Af en endnu Levendes Papirer

Af en endnu Levendes Papirer
af
Søren Kierkegaard
Kjøbenhavn, C. A. Reitzel, 1838
C. A. Reitzel
Kjøbenhavn
1838
Af en endnu Levendes Papirer.djvu
Af en endnu Levendes Papirer.djvu/5
i-79
Af en
endnu Levendes Papirer.
Udgivet
mod hans Villie
af
S. Kjerkegaard.
Kjøbenhavn.
Hos
C. A. Reitzel.
Trykt hos
Bianco Luno
.
1838.
Forord.
Forord bryder ingen Trætte, pleier man at sige;
nærværende afbryder idetmindste en Trætte, jeg i
længere Tid har havt med den egentlige Forfatter af
denne Afhandling. Skjøndt jeg nemlig elsker ham
"med Tung og Mund og af Hjertens Grund" og i
Sandhed anseer ham for min oprigtige Ven, mit
alter ego
, er det dog langtfra, at jeg for at betegne
vort Forhold kan substituere et andet, som det maaskee
kunde synes dermed identisk Udtryk:
alter idem
.
Vort Forhold er nemlig ikke noget venskabeligt
idem
per idem
; tvertimod ere vi næsten altid af forskjellig
Mening og idelig i Strid med hinanden, medens vi
dog derunder ere knyttede sammen ved de dybeste,
helligste, uopløseligste Baand; ja vi ere, skjøndt ofte
magnétagtigt divergerende, dog i strengeste Forstand
uadskillelige, om end vore fælleds Bekjendtere kun
sjeldent, maaskee aldrig har seet os sammen, ihvorvel
En og Anden af dem maaskee undertiden har forundret
sig over, at, ligesom han har forladt den ene af os,
han næsten i samme Nu har truffet den anden. Det
er derfor saa langtfra, at vi som Venner kunne glæde
os ved den Eenhed, som Digtere og Talere i deres
gjentagne Forevigelser kun have havt et eneste Udtryk
for, at det var som om een Sjæl boede i to Legemer,
at det, os betræffende, snarere maatte synes, som om
to Sjæle boede i eet Legeme. Hvilke Bryderier vi
nu kunne have med hinanden, hvilke huslige Scener,
der stundom forefalde, derom vil Du, kjære Læser,
bedst kunne gjøre Dig en Forestilling, naar Du vil
tillade mig at fortælle, hvorledes det er gaaet til med
nærværende lille Afhandling, og Du vil da lettelig
fra denne Ubetydelighed kunne slutte Dig til Resten.
Min Ven lider nemlig i en temmelig høi Grad af
Utilfredsstillethed i Verden, som ofte har gjort mig
ret bekymret for ham, og som ofte har ladet mig
befrygte, at det, hvis mit gode Humeur ikke skulde kunne
raade Bod derpaa og være istand til at fordrive
Sauls onde Lune, skulde see galt ud med min Ven,
med mig og med vort Venskab. Som bekjendt
behøver den menneskelige Sjæl just ikke saa lang Tid
som vor Klode for at dreie sig om sin Axe. Dog ikke
blot denne Bevægelse er langt hurtigere, men Sjælen
passerer ogsaa langt oftere de forskjellige Himmeltegn,
ligesom naturligviis ogsaa af samme Grund
Opholdsmomentet i hvert enkelt bliver betydeligt kortere i
Forhold til Omløbs-Hurtigheden. Naar nu Sjælen
indtræder i Haabets og Længselens Tegn, da vaagner
der hos ham, efter hvad jeg kan forstaae, under de
forskjellige Constellationers Attraction dunkle Anelser,
der ligesom i Vexelsang svare og mødes med de fjerne
Toner, der lyde over til os fra vort vel kjendte,
men ogsaa ofte glemte sande Hjem. I slige Øieblikke
indeslutter han sig da taus og hemmelighedsfuld i sit
αδυτον, saa at han endog synes at unddrage sig mig,
til hvem han dog ellers pleier ganske at betroe sig,
for hvem han dog ellers ikke pleier at have
Hemmeligheder, og det er kun ligesom i en forsvindende
Afglands af hvad der bevæger sig i hans Sjæl, at jeg
paa en forunderlig sympathetisk Maade (ene forklarlig
ved en ubegribelig
communicatio idiomatum
) føler,
hvad der rører sig i hans Indre. Og naar han nu
atter vender tilbage til mig, halv undseelig over, om
jeg skulde have mærket Noget, og da efter en lille
Pause vemodig udbryder:
Es blies ein Jäger wohl in sein Horn,
Wohl in sein Horn,
Und alles was er blies das war verlorn —
saa er han virkelig nær ved at forstemme mig. Og
lykkes det ham end nu og da at gribe en og anden
af de flygtende Ideer, saa maa han ogsaa, som han
siger kæmpe og stride med den. Og glemmer han
end i Velsignelsens Øieblik, at han halter, saa føler
han det kun desto stærkere, naar denne viger fra ham.
Men times det ham da at fastholde og fængsle den
enkelte Idee i et fyldigere Moment (thi det har vist
ogsaa Du, kjære Læser, erfaret, at det ikke blot er for
vor Herre at een Dag er som tusinde Aar, men ogsaa
om end kun en sparsom Gang for os Mennesker), saa
frygter han dog ofte for, at han maaskee ikke i Tide
har ladet Tanken christne, og at Nisser og Trolde
saaledes have faaet Magt til at lægge en Skifting
istedet. Efter deslige mange Vanskeligheder var nu
ogsaa nærværende lille Afhandling bleven færdig, og
allerede havde jeg, som det Medium, igjennem hvilket
han telegrapherer med Verden, bemægtiget mig den,
for at besørge det Fornødne til Opnaaelsen af dens
udvortes Bestemmelse — at blive trykt. Men hvad skeer,
Herimod havde han meget at indvende. Du veed jo,
sagde han, at jeg anseer det at skrive Bøger for at være
det Latterligste, et Menneske kan foretage sig. Man
overgiver sig jo aldeles til Skjebnens og
Omstændighedernes Vold, og hvorledes skal man kunne undgaae
alle de Fordomme, som Folk føre med sig til
Læsningen af en Bog, og som virke ikke mindre
forstyrrende end de forudfattede Forestillinger, hvilke de
Fleste føre med sig, naar de skulle gjøre et
Bekjendtskab, og som ere Skyld i, at saa faa Mennesker
virkelig vide, hvorledes Andre see ud? Hvilket Haab
kan man vel nære om aldeles
ex improviso
at falde
i Læsernes Hænder? Desuden føler jeg mig bunden
ved den fixerede Form, Afhandlingen nu engang har
faaet, og for igjen at føle mig fri, vil jeg atter tage
den tilbage i Modersliv, lade den endnu engang
synke hen i den Dæmring, den udgik af, hvor Ideen
"viser sig og smiler, og undviger
Som Pynten af et ønsket Næs i Taage"
— maaskee kan den da fremgaae i en gjenfødt
Skikkelse. Og desuden veed jeg meget godt, hvad
det er, der forblinder Dig. Forfatterforfængelighed,
Kjære! ""Stakkels Hjerte kan Du dog ikke
opgive det forfængelige Haab, at være Forfatter af
fire Ark"" Amen! "Ως εφατ´. αύτάρ έγώ μιν
άμειβόμενος προςέειπον: Slidder Sladder. Alt hvad
Du der har sagt har Intet at betyde og intetsteds
hjemme, og da, som Du veed, den Snak altid er
lang nok, som intetsteds har hjemme, saa vil jeg ikke
høre et Ord mere. Afhandlingen er nu i min Magt,
jeg har Commandoen. Altsaa: Lige ud, Marche.
Parolen er: hvad jeg skrev, det skrev jeg.
Udgiveren.
verte
Efterskrift
for de Læsere, der muligen kunne
have Skade af at læse Forordet: de kunne jo springe
det over, og sprang de saa langt, at de sprang over
Afhandlingen med, saa kan det ogsaa være det samme.
Om
Andersen som Romandigter,
med stadigt Hensyn til hans sidste Værk:
"Kun en Spillemand."
Der ligger i den hele nyere Udvikling en stor
Tilbøielighed til — langtfra med Taknemmelighed at erindre
sig de Kampe og Besværligheder, Verden har udstaaet
for at blive til det, den er — om muligt endog at
forglemme de Resultater, den i sit Ansigts Sved har
erhvervet, for paany at begynde forfra, og i
ængstende Forudfølelse af, med hvor fuld Ret
Efterverdenen vilde kunne behandle den paa samme Maade,
deels at overbevise sig selv om sin Virksomhed og sin
Betydning, deels at paanøde Efterverdenen denne
Anerkjendelse ved at gjøre sig til det egentlige
Udgangspunkt for Verdenshistorien, ved, hvis det lod sig
gjøre, med sig at begynde den positive Tidsregning
og lade den foregaaende Tilværelse, om man endnu
er saa fornuftig at antage en saadan, være et
Livs-Hoveri, paa hvilket Subtractions-Stykke man kun
maa beklage, at det har været nødvendigt at anvende
en saa lang Tid. Møde vi dette Phænomen i sin
respectableste Skikkelse, saaledes som det træder frem
i Hegels store Forsøg paa at begynde med Intet,
saa maa det saavel imponere os som glæde os;
imponere os i Betragtning af den moralske Kraft,
hvormed Ideen er undfanget, den intelligente Energie
og Virtuositæt, hvormed den er gjennemført; glæde
os, fordi den hele Nægten dog kun er en Bevægelse
indenfor Systemets egne Grændser, foretaget netop i
Interesse af Gjenvindelsen af Tilværelsens "gediegne
Fylde". See vi det samme Phænomen, fremkaldt
ved en ægte original Personligheds naturlige
Opposition mod den hele moderne Phraseologie, see vi en
saadan, ved Geniets egen dybe, artesiske Kraft høit
over Mængden hævet, staae som en imponerende
Statue, ganske indhyllet i sin hjemmegjorte
terminologiske Kappes yppige Drapperier; men dog saa egoistisk
afsluttet i sig selv, at der ikke er den mindste Pjalt,
den "gaffende Pøbel" kan gribe fat i; saa maae vi vel
takke Gud for, at en saadan Simon Stylita erindrer
os om, hvad Selvstændighed er, men dog ogsaa
beklage, at Tidens Forkeerthed fordrede et saadant
Offer. Hvad imidlertid disse to Fremtrædelsesformer
af den betegnede Lyst til at begynde forfra angaaer,
da maa man bemærke, at de ere opstillede for at
vise den relative Sandhed, der kan ligge i denne
Tilbøielighed, idet jo, hvad den første Fremtrædelsesform
angaaer, det væsentligt paaligger Philosophien som
System bestandig paany at optage sine egne
Præmisser, og denne forsaavidt kun ved en Misforstaaelse tillige
har rettet sig mod Tilværelsen selv; og see vi hen til
den anden, da er den jo deels fremtvungen ved den
almindeligere, hele Stater omspændende, med den kun
langt ude beslægtede Forvirring, og deels
reformatorisk blot rettet mod Misbrug, der have indsneget sig
i den givne Positivitæt, uden derfor at ville udrydde
end ikke et eneste oprindelig i Sproget givet Ord.
Hvorvidt nu den overordentlige Beredvillighed og
Redebonhed, den næsten forekommende Tjenstvillighed,
hvormed i vore Tider stedse Tusinder staae parate
til, saasnart der bliver sagt er fornuftigt Ord, at
misforstaae det, ogsaa her har været i utrættelig
Virksomhed, det vil Enhver let overbevise sig om, der har
bemærket, at den hele yngre Literatur deels er saa
fuldt op beskjæftiget med at indlede og skrive
Indledninger, idet den har forglemt, at den Begynden fra
Intet, som Hegel taler om, af ham selv blev magtet
i Systemet og ingenlunde var en Miskjendelse af
den store Rigdom, Virkeligheden har, deels er saa
høilig hjemsøgt af disse hysteriske Tilfælde af
Aandrighed.
En sørgeligere Skikkelse af den samme Vildfarelse,
og som egentlig er den, vi oprindeligen sigtede til,
viser sig i Tidsalderens Hovedretning i det Politiske.
Misforstaaende den dybere Betydning af en historisk
Evolution, klamrende sig, besynderligt nok, ligesom
i Kamp for sin Existents fast til den Phrase, at
Verden altid bliver klogere, opfattet, vel at mærke, i
en for dette Øieblik gunstig, forøvrigt parodisk
Conseqvents, træder den frem enten som
ungdommeligt Overmod i for stor Tillid til i Livet ikke prøvede
Kræfter (og dette er da dens bedste Skikkelse) ihvorvel
i samme Grad som det ægte Ungdommelige, der var
det integrerende Moment af Sandhed deri, tager af,
i samme Grad Phænomenet nedsætter sig selv til
Kaadhed, om end Samtiden skulde være forblindet
nok til med sin Tak at henvende sig til en slig klein
Zaches genannt Zinnober — eller som Mangel
paa Taalmodighed til at kunne finde sig ind
Livsforholdene, som Afmagt til, udfyldende en bestemt
Stilling i Staten, at bære med paa Historiens for
den Fornuftige lette og velsignelsesrige Byrde. Men
under begge Former gjør denne Tendents sig skyldig
i et Attentat paa den givne Virkelighed; dens Løsen
er: glem det Virkelige (og allerede dette er et
Attentat), og forsaavidt de gjennem Aarhundreder
grandieust udviklede Statsformer ikke lade sig ignorere,
saa maae de vige, ligesom Urskovene fordum for
Culturens Plov i Oplysningens Morgenrøde, for at der
nu paa de ryddeliggjorte Sletter ikke kan være det
mindste poetiske Smuthul; men de faa rene
Exemplarer af normale Mennesker, kunne, uden at udsættes
for den mindste profane Berøring eller for at forsee
sig paa nogetsomhelst Broget, Spættet eller Stribet, i en
rædsom Monotonie avle en heel Yngel af eligerede,
abstracte Cosmopolit-Gesichter. Som Hegel begynder
den ikke Systemet, men Tilværelsen med Intet, og
det negative Moment, igjennem hvilket og i Kraft af
hvilket alle Bevægelserne skee, (Hegels Begrebets
immanente Negativitæt) er Mistillid, der unægtelig har
en saa negativ Kraft, at det — og det er da det Gode
ved Sagen — maa ende med at slaae den selv ihjel,
Noget, som da ogsaa vil skee; thi saasnart den
juste
milieu
, det eneste Medium, igjennem hvilket de hænge
fast ved Staten, blot et Øieblik skulde med Molboen
faae isinde at sige: tøv lidt, mens a spytter i
Næverne, saa styrte de redningsløst ned.
Efter disse almindeligere Betragtninger, hvis
inderligere organiske Forhold til vort Forehavende paa
sit Sted vil, saa haabe vi, vorde Læserne klart, ville
vi gjøre et Forsøg paa at orientere os en Smule i
vor Roman- og Novelle-Literatur, erindrende om, at
ogsaa her er skeet, ja realiseret et saadant Forsøg paa
at begynde forfra og fra Intet; thi anderledes vide
vi ikke at betegne den Cyclus af Noveller, der
begyndte med en Hverdagshistorie (med Intet), kun at
dette, i Kraft netop af det Sande i Retningen, i sin
Negativitæt var rettet mod et Uvæsen, der havde
indsneget sig i denne Green af Literaturen, og som al
ond Vane havde faaet en besynderlig lang Hale, og,
idet hver Generation føiede Sit til, var voxet i
Analogie med det bekjendte:
"Sip-Sip-Sipsippernip-Sipsippernip-Sippernip-Sipsip," deels i sin Posivitæt
udfoldede en saa stor Rigdom indefter og afgav et saa
glædeligt Vidnesbyrd om Tilværelsens poetiske
Vægtfylde, at det nødvendigt maa opmuntre enhver
følgende Novellist eller Roman-Digter at have en saadan
Begyndelse.
Idet vi nu med saa faa Ord som muligt ville
henlede Læsernes Opmærksomhed paa den Cyclus af
Noveller, der skyldes Hverdagshistoriens Forfatter,
maae vi erindre om, at dette hverken skeer, for, efter
at have betalt dem en vis Anerkjendelsens-Tribut, nu
med moderne philosophisk Travlhed at sløife dette
Høidepunkt og forvandle det til et i Tilværelsen
forsvindende Moment, over hvilket maaskee allerede adskillige
homines novi
("nyfødte Jarler, nattegamle Svende")
ere komne ud, eller for at fixere dem i en absolut
Catholicitæt, uden for hvilken ingen Salighed er; men
i Betragtning af den i disse indeholdte Livs-Anskuelse,
der ligesaa vist har havt sit corresponderende Element
i Tilværelsen til sin Forudsætning, som ogsaa har et
vakt til sin Virkning, en Betragtning, der ingenlunde
er uden Vigtighed for vort Forehavende, og kun
gjennemføres, forsaavidt den har Betydning for samme.
Imidlertid maae vi forinden bede den ærede Ubekjendte undskylde,
at han — i Lighed med hine udødelige classiske
Skribenter, til hvis Fortolkning til Plage for disse gjennem
Aarhundreder den ene Generation efter den anden
har afgivet sit destoværre ofte altfor talrige Contingent
af smagløse Fortolkere og derved bidraget til at
formere det Opløb, der ikke sjeldent har trængt sig
mellem Forfatterne og de Læsere, der vare disse kjærest —
atter her seer sig forfulgt af en Recensent, der dog
netop i Følelsen heraf kun i Tillid til sin gode
Genius' Bistand vil bestræbe sig for "
favere lingua
."
Det Sublimat nemlig af Glæde over Livet, den
som Livs-Udbytte resulterende gjennemkæmpede Tillid
til Verden, at i den endogsaa i dens mest
underordnede Skikkelser ikke Livspoesiens Kilde er udtørret,
den Tillid til Mennesker, at der ogsaa i disses mest
trivielle Fremtrædelsesformer, naar man blot vil søge
rigtigt, findes en Fylde, en Guddomsgnist, der,
omhyggeligt pleiet, kan gjennemgløde hele Livet, kort
sagt den verificerede Congruens af Ungdommens
Fordringer og Bebudelser med Livets Præstationer,
der her ikke bevises
ex mathematica pura
, men
anskueliggjøres
de profundis
, af et rigt Gemyts
hele indre Uendelighed, og foredrages med
ungdommelig Alvor — give disse Fortællinger et evangelistisk
Anstrøg, der nødvendigviis maa sikkre dem stor
Betydning for Enhver, der endnu ikke har forskrevet sig
til Fanden for at storme Himlen, eller
praktisk-grundigt fordybet sig i Støvlerne, for der at finde
Tilværelsens egentlige Reale, og gjøre deres Læsning til
et i Sandhed opbyggende Studium. Og føle vi
end, at den Vei, der fører til denne Glæde, vistnok
gaaer over Sukkenes Bro, og synes man end at
høre et ganske enkelt Suk, der dog ikke aldeles har
fundet sin Lægedom, og træder derfor end paa et
enkelt Sted istedenfor den ægte religieuse, aprioriske
Genialitæt en vis Befinden sig vel inden elskelige
huslige Forholds hyggelige Vægge, saa er dog den
igjennem dem gaaende Aand i Forening med den
ved konstnerisk Virtuositæt betingede objektive Holdning,
saa glædelig, at om end deres Forfatter, idet han
overskuer den hele Samling, stundom fristes til at
kalde den en "Benoni", Læserne nødvendigviis maae
kalde den en "Benjamin". Synes end derfor en og
anden Yngre mismodig, at ogsaa her føres
Beviset for, at det dog kun er vort Livs Josua og
ikke dets Moses, der kommer ind i det forjættede
Land, og vender end et og andet yngre Blik sig
vemodigt mod hiin mægtige, længst forsvundne Fortid,
og lytter end mangen Yngres Øre efter Hiint:
Det donner under Ros, de danske Kæmper naar de Dysten ride,
som lod den sig endnu engang opleve, som var det
umuligt Andet, end at den paa al ungdommelig
Poesies retmæssige Fordringers mægtige Manelser
maatte, ligesom Fædrene i dens Fortællinger, reise
sig i sin Grav for at udlevere sine Sønner det
Sværd, med hvilket den selv bekæmpede Nisser
og Trolde, saa vil ogsaa den Deel af den yngre
Generation istemme, naar disse Novellers
Forfatter reiser sig, som Palmer, forklaret og
udbringer en Skaal, der er værd at drikke: Leve
Genie, Skjønhed, Kunst og hele denne herlige Jord!
Leve hvad vi elske og hvad vi have elsket! det leve
her eller hisset et forklaret Liv, som det lever i vor
Erindring.
Medens nu disse Noveller maae søge deres sande
sympathetiske Læsere i den ældre Generation, hvis
Livs-Anskuelse er Forudsætningen for deres Tilblivelse,
der endnu staaer umiskjendeligt betegnet i en Samling
af ikke faa betydningsfulde, høiærværdige
Individualitæter, saaledes vil deres Forhold til Politikerne
ikke være værd at omtale af den simple Grund, at det
dog kun bestandigt er den, der har Øren at høre
med, Evangeliet kan prædikes for, og en Resignation,
som ikke er en Følge af et udvortes Tryk (og slige
fladtrykte Personer ere ikke saa sjeldne Phænomener)
men en Udvikling af en indvortes Elasticitæt af den
Glæde, der har seiret over Verden, synes altfor
ubegribelig for politiske Haandgribeligheder — det vil ikke være
værd at omtale, siger jeg, uden forsaavidt det afgiver
et Beviis paa disse Novellers poetiske Vægtfylde, uden
forsaavidt det giver os Anledning til at glæde os
over, at en saadan Livsfylde har vidst at holde sig i
Politikens "Candidat Prosa".
Hvad derimod den yngre Generation angaaer,
der endnu staaer og besinder sig paa Verden, da
ville disse Noveller ogsaa der finde opmærksomme og
taknemmelige om end for en Deel misforstaaende
Læsere, hvad enten nu denne Misforstaaelse har sin
Grund i, at de i ungdommelig Undulation snart ville,
naar de see, hvor mange Offre Livs-Labyrinthens
Minotaurus fordrer, beundre, ja næsten fortvivle om at
opnaae et saadant Livs-Udbytte, eller de, skjøndt de
maae tilstaae sig selv, at det er en stolt Gravsang,
denne Livs-Anskuelse bereder sig, dog ville finde, at
den ikke ganske gaaer paa den Melodie, de i slige
Øieblikke tydelig kunne befinde sig paa blev sjunget
over deres Vugge — eller den viser sig deri, at
denne Generation, uden endnu at have udviklet den
behørige Færdighed i Livet, nu mere condenserer et
vist Indbegreb af Sætninger, der skulde indeholde en
Garantie for den fornødne Bøielighed i Livet, kort
sagt, kommer til at sætte det som Opgave og formeget
at dvæle ved Betragtningen deraf som saadant, hvad
hiin Forfatter har i Kraft af at have gjennemlevet det.
At nu disse Noveller i den yngre Generation,
der saavidt som muligt har holdt sig udenfor
Berøring med det Politiske, har fundet opmærksomme, ja
endog talentfulde Læsere, derfor føre de saa kaldte
Bernhardske Noveller et ligesaa tilstrækkeligt som
glædeligt Beviis. At disse, som hjemmehørende blandt
den yngre Generation, da de overhovedet ikke hævde
den Vinkel som hine, fik istedenfor hines
religieuse
Characteer et
moralsk
Tilsnit, at de istedenfor hines
klarede Besindighed udviklede stundom en vis
Tilbøielighed til at snakke gammelt synes idetmindste ikke
at modbevise vor Paastand, og vi ville derfor blot
erindre om, at den anden Art af Misforstaaelse ikke
saa let kan komme til at gestalte sig i en lignende
Manifestation, da den, som et Moment med i en
Assimilations-Proces, bør saa meget som muligt
holdes fri for Selv-Reflexion, og som henhørende til
et ungdommeligt Livs indvortes hemmeligste Historie
ikkun i abnorme Tilstande kan forraade sig uden i
almindeligere lyriske Udbrud.
Vende vi os nu fra disse Noveller og deres
Tumleplads til hiin Røst i Ørkenen St. St.
Blicher, der dog, og det er netop det mærkelige,
omskabte den til et venligt Tilflugtsted for den i
Livet landflygtige Phantasie, saa møde vi vel ikke
her en saadan Verdens-Anskuelse, paa hvilken der er
gjort Prøve i saa mangfoldige Livs-Tilfælde, ikke
heller den Livs-Gymnastik, der er hine Noveller
saa eiendommelig; men dog finder ogsaa her en
vis Begynden forfra Sted, foretaget, medens den
negative Side er aldeles latent, i Kraft af at
en heel Positivitæt saa at sige vaagner op og
kommer til Orde og ungdommelig frisk fornyer og
gjenføder sig med autochthonisk Originalitæt.
Istedetfor den i Hverdagshistoriens Forfatters Noveller
indeholdte Livs-Anskuelse, der er Individets, som har
fuldendt Løbet og bevaret Troen, fremtræder her som
Eenheden af en for Sjælens indre Øre gjenlydende
individuel-folkelig poetisk Grundtone, og et for
Phantasien udslagen folkelig-idyllisk af mægtige Kornmod
gjennemlynet Billede — en dyb poetisk Stemning,
indhyllet i Umiddelbarhedens Taageslør. Istedetfor
vi i hine Noveller maae beundre den mesterlige Teknik,
frapperes vi her mere af enkelte dramatisk-svangre
Repliker, som ikke saa meget forudsætte en Cuiviers
Skarpsindighed for af dem at construere en Totalitæt,
som næsten Naturens Dybsindighed som
Tilblivelsesgrund. I ethvert Tilfælde er ogsaa her en Eenhed,
der i sin Umiddelbarhed betydningsfuldt peger ind i
Fremtiden, og som nødvendigviis maa gribe
Samtiden meget mere, end den har gjort, og derved maaskee
komme til at virke heldbringende for den prosaiske
Maade, paa hvilken Politiken hidtil er bleven behandlet.
Efter saaledes at have givet vor Kikkert de
behørige Udtræk, maae vi bede de ærede Læsere at lade
Øiet følge med, naar vi rette den hen paa vor
egentlige Gjenstand: den af en temmelig betydelig literair
Virksomhed ikke ufordeelagtigt bekjendte Digter Hr.
H. C. Andersen, idet vi derved haabe os sikkrede
mod den illusoriske Opfattelse og de Sandsebedrag,
som det blotte Øie ofte er udsat for. Til at iagttage
hans første Ungdoms enkelte virkelig skjønne lyriske
Frembringelser, dertil trækker vor Kikkert ikke nok,
hvorimod vi haabe, at Læserne ville give os Ret i
den almindeligere Observation, at han i sin Lyrik ikke
staaer betegnet som en ved et dybt Gemyt bemyndiget
Choragus for en større Totalitæt, eller som et
fuldtonigt Organ for en Folke-Bevidsthed, eller endelig
som en af Naturen skarpt udpræget Personlighed, der
ikke har anden Ret til sine besynderlige Udbrud og
sine besynderlige Fordringer til Verden end det
Naturens
imprimatur
, som Historien saa ofte ikke
accepterer — men snarere som en gjennem en elegisk
Duodez-Scala af ligesaa let vakte som igjen dæmpede
og uden synderlig Efterklang hendøende Toner sig
bevægende og i et saadant Væv af tilfældige
Stemninger hildet Mulighed af en Personlighed, der for
at blive en saadan behøver en stærk Livs-Udvikling.
Idet vi nu henvende vor Betragtning paa denne
Andersens Historie, finde vi saa godt som aldeles ingen
Antydning af det Stadium, han ordenligviis nærmest
efter det lyriske maatte gjennemløbe — det episke.
Vi ville her blot beraabe os paa den — under en
saa hyppig Produktivitæt som den Andersenske —
ellers uforklarlige Mangel af nogen poetisk
Frembringelse, der bærer den episke Charakteer, for at hjemle
vor Paastand, som senere Betragtninger endmere
ville bestyrke, at Andersen har oversprunget sit
Epos. Og uagtet det kunde synes besynderligt, at
en saadan Overspringen af det Episke netop skulde
indtræffe i vor paa episk Stof ellers saa rige Tid
(hvor med en Tarvelighed, der erindrer om den
sceniske Konsts første Udviklings oeconomiske
Forening af Digter og Skuespilleri een Person, jo
Enhver har sit Epos og sin episke Digter i sig
selv), saa er dog Phænomenet unægteligt og ikke
uinteressant, ja ligesaa meget interessantere som
Andersens lyriske Selvfortabelse er glædeligere end den
moderne politisk-episke Selvforgabelse.
Uden nu at indlade os paa en vidtløftigere
Drøftelse af Betydninger af en egentlig episk
Udvikling, ville vi blot bemærke, at derved ikke maa
forstaaes en høirøstet hæs Begeistring over en eller
anden ephemer Gjerningsmand, eller en smægtende
Henstirren paa en eller anden tilfældig Individualitæt,
eller en literair Becomplimenteren, men en dyb og
alvorsfuld Omfavnen af en given Virkelighed, paa
hvilken Maade man end fortaber sig i den, en for
Livet styrkende Udhvilen deri og Beundring deraf,
uden at denne derfor nogensinde behøves at komme
til Orde som saadan, men som aldrig kan Andet
end have den høieste Betydning for den Enkelte; om
det Hele end gik saa umærket af, at Stemningen
selv syntes født i Dølgsmaal og begravet i Stilhed.
Ville vi nu nærmere betragte, hvorledes for et
Gemyt som det Andersenske Overgangen maatte være
realiseret fra det Lyriske til det Episke (hvilket vi her
forstaae om den poetiske Stemning, der fortjener dette
Navn, og som er en nødvendig Betingelse for det
derpaa følgende og i corresponderende Forhold dertil
staaende Gjernings-Epos) — saa maatte dette enten
være skeet derved, at han med pythagoræisk Taushed
havde helliget et Tidsafsnit af sit Liv til et alvorligt
Studium, og dette laa allerede Andersen fjernere;
eller derved at Samtiden saa poetisk-malerisk
grupperede sig om en enkelt Heros; eller den ved en
colossal Forening af en Mængde hver for sig
betydningsfulde Kræfter, midt i disses mest brogede
Mangfoldighed, saa aldeles uden al Misviisning pegede
hen paa et eneste Maal, og med en saadan Energie
arbeidede derhen, at en saadan Stræben en Tid lang maatte
gribe ham og afgive det for ham nødvendige
Livs-Supplement. En saadan Begunstigelse af
Tidsomstændigheder faldt imidlertid ikke i Andersens Lod; thi hans
egentlige Livs-Udvikling falder i den saa kaldte
politiske Periode, og naar vi blot et Øieblik ville høre
efter, hvad Politikerne selv sige om den, ville vi
vistnok overbevises om, hvorlidet styrkende den kan
være for en saadant Gemyt. Det er en
Gjærings-Periode, sige Politikerne, idetmindste er det ingen
Gjernings-Periode; det er en Overgangs-Periode —
meget rigtigt! idetmindste er Granit-Formationen
allerede længe forbi, Fløse-Formationen overstaaet, og
vi har formodentlig en god Stund fordybet os i
Tørve-Formationen. Eller var det vor Tids
Generalforsamlinger, disse det politiske Livs
Omnibusser, disse brasilianske Myretuer, hvilke, efter en
Naturforskers Beretning, ved en Samling af flere
Millioner, frembyde en frappant Lighed med
Fortidens Mindesmærker over en Mand — en
Kæmpehøi? Eller hvorledes skulde han befinde sig vel i den
hele politiske Flok af selskabelige Grinder, der
trykkes og stødes for vexelviis at komme til at
opsnøfle en Monolog? Eller hvad skulde der vel være
for Poesien at gjøre i en Tid, da den Yngre, der
stræber efter noget Høiere, maa føle i aandelig
Forstand de samme Symptomer, som Franskmændene paa
deres Marche over de russiske Stepper, hvor Øiet
forgjeves søger et Punkt, det kan hvile sig paa, da
de ældre Mænd, der endnu vide, hvad de ville, maae
med Smerte see Individerne som tørt Sand smuldre
hen mellem Fingrene? I vor Tid, da vi hver Dag
opleve de latterligste Combinationer af de ligesom
Glasstumper i en Kaleidoskop sammenrystede
Individer; i vor Tid, hvis Princip (
sit venia verbo
)
ikke er andet end Protestantismens dybe og inderlige
nu zum Gebrauch für Jedermann
in absurdum
reducerede Livs-Anskuelse. Lade vi nu denne
Udvikling som læsende træde i Forhold til Andersen, da
maatte den i sin æsthetiske abstrakte Impotens med
sin grandieuse Horizont, der ligesom den jydske
Hedes fornemmelig udmærker sig derved, at ikke en
eneste Qvist forstyrrer Udsigten — ved sin Dom, der
i høi Grad egner sig for disse Mulighedernes
Crystallisationsformer, og "som grundigt parodierer det
skaberiske Bliv" (det er et Punkt, der kunde komme
noget Interessant ud af, det var et ypperligt Stof
eller
vice versa
i det Uendelige) — nødvendigviis kun
virke lidet opmuntrende paa vor Digter. Var derfor
Andersen tidlig hildet i sig selv, saa følte han sig
ogsaa tidlig, som en overflødig Kornblomst blandt det
nyttige Korn, viist tilbage til sig selv, og paa Grund
af, at han saaledes idelig blev nedstødt i sin egen
Personligheds Tragt, maatte, idet hans oprindelige
elegiske Stemning ved en slig Art Reflection
modificerede sig til en vis Forstemthed og Bitterhed mod
Verden, hans poetiske Kræfter i deres selvfortærende og deri
gjennem producerende Virksomhed, snarere vise sig som
en sagte Flamme, der atter og atter blusser op —
end, hvilket vilde være Tilfældet med en
betydningsfuldere Personlighed, som en underjordisk Ild, der ved
sine Udbrud forfærder Verden; thi en Heine kunde
Andersen aldrig blive, dertil mangler han saavel
dennes Genie som hans Forargelse over Christendommen.
Hvad hans Forhold til den philosophiske Udvikling
angaaer, da maatte denne enten i sin
betydningsfuldere Skikkelse have henviist ham til et alvorligere
Studium, eller den kunde have optaget ham med i den
uendelige Række af Haandlangere, der fra Hegel kaste
philosophiske Muursteen fra Haand til Haand, og ved
hans Udtræden af denne Virksomhed belønnet ham
med et Hastværks-Resultat, der for Afvexlings Skyld
kunde i kort Tid blive et ret pikant Krydderi i end
noksom ennuyante selskabelige Conversation. Med
denne Udvikling er han, enten det nu er til Skade
eller til Gavn for ham, aldeles ikke kommen i
Berøring.
Naar vi nu gaae videre og ville forfølge Andersen
i hans Forhold til vor nyere af os tidligere omtalte
Novelle-Literatur, da ville vi dog foreløbig i
Almindelighed bemærke, at Grunden, hvorfor Andersen ikke
har faaet saa megen Gavn af denne, som han kunde,
vel fortrinlig maa søges deri, at han ikke for sit eget
individuelle Livs Skyld, eller af nogen almindeligere
æsthetisk Interesse som Læser traadte i Forhold til
denne, men i et ved en vordende
Novelle-Produktivitæt determineret Hensyn — hvad hans Forhold til
Hverdagshistorien angaaer, vel med Rette kunne
regne ham blandt de tidligere omtalte misforstaaende
Læsere, der blandt Andet ogsaa ved disse Noveller
ere bragte til en vis Grad af Reflexion; men som i
ingen Maade er gjennemført til nogen betydelig Grad
— og hvad hans Forhold til Blicher angaaer, vel
med ligesaa megen Ret paastaae, at den i hine
Noveller indeholdte umiddelbare Folkepoesie vel tillige med
Andet mere har henledet Andersens Opmærksomhed
paa det Folkelige, uden at dette derfor i poetisk Fylde
er gjenvundet hos Andersen; men at han snarere paa
en reen udvortes Maade har benyttet det. Føie
vi nu hertil den Fristelse til at producere, istedetfor
at udvikle sig selv, til at skjule en indre Tomhed
under brogede Billeder, til uden al Reproduction at gaae
op i Generation, som Læsning af W. Scott og
saadanne Romandigtere nødvendigviis maatte være for et
saa svagt udviklet Gemyt som det Andersenske, saa
vil det vist ikke forundre os, at han, istedetfor at
gjennemføre sin Reflexion, tvertimod afslutter sig i et
ganske lille Spatium deraf, det vil ikke undre os, at
der, naar vi gjennemdeklinere Andersen i disse Livets
forskjellige Casibus, fremkommer et Phænomen, som vil
afgive et ret heldigt Paradigma for en Cyklus af
Phænomener.
Idet vi nu gaae over til nærmere at betegne
Andersen som Romandigter, ville vi — opfordrede ved
det vistnok unægtelige Faktum, at enhver opmærksom
Læser af Andersens Noveller vil paa en underlig
Maade føle sig forstyrret ved den dobbelte Belysning
(Zwielicht), der, ligesom i Sommer-Forestillingerne paa
vort Theater, hersker i alle Andersens Romaner —
anstille nogle nærmere Betragtninger over, hvorledes
man maa tænke sig disse Romaner i poetisk Henseende
at være blevne til. En Mængde vistnok poetiske
Ønsker, Længsler o. s. v. søger nemlig, efter i lang Tid
at være blevne tilbagetrængte i Andersens eget Indre
af den prosaiske Verden, at udvandre til hiin for det
poetiske Gemyt ene tilgængelige Lille-Verden, hvor den
sande Digter festligholder midt i Livets Trængsler sin
Sabbath. Men neppe ere disse overskibede i hiin
Verden og der incorporerede i nye Individer, før
Nissen allerede høit forkynder sin Ankomst dersteds, med
andre Ord, førend det hele Slæng af deprimerende
Livs-Betragtninger, enten i Form af et blindt Fatum,
eller i Form af det Onde i Verden (den virkelige,
nemlig), der qvæler det Gode, opvoxer, medens
Andersen sover, med en Frodighed som Tidslerne i
Evangeliet. Forgjæves arbeider Andersen imod, dog
snart opgiver han disse Bestræbelser, snart vender han
sig til den modsatte Side, og forstemt og misfornøiet
som han er med den virkelige Verden, søger han i
sine egne poetiske Skabningers Forknyttelse at have
ligesom en Satisfaction for sin egen. Som Lafontaine
sidder han derfor og græder over sine ulykkelige Helte,
der maae gaae under, og hvorfor? fordi Andersen er
den som han er. Den samme glædeløse Kamp, som
Andersen selv kæmper i Livet, gjentager sig nu i hans
Poesie. Men netop fordi Andersen saaledes ikke kan
udskille det Poetiske fra sig selv, fordi han, saa at
sige, ikke kan blive af dermed, men saasnart en poetisk
Stemning har faaet Spillerum, denne da uden eller med
hans Villie strax overvældes af det Prosaiske, netop
derfor er det umuligt at faae et heelt Indtryk af
Andersens Noveller; netop derfor er det muligt, at
Læserne sættes i den besynderligste og fra den af
Andersen intenderede høist forskjellige Stemning, idet
hans Digt trykker som Virkelighed, da den hele
Samling af Enkeltheder vel, fortalte som Virkelighed, kunne
have deres Interesse, da man i det fortællende
Individ jo maatte forudsætte den gjennem alle disse
gaaende, Alt forklarende, i den Fortællendes egen
Bevidsthed givne Grundtanke, men denne er det jo
fortrinligt at Digteren skal levendegjøre — og hans
egen Virkelighed, hans egen Person forflygtiger sig til
Digt, saa at man virkelig i enkelte Øieblikke fristes
til at troe, at Andersen er en Figur, der er løben
bort fra en af en Digter componeret, endnu ikke
færdig Gruppe; og unægteligt er det vistnok, at Andersen
kunde blive en meget poetisk Person i et Digt,
hvorved da netop hele hans Digten vilde blive opfattet i
sin fragmentariske Sandhed. Indtrykket gjentager sig
naturligviis, om man lader en Reflexion træde til
som et bestandigt
Memento
om, at det er omvendt,
og gaaer med en urokkelig Haardnakkenhed som
cartesianske Dukker seierrig ud af enhver saadan Kamp
med Reflexionen.
Ligesom nu det her af os Udviklede vil afgive
det fornødne indre Beviis-Supplement for Rigtigheden
af vor Yttring saavel om Andersens Misforhold til
en episk Udvikling, som ogsaa om hans ved
Misforholdet betingede, men ogsaa fra en anden Side dette
i sin Grundethed eftervisende Indeclinabilitæt i Livet,
saaledes vil det, naar man med det, som et foreløbigt
abstrakt Resultat
in mente
, gjennemlæser en eller flere
af Andersens Romaner, spalte sig i en saadan Mængde
af enkelte Bemærkninger med dertilhørende
dicta
probantia
, at vi saa meget som muligt skulle arbeide
imod ved ikke at lade disse som saadanne flagre
omkring, men, erindrende os Latinerens betydningsfulde:
revocare ad leges artis
, lade dem rykke mere
sluttede frem, saa at Læseren endog da, naar de enkelte
Bemærkninger mest splitte sig ad, dog stundom maa
synes ligesom at høre det "Apell til Midten," der
kalder dem tilbage.
Naar vi nu sige, at Andersen aldeles mangler
Livs-Anskuelse, saa begrundes denne Yttring ligesaa
meget i det Foregaaende, som den selv, efterviist i sin
Sandhed, begrunder dette. En Livs-Anskuelse er
nemlig mere end et Indbegreb eller en Sum af
Sætninger, fastholdt i sin abstrakte Hverkenhed; den er mere
end Erfaringen, der som saadan altid er atomistisk,
den er nemlig Erfaringens Transsubstantiation, den er
en tilkæmpet af al Empirie urokkelig Sikkerhed i sig
selv, hvad enten den saa blot har orienteret sig i alle
verdenslige Forhold (et blot humant Standpunkt,
Stoicisme f. Ex.), der derved holder sig uden for
Berøring med en dybere Empirie — eller den har i sin
Retning mod Himlen (det Religieuse) deri fundet det
Centrale, saavel for sin himmelske som sin jordiske
Existents, har vundet den sande christelige Forvisning:
"at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei
heller Fyrstendømmer, ei heller Magter, ei heller det
Nærværende, ei heller det Tilkommende, ei heller det
Høie, ei heller det Dybe, ei heller nogen anden
Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christo
Jesu vor Herre." See vi nu hen til, hvorledes det i
denne Henseende staaer sig med Andersen, da finde
vi Forholdet ganske som vi havde ventet det: paa den
ene Side stikke enkelte Sætninger frem som
Hieroglypher, der stundom ere Gjenstand for en from
Veneration; paa den anden Side dvæler han ved sin egen
Erfarings enkelte Phænomener, som nu snart igjen
potenseres til Sætninger, og ere da at subsumere
under den foregaaende Classe, snart mere afvindes den
Side at være oplevede, uden at man derfor med
Rette kan, saalænge disse forblive i deres
Pebersvende-Stand, deraf drage nogen videre Følge. Vil man nu
maaskee sige, at den af os skildrede Livs-Anskuelse er
et Standpunkt, man kun efterhaanden kan nærme sig
til, og at det er ubilligt at gjøre saa store Fordringer
til en saa ung Mand som Andersen, saa ville vi,
hvad det Sidste angaaer, medens vi gjerne indrømme,
at Andersen er en ung Mand, dog erindre om, at vi
kun have med Andersen som Roman-Digter at gjøre,
og
anticipando
tilføie, at en saadan Livs-Anskuelse
er for en Roman-Digter af den Classe, til hvilken
Andersen hører,
conditio sine qua non
; og, hvad
det Første angaaer, gjerne indrømme en vis
Aproximation i sin fulde Betydning, men dog ogsaa i Tide
sige Stop, inden vi faae den hele vor Betragtning
annullerende Consequents paa Halsen, at den
egentlige Livs-Anskuelse indtræder først (
denum
) i Ens
Dødsstund, eller vel endog paa en af Planeterne.
Spørge vi nu, hvorledes en saadan Livs-Anskuelse
kommer istand, da svare vi, at for den, der ikke
tillader sit Liv altfor meget at satte ud, men saavidt
som muligt søger at fore dets enkelte Yttringer tilbage
i sig selv igjen, maa der nødvendigviis indtræde et
Øieblik, i hvilket der udbreder sig et besynderligt Lys
over Livet, uden at man derfor i fjerneste Maade
behøver at have forstaaet alle mulige Enkeltheder, til
hvis successive Forstaaelse man imidlertid nu har
Nøglen, maa, siger jeg, indtræde det Øieblik, da, som
Daub bemærker, Livet forstaaes baglænds gjennem
Ideen. Har man nu ikke bragt det hertil, ja
mangler man endog aldeles Forstand paa, hvad dette vil
sige, saa kommer man til parodisk at stille sig en
Livs-Opgave, enten derved, at denne allerede er løst, om
man saa vil, skjøndt den i en anden Forstand aldrig
har været knyttet, eller derved, at den aldrig bliver
at løse. Begge Dele finde vi nu til yderligere
Bestyrkelse hos Andersen, idet begge Anskuelser saavel
foredrages som Laanesætninger, som ogsaa anskueliggjøres
til en vis Grad i enkelte poetiske Personligheder. Paa
den ene Side læres nemlig, at der er skrevet paa
ethvert Menneske et
mene mene
etc.; i Analogie
hermed optræde Individer, hvis egentlige Opgave
ligger bagved dem, uden at dette derfor hjælper dem til
at komme i den for Livets Betragtning rigtige
Stilling "baglænds", da denne Opgave snarere som en
Pukkel er anbragt paa deres egen Ryg, og som de
derfor ret egentlig aldrig faae at see, eller i aandelig
Forstand umulig nogensinde kunne blive sig bevidste,
med mindre Andersen til Afvexling lægger en den hele
Opfattelse forstyrrende Bevidsthed ind i dem,
Individer, der som andre Himmellegemer gaae deres engang
anviste Vei med en ufravigelig Nøiagtighed, eller han
taber sig i ikke saa meget høittravende, som
langttravende Betragtninger , hvis Helt er en storartet
Peripatetiker, der, da han ingen nødvendig Grund har til
nogetsteds at standse, men Tilværelsen derimod altid
er en Cirkel, kommer til at gaae i Cirkel, om end
Andersen og Andre, der i mange Aar have boet paa
Bjerget, troe at han gaaer lige ud, da Jorden er
saa flad som en Pandekage. Imellem, det vil sige i
Eenheden af disse Standpunkter, ligger den sande
Midte; men deraf følger ingenlunde, at der jo ved en
ny Inconsequents, der, vel at mærke, ikke hæver den
foregaaende (thi det var det heldigste) kan opstaae nye
Phænomener, idet f. Ex. Andersen pludselig afbryder
deres ufortrødne Vandring, idømmer dem en abitrair
Straf, skjærer Næse og Øren af dem, sender dem
til Siberien, og saa maa vor Herre, eller hvo der
ellers vil, tage sig af dem. —
Men er da en saadan Livs-Anskuelse absolut
nødvendig for en Roman-Digter, eller gives der ikke
en vis poetisk Stemning, der som saadan kan i
Forening med en livlig Skildring udrette det Samme?
Vort Svar herpaa ligger for største Delen i det af
os tidligere med Hensyn til Blicher Udviklede, hvor
vi jo netop have søgt at paavise Betydningen af en
saadan af Stemning udgaaet og af Læserne gjennem
en Succession af Modificationer i et heelt Billede
opfattet Eenhed, og forøvrigt ville vi, forsaavidt man
vil gjøre en lignende Betragtning gjældende ved en
Utallighed af i Reflexionen givne Standpunkter,
hvorved man da maa erindre, at alle disse
Standpunkter som saadanne med Hensyn til Produktivitæt
sætte væsentlig af og meer og mere lader den
oprindelige Stemning fordampe, blot tilføie, at der paa
alle disse vel lader sig producere, men at man dog, naar
man er en Smule kræsen med sine Titler, hellere
maatte kalde dem Studier til Noveller etc. end
Noveller, som det jo ogsaa paa dette Trin vil mislykkes
i samme Grad, som man egentlig sætter sig en
novellistisk eller Roman-Opgave. Maaskee vil man gaae
videre, og idet man beraaber sig paa, at der jo dog
er een Idee, der idelig forekommer i Andersens
Romaner, derved vindicere Andersen en Livs Anskuelse, og
forekaste mig, der jo selv indrømmer dette, min
Inconseqvents. Hertil maa jeg svare, at jeg aldrig har
paastaaet, at en Idee som saadan (allermindst en fix
Idee) er at ansee for en Livs-Anskuelse, og dernæst,
at jeg, for at indlade mig paa denne Undersøgelse,
maa vide lidt nærmere om denne Idees Indhold
Gaaer den nu ud paa, at Livet ikke er en
Udviklings-Proces, men en Undergangs-Proces af det Store og
Udmærkede, der vilde spire frem, saa troer jeg dog
vel med Rette at turde protestere mod Prædikatet
Livs-Anskuelses Anvendelse herpaa, forsaavidt man
ellers vil give mig Ret i, at Skepsis som saadan ikke
er en Erkjendelsens-Theorie, eller for at blive i mit
Forehavende, at en saadan Mistillid til Livet vel
indeholder en Sandhed, forsaavidt den leder til at finde
en Tillid (f. Ex. naar Salomo siger, at Alt er
forfængeligt), men derimod i samme Moment, som den
determinerer sig til en endelig Afgjørelse af Livets
Spørgsmaal, indeholder en Usandhed. Men vi gaae
videre. Vi ville for et Øieblik antage, at man kunde
have Ret i at kalde en saadan i Reflexion vilkaarligt
standset og nu til endelig Sandhed potenseret
Betragtning en Livs-Anskuelse; vi ville tænke os et
Individ, der, stærkt omtumlet af en hæftig bevæget
Samtid, endelig afslutter sig paa et saadant
Standpunkt; vi ville lade ham producere Noveller. Et
Modermærke ville de alle faae; men i samme Grad,
han havde oplevet Meget i samme Grad han ret
havde deeltaget i Livets Svingninger, i samme Grad
vilde han ogsaa være istand til i sine Noveller at
udfolde en stor Suite af rædsomme Conseqventser,
der alle sigtede til hans Helts endelige Undergang;
i samme Grad vilde man en lang Tid føle sig fristet
til at troe paa hans Livs- Opfattelses Sandhed.
Men er dette Tilfældet hos Andersen? det vil vist
Ingen paastaae. Tvertimod springer Andersen den
egentlige Udvikling over, lægger et behørigt Tidsrum
imellem, lader først see, saa godt han kan, de store
Kræfter og Anlæg, og derpaa disses Fortabelse.
Her vil man dog vel give os Ret i, at det ingen
Livs-Anskuelse er. Til yderligere Opklarelse af vor
Mening ville vi blot tilføie, at en saadan
Fortabelsens-Theorie kan udgaae deels fra et alvorligt
foretaget, men dog mislykket Forsøg paa at forstaae
Verden, derved, at Individet, deprimeret af Verden,
skjøndt længe arbeidende imod, tilsidst ligger under;
eller den kan fremkaldes derved, at man ved den
allerførste Vaagnen af Reflexionen nu ikke kaster Blikket
ud efter, men øieblikkelig ind i sig selv og i sin saa
kaldte Betragtning af Verden blot nøiagtigt
gjennemfører sin egen Liden. Det første er en
mislykket Activitæt, det andet en oprindelig Passivitæt,
det første er knækket Mandighed, det andet
gjennemført Qvindelighed. Vi vende tilbage til vort
Forehavende: gjennem en kort Antydning af en
Livs-Anskuelses Nødvendighed for Roman- og
Novelle-Digteren, at udvikle, hvorledes det i denne Henseende
staaer sig med Andersen. En Livs-Anskuelse er egentlig
Forsynet i Romanen, den er dens dybere Eenhed,
der giver denne at have Tyngdepunktet i sig; den
befrier denne fra at blive vilkaarlig eller hensigtsløs,
idet Hensigten overalt er immanent tilstede i
Konstværket. Naar derimod en saadan Livs-Anskuelse
mangler, da søger Romanen enten paa Poesiens
Bekostning at insinuere en eller anden Theorie
(dogmatiske, doctrinaire Noveller), eller den træder i endeligt
og tilfældigt Forhold til Forfatterens Kjød og Blod.
Dette Sidste kan imidlertid gaae for sig igjennem en
stor Mangfoldighed af Modificationer, lige fra en
uvilkaarlig Overstrømmen af det Dygtigere i
Personligheden, lige indtil det Punkt, hvor Forfatteren maler
sig selv med, ligesom Landskabsmalerne undertiden
ynde det, ja endog glemme, at dette kun havde
Betydning, forsaavidt man opfattede det som Situation,
og derfor gaae over til, aldeles forglemmende
Landskabet, at udpensle sig selv i sin egen forfængelige
salomoniske Pragt-Herlighed, der klæder Blomsterne,
men ikke Menneskene. (Naar jeg i denne Henseende
danner en Modsætning mellem de doctrinaire og de
subjektive Romaner, saa seer jeg meget godt, at det
dog kun er gjennem en Subdivision, at disse blive
hinanden coordinerede; thi ogsaa de doctrinaire
Romaner staae i et tilfældigt Forhold til
Personligheden, da deres Forfattere gjennem en tilfældig
Villiesbestemmelse acquiescere i Sætninger, som de endnu
ikke tilstrækkelig have gjennemlevet.) Medens
imidlertid begge Classer af Romaner staae i et endeligt
og forkeert Forhold til Personligheden, saa mener jeg
ingenlunde, at Romanen, i en vis prosaisk
Forstand skal abstrahere fra Personligheden, eller at man
fra et andet Standpunkt kunde med Rette gjøre
Fordringer til den, som til stræng Speculation; men at
Digteren først og fremmest maa selv tilkæmpe sig en
dygtig Personlighed, og at det kun er denne saaledes
døde og forklarede Personlighed, der bør og kan
producere, ikke den mangekantede, jordiske, palpable.
Hvor vanskeligt det er at tilkæmpe sig en saadan
Personlighed, kan man ogsaa see deraf, at der i
mange ellers dygtige Romaner, findes ligesom et
Residuum af Forfatterens endelige Charakteer, der
som en næsviis tredie Person, som et uopdragent
Barn ofte snakker med paa upassende Steder.
Anvende vi nu dette paa Andersen, saa troe vi med
Rette, ikke saa meget argumenterende af som
apostropherende til den temmelig gængse
Conversations-Dom, "det er altid Andersen, han er altid sig selv etc.",
at turde regne ham til den Classe af Roman-Digtere,
der give en upoetisk Tilgift af deres egen blot
Phænomenologiske Personlighed, uden at vi derfor ville
tillægge ham en saa stærk Villies-Determination i denne
Henseende, at den forhindrede ham i ogsaa at streife
over paa de doctrinaire Novellers Gebeet, dog ikke
saaledes, at han skulde have en eller anden større
Theorie, han vilde gjøre gjældende, men snarere,
som ovenfor viist, som en Forkjærlighed for og
Overvurderen af visse enkelte Sætninger, der i et saa
strængt Coelibat, som Forfatteren holder dem i, ikke
have stort at sige. I hvor stærk Forstand
Andersens Romaner saaledes staae i et forkeert Forhold
til hans Person, vil man bedst overbevise sig om ved
at reproducere det Total-Indtryk, hans Romaner
efterlade sig. Vi mene ingenlunde, at det er forkeert,
at det enkelte Individ gaaer under i Romanen; men
dette maa blot være en poetisk Sandhed, ikke, som
hos nogle Digtere, en Opdragelsens
pia fraus
, eller
som hos Andersen en sidste Villie; vi fordre
ingenlunde i nogen større Betydning Forstandighed
og Klarhed over Livet i ethvert enkelt af hans
poetisk skabte Individer, tvertimod ville vi indrømme
ham fuld Magt til at lade dem, om galt skulde
være, blive afsindige; kun maa det ikke skee saaledes,
at en Galskab i 3die Person afløses af en i første,
at Forfatteren selv overtager den Gales Partes.
Der maa i Romanen være en udødelig Aand, der
overlever det Hele. Hos Andersen derimod er der
aldeles intet Hold: naar Helten døer, døer Andersen
med og afnøder i det Høieste Læseren som sidste
Indtryk et Suk over dem begge. — Idet vi saaledes
her flere Gange har omtalt Andersens Person og
Personlighed, vil jeg — til Svar paa en dog kun
ved Misforstaaelse og Mistydning mulig Indvending,
som om jeg her overtraadte Grændsen for min
æsthetiske Jurisdiction og den indenfor denne indrømmede
Competence ved at omtale Andersen som Menneske
— vil jeg, uden at beraabe mig paa den
Omstændighed, at jeg saa godt som ikke kjender Andersen
personlig, alene bemærke, at da den egentlige poetiske
Frembringelse, især paa Novellens og Romanens
Gebeet, ikke er andet end en fyldig, i en friere Verden
sig indskabende og i denne sig rørende, reproducerende
2den Potens af det i første Potens allerede paa
mangfoldig Maade poetisk Oplevede, og da man
desuden i Andersens Romaner deels savner den
constituerende Total-Overskuelse (en Livs-Anskuelse), deels
støder atter og atter paa Situationer, Bemærkninger
&c., hvilke man vel ikke kan nægte at være poetiske,
men som dog hos Andersen staae som ufordøiede og
som i poetisk Forstand (ikke saaledes i mercantilsk)
ubenyttede, utilegnede, uaffiltrerede, saa kunde man
med Rette gjøre den Slutning tilbage, at Andersen
selv ikke har i første Potents levet poetisk-klart, da
det Poetiske i anden Potens ikke har vundet større
Consolidation i det Hele, og ikke er mere udvadsket i
det Enkelte; man kunde gjøre denne Slutning, siger jeg,
uden at jeg derfor har gjort den eller vil gjøre den, men
jeg vil blot gjøre Andersen opmærksom paa, at dersom
han paa en eller anden Maade skulde føle sig
personligt (som bosiddende Mand i Kjøbenhavn) afficeret,
Grunden da ikke ligger hos mig, men hos Andersen,
hvis Romaner staae i et saa physisk Forhold til ham
selv, at deres Tilblivelse ikke er saa meget at ansee
for en Produktion som for en Amputation af ham
selv; og det veed man jo nok, at om det saaledes
Amputerede end er langt borte, føler man stundom
uvilkaarligt en reen physisk Smerte deri.
Ville vi nu forfølge den af os paapegede
Grundfeil hos Andersen igjennem de Consequentser, som
frembyde sig, naar vi ikke saa meget see paa
Hovedanlægget af Romanen, saaledes som vi nærmest have
gjort det i det Foregaaende, men mere fæste Blikket
paa Behandlingen af det Enkelte, Tekniken i det
Hele, og ville vi bestræbe os for, saa godt som
muligt at holde Middelveien i Eenheden af
Consequentsen som saadan, der søger sit Beviis i Enkeltheder,
og Enkeltheder, der optagne i Consequentsen derved
forklares, saa ville vi for det første bemærke:
Andersen
opfatter ved sin Modsætning eller ved et
Andet
. Som en større Manifestation af den samme
Feil ville vi erindre om den hos Politikerne saa
hyppigt forekommende Forkjærlighed for Garantier, der,
som Afløsning af en tidligere formeentlig Udtømmen
af Gjenstanden ved et eneste stirrende Blik, og de
der af flydende i Længden temmelig langweilige
apokalyptiske Drømmerier, maaskee har noget Fristende,
og som betinget ved Deeltagelse (uden imidlertid at
fuldende Løbet) i en af en nyere Udvikling medført
livligere Anskuelse, netop i denne Deeltagelse har sin
Gyldighed som relativ Sandhed, sin fuldkomne
Ugyldighed som absolut. Idet nemlig disse see
Gjenstanden, opfatte de den egentlig kun i sin Misbrug,
sin Modsætning og fordre derfor en betryggende
Garantie og aequiescere deri, uden at have
gjennemført den i dette Begreb liggende Dialektik. Dette
Phænomen vil nu vise sig overalt ogsaa i det Mindre,
hvor enten en Tankerække eller en Livs-Udvikling
ikke er gjennemført heelt. Ligesom nu evig Ungdom,
forstaaet, ikke saaledes som en taabelig Ængstelighed
for Udviklingen har drømt sig det, som den af
Barndom, Manddom og Alderdom begrændsede
Ungdoms-Alder fixeret som saadan, men som den ud over
alle Aldere, altsaa ogsaa ud over Ungdommen
som saadan liggende livsfriske Sikkerhed i sig selv,
vilde være det Ønskeligste med Hensyn til
Novelle- og Roman-Digtningens Intensitæt, saaledes
er det dertil svarende og i egentlig store
Individualitæter momentant anskuelige Standpunkt, som det
fyldige Præsens af Barndom, Ungdom og Manddom,
det eneste qualificerede til at frembringe Digtninger,
hvori en heel Udvikling foregaaer. Staaer man ikke
paa dette Standpunkt, saa kommer man paa en eller
anden Maade til at lægge en bestemt Alder til Grund
som Maalestok (hvilket naturligviis er urigtigt, da
ingen Alder som saadan er den absolute, end ikke den
man pleier at kalde Eens bedste Aar) og er saaledes
ikke istand til at give hver Alder Sit. Dette er nu
ogsaa Tilfælde med Andersen. Vi ville tage et
speciellere Exempel. Skal han skildre Barndommen, da
træder der os ikke Repliquer imøde, der ligesom ere
grebne ud af en heel barnlig Bevidsthed og
beregnede efter det af os skildrede Høidepunkts Meridian;
men det bliver ofte enten Barnagtigheder, ufordøiede
Reminiscentser fra en enkelt concret Barnealder, eller,
hvad vi her nærmest have for Øie, man taler som
en Ældre om Livs-Indtrykket, og føier derpaa til i
behørige Mellemrum, at man maa huske paa
Barndommen, paa Barnephantasiens store skabende
Kraft, kort sagt man stiller en udvortes Garantie
for Opfattelsens Rigtighed, man sætter en
Sopran-Nøgle foran et Tenor-Partie. —
Eller Andersen
opfatter ved et Andet
. Vi ville i denne
Henseende dedicere Efterstaaende til den almindelige
Yttring, "at Andersen altid skal anstille
Sammenligninger". En Sammenligning har naturligviis kun
sin Betydning, forsaavidt som den fører tilbage til
en dybere Forstaaen af det, for hvis Skyld den
traadte frem. Paa anden Maade ender den med at
overfylde vor Hukommelse og at efterlade et totalt
Deficit for Anskuelsen; thi hvad enten jeg siger, at
en By f. Ex. her er ligesom en By i Italien, som
jeg ikke kjender; eller at en By i Italien er som en
By i Danmark, uden nærmere at betegne dem, saa
er jeg derved slet ikke bleven klogere, undtagen
forsaavidt jeg, anlediget ved at Forfatterne nævner dem,
nu maaskee paa Grund af mit Kjendskab til dem og
ved Hjælp af mit eget Digter-Talent seer mig istand
til at overtage Digterens Partes og poetisk at udmale
for mig et Billede af deres Eiendommeligheder. At
anføre Exempel herpaa anseer jeg for unyttigt, — det
er en Nemhed, som tidligere har yttret sig i
Literaturen ved f. Ex. at betegne samtidige Digtere og
Skribenter med Navne fra den classiske Oldtid i den
Tanke derved at have betegnet dem i deres
Eiendommelighed. Kun det vil jeg tilføie, at Grunden
er den, at Andersen, da han oversprang sit Epos,
ogsaa oversprang den til al Skildring absolut
nødvendige Contemplation.
Indtrædelsen af denne sig enten hurtigt i en
ligesaa forkeert Stagnation fortabende, eller i
Retning af ethvert realt Indhold som fingeret, som blot
Marcheren paa Stedet sig yttrende Bevægelighed,
er imidlertid saa langt fra at forhindre Tilbagefald,
at den tverimod necessiterer disse med Recidivers
sædvanlige Forværrelse, med andre Ord en urokkelig
Stirren paa en enkelt Gjenstand, som laa al
Verden deri — et Phænomen, som vi helst ville
betegne som Andersens:
Overtro som Surrogat
for ægte Poesie
. Vi ville her ikke tale om denne
Overtro, saaledes som den viser sig i det Store hos
Andersen, da vi have skildret den fra en anden Side
i det Foregaaende, idet vi, ved at vise, at Andersen
manglede Livs-Anskuelse, jo egentlig maatte søge
Grunden til, at hans Individer bleve til Intet i
Verden, i hans Vantro til Verden; dog dette seet
fra den anden Side er netop Overtro paa
Individerne, Overtro paa hans poetiske Heltes Genie og
Dygtighed; men kun, hvad vi bemærkede i det
Foregaaende, forsaavidt den viser sig i Behandlingen, i
Arrangementet af det Enkelte. Denne Overtro viser
sig nu saavel i den Vægt, han lægger paa en eller
anden deprimerende Omstændighed, en enkelt lille
Ydmygelse endogsaa da, naar Omgivelserne tilsmile En
mest, den Kraft, han tillægger disse til at kunne
undertrykke endogsaa det sande Genie, hvad jo, for
at blive ved "Kun en Spillemand", Christian virkelig
er, hvilket indeholder en Miskjendelse af Geniets
Magt og dets Forhold til ugunstige Omstændigheder
(thi Geniet er ikke en Praas, der gaaer ud for en
Vind, men en Ildebrand, som Stormen blot udæsker,)
og har sin Grund i at Andersen ikke fremstiller et
Genie i dets Kamp, men snarere et Flæb, om
hvilket der forsikkres, at det er et Genie, og som kun
har det tilfælleds med et Genie, at det lider en
Smule Gjenvordigheder, som det vel at mærke endog
ligger under for — som ogsaa i at tillægge en enkelt
tilfældig Begivenhed en paa Anelse svanger
Betydning for hele Livet, Noget som vel kan hænde dette
eller hiint virkelig begavede Individ i sin Udvikling,
idet det med en sygelig Irritabilitæt og uden
Overskuelse af sin Gang, fristes til at tillægge en
tilfældig Begivenhed for meget; Noget, som derfor ogsaa
kan have sin Betydning i den poetiske Frembringelse,
og som i Conjunctiv vel kan være sandt, men bliver
usandt i Indicativ, idet det da ikke lader sig bringe
i Harmonie med den egentlig poetisk-rectificerede
Anelse, der, netop i Sikkerheden af at have det Hele,
aldrig kan komme til at forsee sig paa det Enkelte.
Inden jeg imidlertid gaaer over til den
speciellere Omtale af "Kun en Spillemand", maa jeg
udbede mig Læsernes Opmærksomhed for en Rubrik
endnu, den jeg helst vilde overskrive: "
Andersens
Tilfældigheder
", ikke som om jo ogsaa de to
foregaaende Afveie, fra et almindeligere æsthetisk
Standpunkt iagttagne, maae vise sig som Tilfældigheder,
men fordi disse staae i et saa væsentligt Forhold til
hele Andersens Stade, at de bedst lade sig
opfatte i dette Forhold, og derved ogsaa afgive den
behørige Relativitæt, indenfor hvilken jeg vel med
Rette som Tilfældigheder vil kunne beskrive den hele
Underskov af forstyrrende Bemærkninger, der for den
blot nogenlunde opmærksomme Læser af Andersens
Romaner gjør Veien i dem ufremkommelig, siger og
skriver ufremkommelig; idet det gaaer med Andersens
Romaner som med andre Fabrik-Produkter, at de
for de mikroskopiske Iagttagelser ikke vinde, men
bestandig tabe. Jeg sigter ikke herved til, hvad man
strikte kunde kalde Episoder; thi dette Punkt har
været Gjenstand for Andres Drøftelse og behøver
altsaa ikke videre at omtales, og er paa sit Sted i
det Foregaaende bleven berørt; jeg sigter ikke herved
til, hvad man og kunde henregne til Episoder, en
Opstilling af en eller anden Enkelthed, blot for at
forhale Tiden, som det synes, da denne ligesaa lidet
træder i nogetsomhelst dybere organisk Forhold til
Hoved-Personen, som den ogsaa er blottet for al
elastisk Kraft til, ligesom i et Nu ved et Tryk paa
den skjulte Fiæder, at staae for os, og desaarsag
blot har det Ubehagelige, at man uvilkaarlig kommer
til at tænke paa en hemmelig Protokol af
Døgn-Iagttagelser; — men til den — ved Digteren
Andersens Misforhold til sin Person og til det for en
Roman-Digter nødvendige Fond af Kundskaber —
betingede Usikkerhed, betingede Rysten paa Haanden,
som gjør, at hans Pen ikke blot slaaer Klatter, men
ogsaa slaaer Sladder, og som udmærker hans Stiil i
den Grad, at den derved bliver vanskelig at
eftergjøre. Og uagtet jeg nu, idet jeg overskuer den sig
frembydende Masse, føler mig paa en besynderlig
ironisk Maade paa eengang saa riig og saa fattig, —
saa fattig siger jeg, fordi jeg næsten ikke veed, hvor
jeg skal begynde eller hvor jeg skal ende —, øiner jeg
dog en Udvei i den tidligere gjorte Bemærkning, at
det Hele har sin Grund i hans Misforhold til sig
selv og til det fornødne Fond af Kundskaber. Denne
Inddeling vil jeg følge og bestræbe mig for i Valget
at tage det, som dog er nogenlunde underholdende
og i Documentationen at være saa kort som mulig.
Idet jeg nu vil betegne det første Misforhold som
tilfældig Stemning
, vil det ogsaa være temmelig
let ifølge vort Kjendskab til Andersens Anskuelse, at
udfinde, hvorledes denne tilfældige Stemning er
beskaffen med Hensyn til sit Indhold, da den
nødvendigviis maa have et Præg af Andersens
Grund-Anskuelse: Misfornøielse med Verden; og jeg vil derfor
blot, førend jeg gaaer over til at døbe den med sit
rette Navn, erindre om, at Grunden hvorfor jeg
kalder den tilfældig, ingenlunde er, fordi den er
væsentlig forskjellig fra hans øvrige Anskuelse, men
fordi jeg nærmest her har med de Yttringer af den
at gjøre, der gribe forstyrrende ind i Fremstillingen
af det Enkelte, og som vel derfor ogsaa gjerne havde
kunnet været undgaaede, om man end nok saa meget
deelte Andersens Misfornøielse, ja som formodentlig
Andersen selv vil erkjende for tilfældige. For at
betegne hans Misfornøielse med Verden i disse dens
tilfældige Yttringer veed jeg ikke andet Udtryk end:
underløben Harme
. Langtfra nemlig, som den
egentlig talentfulde Roman-Digter formaaer det, midt
i Fortællingens Løb ved en eneste oblique Yttring
ligesom at erindre Læseren saa stærk om en eller
anden Person i Romanen, at denne nu pludselig
staaer paany lyslevende for ham og maaskee
tydeligere end nogensinde før, kort sagt, af et eneste
Ribbeen at skabe os hele Individet, kan Andersen
ikke sikkre sig for, at endog da, naar han selv
indfører en Anden talende, hvor det da gjaldt om
væsentligt at holde sig inde i denne Andens Charakteer,
at denne hans underløbne Harme mod Verden
pludselig understryger den enkelte Yttring og giver den et
Anstrøg af hans den poetiske Person aldeles
uvedkommende Misfornøielse med Verden. Dog denne
Art af tilfældig Stemning hænger nærmere sammen
med hans hele øvrige Anskuelse end den, vi nu skulle
gaae over til at beskrive, og som, saa synes det
mig, er saa curicus, at jeg blot vilde ønske, at det
maa lykkes mig at fremstille den saa heel og holden,
at den fra min Haand kunde ligge færdig til
Optagelse i et eller andet Psychologisk Kunstcabinet. Det
hænder nemlig ikke een, men mange Gange, at
Andersen i Fortællingens Løb taber sin poetiske
Ligevægt, og derved taber sine poetiske Figurer ud af sin
digteriske Skaberhaand, saaledes at disse endog
contraponere sig ligeover for ham i en real Existents,
ligesaa fuldgyldig som hans egen. Derved
fremkommer nu et besynderligt Forhold. Disse Individer,
som saaledes i ethvert saadant Øieblik ophøre at
være blot digteriske Figurer, træder han nu i
Rapport til som til andre Væsener paa denne vor Jord.
Deels nemlig fatter han en aldeles jordisk Kjærlighed
til et eller andet Individ, hvilket vel i de fleste
Tilfælde er hans Helt, men som han nu snarere
behandler som en Client, han interesserer sig for og
ved enhver Leilighed søger at faae pousseret i
Verden — ligesom ogsaa enhver, som det synes Andersen,
Mangel paa pligtskyldig Opmærksomhed, endog i
Tilfælde, hvor Opmærksomheden er saa langt fra at
være pligtskyldig, at den endog vilde være urimelig,
gaaer paa Grund af den Andersen som Digter
betroede Magtfuldkommenhed (til at gjøre hvad han
vil) ikke ustraffet hen — deels bliver han i høi Grad
opbragt paa andre Personer, der forekomme i hans
Romaner, taler saa djærvt imod dem, at man skulde
troe, at det var ham om at gjøre at tilintetgjøre
deres borgerlige Velvære i den Verden, hvor
Andersen selv hører hjemme, men hvor de slet Intet have
at bestille. Inden jeg gaaer over til at beskrive det
andet Misforhold, som jeg vil betegne som
tilfældig Viden, vil jeg gjøre opmærksom paa, at der
gives et Stadium af Tilfældigheder, som maaskee
passende kunde danne Overgangen fra det
Foregaaende, det er:
tilfældige
Idee-Associationer
, idet disse saavel kunne opfattes fra
Personlighedens Side, idet denne sees som den, der ikke har
Magt over sine Tanker, deels fra
Tanke-Gjenstandens Side, idet denne sees som den, der paa en
oprørsk Maade behersker Personen. Herfra kunne vi
nu gaae over til at omtale hans tilfældige Viden.
Den Masse af Kundskaber nemlig, som Andersen
efterhaanden har erhvervet sig, har lidt efter lidt
sammenrottet sig mod ham og begyndt paa en
Revolution, hvilket har givet Anledning til, at Andersen
har maattet istedenfor fra sit Digterstade at
bestemme, hvad der skal med eller ikke, indrømme denne
en raadgivende Stemme, hvilket denne naturligviis
blot har anseet som Initiativet til at constituere sig
selv som den souveraine Magt og gjøre Andersen til
sin Befuldmægtigede, som efter Ordre anbringer dens
enkelte Bestanddele paa Prent. Som bekjendt deler
Andersen gjerne sine Romaner i Capitler, og ethvert
saadant har gjerne et Motto. Vil man nu end ikke
dele min Anskuelse, at et Motto enten ved sin
musicalske Magt, hvilket det til en vis Grad godt kan
have uden at være Vers, bør ligesom præludere og
derved sætte Læserne i en bestemt Stemning, i den
Rhythmus, hvori Afsnittet er skrevet (dette er da,
forsaavidt Mottoet er et Vers, det Vaudevilleagtige
derved); eller det bør paa en pikant Maade træde i
Forhold til hele Afsnittet og ikke danne en
Ord-Vittighed med et enkelt i hele Capitlet forekommende
Udtryk, eller et fadt almindeligt Udsagn om det, som
Capitlet indeholder, — saa vil man dog vist
indrømme mig, at der hører temmelig megen Smag, en
høi Grad af Inderlighed i sin Gjenstand og i
Stemningens Temperatur til at vælge et Motto, der
bliver lidt mere end et intetsigende Udraabstegn eller en
Figur, som den Lægerne pleie at skrive over deres
Recepter. Disse Egenskaber er nu Andersen ikke i
Besiddelse af. Ved lang Syslen med Digteriet staaer
naturligviis en stor Mængde af
loci communes
, af
Smaa-Vers &c. til hans Disposition, som han nu,
ledet af en ganske løs og udvortes Ideeassociation,
anvender paa bedste Maade, og den eneste Lov, jeg
har kunnet spore, er den, at tage behørigt Hensyn til
Digtere af Anden-, Tredie- og Saavidere-Rang.
Efter Mottoet begynder Fortællingen; men den gode
gamle Skik, som dog efterhaanden ved det mundtlige
Foredrag er gaaet af Brug, at begynde ethvert
Afsnit med at rømme sig, den har Andersen som
Skribent optaget. Capitlet eller Afsnittet begynder nemlig
gjerne med en eller anden aandrig Phrase. Grunden
er imidlertid vistnok ikke den, at Andersen troer, at de
egentlig sige stort; men ved lang Omgang med sig selv
har en saadan Phrase i Stilhed udviklet en saa stor
Kjærlighed til sig selv, at den bestandig søger at opfylde sin
Bestemmelse, at blive anbragt, og Grunden, hvorfor
den ikke bliver anvendt endnu hyppigere, er ikke
Andersens Magt over den, men den Omstændighed, at
der er en Mangfoldighed af Phraser, der paa et Haar
ligne den i Sind og Skind. Dog dette betræffer mere
den tilfældige Aandrighed, der imidlertid som al
underordnet Aandrighed er en Videns-Gjenstand; og vi
ville til Slutning blot henlede Læserens Opmærksomhed
paa Andersens tilfældige Grundighed. De enkelte
historiske, geographiske, statistiske Data, de enkelte
Fragmenter af grundig Viden faae naturligviis, naar de ikke holdes
i Ave og opdrages i Herrens Frygt, saa store Tanker om
sig selv, at de ikke længere ville lade sig bruge, men være
Selbstzweck, og desaarsag uden Hensyn til, om de
passe i Sammenhænget eller ikke, træde op med
Fordring paa absolut Gyldighed, træde op som
Sandheder, man aldrig kan sige for tidt og derfor aldrig
kan sige paa urette Sted.
Vi kunne nu som et Anner til det Udviklede føie
en speciel Omtale af "Kun en Spillemand", der
naturligviis væsenlig vil holde sig indenfor det ved det
Foregaaende affurede Territorium , og indenfor det, ikke
ved en arbitrair-pavelig, men ved den i Begrebet selv
givne vel usynlige, men derfor desto virkeligere
Demarcations-Linie begrændsede Spørgsmaal om det
Poetisk-Sande; og det er kun for et Syns Skyld, at vi
ville anlægge et lille Udenværk til at holde Øie med
et Detachement af Fjender, som dog egentlig ikke ere
Fjender, da de i slet Intet ere enige med os, men
som snarere maae ansees for nogle
intetstedshjemmehavende Snakkere, der formodentlig ikke ville undlade
at bemærke, at det vel gjerne kan være sandt, hvad
jeg siger, men at deraf ingenlunde følger, at det
Andersenske er usandt, og som vist endnu høiere ville
gjentage den samme Paastand, naar Spørgsmaalet
bliver om Forholdet mellem det Poetisk-Sande og det
Historisk-Sande, og bringe Andersen i den Forlegenhed
enten at maatte paastaae, at det er en
historisk-virkelig Begivenhed, han fortæller, hvorved det hele
Standpunkt blev forrykket, eller søge at vindicere
Fortællingen sin Betydning som poetisk Sandhed ligeover for
den Anskuelse, at den er poetisk usand.
Spørgsmaalet bliver da nærmest her, om Hoved-Personen af
Forfatteren virkelig er fremstillet som et Genie, og
dernæst, om der da er opdrevet tilstrækkelige Momenter
til at bevirke dets Fortabelse, og om nu endog det
sidste Punkt var oplyst, saa kommer dog det
Spørgsmaal igjen, om da det paagjældende Individ virkelig
var et Genie; thi man kan jo dog ikke nægte, at den
Forestilling, at Geniet maa seire, er ligesom et
Arvegods fra en foregaaende bedre Tilværelse, som,
frarøvet Menneskeslægten, nødvendigviis maa nedstyrte denne
i Modløshed. Da nu den egentlige Hovedperson
ligger for os i hele sin Udvikling, saa var det ønskeligt,
om der et eller andet Sted skulde findes et
Hvilepunkt, et Bedested, hvor vi kunde samle os og skue
tilbage. Men i den Henseende er hans
Udviklings-Vei ingenlunde perspektivisk. Deels standser Andersen
undertiden selv ved en eller anden ubetydelig
Begivenhed, som om vi nu vare ved et Vendepunkt (en
Omstændighed, vi ikke maae lade os forlede af), deels er
Veien fuld af Lygtemænd, som snart foregjøgle En,
at nu er Geniet vaagnet, snart at det er modnet, og
som snart igjen afløses af Begivenheder, der synes at
vidne om det Modsatte, indtil vi atter høre
Forsikkringer om, at nu er Geniet modnet &c. &c. Dog,
da der er et Punkt, hvor Andersen med besynderlig
Emphasis opstiller Christians Livs-Dilemma, ville vi
standse ved dette, for, idet vi overskue det Foregaaende,
at see, om det virkelig med Rette lader sig opstille,
eller Andersen vil narre os, eller sig selv og os. Dette
Sted findes 1 D. Pag. 60 og kan ansees i temmelig
Korthed at indeholde hele Andersens
Passivitæts-Theorie, hele hans Anskuelse af et Genie &c., og af den
Grund lade vi det aftrykke.
"Man har den Folketro, at Berberissens
Blomsterstøv er en Gift for Kornet, det tunge Ar
beplettes med den ædende Rust. Den ædleste, den mest
blændende hvide Papaver forandrer efter Aar sin Farve,
naar den staaer mellem de brogede. Omgivelser
hedder den usynlige Haand, som omformer Grundstoffet
i dets udvikling.
"Medens Billedhuggeren former det bløde Leer,
fatte vi ikke strax, hvilket Værk der vil skabes. Det
kræver Tid og Arbeide, før Gipsafstøbningen
fremstaaer, og efter denne ved Meiselens Slag Marmoret
lever op! hvormeget vanskeligere da at slutte sig fra
Mennesket som Barn til dets Udvikling og Skjæbne
som Mand. Vi see her den fattige Dreng i
Svendborg; Instinktet i ham og Indvirkningen udenfra pege
som Magnetnaalen kun i to Retninger, hinanden
aldeles modsatte. Han maa enten blive en sjelden
Kunstner eller et usselt, forvirret Væsen. Omgivningens
Blomsterstøv indvirker allerede med Duft og Farve.
"Tonernes Gud kyssede ham alt paa Vuggen,
mon vel Tidsgudindernes Sang bringe Begeistring
eller Vanvid? Mellem Begge er Grændsen kun en tynd
Væg- Skal han maaskee vække Tusinders Beundring,
eller maaskee i den usle Kro, med Violinen under
Armen, som gammel Mand spille for den vilde, raae
Ungdom, spottes som en halv Taabelig med sine
Drømme, han hvis Sjæl usynligt fik Tonernes Daab.
"Om Hertugen af Reichstadt veed man, at han
var dødfødt; forgjæves anvendte man alle Midler for
at faae ham til Live; da tordnede de hundrede
Kanonskud, han aabnede Øinene, Pulsen slog. Det var
den store Keisers Søn, derfor fik Verden dette at
høre; Ingen veed derimod det beslægtede med
Armodens Barn; ogsaa han var et Liig, et nyfødt Liig,
alt lagt hen paa Bordet ved den sønderslagne Rude;
da klang Fløiter og Violiner udenfor, hvor
omvandrende Musikanter spillede; en Qvindestemme lød
veemodigt stærkt, og den Lille slog Øinene op, rørte den
lille Haand. Mon det var Tonerne, som drev
Sjælen tilbage for at virke her paa Jorden, eller kun
Tilfældet, dette Fornuftmenneskets salomoniske Sværd?
"En sjelden Kunstner maatte han blive, eller et
sølle Skrog, en Spurv med Bogguld paa Vingerne,
hvem de andre Spurve derfor hugge til Blods. Og
om han nu blev det? Hvad Trøst er der for ham?
Hvad Trøst for en Menneskehed med Stolthed i
Hjertet? Den udslettes og glemmes som Sneeflokken, der
falder i den rivende Strøm, kun en Enkelts Værk og
Navn gaaer over i nye Aarhundreder.
Misundelsesværdige Lod! men larmende Glæder kunne vente os
i vor nye Tilværelse, hvor hans Berømmelses Lykke
da staaer langt borte i en Verden, han ikke kan
fremtræde i, ikke tage Deel i. Hvad gjør det, hvor høit
vi staae, kun at vi staae godt! det er Verdens
Tryllesang, det er den store Menneskebølges dønende
Selvtrøst, idet den vælter frem mod Evighedskysten.
"Man kan paa Granstammens Knuder see, i
hvor mange Aar Træet har voxet, et Menneskeliv har
ogsaa sine synlige Led. Et vigtigt Overgangspunkt
et Slags Hovedmoment i Christians Barndom dannede
denne Sommer ved Bekjendtskabet med Naomi,
Musikunderviisningen og Besøget paa Thorseng."
Vi ville nu for et Øieblik overskue det
Foregaaende. Født i trange Kaar af fattige Forældre
havde Christian — i sin Fader en Mand, saaledes
som han oftere findes blandt Almuen, med en Deel
naturlig Poesie, som imidlertid blot havde fundet
nogenlunde Tilfredsstillelse ved en i tidligere Tid
foretagen Reise i fremmede Lande, og sikkret sig en Smule
Husvalelse ved Erindringen derom, indtil denne igjen
overvældede ham og rev ham paany paa Reiser —
en Mand, efter Andersens Fremstilling, med saa dybe
uforklarlige, poetiske Længsler, at han til Skildringen
af ham behøver i Erindringen at opfriske Sagnet om
Venusbjerget — og i sin Gudfader et saa mageløst
musicalsk Genie, at Andersen for at beskrive ham,
maa tage sin Tilslugt til at erindre om Paganini,
om "Nordens Amphion, Ole Bull," om "disse to
Mestere i Jubals Kunst," et Genie, der vel ikke var i
Besiddelse af "denne Fuldendthed, som disse to vor
Tids Mestere i Jubals Kunst besidde," men maaskee
derfor i endnu dybere Forstand istand til at beaande
og levendegjøre det i Christian Slumrende — kort
sagt hans Barndom er under Forhold, som netop
maatte være istand til at befrugte ham for hele
hans Liv.
See vi nu til det nærmere Forhold, han i sin
Barndom traadte i til det Musicalske, da beskrives
dette ved at fortælle, hvorledes Gudfaderens Musik
gjorde dybt Indtryk paa Drengen, hvilket det jo, da
det var saa udmærket som Andersen beskriver det,
nødvendigviis maatte gjøre paa næsten enhver Dreng;
tilmed da hans Musik havde den vistnok pikante,
for Verden skjulte Synders hemmelighedsfulde
Resonantsbund, som den barnlige Uskyld har en ligesaa
instinktagtig Takt som Gru for. Forsaavidt er der
endnu ikke indtraadt Noget, som røber et blot
nogenlunde Anlæg for Musik. I Selskab med Gudfaderen
foretager han imidlertid en lille Reise, paa hvilken
han rigtignok paa en besynderlig Maade kommer i et
særegent Misforhold til det Musicalske, ved at see sig
anbragt i et Klokketaarn i Nichen ved Lydhullet.
Dog denne Begivenhed, der maaskee kunde synes En
og Anden at indeholde et ret betydningsfuldt Vink
for hele hans Fremtid, opfatter Andersen med
Hensyn til den skadelige Indflydelse paa hans Helbred,
den havde, og her ere vi da ved et af Hovedhjulene:
"de ulyksalige Krampetilfælde," der dog tillige tillægges
den Fortjeneste, at "gjøre hans Øre mere aabent for
Tonernes Sprog." Føie vi nu anticipando det
egentlige Hovedmoment i Christians Charakteer til: en
ubeskrivelig Forfængelighed, saa vil dog vist Enhver tilstaae
mig, at ulyksalige Krampetilfælde, og hvad jeg vilde
kalde en ligesaa ulyksalig Forfængelighed endnu ikke
er nok til at constituere det Dilemma, at han enten
maatte blive en stor Kunstner eller et sølle Skrog,
eller til at sætte saa langtfra hentede og saa
høittravende Betragtninger i Bevægelse, som de, der findes
2 D. p. 20 i Anledning af Grevens Yttring om at
Geniet maa bane sig selv Vei, idet han til
Opmuntring giver ham en Rigsbankdaler: "Det var de
Icarus-Vinger, han bandt paa Geniets Skuldre,
dristigt formede Vinger, men af Bly. Ordene vare
jo dog et gammelt Thema, som fra Slægt til Slægt
tonede for Kunstnerens Øre og vil med Variationer
klinge i Aartusinder, saa længe Verden er den samme,
som da den gav Socrates Gift og Christus en
Tornekrone." Andersen skulde dog have sat
et sans
comparaison
til for at undgaae at blive blasphemisk.
Et "sølle Skrog" maatte han blive, fordi han var det.
Udtrykket selv forekommer os meget betegnende, idet
vi ved Skrog nærmest tænke paa "de ulykkelige
Krampetilfælde," og ved "sølle" nærmest paa hans
ubeskrivelige Forfængelighed. Noget af det, der mest pleier at
udmærke Geniet og give det sin Overvægt over
Verden, er Stolthed, som pleier at blive stærkere i
Modgang, som derfor ogsaa ofte formaaer at holde
Individet opreist. Hos Christian er derimod Alt
Forfængelighed. Det, det kommer ham an paa, er at
henlede Opmærksomheden paa sig, at blive beundret, ja
han tager endog til Takke med en Hyldest, som han
dog i Grunden veed skjuler Spot i sig, naar han
blot kan nyde den et Øieblik. Hans Forfængelighed
viser sig ogsaa i hans Forhold til Luzie og Naomi.
Imod den første, denne tilbageholdne, beskedne Pige,
behager han sig i at lade al sin Forfængelighed
udtale sig i stortalende Drømmerier, udtømmer sig i
Beundring over sig selv som Joseph i dennes skjønne
Forhold til sine Brødre — mod Naomi, denne stolte,
men unægtelig poetiske Pige, som er den egentlige
Gjenstand for hans Kjælighed, som han oftere
kommer i Berøring med, teer han sig saa ængstelig (saa
forfængelig i modsat Retning), ikke fordi hun er ham
aandelig overlegen, nei, fordi hun er den fornemme
Dame, som omgives af Livré-Tjenere; han ryster,
naar han nærmer sig hende, som et Æspeløv. Og
see vi ham endelig i det betydningsfulde Øieblik, da
Naomi har gjort Alt for at bevæge ham til et
afgjørende Skridt, da hele Livets Landskab bag ved ham
er afbrændt ligefra Jødens Huus til hans
Stedfaders, da Naomi selv tager forklædt til Hest ud for
at tage Afsked med ham — see vi ham da som et
"sølle Skrog" blive hjemme, saa forundres vi vist over,
at der nogensinde har været Tale om Andet.
Dog endnu et Afsnit af hans Liv har Digteren
forbeholdt sig for tredie Vind, og de faa Sider, der
beskjæftige sig hermed, ere da ogsaa saa Noget nær
det Eneste i det hele Bind, der egentlig har med
Romanen at giøre; thi det Øvrige, som omtrent ikke
indeholder Andet end Løst og Fast af Andersens
Erindringer, indsmuglede i Naomis Dagbog, lod sig bedst
udgive særskilt, og dersom Hr. Andersen saa synes,
saa vilde vi give den lille Bog til Motto: Andersen:
Kun en Spillemand 1 D. p. 70. "Ved hvert Præg
af en ældre Tid kom Skrædderen altid til at tænke
paa, hvad Lignende han havde seet, og han gjorde
da Sammenligninger..... Hvad Hjertet tænkte, maatte
Munden sladdre om, enten det saa morede de Andre
eller ei." 12 Aar nemlig efter at vi sidste Gang
have hørt Noget om Christian, lader nu Forfatteren
ham træde op for os som en stakkels Spillemand,
der om Søndagen spiser hos Luzie og hendes Mand,
Skolelæreren dersteds, som endnu tænker paa Naomi
og samler Penge for engang at hjælpe hende, hvis
hendes Flugt med Ladislaus skulde have styrtet hende
i Ulykke, kort sagt vi finde et Menneske, som søger,
saa godt han kan, at trøste sig over Skuffelsen af
utidige Forventninger; men vistnok er det, at der
aldeles ikke er Noget i ham, som tyder hen paa et
fordums Genie; man erfarer ikke engang Noget om hans
Spil; vist nok er det, betræffende hans Hændelsers
hele Skare, at hverken nogen enkelt eller alle tilhobe
vilde have været istand til at knække et blot
nogenlunde Genie. Vi erfare, at han hører til de Hellige.
At gjøre ham til Een af dem er ingen Kunst, dertil
behøver Andersen blot Papir og Pen, og det er jo
næsten blevet til et Sprichwort at blive "hellig," naar
man ikke kan tage sig i Verden. At anskueliggjøre,
hvorledes han kunde blive det, og det Symptom, som
laa ham nærmest, har Andersen fritaget sig for, han
er overhovedet bedre skikket til at fare afsted i en
Diligence og besee Europa, end til at skue ind i
Hjerternes Historie. Føie vi nu hertil, at Andersen lader
det gaae Faderen omtrent som Sønnen, idet han,
modificerende et gammelt Kneb, naar man ikke kan paa
en skikkelig Maade blive af med en eller anden
Person, da at putte ham i et Kloster paa en ret
besynderlig Maade, lader ham gaae i Kloster, dog ikke
for der at finde Trøst for feilslagne Forhaabninger,
Hvile for sin Sjæl, saaledes som Middelalderens
Dybsind forestillede sig det, og det er saa vist, som jeg
skriver dette, at det er Sagnet om Venusbjerget, der
altid har Klostret i Baggrunden, der har forledet
Andersen — men af Frygt for ellers at komme til at
sulte ihjel (3, 65) et nyt og meget poetisk Motiv til at
blive Catholik; føie vi hertil at Gudfaderen hænger
sig, saa kan vi med temmelig Ret sige, at den hele
Familie kommer paa en unaturlig Maade af Dage.
Forfatteren af disse Linier er derimod saa heldig, saa
troer han, her paa en naturlig Maade at kunne ende
sin Omtale af "Kun en Spillemand," forsaavidt den
skulde skee, og forsaavidt den kun kunde skee fra det i
det Foregaaende givne Standpunkt. —
Hvad jeg til Slutning har at sige, foranlediget
ved det vistnok i det Hele taget som factisk indrømmede
Misforhold mellem en læsende og en critiserende
Verdens Dom over Andersen, forsaavidt dette ogsaa har
gjentaget sig i min Bevidsthed, da vilde jeg ønske, at
det maa lykkes mig herom at tale ligesaa personligt,
som jeg har søgt at holde det Foregaaende frit for
ethvert obliquet Forhold til min Personlighed. Idet
jeg nemlig reproducerer det første Stadium,
levendegjøres Erindringen om en Mangfoldighed af poetiske
Stemninger, som ethvert digterisk Liv, endogsaa det
mest uklare, og i en vis Forstand dette maaskee mest,
maa være gjennemflettet med, og idet jeg endnu en
Gang søger at fastholde hver enkelt, fortrænger den
ene den anden saa stærkt, at Totalitæten af dem
samler sig ligesom til Afsked i en eneste
Concentration, i et Nærværende, der dog i samme Øieblik føler
i sig Nødvendigheden af at blive et Forbigangent, og
derved fremkalder et vist veemodigt Smiil hos mig,
idet jeg betragter dem, en Taknemlighedsfølelse, idet
jeg erindrer mig den Mand, hvem jeg skylder det
Hele, en Følelse, som jeg hellere ønskede at hvidske
Andersen i Øret end betroe til Papiret, ikke som om
det noget Øieblik har været Andet for mig end en
Glæde at kunne yde ham, hvad han har Ret til, og
som fornemmelig i vor Tid Enhver, der endnu føler lidt
for Poesien i den
ecclesia pressa
, i hvilken vi leve,
næsten maa fristes til at yde varmere, end
Sandheden maaskee kunde fordre det; ei heller som om en
saadan Yttring ikke lod sig bringe i Samklang med
min hele tidligere udtalte Anskuelse af Andersen, da
jeg altid for mit Vedkommende har gjort mere af
Poesie trods al dens Liggen under end af den mest
seierrige Prosa, eller for at blive ved Andersen, da jeg,
tros al hans Omtumlen, al hans Bøien for enhver
poetisk Luftning, dog altid glæder mig over, at han
endnu ikke er kommen ind under Politikens
altomfattende fandenivoldske Passat — men fordi en saadan
Yttring i det Hele taget er meget udsat for
Misforstaaelse, Noget jeg imidlertid haaber, at jeg skal kunne
finde mig i, naar blot Andersen for at undgaae den,
vil holde, hvad jeg med sympathetisk Blæk har skrevet,
for det Lys, der ene gjør Skriften læselig og
Meningen tydelig.
↑
Imidlertid skal man ikke saa ganske troe Hegelianerne paa
Ordet, naar de omtale deres Forhold til Virkeligheden; thi
naar de i denne Henseende beraabe sig paa deres Mesters
udødelige Værk (hans Logik), da forekommer det mig, at
det gaaer til som i Rangforordningen, hvor man, begyndende
med Secretairer (Seyn, den rene Væren), nu igjennem
"andre Secretairer" (das Andre, das Besondre, Nichts
[det er ogsaa derfor, at man siger, at andre Secretairer
sind so viel wie Nichts]) lader Bestemmelsen "virkelige
Secretairer etc." fremgaae, uden at man derfor er berettiget
til at slutte, at der i Virkeligheden er en eneste "virkelig
Secretair."
↑
Vernunft
wird
Unsinn, Wohlthat Plage
Weh Dir, daß Du ein Enkel bist.
Jo længere man nemlig er borte fra det egentlig
Centrale i Udviklingen, desto besynderligere maa denne   naturligviis forekomme, og jeg tvivler ikke paa, at en
Rana
paradoxa
f. Ex. vilde i en eneste Sætning kunne fremkomme
med langt betænkeligere Tvivl om Tilværelsen end
summa
summarum
af alle Skeptikere og Fritænkere indtil Dato;
thi som J. Paul siger: "Solchen Sekanten, Kosekanten,
Tangenten, Kotagenten kommt alles excentrisch vor,
besonders das Centrum."
↑
Vi paa Forfædres Skuldre staae,
Vi tykkes store — ere smaa …
↑
Cfr. Hoffmanns Schriften neunter Band
p
. 45: "Seltsam
war die Gruppe, die beidezusammenstehend bildeten. Gegen
den herrlich gestalteten Gregor (dette er den historisk   udviklede Stat) stach gar wunderlich das Winzige Männlein ab,
das mit hoch empor gereckter Nase sich kaum auf den
dünen (uhistoriske) Beinchen zu erhalten vermochte.
↑
Cfr. Ægtestand
p
198: "Min elskværdige unge Læserinde!
Du, som maaskee har taget denne Bog i Haanden for at
adsprede Dig fra Tanker, som Du neppe tør tilstaae Dig
selv: Dig især være denne simple Fortælling helliget med
en ukjendt Vens varme Ønsker for din Seir! —
↑
Nutidens Surrogat:
Tramp i Gulvet med lange Bene
Forslaaer kun lidt.
↑
Cfr. Extremerne.
↑
Skjøndt nu Montanus den Yngre afgiver et mærkeligt
Beviis paa det Alvor og den Kjærlighed, hvormed denne
Forfatter omfatter ethvert Phænomen i Virkeligheden, og
skjøndt den realistisk-politiske Udvikling maa i høi Grad
være ham forbunden for, at han har foretrukket at opstille
en saadan Repræsentant, og ligesom ikke har villet agte
paa alle de Opfordringer, Udviklingen selv gav ham til at
opfatte dens comiske Side, saa kan jeg dog, uagtet alle dens Fortjenester, ikke nægte, at det forekommer mig, at
den i Afrundethed staaer tilbage for de øvrige, da
Montanus mere bliver knækket, end igjennem Udvikling forklaret. —
↑
Skulde jeg anføre et Exempel herpaa, vilde jeg nævne:
Børneballet.
↑
Stille og mørkladen er vel min Hede;
Dog under Lyngtoppen Blomsteret staaer.
Lærken bag Gravhøie bygger sit Rede
Og sine Triller i Ørkenen slaaer.
↑
Af Jorden est Du kommen!
↑
Naar jeg siger oversprunget, da er det paa dette Sted paa
en Maade en Anticipation, da jeg endnu ikke har omtalt
hans senere Virksomhed og der altsaa var en Mulighed af,
at han endnu ikke var kommen dertil.
↑
Man taler derfor ikke engang saa meget paa det Sted,
Talen har hjemme, som man mere besynger og besnakker
(Dichtung und Wahrheit) hvad man ved en foregaaende
Leilighed har sagt eller vilde have sagt.
↑
Det er ogsaa ret mærkeligt, at den nyere Udvikling i saa
mange Henseender har distingueret sig som
Formetørvs-Perioden.
↑
Sed nimis arta premunt olidae convivia caprae.
↑
"Grinden holdt sig bestandig i en tætsluttet Flok; thi den er som visse Slags Fugle, aldeles selskabelig; Flokken tumlede sig
idelig omkring, saaledes at flere bestandig vare over Vandet,
først med Hovedet, saa med Halen, og strax derpaa gik
under Vandet igjen, for at overlade Pladsen til andre efter
Orden; de pustede, idet de kom i Vandskorpen, store
Vandstraaler i Veiret, som i nogen Afstand bedre kunde høres
end sees, og vare ellers, saavidt man kunde skjønne,
temmelig rolige og svage. Cfr. Tidsskrift for
Naturvidenskaberne, udgivet af Ørsted, Hornemann og Reinhardt No. 11
p. 209
↑
Det er overhovedet sørgeligt at see den ved aandelig
Fattigdom betingede Tæren paa Poesiens Activer (Sagn etc.),
den idelige Repeteren af disse, uden Tanke om at
gjennemføle det dybere Poetiske deri, som er saa herskende i den
nyere Literatur. —
↑
Dette Standpunkt er meget gængs, og man kan som oftest
kjende de derhen hørende Species paa en Tilbøielighed til,
endogsaa naar Talen er om den Ubetydeligste Gjenstand, at
gaae ud fra en "Grundsætning."
↑
f. Ex. O. T.
Was ich nicht weiß, macht mich nicht heiß, so denkt der
Ochse, wenn er vor dem Kopf ein Brett hat. Cfr. Grabbe.
↑
For at holde Spørgsmaalet saa reent som muligt, maa jeg
erindre om, at jeg ikke søger at gjøre een Livs-Anskuelse
gjældende, Andersen en anden; men at jeg søger,
uinteresseret for nogensomhelst bestemt Livs-Anskuelse, blot at
bekjæmpe dette negative Standpunkt og dets Ret til at
udgive sig for en Livs-Anskuelse.
↑
Hvorvidt denne endelige Undergang er poetisk sand, derom
kan et saadant Individ ordenligviis ikke dømme, da han jo
mangler den egentlige Overskuelse.
↑
Man kunde næsten fristes til at opfordre ham til at bevise
Identitæten af Personen.
↑
En saadan oprindelig Passivitæt synes Andersen virkelig
ogsaa at ansee for medhenhørende til Geniet, cfr. "kun en
Spillemand" 1, 161: "Geniet er et Æg, der trænger til
Varme, til Lykkens Befrugtigelse, ellers bliver det et
Vindæg." 1, 160: Han anede Perlen i sin Sjæl, Kunstens
herlige Perle, han vidste ikke, at den som Perlen i Havet
maa vente paa Dykkeren, som hæver den til Lyset, eller
klæbe sig fast ved Musling og Østers, det høie
Patronatskab, for saaledes at komme til Skue." Det er en ganske
egen Sort Genie, selv i den antike Verdens Classicitæt
sprang de i fuld Rustning ud af Jupiters Hoved. Altsaa Geniet trænger til Varme! Geniet skal gaae Skjørteveien!
Lad os ikke blive utaknemmelige mod de Genier, vi have;
og lad os ikke gjøre Hovedet kruset paa de Yngre!
↑
Saaledes som det er gaaet med Ordet "Upartiskhed", der i
vor lunkne Tid omtrent betegner det, som en Mand
allerede forlængst har angivet som sit Standpunkt: hverken at
være partisk eller upartisk.
↑
Denne Note, som jeg her maa udbede mig en og anden
Læsers Opmærksomhed for, er det mig en sand Fornøielse
at udarbeide, da den indeholder Svar paa et Spørgsmaal,
som ikkun nogenlunde opmærksomme Læsere kunne gjøre.
Det kunde nemlig synes, at naar jeg her ikke i stærkere
Udtryk omtaler Andersens første Portens, at jeg da kommer
i Strid med min tidligere Yttring, at Andersen selv kunde
blive en meget poetisk Person, naar han optoges i et Digt;
men hertil maa jeg svare, at Grunden, hvorfor jeg ikke
udtalte mig og umuligt kunde udtale mig nærmere om
Andersens første Potens, var, fordi jeg kom til den fra
hans anden; hvorimod saasnart jeg begynder med Andersen
som Lyriker, jeg dog i mange Maader maa sige, at han
kunde blive en meget god Figur i en Roman, idet
Digteren da med sit Øie vilde skue det i hans
Somnambule-Tilstand givne ham i mange Maader ubevidste Poetiske.
↑
Andersens første Potens maa snarere sammenlignes med de
Blomster, hvor Han og Hun sidde paa een Stengel, hvilket
som Gjennemgangsstadium er yderst nødvendigt, men ikke
egner sig til Productioner i Roman- og Novelle-Faget, der
kræve en dybere Eenhed og følgelig ogsaa forudsætte en
stærkere Kløftelse.
↑
Ligesom der nemlig gives Folk, der som Steen voxe ved
udvortes Tilsætning, saaledes gives der Folk, der producere
ved en udvortes Udstykken af det oprindelig Givne, saa at
de enkelte Tanker efterhaanden tabes ligesom Tænder, blot
efterladende et Hul, og der efter en Tids Forløb ikke
bliver andet tilbage end en Gumlen paa Stumperne, en
Tyggendrøv paa det Gamle, istedetfor en sand digterisk
Production burde gjøre Digteren indefter friere, rigere,
sikkrere. —
↑
Omnia ad ostentationem, nihil ad conscientam.
Denne Tilbøielighed til Garantier i en lignende triviel Forstand,
viser sig ogsaa i det Intellectuelle, og Enhver, der blot har
en Smule Praxis, har vist ofte stødt paa Individer, der
legitimere deres Ret til at være komne til de dybeste
Resultater i Philosophien ved den Forsikkring, at de i 3
Nætter ikke have kunnet sove for at tænke over den Ting, og
denne Betragtning er da Indledningen til et Resultat, som
det ikke er vanskeligt at faae fat paa i en eller anden
speculativ Journal. Sagen er den: som Skoledrenge snyde
de sig et Facit til og skjule nu deres Tyveri ved en
saadan Garantie.
↑
Cfr. de 6 første Capitler af Kun en Spillemand. Det er
dog et Spørgsmaal, om man i den Forstand skal ophøre at være Barn, at man ikke længer kan glæde sig ved det
Smaa, fordi man har seet det Større, hvilket sidste har
en ubegrændset Relativitæt. Jeg smiler ad Barnet, fordi
jeg har seet Alperne, men skulde da Mohammed ikke med
samme Ret smile ad et voxent Menneske, der glæder sig
over Alperne, da han havde været i den 7de Himmel. Eller
udvikles ikke ved den Anskuelse en reen Materialisme? En
anden Sag er det med det Spidsborgerlige; Feilen ligger
ikke deri, at det som Barnet glæder sig ved det Smaa,
men at det, uagtet en Modsætning er givet i Bevidstheden,
nu holder fast ved det Smaa og paastaaer, at det er
ligesaa godt som det Store, holder fast ved denne Sætning og
glemmer derfor at nyde det Smaa: og denne sidste Side er
netop Feilen.
↑
1, 156.
↑
(Jeg vil eengang for alle bemærke, at jeg tager mine
Exempler af "Kun en Spillemand", da jeg har den ved
Haanden. —) Cfr. 1, 146, 1, 141; man skulde troe, at de
paagjældende Individers aandelige Habit var bestilt hos en
eller anden poetisk Lappeskrædder.
↑
"Kun en Spillemand" 1, 150, hvor Christian første Gang
kommer paa Dandseboden; det hedder: "med Hatten i
Haanden hilsede han høfligt til alle Sider. Ingen lagde Mærke
dertil". Det er endda ikke saa underligt (naar en
Skibsdreng kommer ind blandt Matroser paa en Dandsebod, er
han maaskee snarere udsat for at blive kastet paa Døren
og for saavidt kan den lille Christian være glad over, at
man ei bemærkede ham); langt underligere er det, at
Læseren bliver gjort opmærksom derpaa, og det endda ikke
gjennem Christians Mund, det lod sig endda høre, thi han
er nu engang et forfængeligt Skrog; men det er Andersen,
der selv gjør Bemærkningen, og som formodentlig ønskede,
at Folkene paa Dandseboden strax skulde øinet det store
Genie. — 1, 156. Han besøger Steffen-Karreet, og idet
han skal gaae bort "traadte et Par andre Jomfruer ind
fra Sideværelset, de vare let klædte, som hun, og de hørte
Historien og loe, og saae med dumme Øine paa Drengen."
Jeg vil ikke tale om, at jeg er bange for, at vi alle
komme til at see med ligesaa dumme Øine paa Christian,
naar hele Historien er forbi, saafremt man ved dumme
Øine forstaaer Øine, som ikke kan see, at Christian var et
stort Genie, men jeg vilde blot spørge: hvo gjør den
Bemærkning? Christian kan det umuligt være; thi saa uartig
en Dreng troer jeg dog ikke, Christian var, at han i et
Huus, hvor han havde nydt Opmærksomhed (cfr. 1, 151),
hvor jo ogsaa Steffen-Karreet havde leet af ham og gjort
det godt igjen, hvor han i det høieste kunde blive vred,
fordi de loe, skulde komme til den Betragtning, at de saae paa ham "med dumme Øine". Det er igjen
Andersen, der er bleven vred. Jeg føler meget vel, hvor
lidet bevisende ethvert saadant enkelt Sted er, og jeg maa
derfor i det Hele tænke mig Læsere, der ere velbevandrede
i Andersen.
↑
Saaledes den stakkels Niels, som Andersen flere Gange
synes at blive ret arrig paa, og jeg ventede virkelig, at
han engang ret i sin Vrede, ligesom mangen
bekymret Familiefader, skulde udbrudt: "det er en Satans
Dreng, man skal trækkes med, den Niels, han kan heller
aldrig lade Christian i Fred." Saaledes er den Maade,
hvorpaa han behandler Hs. Velærværdighed Pastor
Patermann, mildest talt meget upassende. Ogsaa Naomi
bliver, til Erstatning for at Christian i Digtet, ifølge
Andersens Idee, maa gaae under ligeover for den saa
begunstigede Pige, ikke skaanet i enkelte Udbrud og Yttringer
mod hende, hvor han ligesom synes at blive utaalmodig
over den ubegribelige Lykke, der er falden i hendes Lod.
↑
F. Ex. 2, 113 "Hendes (Naomis) fine Fingre vendte
Bladene i en Bog.... Var det Balles Lærebog eller
Psalmebogen, den nye, forbedrede Udgave, hvoraf prosaiske
Hænder har plukket Poesiens duftende Blade?" denne sidste
Bemærkning er jo Situationen aldeles uvedkommende, og
fremkaldt derved, at Andersen, idet han nævner
Psalmebogen, derved kommer til at tænke paa den Mangfoldighed
af Spørgsmaale, der i den Anledning har været i
Bevægelse her hjemme. Cfr. 3, 16. "Men for Naomi klang
det som Suk og Spot, det var den kolde Luftning fra
Spiegelbergs fugtige Fængsler, det var den trykkende Hede
fra Venedigs Blykamre". Her gaaer Ideeassociationen
ikke igjennem Situationen, men motiveres ved den
Omstændighed, at Andersen Paginaet iforveien har nævnet
Silvio Pellico: le mie Prigioni.
&c. &c.
↑
1, 118 "Æselet træder tidt paa den bedste Blomst,
Mennesket paa sin Broders Hjerte". — 2, 150. "Aaret 1820
havde for Danmark en stor Deel Begivenheder.
Statsgjælden fik en Læk; Dr. Dampe med nogle urolige
Hoveder vilde give Statsskibet en Læk; Meningsstridigheder
udviklede sig i Religionssamfundet, og hvert af disse
Partier fandt en Læk hos sin Modpart; under saa mange og
saa store Læk tør vi ikke tale om den, som Ladislaus
gjorde paa mangt et qvindeligt Hjerte". &c.
↑
Cfr. 1, 114. "dernede svømmede Skyernes Billede, dernede
fløi Fuglen med udbredte Vinger, netop saa dybt, som den svævede over Vandspeilet". Det er Christian, der vogter
Gjæs og sidder og phantaserer, og midt i Drengens
Phantasie kommer nu den Sætning:
netop
saa dybt &c.
Hermed kan sammenlignes hele hans Undersøgelse om Naomis
religieuse Tilstand. 2, 119. "Hos hende begyndte den
straussiske Fordunstning, som opløser Alt Historisk i Myther.
Der udviklede sig hos hende en Anskuelse i Religionssager,
som den, der i vor Tid begynder at udtale sig hos Enkelte i
Tydskland, en Art Fritænkeri…" 2, 129 "i religieus
Henseende var hendes Anskuelse hverken ascetisk eller
hellenistisk, snarere var hun en forudflyvende Partiegængerske
for det unge Tydskland"; denne hele Undersøgelse erindrer
om en Retssag, hvor der blev Spørgsmaal om, hvorledes
det i religieus Henseende stod sig med Inquisiten, i
hvilken Anledning nogle tilkaldte Landsbypræster udtømte med
stor Grundighed deres hele Skole-Viisdom om:
Deisme, Theisme
Atheisme, Pantheisme. —
cfr. 3, 86 om Frankrigs religieuse Tilstand: "Paris har
for Øieblikket ingen Religion, de have glemt Madonna,
ja næsten Faderen og Sønnen, Aanden er den ene
herskende. Ingen Munk seer Du paa Gaden, ingen
Procescession; fra Scenen selv prædike Digterne Protestantisme
(?). — Cfr. hele Naomis Reise. &c.
↑
Jeg maa bede Andersen at undskylde, at jeg ved at lade
et saa stort Stykke aftrykke næsten har gjort mig skyldig
i et Plagiat, og jeg kan alene sige til mit Forsvar, at det
jeg har plagieret, ikke er det, jeg anseer for det bedste. —
