Enten — Eller. Anden Deel/1

Enten — Eller. Anden Deel
Ægteskabets æsthetiske Gyldighed
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzels Forlag, 1878
Ligevægten mellem det Æsthetiske og Ethiske i Personlighedens Udarbeidelse
→
C. A. Reitzels Forlag
Kjøbenhavn
1878
indeholdende B.'s Papirer, Breve til A
Enten-Eller Anden Deel.djvu
Enten-Eller Anden Deel.djvu/1
1-159
Ægteskabets æsthetiske Gyldighed.
Min Ven!
De Linier, Dit Øie her først falder paa, ere skrevne sidst.
Hensigten med dem er endnu engang at gjøre et Forsøg paa
at tvinge den udførligere Undersøgelse, der herved tilstilles Dig,
ind i et Brevs Form. Disse Linier svare da til de sidste Linier
og danne tilsammen en Convolut og antyde saaledes paa en
udvortes Maade, hvad indvortes Beviser paa mange Maader
ville overtyde Dig om, at det er et Brev Du læser. Denne
Tanke, at det var et Brev, jeg skrev til Dig, har jeg ikke villet
opgive, deels fordi min Tid ikke har tilladt den omhyggeligen
Udarbeidelse, en Afhandling kræver, deels fordi jeg nødig vilde
gaae Glip af den Leilighed til mere formanende og
indtrængende at tiltale Dig, som Brevformen medfører. Du er altfor
dreven i den Kunst, ganske i Almindelighed at kunne tale om
Alt uden at lade Dig personligt berøre deraf, til at jeg skulde
friste Dig ved at sætte Din dialektiske Kraft i Bevægelse. Du
veed nok, hvorledes Propheten Nathan bar sig ad med Kong
David, da han vel vilde forstaae Lignelsen, Propheten havde
fremsat, men ikke vilde forstaae, at den gjaldt ham. Nathan
tilføiede da for en Forsigtigheds Skyld: Du est Manden, Herre
Konge. Saaledes har jeg ogsaa bestandig søgt at minde Dig
om, at det er Dig, der tales om, og Dig der tales til. Jeg
tvivler derfor ingenlunde paa, at Du stadigt under Læsningen
vil faae det Indtryk, at det er et Brev Du læser, om ogsaa
den Omstændighed skulde forstyrre Dig, at Papirets Format
ikke svarer dertil. Som Embedsmand har jeg den Skik at
skrive paa hele Ark; maaskee kan det have sin gode Side, hvis
det kunde bidrage til, at min Skrivelse i Dine Øine fik en vis
Officialitet. Brevet, som Du da herved modtager, er temmelig
stort; skulde det prøves paa Postvæsenets Vægt, vilde det blive
et dyrt Brev, paa en fiin Kritiks Guldvægt vilde det maaskee
vise sig saare ubetydeligt. Jeg vil derfor bede Dig ikke at
bruge nogen af disse Vægter; Postvæsenets ikke, thi Du
modtager det ikke til videre Befordring, men som Depositum;
Kritikens ikke, da jeg nødig ønskede at see Dig gjøre Dig skyldig
i saa grov og saa usympathetisk en Misforstaaelse.
*
Dersom noget andet Menneske end Du fik denne
Undersøgelse at see, saa vilde den vist forekomme ham høist
besynderlig og overflødig; han vilde maaskee, hvis han var en gift
Mand, med en vis Familiefader-Gemytlighed udbryde: ja
Ægteskabet det er Livets Æsthetik; hvis han var et ungt Menneske
vilde han maaskee noget uklart og ureflekteret istemme: ja
Kjærlighed, Du er Livets Æsthetik; men begge vilde ikke kunne
begribe, hvorledes det kunde falde mig ind at ville redde
Ægteskabets æsthetiske Anseelse. Ja jeg vilde formodentlig, istedetfor
at gjøre mig fortjent af virkelige og af vordende Ægtemænd,
snarere gjøre mig mistænkt; thi Den, der forsvarer, han
anklager. Og det vilde jeg have Dig at takke for; thi jeg har
aldrig tvivlet derom, Dig, hvem jeg tiltrods for alle Dine
Bizarrerier elsker som en Søn, som en Broder, som en Ven,
elsker med en æsthetisk Kjærlighed, fordi det engang maaskee vil
lykkes Dig at finde et Centrum for Dine excentriske Bevægelser;
elsker for Din Heftigheds Skyld, for Dine Lidenskabers Skyld,
for Dine Svagheders Skyld; elsker med en religieus
Kjærligheds Frygt og Bæven, fordi jeg seer Afveiene, og fordi Du
er mig noget ganske Andet end et Phænomen. Ja naar jeg
saaledes seer Dig gjøre Sidespring, seer Dig steile som en vild
Hest, styrte Dig bagover og atter storme frem, saa, ja saa
afholder jeg mig fra alle pædagogiske Usselheder, men jeg tænker
paa en utilkjørt Hest, og seer ogsaa den Haand, der holder
Tømmen, seer svære Skjæbners Svøbe løftet over Dit Hoved.
Og dog, naar da endelig denne Undersøgelse kommer Dig
tilhænde, saa vil Du maaskee sige, ja det er unegtelig en uhyre
Opgave, han har sat sig, men lad os nu ogsaa see, hvorledes
han har løst den. Maaskee taler jeg for mildt til Dig,
maaskee taaler jeg for meget af Dig, jeg burde maaskee mere
benytte den Myndighed, jeg tiltrods for Din Stolthed har over
Dig, eller jeg burde maaskee slet ikke indlade mig med Dig om
denne Materie; thi Du er dog i mange Maader et
fordærveligt Menneske, og jo mere man indlader sig med Dig, jo galere
bliver det. Du er saaledes ingen Fjende af Ægteskabet, men
Du misbruger Dit ironiske Blik og Din sarkastiske Spydighed
til at spotte det. Jeg vil i den Henseende gjerne indrømme
Dig, at Du ikke fægter i Luften, at Du rammer sikkert, og at
Du har megen Observation, men jeg vil tillige sige, at dette
maaskee er Din Feil. Dit Liv vil gaae op i lutter Tilløb til
at leve. Du vil formodentlig svare, at det dog altid er bedre
end at fare paa Trivialitetens Jernbane og atomistisk fortabe
sig i det sociale Livs Mylder. Man kan som sagt ikke sige,
at Du hader Ægteskabet; thi Din Tanke har vist egentlig aldrig
endnu naaet det, idetmindste ikke uden for at skandalisere Dig
derover; og saa maa Du tilgive mig, saa antager jeg, at Du
ikke har gjennemtænkt Sagen. Det Du holder af, er den første
Forliebelse. Du veed at nedsænke og skjule Dig i en
drømmende, elskovsdrukken
clairvoyance
. Du omspinder Dig selv
ligesom heel og holden med det fineste Spindelvæv, og nu
sidder Du paa Luur. Men Du er ikke et Barn, ikke en
vaagnende Bevidsthed, og Dit Blik har derfor noget Andet at
betyde; men dermed er Du tilfreds. Du elsker det Tilfældige.
Et Smiil af en smuk Pige i en interessant Situation, et
attraperet Øiekast, det er det, Du jager efter, det er et Motiv for
Din ørkesløse Phantasi. Du, som altid gjør Dig saa stor af
at være Observateur, Du maa finde Dig i, at Du selv til
Vederlag bliver Gjenstand for Iagttagelse. Jeg vil erindre
Dig om et Tilfælde. En ung smuk Pige, som Du
tilfældigviis (thi dette maa naturligviis udhæves, Du kjendte hverken
hendes Stand, Navn, Alder, o. s. v.) sad ved Siden af ved et
Spisebord, var for knibsk til at ville skjænke Dig et Øiekast.
Du var et Øieblik raadvild, om det var blot Sprödigkeit, eller
om der ikke blandede sig lidt Forlegenhed deri, der rigtig
belyst kunde vise hende i en interessant Situation. Hun sad lige
overfor et Speil, i hvilket Du kunde see hende. Hun kastede
et undseeligt Blik derover, uden at ane, at Dit Øie allerede
havde taget Bolig der, hun rødmede, da Dit Øie mødte
hendes. Sligt opbevarer Du saa nøie som en Daguerreotyp og
saa hurtigt som denne, da man som bekjendt endog i det sletteste
Veir kun bruger en halv Minut. Ak! ja Du er et besynderligt
Væsen, snart Barn, snart Olding, snart tænker Du med en
uhyre Alvorlighed paa de høieste videnskabelige Problemer,
hvorledes Du vil offre Dit Liv derfor, snart er Du en forliebt
Gjæk. Fra Ægteskabet er Du imidlertid langt borte, og jeg
haaber, at Din gode Genius vil afholde Dig fra at komme
paa gale Veie; thi stundom synes jeg at mærke Spor hos Dig
af, at Du havde Lyst til at spille en lille Zeus. Du er saa
fornem med Din Kjærlighed, at Du vist indbilder Dig, at enhver
Pige maatte prise sig lykkelig ved at være Din Kjæreste i otte
Dage. Dine forliebte Studier faaer Du nu at fortsætte indtil
videre i Forening med Dine æsthetiske, ethiske, metaphysiske,
kosmopolitiske o. s. v. Vred paa Dig kan man egentlig ikke blive,
det Onde har hos Dig, ligesom det havde i Middelalderens
Opfattelse deraf, en vis Tilsætning af Godmodighed og
Barnagtighed. Med Hensyn til Ægteskabet har Du altid forholdt
Dig blot iagttagende. Der ligger noget Forrædersk i blot at
ville være Iagttager. Hvor ofte har Du ikke — ja det vil jeg
gjerne tilstaae — moret mig, men hvor ofte har Du ikke ogsaa
plaget mig med Dine Fortællinger om, hvorledes Du snart har
listet Dig ind i een, snart i en anden Ægtemands
Fortrolighed for at see, hvor dybt han stak i det ægteskabelige Livs
Hængesæk. Til at snige Dig ind hos Folk, dertil har Du
virkelig store Gaver, det vil jeg ikke negte Dig, samt at det
er ret fornøieligt at høre Dig fortælle Resultaterne deraf, og at
være Vidne til Din overgivne Glæde hver Gang Du er istand
til at bringe en rigtig frisk Iagttagelse tiltorvs. Men, oprigtig
talt, Din psychologiske Interesse har ikke Alvor og er mere en
hypochonder Nysgjerrighed.
Dog til Sagen. Det er to Ting, jeg især maa ansee
for min Opgave: at vise Ægteskabets æsthetiske Betydning, og
at vise, hvorledes det Æsthetiske deri tiltrods for Livets
mangfoldige Hindringer lader sig fastholde. For at Du imidlertid
med desto større Tryghed kan hengive Dig til den Opbyggelse,
Læsningen af denne lille Opsats muligen kan forskaffe Dig, vil
jeg bestandig lade et lille polemisk Forspil gaae forud, hvori
der skal blive taget behørigt Hensyn til Dine sarkastiske
Iagttagelser. Men dermed haaber jeg ogsaa at have betalt
Røverstaterne den behørige Tribut, og kan da vel saa finde mig
roligt i mit Kald; thi i mit Kald er jeg dog, jeg der selv
Ægtemand kæmper for Ægteskabet —
pro aris et focis
. Og
jeg forsikkrer Dig, at denne Sag ligger mig saa meget paa
Sinde, at jeg, der ellers kun følger mig lidet fristet til at skrive
Bøger, virkelig kunde fristes dertil, hvis jeg turde haabe blot at
frelse et eneste Ægteskab ud af det Helvede, hvori det maaskee
selv har styrtet sig, eller at gjøre et Par Mennesker dygtigere
til at realisere den skjønneste Opgave, der er sat et Menneske.
For en Forsigtigheds Skyld vil jeg leilighedsviis
provocere til min Kone og mit Forhold til hende, ikke som om jeg
dristede mig til at fremstille vort Ægteskab som
Normal-Exemplar, men deels fordi disse poetiske Skildringer grebne ud af
Luften i Almindelighed ikke have synderlig overbevisende Kraft,
deels fordi det er mig af Vigtighed at vise, at selv i
dagligdags Forhold er det muligt at bevare det Æsthetiske. Du
kjender mig i mange Aar, Du kjender min Kone i fem. Du
finder hende ret smuk, især tækkelig, det gjør jeg ogsaa; og
dog veed jeg meget godt, at hun ikke er saa smuk om
Morgenen som om Aftenen, at et vist veemodigt næsten sygeligt
Træk først forsvinder op ad Dagen, at det er glemt, naar hun
om Aftenen i Sandhed kan gjøre Fordring paa at behage.
Jeg veed meget vel, at hendes Næse ikke er en fuldendt
Skjønhed, at den er for lille, men den vender sig dog kjæk ind i
Verden, og jeg veed, at denne lille Næse har givet Anledning
til saa mange Smaa-Drillerier, at jeg, om det stod til min
Raadighed, aldrig vilde ønske hende en skjønnere. Dette er en
langt dybere Betydning af det Tilfældige i Livet end den, Du
er saa enthusiastisk for. For alt dette Gode takker jeg Gud og
glemmer det Svage. Dog dette er mindre vigtigt; men der
er een Ting, hvorfor jeg takker Gud af hele min Sjæl, og
det er, at hun er den eneste, jeg har elsket, den første; og der
er een Ting, jeg beder Gud om af mit ganske Hjerte, at han
vil give mig Styrke til aldrig at ville elske nogen Anden. Dette
er en Huusandagt, hvori ogsaa hun deeltager; thi for mig
faaer enhver Følelse, enhver Stemning en høiere Betydning
derved, at jeg gjør hende deelagtig deri. Alle endog de høieste
religieuse Følelser kunne antage en vis Magelighed, naar man
altid er ene om dem; i hendes Nærværelse er jeg paa eengang
Præst og Menighed. Og skulde jeg stundom blive ukjærlig nok
til ikke at erindre dette Gode, uskjønsom nok til ikke at takke
derfor, da vil hun erindre mig derom. Seer Du, min unge
Ven! dette er ikke Leflerier i Forliebelsens første Dage, ikke
Forsøg i den experimenterende Erotik, saaledes som del næsten
Enhver i Forlovelses-Dagene har forelagt sig og den Elskede
det Spørgsmaal, om hun ikke har elsket før, eller om han selv
ikke har elsket Nogen før; men det er Livets Alvor, og dog er
det ikke koldt, uskjønt, uerotisk, upoetisk. Og i Sandhed, det
ligger mig saare meget paa Sinde, at hun virkelig elsker mig, og
at jeg virkelig elsker hende, ikke som om vort Ægteskab ikke i
Aarenes Løb skulde have opnaaet ligesaa megen Fasthed som
de fleste Andres, men det glæder mig endnu bestandig at
forynge vor første Kjærlighed, og dette atter saaledes, at det for
mig har ligesaa megen religiøs som æsthetisk Betydning; thi
Gud er ikke bleven mig saa supramundan, at han ikke skulde
bekymre sig om den Pagt, han selv haver stiftet mellem Mand
og Qvinde, og jeg er ikke bleven saa aandelig, at ikke ogsaa
den verdslige Side af Livet skulde have sin Betydning for mig.
Og Alt det Skjønne, der laae i den hedenske Erotik, har sin
Gyldighed i Christendommen, forsaavidt som det lader sig
forbinde med Ægteskabet. Denne Foryngen af vor første
Kjærlighed er ikke blot en veemodig Stuen tilbage, eller en poetisk
Erindren af det Oplevede, hvorved man tilsidst hilder sig selv;
alt Sligt udmatter; — den er en Handlen. Det Øieblik kan
overhovedet komme tidligt nok, da man maa lade sig nøie med
at erindre; saa længe som muligt bør man holde Livets friske
Væld aabent. Du derimod, Du lever virkelig af Rov. Du
lister Dig ubemærket paa Folk, stjæler deres lykkelige Øieblik,
deres skjønneste Øieblik fra dem, stikker dette Skyggebillede i
Din Lomme, som den lange Mand i Schlemil, og tager det
frem, naar Du ønsker det. Du siger vel, at de Vedkommende
Intet tabe derved, at de ofte maaskee ikke selv vide, hvilket der
er deres skjønneste Øieblik; Du mener, at de tværtimod bør
være Dig takskyldige, fordi Du ved Dit Studium af
Belysning, ved Dine Trylleformularer har ladet dem vise sig
forklarede i overvættes Øieblitkes overnaturlige Størrelse. Maaskee
tabe de Intet derved, og det bliver dog et Spørgsmaal, om
det ikke lod sig tænke, at de beholdt en Erindring derom, som
altid blev dem smertelig; men Du taber, Du taber Din Tid
— Din Ro — Din Taalmod til at leve; thi Du veed meget
godt selv, hvor utaalmodig Du er, Du der engang skrev mig
til, at Taalmodighed til at bære Livets Byrder maatte dog
være en overordentlig Dyd, Du følte ikke engang Taalmod til
at gide leve. Dit Liv opløser sig i lutter saadanne interessante
Enkeltheder. Og dersom man turde haabe, at den Energi, der
i slige Øieblikke gjennemgløder Dig, kunde vinde Skikkelse i
Dig, kunde udbrede sig sammenhængende over Dit Liv, ja da
vilde der visselig blive noget Stort af Dig; thi Du er selv i
slige Øieblikke forklaret. Der er en Uro i Dig, over hvilken
dog Bevidstheden svæver lys og klar, hele Din Sjæl er samlet
paa dette eneste Punkt, Din Forstand udkaster hundrede Planer,
Du lægger Alt til Rette til Angreb; det mislykkes i een
Retning; øieblkkelig er Din næsten diaboliske Dialectik istand til
at forklare det Foregaaende saaledes, at det maa tjene i den
nye Operations-Plan. Du svæver bestandig over Dig selv, og
om ethvert Skridt er nok saa afgjørende, beholder Du dog i
Dig selv en Interpretations-Mulighed, der med et Ord kan
forandre Alt. Og nu dertil hele Stemningens Incarnat. Dit
Øie funkler, eller rettere, det udstraaler ligesom paa eengang
hundrede speidende Øine, en flygtig Rødme iler hen over Dit
Ansigt; Du stoler trygt paa Dine Beregninger, og dog venter
Du med en forfærdelig Utaalmodighed — ja min kjære Ven,
jeg troer egentlig til Syvende og Sidst, at Du bedrager Dig
selv, at Alt det, Du taler om at attrapere et Menneske i hans
lykkelige Øieblik, kun er Din egen overvættes Stemning, Du
griber. Du er saa potentseret, at Du er skabende. Af den
Grund meente jeg, at det ikke var saa skadeligt for Andre; for
Dig er det absolut skadeligt. Og ligger der dog ikke noget
uhyre Troløst til Grund derfor. Du siger vel, at Menneskene
ikke komme Dig ved, at de tværtimod maae takke Dig for, at
Du ved Din Berøring ikke som Circe forvandler dem til Sviin,
men fra Sviin til Heroer. Du siger, det er en ganske anden
Sag, hvis der var et Menneske, der ret egentlig betroede sig
til Dig; men et saadant Menneske har Du endnu aldrig truffet.
Dit Hjerte bevæges, Du hensmelter af inderlig Rørelse ved
Tanken om, at Du vilde offre Alt for ham. Jeg vil heller ei
frakjende Dig en vis godmodig Hjælpsomhed, at f. Ex. den
Maade, Du understøtter Trængende paa, i Sandhed er skjøn,
at den Mildhed, Du stundom kan lægge for Dagen, har noget
Nobelt ved sig, men desuagtet troer jeg, at der atter her skjuler
sig en vis Fornemhed. Jeg vil ikke erindre om enkelte
excentriske Yttringer deraf, det var Synd saaledes at fordunkle aldeles
det Gode, der kan være hos Dig; derimod vil jeg erindre Dig
om en lille Begivenhed i Dit Liv, som det ikke kan være
skadeligt for Dig at blive mindet om. Du fortalte mig engang, at
Du paa en Spadseretour gik bag efter to fattige Koner. Min
Skildring af Situationen har maaskee i dette Øieblik ikke den
Livlighed, som Din havde, da Du kom styrtende op til mig,
ene beskjæftiget med denne Tanke. Det var to Koner fra
Ladegaarden. De havde maaskee kjendt bedre Dage; men dette var
glemt, og Ladegaarden er just ikke det Sted, hvor man opelsker
et Haab. Idet den ene tog og bød den anden en Priis, sagde
hun: hvo der havde fem Rbd. Hun er maaskee selv bleven
overrasket af dette dristige Ønske, som ogsaa ubønhørt gjenlød
hen over Glacierne. Du traadte til, Du havde allerede taget
Din Tegnebog op og en Femrigsdalerseddel frem, førend Du
gjorde det afgjørende Skridt, for at Situationen kunde beholde
den behørige Elasticitet, for at hun ikke for tidlig skulde ane
Noget. Du traadte til med en vis næsten underdanig
Høflighed, som det sømmer sig for en tjenende Aand; Du gav hende
de fem Rigsdaler og forsvandt. Du frydede Dig ved Tanken
om, hvilket Indtryk det nu vilde gjøre paa hende, om hun deri
vilde see en guddommelig Tilskikkelse, eller om hendes Sind,
der maaskee allerede ved mange Lidelser havde udviklet en vis
Trods, snarere næsten med Foragt vilde vende sig mod den
guddommelige Styrelse, der her ret antog Charakteer af
Tilfældighed. Du fortalte, at det gav Dig Anledning til at
overveie, om ikke den aldeles tilfældige Opfyldelse at et saadant
tilfældigt yttret Ønske netop kunde bringe et Menneske til
Fortvivlelse, fordi derved Livets Realitet blev negeret i sin dybeste Rod.
Det, Du altsaa vilde, var at spille Skjæbnen, det, Du egentlig
frydede Dig ved, var den Mangfoldighed af Reflexioner, der
herfra lod sig udspinde. Jeg vil nu gjerne indrømme Dig, at
Du er ret godt skikket til at spille Skjæbnen, forsaavidt man
med dette Ord forbinder Forestillingen om det Ustadigste og
Lunefuldeste af Alt; jeg for mit Vedkommende lader mig gjerne
nøie med en mindre fornem Ansættelse i Livet. Forresten kan
Du i dette Tilfælde see et Exempel, der maaskee kan oplyse
Dig om, hvorvidt Du ikke virker skadeligt paa Menneskene ved
Dine Exeperimenter. Du synes at have Fordelen paa Din
Side; Du har givet en fattig Kone fem Rbd., opfyldt hendes
høieste Ønske, og dog tilstaaer Du jo selv, at det ligesaa godt
kunde virke saaledes paa hende, at hun, som Jobs Hustru
raader ham at gjøre, bandede Gud. Du vil vel sige, at disse
Følger ikke stod i Din Magt og at naar man saaledes vil
beregne Følgerne, kan man slet ikke handle; men jeg vil svare: jo
vist kan man handle. Dersom jeg havde havt fem Rbd., vilde
jeg maaskee ogsaa have givet hende dem, men vilde tillige være
bleven mig bevidst, at jeg ikke forholdt mig experimenterende;
jeg vil holde mig overbeviist om, at det guddommelige
Forsyn, som hvis ringe Redskab jeg i hiint Øieblik følte mig, vel
vilde styre Alt til det Bedste, og selv havde jeg Intet at
bebreide mig. Hvor usikkert og svævende Dit Liv er, det vil
Du ogsaa kunne overbevise Dig om derved, at Du slet ikke
er sikker paa, at det engang vil falde Dig tungt paa Sinde,
at Din hypochondre Skarpsindighed og Spidsfindighed kan hexe
Dig ind i en Kreds af Conseqventser, som Du forgjæves vil
søge at arbeide Dig ud af, at Du vil sætte Himmel og Jord
i Bevægelse for at finde den fattige Kone igjen, for at
iagttage, hvad Indtryk det har gjort paa hende, „samt paa hvilken
Maade hun bedst bør paavirkes”; thi Du bliver altid den
Samme, aldrig klogere. Med Din Lidenskabelighed var det
vel muligt, at Du kunde beslutte Dig til at glemme Dine store
Planer, Dine Studier, kort Alt kunde blive Dig ligegyldigt i
Sammenligning med den Tanke, at finde hiin fattige Kone, som
maaskee var død og borte for længe siden. Paa den Maade
søger Du at bøde paa, hvad Du har gjort galt, og saaledes
bliver Din Livs-Opgave i sig saa stridig, at man kan sige, at
Du paa engang vil være Skjæbnen og vor Herre, en Opgave,
som vor Herre ikke selv kan realisere, thi han er kun det Ene.
Den Iver, Du da lægger for Dagen, kun vel være ret
roesværdig, men seer Du dog ikke, hvorledes det klarere og klarere
viser sig, at det Du mangler, aldeles mangler, er Tro.
Istedetfor at frelse Din Sjæl ved at betroe Alt i Guds Haand,
istedetfor at skyde denne Gjenvei, foretrækker Du den uendelige
Omvei, som maaskee aldrig vil føre Dig til Maalet. Du vil
nu formodentlig sige: ja paa den Maade behøver man aldrig
at handle; jeg vil svare: jo vist, naar Du veed med Dig selv,
at Du har en Plads i Verden, dee er Din, paa hvilken Du
bør samle al Din Virksomhed; men at handle saaledes som Du
gjør, det grændser jo til Vanvid. Du vil sige, at om Du
end lagde Hænderne i Skjødet og lod Gud sørge, saa var
Konen dermed maaskee ikke hjulpen; jeg vil svare: vel muligt,
men Du var hjulpen, og Konen var det ogsaa, dersom hun
ligeledes betroede sig til Gud. Og seer Du da ikke, at dersom
Du nu virkelig tog Reisestøvlerne paa, og vandrede ud i
Verden og spildte Din Tid og Din Kraft, saa gik Du Glip af
al anden Virksomhed, Noget, der maaskee i en senere Tid atter
vilde plage Dig. Men som sagt, denne lunefulde Existents er
den ikke Troløshed? Vel synes det
in casu
, at Du ved at
vandre Verden rundt for at finde den fattige Kone, viste en
overordentlig, en uhørt Grad af Trofasthed; thi der var jo
ikke det mindste Egoistiske, der bevægede Dig; det var jo ikke
som naar en Elsker reiser efter den Elskede; nei det var reen
Sympathi. Jeg vil svare: Du skulde dog vel vogte Dig for
at kalde hiin Følelse Egoisme, men det er Din sædvanlige
oprørske Uforskammenhed. Alt hvad der ved guddommelige og
menneskelige Love er etableret, det foragter Du, og for at blive
fri derfor, griber Du det Tilfældige, som her en fattig Dig
ubekjendt Kone. Og hvad Din Sympathi angaaer, saa var
den maaskee reen Sympathi — for Dit Experiment. Overalt
glemmer Du, at Din Existents i Verden dog umuligt kan være
betegnet blot paa det Tilfældige, og at i det Øieblik Du gjør
dette til Hovedsagen, Du aldeles glemmer, hvad Du er Dine
Nærmeste skyldige. Jeg veed meget vel, at Du ikke mangler
sophistisk Kløgt til at besmykke eller ironisk Smidighed til at
underbyde, Du vil derfor vel svare: jeg er ikke saa storagtig,
at jeg skulde indbilde mig at være den, der kan virke for det
Hele, det overlader jeg de Udmærkede; naar jeg blot kan virke
for noget ganske Enkelt, er jeg tilfreds. Men dette er i
Grunden en uhyre Løgn; thi Du vil slet ikke virke, Du vil
experimentere, og fra dette Synspunkt betragter Du Alt, ofte med
megen Frækhed; og Virksomhed er altid Gjenstand for Din
Spot, som da Du engang yttrede om en Mand, der paa en
latterlig Maade var kommen af Dage, Noget der da gottede
Dig i mange Dage, at man vidste forresten Intet om hans
Livs Betydning for det Hele og det Store, men nu kunde man
sige om ham, at han i Sandhed ikke havde levet forgjæves.
Som sagt, det Du vil være er — Skjæbnen. Stands nu
et Øieblik. Jeg agter ikke at præke for Dig, men der er en
Alvor, som jeg veed Du har endog en ualmindelig dyb Agtelse
for, og Enhver, som har Magt nok til at fremkalde den hos
Dig, eller Tillid nok til Dig til at lade den fremtræde hos
Dig, vil i Dig, det veed jeg, see en ganske Anden. Tænk
Dig, for at tage det Høieste, tænk Dig, al Alts almægtige
Ophav, at Gud i Himmelen saaledes blot vilde sætte sig som
en Gaade for Menneskene, vilde lade hele Menneskeslægten svæve
i denne rædsomme Uvished, vilde der da ikke være Noget, der
vilde oprøre sig derimod i Dit Inderste, vilde Du noget
Øieblik kunne udholde denne Qval, eller vilde Du noget
Øieblik kunne bringe Din Tanke til at fastholde denne Rædsel!
Og dog maatte han vel nærmest, om jeg saa tør sige, bruge
dette stolte Ord: hvad vedkommer Mennesket mig. Men
derfor er det heller ikke saaledes; og naar jeg udsiger, at Gud
er ubegribelig, da opløfter min Sjæl sig til det Høieste, det er
netop i de saligste Øieblikke, at jeg udsiger det, ubegribelig,
fordi hans Kjærlighed er ubegribelig, ubegribelig, fordi hans
Kjærlighed overgaaer al Forstand. Udsagt om Gud betegner
det det Høieste; naar man nødsages til at udsige det om et
Menneske, betegner det altid en Feil, stundom en Synd. Og Christus
ansaae det ikke for et Rov at være Gud liig, men ydmygede
sig selv, og Du vil ansee de aandelige Gaver, der ere Dig
skjænkede, for at være et Rov. Betænk dog, Dit Liv gaaer
hen, engang vil vel den Tid ogsaa komme for Dig, da Dit
Liv ligger afsluttet, da der ikke mere er anviist Dig nogen
Udvei til at leve, da Erindringen ene er tilbage, Erindringen,
men ikke i den Forstand, hvori Du elsker den saa meget, denne
Blanding af Digt og Sandhed, men Samvittighedens
alvorlige og trofaste Erindring; Vogt Dig for, at den ikke vil rulle
en Liste op far Dig, vel ikke af egentlige Forbrydelser, men af
fortærede Muligheder, Skyggebilleder, som det vil være Dig en
Umulighed at forjage. Endnu er Du ung, den aandelige
Smidighed, Du er i Besiddelse af, klæder Ungdommen godt og
forlystes Øiet en Stund. Man frapperes ved at see en Clown,
hvis Ledemod ere saa bløde, at al Nødvendighed for
Menneskets Gang og Stilling i ham er ophævet; saaledes er Du i
aandelig Forstand, Du kan ligesaa godt staae paa Hovedet som
paa Benene, Alt er Dig muligt, og ved denne Mulighed kan Du
overraske Andre og Dig selv; men det er usandt, og for Din
egen Roligheds Skyld beder jeg Dig see til, at hvad der er
et Fortrin hos Dig, ikke ender med at blive en Forbandelse.
Ethvert Menneske, der har en Overbeviisning, kan ikke saaledes
efter Behag vende op og ned paa sig selv og paa Alt. Jeg
advarer Dig derfor ikke for Verden, men for Dig selv og Verden
for Dig. Saa meget er vist, dersom jeg havde en Datter i den
Alder, at der kunde være Tale om, at hun kunde paavirkes af
Dig, saa vilde jeg i høi Grad advare hende, især hvis hun
tillige skulde være aandelig begavet. Og skulde der ikke være
Grund til at advare mod Dig, da jeg, der dog indbilder mig
at turde maale mig med Dig om ikke i Smidighed, saa dog i
Fasthed og Holdning, om ikke i det Ustadige og Glimrende,
dog vel i det Faste — da jeg virkelig undertiden med en vis
Uvillie føler, at Du bestiller mig, at jeg lader mig henrive af
Din Overgivenhed, af den tilsyneladende godmodige Vittighed,
hvormed Du spotter Alt, lader mig henrive til denne samme
æsthetisk-intellektuelle Berusethed, i hvilken Du lever. Jeg føler
derfor vel, at jeg mod Dig har en vis Grad af Usikkerhed, idet
jeg snart er for streng, snart for eftergivende. Det er imidlertid ikke
saa besynderligt; thi Du er som et Indbegreb af al Mulighed,
derfor maa man snart i Dig see Muligheden af Din
Fordærvelse, snart af Din Frelse. Du forfølger enhver Stemning, enhver
Tanke, god eller ond, glad eller sørgelig, til dens yderste Grændse,
dog saaledes, at dette skeer mere
in abstracto
end
in concreto
,
at denne Forfølgelse selv mere er en Stemning, hvoraf Intet
resulterer Andet end en Viden om den, end ikke saa meget, at
det bliver Dig vanskeligere eller lettere næste Gang at hengive
Dig i den samme Stemning; thi Du beholder bestandig
Muligheden dertil. Man kan derfor næsten bebreide Dig Alt og slet
Intet, fordi det er og dog ikke er hos Dig. Du vedkjender
Dig eller vedkjender Dig ikke, efter Omstændighederne, at have
havt en saadan Stemning, men Du er utilgængelig for enhver
Tilregnelse; det, det kommer Dig an paa, er, at Du har havt
Stemningen fuldstændig, pathetisk sand.
Det var altsaa om Ægteskabets æsthetiske Betydning jeg
vilde handle. Dette kunde synes at være en overflødig
Undersøgelse, at være Noget, Enhver vilde indrømme, da det ofte nok
er paavist; thi har nu ikke gjennem Aarhundreder Riddere og
Eventyrere udstaaet utrolig Møie og Besvær for endelig at
havne i et lykkeligt Ægteskabs stille Fred; har ikke gjennem
Aarhundreder Romanskrivere og Romanlæsere arbeidet sig
igjennem eet Bind efter det andet, for at standse ved et lykkeligt
Ægteskab, og har ikke den ene Slægt efter den anden atter og
atter troligt udholdt fire Akters Besværligheder og Forviklinger,
naar der blot var nogenlunde Sandsynlighed for et lykkeligt
Ægteskab i femte. Imidlertid er der ved disse uhyre
Anstrengelser udrettet saare lidet til Ægteskabets Forherligelse, og jeg
tvivler meget om, at der nogensinde har været noget Menneske,
der ved Læsning af slige Skrifter har følt sig gjort dygtigt til
at fuldkomme den Opgave, han har sat sig, eller følt sig
orienteret i Livet; thi dette er netop det Fordærvelige, det Usunde
ved hine Skrifter, at de ende, hvor de skulde begynde. Efter
de mange overstandne Fata synke endelig de Elskende i
hinandens Arme, Teppet falder, Bogen ender, men Læseren er lige
klog; thi det behøves der i Sandhed ikke stor Kunst til,
forudsat at Kjærligheden i sin første Opblussen er tilstede, da at
have Mod og Kløgt nok til af al sin Kraft at kæmpe for
Besiddelsen af det Gode, man anseer for det eneste, men derimod
vel Besindighed, Viisdom, Taalmod til at beseire den Mathed,
der ofte pleier at følge oven paa et opfyldt Ønske. Det ligger
ganske naturligt i Kjærlighedens første Opblussen, at den ikke
synes at kunne lide Besværligheder nok for at erhverve
Besiddelsen af den elskede Gjenstand, ja den er tilbøielig til,
forsaavidt der ikke er Farer tilstede, da selv at forskaffe sig saadanne
blot for at beseire dem. Dette er denne Retnings hele
Opmærksomhed henvendt paa, og saasnart Farerne ere beseirede, saa
veed Maskinmesteren Beskeed. Det er derfor sjeldnere, at man
seer en Vielse eller læser om den, uden forsaavidt Operaen
og Balletten har forbeholdt sig dette Moment, der vel kan give
Anledning til et og andet dramatisk Galimathias, til pragtfulde
Optog, til en Figurants betydningfulde Gestikulationer og
himmelske Øiekast, til Vexling af Ringene &c. Det, der er det
Sande i denne hele Udvikling, det egentlige Æsthetiske, ligger i,
at Kjærligheden bliver sat i Stræben, at denne Følelse sees
kæmpende sig gjennem en Modsætning. Det, der er det
Forfeilede, er, at denne Kamp, denne Dialektik er aldeles udvortes,
og at Kjærligheden udgaaet ligesaa abstrakt af denne Kamp,
som den indgik i den. Naar først Forestillingen om
Kjærlighedens egen Dialektik vaagner, Forestillingen om dens
pathologiske Kampe, om dens Forhold til det Ethiske, det Religiøse,
da vil man i Sandhed ikke behøve haardhjertede Fædre eller
Jomfrubure eller fortryllede Prindsesser eller Trolde og Uhyrer
for at give Kjærligheden fuldt op at bestille. I vor Tid træffer
man nu sjeldnere paa slige grusomme Fædre, eller slige
rædsomme Uhyrer, og forsaavidt derfor den nyere Literatur har
dannet sig i Lighed med en ældre, saa er egentlig Penge bleven
det Modsætnings-Medium, igjennem hvilket Kjærligheden bevæger
sig, og man slider sig da atter igjennem fire Akter, naar der er
grundede Udsigter til at en riig Onkel kan døe i femte.
Det er imidlertid sjeldnere Tilfælde, at man seer slige
Præstationer, og i det Hele taget er den nyere Literatur fuldt
op beskjæftiget med at gjøre Kjærligheden i den abstrakte
Umiddelbarhed, i hvilken den bestod i den egentlige Roman-Verden,
latterlig. Naar man saaledes betragter Scribes
Theater-Virksomhed, saa vil man finde det som et af hans Hoved-Themaer,
at Kjærlighed er en Illusion. Dog dette behøver jeg blot
at erindre Dig om; Du har altfor megen Sympathi med
Scribe og hans Polemik, idetmindste troer jeg, at Du vilde
gjøre den gjældende mod hele Verden, om Du end vilde
forbeholde den ridderlige Kjærlighed for Dig selv; thi Du er saa
langt fra at være blottet for Følelse, at Du, hvad Følelse
angaaer, er det mest jaloux Menneske, jeg kjender. Jeg erindrer,
Du engang sendte mig en lille Kritik over Scribes „den første
Kjærlighed”, der var skreven med en næsten fortvivlet
Enthusiasme. Du paastod deri, at det var det Bedste, Scribe
nogensinde havde skrevet, og at dette Stykke rigtigt forstaaet alene
var tilstrækkeligt til at gjøre ham udødelig. Jeg vil nævne et
andet Stykke, der, som det synes mig, igjen viser Mangelen
ved det, Scribe sætter istedet. Det er: „For evig”. Her
ironisere han over en første Kjærlighed. Ved Hjælp af en
kløgtig Moder, der tillige er en fiin Verdensdame, oprettes en
ny Kjærlighed, som hun anseer for paalidelig; men for den
Tilskuer, der ikke vil være tilfreds med, at Digteren her ganske
vilkaarligt har sat Punktum, viser det sig let, at der ligesaa
godt kunde komme en tredie. Overhovedet er det mærkeligt, i
hvor høi en Grad den nyere Poesi er tærende, og saaledes har
den alt i længere Tid levet af Kjærlighed. Vor Tid erindrer
meget om den græske Stats Opløsning, Alt bestaaer, og dog
er der Ingen, der troer derpaa. Det usynlige aandelige Baand,
der giver det Gyldighed, er forsvundet, og saaledes er hele
Tiden paa eengang comisk og tragisk; tragisk fordi den gaaer
under, comisk fordi den bestaaer, thi det er dog bestandigt det
Uforkrænkelige der bærer det Forkrænkelige, det Aandelige det
Legemlige, og dersom det lod sig tænke, at et afsjælet Legeme
kunde en liden Stund endnu fuldkomme de sædvanlige
Funktioner, vilde det paa samme Maade være comisk og tragisk.
Men lad kun Tiden fortære, og jo mere den faaer fortæret af
den substantielle Gehalt, der laae i den romantiske Kjærlighed,
med desto større Forfærdelse vil den ogsaa engang, naar denne
Tilintetgjørelse ikke mere behager, blive sig bevidst hvad den
har tabt, og med Fortvivlelse føle sin Ulykke.
Vi ville nu see, hvorvidt det er lykkedes den Tid, der
har tilintetgjort den romantiske Kjærlighed, at sætte noget bedre
istedet. Først vil jeg dog angive Kjendetegnene paa den
romantiske Kjærlighed. Man kunde med eet Ord sige, den er
umiddelbar; at see hende og elske hende var eet, eller uagtet hun
kun gjennem en Ridse af det tillukkede Jomfrubuurs Vindue
saae ham en eneste Gang, saa elskede hun ham dog fra dette
Øieblik, ham ene i hele Verden. Jeg turde nu vel egentlig
efter Aftale her give Plads for nogle polemiske Udgydelser, for
derved hos Dig at befordre den Secretion af Galde, der er
en nødvendig Betingelse for en sund og gavnlig Tilegnelse af
hvad jeg har at sige. Imidlertid kan jeg dog ikke beslutte mig
dertil, og det af to Grunde, deels fordi det i vor Tid,
er temmeligt forslidt, og oprigtigt talt er det ubegribeligt,
at Du i denne Henseende vil være med Strømmen, da Du
ellers altid er imod; deels fordi jeg virkelig har bevaret en
vis Tro paa Sandheden deraf, en vis Ærbødighed derfor, en,
vis Veemod derved. Jeg nævner derfor blot Løsnet til Din
Polemik i denne Retning, Overskriften over en lille Opsats af
Dig, empfindsame og ubegribelige Sympathier eller to Hjerters
harmonia præstabilita
. Hvad Goethe med saa megen Kunst i
hans Wahlverwandschaften først har ladet os ane i Naturens
Billedsprog for siden at realisere i Aandens Verden, det er det
vi her tale om, kun at Goethe har bestræbt sig for, at motivere
denne Tiltrækning gjennem en Succession af Momenter
(maaskee for at vise Forskjellen mellem Aandens Liv og Natur-Livet)
og ikke udhævet den Hurtighed, den forelskede Utaalmodighed
og Bestemthed, hvormed det Sammenhørende søger sammen.
Og er det dog ikke skjønt saaledes at tænke sig, at to Væsener
ere bestemte for hinanden! Hvor ofte har man dog ikke en
Trang til at gaae ud over den historiske Bevidsthed, en Længsel,
en Hjemvee efter den Urskov, der ligger bag ved os, og faaer
denne Længsel ikke dobbelt Betydning, naar dertil knytter sig
Forestillingen om et andet Væsen, der ogsaa har sit Hjem i
hine Egne. Ethvert Ægteskab, endog det, der er indgaaet efter
besindigt Overlæg, har derfor en Trang til, idetmindste i enkelte
Øieblikke, at tænke sig en slig Forgrund. Og hvor skjønt er
det ikke, at den Gud, der er Aand, tillige elsker den jordiske
Kjærlighed. At der nu blandt Ægtefolk lyves meget i denne
Henseende, det vil jeg gjerne indrømme Dig, og at Dine
Observationer i denne Retning ofte have moret mig, men det Sande
deri bør man ikke glemme. Maaskee tænker En og Anden, at
det dog er bedre, at have fuldkommen Raadighed i Valget af
„sit Livs Ledsagerinde” , men en saadan Yttring røber en høi
Grad af Bornerethed og taabelig Forstands-Vigtighed, og aner
ikke, at den romantiske Kjærlighed er fri i sin Genialitet, og at
netop denne Genialitet er det Store i den.
Den romantiske Kjærlighed viser sig som umiddelbar derved,
at den blot hviler i Naturnødvendighed. Den er baseret paa
Skjønhed, deels paa sandselig Skjønhed, deels paa den
Skjønhed, der gjennem og i og med det Sandselige lader sig
forestille, dog ikke saaledes at det er gjennem en Overveielse den
kommer tilsyne; men saaledes som den bestandig staaer paa
Springet til at yttre sig, titter frem derigjennem. Uagtet denne
Kjærlighed væsentlig er baseret paa det Sandselige, er den dog
ædel ved den Evigheds-Bevidsthed, den optager i sig; thi det
er det, der adskiller al Kjærlighed fra Vellyst, at den har et
Evighedens Præg paa sig. De Elskende ere inderligen
overbeviste om, at deres Forhold er et i sig fuldendt Hele, der aldrig
vil kunne forandres. Men da denne Forvisning kun er
begrundet paa Natur-Bestemmelse, saa er det Evige baseret paa
det Timelige og hæver derved sig selv. Da denne Forvisning
ingen Prøvelse har gjennemgaaet, ingen høiere Begrundelse har
fundet, saa viser den sig som en Illusion, og derfor er det saa
let at gjøre den latterlig. Imidlertid skulde man ikke være saa
redebon hertil, og det er i Sandhed væmmeligt at see i den
nyere Comedie disse erfarne, intrigante, blødagtige Qvinder,
der veed, at Kjærlighed er en Illusion. Jeg veed intet saa
vederstyggeligt Væsen som en saadan Qvinde. Ingen
Udsvævelse er mig saa modbydelig, og Intet er mig saa
oprørende som at see en ung elskovsrig Pige i Hænderne paa en
saadan. Det er i Sandhed Forfærdeligere end at tænke sig
hende i Hænderne paa en Klub af Forførere. Det er sørgeligt
at see en Mand; der har faaet Bugt med alt det Substantielle
i Livet, men at see en Qvinde paa denne Afvei er rædsomt.
Dog, som sagt, den romantiske Kjærlighed har en Analogi til
det Sædelige i den formeentlige Evighed, der adler den og
frelser den fra den blotte Sandselighed. Det Sandselige er
nemlig det Momentane. Det Sandselige søger den øieblikkelige
Tilfredsstillelse, og jo mere forfinet det er, desto mere veed
det at gjøre Nydelsens Øieblik til en lille Evighed. Den sande
Evighed i Kjærligheden, som er den sande Sædelighed, frelser
den derfor egentlig først ud af det Sandselige. Men for at
frembringe denne sande Evighed udkræves en Villiebestemmelse;
dog herom mere siden.
Svagheden ved den romantiske Kjærlighed har vor Tid
meget godt indseet, dens ironiske Polemik imod den har ogsaa
stundom været ret morsom; om den har afhjulpet Brøsten og
hvad den har sat istedet ville vi nu see. Man kan sige, at
der har slaaet to Veie ind, af hvilke den ene strax ved første
Øiekast viser sig som en Afvei, det vil sige, som usædelig; den
anden, som er respektablere, gaaer dog, troer jeg, Glip af det
Dybere i Kjærligheden. Dersom nemlig Kjærlighed beroer paa
det Sandselige, saa indseer Enhver jo let, at denne
umiddelbare ridderlige Trofasthed er en Daarskab. Hvad Under da
at Qvinden vil emanciperes, et af vor Tids mange uskjønne
Phænomener, hvori Mændene ere Skyld. Det Evige i
Kjærligheden bliver Gjenstand for Spot, det Timelige holdes
tilbage, men det Timelige igjen raffineret i en sandselig Evighed,
i Omfavnelsens evige Øieblik. Hvad jeg her siger, det har
ikke sin Anvendelse blot paa en eller anden Forfører, der som
et Rovdyr lusker om i Verden, nei, det passer paa et talrigt
Chor af ofte høist begavede Mennesker, og det er ikke blot
Byron, der erklærer Kjærlighed for Himmerig, Ægteskab for
Helvede. Man seer nu tydelig, at her er en Reflexion, Noget
den romantiske Kjærlighed ikke har. Denne kan gjerne tage
Ægteskabet med, tage den kirkelige Velsignelse som en skjøn
Festlighed mere, uden at denne dog egentlig faaer Betydning
for den som saadan. Paa Grund af hiin Reflexion har den
omtalte Kjærlighed med en forfærdelig Forstandens Urokkelighed
og Forhærdelse udfundet en ny Definition paa, hvad ulykkelig
Kjærlighed er, det nemlig at blive elsket, naar man ikke længer
elsker, ikke det at elske uden at finde Gjenkjærlighed. Og i
Sandhed, dersom denne Retning vidste, hvor meget Dybsindigt
der ligger i disse faa Ord, da vilde den selv gyse tilbage; thi
de indeholde foruden alt det Erfarne, Kløgtige, Raffinerede,
tillige en Anelse om, at der er en Samvittighed til. Momentet
bliver altsaa Hovedsagen, og hvor ofte har man ikke hørt disse
frække Ord af en saadan Elsker til den ulykkelige Pige, som
kun kunde elske eengang: jeg forlanger ikke saa meget, jeg nøies
med mindre; det være langt fra mig at fordre, at Du skal
vedblive at elske mig i al Evighed, naar Du blot elsker mig i
det Øieblik, hvori jeg ønsker det. Saadanne Elskere veed nu
meget godt, at det Sandselige er forgængeligt, de veed tillige,
hvilket der er det skjønneste Øieblik, og dermed ere de tilfredse.
Absolut usædelig er naturligvis en saadan Retning; i Tanken
indeholder den derimod paa en Maade et Avancement henimod
vort Maal, forsaavidt den nedlægger en formelig Protest mod
Ægteskabet. Forsaavidt den samme Retning søger at antage
et lidt anstændigere Udvortes, saa indskrænker den sig ikke blot
til det enkelte Øieblik, men udvider dette til en længere Tid,
dog saaledes, at den istedetfor at optage det Evige i sin
Bevidsthed, optager det Timelige, eller hilder sig i denne
Modsætning af det Evige med Forestillingen om en mulig
Forandring i Tid. Den mener, en Tid lang kan man nok holde ud
at leve sammen, men den vil holde en Udvei aaben til, hvis
der viste sig et lykkeligere Valg, da at turde vælge. Den gjør
Ægteskabet til en borgerlig Indretning; man behøver blot at
melde det for vedkommende Øvrighed, at nu er dette
Ægteskab forbi og et nyt indgaaet, ligesom man melder, at man er
flyttet. Om Staten er tjent dermed, skal jeg lade uafgjort;
for den Enkelte maa det i Sandhed være et besynderligt
Forhold. Man seer det derfor vel heller aldrig realiseret i
Virkeligheden, men Tiden truer bestandig dermed. Og der vilde
dog virkelig ogsaa høre en høi Grad af Frækhed dertil; jeg
troer ikke, at dette Ord er for haardt derom, ligesom det og
især hos den qvindelige Participant i denne Association vilde
røbe et til Fordærvelse grændsende Letsind. Der er imidlertid
en ganske anden aandelig Disposition, der let kan faae et
lignende Indfald, og det er den, jeg her nærmest vil behandle,
da den er meget charakteristisk for vor Tid. En saadan Plan
kan nemlig have sin Grund i
egoistisk
eller
sympathetisk
Tungsind
. Man har nu talt længe nok om Tidens Letsind;
jeg troer, det er paa den høie Tid at tale lidt om dens
Tungsind, og jeg haaber, at Alt skal klare sig bedre. Eller er
Tungsind ikke Tidens Brøst, er det ikke den, der gjenlyder endog
i dens letsindige Latter, er det ikke Tungsind, der har berøvet
os Mod til at befale, Mod til at lyde, Kraft til at handle,
Tillid til at haabe? Og naar nu de gode Philosopher gjøre
Alt for at give Virkeligheden Intensitet, blive vi da ikke snart
saa fuldstoppede, at vi qvæles deraf. Alt er bortskaaret
undtagen det Nærværende; hvad Under da, at man i idelig Angst
for at miste det, mister det. Nu er det vel sandt, at man ikke
bør forsvinde i et flygtende Haab, og at det ikke er paa den
Maade, man skal forklares i Skyerne, men for i Sandhed at
nyde maa man have Luft, og det er ikke blot i Sorgens
Øieblik det gjælder om at have Himmelen aaben, ogsaa i Glædens
Tid gjælder det at have en fri Udsigt og Fløidørene paa vid
Gab. Vel taber Nydelsen tilsyneladende en vis Grad af den
Intensitet, den har ved Hjælp af en saadan ængstende
Begrændsning; men derved turde ikke være tabt meget, da den har en
Deel tilfælles med den intensive Nydelse, der koster de
Straßburger Gjæs Livet. Dette turde maaskee falde vanskeligere at
faae Dig til at indsee, hvorimod jeg vist ikke nærmere behøver
at udvikle for Dig Betydningen af den Intensitet, man paa
den anden Maade opnaaer. I denne Henseende er Du nemlig
Virtuos, Du,
cui di dederunt formam, divitias, artemque
fruendi
. Dersom det at nyde var Hovedsagen i Livet, da
vilde jeg sætte mig ved Dine Fødder for at lære; thi heri er
Du Mester. Snart kan Du gjøre Dig til en Olding for at
indsuge i langsomme Drag gjennem Erindringens Tragt det
Oplevede, snart er Du i den første Ungdom blussende af Haab,
snart nyder Du mandligt, snart qvindeligt, snart umiddelbart,
snart Reflexionen over Nydelsen, snart Reflexionen over Andres
Nydelse, snart Afholdenheden fra Nydelse; snart hengiver Du
Dig, Dit Sind er aabent, tilgængeligt som en By, der har
capituleret, Reflexionen er forstummet, og ethvert Skridt af de
Fremmede gjenlyder i de tomme Gader, og dog bliver der altid
en iagttagende lille Yderpost tilbage; snart lukker Dit Sind sig,
Du forskandser Dig, utilgængelig og steil. Saaledes forholder
det sig, og Du vil tillige see, hvor egoistisk Din Nydelse er,
og at Du aldrig hengiver Dig, aldrig lader Andre nyde Dig.
Forsaavidt kan Du vel have Ret i at spotte over de Mennesker,
hvem enhver Nydelse tærer paa, for at tage et Exempel, de
forliebte Mennesker med de lasede Hjerter, da Du derimod
ypperligt forstaaer den Kunst at forliebe Dig saaledes, at denne
Kjærlighed bliver Relief for Din egen Personlighed. Du veed
nu meget god Besked om at den mest intensive Nydelse ligger
i at fastholde Nydelsen med Bevidsthed om, at den i næste
Øieblik maaskee forsvinder. Derfor har Finalen i Don Juan
behaget Dig saa meget. Forfulgt af Politiet, af hele Verden,
af Levende og Døde, ene i et afsides Værelse famler han endnu
engang al sin Sjæls Kraft, svinger han endnu engang Pokalen,
fryder hans Sjæl sig endnu engang ved Musikens Toner.
Dog jeg vender tilbage til mit Foregaaende, at en deels
egoistisk, deels sympathetisk Tungsindighed kan foranledige hiin
Anskuelse. Den egoistiske frygter naturligviis for sin egen Skyld,
og er som al Tungsindighed nydelsessyg. Den har en vis
overspændt Ærbødighed, en hemmelig Gru for en Forbindelse
for hele Livet. „Hvad kan man stole paa, Alt kan forandre
sig, maaskee kan dette Væsen, jeg nu næsten tilbeder, forandre
sig, maaskee kan senere Skjæbner bringe mig i Forbindelse med
et andet Væsen, der dog først i Sandhed vil blive det Ideal,
jeg har drømt mig.” Den er som al Tungsindighed trodsig
og veed det med sig selv; den tænker, maaskee netop dette, at
jeg knytter mig til Een med et uopløseligt Baand, vil gjøre,
at dette Væsen, jeg ellers vilde elske af min ganske Sjæl, bliver
mig utaaleligt, maaskee, maaskee o. s. v. Det sympathetiske
Tungsind er smerteligere og ogsaa noget ædlere, det frygter sig
selv for den Andens Skyld. Hvo veed sig saa sikker, at man
ikke kan forandres, maaskee det, jeg nu anseer for det Gode
hos mig, kan forsvinde, maaskee det, hvorved jeg nu fængsler
den Elskede, og som jeg kun ønsker at beholde for hendes Skyld,
kan tages fra mig, og nu staaer hun der, skuffet, bedraget,
maaskee viser der sig en glimrende Udsigt for hende, hun fristes,
hun bestaaer maaskee ikke i Fristelsen, store Gud, det skulde jeg
have paa min Samvittighed; jeg har Intet at bebreide hende,
det er mig, der er bleven forandret, jeg tilgiver hende Alt,
naar hun blot kan tilgive mig, at jeg var saa uforsigtig at
tillade hende at gjøre et saa afgjørende Skridt. Vel veed jeg med
mig selv, at jeg saa langt fra at besnakke hende, snarere advarede
hende mod mig selv, at det var hendes fri Beslutning, men
maaskee har denne Advarsel netop fristet hende, ladet hende i mig
see et bedre Væsen end jeg var &c. &c. Man vil let indsee, at
en saadan Tænkemaade ligesaa lidt er tjent med en Forbindelse
paa ti Aar som med en paa fem, ja end ikke med en
Forbindelse, som den Saladin sluttede med de Christne paa ti Aar,
ti Maaneder, ti Uger, ti Dage og ti Minutter; og ligesaa
lidet tjent med en saadan Forbindelse som med en for hele
Livet. Man seer meget godt, at en saadan Tænkemaade kun
altfor dybt føler Betydningen af det Ord, at enhver Dag har
sin Plage. Den er et Forsøg paa hver Dag at leve, som om
denne Dag var den afgjørende, et Forsøg paa at leve, som om
man hver Dag var til Examen. Naar man derfor i vore
Dage finder en stor Tilbøielighed til at neutralisere Ægteskabet,
saa er det ikke fordi man som i Middelalderen anseer det ugifte
Liv for fuldkomnere, men det har sin Grund i Feighed, i
Nydelsessyge. Det vil tillige indlyse, at slige Ægteskaber,
indgaaede paa bestemt Tid, nytte til Intet, da de medføre samme
Vanskeligheder som de, der ere indgaaede for hele Livet, og
tillige ere saa langt fra at give de Paagjældende Styrke til at
leve, at de tværtimod enervere det ægteskabelige Livs inderste
Kraft, slappe den Villiens Energi og forkleine den Tillidens
Velsignelse, som Ægteskabet eier. Det er tillige klart allerede
og vil senere endnu mere blive det, at slige Associationer ikke
ere Ægteskaber, da de, skjøndt indtraadte i Reflexionens Sphære,
dog ikke have naaet den Evigheds-Bevidsthed, som
Sædeligheden har, og som først gjør Forbindelsen til Ægteskab. Det
er ogsaa Noget, Du aldeles vil være enig med mig i; thi
hvor ofte og hvor sikkert har ikke Din Spot og Din Ironi
velfortjent rammet slige Stemninger („de tilfældige Forliebelser
eller Kjærlighedens slette Uendelighed”), hvor En med sin
Forlovede seer ud af Vinduet, og i det Samme en ung Pige dreier
om Hjørnet ind i en anden Gade, og det da falder ham ind,
det er hende jeg egentlig er forelsket i; men idet han vil
forfølge Sporet, bliver han atter forstyrret o. s. v.
Den anden Udvei, den anstændige, var
Fornuftgiftermaalet
. Man hører strax paa Benævnelsen, at man er
indtraadt i Reflexionens Sphære. En og Anden, og deriblandt
ogsaa Du, har altid gjort betænkelige Miner ved det
Giftermaal, som her tilsigtes mellem den umiddelbare Kjærlighed og
den beregnende Forstand; thi egentlig burde man dog, naar
man vil ære Sprogbrug, kalde det Forstandsgiftermaal. Især
pleier Du altid med megen Tvetydighed at anbefale „Agtelse”
som en solid Grundvold for en ægteskabelig Forbindelse. Det
viser, hvor gjennemreflekteret Tiden er, at den maa hjælpe sig
med en saadan Udvei som et Fornuftgiftermaal. Forsaavidt som
en saadan Forbindelse giver Afkald paa den egentlige
Kjærlighed, saa er den idetmindste conseqvent; men viser tillige
derved, at den ikke er en Løsning af Opgaven. Et
Forstands-Giftermaal er derfor at ansee, som en Art Capitulation, hvilken
Livets Forviklinger nødvendiggjøre. Men hvor sørgeligt er
det dog ikke, at det ligesom er den eneste Trøst, vor Tids
Poesi har tilbage, den eneste Trøst den at fortvivle; thi det
er jo aabenbart Fortvivlelse, der gjør en saadan Forbindelse
antagelig. Den indgaaes derfor ogsaa gjerne mellem
Personer, der forlængst have traadt deres Børneskoe, og som
tillige have lært, at den egentlige Kjærlighed er en Illusion,
og dens Realisation i det Høieste et
pium desiderium
. Det,
den derfor træder i Forhold til, er Livets Prosa, Udkomme,
Anseelse i det sociale Liv o.s.v. Forsaavidt den har
neutraliseret det Sandselige i Ægteskabet synes den at være sædelig;
men det bliver dog et Spørsmaal, om ikke denne
Neutralisation er ligesaa usædelig som den er uæsthetisk. Eller om det
Erotiske end ikke aldeles er neutraliseret, saa er det dog
forknyttet ved en nygtern Forstandsbetragtning over, at man skal
være forsigtig, ikke altfor rask til at vrage, at Livet dog aldrig
giver det Ideale, at det er et ret anstændigt Parti o.s.v. Det
Evige, der, som allerede ovenfor er viist, hører med til ethvert
Ægteskab, er altsaa egentlig ikke her tilstede; thi en
Forstandsberegning er altid timelig. En saadan Forbindelse er derfor
paa eengang usædelig og skrøbelig. En skjønnere Skikkelse kan
et saadant Fornust-Ægteskab antage, naar det Bestemmende er
noget Høiere. I saa Fald er det da et selve Ægteskabet
fremmed Motiv, der bliver det afgjørende, som naar f. Ex. en ung
Pige af Kjærlighed til sin Familie ægter en Mand, der er istand
til at frelse denne. Men netop denne udvortes Teleologi viser
lettelig, at vi ikke her kunne søge en Løsning af Opgaven.
Paa dette Punkt kunde jeg maaskee passende afhandle de
mangfoldige Bevæggrunde til at indgaae et Ægteskab, hvorom der
ofte nok er Tale. Slig Overveien og Raisonneren hører netop
hjemme i Forstandens Sphære. Jeg vil dog imidlertid hellere
forbeholde mig det til et andet Punkt, hvor jeg tillige om
muligt kan stoppe Munden paa den.
Det har nu viist sig, hvorledes den romantiske Kjærlighed
var bygget paa en Illusion, og at dens Evighed var bygget
paa det Timelige, og at, uagtet Ridderen holdt sig inderlig
overbeviist om dens absolute Bestandighed, der dog ingen
Vished var herfor, da dens Forsøgelse og Fristelse hidtil havde
været i et aldeles udvortes Medium. Den var forsaavidt meget
godt istand til med en skjøn Pietet at tage Ægteskabet med,
men dette fik dog ingen dybere Betydning. Det har viist sig,
hvorledes denne umiddelbare, skjønne, men og eenfoldige
Kjærlighed, optagen i en reflekterende Tids Bevidsthed, maatte blive
Gjenstand for dens Spot og dens Ironi, det har tillige viist
sig, hvad en saadan Tidsalder var istand til at sætte istedetfor.
En saadan Tid optog tillige Ægteskabet i sin Bevidsthed og
erklærede sig nu deels for Kjærligheden, saaledes at Ægteskabet
blev udelukket, deels for Ægteskabet, saaledes at man gav Afkald
paa Kjærligheden. En forstandig lille Syepige gjør derfor ogsaa
den kløgtige Bemærkning i et nyere Drama med Hensyn til de
fornemme Herrers Kjærlighed: os elske de, men ægte os ikke;
de fornemme Damer elske de ikke, men gifte sig med dem.
Hermed er denne lille Undersøgelse (thi jeg nødsages vel
til at kalde, hvad jeg her skriver, saaledes, omendskjøndt jeg
først blot havde tænkt mig et større Brev) naaet hen til det
Punkt, hvorfra Ægteskabet først ret lader sig belyse. At
Ægteskabet væsentlig tilhører Christendommen, at de hedenske Nationer
ikke have fuldkommet det, tiltrods for Orientens Sandselighed
og al Grækenlands Skjønhed, at end ikke Jødedommen har
været istand dertil, tiltrods for det i Sandhed Idylliske, der
findes i den, det vil Du vel indrømme mig, uden at jeg
behøver videre at gaae ind derpaa, og det saa meget mere, som
det vil være tilstrækkeligt blot at erindre om, at
Kjøns-Modsætningen intetsteds var saa dybt reflekteret, at det andet Kjøn
derved er kommen til sin fuldkomne Ret. Men ogsaa
indenfor Christendommen maatte Kjærligheden gjennemgaae mange
Fata, inden man naaede hen til at see det Dybe, Skjønne og
Sande, der ligger i Ægteskabet. Da imidlertid en reflekterende
Tidsalder er den nærmest foregaaende og til en vis Grad den
samtidige, saa er det ikke saa let en Sag at vise det, og da
jeg i Dig har fundet en saa stor Virtuos i at drage de svage
Sider frem, saa er den Opgave, jeg ved Siden af har sat
mig, om muligt at overbevise Dig, dobbelt vanskelig.
Imidlertid skylder jeg Dig at tilstaae, at jeg er Dig meget
forbunden for Din Polemik. Den er, naar jeg tænker mig de
mangfoldige adsplittede Yttringer, i hvilke jeg eier den, samlede i Eet,
saa talentfuld og opfindsom, at den bliver en god Veileder for
den, der vil forsvare; thi Dine Angreb ere ikke saa overfladiske,
at de ikke, naar Du eller en Anden gjennemtænker dem, skulde
indeholde det Sande i sig, om end hverken Du eller den, Du
strider med, mærker det i Kampens Øieblik.
Forsaavidt som det nu viste sig som en Mangel ved den
romantiske Kjærlighed, at den ikke var reflekteret, saa kunde det
maaskee synes rigtigt, at lade den sande ægteskabelige
Kjærlighed begynde med en Art Tvivlen. Dette kunde synes saa
meget mere nødvendigt som det er ud af en Reflexions-Verden,
vi komme hertil. At et Ægteskab lod sig kunstnerisk udføre
efter en saadan Tvivl, det vil jeg ingenlunde negte; men
Spørgsmaalet bliver, om dog ikke Ægteskabets Væsen derved allerede
er altereret, idet der dog er paatænkt en Skilsmisse mellem
Kjærlighed og Ægteskab. Spørgsmaalet er, om det væsentligt
tilhører Ægteskabet ved Tvivl om Muligheden af at realisere den
første Kjærlighed at tilintetgjøre denne, for gjennem denne
Tilintetgjørelse at mulig- og virkeliggjøre den ægteskabelige
Kjærlighed, saa at Adam og Evas Ægteskab egentlig blev det eneste,
hvori den umiddelbare Kjærlighed var bevaret ukrænket, og det
igjen nærmest af den Grund, som Musæus meget vittig
udhæver, at der ikke var Mulighed af at elske nogen Anden.
Spørgsmaalet bliver, om ikke den umiddelbare, den første
Kjærlighed ved at være optagen i en høiere concentrisk Umiddelbarhed
var sikkret mod denne Skepsis, saa at den ægteskabelige
Kjærlighed ikke behøvede at nedpløie den første Kjærligheds skjønne
Forhaabninger, men den ægteskabelige Kjærlighed var selve den
første Kjærlighed med en Tilsætning af Bestemmelser, der ikke
forringede, men forædlede den. Det er et vanskeligt Problem
at vise, og dog er det af uhyre Vigtighed, for at vi ikke i det
Ethiske skulle saae en lignende Kløft, som i det Intellektuelle
mellem Tro og Viden. Og skjønt, kjære Ven, det vil Du ikke
negte mig (thi ogsaa Dit Hjerte har dog Følelse for
Kjærlighed, og ogsaa Dit Hoved kjender kun altfor vel Tvivlene),
skjønt vilde det dog være, om den Christne turde kalde sin
Gud Kjærlighedens Gud, saaledes at han ogsaa derved tænkte
paa hiin uudsigelige salige Følelse, hiin evige Magt i Verden
— den jordiske Kjærlighed. Forsaavidt jeg derfor i det
Foregaaende har antydet den romantiske Kjærlighed og den
reflekterende som de discursive Standpunkter, saa vil det her ret
vise sig, hvorvidt den høiere Eenhed er en Tilbagevenden til
det Umiddelbare, hvorvidt denne, foruden det Mere, den
indeholder, tillige indeholder hvad der laae i det Første. Det er
nu klart nok, at den reflekterende Kjærlighed bestandig fortærer
sig selv, og at den ganske vilkaarligt snart standser paa eet
Punkt, snart paa et andet, det er klart, at den viser ud over
sig selv til et Høiere, men Spørgsmaalet er, om dette Høiere
ikke strax kan træde i Forbindelse med den første Kjærlighed.
Dette Høiere er nu det Religiøse, i hvilket Forstands-Reflexionen
ender, og som for Gud Intet er umuligt, saaledes er for det
religiøse Individ heller Intet umuligt. I det Religiøse finder
Kjærligheden atter den Uendelighed, som den i den reflekterende
forgjæves søgte. Men dersom det Religiøse, saa vist som det
er et Høiere end alt Jordisk, tillige ikke er et i Forhold til den
umiddelbare Kjærlighed Excentrisk men med den Concentrisk, saa
lod jo Eenheden sig tilveiebringe, uden at den Smerte, som det
Religiøse vel kan helbrede, men som dog altid er en dyb Smerte,
blev nødvendig. Det er meget sjeldent, at man seer denne Sag
gjort til Gjenstand for Overveielse, fordi de, der have Sands
for den romantiske Kjærlighed, ikke bryde sig stort om
Ægteskabet, og desto værre paa den anden Side saa mange
Ægteskaber indgaaes uden den dybere Erotik, der visselig er det
Skjønneste i den rene menneskelige Existents. Christendommen holder
urokkelig paa Ægteskabet. Dersom altsaa den ægteskabelige
Kjærlighed ikke kan rumme al den første Kjærligheds Erotik i
sig, saa er Christendommen ikke Menneskeslægtens høieste
Udvikling, og det er visselig en hemmelig Angst for en saadan
Uovereensstemmelse, der for en stor Deel er Skyld i den Fortvivlelse,
hvoraf den nyere Lyrik gjenlyder baade i Vers og i Prosa.
Du seer altsaa, hvad det er for en Opgave jeg har sat.
mig, at vise, at den romantiske Kjærlighed kan forenes med og
bestaae i Ægteskabet, ja at Ægteskabet er den sande Forklarelse
af hiin. Hermed skal nu ingenlunde være kastet nogen Skygge
over de ud af Reflexionen og dens Skibbrud sig frelsende
Ægteskaber, der skal hverken være negtet, at der lader sig gjøre
meget, ikke heller skal jeg være saa udeeltagende, at jeg ikke
skulde yde dem min Beundring, ikke heller skal det være glemt,
at hele Tidens Retning ofte kan gjøre det til en sørgelig
Nødvendighed. Men hvad det Sidste angaaer, maa man dog erindre,
at hver Generation og hvert Individ i Generationen til en vis
Grad begynder sit Liv forfra, og at der saaledes er en
Mulighed for hver især at undflye denne Malstrøm, og ikke mindre,
at jo den ene Slægt skal lære af den anden, og at der derfor
er en Sandsynlighed for, at, efterat Reflexionen har brugt en
Slægt til dette sørgelige Skuespil, at da en følgende vil være
lykkeligere. Og hvor mange smertelige Forvirringer Livet endnu
kan vise, saa kæmper jeg for to Ting, den uhyre Opgave at
vise, at Ægteskabet er den første Kjærligheds Forklarelse, ikke
dens Tilintetgjørelse, er dens Ven ikke dens Fjende, og for
den for alle Andre saare ubetydelige men for mig desto vigtigere
Opgave, at mit ringe Ægteskab har havt denne Betydning, for
at erhverve Styrke og Mod til bestandig at fuldkomme denne
Opgave.
Og idet jeg nu nærmer mig til denne Undersøgelse, kan
jeg dog ikke andet end glæde mig over, at det er til Dig, jeg
skriver. Ja saa vist som det er, at jeg til intet andet
Menneske vilde yttre mig om mit ægteskabelige Forhold, saa vist er
det, at jeg for Dig aabner mig med en tillidsfuld Glæde.
Naar stundom Larmen af de stridende og arbeidende Tanker af
det uhyre Maskineri, Du bærer i Dig, forstummer, da kommer
der stille Øieblikke, der vel i det første Nu næsten ængste ved
deres Stilhed, men som ogsaa snart vise sig som i Sandhed
vederqvægende. I et saadant Øieblik vil jeg haabe, at denne
Afhandling træffer Dig; og ligesom man sorgløs kan betroe
Dig Alt hvad man vil, saa længe Maskineriet er i Gang, thi
da hører Du Intet: saaledes kan man ogsaa uden at priisgive
sig selv fortælle Dig Alt, naar Din Sjæl er stille og høitidelig.
Da vil jeg ogsaa tale om hende, om hvem jeg ellers kun taler
til den tause Natur, fordi jeg kun vil høre mig selv, hende,
hvem jeg skylder saa Meget, blandt Andet ogsaa, at jeg med
Frimodighed tør tale den første Kjærligheds og Ægteskabets
Sag; thi hvad vilde vel jeg formaae med al min Kjærlighed
og al min Stræben, hvis hun ikke kom mig til Hjælp, og hvad
vilde jeg vel formaae, hvis hun ikke begeistrede mig til at ville.
Og dog veed jeg meget godt, at om jeg sagde dette til hende,
saa vilde hun ikke troe mig, ja jeg vilde maaskee handle
urigtigt ved at sige det til hende, jeg vilde maaskee forstyrre og
bevæge hendes dybe og rene Sjæl.
Det der nu bliver det Første, jeg har at gjøre, er at
orientere mig og især Dig i Bestemmelserne af, hvad et
Ægteskab er. Det egentlig Constituerende, det Substantielle et
aabenbart Kjærligheden eller, om Du bestemtere vil udhæve det,
Elskoven. Saasnart denne tages bort, er Samlivet enten en
blot Tilfredsstillelse af sandselig Lyst, eller det er en
Association, et Compagniskab til en eller anden Hensigts Opnaaelse;
men Kjærligheden har netop Evighedens Bestemmelse i sig,
hvad enten det er den overtroiske, eventyrlige, ridderlige
Kjærlighed, eller den dybere sædelige med en kraftig og levende
Forvisning fyldte religiøse Kjærlighed.
Enhver Stand har sine Forrædere, ogsaa Ægtestanden
har sine. Jeg mener naturligviis ikke Forførerne, thi de ere jo
ikke indtraadte i den hellige Ægtestand (jeg haaber, at denne
Undersøgelse maa træffe Dig i en Stemning, i hvilken Du ikke
vil smile ad dette Udtryk); jeg mener ikke de, som ved en
Skilsmisse ere traadte ud af den, thi de have dog havt Mod til at
være aabenbare Oprørere; nei jeg mener de, der kun ere
Oprørere i Tanken, der end ikke driste sig at lade det yttre sig
i Gjerning, disse usle Ægtemænd, der sidde og sukke over, at
Kjærligheden forlængst er fordunstet af deres Ægteskab, disse
Ægtemænd, der, som Du engang har sagt om dem, sidde liig
Vanvittige hver i sit ægteskabelige Aflukke, og slide i
Jernstængerne og phantasere om Forlovelsens Sødme og om
Ægteskabets Bitterhed, disse Ægtemænd, der efter Din egen rigtige
Iagttagelse høre til dem, der med en vis ondskabsfuld Glæde
lykønske Enhver, der bliver forlovet. Jeg kan ikke beskrive Dig,
hvor foragtelige de forekomme mig, og hvor meget det gotter
mig, naar en saadan Ægtemand faaer Dig til Fortrolig, naar
han for Dig udøser alle sine Lidelser, opramser alle sine Løgne
om den lykkelige første Kjærlighed, og Du da med en fiffig
Mine siger, ja jeg skal vel vogte mig for at komme paa Glatiis,
og det da endnu mere forbittrer ham, at han ikke kan faae Dig
reven med ind i et
commune naufragium
. Det er disse
Ægtemænd, Du saa ofte hentyder paa, naar Du taler om en øm
Familiefader med fire velsignede Børn, som han gjerne saae
paa Bloksbjerget.
Forsaavidt der nu skulde ligge Noget i hvad de sige, saa
maatte det jo være en Adskillelse af Elskov og Ægteskab,
saaledes, at Elskoven blev henlagt til eet Tidsmoment, Ægteskabet
til et andet, men Elskov og Ægteskab bleve uformelige. Man
udfandt da ogsaa snart, hvilket Tidsmoment det var at Elskoven
hørte hjemme i — det var Forlovelsen, Forlovelsens skjønne
Tid. Med en vis lavcomisk Bevægelse og Rørelse veed de at
snakke hist op og her ned, om hvad det er at nyde
Forlovelses-Dagene. Jeg maa nu tilstaae, at jeg aldrig har havt Stort
tilovers for disse Forlovelsens forliebte Slikkerier, og jo mere
man vil gjøre af dette Afsnit, desto mere forekommer det mig
at ligne den Tid, mange Mennesker bruge, naar de ville i Vandet,
førend de springe ud, i hvilken de gaae op og ned ad
Flydebroen, jage snart en Haand snart en Fod i Vandet, synes, at
det snart er for koldt, snart for varmt. Dersom det nu
virkeligt forholdt sig saaledes, at Forlovelsen var den skjønneste Tid,
saa indseer jeg i Sandhed ikke, hvorfor de, og hvis de havde
Ret, hvorfor man gifter sig. Imidlertid gifte de sig dog med al
mulig spidsborgerlig Præcision, naar Tanter og Cousiner, Naboer
og Gjenboer finde det passende, Noget, der røber den samme
Døsighed og Slaphed som den, at anse Forlovelsen for den
skjønneste Tid. Naar galt skal være, saa holder jeg dog mere
af disse dumdristige Mennesker, der alene finde Behag i at
springe ud. Det er dog altid Noget, om end Bevægelsen aldrig
bliver saa storartet, Bevidsthedens Gysen aldrig saa forfriskende,
Villiens Reaktion aldrig saa energisk, som naar en kraftig mandig
Arm omsluttet den Elskede fast og dog ømt, med Magt og dog
saaledes, at hun netop føler sig fri i dette Favnetag, for for
Guds Aasyn at styrte sig ind i Tilværelsens Hav.
Dersom nu en saadan Adskillelse af Elskov og Ægteskab havde
nogen Gyldighed, uden i nogle taabelige Menneskers eller rettere
Umenneskers tomme Hoveder, der ligesaa lidet vide, hvad Elskov
som hvad Ægteskab er, saa saae det galt ud med Ægteskabet og
med mit Forsøg paa at vise det Æsthetiske deri eller at Ægteskabet
er en æsthetisk Klangfigur. Men hvad skulde da vel Grunden være
til Rigtigheden af en saadan Adskillelse? Enten maatte det være,
fordi overhovedet Elskoven ikke lod sig bevare. Vi havde da her
den samme Mistillid og Feighed, der saa ofte yttrer sig i vor
Tid, hvis Særkjende er, at den mener, at Udvikling er
Tilbagegang og Tilintetgjørelse. Jeg vil nu gjerne indrømme at
en saadan spæd og klein, lige umandig og uqvindelig Elskov
(hvad Du med sædvanlig Ubændighed vilde kalde for 4 ß Elskov)
ikke vilde være istand til at modstaae et eneste Pust af Livets
Storme; men deraf vilde jo Intet følge med Hensyn til Elskov
og Ægteskab, naar de begge vare i sund og naturlig Tilstand.
Eller det maatte være, fordi det Ethiske og Religiøse, der ved
Ægteskabet træder til, viste sig som saa ueensartet med Elskoven,
at de af den Grund ikke lod sig forene, saaledes, at Elskoven
vel var istand til seierrigt at gjennemkæmpe Livet, naar den
fik Lov til alene at hvile i sig selv, og stole paa sig selv.
Denne Betragtning vilde nu føre Sagen tilbage enten paa den
umiddelbare Kjærligheds uprøvede Pathos, eller paa det enkelte
Individs Lune og Vilkaar, der i egen Kraft troede sig istand
til at fuldende Løbet. Denne sidste Betragtning, at det skulde
være det Ethiske og Religiøse i Ægteskabet, der virkede
forstyrrende, røber ved første Øiekast en vis Mandighed, som let
kan skuffe den flygtige Iagttagelse og har om end forfeilet dog
noget ganske andet Sublimt ved sig end hele den første
Jammerlighed. Jeg skal senere komme tilbage derpaa, og det saa meget
mere som mit inqvisitoriske Blik skulde bedrage mig meget, om
jeg i Dig ikke netop saae en af denne Vildfarelse til en vis
Grad befængt Kjætter.
Det Substantielle i Ægteskabet er Elskoven; men hvilket
er det Første, er Elskoven det Første, eller er Ægteskabet det,
saa at Elskoven kommer successivt bag efter? Denne sidste
Betragtningsmaade har ikke nydt liden Anseelse blandt indskrænkede
Forstands-Mennesker, er ikke sjelden bleven foredraget af kløgtige
Fædre og endnu kløgtigere Mødre, der selv mene at have gjort
Erfaring og til Skadeserstatning ere uforanderlige i, at deres
Børn ogsaa bør gjøre Erfaring. Det er den Viisdom, som
Duehandlerne ogsaa have, naar de spærre to Duer, der ikke
have den mindste Sympathi for hinanden, ind i et lille Buur,
og mene, at de nok lære at forliges. Denne hele
Betragtningsmaade er saa borneret, at jeg blot for et Slags
Fuldstændigheds Skyld har antydet den og for tillige at erindre om
det Meget, Du i denne Henseende har givet til Priis. Elskoven
er altsaa det Første. Men Elskoven er igjen, efter hvad der
blev antydet i det Foregaaende, af saa zart Natur, skjøndt
Natur saa unaturlig og forkjelet, at den slet ikke kan taale at
komme i Berøring med Virkeligheden. Her er jeg atter ved
det tidligere berørte Punkt. Her synes nu Forlovelsen at faae
sin Betydning. Den er en Elskov, som ingen Virkelighed har,
som blot lever af den søde Muligheds Sukkerbrød. Forholdet
har ikke Virkelighedens Realitet, dets Bevægelser ere
indholdsløse, det bliver bestandig ved de samme „intetsigende, forliebte
Gestikulationer.” Jo mere uvirkelige de Forlovede selv ere, jo
mere endogsaa disse blot fingerede Bevægelser koste dem
Anstrengelse og udtømme deres Kraft, desto mere Trang ville de
føle til at flye Ægteskabets alvorlige Skikkelse. Idet nu
Forlovelsen saaledes synes at være uden en nødvendig deraf
resulterende Virkelighed, saa var det jo en ypperlig Udvei for dem,
der ikke have Mod til Ægteskabet. De føle maaskee, og efter
al Sandsynlighed meget overspændt, en Trang til, naar de ville
gjøre det afgjørende Skridt, da at søge Hjælp hos en høiere
Magt, og affinde sig saaledes med sig selv og med det Høiere,
med sig selv ved at forlove sig paa eget An- og Tilsvar, med
det Høiere ved ikke at unddrage sig Kirkens Velsignelse, som
de da med temmelig megen Overtro atter skatte for høit. Vi
have da her igjen i den seigeste, spinkleste og umandigste
Skikkelse et Schisma mellem Elskoven og Ægteskabet. Dog en
saadan Vanskabning kan ikke lede vild; dens Elskov er ingen
Elskov, den mangler det sandselige Moment, der har sit
sædelige Udtryk i Ægteskabet; den neutraliserer i den Grad det
Erotiske, at en saadan Forlovelse ligesaa godt kunde finde Sted
mellem Mandfolk. Saasnart den derimod, uagtet den vil
vedligeholde denne Adskillelse, gjør det Sandselige gjældende, saa
slaaer den øieblikkelig over i de i det Foregaaende skildrede
Retninger. En saadan Forlovelse er nu uskjøn, hvorledes man
end seer den; thi ogsaa i religiøs Henseende er den uskjøn,
da den er et Forsøg paa at bedrage Gud, at liste sig til
Noget, som den mener ikke at behøve hans Hjælp til, og kun
at betroe sig til ham, naar den føler, at det ikke gaaer godt
an anderledes.
Ægteskabet skal altsaa ikke fremkalde Elskoven, tværtimod
det forudsætter den, men forudsætter den ikke som et
Forbigangent, men som et Nærværende. Men Ægteskabet har et
ethisk og religiøst Moment i sig, det har Elskoven ikke;
Ægteskabet er af denne Grund baseret paa Resignation, det er Elskoven
ikke. Naar man nu ikke vil antage, at ethvert Menneske
gjennemløber i sit Liv den dobbelte Bevægelse, først den, om jeg
saa maa sige hedenske Bevægelse, hvor da Elskoven hører hjemme,
og derpaa den christelige, hvis Udtryk er Ægteskabet, naar man
ikke vil sige, at Elskoven maa udelukkes af Christendommen,
saa maa det vises, at Elskoven lader sig forene med
Ægteskabet. Det falder mig forøvrigt ind, hvis nogen
Uvedkommende fik dette Papir at see, saa vilde han formodentlig falde
i den dybeste Forundring over, at en slig Sag kunde gjøre
mig saa store Bryderier. Naa, jeg skriver jo ogsaa blot for
Dig, og Din Udvikling er af den Natur, at Du fuldelig
forstaaer — Vanskelighederne.
Altsaa først en Undersøgelse om Elskoven. Jeg vil her
knytte mig til et Udtryk, som tiltrods for Dine og al Verdens
Spotterier, dog altid for mig har havt en skjøn Betydning:
den første Kjærlighed (tro mig, jeg giver ikke efter, Du vil
formodentlig heller ikke, forsaavidt bliver der et besynderligt
Misforhold i vor Correspondance). Naar jeg nævner dette
Ord, da tænker jeg paa noget af det Skjønneste i Livet; naar
Du bruger det, da er det Signalet til, at Dine Observationers
hele Vedetkjæde skyder. Men som for mig dette Ord slet ikke
har noget Latterligt, og som jeg, oprigtigt talt, kun taaler Dit
Angreb, fordi jeg overseer det, saa har det heller ei for mig
det Veemodige, det vel for En og Anden kan have. Dette
Veemod behøver ikke at være sygeligt; thi det Sygelige er altid
det Usande og det Tilløiede. Det er smukt og sundt, naar et
Menneske har havt Uheld med sin første Kjærlighed, naar han
har lært den Smerte at kjende, der ligger heri, men dog blev sin
Kjærlighed tro, dog bevarede Troen paa denne første Kjærlighed,
det er smukt, naar han nu i Aarenes Løb stundom ret levende
mindes den, og skjøndt hans Sjæl har havt Sundhed nok til
ligesom at tage Afsked med den Art Liv for at hellige sig noget
Høiere, det er smukt, naar han da veemodigt erindrer den som
Noget, der vel ikke var det Fuldkomne, men dog saa saare
skjønt. Og langt sundere og skjønnere og ædlere er dette Veemod
end den prosaiske Forstandighed, der forlængst er bleven færdig
med alle slige Barnestreger, denne Syngemester Basils djævelske
Klogskab, der vel bilder sig ind at være Sundhed, men som
dog er den dybest fortærende Sygdom; thi hvad hjalp det vel
et Menneske, om han vandt den ganske Verden, men tog Skade
paa sin Sjæl? For mig har dette Ord „den første
Kjærlighed” slet intet Veemodigt, eller i ethvert Fald kun en lille
Tilsætning af vemodig Sødme; for mig er det et Feltraab, og
jeg har, skjøndt Ægtemand i flere Aar, endnu bestandig den
Ære at stride under den første Kjærligheds seierrige Banner.
For Dig er derimod den Forestilling: det Første, dets
Betydning, dets Over- og Undervurderen en gaadefuld
Bølgebevægelse. Snart er Du ene og alene begeistret af det Første.
Du er saa besvangret af den energiske Concentration, der ligger
heri, at det er det Eneste, Du vil. Du er saa gjennemglødet
og opflammet, saa elskovsvarm, saa drømmende og frugtbar,
saa nedsynkende som en Regnsky, saa mild som en
Sommerluftning, kort Du har en levende Forestilling om, hvad det vil
sige, at Jupiter i en Sky eller i Regn besøger sin Elskede.
Det Forbigangne er glemt, enhver Begrændsning er ophævet.
Du udvider Dig mere og mere, Du føler en Blødhed og
Elasticitet, ethvert Ledemod bliver smidigt, enhver Knokkel en bøielig
Sene. Som en Gladiator rækker og strækker sit Legeme for ganske
at have det i sin Magt, Enhver maa troe, at han derved
berøver sig sin Kraft, og dog er denne vellystige Tortur netop
Betingelsen for, at han ret kan anvende sin Styrke. Nu er
Du da i den Tilstand, i hvilken Du nyder den fuldkomne
Receptivitets rene Vellyst. Den sagteste Berøring er nok for at
gjennemzittre dette usynlige vidtudstrakte aandelige Legeme. Der
er et Dyr, jeg oftere er henfalden i Tanker over, det er en
Vandmand. Har Du lagt Mærke til, hvorledes denne
geleeagtige Masse kan udvide sig til en Flade og nu langsomt snart
synke, snart stige, saa stille og fast, at man skulde troe, man
kunde træde paa den. Nu mærker den, at dens Bytte nærmer
sig, da huler den sig ind i sig selv, bliver en Pose og synker
med en uhyre Fart ned dybere og dybere, idet den med denne
Fart river sit Bytte ind — ikke i sin Pose, thi den har ikke
en Pose; men ind i sig selv, thi den er selv Pose og ikke
Andet. Den kan nu i den Grad trække sig sammen, at man
ikke begriber, hvorledes det var den muligt at udvide sig.
Saaledes omtrent forholder det sig med Dig, og Du maa blot
tilgive mig, at jeg ikke har havt noget skjønnere Dyr at
sammenligne Dig med, ligesom og, at Du maaskee ikke ganske
kan bare Dig for at smile over Dig selv ved Tanken om, at
Du er lutter Pose. I slige Øieblikke er det da „det Første”,
Du jager efter, det alene Du vil, uden at ane, at det er en
Selvmodsigelse at ville, at det Første bestandig skal komme
igjen, og at Du som Følge deraf enten slet ikke maa være
kommen til det Første, eller Du virkelig har havt det Første,
og at det Du seer, det Du nyder, bestandig blot er Afglandsen
af det Første, hvorved tillige bliver at bemærke, at Du er i
en Vildfarelse, naar Du troer, at det Første skulde være
fuldkomment tilstede i et Andet end i selve det Første, naar man
blot søger rigtigt, og at, forsaavidt Du beraaber Dig paa
Din Praxis, dette da atter er en Misforstaaelse, da Du aldrig
har praktiseret i den rigtige Retning. Til andre Tider er Du
derimod saa kold, saa skarp og bidende som en Foraarsvind,
saa sarkastisk som en Riimfrost, saa forstands-gjennemsigtig som
Luften pleier at være om Foraaret, saa tør og ufrugtbar, saa
egoistisk sammensnærpet som muligt. Hænder det sig da i en
saadan Tilstand, at et Menneske kommer til Skade at tale til
Dig om det Første, om det Skjønne, der ligger heri, maaskee
endog om sin første Kjærlighed, saa bliver Du formelig arrig.
Nu bliver det Første det Latterligste, det Taabeligste af Alt, en
af de Løgne, som den ene Generation bestyrker den anden i.
Du raser som en Herodes fra eet Barnemord til et andet. Du
veed da at tale vidt og bredt om, at det saaledes at klamre sig
til det Første er Feighed og Umandighed, at det Sande ligger
i det Erhvervede, ikke i det Givne. Jeg erindrer, at Du engang
i en saadan Stemning kom op til mig. Du fik som sædvanligt
Din Pibe stoppet, Plads i den blødeste Lænestol, lagde Benene
op paa en anden Stol, rodede i mine Papirer (jeg husker
tillige, at jeg tog dem fra Dig), og nu udbrød Du i en ironisk
Lovpriisning over den første Kjærlighed og alt det Første, selv
„de første Prygl jeg i Skolen fik”, idet Du i en oplysende
Note forklarede, at Du med desto større Eftertryk kunde sige
det, da den Lærer, der havde tildeelt Dig dem, var den eneste,
Du havde kjendt, der kunde slaae med Eftertryk; derpaa endte
Du med at fløite denne Vise, sparkede den Stol, Du havde
lagt Dine Fødder paa, hen i den anden Ende af Stuen,
og gik.
Hos Dig søger man da forgjæves en Oplysning om, hvad
der stikker bag ved det hemmelighedsfulde Ord: det Første; et
Ord, som har havt og til alle Tider vil have en uhyre
Betydning i Verden. Hvilken Betydning dette Ord har for den
Enkelte, er egentlig afgjørende med Hensyn til hele hans
aandelige Tilstand, ligesom det, at det slet ingen Betydning har for
ham, er tilstrækkeligt til at vise, at hans Sjæl slet ikke er stemt
til at berøres og gjennembæves af det Høiere. For dem
derimod, for hvem „det Første” har faaet Betydning, ligger der
to Veie. Enten indeholder det Første Forjættelsen om det
Tilkommende, er det Fremadskyndende, den uendelige Impuls.
Dette er de lykkelige Individualiteter, for hvem det Første ikke
er andet end det Nærværende, men det Nærværende det sig
bestandig udfoldende og foryngende Første. Eller det Første driver
ikke i Individet Individet, den Kraft, der er i det Første, bliver
ikke den bevægende Kraft i Individet, men den frastødende,
bliver det, der støder fra. Dette er de ulykkelige
Individualiteter, der bestandig fjerne sig mere og mere fra „det Første”.
Det Sidste kan naturligviis aldrig skee totalt uden Individets
egen Skyld.
Med dette Ord: „det Første” forbinde alle de af Ideen
berørte Mennesker en høitidelig Foreftilling, og det er ogsaa
gjerne kun om Ting, der høre hjemme i en lavere Sphære, at
„det Første” betyder det Sletteste. I denne Henseende er Du
rig nok paa Exempler, den første Correctur, den første Gang
man har en ny Kjole paa o. s. v. Jo større Sandsynlighed
der nemlig er for, at en Ting kan gjentages, desto mindre
Betydning faaer det Første, jo mindre Sandsynlighed, desto større
Betydning, og paa den anden Side jo betydningsfuldere det er,
der i sit Første sørste Gang forkynder sig, desto mindre
Sandsynlighed for at det kan gjentages. Er det nu endog noget
Evigt, da forsvinder al Sandsynlighed for at det lader sig
gjentage. Naar man derfor med en vis veemodig Alvor har
talt om den første Kjærlighed, som om den aldrig lod sig
gjentage, saa er dette ingen Forkleinelse af Kjærligheden, men den
dybsindigste Lovpriisning af den som den evige Magt.
Saaledes er, for at gjøre et lille philosophisk Sving, ikke med Pennen
men med Tanken, Gud kun engang bleven Kjød, og det vil
være forgjæves at vente, at det skal gjentages. I Hedenskabet
kunde det skee oftere, men det var netop, fordi det ikke var en
sand Incarnation. Saaledes fødes Mennesket kun eengang, og
der er ingen Sandsynlighed for en Gjentagelse. En
Sjælevandring miskjender Fødselens Betydning. Jeg vil ved et Par
Exempler nærmere udhæve hvad jeg mener. Det første Grønt,
den første Svale hilse vi med en vis Høitidelighed. Grunden
dertil er imidlertid den Forestilling, der hos os knytter sig dertil;
her er altsaa det, der bebuder sig i det Første, noget Andet end
dette Første selv, den enkelte første Svale. Man har et
Kobberstykke, der forestiller Cain, som myrder Abel. I Baggrunden
seer man Adam og Eva. Om Stykket selv har Værdi, skal
jeg ikke kunne afgjøre; Underskriften har derimod altid
interesseret mig:
prima cædes, primi parentes, primus lucius
. Her
har det Første atter en dyb Betydning, og her er det det Første
selv, vi reflektere paa, men det er dog mere med Hensyn til
Tid end med Hensyn til Gehalt, da der ikke sees den
Continueerlighed, ved hvilken med det Første det Hele er sat. (Det
Hele maatte naturligviis forstaaes om den i Slægten sig
forplantende Synd. Den første Synd, naar vi derved tænkte paa
Adams og Evas Syndefald, vilde allerede mere henlede Tanken
paa det Continueerlige, men da det er det Ondes Væsen ikke at
have Continueerlighed, saa vil Du let indsee, hvorfor jeg ikke
bruger dette Exempel.) Endnu et Exempel. Som bekjendt have
flere strænge Secter i Christenheden af de Ord, der findes i
Brevet til Hebræerne om Umuligheden af, at de, der eengang
ere oplyste, hvis de falde fra, atter kunne fornyes til
Omvendelse, villet bevise Begrændsningen af Guds Naade. Her fik
da det Første hele sin dybe Betydning. I dette Første
forkyndte hele det dybe christelige Liv sig, og Den der nu greb
Feil heri, han var fortabt. Men her er det Evige altfor meget
draget ind i timelige Bestemmelser. Men dette Exempel kan
tjene til at oplyse, hvorledes det Første er det Hele, den hele
Gehalt. Men naar nu det, der i det Første antyder sig, beroer
paa en Synthese af det Timelige og det Evige, saa synes alt
det at beholde sin Gyldighed, jeg i det Foregaaende har udviklet.
I det Første er det Hele
implicite
og
ϰατα ϰϱυψιν
tilstede.
Nu skammer jeg mig atter ikke ved at nævne Ordet: den første
Kjærlighed. For de lykkelige Individualiteter er den første
Kjærlighed tillige den anden, den tredie, den sidste; den første
Kjærlighed har her Evighedens Bestemmelse; for de ulykkelige
Individualiteter er den første Kjærlighed Momenter, den faaer
Timelighedens Bestemmelse. For Hine er den første Kjærlighed,
idet den er, et Nærværende; for Disse er den, idet den er, et
Forbigangent. Forsaavidt som der i de lykkelige
Individualiteter ogsaa er en Reflexion, saa vil den, idet den retter sig
mod det Evige i Kjærligheden, være en Styrkelse for den;
forsaavidt den reflekterer paa det Timelige være en Nedbrydelse
af den. Den, der saaledes reflekterer timeligt, for ham vil det
første Kys f. Ex. være et forbigangent (saaledes som Byron
har gjort det i et lille Digt), for Den, der reflekterer evigt,
vil der være en evig Mulighed.
Dette angaaende det Prædikat, vi have givet Kjærligheden,
den første. Jeg gaaer nu over til nærmere at betragte
den
første Kjærlighed
. Forinden vil jeg bede Dig erindre den
lille Modsigelse, vi vare komne til, den første Kjærlighed eier
den hele Gehalt, forsaavidt synes det det Klogeste at snappe
den, og derpaa gaae til en anden første Kjærlighed. Men idet
man saaledes tager den første forfængeligt, forsvinder den, og
man faaer heller ei den anden. Men den første Kjærlighed er
jo dog kun den første? ja, men, naar man reflekterer paa
Gehalten, kun forsaavidt man bliver i den; naar man da bliver
i den, saa bliver det jo dog en anden Kjærlighed? nei, netop
fordi man bliver i den, bliver det den første, naar man
reflekterer paa Evigheden.
At saadanne Philistere, der mene, at de nu omtrent ere
indtraadte i det Tids-Afsnit, hvor det var passende at see sig
om eller at høre sig om (maaskee endog i en Avis) efter en
Livsledsagerinde, at de eengang for alle have udelukket sig
fra den første Kjærlighed, og at en saadan philistrøs Tilstand
ikke kan ansees som den forud for den første Kjærlighed gaaende,
det er vel indlysende. Vel var det tænkeligt, at Eros kunde
være barmhjertig nok til at spille ogsaa et saadant Menneske
det Puds at gjøre ham forliebt; barmhjertig nok, thi det er
dog overordentlig barmhjertigt at skjænke et Menneske det høieste
jordiske Gode, og det er den første Kjærlighed altid, selv om
den er ulykkelig; men dette bliver da altid en Undtagelse, og
hans foregaaende Tilstand bliver lige lidt oplysende. Vil man
troe Musikens Præster, og disse staae vel i denne Henseende
nærmest til Troende, vil man blandt disse igjen agte paa Mozart,
saa maa den Tilstand, der gaaer forud for den første
Kjærlighed, vel snarest beskrives ved at erindre om, at Kjærligheden
gjør blind. Individet bliver ligesom blindt, man kan næsten
see det paa ham, han synker ind i sig selv, skuer ind i sig selv
stn egen Stuen, og dog er der en bestandig Stræben efter at
see ud i Verden. Verden har blændet ham, og dog stirrer han
ud i Verden. Det er denne drømmende og dog søgende
Tilstand, som Mozart har beskrevet hos Pagen i Figaro, ligesaa
meget sandselig som sjælelig. I Modsætning hertil er den første
Kjærlighed en absolut Vaagnen, en absolut Skuen, og dette
maa fastholdes for ikke at gjøre den Uret. Den retter sig mod
en eneste bestemt virkelig Gjenstand, der ene existerer for den,
alt Andet existerer slet ikke. Denne ene Gjenstand existerer ikke
i ubestemte Omrids, men som et bestemt levende Væsen.
Denne første Kjærlighed har i sig et Sandselighedens, et
Skjønhedens Moment, men den er dog ikke blot sandselig. Det
Sandselige som saadant fremkommer først ved Reflexion, men
den første Kjærlighed mangler Reflexion og er derfor ikke blot
sandselig. Dette er Nødvendigheden i den første Kjærlighed.
Den har som alt Evigt den Dobbelthed ved sig, at den
forudsætter sig tilbage ind i al Evighed og fremad ind i al Evighed.
Dette er det Sande i hvad Digterne ofte saa skjønt have
besunget, at det er de Elskende som om de allerede længe havde
elsket hinanden, saaledes er det dem endog i det første Øieblik,
de see hinanden. Dette er det Sande i den ubrødelige
ridderlige Trofasthed, der Intet frygter, ikke ængstes ved Tanken om
nogen adskillende Magt. Men som al Kjærligheds Væsen er
Eenhed af Frihed og Nødvendighed, saaledes ogsaa her.
Individet føler sig netop frit i denne Nødvendighed, føler hele sin
individuelle Energi deri, føler Besiddelsen af Alt, hvad han er,
netop heri. Det er derfor, at man umiskjendeligt kan iagttage
det paa ethvert Menneske, om han i Sandhed har været forliebt.
Der ligger en Forklarelse, en Forgudelse deri, som bevarer sig
gjennem hele hans Liv. Der er en Samklang i ham af alt
det, som ellers er adsplittet, han er yngre og ældre end
sædvanlig i eet Moment, han er Mand og dog Yngling, ja næsten
Barn, han er stærk og dog saa svag, han er en Harmoni, der
som sagt gjenlyder i hele hans Liv. Vi ville lovprise denne
første Kjærlighed som noget af det Skjønneste i Verden, men
vi ville ikke mangle Mod til at gaae videre, til at lade den
forsøge sig. Dog dette er ikke det, vi her nærmest have at
gjøre med. Allerede her lod der sig tænke en Tvivl af samme
Art som den, der senere vil gjentage sig med Hensyn til
Forholdet mellem den første Kjærlighed og Ægteskabet. Et religiøst
udviklet Individ er jo vant til at henføre Alt til Gud, med
Guds-Tanken at gjennemtrænge og gjennemsyre ethvert inderligt
Forhold og derved at hellige og forædle det. (Denne Yttring
er naturligviis her obliqve.) Forsaavidt synes det altsaa
betænkeligt at lade slige Følelser fremkomme i Bevidstheden uden
at raadføre sig med Gud, men forsaavidt man raadfører sig
med Gud er jo Forholdet altereret. Paa dette Sted er
Vanskeligheden lettere at fjerne; thi da det hører den første Kjærlighed
til netop at overraske og som Overraskelsens Frugt er uvilkaarlig,
saa skjønnes ikke hvorledes en saadan Sig-Raadføren med Gud
blev mulig. Det Eneste, der altsaa kunde blive Tale om, var
med Hensyn til en Forbliven i denne Følelse, men dette hører
jo til en senere Overveielse. Men var det ikke muligt at
foregribe denne første Kjærlighed, forsaavidt denne som saadan intet
Forhold kjender til Gud? Jeg kan her med et Par Ord
berøre de Ægteskaber, hvor det, der er det Afgjørende, bliver
lagt i en Anden eller et Andet end Individet, hvor Individet
endnu ikke er kommet til Frihedens Bestemmelse. Den sørgelige
Skikkelse heraf møde vi, hvor Individet ved Trolddom eller
andre slige Kunster ved Forbindelse med Naturmagter søger at
fremkalde Gjenstanden for sin Kjærlighed. Den ædlere Skikkelse
har hvad man i strengere Forstand maatte kalde det religiøse
Ægteskab. (Ægteskabet i sin Kjærlighed mangler naturligviis
ikke det Religiøse, men har tillige det erotiske Moment) Naar
saaledes Isaak i al Ydmyghed og Tillid henstiller det til Gud,
hvem han skal vælge til Kone, naar han i Fortrøstning til Gud
sender sin Tjener, ikke selv seer sig om, fordi hans Skjæbne
hviler sikkert i Guds Haand, saa er dette visselig saare skjønt,
men det Erotiske skeer dog egentlig ikke sin Ret. Nu maa man
vel erindre, at hvor abstrakt end ellers Jødedommens Gud var,
saa var han dog Jødefolket og især dets Udvalgte saa nær i
alle Livsforhold, og om end Aand, saa dog ikke saa aandelig,
at han ikke skulde bekymre sig om det Jordiske. Isaak turde
derfor vel til en vis Grad med Sikkerhed regne paa, at Gud
nok vilde vælge ham en Hustru, der var ung og skjøn og anseet
i Folket og elskelig i alle Maader; men desuagtet mangle vi
det Erotiske, og det selv om det blev Tilfældet, at han elskede
denne Guds Udvalgte med al ungdommelig Lidenskab.
Friheden manglede. I Christendommen seer man undertiden en
uklar og dog netop ved denne Uklarhed og Tvetydighed
tiltalende Blanding af det Erotiske og det Religiøse, der har ligesaa
meget kjækt Skjelmeri som barnlig Fromhed. Man finder det
naturligviis nærmest i Katholicismen, og hos os renest blandt
Almuen. Tænk Dig (og det veed jeg Du gjør med Fornøielse,
thi det er jo en Situation) en lille Bondepige med et Par
Øine dristigt og dog ydmygt skjulende sig bag Øielaaget, sund
og frisk blomstrende, og dog er der noget i hendes Teint, som
ikke er Sygdom, men en høiere Sundhed, tænk Dig hende en
Julenat; hun er ene paa sit Kammer, Midnat er allerede forbi,
og dog flygter Søvnen, som ellers saa trolig besøger hende;
hun føler en behagelig sød Uro, hun lukker Vinduet paa Klem;
hun skuer ud i det uendelige Rum ene med de tause Stjerner;
et lille Suk gjør hende saa let, hun lukker Vinduet; med en
Alvorlighed, der dog bestandig har en Mulighed af at slaae
over til Skjelmeri beder hun:
I hellige Konger tre,
I mig i Nat vil lade see,
Hvis Dug jeg skal brede,
Hvis Seng jeg skal rede,
Hvis Navn jeg skal bære,
Hvis Brud jeg skal være,
og sund og glad hopper hun i Seng. Oprigtig talt, Skam
skulde de hellige Konger faae, hvis de ikke toge sig af hende,
og det hjælper ikke at sige, man veed jo ikke hvem hun ønsker;
det veed man meget godt; idetmindste, hvis ikke alle Julemærker
slaae feil, veed hun det saa nogenlunde.
Vi vende altsaa tilbage til den første Kjærlighed. Den er
Eenheden af Frihed og Nødvendighed. Individet føler sig draget
med en uimodstaaelig Magt hen til det andet Individ, men
føler netop heri sin Frihed. Den er en Eenhed af det Almene
og det Særegne, den har det Almene som det Særegne, endog
til Grændsen af det Tilfældige. Men alt Dette har den ikke i
Kraft af Reflexion, den har det umiddelbart. Jo bestemtere i
denne Henseende, den første Kjærlighed er, desto sundere, desto
større Rimelighed for, at det virkelig er en første Kjærlighed.
Med en uimodstaaelig Magt drages de til hinanden, og dog
nyde de heri hele Friheden. Jeg har nu ingen haardhjertede
Fædre ved Haanden, ingen Sphinxer, der først skulle beseires,
jeg har Formue nok til at udstyre dem (jeg har jo heller ei
sat mig den Opgave, som Romanskrivere og Theaterdigtere, at
trække Tiden ud til Plage for hele Verden, for de Elskende,
for Læsere og Tilskuere), altsaa i Guds Navn lad dem komme
sammen. Du seer jeg giver den ædle Fader, og det er i
Sandhed i og for sig en saare skjøn Rolle, naar vi blot ikke selv
ofte havde gjort den saa latterlig. Du bemærkede maaskee, at
jeg paa Fædres Viis tilføiede det lille Ord: i Guds Navn.
Det kan Du nu vel tilgive den gamle Mand, der maaskee aldrig
har vidst, hvad den første Kjærlighed er, eller alt længe har
glemt det; men naar den yngre Mand, der endnu er begeistret
for den første Kjærlighed, tillader sig at lægge Vægt herpaa, saa
forundrer det Dig maaskee.
Den første Kjærlighed har altsaa hele den umiddelbare,
geniale Sikkerhed i sig, den frygter ingen Fare, den trodser hele
Verden, og jeg vil blot ønske den, at den altid maa have ligesaa
let derved som
in casu
; thi jeg lægger den jo ingen Hindringer
i Veien. Maaskee gjør jeg den dermed ingen Tjeneste, og naar
man seer sig om, falder jeg vel endog af den Grund i Unaade.
Individet er i den første Kjærlighed i Besiddelse af en uhyre
Magt, og det er derfor det ligesaa ubehageligt ikke at møde
Modstand, som det vilde være ubehageligt for den kjække Ridder,
der havde faaet et Sværd, hvormed han kunde hugge Stene, hvis
han derpaa saae sig hensat i en sandet Egn, hvor der end ikke
var en Qvist han kunde bruge det til. Den første Kjærlighed
den er altsaa sikker nok, den behøver ingen Støtte; skulde den
behøve en Støtte, vil Ridderen sige, saa er det ikke mere den
første Kjærlighed. Det synes nu ogsaa klart nok, men tillige
bliver det indlysende, at jeg er kommen ind i en Cirkel. Vi
saae vel i det Foregaaende, at det var den romantiske
Kjærligheds Feil, at den blev staaende ved Kjærligheden som et
abstrakt An-sich, og at alle de Farer, den saae og ønskede, vare
blot udvortes, Kjærligheden selv aldeles uvedkommende. Vi
erindrede tillige om, at naar Farerne kom fra den anden Side,
indvendig fra, Sagen da blev vanskeligere. Men hertil vilde
Ridderen naturligviis svare: ja naar, men hvorledes skulde det
være muligt, og dersom det var muligt, saa var det ikke meer
den første Kjærlighed. Du seer, det er ikke saa let en Sag
med denne første Kjærlighed. Jeg kunde nu erindre om, at det
er en Misforstaaelse at antage, at Reflexionen blot skulde
tilintetgjøre, at den ligesaa meget frelser. Da imidlertid det jeg
nærmest har sat mig for at vise er, at den første Kjærlighed
kan bestaae med Ægteskabet, saa vil jeg nu nærmere udhæve,
hvad jeg i det Foregaaende antydede, at den kan optages i en
høiere Concentricitet, og at dertil endnu ikke behøves Tvivlen.
Senere skal jeg da vise, at det hører den første Kjærlighed
væsentlig til at blive historisk, og at Betingelsen herfor netop
er Ægteskabet, samt at den romantiske første Kjærlighed er
uhistorisk, om man end var istand til at fylde Folianter med
Ridderens Bedrifter.
Den første Kjærlighed er altsaa umiddelbar sikker i sig
selv; men Individerne ere tillige religiøst udviklede. Dette har
jeg jo Lov at forudsætte, ja det skal jeg jo forudsætte, da jeg
skal vise, at den første Kjærlighed og Ægteskabet kan bestaae
med hinanden. En anden Sag bliver det naturligviis, naar
en ulykkelig første Kjærlighed lærer Individerne at flye til Gud
og i Ægteskabet at søge Sikkerhed. Da er den første
Kjærlighed altereret, om det end bliver muligt at etablere den igjen.
De ere altsaa vante til at henføre Alt til Gud. Men det at
henføre Alt til Gud indeholder naturligviis en Mangfoldighed
af forskjellige Maader. Nu er det ikke paa Sorgens Dag de
søge til Gud, det er heller ikke Frygt og Angst, der driver dem
til at bede, deres Hjerte, hele deres Væsen er opfyldt af Glæde,
hvad naturligere da end at de takke ham derfor. De frygte Intet;
thi udvortes Farer ville ikke have Magt over dem, og indvortes
Farer, ja dem kjender jo den første Kjærlighed slet ikke. Men
ved denne Taksigelse er den første Kjærlighed ikke forandret,
ingen forstyrrende Reflexion er traadt til den, den er optagen i
en høiere Concentricitet. Men en saadan Taksigelse er som al
Bøn forenet med et Gjernings-Moment, ikke i udvortes men
indvortes Forstand, her det at ville holde fast ved denne
Kjærlighed. Den første Kjærligheds Væsen er ikke herved forandret,
der er ingen Reflexion traadt til den, dens faste Sammenføining
er ikke løst, den har endnu sin hele velsignede Forvisning i sig
selv, den er blot optagen i en høiere Concentricitet. Den veed
i denne høiere Concentricitet maaskee slet ikke, hvad den har at
befrygte, den tænker sig maaskee slet ingen Farer, og dog er
den ved det gode Forsæt, der ogsaa er et Slags første
Kjærlighed, draget op i det Ethiske. Du vil dog her ikke gjøre
mig den Indvending, at jeg ved bestandig at bruge det Ord
Concentricitet gjør mig skyldig i en
petitio principii
, da jeg
jo burde gaae ud fra, at disse Regioner vare excentriske. Dertil
maa jeg svare, at hvis jeg gik ud fra Excentriciteten, saa kom
jeg vist aldrig til Concentriciteten; men tillige bede Dig at
erindre, at jeg, idet jeg gaaer ud fra denne, tillige beviser den.
Vi have nu saaledes sat den første Kjærlighed i Forhold til
det Ethiske og det Religiøse, og det har viist sig, at dens Væsen
derved ikke behøvede at blive altereret; men det Ethiske og det
Religiøse var netop det, der gjorde Foreningen tilsyneladende
vanskelig, og altsaa synes Alt i Orden. Dog, jeg kjender Dig
for godt til at turde haabe „at spise Dig af med Sligt”. Du
kjender overhovedet al Verdens Vanskeligheder. Med Dit hurtige
gjennemtrængende Hoved har Du i en stor Hast tænkt paa en
Mangfoldighed af videnskabelige Opgaver, Livsforhold o.s.v.,
men overalt er Du bleven staaende ved Vanskelighederne, og
jeg troer næsten ikke, at det vil være Dig muligt i nogen eneste
Sag at komme længere end til dem. Du ligner i en vis
Forstand en Lods, og dog er Du lige Modsætningen til ham. En
Lods kjender Farerne og fører Skibet sikkert i Havn; Du
kjender Grundene, og Du sætter altid Skibet paa Grund. Det
forstaaer sig, Du gjør det bedste Du kan gjøre, og, man maa
lade Dig, med stor Beredvillighed og Kjendskab. Du har et
saadant øvet Øie for Menneskene og Farvandene, at Du strax
veed, hvor langt Du skal gaae ud med dem for at sætte dem
paa Grund. Og Du er da heller ikke letsindig, Du glemmer
ikke igjen, at han sidder derude; med en barnagtig
Ondskabsfuldhed kan Du huske det til næste Gang Du seer ham, og
Du er da meget omhyggelig i at spørge til hans Befindende,
og hvorledes han kom af Grund. Du vilde formodentlig heller
ikke her være i Forlegenhed for Vanskeligheder. Du vilde vel
erindre om, at jeg havde ladet det aldeles ubestemt og svævende,
hvilken Gud der var Tale om, at det ikke var en hedensk Eros,
der saa gjerne vilde være Medvider i Elskovs-Hemmeligheder,
og hvis Tilværelse da til syvende og sidst blot var en Reflex
af de Elskendes egen Stemning; men at det var de Christnes
Gud, Aandens Gud, nidkjær mod Alt, hvad der ikke er Aand.
Du vilde erindre om, at i Christendommen Skjønheden og
Sandseligheden er negeret, Du vilde biløbigt bemærke, at det saaledes
var den Christne ligegyldigt, om Christus havde været styg eller
skjøn; Du vilde bede mig med min Orthodoxi at holde mig
borte fra Elskovens hemmelige Møder og især at entholde mig
fra alle Mæglingsforsøg, der ere Dig endnu mere imod end
den crasseste Orthodoxi. „Ja det maatte være opmuntrende
for den unge Pige, det maatte ganske være i Samklang med
hendes Stemning, at træde op for Alteret. Og Menigheden
den skulde vel see paa hende som et ufuldkomment Væsen,
der ikke kunde modstaae den jordiske Lysts Forførelse, hun skulde
staae der som stod hun Skoleret eller aabenbar Skrifte, og
saa skulde da Præsten først læse hende Texten, og derpaa
maaskee bøie sig ud over Rækværket, og under Haanden, til en
Smule Trøst, betroe hende, at forøvrigt er Ægteskabet en Gud
velbehagelig Stand. Det Eneste, der ved denne Leilighed har
nogen Værdi, er Præstens Situation, og naar det var en smuk
ung Pige, saa vilde jeg nok være Præst for at hviske hende
den Hemmelighed i Øret”. Min unge Ven! ja i Sandhed er
Ægteskabet en Gud velbehagelig Stand; derimod veed jeg ikke,
at der nogetsteds i Skriften tales om en speciel Velsignelse for
Pebersvende, og det bliver dog Enden paa alle Dine
mangfoldige Forliebelses-Historier. Men naar man har med Dig at
gjøre, saa har man vel omtrent sat sig den vanskeligste Opgave;
thi Du er capabel at bevise hvad det skal være, og ethvert
Phænomen bliver under Dine Hænder til hvad det skal være.
Ja vist er den Christnes Gud Aand og Christendommen Aand,
og der er sat Splid mellem Kjødet og Aanden; men Kjødet er
ikke det Sandselige, det er det Selviske, i denne Forstand kan
selv det Aandelige blive sandseligt, som hvis f. Ex. et
Menneske tog sine Aandsgaver forfængeligt, saa var han kjødelig.
Og vel veed jeg, at det ikke er nødvendigt for den Christne,
at Christus skal have været en jordisk Skjønhed, og det vilde
ogsaa af en anden Grund end den, Du anfører, være meget
sørgeligt, thi hvorledes maatte da ikke den Troende længes efter
at see ham, dersom Skjønhed her var noget Væsentligt; men
af Alt dette følger ingenlunde, at Sandseligheden er tilintetgjort
i Christendommen. Den første Kjærlighed har Skjønhedens
Moment i sig, og den Glæde og Fylde, der ligger i det Sandselige i
dets Uskyldighed, kan godt optages i Christendommen. Men lad
os vogte os for en Ting, en Afvei, der er farligere end den,
Du vil undgaae, lad os ikke blive for aandelige. Det forstaaer
sig, man kan da heller ikke henstille til Din Vilkaarlighed,
hvorledes Du vil opfatte Christendommen. Dersom Din Opfattelse
var rigtig, saa var det jo bedst, at vi snarest muligt begyndte
med alle de Selvplagelser og Tilintetgjørelser af det Legemlige,
som vi lære at kjende i de mystiske Udskeielser; Sundhed selv
vilde jo blive mistænkelig. Imidlertid tvivler jeg dog meget
paa, at nogen from Christen vi negte, at han godt kan bede
Gud at bevare hans Sundhed, den Gud, der gik omkring og
helbredede Syge; de Spedalske burde da egentlig have frabedet
sig at blive helbredede, thi de vare jo Fuldkommenheden nærmest.
Jo mere eenfoldigt og barnligt et Menneske er, desto mere kan
han ogsaa bede om; men da det nu blandt Andet ogsaa hører
den første Kjærlighed til at være barnlig, saa seer jeg slet ikke,
hvorfor den ikke ogsaa turde bede, eller rettere, for at blive
ved mit Foregaaende, turde takke Gud, uden at dens Væsen
derved blev altereret.
Dog Du har maaskee endnu mere paa Din Samvittighed,
lad det ligesaa godt først som sidst komme frem; og skulde Du
med Hensyn til en eller anden Yttring i det Følgende ville sige,
„saaledes har jeg aldrig udtalt mig”, saa vil jeg svare: det er
vel sandt, men min gode Herr Observator maa tilgive en stakkels
Ægtemand, at han drister sig til at gjøre ham til Gjenstand
for sin Observation. Du gjemmer Noget i Dig, som Du aldrig
siger reent ud; deraf kommer det, at Dit Udtryk har saa meget
Energisk, saa megen Elasticitet, fordi det tyder hen paa et Mere,
Du lader ane, et endnu forfærdeligere Udbrud. — Altsaa Du
har fundet det hvad Din Sjæl higede efter, hvad den troede
at finde i mange misforstaaede Forsøg, Du har fundet en Pige,
i hvilken Dit hele Væsen finder Hvile; og om Du end kunde
synes lidt for erfaren, saa er det dog Din første Kjærlighed,
derom er Du overbeviist. „Hun er smuk” — naturligt; „yndig”
— ih bevares; „og dog ligger hendes Skjønhed ikke i det
Normale, men i Eenheden af det Mangfoldige, i det Tilfældige,
i det Selvmodsigende;” „hun er sjælelig” — det kan jeg tænke;
„hun kan hengive sig i et Indtryk, saa det næsten sortner for
Ens Øine; hun er let, kan som en Fugl gynge sig paa en
Green, hun har Aand, Aand nok til at belyse hendes Skjønhed,
men heller ikke mere.” Den Dag er kommen, der skal forsikkre
Dig Besiddelsen af Alt hvad Du eier i Verden; en Besiddelse,
Du da forøvrigt er sikker nok paa. Du har udbedet Dig den
Gunst at maatte meddele hende den sidste Olie. Længe har
Du allerede ventet i Familiens Spisestue, en vims Kammerpige,
fire à fem nysgjerrige Cousiner, en ærværdig Tante, en Friseur,
er flere Gange ilet Dig forbi. Du er allerede halv ærgerlig
derover. Da aabner Døren til Dagligstuen sig sagte, Du kaster
et flygtigt Blik derind, det glæder Dig, at der ikke er en Sjæl,
at hun har havt den Takt at fjerne alle Uvedkommende endogsaa
af Dagligstuen. Hun er smuk, smukkere end nogensinde, der er
en Beaandelse over hende, en Harmoni, af hvis Svingninger
hun endnu selv er gjennembævet. Du forbauses, hun
overgaaer selv Dine Drømme, ogsaa Du forvandles, men Din
fine Reflexion skjuler øieblikkelig Din Bevægethed, Din Ro
virker endnu mere forførerisk paa hende, kaster en Attraa ind i
hendes Sjæl, der gjør hendes Skjønhed interessant. Du
nærmer Dig til hende; ogsaa hendes Pynt giver Situationen
det Ualmindeliges Præg. Endnu har Du ikke sagt et Ord;
Du seer og dog som om Du ikke saae, Du vil ikke besvære
hende med forliebte Tølperagtigheder, men endog Speilet kommer
Dig til Hjælp. Du befæster et Smykke paa hendes Bryst,
som Du allerede den første Dag har foræret hende, den første
Gang Du kyssede hende med en Lidenskab, der i dette
Øieblik søger sin Bekræftelse; hun har selv gjemt det, Ingen har
vidst det. Du tager en lille Bouquet, der kun indeholder en
eneste Art af Blomst, en i og for sig aldeles ubetydelig Blomst.
Altid, naar Du har sendt hende Blomster, var der en lille
Stilk deraf, men ubemærkelig, at Ingen anede det uden hun
alene. Idag skal denne Blomst ogsaa opstaae til Ære og
Værdighed, den alene skal pryde hende; thi hun elskede den. Du
rækker hende den, en Taare hæver i hendes Øie, hun giver
Dig den atter tilbage, Du kysser den og befæster den paa
hendes Bryst. Et vist Veemod udbreder sig over hende. Du
selv er bevæget. Hun træder et Skridt tilbage, hun betragter
næsten med Vrede den Pynt, der er hende til Besvær, hun
kaster sig om Din Hals. Hun kan ikke løsrive sig, hun omslutter
Dig med en Heftighed, som om der var en fjendtlig Magt,
der vilde rive Dig fra hende. Hendes fine Pynt er knust,
hendes Haar er faldet ned, i samme Nu er hun forsvunden.
Du er atter overladt til Din Eensomhed, som kun afbrydes af
en vims Kammerpige, en fire à fem nysgjerrige Cousiner, en
ærværdig Tante, en Friseur. Da gaaer Døren til Dagligstuen
op, hun træder ind, og stille Alvor er læselig i hver hendes
Mine. Du trykker hendes Haand, forlader hende for atter at
møde hende — for Herrens Alter. Det havde Du glemt. Du,
der har tænkt over saa meget, ogsaa over dette ved andre
Leiligheder, Du havde i Din Forliebelse forglemt det, Du havde
fundet Dig i Forholdene, som de ere for Alle, men dette havde
Du ikke overveiet; og dog er Du for udviklet til ikke at see,
at en Vielse er lidt mere end en Ceremoni. En Angst griber
Dig. „Denne Pige, hvis Sjæl er reen som Dagens Lys,
ophøiet som Himlens Hvælving, uskyldig som Havet, denne
Pige, som jeg kunde synke tilbedende ned for, hvis Kjærlighed
jeg føler maatte kunne rive mig ud af al Forvirring og føde
mig paany, hende skal jeg føre op til Herrens Alter, hun skal
staae der som en Synderinde, det skal siges om hende og til
hende, at det var Eva, der forsone Adam. Hende, som min
stolte Sjæl bøier sig for, det Eneste, den har bøiet sig for, til
hende skal det siges, at jeg skal være hendes Herre, og hun
skal være sin Mand underdanig. Øieblikket er kommet, allerede
strækker Kirken sine Arme ud efter hende, og før den giver mig
hende tilbage, vil den først trykke et Brudelys paa hendes Læber,
ikke det Brudekys, jeg gav al Verden for; den udstrækker allerede
sine Arme for at favne hende, men dette Favnetag skal bringe
al hendes Skjønhed til at falme, og da vil den kaste hende
hen til mig og sige, formerer Eder og vorder frugtbare. Hvad
er det for en Magt, der vover at trænge sig ind imellem mig
og min Brud, den Brud, jeg selv har valgt, og som har valgt
mig. Og denne Magt vil befale hende at være mig tro,
behøver hun da en Befaling; og dersom hun blot blev mig tro,
fordi en tredie Magt, som hun da elskede mere end mig,
befalede det! Og den byder mig at være hende tro; behøver
man at byde mig det, jeg som med hele min Sjæl tilhører
hende! Og denne Magt bestemmer vort Forhold til hinanden,
den siger, at jeg skal byde, og hun skal lyde: men om jeg nu
ikke vil byde, om jeg føler mig for ringe dertil. Nei, hende
vil jeg lyde, hendes Vink er for mig en Befaling, men en
fremmed Magt vil jeg ikke bøie mig under. Nei, jeg vil flygte
langt bort med hende, medens det endnu er Tid, og jeg vil
bede Natten at skjule os, og de tause Skyer at fortælle os
Eventyr i dristige Billeder, som det sømmer sig en Brudenat,
og under den uhyre Himmelhvælving vil jeg beruse mig i hendes
Yndigheder, ene med hende, ene i den hele Verden, og jeg vil
styrte mig ned i hendes Kjærligheds Afgrund; og min Læbe er
stum, thi Skyerne ere mine Tanker, og mine Tanker ere Skyer;
og jeg vil raabe og besværge alle Magter i Himlen og paa
Jorden, at Intet maa forstyrre min Lykke, og jeg vil tage dem
i Eed og jeg vil lade dem tilsværge mig dette. Ja bort, langt
bort, at min Sjæl atter kan blive sund, at mit Bryst atter kan
aande, at jeg ikke skal qvæles i denne qvalme Luft — bort”
— Ja bort, det vilde jeg ogsaa sige:
procul, o procul este
profani
. Men har Du ogsaa betænkt, om hun vil følge Dig
paa denne Expedition? „Qvinden er svag”; nei, hun er ydmyg,
hun er Gud langt nærmere end Manden. Dertil kommer, at
Kjærlighed er for hende Alt, og hun vil vist ikke forsmaae den
Velsignelse og den Bekræftelse, som Gud vil forunde hende.
Overhovedet er det vist aldrig faldet en Qvinde ind at have
noget mod Ægteskabet, og det vil i al Evighed ikke falde hende
ind, naar Mændene ikke selv fordærve hende; thi en
emanciperet Qvinde kunde vel nok hitte paa Sligt. Forargelsen
udgaaer altid fra Mændene; thi Manden er stolt, han vil være
Alt, vil Intet have over sig.
At nu den Skildring, jeg har givet, næsten aldeles passer
paa Dig, det vil Du vist ikke negte, og skulde Du ville det,
saa vil Du dog vel ikke negte, at den passer paa Ordførerne
i denne Retning. Jeg har med Flid forandret lidt i Udtrykkene
fra det Almindelige for at betegne Din første Kjærlighed; thi,
oprigtigt talt, den beskrevne, Kjærlighed, hvor lidenskabelig den
end er, med hvor megen Pathos den end forkynder sig, den
er dog meget for reflekteret, meget for fortrolig med Elskovens
Coquetteri, til at man tør kalde den en første Kjærlighed.
En første Kjærlighed er ydmyg, og er derfor glad ved, at
der er en høiere Magt end den selv, om end ikke af anden
Grund saa dog for at have En at takke. (Det er derfor at
man sjeldnere finder en reen første Kjærlighed hos Mænd
end hos Qvinder.) Analogien hertil fandtes ogsaa hos Dig,
thi Du sagde jo, at Du vilde besværge alle Magter i Himlen
og paa Jorden, og heri viser sig allerede Trangen til at søge
et høiere Udgangspunkt for Din Kjærlighed, kun at det hos
Dig bliver en Fetischisme med al mulig Vilkaarlighed.
Det Første altsaa, Du skandaliserede Dig over, var, at
Du skulde høitidelig indsættes til hendes Herre. Ligesom Du
ikke var det, og maaskee kun altfor meget, ligesom ikke Dine
Ord noksom bare Præget heraf; men Du vil ikke give
Afkald paa denne Afgudsdyrkelse, dette Coquetteri, at Du vil
være hendes Slave, skjøndt Du meget godt føler Dig som
hendes Herre.
Det Andet var, at det oprørte Din Sjæl, at Din Elskede
skulde erklæres for en Synderinde. Du er Æsthetiker, og jeg
kunde fristes til at henstille det til Dit ørkesløse Hoveds
Overveielse, om ikke netop dette Moment var istand til at gjøre en
Qvinde endnu skjønnere; der ligger en Hemmelighed heri, som
kaster et interessant Lys over hende. Det barnlige Skjelmeri,
som Synden kan have saalænge vi dog tør udsige Uskyld om
den, forhøier kun Skjønheden. Du kan vel begribe, at det ikke
er mit Alvor, at fastholde denne Betragtning, da jeg meget
godt føler og senere skal udvikle, hvad der ligger heri; men,
som sagt, dersom det var faldet Dig ind, saa var Du maaskee
bleven absolut enthusiastisk for denne æsthetiske Observation.
Du vilde da have gjort en Mangfoldighed af æsthetiske
Opdagelser, om det var rigtigt ɔ: mest interessant, med en uendelig
fjern Antydning ligesom at pirre derved, eller at lade den unge
uskyldige Pige ene kæmpe med denne dunkle Magt, eller med
en vis gravitetisk Alvor at vippe hende ud derover i Ironien
o.s.v., kort, Du vilde vist faae nok at bestille i denne
Henseende. Du var kommen til at tænke paa den zittrende
Belysning, der selv i Evangeliet udbredes over den Synderinde, hvis
mange Synder bleve hende tilgivne, fordi hun elskede meget.
Det, jeg derimod vilde sige, er, at det atter er Din
Vilkaarlighed, der vil, at hun skal staae der som en Synderinde. Eet
er nemlig at kjende Synden
in abstracto
, et Andet at kjende
den
in concreto
. Men Qvinden er ydmyg, og det er vist
aldrig faldet en Qvinde ind i Sandhed at forarge sig over, at
Kirkens alvorlige Ord lød til hende; Qvinden er ydmyg og
tillidsfuld, og hvo kan ogsaa slaae Øiet ned som en Qvinde,
men hvo kan ogsaa saaledes løfte det op. Forsaavidt der
altsaa ved Kirkens høitidelige Forkyndelse af, at Synden er
indkommen i Verden, skulde foregaae nogen Forandring med hende,
da maatte det være den, at hun kun endnu stærkere holdt fast
ved sin Kjærlighed. Men deraf følger ingenlunde, at den første
Kjærlighed er altereret, den er kun draget op i en høiere
Concentricitet. At overhovedet den jordiske Kjærlighed skulde være
Synd, det turde være saare vanskeligt at overbevise en Qvinde
om, da hendes hele Existents derved tilintetgjøres i sin dybeste
Rod. Dertil kommer, at hun jo ikke er traadt op for Herrens
Alter for at overveie, om hun skal elske den Mand, der staaer
ved hendes Side, eller ikke; hun elsker ham, deri har hun sit
Liv, og vee Den, der vækker Tvivlen hos hende, der vil lære
hende at ville oprøre sig mod sin Natur, og ikke ville knæle
for Gud, men staae opreist. Jeg burde maaskee ikke komme
Dig imøde; thi da Du nu har sat Dig i Hovedet, at for at
den første Kjærlighed i Sandhed skal finde Sted, maa Synden
ikke være indkommen i Verden, saa føler Du dog vel selv, at
Du fægter i Luften. (Overhovedet viser Du derved, at Du
vil abstrahere fra Synden, at Du ligger i Reflexionen.) Men
da de Individer, imellem hvilke vi tænkte os den første
Kjærlighed, vare religiøse, saa behøver jeg jo slet ikke at indlade
mig paa alt dette. Det Syndige ligger nemlig ikke i den første
Kjærlighed som saadan, men i det Selviske i den; men det
Selviske træder først frem i det Øieblik den reflekterer, hvorved
den da er tilintetgjort.
Det oprører Dig endelig, at en tredie Magt vil forpligte
Dig til Troskab mod hende og hende mod Dig. For en Ordens
Skyld maa jeg bede Dig at erindre, at denne tredie Magt ikke
paanøder sig; men da de Individer, vi tænke os, ere religiøst
udviklede, saa søge de selv hen til den, og det, der kommer i
Betragtning, er, om der er Noget i den, der lægger dem
Hindring i Veien for deres første Kjærlighed. Det vil Du dog
ikke negte, at det er den første Kjærlighed naturligt at søge en
Bestyrkelse ved paa en eller anden Maade at gjøre
Kjærligheden til en Forpligtelse, de Elskende for en høiere Magts Aasyn
paalægge sig selv. De Elskende tilsværge hinanden Troskab ved
Maanen, ved Stjernerne, ved deres Faders Aske, ved deres
Ære o. s. v. Svarer Du dertil: „Ja, saadanne Eder ville
Intet sige, de ere jo blot en Afglands af de Eskendes egen
Stemning, thi hvorledes skulde det ellers falde dem ind at sværge
ved Maanen”, saa vil jeg svare: her har Du selv altereret den
første Kjærligheds Væsen; thi det er netop det Skjønne i den,
at Alt faaer Realitet for den i Kraft af Kjærligheden; det er
først i Reflexionens Øieblik at det viser sig, at det er
indholdsløst at sværge ved Maanen, i Edens Øieblik har det Gyldighed.
Skulde nu dette Forhold forandres derved, at de sværge ved
en Magt, der virkelig har Gyldighed? det skjønnes ikke, da det
jo netop er Kjærligheden af Vigtighed, at Eden har sand
Betydning. Naar Du derfor mener, at Du gjerne kunde sværge
ved Skyer og Stjerner, men det forstyrrer Dig, at Du skal
sværge ved Gud, saa viser det, at Du ligger i Reflexionen.
Din Kjærlighed maa nemlig ingen Medvider have, undtagen
saadanne som ikke ere Medvidere. Nu er det vel sandt, at
Kjærligheden er hemmelighedsfuld, men Din Kjærlighed er saa
fornem, at end ikke Gud i Himlen maa vide Noget derom, og
det uagtet Gud, for at bruge et lidt letsindigt Udtryk, er et
Vidne, der ikke generer. Men det, at Gud ikke maa vide
derom, det er det Selviske og det Reflekterende; thi Gud er
paa eengang i Bevidstheden og dog maa han ikke være der.
Alt Sligt kjender den første Kjærlighed ikke til.
Denne Trang altsaa til at lade Kjærligheden forklare sig
op i en høiere Svære har Du ikke, eller rettere — thi den første
Kjærlighed har ikke Trangen, men gjør det umiddelbart —
Du har Trangen, men vil ikke tilfredsstille den. Vilde jeg
nu et Øieblik vende tilbage til Din fingerede første Kjærlighed,
saa vilde jeg sige: maaskee lykkedes det Dig at besværge alle
Magter, og dog voxede der ikke fjernt fra Dig en Mistelteen.
Den skjød op, den viftede Dig Kølighed til, og dog skjulte
den en endnu høiere Varme i sig; og I glædede Eder over den;
men denne Mistelteen er en Betegnelse af den febersyge Uro,
der er Livsprincipet i Din Kjærlighed, den køler og heder, den
vexler bestandig, ja Du kunde i samme Øieblik ønske, at I
maatte have en Evighed for Eder og at dette Nu var det sidste;
og derfor er Din Kjærligheds Død vis.
Vi saae altsaa, hvorledes den første Kjærlighed kunde træde
i Forhold til det Ethiske og det Religiøse, uden at dette skete
gjennem en Reflexion, der altererede den, da den blot droges
op i en høiere umiddelbar Concentricitet. I en vis Forstand
er der foregaaet en Forandring, og det er den, jeg nu vil
betragte, hvad man kunde kalde Elskerens og Elskerindens
Metamorphose til Brud og Brudgom. Idet den første
Kjærlighed henføres til Gud, skeer dette saaledes, at de Elskende
takke Gud derfor. Herved foregaaer en forædlende
Forvandling. Den Svaghed, der ligger Manden nærmest, er at
indbilde sig, at han har erobret den Pige, han elsker; han føler
sin Overlegenhed heri, men dette er ingenlunde æsthetisk. Idet
han derimod takker Gud, da ydmyger han sig under sin
Kjærlighed, og det er i Sandhed langt skjønnere at tage den Elskede
som en Gave af Guds Haand, end at have undertvunget al
Verden for at erobre hende. Dertil kommer, at Den, der i
Sandhed elsker, hans Sjæl vil ikke finde Hvile, førend han
saaledes har ydmyget sig for Gud; og den Pige, han elsker,
er ham i Sandhed for meget til at turde tage hende endog i
den skjønneste og ædleste Forstand som et Bytte. Og skulde det
glæde ham at erobre og erhverve hende, saa vil han vide, at den
daglige Erhverven gjennem et heelt Liv er passende, ikke en kort
Forliebelses overnaturlige Kraft. Dog dette skeer jo ikke som
om der var gaaet en Tvivl iforveien, men det skeer umiddelbart.
Det egentlige Liv i den første Kjærlighed bliver altsaa tilbage,
men det Fuselagtige, om jeg saa tør sige, borttages. Det
andet Kjøn er det naturligere for, at føle Overvægten, at ligge
under for den, og om hun end føler sig glad og lykkelig i det
at være Intet, saa er det dog let paa Veie til at blive noget
Usandt. Naar hun nu takker Gud for den Elskede, da er hendes
Sjæl sikker mod at lide; derved at hun kan takke Gud, fjerner
hun Den, hvem hun elsker, blot saa meget fra sig, at hun
ligesom kan trække Veiret. Og dette skeer ikke som Følge af
en ængstende Tvivl, en saadan kjender hun ikke, men det skeer
umiddelbart.
Jeg antydede allerede i det Foregaaende, at den om end
illusoriske Evighed, der var i den første Kjærlighed, gjorde den
sædelig. Idet nu de Elskende henføre deres Kjærlighed til
Gud, saa vil denne Tak allerede give den et absolut
Evigheds-Præg, og Forsættet og Forpligtelsen ligesaa, og denne Evighed
vil da ikke være grundet paa dunkle Magter, men paa det Evige
selv. Forsættet har tillige en anden Betydning. Deri ligger
nemlig Muligheden af en Bevægelse i Kjærligheden, og altsaa
ogsaa Muligheden af at befries fra den Vanskelighed, hvorunder
den første Kjærlighed som saadan lider, at den ikke kan komme
af Stedet. Det Æsthetiske ligger i dens Uendelighed, men det
Uæsthetiske ligger i, at denne Uendelighed ikke kan blive
endeliggjort. At det, at det Religiøse træder til, ikke kan forstyrre
den første Kjærlighed, det vil jeg oplyse ved et billedligere
Udtryk. Det Religiøse er jo egentlig Udtrykket for den
Overbeviisning, at Mennesket ved Guds Hjælp er lettere end hele
Verden, den samme Tro som den, der ligger til Grund for at
et Menneske kan svømme. Hvis nu der gaves et saadant
Svømmebelte, som kunde holde En oppe, saa lod det sig tænke,
at En, der havde været i Livsfare, altid bar det; men det lod
sig ogsaa tænke, at et Menneske, der aldrig havde været i
Livsfare, ligeledes bar det. Dette sidste Tilfælde passer paa
Forholdet mellem den første Kjærlighed og det Religiøse. Den første
Kjærlighed omgjorder sig med det Religiøse, uden at nogen
smertelig Erfaring eller nogen ængstende Reflexion er gaaet
iforveien; kun maa jeg bede Dig ikke at urgere dette Udtryk, som
om det Religiøse blot stod i et udvortes Forhold til hiin. At
dette ikke er Tilfældet, er jo viist i det Foregaaende.
Og lad os saa een Gang for alle Gange gjøre
Regnskabet op. I tale saa meget om det erotiske Favnetag, hvad
er det mod det ægteskabelige? Hvilken Rigdom i
Modulation i det ægteskabelige „min” fremfor i det erotiske; det
gjenlyder ikke blot i det forføreriske Øiebliks Evighed, ikke
blot i Phantasiens og Forestillingens illusoriske Evighed, men i
Bevidsthedens Evighed, i Evigheds Evighed. Hvilken Kraft i
det ægteskabelige „min”, thi Villie, Beslutning, Forsæt er en
langt dybere Tone; hvilken Energi og Smidighed, thi hvad er
saa haardt som Villie og hvad saa blødt som den; hvilken
Bevægelsens Kraft, ikke blot dunkle Tilskyndelsers forvirrede
Begeistring, thi Ægteskabet stiftes i Himlen, og Pligten
gjennemtrænger Tilværelsens hele Legeme til den yderste Spidse og
bereder Veien og forvisser om, at i al Evighed ingen Hindring
skal være istand til at forstyrre Kjærligheden! Lad saa Don
Juan beholde Løvhytten, Ridderen Nattens Himmel og
Stjernerne, naar han Intet seer derover. Ægteskabet har sin Himmel
endnu høiere. Saaledes er Ægteskabet, og naar det ikke er
saaledes, er det ikke Guds Skyld, ikke Christendommens Skyld,
ikke Vielsens, ikke Forbandelsens, ikke Velsignelsens, men alene
Menneskenes egen. Og er det ikke Synd og Skam saaledes
skriver man Bøger, at man gjør Menneskene raadvilde om
Livet, kjede deraf, før de begynde derpaa, istedetfor at lære
dem at leve. Og havde man endda Ret, var det en smertelig
Sandhed; men det er Løgn. Man lærer os at synde, og
Dem, der ikke have Mod hertil, gjør man paa en anden Maade
ligesaa ulykkelige. Jeg er desto værre altfor meget selv
paavirket af det Æsthetiske til ikke at vide, at det Ord „Ægtemand”
skurrer i Dit Øre. Dog det er mig ligegyldigt. Er det Ord
„Ægtemand” end kommet i Miscredit, og næsten blevet til en
Latterlighed, saa er det paa den høie Tid, at man igjen søger
at holde det i Ære. Og siger Du: „Sligt seer man aldrig,
skjøndt man ofte nok seer Ægteskaber”, saa foruroliger dette
mig ikke; thi det, at man hver Dag seer Ægteskaber, gjør, at
man sjeldnere seer det Store deri, især da man gjør Alt for at
forkleine det; thi have I ikke bragt det saa vidt, at en Pige,
der for Alteret rækker en Mand sin Haand, ansees for
ufuldkomnere end disse Heltinder i Eders Romaner med deres første
Kjærlighed?
Efterat jeg nu med al Taalmodighed har hørt paa Dig
og Dine Udbrud, vildere end Du maaskee ret vil vedkjende
Dig dem (men Du skal see, om Du endnu maaskee ikke ganske
har forstaaet disse Rørelser i Dig selv: naar Ægteskabet træder
Dig som en Virkelighed imøde, saa vil det rase i Dig, hvorvel
Du formodentlig atter ikke vil betroe Dig til noget Menneske),
saa maa Du tilgive mig, at jeg rykket frem med mine smaa
Observationer. Man elsker kun eengang i sit Liv, Hjertet hænger
ved sin første Kjærlighed — Ægteskabet. Lyt til og beundre
denne forskjellige Sphærers harmoniske Samklang. Det er den
samme Sag, blot udtrykt æsthetisk, religiøst og ethisk. Man
elsker kun eengang. For at realisere dette, træder Ægteskabet
til, og dersom Folk, der ikke elske hinanden, saae i Sinde at gifte
sig, saa kan Kirken jo ikke gjøre derfor. Man elsker kun
eengang; dette gjenlyder fra de Forskjelligste, fra de Lykkelige, hvem
hver Dag giver en glad Forvisning herom, fra de Ulykkelige.
Af disse gives der egentlig kun to Classer: de der altid hige
efter Idealet, og de der ikke ville fastholde det. Disse Sidste
ere de egentlige Forførere. Man træffer dem sjeldnere, fordi
der altid hører noget Ualmindeligt dertil. Jeg har kjendt een,
men ogsaa han tilstod, at man kun elsker eengang, men hans
vilde Lyster havde. Kjærlighed ikke kunnet tæmme. Ja, sige nu
visse Folk, man elsker kun eengang, man gifter sig to, tre Gange.
Her enes Sphærerne atter; thi Æsthetiken siger Nei, Kirken
og den kirkelige Ethik seer mistænkeligt paa det andet Ægteskab.
Dette er for mig af yderste Vigtighed; thi dersom det var
sandt, at man elskede flere Gange, saa blev det en betænkelig
Sag med Ægteskabet, saa kunde det synes, at det Erotiske led
Skade ved det Religiøses Vilkaarlighed, der i Reglen fordrede,
at man kun skulde elske eengang, der altsaa behandlede dette
Erotikens Anliggende saa skjødesløst, som om det vilde sige, Du
kan gifte Dig eengang, og lad dermed den Sag være færdig.
Vi have nu seet, hvorledes den første Kjærlighed traadte
i Forhold til Ægteskabet, uden at denne derved blev altereret.
Det samme Æsthetiske, der ligger i den første Kjærlighed, maa
altsaa og ligge i Ægteskabet, da hiin er indeholdt i dette; men
det Æsthetiske ligger i den Uendelighed, den Aprioritet, den
første Kjærlighed har, som ovenfor blev udviklet. Det ligger
dernæst i den Eenhed af Modsætninger, som Kjærlighed er:
den er sandselig og dog aandelig; den er Frihed og dog
Nødvendighed; den er i Momentet, er i høi Grad præsentisk og
dog har den en Evighed i sig. Alt dette har Ægteskabet ogsaa,
det er sandseligt og dog aandeligt, men det er mere; thi det
Ord „aandelig” brugt om den første Kjærlighed, siger dog
nærmest, at den er sjælelig, at den er af Aand gjennemtrængt
Sandselighed; det er Frihed og Nødvendighed, men tillige mere;
thi Frihed brugt om den første Kjærlighed er dog egentlig mere
den sjælelige Frihed, hvor Individualiteten endnu ikke har
udklaret sig af Naturnødvendigheden. Men jo mere Frihed jo
mere Hengivelse, og kun Den kan ødsle med sig selv, der eier
sig selv. I det Religiøse bleve Individerne frie, han for usand
Stolthed, hun for usand Ydmyghed, og det Religiøse trængte
ind mellem de Elskende, der holdt hinanden saa fast omsluttede,
ikke for at adskille, men for at hun kunde hengive sig med en
Rigdom, som hun ikke før havde anet, og han ikke blot
modtage, men hengive sig og hun modtage. Det har indre
Uendelighed i sig, endnu mere end den første Kjærlighed; thi
Ægteskabets indre Uendelighed er et evigt Liv. Det er Eenhed af
Modsætninger, endnu mere end den første Kjærlighed; thi det
har een Modsætning mere, det Aandelige, og derved det
Sandselige i en endnu dybere Modsætning, men jo længere man er
borte fra det Sandselige, desto mere æsthetisk Betydning faaer
det; thi ellers blev Dyrenes Instinkt det mest Æsthetiske. Men
det Aandelige i Ægteskabet er høiere end det i den første
Kjærlighed, og jo høiere Himlen er over Brudesengen, desto bedre,
desto skjønnere, desto mere æsthetisk; og over Ægteskabet er det
ikke denne jordiske Himmel, der hvælver sig, men Aandens
Himmel. Det er i Momentet, sundt og kraftigt, det viser ud
over sig, men i en dybere Forstand end den første Kjærlighed;
thi dette er netop Feilen ved denne, at den har en abstract
Charakteer; men i Forsætter, som Ægteskabet har, ligger
Bevægelses-Loven, ligger Muligheden af indre Historie. Forsættet
er Resignationen i den rigeste Skikkelse, hvor der ikke sees hen
til, hvad der skal tabes, men hvad der skal vindes ved at
fastholdes. I Forsættet er der sat et Andet, og i Forsættet er
Kjærligheden fat i Forhold dertil, dog ikke i udvortes
Betydning. Men Forsættet her er ikke Tvivlens erhvervede Frugt,
men Forjættelsens Overflødighed. Saa skjønt er Ægteskabet;
og det Sandselige ingenlunde fornegtet, men forædlet. Ja jeg
tilstaaer det, maaskee er det urigtigt af mig, ofte naar jeg tænker
paa mit eget Ægteskab, da vækker den Forestilling et
uforklarligt Veemod hos mig, at det skal ophøre, at, saa vis jeg end
er paa, at jeg skal leve med hende, hvem mit Ægteskab knyttede
mig til, i et andet Liv, dette dog skal give mig hende
anderledes, at den Modsætning, der var en Betingelse med i vor
Kjærlighed, skal ophæves. Dog dette trøster mig, at jeg veed,
jeg skal erindre, at jeg med hende har levet det inderligste, det
skjønneste Samfund, som Jordelivet giver. Dersom jeg nemlig
har nogen Forstand paa den hele Sag, saa er Manglen ved
den jordiske Kjærlighed den samme, som det, der er dens
Fortrin, at den er Forkjærlighed. Den aandelige Kjærlighed
har ingen Forkjærlighed og bevæger sig i den modsatte
Retning, afskyer bestandig alle Relativiteter. Den jordiske
Kjærlighed gaaer i Sandhed den modsatte Vei, og er paa sit
Høieste kun Kjærlighed til et eneste Menneske i den hele
Verden. Dette er Sandheden af at elske kun Een og kun eengang.
Den jordiske Kjærlighed begynder med at elske Flere, dette er
de foreløbige Anticipationer, og ender med at elske Een; den
aandelige aabner sig bestandig mere og mere, elsker Flere og
Flere, har sin Sandhed i at elske Alle. Saa er da Ægteskabet
sandseligt, men tillige aandeligt, frit og tillige nødvendigt,
absolut i sig selv og viser tillige ud over sig selv indenfor
sig selv.
Idet Ægteskabet saaledes er en indre Harmoni, har det
naturligviis sin Teleologi i sig selv; det er, idet det bestandig
forudsætter sig selv, og forsaavidt bliver ethvert Spørgsmaal
om dets „hvorfor” en Misforstaaelse, som meget let lader sig
forklare af den prosaiske Forstandighed, der, om den end i
Almindelighed lader lidt ærbarere end Syngemester Basil, der
mener, at Ægteskabet af alle latterlige Ting er den
allerlatterligste, dog let frister ikke blot Dig, men ogsaa mig til at sige:
„er Ægteskabet ikke Andet, saa er det virkelig af alle latterlige
Ting den allerlatterligste.”
Lad os imidlertid til Tidsfordriv see lidt nærmere paa eet
og andet heraf. Om der end bliver en stor Forskjel mellem
vor Latter, saa kunne vi dog gjerne lee lidt i Compagni.
Forskjellen vil omtrent blive den samme som den forskjellige
Betoning, med hvilken vi vilde udsige paa det Spørgsmaal, hvorfor
er Ægteskabet til, det Svar: det maa vor Herre vide. Naar
jeg forøvrigt siger, at vi ville lee lidt i Fællesskab, saa skal
det ingenlunde være glemt, hvor meget jeg i denne Henseende
skylder Dine Observationer, for hvilke jeg som Ægtemand ret
takker Dig. Naar Folk nemlig ikke ville realisere den skjønneste
Opgave, naar de ville dandse alle andre Steder end paa det
Rhodos, der er anviist dem til Dandseplads, saa lad dem kun
blive et Offer for Dig og andre Luxe, der under en Fortroligs
Maske veed at have dem til Bedste. Dog et Punkt er der,
som jeg vil frelse, et Punkt, jeg aldrig har og aldrig skal tillade
mig at smile ad. Du har ofte yttret, at det maatte være
„ganske fortræffeligt” at gaae omkring og spørge hver især,
hvorfor han har giftet sig, og man vilde da finde, at det som
oftest var en saare ubetydelig Omstændighed, der blev det
Afgjørende, og Du søger da det Latterlige i, at en saa uhyre
Virkning som et Ægteskab med alle dets Conseqventser kan
fremgaae af en saa lille Aarsag. Jeg skal ikke opholde mig
ved det Urigtige, der ligger deri, at Du seer paa den lille
Omstændighed ganske abstrakt, og at det dog som oftest er kun fordi
den lille Omstændighed kommer til en Mangfoldighed af
Bestemmelser, at der resulterer Noget deraf. Det jeg derimod
vil udhæve, er det Skjønne i de Ægteskaber, der have saa lidt
„hvorfor” som muligt. Jo mindre „hvorfor”, jo mere
Kjærlighed, det vil sige, naar man seer det Sande deri. For den
Letsindige vil det jo rigtignok bag efter vise sig, at det var et
lille „hvorfor”; for det alvorlige Menneske vil det til hans
Glæde vise sig, at det var et uhyre „hvorfor”. Jo mindre
„hvorfor” jo bedre. I de lavere Classer indgaaes Ægteskabet
i Almindelighed uden noget stort „hvorfor” , men derfor
gjenlyde disse Ægteskaber langt sjeldnere af saa mange „hvorledes”,
hvorledes de skulle komme ud af det, hvorledes de skulle faae
deres Børn forsørgede o. s. v. Til Ægteskabet hører aldrig
Andet end Ægteskabets eget „hvorfor”, men dette er uendeligt
og altsaa i den Forstand, hvori jeg her tager det, intet
„hvorfor”, Noget Du ogsaa let vil overbevise Dig om; thi dersom
man vilde svare en saadan forstandig philistrøs Ægtemand paa
hans „hvorfor” med dette sande „derfor”, saa vilde han
formodentlig ligesom Skolemesteren i Alferne sige: „lad os saa
faae en ny Løgn.” Du vil tillige indsee, hvorfor jeg ikke vil
og ikke kan afvinde denne Mangel paa „hvorfor” en comisk
Side, fordi jeg frygter, at det Sande skal gaae tabt derved.
Det sande „hvorfor” er kun eet, men har tillige en uendelig
Energi og Kraft i sig, der kan qvæle alle „hvorledes”. Det
endelige „hvorfor” er et Indbegreb, en Sværm, hvoraf hver
tager Sit, Een flere en Anden færre, lige daarligt til Hobe;
thi om En endog kunde forene alle endelige „hvorfor” i sit
Ægteskabs Indgang, saa vilde han netop være den usleste af
alle Ægtemænd.
Et af de tilsyneladende mest anstændige Svar, man giver
paa dette Ægteskabets „hvorfor”, er: Ægteskabet er en Skole
for Charakteren, man gifter sig for at forædle og uddanne sin
Charakteer. Jeg vil knytte mig til et bestemt Faktum, der
skyldes Dig. Der var en Embedsmand, „Du havde faaet fat
paa”, det var Dit eget Udtryk og ligner Dig aldeles; thi naar
der er en Gjenstand for Din Iagttagelse, saa skyer Du Intet,
saa mener Du, at Du er i Dit Kald. Han var forresten et
ganske godt Hoved og havde især mange Sprogkundskaber.
Familien samledes ved Theebordet. Han røgede sin Pibe.
Hans Kone var ingen Skjønhed, saae temmelig eenfoldig ud,
var i Forhold til ham gammel, og forsaavidt kunde man, som
Du bemærkede, strax falde paa, at der maatte være et aparte
„hvorfor”. Ved Theebordet sad en ung noget bleg nygift Kone,
der syntes at kjende et andet „hvorfor”; Fruen selv skjænkede
Thee, en ung Pige paa sexten Aar, ikke skjøn, men fyldig og
livsfrisk, bød den om; hun syntes endnu ikke at være kommen
til et „hvorfor”. I dette hæderlige Selskab havde Din
Uværdighed ogsaa fundet en Plads. Du, som var mødt
ex offocio
,
som allerede et Par Gange var gaaet forgjæves, fandt
naturligviis Situationen altfor gunstig til at turde lade den ubenyttet.
Der var netop i de Dage Tale om en ophævet Forlovelse.
Familien havde endnu ikke hørt denne vigtige indenlandske Nyhed.
Sagen blev plaideret fra alle Sider, det vil sige, Alle vare
actores
; derpaa blev den optagen til Doms og Synderen
excommuniceret. Gemytterne vare bevægede. Du vovede at
insinuere en lille Yttring i Faveur af den Dømte, som
naturligviis ikke var betegnet paa den Vedkommendes Fordeel, men
paa at faae Stikordet anbragt. Det mislykkedes, da vedblev
Du: „maaskee var den hele Forlovelse en Overilelse, maaskee
har han ikke gjort sig Rede for det betydningsfulde „hvorfor”,
man kunde næsten sige det „aber” , der bør gaae forud for et
saa afgjørende Skridt,
enfin
hvorfor gifter man sig, hvorfor,
hvorfor.” Hvert af disse „hvorfor” blev udtalt med en
forskjellig Modulation, men dog lige dubitativt. Det var for
meget. Eet „hvorfor" vilde allerede have været tilstrækkeligt,
men en saadan fuldstændig Appel, en Generalmarsch i Fjendens
Leir var afgjørende. Øieblikket var kommet. Med en vis
Godmodighed, der dog ogsaa bar Præget af overveiende
Forstandighed, sagde Verten: jo min gode Mand, det skal jeg sige
Dem, man gifter sig fordi Ægteskabet er en Skole for
Charakteren. Nu var Alt i Gang; deels ved Opposition, deels ved
Approbation fik Du ham til at overbyde sig selv i Barrokhed,
til liden Opbyggelse for hans Kone, til Forargelse for den
unge Kone, til Forbauselse for den unge Pige. Jeg bebreidede
Dig allerede dengang Din Adfærd, ikke for Vertens Skyld,
men for Fruentimmernes, hvem Du var ondskabsfuld nok til
at gjøre Scenen saa besværlig og langvarig som mulig. De
to Fruentimmer behøve ikke mit Forsvar, og det var da ogsaa
blot Dit sædvanlig Coquetteri, der har forledet Dig til ikke at
tabe dem af Sigte. Men hans Kone, maaskee har hun dog
virkelig elsket ham, og maatte det da ikke være forfærdeligt for
hende at høre paa. Dertil kommer, at der laae noget
Uanstændigt i den hele Situation. Det er nemlig saa langt fra, at
en Forstands-Reflexion gjør Ægteskabet sædeligt, at den egentlig
gjør det usædeligt. Den sandselige Kjærlighed har kun een
Forklarelse, hvori den er lige æsthetisk, religiøs og ethisk, det
er Kjærligheden; den forstandige Beregning gjør den ligesaa
uæsthetisk som irreligiøs, fordi det Sandselige ikke er i sin
umiddelbare Ret. Den der altsaa gifter sig for det og det
o.s.v., han gjør et ligesaa uæsthetisk som irreligiøst Skridt.
Hans Hensigts Godhed hjælper slet ikke; thi Feilen er netop
den, at han har en Hensigt. Dersom en Qvinde giftede sig,
for, ja slig Galskab har man da hørt i Verden, en Galskab,
der synes at give hendes Ægteskab et uhyre „hvorfor”, for at
føde Verden en Frelser, saa var dette Ægteskab ligesaa
uæsthetisk som usædeligt og irreligiøst. Det er Noget, man ikke ofte
nok kan gjøre sig klart. Der er en vis Classe af
Forstands-Mennesker, der med en uhyre Foragt see ned paa det
Æsthetiske som Tant og Barneværk, og som i deres jammerlige
Teleologi troe sig høit hævede derover; men det er lige det
Modsatte, slige Mennesker ere ved deres Forstandighed ligesaa
usædelige som uæsthetiske. Man gjør derfor altid bedst i at
see paa det andet Kjøn, der baade er det mest religiøse og
det mest æsthetiske. Vertens Exposition var forøvrigt triviel
nok, og jeg behøver ikke at fremstille den; derimod vil jeg ende
denne Betragtning med at ønske enhver saadan Ægtemand en
Xantippe til Kone og saa vanartede Børn som muligt, saa kan
han haabe at være i Besiddelse af Betingelsen for hans
Hensigts Opnaaelse.
At nu Ægteskabet forøvrigt virkelig er en Skole for
Charakteren, eller, for ikke at bruge et saa philistrøst Udtryk,
er Charakterens Genesis, det vil jeg gjerne indrømme, medens
jeg naturligviis bestandig maa holde paa, at Enhver, der gifter
sig af den Grund, snarere maatte henvises til hvilkensomhelst
anden Skole end til Kjærlighedens. Dertil kommer, at et
saadant Menneske aldrig vil have Gavn af denne Skolegang.
Han berøver sig for det Første den Styrkelse, den Consolidation,
den Gjennemgysning gjennem alle Tanker og Ledemod, som et
Ægteskab er, thi det er dog i Sandhed et Vovestykke; men det
skal det være, og det er saa langt fra, at det er rigtigt at
ville beregne, at en slig Beregning netop er et Forsøg paa at
enervere det. For det Andet er han naturligviis derved gaaet
Glip af Kjærlighedens store Driftscapital og af den Ydmygelse,
det Religiøse i Ægteskabet giver. Han er naturligviis altfor
superklog til ikke at bringe en fix og færdig Forestilling med
sig om, hvorledes han vil udvikles; denne bliver da Regulativet
for hans Ægteskab og for det ulykkelige Væsen, han har været
uforskammet nok til at udsee til sin Provellud. Men lad os
glemme dette, og saa med Taknemmelighed erindre, hvor sandt
det er, at Ægteskabet danner, naar man nemlig ikke vil staae
over det, men som altid, hvor der er Tale om Dannelse,
underordne sig det, hvoraf man skal dannes. Det modner hele
Sjælen, idet det paa eengang giver en Følelse af Betydning,
men tillige Vægten af et Ansvar, man ikke kan bortsophistrere,
fordi man elsker. Det avler hele Mennesket ved den Undseelsens
Rødme, der tilhører Qvinden, men som er Mandens
Tugtemester; thi Qvinden er Mandens Samvittighed. Det bringer
Melodi i Mandens excentriske Bevægelse, der giver Qvindens
stille Liv Styrke og Betydning, men dog kun forsaavidt hun
søger denne i Manden, og saaledes bliver denne Styrke ikke
en uqvindelig Mandighed. Hans stolte Opblussen dæmpes,
idet han bestandig vender tilbage til hende, hendes Svaghed
styrkes, idet hun læner sig til ham. Og nu alt det Smaalige
Ægteskabet fører med sig. Ja det vil Du nok give mig Ret
i, men tillige bede Gud befrie Dig derfra. Nei der er Intet,
der danner saa meget som det Smaalige. Der er det Afsnit i
et Menneskes Liv, hvor man bør fjerne det fra ham; men der
er ogsaa det Afsnit, hvor det er godt, og der hører en stor
Sjæl til at frelse sin Sjæl ud af det Smaalige; men man kan
det, naar man vil, thi det at ville er den store Sjæl, og Den,
der elsker, vil. For Manden kan det især falde vanskeligt, og
derfor vil i denne Henseende Qvinden have saa stor Betydning
for ham. Hun er skabt til at have med det Smaa at gjøre,
og veed at give det en Betydning, en Værdighed, en Skjønhed,
som fortryller. Det frelser fra Vaner, fra Eensidigheders
Tyrani, fra Lunets Aag, og hvor skulde alt sligt Ondt faae
Tid til at vinde Skikkelse i en ægteskabelig Forening, der saa
mange Gange og paa saa mange Maader kalder sig til Regnskab;
alt Saadant kan ikke trives; „thi Kjærligheden er langmodig,
er velvillig, Kjærligheden bærer ikke Nid, Kjærligheden bruger
ikke Fremfusenhed, opblæses ikke, den gjør intet Usømmeligt,
søger ikke sit Eget, sorbittres ikke, bærer ikke Nag, glæder sig
ikke over Uretfærdighed, men glæder sig ved Sandhed, fordrager
Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt.” Tænk Dig disse
skjønne Ord af en Herrens Apostel, tænk Dig dem anvendte
paa et heelt Liv, saaledes, at der knytter sig Forestillingen dertil
om, at man mange Gange med Lethed gjorde det, mange Gange
tog Feil, mange Gange glemte det, men dog atter vendte
tilbage dertil; tænk Dig, at et Ægtepar tør sige disse Ord
saaledes til hinanden, at Hovedindtrykket dog bliver glædeligt;
hvilken Salighed ligger dog ikke heri, hvilken Charakterens
Forklarelse? I Ægteskabet kommer man ingen Veie med store
Lidenskaber; man kan Intet tage op forud, man kan ikke ved
at være kjærlig en Maaned efter en stor Maalestok gjøre Fyldest
for en anden Tid; her gjælder det, at hver Dag har sin egen
Plage, men ogsaa sin egen Velsignelse. Jeg veed det, at jeg
har underlagt min Stolthed og min hypochondre Uro under
hendes Kjærlighed, jeg har underlagt hendes Heftighed vor
Kjærlighed; men jeg veed ogsaa, at det har kostet mange Dage,
jeg veed ogsaa, at der kan forestaae mange Farer; men mit
Haab er til Seier.
Eller man gifter sig — for at faae Børn, for at give sit
ringe Bidrag til Menneskeslægtens Forplantelse paa Jorden.
Tænk Dig — hvis han ingen Børn fik, saa blev da hans
Bidrag meget ringe. Stater have jo rigtignok tilladt sig at
have denne Hensigt med Ægteskabet, at udsætte Præmier for
dem, der giftede sig, og for dem, der fik flest Drengebørn.
Christendommen har til visse Tider dannet Modsætningen hertil
ved at udsætte Præmier for dem, der lode være at gifte sig.
Om dette nu end var en Misforstaaelse, saa viser det dog en
dyb Respekt for Personligheden, at man i den Grad ikke vilde
gjøre den Enkelte til et blot Moment, men til det Definitive.
Jo mere abstrakt Staten opfattes, jo mindre Individualiteten
er udkæmpet af denne, desto naturligere er et saadant Bud og
en saadan Opmuntring. I Modsætning hertil har man i vor
Tid stundom næsten anpriist et Ægteskab uden Børn. Vor Tid
har nemlig ondt nok ved at tilveiebringe den Resignation, der
hører til at indgaae et Ægteskab; har man i den Grad
fornegtet sig selv, saa synes man det kan være nok, og kan ikke
ret finde sig i saadanne Vidtløftigheder som en Børneflok. I
Romaner finder man ofte nok om end løst henkastet, dog anført
som en Grund for et bestemt Individ til ikke at gifte sig, at
han ikke kan lide Børn; i Livet seer man det i de mest
forfinede Lande udtrykt derved, at Børnene saa tidlig som muligt
fjernes fra det fædrene Huus, sættes i Pension o.s.v. Hvor
ofte har Du ikke moret Dig over disse tragi-comiske
Familiefædre med fire velsignede Børn, som de i al Stilhed ønskede
langt borte. Hvor ofte har Du ikke gottet Dig over saadanne
Familiefædres krænkede Fornemhed ved alt det Smaalige, som
Livet medfører, naar Børnene skulle have Riis, naar de spilde
paa dem, naar de skrige, naar den store Mand — Faderen,
føler sig standset i sin Dristighed ved Tanken om, at hans
Børn binder ham til Jorden. Hvor ofte har Du ikke med
velfortjent Grusomhed bragt slige ædle Fædre til den høieste
Grad af indædt Harme, naar Du alene beskjæftiget med hans
Børn lod et Par Ord falde om den Velsignelse det dog er, at
have Børn.
At gifte sig for at bidrage til Slægtens Propagation kunde
nu synes baade en høist objektiv og en høist naturlig Grund.
Det var som satte man sig hen paa Guds-Standpunktet og
fra dette saae det Skjønne i Slægtens Vedligeholdelse; ja man
kunde lægge en særdeles Vægt paa de Ord: „formerer Eder og
vorder frugtbare og opfylder Jorden.” Og dog er et sligt
Ægteskab ligesaa unaturligt som vilkaarligt og blottet for
Tilhold i den hellige Skrift. Hvad det Sidste angaaer, saa læse
vi jo, at Gud oprettede Ægteskabet, fordi det ikke var godt for
Mennesket at være ene, for at give ham Selskab. Om det nu
end kunde synes en og anden Religionsspotter lidt betænkeligt
med det Selskab, der begyndte med at styrte Manden i
Fordærvelse, saa beviser dette Intet, og denne Begivenhed vilde
jeg hellere anføre som et Motto paa alle Ægteskaber; thi da
Qvinden havde gjort dette, da blev først det inderligste Samfund
befæstet imellem dem. Dernæst læse vi ogsaa disse Ord: og
Gud velsignede dem. Dette Ord overseer man reent. Og
naar Apostelen Paulus etsteds med temmelig megen Strenghed
befaler Qvinden at tage mod Lærdom i Stilhed, med al
Underdanighed, og at være i Stilhed, og derpaa, efterat have stoppet
Munden paa hende, for endmere at ydmyge hende, tilføier:
hun skal frelses ved at føde Børn, saa vilde jeg i Sandhed
aldrig have tilgivet Apostelen denne Ringeagt, hvis han ikke
havde gjort alt godt igjen, ved at tilføie: hvis de (Børnene)
bleve i Tro og Kjærlighed og Hellighed med Tugt.
Det falder mig i denne Anledning ind, at det kunde synes
underligt, at jeg, hvis Forretninger kun levne mig liden Tid
tit Studier, og hvis fattige Studier i Almindelighed ere i en
ganske anden Retning, at jeg synes saa bevandret i den hellige
Skrift, at jeg kunde melde mig til theologisk Attestats. En
gammel Hedning, jeg troer det er Seneca, har sagt, at naar
man er kommen til sit tredivte Aar, bør man kjende sin Natur
saa godt, at man kan være sin egen Læge; saaledes mener jeg
ogsaa, at naar man er kommen til en vis Alder, bør man
kunne være sin egen Præst. Ingenlunde som om jeg forsmaaede
Deeltagelsen i den offentlige Gudsdyrkelse og den Anviisning,
der her tilbydes, men jeg mener dog, at man bør have sin
Anskuelse paa det Rene om de vigtigste Livsforhold, hvilke man
desuden sjeldnere hører i strengere Forstand prædike over.
Opbyggelsesskrifter og trykte Prædikener har jeg en Idiosynkrast
imod; naar jeg derfor ikke kan tye til Kirken, saa tager jeg
min Tilflugt til Skriften. Jeg erkyndiger mig da gjerne hos
en eller anden lærd Theolog, eller i et eller andet lærd Værk,
hvor de vigtigste Skriftsteder denne Sag betræffende findes, og
dem læser jeg da igjennem. Saaledes var jeg allerede gift og
havde været gift et halvt Aars Tid, førend det faldt mig ind
ret at overveie, hvad det nye Testamente lærer om Ægteskabet.
Jeg havde været tilstede ved adskillige Vielser før min egen;
jeg kjendte altsaa de hellige Ord, der fremsiges ved denne
Leilighed. Imidlertid ønskede jeg dog et lidt fuldstændigere Kjendskab
og henvendte mig derfor til min Ven Pastor Olufsen, der netop
dengang var her i Byen. Efter hans Anviisning fandt jeg nu
Hovedstederne og læste dem igjennem for min Kone. Jeg
erindrer meget godt det Indtryk, hiint Sted gjorde paa hende.
Forøvrigt var det en egen Sag; jeg kjendte ikke de Steder i
den hellige Skrift, jeg vilde læse for hende, og jeg vilde ikke
eftersee dem iforveien; jeg kan ikke lide at være forberedt paa,
hvad Indtryk jeg vil gjøre paa hende, Sligt har sin Grund i
en utidig Mistillid. Dette kunde Du lægge Dig paa Hjerte;
thi vel er Du ikke gift og har saaledes intet Menneske, Du i
strængeste Forstand er forpligtet til Aabenhed mod; men Din
Forberedelse gaaer virkelig til det Latterlige. Du kan godt
narre Folk, kan godt synes at gjøre Alt saa tilfældigt, saa
impromtu som muligt, og dog troer jeg ikke, at Du kan sige
„Farvel” uden at have overveiet, hvorledes Du vil sige det.
Dog tilbage til Ægteskabet og de for Slægtens Forflerelse
utrættelige Ægtefolk. Et saadant Ægteskab pleier undertiden
at skjule sig i et mere æsthetisk Hylster. Det er en fornem
gammel adelig Slægt, der er ifærd med at uddøe, der er kun
to Repræsentanter tilbage, en Bedstefader og en Sønnesøn.
Det er den ærværdige Oldings eneste Ønske, at Sønnen dog
maa gifte sig, for at Slægten ikke skal udslettes. Eller det er
et Menneske, paa hvis Liv der ikke ligger saa megen Vægt,
men som med en vis Veemod tænker, om ikke længere tilbage,
saa dog paa sine Forældre, elsker dem saa høit, at han kunde
ønske, at dette Navn ikke maatte uddøe, men bevares i levende
Menneskers taknemmelige Erindring. Det foresvæver ham maaskee,
hvor skjønt det vilde være, at kunne fortælle Børnene om deres
Bedstefader, som forlængst er død, at styrke deres Liv ved et
saadant idealt Billede, der kun tilhører en Erindring, at
begeistre dem til alt Ædelt og Stort ved denne Forestilling; han
vil maaskee synes sig selv derved at kunne afbetale Noget af
den Gjæld, han føler sig i til sine Forældre. Dette er nu
Altsammen godt og smukt, men det er dog Ægteskabet
uvedkommende, og et Ægteskab indgaaet af den Grund alene er
ligesaa uæsthetisk som usædeligt. Det kunde synes haardt at
sige det, men det er dog saa. Ægteskabet kan kun foretages i
een Hensigt, hvorved det bliver i samme Grad ethisk som
æsthetisk, men denne Hensigt er immanent; enhver anden Hensigt
adskiller hvad der hører sammen, og gjør derved baade det
Aandelige og det Sandselige til Endeligheder. Det kan gjerne
være, at et Individ ved slige Taler, især naar de beskrevne
Følelser have nogen Sandhed i ham, kan vinde en Piges Hjerte,
men galt er det, og hendes Væsen er egentlig altereret, og det
er altid en Fornærmelse mod en Pige at ville ægte hende af
nogen anden Grund end fordi man elsker hende.
Er nu end, for at bruge et af Dine Udtryk, ethvert
Stutteri-Hensyn som saadant Ægteskabet uvedkommende, saa vil for den,
der ikke har forstyrret sig sit Forhold, Slægten vise sig som en
Velsignelse. Det er dog en skjøn Ting, at et Menneske skylder
det andet saa meget som muligt, men det er dog vel det Høieste,
et Menneske kan skylde det andet — Livet. Og dog kan et
Barn skylde en Fader endnu mere; thi det modtager jo dog ikke
Livet blankt og bart, men modtager det med et bestemt Indhold,
og naar det længe nok har hvilet ved Moderens Bryst, da lægges
det til Faderens, og ogsaa han nærer det af sit Kjød og Blod,
af et bevæget Livs ofte dyrekjøbte Erfaringer. Og hvilken
Mulighed ligger der dog ikke i et Barn; jeg vil gjerne give
Dig Medhold i, at Du hader al den Afgudsdyrkelse, der drives
med Børn, især den hele Familie-Cultus og
Børne-Circulationen ved Middags- og Aftenbordet til Familie-Kys,
Familie-Beundring, Familie-Forhaabninger, medens Forældrene
selvbehagelig takke hinanden for overstandne Besværligheder og fryde
sig over det tilveiebragte Kunstprodukt; ja jeg tilstaaer det, jeg
kan næsten være ligesaa sarkastisk mod sligt Uvæsen som Du;
men jeg lader mig ikke videre forstyrre deraf. Børnene tilhøre
Familiens inderste, forborgneste Liv, og til denne hell-dunkle
Hemmelighedsfuldhed bør man ogsaa henvise enhver alvorlig
eller gudfrygtig Tanke over denne Sag. Men der vil det da
ogsaa vise sig, at endnu ethvert Barn har en Helgen-Glorie
om sit Hoved, ogsaa der vil enhver Fader føle, at der i Barnet
er mere end hvad det skylder ham, ja han vil med Ydmyghed
føle, at det er betroet Gods, og at han i den skjønneste
Forstand dog kun er Stedfader. Den Fader, der ikke har følt det,
han har altid taget sin Fader-Værdighed forfængelig. Lad os
være frie for alle utidige Ophævelser, „al Skraben ud ved
Barnefødsel,” men lad mig ogsaa være fri for Din Kaadhed,
naar Du med Holbergs Henrik vil obligere Dig til det Utrolige.
Et Barn er det Største og det Betydningsfuldeste i Verden,
det Uanseeligste og Ubetydeligste, alt eftersom man tager det, og
man faaer Leilighed til at gjøre et dybt Indblik i et Menneske,
naar man erfarer, hvorledes han tænker i denne Henseende.
Et spædt Barn kan næsten virke comisk paa En, naar man
tænker paa dets Pretention paa at være et Menneske; det kan
virke tragisk, naar man tænker paa, at det kommer til Verden
med Skrig, at det varer længe inden det glemmer at skrige, og
at Ingen har forklaret dette Barneskrig. Saaledes kan det
virke paa mange Maader; men den religiøse Betragtning, der
dog godt kan træde i Forhold til de andre, bliver den skjønneste.
Og nu Du, Du elsker jo Mulighed, og dog vil vist Tanken
om Børn ikke virke glædeligt paa Dig; thi jeg tvivler ikke paa,
at Din nysgjerrige og vagabonde Tanke ogsaa har tittet ind i
denne Verden. Det kommer naturligviis deraf, at Du vil have
Muligheden i Din Magt. Du holder meget af at være i den
Tilstand, i hvilken Børn ere, naar de i det mørke Værelse
vente paa Juletræets Aabenbarelse; men et Barn er rigtignok
en ganske anden Art af Mulighed, og saa alvorlig, at Du vel
neppe vilde have Taalmod til at bære den. Og dog ere Børn
en Velsignelse. Det er skjønt og godt, at et Menneske med
dyb Alvor tænker paa sine Børns Bedste, men naar han dog
ikke stundom mindes, at det ikke blot er en Pligt, der er
paalagt ham, et Ansvar, men at de ogsaa ere en Velsignelse, og
at Gud i Himlen ikke har glemt, hvad Menneskene ikke engang
glemme, at lægge en Gave paa Vuggen, har han dog ikke
udvidet sit Hjerte hverken til æsthetiske eller til religiøse Følelser.
Jo mere et Menneske er istand til at fastholde, at Børn er en
Vslsignelse, gjennem jo færre Kampe og med jo mindre Tvivl
han bevarer dette Klenorie, det eneste Gode, som det spæde
Barn er i Besiddelse af, men ogsaa i lovlig, da Gud selv har
indsat det deri, desto skjønnere, desto mere æsthetisk, desto mere
religiøst. Jeg slendrer ogsaa undertiden om paa Gaden,
overlader mig til mine egne Tanker og til det Indtryk, den
øieblikkelige Omgivelse fremkalder. Jeg har seet en fattig Kone; hun
drev en Smaa-Handel, ikke i en Butik eller et Skur, men
hun stod paa den aabne Plads; hun stod der i Regn og Blæst
med en Lille paa Armen; selv var hun reenlig og net, Barnet
omhyggeligt indsvøbt. Jeg har seet hende mange Gange. Der
kom en fornem Dame forbi, som næsten irettesatte hende, fordi
hun ikke lod Barnet blive hjemme, og det saa meget mere som
det jo blot var hende til Hinder. Og der kom en Præst den
samme Vei forbi, og han nærmede sig hende, han vilde skaffe
Barnet en Plads i et Asyl. Hun takkede ham venligt, men
Du skulde have seet det Blik, hvormed hun bøiede sig ned og
saae til Barnet. Havde det været indefrosset, dette Blik havde
optøet det; havde det været dødt og koldt, dette Blik havde
kaldet det tillive; havde det været forkommet af Sult og Tørst,
dette Bliks Velsignelse havde vederqvæget det. Men Barnet
sov, og end ikke dets Smiil kunde lønne Moderen. See denne
Qvinde fornam, at et Barn er en Velsignelse. Dersom jeg
var Maler, jeg vilde aldrig male andet end denne Qvinde.
Et saadant Syn er en Sjeldenhed, det er som en sjelden Blomst,
der hører Lykke til at faae at see. Men Aandens Verden er
ikke Forfængeligheden underlagt, har man fundet Træet, saa
blomstrer det stadigt; hende har jeg ofte seet. Jeg har viist
min Kone hende; jeg har ikke gjort mig vigtig, ikke sendt hende
rige Gaver, som om jeg havde en guddommelig Fuldmagt til
at belønne, jeg har ydmyget mig under hende; hun trænger i
Sandhed hverken til Guld eller fornemme Damer, eller Asyler
og Præster, eller til en stakkels Assessor i Hof- og
Stads-Retten og hans Frue. Hun trænger overhovedet til Intet, uden
at Barnet engang vil elske hende med samme Ømhed, og heller
ikke dette trænger hun til, men det er den Løn, hun har
fortjent, en Velsignelse, som Himlen ikke vil lade udeblive. At
dette er smukt, at det rører selv Dit hærdede Hjerte, kan Du
ikke negte. Jeg skal derfor ikke, for at bibringe Dig den
Anerkjendelse, at et Barn er en Velsignelse, gribe til de
Skrækkebilleder, man ofte bruger, naar man vil forfærde den Ugifte
ved Tanken om, hvor ene han engang skal komme til at staae,
hvor ulykkelig, ikke omringet af en Børneflok. Deels vilde Du
nemlig formodentlig ikke lade Dig forskrække, idetmindste ikke af
mig, ja ikke af den hele Verden (naar Du er ene med Dig
selv i tungsindige Tankers mørke Værelse, saa bliver Du vel
stundom angst for Dig selv); deels forekommer det altid mig
mistænkeligt, at man for at forvisse sig selv om Besiddelsen af
et Gode, maa ængste Andre ved Tanken om, at de ikke have
det. Spot derfor kun, nævn kun Ordet, der svæver paa Dine
Læber: den fiirstolede Holsteensk-Vogn; mor Dig kun over, at
Touren ikke er længere end til „Fresberg,” far os kun forbi
i Din magelige Vienervogn, men Vogt Dig dog for ikke ofte
at hengive Dig til Dit Spotteri i denne Henseende; der kunde
maaskee i al Stilhed udvikle sig en ideal Længsel i Din Sjæl,
der dyrt nok vilde straffe Dig.
Men ogsaa i en anden Forstand ere Børn en Velsignelse,
fordi man lærer selv saa ubeskrivelig meget ved dem. Jeg har
seet stolte Mennesker, hvem ingen Skjæbne hidtil havde ydmyget,
der med en saadan Sikkerhed greb den Pige, de elskede, ud af
det Familieliv, hun tilhørte, at det var, som vilde de sige,
naar Du har mig, saa turde det være nok, jeg er vant til at
trodse Storme, hvor meget mere nu, da Tanken om Dig vil
begeistre mig, nu, da jeg har meget mere at kæmpe for. Jeg
har seet de Samme som Fædre; et lille Uheld, der tilstødte
deres Børn, har kunnet ydmyge dem, en Sygdom bringe Bønnen
over deres stolte Læber. Jeg har seet Mennesker, der satte en
Ære i næsten at foragte den Gud, som er i Himlene, der
pleiede at udsee enhver Bekjender af ham til Skive for deres
Spot, jeg har seet dem som Fædre tage de frommeste Mennesker
i deres Tjeneste af Omsorg for Børnene. Jeg har seet Piger,
hvis stolte Blik bragte Olympen til at skjælve, Piger, hvis
forfængelige Sind kun levede for Pragt og Stads, jeg har
seet dem som Mødre bære enhver Ydmygelse, næsten tiltrygle
dem, hvad de troede kunde være til Bedste for Børnene. Jeg
tænker paa et bestemt Tilfælde. Det var en meget stolt Dame.
Hendes Barn blev sygt. En af Byens Læger blev kaldet.
Han negtede paa Grund af tidligere Forhold at komme. Jeg
har seet hende gaae hen til ham, vente i hans Forværelse for
ved Bønner at bevæge ham til at komme. Dog hvortil slige
stærke Skildringer, der, om de end ere sande, dog ikke have
det Opbyggelige ved sig som de mindre bevægede Exempler,
der vise sig hver Dag for Den, der har Øie at see med.
Dertil kommer, at man ogsaa paa en anden Maade lærer
Meget af Børn. I ethvert Barn er der noget Oprindeligt,
som gjør, at alle abstrakte Principer og Maximer strande mere
eller mindre derpaa. Man maa selv begynde forfra, ofte med
megen Møie og Besvær. Der er en dyb Betydning i det
chinesiske Ordsprog: Opdrag Dine Børn vel, saa faaer Du
at vide, hvad Du skylder Dine Forældre. Og nu det Ansvar,
der er lagt paa en Fader. Man omgaaes andre Mennesker,
man søger at bibringe dem Forestillingen om Det, maa anseer
for det Rigtige, man gjør maaskee flere Forsøg; naar det ikke
vil hjælpe, da har man Intet med dem at gjøre, man vadsker
sine Hænder. Men naar kommer det Øieblik, da en Fader
tør eller rettere da et Fader-Hjerte kan beslutte sig til at opgive
ethvert yderligere Forsøg. Hele Livet opleves igjen i Børnene,
nu først forstaaer man næsten sit eget Liv. Dog alt dette kan
det egentlig ikke hjælpe at tale til Dig om; der er Ting, som
man aldrig kan gjøre sig nogen indholdsrig Forestilling om,
naar man ikke har oplevet dem, og deriblandt er det at være
Fader.
Og nu endelig den skjønne Maade, paa hvilken man ved
Børn knytter sig til en Fortid og til en Eftertid. Om man
just ikke har fjorten Ahner og Bekymring for at tilveiebringe
den femtende, man har et langt større Slægtskab for sig, og
det er i Sandhed frydefuldt at see, hvorledes Slægten i
Familierne antager ligesom et bestemt Mønster. Saadanne
Betragtninger kan nu vel ogsaa den Ugifte anstille, men han vil ikke
i den Grad føle sig opfordret dertil, eller beføiet, som han jo
til en vis Grad selv griber forstyrrende ind deri.
Eller man gifter sig for at faae et Hjem. Man har
kjedet sig hjemme, man har reist udenlands og kjedet sig, man
er atter kommen hjem og kjeder sig. For Selskabs Skyld
holder man en udmærket skjøn Vandhund, en Fuldblodshoppe,
men man savner dog Noget. Paa den Restauration, hvor man
samles med nogle ligesindede Venner, søger man forgjæves i
længere Tid en Bekjendt. Man erfarer, at han har giftet sig
man bliver blod om Hjertet, sentimental paa sine gamle Dage;
man føler Alt saa tomt omkring sig, Ingen venter paa En,
naar man bliver borte. Den gamle Husholderske er i Grunden
et meget skikkeligt Fruentimmer, men hun veed da heller slet
ikke at opmuntre En, at gjøre det lidt hyggeligt. Man gifter
sig; Nabolauget klappet i Hænderne, finder, at man har handlet
klogt og fornuftigt, og derpaa gaaer man over til at tale om
det Vigtigste i Huusholdningen, det største jordiske Gode, en
skikkelig og paalidelig Kokkepige, som man kan lade paa egen
Haand gaae paa Torvet, en nemfingret Stuepige, som er saa
ferm, at man kan bruge hende til Alt. Naar nu endda en
saadan gammel skaldet Hykler vilde lade sig nøie med at ægte
en Vaagekone; men det er som oftest ikke Tilfældet. Det
Bedste er ikke godt nok, og endelig lykkes det ham at fange en
ung smuk Pige, som da bliver smedet til en saadan Galeislave.
Maaskee har hun aldrig elsket, hvilket rædsomt Misforhold.
Du seer, jeg lader Dig komme til Orde. Imidlertid
maae Du tilstaae, at man især i de simplere Classer finder
Ægteskaber, som ere indgaaede i den Hensigt, at faae et Hjem,
og som ere ret smukke. Det er Mennesker i en yngre Alder.
Ikke synderligt omtumlede i Verden have de erhvervet det
fornødne Udkomme, og tænke nu paa at gifte sig. Det er smukt,
og jeg veed ogsaa, at det aldrig kunde falde Dig ind, at rette
Din Spot mod slige Ægteskaber. En vis ædel Eenfold giver
dem baade et æsthetisk og et religiøst Anstrøg. Der ligger
nemlig her slet intet Egoistisk i den Tanke, at ville have et
Hjem, tværtimod for dem knytter sig hertil Forestillingen om
en Pligt, en Gjerning, der bliver dem paalagt, men som tillige
er dem en kjær Pligt.
Man hører ogsaa ofte nok Ægtefolk at trøste sig selv og
ængste de Ugifte ved at sige: ja vi have dog et Hjem, og naar
vi blive ældre et Tilholdssted; stundom tilføie de med et
ualmindeligt Søndags-Sving i den opbyggelige Stiil: vore Børn
og Børnebørn skulle engang lukke vore Øine og sørge over os.
Det Modsatte er de Ugiftes Skjæbne. Man indrømmer med
en vis Misundelse, at de have det bedre en Tid lang i de
unge Dage, i al Stilhed ønsker man, at man ikke selv endnu
var gift, dog det kommer igjen. Det gaaer de Ugifte som det
gik den rige Mand, de have taget Deres forud.
Alle saadanne Ægteskaber lide nu af den Feil, at de gjøre
et enkelt Moment i Ægteskabet til Hensigten for Ægteskabet,
og derfor føle da især naturligviis de Første sig saa ofte skuffede,
naar de maae tilstaae, at et Ægteskab dog har lidt mere at
betyde end Erhvervelsen af et mageligt, hyggeligt og beqvemt
Hjem. Men lad os nu atter abstrahere fra det Forkeerte, for
at see det Skjønne og Sande. Det er ikke ethvert Menneske
givet at udstrække sin Virksomhed saa saare vidt, og Mange af
dem, der hilde sig ind at virke for noget Større, gribe sig selv
tidlig eller sildig i en Vildfarelse. Hermed er Du ingenlunde
meent; thi Du er naturligviis for godt et Hoved til ikke snart
at komme under Veir med denne Illusion, og Din Spot har
ofte nok rammet den. Du har i denne Henseende en
overordentlig Grad af Resignation og har eengang for alle viist en
total Renonce. Du foretrækker at more Dig. Du er overalt
en velkommen Gjæst. Din Vittighed, Din Lethed i Omgang,
en vis Godmodighed,
item
en vis Ondskab gjør, at man,
saasnart man seer Dig, knytter Forestillingen dertil om en behagelig
Aften. Du har altid været og skal altid være en kjærkommen
Gjæst i mit Huus, deels fordi jeg ikke i saa høi Grad frygter
Dig, deels fordi jeg har gode Udsigter inden jeg behøver at
begynde derpaa; min eneste Datter er kun tre Aar gammel, og
saa tidlig aabner Du vel ikke Dine Telegrapheringer. Du har
stundom halvt bebreidet mig, at jeg trak mig mere tilbage fra
Verden, engang kan jeg huske paa den Melodie: siig mig
Jeanette. Grunden dertil er naturligviis, hvad jeg ogsaa den
Gang svarede Dig, jeg har et Hjem. Det er i denne
Henseende ligesaa vanskeligt, egentlig at faae Haand i Hanke med
Dig som i alle andre; Du har nemlig altid andre
Bestemmelser. Vil man rive Folk ud af deres Illusioner for at føre
dem til noget Sandere, saa er Du her som altid „i alle Maader
til Tjeneste.” Overhovedet er Du utrættelig i at opstøve
Illusioner for at slaae dem itu. Du taler saa forstandigt, saa
erfarent, at ethvert Menneske, der ikke kjender videre til Dig,
maa troe, at Du er en sat Mand. Imidlertid er Du
ingenlunde kommen til det Sande. Du er bleven staaende ved at
tilintetgjøre Illusionen, og da Du har gjort det i alle mulige
tænkelige Retninger, saa har Du egentlig arbeidet Dig ind i en
ny Illusion, den nemlig, at man kan blive staaende herved.
Ja, min Ven, Du lever i en Illusion og Du udretter Intet.
Her har jeg da nævnet det Ord, som altid har havt en saa
besynderlig Virkning paa Dig. Udrette — „hvo udretter da
Noget? det er netop en af de allerfarligste Illusioner; jeg har
ingenlunde travlt i Verden, jeg morer mig saa godt jeg kan,
især over Dem, der troe, at de udrette Noget; og er det ikke
ogsaa ubeskrivelig comisk, at et Menneske troer dette? jeg skal
ikke besvare Livet med saa store Pretentioner.” Hver Gang
Du taler derom, virker Du høist ubehageligt paa mig. Det
oprører mig, fordi der er en fræk Usandhed deri, der, foredragen
med Din Virtuositet, altid giver Dig Seieren, idetmindste altid
bringer Latteren paa Din Side. Jeg erindrer engang, at Du,
efter længe at have hørt paa et Menneske, der var blevet
indigneret over Din Tale, uden at svare ham et Ord, men blot
ægget ham med Dit sarkastiske Smiil, nu til almindelig Glæde
for de Tilskedeværende svarede: ja naar De lægger denne Tale
til alt det Øvrige, De har udrettet, saa kan man idetmindste
ikke fortænke Dem i den Tro, at De i Sandhed udretter Noget
for det Store og for de Enkelte. Naar Du taler saaledes,
smerter det mig, fordi jeg føler en vis Medlidenhed med Dig.
Dersom Du ikke holder igjen, saa gaaer der i Dig et rigt
Gemyt under. Derfor er Du farlig, derfor have Dine Udbrud,
Din Kulde en Kraft, som jeg ikke har kjendt hos nogen Anden
af de Mange, der fuske i det Fag at være misfornøiede. Ogsaa
disse hører Du da ikke til; de ere Gjenstand for Din Satire,
thi Du er gaaet langt videre. „Du er glad og fornøiet, Du
smiler, Du gaaer med lette Sving paa Hatten, Du forløfter
Dig ikke paa Livets Sorger, Du har endnu ikke ladet Dig
indskrive i noget tredobbelt Begrædelsesselskab.” Men netop
derfor ere Dine Yttringer saa farlige for Yngre, fordi de maae
frapperes af det Herredømme, Du har vundet over Alt i Livet.
Jeg vil nu ikke sige til Dig, et Menneske skal udrette Noget i
Verden; men jeg vil sige, er der dog ikke enkelte Ting i Dit
Liv, hvorover Du kaster et uigjennemtrængeligt Slør, skulde de
ikke være af den Art, hvor Du ønskede at udrette Noget, om
end Dit Tungsind vaander sig i Smerte over, at det er Lidet?
Og hvor ganske anderledes seer det ikke ud inden i Dig? Er
der dog ikke en dyb Sorg over, at Du Intet kan udrette? jeg
kjender idetmindste eet Forhold; Du lod engang falde et Par
Ord derom, som ikke bleve upaaagtede. Visselig, Du gav Alt
til for at kunne udrette Noget. Om det er Din egen Skyld,
at Du ikke kan det, om det er Din Stolthed, der maa knækkes
for at formaae det, veed jeg ikke, og skal aldrig videre trænge
ind paa Dig; men hvorfor vil Du dog gjøre Compagni med
alt det Slette, som ret fryder sig ved Din Magt, der altid
bringer Seier. Som sagt, man føler ofte nok, hvor Lidet man
udretter i Verden. Jeg siger det ikke i Mismod, jeg har ingen
egentlig Bebreidelse at gjøre mig, jeg troer, jeg forvalter mit
Embede med Samvittighedsfuldhed og Lyst, og jeg skal aldrig
føle mig fristet til at blande mig i mig uvedkommende Ting i
Haab om at udrette mere; men det er dog en saare partiel
Virksomhed, og det er egentlig kun i Troen man har
Forvisningen om, at man udretter Noget. Men da har jeg ved Siden
deraf mit Hjem. Jeg tænker i denne Henseende ofte paa de
skjønne Ord af Jesu Sirach, som jeg ogsaa vil bede Dig at
betænke: „Hvo, som haver faaet en Hustru, begynder at faae
Eiendom, for han haver faaet en Medhjælper med sig, og en
Støtte at hvile sig paa. Hvor der ikke er Gjærde, der
bortrives Godset, og hvor der ikke er en Hustru, der maa man
sukke, og gaae som den, der vanker hid og did. Thi hvo kan
troe en bevæbnet Røver, som farer fra een Stad til en anden?
saaledes er det med et Menneske, som ikke haver Rede, og
gjæster ind, hvor det aftnes.” Jeg har ikke giftet mig for at
have et Hjem, men jeg har et Hjem, og dette er en stor
Velsignelse. Jeg er ikke, det troer jeg ei Du vil vove at kalde
mig, en Nar af en Ægtemand, jeg er ikke min Kones Mand
i den Betydning, som en Dronning af Engeland har en Mand;
min Kone er ikke Trælqvinde i Abrahams Huus, som jeg jager
bort med Barnet, men hun er heller ei en Gudinde, jeg
omkredser i forliebte Entrechats. Jeg har et Hjem, og dette Hjem
er mig vel ikke Alt; men det veed jeg, at jeg har været Alt
for min Kone, deels fordi hun i al Ydmyghed har troet det,
deels fordi jeg veed med mig selv, at jeg har været og skal
være det, forsaavidt et Menneske kan være det for et andet.
Her kan jeg oplyse Dig om det Skjønne i, at et Menneske kan
være Alt for et andet, uden at nogensomhelst endelig eller enkelt
Ting erindrer derom. Jeg kan med desto større Dristighed tale
om dette Punkt, fordi hun visselig ikke kommer til at staae i
Skyggen. Hun har ikke trængt til mig; det var ikke en fattig
Pige, jeg ægtede, mod hvem jeg, som Verden med al mulig
Foragt for sig selv siger, gjorde en Velgjerning; det var ikke
en forskruet Fjante, som jeg af andre Grunde ægtede, og som
jeg nu ved min Viisdom bragte noget Godt ud af. Hun var
uafhængig og hvad mere er, saa nøisom, at hun ikke behøvede
at lade sig sælge; hun var sund, sundere end jeg, om end mere
heftig. Hendes Liv kunde naturligviis aldrig være saa bevæget
som mit, eller saa reflekteret; jeg kunde maaskee ved min
Erfaring frelse hende fra mangen Vildfarelse, men hendes Sundhed
gjorde det overflødigt. Hun skylder mig i Sandhed Intet, og
dog er jeg Alt for hende. Hun har ikke trængt til mig, men
derfor har jeg dog ikke været ligegyldig; jeg har vaaget over
hende og sover endnu som Nehemias bevæbnet, for at gjentage
et Udtryk, der ved en lignende Leilighed slap mig af Munden,
og for at vise Dig, at jeg ikke har glemt Din sarkastiske
Bemærkning, at det maatte være til stor
gêne
for min Kone.
Min unge Ven, Sligt bekymrer mig ikke, som Du og kan see
deraf, at jeg gjentager det, og det forsikkrer jeg, uden Vrede.
Saaledes har jeg været slet Intet og dog Alt for hende. Du
derimod har været Alt for en Mængde Mennesker, og i Grunden
har Du slet Intet været for dem. Og sæt ogsaa, at Du var
istand til i de temporære Berøringer, Du indgaaer med
Mennesker, at udstyre En og Anden med en saadan Skat af det
Interessante, at vække ham til saa megen Productivitet i sig
selv, at han havde nok for sit Liv, Noget der vel forøvrigt er
umuligt, sæt, han virkelig vandt ved Dig: Du selv, Du —
tabte; thi Du havde jo dog ingen Enkelt fundet, Du kunde
ønske at være Alt for, og om det end laae i Din Storhed, saa
er i Sandhed denne Storhed saa smertelig, at jeg vil bede
Gud befrie mig.
Det er denne Tanke, man først og fremmest maa knytte
til Forestillingen om et Hjem, at det er en Gjerning, for derved
at fjerne enhver usand og foragtelig Tanke om Magelighed.
Endogsaa i Mandens Nydelse bør der være et Gjerningsmoment,
om det end ikke yttrer sig i en enkelt udvortes haandgribelig
Gjerning. I denne Henseende kan Manden godt være virksom,
uagtet han ikke synes det, medens Qvindens huuslige
Virksomhed mere lader sig tilsyne.
Men dernæst knytter sig til Forestillingen om et Hjem en
saadan Concretion af Smaa-Omstændigheder, at det er saare
vanskeligt at sige Noget derom i Almindelighed. Hvert Huus
har i denne Henseende sin Eiendommelighed, og det maatte være
ret interessant at kjende en Mangfoldighed af saadanne.
Imidlertid gjælder det naturligviis om, at enhver saadan
Eiendommelighed er gjennemtrængt af en vis Aand, og for mit
Vedkommende afskyes alt det separatistiske Uvæsen i Familier, der strax
den første Gang lægger an paa at vise, hvor særegent Alt er
hos dem, der stundom gaaer saavidt, at Familien taler et eget
Sprog eller i saa gaadefulde Allusioner, at man ikke veed, hvad
man skal gjøre ud deraf. Sagen er, at Familien eier en saadan
Eiendommelighed, Kunsten, at den veed at gjemme den.
De, der gifte sig for at have et Hjem, raabe altid paa,
at der er Ingen, der venter paa dem, Ingen, der tager imod
dem o.s.v. Dette viser tilstrækkelig, at de egentlig kun have
et Hjem, idet de tillige tænke et Ude. Jeg behøver Gud skee
Lov ingenlunde at gaae ud, hverken for at huske eller for at
glemme, at jeg har et Hjem. Følelsen deraf har ofte grebet
mig allerbedst som jeg sidder. Jeg behøver heller ikke at gaae
ind i Dagligstuen eller i Spisestuen, for at forvisse mig derom.
Ofte kan denne Følelse gribe mig, naar jeg sidder ganske ene
paa mit Arbeids-Værelse. Den kan gribe mig, naar Døren
til mit Cabinet gaaer op, og jeg lidt efter seer et livsglad
Ansigt paa Ruden, og Gardinet atter trækkes for, og der bankes
ganske sagte paa, og derpaa et Hoved tigger saaledes ind ad
Døren, at man skulde troe, at dette Hoved ikke tilhørte noget
Legeme, og hun da i samme Nu staaer ved min Side, og
forsvinder igjen. Denne Følelse kan gribe mig, naar jeg langt
ud paa Natten sidder der ganske ene, som i gamle Dage paa
Collegiet; jeg kan da tænde mit Lys, liste mig ganske sagte ind
i hendes Sovekammer for at see, om hun virkelig sover. Nu
det forstaaer sig, denne Følelse griber mig ogsaa ofte, idet jeg
kommer hjem. Og naar jeg da har ringet paa; hun veed, at
det er ved det Klokkeslet, jeg pleier at komme (vi stakkels
Embedsmænd ere ogsaa i den Henseende generede, at vi ikke kunne
overraske vore Koner), hun kjender den Maade, paa hvilken jeg
pleier at ringe; naar jeg nu indenfor kan høre en Støien og
Larmen af Børnene og af hende, og hun selv stiller sig i Spidsen
for den lille Skare, selv saa barnlig, at hun synes at rivalisere
med Børnene i at juble — da føler jeg, at jeg har et Hjem. Og
naar jeg da seer alvorlig ud (Du taler saa meget om at være
Menneskekjender, hvo er dog Menneskekjender som en Qvinde!),
hvor forandret er da ikke dette næsten overgivne Barn; hun
bliver ikke fortvivlet, faaer ikke ondt, men der er en Kraft i
hende, der ikke er haard, men uendelig bøielig, som det Sværd,
der kunde bide Steen, og dog vikles om Livet. Eller naar hun
kan se, at jeg nok snarere er gnaven (Herre Gud, det hænder
ogsaa), hvor eftergivende kan hun da ikke være, og dog hvor
megen Overlegenhed ligger der ikke i denne Eftergiven.
Hvad jeg forøvrigt kunde have Lyst at sige Dig i denne
Anledning, det vil jeg helst knytte til et bestemt Udtryk, jeg
troer man med Rette kan bruge om Dig, et Udtryk Du ogsaa
selv ofte bruger: at Du er en Fremmed og Udlænding i Verden.
Yngre Mennesker, der ikke have Forestilling om, hvor dyrt man
kjøber Erfaring, men heller ingen Anelse om, hvilken uudsigelig
Rigdom den er, kunne let lade sig henrive i den samme Hvirvel,
de kunne maaskee føle sig paavirkede af Din Tale som af en
frisk Luftning, der lokket dem ud paa det uendelige Hav, Du
viser for dem; selv kan Du blive ungdommelig beruset, næsten
ikke til at styre ved Tanken om denne Uendelighed, der er Dit
Element, et Element, der ligesom Havet uforandret skjuler Alt
paa sin dybe Bund. Skulde Du, der allerede er en velbefaren
Mand paa dette Farvand, ikke vide at fortælle om Uheld og
Havsnød. Det forstaaer sig, den Ene veed i Almindelighed
ikke stort om den Anden paa dette Hav. Man udruster ikke
store Fartøiet, som man med Møie faaer stødt ud paa Dybet,
nei det er meget smaa Baade, Joller kun til een Person; man
benytter Øieblikket, man udspænder sit Seil, man stryger med
urolige Tankers uendelige Hurtighed, ene paa det uendelige Hav,
ene under den uendelige Himmel. Dette Liv er farefuldt, men
Forestillingen om at tabe det er man fortrolig med; thi det er
jo den egentlige Nydelse den at man forsvinder saaledes i det
Uendelige, at der kun bliver saa meget tilbage, at man nyder
denne Forsvinden. Søfarende fortælle, at man paa det store
Verdens-Ocean seer en Art Snekke, man kalder den flyvende
Hollænder. Den kan udbrede et lille Seil og nu med uendelig
Hast stryge hen over Havets Flade. Saaledes er det omtrent
med Din Seilads over Livets Hav. Ene i sin Kajak er man
sig selv nok, har intet videre med noget Menneske at gjøre uden
i det Øieblik, man selv ønsker. Ene i sin Kajak er man sig
selv nok — jeg kan ikke ret forstaae, hvorledes man dog kan
udfylde denne Tomhed; men som Duer det eneste Menneske,
jeg har kjendt, hos hvem der er noget Sandt deri, saa veed
jeg ogsaa, at Du, har en Person ombord, der kan hjælpe til
at udfylde Tiden. Du skulde derfor sige: ene i sin Baad, ene
med sin Sorg, ene med sin Fortvivlelse, som man er feig nok
til hellere at ville bevare end at man skulde underkaste sig
Helbredelsens Smerte. Lad nu mig fremdrage Skyggesiden af Dit
Liv, ikke som om jeg vilde gjøre Dig bange, jeg giver mig
ikke af med at være Bussemand, og Du er for kløgtig til at
lade Dig paavirke af Sligt. Men betænk dog det
Smertefulde, det Veemodige, det Ydmygende, der ligger i at være i
denne Forstand Fremmed og Udlænding i Verden. Jeg skal
ikke forstyrre det Indtryk, jeg mulig kan gjøre paa Dig, ved
at ophidse Dig ved Tanken om det forplumrede
Familie-Sammenhold, den Staldluft, Du afskyer; men tænk Dig
Familielivet i dets Skjønhed, grundet paa et dybt og inderligt
Samfund saaledes, at det Alt Forbindende dog er gaadefuldt skjult,
det ene Forhold sindrigt slynge: i det andet, saa at man kun
aner Sammenhænget, tænk Dig dette Familiens forborgne Liv
i sig selv omklædt med en saa skjøn, ydre Form, at man
intetsteds støder an paa det Haarde i Sammenføiningen, og tænk
Dig nu Dit Forhold dertil. En saadan Familie vilde netop
behage Dig, og Du vilde maaskee ofte glæde Dig ved at
komme i den; Du vilde ved Din Lethed snart være
ligesom fortrolig i den. Jeg siger „ligesom”; thi at Du ikke blev det,
og at Du, da Du altid vil blive en Fremmed og Udlænding,
ikke kan blive det, det er klart. Man vilde ansee Dig for en
velkommen Gjæst, man vilde maaskee være venlig nok til at
gjøre Dig Alt saa behageligt som muligt, man vilde være
forekommende imod Dig, ja man vilde behandle Dig som man
behandler et Barn, man holder af. Og Du, Du vilde være
uudtømmelig i Opmærksomhed, opfindsom for paa alle Maader
at glæde Familien. Ikke sandt, det var jo meget skjønt, og Du
kunde vel i et enkelt bizart Øieblik fristes til at sige, at Du
brød Dig ikke om at see Familien i Slaabrok, eller Frøkenen
i Slæber, eller Fruen uden Kappe, og dog ligger der for Dig
naar Du vil see nøiere til, en uhyre Ydmygelse i Familiens
rigtige Adfærd imod Dig; saaledes maatte enhver Familie bære
sig ad, og Du blev den Ydmygede. Eller troer Du da ikke,
at Familien gjemmer et ganske andet Liv for sig selv, der er
dens Helligdom, troer Du ikke, at enhver Familie endnu har
Huusguder, om den end ikke sætter dem i Forværelset. Og
skjuler der sig ikke i Din Yttring en saare forfinet Svaghed;
thi jeg troer virkelig ikke, at Du kunde taale at see Din Kone,
hvis Du nogensinde blev gift, i Negligée, med mindre denne
Dragt var en Pynt beregnet paa at behage Dig. Du mener
vel, at Du har gjort meget for Familien for at underholde den,
for at udbrede en vis æsthetisk Glands over den, men sæt
Familien agtede dette saare lidet i Sammenligning med det
indre Liv, den eier. Saaledes vil det gaae Dig i Forhold til
enhver Familie, og der ligger en Ydmygelse deri, hvor stolt
Du end er. Ingen deler Sorgen med Dig, Ingen fortroer sig
til Dig. Du mener vel, at det ofte er Tilfældet, Du har jo
beriget Dig selv med en Mangfoldighed af psychologiske
Iagttagelser; men dette er ofte en Skuffelse, thi Folk ville gjerne
tale med Dig for det Løse, og fjernt berøre eller lade ane en
Bekymring, fordi det Interessante, der derved i Dig kommer i
Bevægelse, dulmer Smerten, og i og for sig allerede har en
Behagelighed, som gjør, at man attraaer denne Medicin, ogsaa
uden at behøve den. Og naar da netop paa Grund af Din
isolerede Stilling (Du veed, Folk ville hellere communicere hos
en Tiggermunk end hos deres Skriftefader) En henvendte sig til
Dig, det fik dog aldrig den sande Betydning, hverken for Dig
eller for ham; for ham ikke, fordi han følte det Vilkaarlige,
der ligger i at betroe sig til Dig; for Dig ikke, fordi Du ikke
ganske kunde see bort fra det Tvetydige, hvorpaa Din
Competence beroede. Du er nu unegtelig en god Operateur, Du
forstaaer at trænge ind i Sorgens og Bekymringens hemmeligste
Indelukke, dog saaledes, at Du ikke glemmer Tilbageveien.
Vel, jeg antager, at det lykkedes Dig at helbrede Din Patient;
nogen sand og dyb Glæde havde Du ikke deraf, thi det Hele
bar dog Vilkaarlighedens Præg, og Du havde intet Ansvar.
Først Ansvaret giver Velsignelse og sand Glæde, og det om
man end ikke kan gjøre det halv saa godt som Du; det giver
Velsignelse ofte naar man slet Intet gjør. Men naar man
har et Hjem, da har man et Ansvar, og dette Ansvar giver
Sikkerhed i sig selv og Glæde. Netop fordi Du ikke vil have
Ansvaret, maa Du finde det ganske i sin Orden, hvad Du saa
ofte klager over, at Folk ere utaknemlige mod Dig. Imidlertid
er det da ogsaa sjeldnere, at Du saaledes giver Dig af med
at helbrede Folk, i Almindelighed gaaer, som jeg før har sagt
Dig, Din Hovedvirksomhed ud paa at tilintetgjøre Illusioner,
og leilighedsviis i at arbeide Andre ind i Illusioner. Naar
man seer Dig med een eller to Yngre, hvorledes Du ved et
Par Bevægelser allerede har hjulpet dem et godt Stykke ud
over alle de barnlige i mange Maader saa frelsende Illusioner,
hvorledes de nu blive lettere end Virkeligheden, hvorledes
Vingerne skyde sig frem, medens Du selv som en gammel erfaren
Fugl giver dem en Forestilling om, hvad et Vingeslag er,
hvormed man overflyver hele Tilværelsen; eller naar Du
foretager en lignende Øvelse med unge Piger, og studerer Forskjellen
i Flugt, at man i den mandlige Flugt hører Vingeslaget,
hvorimod den qvindelige er som en hendrømmende Roen — naar
man seer dette, hvo kan da blive vred paa Dig paa Grund af
den Kunst, hvorned det skeer, og hvo burde ikke blive vred paa
Dig for den Letsindighed, der ligger deri. Du kan rigtignok
sige om Dit Hjerte, som der staaer i den gamle Vise:
Mein Herz ist wie ein Taubenhaus,
Die Eine fliegt herein, die Andre fliegt heraus,
kun at man Dig betræffende ikke saa meget seer, at de flyve
ind, som man bestandig seer nye flyve ud. Men saa skjønt et
Billede et Dueslag end forresten er af et stille huusligt Hjem,
saa maa det i Sandhed ikke tages paa denne Maade. Og er
det ikke smertefuldt og veemodigt saaledes blot at lade Livet
gaae sig forbi, uden nogensinde at vinde Fasthed deri; er det
ikke veemodigt, min unge Ven, at Livet aldrig faaer Indhold
for Dig. Der ligger noget Veemodigt i den Følelse, at man
bliver ældre, men det er et langt dybere Veemod, der griber
En, naar man ikke kan blive det. Jeg føler netop i dette
Øieblik med hvor megen Ret jeg kalder Dig: min unge Ven.
En Afstand af syv Aar er just ingen Evighed,
Forstands-Modenhed vil jeg ikke rose mig af fremfor Dig, men vel af
Livs-Modenhed. Ja jeg føler, at jeg virkelig er bleven ældre;
men Du holder endnu bestandig fast ved Ungdommens første
Overraskelse. Og naar jeg stundom, om end sjeldnere, føler
mig træt i Verden, saa er det tillige forbunden med en stille
Opløftelse; jeg tænker da paa de skjønne Ord: Salige ere de,
som hvile fra deres Gjerninger. Jeg indbilder mig ikke, at
have havt en stor Gjerning i Livet, jeg har ikke vraget den,
der blev mig anviist, og om den end var ringe, saa har det jo
tillige været min Gjerning, at være glad ved den, skjøndt den
var ringe. Du hviler visselig ikke fra Din Gjerning, Hvile
er for Dig Forbandelse, kun i Uro kan Du leve. Hvile er
Din Modsætning, Hvile gjør Dig mere urolig. Du er som
en Hungrig, hvem Spisen blot gjør mere hungrig, en Tørstende,
hvem Drikken blot gjør mere tørstig.
Dog jeg vender tilbage til det Foregaaende, til de endelige
Hensigter, i hvilke Menneskene indgaae Ægteskaber. Jeg har
kun nævnet tre, fordi disse dog altid syntes at have Noget for
sig, fordi de dog altid reflekterede paa et eller andet enkelt Moment
i Ægteskabet, uagtet de i deres Eensidighed blive ligesaa
latterlige som uæsthetiske og irreligiøse. En Mangfoldighed af aldeles
usle endelige Hensyn vil jeg ikke nævne, fordi man end ikke
kan lee derad. Saaledes naar En gifter sig for Penges Skyld,
eller af Jalousi, eller for Udsigternes Skyld, fordi der er
Udsigter til, at hun snart skal døe — eller at hun skal leve længe,
men blive en velsignet Green der bærer megen Frugt, saa man
ved hende kan stryge en heel Række Onklers og Tanters
Efterladenskab i Lommen. Alt Sligt gider jeg ikke nævne.
Som Udbytte af denne Undersøgelse kan jeg her udhæve,
at det viste sig, at Ægteskabet, for at være æsthetisk og religiøst,
intet endeligt „Hvorfor” maatte have; men dette var netop det
Æsthetiske i den første Kjærlighed, og saaledes staaer her atter
Ægteskabet
au niveau
med den første Kjærlighed. Og dette
er det Æsthetiske i Ægteskabet, at det i sig skjuler en
Mangfoldighed af Hvorfor, som Livet aabenbarer i sin hele
Velsignelse.
Da imidlertid det, jeg for det Første har foresat mig at
vise, er Ægteskabets æsthetiske Gyldighed, og da det, hvorved
Ægteskabet adskilte sig fra den første Kjærlighed, var det Ethiske
og det Religiøse, men det Ethiske og Religiøse igjen, forsaavidt
det søger sit Udtryk i noget Enkelt, nærmest har det i Vielsen,
saa vil jeg, for ikke at synes at tage mig den Sag altfor let,
for ikke at gjøre mig skyldig i det Mindste, der kunde give mig
Skin af at fordølge det Schisma mellem den første Kjærlighed
og Ægteskabet, som Du og mange Andre, om end af
forskjellige Grunde, etablere, saa vil jeg dvæle ved denne. Du maa
her gjerne have Ret i, at naar en Mængde Mennesker ikke
opholde sig over dette Schisma, det da har sin Grund i, at
de mangle Energi og Dannelse til at tænke over det Ene saa
vel som over det Andet. Lad os imidlertid see lidt nærmere
paa Vielsen og dens Formular. Maaskee vil Du ogsaa i det
Følgende finde mig bevæbnet, og det kan jeg forsikkre Dig,
uden at det generer min Kone; thi hun seer gjerne, at jeg holder
saadanne Fribyttere som Dig og Dine Lige borte. Jeg er
desuden af den Mening, at ligesom den Christne altid bør
være istand til at gjøre Rede for sin Tro, saaledes bør en
Ægtemand ogsaa altid være istand til at kunne gjøre Rede for
Ægteskabet, ikke just til Enhver, der behager at forlange det,
men til Enhver, han finder værdig dertil, eller om end som
in casu
uværdig, dog finder for godt at gjøre det for. Og
da Du i den senere Tid, efterat have ødelagt en Mængde andre
Landskaber, er begyndt at hærge Ægteskabets Provinds, saa
føler jeg mig opfordret til at møde Dig.
At Du kjender Vielse-Formularen, ja at Du har studeret
den, det forudsætter jeg. Du er overhovedet altid vel rustet,
og begynder i Almindelighed aldrig at angribe en Ting, førend
Du veed ligesaa god Besked om den, som dens mest prøvede
Forsvarere. Det hænder Dig derfor undertiden, hvad Du selv
klager over, at Dine Angreb ere for gode, at de, der skulle
forsvare, ikke vide saa god Besked derom som Du, der angriber.
Vi faae nu at see.
Dog lad os, førend vi gaae til det Enkelte, see, om der
ikke i Vielsens Akt blot som Akt betragtet ligger noget
Forstyrrende. Vielsen er jo ikke Noget, de Elskende selv i et rigt
Øieblik finde paa, Noget, de, hvis de underveis skulde saae
andre Tanker, igjen uden videre kunne opgive. Det er altsaa
en Magt, der her træder os imøde. Men behøver da
Kjærligheden at anerkjende nogen anden Magt end sig selv? At
naar først Tvivl og Bekymring har lært et Menneske at bede,
at han da vilde tage til Takke med at bøie sig under en saadan
Magt, det vil Du maaskee indrømme, men den første Kjærlighed
trænger ikke dertil. Du maa her erindre, at vi have tænkt os
de Paagjældende Individer religiøst udviklede; jeg har derfor
ikke med at gjøre, hvorledes det Religiøse kan komme frem i
et Menneske, men hvorledes det kan bestaae med den første
Kjærlighed; og saa vist som det er, at ulykkelig Kjærlighed kan
gjøre et Menneske religiøst, saa vist er det ogsaa, at religiøse
Individer kunne elske. Det Religiøse er ikke saaledes
Menneskenaturen fremmed, at der først behøves et Brud for at vække
det. Men ere de Paagjældende Individer religiøse, saa er den
Magt, der i Vielsen træder dem imøde, ikke fremmed, og som
deres Kjærlighed forener dem i en høiere Eenhed, saa løfter det
Religiøse dem op i en endnu høiere.
Hvad gjør da Vielsen? Den giver først en Oversigt over
Slægtens Tilblivelse, og indfæster derved det nye Ægteskab i
Slægtens store Legeme. Den giver derved det Almindelige,
det reent Menneskelige, kalder dette frem i Bevidstheden. Dette
støder Dig, Du siger maaske: det er ubehageligt i det Øieblik,
man forener sig saa inderligt med et Menneske, at alt Andet
forsvinder for En, da at erindres om, es ist eine alte Geschichte,
Noget der er skeet og skeer og vil skee. Du vil netop glæde
Dig i det, der er det Eiendommelige i Din Kjærlighed, Du
vil lade Kjærlighedens hele Lidenskab blusse i Dig, og Du
ønsker ikke at forstyrres ved Tanken om, at Peer og Povel
gjør det Samme, „det er høist prosaisk at erindres om sin
numeriske Betydning: Anno 1750 Hr. N. N. og dydzirede Jfr.
N. N. Kl. 10, samme Dag Kl. 11 Hr. N. N., Jfr. N. N.”
Dette klinger nu høist forfærdeligt; imidlertid skjuler sig i Dit
Raisonnement en Reflexion, der har forstyrret den første
Kjærlighed. Kjærlighed er, som ovenfor bemærket, Eenhed af det
Almene og det Særegne, men i den Forstand, som Du at
ville nyde det Særlige, viser en Reflexion, der har sat det
Særlige udenfor det Almene. Jo mere det Almene og det Særegne
gjennemtrænge hinanden, desto skjønnere er Kjærligheden. Det
Store er hverken i umiddelbar eller i høiere Forstand det at
være det Særegne, men i det Særegne at eie det Almene.
Det kan derfor ikke blive den første Kjærlighed nogen forstyrrende
Indledning, at erindres om det Almene. Dertil kommer, at
Vielsen ogsaa gjør mere. For nemlig at vise tilbage paa det
Almene, fører den de Elskende hen til de første Forældre. Den
bliver altsaa ikke staaende ved det Almene
in abstracto
, men
viser dette udtrykt i Slægtens første Par. Dette er et Vink
om, hvorledes ethvert Ægteskab er. Ethvert Ægteskab er som
ethvert Menneskeliv paa eengang dette Enkelte og dog det Hele,
paa eengang Individ og Symbol. Den giver altsaa de Elskende
det skjønneste Billede af et Par Mennesker, der ikke ere
forstyrrede af Reflexion paa Andre; den siger til de Enkelte,
saaledes er ogsaa I et Par, det er den samme Begivenhed, der
her gjentager sig med Eder, I staae nu ogsaa her ene i den
uendelige Verden, ene for Guds Aasyn. Du seer altsaa, at
Vielsen ogsaa giver det, Du forlanger, men at den tillige
giver mere, at den giver paa eengang det Almene og det
Særegne.
„Men Vielsen forkynder, at Synden er kommen ind i
Verden, og det er dog vel disharmonisk i det Øieblik, man
føler sig renest, da at erindres saa stærkt om Synden. Dernæst
lærer den, at Synden kom ind i Verden ved Ægteskabet, og
dette synes lidet opmuntrende for de respektive Ægtefolk; det
forstaaer sig, Kirken kan vadske sine Hænder, hvis der kommer
noget Ulykkeligt ud deraf, thi den har ikke smigret med et
forfængeligt Haab.” At Kirken ikke smigrer med et forfængeligt
Haab, maa vel i og for sig ansees for et Gode. Videre:
Kirken siger, at Synden kom ind i Verden ved Ægteskabet, og
dog tillader den det; den siger, at Synden kom ind ved
Ægteskabet, men det kunde dog være et stort Spørgsmaal, om den
lærer, at det var formedelst Ægteskabet. I ethvert Tilfælde
forkynder den Synden blot som Menneskets almindelige Lod,
gjør ingen bestemt Anvendelse paa den Enkelte, og siger
allermindst: I ere nu ifærd med at begaae en Synd. Det er
vistnok en saare vanskelig Sag at udvikle, i hvilken Forstand
Synden kom ind ved Ægteskabet; det kunde synes, at Synd
og Sandselighed her bleve identificerede. Imidlertid kan det dog
ikke ganske forholde sig saaledes, da Kirken tillader Ægteskabet.
Ja, vil Du sige, det er først naar den har taget alt det Skjønne
bort fra den jordiske Kjærlighed. Ingenlunde, vilde jeg svare,
idetmindste findes der intet Ord derom i Vielsen.
Kirken forkynder dernæst Syndens Straf, at Qvinden skal
føde Børn med Smerte og være sin Mand underdanig. Men
den første af disse Følger er dog vel af den Natur, at den,
om Kirken end ikke forkyndte den, vilde forkynde sig selv. Ja,
svarer Du, men det Forstyrrende ligger i, at det udsiges, at
det er Syndens Følge. Du finder det æsthetisk skjønt, at et
Barn fødes med Smerte, det er en Agtelse for et Menneske,
en billedlig Betegnelse af hvad Betydning det dog har, at et
Menneske kommer til Verden, i Modsætning til Dyrene, der
paa jo lavere et Trin de staae, med desto større Lethed bringe
deres Unger til Verden. Jeg maa her atter indskærpe, at det
forkyndes som Menneskets almindelige Lod, og at det, at et
Barn fødes i Synd, er det dybeste Udtryk for dets høieste
Værdighed, at det netop er en Forklarelse af Menneskelivet, at
Alt det betræffende henføres under Bestemmelsen af Synd.
Dernæst hedder det, at Qvinden skal være Manden
underdanig. Du vil maaskee her sige: ja det er skjønt, og det har
altid tiltalt mig, at see en Qvinde, der i sin Mand elskede sin
Herre. Men det, at det skal være en Følge af Synden, det
oprører Dig, og Du føler Dig kaldet til at optræde som
Qvindens Ridder. Om Du gjør hende en Tjeneste dermed,
skal jeg lade uafgjort, men jeg troer, at Du ikke har fattet
Qvindens Væsen i dets hele Inderlighed, hvortil ogsaa hører,
at hun paa eengang er fuldkomnere og ufuldkomnere end Manden.
Vil man betegne det Reneste og det Fuldkomneste, da siger man
en Qvinde; vil man betegne det Svageste, det Skrøbeligste, da
siger man en Qvinde; vil man give en Forestilling om det
over Sandseligheden hævede Aandelige, da siger man en Qvinde;
vil man give en Forestilling om det Sandselige, da siger man
en Qvinde; naar man vil betegne Uskyld i hele sin opløftende
Storhed, saa siger man en Qvinde; naar man vil betegne den
deprimerede Følelse af Skyld, da siger man en Qvinde. I en
vis Forstand er derfor Qvinden fuldkomnere end Manden og
det udtrykker Skriften saaledes, at hun har mere Skyld. Naar
Du nu igjen erindrer, at Kirken kun forkynder Qvindens
almindelige menneskelige Lod, saa skjønner jeg ikke, at deraf kan
fremgaae noget for den første Kjærlighed Foruroligende, men vel
for den Reflexion, der ikke forstaaer at fastholde hende paa
denne Mulighed. Desuden gjør Kirken jo ikke Qvinden blot
til Slave, den siger: „og Gud sagde, jeg vil gjøre Adam
Selskab”, et Udtryk, der har ligesaa megen æsthetisk Varme som
Sandhed. Derfor lærer Kirken: „og Manden skal forlade
Fader og Moder og holde sast ved sin Hustru.” Man skulde
nærmest have ventet, at det skulde hedde: Qvinden skal forlade
Fader og Moder og holde fast ved sin Mand; thi Qvinden er
jo den svagere. I Skriftens Udtryk ligger en Anerkjendelse af
Qvindens Betydning, og ingen Ridder kunde være mere galant
imod hende.
Hvad endelig den Forbandelse angaaer, der blev Manden
til Deel, da synes jo rigtignok den Omstændighed, at han i sit
Ansigts Sved skal æde sit Brød, med et eneste Ord at jage
ham ud af den første Kjærligheds Hvedebrøds-Dage. At denne
Forbandelse ligesom al guddommelig Forbandelse, hvad man
oftere har erindret om, skjuler en Velsignelse i sig, beviser
forsaavidt Intet her, som det dog altid maa forbeholdes en senere
Tid at erfare det. Det, jeg derimod vil erindre om, er, at
den første Kjærlighed ikke er feig, at den ikke frygter Farer, og
at den derfor i denne Forbandelse vil see en Vanskelighed, som
ikke kan skrække den.
Hvad gjør altsaa Vielsen? „den standser de Elskende”,
ingenlunde; men den lader det, der allerede var i Bevægelse,
udvortes træde frem. Den gjør det Almeen-Menneskelige
gjældende, og i denne Forstand ogsaa Synden; men al den Angst
og Qval, der vil, at Synden ikke maa være kommen ind i
Verden, har sin Grund i en Reflexion, som den første
Kjærlighed ikke kjender. At ville have, at Synden ikke maa være
kommen ind i Verden, er at føre Menneskeheden tilbage paa
det Ufuldkomnere. Synden er indkommen, men idet Individerne
have ydmyget sig herunder, staae de høiere end de før stode.
Kirken henvender sig derpaa til den Enkelte og forelægger
ham nogle Spørgsmaal. Herved synes atter en Reflexion at
fremkaldes. „Hvortil slige Spørgsmaal, Kjærligheden har sin
Forvisning i sig selv.” Men Kirken spørger jo ikke for at
gjøre vaklende, men for at gjøre fast, og for at lade det, der
allerede er fast, udtale sig. Her møder nu den Vanskelighed,
at Kirken i sit Spørgsmaal slet ikke synes at tage Hensyn til
det Erotiske. Den spørger, har Du raadført Dig med Gud
og Din Samvittighed, dernæst med Venner og Bekjendte. Jeg
skal her ikke udhæve det saare Gavnlige i, at Kirken med dyb
Alvor spørger saaledes. Kirken er, for at bruge et Udtryk af
Dig, ikke en Kirsten-Giftekniv. Kan det da forstyrre de
Paagjældende? De have jo ved Tak henført deres Kjærlighed til
Gud, og saaledes raadført dem med ham; thi det er dog vel
og, om end indirekte, en Raadførelse med Gud, naar jeg takker
ham. Naar Kirken nu ikke spørger dem, om de elske hinanden,
saa er det ingenlunde fordi den vil tilintetgjøre den jordiske
Kjærlighed, men fordi den forudsætter den.
Kirken tager derpaa et Løfte. Vi saae i det Foregaaende,
hvorledes Kjærligheden ypperligt lader sig optage i en saadan
høiere Concentricitet. Forsættet gjør Individet frit, men jo
friere, som alt er udviklet, Individet er, desto æsthetisk skjønnere
er Ægteskabet.
Saaledes troer jeg, at det har viist sig, at forsaavidt
man søger det Æsthetiske i den første Kjærlighed i dens
præsentiske umiddelbare Uendelighed, Ægteskabet maa betragtes som
dennes Forklarelse og er endnu skjønnere end denne. Dette
troer jeg indlyser af det Foregaaende, og i det nærmest
Foregaaende have vi tillige seet, at al den Tale om Kirkens
Forkleinelse er greben ud af Luften og kun finder Sted for Den,
hvem det Religiøse har været til Forargelse.
Men forholder dette sig nu saaledes, saa gaaer det Øvrige
af sig selv. Spørgsmaalet bliver nemlig, lader denne
Kjærlighed sig realisere. Du vil maaskee, efterat have indrømmet
alt det Foregaaende, sige: nu bliver det ligesaa vanskeligt at
realisere Ægteskabet, som den første Kjærlighed. Hertil maa
jeg svare nei; thi i Ægteskabet ligger Bevægelses-Loven. Den
første Kjærlighed bliver et uvirkeligt An-sich, som aldrig faaer
indre Gehalt, fordi den blot bevæger sig i et udvortes Medium;
idet ethiske og religiøse Forsæt har den ægteskabelige Kjærlighed
Muligheden af indre Historie og adskiller sig fra den første
Kjærlighed som den historiske fra den uhistoriske. Denne er
stærk, stærkere end hele Verden, men i det Øieblik Tvivlen
falder ind i den, er den tilintetgjort, den er som en
Søvngænger, der med uendelig Sikkerhed kan gaae over de farligste
Steder, nævner man hans Navn, styrter han ned. Den
ægteskabelige Kjærlighed er bevæbnet; thi i Forsættet er
Opmærksomheden ikke blot rettet mod Omverdenen, men Villien
rettet mod sig selv, mod det Indvortes. Og nu vender jeg
Alt om og siger: det Æsthetiske ligger ikke i det Umiddelbare,
men i det Erhvervede; men Ægteskabet er netop den
Umiddelbarhed, der bar Middelbarheden i sig, den Uendelighed, der
har Endeligheden i sig, den Evighed, der har Timeligheden i
sig. Saaledes viser Ægteskabet sig i dobbelt Forstand som
Ideal, baade i antik og romantisk Betydning. Naar jeg siger,
at det Æsthetiske ligger i det Erhvervede, saa skal dermed
ingenlunde være sagt, at det ligger i den blotte Stræben som saadan.
Denne er nemlig negativ, men det blot Negative er aldrig
æsthetisk; naar det derimod er en Stræben, der har Indholdet
i sig, en Strid, der har Seieren i sig, saa har jeg i denne
Dobbelthed det Æsthetiske. Dette troer jeg at burde erindre
med Hensyn til den Fortvivlelsens Begeistring, med hvilken
man i vor Tid hører det Erhvervede anprise i Modsætning til
det Umiddelbare, som om det var det, det kom an paa, i Bund
og Grund at ødelægge Alt for at bygge op fra ny. Det har
virkelig ængstet mig, at høre den Jubel, hvormed yngre Mennesker,
ligesom Rædselsmændene i den franske Revolution, raabe:
de
omnibus dubitandum
. Maaskee er det en Borneerthed af mig.
Imidlertid troer jeg dog, at man maa skjelne mellem en
personlig og en videnskabelig Tvivl. Med den personlige Tvivl
er det altid en egen Sag, og en saadan Tilintetgjørelsens
Begeistring, som man ofte nok hører Tale om, fører i det Høieste
til, at en Mængde Mennesker vove sig ud, uden at have Kraft
til at tvivle, og gaae under eller komme ind i en Halvhed,
der ligeledes er den visse Undergang. Udvikler derimod
Tvivlens Brydning hos en Enkelt den Kraft, der igjen overvinder
Tvivlen, saa er et saadant Syn opløftende, idet det viser, hvad
et Menneske er ved sig selv, men det er egentlig ikke skjønt;
thi for at det skulde være det, udfordres, at det har
Umiddelbarheden i sig. En saadan i høiesie Grad gjennem Tvivl
tilveiebragt Udvikling stræber hen til, hvad man i Extremet
udtrykker saaledes: at gjøre et Menneske til et ganske andet.
Skjønheden ligger derimod i, at det Umiddelbare erhverves i
og med Tvivlen. Dette maa jeg udhæve i Modsætning til
den Abstraktion, i hvilken man har gjort Tvivlen gjældende,
den Forgudelse, man har drevet med den, den Dumdristighed,
hvormed man har styrtet sig ind i den, den blinde Tillid,
hvormed man har haabet en herlig Udgang af den. Dertil kommer,
at jo mere aandeligt det er, der skal vindes, desto mere kan
man anprise Tvivlen; men Kjærligheden tilhører bestandig en
Region, hvor der ikke saa meget kan være Tale om et Erhvervet,
som et Givet, og et Givet, som erhverves. Jeg veed
overhovedet ikke af hvad Art denne Tvivl skulde være. Skulde
det være den rette Disposition for en Ægtemand at have gjort
sørgelige Erfaringer, at have lært at tvivle, og skulde det være
det sande skjønne Ægteskab, der fremgik, naar han nu i Kraft
af denne Tvivl med en stor sædelig Alvor giftede sig, og som
Mand var tro og bestandig? Vi ville prise ham, men ikke
anprise hans Ægteskab uden som et Exempel paa, hvad et
Menneske kan formaae. Eller skulde han for at være Tvivler
tilgavns ogsaa tvivle om hendes Kjærlighed, om Muligheden
af at fastholde det Skjønne i dette Forhold, og dog have
Stoicisme nok til at ville det. Jeg veed det meget vel, I falske
Lærere ere meget villige til at anprise Sligt, netop for at
Eders falske Lærdom bedre kan finde Indgang; I rose det,
naar det tjener Eders Hensigt, og sige, see det er det sande
Ægteskab; men I vide meget vel, at denne Roes skjuler en
Dadel i sig, og at især Qvinden ingenlunde er tjent dermed,
og saaledes gjøre I Alt for at friste hende. Derfor adskille I,
efter den gamle Regel:
divide et impera
. Den første
Kjærlighed lovprise I. Den bliver, naar I maae raade, et Moment,
der ligger udenfor Tiden, et hemmelighedsfuldt Noget, man kan
lyve Alt om. Ægteskabet kan ikke saaledes skjule sig, det bruger
Aar og Dage til at udfoldes, hvor let da Leilighed nok til at
rive ned eller til at opbygge med saadanne forræderske
Betragtninger, at der skal en fortvivlet Resignation til at holde
det ud.
Dette staaer altsaa fast mellem os: som Moment betragtet
er den ægteskabelige Kjærlighed ikke blot ligesaa skjøn som den
første, men endnu skjønnere, fordi den i sin Umiddelbarhed
indeholder en Eenhed i flere Modsætninger. Det er da ikke saa:
Ægteskabet er en høist respektabel men kjedelig moralsk Person,
Elskoven Poesi; nei Ægteskabet er ret egentlig det Poetiske.
Og naar Verden saa ofte med Smerte har seet, at en første
Kjærlighed ikke lod sig gjennemføre, saa vil jeg gjerne sørge
med, men tillige erindre om, at Feilen ikke saa meget laae i
det Senere, som i at man ikke begyndte rigtigt. Den første
Kjærlighed mangler nemlig det andet æsthetiske Ideal, det
Romantiske. Den har ikke Bevægelses-Loven i sig. Dersom jeg tog
Troen i det personlige Liv ligesaa umiddelbar, saa vilde til
den første Kjærlighed svare en Tro, som i Kraft af Forjættelsen
troede sig istand til at flytte Bjerge, og som nu vilde drage
om og gjøre Undergjerninger. Maaskee vilde det lykkes den,
men denne Tro havde ingen Historie, thi Ramsen paa alle dens
Undergjerninger er ikke dens Historie; derimod er Troens
Tilegnelse i det personlige Liv Troens Historie. Denne Bevægelse
har den ægteskabelige Kjærlighed, thi i Forsættet er Bevægelsen
vendt ind efter. I det Religiøse lader den ligesom Gud sørge
for hele Verden, i Forsættet vil den i Forening med Gud stride
for sig selv, erhverve sig selv i Taalmodighed. I Syndens
Bevidsthed er der optaget en Forestilling om den menneskelige
Skrøbelighed, men i Forsættet er den seet overvundet. Dette
kan jeg ikke noksom indskærpe med Hensyn til den ægteskabelige
Kjærlighed. Den første Kjærlighed har jeg visselig ladet
vederfares al Ret, og jeg troer, jeg er en bedre Lovpriser af den
end Du, men dens Feil ligger i dens abstrakte Charakteer.
Den ægteskabelige Kjærlighed rummer derfor noget Mere i
sig, som Du ogsaa kan see deraf, at den er i Stand til at
opgive sig selv. Sæt, den første Kjærlighed ikke lod sig
realisere, saa vilde, hvis det i Sandhed var en ægteskabelig
Kjærlighed, Individerne være i Stand til at opgive den, og dog
eie dens Sødme, om end i en anden Forstand. Dette kan den
første Kjærlighed aldrig. Men heraf følger ingenlunde, at det
var en Tvivl, der gav den ægteskabelige Kjærlighed sin
Resignation, som om det var en Forkleinelse af den første Kjærlighed.
Var det det, saa var det jo ingen Resignation, og dog veed
maaskee Ingen bedre, hvor sød den er, end Den der resignerer
paa den, og dog har Kraften dertil; men denne Kraft er atter
ligesaa stor, naar det gjælder om at fastholde Kjærligheden, at
realisere den i Livet. Det er den samme Kraft, der hører til
at opgive som til at fastholde, og den sande Fastholden er den
Kraft, der var istand til at opgive, yttrende sig i at fastholde,
og først heri ligger den sande Frihed i at fastholde, den sande
siikre Svæven.
Den ægteskabelige Kjærlighed viser sig som historisk derved,
at den er en Assimilationsproces, den forsøger sig i det, der
opleves, og fører det Oplevede tilbage til sig; den er altsaa
ikke et uinteresseret Vidne til hvad der skeer, men er væsentlig
deeltagende, kort den oplever sin egen Udvikling. Den
romantiske Kjærlighed henfører vel ogsaa det Oplevede til sig, saaledes
naar Ridderen sender de i Slaget erobrede Faner &c. &c. til den
Elskede; men om end den romantiske Kjærlighed kunde tænke en
nok saa lang Tid medgaaet til alle slige Erobringer, saa kunde
det dog aldrig falde den ind, at Kjærligheden skulde have havt
Historie. Den prosaiske Betragtning gaaer til det modsatte
Extrem, den kan godt begribe, at Kjærligheden faaer Historie,
i Almindelighed bliver det en kort Historie, og denne Historie
saa tarvelig og pedester, at Kjærligheden snart kan faae Fødder
at gaae paa. Den experimenterende Kjærlighed faaer vel ogsaa
en Art af Historie, men er dog, ligesom den er uden sand
Aprioritet, ogsaa uden Continueerlighed, og ligger blot i det
experimenterende Individs Vilkaarlighed, der paa eengang er sin
egen Verden og selv Skjæbnen i denne. Den experimenterende
Kjærlighed er derfor meget tilbøielig til at erkyndige sig om
Kjærlighedens Tilstand, og har da en dobbelt Glæde, deels
naar Udfaldet svarer til Beregningen, deels naar det viser sig,
at der kom noget ganske Andet ud deraf; naar dette skeer, da
er den ogsaa tilfreds, idet den finder en Opgave for sine
utrættelige Combinationer. Den ægteskabelige Kjærlighed
derimod har Aprioritet i sig, men tillige Bestandighed i sig selv,
og Kraften i denne Bestandighed er den samme som Loven for
Bevægelsen, det er Forsættet. I Forsættet er der sat et Andet,
men dette tillige sat som det, der er overvundet; i Forsættet er
det Andet sat som et indvortes Andet, idet selv det Udvortes
sees i dets Reflex i det Indvortes. Det Historiske ligger i, at
dette Andet kommer frem, faaer sin Gyldighed, men netop i
sin Gyldighed sees som det, der ikke skal have Gyldighed, saa
at Kjærligheden prøvet og luttret udgaaet af denne Bevægelse,
og assimilerer sig det Oplevede. Hvorledes dette Andet kommer
frem, staaer ikke i Individets Magt, der ikke forholder sig
experimenterende; men Kjærligheden har dog tillige i sin
Aprioritet seiret over det Altsammen uden at kjende det. Der staaer
vistnok etsteds i det nye Testament: al Gave er god naar den
modtages med Taknemlighed. De fleste Mennesker ville gjerne
være taknemlige, naar de modtage en god Gave, men de fordre
da tillige, at man skal overlade det til dem at afgjøre, hvilken
der er god. Dette viser det Indskrænkede hos dem; derimod
er hiin anden Taknemlighed i Sandhed seierrig og apriorisk,
da den indeholder i sig en evig Sundhed, som end ikke en ond
Gave kan forstyrre, ikke derved, at man veed at holde denne
borte, men ved den Dristighed, det høie personlige Mod, der
vover at takke for den. Saaledes er det ogsaa med
Kjærligheden. Her nu at reflektere paa alle de Jerimiader, som Du
ugelspilagtigt nok altid er ved Haanden med til Opbyggelse for
bekymrede Ægtemænd, det kunde ikke falde mig ind; og jeg
haaber, at Du denne Gang vil betvinge Dig selv, da Du har
med en Ægtemand at gjøre, der slet ikke kan friste Dig til at
have Morskab af at gjøre ham endnu mere forvirret.
Men idet jeg saaledes forfølger Kjærligheden fra dens
kryptogamiske Forborgenhed til dens phanerogame Liv, støder
jeg underveis paa en Vanskelighed, som Du visselig vil sige
har ikke lidet at betyde. Posito jeg sætter, at det lykkedes mig
at overbevise Dig om, at det Religiøse og Ethiske, der i den
ægteskabelige Kjærlighed træder til den første Kjærlighed,
ingenlunde forkleinede denne, at Du i Dit inderste Væsen ret dybt
overbeviste Dig derom, og nu ingenlunde forsmaaede et religiøst
Udgangspunkt. Du vilde da ene med hende, Du elskede,
ydmyge Dig og Din Kjærlighed under Gud; Du er virkelig
greben og bevæget, pas nu paa, nu nævner jeg et Ord:
Menigheden, og strax, som der staaer i Visen, forsvinder Alt igjen.
At komme ud over Inderlighedens Bestemmelse, det troer jeg
aldrig vil lykkes Dig. „Menigheden, den velsignede Menighed,
der tiltrods for sin Mangfoldighed dog er en moralsk Person;
ja havde den endda, som den har alle en moralsk Persons
kjedsommelige Egenskaber, tillige den gode, at den kun var eet
Hoved paa een Hals… jeg veed vel, hvad jeg skulde gjøre.”
Du veed nok, der var en gal Mand, hvis fixe Ide var, at
Værelset, hvori han levede, var opfyldt af Fluer, saa han stod
Fare for at qvæles af dem. I Fortvivlelsens Angst og med
Fortvivlelsens Raseri kæmpede han for sin Existents. Saaledes
synes Du ogsaa at kæmpe for Dit Liv mod en lignende
indbildt Sværm af Fluer, mod hvad Du kalder „Menigheden.”
Sagen er imidlertid ikke saa farlig; men jeg vil først
gjennemgaae de vigtigste Berøringspunkter med Menigheden. Forinden
vil jeg blot erindre om, at den første Kjærlighed slet ikke tør
regne sig til Fordeel, at den ikke kjender slige Vanskeligheder;
thi det kommer af, at den bliver fastholdt abstrakt, og slet ikke
kommer i Berøring med Virkeligheden. Du vil meget godt
vide at gjøre Forskjel mellem de abstrakte Forhold til en
Omverden, hvis Abstraktion hæver Forholdet. At man skal betale
Præst og Degn og en juridisk Embedsmand, det kan Du endda
finde Dig i, thi Penge er et ypperligt Middel til at fjerne
ethvert Forhold; hvorfor Du ogsaa indviede mig i Din Plan,
aldrig at gjøre Noget, og aldrig at modtage Noget, end ikke
det Mindste, uden at give eller modtage Penge. Ja, naar
man seer sig om, hvis Du engang bliver gift, saa er Du istand
til at udbetale Enhver, der kommer for at bevidne sin Glæde
over dette Skridt, en Douceur. I saa Fald maa Du ikke
forundre Dig over, at Menigheden tiltager i Antal, eller om det
i Virkeligheden skulde hænde Dig, hvad Manden med Fluerne
frygtede for. Det, Du da frygter for, ere de personlige
Forhold, der ved Forespørgsel, Gratulationer, Bekomplimenteringer,
ja vel endog ved Foræringer gjør Pretention paa at træde i et
for Penge incommensurabelt Forhold til Dig, søge at lægge
al mulig Deeltagelse for Dagen, skjøndt Du netop ved denne
Leilighed helst ønskede at være uden al Deeltagelse baade for
Dit og Din Elskedes Vedkommende. „En Mængde
Latterligheder kan man dog ved Hjælp af Penge blive fri for. Med
Penge kan man stoppe Munden paa den Kirkens Trompeter,
der ellers skulde blæse Herredagene ind for En, ved Penge kan
man blive fri for at blive proklameret til Ægtemand, til en
retskaffen Ægtemand for den hele Menighed, og det uagtet man
in casu
vil indskrænke sig til at være det for eet Menneske.”
Det er ikke min Opfindelse, denne Skildring, det er Din. Kan
Du huske, hvorledes Du rasede engang i Anledning af et
Kirkebryllup; Du vilde, at ligesom ved Ordinationer den
tilstedeværende Clerus træder til for at lægge Haanden paa Ordinanden,
saaledes skulde det hele tilstedeværende ømt deeltagende
Brodersamfund kysse Bruden og Brudgommen med et Menigheds-Kys;
ja Du erklærede, at det var Dig umuligt at nævne det Ord:
Brud og Brudgom, uden at tænke paa det betydningsfulde
Øieblik, da en kjærlig Fader eller en mangeaarig Ven reiser
sig med sit Glas, for med dyb Rørelse at fremsige disse skjønne
Ord: Brud og Brudgom. Som Du nemlig fandt hele den
kirkelige Ceremoni ypperlig beregnet paa at qvæle det Erotiske,
saa var den derpaa følgende Verdslighed i samme Grad
uanstændig, som den kirkelige Høitidelighed var altfor anstændig; „thi
uanstændigt, latterligt, smagløst var det dog at anbringe en
saadan
quasi
Mand og Kone ved et Spisebord, og derved
henlede en eensidig og usand og uskjøn Reflexion paa, om det
er Kirkens Decret, der gjør dem til Ægtefolk.” Du synes
altsaa at holde paa et stille Bryllup. Det skal jeg Intet have
imod, men blot oplyse Dig om, at Du ligesaa fuldt her bliver
erklæret for at være en ret Ægtemand. Maaskee kan Du
bedre taale det Ord, naar ingen Anden hører derpaa.
Forøvrigt maa jeg erindre Dig om, at der ikke staaer: for den
ganske Menighed, men: for Gud og denne Menighed, et
Udtryk, der hverken forstyrrer ved sin Begrændsning eller mangler
Dristighed.
Hvad Du forøvrigt har at sige i denne Henseende, det kan
jeg bedre tilgive, om det end skeer med vanlig Ubændighed,
fordi Du dog kun angriber de sociale Forhold. Angaaende
disse mener jeg nu, at Enhver kan have sin Mening, og om
jeg end er langtfra at billige Din „Sprödigkeit”, saa skal jeg
dog være saa tolerant som mulig. Deri ville vi formodentlig
altid blive uenige. Jeg anseer det for det Store, at leve i
dem, og bringe noget Skjønnere ud af dem, hvis man er istand
dertil, at underordne og finde sig i dem, naar man ikke
formaaer hiint. Jeg seer slet ingen Fare for Ens Kjærlighed
forbunden med at lade lyse fra Prædikestolen; heller ikke troer
jeg, at en slig Tillysning er skadelig for Tilhørerne, hvilket
Din overspændte Strenghed engang udfandt, da Du paastod,
at Tillysningen burde afskaffes, fordi saa mange Mennesker,
især Fruentimmer, blot gik i Kirke for at høre derpaa, saa at
Prædikenens Indtryk blev tilintetgjort. Der ligger noget Usandt
til Grund for Din Ængstelighed, som om alle slige Smaating
skulde kunne forstyrre en sund og stærk Kjærlighed. Det er
ingenlunde min Hensigt at tage alt det Uvæsen, der i denne
Henseende gaaer i Svang, i Forsvar. Naar jeg holder fast
paa Menigheden, saa identificerer jeg ikke denne med et
„høistæret Publikum”, der, for at erindre om en Yttring af Goethe:
„er uforskammet nok til at troe, at Alt, hvad man foretager
sig, gjør man for at give det Stof til Samtale.” En anden
Betragtning, hvoraf jeg ogsaa kan forklare mig Din store Angst
for alt Medvideri og alle Ophævelser, er, at Du frygter for
at gaae Glip af det erotiske Øieblik. Du forstaaer at holde
Din Sjæl saa apathisk og stille, som en Rovfugl staaer stille
før den slaaer ned; Du veed, at Øieblikket ikke staaer i Ens
Magt, og at det Skjønneste dog ligger i Øieblikket; Du
forstaaer derfor at passe paa, ønsker ikke at anticipere Noget ved
den Uro, hvori Du venter Øieblikket. Men naar nu en saadan
Begivenhed bliver henlagt til en bestemt Tid, som man veed
længe iforveien, naar man ved Forberedelser idelig erindres om
den, saa løber man Fare for „at gaae Glip af Pointet.”
Man seer deraf, at Du ikke har fattet den ægteskabelige
Kjærligheds Væsen, og at Du nærer en kjættersk Overtro paa
det Første.
Og lad os nu overveie, om det da virkelig er saa farlig
en Sag med Menigheden, naar den, vel at mærke, ikke faaer
Lov at antage en saa forskrækkende Skikkelse, som den i Din
syge Hjerne øieblikkelig gjør. Dit Liv har dog vel bragt Dig
ikke blot i Berøring, nei i inderlig Forbindelse med nogle
enkelte Mennesker, hvis Erindring ikke ængster Dig, ikke
forstyrrer det Ideale hos Dig, hvis Navn Du nævner høit for
Dig selv, naar Du vil opmuntre Dig til det Gode, hvis
Nærværelse udvider Din Sjæl, hvis Personlighed er Dig en
Aabenbarelse af det Ædle og Ophøiede? Skulde det nu forstyrre
Dig at have saadanne Medvidere? Det er næsten som om
et Menneske vilde sige i religiøs Henseende: jeg ønsker af mit
inderste Hjerte at vedligeholde mit Samfund med Gud og
Christus, men jeg kan ikke taale, at han vil bekjende mig for
alle de hellige Engle. Paa den anden Side har Dit Liv, Dine
ydre Livsforhold vel bragt Dig i Forbindelse med Andre, hvem
Glæder og skjønne betydningsfulde Afbrydelser i det daglige Livs
eensformige Gang kun sparsomt bleve tilmaalte. Tæller ikke
enhver Familie flere Saadanne i sit Bekjendtskab, maaskee endog
i sin Midte, og er det ikke det Skjønne, at disse i deres
Eensomhed næsten forladte Mennesker finde et Tilhold i Familien.
For dem vilde da et Ægteskab blive en Begivenhed af
Betydning, lidt af den poetiske Islæt i Hverdagslivet, Noget de længe
iforveien kunne glæde sig til, længe bagefter mindes. I en
Familie, hvor jeg kommer, seer jeg oftere en gammel Jomfru,
som er samtidig med Konen i Huset. Hun mindes endnu saa
levende Bryllupsdagen, ak, maaskee mere levende end Fruen selv;
hvorledes Bruden var pyntet, enhver lille Biomstændighed.
Vilde Du nu berøve alle saadanne Mennesker den Leilighed til
at glæde sig, som Du kunde forskaffe dem? Lad os omgaaes
de Skrøbelige i Kjærlighed. Der er saa mangt et Ægteskab,
der blev indgaaet saa hemmelighedsfuldt som muligt for ret at
nyde Glæden, og Tiden bragte maaskee Andet med sig, saa
Lidet, at man kunde fristes til at sige: ja havde det endda havt
den Betydning, at glæde en Mængde Mennesker, saa havde det
dog været Noget. Jeg hader alle Familie-Næsviisheder, det
veed Du, ligesaa meget som Du, men jeg forstaaer deels at
holde dem fra Livet, deels at sætte mig ud derover; og Du
med Din Bitterhed, Din Polemik, Dit Skyts, skulde Du ikke
forstaae at gjøre ryddeligt? Det gjør Du vel ogsaa, men det
forstyrrer Dig ikke destomindre. Jeg vil ikke foreskrive Dig
Grændser, kast bort hvad der forstyrrer Dig, men glem ikke
ganske mit Princip, glem ikke, om det er Dig muligt, at
realisere det endnu skjønnere, husk, at Kunsten er, hvis det lader sig
gjøre, at frelse saadanne Mennesker, ikke at forsvare sig selv.
Jeg kunde indskærpe Dig det som en Klogskabsregel, thi Du
veed meget godt, at jo mere man isolerer sig, desto mere næsten
paatrængende gjør man alle disse uvirksomme snakkelystne
Mennesker, Du der saa ofte har drevet Dit Spil med dem ved at
gjøre dem nysgjerrige og derpaa at lade det Hele opløse sig i
Intet; jeg kunde indskærpe det som en Klogskabsregel, men det
vil jeg ikke, thi jeg har for megen Agtelse for Sandheden af
hvad jeg siger, til at ville nedværdige den.
Enhver Tilblivelse, netop jo sundere den er, har altid
noget Polemisk ved sig, og saaledes har enhver ægteskabelig
Forbindelse det ogsaa, og Du veed meget vel, at jeg hader
den Familie-Slaphed, den fade
communio bonorum
, som kan
give et Ægteskab Udseende af, at man giftede sig med hele
Familien. Er den ægteskabelige Kjærlighed en sand første
Kjærlighed, saa har den ogsaa noget Forborgent ved sig; den ønsker
ikke at stille sig til Skue, sætter ikke sit Liv i at trække paa
Vagt i Familierne, drager ikke sin Næring af Gratulationer og
Bekomplimenteringer eller af en Gudsdyrkelse, som den lader
sig arrangere i Familien. Det veed Du meget vel, lad kun
Din Vittighed spille med alt Sligt. I mange Maader kan jeg
godt være enig med Dig, og jeg troer, at det ikke vilde være
til Skade for Dig og den gode Sag, om Du stundom lod
mig som den erfarne kjærlige Forstmand udvise de raadne Træer
til Hugst, men da ogsaa paa andre Steder sætte et Kors.
Jeg tager nu ingenlunde i Betænkning at erklære
Hemmelighedsfuldhed for den absolute Betingelse for at bevare det
Æsthetiske i Ægteskabet, ikke i den Forstand, at man skulde lægge an
derpaa, jage derefter, tage det forfængeligt, sætte den egentlige
Nydelse blot i Nydelsen af Hemmelighedsfuldheden. Det er en
af den første Kjærligheds Yndlings-Ideer, at den vil flygte hen
til en ubeboet Ø. Det er nu ofte gjort latterligt nok, jeg skal
ikke deeltage i vor Tids billedstormende Vildhed. Feilen ligger
deri, at den første Kjærlighed troer, at den ikke lader sig
realisere paa anden Maade end ved at flygte. Dette er en
Misforstand, der har sin Grund i dens uhistoriske Charakteer. Kunsten
er at blive i Mangfoldigheden og dog bevare Hemmeligheden.
Jeg kunde atter her udhæve det som en Klogskabsregel, at først
ved at blive blandt Folk faaer Hemmelighedsfuldheden sin sande
Energi, først ved denne Modstand borer dens Spidse sig dybere
og dybere ind. Det vil jeg ikke af samme Grund som for, og
tillige fordi jeg altid anerkjender et Forhold til andre Mennesker
som Noget der har Realitet. Men derfor hører der Kunst
dertil, og den ægteskabelige Kjærlighed flyer ikke disse
Vanskeligheder, men bevarer og erhverver sig i dem. Desuden har
det ægteskabelige Liv saa meget Andet at tænke paa, at det ikke
faaer Tid at løbe sig fast i Polemik mod det Enkelte.
Denne Hovedbetingelse lyder ind efter saaledes:
Aabenhjertighed, Oprigtighed, Offentlighed efter den størst tænkelig
Maalestok; thi dette er Kjærlighedens Livs-Princip, og
Hemmelighedsfuldhed her dens Død. Dette er imidlertid ikke saa let
gjort som sagt, og der hører i Sandhed Mod til at
gjennemføre det conseqvent; thi Du indseer vel, at jeg herved tænker
paa noget Mere end den pjattede Gabmundethed, der grasserer
i de vidtløftige Familie-Ægteskaber. Der kan naturligviis kun
være Tale om Offentlighed, hvor der kan være Tale om
Hemmelighedsfuldhed; men i samme Grad som der kan være Tale om
denne, i samme Grad bliver ogsaa hiin vanskeligere. Der hører
Mod til at ville vise sig som man i Sandhed er, der hører
Mod til ikke at ville frikjøbe sig fra en lille Ydmygelse, naar
man kan det ved en vis Hemmelighedsfuldhed; til ikke at ville
tilkjøbe sig en lille Tilvæxt til sin Størrelse, naar man kan det
ved at være indesluttet. Der hører Mod til at ville være sand,
ganske ærligt og oprigtigt at ville det Sande.
Dog lad os begynde med det mindre Betydelige. Det
var i Anledning af et Par nygifte Folk, der saae sig nødsagede
til „at begrændse deres Kjærlighed indenfor tre smaa Værelsers
snevre Grændser”, at Du foretog en lille Udflugt i Phantasiens
Rige, der da ligger Dit daglige Opholdssted saa nær, at man
kan tvivle, om man skal kalde det en Udflugt. Du hengav Dig
nu til paa det Omhyggeligste og Smagfuldeste at decorere en
Fremtid, saaledes som Du kunde ønske Dig den. Du veed,
jeg deeltager ikke uvilligt i et saadant lille Experiment, og er,
Gud skee Lov, endnu Barn nok til, naar en fyrstelig Vogn
med fire fnysende Heste farer mig forbi, at kunde indbilde mig,
at jeg sad inden i den; uskyldig nok til, naar jeg overbeviser
mig om, at dette ikke er Tilfældet, at kunne glæde mig over,
at en Anden gjør det; ufordærvet nok til ikke at ville, at det
skal være Maximum, at holde een Hest, der baade er Kjøre-
og Ride-Hest, fordi mine Omstændigheder kun tillade mig dette.
Du var da i Tanken gift, lykkelig gift, havde frelst Din
Kjærlighed ukrænket ud af alle Gjenvordigheder, og overveiede nu,
hvorledes Du vilde indrette Alt i Dit Hjem, for at Din
Kjærlighed saa længe som muligt kunne bevare sin Duft. Til den
Ende behøvede Du mere end tre Værelser. Deri gav jeg Dig
Ret, da Du som Ugift bruger fem. Det vilde være Dig
ubehageligt, om Du skulde nødsages til at overlade Din Kone eet
af Dine Værelser; Du vilde i den Henseende foretrække at
overlade hende de fire og selv boe i det femte, end at have et
i Fællesskab. Efter at have overveiet disse Besværligheder
vedblev Du: jeg gaaer altsaa ud fra de omtalte tre Værelser,
ikke i philosophisk Forstand, thi jeg agter ikke at vende tilbage
til dem igjen, men tværtimod at gaae saa langt fra dem som
muligt. Ja, Du havde en saadan Afsky for tre smaa Værelser,
at Du, naar Du ikke kunde have flere, vilde foretrække som
Landstrygeren at leve under aaben Himmel, hvilket da til
syvende og sidst var saa poetisk, at der skulde en temmelig
Svite af Værelser til for at erstatte det. Jeg søgte, ved at
paaminde Dig om, at dette var et af den uhistoriske første
Kjærligheds sædvanlige Kjætterier, at kalde Dig til Orden, og
var nu ret glad ved med Dig at gjennemløbe de mange store
kølige, høithvælvede Sale i Dit Luftcastel, de hemmelige
halvdunkle Cabinetter, de af en Mangfoldighed af Lys og Lysekroner
og Speile endog i den fjerneste Afkrog oplyste Spise-Værelser,
den lille Sal med Fløidørene aabne ud til Altanen, hvor
Morgen-Solen faldt ind og en Vellugt af Blomster, der kun
aandede for Dig og Din Kjærlighed, strømmede os imøde.
Jeg vil nu ikke videre forfølge Dine dristige Skridt, naar Du
som en Gemse-Jæger springer fra een Spidse til en anden.
Kun det Princip, som laae til Grund for Dit Arrangement,
skal jeg lidt nærmere drøfte. Dit Princip var aabenbart
Hemmelighedsfuldhed, Mystifikation, forfinet Coquetteri; ikke
blot Væggene i Dine Sale skulde være indfattede i Glas, men
selv Din Bevidstheds Verden skulde mangfoldiggjøres ved
lignende Reflexions-Brydninger, ikke blot overalt i Værelset, men
ogsaa i Bevidstheden vilde Du overalt møde hende og Dig, og
Dig og hende. „Men for at det skal lade sig gjøre, er al
Verdens Rigdom ikke tilstrækkelig, der hører Aand hertil, et
klogt Maadehold, hvormed der disponeres over Aandens Kræfter.
Man maa derfor være hinanden saa fremmede, at
Fortroligheden bliver interessant, saa fortrolige, at det Fremmede bliver
en pirrende Modstand. Det ægteskabelige Liv maa ikke være
en Slaabrok, man gjør sig magelig i, men heller ei et Snørliv,
der generer Bevægelserne; det maa ikke være et Arbeide, der
kræver anstrengende Forberedelse, men heller ikke en dissolut
Magelighed; det maa bære Præget af det Tilfældige og dog
maa man fjernt ane en Kunst; man skal just ikke stirre sig
blind paa ved Dag og Nat at prikke paa et Tæppe, der kan
skjule Gulvet i den store Sal, men derimod maa gjerne den
ubetydeligste Opmærksomhed have et lille hemmelighedsfuldt
Mærke i Kanten; man skal just ikke lade sit Navnetræk, hver
Dag man spiser sammen, sætte paa Kagen, og dog kan der
gjerne være en lille telegraphisk Hentydning. Det gjælder om
at holde det Punkt, da man aner Bevægelsens Kredsløb, det
Punkt, da Gjentagelsen begynder, saa fjernt som muligt; og
da det dog ikke ganske kan holdes borte, gjælder det at have
indrettet sig saaledes, at en Variation bliver mulig. Man har
kun et vist Indbegreb af Texter; vil man prædike sig op den
første Søndag, saa har man ikke blot ikke Noget til hele det
følgende Aar, men end ikke Noget til den første Søndag i næste
Aar. Saa længe som muligt bør man blive hinanden til en
vis Grad gaadefuld, og forsaavidt man successivt aabenbarer
sig, maa dette skee med saamegen Benyttelse af de tilfældige
Omstændigheder som muligt, saa at det bliver saa relativt, at
det kan sees igjen fra mange andre Sider. Man maa vogte
sig for enhver Overmæthed og Eftersmag.” Du vilde nu boe
i Stueetagen af dette herskabelige Slot, der skulde ligge i en
skjøn Egn, dog i Nærheden af Hovedstaden. Din Kone, Din
Gemalinde, skulde beboe første Sals venstre Fløi. Det var
Noget, Du altid havde misundt fyrstelige Personer, at Mand
og Kone boede adskilte. Hvad der imidlertid igjen fjernede det
Æsthetiske fra et saadant Hofliv, var et Ceremoniel, som gjorde
Fordring paa at staae over Kjærligheden. Man bliver meldt,
man venter et Øieblik, man bliver modtaget. Det var Noget,
der i og for sig ikke var uskjønt, men sin sande Skjønhed fik
det dog først, naar det blev et Spil med i Elskovens
guddommelige Leg, naar det blev tillagt Gyldighed saaledes, at
man ligesaa godt kunde berøve det Gyldighed. Elskoven selv
maatte have mange Grændser, men enhver Grændse maatte
tillige være en vellystig Fristelse til at gaae ud over Grændsen.
Du boede altsaa i Stueetagen, hvor Du havde Dit Bibliothek,
Billardværelse, Audientsværelse, Cabinet, Sovekammer. Din
Frue boede paa første Sal. Her var tillige Eders
toral
conjugale
, et stort Værelse med to Cabinetter, hvert til sin Side.
Intet maatte erindre Dig eller Din Kone om, at I vare gifte,
og dog maatte Alt igjen være saaledes, at ingen Ugift kunde
have det paa den Maade. Du var uvidende om, hvad Din
Kone foretog sig, hun om hvad der beskjæftigede Dig; men
dette ingenlunde for at være uvirksom eller for at glemme
hinanden, men for at enhver Berøring kunde være
betydningsfuld, for at fjerne det Døds-Øieblik, da I saae paa hinanden,
og see, I kjedede Eder. I vilde da ikke traske omkring i
ægteskabeligt Optog med hinanden under Armen; Du vilde endnu
længe med ungdommelig Forelskelse forfølge hende fra Dit
Vindue, naar hun spadserede i Haven, væbne Dit Øie for at
see efter hende, hensynke i Beskuelsen af hendes Billede, naar
det var forsvundet for Dit Blik. Du vilde liste Dig efter
hende, ja hun vilde vel ogsaa stundom hvile sig ved Din Arm,
thi noget Skjønt var der dog altid i hvad der har fundet Hævd
iblandt Menneskene som Udtryk for en bestemt Følelse; Du vilde
gaae med hende under Armen, halvt ladende det Skjønne i
denne Skik vederfares Ret, halvt spøgende over, at I saaledes
vandrede som rette Ægtefolk. Dog, hvor skulde jeg kunne ende,
naar jeg vilde forfølge Dit sindrige Hoveds kløgtige Forfinelser
i denne asiatiske Yppighed, der næsten trætter mig og lader
mig ønske mig tilbage til de tre smaa Værelser, Du saa stolt
gik forbi.
Skulde der nu forøvrigt være noget æsthetisk Skjønt i den
hele Anskuelse, saa var det vel deels at søge i den erotiske
Undseelse, Du lod ane; deels i ikke noget Øieblik at ville besidde
den Elskede som erhvervet, men stedse erhverve hende. Dette
Sidste er i og for sig sandt og rigtigt, men Opgaven
ingenlunde stillet med erotisk Alvor, og altsaa forsaavidt heller ei
løst. Du klamrede Dig bestandig fast ved en Umiddelbarhed
som saadan, ved en Natur-Bestemmelse, og turde ikke lade den
forklare sig i en fælles Bevisthed; thi dette er hvad jeg har
udtrykt ved Oprigtighed og Aabenhed. Du frygter for, at
naar det Gaadefulde er forbi, saa skal Kjærligheden ophøre;
jeg derimod mener, at naar dette er forbi, saa begynder den
først. Du frygter for, at man ikke ganske tør vide, hvad man
elsker, Du regner paa det Incommensurable som et absolut
vigtigt Ingredients; jeg holder for, at først naar man veed
hvad man elsker, elsker man i Sandhed. Dertil kommer, at
Din hele Lykke mangler en Velsignelse, thi den mangler
Gjenvordigheder; og som det er en Feil, forsaavidt Du virkelig
vilde veilede Nogen ved Din Theori, saa er det ogsaa en Lykke,
at det ikke er Sandhed. Lad os altsaa vende os til det
virkelige Livsforhold. Jeg mener nu ingenlunde, at det skal tillades
Dig, fordi jeg har urgeret, at Gjenvordigheder høre med, at
identificere Ægteskabet med en Svite af Gjenvordigheder. Det
ligger derimod allerede i den i Forsættet indeholdte Resignation,
som ovenfor udviklet, at see Gjenvordigheder med, uden at
disse endnu have antaget nogen bestemt Skikkelse eller ere
ængstende, da de tværtimod allerede sees overvundne i Forsættet.
Dertil kommer, at Gjenvordigheden ikke sees udvortes, men
indvortes i dens Rester i Individet, men denne tilhører den
ægteskabelige Kjærligheds fælles Historie.
Hemmelighedsfuldheden selv, som vi udviklede det i det Foregaaende, bliver en
Modsigelse, naar den Intet har at gjemme i sin Løndom, en
Barnagtighed, naar det kun er forliebte Snurrepiberier, der
udgjøre dens Depositum. Først naar Individets Kjærlighed i
Sandhed har aabnet hans Hjerte, gjort ham veltalende i en
langt dybere Forstand end man ellers pleier at sige at
Kjærlighed gjør det (thi den Veltalenhed kan endogsaa Forføreren
have), først naar Individet saaledes har deponeret Alt i den
fælles Bevidsthed, først da faaer Hemmelighedsfuldheden Styrke,
Liv og Betydning. Men dertil hører et afgjørende Skridt, og
altsaa hører der Mod dertil, og dog synker den ægteskabelige
Kjærlighed ned til et Intet, naar dette ikke finder Sted; thi
først derved viser man, at man ikke elsker sig selv, men den
Anden. Og hvorledes skulde man vise det uden derved, at
man kun er for en Anden; men hvorledes er man kun for en
Anden uden derved, at man ikke er for sig; men at være for
sig det er ligesom det almindeligste Udtryk for den
Hemmelighedsfuldhed, som det individuelle Liv har, naar det bliver i sig
selv. Kjærlighed er Hengivelse, men Hengivelse er kun mulig
derved, at jeg gaaer ud fra mig selv, hvorledes kan det da
forenes med den Skjulthed, der netop vil blive i sig? „Men man
taber ved saaledes at aabenbare sig”; ja det forstaaer sig, Den
taber altid, der har Gevinst af at være hemmelighedsfuld. Men
vilde Du være conseqvent, saa maatte Du gjennemføre det
langt mere, saa maatte Du ikke blot fraraade Ægteskabet, men
enhver Tilnærmelse, og see, hvorvidt Dit kløgtige Hoved kunde
drive det i Telegrapheringer. Den interessanteste Læsning er
den, hvor Læseren selv til en vis Grad er produktiv; den sande
erotiske Kunst vilde være paa Afstand at gjøre et Indtryk, der
blev i høi Grad farligt for den Paagjældende, netop fordi det
var det Intet, hvoraf han selv skabte sin Gjenstand, og nu
elskede sin Skabning; men dette er ikke Kjærlighed, men
Forførelsens Coquetteri. Den der derimod elsker, han har tabt
sig selv i en Anden; men idet han har tabt og glemt sig selv
i den Anden, er han den Anden aabenbar, og idet han glemmer
sig selv, erindres han i den Anden. Den der elsker, han vil
ikke ønske at blive forvexlet med en Anden, hverken en Bedre eller
en Ringere, og Den som ikke har denne Ærbødighed for sig
selv og for den Elskede, han elsker ikke. I Almindelighed har
derfor Hemmelighedsfuldhed sin Grund i et Smaahedskræmmeri,
der vil lægge en Alen til sin Væxt. Den der ikke har lært
at forsmaae Sligt, han har aldrig elsket; thi saa havde han
følt, at om han end lagde ti Alen til sin Væxt, var han dog
for ringe. Denne Kjærlighedens Ydmyghed troer man i
Almindelighed blot hører hjemme i Comedier og Romaner, eller
maa henføres til Convenients-Løgne i Forlovelses-Dagene.
Dette er imidlertid ingenlunde Tilfældet; den er en sand og
gavnlig, stadig Tugtemester, hver Gang man vil udmaale
Kjærlighed med Andet end med Kjærlighed. Om det end var det
ringeste og ubetydeligste Menneske i Verden, der elskede det
mest begavede, den Sidste vilde dog, hvis der var Sandhed i
ham, føle, at alle hans Gaver lode et svælgende Dyb tilbage,
og at den eneste Maade, paa hvilken han kunde tilfredsstille
den Fordring, der laae i den Andens Kjærlighed, var ved at
elske igjen. Lad os aldrig glemme, at man ikke kan regne med
ueensartede Størrelser. Den der derfor i Sandhed har følt
dette, han har elsket, men han har vist heller ei frygtet for at
berøve sig Noget, som ingen Værdi har for ham — som
saadant. Først Den, der er bleven fattig i Verden, har vundet
den sande Eiendomssikkerhed, og først Den, der har tabt Alt
har vundet Alt. Jeg raaber derfor med Fenelon: „Troer paa
Kjærlighed, den tager Alt, den giver Alt.” Og det er i
Sandhed en skjøn, en opløftende, en ubeskrivelig salig Følelse
saaledes at lade alt det Enkelte forsvinde under sig, lade det
blegne og som Taagebilleder flygte bort for Kjærlighedens
uendelige Magt; det er et Regnestykke, der er ligesaa skjønt i det
uendelige Nu, i hvilket det skeer paa eengang, som i den
Succession, hvori man fryder sig ved at stikke sin Haand ud og
lade det forsvinde Stykke for Stykke; ja, det er den sande
Kjærligheds sande Tilintetgjørelsens Begeistring, naar den kunde ønske
den hele Verden, ikke for at gjøre Lykke derved, men for at
lade den gaae under som en Spøg i Kjærlighedens
Tidsfordriv. Og i Sandhed, naar man først aabner Døren for
Endelighederne, saa er det lige dumt og lige latterligt, om man vil
elskes fordi man er det bedste Hoved, det største Talent, den
genialeste Kunstner i sin Tid, eller fordi man paa sin Hage
conserverer det skjønneste Fipskjæg. Dog disse Yttringer og
Stemninger tilhøre naturligviis fuldkommen ligesaa meget den
første Kjærlighed, og det er kun den forunderlige ustadige
Stilling, Du altid antager, der gjør det nødvendigt for mig her
igjen at berøre dette. Den første Kjærlighed kan ønske med
overnaturlig Pathos, men denne Ønsken bliver let til et
indholdsløst Dersom, og saa paradisisk leve vi ikke, at vor Herre giver
ethvert Ægtepar hele Verden til at skalte og valte med. Den
ægteskabelige Kjærlighed veed bedre Besked, dens Bevægelser ere
ikke ud efter, men ind efter, og her mærker den snart, at den
har en viid Verden for sig, men tillige, at enhver lille
Betvingelse af sig selv har en ganske anden Commensurabilitet for
Kjærlighedens Uendelighed; og om den end føler Smerte ved,
at der kan være saa meget at bekæmpe, saa føler den ogsaa
Mod til denne Kamp; ja den har Dristighed nok til at
overbyde Dig i Paradoxer, naar den næsten kan glæde sig ved, at
Synden er kommen ind i Verden; men den har ogsaa i en
anden Forstand Dristighed til at overbyde Dig i Paradoxer,
thi den har Mod til at løse dem. Thi vel veed den
ægteskabelige Kjærlighed, ligesom den første, alle disse Hindringer
beseirede i Kjærlighedens uendelige Moment, men den veed
tillige, og det er netop det Historiske ved den, at denne Seir
vil erhverves, og at denne Erhvervelse ikke blot er en Leeg,
men ogsaa en Strid, men tillige ikke blot en Strid, men ogsaa
en Leeg, ligesom Kampen i Valhalle var en Strid paa Liv og
Død og dog en Leeg, fordi Kæmperne bestandig stode op igjen,
foryngede af Døden; og veed tillige, at denne Fægtning ikke er
en vilkaarlig Tvekamp, men en Strid under guddommelige
Auspicier, og føler ingen Trang til at elske mere end Een, men en
Salighed heri, og ingen Trang til at elske mere end eengang,
men en Evighed heri. Og mener Du nu, at denne Kjærlighed,
der ingen Hemmeligheder har, skulde gaae Glip af noget Skjønt?
Eller skulde den ikke kunne modstaae Tiden, men maatte
nødvendigviis sløves ved den daglige Omgang? Eller skulde
Kjedsommelighed hurtigere nærme sig den, ligesom om det
ægteskabelige Liv ikke eiede en evig Gehalt, hvoraf man aldrig bliver
kjed, en evig Gehalt, som det snart under Kys og Spøg,
snart med Angst og Bævelse erhverver og bestandigt erhverver?
„Men den maa renoncere paa alle disse skjønne
Smaa-Overraskelser.” Det seer jeg slet ingen Nødvendighed af; min
Mening er slet ikke, at den ægteskabelige Kjærlighed altid skal
staae med aaben Mund eller endog snakke i Søvne; tværtimod,
alle disse Smaa-Overraskelser faae netop deres Betydning, naar
den totale Aabenhjertighed har fundet sin Plads. Denne giver
nemlig en Tryghed og en Tillid, i hvilken disse Mellemspil
tage sig ud. Troer man derimod, at Kjærlighedens Væsen og
sande Salighed bestaaer i en saadan Kjede af
Smaa-Overraskelser, at den usle forfinede Blødagtighed, den Uro, hvori
man hvert Øieblik er forberedt paa en lille Overraskelse og
selv udtænker en, er noget Skjønt, saa vil jeg tillade mig at
sige, at den er saare uskjøn, og at det er et saare betænkeligt
Tegn, naar et Ægteskab ikke har ganske andre Trophæer at
opvise end en Secretair fuld af
bon-bon
, Flacons, Kopper,
broderede Morgenskoe, Pretiosa o.s.v.
Dog seer man ikke sjeldent Ægteskaber, i hvilke
Hemmeligheds-Systemet er gjennemført. Jeg har aldrig seet et
lykkeligt, hvor det var Tilfældet. Da dette imidlertid kunde være
noget aldeles Tilfældigt, saa skal jeg gjennemgaae, hvad man i
Almindelighed finder lagt til Grund derfor. Dette er mig her
af Vigtighed; thi et æsthetisk-skjønt Ægteskab er altid et
lykkeligt Ægteskab. Dersom nu et lykkeligt Ægteskab lod sig
opføre paa hiin Basis, saa maatte min Theori forandres. Jeg
skal ikke sky nogen Fremtrædelsesform, og med al mulig
Retfærdighed skildre enhver, og især dvæle ved en, der i det Huus,
hvor jeg har seet den realiseret, blev gjennemført med en
Virtuositet, der virkelig var bestikkende.
Hemmeligheds-Systemet udgaaer i Almindelighed, det vil
Du vel indrømme mig, fra Mændene, og uagtet det altid er
galt, saa er dette dog mere taaleligt end det Utaalelige, naar
det er Konen, der udøver et saadant
dominium
. Den styggeste
Form er naturligviis et reent Despoti, hvor Konen er
Slavinde, Enepige i de indre Anliggender. Et saadant Ægteskab
er aldrig lykkeligt, om end Aarene frembringe en Sløvhed, der
finder sig vel heri. En skjønnere Form er Extremet hertil, en
utidig Omsorg. Qvinden er svag, siger man, hun kan ikke
bære Sorger og Bekymringer, man maa omgaaes de Svage
og Skrøbelige i Kjærlighed. Usandhed! Usandhed! Qvinden er
ligesaa stærk som Manden, maaskee stærkere. Og omgaaes Du
hende da virkelig i Kjærlighed, naar Du saaledes ydmyger hende?
Eller hvo gav Dig Lov til at ydmyge hende, eller hvor kan
Din Sjæl være saa forblindet, at Du anseer Dig for et
fuldkomnere Væsen end hende? Betro Du kun hende Alt. Er hun
svag, kan hun ikke bære det, nu vel, saa kan hun jo læne sig
til Dig, Du har jo Kræfter nok. Seer Du, det kan Du ikke
taale, det har Du ikke Kraft til. Altsaa mangler Du Kraft,
og ikke hun. Maaskee havde hun mere Kraft end Du, maaskee
beskæmmede hun Dig, see det har Du ikke Kraft til at bære.
Eller har Du ikke lovet at ville dele Godt og Ondt med hende?
er det da ikke at forfordele hende, naar Du ikke indviet hende
i det Onde? Er det ikke at knække det Ædleste i hende?
Maaskee er hun svag, maaskee vil hendes Sorg gjøre Alt tungere,
eh bien
, saa deler Du dette Onde med hende. Men dette vil
atter frelse hende, og har Du Lov at berøve hende en Vei til
Frelse, har Du Lov at see at liste hende gjennem Verden? Og
hvor har Du Din Kraft fra, er hun ikke Gud ligesaa nær
som Du? Vil Du berøve hende Leiligheden til paa den dybeste
og inderligste Maade at finde Gud — gjennem Smerte og
Lidelse? Og veed Du da saa vist, at hun slet ikke aner Din
Hemmelighedsfuldhed? Veed Du, om hun ikke i Stilhed sørger
og sukker, om hun ikke tager Skade paa sin Sjæl? Maaskee
er hendes Svaghed Ydmyghed, maaskee troer hun, at det er
hendes Pligt at bære alt dette. Herved har Du rigtignok
været Anledning til at udvikle Kraft hos hende, men det var
dog ikke paa den Maade. Du ønskede eller Du havde lovet
det. Eller behandler Du hende ikke, for at sige det med et
stærkt Ord, som — Medhustru? thi at Du ikke har flere, det
hjælper ikke hende. Og er det ikke dobbelt ydmygende for hende,
naar hun mærker, at Du elsker hende, at det ikke er fordi Du
er en stolt Tyran, men fordi hun er et skrøbeligt Væsen.
En Tid lang kom jeg i et Huus, hvor jeg havde Leilighed
til at iagttage en mere kunstnerisk og forfinet Gjennemførelse af
Tausheds-Systemet. Det var en yngre Mand, ualmindelig
begavet, et fortrinligt Hoved, en digterisk Natur, for indolent
til at gide producere, men derimod med en overordentlig Takt
og Sands for at gjøre det daglige Liv poetisk. Hans Kone
var ung, ikke uden Aand, men med ualmindelig Charakteer.
Dette fristede ham. Det var til at falde i den dybeste
Forundring over, saa han vidste paa alle Maader at vække og
nære alt guddommeligt Sværmeri hos hende. Hendes hele
Tilvær, det ægteskabelige Samliv blev gjennemflettet af et
poetisk Trylleri. Overalt var hans Øie tilstede, naar hun saae
sig om, var det borte; overalt var hans Finger med, men ligesaa
uegentlig og i endelig Forstand uvirkeligt som Guds Finger er
med i Historien. Hendes Tanke maatte bøie sig hvorhen den
vilde, han var allerede forud, havde Alt i Beredskab, han
forstod som Potemkin at fremtrylle Egne, og netop saadanne, som
efter en lille Overraskelse, en lille Modstand maatte behage
hende. Hans huuslige Liv var en lille Skabelses-Historie, og
som Mennesket i den store Skabning er det. hvortil Alt stræber,
saaledes var hun bleven Centrum i en Tryllekreds, hvori hun
dog nød al sin Frihed; thi Kredsen bøiede sig efter hende, og
havde ingen Grændse, hvorom det maatte hedde: hertil og ikke
videre; hun maatte styrte sig saa meget hun vilde, i hvilken
Retning hun vilde, Kredsen gav efter, men blev der alligevel. Hun
gik som i en Gangkurv, men denne var ikke flettet af Vidier,
den var sammenslynget af hendes Forhaabninger, Drømme,
Længsler, Ønsker, Angster, kort den var dannet af hendes Sjæls
hele Indhold. Han selv bevægede sig med en høi Grad af
Sikkerhed i denne Drømme-Verden, han opgav Intet af sin
Værdighed, pretenderede og hævdede sin Autoritet som Mand
og Herre. Det vilde have forstyrret hende, om han ikke havde
gjort det, det vilde maaskee have vakt en bange Anelse hos
hende, der havde ført hende til Opløsningen af Hemmeligheden.
Han syntes ikke blot ikke for Verden, men end ikke for hende,
at være saa opmærksom; og dog vidste han ved sig selv, at
hun intet Indtryk havde modtaget af ham uden saaledes som
han vilde det, dog vidste han, at det stod i hans Magt med
et eneste Ord at hæve Trylleriet. Alt, hvad der kunde virke
ubehageligt paa hende, blev fjernet; mødte der noget Saadant,
saa fik hun i Form af oprigtig Meddelelse, enten efter at have
ladet hende udfritte sig, eller ved aabenhjertig at komme hende
imøde, en Fremstilling, han selv havde redigeret, stærkere eller
svagere, eftersom han kunde beregne Indtrykket. Han var stolt,
frygtelig conseqvent, han elskede hende, men han kunde dog ikke
opgive den stolte Tanke, i Nattens dybeste Stilhed eller i et
Øieblik, der laae udenfor Tiden, at turde sige til sig selv:
hun skylder mig dog Alt. — Ikke sandt, Du har med Interesse
fulgt denne Skildring, hvor ufuldkommen den end er lykkedes
mig, fordi den fremkalder for Din Sjæl et Billede, som Du
sympathiserer med, som Du maaskee engang vilde stræbe efter
at udføre, hvis Du blev Ægtemand. Dette Ægteskab var
altsaa et lykkeligt Ægteskab? ja om Du saa vil; imidlertid
svævede der dog et mørkt Fatum over denne Lykke. Sæt det
slog feil for ham, sæt hun pludselig anede Noget, jeg troer
aldrig hun kunde tilgive ham det; thi at han havde gjort det
af Kjærlighed til hende, det var hendes stolte Sjæl for stolt
til at lade sig sige. Man har et gammeldags Udtryk om
Forholdet mellem Ægtefolk, hvorom jeg her vil erindre
(overhovedet glæder det mig altid at understøtte den Revolution, eller
snarere den hellige Krig, hvorved det legitime Ægteskabs simple
og eenfoldige, men sande og rige Udtryk stræbe at erobre det
Rige, hvorfra Romanen har fortrængt dem). Man siger om
Ægtefolk, at de skulle leve i god Forstaaelse med hinanden.
Oftest hører man det negativt udtrykt, et Ægtepar lever ikke
i god Forstaaelse, og man tænker da i Almindelighed paa, at
de ikke kunne fordrage hinanden, at de slaaes og bides o.s.v.
Tag nu det positide Udtryk. De beskrevne Ægtefolk de leve
jo i god Forstaaelse, ja det vilde Verden sige, men Du dog
vel ikke, thi hvorledes kunne de leve i god Forstaaelse, naar
de ikke forstaae hinanden. Men hører det da ikke med til
Forstaaelsen, at den Ene veed, hvor omhyggelig og kjærlig den
Anden er mod ham? Eller om han end ikke berøvede hende
Andet, saa berøvede han hende Leilighed til den Grad af
Taknemlighed, hvori først hendes Sjæl vilde have fundet Hvile.
Er det ikke et smukt, et skjønt og simpelt Udtryk: at leve i god
Forstaaelse; det forudsætter, at man forstaaer hinanden klart
og tydeligt (seer Du, disse ægteskabelige Termini veed saare
god Besked, og gjør ikke Ophævelse over det, som man nu
ofte nøiagtigt maa indskærpe) og forudsætter dette som Noget,
der følger af sig selv, som man seer deraf, at der er lagt
et Adjektiv til med særligt Eftertryk; thi ellers havde det jo
været nok at sige, at de skulle leve i Forstaaelse. „God
Forstaaelse”, hvad vil det sige Andet end at de skulle finde deres
Glæde, Fred, Hvile, deres Liv i denne Forstaaelse.
Du seer altsaa, at Hemmeligheds-Systemet paa ingen
Maade fører til et lykkeligt og altsaa heller ei til et æsthetisk
skjønt Ægteskab. Nei, min Ven, Oprigtighed, Aabenhjertighed,
Aabenbarelse, Forstaaelse, det er Livs-Principet i Ægteskabet,
uden dette er det uskjønt og egentlig usædeligt; thi da adskilles
det, som Kjærligheden forener, det Sandselige og det Aandelige.
Først da naar det Væsen, jeg lever med i Jordlivets ømmeste
Forbindelse, naar det i aandelig Henseende er mig ligesaa nært,
først da er mit Ægteskab sædeligt og derfor ogsaa æsthetisk
skjønt. Og I stolte Mænd, som maaskee fryde Eder i al Stilhed
ved denne seierrige Triumph over Qvinden, I glemme, at det
for det Første er en daarlig Triumph, naar man triumpherer
over den Svagere, og at Manden hædrer sig selv i sin Hustru,
og Den der ikke gjør det, han foragter sig selv.
Forstaaelse det er altsaa Livs-Principet i Ægteskabet. Man
hører ofte erfarne Folk tale om, i hvilke Tilfælde man bør
fraraade En at gifte sig. Lad dem drøste disse
Omstændigheder saa grundigt og saa drøvtyggende som de ville; hvad de
i Almindelighed tale om, har ikke Stort at betyde. Jeg for
mit Vedkommende vil kun nævne eet Tilfælde, det er, naar det
individuelle Liv er saaledes indviklet, at det ikke kan aabenbare
sig. Eier Din indre Udviklings-Historie et Uudsigeligt, eller
har Dit Liv gjort Dig til Medvider i Hemmeligheder, kort sagt,
har Du paa en eller anden Maade forslugt Dig paa en
Hemmelighed, som ikke kan drages ud af Dig uden at koste Dig
Livet, saa gift Dig aldrig. Enten vil Du føle Dig bunden til
et Væsen, som ingen Anelse har om, hvad der foregaaer i Dig,
og Dit Ægteskab bliver da en uskjøn Mesalliance; eller Du
knytter Dig til et Væsen, der i bange Angst mærker det, hvert
Øieblik seer disse Skyggebilleder paa Væggen. Hun vil
maaskee beslutte aldrig at udfritte Dig, aldrig at komme Dig for
nær, hun vil forsage den Angstens Nysgjerrighed, der frister
hende, men hun vil aldrig blive lykkelig og Du ikke heller. Om
der gives saadanne Hemmeligheder, om den Indesluttethed, som
end ikke Kjærlighed kan opdirke, har Sandhed, vil jeg ikke
afgjøre, jeg gjennemfører blot mit Princip, og hvad mig selv
angaaer, da har jeg ingen Hemmeligheder for min Kone. Man
skulde troe, at det vel aldrig faldt et saadant Menneske ind at
gifte sig, der foruden hvad han forøvrigt kunde have at foretage
sig tillige havde den daglige Syslen med sin smertelige
Hemmelighed. Imidlertid hænder det dog stundom, og et saadant
Menneske er maaskee det allerfarligste til at friste en Qvinde.
Men idet jeg nu har nævnet Hemmelighedsfuldhed og
Forstaaelse som to Sider af een Sag, men denne ene Sag som
Kjærlighedens Hovedsag, som den absolute Betingelse for at
bevare det Æsthetiske i Ægteskabet, saa kan jeg vel befrygte, at
Du vil gjøre mig den Indvending, at jeg nu synes at glemme,
„hvad jeg ellers holder saa fast paa som paa Omqvædet i en
Vise,” Ægteskabets historiske Charakteer. Du har dog Haab
om, ved Hjælp af Din Hemmelighedsfuldhed og Din kløgtigt
beregnende relative Meddelelse, at friste Tiden; „men naar
Ægtefolkene først saaledes ret tilgavns begynde at fortælle deres
kortere eller længere Historie, saa kommer vel snart det
Øieblik, hvor det hedder: Snip, Snap, Snude, nu er Historien
ude.” Min unge Ven, Du bemærker ikke, at naar Du kan
gjøre en saadan Indvending, saa ligger det i, at Du er
urigtigt stillet. Ved Hjælp af Din Hemmelighedsfuldhed har Du
en Tids-Bestemmelse i Dig, og det gjælder virkelig om at friste
Tiden; ved Aabenbarelse har Kjærligheden derimod en
Evigheds-Bestemmelse i sig, og saaledes bliver al Concurrence umulig.
Det er ogsaa kun en vilkaarlig Misforstaaelse, at opfatte denne
Aabenbarelse saaledes, som om Ægtefolkene anvendte en halv
Snees Dage til at fortælle deres Levnetsløb, og der nu derpaa
skulde følge en Dødsstilhed, der kun en enkelt Gang blev
afbrudt af den tilstrækkelig bekjendte Historie, „som der staaer
etsteds om Møllen i et Eventyr, at medens Alt dette skete,
gik Møllen Klip Klap, Klip Klap.” Ægteskabets historiske
Charakteer gjør netop, at denne Forstaaelse ligesaa meget er paa
eengang, som stadigt vorder. Det gaaer hermed som det gaaer
med det individuelle Liv. Naar man er kommen til Klarhed
over sig selv, naar man har havt Mod til at ville see sig selv,
saa følger deraf ingenlunde, at nu Historien er forbi; thi nu
begynder den, nu faaer den først ret Betydning, idet hvert
enkelt oplevet Moment henføres til denne Total-Anskuelse.
Saaledes ogsaa i Ægteskabet. I denne Aabenbarelse er den første
Kjærligheds Umiddelbarhed gaaet under, dog ikke tabt, men
indoptaget i den ægteskabelige Samviden, og hermed begynder
Historien, og til denne Samviden bliver det Enkelte henført, og
deri ligger dens
Salighed
, et Udtryk, hvori atter Ægteskabets
historiske Charakteer er bevaret, og som er det Tilsvarende til
den Livsglæde, eller hvad Tydsken kalder „Heiterkeit”, som
den første Kjærlighed har.
Den ægteskabelige Kjærlighed hører det altsaa væsentligt
til at blive historisk, og idet nu Individerne ere rigtigt stillede,
saa er det Bud: i Ansigtets Sved at æde deres Brød, ikke
noget Tordenbudskab, og det Mod og den Kraft, den føler i
sig, er det Tilsvarende til og det Sande i den ridderlige
Kjærligheds eventyrlige Trang til eventyrlige Bedrifter. Som
Ridderen er uden Frygt, saa er den ægteskabelige Kjærlighed det
ogsaa, uagtet de Fjender, den har at kæmpe imod, ofte ere langt
farligere. Her aabner sig en viid Mark for Betragtningen, som
det imidlertid ikke er min Agt at betræde; men har Ridderen
Lov til at sige, at Den, der ikke byder hele Verden Trods for
at frelse sin Elskede, ikke kjender den ridderlige Kjærlighed, saa
har Ægtemanden Lov til at sige det Samme. Kun det maa
jeg bestandig erindre om, at enhver saadan Seier, som den
ægteskabelige Kjærlighed vinder, er mere æsthetisk skjøn, end den
Ridderen vinder, fordi, idet han vinder denne Seier, vinder
han tillige sin Kjærlighed forherliget i den. Den frygter Intet,
end ikke smaa Misviisninger, den frygter ikke smaa Forliebelser,
tværtimod, ogsaa disse blive kun Næring for den ægteskabelige
Kjærligheds guddommelige Sundhed. Selv i Goethes
Wahlverwandschaften nedpløies Ottilia, som en spæd Mulighed, af
den alvorlige ægteskabelige Kjærlighed, hvor meget mere skulde
da ikke et dybt religiøst og ethisk anlagt Ægteskab have Kraft
dertil. Ja Goethes Wahlverwandschaften give netop et Beviis
paa, hvad Hemmelighedsfuldhed fører til. Hiin Kjærlighed
havde ikke faaet den Magt, dersom den ikke havde saaet Lov
at voxe i Stilhed. Havde han havt Mod til at aabenbare sig
for sin Kone, saa var det forebygget, og den hele Historie bleven
et Divertissement i Ægteskabets Drama. Det Skjæbnesvangre
ligger i, at baade Edvard og hans Kone paa eengang blive
forliebte; men dette er atter Taushedens Skyld. Den
Ægtemand, der har Mod til at betroe sin Kone, at han elsker en
Anden, han er frelst, og ligesaa med Konen. Men naar han
ikke har det, saa taber han Tilliden til sig selv, og saa er
Glemsel i en Andens Kjærlighed det han søger, som det vist
ofte er ligesaa meget Smerte over, ikke at have gjort
Modstand itide, der bringer en Mand til at give efter, som sand
Kjærlighed til den Anden. Han føler, han har tabt sig selv,
og naar først det er Tilfældet, skal der stærke Opiater til for
at døve.
De Vanskeligheder, den ægteskabelige Kjærlighed har at
kæmpe med, vil jeg dog ganske i Almindelighed omtale, for at
vise, at de ikke ere af den Betydning, at den ægteskabelige
Kjærlighed har Noget af dem at frygte for Bevarelsen af det
Æsthetiske. Indvendingerne hidrøre gjerne fra en Misforstaaelse af
det Historiskes æsthetiske Betydning, eller derfra, af Folk i
Almindelighed indenfor det Romantiske kun have det classiske Ideal,
ikke det romantiske tillige. En Mængde andre Indvendinger
have deres Grund i, at medens man altid behager at tænke
sig den første Kjærlighed dandsende paa Roser, finder man en
Glæde i at lade den ægteskabelige Kjærlighed chicaneres paa
enhver Maade, kæmpe med de usleste og mest nedtrykkende
Vanskeligheder”. Hertil kommer, at man i al Stilhed troer, at
disse Vanskeligheder ere uovervindelige, og saa er man da snart
færdig med Ægteskabet. Naar man har med Dig at gjøre,
maa man altid være lidt forsigtig. Jeg taler ikke om noget
enkelt Ægteskab, forsaavidt kan jeg jo fremstille det som jeg
vil; men om jeg nu end ikke ønsker at gjøre mig skyldig i
nogen Vilkaarlighed, saa er det ikke sagt, at Du vil forsage
denne Lyst. Naar man f. Ex. opstiller som en Vanskelighed,
Ægteskabet kan have at kæmpe med: Fattigdom, saa svarer jeg,
arbeid, da giver Alt sig. Da det nu er en poetisk Verden, vi
bevæge os i, saa behager det maaskee Dig at gjøre Din
digteriske Licents gjældende, og Svaret lyder: „de kunne intet
Arbeide saae, Handelens og Søfartens Aftagen har gjort en
Mængde Mennesker brødløse.” Eller Du tillader dem at faae
lidt Arbeide, men det er ikke tilstrækkeligt. Naar jeg nu mener,
at de ved klog Sparsommelighed vel ville kunne komme ud af
det, saa digter Du, at netop Kornpriserne paa Grund af de
betænkelige Conjunkturer ere saa høie, at det er aldeles umuligt
at komme ud af med hvad man ellers vilde have kunnet slaae
sig igjennem med. Jeg kjender Dig kun altfor godt. Det er
Noget, Du har Din store Glæde af, at digte det Modsatte,
og derpaa, naar det længe nok har moret Dig, at faae den
Du taler med, eller en anden Tilstedeværende i Anledning af
en eller anden Yttring viklet ind i en vidtløftig Passiar, der
slet ikke vedkommer det, der oprindelig var Tale om. Din Lyst
er det pludselig at gjøre en digterisk Vilkaarlighed til et Slags
Virkelighed, og nu at udbrede Dig derover. Dersom Du
saaledes havde talt med et andet Menneske end mig (thi mig
forskaaner Du dog i Almindelighed) paa den nu beskrevne Maade,
saa havde Du formodentlig i Anledning af de høie Kornpriser
tilføiet: „en saadan Dyrtid, at et Pund Brød kostede 8 ß.”
Var der saa heldigviis En tilstede, der svarede, at det var altfor
utænkeligt, saa oplyste Du, „hvorledes under Oluf Hunger et
Pund Brød, og det endda Barkebrød, kostede 8½ ß i gamle
danske Penge; naar man nu overveiede, at dengang vare Pengene
meget sjeldnere blandt Folk, saa indsaae man let” o.s.v. Fik
Du nu det Menneske, Du havde henvendt Dig til, paa Gled,
saa var Du ude af Dig selv af Glæde. Den, der oprindelig
havde begyndt Samtalen, søgte forgjæves at føre Dig tilbage
til Raison; Alt var da forvirret, og Du havde faaet et Par
Ægtefolk i Poesiens Verden gjort ulykkelige.
Det er det, der gjør det saa vanskeligt at indlade sig med
Dig. Vilde jeg vove mig ud paa, hvad der vistnok kunde
kaldes Glatiis for mig, at forsøge novellistisk at skildre et
Ægteskab, der seierrigt bestod i Kamp med en Mængde saadanne
Gjenvordigheder, saa vilde Du ganske roligt svare: ja det
er blot Digt, og i Poesiens Verden kan man sagtens gjøre
Folk lykkelige, det er det Mindste, man kan gjøre for dem.
Tog jeg Dig under Armen og gik omkring med Dig i Livet,
og viste Dig et Ægteskab, der havde stridt den gode Strid, saa
vilde Du, hvis Du var i det Humeur, svare: „ja det er godt
nok, det Udvortes i Fristelsen lader sig bevise, det Indvortes
ikke, og jeg antager, at Fristelsen ikke har havt den indvortes
Magt i dem, thi ellers havde det ikke været til at udholde”.
Ret som om det var Fristelsens sande Betydning, at Folk skulde
gaae under i den. Dog nok herom. Naar Du engang faaer
i Sinde at hengive Dig til denne Vilkaarlighedens Dæmon,
saa er der ingen Ende derpaa, og som Du da optager Alt,
hvad Du gjør, i Din Bevidsthed, saa optager Du ogsaa denne
Vilkaarlighed, og glæder Dig ret over at gjøre Alt vaklende.
Ganske i Almindelighed kan jeg inddele disse
Vanskeligheder i de udvortes og de indvortes, idet jeg bestandig erindrer
om det Relative i en saadan Inddeling med Hensyn til
Ægteskabet, hvor Alt netop er indvortes. Først altsaa de udvortes
Vanskeligheder. Jeg tager nu her ingenlunde i Betænkning
eller frygter for at nævne alle de nedtrykkende, ydmygende,
fortrædigende, endelige Sorger, kort Alt det, der constituerer et
weinerlich Drama; Du og Dine Lige ere, som allevegne, yderst
vilkaarlige. Nødsager et Skuespil af denne Art Eder til at
foretage en saadan Vandring gjennem Ulykkens Huler, saa sige
I, det er uæsthetisk, slæbende og kjedsommeligt. Og deri have
I Ret; men hvorfor? fordi det indignerer Eder, at noget
Ophøiet og Ædelt gaaer under for Sligt. Vender I Eder
derimod til den virkelige Verden, møde I der en Familie, der
blot har gjennemgaaet det Halve af de Gjenvordigheder, som
en Bøddel af Theater-Digter, i den Tyranner forbeholdne
vellystige Nydelse af at pine Andre, udtænker, saa gyser det i
Eder, I tænke: god Nat al æsthetisk Skjønhed. I have
Medlidenhed, I ere villige til at hjælpe om ikke for Andet, saa for
at slaae de mørke Tanker bort, men I have allerede forlængst
despereret paa den ulykkelige Families Vegne. Men er det
sandt i Livet, saa har jo Digteren Ret til at fremstille det og
Ret i at fremstille det. Naar I sidde i Theatret, berusede i
æsthetisk Nydelse, da have I Courage til at fordre af Digteren,
at han skal lade det Æsthetiske seire over al Usselhed. Det er
den eneste Trøst, der bliver tilbage, og hvad der er endnu
blødagtigere, den Trøst tage I, hvem Livet ikke har givet Anledning
til at prøve Eders Kræfter. I ere da fattige og ulykkelige
som Helten eller Heltinden i Stykket, men I have ogsaa Pathos,
Mod, en
os rotundum
, af hvilken Veltalenhed udstrømmer,
en kraftfuld Arm; I seire, I applaudere Skuespilleren, og
Skuespilleren er Eder selv, og Parterrets Applaus gjælder Eder; thi
I ere jo Helten og Skuespilleren. I Drømme, i Æsthetikens
Taagerige, der ere I Helte. Jeg bekymrer mig forholdsviis
temmelig lidt om Theatret, og for mig kunne I gjøre Eder saa
lystige som I ville; lad kun Theater-Heltene gaae under, eller
lad dem seire, synke i Gulvet eller forsvinde i Loftet, det rører
mig ikke stort; men er det sandt, hvad I jo lære og foredrage
i Livet, at langt færre Gjenvordigheder ere istand til at
trælbinde et Menneske, saa han gaaer ludende med sit Hoved og
glemmer, at ogsaa han er skabt i Guds Billede, saa være det
Eders retfærdige Straf, Gud give, at alle Theater-Digtere
ikke ville digte Andet end larmoyante Dramaer med al mulig
Angst og Forfærdelse, der ikke vilde tillade Eders Blødagtighed
at hvile paa Theater-Hynder, og lade Eder parfumere med
overnaturlig Kraft, men som maatte forfærde Eder, indtil I
lærte at troe i Virkeligheden paa det, som I kun ville troe
paa i Poesien. Jeg har vel i mit Ægteskab ikke oplevet mange
af den Art Gjenvordigheder, det tilstaaer jeg gjerne; jeg kan
derfor ikke tale af Erfaring, men dog har jeg en
Overbeviisning om, at Intet formaaer at knuse det Æsthetiske i et
Menneske, en Overbeviisning saa krastfuld, saa salig, saa inderlig
at jeg takker Gud for den, som for en Naadegave. Og naar
vi i den hellige Skrift læse om mange Naadegaver, saa vilde
jeg virkelig regne denne med, den Frimodighed, den Tillid, den
Tro paa Virkeligheden og paa den evige Nødvendighed,
hvormed det Skjønne seirer, og paa den Salighed, der ligger i den
Frihed, hvormed Individet kommer Gud til Hjælp. Og denne
Overbeviisning er et Moment med i min hele aandelige Habitus,
og jeg lader mig ikke ved kunstige Pirringsmidler blødagtigt og
vellystigt gjennemgyse deraf i et Theater. Det Eneste, jeg kan
gjøre, det er at takke Gud for denne Urokkelighed i min Sjæl,
men dermed vil jeg ogsaa haabe at have befriet min Sjæl fra
at tage den forfængelig. Du veed, jeg hader al
Experimenteren, men desuagtet skal det dog ogsaa være sandt, at et
Menneske kan have oplevet meget i Tanken, som han aldrig kommer
til at opleve i Virkeligheden. Der kommer stundom mismodige
Øieblikke, og naar man ikke selv fremkalder dem, for vilkaarligt
at forsøge sig selv deri, saa er dette ogsaa en Strid og en høist
alvorlig Strid, og i denne Strid kan der erhverves en
Forvisning, der, om den end ikke har den Realitet, som den i
strengere Forstand i Virkelighed erhvervede, dog har sin store
Betydning. Der er visse Tilfælde i Livet, hvor det er Tegn
paa noget Stort og noget Godt hos et Menneske, at han er
ligesom gal, at han ikke har adskilt Poesiens og Virkelighedens
Verden, men seer denne
sub specie poeseos
. Luther siger
etsteds i en af sine Prædikener, hvor han taler om Armod og
Nød: det har man aldrig hørt, at et Christen-Menneske er død
af Sult. Hermed er Luther færdig om den Sag, og mener,
visselig med Rette, at han har talt med megen Salvelse og
til sand Opbyggelse derover.
Forsaavidt nu Ægteskabet har med slige udvortes
Anfægtelser at gjøre, saa gjælder det naturligviis om at gjøre dem
til indvortes. Jeg siger „naturligviis” og taler temmelig dristig
om den hele Sag, men det er jo og kun til Dig, jeg skriver,
og vi to have vel omtrent lige stor Erfaring i den Art af
Gjenvordigheder. Det gjælder altsaa om, at forvandle den
udvortes Anfægtelse til en indvortes, naar man vil bevare det
Æsthetiske. Eller forstyrrer det Dig, at jeg endnu nævner det
Ord: Æsthetik; eller tænker Du, at det næsten er en Art
Barnagtighed af mig, at ville søge dette blandt Fattige og Lidende;
eller skulde Du have nedværdiget Dig selv ved den
himmelraabende Inddeling, der giver de Fornemme og Mægtige, de
Rige, de Dannede det Æsthetiske, de Fattige i det Høieste det
Religiøse? Nu vel, jeg troer ikke, at de Fattige lide ved denne
Deling; og seer Du ikke, at de Fattige, saasandt de have det
Religiøse, tillige have det Æsthetiske, de Rige, saafremt de ikke
have det Religiøse, heller ei have det Æsthetiske? Jeg har
desuden her blot nævnet Extremet, og det er vel ikke sjeldent,
at de, som man ikke kan regne til de Fattige, have med
Næringssorger at kæmpe. Dertil kommer, at andre jordiske Sorger ere
fælles for alle Stænder, Sygdom f. Ex. Det er jeg
imidlertid overbeviist om, at Den, der har Mod til at forvandle
den udvortes Anfægtelse til en indvortes, han har allerede saa
godt som overvundet den; da vil der ved Troen endog i
Lidelsens Øieblik foregaae en Transsubstantiation. Den
Ægtemand, der har Hukommelse nok for sin Kjærlighed og Mod til
i Nødens Øieblik at sige, der er ikke først og fremmest
Spørgsmaal om, hvor jeg faaer Penge fra eller til hvor mange
Procent, men først og fremmest om min Kjærlighed, at jeg har
bevaret en reen og trofast Kjærligheds-Pagt med hende, til hvem
jeg har knyttet mig; Den der gjennem ikke altfor mange indre
Kampe skal tvinge sig til at gjøre det; Den der enten med sin
første Kjærligheds ungdommelige Sundhed eller med den i
Erfaring erhvervede Sikkerhed foretager denne Bevægelse, han har
seiret, han har bevaret det Æsthetiske i sit Ægteskab, om han
saa end ikke havde tre smaa Værelser at boe i. Det skal nu
ingenlunde være negtet, hvad Dit fiffige Hoved vel ogsaa snart
vil opspore, at netop dette saaledes at forandre den udvortes
Anfægtelse til en indvortes, kan gjøre den endnu tungere, men
det Store sælge Guderne heller ei for Intet; og deri ligger
netop det Dannende, det Idealiserende i Ægteskabet. Naar man
staaer ene i Verden, hedder det ofte, saa kan man lettere bære
alt Sligt. Vel sandt, til en vis Grad, men ofte skjuler der
sig en stor Usandhed i denne Tale; thi hvorfor kan man lettere
bære det?, fordi man da lettere kan kaste sig selv hen, kan tage
Skade paa sin Sjæl, uden at det kommer Nogen ved, kan
glemme Gud, kan lade Fortvivlelsens Storme overdøve
Smertens Skrig, kan sløves i sig selv, kan næsten finde sin Glæde
i at leve som et Gjenfærd mellem Mennesker. Vel burde
Enhver, ogsaa om han staaer ene, agte paa sig selv, men først
Den, der elsker, har dog ret Forestilling om, hvad han er og
hvad han formaaer, og først Ægteskabet giver den historiske
Troskab, der er nok saa skjøn som den ridderlige. Saaledes
kan nemlig en Ægtemand aldrig bære sig ad, og naar Verden
gaaer ham nok saa meget imod, om han end et Øieblik glemmer
sig selv, og allerede begynder at føle sig saa let, fordi
Fortvivlelsen vil til at gjøre ham flot, føle sig saa stærk, fordi
han har nippet til den bedøvende Drik, som Trods og
Forsagthed, Feighed og Stolthed blander, saa fri, fordi det Baand,
der binder ham til Sandhed og Retfærdighed, ligesom løsnes,
og han nu erfarer den Hurtighed, der er Overgangen fra Godt
til Ondt — saa vil han dog snart vende tilbage til de gamle
Stier og som Ægtemand vise sig som ægte Mand.
Dette maa nu være nok om disse udvortes Anfægtelser.
Jeg fatter mig kort om dem, fordi jeg ikke føler nogen dybere
Myndighed til at tale med derom, og fordi den Maade, Sligt
egentlig lod sig gjøre paa, vilde være ved en vidtløftigere
Udførelse. Dog dette er mit Resultat: kan Kjærligheden bevares,
og det kan den, saasandt hjælpe mig Gud, saa kan ogsaa det
Æsthetiske bevares; thi Kjærligheden selv er det Æsthetiske.
De andre Indvendinger beroe fornemmelig paa en
Misforstaaelse af Tidens Betydning, og det Historiskes æsthetiske
Gyldighed. De ramme altsaa ethvert Ægteskab, og derfor lader
der sig ganske i Almindelighed tale derom. Dette skal jeg nu
gjøre, og bestræbe mig for i denne Almindelighed ikke at oversee
Pointet i Angrebet og Pointet i Forsvaret.
Det Første Du vil nævne er „Vane, den uundgaaelige
Vane, denne rædsomme Monotoni, det evindelige Einerlei i det
ægteskabelige Huuslivs ængstende Stilleben. Jeg elsker Natur,
men er en Haver af den anden Natur.” Du veed, det maa
man lade Dig, med forførersk Varme og Veemod at skildre den
lykkelige Tid, da man endnu gjør Opdagelser, med Angst og
Forfærdelse at afmale den Tid, da det er forbi; Du veed til
det Latterlige og Modbydelige at udpensle en ægteskabelig
Eensformighed, som end ikke Naturen har Mage til; „thi her er
dog, som allerede Leibnitz har viist, Intet ganske eens, en saadan
Eensformighed er kun forbeholdt de fornuftige Skabninger, enten
som Frugt af deres Søvnighed eller af deres Pedanteri.” Jeg
har nu ingenlunde i Sinde at negte Dig, at det er en skjøn
Tid, en evig uforglemmelig Tid (læg vel Mærke til, i hvilken
Betydning jeg kan sige dette), da Individet i Elskovens Verden
forbauses ved og lyksaliggjøres i det, som vel for længe siden
har været opdaget, som han vel ofte har hørt og læst om,
men som han dog nu først tilegner sig med Overraskelsens hele
Enthusiasme, med Inderlighedens hele Dybde; det er en skjøn
Tid lige fra Kjærlighedens første Anelse, det første Syn, den første
Forsvinden af den elskede Gjenstand, den første Accord af denne
Stemme, det første Blik, det første Haandtryk, det første Kys lige
til den første fuldkomne Forvisning om sin Besiddelse; det er en
skjøn Tid, den første Uro, den første Længsel, den første Smerte,
fordi hun udeblev, den første Glæde, fordi hun kom uventet
— men hermed skal ingenlunde være sagt, at det Paafølgende
ikke er ligesaa smukt. Du, der indbilder Dig at have en saa
ridderlig Tænkemaade, prøv Dig selv. Naar Du siger, det
første Kys er det smukkeste, det sødeste, da fornærmer Du den
Elskede; thi det, der giver Kysset absolut Værdi, er altsaa
Tiden og dens Bestemmelse.
For imidlertid ikke at skade den Sag, jeg forsvarer, maa
Du først staae mig lidt til Regnskab. Dersom Du nemlig ikke
vil gaae ganske vilkaarligt tilværks, maa Du angribe den første
Kjærlighed paa samme Maade, som Du angriber Ægteskabet.
Skal den nemlig bestaae i Livet, maa den være udsat for de
samme Fataliteter, og vil langtfra ikke have de Midler til at
stride imod med, som den ægteskabelige Kjærlighed har i det
Ethiske og det Religiøse. Conseqvent maa Du altsaa hade al
Kjærlighed, der vil være en evig Kjærlighed. Du maa altsaa
blive staaende ved den første Kjærlighed som Moment. For at
denne imidlertid skal have sin sande Betydning, maa den have
den naive Evighed i sig. Har Du nu engang erfaret, at det
var en Illusion, saa er jo Alt tabt for Dig, uden forsaavidt Du
vil arbeide paa at komme ind i den samme Illusion endnu
engang, hvilket er en Selvmodsigelse. Eller skulde Dit kløgtige
Hoved i den Grad have sammensvoret sig med Din Lyst, at
Du aldeles kunde glemme hvad Du skylder Andre? Skulde Du
mene, at om det end aldrig lod sig gjentage som den første
Gang, saa var der dog endnu en taalelig Udvei; man
foryngede sig ved at opleve Illusionen i Andre, saa at man nød
Uendeligheden og Nyheden i den Oprindelighed, der var i det
Individ, hvis Illusions jomfruelige Bælte endnu ikke var løst?
Sligt røber jo ligesaa meget Desperation som Fordærvelse, og
da det røber Desperation, saa vil det jo være umuligt her at
finde Oplysning om Livet.
Det Første, jeg nu skal protestere mod, er Din Berettigelse
til at bruge det Ord „Vane” om den Tilbagevenden, som ethvert
Liv og saaledes ogsaa Kjærligheden har. Vane bruger man
egentlig kun om det Onde, enten saaledes, at man derved
betegner en Forbliven i Noget, der i og for sig er Ondt, eller
man betegner en Gjentagelse af Noget i og for sig Uskyldigt
med en saadan Haardnakkenhed, at paa Grund heraf denne
Gjentagelse bliver noget Ondt. Vane betegner derfor altid
noget Ufrit. Men ligesom man ikke kan komme ind i det Gode uden
Frihed, saaledes kan man heller ei blive deri uden Frihed, og
derfor kan man med Hensyn til det Gode aldrig tale om Vane.
Dernæst maa jeg ogsaa protestere, naar Du for at skildre
den ægteskabelige Eensformighed fortæller, at Sligt finder man
end ikke i Naturen. Det er nemlig meget sandt; men det
Eensformige kan netop være Udtrykket for noget Skjønt, og
forsaavidt kan Mennesket være stolt af at være Opfinder deraf;
saaledes kan i Musiken den eensformige Takt netop være meget
skjøn og af stor Virkning.
Endelig vil jeg sige: dersom en saadan Monotoni var
uundgaaelig for det ægteskabelige Samliv, saa maatte Du jo,
hvis Du var oprigtig, indsee, at Opgaven var at beseire den
ɔ: at bevare Kjærligheden under den, ikke at fortvivle; thi dette
kan aldrig være en Opgave, det er en Nemhed, som, det vil
jeg gjerne indrømme, kun De gribe til, der see Opgaven.
Men lad os nu lidt nærmere overveie, hvorledes det
forholder sig med den udskregne Eensformighed. Det er som Din
Feil saa og Din Ulykke, at Du overalt, og saaledes og hvad
Kjærlighed angaaer, tænker for abstrakt. Du tænker et lille
Indbegreb af Kjærlighedens Momenter, Du tænker, det vilde Du
maaskee selv sige, Kjærlighedens Kategorier. I den Henseende vil
jeg gjerne indrømme Dig en ualmindelig kategorisk
Fuldstændighed. Du tænker enhver concret i et Moment, og dette er
det Poetiske. Naar Du nu ved Siden deraf tænker Dig
Ægteskabets Langvarighed, saa bliver der for Dig et ængstende
Misforhold. Feilen er den, at Du ikke tænker historisk. Hvis en
Systematiker vilde tænke Vexel-Virkningens Kategori, og grundigt
og dygtigt logisk udfolde den, men han tillige vilde sige: det
varer da en Evighed inden Verden kan blive færdig med sin
evige Vexel-Virken, saa kan Du vel ikke negte, at man havde
Ret til at lee ad ham. Det er nu engang Tidens Betydning,
og Menneskehedens og Individernes Lod at leve i den. Har
Du derfor ikke Andet at sige, end at det ikke er til at holde
ud, saa kommer Du til at see Dig om et andet Auditorium.
Dette vilde nu være et fuldkommen tilstrækkeligt Svar, men
for at Du dog ikke skal faae Leilighed til at sige: „i Grunden
er Du dog af samme Mening som jeg, men anseer det for
bedst at finde Dig i, hvad ikke kan forandres”, saa skal jeg
bestræbe mig for at vise, at det ikke blot er bedst at finde sig
deri, saavist som det er en Pligt; men at det, at finde sig
deri, i Sandhed er det Bedste.
Men lad os begynde paa et Punkt, der kan ansees for et
Berørings-Punkt. Den Tid, der gaaer forud for
Culminationen, er Du jo ikke bange for, tværtimod den elsker Du, og
ved en Mangfoldighed af Reflexioner stræber Du ofte at gjøre
Reproduktions-Øieblikkene endnu længere end de oprindelige
vare, og dersom En her vilde reducere Dig Livet paa Kategori,
saa vilde Du blive høist forbittret. I hiin Tid før
Culminationen er det jo heller ei blot de store afgjørende Træfninger,
der have Interesse for Dig, men enhver lille Ubetydelighed,
og Du veed da skjønt nok at tale om den Hemmelighed, der
blev skult for de Vise, at det Mindste er det Største. Naar
derimod Culminations-Punktet er naaet, ja da har Alt
forandret sig, da skrumper Alt sammen til en fattig og
uvederqvægende Abbreviatur. Dette skal nu engang være grundet i
Din Natur, der blot er erobrende, men Intet kan besidde.
Dersom Du ikke ganske vilkaarligt og eensidigt vil fastholde
dette, at Du engang er saaledes, saa nødsages Du virkelig til
et Øieblik at slutte Vaabenstilstand, at aabne Gelederne, for at
jeg kan komme til at see efter, hvorvidt det er sandt, og dersom
dette befindes, hvorvidt der er Sandhed deri. Vil Du ikke
dette, saae vil jeg, uden at bekymre mig om Dig, tænke mig en
Individualitet ganske som Din, og nu i al Rolighed foretage
min Vivisection. Men jeg haaber dog, at Du vil have Mod
nok til personligt at underkaste Dig Operationen, Mod nok til
virkeligt og ikke blot
in effigie
at lade Dig henrette.
Idet Du urgerer, at Du engang er saaledes, saa
indrømmer Du jo derved, at Andre kunne være anderledes, mere
tør jeg endnu ikke paastaae, thi det kunde jo være muligt, at,
Du var det normale Menneske, ihvorvel den Ængstelighed,
med hvilken Du fastholder Dig selv som den, Du nu engang
er, ikke synes at tyde derpaa. Men hvorledes opfatter Du
Andre? Naar Du seer et Ægtepar, hvis Forbindelse, som
det synes Dig, henslæber sig i den rædsomste Kjedsommelighed,
„i den fadeste Repetition af Elskovens hellige Institutioner og
Sacramenter”, saa, ja saa raser der en Ildebrand i Dig, en
Ildsflamme, som vil fortære dem. Og dette er jo ikke noget,
Vilkaarligt af Dig, Du har jo Ret, Du er jo beføiet, naar
Du lader Ironiens Lyn ramme dem, lader Vredens Torden
forfærde dem. Du tilintetgjør dem jo ikke, fordi Du har Lyst
dertil, men fordi de have fortjent det. Du dømmer dem; men
hvad vil det sige at „dømme” Andet end at fordre Noget af
dem; og kan Du ikke fordre det, og det er jo en Modsigelse
at fordre det Umulige, saa er det jo en Modsigelse at dømme
dem. Ikke sandt, Du har forløbet Dig, Du har ladet ane en
Lov, Du ikke vil vedkjende Dig, og som Du dog har gjort
gjældende mod Andre. Dog Du er ikke blottet for Fatning,
Du siger: „jeg dadler dem ikke, bebreider dem ikke, dømmer
dem ikke; jeg beklager dem.” Men sæt nu, at de Vedkommende
slet ikke fandt det kjedsommeligt. Der iler et selvtilfreds Smiil
over Dine Læber, et lykkeligt Indfald har overrasket Dig selv
og skal vel ogsaa kunne overraske den, Du taler med: „som
sagt, jeg beklager dem; thi enten føle de Kjedsommelighedens
hele Vægt og da beklager jeg dem, eller de mærke det ikke, og
da beklager jeg dem ogsaa, da ere de nemlig i en saare
beklagelig Illusion.” Saaledes omtrent vilde Du vel svare mig,
og dersom der var Flere tilstede, saa vilde Din sikkre Attitude
ikke forfeile sin Virkning. Nu er der imidlertid Ingen, der
hører paa os, og jeg kan altsaa fortsætte Undersøgelsen. Du
beklager dem altsaa i begge Tilfælde. Nu er der kun et tredie
Tilfælde muligt, det nemlig, at man veed, at det forholder sig
saaledes med Ægteskabet, og lykkeligviis ikke er kommen ind
deri. Men denne Tilstand er jo aabenbar ligesaa beklagelig
for Den, der har følt Kjærligheden og nu seer, at den ikke lader
sig realisere. Og Dens Tilstand endelig, der saa godt som
muligt har hjulpet sig ud af dette Skibbrud ved det i det
Foregaaende skildrede egoistiske Nødmiddel, er jo ogsaa beklagelig,
thi han har jo opkastet sig til en Røver og Ufredsmand. Det
synes altsaa, at ligesom et Ægteskab er blevet et almindeligt
Udtryk for en lykkelig Ende paa en Ting, saaledes bliver
Ægteskabets egen Udgang kun lidet glædelig. Vi ere da komne til
en almindelig Beklagelse som det sande Resultat af denne hele
Undersøgelse; men et saadant Resultat er en Selvmodsigelse,
det er det samme som om En vilde sige, at Resultatet af Livets
Udvikling er, at man gaaer tilbage. Du er i Almindelighed
ikke bange for at gaae med, og vil maaskee her sige: „ja det
hænder jo ogsaa stundom; naar man har Vinden stik imod i
glat Føre, saa kan Resultatet af en Fremadgaaen ofte blive en
Tilbagegaaen.”
Dog, jeg vender tilbage til Betragtningen af hele Din
aandelige Habitus. Du siger, at Du er en erobrende Natur,
der ikke kan besidde. Naar Du siger dette, da mener Du vel
ikke at have sagt Noget til Din egen Forringelse, tværtimod,
Du føler Dig snarere større end Andre. Lad os betragte det
lidt nærmere. Hvad hører der størst Kraft til, at gaae op
ad Bakke eller ned ad Bakke? Naar Bakken er lige steil,
hører der aabenbart mest Kraft til det Sidste. En
Tilbøielighed til at gaae op ad Bakke er næsten ethvert Menneske
medfødt, hvorimod de Fleste have en vis Angst for at gaae ned
ad Bakke. Saaledes troer jeg ogsaa, at der er langt flere
erobrende Naturer end besiddende, og naar Du føler Din
Overlegenhed ligeoverfor en Mængde Ægtefolk og „deres dumme
dyriske Tilfredshed”, saa kan det vel til en vis Grad være
sandt, men Du skal jo heller ikke lære af dem, der staae under
Dig. Den sande Kunst gaaer i Almindelighed den modsatte
Vei af den, Naturen gaaer, uden at den derfor tilintetgjør denne,
og saaledes vil ogsaa den sande Kunst vise sig i at besidde, ikke
i at erobre; Besidden er nemlig en baglænds Erobren. I disse
Udtryk seer Du allerede, hvorvidt Kunst og Natur modstræbe
hinanden. Den der besidder, han har jo ogsaa Noget, der er
erobret, ja naar man vil være streng i sit Udtryk, kan man
sige, at først Den der besidder, han erobrer. Nu mener Du
vel og at besidde; thi Du har jo Besiddelsens Øieblik, men
det er ingen Besiddelse; thi det er ingen dybere Tilegnelse.
Naar jeg saaledes vilde tænke mig en Erobrer, der undertvang
Riger og Lande, saa besad han jo ogsaa disse undertrykte
Provindser, han havde store Besiddelser, og dog kalder man jo en
saadan Fyrste en erobrende og ikke en besiddende. Først naar
han med Viisdom ledede disse Lande til deres eget Bedste, først
da besad han dem. Dette er nu meget sjeldent med en erobrende
Natur; i Almindelighed vil han mangle den Ydmyghed, den
Religiøsitet, den sande Humanitet, der hører til at besidde.
Seer Du, derfor var det, at jeg ved Udviklingen af Ægteskabets
Forhold til den første Kjærlighed netop fremhævede det religiøse
Moment, fordi dette vil dethronisere Erobreren og lade
Besidderen komme tilsyne; derfor anpriste jeg det, at Ægteskabets
Anlæg netop var betegnet paa det Høieste, paa den varige
Besiddelse. Her kan jeg erindre Dig om et Ord, Du ofte nok
slaaer om Dig med: „ikke det Oprindelige er det Store, men
det Erhvervede”; thi det Erobrende i et Menneske, og det, at
han gjør Erobring, det er egentlig det Oprindelige, men det,
at han besidder og vil besidde, det er det Erhvervede. Til at
erobre hører der Stolthed, til at besidde Ydmyghed; til at
erobre hører der Heftighed, til at besidde Taalmod; til at erobre
— Begjærlighed, til at besidde — Nøisomhed; til at erobre
hører der Spise og Drikke, til at besidde Bøn og Fasten.
Men alle de Prædikater, jeg her, og dog vel med Rette, har
brugt for at charakterisere den erobrende Natur, lade sig alle
anvende paa og, passe absolut paa det naturlige Menneske; men
det naturlige Menneske er ikke det Høieste. En Besiddelse er
nemlig ikke et aandeligt dødt og ugyldigt om end juridisk
kraftigt „Schein”, men en stadig Erhvervelse. Her seer Du atter
at den besiddende Natur har den erobrende i sig; han erobrer
nemlig som en Landmand, der ikke sætter sig i Spidsen for
sine Karle, og fordriver sin Nabo, men han erobrer ved at
grave i Jorden. Det sande Store er altsaa ikke at erobre,
men at besidde. Naar Du nu her vil sige: „jeg vil ikke
afgjøre, hvad der er det Største, men jeg vil gjerne indrømme,
at det er de to store Formationer af Mennesker; Enhver maa
nu afgjøre med sig selv, hvilken han tilhører, og vogte sig for,
ikke at lade sig omkalfatre af en eller anden Omvendelses-Apostel”,
saa føler jeg nok, at Du med det sidste Udtryk saa smaat har
mig i Kikkerten. Jeg vil imidlertid svare, det Ene er ikke
blot større end det Andet, men det Ene er der Mening i,
det er der ikke i det Andet. Det Ene har baade Forsætning
og Eftersætning, det Andet er blot Forsætning, og istedetfor
Eftersætning en betænkelig Tankestreg, hvis Betydning jeg en
anden Gang skal forklare Dig, hvis Du ikke allerede veed den.
Vil Du nu vedblive at sige, at Du eengang er en erobrende
Natur, saa er det mig ligegyldigt; thi Du maa dog indrømme
mig, at det er større at besidde end at erobre. Naar man
erobrer, da glemmer man bestandig sig selv, naar man besidder,
da erindrer man sig selv, ikke til forfængelig Tidsfordriv, men
med al mulig Alvor. Naar man gaaer op ad Bakke, da har
man blot det Andet for Øie; naar man gaaer ned ad Bakke,
da maa man vaage over sig selv, over det rigtige Forhold
mellem Understøttelses- og Tyngde-Punktet.
Dog, jeg gaaer videre. Du vil maaskee indrømme, at
det at besidde er vanskeligere end det at erobre, det at besidde
større end at erobre, „naar jeg blot kan faae Lov at erobre,
saa skal jeg ikke være saa knap, men tværtimod meget
rundhaandet med Høfligheder til dem, der have Taalmodighed til at
besidde, isærdeleshed hvis de skulde befindes tilbøielige til at
arbeide Haand i Haand med mig, ved at ville besidde mine
Erobringer. Større er det, lad gaae, men skjønnere er det ikke;
mere ethisk er det, al Ærbødighed for Ethiken, men mindre
æsthetisk tillige.” Lad os om dette Punkt gjøre os lidt mere
forstaaelige for hinanden. Der hersker vistnok blandt en stor
Mængde Mennesker en Misforstaaelse, der forvexler hvad der
er æsthetisk skjønt med hvad der æsthetisk skjønt lader sig
fremstille. Dette lader sig meget let forklare deraf, at den
æsthetiske Tilfredsstillelse, Sjælen har Trang til, søge de Fleste i
Læsning, eller ved Betragtning af Kunstværker o. s. v.,
hvorimod de forholdsviis ere meget faae, der selv skue det
Æsthetiske som det er i Tilværelsen, selv see Tilværelsen i æsthetisk
Belysning, og ikke blot nyde den digteriske Reproduktion. Men
til en æsthetisk Fremstilling hører altid en Concentration i
Momenter, og jo rigere denne Concentration er, desto større
er den æsthetiske Virkning. Herved faaer nu det lykkelige, det
ubeskrivelige, det uendeligt indholdsrige Moment, kort Momentet
ene Gyldighed. Enten er dette det ligesom prædestinerede
Moment, der gjennemzittrer Bevidstheden, ved at vække
Forestillingen om Tilværelsens Guddommelighed, eller Momentet
forudsætter en Historie. I første Tilfælde griber det derved,
at det overrasker, i andet Tilfælde er det vel en Historie, men
den kunstneriske Fremstilling kan ikke dvæle ved denne, kan blot
antyde den i det Høieste, og haster nu til Momentet. Jo mere
den kan lægge ind heri, jo mere kunstnerisk bliver den. Naturen,
har en Philosoph sagt, gaaer den korteste Vei; man kunde sige,
den gaaer slet ingen Vei, den er med eet Slag tilstede paa
eengang; og naar jeg vil fortabe mig i Beskuelsen af den
hvælvede Himmel, saa behøver jeg ikke at vente til de utallige
Himmellegemer faae dannet sig, thi de ere alle paa eengang.
Historiens Vei derimod er ligesom Rettens saare lang og besværlig.
Nu træder Kunsten og Poesien til og forkorter os Veien og
fryder os i Fuldbringelsens Moment, den concentrerer det
Extensive i det Intensive. Men jo betydningsfuldere det er, der skal
frem, desto langsommere er Historiens Gang, men desto
betydningsfuldere er ogsaa Gangen selv, desto mere vil det vise sig,
at det, der er Maalet, er tillige Veien. Med Hensyn til det
individuelle Liv er der to Arter af Historie, udvortes og
indvortes. Det er to Arter af Strømninger, hvis Bevægelse er
modsat. Den første har igjen to Sider i sig. Individet har
ikke det, han stræber efter, og Historien er den Strid, i hvilken
han erhverver det. Eller Individet har det, men kan dog ikke
komme i Besiddelse deraf, fordi der bestandig er noget Udvortes
der vil forhindre ham deri. Historien er da den Strid, i hvilken
han beseirer disse Hindringer. Den anden Art af Historie
begynder med Besiddelsen, og Historien er den Udvikling, gjennem
hvilken han erhverver Besiddelsen. Da nu i første Tilfælde
Historien er udvortes, og det, hvortil der stræbes, ligger udenfor,
saa har Historien ikke sand Realitet, og den digteriske og
kunstneriske Fremstilling handler ganske rigtigt i at forkorte denne og
haste til det intensive Moment. Lad os, for at blive ved hvad
vi nærmest have at gjøre med, tænke os en romantisk
Kjærlighed. Tænk Dig altsaa en Ridder, der har nedlagt fem
Vildsviin, fire Dværge, befriet tre fortryllede Prindser, Brødre til
den Prindsesse, han tilbeder. Dette har i den romantiske
Tankegang sin fuldkomne Realitet. Kunstneren og Digteren er det
imidlertid slet ikke af Vigtighed, om der er fem eller kun fire.
Kunstneren er i det Hele mere indskrænket end Digteren; men
selv denne vil det ikke interessere at fortælle omstændigt,
hvorledes det gik til med hvert enkelt Vildsviins Nedlæggelse. Han
haster til Momentet. Han indskrænker maaskee Antallet,
concentrerer Besværligheder og Farer i digterisk Intensitet og iler
til Momentet, til Besiddelses-Momentet. Den hele historiske
Succession er ham af mindre Vigtighed. Hvor der derimod
er Tale om indvortes Historie, der er hvert enkelt lille Moment
af yderste Vigtighed. Den indvortes Historie er først den sande
Historie, men den sande Historie kæmper med det, der er
Livs-Principet i Historien — med Tiden; men naar man kæmper
med Tiden, saa har derved netop det Timelige og ethvert lille
Moment sin store Realitet. Overalt hvor Individualitetens
indre Blomstring ikke er begyndt, hvor Individualiteten endnu
er lukket, der bliver der Tale om udvortes Historie.
Saasnart derimod denne saa at sige springer ud, saa begynder
den indre Historie. Tænk nu paa, hvad vi gik ud fra,
Forskjellen mellem den erobrende og den besiddende Natur. Den
erobrende Natur er bestandig udenfor sig, den besiddende i sig
selv, derfor faaer den første udvortes Historie, den anden
indvortes. Men da den udvortes Historie netop uden Skade lader
sig concentrere, saa er det naturligt, at Kunst og Poesi nærmest
vælge dem, og altsaa igjen vælge den uaabnede Individualitet og
Alt hvad der tilhører den til Fremstilling. Nu siger man vel,
at Kjærlighed aabner Individualiteten, men ikke naar
Kjærligheden opfattes saaledes som det skeer i Romantiken, da bringes
den blot til det Punkt, at den skal aabne sig, og der ender
man, eller den er ifærd med at aabne sig, men bliver afbrudt.
Men som den udvortes Historie og den lukkede Individualitet
nærmest vil blive Gjenstand for den kunstneriske og digteriske
Fremstilling, saa vil Alt hvad der udgjør en saadan
Individualitets Indhold ogsaa blive Gjenstand derfor. Men dette er
i Grunden Alt hvad der tilhører det naturlige Menneske. Et
Par Exempler. Stolthed lader sig ypperligt fremstille; thi det
Essentielle i Stolthed er ikke Succession, men Intensitet i
Momentet. Ydmyghed lader sig vanskeligt fremstille, fordi den netop
er Succession, og medens Betragteren ikke behøver mere end
at see Stoltheden i sin Culmination, saa fordrer han egentlig
i det andet Tilfælde, det som Poesi og Kunst ikke kunne give,
at see den i dens stadige Tilbliven, thi dette hører
Ydmygheden væsentlig til, at den stadigt bliver; og naar man viser
ham den i dens ideale Moment, saa savner han noget, fordi
han føler, at dens sande Idealitet bestaaer ikke i at den er ideal
i Momentet, men at den er bestandig. Den romantiske
Kjærlighed lader sig ypperligt fremstille i Momentet, den
ægteskabelige ikke; thi en idealiseret Ægtemand er ikke En, der engang i
sit Liv er det, men som hver Dag er det. Naar jeg vil
fremstille en Helt, der erobrer Riger og Lande, da lader det sig
ypperligt fremstille i Momentet, men en Korsdrager, der hver
Dag tager sit Kors op, lader sig aldrig fremstille hverken i
Poesi eller Kunst, fordi Pointet er, at han hver Dag gjør det.
Naar jeg vil tænke mig en Helt, der sætter sit Liv til, saa
lader det sig ypperligt concentrere i Momentet, derimod ikke
det at døe hver Dag, fordi Hovedsagen er, at det skeer hver
Dag. Mod lader sig ypperligt concentrere i Momentet,
Taalmod ikke, netop fordi Taalmod strider mod Tiden. Du vil
sige, at Kunsten dog har fremstillet Christus som Billede paa
Taalmod, som bærende al Verdens Synd, at religiøse
Digtninger have concentreret al Livets Bitterhed i een Kalk og ladet
et Individ i eet Moment udtømme den. Det er sandt; men
det er fordi man næsten rummeligt har concentreret den. Den
der derimod veed lidt Beskeed om Taalmod, veed meget godt,
at dens egentlige Modsætning ikke er Lidelsens Intensitet (thi
da nærmer det sig mere til Mod), men Tiden, og at det sande
Taalmod er det, der viser sig stridende mod Tid, eller egentlig
er Langmod; men Langmod lader sig ikke kunstnerisk fremstille,
thi dets Point er incommensurabelt for Kunst; det lader sig
heller ikke digte, thi det fordrer Tidens Langvarighed.
Hvad jeg nu her videre vil fremføre, det kan Du ansee.
for en stakkels Ægtemands ringe Offer paa Æsthetikens Alter,
og om Du og alle Æsthetikens Præster vil forsmaae det, saa
skal jeg vel vide at trøste mig, og det saameget mere som det,
jeg bringer, ikke er et Skuebrød, ene spiseligt for Præsterne,
men et Huusbagerbrød, der som al Huuskost er simpelt og
ukrydret, men sundt og nærende.
Naar man ligesaa meget dialektisk som historisk forfølger
det Æsthetisk-Skjønnes Udvikling, vil man finde, at Retningen
i denne Bevægelse er fra Rummets til Tidens Bestemmelser,
og at Kunstens Fuldkommengjørelse afhænger af den successive
Mulighed af mere og mere at løsrive sig fra Rummet og
bestemme sig hen til Tiden. Heri ligger Overgangen og
Betydningen af Overgangen fra Skulptur til Maleri, saaledes som
Schelling tidligt har peget hen herpaa. Musiken har Tiden til
sit Element, men vinder ingen Bestaaen i den, dens Betydning er
den bestandige Forsvinden i Tiden, den toner i Tiden, men
fortoner sig tillige og har ingen Bestaaen. Poesien endelig er den
fuldkomneste af alle Kunster og derfor ogsaa den, der mest veed
at gjøre Tidens Betydning gjældende. Den behøver ikke i den
Forstand at indskrænke sig til Momentet, som Maleriet gjør
det, den forsvinder heller ikke i den Forstand sporløst som
Musiken. Men uagtet dette nødsages ogsaa denne, som vi have
seet, til at concentrere sig i Momenter Den har derfor sin
Grændse, og kan, som ovenfor viist, ikke fremstille det, hvis
Sandhed netop er den timelige Succession. Og dog er det,
at Tiden bliver gjort gjældende, ikke nogen Forkleinelse af det
Æsthetiske, tværtimod bliver det æsthetiske Ideal rigere og
fyldigere, jo mere dette skeer. Det Æsthetiske altsaa, der bliver
incommensurabelt endog for Poesiens Fremstilling, hvorledes
lader det sig fremstille? Svar: derved at det leves. Det
faaer derved en Lighed med Musik, der blot er, fordi den
bestandig gjentages, blot er i Udførelsens Øieblik. Derfor gjorde jeg
i det Foregaaende opmærksom paa den fordærvelige Forvexling af
det Æsthetiske og Det, som æsthetisk lader sig fremstille i digterisk
Reproduktion. Alt, hvad jeg nemlig her taler om, lader sig
visselig æsthetisk fremstille, ikke i digterisk Reproduktion, men
derved, at man lever det, i Virkelighedens Liv realiserer det.
Saaledes hæver Æsthetiken sig selv og forsoner sig med Livet;
thi som i een Forstand Poesi og Kunst netop ere en Forsoning
med Livet, saa ere de i en anden Forstand Fjendskab til Livet,
fordi de kun forsone een Side af Sjælen. Her er jeg ved det
Høieste i det Æsthetiske. Og i Sandhed, Den der har
Ydmyghed og Mod nok til her at lade sig æsthetisk forklare, Den
der føler sig med som en Person i det Skuespil, Guddommen
digter, hvor Digteren og Souffleuren ikke ere forskjellige
Personer, hvor Individet, som den øvede Skuespiller, der har levet
sig ind i sin Charakteer og sin Replik, ikke forstyrres af
Souffleuren, men føler, at det, der tilhviskes ham, er det, han selv
vil sige, saa det næsten bliver tvivlsomt, om han lægger
Souffleuren Ordene i Munden, eller Souffleuren ham, Den der i
dybeste Forstand føler sig paa eengang digtende og digtet, der i
det Øieblik, han føler sig digtende, har Replikens oprindelige
Pathos, idet Øieblik han føler sig digtet, det erotiske Øre, der
opfanger enhver Lyd, han og først han har realiseret det Høieste
i Æsthetiken. Men denne Historie, der viser sig som
incommensurabel selv for Poesien, det er den indvortes Historie.
Denne har Ideen i sig og netop derfor er den æsthetisk. Den
begynder derfor, som jeg udtrykte det, med Besiddelsen, og
dens Fortgang er Erhvervelsen af denne Besiddelse. Den er
en Evighed, i hvilken det Timelige ikke er forsvundet som et
idealt Moment, men i hvilket det som realt Moment bestandig
er nærværende. Naar saaledes Taalmod i Taalmod erhverver
sig selv, saa er det indvortes Historie.
Lad os nu see hen paa Forholdet mellem den romantiske og
ægteskabelige Kjærlighed; thi Forholdet mellem den erobrende og
den besiddende Natur vil slet ingen Vanskeligheder formaae at
frembyde. Den romantiske Kjærlighed bliver bestandig abstrakt i sig
selv, og naar den ingen udvortes Historie kan faae, saa lurer
Døden allerede paa den, fordi dens Evighed er illusorisk. Den
ægteskabelige Kjærlighed begynder med Besiddelsen, og faaer
indre Historie. Den er trofast, det er den romantiske Kjærlighed
ogsaa, men see nu Forskjellen. Den trofaste romantiske Elsker han
venter f. Ex. i femten Aar; nu kommer da Øieblikket, der
belønner ham. Her seer Poesien meget rigtigt, at de femten Aar
ypperligen lade sig concentrere, den haster nu til Momentet.
En Ægtemand er trofast i femten Aar, og dog har han i de
femten Aar havt Besiddelsen; han har altsaa i denne lange
Succession bestandig erhvervet den Trofasthed, han besad, da jo den
ægteskabelige Kjærlighed i sig har den første Kjærlighed og derved
dennes Trofasthed. Men en saadan ideal Ægtemand lader sig
ikke fremstille; thi Pointet er Tiden i sin Extension. Ved Enden
af de femten Aar er han tilsyneladende slet ikke kommen videre
end han var i Begyndelsen, og dog har han i høi Grad levet
æsthetisk. Hans Besiddelse har ikke været ham en død Eiendom,
men han har bestandig erhvervet sin Besiddelse. Han har ikke
kæmpet med Løver og Trolde, men med den farligste Fjende,
som er Tiden. Men nu kommer ikke Evigheden bagefter som
for Ridderen; men han har havt Evigheden i Tiden, bevaret
Evigheden i Tiden. Han først har derfor seiret over Tiden;
thi Ridderen kan man sige om, han har dræbt Tiden, som man
jo stedse ønsker at slaae Tiden ihjel, naar den ingen Realitet
har for En; men dette er aldrig den rigtige Seier.
Ægtemanden har som en sand Seierherre ikke dræbt Tiden, men
frelst og bevaret den i Evigheden. Den Ægtemand, der gjør
det, han lever i Sandhed poetisk, han løser den store Gaade,
at leve i Evigheden og dog høre Stueuhret slaae, saaledes at
dets Slag ikke forkorter, men forlanger hans Evighed, en
Modsigelse, der er ligesaa dyb, men langt herligere end den, der
indeholdes i den bekjendte Situation, som skyldes Middelalderen,
der fortæller om en Ulykkelig, at han vaagnede op i Helvede
og raabte: hvad er Klokken, hvorpaa Djævelen svarede: en
Evighed. Og lader Sligt sig nu end ikke kunstnerisk
fremstille, saa være det Din Trøst som det er min, at det Høieste
og Skjønneste i Livet, det skal man ikke læse om, ikke høre om,
ikke see, men, om man saa vil, leve. Naar jeg derfor gjerne
indrømmer, at den romantiske Kjærlighed meget bedre egner sig
til kunstnerisk Fremstilling end den ægteskabelige, saa skal dermed
ingenlunde være sagt, at denne er mindre æsthetisk end hiin,
tværtimod, den er mere æsthetisk. Der forekommer i en af den
romantiske Skoles genialeste Fortællinger en Person, der ikke
har Lyst til, som de Andre, med hvilke han lever, at digte,
fordi det er Tidsspilde og berøver ham den sande Nydelse; han
vil derimod leve. Havde han nu havt en rigtigere Forestilling
om hvad det er at leve, saa havde han været min Mand.
Den ægteskabelige Kjærlighed har da sin Fjende i Tiden,
sin Seier i Tiden, sin Evighed i Tiden, saa den stedse vil have
sin Opgave, om jeg end tænkte mig alle saakaldte udvortes og
indvortes Anfægtelser borte. I Almindelighed har den ogsaa
disse, men naar man ret vil opfatte dem, maa man passe paa
to Ting, at de bestandig ere Bestemmelser ind efter, og at de
bestandig have Tidens Bestemmelser i sig. Ogsaa af denne
Grund indsees let, at denne Kjærlighed ikke lader sig fremstille.
Den drager sig bestandig ind efter, og hendrager (i god
Forstand) sig i Tiden; men hvad der skal fremstilles ved
Reproduktion, det maa lade sig fremlokke, og dets Tid maa lade sig
forkorte. Det vil Du yderligere overbevise Dig om, ved at
overveie de Prædikater, man maa bruge om den ægteskabelige
Kjærlighed. Den er trofast, bestandig, ydmyg, taalmodig,
langmodig, overbærende, oprigtig, nøisom, aarvaagen, varagtig,
villig, glad. Alle disse Dyder have den Egenskab, at de i
Individerne ere Bestemmelser ind efter. Individet kæmper ikke
mod udvortes Fjender, men udkæmper sig selv, sin Kjærlighed
af sig selv. Og de have Bestemmelser af Tid; thi deres
Sandhed bestaaer ikke i, at de ere eengang for alle, men at de
bestandig ere. Og ved disse Dyder erhverves ikke noget Andet,
kun de selv erhverves. Den ægteskabelige Kjærlighed er derfor
paa eengang, hvad Du spotviis ofte har kaldt den, den
dagligdagse, og tillige den guddommelige (i græsk Forstand), og er
den guddommelige derved at den er den dagligdagse. Den
ægteskabelige Kjærlighed kommer ikke med udvortes Tegn, ikke
som den rige Fugl med Susen og Brusen, men den er en stille
Aands uforkrænkelige Væsen.
Dette Sidste har nu Du og alle erobrende Naturer ingen
Forestilling om. I ere aldrig i Eder selv, men bestandig
udenfor. Ja, saalænge enhver Nerve zittrer i Dig, hvad enten
Du sagte lister Dig omkring, eller Du fremtræder og
Janitscharmusiken i Dit Indre overdøvet Din Bevidsthed, ja saa
synes Du, at Du lever. Men naar Slaget er vundet, naar
det sidste Eccho af det sidste Skud er hendøet, naar de snelle
Tanker ligesom Ordonants-Officierer ile tilbage til
Hovedqvarteret og melde, at Seieren er Din — ja da veed Du
Intet mere, da veed Du ikke at begynde; thi nu staaer Du
først ved den sande Begyndelse.
Det Du derfor afskyer under Navnet: Vane, som
uundgaaeligt for Ægteskabet, det er blot det Historiske i det, der i
Dit forkeerte Øie faaer et saa forfærdende Udseende.
Men hvad er det, Du pleier at ansee som det, der ved
den fra det ægteskabelige Liv uadskillelige Vane bliver ikke blot
tilintetgjort, men, hvad værre er, profaneret? Du tænker da i
Almindelighed paa „Erotikens synlige, hellige Tegn, hvilke, som
alle synlige Tegn, vel ikke i og for sig have Betydning, men
hvis Betydning beroer paa den Energi, den kunstneriske
Bravour og Virtuositet, som dog tillige er den naturlige Genialitet,
hvormed de udføres. Hvor modbydeligt er det ikke at see den
Mathed, hvormed alt Sligt fuldkommes i det ægteskabelige Liv,
hvor udvortes, hvor dorsk skeer det ikke, næsten paa Klokkeslet,
omtrent som hos den Stamme, Jesuiterne fandt i Paraguay,
der var saa dorsk, at Jesuiterne fandt det fornødent, at lade
ringe med en Klokke ved Midnat til behagelig Efterretning for
alle Ægtemænd, for derved at minde dem om deres
ægteskabelige Pligter. Saaledes skeer Alt paa
tempo
, efter Dressur.”
Lad os nu være enige om, at vi i vor Betragtning slet ikke
lade os forstyrre af, at der er nok saa meget Latterligt og
Forkeert i Tilværelsen, men blot see, om det er nødvendigt, og
hvis saa er, da lære Frelsen hos Dig. I denne Henseende
tør jeg vel ikke vente Stort hos Dig; thi Du kæmper, om
end i en anden Forstand, dog bestandig ligesom hiin spanske
Ridder, for en svunden Tid. Da Du nemlig kæmper for
Momentet mod Tiden, saa kæmper Du egentlig altid for det
Forsvundne. Lad os tage en Forestilling, et Udtryk fra Din
poetiske Verden, eller fra den første Kjærligheds virkelige
Verden: De Elskende
see
hinanden. Dette Ord:
see
, veed Du
ypperligt at spatiere og lægge en uendelig Realitet, en Evighed
ind deri. I den Forstand kan nu et Par Ægtefolk, der have
levet i ti Aar sammen, og seet hinanden daglig, ikke see paa
hinanden; men skulle de derfor ikke kunne see kjærligt paa
hinanden? Nu er jeg ved Dit gamle Kjætteri. Du kommer til
at indskrænke Kjærligheden til en vis Alder, og Kjærligheden
til Een i en saa kort Tid, og derpaa som alle erobrende
Naturer rekrutere, for at gjennemføre Dit Experiment; men det
er jo netop den allerdybeste Profanation af Elskovens evige
Magt. Det er jo Fortvivlelse. Hvordan Du vender og dreier
Dig deri, maa Du tilstaae, at Opgaven er den, at bevare
Kjærligheden i Tiden. Er dette umuligt, saa er Kjærligheden
en Umulighed. Det, der gjør Din Ulykke, er, at Du sætter
Kjærlighedens Væsen ene og alene i disse synlige Tegn. Skal
disse nu gjentages atter og atter og vel at mærke med en sygelig
Reflexion over, om de bestandig have den Realitet, som de
havde ved det tilfældige Accidents, at det var første Gang, saa
er det intet Under, at Du ængstes, og at Du henfører disse
Tegn og „Gestikulationer” til de Ting, om hvilke man ikke tør
sige:
decies repetita placebunt
; thi naar det, der gav dem
Værdi, var Bestemmelsen af den første Gang, saa er en
Gjentagelse jo en Umulighed. Men den sande Kjærlighed har en
ganske anden Gehalt, den udarbeider i Tiden, og vil derfor
ogsaa være i Stand til at forynge sig i disse ydre Tegn, og
har, hvad der er mig Hovedsagen, en ganske anden Forestilling
om Tid og om Betydningen af Gjentagelse.
I det Foregaaende har jeg udviklet, at den ægteskabelige
Kjærlighed har sin Strid i Tiden, sin Seier i Tiden, sin
Velsignelse i Tiden. Jeg betragtede da Tiden blot som simpel
Progression, nu skal det vise sig, at den ikke blot er en simpel
Progression, hvori det Oprindelige bevares, men en voxende
Progression, hvori det Oprindelige tiltager. Du, som har saa
megen Observation, vil vist give mig Ret i den almindelige
Bemærkning, at Menneskene dele sig i to store Classer, De som
fremherskende leve i Haabet, og De som fremherskende leve i
Erindringen. Begge Dele antyde et urigtigt Forhold til Tiden.
Det sande Individ lever paa eengang baade i Haabet og i
Erindringen, og forst derved faaer hans Liv sand, indholdsrig
Continueerlighed. Han har altsaa Haabet, og vil derfor
ikke, som de Individer, der blot leve af Erindring, tilbage i
Tiden. Hvad gjør altsaa Erindringen for ham; thi nogen
Indflydelse maa den dog vel have? Den sætter et Kors paa
Øieblikkets Node, jo længere den gaaer tilbage, jo oftere
Gjentagelse, desto flere Kors. Naar han saaledes i det nærværende
Aar oplever et erotisk Moment, saa forøges dette derved, at
han erindrer det i det foregaaende Aar o. s. v. Dette har nu
ogsaa paa en skjøn Maade fundet sit Udtryk i det ægteskabelige
Liv. Jeg veed ikke, hvilken Alder Verden nu befinder sig i,
men det veed Du saavel som jeg, at man pleier at sige, at
først kom Guld-Alderen, saa Sølv-Alderen, saa Kobber-Alderen,
saa Jern-Alderen. I Ægteskabet er det omvendt, der kommer
først Sølvbrylluppet, derpaa Guldbrylluppet. Eller er ikke
Erindringen egentlig Pointet i et saadant Bryllup? og dog erklærer
den ægteskabelige Terminologi dem for endnu skjønnere end det
første Bryllup. Dette maa nu ikke misforstaaes, som ifald
det skulde behage Dig at sige, „at saa var det bedst at lade
sig vie paa Vuggen, for strax at kunde begynde med sit
Sølvbryllup, og have Haab om at blive første Opfinder af en
splinterny Terminus i det ægteskabelige Livs Ordbog.” Du
indseer formodentlig selv, hvori det Usande ligger i Din Witz,
og jeg skal ikke opholde mig videre ved den. Det, jeg derimod
skal erindre om, er, at Individerne jo ikke blot leve i Haabet,
de have bestandig Haab og Erindring i hinanden i den
nærværende Tid. Ved det første Bryllup gjør da Haabet samme
Virkning, som Erindringen ved det sidste. Haabet oversvæver
det som et Evigheds-Haab, der udfylder Momentet.
Rigtigheden heraf vil Du ogsaa indsee, naar Du betænker, at hvis
man blot giftede sig i Haab om et Sølvbryllup, og altsaa
haabede og atter haabede i 25 Aar, saa var man, naar det
25de Aar kom, ubeføiet til at holde Sølvbryllup; thi man
havde jo Intet at erindre, da Alt var faldet ud fra hinanden
i den idelige Haaben. Det er forøvrigt ofte faldet mig ind,
hvoraf det vel kommer, at efter almindelig Sprogbrug og
Tankegang, den eenlige Stand slet ikke har saadanne Udsigter, at man
tværtimod snarere gjør det latterligt, naar det lykkes en
Pebersvend at holde Jubilæum. Grunden er vistnok den, at man i
Reglen har antaget, at den eenlige Stand aldrig ret kan gribe
den sande nærværende Tid, der er Eenhed af Haab og
Erindring, og derfor gjerne enten ligger i Haab eller i Erindring.
Men dette tyder igjen paa det rigtige Forhold til Tid, den
ægteskabelige Kjærlighed ogsaa i den almindelige Mening har.
Dog, der er ogsaa noget Andet i det ægteskabelige Liv,
Du betegner med det Ord: Vane, „dets Eensformighed, dets
totale Mangel paa Begivenhed, dets Bestandighed i en
Indholdsløshed, der er Død og værre end Døden.” Du veed,
der gives nervesvage Mennesker, der kunne forstyrres ved den
allermindste Larm, som ikke kunne tænke, naar En gaaer sagte
over Gulvet. Har Du lagt Mærke til, at der ogsaa gives en
anden Art af Nervesvaghed? Der gives Mennesker, der ere
saa svage, at de behøve dygtig Larm og en adspredende
Omgivelse for at kunne arbeide. Hvoraf kommer dette, uden deraf,
at de ikke have Herredømme over sig selv, blot i omvendt
Forstand. Naar de ere alene, da forsvinde deres Tanker i det
Ubestemte, naar der derimod er Larm og Støi omkring dem,
nøder denne dem til at sætte en Villie imod. See, derfor frygter
Du Fred og Stilhed og Hvile. Du er kun i Dig selv, naar
der er Modstand, men derfor er Du egentlig aldrig i Dig selv,
men bestandig udenfor Dig selv. I det Øieblik nemlig, at
Du assimilerer Dig Modstanden, saa er der atter Stilhed.
Dette tør Du derfor ikke; men saaledes staaer altsaa Du
og Modstanden ligeoverfor hinanden, og altsaa er Du ikke i
Dig selv.
Her gjælder naturligviis det Samme som tidligere om
Tiden. Du er udenfor Dig selv, og derfor kan Du ikke
undvære det Andet som Modstand; Du troer, at en urolig Aand
først lever, og alle Erfarne mene, at først en stille Aand i
Sandhed lever; for Dig er et oprørt Hav et Billede paa Liv,
for mig er det stille dybe Vand det. Ofte har jeg siddet ved
et lille rindende Vand. Det er altid det samme, den samme
sagte Melodi, det samme Grønt paa Bunden, der bøier sig
under dets rolige Bølge, de samme Smaa-Dyr, der bevæge
sig dernede, en lille Fisk, der smutter ind under Blomsternes
Skjul, den breder sin Finne ud mod Strømmen, den skjuler
sig under en Steen. Hvor eensformigt, og dog hvor rigt paa
Forandring! Saaledes er det ægteskabelige Huusliv, stille,
beskedent, nynnende; har ikke mange Changements, og dog er det
som hiint Vand rindende, dog har det som hiint Vand Melodi,
kjær for Den der kjender den, kjær for ham, netop fordi han
kjender den; det er uden Pragt, og dog udbreder sig stundom
en Glands over det, som dog ikke afbryder dets vanlige Gang,
ligesom naar Maanens Straale falder paa hiint Vand og viser
det Instrument, paa hvilket det spiller sin Melodi. Saaledes
er det ægteskabelige Huusliv. Men for at det skal kunne sees
saaledes og leves saaledes, forudsætter det een Egenskab, som
jeg nu skal nævne Dig. Det er et Vers af Oehlenschläger, som
jeg veed Du før i det Mindste har sat stor Priis paa. For
Fuldstændighedens Skyld vil jeg afskrive det:
Hvor Meget sig i Verden dog forene maa,
For Elskoven ret at trylle frem!
Først: et Par Hjerter, som hinanden vel forstaae,
Saa Ynde, der ledsager dem;
Saa Maanen med sin Straale ned
I Vaaren, gjennem Bøgens Grene;
Saa at de træffes kan alene —
Saa Kys — og saa Uskyldighed.
Du giver Dig jo ogsaa af med at lovprise Elskoven. Jeg vil
da ikke berøve Dig, hvad der vel ikke er Din Eiendom, thi
det er jo Digterens, men hvad Du dog har tilegnet Dig; men
da ogsaa jeg har tilegnet mig det, saa lad os dele, Du faaer
det hele Vers, jeg det sidste Ord: og saa Uskyldighed.
Endelig er der endnu en Side af det ægteskabelige Liv,
som ofte har givet Dig Anledning til Angreb. Du siger: „den
ægteskabelige Kjærlighed skjuler noget ganske Andet i sig; den
synes saa mild og skjøn og om, men naar først Døren er lukket
efter Ægteparret, saa, inden man veed et Ord deraf, kommer
Mester Erik frem, saa hedder det, det er Pligt, og nu kan I
pynte mig dette Scepter ud saa meget som I vil, gjøre det til
et Fastelavns-Riis, det bliver dog en Mester Erik.” Denne
Indvending behandler jeg her, fordi den ogsaa væsentlig beroer
paa en Misforstaaelse af det Historiske i den ægteskabelige
Kjærlighed. Du vil enten lade dunkle Magter eller Lune være det
Constituerende i Kjærligheden. Saasnart en Bevidsthed træder
til, saa forsvinder dette Trylleri; men denne Bevidsthed har
den ægteskabelige Kjærlighed. For nu at udtrykke det ret grelt,
saa viser Du os, istedetfor den Concertmester-Stav, hvis
Bevægelser angive Takten i den første Kjærligheds gratiøse
Stillinger, Pligtens ubehagelige Corporal-Stok. Det maa Du nu
for det Første indrømme mig, at saa længe den første
Kjærlighed, hvilken jo, efter hvad vi ere komne overeens om, den
ægteskabelige Kjærlighed har i sig, forbliver uforandret, saa
længe kan der ikke være Tale om Pligtens strenge Nødvendighed.
Du troer altsaa ikke paa den første Kjærligheds Evighed. Seer
Du, der har vi Dit gamle Kjætteri, det er Dig, der dog saa
ofte opkaster Dig til dens Ridder, og dog troer Du ikke paa
den, ja profanerer den. Fordi Du altsaa ikke troer paa den,
derfor tør Du ikke indgaae en Forbindelse, der, naar Du ikke
længer er
volens
, kan tvinge Dig til
nolens
at blive i den.
Kjærligheden er Dig derfor aabenbart ikke det Høieste; thi ellers
vilde Du være glad, om der var en Magt, der var istand
til at tvinge Dig til at blive i den. Du vil maaskee svare,
at dette Middel er intet Middel, men dertil vil jeg bemærke,
at det beroer paa, hvorledes man seer Sagen.
Det bliver eet af de Punkter, vi bestandig komme tilbage
paa, Du som det synes mod Din Villie, og uden at Du ret
er Dig selv klar over, hvordan det gaaer til, jeg med
fuldkommen Bevidsthed: det Punkt, at den første eller den
romantiske Kjærligheds illusoriske eller naive Evighed paa en eller
anden Maade maa hæve sig selv. Netop fordi Du nu søger
at holde den i denne Umiddelbarhed, søger at indbilde Dig
selv, at den sande Frihed bestaaer i at være udenfor sig selv,
beruset i Drømme, derfor frygter Du Metamorphosen, og derfor
viser den sig ikke saaledes, men som noget aldeles
Fremmedartet, der indeholder det Førstes Død, og derfor Din Afsky for
Pligten. Naar denne nemlig ikke allerede har ligget som Spire
i det Første, saa bliver dens Fremtræden naturligviis absolut
forstyrrende. Men saaledes er det ikke Tilfældet med den
ægteskabelige Kjærlighed; den har i det Ethiske og Religiøse allerede
Pligten i sig, og naar den da viser sig for dem, da er det ikke
en Fremmed, en uforskammet Uvedkommende, som dog har en
saadan Myndighed, at man ikke, i Kraft af Kjærlighedens
Hemmelighedsfuldhed, tør jage den paa Døren; nei, han kommer
som en gammel Fortrolig, som en Ven, som en Medvider, de
Elskende veed med hinanden i deres Kjærligheds dybeste
Hemmelighed. Og naar han taler, da er det ikke noget Nyt han siger,
men noget Velbekjendt, og naar han har talet, da ydmyge
Individerne sig derunder, men opløstes tillige netop derved, idet
de forvisses om, at det, han byder, er det, de selv ønske, og at
det, at han byder det, blot er en mere majestætisk, en mere
ophøiet, en guddommelig Maade at udtrykke paa, at deres
Ønske lader sig realisere. Det vilde ikke være dem nok, om
han opmuntrende sagde til dem: det kan lade sig gjøre,
Kjærligheden kan lade sig bevare; men idet han siger: den skal
bevares, da ligger deri en Myndighed, der svarer til Ønskets
Inderlighed. Kjærlighed udjager Frygt; men naar nu
Kjærligheden desuagtet et Øieblik frygter for sig selv, for sin egen
Frelse, saa er Pligten netop den guddommelige Næring,
Kjærligheden behøver, thi den siger: frygt ikke, Du skal seire, ikke
blot futurisk udtalt, thi saa er det kun et Haab, men
imperativisk, og heri ligger en Forvisning, som Intet kan rokke.
Du anseer altsaa Pligten for Kjærlighedens Fjende; jeg
anseer den for dens Ven. Denne Forklaring vil Du maaskee
være tilfreds med, og med Dit sædvanlige Spotteri gratulere
mig til en ligesaa interessant som ualmindelig Ven. Jeg
derimod vil ingenlunde nøies hermed, men tillade mig at føre
Krigen over paa Dit Gebeet. Er Pligten, naar den engang
er kommen tilsyne i Bevidstheden, Kjærlighedens Fjende, saa
maa jo Kjærligheden see at beseire den; thi Du vil dog ikke,
at Kjærligheden skal være et saadant afmægtigt Væsen, der ikke
kan beseire enhver Modstand. Dog mener Du paa den anden
Side, at naar Pligten kommer tilsyne, saa er det forbi med
Kjærligheden; og mener tillige, at Pligten tidlig eller sildig
maa komme tilsyne, ikke blot i den ægteskabelige, men ogsaa i
den romantiske Kjærlighed; og Du frygter egentlig derfor den
ægteskabelige Kjærlighed, fordi den i den Grad har Pligten
i sig, at naar den kommer tilsyne, kan Du ikke løbe fra den.
Dette mener Du derimod er ganske i sin Orden i den
romantiske Kjærlighed, thi saasnart det Øieblik er kommet, da Pligten
nævnes, saa er Kjærligheden forbi, og Pligtens Ankomst er
Signalet til, at Du med et meget høfligt Buk anbefaler Dig,
eller, som Du engang udtrykte Dig, at Du anseer det for Din
Pligt at anbefale Dig. Her seer Du igjen, hvorledes det gaaer
med Dine Lovpriisninger over Kjærligheden. Er Pligten
Kjærlighedens Fjende, og kan Kjærligheden ikke beseire denne Fjende,
saa er Kjærligheden ikke den sande Triumphator. Følgen heraf
bliver da, at Du maa lade Kjærligheden i Stikken. Naar Du
engang har saaet den fortvivlede Idee, at Pligt er
Kjærlighedens Fjende, saa er Dit Nederlag vist, og Du har da ligesaa
meget forkleinet Kjærligheden, og berøvet den dens Majestæt,
som Du har gjort dette ved Pligten, og dog var det kun det
Sidste, Du vilde. Du seer, dette er igjen Fortvivlelse, og det
hvad enten Du føler Smerten, der ligger heri, eller Du i
Fortvivlelsen søger at glemme den. Naar Du ikke kan bringe det
dertil, at Du seer det Æsthetiske, det Ethiske, det Religiøse
som de tre store Allierede, naar Du ikke veed at bevare
Eenheden af de forskjellige Udtryk, Alt faaer i disse forskjellige
Sphærer, saa er Livet uden Mening, saa maa man fuldkommen
give Dig Ret i Din Yndlingstheori, at man kan sige om Alt:
gjør det eller gjør det ikke, Du vil fortryde begge Dele.
Jeg er nu ikke som Du i den sørgelige Nødvendighed, at
maatte begynde et altid ulykkeligt endende Feldttog mod Pligten.
Pligt er for mig ikke eet Clima, Kjærlighed et andet, men Pligt
gjør mig Kjærlighed til det sande tempererede Clima, og denne
Eenhed er det Fuldkomne. For at imidlertid Din falske Lære
ret kan blive Dig aabenbar, saa vil jeg forfølge dette lidt
længere, idet jeg vil bede Dig at overveie den forskjellige Maade,
paa hvilken En kunde føle, at Pligten er Kjærlighedens Fjende.
Tænk Dig et Menneske, der var blevet Ægtemand uden
nogensinde ret at have gjort sig Rede for det Ethiske, der ligger
i Ægteskabet. Han elskede med Ungdommens hele Lidenskab,
og blev nu pludselig ved en udvortes Anledning berørt af den
Tvivl, om ikke muligen Den, hvem han elskede, men hvem han
ogsaa var knyttet til ved Pligtens Baand, kunde troe, at han
dog egentlig blot elskede hende, fordi det var hans Pligt. Han
var jo i et lignende Tilfælde, som det ovenfor antydede, ogsaa
for ham syntes Pligten at vise sig i et Modsætnings-Forhold
til Kjærligheden; men han elskede, og hans Kjærlighed var ham
i Sandhed det Høieste, og altsaa vilde hans Bestræbelser gaae
ud paa at overvinde denne Fjende. Han vilde altsaa elske
hende, ikke fordi Pligten saa bød det, ikke efter den fattige
Maalestok for et
quantum satis
, som Pligten kunde afgive
nei, han vilde elske hende af sin hele Sjæl, af al sin Kraft
og af al sin Formue; han vilde elske hende selv i det Øieblik,
hvis det skulde være muligt, da Pligten tillod ham at lade
være. Du seer let Forvirringen i hans Tankegang. Hvad
gjorde han? Han elskede hende af sin ganske Sjæl; men netop
dette byder jo Pligten, thi lad os ikke forvirres af deres Tale,
som mene, at Pligten i Forhold til Ægteskabet kun er et
Indbegreb af Ceremonibestemmelser. Pligten er kun een, den at
elske i Sandhed, i Hjertets inderlige Bevægelse, og Pligten er
ligesaa proteusagtig som Kjærligheden selv, og erklærer Alt
helligt og godt, naar det er af Kjærlighed, og nedtordner Alt,
hvor skjønt og skuffende det end er, naar det ikke er af
Kjærlighed. Du seer altsaa, at ogsaa han havde faaet en urigtig
Position; men netop fordi der var Sandhed i ham, saa gjør han,
idet han ikke blot vil gjøre det, Pligten byder, hverken mere
eller mindre, end det, Pligten byder. Det Mere, han gjør, det
er egentlig det, at han gjør det; thi det er bestandigt det Mere,
jeg kan gjøre, at jeg kan gjøre, hvad den byder. Pligten
byder, mere kan den ikke; det Mere jeg formaaer, det er at gjøre
hvad den byder, og i det Øieblik jeg gjør det, kan jeg i en
vis Forstand sige, at jeg gjør mere; jeg oversætter Pligten fra
det Udvortes til det Indvortes, og derved er jeg ude over
Pligten. Du seer heraf, hvilken uendelig Harmoni og Viisdom
og Conseqvents, der er i Aandens Verden. Naar man gaaer
ud fra eet bestemt Punkt og ganske rolig forfølger det med
Sandhed og Energi, saa maa det altid være en Skuffelse, naar det
Øvrige synes at være i Modsigelse dermed; og naar man troer
ret tilgavns at vise Disharmonien, viser man Harmonien. Den
Ægtemand, vi have talt om, slap derfor godt derfra, og den
eneste Straf, han maatte lide, var egentlig, at Pligten gjækkede
ham lidt for hans Lidettroenhed. Pligten lyder bestandig med
i Kjærligheden. Naar Du skiller dem ad, som han gjorde, og
vil gjøre den ene Deel til det Hele, da er Du bestandig i
Selvmodsigelse. Det er, som om En i den Stavelse: be, vil
adskille b og e, og nu intet e vil have, men paastaae, at b er
det Hele. I det Øieblik han udsiger det, siger han e med.
Saaledes er det med den sande Kjærlighed, den er ikke et stumt,
abstrakt Uudsigeligt, men den er ei heller en blød, ufastholdelig
Ubestemthed. Den er en artikuleret Lyd, en Stavelse. Er
Pligten haard,
eh bien
, saa udtaler Kjærligheden den, den
realiserer den, og gjør derved mere end Pligten; er
Kjærligheden ifærd med at blive saa blød, at den ikke kan fastholdes,
saa begrændser Pligten den.
Dersom det nu forholdt sig saaledes med Din Anskuelse
af, at Pligten er Kjærlighedens Fjende, dersom det var en blot
uskyldig Misforstaaelse, ja saa vilde det gaae Dig ligesom ham,
vi tale om; men Din Opfattelse er vistnok en Misforstaaelse
og tillige en skyldig Misforstaaelse. Deraf kommer det, at
Du ikke blot nedsætter Pligten men ogsaa Kjærligheden, deraf
kommer det, at Pligten viser sig som en uovervindelig Fjende,
det kommer deraf, at Pligten netop elsker den sande Kjærlighed,
og hader paa Liv og Død den falske, ja dræber den. Naar
Individerne ere i Sandhed, ville de i Pligten blot see det evige
Udtryk for, at Veien i Evighed er dem beredt, og den Vei, de
saa gjerne ville gaae, den er det dem ikke blot tilladt at gaae,
nei, det er dem befalet; og over denne Vei vaager der et
guddommeligt Forsyn, som bestandig viser dem Udsigten, sætter
Afvisere paa alle farlige Steder. Den som i Sandhed elsker,
hvorfor skulde han ikke ville modtage en guddommelig
Autorisation, fordi den udtrykker sig guddommeligt, og siger ikke blot
Du maa, men Du skal? I Pligten er Alt gjort ryddeligt for
de Elskende, og derfor troer jeg, at det er Tilfældet i Sproget,
at Pligtens Udtryk er det Futuriske, for derved at antyde det
Historiske.
Nu er jeg færdig med denne lille Udvikling. Den har
dog formodentlig gjort et Indtryk paa Dig, Du føler, at Alt
er vendt om, og Du kan dog ikke ganske forhærde Dig mod
den Conseqvents, ud af hvilken jeg har talet. Desuagtet vilde
det vel være Dig vanskeligt, dersom jeg i en Samtale havde
yttret Alt dette, at afholde Dig fra den spydige Bemærkning,
at jeg præker. Imidlertid kan Du dog egentlig ikke beskylde
min Fremstilling for at lide af denne Feil, eller for at være
ganske som den maaskee burde, naar man taler til en saa
forstokket Synder som Du er; og hvad Dine Foredrag, Din
Viisdom angaaer, da synes de ikke sjeldent at erindre os om
Prædikerens Bog, og man skulde virkelig troe, at Du leilighedsviis
valgte Dine Texter deraf.
Dog jeg vil lade Dig selv give mig Anledning til at
belyse Sagen. I Almindelighed lader Du nemlig ikke haant om
Ethiken, og man skal egentlig først drive Dig til et vist Punkt,
førend Du kaster den overbord. Saa længe Du nogenlunde
kan, beholder Du den altid paa Din Side: „Jeg foragter
ingenlunde Pligt,” saaledes pleier det mildere Foredrag, det
finere Pligtens Snigmord at begynde, „det være langt fra mig;
men lad os fremfor Alt altid have reent Brød i Posen, Pligt
er Pligt, Kjærlighed er Kjærlighed, dermed Punktum, og fremfor
Alt ingen Mengeleren. Eller er Ægteskabet ikke det eneste
Misfoster af den Natur, med denne hermaphroditiske Tvetydighed?
Alt Andet er enten Pligt eller Kjærlighed. Jeg anerkjender, at
det er et Menneskes Pligt at søge en bestemt Stilling i Livet,
jeg anseer det for hans Pligt at være sit Kald tro, og paa den
anden Side, naar han krænker sin Pligt, da lide han
velfortjent Straf. Her er Pligt. Jeg paatager mig noget Bestemt,
jeg kan nøiagtigt angive, hvad det er, jeg lover pligtskyldigst
at opfylde; gjør jeg det ikke, saa har jeg en Magt ligeoverfor
mig, der kan tvinge mig. Paa den anden Side slutter jeg mig
ved Venskab nøie til et andet Menneske, saa er Kjærligheden her
Alt, jeg anerkjender ingen Pligt; er Kjærligheden forbi, saa er
Venskabet ude. Ægteskabet er det ene forbeholdt at constituere
sig paa en saadan Urimelighed. Hvad vil det dog sige at
forpligte sig til at elske? Hvor er Grændsen? Naar har jeg opfyldt
min Pligt? Hvori bestaaer min Pligt nærmere bestemt? Hvilket
Collegium kan jeg henvende mig til i Tvivls-Tilfælde? Og
dersom jeg ikke opfylder min Pligt, hvor er da den Magt, der
skal tvinge mig? Staten og Kirken have vel sat en vis Grændse,
men om jeg end ikke gaaer til den Yderlighed, kan jeg derfor
ikke være en slet Ægtemand? Hvo vil straffe mig, hvo vil
tage hende i Forsvar, som lider derunder?” Svar: Du selv.
Førend jeg imidlertid gaaer over til at løse den Forvirring,
hvori Du har besnæret Dig og mig, maa jeg gjøre en
Bemærkning. Der er i Dine Yttringer ofte en vis Grad af
Tvetydighed, der er Dig væsentlig og eiendommelig. Hvad
Du siger kunde ligesaa godt det letsindigste som det tungsindigste
Menneske sige. Det veed Du selv meget godt; thi det er et
af de Midler, Du bruger til at bedrage Folk med. Du sige:
det Samme til forskjellige Tider, lægger Eftertrykket i Tonen
paa forskjellige Steder, og see det Hele er et Andet. Indvender
man Dig nu, at Du siger noget Andet end den forrige Gang,
saa svarer Du med stor Rolighed; er det ikke ordret det Samme.
Dog nok herom. Lad os see, hvorledes det forholder sig med
Din Inddeling. Der er et Mundheld, som har bevaret sig
gjennem Aarhundreder, hvormed man har betegnet Romernes
kloge Politik:
divide et impera
. I en langt dybere
Betydning kan man sige det om Forstands-Udviklingen; thi dens
snilde Politik er netop at dele og ved denne Deling at sikkre
sig Herredømmet, idet de Magter, der som allierede vilde være
uovervindelige, nu som adskilte og fjendtlige hæve hinanden, og
Forstanden beholder Herredømmet. Du mener altsaa, at det
hele øvrige Liv lader sig opfatte under Bestemmelsen af Pligt
eller under dens Modsætning, og at det heller ei er faldet Nogen
ind at anlægge en anden Maalestok; Ægteskabet alene har gjort
sig skyldigt i denne Selvmodsigelse. Du anfører som Exempel
en Kalds-Pligt, og mener, at det er et godt betegnende Exempel
paa et reent Pligt-Forhold. Imidlertid er dette ingenlunde
Tilfælde. Dersom nemlig et Menneske blot vilde opfatte sit
Kald som en saadan Sum af Bestemmelser, han til bestemte
Tider og Steder fuldbyrdede, saa nedværdigede han sig selv, sit
Kald og sin Pligt. Eller mener Du, at en saadan Anskuelse
vilde constituere gode Embedsmænd? Hvor blev der da Plads
for den Begeistring, hvormed En helliger sig sit Kald, hvor
Rum for den Kjærlighed, hvormed han elsker det? Eller hvilket
Forum skulde controllere ham? Eller fordres dette ikke af ham
netop som Pligt, og vilde Staten ikke ansee Enhver, der overtog
sig en Forvaltning uden dette, for en Leiesvend, hvis Slid og
Slæb den vel kunde bruge og betale for, men som dog i en
anden Forstand var en uværdig Embedsmand? Om Staten
nu end ikke udtrykkeligt siger dette, saa kommer det deraf, at
det, den fordrer, er noget Udvortes, noget Haandgribeligt, og
naar dette skeer, forudsætter den det Andet. I Ægteskabet
derimod er Hovedsagen det Indvortes, det, der ikke lader sig
pege og vise paa; men Udtrykket for dette er netop Kjærlighed.
Jeg seer derfor ingen Modsigelse i, at det fordres som Pligt;
thi den Omstændighed, at der Ingen er, der kan controllere, gjør
ikke noget til Sagen, da han jo kan controllere sig selv. Dersom
Du nu vedbliver at gjøre denne Fordring, saa er det enten fordi
Du ved Hjælp deraf vil liste Dig fra Pligten, eller fordi Du er
saa bange for Dig selv, at Du gjerne vilde lade Dig erklære
umyndig; men det er jo lige forkeert og lige forkasteligt.
Naar Du nu fastholder det, jeg i det Foregaaende har
udviklet, saaledes som jeg har udviklet det, saa vil Du let indsee,
at jeg, idet jeg fastholder Pligtens Inderlighed i Kjærligheden,
ikke gjør det med den vilde Angst, hvormed det stundom skeer
af Mennesker, hvis prosaiske Forstandighed først har tilintetgjort
det Umiddelbare, og som nu paa deres gamle Dage have slaaet
sig til Pligten; Mennesker, der i deres Blindhed ikke vide stærkt
nok at haane det reent Naturlige, ikke dumt nok at lovsynge
Pligten, som om den paa denne Maade var Andet end hvad
Du kalder den. Sligt et Brud kjender jeg, Gud skee Lov, ikke,
jeg er ikke flygtet med min Kjærlighed ud i vildsomme Egne og
Ørkener, hvor jeg i min Eensomhed foer vild, jeg har just heller
ikke spurgt Naboer og Gjenboer til Raads, om hvad jeg skulde
gjøre; en saadan Isolation og en saadan Partikularisation er
lige gal. Jeg har bestandig havt
impressa vestigia
for mig
i selve det Almeengyldige, hvilket er Pligten. Jeg har ogsaa
følt, at der er Øieblikke, hvor det er den eneste Frelse at lade
Pligten tale, at det er sundt at lade den straffe sig, ikke med
en Heautontimoroumenos's tungsindige Blødagtighed, men med
al Alvor og Eftertryk; men Pligten har jeg ikke frygtet, den
har ikke viist sig for mig som en Fjende, der vilde forstyrre den
Smule Lykke og Glæde, jeg havde haabet at frelse gjennem
Livet, men den har viist sig som en Ven, vor Kjærligheds første
og eneste Fortrolige. Men denne Kraft til bestandig at have
Udsigten fri, det er Pligtens Velsignelse, medens den romantiske
Kjærlighed løber vild eller gaaer istaa paa Grund af dens
uhistoriske Charakteer.
*
Dixi et animam meam liberavi
, ikke som om min Sjæl
hidtil havde været hildet og nu ved denne vidtløftige
Expectoration havde skaffet sig Luft, nei, det er blot et sundt
Aandedrag, hvori den har nydt sin Frihed. Aandedraget hedder paa
Latin, som Du erindrer,
respiratio
, et Ord, der betegner en
Tilbagestrømmen af det, der først er strømmet ud. I
Respirationen nyder Organismen sin Frihed, og saaledes har jeg ogsaa
i denne Skrivelse nydt min Frihed, den Frihed, jeg har daglig.
Modtag nu velforberedt, hvad der bydes Dig vel prøvet.
Skulde Du finde det altfor Lidet til at tilfredsstille Dig, saa
prøv, om det ikke var Dig muligt at forberede Dig bedre,
om Du ikke har glemt en eller anden Forsigtigheds-Regel.
Serberne have et Folkesagn, hvori der beskrives en uhyre Kæmpe,
der har en ligesaa uhyre Appetit. Han kommer til en fattig
Huusmand, og vil dele hans Middagsmad. Huusmanden sætter
frem efter fattig Leilighed, hvad Huset formaaer. Kæmpens
forslugne Øine har allerede fortæret Alt, og med Sikkerhed gjort
den Beregning, at han ikke vilde være bleven mere mæt, dersom
han virkelig havde opædt det. De sætte sig tilbords. Det
falder aldrig Huusmanden ind, at der ikke skulde blive nok til
Begge. Kæmpen langer til Fadet, Huusmanden standser ham
med de Ord: det er Skik og Brug hos mig, at man først gjør
en Bøn; Kæmpen finder sig deri, og see, der blev nok til Begge.
Dixi et animam meam liberavi
; thi ogsaa hende, hvem
jeg endnu bestandig elsker med en første Kjærligheds Ungdom,
ogsaa hende har jeg gjort fri, ikke som var hun iforveien
bunden, men hun har med mig glædet sig i vor Frihed.
Naar Du nu modtager min kjærlige Hilsen, saa modtage
Du ogsaa, som Du pleier, en Hilsen fra hende, venlig og
oprigtig som altid.
Det er længe siden, jeg har seet Dig hos os. Dette kan
jeg sige baade i egentlig og uegentlig Forstand; thi uagtet jeg i
de fjorten Dage, jeg har anvendt Aftentimerne til dette Brev
instar omnium
, jo paa en Maade bestandig har seet Dig hos
mig, saa er det dog i uegentlig Forstand ikke egentlig jeg har
seet Dig hos mig, ikke i mit Huus, i min Stue, men udenfor
min Dør, hvorfra jeg ved min Feining næsten har søgt at jage
Dig bort. Ogsaa denne Beskjæftigelse har ikke været mig ukjær,
og jeg veed det, Du vil heller ei tage mig min Adfærd ilde op.
Imidlertid skal det dog bestandig være mig endnu kjærere baade i
egentlig og uegentlig Forstand at see Dig hos os; jeg siger dette
med al den Ægtemands-Stolthed, der føler sig ved at være
berettiget til at bruge den Formel: hos os; jeg siger det med al
den humane Respekt, enhver Individualitet „hos os” altid kan
være sikker paa at møde. Du modtager derfor til næstkommende
Søndag ingen Familie-Invitaton for evig ɔ: for en heel Dag;
kom naar Du vil — altid velkommen; bliv saa længe Du vil
— altid en behagelig Gjæst; gaa naar Du vil — altid
velanbefalet.
↑
Ægteskabet giver derfor først et Menneske egentlig hans positive Frihed,
fordi dette Forhold kan udvide sig over hele hans Liv, over det
Mindste som over det Største. Det gjør ham fri fra en vis unaturlig
Forlegenhed i naturlige Ting, som vel ogsaa let kan erhverves paa
mange andre Maader, men da ogsaa let paa det Godes Bekostning;
det gjør ham fri fra at stagnere i Vane, idet det vedligeholder en
frisk Strømning; gjør ham fri fra Mennesker netop derved, at det
binder ham til eet Menneske. Jeg har ofte lagt Mærke til, at Folk,
der ere ugifte, netop trælle. For det Første trælle de for deres Luner;
netop i deres daglige Liv tør de tillade dem Alt, skylde Ingen
Regnskab; men dernæst blive de ogsaa afhængige, ja Slaver af andre
Mennesker. Hvilken Rolle spiller ikke ofte en Tjener, en
Huusholderske o. s. v. De ere Herskabets personificerede Luner og
Tilbøieligheder, reducerede paa Klokkeslet; de veed, naar Herren staaer op,
eller rettere, hvor længe iforveien der skal kaldes paa ham, eller
rettere, hvor længe iforveien hans Arbeids-Værelse skal være opvarmet
før der kaldes paa ham; de veed at lægge reent Linned frem til
ham, at krænge hans Strømper, saa han med Lethed kan trække dem
paa, at have koldt Vand i Beredskab, naar han har vasket sig i lunkent, at lukke Vinduer op, naar han gaaer ud, at sætte
Støvleknægt og Morgenskoe frem til ham, naar han kommer hjem &c. &c.
Alt dette veed det tjenende Personale, især naar det er lidt kløgtigt,
let at sætte sig ind i. Uagtet nu alt dette skeer til Punkt og Prikke,
saa ere slige ugifte Personer ofte ikke tilfredse. De kunne jo tilkjøbe
dem Tilfredsstillelsen af ethvert Ønske. De ere en Gang imellem
arrige og vrantne, bagefter svage og godmodige. Et Par Rigsdaler
gjør jo Alt godt. Det lærer Tyendet snart at benytte sig af; det
gjælder altsaa blot om med behørige Mellemrum at gjøre lidt galt,
lade Herskabet rase, blive fortvivlet derover, og derpaa modtage en
Douceur. Herskabet bliver saa indtaget af en saadan Personlighed,
Herren veed ikke om han mest skal beundre hans Nøiagtighed, eller
den oprigtige Anger, han viser naar han har forseet sig. En saadan
Tjener bliver da Herskabet uundværlig, og er fuldkommen Despot.
