Berøringer med
Mennesker, det opnaaer Du ogsaa, thi da Du er adskilligt
klogere end hiin Riddersvend, saa indseer Du let, at det ikke kan
betale sig at blive aabenbar. Naar Du har foregjøglet et
Menneske et idealt Billede — og her maa man indrømme Dig, Du
kan vise Dig ideal i hvilkensomhest Retning — saa trækker Du
Dig forsigtig tilbage, og har nu havt den Fornøielse at have
gjækket et Menneske. Hvad Du tillige opnaaer er, at
Sammenhænget i Din Anskuelse er afbrudt, og at Du har faaet et
Moment mere, der bringer Dig til at begynde forfra.
I theoretisk Henseende er Du færdig med Verden,
Endeligheden kan ikke bestaae for Din Tanke; i praktisk Henseende
er Du til en vis Grad ogsaa færdig med den, det vil sige, i
æsthetisk Forstand. Desuagtet har Du ingen Anskuelse af Livet.
Du har Noget, der ligner en Anskuelse, og dette giver Dit Liv
en vis Rolighed, som dog ikke maa forvexles med en tryg og
vederqvægende Tillid til Livet. Rolighed har Du kun i
Modsætning til Den, der endnu jager efter Nydelsens Gjøglebilleder,
per mare pauperiem fugiens, per saxa, per ignes
. I
Forhold til Nydelsen har Du en absolut fornem Stolthed. Dette
er ganske i sin Orden, thi Du er jo færdig med den hele
Endelighed. Og dog kan Du ikke opgive den. Du er tilfreds i
Sammenligning med dem, der jage efter Tilfredsstillelsen, men
det, Du er bleven tilfreds i, er den absolute Utilfredshed. At
see al Verdens Herligheder bekymrer Dig ikke, thi i Tanken er
Du ude over dem, og hvis de tilbødes Dig, vilde Du vel sige
som altid: ja, en Dags Tid kunde man vel anvende derpaa.
Det bekymrer Dig ikke, at Du ikke er bleven Millionær, og
hvis det tilbødes Dig, vilde Du vel svare: ja, det kunde være
ret interessant at have været det, og man kunde vel spendere
en Maaned derpaa. Om man kunde tilbyde Dig den skjønneste
Piges Kjærlighed, Du vilde dog svare: ja, et halvt Aars Tid
var det ret godt. Jeg vil her ikke istemme det Klageskrig, der
ofte høres over Dig, at Du er umættelig; jeg vil hellere sige:
i en vis Forstand har Du Ret; thi intet Endeligt, ikke den
hele Verden kan tilfredsstille et Menneskes Sjæl, der føler Trang
til det Evige. Kunde man tilbyde Dig Hæder og Ære,
Beundring af Samtiden — og det er dog det Punkt, Du er
svagest paa — da vilde Du svare: ja, for en kort Tid var
det godt nok. Egentlig attraae det gjør Du ikke, og Du vilde
ikke gjøre et Skridt derfor. Du vilde indsee, at for at det
skulde have Betydning maatte Du virkelig være saa udmærket
begavet, at det var Sandhed; selv i dette Tilfælde seer Din
Tanke endog den høieste Grad af aandelig Begavethed som
noget Forgængeligt. Din Polemik giver Dig derfor et endnu
høiere Udtryk, naar Du i Din indre Forbittrelse mod hele Livet
kunde ønske, at Du var det taabeligste af alle Mennesker og
dog blev beundret og tilbedet af Din Samtid som den Viseste
af Alle, thi det vilde jo være en Spot over den hele Tilværelse,
der var langt dybere end om den virkelig Dygtigste blev hædret
som saadan. Du attraaer derfor Intet, ønsker Intet; thi det
Eneste, Du kunde ønske, var en Ønskeqvist, der kunde give Dig
Alt, og den vilde Du da bruge til at kradse Din Pibe ud med.
Saaledes er Du færdig med Livet, „og behøver ikke at gjøre
Testamente, thi Du efterlader Dig Intet.” Men paa den Spidse
kan Du ikke holde Dig, thi vel har Din Tanke frataget Dig
Alt, men den har Intet givet Dig istedet. I næste Øieblik
fængsler en lille Ubetydelighed Dig. Vel betragter Du den
med al den Fornemhed og Stolthed, som Din overmodige Tanke
giver Dig, Du ringeagter den som et usselt Legetøi, Du næsten
allerede er kjed af, førend Du tager det i Haanden; men det
beskjæftiger Dig dog, og om det end ikke er Tingen selv, der
beskjæftiger Dig — og det er aldrig Tilfælde — saa
beskjæftiger Det Dig dog, at Du vil nedlade Dig til den. I den
Henseende faaer Dit Væsen, saasnart Du indlader Dig med
Mennesker, en høi Grad af Troløshed, som man dog ikke ethisk
kan bebreide Dig; thi Du ligger udenfor ethiske Bestemmelser.
Du er heldigviis for Andre meget lidt deeltagende, og man
mærker det derfor ikke. Du kommer ofte i mit Huus, og Du
veed, at Du altid er mig velkommen, men Du veed ogsaa, at
det aldrig falder mig ind at indbyde Dig til at deeltage i det
Mindste. Jeg vilde end ikke tage i Skoven med Dig, ikke
fordi Du jo kan være meget munter og underholdende, men
fordi Din Deeltagelse altid er en Falskhed; thi glæder Du Dig
virkeligt, saa kan man altid være sikker paa, at det ikke er over
det, der glæder os Andre, eller over Touren, men over Noget,
Du har
in mente
; og glæder Du Dig ikke, saa er det ikke
fordi der tilstøder Ubehageligheder, der bringe Dig ud af
Stemningen, thi det kunde jo ogsaa hænde os Andre, men fordi Du
allerede i det Øieblik, Du stiger i Vognen, har gjennemskuet
denne Fornøielses Intethed. Jeg tilgiver Dig det gjerne, thi
Dit Sind er altid for bevæget, og det er et sandt Ord, Du
ofte bruger om Dig selv, at Du er som en Barselkone, og
naar man er i saadanne Omstændigheder, er det intet Under,
at man er lidt anderledes end Andre.
Dog, Aanden lader sig ikke spotte, den hævner sig paa
Dig, den binder Dig i Tungsinds Lænke. Min unge Ven,
her er Veien til at blive en Nero, hvis der ikke i Din Sjæl
var en oprindelig Alvor, hvis der ikke var en medfødt Dybde
i Din Tanke, hvis der ikke var en Høimodighed i Din Sjæl —
og hvis Du var bleven Keiser i Rom. Dog, Du gaaer en
anden Vei. Nu viser der sig en Livs-Anskuelse for Dig, der
synes den eneste, som kan tilfredsstille Dig, det er at nedsænke
Din Sjæl i Veemod og Sorg. Dog, Din Tanke er for sund
til at denne Livs-Anskuelse kan bestaae sin Prøve; thi for en
saadan æsthetisk Sorg er Tilværelsen ligesaa forfængelig som
for enhver anden æsthetisk Livs-Anskuelse; naar et Menneske ikke
kan sørge dybere, saa har det sin Sandhed, naar jeg siger, at
Sorgen forgaaer ligesaa godt som Glæden, thi Alt forgaaer,
hvad der kun er endeligt. Og naar Mange finde, at det er
en Trøst, at Sorgen forgaaer, saa forekommer mig denne Tanke
ligesaa trøstesløs som den, at Glæden forgaaer. Din Tanke
tilintetgjør da atter denne Livs-Anskuelse, og naar man har
tilintetgjort Sorgen, saa beholder man jo Glæden; istedetfor
Sorgen vælger Du en Glæde, der er Sorgens Skifting.
Denne Glæde har Du nu valgt, denne Fortvivlelsens Latter.
Du vender atter tilbage til Livet, Tilværelsen faaer under denne
Belysning en ny Interesse for Dig. Som Du har en stor
Glæde af at tale med Børn saaledes, at det, Du siger, ypperligt
og let og naturligt forstaaes af dem, og dog for Dig selv
betyder noget ganske Andet, saaledes har Du Glæde af at bedrage
Mennesker med Din Latter. Naar Du kan faae Folk til at lee
og juble og glæde sig ved Dig, da triumpherer Du over Verden,
da siger Du til Dig selv: dersom I vidste, hvad I lee af!
Dog, Aanden lader sig ikke spotte, og Tungsinds Mørke
fortætter sig omkring Dig, og en vanvittig Vittigheds Lyn viser
Dig selv det kun endnu stærkere, endnu forfærdeligere. Og
der er Intet, der adspreder Dig, al Verdens Lyst har ingen
Betydning for Dig, og om Du end misunder de Eenfoldige
den taabelige Glæde over Livet, Du jager ikke derefter. Lysten
frister Dig ikke. Og hvor sørgelig end Din Tilstand er, det
er i Sandhed en Guds Lykke, at den ikke gjør det. Ikke er
det min Mening at prise den Stolthed i Dig, der foragter
den, men vel at prise den Naade, der holder Din Tanke fast;
thi hvis Lysten fristede Dig, saa var Du fortabt. Men det
at den ikke frister Dig, viser hvad Vei Du skal, at Du skal
frem, ikke tilbage. Der ligger en anden Afvei, ikke mindre
forfærdelig, og jeg stoler atter her ikke paa Din Stolthed, men
paa den Naade, der bestandig holder Dig oppe. Vel er det sandt,
at Du er stolt, og at det er bedre, at et Menneste er stolt end
forfængelig; vel er det sandt, at der er en forfærdelig Lidenskab
i Din Tanke, at Du betragter den som en Fordring, Du ikke agter
at opgive, „at Du hellere vil betragte Dig selv som en Creditor
i Verden, der ikke blev betalt, end tilintetgjøre Fordringen” —
og dog er al menneskelig Stolthed kun en skrøbelig Sikkerhed.
Seer Du, min unge Ven, dette Liv er Fortvivlelse, skjul
det for Andre, for Dig selv kan Du ikke skjule det, det er
Fortvivlelse. Og dog er dette Liv i en anden Forstand ikke
Fortvivlelse. Du er for letsindig til at fortvivle, og Du er
for tungsindig til ikke at komme i Berøring med Fortvivlelsen.
Du er som en Fødende, og dog holder Du bestandig
Øieblikket tilbage og bliver bestandig i Smerten. Hvis en Qvinde
i sin Nød fik den Idee, om det ikke var et Uhyre, hun skulde
føde, eller vilde overveie med sig selv, hvad hun egentlig skulde
føde, saa vilde hun have en vis Lighed med Dig. Hendes
Forsøg paa at standse Naturens Gang vilde være frugtesløst,
men Dit er vel muligt; thi det, et Menneske føder ved i
aandelig Forstand, er Villiens
nisus formativus
, og den staaer i
Menneskets egen Magt. Hvad frygter Du da? Du skal jo
ikke føde et andet Menneske, Du skal blot føde Dig selv. Og
dog, jeg veed det vel, der er et Alvor deri, som ryster hele
Sjælen; at blive sig bevidst i sin evige Gyldighed er et
Øieblik, der er betydningsfuldere end Alt i Verden. Det er som
blev Du fangen og besnæret og kunde nu aldrig mere hverken
i Tid eller i Evighed slippe bort; det er som tabte Du Dig
selv, som ophørte Du at være; det er som om Du i næste
Øieblik skulde fortryde det, og dog lod det sig ikke gjøre om.
Det er et alvorligt og betydningsfuldt Øieblik, naar man for
en Evighed knytter sig til en evig Magt, naar man tager sig
selv som Den, hvis Minde ingen Tid skal udslette, naar man
i evig og usvigelig Forstand bliver sig bevidst som Den, man
er. Og dog, man kan jo lade det være! See her ligger et
Enten-Eller. Lad mig tale til Dig, som jeg aldrig vilde tale
til Dig naar noget andet Menneske hørte derpaa, fordi jeg i
en vis Forstand ikke er berettiget dertil og fordi jeg nærmest
kun taler om den tilkommende Tid. Vil Du ikke dette, vil Du
vedblive at forlyste Din Sjæl med Vittigheds Tant og
Aandens Forfængelighed, saa gjør det, forlad Dit Hjem, vandre
ud, gaae til Paris, offre Dig for Journalistiken, beil til
blødagtige Qvinders Smiil, sval deres hede Blod med Din
Vittigheds Køling, lad det være den stolte Opgave for Dit Livs
Virksomhed at forjage en ørkesløs Qvindes Kjedsommelighed,
eller en svækket Vellystlings mørke Tanker, glem, at Du var
Barn, at der var Fromhed i Din Sjæl og Uskyld i Din Tanke,
døv enhver høiere Stemme i Dit Bryst, hendøs Dit Liv i
Soireernes glimrende Usselhed, glem, at der er en udødelig
Aand i Dig, piin Din Sjæl til den sidste Hvid; og naar da
Vittigheden forstummer, saa er der jo Vand endnu i Seinen
og Krudt i Kramboden og Reiseselskab til enhver Tid af Dagen.
Men kan Du ikke det, vil Du ikke det — og det hverken kan
eller vil Du — saa saml Dig selv, qvæl enhver oprørsk Tanke,
der vil formaste sig til Høiforræderi mod Dit bedre Væsen,
foragt al den Usselhed, der vil misunde Dig Dine Aandsgaver
og selv ønske dem, for at gjøre en endnu slettere Brug deraf,
foragt den hykkelske Dyd, der uvillig bærer Livets Byrde, og
dog vil hædres fordi den bærer den; men foragt derfor ikke
Livet, agt enhver hæderlig Stræben, enhver beskeden Virksomhed,
der ydmygt skjuler sig, og hav fremfor Alt lidt mere
Ærbødighed for Qvinden; tro mig, det er dog fra hende Frelsen
kommer, saavist som Fordærvelsen kommer fra Manden. Jeg
er Ægtemand og forsaavidt partisk, men det er min
Overbeviisning, at har en Qvinde end styrtet Mennesket i
Fordærvelsen, saa har hun ogsaa redeligt og ærligt gjort det godt
igjen og gjør det endnu; thi af 100 Mænd, der forvilde sig
i Verden, frelses de 99 af Qvinder, 1 frelses ved en
umiddelbar guddommelig Naade. Og da jeg nu tillige mener, at
det hører en Mand til, enten paa den ene eller paa den anden
Maade at fare vild, at dette gjælder med samme Sandhed om
Mandens Liv, som det gjælder om Qvindens, at hun bør
forblive i Umiddelbarhedens rene uskyldige Fred, saa indseer Du
let, at efter min Mening Qvinden giver fuldeligt Vederlag for
den Skade, hun har gjort.
Hvad har Du da at gjøre? En Anden vilde maaskee
sige: gift Dig, saa faaer Du Andet at tænke paa; ganske vist,
men det bliver et Spørgsmaal, om Du er tjent dermed, og
hvorledes Du end tænker om det andet Kjøn, Du tænker dog
for ridderligt til at ville gifte Dig af den Grund, og desuden,
kan Du ikke holde Dig selv, Du faaer neppe noget andet
Menneske, der er istand dertil. Eller man vilde sige: søg et
Embede, kast Dig ind i Forretningslivet, det adspreder, og Du vil
glemme Dit Tungsind, arbeid, det er det Bedste. Maaskee vil
det lykkes Dig at bringe Dig dertil, at det synes som glemt;
glemt er det ikke, momentviis, vil det dog bryde frem,
forfærdeligere end nogensinde, det vil maaskee da være istand til,
hvad det hidtil ikke har formaaet, at overrumple Dig. Dertil
kommer, hvorledes Du end tænker om Livet og dets Gjerning,
Du vil dog tænke for ridderligt om Dig selv til af den Grund
at vælge et Embede, thi det er jo dog en Art Falskhed, ligesom
den at gifte sig af den Grund. Hvad er der da at gjøre?
Jeg har kun eet Svar: fortvivl.
Jeg er Ægtemand, min Sjæl hænger visselig fast og
urokkeligt ved min Hustru, ved mine Børn, ved dette Liv, hvis
Skjønhed jeg altid skal prise. Naar jeg da siger, fortvivl, saa
er det ingen exalteret Yngling, der vil henhvirvle Dig i
Lidenskabernes Malstrøm, ingen spottende Dæmon, der tilraaber den
Skibbrudne denne Trøst; men jeg tilraader Dig det ikke som
en Trøst, ikke som en Tilstand, hvori Du skal forblive, men
som en Gjerning, hvortil der hører hele Sjælens Kraft og Alvor
og Samling, saa sandt som det er min Overbeviisning, min
Seier over Verden, at ethvert Menneske, der ikke har smagt
Fortvivlelsens Bitterhed, dog altid har forfeilet Livets
Betydning, selv om hans Liv har været nok saa skjønt, nok saa
glæderigt. Du begaaer intet Bedrag mod den Verden, hvori
Du lever, Du er ikke tabt for den, fordi Du har overvundet
den, saasandt som jeg trøster mig til at være en retskaffen
Ægtemand, uagtet ogsaa jeg har fortvivlet.
Naar jeg da saaledes betragter Dit Liv, da vil jeg prise
Dig lykkelig; thi det er i Sandhed af yderste Vigtighed, at et
Menneske ikke i Fortvivlelsens Øieblik seer feil paa Livet; det
er ligesaa farligt for ham som for den Fødende at forsee sig.
Den, som fortvivler over et Enkelt, løber Fare for, at hans
Fortvivlelse ikke bliver sand og dyb, at det er en Skuffelse, en
Sorg over det Enkelte. Saaledes skal Du ikke fortvivle, thi
intet Enkelt er berøvet Dig, Du har det altsammen endnu.
Tager den Fortvivlede feil, troer han, at Ulykken ligger i det
Mangfoldige udenfor ham, da er hans Fortvivlelse ikke sand,
og den vil føre ham til at hade Verden og ikke til at elske
den; thi saa fandt som det end er, at Verden er Dig til
Besvær, fordi det er som om den vil være noget Andet for Dig
end den kan være, saa sandt er det ogsaa, at naar Du i
Fortvivlelsen har fundet Dig selv, da vil Du elske den, fordi den
er det, den er. Er det Skyld og Brøde, en besværet
Samvittighed, der bringer et Menneske til Fortvivlelse, da vil han
maaskee have Vanskelighed ved at gjenvinde sin Glæde. Saa
fortvivl da, af Din ganske Sjæl og af al Din Tanke, jo
længere Du udsætter det, jo haardere blive Vilkaarene, og
Fordringen den samme. Jeg tilraaber Dig det, ligesom hiin
Qvinde, der falbød
Tarqvinius
en Samling Bøger, og, da
han ikke vilde give den Sum, hun forlangte, brændte en
Trediedeel og fordrede den samme Sum, og da han atter ikke
vilde give den forlangte Sum, brændte den anden Trediedeel
og fordrede den samme Sum, indtil han endelig gav den
oprindelige Sum for den sidste Trediedeel.
Dit Fortvivlelses-Vilkaar er skjønt, og dog gives der et
endnu skjønnere. Tænk Dig et ungt Menneske, begavet som
Du. Lad ham elske en Pige, elske hende ligesaa høit som sig
selv. Lad ham engang i en rolig Time overveie, hvorpaa han
har bygget sit Liv, og hvorpaa hun kan bygge sit. Kjærligheden
have de tilfælles, men han vil dog føle, at der er Differentser.
Hun har maaskee Skjønhedens Gave, men dette har ikke
Betydning for ham og er dog saa skrøbeligt; hun har maaskee
Ungdommens glade Sind, men den Glæde har ikke ret Betydning
for ham; men han har Aandens Magt, og han føler dens
Styrke. Han vil elske hende i Sandhed, og det vil derfor ikke
falde ham ind at give hende denne, og hendes ydmyge Sjæl
vil ikke forlange den, og dog er der en Differents, og han vil
føle, at den maa bort, hvis han i Sandhed skal elske hende.
Da vil han lade sin Sjæl synke i Fortvivlelse. Ikke for sin
egen Skyld fortvivler han, men for hendes, og dog er det ogsaa
for hans egen Skyld, thi han elsker hende ligesaa høit som sig
selv; da vil Fortvivlelsens Magt fortære Alt, indtil han finder
sig selv i sin evige Gyldighed, men da har han ogsaa fundet
hende, og ingen Ridder skal lykkeligere og gladere vende tilbage
fra de farefuldeste Bedrifter, end han fra denne Kamp mod
Kjød og Blod og Endelighedens forfængelige Differentser, thi
Den, der fortvivler, finder det evige Menneske, og deri ere vi
alle lige. Den Daarskab vil ikke falde ham ind at ville sløve
sin Aand eller forsømme dens Dannelse, for paa den Maade
at tilveiebringe Ligheden; han vil bevare Aandens Gaver, men
i sit inderste Hjerte vil han vide med sig selv, at han, der
har dem, er som Den, der ikke har dem. Eller tænk Dig et
dybt religiøst Gemyt, der af sand og inderlig Kjærlighed til
Medmennesker kastede sig i Fortvivlelsens Hav, til han fandt det
Absolute, det Punkt, hvor det er ligegyldigt, om en Pande er
fladtrykt eller om den hvælver sig stoltere end Himmelen, det
Punkt, der ikke er Indifferentsen men den absolute Gyldighed.
Du har adskillige gode Ideer, mange snurrige Indfald,
en Mængde Taabeligheder, behold det Altsammen, jeg forlanger
det ikke, men Du har en Idee, jeg vil bede Dig holde fast
paa, en Idee, der forvisser mig om, at min Aand er beslægtet
med Din. Du har ofte sagt, at Du vilde hellere være alt
Andet i Verden end være Digter, da i Regelen en
Digter-Existents er en Menneske-Offring. For mit Vedkommende skal
ingenlunde være negtet, at der har levet Digtere, der havde
vundet dem selv før de begyndte at digte, eller som vandt sig
selv ved at digte; men paa den anden Side er det ogsaa vist,
at en Digter-Existents som saadan ligger i den Dunkelhed, der
er Følge af, at en Fortvivlelse ikke bliver gjennemført, at Sjælen
bestandig zittrer i Fortvivlelse og Aanden ikke kan vinde sin
sande Forklarelse. Det digteriske Ideal er altid et usandt Ideal,
thi det sande Ideal er altid det virkelige. Naar Aanden da ikke
faaer Lov til at svinge sig op i Aandens evige Verden, saa
bliver den underveis og fryder sig ved de Billeder, der speile
sig i Skyerne, og græder over deres Forgængelighed. En
Digter-Existents er derfor som saadan en ulykkelig Existents;
den er høiere end Endeligheden og dog ikke Undeligheden.
Digteren seer Idealerne, men han maa flygte bort fra Verden
for at glæde sig ved dem; han kan ikke bære disse Gudebilleder
i sig midt i Livets Forvirring, ikke gaae rolig sin Gang
uanfægtet af Karrikaturen, der viser sig rundtom, end sige at han
skulde have Styrke til at iføre sig dem. Digterens Liv er derfor
ofte Gjenstand for en ussel Medlidenhed af de Mennesker, der
mene at have Deres paa det Tørre, fordi de ere forblevne i
Endeligheden. Du yttrede engang i et mismodigt Øieblik, at
der vistnok allerede var dem, der i deres stille Sind havde
gjort Regningen op med Dig, og som vare villige til at qvittere
paa følgende Vilkaar: Du blev erkjendt for et godt Hoved, til
Gjengjæld gik Du under og blev intet nævenyttigt Medlem af
Samfundet. Ja det er unegteligt, der gives en saadan Usselhed
i Verden, der paa den Maade vil seire over Alt, hvad der
rager blot en Tømme frem. Lad det imidlertid ikke forstyrre
Dig, trods dem ikke, foragt dem ikke; her vil jeg sige, som
Du pleier at sige: det er ikke Umagen værd. Men vil Du
ikke være Digter, saa er der ingen anden Vei for Dig end
den, jeg har viist Dig: fortvivl!
Saa vælg da Fortvivlelsen, thi Fortvivlelsen selv er et
Valg, thi man kan tvivle uden at vælge det, men fortvivle
kan man ikke uden at vælge det. Og idet man fortvivler,
vælger man atter, og hvad vælger man da, man vælger sig
selv, ikke i sin Umiddelbarhed, ikke som dette tilfældige Individ,
men man vælger sig selv i sin evige Gyldighed.
Dette Punkt skal jeg lidt nærmere stræbe at belyse med
Hensyn til Dig. Der har i den nyere Philosophi været meer
end tilstrækkelig Tale om, at al Speculation begynder med Tvivl;
derimod har jeg, forsaavidt jeg leilighedsviis kunde beskjæftige
mig med saadanne Overveielser, forgjæves søgt en Oplysning
om, hvori Tvivlen er forskjellig fra Fortvivlelse. Jeg vil her
forsøge at oplyse denne Forskjel, i det Haab, at det vil bidrage
til at orientere Dig og stille Dig rigtigt. Jeg er langtfra at
tiltroe mig nogen egentlig philosophisk Dygtighed, jeg har ikke
Din Virtuositet i at spille med Kategorier; men hvad der i
dybeste Forstand er Livets Betydning, det maa dog vel ogsaa
kunne fattes af et mere eenfoldigt Menneske. Tvivl er Tankens
Fortvivlelse, Fortvivlelse er Personlighedens Tvivl, derfor er
det, jeg holder saa fast paa den Bestemmelse at vælge, det er
mit Løsen, Nerven i min Livs-Anskuelse, og en saadan har jeg,
om jeg end ingenlunde anmasser mig at have et System.
Tvivl er den indre Bevægelse i Tanken selv, og i min Tvivl
forholder jeg mig saa upersonligt som muligt. Jeg antager
nu, at Tanken, idet Tvivlen gjennemføres, finder det Absolute
og hviler deri, saa hviler den deri ikke ifølge et Valg men
ifølge samme Nødvendighed, ifølge hvilken den tvivlede; thi
Tvivlen selv er en Bestemmelse af Nødvendighed, og Hvilen
ligeledes. Det er det Ophøiede i Tvivlen, hvorfor den saa
ofte er bleven anprist og udskreget af Folk, der neppe forstode,
hvad de sagde. Men dette, at det er en Nødvendighedens
Bestemmelse, viser, at den hele Personlighed ikke er med i
Bevægelse. Der er derfor noget meget sandt i, at et Menneske
siger: jeg vilde gjerne troe, jeg kan ikke, jeg maa tvivle. Man
seer derfor ogsaa ofte, at en Tvivler dog kan eie en positiv
Gehalt i sig selv, som lever udenfor al Communication med
Tanken, at han kan være et høist samvittighedsfuldt Menneske,
der ingenlunde tvivler om Pligtens Gyldighed, og om Reglen
for sin Handling, ingenlunde tvivler om en Mængde
sympathetiske Følelser og Stemninger. Man seer paa den anden Side,
især i vor Tid, Mennesker der have Fortvivlelsen i Hjertet, og
som dog have beseiret Tvivlen. Det har især været mig
paafaldende ved at betragte enkelte af Tydsklands Philosopher.
Deres Tanke er beroliget, den objektive logiske Tanke er bragt
til Hvile i sin tilsvarende Objektivitet, og dog ere de fortvivlede,
om de end adsprede sig ved den objektive Tænkning, thi et
Menneske kan adsprede sig paa mange Maader, og der er neppe
noget saa bedøvende Middel som abstract Tænkning, fordi det
der gjælder om at forholde sig saa upersonligt som muligt.
Tvivl og Fortvivlelse høre altsaa hjemme i aldeles forskjellige
Sphærer, det er forskjellige Sider af Sjælen, der blive satte
i Bevægelse. Dog hermed er jeg ingenlunde tilfredsstillet, thi
saa bleve Tvivl og Fortvivlelse hinanden sideordnede, og dette
er ikke Tilfældet. Fortvivlelse er et langt dybere og
fuldstændigere Udtryk, dens Bevægelse langt mere omfattende end
Tvivlens. Fortvivlelse er netop et Udtryk for den hele
Personlighed, Tvivl kun for Tanken. Den formeentlige Objektivitet
Tvivlen har, hvoraf den er saa fornem, er netop et Udtryk for
dens Ufuldkommenhed. Tvivl ligger derfor i Differentsen,
Fortvivlelse i det Absolute. Der høret Talent til at tvivle, men
der hører slet ikke Talent til at fortvivle; men Talent er som
saadant en Differents, og hvad der, for at gjøre sig gjældende,
fordrer en Differents, kan aldrig være det Absolute; thi det
Absolute kan kun være som det Absolute for det Absolute.
Det ringeste, mindst begavede Menneske kan fortvivle; en ung
Pige, der er Intet mindre end Tænker, kan fortvivle, hvorimod
Enhver let føler det Taabelige i at sige om disse, at de ere
Tvivlere. Grunden, hvorfor et Menneskes Tvivl kan være
beroliget, og han dog kan være fortvivlet, og dette saaledes
kan gaae hen, er, at han ikke i dybere Forstand vil
Fortvivlelsen. Man kan overhovedet slet ikke fortvivle, uden man vil
det, men for i Sandhed at fortvivle maa man i Sandhed ville
det, men naar man i Sandhed vil det, saa er man i Sandhed
ude over Fortvivlelsen; naar man i Sandhed har valgt
Fortvivlelsen, saa har man i Sandhed valgt det, Fortvivlelsen
vælger: sig selv i sin evige Gyldighed. Først i Fortvivlelsen
er Personligheden beroliget, ikke med Nødvendighed, thi jeg
fortvivler aldrig nødvendigt, men med Frihed, og først deri er det
Absolute vundet. I denne Henseende mener jeg, at vor Tid
vil gjøre et Fremskridt, forsaavidt jeg ellers kan have nogen
Mening om vor Tid, da jeg kun kjender den af min
Avis-Læsning og af et enkelt Skrift, eller af Samtale med Dig.
Den Tid vil ikke være langt borte, da man, dyrt nok maaskee,
vil erfare, at det sande Udgangspunkt for at finde det Absolute
ikke er Tvivl, men Fortvivlelse.
Dog, jeg vender tilbage til min Kategori, jeg er ikke Logiker,
jeg har kun een saadan, men jeg forsikkrer Dig til, den er baade
mit Hjertes og min Tankes Valg, min Sjæls Lyst og min
Salighed — jeg vender tilbage til Betydningen af det at vælge.
Idet jeg da vælger absolut, vælger jeg Fortvivlelsen, og i
Fortvivlelsen vælger jeg det Absolute, thi jeg er selv det Absolute,
jeg sætter det Absolute og jeg er selv det Absolute; men som
aldeles identisk hermed maa jeg sige: jeg vælger det Absolute,
der vælger mig, jeg sætter det Absolute, der sætter mig; thi
erindrer jeg ikke, at dette andet Udtryk er ligesaa absolut, saa
er min Kategori at vælge usand; thi den er netop Identiteten
af begge. Hvad jeg vælger, det sætter jeg ikke, thi dersom det
ikke var sat, saa kunde jeg ikke vælge det, og dog, dersom
jeg ikke satte det derved, at jeg valgte det, saa valgte jeg det
ikke. Det er, thi dersom det ikke var, kunde jeg ikke vælge
det; det er ikke, thi det bliver først derved at jeg vælger det,
og ellers var mit Valg en Illusion.
Men hvad er det da, jeg vælger, er det Dette eller Hiint?
Nei, thi jeg vælger absolut, og absolut vælger jeg jo netop
derved, at jeg har valgt ikke at vælge Dette eller Hiint. Jeg
vælger det Absolute, og hvad er det Absolute? Det er mig
selv i min evige Gyldighed. Noget Andet end mig selv kan
jeg aldrig vælge som det Absolute, thi vælger jeg noget Andet,
da vælger jeg det som en Endelighed, og vælger det altsaa
ikke absolut. Selv Jøden, der valgte Gud, valgte ikke
absolut, thi vel valgte han det Absolute, men han valgte det
ikke absolut, og derved ophørte det at være det Absolute, og
blev en Endelighed.
Men hvad er da dette mit Selv? Dersom jeg vilde tale
om et første Øieblik, et første Udtryk derfor, saa er mit Svar:
det er det Abstrakteste af Alt, der dog tillige i sig er det
Concreteste af Alt — det er Friheden. Lad mig her anstille en
lille psychologisk Iagttagelse. Man hører ofte nok Folk give
deres Misfornøielse Luft i Klage over Livet, man hører dem
ofte nok ønske. Tænk Dig nu en saadan Stymper; lad os
springe de Ønsker over, der her Intet oplyse, fordi de ligge i
det aldeles Tilfældige. Han ønsker: gid jeg havde hiint
Menneskes Aand, eller hiin Mands Talent o.s.v., ja, for at gaae
til den yderste Spidse —: gid jeg havde hiint Menneskes
Fasthed. Slige Ønsker hører man hyppigt nok, men har Du
nogensinde hørt et Menneske for Alvor ønske, at han kunde blive en
Anden; det er saa langt fra, at det netop er charakteristisk for
hvad man kalder ulykkelige Individualiteter, at de klamre sig
mest fast om sig selv, at de trods alle deres Lidelser dog for
al Verdens Priis ikke vilde ønske at være en Anden, Noget der
har sin Grund i, at saadanne Individualiteter ere Sandheden
meget nær, og de føle Personlighedens evige Gyldighed, ikke i
dens Velsignelse men i dens Qval, om de end have beholdt
dette aldeles abstrakte Udtryk for Glæden deri tilbage, at de
dog helst ville blive sig selv. Men nu han med de mange
Ønsker, han mener dog bestandig at blive sig selv, uagtet Alt
blev forandret. Altsaa er der i ham selv Noget, der er absolut
i Forhold til alt Andet, Noget, hvorved han er Den, han er,
om saa end Forandringen, han ved sit Ønske opnaaede, var
den størst mulige. At han er i en Misforstaaelse, skal jeg
senere vise, men her vil jeg blot finde det abstrakteste Udtryk
for dette „Selv”, der gjør ham til Den, han er. Og dette
er ikke Andet end Friheden. Der lod sig virkelig ad denne Vei
føre et høist plausibelt Beviis for Personlighedens evige
Gyldighed; ja endog en Selvmorder vil dog egentlig ikke af med
sit Selv, ogsaa han ønsker, han ønsker en anden Form for sit
Selv, og man kan derfor vel finde en Selvmorder, der i høieste
Grad var overbeviist om Sjælens Udødelighed, men hvis hele
Væsen var saa hildet, at han ved dette Skridt troede at finde
den absolute Form for sin Aand.
Dog, Grunden, hvorfor det kan forekomme et Individ
saaledes, som om han bestandig kunde forandres og dog blev
den Samme, som om hans inderste Væsen var en algebraisk
Størrelse, der kunde betegne, hvad det skulde være, ligger i,
at han er urigtigt stillet, at han ikke har valgt sig selv, ikke
har Forestilling derom, og dog ligger der selv i hans Uforstand
en Anerkjendelse af Personlighedens evige Gyldighed. Den der
derimod er rigtigt stillet, ham gaaer det anderledes. Han vælger
sig selv, ikke i endelig Forstand, thi saa blev jo dette „Selv”
en Endelighed, der gik med mellem andre Endeligheder, men i
absolut Forstand; og dog vælger han jo sig selv og ikke en
Anden. Dette Selv, han saaledes vælger, er uendelig concret,
thi det er ham selv, og dog er det absolut forskjelligt fra hans
tidligere Selv, thi han har valgt det absolut. Dette Selv
har ikke været til før, thi det blev til ved Valget, og dog har
det været til, thi det var jo „ham selv.”
Valget gjør her paa eengang de to dialektiske Bevægelser,
det, der vælges, er ikke til og bliver til ved Valget, det, der
vælges, er til, ellers var det ikke et Valg. Dersom nemlig det,
jeg valgte, ikke var til, men blev absolut til ved Valget, saa
valgte jeg ikke, saa skabte jeg; men jeg skaber ikke mig selv, jeg
vælger mig selv. Medens derfor Naturen er skabt af Intet,
medens jeg selv som umiddelbar Personlighed er skabt af Intet,
saa er jeg som fri Aand født af Modsigelsens Grundsætning,
eller født derved, at jeg valgte mig selv.
Han opdager nu, at det Selv, han vælger, har en uendelig
Mangfoldighed i sig, forsaavidt det har en Historie, en Historie,
i hvilken han vedkjender sig Identiteten med sig selv. Denne
Historie er af forskjellig Art, thi i denne Historie staaer han
i Forhold til andre Individer i Slægten og til hele Slægten,
og denne Historie indeholder noget Smerteligt, og dog er han
kun Den, han er, ved denne Historie. Derfor hører der Mod
til at vælge sig selv; thi paa samme Tid, som det synes, at
han isolerer sig allermest, paa samme Tid fordyber han sig
allermest i den Rod, ved hvilken han hænger sammen med det
Hele. Det ængster ham, og dog maa det være saa; thi naar
Frihedens Lidenskab er vaagnet i ham — og den er vaagnet i
Valget, ligesom den forudsætter sig selv i Valget — saa vælger
han sig selv og kæmper for denne Besiddelse som for sin
Salighed, og det er hans Salighed. Han kan Intet opgive af det
Altsammen, ikke det Smerteligste, ikke det Tungeste, og dog er
Udtrykket for denne Kamp, for denne Erhverven — Anger.
Han angrer sig tilbage i sig selv, tilbage i Familien, tilbage i
— Slægten, indtil han finder sig selv i Gud. Kun paa dette
Vilkaar kan han vælge sig selv, og dette er det eneste Vilkaar,
han vil, thi kun saaledes kan han absolut vælge sig selv.
Hvad er dog et Menneske uden Kjærlighed? Men der er mange
Arter af Kjærlighed; jeg elsker en Fader anderledes end en
Moder, min Hustru atter anderledes, og enhver forskjellig
Kjærlighed har sit forskjellige Udtryk, men der gives ogsaa en
Kjærlighed, hvormed jeg elsker Gud, og denne har kun eet Udtryk
i Sproget, det er: Anger. Naar jeg ikke elsker ham saaledes,
da elsker jeg ham ikke absolut, ikke af mit inderste Væsen;
enhver anden Kjærlighed til det Absolute er en Misforstaaelse,
thi for at tage, hvad man ellers saa høit anpriser, og hvad
jeg selv ærer, naar Tanken af al sin Kjærlighed hænger fast
ved det Absolute, saa er det ikke det Absolute, jeg elsker, jeg
elsker ikke absolut, thi jeg elsker nødvendigt; saasnart jeg elsker
frit og elsker Gud, da angrer jeg. Og skulde der ingen anden
Grund være til, at Udtrykket for min Kjærlighed til Gud var
Anger, saa er der den, at han har elsket mig først. Og dog
er dette en ufuldkommen Betegnelse, thi kun naar jeg vælger
mig selv som skyldig, vælger jeg absolut mig selv, hvis jeg
overhovedet skal vælge mig selv absolut saaledes, at det ikke er
identisk med at skabe sig selv; og om det var Faderens Brøde,
der var gaaet i Arv paa Sønnen, han angrer denne med, thi
kun saaledes kan han vælge sig selv, vælge sig absolut; og om
Taarerne næsten vilde udslette ham Alt, han holder ved at
angre, thi kun saaledes vælger han sig selv. Hans Selv er
ligesom udenfor ham, og det skal erhverves, og Angeren er
hans Kjærlighed dertil, fordi han vælger det absolut, af den
evige Guds Haand.
Hvad jeg her har fremsat er ikke Katheder-Viisdom, det
er Noget, ethvert Menneske kan fremsætte, der vil det, og som
ethvert Menneske kan ville, naar han vil. Jeg har ikke lært
det i Høresalene, jeg har lært det i Dagligstuen, eller om Du
vil, i Børnestuen, thi naar jeg seer min lille Søn løbe over
Gulvet, saa glad, saa lykkelig, da tænker jeg, hvo veed, om
jeg dog ikke har havt megen skadelig Indflydelse paa ham.
Gud veed det, jeg bærer al mulig Omsorg for ham, men
denne Tanke beroliger mig ikke. Da siger jeg til mig selv,
der vil komme et Øieblik i hans Liv, da ogsaa hans Aand
vil modnes i Valgets Øieblik, da vil han vælge sig selv, da
vil han angre ogsaa hvad Skyld der fra mig kan hvile paa
ham. Og det er smukt, at en Søn angrer Faderens Brøde,
og dog vil han ikke gjøre det for min Skyld, men fordi han
kun saaledes kan vælge sig selv. Lad der saa skee, hvad der
skal skee, ofte kan det, man anseer for det Bedste, have de
skadeligste Følger for et Menneske, men Alt dette er dog Intet.
Jeg kan gavne ham meget, det skal jeg bestræbe mig for, men
til det Høieste kan han kun gjøre sig selv. See, derfor er det,
at Mennesker have saa ondt ved at vælge sig selv, fordi den
absolute Isolation er her identisk med den dybeste, Continuitet,
fordi der, saalænge man ikke har valgt sig selv, er ligesom
en Mulighed af at blive noget anderledes, enten paa den ene
eller paa den anden Maade.
See, her har Du min ringe Mening om hvad det er at
vælge og at angre. Det er usømmeligt at elske en ung Pige
som var det Ens Moder, eller Ens Moder som var det en
ung Pige, hver Kjærlighed har sin Eiendommelighed;
Kjærlighed til Gud har sin absolute Eiendommelighed, dens Udtryk er
Anger. Og hvad er dog al anden Kjærlighed i
Sammenligning med denne, den er kun Barnelallen derimod. Jeg er ikke
et ophidset ungt Menneske, der søger at anbefale sine Theorier,
jeg er Ægtemand, jeg tør vel lade min Kone høre paa, at
dog al Kjærlighed i Sammenligning med Angeren kun er
Barnelallen; og dog veed jeg, jeg er en brav Ægtemand, „jeg, der
endnu som Ægtemand kæmper under den første Kjærligheds
seierrige Banner”; jeg veed, hun deler min Anskuelse, og derfor
elsker jeg hende endnu høiere, og derfor vilde jeg ikke elskes af
hiin unge Pige, fordi hun ikke deelte denne Anskuelse.
At der her atter viser sig nye og forfærdelige Ajveie, at
Den ikke saa let er udsat for at falde, der kryber langs
Jorden, som Den der bestiger Bjergenes Toppe, Den ikke saa let
udsat for at fare vild, der bliver i Kakkelovnskrogen, som
Den der vover sig ud i Verden, det veed jeg; men derfor
bliver jeg lige trøstig i mit Valg.
Fra dette Punkt vil nu en Theolog finde et Udgangspunkt
for en Mangfoldighed af Betragtninger; jeg vil ikke gaae
videre ind paa disse, da jeg kun er Lægmand. Kun det
Foregaaende vil jeg søge at belyse med den Bemærkning, at først i
Christendommen har Angeren fundet sit sande Udtryk. Den
fromme Jøde følte Fædrenes Brøde hvile paa sig, og dog følte
han det ikke nær saa dybt som den Christne; thi den fromme
Jøde kunde ikke angre det, fordi han ikke absolut kunde vælge
sig selv. Forfædrenes Skyld tyngede paa ham, ragede over
ham, han segnede under denne Byrde, han sukkede, men han
kunde ikke løfte den op; det kan kun Den, der absolut vælger
sig selv, ved Hjælp af Angeren. Jo større Frihed, jo større
Skyld, og det er Salighedens Hemmelighed, og det er om ikke
Feighed, saa dog en Sjælens Kleinmodighed, ikke at ville angre
Forfædrenes Skyld, det er, om ikke Usselhed, saa dog
Smaalighed og Mangel paa Høimod.
Fortvivlelsens Valg er altsaa „mig selv”; thi vel er det
sandt, at idet jeg fortvivler, fortvivler jeg, som over alt Andet,
saaledes ogsaa over mig selv; men det Selv, jeg fortvivler
over, er en Endelighed, ligesom enhver anden Endelighed, det
Selv, jeg vælger, er det absolute Selv, eller mit Selv efter
sin absolute Gyldighed. Naar dette forholder sig saaledes, saa
vil Du her igjen see, hvorfor jeg i det Foregaaende og endnu
bestandig siger, at det Enten-Eller, jeg opstillede mellem at leve
æsthetisk og ethisk, ikke er et fuldstændigt Dilemma, fordi der
egentlig kun er Tale om eet Valg. Ved dette Valg vælger
jeg egentlig ikke mellem Godt og Ondt, men jeg vælger det
Gode; men idet jeg vælger det Gode, vælger jeg
eo ipso
Valget mellem Godt og Ondt. Det oprindelige Valg er stedse
tilstede i ethvert følgende Valg.
Saa fortvivl da, og Dit Letsind skal aldrig mere bringe
Dig til at vandre som en ustadig Aand, som et Gjenfærd
mellem Ruinerne af en Verden, der dog er tabt for Dig;
fortvivl, og Din Aand skal aldrig mere sukke i Tungsind, thi
Verden skal atter blive Dig skjøn og glædelig, om Du end
seer paa den med andre Øine end for, og Din Aand skal
frigjort svinge sig op i Frihedens Verden.
Her kunde jeg afbryde; thi jeg har nu bragt Dig paa
det Punkt, jeg vilde; der er Du nemlig, dersom Du selv vil.
Jeg vilde, at Du skulde rive Dig løs fra Æsthetikens
Illusioner, og fra en halv Fortvivlelses Drømme, for at vaagne
til Aandens Alvor. Dette er imidlertid dog ingenlunde min
Hensigt, thi jeg vil nu fra dette Synspunkt give Dig en
Betragtning af Livet, en ethisk Livs-Anskuelse. Det er kun
Tarvelighed, jeg har at byde Dig, deels fordi min Gave
ingenlunde staaer i Forhold til Opgaven, deels fordi Tarvelighed
er en Hovedegenskab ved alt Ethisk, en Egenskab, der kan være
paafaldende nok for Den, der kommer fra Æsthetikens
Overflod. Her gjælder det:
nil ad ostentationem, omnia ad
conscientiam
. At afbryde her kunde ogsaa af en anden Grund
synes betænkeligt, fordi det let kunde faae Udseende af, at jeg
dog endte i en Art Qvietisme, hvor Personligheden kom til at
hvile med samme Nødvendighed, som Tanken i det Absolute.
Hvad gavnede det da, at man havde vundet sig selv, hvad
gavnede det, at man fik et Sværd, der kunde beseire hele
Verden, naar man ikke vilde gjøre anden Brug deraf end at
stikke det i Skeden?
Dog inden jeg gaaer over til, nærmere at fremsætte en
saadan ethisk Betragtning af Livet, vil jeg med et Par Ord
antyde den Fare, der ligger for et Menneske i Fortvivlelsens
Øieblik, det Skjær, han kan strande paa og aldeles forlise.
Skriften siger: Hvad gavnede det et Menneske, om han vandt
den ganske Verden, men tog Skade paa sin Sjæl, hvad skulde
være ham til Vederlag? Modsætningen udtaler Skriften ikke,
men den ligger jo i Sætningen. Modsætningen vil lyde
saaledes: hvad skadede det et Menneske, om han tabte den ganske
Verden og dog ikke tog Skade paa sin Sjæl, hvad Vederlag
behøvede han! Der gives Udtryk, der i sig synes simple og
dog fylde Sjælen med en underlig Angst, fordi de næsten blive
mere dunkle, jo mere man tænker derover. I religiøs
Henseende er det Ord: Synd mod den Hellig-Aand, et saadant
Udtryk. Jeg veed ikke, om det er lykkedes Theologerne, at
give en bestemt Forklaring derover, jeg seer mig ikke istand
dertil, men jeg er ogsaa kun Lægmand. Det Udtryk derimod,
at tage Skade paa sin Sjæl, er et ethisk Udtryk, og Den, der
mener at have en ethisk Livs-Anskuelse, maa ogsaa mene at
kunnne give en Forklaring deraf. Man hører ofte nok Ordet
brugt, og dog maa hver Den, der vil forstaae det, have
oplevet dybe Bevægelser i sin Sjæl, ja han maa have fortvivlet;
thi det er egentlig Fortvivlelsens Bevægelser, der ere fremsatte
deri: paa den ene Side den ganske Verden, paa den anden
Side Ens egen Sjæl. Du vil let see, at man, naar man
forfølger dette Udtryk, kommer til den samme abstrakte
Bestemmelse af „Sjæl”, som vi før i den psychologiske
Overveielse af at ønske uden, dog at blive en Anden kom til
Bestemmelsen af det Ord „Selv”. Naar jeg nemlig kan vinde
den ganske Verden og dog tage Skade paa min Sjæl, saa maa
der i det Udtryk: ganske Verden, ogsaa ligge alle de
Endeligheder, jeg umiddelbar som saadan er i Besiddelse af. Min
Sjæl viser sig da som indifferent mod disse. Naar jeg kan
tabe den ganske Verden uden at tage Skade paa min Sjæl,
saa ligger i det Udtryk: ganske Verden, atter alle de
Endelighedens Bestemmelser, jeg umiddelbar som saadan har, og dog
er min Sjæl uskadt, den er altsaa indifferent derimod. Jeg
kan tabe min Rigdom, min Ære i Andres Øine, min
Aandskraft, og dog ikke tage Skade paa min Sjæl; jeg kan vinde
det Alt og dog tage Skade. Hvad er da min Sjæl, hvad
er dette mit inderste Væsen, der kan blive uanfægtet af dette
Tab og lide Skade ved denne Gevinst? For den Fortvivlede
viser denne Bevægelse sig; det er intet rhetorisk Udtryk, men
det eneste adæqvate, naar han paa den ene Side seer den
ganske Verden, og paa den anden Side sig selv, sin Sjæl.
I Fortvivlelsens Øieblik viser Adskillelsen sig, og nu gjælder
det om, hvorledes han fortvivler; thi det er, som jeg ovenfor
har udviklet i Anledning af enhver æsthetisk Livs-Anskuelse, det
er Fortvivlelse at vinde den ganske Verden, og det saaledes,
at man tager Skade paa sin Sjæl, og dog er det min
inderlige Overbeviisning, at det for et Menneske er hans sande
Frelse at fortvivle. Her viser sig atter Betydningen af at
ville sin Fortvivlelse, at ville den i uendelig Forstand, i absolut
Forstand, thi en saadan Villen er identisk med den absolute
Hengivelse. Vil jeg derimod min Fortvivlelse i endelig
Forstand, saa tager jeg Skade paa min Sjæl, thi da kommer mit
inderste Væsen ikke til Gjennembrud i Fortvivlelsen, tværtimod,
det lukker sig i den, det forhærdes, saa at endelig Fortvivlelse
er en Forhærdelse, den absolute Fortvivlelse en Uendeliggjørelse.
Naar jeg da i min Fortvivlelse vinder den ganske Verden, saa
tager jeg Skade paa min Sjæl derved, at jeg endeliggjør mig
selv, da jeg har mit Liv deri; naar jeg fortvivler over at jeg
taber den hele Verden, saa tager jeg Skade paa min Sjæl,
thi jeg endeliggjør den aldeles paa samme Maade, da jeg her
igjen seer min Sjæl som sat ved Endeligheden. At et
Menneske ved Forbrydelser kan vinde den ganske Verden og dog
tage Skade paa sin Sjæl, det følger af sig selv, men der er
en tilsyneladende langt uskyldigere Maade, paa hvilken det kan
skee. Derfor sagde jeg, at hiin unge Pige var lige fortvivlet,
enten hun fik Den hun elskede, eller ikke. Enhver endelig
Fortvivlelse er en Vælgen af Endeligheden, thi jeg vælger den
ligesaa godt naar jeg faaer som naar jeg taber den; thi dette,
om jeg faaer den, ligger ikke i min Magt, men vel det at
vælge den. Den endelige Fortvivlelse er derfor en ufri
Fortvivlelse, den vil egentlig ikke Fortvivlelsen, den vil
Endeligheden, men dette er Fortvivlelse. Paa dette Punkt kan et
Menneske nu holde sig, og saalænge han holder sig der, kan jeg
egentlig ikke beslutte mig til at turde udsige om ham, at han
har taget Skade paa sin Sjæl. Han staaer paa et høist farligt
Punkt. Der er i ethvert Øieblik en Mulighed deraf.
Fortvivlelsen er der, men den har endnu ikke angrebet hans inderste
Væsen; først naar han i endelig Forstand forhærder sig i den,
da har han taget Skade paa sin Sjæl. Hans Sjæl er ligesom
bedøvet i Fortvivlelse, og først naar han, idet han vaagner,
vælger en endelig Udvei af Fortvivlelsen, først da har han
taget Skade paa sin Sjæl, da har han lukket sig, da er hans
fornuftige Sjæl qvalt og han er forvandlet til et Rovdyr, der
intet Middel vil skye, da Alt er ham Nødværge. Der ligger
en forfærdelig Angst i denne Tanke, at et Menneske har taget
Skade paa sin Sjæl, og dog vil Enhver, der har fortvivlet,
have anet denne Afvei, denne Fortabelse. At et Menneske
saaledes kan tage Skade paa sin Sjæl, er vist; hvorvidt det
er Tilfældet med den Enkelte, lader sig aldrig afgjøre, og intet
Menneske vove her at dømme det andet. Et Menneskes Liv
kan see besynderligt ud, og man kan fristes til at troe, at det
er Tilfælde med ham, og dog kan han eie en ganske anden
Fortolkning, der forvisser ham selv om det Modsatte; paa
den anden Side kan et Menneske have taget Skade paa sin
Sjæl, uden at Nogen aner det, thi denne Skade ligger ikke
i det Udvortes, den ligger i Menneskets inderste Væsen, den
er som den Raaddenhed, der boer i Hjertet af Frugten, medens
det Ydre kan være lysteligt at see til, den er som den indre
Huulhed, om hvilken Skallen Intet lader ane.
Idet Du nu vælger Dig selv absolut, da opdager Du
lettelig, at dette Selv ikke er en Abstraktion eller en Tautologi,
saaledes kan det i det Høieste vise sig i Orienteringens Øieblik,
hvor man skiller ad, til man finder det abstrakteste Udtryk for
dette Selv, og endog da er det dog en Illusion, at det er
aldeles abstrakt og indholdsløst, thi det er jo dog ikke
Bevidstheden om Friheden i Almindelighed, dette er en Bestemmelse
af Tanken; men det er fremkommet ved et Valg og er
Bevidstheden om dette bestemte frie Væsen, der er sig selv og ingen
Anden. Dette Selv indeholder i sig en rig »Concretion, en
Mangfoldighed af Bestemmetheder, af Egenskaber, kort, er hele
det æsthetiske Selv, der er valgt ethisk. Jo mere Du derfor
fordyber Dig i Dig selv, desto mere vil Du føle Betydningen
selv af det Ubetydelige, ikke i endelig Forstand men i uendelig,
fordi det er sat ved Dig, og idet man saaledes i ethisk
Forstand vælger sig selv, saa er dette ikke blot en Besindelse paa
sig selv, men man kunde, for at betegne denne Akt, erindre om
Skriftens Ord, at gjøre Regnskab for hvert utilbørligt Ord,
der er talet. Naar nemlig Frihedens Lidenskab er vaagnet, da
er den nidkjær paa sig selv og tillader ingenlunde, at det
saaledes staaer ubestemt imellem hverandre, hvad der tilhører En
og hvad ikke. I Valgets første Øieblik gaaer derfor
Personligheden tilsyneladende ligesaa nøgen frem som Barnet af
Moders Liv, i næste Øieblik er den concret i sig selv, og det kan
kun skee ved en vilkaarlig Abstraktion, at Mennesket kan
forblive paa dette Punkt. Han bliver sig selv, ganske den Samme,
han var før, indtil den ubetydeligste Eiendommelighed, og dog
bliver han en Anden, thi Valget gjennemtrænger Alt og
forvandler det. Saaledes er nu hans endelige Personlighed
uendeliggjort i det Valg, hvori han uendeligt vælger sig selv.
Nu eier han da sig selv som sat ved sig selv, det vil
sige, som valgt af sig selv, som fri; men idet han saaledes
eier sig selv, viser der sig en absolut Differents, den mellem
Godt og Ondt. Saalænge han ikke har valgt sig selv, er
denne Differents latent. Hvorledes fremkommer overhovedet
Differentsen mellem Godt og Ondt? Lader den sig tænke, det
vil sige, er den for Tanken? Nei. Herved er jeg atter
kommen paa det Punkt, ved hvilket jeg var i det Foregaaende,
hvorfor det kunde synes, som om Philosophien i Virkeligheden
havde hævet Modsigelses-Grundsætningen, hvilket dog ligger
deri, at den endnu ikke er kommen til den. Saasnart jeg
tænker, forholder jeg mig nødvendig til det, jeg tænker, men
netop derfor er Differentsen mellem Godt og Ondt ikke til.
Tænk hvad Du vil, tænk den abstrakteste af alle Kategorier,
tænk den concreteste, Du tænker aldrig under Bestemmelsen af
Godt og Ondt; tænk hele Historien, Du tænker Ideens
nødvendige Bevægelse, men Du tænker aldrig under Bestemmelsen
af Godt og Ondt. Du tænker bestandig relative Differentser,
aldrig den absolute Disferents. Philosophien kan man derfor
gjerne, efter hvad jeg skjønner, give Ret i, at den ikke kan
tænke en absolut Modsigelse, men deraf følger ingenlunde, at
denne ikke er til. Idet jeg tænker, uendeliggjør jeg ogsaa mig
selv, men ikke absolut, thi jeg forsvinder i det Absolute; først
idet jeg absolut vælger mig selv, uendeliggjør jeg mig selv
absolut, thi jeg er selv det Absolute, thi kun mig selv kan jeg
vælge absolut, og dette absolute Valg af mig selv er min Frihed,
og kun idet jeg absolut har valgt mig selv, har jeg sat en
absolut Differents, den nemlig mellem Godt og Ondt.
For at udhæve Selvbestemmelsens Moment i Tænkningen
siger Philosophien: det Absolute er derved at jeg tænker det,
men da den selv indseer, at derved er den frie Tænken betegnet,
ikke den nødvendige Tænken, som er den, den ellers anpriser,
saa substituerer den et andet Udtryk deristeden, nemlig, at min
Tænken af det Absolute er det Absolutes Sig-Tænken i mig.
Dette Udtryk er ingenlunde identisk med det foregaaende,
derimod er det aldeles betegnende. Min Tænken er nemlig et
Moment i det Absolute, og deri ligger min Tænknings
Nødvendighed, deri ligger den Nødvendighed, med hvilken jeg tænker
det. Anderledes forholder det sig med det Gode. Det Godt
er derved, at jeg vil det, og ellers er det slet ikke. Dette er
Frihedens Udtryk; saaledes forholder det sig ogsaa med det
Onde, det er kun, idet jeg vil det. Dermed ere ingenlunde
Bestemmelserne af Godt og Ondt forkleinede eller nedsatte til
blot subjektive Bestemmelser. Tvertimod er disse
Bestemmelsers absolute Gyldighed udtalt. Det Gode er det
I-og-for-sig-Værende, sat af det I-og-for-sig-Værende, og dette er Friheden.
Det kunde synes betænkeligt, at jeg brugte det Udtryk, at
vælge sig selv absolut; thi deri kunde synes at ligge, at jeg
valgte baade det Gode og det Onde lige absolut, og at baade
det Gode og det Onde tilhørte mig lige væsentligt. For at
forhindre denne Misforstaaelse brugte jeg det Udtryk, at jeg
angrer mig selv ud af den hele Tilværelse. Anger er nemlig
Udtrykket for, at det Onde tilhører mig væsentligt, og tillige
Udtrykket for, at det ikke væsentligt tilhører mig. Dersom det
Onde i mig ikke tilhørte mig væsentligt, saa kunde jeg ikke
vælge det; men var der Noget i mig, som jeg ikke kunde vælge
absolut, saa valgte jeg overhovedet ikke mig selv absolut, saa
var jeg ikke selv det Absolute, men kun Produkt.
Her vil jeg nu afbryde disse Overveielser for at vise,
hvorledes en ethisk Livs-Anskuelse betragter Personligheden og
Livet og dettes Betydning. For en Ordens Skyld vil jeg
vende tilbage til et Par Bemærkninger, der tidligere bleve gjorte
om Forholdet mellem det Æsthetiske og Ethiske. Enhver æsthetisk
Livs-Anskuelse er Fortvivlelse, blev der sagt; det kom deraf, at
den byggede paa det, der baade kan være og ikke være. Dette
er ikke Tilfældet med den ethiske Livs-Anskuelse; thi den bygger
Livet paa det, som det væsentlig tilhører at være. Det
Æsthetiske, blev der sagt, er det i et Menneske, hvorved han
umiddelbar er Den, han er; det Ethiske er det, hvorved et Menneske
bliver det, han bliver. Hermed skal nu ingenlunde være sagt,
at Den, der lever æsthetisk, ikke udvikler sig; men han udvikler
sig med Nødvendighed, ikke med Frihed, der foregaaer ingen
Metamorphose med ham, ingen uendelig Bevægelse i ham,
hvorved han kommer til det Punkt, udfra hvilket han bliver
den han bliver.
Naar et Individ betragter sig selv æsthetisk, saa bliver
han sig dette Selv bevidst som en paa mange Maader i sig
selv bestemmet mangfoldig Concretion, men trods al den indre
Forskjellighed er dette dog Altsammen hans Væsen, har lige
megen Ret til at komme frem, lige megen Ret til at fordre
Tilfredsstillelse. Hans Sjæl er som en Jordbund, af hvilken
der opskyde allehaande Urter, alle med lige Fordring paa at
trives, hans Selv ligger i denne Mangfoldighed, og han har
intet Selv, der er høiere end dette. Har han nu, hvad Du
saa ofte taler om, æsthetisk Alvor, og lidt Klogskab paa Livet
saa vil han see, at Alt kan umulig ligeligt trives, han vil da
vælge, og det, der bestemmer ham, er et Mere og Mindre,
hvilket er en relativ Disserents. Lod det sig nu tænke, at et
Menneske kunde leve uden at komme i Berøring med det Ethiske,
saa vilde han kunne sige: Jeg har Anlæg til at blive en Don
Juan, en Faust, en Røvercapitain; dette Anlæg uddanner jeg
nu, thi den æsthetiske Alvor fordrer, at jeg bliver noget Bestemt,
at jeg lader Det udvikle sig i dets Heelhed, hvortil Spiren er
nedlagt i mig. En saadan Betragtning af Personligheden og
dens Udvikling vilde være en æsthetisk aldeles rigtig. Du seer
deraf, hvad en æsthetisk Udvikling har at betyde, det er en
Udvikling ligesom Plantens, og skjøndt Individet bliver, saa bliver
det til det, det umiddelbart er. Den, der ethisk betragter
Personligheden, han har strax en absolut Differents, den nemlig
mellem Godt og Ondt, og om han i sig finder Mere af det
Onde end af det Gode, saa betyder dette dog ikke, at det Onde
er det, der skal frem, men det betyder, at det Onde er det,
der skal tilbage, og det Gode skal frem. Naar da Individet
ethisk udvikler sig, da bliver han til det, han bliver; thi ogsaa
da, naar han lader det Æsthetiske i sig (hvilket da for ham
betyder noget Andet, end for Den der blot lever æsthetisk) have
sin Gyldighed, saa er det dog dethroniseret. Selv den æsthetiske
Alvor er som al Alvor gavnlig for et Menneske, men det
kan aldrig frelse ham tilfulde. Saaledes troer jeg, at det til
en vis Grad har været Tilfældet med Dig; thi som Idealet
altid har skadet Dig, fordi Du har stirret Dig blind derpaa,
saa har det ogsaa gavnet Dig, forsaavidt det Slettes Ideal
har virket ligesaa afskrækkende paa Dig. Helbrede Dig kan
naturligviis æsthetisk Alvor ikke, thi Du kommer dog aldrig
videre end dertil, at Du lader det Slette være, fordi dog ei
heller dette lader sig idealt gjennemføre, men Du lader det ikke
være, fordi det er det Slette, eller fordi Du afskyer det. Du
er da ikke kommen videre end til den Følelse, at Du er ligesaa
afmægtig til det Gode som til det Onde. Forøvrigt virker det
Onde maaskee aldrig mere forførerisk, end naar det saaledes
træder op under æsthetiske Bestemmelser; der hører en høi Grad
af ethisk Alvor til aldrig at ville opfatte det Onde i æsthetiske
Kategorier. En saadan Betragtning deraf sniger sig lumskelig
ind i ethvert Menneske, og den overveiende æsthetiske Dannelse,
Tiden har, bidrager ikke Lidet dertil. Man hører derfor ikke
sjeldent endog Dydsprædikanter ivre paa den Maade mod det
Onde, at man seer, at Taleren, skjøndt han priser det Gode,
dog nyder den Tilfredsstillelse, at han meget godt selv kunde
være det rænkefuldeste, snedigste Menneske, men har forsmaaet
det i Sammenligning med det at være et godt Menneske.
Dog, det røber en hemmelig Svaghed, der viser, at
Differentsen mellem Godt og Ondt ikke staaer tydelig for ham i
hele sin Alvor. Saa meget af det Gode er der dog blevet
tilbage i ethvert Menneske, at han føler, at det at være et godt
Menneske er det Høieste, men for dog at have en lille
Distinktion fra Hoben af Mennesker fordrer han en høi Grad af
Anerkjendelse, fordi han, der havde saa mange Gaver til at blive
slet, dog blev god. Ret som om det, at have mange Gaver
til at blive slet, var et Fortrin, og ret som han ikke ved en
slig Dvælen ved disse Gaver viste en Forkjærlighed for dem.
Saaledes finder man ogsaa ofte Mennesker, der virkelig i deres
inderste Hjerte ere gode, men ikke have Mod til at vedkjende
sig det, fordi det synes, at de derved falde ind under altfor
trivielle Bestemmelser. Saadanne anerkjende ogsaa det Gode
for det Høieste, men have ikke Mod til at erkjende det Onde
for hvad det er. Man hører ogsaa ofte det Udtryk: det var
en fattig Ende paa den Historie; man kan i Reglen være sikker
paa, at det, der hilses og annonceres paa den Maade, er det
Ethiske. Naar et Menneske paa en eller anden Maade er bleven
gaadefuld for Andre, og Forklaringen da kommer, og det viser
sig, at han ikke var, som Folk havde haabet og glædet sig til,
en listig og underfundig Bedrager, men et godmodigt og bravt
Menneske, saa siger man: ikke Andet end det, var det det Hele.
Ja, der hører i Sandhed meget ethisk Mod til at vedkjende
sig det Gode som det Høieste, fordi man derved falder ind
under ganske almindelige Bestemmelser. Det vil Folk saa nødig
til, de ville saa gjerne have deres Liv i Differentserne. Thi
et godt Menneske, det kan Enhver være, som vil det, men til
at være ond hører der altid Talent. Derfor ville Mange saa
gjerne være Philosopher, ikke Christne, thi til at være
Philosoph hører Talent, til at være Christen Ydmyghed, og den kan
Enhver have, der vil det. Hvad jeg her siger, det kan Du
ogsaa lægge Dig paa Sinde, thi Du er i Dit inderste Væsen
intet ondt Menneske. Bliv nu ikke vred, jeg har ikke isinde at
fornærme Dig, Du veed, at jeg har maattet gjøre Dyd af en
Nødvendighed, og da jeg ikke har Dine Gaver, saa maa jeg
see at holde det, at være et godt Menneske, lidt i Ære.
Ogsaa paa andre Maader har man i vor Tid søgt at
enervere den ethiske Betragtning. Medens man nemlig finder,
at det er en saare fattig Ansættelse i Livet at være et godt
Menneske, saa har man dog endnu en vis Ærbødighed derfor,
men kan ikke godt lide, at den gjøres gjældende. Jeg mener
ingenlunde, at Mennesket skal bære sin Dyd til Skue og ved
enhver Leilighed kaste Folk i Øinene, at han er et godt
Menneske, men paa den anden Side skal han dog heller ikke lægge
Skjul derpaa eller frygte for at vedkjende sig sin Stræben.
Gjør han det, saa opløfter man strax et Skrig mod ham: han
vil gjøre sig vigtig, han vil være bedre end Andre; man enes
i det kaade Udtryk: lad os være Mennesker, vi ere alle Jyder
for vor Herre. Dette behøver jeg ikke at lade Dig vide, men
vel at advare Dig mod altfor megen Virksomhed, hvortil Din
Spot ofte nok henriver Dig. Det er derfor ganske i sin
Orden, at i det nyere Drama det Slette altid repræsenteres af
de mest glimrende Talenter, det Gode, det Retskafne, af en
Urtekræmmersvend. Dette finde Tilskuerne ganske i sin Orden
og lære af Stykket, hvad de vidste iforveien, at det er langt
under deres Værdighed at gaae i Klasse med en
Urtekræmmersvend. Ja, min unge Ven, der hører meget ethisk Mod til
for Alvor ikke at ville have sit Liv i Differentserne, men i det
Murene. Vor Tid trænger i denne Henseende til Rystelse, som
vel heller ikke vil udeblive; thi det vil vel komme, det
Øieblik, da den vil faae at see, hvorledes de i æsthetisk Forstand
mest udmærkede Individer, de, hvis Liv netop ligger i
Differentserne, fortvivle over disse for at sinde det Almene. Det
kan da være godt for os Smaa-Folk, forsaavidt vi ogsaa
stundom føle os ængstede af ikke at kunne have vort Liv i
Differentserne, fordi vi ere for ubetydelige dertil, ikke fordi vi
have været store nok til at forsmaae dem.
Ethvert Menneske, der lever blot æsthetisk, har derfor en
hemmelig Gru for det at fortvivle, thi han veed meget godt,
at det, Fortvivlelsen bringer frem, er det Almene, og han veed
tillige, at det, han har sit Liv i, er Differentsen. Jo høiere
et Individ staaer, desto flere Differentser har han tilintetgjort
eller fortvivlet over, men han beholder altid een Differents
tilbage, hvilken han ikke vil tilintetgjøre, hvori han har sit Liv.
Det er mærkeligt at see, hvorledes endog de eenfoldigste
Mennesker med en beundringsværdig Sikkerhed opdage hvad man
kunde kalde deres æsthetiske Differents, hvor ubetydelig denne
end er, og det er en af Livets Jammerligheder den taabelige
Strid, der føres om, hvilken Differents der er
betydningsfuldere end den anden. De æsthetiske Hoveder udtrykke ogsaa
deres Uvillie mod Fortvivlelsen derved, at de sige, at den er
et Brud. Dette Udtryk er ganske rigtigt, forsaavidt Livets
Udvikling skulde bestaae i en nødvendig Udfoldelse af det
Umiddelbare. Er dette ikke Tilfældet, saa er Fortvivlelsen intet
Brud, men en Forklarelse. Kun Den, der fortvivler over noget
Enkelt, faaer et Brud, men det kommer netop deraf, at han
ikke fortvivler fuldelig. Æsthetikerne frygte ogsaa for, at Livet
skal tabe den forlystende Mangfoldighed, det har, saalænge det
sees saaledes, at hvert enkelt Individ lever under æsthetiske
Bestemmelser. Dette er atter en Misforstaaelse, som vel
adskillige rigoristiske Theorier have kunnet foranledige. I
Fortvivlelsen gaaer Intet under, alt det Æsthetiske bliver i et
Menneske, kun at det er gjort til tjenende, og derved er det
netop bevaret. Ja, det er vel sandt, man lever ikke saaledes
deri som før, men deraf følger ingenlunde, at man har tabt
det; det kan maaskee blive benyttet paa en anden Maade, men
deraf følger jo ikke, at det er borte. Ethikeren gjennemfører
kun den Fortvivlelse, som den høiere Æsthetiker allerede har
begyndt, men vilkaarlig afbrudt; thi om Differentsen er nok saa
stor, den er dog kun relativ. Og naar da Æsthetikeren selv
tilstaaer, at ogsaa den Differents, der giver hans Liv
Betydning, er forgængelig, men tilføier, at det dog altid er bedst
at glæde sig ved den, saalænge man har den, saa er dette dog
egentlig en Feighed, der elsker en vis Art Hyggelighed, hvor
der ikke er altfor høit til Loftet, og er et Menneske uværdig.
Det er som om et Menneske vilde glæde sig ved et Forhold,
der var baseret paa en Misforstaaelse, som dog tidligere eller
sildigere maatte komme for Dagen, og ikke havde Mod til at
blive sig denne bevidst eller tilstaae den, men vilde fryde sig
ved Forholdet saalænge som muligt. Dog, i dette Tilfælde er
Du ikke, men Du er som Den der har tilstaaet Misforstaaelsen,
afbrudt Forholdet og nu dog bestandig vil tage Afsked med det.
Den æsthetiske Anskuelse betragter ogsaa Personligheden i
Forhold til Omverdenen, og Udtrykket for dette i dets
Tilbagevenden i Personligheden er Nydelse. Men det æsthetiske Udtryk
for Nydelsen i dens Forhold til Personligheden er Stemning.
I Stemningen er nemlig Personligheden tilstede, men den er
dæmrende tilstede. Den der lever æsthetisk, han søger nemlig
saavidt som muligt aldeles at gaae op i Stemning, han søger
ganske at skjule sig i den, at der ikke bliver Noget i ham, det
ikke kan bøies med ind i den, thi en saadan Rest virker altid
forstyrrende, den er en Continueerlighed, der vil holde ham
tilbage. Jo mere da Personligheden dæmrer i Stemningen, jo
mere er Individet i Momentet, og dette er igjen det mest.
adæqvate Udtryk for den æsthetiske Existents: den er i
Momentet. Deraf de uhyre Oscillationer, som Den, der lever
æsthetisk, er udsat for. Den, der lever ethisk, kjender ogsaa
Stemningen, men denne er ham ikke det Høieste; fordi han
uendeligt har valgt sig selv, saa seer han Stemningen under
sig. Det Mere, der da ikke vil gaae op i Stemning, det er
netop den Continueerlighed, der er ham det Høieste. Den der
lever ethisk, han har, for at erindre om et tidligere Udtryk,
Hukommelse for sit Liv, det har Den, der lever æsthetisk, slet
ikke. Den der lever ethisk, han tilintetgjør ikke Stemningen,
han seer den et Øieblik an, men dette Øieblik frelser ham fra
at leve i Momentet, dette Øieblik giver ham Herredømme over
Lysten; thi Kunsten at beherske Lysten ligger ikke saa meget i
at tilintetgjøre den eller aldeles at forsage den, som i at
bestemme Øieblikket. Tag hvilken Lyst Du vil, Hemmeligheden
i den, Magten i den, ligger deri, at den er absolut i
Momentet. Nu hører man ofte sige, at det eneste Middel er, at
man aldeles afholder sig derfra. Dette er en meget urigtig
Methode, som ogsaa kun lykkes en Tid lang. Tænk Dig et
Menneske, der var forfalden til Spil. Lysten vaagner med al
sin Lidenskab, det er, som stod hans Liv paa Spil, hvis den
ikke blev tilfredsstillet; er han istand til at sige til sig selv, i
dette Øieblik vil jeg ikke, først om en Time vil jeg, saa er
han helbredet. Denne Time er Continueerligheden, der frelser
ham. Den der lever æsthetisk, hans Stemning er altid
excentrisk, fordi han har sit Centrum i Peripherien. Personligheden
har sit Centrum i sig selv, og Den som ikke har sig selv, han
er excentrisk. Den der lever ethisk, hans Stemning er
centraliseret, han er ikke i Stemningen, han er ikke Stemning, men
han har Stemning og har Stemningen i sig. Det, han
arbeider for, er Continueerligheden, og denne er altid
Stemningens Mester. Hans Liv mangler ikke Stemning, ja, det
har en Total-Stemning; men denne er erhvervet, det er
hvad man kunde kalde
æquale temperumentum
, men dette
er ingen æsthetisk Stemning, og intet Menneske har den af
Naturen eller umiddelbart.
Men Den, som nu uendeligt har valgt sig selv, kan han
sige, nu eier jeg mig selv, jeg forlanger intet Mere, og mod
alle Verdens Omskiftelser sætter jeg den stolte Tanke: jeg er
den, jeg er? Ingenlunde! Dersom et Menneske vilde udtrykke
sig saaledes, saa vilde man let see, at han var paa Afveie.
Grundfeilen laae da ogsaa i, at han ikke i strengeste Forstand
havde valgt sig selv; han havde vel valgt sig selv, men udenfor
sig selv; han havde opfattet det at vælge aldeles abstrakt og
ikke grebet sig selv i sin Concretion; han havde ikke valgt
saaledes, at han i Valget blev i sig selv, iførte sig sig selv; han
havde valgt sig selv efter sin Nødvendighed, ikke i sin Frihed;
han havde taget det ethiske Valg æsthetisk forfængeligt. Jo
betydningsfuldere det er i sin Sandhed, der skal frem, desto
farligere ere ogsaa Afveiene, og saaledes viser sig ogsaa her en
forfærdelig Afvei. Idet Individet har grebet sig i sin evige
Gyldighed, saa overvælder denne ham med hele sin Fylde.
Timeligheden forsvinder for ham. I første Øieblik fylder det
ham med en ubeskrivelig Salighed og giver ham en absolut
Tryghed. Kommer han nu eensidig til at stirre herpaa, saa
gjør Timeligheden sine Fordringer gjældende. Disse afvises;
hvad Timeligheden kan give, det Fra eller Til, som her viser
sig, er ham saa saare ubetydeligt i Sammenligning med hvad
han evigt eier. Alt gaaer istaa for ham, han er ligesom
kommen til Evigheden for Tiden. Han hensynker i
Contemplation, han stirrer paa sig selv, men denne Stirren kan ikke
udfylde Tiden. Da viser det sig for ham, at Tiden,
Timeligheden er hans Fordærvelse, han fordrer en fuldkommen Form
af Tilværelse, og her viser sig atter en Træthed, en Apathi,
der har Lighed med den Mathed, som er Nydelsens Ledsager.
Denne Apathi kan hvile saa rugende over et Menneske, at et
Selvmord viser sig for ham som den eneste Udvei. Ingen
Magt kan fravriste ham sig selv, den eneste Magt er Tiden;
den kan vel heller ikke fravriste ham sig selv, men den standser
og sinker ham, den opholder det Aandens Favnetag, med hvilket
han griber sig selv. Han har ikke valgt sig selv, han har
som Narcissus forelsket sig i sig selv. En saadan Tilstand er
vist ikke sjelden endt med et Selvmord.
Feilen ligger i, at han ikke har valgt paa den rigtige
Maade, ikke just i den Forstand, at han slet ikke skulde have
havt Øie for sine Feil, men han har seet sig selv ind under
Nødvendighedens Bestemmelse; sig, denne Personlighed med hele
denne Mangfoldighed af Bestemmelser, har han seet som et
Medhenhørende i Verdens Gang, han har seet det ligeoverfor den
evige Magt, hvis Ild har gjennemtrængt det uden at fortære det.
Men han har ikke seet sig i sin Frihed, ikke valgt sig i den.
Gjør han dette, saa er han i samme Øieblik, han vælger sig
selv, i Bevægelse; hvor concret end hans Selv er, han har dog
valgt sig selv efter sin Mulighed, han har i Angeren løskjøbt
sig selv for at blive i sin Frihed, men i sin Frihed kan han
kun blive derved, at han bestandig realiserer den. Den der
derfor har valgt sig selv, han er
eo ipso
Handlende.
Her kan det maaskee være Stedet til med et Par Ord at
omtale en Livs-Anskuelse, som Du i høi Grad behager Dig i,
især som Docent, stundom og som Praktikus. Den løber ikke ud
paa Mindre end at det at sørge dog egentlig er Livets
Betydning, og det at være den Ulykkeligste det Allerlykkeligste. Ved
første Øiekast synes denne Anskuelse ikke at være en æsthetisk
Livs-Betragtning; thi Nydelse kan dog egentlig ikke være dens Løsen.
Den er imidlertid heller ikke ethisk, men den ligger i det
farefulde Moment, da det Æsthetiske skal gaae over til det Ethiske,
hvor Sjælen saa let besnæres i en eller anden Yttring af en
Prædestinations-Theori. Du fører forskjellig falsk Lære, denne
er næsten den værste, men Du veed tillige, at den er den mest
brugbare, naar det gjælder om at liste Dig paa Mennesker og
suge dem til Dig. Du kan være hjerteløs tiltrods for Nogen,
Du kan spøge med Alt, endog med Menneskers Smerte. At dette
frister Ungdommen, er Du ikke uvidende om, og dog kommer Du
ved denne Adfærd til at staae den temmelig fjern, fordi en
saadan Omgang er ligesaa meget frastødende som tiltrækkende. Er
det en qvindelig Ungdom, Du paa den Maade vil bedrage, saa
undgaaer det Dig ingenlunde, at en qvindelig Sjæl har for megen
Dybde til i Længden at fængsles af Sligt, ja om Du end for
et Øieblik har beskjæftiget hende, det dog snart vil ende med, at
hun bliver træt deraf og næsten fatter Afsky for Dig, da hendes
Sjæl ikke fordrer saadanne Pirringer. Nu forandres Methoden,
Du lader i enkelte gaadefulde Udbrud, som kun hun kan forstaae,
en fjern Melancholi ane som Forklaring af det Hele. Kun hende
aabner Du Dig for, men saa forsigtigt, at hun dog egentlig
aldrig faaer noget Nærmere at vide; Du overlader til hendes
Phantasi at udmale det dybe Veemod, som Du gjemmer inderst
inde. Klog er Du, det kan man ikke negte Dig, og sandt er
det, hvad en ung Pige sagde om Dig, at Du formodentlig endte
med at blive Jesuit. Jo underfundigere Du veed at spille dem
den Traad i Haanden, der fører dybere og dybere ind i
Veemodets Lønligheder, desto gladere er Du, desto sikkrere paa at
drage dem til Dig. Du holder ikke lange Taler, Du forkynder
ikke Din Smerte i trofaste Haandtryk eller „i en romantisk
Stirren ind i en ligestemt Sjæls romantiske Øie”, dertil er Du for
klog. Du flyer Vidner, og kun i et enkelt Øieblik lader Du
Dig overrumple. Der er en Alder, i hvilken der ingen farligere
Gift er for en ung Pige end Veemod; det veed Du, og denne
Viden kan jo som enhver anden i og for sig være ret god, den
Brug derimod, Du gjør deraf, skal jeg ikke rose.
Da Du har hærdet Dit Sind til at opfatte hele Tilværelsen
i æsthetiske Kategorier, saa er det en Selvfølge, at Sorgen ikke
er undgaaet Din Opmærksomhed, thi den er i og for sig noksaa
interessant som Glæden. Den Urokkelighed, med hvilken Du
fastholder det Interessante overalt, hvor det viser sig, er en
stadig Anledning til, at Din Omgivelse misforstaaer Dig og snart
anseer Dig for absolut hjerteløs, snart for et virkelig godmodigt
Menneske, uagtet Du egentlig er ingen af Delene. Allerede
den Omstændighed kan foranledige en saadan Misforstaaelse, at
man ligesaa ofte seer Dig opsøge Sorgen som at ledsage
Glæden, naar der, vel at mærke, i Sorgen saavel som i Glæden
er en Idee, thi først derved vaagner den æsthetiske Interesse.
Hvis Du kunde være letsindig nok til at gjøre et Menneske
ulykkeligt, saa vilde Du kunne give Anledning til den besynderligste
Skuffelse. Du vilde da ikke som Andre, der troløst blot søge
Glæden, trække Dig tilbage og jage efter den igjen ad andre
Veie, nei Sorgen i det samme Individ vilde blive Dig endnu
interessantere end Glæden, Du vilde blive hos ham, Du vilde
fordybe Dig i hans Sorg. Du har Erfaring, Inderlighed,
Ordets Magt, Tragediens Pathos, Du veed at byde den Lidende
den Lindring, som den æsthetisk Sørgende ene attraaer —
Udtrykket. Det forlyster Dig at see, hvorledes den Sørgende hviler sig
i Stemningens Strængeleg, naar Du foredraget den; Du bliver
ham snart uundværlig, thi Dit Udtryk løfter ham op fra Sorgens
mørke Boliger. Han derimod bliver ikke uundværlig for Dig,
og snart er Du træt. Thi det er for Dig ikke blot Glæden, der
Er liig en flygtig Ven,
Som paa en Reise man møder,
men ogsaa Sorgen, da Du altid er en Reisende. Naar Du da
har trøstet den Sørgende og til Erstatning for Din Uleilighed
destilleret det Interessante ud deraf, saa kaster Du Dig i Din
Vogn og raaber: afsted! Spørger man Dig hvorhen, da svarer
Du med Helten
Don Juan
: „til Lyst og Munterhed.” Nu
er Du nemlig kjed af Sorgen, og Din Sjæl fordrer
Modsætningen.
Ganske saa slemt, som jeg har skildret det, bærer Du Dig
vel ikke ad, og jeg vil ikke negte Dig, at Du ofte har en virkelig
Interesse for den Sørgende, at det ligger Dig paa Sinde at
helbrede ham, at vinde ham for Glæden. Du spænder Dig da,
som Du selv siger, liig en vælig Hest, for, og søger nu at
arbeide ham ud af Sorgens Besnærelser. Du sparer ikke Tid og
Kraft, og stundom lykkes det Dig. Endda kan jeg ikke rose Dig;
thi der skjuler sig Noget herunder. Du er nemlig misundelig
paa Sorgen, Du kan ikke lide, at noget andet Menneske har
Sorg, eller en Sorg som ikke skulde kunne beseires. Naar Du
da helbredet en Sørgende, da nyder Du den Tilfredsstillelse,
at Du siger til Dig selv: men min egen Sorg, den kan Ingen
helbrede. Det er et Resultat, Du altid beholder
in mente
,
hvad enten Du søger Glædens eller Sorgens Adspredelse, det
bliver urokkeligt i Din Sjæl, at der er en Sorg, som ikke lader
sig hæve.
Saaledes er jeg da kommen hen paa det Punkt, hvor Du
mener, at Livets Betydning bliver at sørge. Den hele moderne
Udvikling har det ved sig, at man finder en større Tilbøielighed
til at ville sørge, end til at ville være glad. Det ansees for en
høiere Anskuelse af Livet, og er det ogsaa, forsaavidt som det
at ville være glad er naturligt, det at sørge unaturligt. Dertil
kommer, at det at være glad medfører dog en vis Forpligtelse
for den Enkelte til Taknemmelighed, om hans Tanker end ere
for forvirrede, til at han ret veed, hvem han skal takke; det at
sørge fritager En herfor, og Forfængeligheden tilfredsstilles da
bedre. Vor Tid har desuden paa saa mange Maader erfaret
Livets Forfængelighed, at den ikke troer paa Glæden, og for
dog at have Noget at troe paa, troer den paa Sorgen. Glæden
forgaaer, siger den, men Sorgen, den bestaaer, og Den som
derfor bygger sin Anskuelse af Livet herpaa, han bygger paa
en fast Grundvold.
Spørger man nu nærnere, hvad det er for en Sorg, Du
taler om, saa er Du klog nok til at omgaae den ethiske Sorg.
Det er ikke Angeren, Du mener; nei, det er den æsthetiske Sorg,
det er især den reflekterede Sorg. Den har sin Grund ikke i
Skyld, men i Ulykke, i Skjæbne, i en sørgelig Disposition, i
Andres Indflydelse o. s. v. Det er Altsammen Noget, Du meget
godt kjender fra Romaner. Læser Du det der, saa leer Du
derad, hører Du Andre tale derom, saa spotter Du; men naar
Du selv foredrager det, saa er der Mening deri og Sandhed.
Skjøndt nu den Anskuelse, der gjør det at sørge til Livets
Betydning i og for sig, kunde synes sørgelig nok, saa kan jeg
dog ikke undlade at vise Dig fra en Side, som Du maaskee
ikke ventede, at den er trøstesløs. Hvad jeg nemlig før har
sagt, det siger jeg her igjen, i samme Forstand som det
hedder, at Glæden forgaaer, i samme Forstand hedder det, at
Sorgen forgaaer. Dette er Noget, jeg ikke behøver at gjøre
Dig opmærksom paa; thi det kan Du jo lære af Din Mester,
Scribe
, der ofte nok har spottet den Sentimentalitet, der troer
paa en evig Sorg. Den der siger, at det at sørge er Livets
Betydning, han har Glæden udenfor sig paa samme Maade
som Den, der vil være glad, har Sorgen udenfor sig. Glæden
kan da overrumple ham aldeles paa samme Maade som Sorgen
den Anden. Hans Livs-Anskuelse er da knyttet til en Betingelse,
som ikke staaer i hans Magt; thi det staaer egentlig ligesaa
lidet i et Menneskes Magt at lade være at blive glad som at
lade være at blive bedrøvet. Men enhver Livs-Anskuelse, der
har en Betingelse udenfor sig, er Fortvivlelse. Og saaledes er
det at ville sørge Fortvivlelse aldeles i samme Forstand, som
det at ville søge Glæden, da det altid er Fortvivlelse at have
sit Liv i det, hvis Væsen er, at det kan forgaae. Vær derfor
saa kløgtig og saa opfindsom som Du være vil, skræm Glæden
bort ved et grædefærdigt Ydre, eller, hvis Du foretrækker det,
bedrag den ved Dit Ydre for at gjemme paa Sorgen, Glæden
kan dog overraske Dig; thi Tiden fortærer Tidens Børn, og
en saadan Sorg er Tidens Barn, og den Evighed, den tillyver
sig, et Bedrag.
Jo dybere Grunden til Sorgen ligger, jo mere kan det
synes, at det dog lod sig gjøre at bevare den hele sit Liv, ja
at man Intet behøvede at gjøre, men at det fulgte af sig selv,
at den blev. Er det en enkelt Begivenhed, saa vil det allerede
falde saare vanskeligt. Det indseer Du meget godt, og naar
Du derfor skal udtale Dig angaaende Sorgens Betydning for
hele Livet, saa tænker Du nærmest paa ulykkelige
Individualiteter og tragiske Helte. Den ulykkelige Individualitets hele
aandelige Disposition har det ved sig, at han ikke kan blive
lykkelig eller glad, der rager et Fatum over ham, og ligesaa
over den tragiske Helt. Her har det da sin fuldkomne Rigtighed,
at det at sørge er Livets Betydning, og her ere vi da ved en
slet og ret Fatalisme, der altid har noget Forførende ved sig.
Her møder Du da ogsaa med Din Pretention, som hverken
gaaer ud paa Mere eller Mindre, end at Du er den
Ulykkeligste. Og dog er det unegteligt, denne Tanke er den stolteste
og trodsigste, der kan opkomme i et Menneskes Hjerne.
Lad mig svare Dig, som Du har fortjent det. Først og
fremmest: Du sørger jo ikke. Dette veed Du meget godt; thi
det er jo Dit Yndlingsudtryk, at den Ulykkeligste er den
Lykkeligste. Men dette er et Falskneri, forfærdeligere end noget andet,
det er et Falskneri, der vender sig mod den evige Magt, som
styrer Verden, det er et Oprør mod Gud, ligesom det at ville
lee, hvor man skal græde, og dog er der en Fortvivlelse, der
formaaer det, der er en Trods, der byder Gud selv Spidsen.
Men det er tillige et Forræderi mod Menneskeslægten. Vel gjør
Du ogsaa Forskjel paa Sorg, men Du mener dog, at der er
en Differents, der er saa stor, at det er en Umulighed at bære
den Sorg som saadan. Men er der en saadan Sorg til, saa
staaer det ikke til Dig at afgjøre, hvilken den er; den ene
Differents er ligesaa god som den anden, og Du har forraadt
Menneskets dybeste og helligste Ret eller Naade. Det er et
Forræderi mod det Store, en lav Misundelse; thi det løber dog ud
paa, at de store Mænd ikke have været forsøgte i de farligste
Prøvelser, at de ere slupne nemt til deres Hæder, at ogsaa de
vilde bukket under, hvis den overmenneskelige Fristelse, Du taler
om, var paakommet dem. Og er det da paa den Maade, Du
agter at hædre det Store, ved at forkleine det, paa den Maade,
Du agter at give det Vidnesbyrd, ved at fornegte det?
Og nu misforstaa mig ikke. Jeg er ikke det Menneske,
som mener, at man ikke skal sørge; jeg foragter denne usle
Forstandighed, og naar jeg kun har Valget herimellem, saa vælger
jeg Sorgen. Nei, jeg veed, at det at sørge er skjønt, og at
der er Fynd i Taarer; men jeg veed ogsaa, at man ikke skal
sørge som Den der ikke har Haab. Der er en absolut
Modsætning mellem os, som aldrig kan hæves. Jeg kan ikke leve
under æsthetiske Bestemmelser, jeg føler at mit Livs Helligste
gaaer under, jeg fordrer et høiere Udtryk, og dette giver det
Ethiske mig. Og her faaer først Sorgen sin sande og dybe
Betydning. Bliv ikke stødt over hvad jeg her siger, ophold
Dig ikke over, at jeg, medens jeg taler om den Sorg, som for
at bæres behøver Helte, kan tale om Børn. Det er Tegn paa
et velartet Barn, at det har Tilbøielighed til at bede om
Forladelse, uden altfor meget at overveie, om det har Ret eller ikke,
og saaledes er det et Tegn paa et høimodigt Menneske, paa en
dyb Sjæl, at han er tilbøielig til at angre, at han ikke gaaer
i Rette med Gud, men angrer og elsker Gud i sin Anger.
Uden dette er hans Liv Intet, kun som Skum paa Vand.
Ja, jeg forsikkrer Dig til, at om mit Liv var saaledes uden egen
Skyld indflettet i Sorger og Lidelser, at jeg kunde kalde mig
selv den største tragiske Helt, forlyste mig ved min Smerte og
forfærde Verden ved at nævne den, mit Valg er gjort, jeg
affører mig Heltens Klædebon og Tragediens Pathos, jeg er ikke
den Plagede, der kan være stolt af sine Lidelser, jeg er den
Ydmygede, der føler min Brøde, jeg har kun eet Udtryk for hvad
jeg lider — Skyld, eet Udtryk for min Smerte —— Anger, eet
Haab for mit Øie — Tilgivelse. Og falder det mig vanskeligt
at gjøre det, o! jeg har kun een Bøn, jeg vilde kaste mig til
Jorden og anraabe den evige Magt, som styrer Verden, om een
Naade, tidlig og sildig, den, at det maatte tillades mig at angre;
thi jeg kjender kun een Sorg, som kunde bringe mig til
Fortvivlelse og nedstyrte Alt deri — den, at Angeren var en Skuffelse,
en Skuffelse ikke med Hensyn til Tilgivelsen, den søger, men
med Hensyn til Tilregnelsen, den forudsætter.
Og mener Du, at Sorgen ved denne Adfærd ikke skeer sin
Ret, at jeg løber fra den? Ingenlunde! Jeg nedlægger den i
mit Væsen og glemmer den derfor aldrig. Det er overhovedet
en Vantro paa Aandens Gyldighed, ikke at turde troe, at jeg kan
eie Noget i mig uden hvert Øieblik at see dertil. Hvad man
i det daglige Liv vil gjemme bedst, det nedlægger man paa et
Sted, hvor man ikke alle Dage kommer, og saaledes ogsaa i
aandelig Forstand. Jeg har Sorgen i mig, og jeg veed, at
den vil tilhøre mit Væsen, jeg veed det langt sikkrere end Den,
der i Angst for at miste den hver Dag tager den frem.
Mit Liv har aldrig været saa bevæget, at jeg har følt mig
fristet til, chaotisk at ville forvirre hele Tilværelsen, men i mit
daglige Liv har jeg ofte erfaret, hvor gavnligt det er at give
Sorgen et ethisk Udtryk; ikke at udslette det Æsthetiske i Sorgen,
men ethisk at beherske det. Saalænge Sorgen er stille og ydmyg,
frygter jeg den ikke; bliver den heftig og lidenskabelig, sophistisk
og bedaarer mig i Mismod, da reiser jeg mig, jeg taaler intet
Oprør, jeg vil ikke, at Noget i Verden skal fraliste mig, hvad
jeg har modtaget af Guds Haand som en Naadegave. Jeg
jager ikke Sorgen bort, søger ikke at glemme den, men jeg angrer.
Og er end Sorgen af den Art, at jeg ikke selv er Skyld i den,
jeg angrer, at jeg har ladet den faae Magt over mig, jeg angrer,
at jeg ikke strax har henført den til Gud, og hvis dette var
skeet, havde den ingen Magt faaet til at bedaare mig.
Tilgiv mig, at jeg atter her taler om Børn. Naar et
Barn gaaer og tviner og vil hverken det Ene eller det Andet,
saa siger man: Du vil vel have Noget at græde for, og denne
Methode skal være ypperlig. Saaledes med mig; thi hvor meget
man kommer til Skjels-Aar og Alder, man beholder dog altid
Noget af Barnet. Naar jeg tviner, saa siger jeg til mig selv:
Du vil nok have Noget at græde for, og da foretager jeg
Forvandlingen. Og det kan jeg forsikkre Dig, det er saare
velgjørende for et Menneske; thi de Taarer, den æsthetisk Sørgende
udgyder over sig selv, ere dog hykkelske Taarer og frugte Intet;
men det, at føle sig skyldig, er virkelig Noget at græde for,
og Angerens Taarer er der en evig Velsignelse i. Da Frelseren
drog op til Jerusalem og græd over den store Stad, der ikke
vidste hvad der tjente til dens Bedste, da var det vel muligt,
at han ogsaa kunde have bevæget den til at græde med, men
hvis det havde været æsthetiske Taarer, da havde det kun saare
lidet baadet, og dog har vel Verden ikke seet mange
Tragedier som den, da det udvalgte Folk blev forskudt. Havde det
været Angerens Taarer, ja da havde der været Fynd i dem,
og dog var der jo her Talen om at angre Mere end sin egen
Skyld; thi det var jo ikke den Slægt, som netop da levede,
det var den eneste skyldige, det var Forfædrenes Brøde, der
hvilede paa den. Og her viser Angeren sig i hele sin dybe
Betydning; thi medens den paa een Maade isolerer mig, saa knytter
den mig paa en anden Maade uopløseligt til hele Slægten; thi
mit Liv begynder jo ikke i Tiden og med Intet, og kan jeg
ikke angre det Forbigangne, saa er Friheden en Drøm.
Du indseer maaskee nu, hvorfor jeg her behandler denne
Livs-Anskuelse; Personligheden er atter her seet ind under
Nødvendighedens Bestemmelser, og der er blot saa megen Frihed
tilbage, at denne som en urolig Drøm bestandig kan holde
Individet halv vaagent og lede ham vild i Lidelsernes og
Tilskikkelsernes Labyrinth, hvor han overalt seer sig selv og dog ikke kan
komme til sig selv. Det er utroligt, med hvilket Letsind man
ofte seer slige Problemer behandlede. Selv systematiske Tænkere
behandle det som en Naturmærkværdighed, de Intet videre have
at sige om, men som de kun beskrive, uden at det falder dem
paa Sinde, at hvis der var en saadan Naturmærkværdighed til,
saa er al deres øvrige Viisdom Nonsens og Illusion. Derfor
føler man sig ganske anderledes hjulpen ved den christelige
Anskuelse end ved alle Philosophers Viisdom. Denne underlægger
Alt under Synd, Noget, Philosophien er for æsthetisk til at
have ethisk Mod til. Og dog er dette Mod det Eneste, der
kan frelse Livet og Mennesket, naar man dog ikke vil efter Lune
afbryde sin Skepsis og slaae sig sammen med nogle Ligesindede
om hvad der er Sandhed.
Den første Form, som Valget giver sig, er en fuldkommen
Isolation. Idet jeg nemlig vælger mig selv, sondrer jeg mig
ud af mit Forhold til den hele Verden, indtil jeg i denne
Udsondren ender i den abstrakte Identitet. Da Individet har valgt
sig efter sin Frihed, saa er det
eo ipso
handlende. Dog har
dets Handlen. intet Forhold til nogen Omverden; thi Individet
har aldeles tilintetgjort denne og er kun for sig selv. Den
Livs-Anskuelse, som her viser sig, er imidlertid en ethisk
Anskuelse. Den fandt sit Udtryk i Grækenland i et enkelt
Individs Bestræbelse for at udarbeide sig selv til et Dydsmønster.
Som senere i Christenheden Anachoreterne, saaledes trak dette
sig tilbage fra Livets Virksomhed, ikke for at hensynke i
metaphysiske Grublerier, men for at handle, ikke ud efter, men i
sig selv. Denne indre Handlen var paa eengang dets Opgave
og dets Tilfredshed; thi det var jo ikke dets Hensigt at uddanne
sig selv for senere desto bedre at kunne tjene Staten, nei, i
denne Uddannelse var det sig selv nok, og det forlod
Statslivet for aldrig at vende tilbage dertil. I egentlig Forstand
trak det sig derfor vel ikke tilbage fra Livet, tværtimod, det
blev i dets Mangfoldighed, fordi Berøringen med det var det
i pædagogisk Henseende Nødvendige for dets egen Skyld; men
Statslivet havde som saadant ingen Betydning for det, det
havde ved en eller anden Hexeformel gjort det uskadeligt,
indifferent, betydningsløst for sig. De Dyder, det udviklede,
vare da ikke borgerlige Dyder (og det var dog egentlig de sande
Dyder i Hedenskabet, der svare til de religiøse Dyder i
Christendommen), det var de personlige Dyder, Mod, Tapperhed,
Afholdenhed, Nøisomhed o. s. v. I vore Tider seer man
naturligviis saare sjelden denne Livs-Anskuelse realiseret, fordi
Enhver er for meget berørt af det Religiøse til at blive staaende
ved en saadan abstrakt Bestemmelse af Dyd. Det Ufuldkomne
ved denne Livs-Anskuelse sees let. Feilen laae i at Individet
aldeles abstrakt havde valgt sig selv, og derfor blev den
Fuldkommenhed, han attraaede og opnaaede, ligesaa abstrakt. Af
den Grund var det jeg udhævede som identisk med det, at vælge
sig selv, det, at angre sig selv; thi Angeren sætter Individet i
den inderligste Forbindelse og det nøieste Sammenhæng med en
Omverden.
Man har ofte seet, og seer endnu stundom i den christne
Verden, Analogien til denne græske Livs-Anskuelse, kun at den
i Christendommen ved Tilsætning af det Mystiske og det
Religiøse bliver skjønnere og syldigere. En græsk Individualitet,
der udarbeidede sig selv til et fuldkomment Indbegreb af alle
personlige Dyder, maa nu opnaae en saa høi Grad af
Virtuositet som han vil, hans Liv er dog ikke udødeligere end den
Verden, hvis Fristelse hans Dyd beseirede, hans Salighed er
en eensom Selvtilfredshed, forgængelig som alt Andet. En
Mystikers Liv er nu langt dybere. Han har valgt sig selv
absolut; thi skjøndt man sjeldnere hører en Mystiker udtrykke sig
saaledes, skjøndt han som oftest bruger det tilsyneladende
modsatte Udtryk, at han har valgt Gud, saa bliver dog, som ovenfor
vist, Sagen den samme; thi hvis han ikke har valgt sig selv
absolut, saa er han ikke i noget frit Forhold til Gud, og i
Friheden ligger netop det Eiendommelige ved den christelige Fromhed.
Dette frie Forhold udtrykkes i Mystikerens Sprog ofte saaledes,
at han er det absolute Du. Mystikeren har valgt sig selv
absolut og altsaa efter sin Frihed, og er altsaa
eo ipso
handlende,
men hans Handling er indvortes Handling. Mystikeren vælger
sig selv i sin fuldkomne Isolation, for ham er den hele Verden
død og tilintetgjort, og den trættede Sjæl vælger Gud eller sig
selv. Dette Udtryk, den trættede Sjæl maa ikke misforstaaes,
ikke misbruges til Mystikerens Forkleinelse, som om det var en
mislig Sag, at Sjælen først naar den var bleven træt af Verden
valgte Gud. Med dette Udtryk betegner Mystikeren uden Tvivl
sin Anger over, ikke før at have valgt Gud, og hans Træthed
maa ikke ansees for identisk med Kjede til Livet. Allerede her
vil Du see, hvor lidet ethisk Mystikerens Liv dog egentlig er
anlagt, da det er Angerens høieste Udtryk at angre, at han
ikke tidligere, førend han blev concret i Verden, at han ikke,
medens hans Sjæl blot var bestemt abstrakt, som Barn altsaa,
valgte Gud.
Mystikeren er, idet han har valgt,
eo ipso
Handlende; men
hans Handling er indvortes Handling. Forsaavidt han er
handlende, da har hans Liv en Bevægelse, en Udvikling, en Historie.
En Udvikling kan imidlertid i den Grad være metaphysisk eller
æsthetisk, at det bliver tvivlsomt, hvorvidt man i egentlig
Forstand tør kalde den en Historie, da man derved jo tænker paa
en Udvikling under Frihedens Form. En Bevægelse kan i den
Grad være desultorisk, at det kan være tvivlsomt, hvorvidt man
tør kalde den en Udvikling. Naar saaledes Bevægelsen bestaaer
i at et Moment atter og atter kommer igjen, saa har man
unegtelig en Bevægelse, ja man kan maaskee opdage en Lov for
Bevægelsen, men man har ingen Udvikling. Gjentagelsen i Tiden er
uden Betydning, og Continuiteten mangler. Dette er i høi Grad
Tilfælde med Mystikerens Liv. Det er forfærdeligt at læse en
Mystikers Klager over de matte Øieblikke. Naar da det matte
Øieblik er forbi, saa kommer det lyse Øieblik, og saaledes vexler
hans Liv bestandig; det har vel Bevægelse, men ikke Udvikling.
Hans Liv mangler Continuiteten. Det, der egentlig danner
denne i en Mystikers Liv, er en Følelse, nemlig Længsel, hvad
enten denne Længsel nu retter sig mod det, der er forbi, eller
mod det, der skal komme. Men det, at en Følelse saaledes
danner Mellemrummet, viser netop, at Sammenhængen mangler.
En Mystikers Udvikling er i den Grad metaphysisk og æsthetisk
bestemmet, at man ikke tør kalde den Historie, uden i samme
Forstand, som man taler om en Plantes Historie. For
Mystikeren er den hele Verden død, han har forelsket sig i Gud.
Hans Livs Udvikling er nu denne Kjærligheds Udfoldelse. Som
man har Exempel paa, at Elskende have en vis Lighed med
hinanden, ogsaa i det Ydre, i Miner og Ansigtets Skikkelse,
saaledes hensynker Mystikeren i Beskuelsen af Guddommen, dens
Billede speiler sig mere og mere i hans elskende Sjæl, og
Mystikeren fornyer saaledes og opfrisker det tabte Guds-Billede i
Mennesket. Jo mere han contemplerer, jo tydeliger speiler dette
Billede sig i ham, jo mere kommer han selv til at ligne dette
Billede. Hans indvortes Handling bestaaer da ikke i
Erhvervelsen af de personlige Dyder, men i Udviklingen af de religiøse
eller contemplative Dyder. Men selv dette er for ethisk et
Udtryk for hans Liv, og derfor er Bønnen hans egentlige Liv.
At ogsaa Bønnen hører med til et ethisk Liv, vil jeg ikke negte;
men jo mere ethisk et Menneske lever, desto mere har Bønnen
Forsættets Charakteer, saaledes at selv i Takkebønnen er der et
Moment af Forsæt. Anderledes forholder det sig med
Mystikerens Bøn. For ham er Bønnen desto betydningsfuldere, jo
mere erotisk den er, jo mere den er opildnet af en brændende
Kjærlighed. Bønnen er Udtrykket for hans Kjærlighed, det Sprog,
i hvilket han ene kan tiltale Guddommen, som han har forelsket
sig i. Som i Jordlivet de Elskende længes efter det Øieblik,
da de kunne udaande deres Kjærlighed for hinanden, lade deres
Sjæle sammensmelte i en sagte Hvisken, saaledes længes
Mystikeren efter det Øieblik, da han i Bønnen ligesom kan snige sig
ind i Gud. Som de Elskende føle den høieste Grad af Salighed
i denne Hvisken, naar de egentlig slet Intet have at tale om,
saaledes er for Mystikeren hans Bøn desto saligere, hans
Kjærlighed desto lykkeligere, jo mindre den har noget Indhold, jo
mere han i sit Suk næsten forsvinder for sig selv.
Det turde maaskee ikke her være af Veien lidt nærmere at
udhæve det Usande i et saadant Liv, saa meget mere som enhver
dybere Personlighed altid føler sig berørt deraf. Du mangler
saaledes ingenlunde Momenter til, i det mindste for en Tid, at
blive en Mystiker. Overhovedet mødes paa dette Gebeet de
største Modsætninger, de reneste og uskyldigste Sjæle og de
brødefuldeste Mennesker, de mest Begavede og de Eenfoldigste.
Først vil jeg ganske eenfoldigt udtale mig over, hvad det
egentlig er, der støder mig i et saadant Liv. Dette er min
individuelle Dom. Senere skal jeg da søge at vise, at det har
sin Rigtighed med de af mig paapegede Misligheder, samt
Grunden til dem og de forfærdelige Afveie, der ligge saa nær.
Efter min Mening kan man ikke frikjende Mystikeren for en
vis Paatrængenhed i sit Forhold til Gud. At et Menneske skal
elske Gud af sin ganske Sjæl og al sin Tanke, ja, at han ikke
blot skal det, men at det, at gjøre det, er Saligheden selv, hvo
vilde negte dette? Deraf følger imidlertid ingenlunde, at
Mystikeren skal forsmaae den Tilværelse, den Virkelighed, i hvilken
Gud har sat ham; thi derved forsmaaer han egentlig Guds
Kjærlighed eller fordrer et andet Udtryk for den end det, Gud vil
give. Her gjælder det alvorlige Ord af Samuel: Lydighed er
Gud kjærere end Vædderens Fedme. Men denne Paatrængenhed
kan stundom antage en endnu betænkeligere Skikkelse. Naar
saaledes en Mystiker begrundet sit Forhold til Gud paa, at han
netop er Den, han er, seer sig paa Grund af en eller anden
Tilfældighed som Gjenstand for Goddommens Forkjærlighed.
Herved nedværdiger han nemlig Gud og sig selv. Sig selv, thi det
er altid en Nedværdigelse, ved noget Tilfældigt at være væsentlig
forskjellig fra Andre; Gud, thi han gjør ham til en Afgud og
sig selv til en Yndling
ved
dennes Hof.
Hvad der dernæst er mig ubehageligt ved en Mystikers Liv,
er den Blødhed og Svaghed, man ikke kan frikjende ham for.
At et Menneske ønsker at være i sit inderste Hjerte forvisset om,
at han elsker Gud i Sandhed og Oprigtighed, at han mangen
Gang føler sig foranlediget til ret at forvisse sig derom, at
han kan bede Gud at lade sin Aand vidne med hans Aand om,
at han gjør det, hvo vilde negte det Skjønne og det Sande
heri? Men heraf følger ingenlunde, at han hvert Øieblik vil
gjentage dette Forsøg, hvert Øieblik gjøre Prøve paa sin
Kjærlighed. Han vil have Sjælsstorhed nok til at troe paa Guds
Kjærlighed, og da vil han ogsaa have Frimodighed til at troe
paa sin Kjærlighed, og glad blive i de Forhold, der ere ham
anviste, netop fordi han veed, at denne Forbliven er det sikkreste
Udtryk for hans Kjærlighed, for hans Ydmyghed.
Endelig mishager en Mystikers Liv mig, fordi jeg anseer
det for et Bedrag mod den Verden, i hvilken han lever, et
Bedrag mod de Mennesker, med hvilke han er forbunden, eller til
hvilke han kunde træde i Forhold, hvis det ikke havde behaget
ham at blive Mystiker. I Almindelighed vælger Mystikeren det
eensomme Liv, men dermed er Sagen ikke klar; thi
Spørgsmaalet er, om han har Lov til at vælge det. Forsaavidt han
har valgt det, bedrager han ikke Andre, thi han siger jo dermed:
jeg vil intet Forhold have til Eder; men Spørgsmaalet er, om
han har Lov til at sige det, Lov til at gjøre det. Det er især
som Ægtemand, som Fader, jeg er en Fjende af Mysticisme.
Mit
Huusliv
har ogsaa sit
ἀδυτον
, men dersom jeg var
Mystiker, da maatte jeg jo have endnu et for mig selv alene, og
da var jeg en daarlig Ægtemand. Da det nu efter min
Mening, som jeg senere skal udvikle, er Pligt for ethvert Menneske
at gifte sig, og da det umuligt kan være min Mening, at man
skal gifte sig for at blive en daarlig Ægtemand, saa seer Du
let, at jeg maa have Uvillie mod al Mysticisme.
Den der eensidigen hengiver sig til et mystisk Liv, han
bliver tilsidst saa fremmed for alle Mennesker, at ethvert Forhold,
endog det ømmeste og inderligste, bliver ham ligegyldigt. I den
Forstand er det ikke, at man skal elske Gud høiere end Fader
og Moder, saa selvkjærlig er Gud ikke, ei heller er han en
Digter, der ønsker at plage Mennesker ved de rædsomste
Collisioner, og der lod sig vel neppe tænke nogen rædsommere, end
om der virkelig var Collision mellem Kjærlighed til Gud og
Kjærlighed til de Mennesker, til hvem han i vort eget Hjerte
har nedlagt Kjærlighed. Du har vel ikke glemt den unge
Ludvig
Blackfeldt
, som vi begge for en Deel Aar fiden levede i megen
Berøring med, jeg i Særdeleshed. Han var visselig et meget
begavet Hoved, hans Ulykke blev, at han eensidigen fortabte sig
i en ikke saa meget christelig som indisk Mysticisme. Havde han
levet i Middelalderen, vilde han udentvivl have fundet Tilhold
i et Kloster. Vor Tid har ikke saadanne Hjælpemidler. Løbet
et Menneske nu vild, saa maa han nødvendigviis gaae under,
hvis han ikke aldeles helbredes; en saadan relativ Frelse have
vi ikke at byde ham. Du veed, han endte med et Selvmord.
Til mig havde han et Slags Fortrolighed, og gjorde forsaavidt
et Brud paa sin Yndlingstheori, at man ikke skulde sætte sig i
Forhold til noget Menneske, men umiddelbart til Gud. Hans
Fortrolighed til mig var da heller ikke stor, og han aabnede sig
aldrig ganske for mig. I det sidste Halvaar, han levede, var
jeg med Angst Vidne til hans excentriske Bevægelser. Flere
Gange er det vel muligt, at jeg har standset ham; med
Bestemthed kan jeg ikke vide det, da han aldrig aabnede sig for
Nogen. Han havde en ualmindelig Gave til at skjule sine
Sjælstilstande, og til at give en Lidenskab en anden Lidenskabs
Udseende. Endelig endte han da selv sit Liv, uden at nogen kunde
forklare Grunden dertil. Hans Læge meente, at det var en
partiel Afsindighed; det var nu meget fornuftigt meent af Lægen.
Hans Aand var i en vis Forstand usvækket til det sidste
Øieblik. Du veed maaskee ikke, at der existerer et Brev fra ham
til hans Broder, Justitsraaden, hvori han underrettede denne
om sit Forehavende. Jeg lader en Afskrift deraf følge hermed.
Det har en rystende Sandhed og er et høist objektivt Udtryk
for den fuldkomne Isolations sidste Agoni.
Den stakkels Ludvig var vistnok ikke religiøst bevæget, men
dog var han mystisk bevæget; thi det Eiendommelige ved det
Mystiske er ikke det Religiøse, men Isolationen, i hvilken
Individet, uden at agte noget Forhold til den givne Virkelighed, vil
sætte sig i umiddelbar Rapport til det Evige. At man, saasnart
man nævner det Ord: Mystisk, nærmest og strax tænker paa
noget Religiøst, har sin Grund deri, at det Religiøse har en
Tilbøielighed til at isolere Individet, Noget den simpleste
Iagttagelse kan overbevise Dig om. Du gaaer maaskee sjeldnere i
Kirke, men er vel desto mere iagttagende. Har Du ikke lagt
Mærke til, at skjøndt man i en vis Forstand faaer Indtrykket
af en Menighed, saa føler dog den Enkelte sig isoleret; man
bliver hinanden fremmed, og det er ligesom først gjennem en
lang Omvei, at man atter forenes. Og hvoraf kommer det
uden deraf, at den Enkelte føler sit Gudsforhold saa stærkt i
hele dets Inderlighed, at hans jordiske Forhold ved Siden deraf
tabe deres Betydning. For et sundt Menneske vil dette Øieblik
ikke vare længe, og en saadan momentan Fjernelse er saa langt
fra at være et Bedrag, at den snarere forøger de jordiske
Forholds Inderlighed. Men hvad der saaledes kan være sundt
som Moment, det bliver, naar det eensidigen udvikles, en høist
betænkelig Sygdom.
Da jeg ikke er i Besiddelse af theologisk Dannelse, saa seer
jeg mig ikke istand til, udførligere at udvikle den religiøse
Mysticisme. Jeg har kun betragtet den fra mit ethiske Standpunkt,
og derfor har jeg, med Rette troer jeg, givet det Ord Mysticisme
et langt større Omfang, end det ellers pleier at have. At der i
den religiøse Mysticisme findes saare meget Skjønt, at de mange
dybe og alvorlige, Naturer, der have hengivet sig dertil, i deres
Liv have erfaret Meget og saaledes ere blevne skikkede til at tjene
Andre, der ville vove sig ind paa denne farlige Vei, med Raad
og Anviisning og Vink, derom tvivler jeg ikke, men desuagtet
bliver denne Vei ikke blot en farlig Vei, men en Afvei. En
Inconseqvents ligger der altid deri. Naar Mystikeren overhovedet
ikke agter Virkeligheden, saa sees ikke, hvorfor han ikke med
samme Mistro betragter det Moment i Virkeligheden, da han
blev berørt af det Høiere.
Mystikerens Feil er da ikke, at han vælger sig selv, thi
det gjør han efter min Anskuelse vel i, men hans Feil er, at
han ikke vælger sig rigtigt, han vælger efter sin Frihed, og dog
vælger han ikke ethisk; men man kan kun vælge sig selv efter
sm Frihed, naar man vælger sig ethisk; men ethisk kan man kun
vælge sig selv ved at angre sig selv, og kun ved at angre sig
selv bliver man concret, og kun som concret Individ er man et
frit Individ. Mystikerens Feil ligger derfor ikke i noget Senere,
den ligger i den allerførste Bevægelse. Anseer man denne for
rigtig, saa er enhver Fjernelse fra Livet, enhver asketisk
Selvplagelse kun en yderligere og rigtig Conseqvents. Mystikerens
Feil er, at han i Valget ikke bliver concret for sig selv og heller
ei for Gud; han vælger sig selv abstrakt og mangler derfor
Gjennemsigtighed. Dersom man nemlig troer, at det Abstrakte
er det Gjennemsigtige, saa tager man feil; det Abstrakte er det
Uklare, det Taagede. Hans Forelskelse i Gud har derfor sit
høieste Udtryk i en Følelse, en Stemning; i Aftenskumringen, i
Taagernes Tid smelter han sammen med sin Gud i ubestemte
Bevægelser. Men naar man vælger sig selv abstrakt, da vælger
man sig ikke ethisk. Først naar man i Valget har overtaget sig
selv, iført sig sig selv, gjennemtrængt sig selv totalt saaledes,
at enhver Bevægelse er ledsaget af Bevidstheden om et Ansvar
for sig selv, først da har man valgt sig selv ethisk, først da
har man angret sig selv, først da er man concret, først da er
man i sin totale Isolation i absolut Continuitet med den
Virkelighed, man tilhører.
Denne Bestemmelse, at det, at vælge sig selv, er identisk
med det, at angre sig selv, kan jeg ikke ofte nok komme tilbage
paa, hvor simpel den forresten i og for sig er. Om denne dreier
nemlig Alt sig. Mystikeren angrer ogsaa, men han angrer sig ud
af sig selv, ikke ind i sig selv, han angrer metaphysisk, ikke ethisk.
At angre æsthetisk er afskyeligt, fordi det er Blødagtighed; at
angre metaphysisk er en utidig Overflødighed, thi Individet har
jo ikke skabt Verden og behøver da ikke at tage sig den Ting
saa nær, om Verden virkelig skulde være Forfængelighed.
Mystikeren vælger sig selv abstrakt, og derfor maa han ogsaa angre
sig selv abstrakt. Dette kan man bedst see af Mystikerens Dom
om Tilværelsen, den endelige Virkelighed, i hvilken han dog lever.
Mystikeren lærer nemlig, at denne er Forfængelighed, Skuffelse,
Synd; men enhver saadan Dom er en metaphysisk Dom, og
bestemmer ikke mit Forhold ethisk til den. Selv naar han siger,
at Endeligheden er Synd, saa siger han dermed dog nærmest
det Samme, som naar han kalder den Forfængelighed. Vil han
derimod fastholde det Ord „Synd” ethisk, saa bestemmer han sit
Forhold dertil ikke ethisk, men metaphysisk, thi det ethiske Udtryk
vilde ikke være at flyve bort, men at gaae ind deri, at ophæve
det, eller at bære det. Den ethiske Anger har kun to
Bevægelser, enten ophæver den sin Gjenstand eller den bærer den.
Disse to Bevægelser antyde ogsaa et concret Forhold mellem
det angrende Individ og det, der er Gjenstand for hans Anger,
hvorimod det, at flye bort, udtrykker et abstrakt Forhold.
Mystikeren vælger sig selv abstrakt; man kan derfor sige,
han vælger sig selv bestandig ud af Verden; men Følgen deraf
er, at han ikke kan vælge sig selv tilbage i Verden igjen. Det
sande concrete Valg er det, hvorved jeg i samme Øieblik som
jeg vælger mig ud af Verden, vælger mig tilbage i Verden.
Naar jeg nemlig angrende vælger mig selv, saa samler jeg mig
selv i hele min endelige Concretion, og idet jeg saaledes har
valgt mig selv ud af Endeligheden, er jeg i den absoluteste
Continuitet med denne.
Da Mystikeren vælger sig selv abstrakt, saa er hans Ulykke,
at han har saa vanskeligt ved at komme i Bevægelse, eller rettere
sagt, at det er ham en Umulighed. Som det gaaer Dig med
Din jordiske første Kjærlighed, saaledes gaaer det Mystikeren
med hans religiøse første Kjærlighed. Han har smagt dens hele
Salighed, og har nu Intet at gjøre uden at vente paa, om
den vil komme igjen i ligesaa megen Herlighed, og herom kan
han let fristes til at nære en Tvivl, der er den saa ofte af mig
paapegede, at Udvikling er Tilbagegang, er en Sætten af. For
en Mystiker er Virkeligheden en Forsinkelse, ja af saa betænkelig
Art, at han næsten løber Fare for, at Livet berøver ham hvad
han engang har eiet. Vilde man derfor spørge en Mystiker,
hvad er Livets Betydning, saa vilde han maaskee svare: det er
Livets Betydning at lære Gud at kjende, at forelske sig i ham.
Dette er imidlertid ikke Svar paa Spørgsmaalet; thi her er
Livets Betydning opfattet som Moment, ikke som Succession.
Naar jeg derfor vilde spørge ham, hvilken Betydning har det
for Livet, at Livet har havt denne Betydning, eller med andre
Ord, hvilken er Timelighedens Betydning, saa har han ikke
Stort at svare, i ethvert Tilfælde ikke meget Glædeligt. Siger
han, at Timeligheden er en Fjende, der skal overvindes, saa
maatte man da nærmere spørge, om det ingen Betydning skulde
have, at denne Fjende blev overvunden. Dette mener
Mystikeren egentlig ikke, og helst vilde han dog være færdig med
Timeligheden. Som han derfor miskjendte Virkeligheden og fik
den metaphysisk opfattet som Forfængelighed, saa miskjender han
nu det Historiske og faaer det metaphysisk opfattet som unyttig
Møie. Den høieste Betydning, han da kan tillægge
Timeligheden, er, at den er en Prøvetid, i hvilken man atter og atter
gjør Prøve, uden at der dog egentlig resulterer Noget deraf,
eller at man er kommen videre, end man var i Begyndelsen.
Dette er imidlertid en Miskjendelse af Timeligheden, thi vel
beholder den altid Noget af en
ecclesia pressa
i sig, men den
er tillige Muligheden af den endelige Aands Forherligelse. Det
er netop det Skjønne ved Timeligheden, at en uendelige og den
endelige Aand i den skilles ad, og det er netop den endelige
Aands Storhed, at Timeligheden er den anviist. Timeligheden
er derfor ikke til, om jeg saa tør sige, for Guds Skyld, for
at han i den, at jeg skal tale mystisk, kan prøve og forsøge
den Elskende, men den er til for Menneskets Skyld og er den
største Naadegave af alle. Deri ligger nemlig et Menneskes evige
Værdighed, at han kan faae Historie, deri ligger det
Guddommelige i ham, at han selv, hvis han vil, kan give denne Historie
Continuitet; thi det faaer den først, naar den ikke er Indbegrebet
af hvad der er skeet eller hændt mig, men min egen Gjerning,
saaledes, at selv det, der er hændt mig, ved mig er forvandlet
og overført fra Nødvendighed til Frihed. Dette er det
Misundelsesværdige ved et Menneskeliv, at man kan komme Guddommen
til Hjælp, kan forstaae ham, og det er igjen den eneste et
Menneske værdige Maade at forstaae ham paa, at man i Frihed
tilegner sig Alt hvad der tilkommer En, baade det Glade og det
Sørgelige. Eller synes det Dig ikke saa? Mig forekommer
det saaledes, ja jeg synes, at man blot behøvede at sige det høit
til et Menneske for at gjøre ham misundelig paa sig selv.
De tvende her antydede Standpunkter kunne nu ansees for
Forsøg paa at realisere en ethisk Livs-Anskuelse. Grunden,
hvorfor det ikke lykkes, er den, at Individet har valgt sig selv i sin
Isolation, eller har valgt sig selv abstrakt. Dette kan ogsaa
udtrykkes saaledes, at Individet ikke har valgt sig selv ethisk.
Han er derfor ikke i Sammenhæng med Virkeligheden, og naar
dette er Tilfældet, saa kan ingen ethisk Livs-Anskuelse
gjennemføres. Den der derimod ethisk vælger sig selv, han vælger sig
concret som dette bestemte Individ, og denne Concretion
opnaaer han derved, at denne Vælgen er identisk med denne
Angren, der ratihaberer Valget. Individet bliver sig da
bevidst som dette bestemte Individ, med disse Evner, disse
Tilbøieligheder, disse Drifter, disse Lidenskaber, paavirket af denne
bestemte Omgivelse, som dette bestemte Produkt af en bestemt
Omverden. Men idet han saaledes bliver sig bevidst,
overtager han det Altsammen under sit Ansvar. Han hæsiterer ikke,
om han skal tage det Enkelte med eller ikke; thi han veed, at
der er noget langt Høiere, der gaaer tabt, hvis han ikke gjør
det. Han er da i Valgets Øieblik i den fuldkomneste
Isolation, thi han trækker sig ud af Omgivelsen; og dog er han
i samme Moment i absolut Continuitet, thi han vælger sig
selv som Produkt; og dette Valg er Frihedens Valg, saaledes
at, idet han vælger sig selv som Produkt, han ligesaa godt
kan siges at producere sig selv. Han er da i Valgets
Øieblik ved Slutningen,
thi
hans Personlighed slutter sig sammen;
og dog er han i samme Øieblik netop ved Begyndelsen, thi han
vælger sig selv efter sin Frihed. Som Produkt er han
indeklemt i Virkelighedens Former, i Valget gjør han sig selv elastisk,
forvandler hele sin Udvorteshed til Indvorteshed. Han har sin
Plads i Verden, i Friheden vælger han selv sin Plads, det er,
han vælger denne Plads. Han er et bestemt Individ, i Valget
gjør han sig selv til et bestemt Individ, til det samme nemlig;
thi han vælger sig selv.
Individet vælger da sig selv som en mangfoldig bestemmet
Concretion, og vælger sig derfor efter sin Continuitet. Denne
Concretion er Individets Virkelighed; men da han vælger den
efter sin Frihed, saa kan man ogsaa sige, at den er hans
Mulighed, eller, for ikke at bruge et saa æsthetisk Udtryk, at den er hans
Opgave. Den, der lever æsthetisk, seer nemlig overalt kun
Muligheder, disse udgjøre for ham den tilkommende Tids Indhold,
hvorimod Den, der lever ethisk, overalt seer Opgaver. Denne
sin virkelige Concretion seer Individet da som Opgave, som
Maal, som Formaal. Men det, at Individet seer sin Mulighed
som sin Opgave, det udtrykker netop hans Souverainetet over sig
selv, hvilken han aldrig opgiver, om han end paa den anden
Side ikke behager sig i den høist ugenerede Souverainetet, som
en Konge uden Land altid har. Dette giver det ethiske Individ
en Sikkerhed, som Den, der lever blot æsthetisk, aldeles mangler.
Den der lever æsthetisk, han venter Alt udenfra. Deraf den
sygelige Angst, hvormed mange Mennesker tale om det
Forfærdelige i, ikke at være kommen paa sin Plads i Verden. Hvo vil
negte det Glædelige i, ret at have grebet heldigt i denne
Henseende; men en saadan Angst tyder altid paa, at Individet venter
Alt af Pladsen, Intet af sig selv. Den der lever ethisk, han
vil ogsaa see at vælge sin Plads rigtigt; mærker han imidlertid,
at han har grebet feil, eller at der reiser sig Hindringer, som
ikke staae i hans Magt, saa taber han ikke Modet; thi
Souveraineteten over sig selv opgiver han ikke. Han seer derfor strax
sin Opgave, og er derfor øieblikkeligt handlende. Saaledes seer
man ogsaa ofte Mennesker, der frygte for, at de, naar de engang
forelske sig, ikke skulle faae en Pige, der netop er det Ideal,
der passer for dem. Hvo vil negte det Glædelige i, at faae en
saadan Pige; men paa den anden Side er det dog en Overtro, at
det, der ligger udenfor et Menneske, er det, der kan gjøre ham
lykkelig. Den der lever ethisk, han ønsker ogsaa at være lykkelig
i sit Valg; viser det sig imidlertid, at Valget dog ikke er ganske
efter Ønske, saa taber han ikke Modet, han seer strax sin
Opgave, og at Kunsten ikke er at ønske, men at ville. Mange
der dog have en Forestilling om hvad et Menneskeliv er, ønske
at være samtidige med store Begivenheder, at være indviklede i
betydningsfulde Livsforhold. Hvo vil negte, at Sligt har sin
Gyldighed; men paa den anden Side er det dog Overtro at
mene, at Begivenhed og Livsforhold som saadanne gjøre et
Menneske til Noget. Den der lever ethisk, han veed, at det, det
kommer an paa, er, hvad man seer i ethvert Forhold, og med
hvilken Energi man betragter det, og at Den, der saaledes danner
sig selv i de ubetydeligste Livsforhold, kan opleve Mere end Den,
der har været Vidne til, ja Part i de mærkeligste Begivenheder.
Han veed, at der overalt er en Dandseplads, at selv det ringeste
Menneske har sin, at hans Dands, naar han selv vil, kan være
ligesaa skjøn, ligesaa gracieus, ligesaa mimisk, ligesaa bevæget
som deres, hvem der blev anviist Plads i Historien. Det er
denne Fægter-Dygtighed, denne Smidighed, der egentlig er det
udødelige Liv i det Ethiske. Om Den, der lever æsthetisk, gjælder
det gamle Ord, at være — eller ikke at være, og jo mere
æsthetisk han faaer Lov til at leve, desto flere Betingelser fordrer
hans Liv, og naar blot den mindste af dem ikke opfyldes, saa
er han død; Den, der lever ethisk, har altid en Udvei, naar
Alt gaaer ham imod, naar Uveirets Mørke rager saaledes over
ham, at hans Nabo ikke kan see ham, er han dog ikke gaaet
under, der er dog altid et Punkt, han holder fast, og det er
— sig selv.
Kun een Ting vil jeg ikke undlade at indskærpe, at
saasnart Ethikerens Gymnastik bliver til en Experimenteren, saa har
han ophørt at leve ethisk. Al saadan gymnastisk Experimenteren
er ikke Andet end hvad Sophistik er paa Erkjendelsens Gebeet.
Her vil jeg nu erindre om den Bestemmelse, jeg i det
Foregaaende gav af det Ethiske, at det er det, hvorved et
Menneske bliver det, han bliver. Det vil da ikke gjøre Individet til
et andet, men til det selv; det vil ikke tilintetgjøre det
Æsthetiske, men forklare det. For at et Menneske skal leve ethisk er
det nødvendigt, at han bliver sig bevidst, saa gjennemgribende,
at ingen Tilfældighed undgaaer ham. Denne Concretion vil
det Ethiske ikke udslette, men seer i denne sin Opgave, seer det,
hvoraf det skal danne, og det, det skal danne. I Almindelighed
betragter man det Ethiske aldeles abstrakt og har derfor en
hemmelig Gru for det. Det Ethiske betragtes da som noget
Personligheden Fremmed, og man krymper sig ved at hengive sig
til det, da man dog ikke ret kan være sikker paa, hvad det i
Tidens Længde kan føre til. Saaledes frygte ogsaa mange
Mennesker for Døden, fordi de nære dunkle og uklare
Forestillinger om, at Sjælen i Døden skulde gaae over i en anden
Tingenes Orden, hvor der herskede Love og Vedtægter, der
vare aldeles forskjellige fra dem, de i denne Verden havde lært
at kjende. Grunden til en saadan Frygt for Døden er da
Individets Utilbøielighed til at blive sig selv gjennemsigtigt, thi
saafremt man vil det, saa indseer man let det Urimelige i denne
Frygt. Saaledes ogsaa med det Ethiske; naar et Menneske
frygter Gjennemsigtighed, saa flyer han altid det Ethiske, thi
Andet vil dette egentlig ikke.
I Modsætningen til en æsthetisk Livs-Anskuelse, der vil nyde
Livet, hører man ofte omtale en anden Livs-Anskuelse, der sætter
Livets Betydning i at leve for Opfyldelsen af sine Pligter.
Hermed vil man da betegne en ethisk Livs-Anskuelse. Udtrykket er
imidlertid meget ufuldkomment, og man skulde næsten troe, at
det var opfundet for at bringe det Ethiske i Miscredit; saa
meget er vist, at man i vor Tid ofte seer det brugt saaledes,
at man næsten kommer til at smile, saaledes naar
Scribe
lader denne Sætning foredrage med en vis lavcomisk Alvor, der
danner en meget misrecommanderende Modsætning til Nydelsens
Glæde og Munterhed. Feilen er den, at Individet sættes i et
udvortes Forhold til Pligten. Det Ethiske bestemmes som Pligt,
og Pligt igjen som en Mangfoldighed af enkelte Sætninger, men
Individet og Pligten staae udenfor hinanden. Et saadant Pligtliv
er naturligviis saare uskjønt og kjedsommeligt, og dersom det
Ethiske ikke havde et langt dybere Sammenhæng med
Personligheden, saa vilde det altid blive saare vanskeligt at forfægte det
ligeoverfor det Æsthetiske. At der gives mange Mennesker, der
ikke komme videre, vil jeg ikke negte; men det ligger ikke i
Pligten, men i Menneskene.
Besynderligt nok er det, at man ved det Ord Pligt kan
komme til at tænke paa et udvortes Forhold, da dette Ords
Derivation selv antyder, at det er et indvortes Forhold; thi
det, der paaligger mig, ikke som dette tilfældige Individ, men
efter mit sande Væsen, det staaer jo dog vel i det inderligste
Forhold til mig selv. Pligten er nemlig ikke et Paalæg, men
Noget, der paaligger. Naar Pligten sees saaledes, da er dette
et Tegn paa, at Individet er orienteret i sig selv. Pligten vil
da ikke adsplitte sig for ham i en Mangfoldighed af enkelte
Bestemmelser; thi dette tyder altid paa, at han kun staaer i et
udvortes Forhold til den. Han har iført sig Pligten, den er
ham Udtrykket for hans inderste Væsen. Naar han saaledes
har orienteret sig i sig selv, da har han fordybet sig i det Ethiske,
og han vil ikke jage sig selv stakaandet paa at opfylde sine
Pligter. Det sande ethiske Individ har derfor Ro og Sikkerhed i
sig selv, fordi han ikke har Pligten udenfor sig men i sig. Jo
dybere et Menneske ethisk har anlagt sit Liv, desto mindre vil
han føle Trang til, hvert Øieblik at tale om Pligten, hvert
Øieblik at ængstes for, om han opfylder dem, hvert Øieblik
at raadføre sig med Andre om, hvad der dog er hans Pligt.
Naar det Ethiske sees rigtigt, gjør det Individet uendeligt sikkert
i sig selv; naar det ikke sees rigtigt, gjør det Individet aldeles
usikkert, og jeg kan ikke tænke mig en ulykkeligere eller
qvalfuldere Existens, end naar et Menneske har faaet Pligten
udenfor sig, og dog bestandig vil realisere den.
Seer man det Ethiske udenfor Personligheden og i et
udvortes Forhold til denne, saa har man opgivet Alt, saa har
man fortvivlet. Det Æsthetiske som saadant er Fortvivlelse,
det Ethiske er det Abstrakte og som saadant uformuende til at
frembringe det Mindste. Naar man derfor stundom seer
Mennesker med en vis redelig Iver slide og slæbe for at realisere
det Ethiske, der som en Skygge bestandig flygter, saasnart de
gribe efter den, saa er det baade comisk og tragisk.
Det Ethiske er det Almene og saaledes det Abstrakte. I
sin fuldkomne Abstraktion er derfor det Ethiske altid forbydende.
Saaledes viser det Ethiske sig som Lov. Saasnart det Ethiske
er befalende, saa har det allerede Noget af det Æsthetiske i sig.
Jøderne vare Lovens Folk. De forstode derfor ypperligt de
fleste Bud i Moseloven; men det Bud, de ikke synes at have
forstaaet, var det Bud, som Christendommen nærmest knyttede
sig til: Du skal elske Gud af Dit ganske Hjerte. Dette Bud
er heller ikke negativt, er heller ikke abstrakt, det er i høieste
Grad positivt og i høieste Grad concret. Naar det Ethiske
bliver concretere, da gaaer det over i Bestemmelsen af Sæder.
Men Realiteten af det i denne Henseende Ethiske ligger i
Realiteten af en folkelig Individualitet, og her har da allerede det
Ethiske optaget et æsthetisk Moment i sig. Dog er det Ethiske
endnu abstract og lader sig ikke realisere tilfulde, fordi det ligger
udenfor Individet. Først naar Individet selv er det Almene,
først da lader det Ethiske sig realisere. Det er denne
Hemmelighed, der ligger i Samvittigheden, det er denne Hemmelighed,
det individuelle Liv har med sig selv, at det paa eengang er et
individuelt Liv og tillige det Almene, om ikke umiddelbart som
saadant, saa dog efter sin Mulighed. Den der betragter Livet
ethisk, han seer det Almene, og Den der lever ethisk, han
udtrykker i sit Liv det Almene, han gjør sig til det almene
Menneske, ikke derved, at han affører sig sin Concretion, thi saa
bliver han til slet Intet, men derved, at han ifører sig den og
gjennemtrænger den med det Almene. Det almene Menneske
er nemlig ikke et Phantom, men ethvert Menneske er det almene
Menneske, det vil sige, ethvert Menneske er anviist den Vei, ad
hvilken han bliver det almene Menneske. Den der lever
æsthetisk, han er det tilfældige Menneske, han troer at være det
fuldkomne Menneske derved, at han er det eneste Menneske; Den
der lever ethisk, arbeider hen til at blive det almene Menneske.
Naar saaledes et Menneske er æsthetisk forelsket, saa spiller det
Tilfældige en uhyre Rolle, og det er ham af Vigtighed, at der
er Ingen, der har elsket saaledes, med de Nuancer, som han;
naar Den, der lever ethisk, gifter sig, saa realiserer han det
Almene. Derfor bliver han ingen Hader af det Concrete, men
han har et Udtryk mere, dybere end ethvert æsthetisk Udtryk,
idet han i Kjærligheden seer en Aabenbarelse af det
Almeen-Menneskelige. Den der lever ethisk, har da sig selv som sin
Opgave. Hans „Selv” er umiddelbart tilfældigt bestemt, og
Opgaven er den, at sammenarbeide det Tilfældige og det Almene.
Det ethiske Individ har da ikke Pligten udenfor sig, men
i sig; i Fortvivlelsens Øieblik kommer dette tilsyne og arbeider
sig nu frem gjennem det Æsthetiske i og med dette. Om det
ethiske Individ kan man sige, at han er som det stille Vand,
der har den dybe Grund, hvorimod Den, der lever æsthetisk,
blot er overfladisk bevæget. Naar derfor det ethiske Individ har
fuldendt sin Opgave, har stridt den gode Strid, saa er han kommen
dertil, at han er bleven det eneste Menneske, det vil sige, at der
er intet Menneske saaledes som han, og tillige, at han er bleven
det almene Menneske. At være det eneste Menneske, er i og
for sig ikke noget saa Stort, thi det har ethvert Menneske
tilfælles med enhver Naturfrembringelse; men at være det
saaledes, at han deri tillige er det Almene, det er den sande
Livs-Kunst.
Personligheden har da det Ethiske ikke udenfor sig, men i
sig, og det bryder frem fra dette Dyb. Det gjælder da, som
sagt, om, at den ikke i en abstrakt og indholdsløs Stormen
tilintetgjør det Concrete, men assimilerer sig det. Da det Ethiske
saaledes ligger dybest i Sjælen, saa falder det ikke altid i Øinene,
og et Menneske, der lever ethisk, kan gjøre aldeles det Samme
som Den, der lever æsthetisk, saaledes, at det længe kan skuffe;
men tilsidst kommer der et Øieblik, hvor det viser sig, at Den,
der lever ethisk, har en Grændse, som den Anden ikke kjender.
I denne Forvisning om, at hans Liv er anlagt ethisk, hviler
Individet med tryg Sikkerhed og plager derfor ikke sig selv og
Andre med spidsfindig Ængstelighed over dette eller hiint. At
nemlig Den, der lever ethisk, har et heelt Spatium for det
Indifferente, finder jeg ganske i sin Orden, og det er netop en
Veneration for det Ethiske, at man ikke vil tvinge det ind i enhver
Ubetydelighed. En saadan Stræben, der altid mislykkes, finder
man ogsaa kun hos dem, der ikke have Mod til at troe paa
det Ethiske, og som i dybere Forstand mangle indre Sikkerhed.
Der gives Mennesker, hvis Pussillanimitet man netop kjender
derpaa, at de aldrig kunne blive færdige med det Totale, fordi
dette netop for dem er det Mangfoldige, men disse ligge ogsaa
udenfor det Ethiske, naturligviis ikke af nogen anden Grund end
formedelst Villiens Svaghed, der som al anden Aandssvaghed
kan betragtes som en Art Afsindighed. Saadanne Menneskers
Liv gaaer op i at afsie Myggen. De have hverken Forestilling
om det Ethiskes skjønne og rene Alvor, eller om det
Indifferentes sorgløse Glæde. Dog er naturligviis det Indifferente
for det ethiske Individ dethroniseret, og han kan hvert Øieblik
sætte det Grændse. Saaledes troer man ogsaa, at der er et
Forsyn til, og Sjælen hviler trygt i denne Forvisning, og dog
vilde man ikke falde paa at forsøge at gjennemtrænge enhver
Tilfældighed med denne Tanke, eller hvert Minut at blive sig
denne Tro bevidst. At ville det Ethiske uden at forstyrres af
det Indifferente, at troe paa et Forsyn uden at forstyrres af
Tilfældighed, er en Sundhed, der kan erhverves og bevares,
naar et Menneske selv vil det. Ogsaa i denne Henseende
gjælder det om at see Opgaven, at denne, forsaavidt et Menneske
har Tilbøielighed til saaledes at adspredes, er den, at gjøre
Modstand, at holde det Uendelige fast, og ikke at rende med
Liimstangen.
Den, der ethisk vælger sig selv, han har sig selv som sin
Opgave, ikke som en Mulighed, ikke som et Legetøi for sin
Vilkaarligheds Spil. Ethisk kan han kun vælge sig, naar han
vælger sig i Continuitet, og han har saaledes sig selv som en
mangfoldig bestemmet Opgave. Denne Mangfoldighed søger
han ikke at udslette eller forflygtige, tværtimod angrer han sig
fast i den, fordi denne Mangfoldighed er ham selv, og kun ved
angrende at fordybe sig i den, kan han komme til sig selv, da
han ikke antager, at Verden begynder med ham, eller at han
skaber sig selv; det Sidste har Sproget selv stemplet med
Foragt, og man siger altid foragteligt om et Menneske: han skaber
sig. Men idet han angrende vælger sig selv, er han handlende,
ikke i Retning af Isolation, men i Retning af Continuitet.
Lad os nu engang sammenstille et ethisk og et æsthetisk
Individ. Hovedforskjellen, hvorom Alt dreier sig, er den, at
det ethiske Individ er sig selv gjennemsigtigt og ikke lever ins
Blaae hinein, som det æsthetiske Individ gjør det. Med denne
Forskjel er Alt givet. Den, der lever ethisk, har seet sig selv,
kjender sig selv, gjennemtrænger med sin Bevidsthed sin hele
Coneretion, tillader ikke ubestemte Tanker at pusle om i ham,
ikke fristende Muligheder at adsprede ham med deres
Gjøgleværk, han er ikke sig selv som et Hexebrev, der snart kan komme
Eet ud af, snart et Andet, alt eftersom man vender og dreier
det. Han kjender sig selv. Det Udtryk
γνωϑι σεαυτον
er
ofte nok blevet gjentaget, og man har deri seet Maalet for hele
Menneskets Stræben. Det er ogsaa ganske rigtigt, men dog er
det ligesaa vist, at det ikke kan være Maalet, dersom det ikke
tillige er Begyndelsen. Det ethiske Individ kjender sig selv,
men denne Kjendskab er ikke blot en Contemplation, thi saa bliver
Individet bestemmet efter dets Nødvendighed, det er en
Besindelse paa sig selv, der selv er en Handling, og derfor har jeg
med Flid brugt det Udtryk at vælge sig selv, istedetfor at kjende
sig selv. Idet da Individet kjender sig selv, er han ikke færdig,
tværtimod er dette Kjendskab i høi Grad frugtbart, og af dette
Kjendskab fremgaaer det sande Individ. Dersom jeg vilde være
aandrig, kunde jeg her sige, at Individet paa en lignende Maade
kjendte sig selv, som naar det i det Gamle Testamente hedder,
at Adam kjendte Eva. Ved Individets Omgang med sig selv
besvangres Individet med sig selv og føder sig selv. Det Selv,
Individet kjender, er paa eengang det virkelige Selv og det
ideale Selv, som Individet har udenfor sig som det Billede, i
hvis Lighed det skal danne sig, og som det dog paa den anden
Side har i sig, da det er det selv. Kun i sig selv har
Individet det Formaal, hvorefter han skal stræbe, og dog har han
dette Formaal udenfor sig, idet han stræber derefter. Troer
nemlig Individet, at det almene Menneske ligger udenfor ham,
at det udenfra skal komme ham imøde, saa er han
desorienteret, saa har han en abstrakt Forestilling, og hans Methode
bliver altid en abstrakt. Tilintetgjørelse af det oprindelige Selv.
Kun i sig selv kan Individet faae Oplysning om sig selv.
Derfor har det ethiske Liv denne Dobbelthed, at Individet har
sig selv udenfor sig selv i sig selv. Det typiske Selv er
imidlertid det ufuldkomne Selv, thi det er kun en Propheti, og
derfor ikke det virkelige. Imidlertid ledsager det ham
bestandigt; men jo mere han realiserer det, jo mere svinder det
ind i ham, indtil det tilsidst, istedetfor at vise sig foran ham,
ligger bagved ham som en afbleget Mulighed. Det gaaer
med dette Billede som med Menneskets Skygge. Om
Morgenen kaster Mennesket sin Skygge foran sig, om Middagen
gaaer den næsten ubemærkelig ved Siden af ham, om Aftenen
falder den bagved ham. Naar Individet har kjendt sig selv
og har valgt sig selv, saa er han ifærd med at realisere sig
selv, men da han frit skal realisere sig selv, saa maa han vide,
hvad det er, han vil realisere. Det han vil realisere, er da
vel sig selv, men det er hans ideale Selv, som han dog intet
andetsteds faaer end i sig selv. Holder man fast paa, at
Individet har det ideale Selv i sig selv, saa bliver hans Digten
og Tragten abstrakt. Den, der vil copiere et andet Menneske,
og Den, der vil copiere det normale Menneske, blive, om end
paa forskjellig Maade, begge lige affekteerte.
Det æsthetiske Individ betragter sig selv i sin Concretion
og destinguerer nu
inter et inter
. Han seer Noget som
tilfældigt ham tilhørende, Andet som væsentligt. Denne Distinction
er imidlertid yderst relativ; thi saalænge et Menneske blot lever
æsthetisk, tilhører Alt ham egentligt lige tilfældigt, og det er
blot Mangel paa Energi, naar et æsthetisk Individ fastholder
denne Distinction. Det ethiske Individ har i Fortvivlelsen lært
dette, han har derfor en anden Distinction; thi ogsaa han
adskiller mellem det Væsentlige og det Tilfældige. Alt hvad der
er sat ved hans Frihed tilhører ham væsentligt, hvor tilfældigt
det end kan synes at være, Alt hvad der ikke er det, er ham
tilfældigt, hvor væsentligt det end kan synes at være. Denne
Distinction er imidlertid for det ethiske Individ ikke en Frugt
af hans Vilkaarlighed, saa det kunde synes, at han havde
Magtfuldkommenhed til at gjøre sig selv til hvad han vilde. Vel
tør nemlig det ethiske Individ bruge det Udtryk, at han er sin
egen Redacteur, men han er sig tillige fuldelig bevidst, at han
er ansvarhavende; ansvarhavende for sig selv i personlig
Betydning, forsaavidt det vil have afgjørende Indflydelse paa ham
selv hvad han vælger, ansvarhavende ligeoverfor den Tingenes
Orden, i hvilken han lever, ansvarhavende ligeoverfor Gud.
Naar man seer det saaledes, saa troer jeg, Distinctionen er
rigtig; thi væsentlig tilhører dog kun det mig, hvad jeg ethisk
overtager som en Opgave. Negter jeg at overtage det, da
tilhører Det mig væsentligt, at jeg har negtet det. Naar et
Menneske æsthetisk betragter sig selv, saa destingverer han maaskee
saaledes. Han siger: jeg har Talent til at male, det anseer
jeg for en Tilfældighed; men jeg har Vittighed og
Skarpsindighed, det anseer jeg som det Væsentlige, som ikke kan tages
fra mig, uden at jeg bliver en Anden. Hertil vilde jeg svare:
denne hele Distinction er en Illusion; thi naar Du ikke
overtager denne Vittighed og Skarpsindighed ethisk, som en Opgave,
som Noget, Du er ansvarlig for, saa tilhører den Dig ikke
væsentlig, og det fornemmelig af den Grund, at saalænge Du
blot lever æsthetisk, saalænge er Dit Liv totalt uvæsentligt. Den,
der lever ethisk, hæver nu til en vis Grad Distinctionen mellem
det Tilfældige og det Væsentlige, thi han overtager sig heel og
holden som lige væsentlig; men den kommer igjen, thi efterat
han har gjort det, adskiller han, dog saaledes, at det, han
udelukker som det Tilfældige, overtager han et væsentligt Ansvar
for med Hensyn til, at han udelukkede det.
Forsaavidt det æsthetiske Individ med „æsthetisk Alvor”
sætter sig en Opgave for sit Liv, saa er denne egentlig den, at
fordybe sig i sin egen Tilfældighed, at blive et Individ, hvis
Paradoxi og Uregelmæssighed man aldrig har seet Mage til, en
Grimace af et Menneske. Grunden, hvorfor man sjeldnere
træffer saadanne Skikkelser i Livet er, at man saa sjeldent
træffer Folk, der have en Forestilling om det at leve. Da
derimod Mange have en afgjort Forkjærlighed for at snakke,
saa træsfer man paa Gaden, i Selskaber og i Bøger megen
Snak, der umiskjendeligt bærer Præg af den
Originalitets-Wuth, der, overført paa Livet, vilde berige Verden med en
Mængde Kunstprodukter, hvoraf det ene var latterligere end det
andet. Den Opgave, det ethiske Individ sætter sig, er at
forvandle sig selv til det almene Individ. Kun det ethiske Individ
gjør sig for Alvor Rede for sig selv, og har derfor Redelighed
mod sig selv, kun han har den paradigmatiske Anstand og
Sømmelighed, der er skjønnere end alt Andet. Men at forvandle sig
selv til det almene Menneske er kun muligt, hvis jeg allerede
ϰατα δυναμιν
har det i mig. Det Almene kan nemlig godt
bestaae med og i det Særegne uden at fortære dette; det er
som hin Ild, der brændte uden at fortære Tornebusken. Ligger
det almene Menneske udenfor mig, saa er kun een Methode
mulig, og den er at afføre mig selv hele min Concretion. Denne
Stræben ud i Abstraktionens Tøilesløshed finder man ofte. Der
var en Sect blandt Hussiterne, der meente, at det, det egentlig
kom an paa for at blive det normale Menneske, var at gaae
nogen ligesom Adam og Eva i Paradiis. Man træffer i vor
Tid ikke sjeldent Folk, der i aandelig Henseende lære det Samme,
at man bliver det normale Menneske ved at blive aldeles
splitternøgen, hvad man da kan opnaae, naar man affører sig hele
sin Concretion. Men saaledes forholder det sig ikke. I
Fortvivlelsens Act kom det almene Menneske frem, og er nu
bagved Concretionen og bryder frem derigjennem. I et Sprog er
der mange flere paradigmatiske Verber end det ene, der i en
Grammatik opstilles som Paradigma; det er tilfældigt, at det
stilles frem, alle andre regelmæssige Verbet kunde ligesaagodt:
saaledes ogsaa med Menneskene. Ethvert Menneske kan, naar
han vil, blive et paradigmatisk Menneske, ikke derved, at han
afstryger sig sin Tilfældighed; men derved, at han bliver i den,
og forædler den. Men han forædler den derved, at han
vælger den.
Du vil nu let have indseet, at det ethiske Individ i sit Liv
gjennemløber de Stadier, vi før have udviist som særskilte
Stadier; han vil i sit Liv udvikle de personlige, de borgerlige, de
religiøse Dyder, og hans Liv gaaer for sig derved, at han
bestandig oversætter sig selv fra det ene Stadium til det andet.
Saasnart man mener, at eet af disse Stadier er tilstrækkeligt,
og at man eensidigen tør samle sig derpaa, saa har man ikke
valgt sig selv ethisk, men enten overseet Isolationens eller
Continuitetens Betydning, og fremfor Alt ikke fattet, at Sandheden
ligger i disses Identitet.
Den, der ethisk har, valgt og fundet sig selv, han har
sig selv bestemmet i hele sin Concretion. Han har sig da som
et Individ, der har disse Evner, disse Lidenskaber, disse
Tilbøieligheder, disse Vaner, der staaer under disse ydre
Indflydelser, der paavirkes i een Retning saaledes, i en anden
saaledes. Her har han da sig selv som Opgave saaledes, at
denne nærmest er den, at ordne, danne, temperere, opflamme,
tilbagetrykke, kort, at tilveiebringe en Ligelighed i Sjælen, en
Harmoni, der er de personlige Dyders Frugt. Formaalet for
hans Virksomhed er ham selv, men dog ikke vilkaarligt
bestemmet, thi han har sig selv som en Opgave, der er sat ham,
om den end er bleven hans derved, at han har valgt den.
Men skjøndt han selv er sit Formaal, saa er dog dette
Formaal tillige et andet; thi det „Selv”, der er Formaalet, er ikke
et abstrakt Selv, der passer allevegne, og derfor intetsteds,
men et concret Selv, der staaer i levende Vexelvirkning med
disse bestemte Omgivelser, disse Livsforhold, denne Tingenes
Orden. Det Selv, der er Formaalet, er ikke blot et
personligt Selv, men et socialt, et borgerligt Selv. Han har da
sig selv som Opgave for en Virksomhed, hvorved han som
denne bestemte Personlighed griber ind i Livets Forhold. Hans
Opgave er ikke her at danne sig selv, men at virke, og dog
danner han paa samme Tid sig selv; thi, som jeg ovenfor
bemærkede, det ethiske Individ lever saaledes, at han bestandig
sætter sig selv øver fra et Stadium til et andet. Har
Individet ikke oprindelig fattet sig selv som en concret Personlighed
i Continuitet, saa vil han heller ei vinde denne senere
Continuitet. Mener han, at Kunsten er, at begynde som en
Robinson, saa bliver han en Eventyrer hele sit Liv. Indseer han
derimod, at naar han ikke begynder concret, saa kommer han
aldrig til at begynde, og naar han ikke kommer til at begynde,
kommer han aldrig til at ende, saa vil han paa eengang være
i Continuitet med det Forbigangne og det Tilkommende. Fra
det personlige Liv sætter han sig over i det borgerlige, fra dette
i det personlige. Det personlige Liv som saadant var en
Isolation og derfor ufuldkomment, men idet han gjennem det
borgerlige Liv vender tilbage i sin Personlighed, saa viser det
personlige Liv sig i en høiere Skikkelse. Personligheden viser sig
selv som det Absolute, der har sin Teleologi i sig selv. Man
har, idet man gjorde det til Opgave for et Menneskes Liv, at
leve for Pligtens Opfyldelse, ofte erindret om den Skepsis, at
Pligten selv er vaklende, at Lovene kunne forandres. Du seer
let, at hvad det sidste Udtryk angaaer, er der nærmest tænkt
paa de Fluctuationer, som de borgerlige Dyder altid ere udsatte
for. Dog denne Skepsis rammer ikke det Negativ-Moralske;
thi det vedbliver uforandret. Derimod er der en andet Skepsis,
der rammer enhver Pligt, det er den, at jeg overhovedet slet
ikke kan gjøre Pligten. Pligten er det Almene, det, der fordres
af mig, er det Almene; det, jeg kan gjøre, er det Enkelte.
Denne Skepsis har imidlertid sin store Betydning, forsaavidt
den viser, at Personligheden selv er det Absolute. Dette maa
dog lidt nærmere bestemmes. Det er mærkeligt nok, at Sproget
selv fremhæver denne Skepsis. Jeg siger aldrig om et
Menneske: han gjør Pligten eller Pligterne, men jeg siger: han gjør
sin
Pligt, jeg siger: jeg gjør
min
Pligt, gjør Du
Din
.
Dette viser, at Individet paa eengang er det Almene og det
Enkelte. Pligten er det Almene, der fordres af mig; er jeg
altsaa ikke det Almene, saa kan jeg heller ikke gjøre Pligten.
Paa den anden Side er min Pligt det Enkelte, noget for mig
alene, og dog er det Pligten og altsaa det Almene. Her viser
Personligheden sig i sin høieste Gyldighed. Den er ikke lovløs,
giver sig heller ikke selv sin Lov; thi Bestemmelsen af Pligt
vedbliver, men Personligheden viser sig som Eenheden af det
Almene og det Enkelte. At det forholder sig saaledes, det er
klart, det kan man gjøre et Barn begribeligt; thi jeg kan gjøre
Pligten, og dog ikke gjøre min Pligt, og jeg kan gjøre min
Pligt og dog ikke gjøre Pligten. At Verden derfor skulde synke
hen i Skepsis, indseer jeg slet ikke; thi Forskjellen mellem Godt
og Ondt bliver altid, Ansvaret og Pligten ligesaa, om det end
bliver umuligt for et andet Menneske at sige, hvad der er min
Pligt, hvorimod det altid vil være muligt for ham at sige, hvad
der er hans, hvilket ikke var Tilfældet, hvis Eenheden af det
Almene og Enkelte ikke var sat. Man synes maaskee at have
fjernet al Skepsis, naar man faaer gjort Pligten til noget
Udvortes, Fast og Bestemt, om hvilket der kan siges: det er Pligten.
Dette er imidlertid en Misforstaaelse; thi Tvivlen ligger ikke i
det Udvortes, men i det Indvortes, i mit Forhold til det
Almene. Som enkelt Individ er jeg ikke det Almene, og fordrer
man det af mig, er det en Urimelighed; skal jeg altsaa kunne
gjøre det Almene, maa jeg paa samme Tid som jeg er det
Enkelte, være det Almene, men saa ligger Pligtens Dialektik i mig
selv. Som sagt, denne Lære fører ingen Fare med sig for det
Ethiske, tværtimod, den hævder det. Naar man ikke antager
dette, saa bliver Personligheden abstrakt, dens Forhold til Pligten
abstrakt, dens Udødelighed abstrakt. Forskjellen mellem Godt
og Ondt hæves heller ikke; thi jeg tvivler paa, at der
nogensinde har været et Menneske, der har paastaaet, at det er Pligt
at gjøre Ondt. At han gjorde Ondt, er noget Andet, men han
søgte tillige at indbilde sig selv og Andre, at det var godt.
At han skulde kunne forblive i denne Indbildning, er utænkeligt,
da han selv er det Almene; han har da ikke Fjenden udenfor
sig, men i sig. Antager jeg derimod, at Pligten er noget
Udvortes, saa er Forskjellen mellem Godt og Ondt hævet, thi
naar jeg ikke selv er det Almene, kan jeg kun træde i et abstrakt
Forhold til det; men Forskjellen mellem Godt og Ondt er
incommensurabel for et abstrakt Forhold.
Netop naar man indseer, at Personligheden er det
Absolute, er sit eget Formaal, er Eenheden af det Almene og det
Enkelte, netop da vil enhver Skepsis, der gjør det Historiske
til sit Udgangspunkt, være overvunden. Fritænkerne have ofte
nok søgt at forvirre Begreberne ved at gjøre opmærksom paa,
hvorledes stundom Folk erklærede Det for Helligt og Lovligt,
hvad der i andre Folks Øine var en Afskyelighed og en
Misgjerning. Man har her selv ladet sig blænde af det Udvortes;
men ved det Ethiske er der aldrig Spørgsmaal om det Udvortes,
men om det Indvortes. Men om det Udvortes end nok saa
meget forandres, saa kan dog Handlingens sædelige Gehalt blive
den samme. Der har saaledes vist aldrig været noget Folk til,
der har meent, at Børn skulle hade deres Forældre. Imidlertid
har man, for at nære Tvivlen, gjort opmærksom paa, at medens
alle dannede Nationer gjorde det til Børnenes Pligt, at sørge
for deres Forældre, saa havde de Vilde den Skik at slaae deres
gamle Forældre ihjel. Det er vel muligt, at det forholder
sig saaledes; men dermed er man dog ikke kommen videre, thi
Spørgsmaalet bliver, om de Vilde mene at gjøre noget Ondt
dermed. Det Ethiske ligger altid i denne Bevidsthed, hvorimod
det er et andet Spørgsmaal, om ikke en mangelfuld Erkjendelse
er tilregnelig. Fritænkeren indseer meget godt, at det er den
Maade, paa hvilken det Ethiske allerlettest forflygtiges, naar
man aabner Døren for den historiske Uendelighed. Og dog
ligger der noget Sandt i hans Adfærd, thi naar ikke Individet
til syvende og sidst selv er det Absolute, saa er Empirien den
eneste Vei, der er ham anviist, og den Vei har med Hensyn
til Udløb den samme Egenskab som den Flod Niger med
Hensyn til Udspring, at Ingen veed hvor det er. Er jeg anviist
Endeligheden, saa er det en Vilkaarlighed at blive staaende paa
noget enkelt Punkt. Ad den Vei kommer man derfor aldrig til
at begynde, thi for at skulle begynde maatte man være kommen
til Enden, men dette er en Umulighed. Naar Personligheden
er det Absolute, da er den selv det archimediske Punkt, fra
hvilket man kan løfte Verden. At denne Bevidsthed ikke kan
forlede Individet til at ville kaste Virkeligheden af sig, er let
at indsee, thi vil han saaledes være det Absolute, saa er han
slet Intet, en Abstraktion. Kun som den Enkelte er han det
Absolute, og denne Bevidsthed vil frelse ham fra al
revolutionair Radikalisme.
Her vil jeg afbryde min Theoretiseren; jeg føler meget
godt, at jeg ikke er skikket dertil, forlanger det heller ikke, men
skal være fuldkommen tilfredsstillet, naar jeg maatte antages at
være en antagelig Praktiker. Al Theoretiseren tager desuden
saamegen Tid; hvad jeg handlende kan gjøre af i et Øieblik
eller strax være i Gang med, det fordrer store Ophævelser og
Vanskeligheder, inden man kan faae det udtalt og beskrevet.
Ikke er det nu min Agt at foredrage en Pligtlære for Dig, og
efter Skik og Brug tale om Pligter mod Gud, sig selv og sin
Næste. Ingenlunde som om jeg kastede Vrag paa denne
Inddeling, eller som om hvad jeg havde at foredrage, skulde være
for dybsindigt til at kunne knyttes til Balles Lærebog, eller
forudsatte større Forkundskaber end dem, denne Lærebog forudsætter;
ingenlunde derfor, men fordi jeg troer, at det ved det Ethiske
ikke kommer an paa Pligtens Mangfoldighed, men paa dens
Intensitet. Naar Personligheder: med hele sin Energi har følt
Pligtens Intensitet, saa er han ethisk modnet, og Pligten vil
da bryde frem i ham selv. Hovedsagen er derfor ikke, om et
Menneske kan tælle op paa Fingrene hvormange Pligter han
har, men at han eengang for alle Gange har følt Pligtens
Intensitet saaledes, at Bevidstheden herom er ham Forvisningen
om hans Væsens evige Gyldighed. Jeg anpriser derfor
ingenlunde at være et Pligt-Menneske, ligesaa lidt som jeg anbefaler at
være en Læsehest, og dog er det vist, at det Menneske, for hvem
Pligtens Betydning aldrig har viist sig i hele sin Uendelighed,
er ligesaa maadeligt et Menneske, som Den er Videnskabsmand,
der mener, mir nichts und dir nichts
ad modum
„de
Greenaa-Mænd” at udfinde Viisdommen. Lad Casuistiken fordybe sig
i at udfinde Pligtens Mangfoldighed; Hovedsagen, det ene
Saliggjørende, er altid, at et Menneske i Forhold til sit eget
Liv ikke er sin Onkel, men sin Fader.
Lad mig ved et Exempel oplyse hvad jeg mener. Jeg vælger
dertil et Indtryk, jeg har bevaret fra min tidligste Barndom.
Da jeg var fem Aar gammel, blev jeg sat i en Skole. At
en saadan Begivenhed altid gjør et Indtryk paa et Barn er
naturligt, men Spørgsmaalet er, hvilket. Den barnlige
Nysgjerrighed fængsles af de forskjellige forvirrede Forestillinger om,
hvad dette egentlig kan have at betyde. At det ogsaa var
Tilfældet med mig, var ganske rimeligt; imidlertid var det
Hovedindtryk jeg fik, et ganske andet. Jeg mødte i Skolen, blev
fremstillet for Læreren, og fik nu min Lectie for til den følgende
Dag, de første ti Linier i Balles Lærebog, som jeg skulde kunne
udenad. Ethvert andet Indtryk var nu udslettet af min Sjæl,
kun min Opgave stod levende for den. Som Barn havde jeg
en saare lykkelig Hukommelse. Snart havde jeg da lært min
Lectie. Min Søster havde hørt mig flere Gange og forsikkret,
at jeg kunde den. Jeg gik i Seng, og førend jeg faldt i Søvn,
overhørte jeg endnu engang mig selv; jeg faldt i Søvn med
det faste Forsæt, den følgende Morgen at læse over paa den
igjen. Jeg vaagnede Kl. 5 om Morgenen, jeg klædte mig paa,
fik fat i min Lærebog og læste igjen. Alt staaer endnu i dette
Øieblik saa levende for mig, som om det var skeet igaar. Det
var mig som maatte Himmel og Jord falde sammen, hvis jeg
ikke lærte min Lectie, og paa den anden Side var det mig, som
om, hvis selv Himmel og Jord faldt sammen, denne
Omvæltning ingenlunde vilde fritage mig for, hvad der eengang var
foresat mig, at lære min Lectie. I den Alder vidste jeg jo
saare lidt Besked om mine Pligter, jeg havde jo endnu ikke
lært dem at kjende af Balles Lærebog, jeg havde kun een Pligt,
den, at lære min Lectie, og dog kan jeg derivere hele min ethiske
Betragtning af Livet fra dette Indtryk. Jeg kan smile ad en
saadan lille Purk paa fem Aar, der griber en Sag an med
den Lidenskabelighed, og dog forsikkrer jeg Dig, jeg har intet
høiere Ønske, end at jeg i enhver Livets Alder maa gribe min
Gjerning an med den Energi, med den ethiske Alvor, som
dengang. At man i sit senere Liv faaer mere Forestilling om,
hvad Eens Gjerning er, er sandt, men Energien er dog
Hovedsagen. At denne Begivenhed gjorde det Indtryk paa mig,
skylder jeg min Faders Alvor, og om jeg ikke skyldte ham Andet,
saa var dette nok til at bringe mig i en evig Gjeld til ham.
Det er det, det kommer an paa ved Opdragelsen, ikke at Barnet
lærer Dit og Dat, men at Aanden modnes, at Energien vækkes.
Du taler ofte nok om den Herlighed at være et godt Hoved,
hvo vil negte, at det har Betydning? og dog troer jeg næsten,
man gjør sig selv dertil, naar man vil det. Giv et Menneske
Energi, Lidenskab, og han er Alt. Tag en ung Pige, lad
hende være fjantet, forskruet, ret en pjattet Tøs, tænk Dig
hende forelsket dybt og inderligt, og Du skal see, det gode
Hoved kommer af sig selv, Du skal see, hvor klog og snild hun
bliver paa at opspore, om hun finder Gjenkjærlighed; lad hende
blive lykkelig, og Du skal see Sværmeriet blomstre paa hendes
Læber; lad hende blive ulykkelig, Du skal høre Vittighedens
og Forstandens kolde Reflexioner.
I denne Henseende kan jeg sige, at min Barndom har
været lykkelig, fordi den har beriget mig med ethiske Indtryk.
Lad mig et Øieblik endnu dvæle ved den, den erindrer mig om
min Fader, og denne er den kjæreste Erindring, jeg eier, og
ingenlunde et fattigt ufrugtbart Minde; den kan give mig
Anledning til, endnu engang at belyse, hvad jeg siger, at
Total-Indtrykket af Pligten er Hovedsagen, ingenlunde Pligtens
Mangfoldighed. Gjøres denne gjældende, da er Individet forkleinet
og ødelagt. I den Henseende var jeg nu som Barn lykkelig,
thi jeg havde aldrig mange Pligter, men i Almindelighed kun
een, men denne var det ogsaa til Gavns. Da jeg var bleven
to Aar ældre, blev jeg sat i den lærde Skole. Her begyndte
et nyt Liv, men Hoved-Indtrykket var atter her det Ethiske,
om jeg end nød den største Frihed. Jeg kom mellem de andre
Disciple, hørte dem med Forundring klage over deres Lærer,
saae det Vidunderlige skee, at en Discipel blev taget ud af
Skolen, fordi han ikke kunde komme ud af det med Læreren.
Havde jeg ikke fra tidligere Tid været saa dybt paavirket, havde
maaskee en saadan Begivenhed virket skadeligt paa mig. Nu
var dette ikke Tilfældet. Jeg vidste, det var min Opgave at
gaae i Skole, i den Skole, jeg engang var sat i; om saa alt
Andet blev forandret, delte kunde ikke forandres. Det var ikke
blot Frygt for min Faders Alvor, der bibragte mig denne
Forestilling, men det var det ophøiede Indtryk af hvad der var et
Menneskes Pligt. Om min Fader var død, om jeg var bleven
sat under en Andens Opsigt, hvem jeg kunde have bevæget til
at tage mig ud af Skolen, jeg havde aldrig vovet det eller ret
villet det, det vilde have været mig, som om min Faders Skygge
skulde kommet og fulgt mig i Skole; thi atter her havde jeg
faaet et uendeligt Indtryk af, hvad der var min Pligt, saa at
ingen Tid vilde have udslettet Erindringen om, at jeg havde
krænket hans Villie. Forøvrigt nød jeg min Frihed, jeg kjendte
kun een Pligt, den, at passe min Skole, og i denne Henseende
var jeg selv aldeles ansvarlig. Da jeg var sat ind i Skolen,
da de forordnede Skolebøger vare indkjøbte, saa overrakte min
Fader mig dem, og sagde:
Wilhelm
, Du er, naar Maaneden
er ude, Nr. 3 i Din Classe. Jeg var fri for alt faderligt
Vrøvl. Han spurgte mig aldrig om min Lectie, hørte mig
aldrig i den, saae aldrig mine Stile, erindrede mig aldrig om,
at det nu var Tid at læse, nu Tid at høre op, kom aldrig
Discipelens Samvittighed til Hjælp, som man ofte nok seer
det, naar ældre Fædre klappe deres Børn paa Kinderne og sige:
Du kan vel nok Dine Ting. Skulde jeg ud, spurgte han først,
om jeg havde Tid, det afgjorde jeg selv, ikke han, og hans
Spørgsmaal indlod sig aldrig paa Vidtløftigheder. At han
forøvrigt bekymrede sig meget om, hvad jeg foretog mig, det
troer jeg ganske vist, men han lod mig aldrig mærke det, for
at min Sjæl kunde modnes ved Ansvaret. Her var atter det
Samme, jeg havde ikke mange Pligter, og hvor mange Børn
forqvakles ikke derved, at man overvælder dem med et heelt
Ceremoniel af Pligter. Jeg fik saaledes ret dybt et Indtryk
af, at der var Noget til, der hed Pligt, og at denne havde evig
Gyldighed. Vi læste i min Tid latinsk Grammatik med et
Fynd og Klem, som man i vor Tid ikke kjender. Ved denne
Underviisning fik jeg et Indtryk, som paa en anden Maade
virkede eensartet hermed paa min Sjæl. Forsaavidt jeg tør
tiltroe mig Evne til at betragte Noget philosophisk, da skylder
jeg den dette Barndommens Indtryk. Den ubetingede Respekt,
med hvilken jeg betragtede Reglen, den Ærbødighed, jeg nærede
for den, den Foragt, med hvilken jeg skuede ned paa det
kummerlige Liv, Undtagelsen fristede, den i mine Øine retfærdige
Maade, paa hvilken denne blev forfulgt i min Stilebog og altid
brændemærket, hvad er det Andet end den Distinction, der
ligger til Grund for enhver philosophisk Betragtning? Naar jeg
nu saaledes paavirket betragtede min Fader, da forekom han
mig en Incarnation af Reglen; hvad der kom andetstedsfra, det
var Undtagelse, forsaavidt det ikke var i Overeensstemmelse med
hans Bud. Naar jeg betragtede hiin Meddiscipel, saa følte
jeg, at det maatte være Undtagelse, der ikke var værd at agte
paa, og det saameget mere som de mange Ophævelser, der
gjordes med ham, tilstrækkelig viste, at han var Undtagelse.
Den barnagtige Rigorisme, hvormed jeg dengang adskilte mellem
Regel og Undtagelse, saavel i Grammatiken som i Livet, er vel
bleven formildet, men endnu bestandig har jeg Adskillelsen i
mig; jeg veed at kalde den frem, især naar jeg seer Dig og
Dine Lige, der synes at foredrage den Lære, at Undtagelsen er
det Vigtigste, ja at Reglen kun er til, for at Undtagelsen kan
tage sig ud.
Energien, hvormed jeg bliver mig ethisk bevidst, er det
da, hvorpaa det kommer an, eller rettere, jeg kan ikke blive
mig ethisk bevidst uden Energi. Jeg kan derfor aldrig blive mig
ethisk bevidst, uden at blive mig mit evige Væsen bevidst. Dette
er det sande Beviis for Sjælens Udødelighed. Fuldbaarent er
det naturligviis først da kun, naar Opgaven congruerer med
Forpligtelsen, men det, jeg for en Evighed er forpligtet til, er en evig
Opgave. Den Omstændighed, at de ti Linier i Balles Lærebog
vare satte mig som en Opgave, jeg ved intet Andet i Verden
kunde løskjøbes fra, var da i en vis Forstand det første Beviis,
der er ført for mig for min Sjæls Udødelighed. Det
Ufuldkomne laae ikke i min Energi, men i Opgavens Tilfældighed.
Det er da ikke min Hensigt at føre Dig ind i en
Betragtning af Pligtens Mangfoldighed; vilde jeg udtrykke Pligten
negativt, da var det let gjort, vilde jeg udtrykke den positivt,
da vilde det være saare vanskeligt og vidtløftigt, ja, naar jeg
var kommen til et vist Punkt, umuligt. Hvad der derimod
var min Hensigt, hvad jeg efter Evne har bestræbt mig for at
gjøre, var at belyse Pligtens absolute Betydning,
Pligt-Forholdets evige Gyldighed for Personligheden. Saasnart nemlig
Personligheden i Fortvivlelsen har fundet sig selv, absolut har
valgt sig selv, saa har han sig selv, saa har han sig selv som
sin Opgave under et evigt Ansvar, og saaledes er Pligten sat
i sin Absoluthed. Da han imidlertid ikke har skabt sig selv,
men valgt sig selv, saa er Pligten Udtrykket for hans absolute
Afhængighed og hans absolute Frihed i Identitet med
hinanden. Den enkelte Pligt vil han lære sig selv og forgjæves
søge Oplysning derom hos nogen Anden, og dog vil han atter
her være Autodidakt som han er Theodidakt, og omvendt.
Pligten bliver ham da i intet Tilfælde noget Abstrakt, deels
fordi den ikke er ham noget Udvortes, thi naar det er
Tilfældet, er den altid abstrakt; deels fordi han selv er concret,
thi da han valgte sig ethisk, valgte han sig i hele sin
Concretion og gav Afkald paa Vilkaarlighedens Abstrakthed.
Hvad der staaer tilbage er, at vise hvorledes Livet tager
sig ud, naar man betragter det ethisk. Du og alle Æsthetikere
ere saare villige til at dele, I indrømme, at det Ethiske har
sin Betydning, I sige, at det er respektabelt, naar en Mand
lever for sine Pligter, at det er al Ære værd, ja I lade endog
nogle forblommede Ord falde om, at det er ganske i sin Orden,
at der er Mennesker, der leve for deres Pligter, at det er godt,
at Mængden af Menneskene gjør det, og I træffe da stundom
Pligt-Mennesker, der ere godmodige nok til at finde, at der er
Mening i denne Tale, uagtet den naturligviis som al Skepsis
er meningsløs. I selv ønske derimod ikke at indlade Eder med
det Ethiske; at gjøre det vilde være at berøve Livet dets
Betydning og fremfor Alt dets Skjønhed. Det Ethiske er noget
ganske Andet end det Æsthetiske, og naar det kommer frem,
tilintetgjør det aldeles dette. Hvis det nu var saa, jeg vilde
dog ikke tvivle om, hvad jeg skulde vælge. I Fortvivlelsen er
der et Øieblik, hvor det synes saa, og Den, der ikke har følt
dette, hans Fortvivlelse har dog altid været svigagtig, og han
har ikke ethisk valgt sig selv. Imidlertid er det dog ikke saa,
og derfor viser Fortvivlelsen i næste Øieblik sig ikke som et
Brud, men som en Metamorphose. Alt kommer igjen, men
forklaret. Først derfor naar man ethisk betragter Livet, først
da faaer det Skjønhed, Sandhed, Betydning, Bestaaen; først
naar man selv lever ethisk, først da faaer Ens Liv Skjønhed,
Sandhed, Betydning, Tryghed; først i den ethiske
Livs-Anskuelse er den autopathiske og den sympathiske Tvivl beroliget.
Den autopathiske og den sympathiske Tvivl kan nemlig kun
beroliges i Eet og det Samme, fordi det væsentlig er den samme
Tvivl. Den autopathiske Tvivl er nemlig ikke en Yttring af
Egoisme, men en Fordring af den Selvkjærlighed, der i samme
Forstand fordrer sit eget Selv, som den fordrer enhver Andens
Selv. Dette mener jeg er af stor Betydning. Hvis nemlig
en Æsthetiker ikke var Egoist, saa maatte han, under den
Forudsætning, at enhver tænkelig Begunstigelse var falden i hans Lod,
fortvivle over al sin Lykke, fordi han maatte sige: det, hvorved
jeg er lykkelig, er Noget, som ikke saaledes kan gives et
Menneske, og som intet andet Menneske selv kan erhverve. Han maatte
jo være angst for, at Nogen skulde spørge ham om, hvori han
søgte sin Lykke, thi han var jo bleven lykkelig, for at alle andre
Mennesker skulde føle, at de ikke kunde blive det. Hvis et
saadant Menneske havde nogen Sympathi, han vilde ikke unde
sig selv Ro, for han fandt et høiere Udgangspunkt for Livet.
Naar han havde fundet det, da vilde han ikke være bange for
at tale om sin Lykke, thi naar han nu ret vilde udtale det, da
vilde han sige Noget med, der absolut forsonede ham med ethvert
Menneske, med den hele Menneskehed.
Dog lad os blive staaende ved den Kategori, som
Æsthetiken altid vindicerer sig — ved Skjønheden. Livet taber sin
Skjønhed, siger Du, saasnart det Ethiske bliver gjort gjældende.
„Istedetfor den Glæde, Lykke, Sorgløshed, Skjønhed, som Livet
har, naar vi betragte det æsthetisk, faae vi pligtskyldig
Virksomhed, roesværdig Stræbsomhed, ufortrøden og rastløs Iver.”
Dersom Du nu personlig var tilstede hos mig, saa vilde jeg
bede Dig at give mig en Definition af det Skjønne, at jeg
kunde komme til at begynde. Da dette ikke er Tilfældet, saa
vil jeg tillade mig at knytte mig til den Definition, Du pleier
at give: det Skjønne er det, der har sin Teleologi i sig selv.
Du tager en ung Pige, Du siger, hun er skjøn, hun er glad,
sorgløs, lykkelig, fuldkommen Harmoni, fuldendt i sig selv, og
det er en Dumhed at spørge, hvorfor hun er til, thi hun har
sin Teleologi i sig selv. Jeg skal ikke chicanere Dig med den
Indvending, om den unge Pige virkelig er tjent med, saaledes
alene at have sin Teleologi i sig selv, eller om Du ikke vilde
smigre Dig med, hvis der forundtes Dig Leilighed til at
foredrage Din Anskuelse af hendes Tilværelses Guddommelighed,
at hun tilsidst skulde tage Feil og troe, at hun kun var til for
at høre paa Dine Insinuationer. Du betragter Naturen og
finder den ligeledes skjøn, og banlyser enhver endelig
Betragtning af den. Heller ikke her skal jeg plage Dig med den
Bemærkning, om det ikke hører Naturen væsentlig til at være for
Andet. Du betragter Kunstens og Poesiens Værker, og
udraaber med Digteren:
procul, o procul este profani
, og
forstaaer ved «
profani
» dem, som ville nedværdige Poesi og Kunst
derved, at de give dem en Teleologi, der ligger udenfor dem
selv. Hvad Poesi og Kunst angaaer, da vil jeg erindre Dig
om, hvad jeg tidligere har bemærket, at de kun give en
ufuldkommen Forsoning med Livet, samt at Du, naar Du fæster
Dit Blik paa Poesi og Kunst, ikke betragter Virkeligheden, og
derom var det egentlig vi skulde tale. Vi gaae da tilbage til
denne igjen, og da Du formodentlig selv indseer, at Du, naar
Du vil gjøre Kunstens Fordringer gjældende i deres hele
Strenghed, rimeligviis vil finde saare lidet Skjønt i Livet, saa giver
Du det Skjønne en anden Betydning. Det Skjønne, Du taler
om, er det Individuel-Skjønne. Du seer hvert enkelt Menneske,
som et lille Moment med i det Hele, seer ham netop i hans
Eiendommelighed, og saaledes faaer selv det Tilfældige, det
Ubetydelige, Betydning, og Livet Skjønhedens Præg. Du
betragter altsaa hvert enkelt Menneske som Moment. Men det
Skjønne var jo det, som havde sin Teleologi i sig selv, men
naar et Menneske blot er Moment, saa har han jo sin
Teleologi ikke i sig selv, men udenfor sig selv. Er da det Hele end
skjønt, Delene for sig ere det ikke. Og nu Dit eget Liv. Har
det sin Teleologi i sig selv? Om et Menneske er berettiget til
at føre et saadant blot betragtende Liv, skal jeg ikke afgjøre,
men
eh bien
, lad os antage, at Dit Livs Betydning var, at
Du var til for at betragte det Øvrige, saa havde Du jo dog
Din Teleologi udenfor Dig. Først naar ethvert enkelt
Menneske er Moment og tillige er det Hele, først da betragter Du
ham efter hans Skjønhed; men saasnart Du betragter ham
saaledes, betragter Du ham ethisk; betragter Du ham ethisk,
betragter Du ham efter hans Frihed. Lad ham være nok saa
eiendommeligt bestemmet, naar denne Bestemmethed er en
Nødvendighed, saa er han blot Moment, og hans Liv er ikke skjønt.
Naar Du definerer det Skjønne ved det, der har sin
Teleologi i sig selv, og som Exempler anfører en Pige, eller Naturen,
eller et Kunstværk, saa skjønner jeg ikke rettere, end at den hele
Tale om, at alt dette har sin Teleologi i sig selv, er en
Illusion. For at der skal være Tale om Teleologi, maatte der
være en Bevægelse, thi saasnart jeg tænker et Maal, tænker jeg
en Bevægelse, selv om jeg tænker En ved Maalet, tænker jeg
dog altid en Bevægelse, da jeg tænker, at han er kommen dertil
ved en Bevægelse. Det, Du kalder skjønt, mangler aabenbart
Bevægelsen; thi det Skjønne i Naturen er paa eengang, og
naar jeg betragter et Kunstværk og gjennemtrænger dets Tanke
med min Tanke, saa er det egentlig i mig at Bevægelsen
foregaaer, ikke i Kunstværket. Du kan derfor gjerne have Ret i,
at det Skjønne har sin Teleologi i sig selv, men saaledes som
Du opfatter og anvender det, er det dog egentlig et negativt
Udtryk, der betegner, at det Skjønne har sin Teleologi i et
Andet. Du vil derfor heller ikke kunne bruge et tilsyneladende
synonymt Udtryk, at det Skjønne, Du taler om, har indre
Teleologi eller immanent Teleologi. Saasnart Du nemlig bruger
det, saa fordrer Du Bevægelse, Historie, og derved har Du
overskredet Naturens og Kunstens Sphærer, og er i Frihedens
og derved i Ethikens.
Naar jeg nu siger, at Individet har sin Teleologi i sig
selv, saa kan dette ikke misforstaaes, som om jeg derved meente,
at Individet var det Centrale, eller at Individet i abstrakt
Forstand skulde være sig selv nok, thi tages det abstrakt, saa faaer
jeg dog ingen Bevægelse. Individet har sin Teleologi i sig
selv, har indre Teleologi, er sig selv sin Teleologi; hans Selv
er da det Maal, hvortil han stræber. Dette hans Selv er
imidlertid. ikke en Abstraktion, men absolut concret. I
Bevægelsen hen til sig selv kan han da ikke forholde sig negativ
mod sin Omverden, thi saa er hans Selv en Abstraktion og
bliver det; hans Selv maa aabne sig efter sin hele Concretion,
men til denne Concretion hører ogsaa de Factorer, hvis
Bestemmelse er at gribe virkende ind i Verden. Saaledes bliver
da hans Bevægelse fra sig selv gjennem Verden til sig selv.
Her er Bevægelse og en virkelig Bevægelse; thi denne
Bevægelse er Frihedens Gjerning, men er tillige immanent
Teleologi, og her kan der derfor først være Tale om Skjønhed.
Naar dette forholder sig rigtigt, saa kommer i en vis Forstand
Individet til at staae høiere end ethvert Forhold, men deraf
følger da ingenlunde, at han ikke er i dette Forhold; det skjønnes
heller ikke, at der ligger noget Tyrannisk heri, da det Samme
jo gjælder om ethvert Individ. Jeg er Ægtemand, og Du
veed, jeg bærer den dybeste Agtelse for dette Forhold, og jeg
veed, at jeg ydmyger mig i al Kjærlighed derunder, men dog
veed jeg, at jeg i en anden Forstand er høiere end dette
Forhold; men jeg veed ogsaa, at det ganske i samme Forstand er
Tilfældet med min Kone, og derfor vilde jeg, som Du veed,
ikke elske den unge Pige, fordi hun ikke havde denne Anskuelse.
Først derfor naar jeg betragter Livet ethisk, først da seer
jeg det efter dets Skjønhed, først naar jeg betragter mit eget
Liv ethisk, først da seer jeg det efter dets Skjønhed. Og vil
Du sige, at denne Skjønhed er usynlig, saa vil jeg svare: i
en vis Forstand er den det, i en anden ikke; den er nemlig
synlig i det Historiskes Spor, synlig, som naar det hedder:
loqvere, ut videam te
. At jeg ikke seer Fuldendelsen, men
Striden, er vel sandt, men dog seer jeg ogsaa Fuldendelsen,
hvad Øieblik jeg vil, naar jeg har Mod dertil, og uden Mod
seer jeg overhovedet slet intet Evigt og altsaa heller intet Skjønt.
Naar jeg betragter Livet ethisk, betragter jeg det efter dets
Skjønhed. Livet bliver mig da rigt paa Skjønhed, ikke fattigt
derpaa, som det egentlig er det for Dig. Jeg behøver ikke at
reise Landet rundt for at opdage Skjønheder, eller støve om
efter dem i Gaderne, jeg behøver ikke at skjønne og vrage. Nu,
det forstaaer sig, jeg har heller ikke saa god Tid som Du; thi
da jeg med Glæde, men ogsaa med Alvor, seer mit Liv efter
dets Skjønhed, saa har jeg altid nok at gjøre. Har jeg da
stundom en Time fri, saa staaer jeg ved mit Vindue og
betragter Menneskene, og hvert Menneske seer jeg efter dets
Skjønhed. Han være nok saa ubetydelig, nok saa ringe, jeg
seer ham efter hans Skjønhed; thi jeg seer ham som dette
enkelte Menneske, der dog tillige er det almene Menneske, jeg
seer ham som Den, der har denne concrete Livs-Opgave; han
er ikke til for noget andet Menneskes Skyld, om han saa end
var den usleste Leietjener; han har sin Teleologi i sig selv, han
realiserer denne Opgave — han seirer, det seer jeg; thi den
Modige seer ikke Spøgelser, men derimod seer han seierrige
Helte; den Feige seer ikke Helte, men kun Spøgelser. Seire
maa han, derom er jeg forvisset, derfor er hans Strid skjøn.
Jeg er ellers ikke meget tilbøielig til at stride, idetmindste ikke
med Andre end med mig selv; men derom kan Du være
forvisset, for denne Tro paa det Skjønnes Seier vil jeg stride
paa Liv og Død, og Intet i Verden skal fravriste mig den.
Om man ved Bønner vilde fraliste mig denne Tro, om man
med Magt vilde frarive mig den, for Intet i Verden lader jeg
mig den fratage og ikke for hele Verden; thi da først tabte jeg
den hele Verden, naar jeg tabte denne Tro. Ved denne Tro
seer jeg Livets Skjønhed, og den Skjønhed, jeg seer, har ikke
det Veemodige og Tungsindige, som er uadskilleligt fra al
Naturens og Kunstens Skjønhed, uadskilleligt selv fra de græske
Guders evige Ungdom. Den Skjønhed, jeg seer, er glad og
seierrig, og stærkere end hele Verden. Og denne Skjønhed seer
jeg overalt, ogsaa der, hvor Dit Øie Intet seer. Staa engang
her ved mit Vindue. Der gaaer en ung Pige forbi; erindrer
Du, vi mødte hende engang paa Gaden. Hun var ikke skjøn,
sagde Du, men da Du havde betragtet hende lidt nøiere, kjendte
Du hende, og Du vedblev: „for nogle Aar siden var hun
overmaade deilig og gjorde stor Lykke paa Ballerne, saa fik
hun en Kjærlighedshistorie,
et qvidem
en ulykkelig. Fanden
veed, hvordan hun bar sig ad, hun tog sig den Sag saa nær,
at hendes Skjønhed falmede af Græmmelse, kort at fortælle,
hun var skjøn, nu er hun ikke mere skjøn, og dermed er den
Historie ude.” See, det kan man kalde at betragte Livet efter
dets Skjønhed. I mine Øine har hun imidlertid intet tabt,
og mig synes hun skjønnere end nogensinde. Din Betragtning
af Livets Skjønhed forekommer mig derfor at have megen
Lighed med den Livs-Glæde, der herskede i Drikkevise-Perioden, hvor
man blev munter og oprømt ved at afsynge Arier som denne:
Var ei den Saft af røde Druer,
Hvo vilde længer blive her?
Thi hvor den Vises Øie skuer,
Det møder lutter Lidelser.
Høit lyder Undertryktes Stemme,
Forførtes Skrig, fra Syd til Nord.
Op Brødre! drikker for at glemme
Den hele sørgelige Jord.
Lad os nu træde lidt nærmere til enkelte af Livets
Forhold, især saadanne, hvor det Æsthetiske og det Ethiske berøre
hinanden, for at overveie, hvorvidt den ethiske Betragtning
berøver os nogen Skjønhed, eller om den ikke snarere giver Alt
en høiere Skjønhed. Jeg tænker mig da et bestemt Individ,
der i en vis Forstand er som Folk er flest, i en anden
Forstand concret i sig selv. Lad os være ganske prosaiske. Dette
Menneske skal leve, skal klæde sig, kort, skal kunne existere.
Maaskee henvendte han sig til en Æsthetiker, for at faae at
vide, hvorledes han skulde indrette sig i Livet. Han vilde da
heller ikke savne Oplysning. Denne vil maaskee sige til ham:
„naar man er eenligt Menneske, bruger man 3000 Rdlr. om
Aaret, for at leve beqvemt, har man 4000, bruger man dem
ogsaa; vil man gifte sig, maa man idetmindste have 6000 Rdlr.
Penge er og bliver dog
nervus rerum gerendarum
, den sande
conditio sine qva non
; thi vel er det skjønt at læse om landlig
Nøisomhed, om idyllisk Tarvelighed, og jeg læser gjerne
saadanne Digte, men Levemaaden selv vilde man snart blive kjed
af; og De, der leve saaledes, nyde da heller ikke dette Liv
halv saa godt, som Den, der har Penge, og nu i al Ro og
Mag læser Digternes Sange. Penge er og bliver den absolute
Betingelse for at leve. Saasnart man ikke har Penge, er og
bliver man udelukket af Patriciernes Tal, er og bliver man
Plebeier. Penge er Betingelsen, men deraf følger ingenlunde,
at Enhver, der har Penge, veed at bruge dem. De, der
forstaae dette, ere igjen blandt Patricierne de sande Optimater.”
Med denne Forklaring var nu aabenbart vor Helt ikke tjent;
al den Andens Leve-Viisdom lod ham uberørt, og han maatte
omtrent blive tilmode som en Spurv, der var kommen i
Tranedands. Sagde han nemlig til Æsthetikeren: „det er godt nok;
men jeg har hverken 3000 eller 6000 Rdlr. om Aaret, jeg
har hverken i Capital eller i Rente, jeg har overhovedet slet
Intet, knap en Hat”, saa vilde denne vel trække paa Skulderen
og sige: ja det er en anden Sag, saa er der ikke Andet for,
saa maa de tage tiltakke med at gaae i Arbeidshuset. Hvis
Æsthetikeren var meget godmodig, vilde han maaskee endnu
engang vinke ad den stakkels Stymper og sige til ham: „jeg
vil ikke bringe Dem til Fortvivlelse, førend jeg har vovet det
Yderste; der gives et Par Nødmidler, som man ikke bør lade
uforsøgte, førend man for evig siger Glæden Farvel og aflægger
Løftet og tager Tvangstrøien paa. Gift Dem med en rig
Pige, spil i Lotteriet, reis til Colonierne, anvend nogle Aar
paa at skrabe Penge sammen, snig dem ind i en gammel
Pebersvends Gunst, at han maa indsætte Dem som Arving. For
Øieblikket skilles vore Veie ad, skaf Pengene, og De skal i mig
altid finde en Ven, der skal vide at glemme, at der var en
Tid, da De ikke havde Penge.” Der er dog noget forfærdelig
Hjerteløst i en saadan Livsbetragtning, saaledes med koldt Blod
at myrde al Glæde i Livet for hver Den, der ikke har Penge.
Og det gjør et saadant Penge-Menneske jo, thi det er
idetmindste hans Mening, at uden Penge er der ingen Glæde i
Livet. Hvis jeg her vilde slaae Dig sammen med hine
Æsthetikere, vilde sigte Dig for at nære eller yttre saadanne Tanker,
saa vilde jeg i høi Grad gjøre Dig Uret. Deels er nemlig
Dit Hjerte for godt til at være Bolig for en saadan afskyelig
Nedrighed, deels er Din Sjæl for sympathetisk til, selv om
Du havde slige Tanker, at Du skulde ville yttre dem. Jeg
siger det ikke, som om jeg meente, at Den, der ikke har Penge,
trængte til en saadan medlidende Omsorg, men fordi det dog
var det Mindste, man kunde fordre af et Menneske, der bildte
sig ind at være begunstiget, at han ikke skulde være stolt deraf,
eller have Lyst til at krænke Andre, der ikke vare saa
begunstigede. Lad et Menneske være stolt, i Guds Navn, det var
bedre, om han ikke var det, men lad ham være det; lad ham
kun ikke være stolt af Penge, thi der er Intet, der i den Grad
nedværdiger et Menneske. Du er nu vant til at have Penge,
og har god Forstand paa, hvad der ligger heri. Du
fornærmer Ingen, deri er Du forskjellig fra hine Æsthetikere, Du
hjælper gjerne, hvor Du kan, ja, naar Du udhæver det
Elendige i ikke at have Penge, saa skeer dette af Sympathi. Din
Spot retter sig derfor ikke mod Menneskene, men mod den
Tilværelse, hvor det nu engang er saaledes indrettet, at ikke Alle
have Penge. „Prometheus og Epimetheus”, siger Du, „vare
unegteligt meget kloge, men ubegribeligt er det dog, at medens
de forøvrigt udstyrede Menneskene saa herligt, det ikke faldt
dem ind at give dem Penge med.” Dersom Du havde været
tilstede ved den Leilighed og havde vidst det, Du nu veed, da
vilde Du have traadt frem, og sagt: „I gode Guder, I skulle
have Tak for det Altsammen, men — tilgiver mig, at jeg taler
frimodigt til Eder — I mangler Verdens-Kundskab; for at
Mennesket skal være lykkeligt, mangler der ham een Ting endnu
— det er Penge. Hvad hjælper det ham, at han er skabt til
at herske over Verden, naar han ikke kan faae Tid dertil for
Næringssorger? Hvad ligner det, at jage en fornuftig
Skabning ud i Verden, og saa lade ham slide og slæbe, er det en
Maade at behandle et Menneske paa ?” Paa dette Punkt er Du
uudtømmelig. „De fleste Mennesker”, siger Du, „leve for at
faae et Levebrød; naar de have faaet det, leve de for at faae
et godt Levebrød; naar de have faaet det, døe de. Med sand
Rørelse læste jeg derfor for nogen Tid siden et Avertissement
i Avisen, hvor en Kone bekjendtgjorde sin Mands Død.
Istedetfor vidtløftigt at lamentere over det Smertelige i, at miste
den bedste Ægtemand og den kjærligste Fader, fattede hun sig
meget kort: at dette Dødsfald var saa tungt, fordi hendes Mand
netop kort iforveien havde faaet saadan et godt Levebrød. Der
ligger Mere heri, end hvad den sørgende Enke eller en
almindelig Læser i Adresse-Avisen seer deri. Denne Betragtning
lod sig uddanne til et Beviis for Menneskets Udødelighed. Dette
Beviis kunde fremsættes saaledes: Det er ethvert Menneskes
Bestemmelse at faae et godt Levebrød. Døer han, førend han faaer
det, saa har han ikke opnaaet sin Bestemmelse, og det bliver da
overladt til Enhvers Anen, om han antager, at han paa en
anden Klode vil opnaae sin Bestemmelse. Faaer han derimod
et godt Levebrød, saa har han opnaaet sin Bestemmelse, men
Bestemmelsen af et godt Levebrød kan ikke være den, at han
skal døe, men tværtimod, at han skal leve godt af sit gode
Levebrød,
ergo
er Mennesket udødeligt. Dette Beviis kunde man
kalde det populære Beviis, eller Beviset fra Levebrødet. Naar
dette Beviis føiedes til de tidligere Beviser, saa maatte enhver
fornuftig Tvivl angaaende Udødeligheden ansees for beseiret.
Dette Beviis lader sig ogsaa ypperligt sætte i Forbindelse med
de tidligere Beviser, ja, det viser sig netop her i sin fulde Glorie,
idet det som Slutning slutter sig tilbage i de andre og beviser
disse. De andre Beviser gaae ud fra Betragtningen af, at
Mennesket er et fornuftigt Væsen; forsaavidt nu Nogen skulde
betvivle dette, saa træder Levebrøds-Beviset til og beviser denne
Forudsætning ved følgende Syllogisme: Den, Gud giver et
Levebrød, giver han Forstand; Den, Gud giver et godt
Levebrød, giver han god Forstand,
ergo
. Dette har hiin sørgende
Enke anet, hun har følt det dybe Tragiske i Livets Modsigelse.”
Spot og Kaadhed er da, hvad Du veed at byde denne Sag
betræffende. Det falder Dig da formodentlig heller ikke ind,
at Din Betragtning skulde være gavnlig eller veiledende for
Nogen. Hvad der formodentlig heller ikke falder Dig ind er,
at Du ved saadanne Foredrag kan gjøre Skade; thi det lod
sig vel tænke, at et Menneske, der i sig selv nærede Uvillie nok
over at være tvungen ind i Livets Arbeide, ved at agte paa
den ikke uvittige Lidenskabelighed, hvormed Du tænkte paa
hans Vegne, paa Din sympathetiske Spot, blev endnu mere
utaalmodig, endnu mere fnysende. Det skulde Du imidlertid
være forsigtig med.
Ad den indslagne Vei vil da vor Helt forgjæves søge
Oplysning. Lad os nu høre, hvad en Ethiker vilde svare
ham. Hans Svar blev da følgende: det er ethvert Menneskes
Pligt at arbeide for at leve. Dersom han ikke havde Mere
at sige, saa vilde Du formodentlig svare: „der have vi igjen
den gamle Snak, om Pligt og Pligt, overalt er det Pligt,
der kan ikke tænkes noget Kjedsommeligere end denne
Sammensnærpen, der underkuer Alt og stækker Alt.” Du vil her
behage at erindre, at vor Helt ingen Penge havde, at hiin
hjerteløse Æsthetiker ingen havde at overlade ham, at Du heller
ikke havde saa Meget tilovers, at Du kunde sikkre ham hans
Fremtid. Forsaavidt han da ikke vil sætte sig hen og tænke
over, hvad han vilde have gjort, hvis han havde havt Penge,
saa maa han være betænkt paa en anden Udvei. Du vil
dernæst see, at Ethikeren tiltalte ham i al Høflighed, han
behandlede ham ikke som Undtagelse, han sagde ikke til ham: Herre
Gud, De er nu engang saa ulykkelig, De maa see til at finde
Dem deri. Tværtimod, han gjorde Æsthetikeren til Undtagelse,
thi han sagde: det er ethvert Menneskes Pligt at arbeide for
at leve; forsaavidt altsaa et Menneske ikke behøver det, er han
en Undtagelse, men det, at være en Undtagelse, er, som vi
ovenfor blev enige om, ikke det Store, men det Ringe. Naar
et Menneske derfor vil see Sagen ethisk, vil han see det, at
have Penge, som en Ydmygelse; thi enhver Begunstigelse er
en Ydmygelse. Naar han seer det saaledes, saa vil han ikke
forsee sig paa nogen Begunstigelse. Han vil da ydmyge sig
under den, og naar han har gjort det, saa vil han atter
opløftes ved den Tanke, at Begunstigelsen er et Udtryk for, at
der er gjort en større Fordring til ham.
Naar hiin Ethiker, hos hvem vor Helt fandt Oplysning,
selv veed, hvad det er at arbeide for at leve, saa vil hans
Ord have endnu mere Vægt. Det var at ønske, at
Menneskene i denne Henseende havde lidt mere Mod, og Grunden
til, at man saa høirøstet ofte saaer hiin foragtelige Tale om,
at Penge er Hovedsagen, at høre, ligger for en Deel deri, at
de, der maa arbeide, mangle ethisk Kraft til at vedkjende sig
Betydningen af det at arbeide, mangle ethisk Overbeviisning
om dets Betydning. De, der skade Ægteskabet, ere ikke
Forførerne, men de feige Ægtemand. Saaledes ogsaa her. Hiin
foragtelige Tale skader Intet, men De skade den gode Sag, der,
tvungne til at arbeide for at leve, i det ene Øieblik ville
anerkjendes for det Fortjenstlige, der ligger heri, naar de
sammenligne deres Liv med Lediggængerens, i næste Øieblik klage og
sukke og sige: det er dog det Skjønneste at være uafhængig.
Hvad Agtelse skal da et yngre Menneske faae for Livet, naar
han hører de Ældre tale saaledes. Du har her atter skadet
Dig selv meget ved Din Experimenteren, thi Du har faaet
Noget at vide, som slet ikke er godt og glædeligt. Du veed
meget godt at friste et Menneske og lokke denne Tilstaaelse ud
af ham, at han dog i sit inderste Hjerte helst vilde være fri
for at arbeide, og saa triumpherer Du.
Det Spørgsmaal, om der ikke lod sig tænke en Verden,
hvor det var unødvendigt at arbeide for at leve, er egentlig et
ørkesløst Spørgsmaal, da det ikke besatter sig med den givne
Virkelighed, men med en fingeret. Imidlertid er det dog altid
et Forsøg paa at forkleine den ethiske Opfattelse. Dersom det
nemlig var en Fuldkommenhed ved Existentsen, at man ikke
behøvede at arbeide, saa var jo Dens Liv fuldkomnest, som
ikke behøvede dette. Man kunde da kun i den Forstand sige,
at det var Pligt at arbeide, som man ved dette Ord forstod
en sørgelig Nødvendighed. Pligten udtrykte da ikke det
Almeen-Menneskelige, men det Almindelige, og Pligt var her ikke
Udtrykket for det Fuldkomne. Derfor vilde jeg ogsaa ganske rigtig
svare, at det maa ansees for en Ufuldkommenhed ved Existentsen,
at Mennesket ikke behøvede at arbeide. Paa jo lavere et Trin
Menneskelivet staaer, jo mindre viser Nødvendigheden sig af at
arbeide; jo høiere det staaer, jo mere træder den frem. Den
Pligt, at arbeide for at leve, udtrykker det Almeen-Menneskelige,
og udtrykker ogsaa i en anden Forstand det Almene, fordi den
udtrykker Friheden. Netop ved at arbeide frigjør Mennesket
sig, ved at arbeide bliver han Herre over Naturen, ved at
arbeide viser han, at han er høiere end Naturen.
Eller skulde Livet derved, at et Menneske maa arbeide for
at leve, tabe sin Skjønhed? Jeg er her ved det gamle Punkt,
det beroer paa, hvad man forstaaer ved Skjønhed. Det er
skjønt at see Lilierne paa Marken, skjøndt de hverken spinde
eller sye, saaledes klædte, at end ikke Salomon i al sin Glands
var saa pragtfuld; det er skjønt at see Fuglene sorgløse finde
deres Føde, det er skjønt at see Adam og Eva i et Paradis,
hvor de kunne faae Alt hvad de pege paa; men det er dog
endnu skjønnere at see en Mand ved sit Arbeide erhverve hvad
han behøver. Det er skjønt at see et Forsyn mætte Alt og
sørge for Alt; men det er endnu skjønnere at see en Mand,
der ligesom er sit eget Forsyn. Derved er Mennesket stort,
større end nogen anden Skabning, at han kan sørge for sig
selv. Det er skjønt at see en Mand have Overflod, som han
selv har erhvervet; men det er ogsaa skjønt at see en Mand
gjøre et endnu større Kunststykke, at forvandle Lidet til Meget.
Det er et Udtryk for Menneskets Fuldkommenhed, at han kan
arbeide; det er et endnu høiere Udtryk derfor, at han skal det.
Dersom vor Helt vil adoptere denne Betragtning, da vil
han ikke føle sig fristet til at ønske Formue, som man har sovet
sig til, han vil ikke forsee sig paa Livets Betingelse, han vil
føle det Skjønne i at arbeide for at leve, han vil føle sin
Menneskeværdighed deri; thi det er ikke det Store hos Planten,
at den ikke spinder, men det Ufuldkomne, at den ikke kan det.
Han vil ikke føle Lyst til at stifte Venskab med hiin velhavende
Æsthetiker. Han vil med Besindighed see, hvad der er det
Store, og ikke lade sig strække af Pengemænd. Mærkeligt nok
er det, jeg har seet Mennesker, der med Glæde følte
Betydningen af at arbeide, der vare tilfredse ved deres Arbeide,
lykkelige i deres Nøisomhed, og dog havde de ligesom ikke Mod
til at vedgaae det. Talte de om, hvad de brugte, saa gave de
det altid Udseende af, at de brugte meget Mere end de virkelig
gjorde; de vilde ikke synes flittige, uagtet de virkelig vare det,
ret som om det var Større at bruge Meget end at bruge Lidet,
Større at være en Lediggænger end at være flittig. Hvor
sjeldent træffer man ikke et Menneske, der med Rolighed og glad
Værdighed siger: Dette eller Hiint gjør jeg ikke, fordi jeg ikke
har Raad dertil. Det er, som havde han en ond
Samvittighed, som frygtede han for det Svar, Ræven fik. Paa den
Maade faaer man da al sand Dyd tilintetgjort, eller forvandlet
til et Phantom; thi de der ikke behøve at være nøisomme,
hvorfor skulde de være det? og de der nødsages til at at være
det, de gjøre jo en Dyd af Nødvendighed. Ret som om man
ikke kunde være nøisom, uden man havde Muligheden af
Overflod ved Siden af sig; ret som om Trang ikke var en ligesaa
stor Fristelse for Nøisomheden.
Arbeide vilde da formodentlig vor Helt beslutte sig til,
men Næringssorger vilde han dog nok see sig fritaget for. Jeg
har aldrig kjendt Næringssorger, thi skjøndt jeg til en vis Grad
maa arbeide for at leve, saa har jeg dog altid havt mit
rigelige Udkomme; jeg kan derfor ikke tale med af Erfaring, men
jeg har altid bevaret et aabent Øie for det Tunge deri, men
ogsaa et aabent Øie for det Skjønne deri, det Dannende, det
Forædlende; thi jeg troer, der er ingen Sorg, der i den Grad
danner. Jeg har kjendt Mennesker, hvilke jeg ingenlunde vilde
kalde feige eller blødagtige, som ingenlunde meente, at
Menneskets Liv skulde være uden Strid, som følte Kraft og Mod og
Lyst til at gaae i Kamp der, hvor Andre vilde forsage, jeg har
tillige ofte hørt dem sige: Gud fri mig blot fra Næringssorger,
der er Intet, der i den Grad qvæler det Høiere i et Menneske,
som disse. I Anledning af saadanne Yttringer er det ofte
faldet mig ind, hvad mit eget Liv ogsaa har givet mig
Anledning til at sande, at der dog Intet er saa svigagtigt som det
menneskelige Hjerte. Man vil have Mod til at vove sig ud i
den farligste Strid, men Næringssorger vil man ikke binde an
med; og dog vil man paa samme Tid, at det skal være noget
Støtte at seire i hiin Kamp end i denne. Dette er nu nemt
nok; man vælger en lettere Strid, som dog i Mængdens Øine
seer farligere ud; man indbilder sig, at det er Sandhed; man
seirer, og saa er man jo Helt, og det ganske anderledes Helt,
end om man seirede i hiin anden usle, et Menneske uværdige
Strid. Ja, naar man foruden Næringssorger tillige har en
saadan skjult Fjende i sit eget Indre at kæmpe med, saa er
det intet Under, at man ønsker at blive denne Strid qvit. Saa
ærlig skulde man dog idetmindste være mod sig selv, at man
tilstod, at Grunden, hvorfor man flyede denne Kamp, var den,
at den var langt tungere end al anden Anfægtelse, men er den
det, saa er Seieren ogsaa langt skjønnere. Forsaavidt man ikke
selv er forsøgt i denne Strid, skylder man enhver Stridende at
tilstaae, at hans Strid er den farligste, man skylder at give
ham denne Æreserklæring. Seer et Menneske Næringssorgen
saaledes, som en Æresstrid, i endnu strengere Forstand end
nogen anden Strid, saa vil han allerede være kommen noget
videre. Det gjælder her, som allevegne, at man er rigtig stillet,
ikke spilder sin Tid paa at ønske, men fatter sin Opgave. Er
den tilsyneladende ringe og ubetydelig, smaalig og forknyttende,
saa veed man, at det kun gjør Striden vanskeligere og Seieren
skjønnere. Der er Mænd, hvem en Orden hædrer, og der er
Mænd, der hædre Ordenen, dette anvende Den paa sig selv,
der, medens han føler Kraft og Lyst til at forsøge sig i
berømmelige Kampe, maa lade sig nøie med det Kummerligste af Alt,
at stride med Næringssorger.
En Strid med Næringssorger har den i høi Grad
dannende Egenskab, at Belønningen er saa saare ringe, eller rettere,
slet ingen, den Kæmpende strider for at tilveiebringe Muligheden
af at kunne blive ved at stride. Jo større Kampens Belønning
er, jo mere den ligger udenfor et Menneske, desto mere tør den
Stridende ogsaa stole paa alle de tvetydige Lidenskaber, der
huse i ethvert Menneske. Ærgjerrighed, Forfængelighed,
Stolthed, det er Kræfter, der have en uhyre Elasticitet og kunne drive
et Menneske vidt. Den, der strider med Næringssorger, seer
snart, at disse Lidenskaber svigte ham; thi hvor skulde han troe,
at en saadan Strid skulde kunne interessere Andre eller vække
dem til Beundring? Har han ikke andre Kræfter, saa er han
afvæbnet. Belønningen er saare liden; thi naar han har trællet
og slidt og slæbt, saa har han maaskee netop erhvervet det
Fornødne — det Fornødne til at holde sig vedlige, for atter at
kunne slide og slæbe. See derfor er Næringssorger saa
forædlende og dannende, fordi de ikke tillade et Menneske at skuffe
sig, sig selv betræffende. Seer han ikke noget Høiere i denne
Strid, saa er den ussel, og han har Ret i, at det er en
Kummerlighed at maatte stride for at kunne æde sit Brød i sit
Ansigts Sved. Men derfor er denne Strid saa forædlende, fordi
den tvinger ham til at see noget Andet deri, tvinger ham til,
hvis han ikke aldeles vil henkaste sig selv, at see den som en
Æresstrid, og at det er derfor, at Belønningen er saa ringe,
for at Æren kan være desto større. Han strider da vel for at
erhverve sit Udkomme, men det, han dog strider først og
fremmest for, er, at erhverve sig selv, og vi Andre, vi, som ikke
bleve forsøgte, men dog bevarede Følelsen for det sande Store,
vi ville see til, hvis han tillader det, vi ville i ham hædre et
Æres-Medlem af Samfundet. Han har da en dobbelt Strid,
han kan tabe i den ene og paa samme Tid seire i den anden.
Vil jeg tænke mig det næsten Utænkelige, at alle hans
Bestræbelser for at erhverve sit Udkomme mislykkedes, saa har han
jo tabt, og dog kan han paa samme Tid have vundet den
skjønneste Seier, der lader sig vinde. Herpaa vil han fæste sit
Blik, ikke paa Belønningen, han gik Glip af; thi dertil var
den for ringe. Den der har en Belønning for Øie, han
glemmer den anden Strid; vinder han ikke Belønningen, da
har han tabt Alt, vinder han den, saa bliver det dog altid
tvivlsomt, hvorledes han har vundet den.
Og hvilken Strid skulde nu være mere dannende end den
med Næringssorger! Hvor megen Barnlighed hører der dog
ikke til, for stundom at kunne næsten smile ad al denne jordiske
Møie og Besvær, en udødelig Aand maa have for at leve,
hvor megen Ydmyghed til at være tilfreds med det Lidet, der
erhverves med Vanskelighed, hvor megen Tro for at see et
Forsyns Styrelse ogsaa i hans Liv; thi det er let nok at sige, at
Gud er størst i det Mindste, men til at see ham deri hører
den stærkeste Tro. Hvor megen Kjærlighed til Menneskene, for
at være glad med de Lykkelige, for at kunne opmuntre dem,
hvis Vilkaar bleve ligesaa kummerlige! Hvor inderlig og
gjennemtrængende en Bevidsthed om sig selv, om at han gjør hvad
der staaer i hans Magt, hvor megen Udholdenhed og
Agtpaagivenhed; thi hvilken Fjende er mere underfundig end denne
Sorg? Ikke bliver han den qvit ved et Par dristige
Bevægelser, ikke skræmmer han den bort ved Larmen og Støien.
Hvilken Gratie og Anstand til at bøie af for den og dog ikke
flye den! Hvor ofte maae Vaabnene ikke forandres, snart maa
der arbeides, snart ventes, snart trodses, snart bedes! Og med
hvor megen Lyst og Glæde og Lethed og Smidighed maa han
ikke forandre Vaabnene, thi ellers har Fjenden seiret! Og under
Alt dette gaaer Tiden hen, der forundes ham ikke Leilighed til
at see sine skjønne Planer realiserede, Ungdommens Ønsker
opfyldte. Han seer Andre, for hvem det lykkes. De samle
Mængden omkring sig, de høste dens Bifald, de fryde sig ved dens
Jubel, og han staaer som en eensom Kunstner paa Livets Scene,
han har intet Publikum, Ingen har Tid at see paa ham, Ingen
har Tid, og det forstaaer sig, der hører ogsaa Tid dertil, thi
hans Forestillinger er ikke en halv Times Gjøgleværk, hans
Kunster ere af en finere Art og fordrer Mere end et dannet
Publikum for at forstaaes. Men han attraaer det heller ikke.
Da jeg var tyve Aar gammel, siger han maaskee, da drømte
jeg ogsaa om Strid, da tænkte jeg mig paa Kamppladsen, jeg
saa op til Balkonen, jeg saa Pigernes Kreds, saae dem ængstes
for min Skyld, saae dem tilvifte mig Bifald, og jeg glemte
Stridens Besvær; nu er jeg bleven ældre, min Strid er bleven
en anden, men min Sjæl er ikke mindre stolt. Jeg fordrer en
anden Dommer, en Kjender, jeg fordrer et Øie, der skuer i
Løndom, der ikke bliver træt af at see til, der seer Striden og
seer Faren; jeg fordrer et Øre, der hører Tankernes Arbeiden,
der aner, hvorledes mit bedre Væsen vikler sig ud af
Anfægtelsens Tortur. Til denne Kampdommer vil jeg skue op, hans
Bifald vil jeg eftertragte, om jeg end ikke kan fortjene det.
Og naar da Lidelsernes Kalk rækkes mig, da vil jeg ikke fæste
mit Blik paa Kalken, men paa Den, der rækker mig den, og
jeg vil ikke stirre mod Kalkens Bund, om jeg ikke snart har
udtømt den, men urokkeligt paa Den, af hvem jeg modtager
den. Glad vil jeg tage Kalken i min Haand, ikke som ved en
festlig Leilighed udtømmer jeg den paa en Andens Velgaaende,
idet jeg selv glæder mig ved Drikkens Liflighed; nei, jeg vil
smage dens Bitterhed, og idet jeg smager den, da tilraaber jeg
mig selv: mit Velgaaende, fordi jeg veed og er forvisset om,
at ved denne Drik tilkjøber jeg mig en evig Sundhed.
Saaledes troer jeg, man ethisk maa betragte den Strid,
der kæmpes med Næringssorger. Jeg skal ikke staae saa hart
paa min Net imod Dig, at jeg skulde opfordre Dig til at
oplyse, paa hvilket Punkt i Din Æsthetik Du behandler denne
Sag; men jeg henstiller blot til Din egen Overveielse, om
Livet selv i denne Strid taber sin Skjønhed, naar man ikke
selv vil, eller om det ikke vinder en høiere Skjønhed. At
negte, at en saadan Sorg er til, er jo Vanvid; at glemme,
at den er til, fordi den gaaer Ens eget Huus forbi, er
Tankeløshed, forsaavidt man gjør Fordring paa at have en
Betragtning af Livet, er Hjerteløshed eller Feighed.
At mange Mennesker ikke paa denne Maade betragte
Næringssorger, er ingen Indvending; at ønske dem, at de
maatte have Høimodighed nok til at betragte dem saaledes,
Beaandelse nok til ikke at see feil, som hine Mænd, om hvilke
Skriften i en anden Anledning siger, at de saae feil, saa de
ikke saae mod Himlen, men paa Susanna — er vist et godt
og et fromt Ønske.
Den ethiske Betragtning, at det er ethvert Menneskes Pligt
at arbeide for at leve, har da to Fortrin fremfor den æsthetiske.
For det Første er den i Samklang med Virkeligheden, forklarer
noget Almindeligt i denne, medens den æsthetiske fremsætter
noget Tilfældigt og forklarer Intet. For det Andet opfatter
den Mennesket efter hans Fuldkommenhed, seer ham efter hans
sande Skjønhed. Dette maa ansees for at være det Fornødne
og det meer end Tilstrækkelige denne Sag betræffende. Ønsker
Du et Par empiriske Bemærkninger, saa giver jeg dem med i
Kjøbet, ikke som om den ethiske Betragtning behøvede nogen saadan
Understøttelse, men fordi Du maaskee kan have Gavn af dem.
En gammel Mand, som jeg engang har kjendt, pleiede
altid at sige, at det var godt for et Menneske, at han lærte at
arbeide for at leve; det gjaldt om Ældre hvad der gjaldt om
Børn, de maae tages itide. Min Mening er nu ikke, at det
skulde være gavnligt for et ungt Menneske, strax at forknyttes
af Næringssorger. Men lad ham kun lære at arbeide for at
leve. Den saameget anpriste Uafhængighed er ofte en Snare;
enhver Lyst kan tilfredsstilles, enhver Tilbøielighed følges, ethvert
Lune trives, indtil disse sammensværge sig mod En selv. Den,
der maa arbeide, han skal blive ukjendt med den forfængelige
Glæde at kunne faae Alt, han skal ikke lære at trodse paa sin
Rigdom, ved Penge fjerne enhver Hindring og tilkjøbe sig
enhver Frihed; men hans Sind skal da heller ikke forbittres, han
skal ikke fristes til, hvad vel mangen rig Yngling har gjort,
med stolt Foragt at vende Tilværelsen Ryggen, idet han siger
med Jugurtha: her ligger en By, der er tilfals, naar den finder
en Kjøber; han skal ikke i en stakket Tid have erhvervet en
Viisdom, hvorved han gjør Menneskene Uret og sig selv ulykkelig.
Naar jeg derfor saa ofte hører Folk klage over, at de ere
nødsagede til at arbeide, nødsagede til at bekymre sig om Sligt,
de, hvis Sjæls høie Flugt ikke saaledes burde forknyttes, saa
kan jeg ikke negte, at jeg stundom bliver utaalmodig derover,
at jeg kunde ønske, at der endnu gik en Harun al Raschid om
imellem os og uddeelte Bastonade til Enhver, der klagede i
Utide. Du er nu ikke i det Tilfælde, at Du behøver at
arbeide for at leve, og det er ingenlunde min Hensigt at raade
Dig at kaste Din Formue bort, for at det kan blive Dig en
Nødvendighed at arbeide; det duer ikke, og al Experimenteren
er en Taabelighed, der fører til Intet. Imidlertid troer jeg,
at Du i en anden Forstand er i det Tilfælde at maatte
erhverve Betingelserne for at leve. For at Du skal kunne leve,
maa Du see at blive Herre over Dit medfødte Tungsind. Denne
Omstændighed gjør, at jeg ogsaa paa Dig kan anvende hiin
gamle Mands Ord, at Du er bleven taget itide; dette
Tungsind har været Din Ulykke, men Du skal see, der kommer en
Tid, hvor Du selv vil tilstaae, at det har været Din Lykke.
Erhverv Du da Betingelsen for, at Du kan leve. Du hører
ikke til dem, der skulle gjøre mig utaalmodig med Klager, thi
jeg troer hellere, at Du skulde gjøre Alt andet end at klage,
og Du veed ypperligt at bide Dine Lidelser ind i Dig selv.
Vogt Dig imidlertid, at Du ikke forfalder til det modsatte
Extrem, til en vanvittig Trods, der fortærer Kraften paa at skjule
Smerten, istedetfor at bruge den til at bære og beseire den.
Vor Helt er da villig til at arbeide, ikke fordi det er ham
en
dura necessitas
, men fordi han anseer det for det
Skjønneste og Fuldkomneste. (At han ikke skulde kunne see det
saaledes, fordi han dog er nødt til at finde sig deri, er en af
disse deels taabelige, deels ondskabsfulde Misforstaaelser, der
lægge et Menneskes Værd udenfor ham i det Tilfældige.) Men
netop fordi han vil arbeide, kan hans Gjerning vel blive et
Arbeide, men ikke et Trælleværk. Han fordrer da et høiere
Udtryk for sin Arbeiden, et Udtryk, der betegner hans Gjernings
Forhold til hans Person og til andre Menneskers, et Udtryk,
der kan bestemme ham det som Lyst og tillige hævde dets
Betydning. Her vil en Overveielse igjen blive nødvendig.
Viismanden med de 3000 Rdlr. finder han det vel under sin
Værdighed at indlade sig med; men vor Helt er som Folk er flest.
Han er vel bleven taget itide, men han har dog faaet en Smag
paa at leve æsthetisk, han er som Folk er flest, uskjønsom.
Uagtet derfor Ethikeren var Den, der hjalp ham ud af hans
forrige Forlegenhed, saa er han dog ikke Den, han først
henvender sig til. Maaskee stoler han i al Stilhed paa, at til
syvende og sidst vil vel Ethikeren igjen hjælpe ham ud af det;
thi saa ussel er vor Helt ikke, at han jo gjerne tilstaaer, at
Ethikeren virkelig hjalp ham ud af hans Forlegenhed, uagtet
han ingen Penge havde at give ham. Han henvender sig da
til en lidt mere human Æsthetiker. Denne vil maaskee nu
ogsaa vide at foredrage Noget om Betydningen af at arbeide;
uden Arbeide bliver Livet tilsidst kjedsommeligt. „Ens Arbeide
bør dog ikke være Arbeide i strengere Forstand, men bestandig
kunne bestemmes som Lyst. Man opdager hos sig selv et eller
andet aristokratisk Talent, hvorved man distingverer sig fra
Hoben. Dette uddanner man ikke letsindigt, thi saa bliver man
dog snart kjed deraf, men med al mulig æsthetisk Alvor. Livet
har da ny Betydning for En, fordi man har sit Arbeide, et
Arbeide, der dog egentlig er Ens Lyst. Ved sin Uafhængighed
heger man derom, for at det uforknyttet af Livet kan udvikle
sig i hele sin Frodighed. Dette Talent gjør man imidlertid
ikke til en Planke, hvorpaa man redder sig gjennem Livet, men
til en Vinge, paa hvilken man svinger sig over Verden; man
gjør det ikke til en Arbeids-Kleppert men til en Paradeur.”
Vor Helt har imidlertid intet saadan aristokratisk Talent, han
er som Folk er flest. Æsthetikeren veed da ingen anden Udvei
for ham end „han maa finde sig i at falde ind under Hobens
trivielle Bestemmelse af at være en Arbeider i Livet. Tab ikke
Modet, ogsaa dette har sin Betydning, er hæderligt og
agtværdigt, bliv en flink og stræbsom Mand, et nyttigt Medlem af
Samfundet. Jeg glæder mig allerede til at see Dem, thi jo
mangfoldigere Livet er, desto interessantere for Betragteren.
Derfor hader jeg og alle Æsthetikere en Nationaldragt, fordi
det vilde være saa kjedkommeligt at see paa, om Alle gik eens
klædt; saaledes tager ogsaa hver Enkelt sin Gjerning i Livet,
desto skjønnere bliver det for mig og mine Lige, som gjøre
Profession af at betragte Livet.” Vor Helt bliver, vil jeg
haabe, noget utaalmodig over en saadan Behandling, han
indigneres over det Uforskammede i en saadan Inddeling af
Mennesker. Dertil kommer, at Uafhængigheden dog ogsaa i denne
Æsthetikers Betragtning spillede en Rolle, og uafhængig er
han nu engang ikke.
Maaskee kan han endnu ikke beslutte sig til at henvende
sig til Ethikeren, han vover endnu et Forsøg. Han træffer en
Mand, der siger: man maa arbeide for at leve, saaledes er
Livet nu eengang indrettet. Her synes han at have fundet Den,
han søgte, thi det er jo netop det, han ogsaa mener. Denne
Tale vil han da agte paa. „Man maa arbeide for at leve,
saaledes er Livet nu engang indrettet, det er den luvslidte Side
af Existentsen. Man sover 7 Timer i hvert Døgn, det er
spildt Tid, men det maa være saa; man arbeider 5 Timer i
Døgnet, det er spildt Tid, det maa være saa. Ved 5
Timers Arbeide har man sit Udkomme, og naar man har det, saa
begynder man at leve. Ens Arbeide maa nu helst være saa
kjedsommeligt og intetsigende som muligt, blot at man har sit
Udkomme derved. Har man et specielt Talent, da begaaer man
dog aldrig den Synd imod det, at gjøre det til sin
Erhvervskilde. Nei, sit Talent kjæler man for, det har man for sin
egen Skyld, det har man større Glæde af end en Moder af
sit Barn, det danner man, det udvikler man i de 12 Timer
af Dagen, sover i de 7, er et Umenneske i de 5, og saaledes
bliver Livet dog ret taaleligt, ja endog ret skjønt; thi det er
ikke saa farlig en Sag med de 5 Timers Arbeide, thi da Ens
Tanker dog aldrig ere ved Arbeidet, saa sanker man Kræfter
til den Syssel der er Ens Lyst.”
Vor Helt er igjen lige nær. Deels har han nemlig intet
specielt Talent til at fylde de 12 Timer med derhjemme, deels
har han jo allerede faaet en skjønnere Betragtning af det at
arbeide, en Betragtning, han ikke vil opgive. Han vil da vel
beslutte sig til, atter at søge Hjælp hos Ethikeren. Dennes
Tale er kort: „det er ethvert Menneskes Pligt at have et Kald.”
Mere kan han ikke sige, thi det Ethiske som saadant er altid
abstrakt, og et abstrakt Kald for alle Mennesker gives der ikke,
tværtimod forudsætter han, at ethvert Menneske har et særligt
Kald. Hvilket Kald vor Helt skal vælge, det kan Ethikeren
ikke oplyse ham om; thi dertil fordres et detailleret Kjendskab
til det Æsthetiske i hele hans Personlighed, og selv om Ethikeren
havde dette Kjendskab, vilde han dog afholde sig fra at vælge
for ham, da han jo i saa Fald vilde fornegte sin egen
Livsbetragtning. Det, Ethikeren kan lære ham, er, at der er et
Kald for ethvert Menneske, og naar vor Helt har fundet sit,
da at vælge det ethisk. Hvad Æsthetikeren nemlig talte om de
aristokratiske Talenter, det er en forvirrende og skeptisk Tale om
det, Ethikeren forklarer. Æsthetikerens Livs-Betragtninger ligge
altid i Differentsen: nogle Mennesker have Talent, andre ikke,
og dog er Det, der adskiller dem, et Mere eller Mindre, en
qvantitativ Bestemmelse. Forsaavidt er det en Vilkaarlighed af
dem at standse paa noget enkelt Punkt, og dog ligger Nerven
i deres Livs-Betragtning netop i denne Vilkaarlighed. Deres
Livs-Anskuelse sætter derfor en Splid i hele Tilværelsen, som
de ikke see sig istand til at hæve, hvorimod de med Letsindighed
og Hjerteløshed søge at væbne sig imod den. Ethikeren
derimod forsonet Mennesket med Livet, thi han siger: ethvert
Menneske har et Kald. Han tilintetgjør ikke Differentserne, men han
siger: i alle Differentser bliver det Almene tilbage, at det er
et Kald. Det eminenteste Talent er et Kald, og det Individ,
der er i Besiddelse deraf, kan ikke tabe Virkeligheden af Syne,
han staaer ikke udenfor det Almeen-Menneskelige, thi hans
Talent er et Kald. Det ubetydeligste Individ har et Kald,
han skal ikke udstødes, ikke henvises til at leve paa et
confinium
med Dyrene, han staaer ikke udenfor det
Almeen-Menneskelige, han har et Kald.
Den ethiske Sætning, at ethvert Menneske har et Kald,
er da Udtrykket for, at der er en fornuftig Tingenes Orden,
hvori ethvert Menneske, hvis han vil, udfylder sin Plads
saaledes, at han paa eengang udtrykker det Almeen-Menneskelige
og det Individuelle. Er Tilværelsen ved denne Betragtning
bleven mindre skjøn? Ikke har man et Aristokrati at glæde sig
over, hvis Betydning er begrundet paa Tilfældighed, og
tilfældigt begrundet derpaa; nei, man har et Kongerige af Guder.
Saasnart Talentet ikke opfattes som et Kald — og
saasnart det opfattes som et Kald, har ethvert Menneske et Kald
— saa er Talentet absolut egoistisk. Enhver derfor, der
begrundet sin Leven paa et Talent, han etablerer, saa godt han
kan, en Røverexistents. Et høiere Udtryk for Talentet end at det
er et Talent, har han ikke. Dette Talent vil altsaa frem i hele
sin Differents. Ethvert Talent har derfor en Tilbøielighed til
at gjøre sig til det Centrale, enhver Betingelse skal være
tilstede for at fremme det; thi kun i denne vilde Stormen frem
ligger den egentlig æsthetiske Nydelse af Talentet. Er der et
samtidigt Talent i en anden Retning, saa collidere de paa Liv og Død;
thi de have intet Concentrisk, intet høiere Udtryk tilfælles.
Vor Helt har da faaet, hvad han søgte, et Arbeide, hvoraf
han kunde leve; han har
tillige
faaet et
betydningsfuldere Udtryk for dettes Forhold til hans Personlighed: det er hans Kald,
dets Fuldbyrdelse er altsaa forbunden med en Tilfredsstillelse
for hele hans Personlighed; han har tillige faaet et
betydningsfuldere Udtryk for sit Arbeides Forhold til andre Mennesker,
thi da hans Arbeide er hans Kald, saa er han jo derved i det
Væsentlige sat paa lige Trin med alle andre Mennesker; han
gjør da ved sit Arbeide det Samme som enhver Anden, han
opfylder sit Kald. Denne Anerkjendelse fordrer han, Mere
fordrer han ikke, thi dette er det Absolute. Er mit Kald ringe,
siger han, jeg kan dog være mit Kald tro, og er da efter det
Væsentlige ligesaa stor som den Største, uden at jeg derfor
noget Øieblik skulde være saa taabelig at ville glemme
Differentserne; det var jeg selv mindst tjent med, thi glemte jeg
dem, da var der et abstrakt Kald for Alle, men et abstrakt
Kald er intet Kald, og jeg havde da igjen tabt ligesaa Meget
som de Største. Er mit Kald ringe, jeg kan dog være det
utro, og naar jeg er det, begaaer jeg ligesaa stor en Synd
som den Største. Jeg skal ikke være saa taabelig at ville
glemme Differentserne, eller mene, at min Utroskab skulde have
ligesaa fordærvelige Følger for det Hele, som den Størstes
Utroskab, derned er jeg ikke tjent, jeg var selv den, der
tabte mest derved.
Den ethiske Betragtning, at ethvert Menneske har et Kald,
har da tvende Fortrin fremfor den æsthetiske Theori om Talenter,
Deels forklarer den nemlig ikke noget Tilfældigt i Existentsen,
men det Almene, deels viser den det Almene i dets sande
Skjønhed. Først da er nemlig Talentet skjønt, naar det er forklaret
til at være et Kald, og først da er Existentsen skjøn, naar
ethvert Menneske har et Kald. Da dette forholder sig saaledes,
saa vil jeg bede Dig ikke at forsmaae en enkelt empirisk
Iagttagelse, som Du i Forhold til Hoved-Betragtningen vil have
den Godhed at ansee for en Overflødighed. Naar et Menneske
har et Kald, saa har han gjerne et Normativ udenfor sig, der,
uden at gjøre ham til en Træl, dog saa nogenlunde anviser
ham hvad han har at gjøre, inddeler ham hans Tid, giver
ham ofte Leilighed til at begynde. Mislykkes hans Gjerning
engang for ham, saa haaber han næste Gang at gjøre det
bedre, og denne næste Gang ligger i Tiden ikke saa langt
borte. Den der derimod ikke har noget Kald, forsaavidt han
vil sætte sig selv en Opgave, han maa som oftest arbeide ganske
anderledes
uno tenore
. Han har ingen Afbrydelse, uden
forsaavidt han vil afbryde sig selv. Brister det for ham, saa
brister Alt, og han har saare ondt ved at komme til at begynde
igjen, da han mangler en Anledning. Han fristes da let til
at blive en Pedant, med mindre han vil blive en Lediggænger.
Det er saa almindeligt at udskrige de Mennesker for Pedanteri,
der have bestemte Forretninger. I Reglen kan et saadant
Menneske slet ikke blive Pedant. Den derimod, der ikke har
bestemte Forretninger, fristes til at blive det, for dog at holde
lidt igjen imod den altfor store Frihed, i hvilken han let kan
løbe vild. Man kan derfor gjerne være tilbøielig til at tilgive
ham hans Pedanteri, thi det er Tegn paa noget Godt; men
paa den anden Side maa det dog betragtes som en Straf,
fordi han har villet emancipere sig fra det Almindelige.
Vor Helt fandt et betydningsfuldere Udtryk for sit Arbeides
Forhold til andre Menneskers, at det var et Kald. Han er
da anerkjendt, han har løst sit Creditiv. Men naar han nu
opfylder sit Kald, ja saa finder han sin Tilfredsstillelse deri,
men han fordrer tillige et Udtryk for denne Virksomheds
Forhold til andre Mennesker, han fordrer at
udrette
Noget.
Han vil i denne Henseende maaskee atter løbe vild.
Æsthetikeren vil forklare ham, at Talentets Tilfredsstillelse er det
Høieste, og det, om man udretter Noget eller ikke udretter
Noget, aldeles Bisag. Han vil maaskee støde paa en praktisk
Borneerthed, der i sin inepte Iver troer at udrette Alt, eller
paa en æsthetisk Fornemhed, der mener, at det at udrette Noget
i Verden er faldet i enkelte Udvalgtes Lod, at der gives nogle
enkelte eminente Talenter, der udrette Noget, Resten af
Menneskene ere
numerus
, Overflødighed i Livet, Ødselhed af
Skaberen. Med ingen af disse Forklaringer er vor Helt tjent, thi
han er kun som Folk er flest.
Lad os atter tye til Ethikeren. Han siger: det, ethvert
Menneske udretter og kan udrette, er, at han kan gjøre sin
Gjerning i Livet. Dersom det nemlig forholdt sig saaledes,
at der var nogle Mennesker, der udrettede Noget, Andre ikke,
og Grunden hertil laae i deres Tilfældighed, saa har Skepsis
her atter faaet Overmagten. Man maa derfor sige: væsentligt
udretter ethvert Menneske lige Meget. Jeg prædiker ingenlunde
Indolents, men paa den anden Side maa man være forsigtig
i Brugen af det Udtryk at udrette. Det har altid været
Gjenstand for Din Spot, og Du har, som Du engang yttrede, „af
den Grund studeret Integral- og Differential-Regning og det
Uendeliges Calcule, for at beregne, hvormeget en Copist i
Admiralitetet, der i hele Contoiret gjaldt for en flink Arbeider,
udrettede for det Hele.” Brug Du kun Din Spot mod alle
dem, der ville gjøre sig vigtige i Livet, men misbrug den
aldrig til at forvirre med.
Det Ord: „at udrette” betegner et Forhold mellem min
Handling og et Andet, der ligger udenfor mig. Det er nu let
at indsee, at dette Forhold ikke staaer i min Magt, og at man
forsaavidt med samme Ret kan sige om det eminenteste Talent,
at det Intet udretter, som om det ringeste Menneske. Der
ligger heri ingen Mistillid til Livet, tværtimod ligger deri en
Anerkjendelse af min egen Ubetydelighed, og en Agtelse for
enhver Andens Betydning. Det eminenteste Talent kan fuldkomme
sin Gjerning, det kan det ringeste Menneske ogsaa. Mere kan
ingen af dem. Om de skulle udrette Noget, staaer ikke i deres
Magt, hvorimod det vel staaer i deres Magt at forhindre sig
selv deri. Jeg opgiver da al den Vigtighed, der i Livet ofte
gjør sig bred nok, jeg gjør min Gjerning og spilder ikke min
Tid paa at calculere over, om jeg udretter Noget. Hvad jeg
udretter, følger da min Gjerning som min Lykke, jeg vel tør
glæde mig ved, men ikke absolut tilregne mig. En Bog, den
voxer op, den samler sin Krone, og Menneskene glæde sig ved
at sidde i dens Skygge. Vilde den blive utaalmodig, vilde den
sige: „her paa dette Sted, hvor jeg staaer, kommer der næsten
aldrig et levende Væsen, hvad hjælper det da, at jeg voxer,
at jeg skyder mine Grene ud, hvad udretter jeg dermed”, saa
vilde den kun forsinke sin Væxt, og maaskee kom der da
engang en Vandringsmand, som sagde: dersom dette Træ
istedetfor en Vantrivning havde
været
en løvrig Bog, saa
havde jeg nu kunnet hvile mig i dens Skygge. Tænk Dig,
om Træet kunde høre!
Ethvert Menneske kan da udrette Noget, han kan udrette
sin Gjerning. Gjerningen kan være saare forskjellig, men dette
bliver altid at fastholde, at ethvert Menneske har sin Gjerning,
og Alle saaledes forliges i det Udtryk, at gjøre hver sin
Gjerning. Min Gjernings Forhold til Andet, eller hvad jeg skal
udrette (dette Ord taget efter almindelig Sprogbrug), staaer
ikke i min Magt. Selv Den, hvis Gjerning i Livet er at
udvikle sig selv, selv han udretter, væsentlig seet, ligesaa
Meget
som enhver Anden. Det kunde derfor synes, at hiin
Æsthetiker havde Ret, der meente, at man slet ikke skulde reflektere
paa, hvad man udrettede, men blot nyde Tilfredsstillelsen af sit
Talents Udfoldelse. Feilen var imidlertid den, at han blev
staaende ved den selviske Bestemmelse af Talenter. Han regnede
sig selv til de Udvalgte og vilde ikke i sit Liv udrette det
Almene, ikke betragte sit Talent som sin Gjerning. Det
Menneske derimod, om hvilket man maatte sige, hans Gjerning i
Livet er ene og alene den, at udvikle sig selv, hører
naturligviis til de, menneskeligt talt, mindst Begavede. En ung Pige
f. Ex. Hun hører vel til dem, om hvilke man ikke fristes til
at sige, at de kunne udrette Noget. Lad hende ovenikjøbet
være bleven ulykkelig ved Kjærlighed, lad hende være bleven
berøvet den sidste Udsigt til at udrette Noget: naar hun dog
gjør sin Gjerning, naar hun udvikler sig selv, saa udretter hun,
væsentligt seet, ligesaa Meget som den Største.
Det at udrette er da identisk med at gjøre sin Gjerning.
Tænk Dig et Menneske, der er dybt og inderligt bevæget; det
falder ham aldrig ind, om han skal udrette Noget eller ikke,
kun Ideen vil med sin hele Magt frem i ham. Lad ham være
Taler, Præst, eller hvad Du vil. Han taler ikke til Mængden
for at udrette Noget, men Sangværket i ham maa lyde, kun
da føler han sig lykkelig. Troer Du, han udretter Mindre end
Den, der bliver sig selv vigtig i Foresiillingen om, hvad han
vil udrette, der holder sig selv i Aande ved Tanken om hvad
han selv vil udrette? Tænk Dig en Forfatter, det falder ham
aldrig ind, om han skal faae en Læser, eller om han skal
udrette Noget ved sit Skrift, han vil kun gribe Sandheden, kun
den jager han efter. Troer Du, en saadan Skribent udretter
Mindre end Den, hvis Pen staaer under Opsyn og Ledelse af
den Tanke, at han vil udrette Noget?
Besynderligt nok, hverken Du eller jeg, eller vor Helt selv,
eller hiin kløgtige Æsthetiker, har bemærket det, og dog er det
saa, vor Helt er i Besiddelse af et ualmindeligt Talent.
Saaledes kan det Aandelige i et Menneske i længere Tid skuffe, indtil
dets stille Væxt har naaet et vist Punkt, og det nu pludselig
forkynder sig i hele sin Kraft. Æsthetikeren vil vel sige: ja
nu er det bag efter, nu er han engang forqvaklet, Skade for
det Menneske. Ethikeren derimod vil vel sige: det var ret
heldigt, thi da han nu engang har indseet det Sande, saa vil
hans Talent vel ikke blive en Snare for hans Fod; han vil
indsee, at man hverken behøver Uafhængighed eller 5 Timers
Trælle-Arbeide, for at frede om det, men at hans Talent
netop er hans Kald.
Vor Helt arbeider da for at leve; dette Arbeide er tillige
hans Lyst; han opfylder sit Kald, han udretter sin Gjerning,
at jeg skal sige Alt med eet Ord og med et Ord, der indjager
Dig Angst — han har et Levebrød. Bliv ikke utaalmodig, lad
Digteren sige det, saa lyder det smukkere: han har istedetfor
„Barndommens gyldne Sommerpære” saaet „et Levebrød med
Ære”. Hvad saa videre? Du smiler, Du mener, jeg har
Noget bag Øret, Du gruer allerede for min Prosaisme; thi
„nu løber det vel ikke ud paa Mindre end at faae ham gift,
ja vær saa god, Du kan gjerne lade lyse for ham, jeg skal
Intet have at sige imod hans og Dit gudelige Forsæt. Det
er utroligt, hvilken fornuftig Conseqvents der er i Tilværelsen,
et Levebrød og en Kone, ja selv hiin Digter med sit Klokkespil
slaaer ikke utydeligt paa, at med Levebrødet kommer Konen.
Kun een Ting maa jeg protestere imod, at Du kalder Din
Client en Helt. Jeg har været føielig og eftergivende, jeg har
ikke villet bryde Staven over ham, jeg har altid haabet paa
ham, men nu maa Du virkelig undskylde, om jeg gaaer om
ad en anden Gade og ikke længer gider høre paa Dig. En
Levebrøds-Mand, og en Ægte-Mand, jeg har al Ærbødighed
for ham, men Helt, det gjør han vel end ikke selv Fordring
paa at være.” Du mener da, at der, for at En skal kaldes
en Helt, udfordres, at han gjør noget Ualmindeligt. I saa
Fald har Du virkelig glimrende Udsigter. Sæt nu, at der
hørte meget Mod til at gjøre det Almindelige, og Den, der
viser meget Mod, er jo en Helt. For at En skal kaldes en
Helt, maa man ikke saa meget reflektere paa, hvad han gjør,
som hvorledes han gjør det. Een kan erobre Riger og Lande
uden at være en Helt, en Anden kan ved at beherske sit Sind
vise sig som Helt. Een kan vise Mod ved at gjøre det
Ualmindelige, en Anden ved at gjøre det Almindelige.
Spørgsmaalet bliver bestandig, hvorledes han gjør det. Du vil da
ikke negte, at vor Helt i det Foregaaende har viist Tilbøielighed
til at ville gjøre det Ualmindelige; ja, jeg tør endnu ikke ganske
indestaa for ham. Derpaa har Du formodentlig begrundet
Dit Haab om, at han skulde blive en virkelig Helt; jeg har
derpaa begrundet min Frygt for, at han skulde blive — en
Nar. Jeg har da viist samme Overbærelse mod ham, som Du,
jeg har fra Begyndelsen af haaber paa ham, har kaldt ham
„Helt”, uagtet han flere Gange gjorde Mine til at ville gjøre
sig uværdig til denne Titel. Faaer jeg ham derfor gift, saa
slipper jeg ham rolig ud af min Haand og overlader ham glad
i hans Kones. Paa Grund af hans tidligere udviste
Gjenstridighed har han nemlig qvalificeret sig til at sættes under en
speciellere Opsigt. Dette Arbeide vil hans Kone paatage sig,
og saa vil Alt gaae vel; thi hver Gang han fristes til at ville
være et ualmindeligt Menneske, vil hans Kone strax orientere
ham igjen, og saaledes vil han i al Stilhed fortjene Navnet
Helt, og hans Liv vil ikke være uden Bedrifter. Jeg har da
ikke videre med ham at gjøre, uden forsaavidt han skulde føle
sig hendragen til mig, saaledes som jeg vil føle mig dragen
til ham, hvis han fortsætter sin Heltegang. Han vil da i mig
see en Ven, og vort Forhold vil ikke være uden Betydning.
At Du til den Tid trækker Dig tilbage fra ham, vil han vide
at finde sig i, saameget mere, som han let kunde blive lidt
mistænkelig, hvis det skulde behage Dig at interessere Dig for
ham. I den Henseende ønsker jeg ham til Lykke og ønsker
enhver Ægtemand samme Lykke.
Dog saavidt ere vi langtfra ikke komne endnu. Du kan
da endnu en Tid lang haabe, saalænge nemlig som jeg behøver
at frygte. Vor Helt er nemlig som Folk er flest og har da
en vis Tilbøielighed til det Ualmindelige; han er tillige lidt
uskjønsom og vil desaarsag ogsaa her igjen prøve sin Lykke hos
Æsthetikerne, inden han tager sin Tilflugt til Ethikeren. Sin
Uskjønsomhed veed han ogsaa at besmykke; thi, siger han,
Ethikeren hjalp mig virkelig ud af min Forvirring, den Betragtning
af min Virksomhed, jeg skylder ham, tilfredsstiller mig aldeles,
dens Alvor opløfter mig. Hvad derimod Kjærlighed angaaer,
da kunde jeg vel i den Henseende ønske at nyde min Frihed,
ret at følge mit Hjertes Tilskyndelse; Kjærlighed elsker ikke denne
Alvor, den fordrer det Æsthetiskes Lethed og Ynde.
Du seer, jeg kan faae Ondt nok med ham at gjøre.
Det synes næsten, som om han ikke ganske har forstaaet det
Foregaaende. Han troer endnu bestandig paa, at det Ethiske
ligger udenfor det Æsthetiske, og det uagtet han selv maa
tilstaae, at ved den ethiske Betragtning fik Livet Skjønhed.
Vi faae at see. Pust Du nu lidt til, saa kan jeg da faae
Misviisninger nok.
Skjøndt Du aldrig, hverken mundtlig eller skriftlig, har
svaret mig paa et foregaaende Brev, saa vil Du dog vel
erindre dets Indhold, samt hvorledes jeg der søgte at vise, at
Ægteskabet netop var ved det Ethiske det æsthetiske Udtryk for
Kjærligheden. Du vil da formodentlig holde mig tilgode, hvad
der blev udviklet, i den Forvisning, at jeg, saafremt det
nogenlunde er lykkedes mig at gjøre Dig det begribeligt, lettelig vil,
naar fornødent gjøres, kunne forklare det for vor Helt. Han
har henvendt sig til Æsthetikerne, og han har forladt dem, ikke
klogere paa, hvad han skal gjøre, men snarere paa, hvad han
ikke skal gjøre. Han har en liden Stund været Vidne til en
Forførers Snedighed, har lyttet til hans sledske Taler, men
han har lært at foragte hans Kunst, har lært at gjennemskue
ham, at han er en Løgner, en Løgner, naar han hykler
Kjærlighed, naar han opsminker Følelser, i hvilke der maaskee engang
var Sandhed, da han i disse selv tilhørte en Anden, at han
bedrager dobbelt — Den hvem han vil indbilde, at han nærer
dem, og Den hvem de retmæssig tilhøre, en Løgner, naar han
indbilder sig selv, at der er noget Skjønt i hans Lyst. Han
har lært at foragte den kløgtige Spot, der vil gjøre Kjærlighed
til en Barnestreg, hvorover man kun bør smile. Han har seet
Dit Yndlingsstykke: Den første Kjærlighed. Han tiltroer sig
ikke Dannelse nok til æsthetisk at kunne vurdere Stykket, men
han finder det uretfærdigt af Digteren at lade
Charles
i de
8 Aar synke saa dybt. Han tilstaaer gjerne, at Sligt kan
forekomme i Livet; men han mener, at det ikke er det, man
skal lære af en Digter. Han finder, at det er en Modsigelse
i Stykket, at
Emmeline
paa eengang skal være en forskruet
Fjante og en virkelig elskværdig Pige, hvilket Sidste
Rinville
strax ved første Øiekast forvisser sig om hun er, og det uagtet
han er indtaget imod hende. Han finder, at det i saa Fald
atter er en Uretfærdighed at lade
Charles
i de 8 Aar blive
et forfaldent Menneske. Det forekommer ham, at Stykket burde
ikke blive et Lystspil, men en Tragedie. Han finder, at det er
uretfærdigt af Digteren at lade Emmeline saa letsindigt finde
sig i sin Misforstaaelse, letsindigt tilgive
Rinville
, at han
har bedraget hende, letsindigt glemme
Charles
, og saaledes
letsindigt drive Spot med sine egne Følelser, letsindigt bygge
hele sin Fremtid paa sin egen Letsindighed, paa
Rinvilles
Letsindighed, paa
Charles's
Letsindighed. Han kan vel finde
den oprindelige Emmeline sentimental og overspændt; men den
forbedrede Emmeline, den kløgtige er dog i hans Øine et langt
ringere Væsen end hiin første i al hendes Ufuldkommenhed.
Han finder det uforsvarligt af Digteren, saaledes at fremstille
Kjærligheden som en Narrestreg, man kan bruge 8 Aar til, at
leve sig ind i og en halv Time til at vende op og ned paa,
uden at denne Forandring efterlader noget Indtryk. Han glædede
sig over at bemærke, at det just ikke var de Mennesker, han
agtede mest, der især loe ad saadanne Stykker. Et Øieblik
har Spotten isnet ham hans Blod, men han fornemmer atter
Følelsernes Væld oprinde i sit Bryst, han har forvisset sig om,
at denne Pulsaare er Sjælens Livs-Princip, og at Den, der
overskærer den, er død og behøver ikke at lade sig begrave.
Han har en kort Tid ladet sig dysse af den Mistillid til Livet,
der vil lære ham, at Alt er forfængeligt, at Tiden forandret
Alt, at man Intet tør bygge paa, og derfor aldrig fatte en
Plan for hele sit Liv. Ladheden i ham og Feigheden fandt
denne Tale ret antagelig, det var en magelig Dragt at iføre
sig og i Menneskenes Øine ikke uklædelig. Dog, han har
taget denne Tale skarpt i Øiesyn, han har seet Hykleren, seet
Nydelsessygen, der kom i ydmyg Dragt, Rovdyret, der kom i
Faareklæder, og han har lært at foragte denne Tale. Han har
indseet, at det var en Fornærmelse og altsaa uskjønt at ville
elske et Menneske efter det Dunkle i hans Væsen, men ikke efter
det Bevidste, at ville elske saaledes, at han kunde tænke sig en
Mulighed af, at denne Kjærlighed kunde høre op, og at han
da turde sige: jeg kan Intet gjøre derfor, Følelsen staaer ikke
i et Menneskes Magt. Han har indseet, at det var en
Fornærmelse og altsaa uskjønt at ville elske med een Side af
Sjælen, men ikke med den hele; at gjøre sin Kjærlighed til et
Moment, og dog tage en Andens hele Kjærlighed, at ville
være til en vis Grad en Gaade og en Hemmelighed. Han
har indseet, at det vilde være uskjønt, om han havde hundrede
Arme, saa han paa eengang kunde omfavne Mange; han har
kun een Favn og ønsker kun Een, han kan omfavne. Han har
indseet, at det var en Fornærmelse at ville knytte sig til et
andet Menneske saaledes, som man knytter sig til endelige og
tilfældige Ting, betingelsesviis, for at man, om der bagefter
skulde vise sig Besværligheder, kunde gjøre det om igjen. Han
troer ikke, at det er muligt, at Den, han elsker, kan forandres,
uden til det Bedre, og skulde det skee, da troer han paa
Forholdets Magt til at gjøre Alt godt igjen. Han erkjender, at
hvad Kjærligheden fordrer, er som Tempelskatten, en hellig
Afgift, der betales i en egen Myntsort, og at man ikke
modtager al Verdens Rigdom som Vederlag for den ubetydeligste
Fordring, naar Præget er falskt.
Du seer, vor Helt er paa gode Veie, han har tabt Troen
paa Æsthetikernes forhærdede Forstandighed og paa deres
Overtro paa dunkle Følelser, der skulde være for zarte til at kunne
udtrykkes som Pligt. Han har taget til Takke med Ethikerens
Forklaring, at det er ethvert Menneskes Pligt at gifte sig; han
har forstaaet dette rigtigt, at nemlig vel ikke Den synder, der
ikke gifter sig, uden forsaavidt han selv er Skyld deri, thi da
forsynder han sig mod det Almeen-Menneskelige, der ogsaa er
sat ham som en Opgave, der skal realiseres, men at Den, der
gifter sig, realiserer det Almene. Videre kan Ethikeren ikke
bringe ham, thi det Ethiske er, som sagt, altid abstrakt, det kan
kun sige ham det Almene. Det kan saaledes her ingenlunde
sige ham, med hvem han skal gifte sig. Dertil vilde nemlig
fordres et nøiagtigt Kjendskab til det hele Æsthetiske i ham,
men det har Ethikeren ikke, og om han end havde det, saa
vilde han dog vel vogte sig for at tilintetgjøre sine egne
Theorier ved at paatage sig Valget for ham. Naar han da
selv har valgt, da vil det Ethiske sanctionere Valget og elevere
hans Kjærlighed, og det vil til en vis Grad ogsaa være ham
behjælpeligt i at vælge, da det vil frelse ham fra Overtro paa
det Tilfældige, thi et blot æsthetisk Valg er egentlig et
uendeligt Valg; og ubevidst hjælper det Ethiske ethvert
Menneske, men da det er ubevidst, saa faaer denne det Ethiskes
Assistance Udseende af at være en Forringelse, en Følge af
Livets Jammerlighed, istedetfor den er en Forhøielse, en Følge
af Livets Guddommelighed.
„Et Menneske med saadanne udmærkede Grundsætninger”,
siger Du, „ham tør man nok lade gaae alene, ham tør man
nok vente alt Stort af.” Den samme Mening er jeg af, og
jeg vil haabe, at hans Grundsætninger ere saa faste, at de
ikke bevæges af Din Spot. Imidlertid er der dog endnu et
skarpt Hjørne, vi skulle dreie om ad, inden vi ere i Havn.
Vor Helt har nemlig hørt en Mand, for hvis Dom og
Mening han har al Agtelse, yttre, at da man ved et Ægteskab
for hele sit Liv knyttede sig til et Menneske, saa maatte man
være forsigtig i at vælge, det maatte være en ualmindelig
Pige, der netop ved sin Ualmindelighed gav En en Betryggelse
for Ens hele Fremtid. Skulde Du nu ikke føle Lyst til endnu
en liden Stund at haabe paa vor Helt? Jeg idetmindste
frygter for ham.
Lad os tage denne Sag fra Grunden. Du antager jo,
at der i Skovens eensomme Stilhed boer en Nymphe, et Væsen,
en Pige. Nu vel, denne Nymphe, Pige, dette Væsen forlader
sin Eensomhed og kommer tilsyne her i
Kjøbenhavn
eller i
Nürnberg
, ligesom
Kaspar Hauser
, Stedet er jo
ligegyldigt, nok, hun kommer tilsyne. Tro mig, der vil blive en
Beilen! At udføre dette nærmere, overlader jeg til Dig, Du
kan jo skrive en Roman, betitlet: Nymphen, Væsenet, Pigen i
Skovens Eensomhed,
ad modum
den i alle Leiebibliotheker
berømte Roman: Urnen i den eensomme Dal. Hun er alt kommen
tilsyne, og vor Helt er bleven den Lykkelige, hvem hun har
skjænket sin Kjærlighed. Skulle vi være enige derom? Jeg har
intet at indvende, jeg er jo gift. Du derimod vilde maaskee
føle Dig fornærmet ved, at saadant et Hverdags-Menneste var
bleven Dig foretrukken. Men da Du dog interesserer Dig for
min Client, og det er den eneste Vei, der er tilbage for ham
til at blive en Helt i Dine Øine, saa giv Dit Samtykke. Lad
os nu see, om hans Kjærlighed blev skjøn, hans Ægteskab
skjønt. Pointet i hans Kjærlighed og i hans Ægteskab laae
jo deri, at hun var den eneste Pige i hele Verden. Pointet
laae altsaa i hendes Differents: Mage til en saadan Lykke kunde
der ikke findes i hele Verden, og deri laae netop hans Lykke.
Han er istand til, slet ikke at ville gifte sig med hende; thi
var det ikke at nedværdige en saadan Kjærlighed at give den
et saa almindeligt og vulgært Udtryk som et Ægteskab, var
det ikke formasteligt at fordre, at tvende saadanne Elskende
skulde indtræde i Ægtestandens store Compagni, saa at der i
en vis Forstand ikke skulde være Mere at sige om dem end om
ethvert Ægtepar, at de vare gifte? Dette vilde Du maaskee
finde ganske i sin Orden, og den eneste Indvending, Du havde
at gjøre, var vel den, at det var urigtigt, at en saadan Stymper
som min Helt skulde løbe af med en saadan Pige; naar han
derimod havde været et ualmindeligt Menneske som Du f. Ex.,
eller en ligesaa ualmindelig Mand som hun var Pige, saa
var Alt i sin Orden, og deres Kjærlighedsforhold det mest
fuldendte, der lod sig tænke.
Vor Helt er geraadet i en kritisk Stilling. Om Pigen er
der kun een Mening, det er en ualmindelig Pige. Jeg selv,
Ægtemanden, siger med
Donna Clara
: her har Rygtet ikke
sagt for Meget, det er et Underbarn, den skjønne
Preciosa
.
Det er saa fristende at tabe det Almindelige af Syne og svæve
i det Eventyrliges Luftninger. Og dog, han har jo selv
indseet det Skjønne i Ægteskabet. Hvad gjør da Ægteskabet?
Berøver det ham Noget, tager det nogen Skjønhed fra hende,
hæver det en eneste Differents? Ingenlunde. Men det viser
ham Alt dette som Tilfældigheder, naar han har Ægteskabet
udenfor sig, og først naar han giver Differentsen det Almenes
Udtryk, først da er han i tryg Besiddelse af denne. Det Ethiske
lærer ham, at Forholdet er det Absolute. Forholdet er nemlig
det Almene. Det berøver ham den forfængelige Glæde at være
det Ualmindelige, for at give ham den sande Glæde at være
det Almindelige. Det bringer ham i Harmoni med hele
Tilværelsen, lærer ham at glæde sig ved denne; thi som
Undtagelse, som det Ualmindelige er han i Conflict, og da netop det,
der begrunder det Ualmindelige, her var hans Lykke, saa maa
han jo blive sig sin Existents bevidst som en Plage for det
Almindelige, saafremt der ellers var Sandhed i hans Lykke,
og det maatte dog i Sandhed være en Ulykke at være saaledes
lykkelig, at Ens Lykke, væsentlig seet, var forskjellig fra alle
Andres. Han vinder da den tilfældige Skjønhed og taber den
sande Skjønhed. Dette vil han indsee, og han vil atter vende
tilbage til Ethikerens Sætning, at det er ethvert Menneskes Pligt
at gifte sig, og han vil see, at den ikke blot har Sandheden,
men ogsaa Skjønheden paa sin Side. Lad ham saa faae hiint
Underbarn, han vil ikke forsee sig paa Differentsen. Han vil
glæde sig ret inderligt over hendes Skjønhed, over hendes Ynde,
over den Aandens Rigdom og Følelsens Varme, hun eier, han
vil prise sig lykkelig, men væsentlig, vil han sige, er jeg ikke
forskjellig fra nogen anden Ægtemand; thi Forholdet er det
Absolute. Lad ham faae en mindre begavet Pige, han vil
være glad ved sin Lykke; thi han vil sige: om hun end staaer
langt under Andre, væsentligt gjør hun mig ligesaa lykkelig,
thi Forholdet er det Absolute. Ikke vil han miskjende
Differentsens Betydning, thi som han indsaae, at der intet abstrakt
Kald var til, men at ethvert Menneske havde sit, saaledes vil
han indsee, at der intet abstrakt Ægteskab er til. Ethiken siger
ham blot, at han skal gifte sig, den kan ikke sige ham med
hvem. Ethiken forklarer ham det Almene i Differentsen, og
han forklarer Differentsen i det Almene.
Den ethiske Betragtning af Ægteskabet har da flere Fortrin
for enhver æsthetisk Opfattelse af Kjærligheden. Den oplyser det
Almene, ikke det Tilfældige. Den viser ikke, hvorledes et Par
ganske enkelte Mennesker i deres Ualmindelighed kunne blive
lykkelige, men hvorledes ethvert Ægtepar kan blive det. Den
seer Forholdet som det Absolute og griber da ikke
Differentserne som Garantier, men fatter dem som Opgaver. Den seer
Forholdet som det Absolute og skuer derfor Kjærligheden efter
den sande Skjønhed, efter dens Frihed nemlig, begriber den
historiske Skjønhed.
Vor Helt lever da ved sit Arbeide, hans Arbeide er tillige
hans Kald, han arbeider derfor med Lyst; da det er hans Kald,
sætter det ham i Forbindelse med andre Mennesker, og idet
han fuldkommer sin Gjerning, udretter han hvad han kunde
ønske at udrette i Verden. Han er gift, tilfreds i sit Hjem,
og Tiden gaaer ypperligt for ham; han fatter ikke, at Tiden
kunde være en Byrde for et Menneske, eller blive en Fjende
af hans Lykke, tværtimod, Tiden forekommer ham at være en
sand Velsignelse. I denne Henseende tilstaaer han, at han
skylder sin Kone overordentlig Meget. Det er sandt, jeg har
nok glemt at fortælle, det var en Misforstaaelse med Nymphen
fra Skoven, han blev ikke den Lykkelige, han maatte nøies med
en Pige som Piger ere flest, i samme Forstand som han selv
var som Folk er flest. Imidlertid er han dog meget glad, ja
han betroede mig engang, at han troede, det var ret heldigt,
at han ikke fik hiint Underbarn, Opgaven vilde maaskee været
for stor for ham; hvor Alt, førend man begynder, er saa
fuldendt, der kan man saa let gjøre Skade. Nu derimod er han
fuld af Mod og Tillid og Haab, han er ganske enthusiastisk,
med Begeistring siger han: Forholdet er dog det Absolute; han
er fastere end om alt Andet forvisset om, at Forholdet vil have
Magt til at udvikle denne almindelige Pige til Alt, hvad der
er Stort og Skjønt; hans Kone er i al Ydmyghed af samme
Mening. Ja, min unge Ven, det gaaer underligt til i Verden,
jeg troede slet ikke paa, at der var saadant et Underbarn til i
Verden, som Du taler om, og nu skammer jeg mig næsten over
min Vantro, thi denne almindelige Pige, med sin store Tro,
hun er et Underbarn, og hendes Tro kosteligere end Guld og
grønne Skove. I een Heenseende forbliver jeg dog i min
gamle Vantro, at et saadant Underbarn ikke er at finde i
Skovens Eensomhed.
Min Helt — eller vilde Du negte ham Ret til denne
Benævnelse, synes Dig ikke et Mod, der tør troe at forvandle
en almindelig Pige til et Underbarn, at være et sandt
Heltemod? — takker især sin Kone for, at Tiden har faaet en saa
skjøn Betydning for ham, og forsaavidt tilskriver han det igjen
til en vis Grad Ægteskabet, og deri er han og jeg, vi to
Ægtemænd, aldeles enige. Dersom han havde faaet hiin
Nymphe fra Skoven, og ikke havde giftet sig, saa var han
bange for, at deres Kjærlighed vilde blusset op i enkelte skjønne
Øieblikke, der vilde have efterladt matte Mellemrum. De vilde
da maaskee kun have ønsket at see hinanden, naar Synet ret
kunde blive betydningsfuldt; slog dette nogle Gange feil for
dem, saa er han bange for, at det hele Forhold efterhaanden
havde opløst sig i et Intet. Det ydmyge Ægteskab derimod,
der gjorde det til Pligt for dem, daglig at see hinanden, baade
naar de vare rige og naar de vare fattige, havde udbredt en
Ligelighed og Jævnhed over det hele Forhold, der gjør ham
det i saa høi Grad lifligt. Det prosaiske Ægteskab havde i
sit ringe Incognito skjult en Digter, der ikke blot forklarede
Livet ved enkelte Leiligheder, men altid var ved Haanden og
med sine Toner gjennembævede selv de fattigere Timer.
Min Helts Mening om Ægteskabet i denne Henseende
deler jeg ganske, og det viser her ret sit Fortrin, ikke blot for
det eensomme Liv, men ogsaa for enhver blot erotisk
Forbindelse. Det Sidste har min nye Ven jo i dette Øieblik udviklet,
jeg vil derfor blot med et Par Ord udhæve det Første. Man
være saa godt et Hoved man være vil, man være flittig, man
være begeistret for en Idee, der kommer dog Øieblikke, hvor
Tiden bliver lidt lang. Du spotter saa ofte over det andet
Kjøn, jeg har ofte nok formanet Dig til at lade det være;
ansee en ung Pige for et saa ufuldkomment Væsen som Du
vil, jeg gad dog sige til Dig: min gode Viismand, gak til
Myren og bliv viis, lær af en Pige at faae Tiden til at gaae,
thi heri er hun en født Virtuos. Hun har maaskee ikke den
Forstilling om strengt og vedholdende Arbeide, som en Mand
har, men hun er aldrig ledig, altid beskjæftiget, Tiden hende
aldrig lang. Jeg kan herom tale af Erfaring. Undertiden
hænder det mig, nu vel sjeldnere — thi jeg stræber at
modarbeide det, da jeg antager det for en Ægtemands Pligt at
bestræbe sig for nogenlunde at være jevnaldrende med sin
Kone, — undertiden hænder det mig, at jeg sidder og synker
sammen i mig selv. Jeg har besørget mit Arbeide, jeg har
ingen Lyst til nogen Adspredelse, noget Melancholsk i mit
Temperament faaer Overhaand over mig; jeg bliver mange mange
Aar ældre end jeg virkelig er, jeg bliver næsten fremmed for
mit huuslige Liv, jeg kan godt see, det er smukt, men jeg seer
paa det med andre Øine end ellers; det er mig som var jeg
selv en gammel Mand, min Kone en yngre Søster til mig,
der var lykkelig gift, i hvis Huus jeg nu sad. I saadanne
Timer er det ikke langtfra, at Tiden begynder at blive mig
lang. Hvis nu min Kone var en Mand, saa vilde det maaskee
gaae hende ligesom mig, og vi gik maaskee begge istaa; men
hun er en Qvinde og i god Forstaaelse med Tiden. Er det
en Fuldkommenhed hos en Qvinde, denne hemmelige Rapport,
hun staaer i til Tiden, er det en Ufuldkommenhed, er det fordi
hun er et mere jordisk Væsen end Manden, eller fordi hun
mere har Evigheden i sig? — Svar Du, Du er jo et
philosophisk Hoved. Naar jeg da sidder saaledes forladt og tabt,
og jeg nu seer paa min Kone, let og ungdommelig gaaer hun
omkring i Stuen, altid beskjæftiget, altid har hun noget at
tage vare paa, saa følger mit Øie uvilkaarligt hendes
Bevægelser, jeg deeltager med i Alt hvad hun foretager sig, og det
ender da med, at jeg atter finder mig ind i Tiden, at Tiden
atter faaer Betydning for mig, at Øieblikket atter iler. Hvad
det er, hun foretager sig, ja det skal jeg virkelig ikke med min
bedste Villie kunne sige, ikke om det skulde koste mig Livet, det
bliver mig en Gaade. Hvad det er at arbeide langt ud paa
Natten, at være saa træt, at jeg næsten ikke kan staae op fra
Stolen, hvad det er at tænke, hvad det er at være saa aldeles
tom paa Tanker, at det ikke er mig muligt at faae det Mindste
i mit Hoved, det veed jeg, hvad det er at dovne, veed jeg
ogsaa, men den Maade at være beskjæftiget paa, som min
Kone er det, det er en Gaade. Hun er aldrig træt og dog
aldrig uvirksom, det er som om hendes Beskjæftigelse var en
Leg, en Dands, som om en Leg var hendes Beskjæftigelse.
Hvad er det hun udfylder Tiden med? thi Du kan da vel
begribe, at det naturligviis ikke er tillærte Færdigheder, ikke
disse. Hundekunster, som Pebersvendene i Almindelighed excellere
i; og da vi tale om Pebersvende og jeg i Aanden seer, at det
bliver Enden paa Din Ungdom, saa skulde Du virkelig itide
være betænkt paa at kunde udfylde de ledige Øieblikke, Du
skulde lære at traktere Fløite eller see at udfinde et sindrigt
Instrument til at kradse Piber ud med. Dog, jeg gider ikke
tænke paa Sligt, det bliver jeg snart kjed af at tænke paa;
jeg vender tilbage til min Kone, hende bliver jeg aldrig kjed
af at see paa. Hvad hun foretager sig, kan jeg ikke forklare,
men hun gjør det Altsammen med en Ynde og Gratie, med
en ubeskrivelig Lethed frisk væk uden Ceremonier, ligesom en
Fugl synger sin Arie, og, med dens Arbeide troer jeg ogsaa
at hendes Beskjæftigelse bedst kan sammenlignes, og dog
forekommer hendes Kunster mig at være sande Trolddomskunster.
I denne Henseende er hun min absolute Tilflugt. Naar jeg
da sidder paa mit Arbeids-Værelse, naar jeg bliver træt, naar
Tiden bliver mig lang, da lister jeg mig ind i Dagligstuen,
jeg sætter mig hen i en Krog, jeg siger ikke et Ord af Frygt
for at forstyrre hende i hendes Gjerning, thi uagtet det seer
ud som en Leg, skeer den dog med en Værdighed og en
Sømmelighed, der indgyder Respekt, og hun er saa langtfra at
være, hvad Du siger, Fru
Hansen
er, en Sysselkone, der
snurrer omkring og ved sin Surren udbreder den ægteskabelige
Musik i Dagligstuen.
Ja min gode Viismand, det er utroligt, hvilken naturlig
Virtuos en Qvinde er, hun forklarer paa den interessanteste og
skjønneste Maade det Problem, der har kostet mangen Philosoph
hans Forstand: Tiden. Et Problem, hvorom man hos mange
Philosopher i al deres Vidtløftighed forgjæves søger
Oplysning, forklarer hun ohne weiter til enhver Tid paa Dagen.
Saaledes forklarer hun dette Problem, saaledes forklarer hun
mange andre paa en Maade, der vækker den dybeste Forundring.
Skjøndt jeg ikke er nogen gammel Ægtemand, saa troer jeg at
kunne skrive en heel Bog herom. Det vil jeg imidlertid ikke,
men jeg vil fortælle Dig en Historie, der altid for mig har
været meget betegnende. Etsteds i Holland levede en Lærd.
Han var Orientalist og gift. En Middag kommer han ikke
ind til Spisetid, uagtet der var kaldt paa ham. Hans Kone
venter længselsfuldt med Maden; hun veed, han er hjemme,
og jo længere det varer, jo mindre kan hun forklare sig hans
Udebliven. Endelig beslutter hun sig til, selv at gaae over og
formaae ham til at komme. Der sidder han ene paa sit
Arbeidsværelse, der er ikke et Menneske hos ham. Han er
fordybet i sine orientalske Studier. Jeg kan forestille mig, hun
har bøiet sig ned over ham, lagt sin Arm om hans Hals, kigget
ned i hans Bog, derpaa seet paa ham og sagt: kjære Ven,
hvorfor kommer Du ikke over at spise. Den Lærde har maaskee
knap faaet Tid til at lægge Mærke til, hvad der blev sagt,
men da han seer sin Kone, har han formodentlig svaret: „ja
min Pige, der kan ikke være Tale om Middagsmad, her er en
Vocalisation, jeg aldrig har seet før, Stedet har jeg ofte nok
seet anført, men aldrig saaledes, og dog er min Udgave en
fortræffelig hollandsk Udgave, seer Du, dette Punkt her, det er
til at blive gal over”. Jeg kan forestille mig, hans Kone har
seet paa ham, halvt smilende, halvt bebreidende, fordi et
saadant lille Punkt skulde forstyrre den huuslige Orden, og Sagnet
fortæller, at hun svarede: er det Noget, at tage sig saa nær,
det er jo ikke mere værd end at blæse ad. Som sagt, saa
gjort; hun blæser, og see, Vocalisationen forsvinder; thi det
mærkelige Punkt var et Snuustobakskorn. Glad ilede den
Lærde tilbords, glad over, at Vocalisationen var forsvunden,
endnu gladere over sin Kone.
Skal jeg uddrage Dig Moralen af denne Historie? Hvis
hiin Lærde ikke havde været gift, saa var han maaskee bleven
afsindig, han havde maaskee taget flere Orientalister med sig;
thi jeg tvivler ikke paa, han havde gjort et frygteligt Anskrig
i Literaturen. See derfor er det jeg siger, man skal leve i
god Forstaaelse med det andet Kjøn, thi unter uns gesagt, en
ung Pige forklarer Alt, og blæser ad det hele Consistorium, og
er man i god Forstaaelse med hende, saa er man glad ved
hendes Oplysninger, men i andet Tilfælde driver hun sin Spot
med En. Men denne Historie lærer tillige, paa hvilken Maade
man skal leve i god Forstaaelse med hende. Havde hiin Lærde
ikke været gift, havde han været en Æsthetiker, der havde havt
alle Betingelser i sin Magt, maaskee han da var bleven den
Lykkelige, hvem hiint Underbarn havde villet tilhøre. Han
havde ikke giftet sig, dertil vare deres Følelser for fornemme.
Han havde bygget hende et Palads og ingen Forfinelse sparet
for at gjøre hende Livet rigt paa Nydelse, han havde besøgt
hende i hendes Slot, thi saaledes ønskede hun det; han havde
med erotisk Coquetteri selv tilfods tilbagelagt Veien ud til hende,
medens hans Kammertjener fulgte ham til Vogns, medbringende
rige og kostelige Gaver. I sit orientalske Studium var han
ogsaa stødt paa hiin mærkelige Vocalisation. Han havde stirret
paa den, uden at kunne forklare den. Øieblikket var imidlertid
kommet, da han skulde besøge den Elskede. Han havde kastet
denne Sorg tilside, thi hvorledes sømmer det sig at besøge en
Elskende med Tanker om Andet end om hendes Yndighed og
sin egen Kjærlighed? Han havde iført sig al mulig
Elskværdighed, han havde været mere indtagende end nogensinde, behaget
hende over al Maade, fordi hans Stemme fjernt gjenlød af
mange Lidenskaber, fordi han maatte kæmpe Munterheden ud
af Mismod. Men naar han da ved Daggry forlod hende,
naar han havde tilkastet hende det sidste Kys, og nu sad i sin
Vogn, da var hans Pande formørket. Han kom hjem.
Skodderne bleve lukkede i Arbeidsværelset, Lysene tændte, han lod
sig ikke klæde af; men han satte sig hen og stirrede paa det
Punkt, han ikke kunde forklare. Han havde vel en Pige, han
elskede, ja maaskee tilbad, hvem han kun besøgte, naar hans
Sjæl var rig og stærk, men ikke en Hustru, der kom ind og
kaldte paa ham til Middag, ikke en Kone, der kunde blæse
Punktet bort.
Overhovedet har Qvinden et medfødt Talent og en
oprindelig Gave til, en absolut Virtuositet i at forklare
Endeligheden. Da Manden var skabt, da stod han der som hele
Naturens Herre og Fyrste; Naturens Pragt og Glands, hele
Endelighedens Rigdom ventede blot paa hans Vink, men han fattede
ikke, hvad han skulde gjøre ved det Hele. Han saae derpaa,
men det var ligesom forsvandt Alt ved Aandens Blik, det var
ham som hvis han bevægede sig, da vilde han med et eneste
Skridt være det Alt forbi. Saaledes stod han, en imposant
Skikkelse, tankefuld i sig selv og dog comisk, thi man maa jo
smile ad denne rige Mand, der ikke vidste at bruge sin
Rigdom; men ogsaa tragisk, thi han kunde ikke bruge den. Da
blev Qvinden skabt. Hun var ikke i Forlegenhed, hun vidste
strax, hvorledes man skulde fange denne Sag an, uden
Ophævelse, uden Forberedelse var hun strax færdig til at begynde.
Det var den første Trøst, der blev skjænket Mennesket. Hun
nærmede sig Manden, glad som et Barn, ydmyg som et Barn,
veemodig som et Barn. Hun vilde blot være ham en Trøst,
lindre ham hans Savn, et Savn, hun ikke fattede, men som
hun heller ikke meente at udfylde, forkorte ham Mellemtiden.
Og see, hendes ydmyge Trøst blev Livets rigeste Glæde, hendes
uskyldige Tidsfordriv blev Livets Skjønhed, hendes barnlige
Leg blev Livets dybeste Betydning. En Qvinde fatter
Endeligheden, hun forstaaer den fra Grunden af, derfor er hun
deilig, og det er, væsentlig seet, enhver Qvinde, derfor er hun
yndig, og det er ingen Mand, derfor er hun lykkelig, lykkelig
som ingen Mand kan eller skal være det, derfor er hun i
Harmoni med Tilværelsen, som ingen Mand kan eller skal være
det. Man kan derfor sige, hendes Liv er lykkeligere end
Mandens, thi Endeligheden kan vel gjøre et Menneske lykkeligt,
Uendeligheden som saadan aldrig. Hun er fuldkomnere end
Manden, thi Den er dog vel fuldkomnere, der forklarer Noget,
end Den, der jager efter en Forklaring. Qvinden forklarer
Endeligheden, Manden jager efter Uendeligheden. Saaledes
skal det være, og Enhver har sin Smerte; thi Qvinden føder
Børn med Smerte, men Manden undfanger Ideer med Smerte,
og Qvinden skal ikke kjende Tvivlens Angst eller Fortvivlelsens
Qval, hun skal ikke staae udenfor Ideen, men hun har den paa
anden Haand. Men fordi Qvinden saaledes forklarer
Endeligheden, derfor er hun Mandens dybeste Liv, men et Liv, der
skal være skjult og forborgent, som Rodens Liv altid er det.
See, derfor hader jeg al den afskyelige Tale om Qvindens
Emancipation. Gud forbyde, at det nogensinde maa skee. Jeg
kan ikke sige Dig, med hvilken Smerte den Tanke kan
gjennemtrænge min Sjæl, men heller ikke, hvilken lidenskabelig
Forbittrelse, hvilket Had jeg nærer til hver den, som vover at yttre
Sligt. Det er min Trøst, at de, der foredrage slig Viisdom,
ikke ere snilde som Slanger, men i Almindelighed Dosmere,
hvis Vaas ingen Skade kan gjøre. Ja, dersom Slangen kunde
faae hende dette indbildt, kunde friste hende med den
tilsyneladende lystelige Frugt, dersom denne Smitte udbredte sig,
dersom den trængte igjennem ogsaa til hende, hvem jeg elsker, min
Hustru, min Glæde, min Tilflugt, mit Livs Rod, ja, da var
mit Mod knækket, da var Frihedens Lidenskab i min Sjæl
afmattet; da veed jeg vel, hvad jeg vilde gjøre, jeg vilde sætte
mig hen paa Torvet og græde, græde som hiin Kunstner, hvis
Værk var blevet tilintetgjort, og som end ikke selv kunde erindre,
hvad det forestillede. Men det skeer ikke, det skal og kan ikke
skee, lad saa onde Aander forsøge derpaa, lad dumme
Mennesker, der ingen Forestilling have om, hvad det er at være en
Mand, hverken om det Store eller om det Ringe deri, ingen
Ahnelse om Qvindens Fuldkommenhed i hendes Ufuldkommenhed!
Skulde der virkelig være en eneste Qvinde, der var eenfoldig
og forfængelig og jammerlig nok til at troe, at hun under
Bestemmelse af Mand skulde kunne blive fuldkomnere end
Manden, til ikke at indsee, at hendes Tab var ubodeligt? Ingen
nedrig Forfører kunde udtænke en farligere Lære for Qvinden
end denne, thi har han først faaet hende dette indbildt, da er
hun aldeles i hans Magt, priisgiven for hans Vilkaar; hun
kan Intet være for Manden, uden et Bytte for hans Luner,
medens hun som Qvinde kan være Alt for ham. Men
Stymperne vide ikke, hvad de gjøre, de due selv ikke til at være
Mænd, og istedetfor at lære dette, ville de fordærve Qvinden,
og enes paa de Vilkaar, at de selv blive ved at være hvad de
vare, Halvmænd, og Qvinden avanceret til den samme Usselhed.
Jeg erindrer engang at have læst en ikke uvittig Spot over
Qvindens Emancipation. Forfatteren dvælede især ved
Klædedragten, som han meente i saa Fald burde være eens for Mænd
og Qvinder. Tænk Dig denne Afskyelighed. Det forekom mig
dengang, at Forfatteren ikke dybt nok havde fattet sin Opgave,
at de Modsætninger, han opstillede, ikke træffende nok berørte
Ideen. Jeg vil vove et Øieblik at tænke det Uskjønne, fordi
jeg veed, at Skjønheden da vil vise sig i al sin Sandhed.
Hvad er skjønnere end en Qvindes rige Haar, end denne Fylde
af Lokker? Og dog siger Skriften, at det er et Tegn paa
hendes Ufuldkommenhed og anfører flere Grunde derfor. Og
er det ikke og saaledes! Betragt hende, naar hun bøier sit
Hoved mod Jorden, naar de yppige Fletninger næsten berøre
Jorden, og det seer ud som var det Blomster-Ranker, hvormed
hun var voxet fast til Jorden, staaer hun da ikke som et
ufuldkomnere Væsen end Manden, der skuer op mod Himlen og kun
berører Jorden? Og dog er dette Haar hendes Skjønhed, ja,
hvad mere er, hendes Styrke; thi det er jo, som Digteren
siger, derved, at hun fanget Manden, derved, at hun fængsler
Manden og binder ham til Jorden. Jeg gad sige til en saadan
Dosmer, der prædiker Emancipationen: see, der staaer hun i
al sin Ufuldkommenhed, et ringere Væsen end Manden, har Du
Mod, klip de rige Lokker af, overhug disse tunge Lænker —
og lad hende løbe som en Vanvittig, en Forbryderske, til Rædsel
for Menneskene.
Lad Manden opgive Fordringen paa at være Naturens
Herre og Fyrste, lad ham vige Pladsen for Qvinden, hun er
dens Herskerinde, hende forstaaer den og hun forstaaer den,
hendes Vink lyder den. Derfor er hun Alt for Manden, fordi
hun skjænker ham Endeligheden, uden hende er han en ustadig
Aand, en Ulykkelig, der ikke kan finde Hvile, intet Tilholdssted
har. Det har ofte glædet mig at see Qvindens Betydning
saaledes; hun er mig da en Betegnelse af Menigheden
overhovedet, og Aanden er i stor Forlegenhed, naar den ikke har
en Menighed at boe i, og naar den boer i Menigheden, da er
den Menighedens Aand. Derfor er det, som jeg alt engang
før har bemærket, at der staaer i Skriften, ikke, at Pigen skal
forlade Fader og Moder og holde fast ved sin Mand, og det
skulde man troe, thi Pigen er jo den Svagere, der søger Ly
hos Manden, nei, der staaer, Manden skal forlade Fader og
Moder og holde fast ved sin Hustru; thi forsaavidt hun giver
ham Endeligheden, er hun stærkere end han. Derfor er der
Intet, der kan give saa skjønt et Billede af Menigheden som
en Qvinde. Naar man vilde see Sagen saaledes, saa troer
jeg virkelig, at der vilde aabne sig mangen Udsigt til at
forskjønne Gudstjenesten. Hvor smagløst er det dog ikke i vore
Kirker, at Menigheden, forsaavidt den ikke repræsenterer sig selv,
repræsenteres af en Degn eller en Klokker? den burde altid
repræsenteres af en Qvinde. Et ret velgjørende Indtryk af
Menigheden har jeg altid savnet i vor Gudstjeneste, og dog var der et
Aar af mit Liv, hvor jeg hver Søndag kom mine idealiserede
Forestillinger temmelig nær. Det var i en af vore Kirker her
i Byen. Kirken selv tiltalte mig meget, den Geistlige, jeg hver
Søndag hørte, var en høiærværdig Personlighed, en eenlig
Skikkelse, der vidste at fremtage Gammelt og Nyt af et
bevæget Livs Erfaring; han hørte ganske hjemme paa en
Prædikestol. Han tilfredsstillede som Præst hele min Sjæls ideale
Fordring, han tilfredsstillede den som Figur, tilfredsstillede den
som Taler. Jeg var ret glad hver Søndag, naar jeg tænkte
paa, at jeg skulde hen at høre ham; men hvad der bidrog til
at forøge min Glæde og gjøre Indtrykket af Gudstjenesten i
denne Kirke for mig fuldstændigt, var en anden Skikkelse, en
ældre Kone, der ligeledes indfandt sig hver Søndag. Hun
pleiede at komme lidt før Gudstjenesten begyndte, jeg ligeledes.
Hendes Personlighed var mig et Billede paa Menigheden, og
jeg glemte over hende ganske det forstyrrende Indtryk af Degnen
i Kirkedøren. Hun var en aldrende Kone, saae ud til at være
henimod tredsindstyve Aar, men var endnu skjøn, hendes Træk
ædle, hendes Mine fuld af en vis ydmyg Værdighed, hendes
Aasyn et Udtryk af den dybe, rene, qvindelige Sædelighed.
Hun saae ud til at have oplevet Meget, ikke just stormfulde
Begivenheder, men som en Moder, der havde baaret Livets
Byrder og dog bevaret og vundet en Glæde over Verden. Naar
jeg da saae hende komme langt nede i Gangen, naar Graveren
havde modtaget hende ved Kirkedøren, og nu som en Tjener
ærbødigt fulgte hende til hendes Stol, da vidste jeg, hun ogsaa
passerede den Bænk, paa hvilken jeg pleiede at sidde. Idet
hun da skred mig forbi, da reiste jeg mig altid og bukkede
for hende, eller som det hedder i det Gamle Testamente: neiede
mig for hende. For mig laae der saa saare Meget i dette
Buk, det var som om jeg vilde bede hende at indeslutte mig
med i sine Forbønner. Hun traadte ind i sin Stol, hun
hilsede venligt paa Graveren, hun blev staaende et Øieblik opreist,
hun bøiede sit Hoved, holdt sit Lommetørklæde et Øieblik for
sine Øine til en Bøn — der skal en fyndig Prædikant til for
at gjøre et saa stærkt og saa velgjørende Indtryk som hiin
ærværdige Kones Høitidelighed. Det faldt mig stundom ind,
maaskee er ogsaa Du med indesluttet i hendes Bøn; thi en
Qvinde hører det væsentligt til at bede for Andre. Tænk Dig
hende i hvilken Livets Stilling Du vil, i hvilken Alder, tænk
Dig hende bedende, og Du vil i Reglen finde hende bedende
for Andre, for sine Forældre, for den Elskede, for sin Mand,
for sine Børn, altid for Andre. Manden hører det væsentlig
til at bede for sig selv. Han har sin bestemte Opgave, sit
bestemte Sted. Hans Resignation er derfor en anden, selv i
Bønnen er han stridende. Han resignerer paa Opfyldelsen af
sit Ønske, og det, han beder om, er Styrke til at kunne
forsage det. Selv naar han ønsker Noget, har han bestandig denne
Tanke med. Qvindens Bøn er langt mere substantiel, hendes
Resignation en anden. Hun beder om sit Ønskes Opfyldelse,
hun resignerer paa sig selv, at hun skulde kunne gjøre Noget
fra eller til, men derfor er hun ogsaa langt bedre skikket til at
bede for Andre end Manden er det; thi vilde han bede for en
Anden, saa vilde han væsentligt bede om, at der maatte
forundes ham Styrke til at bære og glad seire over Smerten, der
forvoldtes ham ved at hans Ønske ikke blev opfyldt; men en
saadan Forbøn er som Forbøn betragtet ufuldkommen, medens
den som en Bøn for En selv er sand og rigtig. Qvinden og
Manden danne i denne Henseende ligesom to Geledder. Først
kommer Qvinden med sin Forbøn, hun ligesom bevæger
Guddommen ved sine Taarer, derpaa kommer Manden med sin
Bøn, han standser det første Geled, naar det bange vil flygte,
han har en anden Art af Taktik, der altid bringer Seier. Det
ligger igjen deri, at Manden jager efter Uendeligheden. Taber
Qvinden Slaget, saa maa hun af Manden lære at bede, og
dog hører Forbønnen hende saa væsentlig til, at selv i dette
Tilfælde vil hendes Forbøn for Manden være en anden end
hans egen Bøn. I en vis Forstand er derfor Qvinden meget
mere troende end Manden; thi Qvinden troer, at for Gud er
Alt muligt, Manden troer, at for Gud er der Noget umuligt.
Qvinden bliver inderligere og inderligere i sin ydmyge
Begjæring, Manden opgiver Mere og Mere, indtil han finder det
urokkelige Punkt, hvorfra han ikke kan fordrives. Det kommer
deraf, at det hører Manden væsentligt til at have tvivlet, og
deraf vil al hans Vished bære et Præg.
Min Glæde over Gudstjenestens Skjønhed i hiin Kirke
var imidlertid kort. Efter et Aars Forløb blev hiin Præst
forflyttet, den ærværdige Matrone, min fromme Moder kunde
jeg næsten kalde hende, saae jeg ikke mere. Imidlertid tænkte
jeg ofte paa hende. Da jeg senere blev gift, har hun ofte
svævet mig for Tanker. Hvis Kirken var opmærksom paa Sligt,
kunde vor Gudstjeneste vistnok vinde i Skjønhed og
Høitidelighed. Tænk Dig ved en Barnedaab, hvis en saadan
høiærværdig Qvinde stod ved Præstens Side og sagde Amen,
istedetfor at nu en Klokker bræger det. Tænk Dig ved en
Brudevielse, vilde det ikke være skjønt, thi hvo kan give en saa
ophøiet Forestilling om en Forbøns Skjønhed som en saadan
Qvinde!
Dog, jeg sidder her og prædiker, og glemmer hvad jeg
egentlig skulde tale om, glemmer, at det er Dig, jeg skal
tale til. Det kommer af, at jeg reent havde glemt Dig over
min nye Ven. Seer Du, med ham vil jeg gjerne tale om
Sligt; deels er han nemlig ingen Spotter, deels er han
Ægtemand, og kun Den, der har Øie for Ægteskabets Skjønhed,
vil ogsaa kunne see det Sande i mine Yttringer.
Jeg vender da tilbage til vor Helt. Denne Titel
fortjener han vistnok, imidlertid vil jeg dog for Fremtiden ikke
mere bruge den om ham, men foretrække en anden Benævnelse,
der er mig kjærere, idet jeg af et oprigtigt Hjerte kalder ham
min Ven, saaledes som jeg med Glæde kalder mig hans. Du
seer, at hans Liv har forsynet ham med „den
Overflødigheds-Artikel, der kaldes en Ven.” Du troede maaskee, at jeg med
Taushed vilde have forbigaaet Venskabet og dets ethiske
Gyldighed, eller rettere, at det var mig en Umulighed at komme
til at tale om Venskabet, da det slet ingen ethisk Betydning
har, men aldeles falder ind under æsthetiske Bestemmelser. Det
forundrer Dig maaskee, at jeg, forsaavidt jeg vilde omtale det
først omtaler det her; thi Venskabet er jo Ungdommens første
Drøm, det er netop i den tidlige Ungdom, at Sjælen er saa
blød og begeistret, at den søger det. Det vilde da have været
mere i sin Orden at tale om Venskabet, førend jeg lod min
Ven indtræde i den hellige Ægtestand. Jeg kunde svare, at
det i Henseende til min Ven havde truffet sig underligt, at han
egentlig ikke havde følt sig draget til noget Menneske i den
Grad, før han blev gift, at han turde betegne deres Forhold
som Venskab; jeg kunde tilføie, at det var mig ret kjært, fordi
jeg vilde afhandle Venskabet tilsidst, fordi jeg ikke antager, at
det Ethiske deri i samme Forstand har Gyldighed som i
Ægteskabet, og jeg netop deri seer dets Ufuldkommenhed. Dette
Svar kunde synes utilstrækkeligt, forsaavidt det lod sig tænke,
at det var en abnorm Tilfældighed hos min Ven; jeg er derfor
villig til at dvæle lidt omhyggeligere derved. Du er jo
Iagttager, Du vil derfor give mig Ret i den Observation, at en
kjendelig Individualitets-Forskjel betegnes derved, om Perioden
for Ens Venskab falder i den meget tidlige Ungdom eller først
i en sildigere Alder. De flygtigere Naturer have ikke
Vanskelighed ved at finde dem tilrette i dem selv, deres Selv er strax
fra Begyndelsen af en courant Mynt, og nu indtræder da den
Omsætning, man kalder Venskab. De dybere Naturer have
ikke saa let ved at finde dem selv, og saa længe de ikke have
fundet deres Selv, kunne de ikke ønske, at Nogen tilbyder dem
et Venskab, de ikke kunne give Vederlag for. Saadanne
Naturer ere deels fordybede i dem selv, deels Iagttagere, men en
Iagttager er ingen Ven. Forsaavidt lod det sig da forklare,
om det var gaaet min Ven ligesaa. Det var ikke noget
Abnormt, ei heller et Tegn paa hans Ufuldkommenhed. Dog, han
har jo giftet sig. Nu bliver Spørgsmaalet, om det ikke var
noget Abnormt, at Venskabet først viste sig bag efter; thi i det
Foregaaende bleve vi jo kun enige om, at det var i sin Orden,
at Venskabet indtraadte i en ældre Alder, men vi talte ikke om
dets Forhold til Ægteskabet. Lad os her atter benytte Din
og min Iagttagelse. Vi maae da tage Forholdet til det andet
Kjøn med i Overveielse. Dem, der i en meget ung Alder søge
Venskabs-Forholdet, hænder det ikke sjeldent, at naar Elskoven
begynder at gjøre sig gjældende, Venskabet aldeles blegner. De
finde, at Venskabet var en ufuldkomnere Form, bryde de
tidligere Forhold og samle hele deres Sjæl udelukkende paa
Ægteskabet. Omvendt gaaer det Andre. De, der for tidligt smagte
Elskovens Sødme, i Ungdommens Ruus nød dens Glæder, de
fik maaskee en feilagtig Anskuelse af det andet Kjøn. De bleve
maaskee uretfærdige mod det andet Kjøn. De kjøbte maaskee
ved deres Letsindighed dyre Erfaringer, troede maaske paa
Følelser hos sig selv, der viste sig, ikke at have Bestandighed;
eller troede paa Følelser hos Andre, der forsvandt som en Drøm.
De opgave da Elskoven, den var dem baade for Meget og for
Lidet, thi de vare komne i Berøring med det Dialektiske i
Elskoven, uden at kunne løse det. De valgte nu Venskabet. Begge
disse Formationer maae ansees for abnorme. Min Ven er i
intet af disse Tilfælde. Han havde ikke gjort ungdommelige
Forsøg i Venskab, før han lærte Elskoven at kjende, men han
havde heller ikke skadet sig selv, ved for tidlig at nyde
Elskovens umodne Frugt. I sin Kjærlighed fandt han den dybeste
og fuldeste Tilfredsstillelse, men netop fordi han selv saaledes
var absolut beroliget, saa viste der sig nu Muligheden for ham
af andre Forhold, der paa en anden Maade kunde faae en
baade dyb og skjøn Betydning for ham; thi Den som haver,
ham skal der gives og han skal have i Overflod. Han pleier
i denne Anledning at erindre om, at der gives Træer, hvor
Blomsten kommer efter Frugten og tillige er samtidig med den.
Med et saadant Træ sammenligner han sit Liv.
Men netop fordi det var i og ved hans Ægteskab, han
lærte at see det Skjønne i at have en Ven eller Venner, saa
har han heller intet Øieblik været raadvild om, hvorledes man
bør betragte Venskabet, og at dette taber sin Betydning, naar
man ikke betragter det ethisk. Hans Livs mange Erfaringer
havde saa temmelig tilintetgjort hans Tro paa Æsthetikerne,
men Ægteskabet havde aldeles udryddet ethvert Spor deraf i
hans Sjæl. Han har da ingen Trang følt til at lade sig
bedaare af æsthetisk Gjøgleværk, men strax acqviesceret i
Ethikerens Betragtning.
Dersom min Ven ikke havde været saaledes stemt, saa
kunde jeg have havt min Glæde af, til Straf at henvise ham
til Dig; thi Din Tale om denne Materie er i den Grad
forvirret, at han formodentlig var bleven ganske fortumlet af at
høre paa Dig. Det gaaer Dig med Venskab, som det gaaer
Dig med Alt. Din Sjæl mangler i den Grad den ethiske
Centralisation, at man kan faae de modsatte Forklaringer af
Dig om den samme Sag, og Dine Yttringer bevise i høi Grad
Rigtigheden af den Sætning, at Sentimentalitet og Hjerteløshed
er Eet og det Samme. Din Betragtning af Venskab er bedst
at sammenligne med et Hexebrev, og Den, der vil adoptere
den, maa blive vanvittig, ligesom Den, der foredrager den, til
en vis Grad maa forudsættes at være det. Hører man, naar
det stikker Dig, et Foredrag om det Guddommelige i at elske
unge Mennesker, det Skjønne i at ligestemte Sjæle møde
hinanden, saa kan man næsten fristes til at frygte, at Din
Sentimentalitet skal koste Dig Dit unge Liv. Til andre Tider taler
Du saaledes, at man skulde næsten troe, Du var en gammel
Praktiker, der tilstrækkelig havde lært det Tømme og Hule i
Verden at kjende. „En Ven,” siger Du da, „er en gaadefuld
Ting, han sees, ligesom Taage, kun paa Afstand, thi først naar
man er bleven ulykkelig, da først mærker man, at man
har
havt
en Ven.” Man seer let, at der til Grund for en saadan
Dom over Venskab ligger en anden Fordring til det end den,
Du før gjorde. For talte Du om det intellektuelle Venskab,
om det Skjønne i den aandelige Erotik, i et fælleds
Sværmeri for Ideer; nu taler Du om et praktisk Venskab i Handel
og Vandel, om en gjensidig Assistance i det jordiske Livs
Besværligheder. I begge Fordringer ligger der noget Sandt, men
kan man ikke finde et Eenhedspunkt for dem, saa bliver det
rigtignok det Bedste, at ende i Dit Hoved-Resultat, at Venskab
er Nonsens, et Resultat, Du uddrager deels af hver enkelt
af Dine Sætninger, deels af dem begge i deres indbyrdes
Stridighed.
Den absolute Betingelse for Venskab er Eenhed i
Livs-Anskuelse. Har man den, da vil man ikke fristes til at ville
begrunde sit Venskab paa dunkle Følelser eller paa uforklarlige
Sympathier. Som en Følge deraf vil man ikke opleve disse
latterlige Omslag, at man den ene Dag har en Ven, den anden
Dag ikke. Man vil ikke miskjende Betydningen af det
uforklarede Sympathetiske, thi man er jo ikke i strengere Forstand
Ven med Enhver, med hvem man har Livs-Anskuelse tilfælles;
med ved det Sympathetiske alene i dets Gaadefuldhed bliver
man heller ikke staaende. Et sandt Venskab fordrer altid
Bevidsthed og frigjøres derved fra at være Sværmeri.
Den Livs-Anskuelse, hvori man enes, maa være en positiv
Anskuelse. Min Ven og jeg, vi have saaledes en positiv
Anskuelse tilfælles. Naar vi derfor see paa hinanden, da gaaer
det ikke os saaledes som hine Augurer, at vi komme til at lee,
tværtimod, vi blive alvorlige. Det er ganske i sin Orden, at
Augurerne loe, thi deres fælles Livs-Anskuelse var en negativ.
Det forstaaer Du meget godt, thi det er jo et af Dine
sværmeriske Ønsker, „at finde en ligestemt Sjæl, med hvem Du kan
lee ad det Hele, og det er det Forfærdelige, det næsten
Ængstelige ved Livet, at saa godt som Ingen mærker, hvor usselt det
er, og af disse Faa er der kun en ganske sjelden Undtagelse,
der veed
at
holde sig i godt Humeur og at lee ad det Hele.”
Faaer Du ikke Din Længsel stillet, saa forstaaer Du at finde
Dig deri, „thi det er i Ideens Medfør, at der kun er Een, der
leer; en Saadan er den sande Pessimist, var der Flere af den
Art, saa var det jo et Beviis for, at Verden ikke var aldeles
elendig.” Nu er da Din Tanke i fuld Gang og kjender ingen
Grændse. Du mener da, „at selv det at lee kun er et
ufuldkomment Udtryk for den egentlige Spot over Livet. Naar den
skal være fuldstændig, bør man egentlig være alvorlig. Det
vilde være den fuldendteste Spot over Verden, hvis Den, der
havde foredraget den dybeste Sandhed, ikke havde været en
Sværmer, men en Tvivler. Og det var ikke utænkeligt, thi Ingen
kan foredrage den positive Sandhed saa fortræffeligt som en
Tvivler, kun at han ikke selv troer derpaa. Var han en Hykler,
saa var Spotten hans egen, var han en Tvivler, der selv
maaskee ønskede at troe, hvad han foredrog, saa var Spotten
aldeles objektiv, Tilværelsen spottede igjennem ham sig selv; han
foredrog en Lære, som kunde forklare Alt, hele Slægten kunde
hvile deri, men denne Lære kunde ikke forklare dens egen Stifter.
Hvis et Menneske netop, var saa klog, at han kunde skjule,
at han selv var gal, saa kunde han gjøre hele Verden gal.”
See, naar man har en saadan Betragtning af Livet, saa er det
vanskeligt at faae en Ven, der har Livs-Anskuelse tilfælles. Eller
har Du maaskee i det mystiske Selskab af
Συμπαϱανεϰϱωμενοι
,
Du stundom taler om, fundet saadanne? Ere I maaskee en
Forening af Venner, der gjensidig ansee hinanden for netop
saa kloge, at I veed at skjule Eders Galskab?!
Der var i Grækenland en Viis; han nyder den
besynderlige Ære at regnes blandt de 7 Vise, naar man antager, at
disses Tal har været 14. Dersom jeg ikke husker meget feil,
da er hans Navn Myson. Om ham fortæller en Forfatter
fra Oldtiden, at han var Misanthrop. Han fatter sig meget
kort: „om Myson fortælles der, at han var Misanthrop, og at
han loe, naar han var alene. Da En spurgte ham, hvorfor
han gjorde det, svarede han: netop fordi jeg er alene.” Du
seer, Du har en Forgænger; Du vil forgjæves aspirere til at
blive optaget blandt de 7 Vises Tal, selv om dette bestemtes
til 21, thi Myson staaer Dig iveien. Dog dette er det mindre
Vigtige, derimod vil Du selv indsee, at Den, der leer, naar
han er alene, umulig kan have en Ven, og det af to Grunde,
deels fordi han, saalænge Vennen er tilstede, ikke kan komme
til at lee, deels fordi Vennen maa befrygte, at han blot venter
paa at han skal gaae, for at han kan komme til at lee ad ham.
See derfor maa Fanden være Din Ven. Jeg kunde næsten
fristes til at bede Dig tage disse Ord bogstavelig; thi Fanden
siger man jo ogsaa om, at han leer, naar han er alene. Mig
forekommer der at ligge noget saare Trøstesløst i en saadan
Isolation, og jeg kan ikke lade være at tænke paa det
Forfærdelige i, naar et Menneske, der har levet saaledes, vaagner
op i et andet Liv, paa Dommens Dag, og atter der staaer
ganske ene.
Venskab fordrer altsaa en positiv Livs-Anskuelse. Men en
positiv Betragtning af Livet lader sig ikke tænke, uden at den
har et ethisk Moment i sig. Man træffer vel ofte nok i vor
Tid Folk, der have et System, hvori det Ethiske slet ikke findes.
Lad dem ti Gange have et System, en Livs-Anskuelse have de
ikke. I vor Tid lader et saadant Phænomen sig ypperligt
forklare, thi som den paa mange Maader er bagvendt, saa er den
det ogsaa deri, at man først indvies i de store Mysterier, før
man indvies i de mindre. Det ethiske Moment i
Livs-Anskuelsen bliver da det egentlige Udgangspunkt for Venskabet; og
først naar man seer Venskabet saaledes, faaer det Betydning og
Skjønhed. Bliver man staaende ved det Sympathetiske som
det Mysterieuse, saa vil Venskabet finde sit fuldendteste Udtryk
i det Forhold, der finder Sted mellem Selskabs-Fuglene, hvis
Sammenhold er saa inderligt, at den Enes Død er ogsaa den
Andens. Men et saadant Forhold er i Naturen skjønt, men
uskjønt i Aandens Verden. Eenhed i Livs-Anskuelsen er det
Constituerende i Venskabet. Er denne tilstede, saa bestaaer det,
om end Vennen døer, thi den forklarede Ven lever fort i den
anden; ophører den, saa er Venskabet forbi, om end Vennen
bliver ved at leve.
Betragter man Venskabet saaledes, saa betragter man det
ethisk, og derfor efter dets Skjønhed. Det faaer da paa
eengang Skjønhed og Betydning. Skal jeg anføre en Autoritet
for mig imod Dig? Nu vel! hvorledes opfattede
Aristoteles
Venskabet? Gjorde han ikke dette til Udgangspunkt for hele sin
ethiske Betragtning af Livet, thi med Venskabet, siger han,
udvides Begreberne om det, hvad Ret er, saa de løbe ud paa
Eet. Han begrundet da Retsbegrebet paa Venskabets Idee.
Hans Kategori er saaledes i en vis Forstand fuldkomnere end
den moderne, der begrunder Ret paa Pligt, paa det
Abstrakt-Kategoriske; han begrunder det paa det Sociale. Man seer
deraf let, at Statens Idee bliver ham det Høieste, men dette
er igjen det Ufuldkomne ved hans Kategori.
Dog, jeg skal ikke fordriste mig til at gaae ind paa
saadanne Undersøgelser som om Forholdet mellem den aristoteliske
og den kantiske Opfattelse af det Ethiske. Kun derfor anførte
jeg Aristoteles, for at minde Dig om, at ogsaa han indsaae, at
Venskabet virker med til, at man ethisk vinder Virkeligheden.
Den der betragter Venskabet ethisk, han seer det da som
en Pligt. Jeg kunde derfor sige, at det er ethvert Menneskes
Pligt at have en Ven. Imidlertid vil jeg hellere bruge et
andet Udtryk, der paa eengang viser det Ethiske i Venskabet og
i Alt, hvad der i det Foregaaende er blevet udviklet, og tillige
skarpt udhæver Differentsen mellem det Ethiske og det
Æsthetiske: det er ethvert Menneskes Pligt at blive aabenbar. Skriften
lærer, at det bør sig ethvert Menneske at døe og derpaa komme
for Dommen, hvor da Alt skal blive aabenbart. Ethiken siger,
det er Livets og Virkelighedens Betydning, at Mennesket bliver
aabenbart. Hvis han da ikke bliver det, saa vil Aabenbarelsen
vise sig som en Straf. Æsthetikeren derimod vil ikke give
Virkeligheden Betydning, han bliver bestandig skjult, fordi hvor
tidt og hvormeget han end hengiver sig til Verden, han gjør
det aldrig totalt, der bliver altid Noget, han holder tilbage;
gjorde han det totalt, da gjorde han det ethisk. Dog det, at
ville lege Skjul, hævner sig altid og naturligst derved, at man
bliver sig selv gaadefuld. Deraf kommer det, at alle Mystikere,
idet de ikke erkjende Virkelighedens Krav paa, at man skal blive
aabenbar, støde paa Vanskeligheder og Anfægtelser, som ingen
Anden kjender Noget til. Det er som opdagede de en ganske
anden Verden, som var deres Væsen dobbelt i sig selv. Den
der ikke vil kæmpe med Virkeligheder, han faaer Phantomer
at stride med.
Hermed er jeg færdig for denne Gang. At foredrage en
Pligtlære var aldrig min Hensigt. Det jeg vilde, var at vise,
hvorledes det Ethiske paa de blandede Gebeter var saa langt
fra at berøve Livet dets Skjønhed, at det netop giver det
Skjønhed. Det giver Livet Fred, Sikkerhed og Tryghed, thi det
tilraaber os bestandigt:
quod petis, hic est
. Det frelser fra
ethvert Sværmeri, der vil udmatte Sjælen, og giver denne
Sundhed og Styrke. Det lærer, ikke at overvurdere det
Tilfældige, eller at forgude Lykken. Det lærer at være glad ved
Lykken, og selv dette er en Æsthetiker ikke istand til; thi Lykke
blot som saadan er en uendelig Relativitet; det lærer at være
glad i Ulykken.
Betragt hvad jeg har skrevet som en Ubetydelighed,
betragt det som Noter til Balles Lærebog, det gjør Intet til
Sagen, det har dog en Myndighed, som jeg haaber Du vil
respektere. Eller skulde det maaskee synes Dig, at jeg paa en
urigtig Maade har villet tilrive mig en saadan, at jeg
upassende har blandet min borgerlige Stilling ind med i dette
Mellemværende, har gereret mig som Dommer, ikke som Part?
Jeg opgiver gjerne enhver Pretention, jeg er end ikke Part
ligeoverfor Dig; thi medens jeg villig tilstaaer, at Æsthetiken gjerne
kunde give Dig Fuldmagt til at møde paa dens Vegne, saa er
jeg langtfra at turde tiltroe mig Betydning nok til at møde
som Befuldmægtiget for Ethiken. Jeg er overhovedet kun et
Vidne, og det var kun i den Forstand jeg meente, at dette
Brev havde en vis Myndighed; thi Den, der taler om hvad han
har erfaret, hans Tale har altid Myndighed. Jeg er kun et
Vidne, og her har Du min Vidne-Forklaring
in optima forma
.
Jeg forretter min Gjerning som Assessor i Retten, jeg er
glad ved mit Kald, jeg troer, det svarer til mine Evner og
min hele Personlighed, jeg veed, det fordrer mine Kræfter. Jeg
søger at danne mig mere og mere dertil, og idet jeg gjør dette,
føler jeg tillige, at jeg udvikler mig selv mere og mere. Jeg
elsker min Hustru, er lykkelig i mit Hjem; jeg hører min Kones
Vuggesang, og den forekommer mig skjønnere end al anden
Sang,
uden
at jeg derfor troer, hun er en Sangerinde; jeg
hører den Lilles Skrig, og for mit Øre er det ikke uharmonisk,
jeg seer hans ældre Broder voxe og forfremmes, jeg skuer glad
og tillidsfuld ind i hans Fremtid, ikke utaalmodigt, thi jeg
har god Tid at vente, og denne Venten er mig i sig selv en
Glæde. Min Gjerning har Betydning for mig selv, og jeg
troer, den til en vis Grad har det ogsaa for Andre, om jeg
end ikke kan bestemme og nøiagtigt udmaale det. Jeg føler en
Glæde over, at Andres personlige Liv har Betydning for mig,
og ønsker og haaber, at mit ogsaa maa have det for dem, med
hvem jeg sympathiserer i hele min Betragtning af Livet. Jeg
elsker mit Fødeland, og jeg kan ikke tænke mig, at jeg ret kunde
trives i noget andet Land. Jeg elsker mit Modersmaal, der
frigjør min Tanke, jeg finder, at hvad jeg kan have at sige i
Verden, kan jeg ypperligt udtrykke deri. Saaledes har mit Liv
Betydning for mig, saa megen, at jeg føler mig glad og
tilfreds derved. Under alt dette lever jeg tillige et høiere Liv,
og naar det stundom hænder, at jeg indaander dette høiere Liv
i mit jordiske og huuslige Livs Aandedrag, da priser jeg mig
salig, da sammensmelter for mig Kunsten og Naaden.
Saaledes elsker jeg Tilværelsen, fordi den er skjøn, og haaber en
endnu skjønnere.
Her har Du min Vidne-Forklaring. Skulde jeg blive
tvivlsom, om det var rigtigt at aflægge den, saa var det af
Omsorg for Dig; thi jeg frygter næsten for, at det skal gjøre
Dig ondt at høre, at Livet i sin Simpelhed kan være saa
skjønt. Tag imidlertid mit Vidnesbyrd, lad det foraarsage Dig
lidt Smerte, men lad det ogsaa virke glædeligt paa Dig; det
har een Egenskab, som Dit Liv desto værre mangler:
Trofasthed, Du kan trygt bygge derpaa.
I den senere Tid har jeg ofte talt med min Kone om
Dig. Hun holder virkelig ret meget af Dig; dog dette behøver
jeg vel neppe at sige, thi Du har mange Gaver til at behage,
naar Du vil, men Du har endnu flere Øine til at iagttage,
om det lykkes Dig. Hendes Følelse for Dig har fuldkommen
mit Bifald, jaloux bliver jeg ikke let, og det vilde ogsaa altid
være uforsvarligt af mig, ikke fordi jeg, som Du mener man
bør være, er for stolt til at kunne blive det, stolt nok til „strax
at kunne qvittere til Tak”, men fordi min Kone er for
elskværdig dertil. Jeg frygter ikke. I den Henseende troer jeg,
at jeg tør sige, at
Scribe
selv vilde fortvivle over vort
prosaiske Ægteskab, thi ogsaa ham troer jeg det skulde blive
umuligt at gjøre det poetisk. At han har Kræfter og Talenter,
negter jeg ikke, at han, efter mine Begreber, misbruger dem,
negter jeg heller ikke. Gjør han ikke Alt for at lære unge
Koner, at Ægteskabets visse Kjærlighed er for lidt til at gjøre
Livet poetisk, at det var utaaleligt, naar man ikke turde regne
paa smaa Forelskelser ved Siden af? Viser han dem ikke, at
en Kone, om hun end besmitter sig selv og sit Ægteskab ved
en brødefuld Kjærlighed, dog vedbliver at være elskværdig?
Lader han ikke dunkelt forstaae, at da det som oftest er ved et
Tilfælde, at et saadant Forhold opdages, saa tør den Enkelte
i Livet haabe, naar hun lægger sin egen Underfundighed til den,
hun har lært af Heltinden i hans Stykke, at det vil lykkes
hende at blive skjult hele sit Liv? Søger han ikke paa enhver
Maade at ængste Ægtemændene, fremstiller han ikke de ærbareste
Koner, om hvem Ingen turde vove at ane Noget, som
besmittede af lønlig Skyld? Viser han ikke atter og atter
Forfængeligheden af hvad man hidtil har anseet for det bedste Middel
til at værne om den ægteskabelige Lykke, Forfængeligheden af
at en Mand sætter en ubegrændset Tillid til sin Hustru, troer
hende høiere end Alt? Og uagtet alt dette behager det
Scribe
,
at enhver Ægtemand skal være et trægt og søvnigt Murmeldyr,
et ufuldkomnere Væsen, der selv er Skyld i sin Kones
Forvildelse. Mon
Scribe
er saa beskeden at antage, at man
slet Intet lærer af hans Stykkr, thi ellers maatte han jo
indsee, at enhver Ægtemand snart maatte lære at opdage, at hans
Stilling ingenlunde er tryg og fredelig, ja at ingen Politispion
kan føre et saa uroligt og søvnløst Liv, som han nødsages til;
med mindre han vil berolige sig ved Scribes Trøstegrunde, vil
selv søge en lignende Adspredelse som hans Kone, og statuere,
at Ægteskabet egentlig er til for at berøve Forbindelsen med
Andre ethvert kjedsommeligt Skin af Uskyldighed, og ret gjøre
den interessant?
Dog jeg lader
Scribe
fare, at bekæmpe ham er jeg ikke
istand til, derimod tænker jeg stundom med en vis Stolthed
paa, at jeg, et ringe, ubetydeligt Menneske, ved mit Ægteskab
gjør den store Digter
Scribe
til en Løgner. Maaskee er
denne Stolthed kun en Stodder-Stolthed, maaskee lykkes det
mig kun, fordi jeg er et almindeligt Menneske, der staaer
udenfor Poesien.
Min Kone holder da af Dig, og jeg sympathiserer med
hendes Følelse i denne Henseende, saa meget mere som jeg troer,
at Grunden til hendes Velvillie for Dig for en Deel ligger
deri, at hun seer Dine Svagheder. Hun seer meget godt, at
hvad der mangler Dig, er en vis Grad af Qvindelighed. Du
er for stolt til at kunne hengive Dig. Denne Stolthed frister
hende ingenlunde, thi hun anseer det for det sande Store at
kunne hengive sig. Du troer det maaskee ikke, men jeg kan
dog forsikkre Dig, jeg tager Dig ordentlig i Forsvar mod hende.
Hun paastaaer, at Du i Din Stolthed vrager alle Mennesker;
jeg søger at forklare, at det maaskee ikke ganske forholder sig
saaledes, at Du i uendelig Forstand vrager Menneskene, at
den Uro, i hvilken Din Sjæl tragter efter det Uendelige, gjør
Dig ubillig mod Menneskene. Det vil hun ikke begribe, og
det kan jeg meget godt fatte, thi naar man er saa nøisom som
hun — og hvor nøisom hun er, kan Du blandt Andet see
deraf, at hun føler sig ubeskrivelig lykkelig ved at være knyttet
til mig — saa er det vanskeligt at undgaae, ikke at dømme
Dig. Mit Ægteskab har saaledes ogsaa Strid, og deri er Du
jo paa en Maade Skyld. Vi komme vel ud af det, og jeg
vil blot ønske, at Du aldrig maa blive Anledning for et
Ægtepar til Strid af anden Art. Du kunde imidlertid selv bidrage
lidt til at afgjøre Striden mellem min Kone og mig. Tro
ikke, jeg vil trænge mig ind i Dine Hemmeligheder, men jeg
har blot et Spørgsmaal, jeg vil forelægge Dig, og som jeg
troer Du kan besvare uden at træde Dig selv for nær; svar
mig engang ret oprigtigt og uden Omsvøb paa det
Spørgsmaal: leer Du virkelig, naar Du er alene? Du forstaaer
hvad jeg mener, jeg mener ikke, om det stundom eller endog
ofte hænder Dig, at Du leer, naar Du er alene, men om Du
finder Din Tilfredsstillelse i denne eensomme Latter. Gjør Du
nemlig ikke det, saa har jeg vundet, og saa skal jeg nok
overbevise min Kone.
Om Du nu virkelig anvender Tiden, naar Du er ene, til
at lee, veed jeg ikke; mig forekommer det imidlertid at ville
være lidt mere end besynderligt, thi vel er Dit Livs Udvikling
af den Art, at Du maa kunne føle Trang til at søge
Eensomhed, men ikke, efter hvad jeg kan skjønne, for at lee. Endog
blot den flygtigste Iagttagelse viser, at Dit Liv er anlagt efter
en ualmindelig Maalestok. Du synes ingenlunde at finde Din
Tilfredsstillelse i at følge de alfare Veie, men snarere i at gaae
Din egen Gang. En vis Eventyrlighed kan man nu let
tilgive et ungt Menneske; en anden Sag er det, naar den tager
i den Grad Overhaand, at den vil gjøre sig til det Normale
og det Virkelige. Et Menneske, der er saaledes vildledet, skylder
man da at tilraabe:
respice finem
, og forklare, at det Ord
finis
ikke betyder Døden, thi det er endda ikke den sværeste
Opgave for et Menneske, men Livet, at der kommer det
Øieblik, hvor det egentlig gjælder om at begynde at leve, og at
det da er en farlig Sag at have adsplittet sig saaledes, at det
bliver forbundet med stor Vanskelighed at samle sig, ja at man
nødsages til at gjøre dette i en saadan Iil og Hast, at man
ikke kan faae Alt med, og da ender med, istedetfor at blive
et ualmindeligt Menneske, at blive et defekt Exemplar af et
Menneske.
I Middelalderen greb man den Ting an paa en anden
Maade. Man afbrød pludselig Livs-Udviklingen og gik i Kloster.
Det Feilagtige laae vistnok ikke deri, at man gik i Kloster, men
i de vrange Forestillinger, man forbandt med dette Skridt. Jeg
for mit Vedkommende kan meget godt forsone mig med, at et
Menneske beslutter sig hertil, ja, jeg kan finde det ret skjønt;
men derimod fordrer jeg af ham, at han skal være paa det
Rene om, hvad det har at betyde. I Middelalderen meente
man, at man ved at vælge Klostret valgte det Ualmindelige og
selv blev et ualmindeligt Menneske; fra Klostrets Høide saae
man stolt næsten medlidende ned paa de almindelige Mennesker.
Hvad Under da, at man i Flokkeviis gik i Kloster, naar man for
saa godt Kjøb blev et ualmindeligt Menneske? Men Guderne
sælge ikke det Ualmindelige for Spotpris. Havde de, der
trak sig tilbage fra Livet, været ærlige og oprigtige mod dem
selv og Andre, havde de fremfor Alt elsket det at være et
Menneske, havde de følt med Begeistring alt det Skjønne, der
ligger heri, havde deres Hjerte ikke været ukjendt med den sande,
dybe Humanitets-Følelse, saa havde de maaskee ogsaa trukket sig
tilbage i Klostrets Eensomhed, men de havde ikke taabeligen
indbildt sig selv at være blevne ualmindelige Mennesker, uden i
den Forstand, at de vare ufuldkomnere end Andre; de havde
ikke medlidende seet ned paa de almindelige Mennesker, men
deeltagende betragtet dem i veemodig Glæde over, at det lykkedes
dem at fuldkomme det Skjønne og Store, som de ikke vare
istand til.
I vor Tid er Klosterlivet faldet i Priis; man seer da
sjeldnere et Menneske paa eengang bryde med hele Tilværelsen,
med hele det Almeen-Menneskelige. Kjender man derimod noget
nærmere til Menneskene, saa vil man stundom hos et enkelt
Individ finde en Vranglære, der levende erindrer om
Kloster-Theorien. For en Ordens Skyld vil jeg her strax udtale min
Anskuelse af, hvad et ualmindeligt Menneske er. Det sande
ualmindelige Menneske er det sande almindelige Menneske. Jo
Mere af det Almeen-Menneskelige et Individ kan realisere i sit
Liv, desto ualmindeligere et Menneske er han. Jo mindre af
det Almene han kan optage i sig, desto ufuldkomnere er han.
Han er da vel et ualmindeligt Menneske, men ikke i god
Forstand.
Hvis da et Menneske, idet han vil realisere den Opgave,
der er sat ham som enhver Anden, at udtrykke det
Almeen-Menneskelige i sit individuelle Liv, støder paa Vanskeligheder,
hvis det synes at vise sig, at der er Noget af det Almene, han
ikke kan optage i sit Liv, hvad gjør han saa? Dersom
Kloster-Theorien spøger i hans Hoved, eller en ganske analog æsthetisk
Betragtning, saa bliver han glad, han føler sig da strax fra
første Øieblik i al sin Fornemhed som en Undtagelse, som et
ualmindeligt Menneske; han bliver forfængelig deraf, ligesaa
barnagtig, som hvis en Nattergal, der havde faaet en rød Fjær
i sin Vinge, vilde glæde sig ved, at der var ingen anden
Nattergal, der havde en saadan. Er hans Sjæl derimod forædlet
ved Kjærlighed til det Almene, elsker han Menneskets Tilværelse
i denne Verden, hvad gjør han da?
Han overveier, hvorvidt det er sandt. Et Menneske kan
selv være Skyld i denne Ufuldkommenhed, han kan have den
uden Skyld, men Sandhed kan der være deri, at han ikke kan
realisere det Almene. Dersom overhovedet Menneskene med
mere Energi bleve sig dem selv bevidste, saa vilde maaskee mange
Flere komme til det Resultat. Han vil ogsaa vide, at Ladhed
og Feighed kan indbilde et Menneske Sligt, og gjøre Smerten
til en Ubetydelighed, idet han forvandler det Almene til det
Enkelte og i Forhold til det Almene conserverer en abstrakt
Mulighed. Det Almene er nemlig intetsteds som saadant, og det
ligger i mig, i min Bevidstheds Energi, om jeg i det Enkelte
vil see det Almene eller blot det Enkelte.
Maaskee vil en saadan Overveielse ikke forekomme ham
tilstrækkelig, han vil vove et Forsøg. Han vil let indsee, at
dersom Forsøget bringer ham til det samme Resultat, saa vil
han faae Sandheden desto eftertrykkeligere indskærpet, og hvis
han vilde kjæle for sig selv, gjorde han maaskee bedst i at lade
det være, da han vil komme til at ømme sig mere end
nogensinde. Han vil vide, at intet Enkelt er det Almene. Dersom
han da ikke vil skuffe sig selv, da vil han forvandle det Enkelte
til det Almene. Han vil i det Enkelte see meget mere end
hvad der ligger deri som saadant; for ham er det det Almene.
Han vil komme det Enkelte tilhjælp og give det Betydning som
det Almene. Mærker han da, at Forsøget mislykkes, saa vil
han have lagt Alt tilrette, at det, der saaret ham, ikke er det
Enkelte, men det Almene. Han vil vaage over sig selv, at
ingen Forvexling finder Sted, at ikke det Enkelte kommer til at
saare ham; thi dets Saar vil være for let og han vil elske sig
selv for alvorligt, til at det skulde være ham det mest
magtpaaliggende at faae et let Saar; han vil elske det Almene for
oprigtigt til at ville substituere det Enkelte istedet derfor, i den
Hensigt, uskadt at slippe derfra. Han vil vogte sig for ikke at
komme til at smile ad det Enkeltes afmægtige Reaction, agte
paa, at han ikke kommer til at see Sagen letsindigt, om end
det Enkelte som saadant frister dertil; han vil ikke lade sig
distrahere af den besynderlige Misforstaaelse, at det Enkelte i
ham har en større Ven end det har i sig selv. Naar han har
gjort dette, da vil han rolig gaae Smerten imøde; om hans
Bevidsthed end bliver rystet, den vakler ikke.
Træffer det sig nu saaledes, at det Almene, han ikke kan
realisere, netop var det, han havde Lyst til, saa vil han, hvis
han er et høimodigt Menneske, i en vis Forstand glæde sig
derover. Han vil da sige: jeg har stridt paa saa ugunstige
Vilkaar som muligt. Jeg har stridt mod det Enkelte, jeg har
lagt min Lyst over paa Fjendens Side, jeg har, for at gjøre
det complet, gjort det Enkelte til det Almene. At alt dette vil
gjøre Nederlaget tungere for mig, er sandt; men det vil ogsaa
styrke min Bevidsthed, det vil give den Energi og Klarhed.
Saaledes har han da paa dette Punkt emanciperet sig fra
det Almene. Han vil intet Øieblik være uklar om, hvad et
saadant Skridt har at betyde, thi det var jo egentlig ham selv
der gjorde Nederlaget fuldstændigt og gav det Betydning; thi
han vidste, hvor han var saarlig og hvorledes, og han bibragte
sig selv det Saar, som det Enkelte som saadant ikke var istand
til. Han vil da være forvisset om, at der er Noget af det
Almene, han ikke kan realisere. Med denne Forvisning er han
imidlertid ikke færdig, thi den vil avle en dyb Sorg i hans
Sjæl. Han vil glæde sig over de Andre, hvem det forundtes
at fuldkomme det, han vil maaskee bedre end de selv indsee,
hvor skjønt det er, men selv vil han sørge, ikke feigt og
forsagt, men dybt og frimodigt; thi han vil sige: jeg elsker dog
det Almene. Blev det Andres lykkelige Lod at give det
Almeen-Menneskelige Vidnesbyrd derved, at de realisere det, nu
vel, saa giver jeg det Vidnesbyrd ved min Sorg, og jo dybere
jeg sørger, jo betydningsfuldere er mit Vidnesbyrd. Og denne
Sorg er skjøn, er selv et Udtryk af det Almeen-Menneskelige,
en Rørelse af dets Hjerte i ham og vil forsone ham med dette.
Med den Forvisning, han vandt, er han ikke færdig, thi
han vil føle, at han har lagt et stort Ansvar paa sig selv.
Paa dette Punkt, siger han, har jeg sat mig udenfor det
Almene, jeg har berøvet mig al den Veiledning, den Tryghed og
Beroligelse, som det Almene giver; jeg staaer ene, uden
Deeltagelse, thi jeg er en Undtagelse. Men han vil ikke blive feig
og trøstesløs, han vil med Sikkerhed gaae sin eensomme Gang,
han har jo ført Beviset for Rigtigheden af hvad han gjorde,
han har sin Smerte. Han vil ikke være uklar dette Skridt
betræffende, han eier en Forklaring, som han til enhver Tid
vil kunne fremtage, ingen Larm kan forvirre den for ham, ingen
Aandens Fraværelse; om han vaagnede op midt om Natten,
han vil dog øieblikkelig kunne gjøre sig selv Rede for Alt. Han
vil føle, at den Opdragelse, der bliver ham til Deel, er tung,
thi det Almene er en streng Herre, naar man har det udenfor
sig, det holder bestandig Dommersværdet over ham og siger:
hvorfor vil Du være udenfor, og om han end siger, det er
ikke min Skyld, den tilregner ham det dog og fordrer sig selv
af ham. Han vil da stundom vende tilbage til det samme
Punkt, atter og atter føre Beviset, og da vil han freidigt gaae
videre. Han hviler i den Forvisning, han har tilkæmpet sig,
og han vil sige: det jeg dog tilsidst stoler paa er, at der er en
retfærdig Fornuftighed til, og til dens Barmhjertighed vil jeg
fortrøste mig, at den er barmhjertig nok til at vise
Retfærdighed; thi det var jo ikke det Forfærdelige, om jeg skulde lide
Straf, som jeg den havde fortjent, fordi jeg gjorde Uret, men
det var det Forfærdelige, om jeg skulde saaledes kunne gjøre
Uret, at Ingen straffede det; og det var jo ikke det
Forfærdelige, om jeg vaagnede op med Angst og Gru i mit Hjertes
Bedaarelse, men dette det Forfærdelige, om jeg kunde saaledes
bedaare det, at Ingen kunde vække det.
Denne hele Strid er imidlertid en Skjærsild, om hvis
Forfærdelighed jeg idetmindste kan gjøre mig en Forestilling.
Folk skulde derfor ikke være lystne efter at blive ualmindelige
Mennesker; thi at være det har noget Andet at betyde end en
lunefuld Tilfredsstillelse af sin vilkaarlige Lyst.
Den der derimod med Smerte forvissede sig om, at han
var et ualmindeligt Menneske, ved sin Sorg derover atter
forsonede sig med det Almene, han vil maaskee engang opleve den
Glæde, at hvad der forvoldt ham Smerte, og gjorde ham ringe
i hans egne Øine, viser sig som Anledning til, at han atter
opløftes og i ædlere Forstand bliver et ualmindeligt Menneske.
Hvad han tabte i Omfang, det vandt han maaskee i intensiv
Inderlighed. Ikke ethvert Menneske nemlig, hvis Liv
middelmaadigt udtrykker det Almene, er derfor et ualmindeligt
Menneske, thi det vilde jo være en Forgudelse af Trivialiteten; for
at han i Sandhed skal kaldes saa, maa der ogsaa spørges om
den intensive Kraft, med hvilken han gjør det. Denne Kraft
vil nu hiin Anden være i Besiddelse af paa de Punkter, hvor
han kan realisere det Almene. Hans Sorg vil da atter
forsvinde, den vil opløse sig i Harmoni; thi han vil indsee, at
han var kommen til Grændsen for sin Individualitet. Han
veed vel, at ethvert Menneske udvikler sig med Frihed, men han
veed ogsaa, at et Menneske ikke skaber sig selv af Intet, at han
har sig selv i sin Concretion som sin Opgave; han vil atter
forsones med Tilværelsen, idet han vil indsee, at i en vis
Forstand ethvert Menneske er en Undtagelse, og at det er lige sandt,
at ethvert Menneske er det Almeen-Menneskelige og tillige en
Undtagelse.
Her har Du min Mening om hvad det er at være et
ualmindeligt Menneske. Jeg elsker Tilværelsen og det at være
et Menneske altfor meget til at troe, at Veien til at blive et
ualmindeligt Menneske er let eller uden Anfægtelser. Men selv
om et Menneske saaledes i ædlere Forstand er et ualmindeligt
Menneske, saa vil han dog bestandigt tilstaae, at det var endnu
fuldkomnere at optage hele det Almene i sig.
Saa modtag min Hilsen, tag mit Venskab; thi skjøndt jeg
ikke i strengere Forstand tør betegne vort Forhold saaledes, saa
haaber jeg dog, at min unge Ven engang vil blive saa meget
ældre, at jeg i Sandhed tør bruge dette Ord; vær forsikkret
om min Deeltagelse. Modtag en Hilsen fra hende, hvem jeg
elsker, hvis Tanker ere skjulte i mine Tanker, modtag en Hilsen,
der er uadskillelig fra min, men modtag ogsaa en særlig Hilsen
fra hende, venlig og oprigtig som altid.
Da Du for nogle Dage siden var hos os, tænkte Du
maaskee ikke paa, at jeg atter var færdig med en saa stor
Skrivelse. Jeg veed, Du er ingen Ven af, at man taler til Dig
om Din indre Historie, derfor har jeg valgt at skrive, og skal
aldrig tale til Dig derom. At Du modtager et saadant Brev,
bliver en Hemmelighed, og jeg ønskede ikke gjerne, at den skulde
have nogen Indflydelse til at forandre Dit Forhold til mig og
min Familie. At Du har Virtuositet nok til at gjøre det,
naar Du vil, det veed jeg, og derfor beder jeg Dig derom for
Din og min Skyld. Jeg har aldrig villet trænge mig ind i
Dig, og kan godt elske Dig paa Afstand, uagtet vi ofte sees.
Dit Væsen er for indesluttet til at jeg troer, det vilde gavne
at tale til Dig, derimod haaber jeg, at mine Breve ikke skulle
være uden Betydning. Naar Du da forarbeider Dig selv i
Din Personligheds lukkede Maskineri, da stikker jeg mine Indlæg
ind og er forvisset om, at de komme med i Bevægelsen.
Da saaledes vort skriftlige Forhold bliver en Hemmelighed,
saa iagttager jeg alle Formaliteter, ønsker Dig et Levvel, som
om vi vare langt fjernede fra hinanden, uagtet jeg haaber at
see Dig ligesaa ofte hos mig som før.
↑
„Høistærede Hr. Justitsraad!
Jeg skriver til Dem, fordi De paa en Maade er mig den
Nærmeste, paa en anden Maade er De mig ikke nærmere end andre
Mennesker. Naar De modtager disse Linier, er jeg ikke mere. Skulde
Nogen spørge Dem om Grunden, saa kan De sige, der var engang
en Prindsesse, som hed Morgenskjøn, eller noget andet Lignende; thi
saaledes vilde jeg selv svare, hvis jeg kunde have havt den Glæde
at overleve mig selv. Skulde Nogen spørge Dem om Anledningen,
kan De sige, at det var i Anledning af den store Ildebrand. Skulde
Nogen spørge Dem om Tiden, kan De sige, at det var i den for mig
saa mærkelige Juli Maaned. Skulde Ingen spørge Dem om nogen
af Delene, saa skal De Intet svare.
Ikke anseer jeg et Selvmord for noget Roesværdigt. Det er
ikke af Forfængelighed jeg har besluttet mig dertil. Derimod troer jeg paa Rigtigheden af den Sætning, at intet Menneske kan taale at
see det Uendelige. Det har viist sig engang for mig i intellektuel
Henseende, og Udtrykket derfor er Uvidenhed. Uvidenhed er nemlig
det negative Udtryk for den uendelige Viden. Et Selvmord er det
negative Udtryk for den uendelige Frihed. Det er en Form af den
uendelige Frihed, men den negative Form. Held Den, som finder
den positive.
Med Høiagtelse
Deres ærbødige.”
